Konferencen af Mats Strandberg

Konferencen af Mats Strandberg

Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.

Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.

Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.

Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.

”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.

Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.

Uddrag af bogen:

Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.

Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.

Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.

Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.

Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?

Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)

Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Konferencen:

Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen

Brændoffer af Christian Kronow

Brændoffer af Christian Kronow

Journalisten Johan er med kollegaen/kæresten Ane på arbejdsweekend i Thyborøn. Han har tidligere skrevet om kvotekongen Bjørn Gabriel Havkarl og dennes forhold til landets statsminister Hans Hauge. Denne weekend har Ane et interview med Hauge, mens Johan skal dække en fiskeauktion holdt til fordel for statsministerens velgørende organisation Rødder.

Men alle overskrifter ændrer sig, da de sidste kasser til auktionen viser sig at indeholde liget af en teenager med hænderne skåret af. Hvem har lagt ham der og hvorfor? Er det en advarsel til statsministeren? Og hvem er den døde?

Ved et tilfælde opdager Johan, at sagen har tråde til hans gamle soldaterkammerat, Benjamin. Benjamin blev i hæren, da Johan forlod den, og har været udstationeret flere gange. Nu bor han på sin fiskekutter i Thyborøns havn, hvor han sælger hash og ellers holder sig langt væk fra livet. Men livet lader ikke Benjamin få fred.

Mens Johan forsøger at finde hoved og hale i mistankerne om mord, korruption, smugleri og skattesnyd, brænder hans privatliv sammen. Hustruen Laura har fået nok af deres proforma ægteskab og vil tage deres to piger fra Johan. Han ved godt, at han har kvajet sig, men ikke desto mindre vil han gøre alt for at blive i pigernes liv.

Jeg har tidligere læst de første to bind i Orator-trilogien af Christian Kronow. En ungdoms fantasy-serie med rødder i danske myter og sagn. Bøgerne var underholdende og letlæste, så jeg havde gode forventninger i Brændoffer.

Brændoffer er inspireret af virkelige begivenheder, og jeg kunne da heller ikke undgå at tænke på LøkkeFonden og Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, mens jeg læste. Kronow understreger dog i et interview, at alle personer er opdigtede, og jeg forestiller mig da heller næppe, at Hans Hauge er en en-til-en fremstilling af Lars Løkke. Men omstændighederne med fonde og tilskud og en adskillelse af privatpersonen og statsministeren er et interessant udgangspunkt for en krimi om korruption i et land, der ligger helt i top på Transparency Internationals liste sammen med New Zealand som verdens mindst korrupte lande.

Johan er jeg-fortælleren i historien. Ind i mellem er der enkelte kapitler fra andre synsvinkler, som dels skaber suspense. Dels giver os indblik i begivenheder og tanker, som Johan ikke kan vide noget om.

Generelt var jeg godt underholdt af Brændoffer, selvom jeg lige skulle vænne mig til skrivestilen. Kronow skriver for så vidt godt, men flere gange studsede jeg lidt over ordstillingerne, som jeg synes bremsede fortællingen lidt. Men det kan være en smagssag. I hvert fald blev jeg ret hurtigt fanget ind af historien, og ikke mindst af den uperfekte Johan der er en troværdig hovedperson. Samtidig kan jeg også godt lide, at handlingen udspiller sig i Thyborøn, langt fra Christiansborg. Det er altid interessant, når forfattere bruger anderledes lokationer.

Brændoffer er en spændende politisk krimi om korruption og mord. Men det er også en fortælling om familie. Om hvordan kærlighed kan udvikle sig til en destruktiv kraft, og hvordan principper og moral forkastes, når det for alvor bliver personligt.

Christian Kronow er sluppet godt fra sin krimi-debut, som i øvrigt har en yderst smuk forside lavet af Betina Drews.

Uddrag af bogen:

Hauge smiler stadig, da det utænkelige sker. Om det er et forsagt skrig fra en i mængden, eller fordi jeg genkender færten af menneskelig tragedie, er jeg ikke sikker på. Jeg tænder videokameraet på min smartphone hurtigere, end Hauges ansigtskulør skifter fra bodegarød til ligbleg, idet det sidste lag af kasser åbenbares. Først ser fiskerne det og træder tilbage. Så turisterne, og så er alt kaos. Skrig, tumult. Jeg træder ind i cirklen af grønne kasser. Døde kulmuler, fladfisk og muslinger. Mine nakkehår bliver stive som børster. Jeg filmer statsministeren, der hastigt bliver ført væk af sine PET-vagter, og ned på kasserne igen. Mens jeg filmer, bliver jeg slået med rædsel.

Foran mig, i tre kasser, hvor siderne mod hinanden er fjernet med en nedstryger, mellem stendøde atlantiske laks, ligger noget langt større, der fylder hele det underste lag. Det hører ikke hjemme på en fiskeauktion, endsige nogen andre steder. Jeg kaster op i munden, da jeg indser, hvad jeg står og filmer. Et halvvejs frossent lig af en teenagedreng med et gabende åbent sår på tværs af halsen. Han har tøris i de åbne øjne. Hans arme er for korte, og jeg indser hvorfor. Senerne stritter stive og døde som metalwirer ud efter håndleddet, der, hvor der burde være hænder. (side 29)

Reklame: Tak til forlaget SuperLux der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Brændoffer:

Udgivelsesår: 12.10.2021
Forlag: Superlux, 244 sider
Omslag: Betina Drews

Den armenske sarkofag af Rasmus Wichmann

Den armenske sarkofag af Rasmus Wichmann

Lili Al-Shajara studerer arkæologi på Københavns Universitet. Hun lider af socialangst og har ikke mange venner. Faktisk er den eneste nok Shardrach ben Baruch, der ejer Baruch fonden og er Lilis mæcen. Som ung blev hendes forældre dræbt i et brandattentat i Irak og hun selv alvorligt vansiret. Derfor bevæger hun sig nu aldrig ud uden en maske for ansigtet.

En dag hører hun en gæsteforlæsning af den kendte tv-historiker Jesper Warmind om muligheden af en glemt egyptisk koloni i det nuværende Georgien. Han nævner bl.a. en armensk sarkofag, der er udstillet på Nationalmuseet. Lili bliver fanget ind af foredraget, og dagen efter tager hun ud for at gense sarkofagen. Umiddelbart er den sort og kedelig at se på, men da Lili imod alle forskrifter lader sin fingre glide over låget, opdager hun et usynligt mønster på overfladen.

Opstemt af sin opdagelse beslutter Lili sig for at skrive speciale om den armenske sarkofag, og fra da af ændres hendes tilbagetrukne og ensomme hverdag brat. Hun bliver involveret i et mord, finder et blad af Petrovas papyrus der burde befinde sig på Matendaran-museet i Jerevan, bliver smuglet til Armenien og møder den gådefulde Visarion, som øver en næsten uimodståelig indflydelse på hende. Mod slutningen udvikler plottet sig i en overraskende retning, der ikke lader Indiana Jones noget tilbage.

Indflettet i den actionfyldte historie med mord, kidnapning og skjulte hemmeligheder fortæller Wichmann om armeniernes historie. Ikke mindst om det armenske folkedrab i 1915-1918 hvor mellem 1 til 1,5 million armeniere blev dræbt, og som nutidens Tyrkiet nægter at anerkende.

Sidst i podcasten er desuden tilføjet et afsnit, hvor Wichmann fortæller, hvad der er ægte historie og hvad der er fiktion.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker, og har tidligere skrevet romanen Enkemagerne. Her opruller han et komplekst univers med tråde til det gamle Egypten. Et univers der også er mere skjulte tråde til her i Den armenske sarkofag, uden at man dog behøver at have læst Enkemagerne for at kunne følge med.

Jeg er ikke særlig god til at høre lydbøger, men har dog lyttet første halvdel af bogen og efterfølgende læst den. Og jeg må indrømme, at jeg fik størst udbytte af at læse den, da jeg her kunne bladre frem og tilbage til persongalleriet forrest og ordlisten bagerst. Når det er sagt, så synes jeg dog rigtig godt om idéen med at udgive historien som en føljeton med et nyt afsnit om ugen. Det gør cliffhanger effekten endnu mere tydelig.

Den armenske sarkofag er en blanding af konspirationsthriller, adventure og spændingsroman. Den er underholdende, men man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Ikke mindst pga. de mange fremmedartede navne og stednavne. Slutningen er som sagt temmelig overraskende, og det er ikke sikkert alle læsere, vil være tilfredse med den. Men det er heldigvis forfatterens ret, og jeg kunne godt lide den.

Om Den armenske sarkofag:

Thriller-føljeton om den studerende Lili Al-Shajara, der hører om en mystisk sarkofag på Nationalmuseet. Inden længe bliver hun involveret i en mordsag, og kommer i besiddelse af et ulæseligt manuskript, der fører hende til Armenien. Føljetonen støtter Dansk Røde Kors og World Diabetes Foundations arbejde i regioner i Armenien.

Lyt til føljetonen på PodBean

Kentuki af Samanta Schweblin

Kentuki af Samanta Schwebelin

Kentuki er ikke mit første forsøg på at læse Samanta Schweblin. For nogle år siden udgav hun kortromanen Redningsafstand, som jeg synes lød utrolig interessant, men som jeg ikke rigtig kunne få hul på. Nu er den argentinske forfatter aktuel med en ny roman, og den er både let at læse og uhyre interessant.

Historien udspiller sig i vores tid eller meget nær fremtid. En ny slags fjernstyrede ‘kæledyr’ er ved at komme frem på markedet – kentukier. De er små bamser (eller andre dyr) på hjul med øjne og ører, der kan se og høre, men ikke tale. Bag hver kentuki sidder en anonym bruger, som styrer den lille bamse. Folk ved ikke, hvilken kentuki de køber adgang til, og ejerene ved ikke, hvem der styrer deres ‘bamse’.

Der er som udgangspunkt total anonymitet mellem de to, men allerede i valget om man vil være ejer (og dermed blive observeret) eller man vil styre (og dermed være den der observerer), ligger der et interessant valg. Som ejer kan du give en fremmed indblik i de allermest intime detaljer i dit liv, og samtidig være anonym. Og som styrer kan du udleve dine voyeuristiske tilbøjeligheder, men intet gøre ved de situationer, du oplever. Det medfører en række etiske dilemmaer, bl.a. at du ikke ved, hvem der styrer din kentuki. Det kan være hvem som helst. Din chef, din nabo, en pædofil …

Schweblins roman er nærmest en slags collage. En række korte kapitler der fortælles af forskellige stemmer. Dels af ejere og dels af fjernstyrere som befinder sig spredt over hele kloden. Vi svæver frem og tilbage mellem mennesker og steder og ender med et helstøbt billede. Samtidig kommer vi omkring førnævnte dilemmaer. En kendt kunstners kæreste bliver overbevist om, at hendes kentuki styres af en gammel gris. En fraskilt far bliver påduttet, at hans søn skal have en kentuki hjemme hos ham som en slags spion. En fattig, ung mand griber chancen for at tjene penge ved at aktivere kentukier og sælge spændende forbindelser for høje beløb.

Men der er også den anden side af voyeurismen, hvor menneskelig omsorg brænder igennem og et reelt forhold opstår mellem to ensomme mennesker på hver sin side af kloden.

I sidste ende løfter Schweblins roman dog en advarende finger. Vi skal passe på med ublu at hoppe med på al ny udvikling. For som Marie Louise Wedel Bruun skriver i Berlingske Tidende:

Det er ubetinget en farlig leg, men man sidder tilbage med en følelse af, at man selv kunne være hoppet med på den, for det er jo UDVIKLINGEN, ikke? Udviklingen, der bryder alle grænser ned. Fra nybyggede huse med kæmpestore vinduer til private mobilsamtaler i det offentlige rum, coronapas baseret på cpr-numre i stedet for et opkald til mobilnummeret, og smartphones der modtager målrettede reklamer efter endt snak eller websøgning. En kentuki opererer umiddelbart kun 1:1 og er forklædt som en uskyldig bamse, så du glemmer alvoren. Men hvad, hvis det var din chef, der havde licens til at styre den? Hvad, hvis det var din jaloux ekskæreste? Hvad, hvis det var en kriminel? Hvad, hvis det var en stat?

I en tid hvor mange uden mange overvejelser udstiller deres liv i offentligheden, lige fra tv’s reality-programmer om alt lige fra dating til at få hjælp til sin dårlige økonomi; over trangen til at eksponere alle oplevelser på Facebook, Instragram osv.; til professionelle influencers hvis karriere består i at lade andre følge deres liv (groft sagt), så er Kentuki en glimrende påmindelse til os alle om ikke at glemme vores sunde fornuft. Blot fordi noget er muligt, behøver man ikke gøre det.

Anmelderne skriver:

K’s Bognoter:
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet. […] Schweblin udfolder disse parallelle historier medrivende, og hun portrætterer sine personer fint og nuanceret. Og romanen viser sig da også hurtigt at handle mindre om futuristisk teknologi og meget mere om menneskers ensomhed og deres forfejlede forsøg på at erstatte savnet efter virkelige menneskelige kontakter med virtuelle relationer. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Forfatteren dykker ned i noget psykologisk interessant, hvor ensomhed og trangen til menneskelig nærhed og samvær fylder en del. Her har vi bare ikke at gøre med fysisk nærhed, men et samvær, der kan strække sig over kontinenter og alligevel skaber mere nærhed end det man har med sine nærmeste. Blandt andet er der historien om den ældre kvinde Emilia fra Peru, der som kentuki følger med i unge Evas liv i Tyskland. Emilia fatter hurtigt en moderlig ømhed for Eva, samtidig med at hun faktisk selv har en søn, hun kun taler i telefon med. Han er til gengæld kentuki for en anden ældre kvinde, som han beundrer og fortæller begejstret om til Emilias store fortrydelse. I helikopterperspektiv syner det jo både skørt og sørgeligt. (Læs hele anmeldelsen her)

Politiken:
Samanta Schweblin er en dejligt ondskabsfuld forfatter. På trods af at hun har udgivet bare to bøger internationalt, har hun allerede slået sit navn godt fast i store dele af den vestlige verden med sin lettere særegne og altid urovækkende litteratur. Hun er fantastisk dygtig til at manipulere med sine læsere, og det mener jeg i bedste forstand: Hvad hun end finder på, er hun simpelthen så meget i kontrol. I hendes litterære univers befinder katastrofen sig altid i detaljen, og så er hun ikke bange for at gøre læseren medskyldig i sine bøgers horror. […] Schweblin gør den teknologiske verden til en dyster drømmeverden, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen, så næsten ingen er i stand til at løsrive sig fra den. Det ubehagelige ved den bog er ikke kun, hvor grænseløse mennesker kan vise sig at være, men at man som læser pludselig også oplever sig selv som en voyeur, der nydelsessygt følger fremmede mennesker i deres hjem. Schweblin lukker læseren ind i en falsk tryghed og river så tæppet væk. Hun gør mareridt til virkelighed og graver dybt i menneskers længsel efter fællesskab og intimitet. Det er så sært og farligt, så banalt og smukt på samme tid. (Politiken, 2021-05-11. Anmeldt af Christian Johannes Idskov)

Information:
Det er et velkendt dramatisk greb at gøre fremtiden dyster ved at skrue op for teknologien. Tænk blot på Big Brother i Orwells 1984 eller den britiske tvserie Black Mirror, hvor enhver ny gadget er en trussel mod vores art. Med den slags kulturarv i baghovedet er det en overraskelse at læse den argentinskfødte, Berlin-bosiddende forfatter Samata Schweblins (f. 1978) tredje bog på dansk, Kentuki. For Schweblins roman om små fjernstyrede bamser med indbygget kamera kunne snildt føje sig til rækken af teknodystopiske værker. Kentuki deler endda grundelement med Kirsten Hammanns Se på mig fra 2011, hvor et kamera i en tøjbamse ikke ligefrem gør folk til bedre versioner af sig selv. I Kentuki sker ikke det omvendte, men noget helt andet. Den snyder mine forventninger til sci-fi ved at bruge genrekonventionerne til at stille skarpt på menneskelighed. […] I Kentuki er der også børneporno og trafficking, men det findes side om side med historier om folk bag og foran øjnene, der redder deres ‘ejere’ fra hjerteslag, og lærer hvad omsorg vil sige. Schweblins sætninger er utroligt præcise og næsten ordentlige, stringente. Hun styrer sine historier med hård pen, men lader moralerne forblive åbne. Med andre ord bliver mennesket hverken værre eller bedre af kentukierne. De viser os snarere, hvor afhængige vi er og bliver af hinanden. Teknologi eller ej. (Information, 2021-04-13. Anmeldt af Bodil Skovgaard Nielsen)

Om Kentuki:

Udgivelsesår: 07.04.2021
Forlag: Rosinante, 304 sider
Omslag: Ben Summers/Alette Bertelsen
Originaltitel: Kentukis
Oversætter: Liv Camilla Skjødt

Læs også:

The Circle af Dave Eggers
Endorfino af JG Gylling
Klara og solen af Kazuo Ishiguro
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Eksperimentet af Dean Koontz
Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma af Glen Stihmøe i De sidste kærester på månen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Det lille billede af A. Silvestri i Faderens sønner
Solens kerne af Johanna Sinisalo

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Det var ganske tilfældigt, at jeg faldt over Thulesingulariteten. Jeg så en sponseret annonce for den på Facebook, og tænkte at det lød interessant. Især fordi jeg tidligere har læst Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo (2. del i hans trilogi om Mathias Hviid), så jeg var interesseret i at høre mere om nazisternes okkulte sider.

Det viste sig så, at jeg oven i købet også havde læst noget af Torben Magnild Husum før, idet han har fået udgivet to noveller i Science Fiction Cirklens serie Lige under overfladen.

Forlaget skriver:
Findes der rester af nazisternes hemmelige, okkulte selskaber i vore dage? Det spørgsmål bliver den humoristiske, joviale og impulsive konspirationsteoretiker Tom Eske og hans mere jordnære makker Ole tvunget til at finde et svar på. De bliver kastet ud i en speget sag om en forsvunden historiestuderende, der forskede i netop disse ting. De to okkulte efterforskere jagter et spor, der bringer dem verden rundt i en søgen efter glemte nazibaser, bronzestatuetter af valkyrier, en mystisk energi og endnu større hemmeligheder – helt ukendt af det moderne menneske. Hvad rodede Himmler, Thuleselskabet og Ahnenerbe egentlig med? Hvad foretog nazisterne sig i Antarktis i 40’erne – i det såkaldte Neuschwabenland? Og hvorfor besøgte Himmler en tændstikfabrik ved Farum i maj 1941?

Både forlagets beskrivelse og forsiden lover kulørt ramasjang, og det må man sige, at vi får. Helt overordnet set er Thulesingulariteten en ganske underholdende lang spurt garneret med kvikke replikker og masser af action.

Vi følger vores hovedpersoner fra København og en gammel nedlagt tændstikfabrik over Berlin og koncentrationslejren Sachsenhausen til Cape Town og Antarktis. Ole Knaptorp er den lidt skeptiske medhjælper, mens ejeren af bureauet, der påtager sig mystiske, okkulte og konspirationsteoretiske sager, Tom Eske er i ukueligt godt humør og med en viden ud over det sædvanlige. Yderligere får bureauet hjælp af Toms ven Troels, der ejer et autoværksted og samtidig er lidt af en opfinder.

Tom og Ole bliver kontaktet af den historiestuderende Rikke, hvis kæreste Torsten er forsvundet under et besøg på en gammel tændstikfabrik i Farum. Det viser sig, at Torsten skrev på en ph.d.-afhandling om Ahnenerbe (den fædrene arv), en organisation SS-rigsfører Heinrich Himmler oprettede for at forske i den ariske races aner og okkulte fortid, og at det har forbindelse til den danske tændstikfabrik. Men hvordan kan nazisternes forskning under 2. verdenskrig få en ung mand til at forsvinde i nutiden? Det er det op til Ole og Tom at finde ud af.

Som sagt var jeg overordnet set fint underholdt af Thulesingulariteten. Jeg synes, det er spændende at læse om konspirationsteorier med nazister involveret, og Torben Magnild Husum smider mange spændende teorier op. Sproget flyder fint, og jeg kan også godt lide den humoristiske tone. Endelig synes jeg, det var sjovt at falde over et dansk ‘detektivbureau’ med speciale i det ‘unormale’. Det fik mig til at tænke på Jim Butchers bøger om troldmanden Harry Dresden, hvor jeg netop har set tv-serien (og ja, jeg ved godt, at jeg er 12-13 år bagefter).

Men der er desværre også lidt malurt i bægeret. Persontegningerne er ret tynde, så jeg engagerede mig ikke for alvor i dem. F.eks. virker det mærkeligt, at den skeptiske Ole arbejder for Tom. Her kunne det have været på sin plads at etablere deres forhold, så den del blev troværdig for læseren. En anden ting er det ret vilde plot. Det behøver ikke at være skidt, men der sker simpelthen så mange ting, at historien til tider benytter sig af usandsynligt mange heldige sammentræf for at få enderne til at mødes. Også selvom Tom er i stand til at foretage nærmest sherlockske deduktioner. Jeg fik i hvert fald lidt samme fornemmelse, som da man læste tegneseriestriberne i aviserne, hvor Fantomet uge efter uge fik nye udfordringer, og man ved, at tegneren finder på det hele løbende.

Bortset fra et enkelt kontinuitetsbrud i begyndelsen, hvor Oles telefon bliver ødelagt af magnetismen på tændstikfabrikken, hvorefter han sender en sms til Rikke, er korrekturen dog glimrende, og som sagt følte jeg mig ganske fint underholdt under læsningen trods ovenstående anker.

Så har du lyst til lidt lette konspirations-kalorier fortalt med humor og masser af ramasjang – så kan Thulesingulariteten sagtens være noget for dig.

Uddrag af bogen:

“Okay,” sagde jeg og prøvede at holde stemmen under kontrol. “Nu er jeg overbevist om, at Ahnenerbe foretog okkulte eksperimenter.”

“Ja, ikke?” sagde Tom og lod en finger glide rundt i omridset af et af symbolerne på gulvpladen.

“Hvad tror du, det er for tegn?” spurgte jeg.

“Mit gæt er, at det er oldgamle sumeriske skrifttegn. Men der skal naturligvis en ekspert til at sige det med sikkerhed,” svarede Tom. Han havde stillet rygsækken fra sig, lå nu på knæ og følte efter på konturerne af de udridsede tegn med begge hænder.

“Rikke bliver ellevild,” sagde han begejstret.

“Måske. Hendes kæreste er jo stadig forsvundet.”

“Naturligvis, men …” Tom afbrød sig selv og stirrede pludselig over på bunken i midten af metalpladen. “Hvad er det, der sidder der?”

“Hvor?”

“Der.” Han pegede på noget i bunken og fløj straks op for at undersøge sagen. “Det er en mobiltelefon.”

“Hvad? Det er umuligt,” sagde jeg og tog mig til lommen for at kontrollere, at min egen stadig lå, hvor den burde.

Tom trak objektet fri fra det øvrige metal i bunken, og ganske rigtigt. Det var en spritmoderne iPhone – seneste nye model. Til trods for det så den voldsomt slidt ud. (side 35)

Om Thulesingulariteten:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 311 sider
Omslag: Benjamin Barrett

Forfattersind af Steen Langstrup

Forfattersind af Steen Langstrup

Forfattersind er seneste udgivelse fra Steen Langstrup og endnu en gang går han nye veje og overrasker med noget så usædvanligt som en bevægende fagbog om forfatterlivets svære bagside

Tilbage i 2008 udgav Steen Langstrup bogen Hjælp, jeg vil skrive en bestseller. Her forsøgte han gennem en række artikler, samtaler og mailkorrespondancer med “bogfolk”, anmeldere og bibliotekarer at undersøge, om man kan lave en formel for at skrive en bestseller. Hertil kom naturligvis hans egne erfaringer, og bogen gav også et godt billede af Langstrup selv og hans baggrund uden at bevæge sig over i biografien.

Jeg syntes, at Hjælp, jeg vil skrive en bestseller var en spændende indføring i forfatterlivet. En bog, der til tider var morsom, men hele vejen igennem havde noget på hjertet, og som gav læseren noget at tænke over. Så da Forfattersind udkom i september, troede jeg nok lidt, at jeg ville få samme oplevelse med læsningen af den.

I Forfattersind – interviews og tanker om drømmejobbets bagsider ser Langstrup atter nærmere på det at skrive og være forfatter. Men fremfor at dykke ned i egne strabadser løfter han blikket og har skrevet en bog for alle, der overvejer at leve af at skrive, eller som gerne vil have en større forståelse for forfatterlivet på godt og ondt.

Bogen bygger dels på 10 interviews med forskellige forfattere. Nogen kendte Langstrup på forhånd, andre havde han aldrig mødt før. Nogen er selvlærte, andre uddannet på forfatterskolen. Nogen lever fuldtids af deres forfatterskab, andre må arbejde ved siden af. Nogen trives med de mere udadvendte sider af forfattergerningen, andre hader det. Alle er de udvalgt for at vise så bred en tilgang til forfatterlivet så muligt.

Derudover bygger bogen på Langstrups egne erfaringer og tanker om forfatterlivet. I disse ‘mellemkapitler’ som han kalder dem i sin indledning, belyses de svære sider af forfatterlivet, lige fra skattebøvl (fordi forfattere skal betale b-skat) over klikedannelser i forfattermiljøet og egne indre dæmoner til omverdenens syn på forfattere og forfatterens forhold til forlaget. Hver en sten bliver vendt, og kombinationen af interviews med ‘mellemkapitlerne’ fungerer rigtig godt.

Som jeg skrev indledningsvist, forventede jeg en tankevækkende, velskrevet bog, da jeg begyndte læsningen. Det er jeg vant til, når jeg læser en ny bog af Steen Langstrup, og det fik jeg også. Men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive så følelsesmæssigt berørt over en fagbog om forfatterlivet. Jeg er langt fra noget kreativt menneske, men jeg kender til at have et introvert sind, og kunne forholde mig til mange af de svære tanker. Det blev derfor lidt af en ‘aha-oplevelse’ og gav mulighed for både selverkendelse og læring.

Samtidig er bogen en rejse ind i en verden, jeg ikke havde kendskab til på forhånd. Her fik jeg indsigt i praktiske problemer, følelsesmæssige udfordringer og masser af overvejelser om livet i det hele taget. Da bogen handler om “hullerne i vejen“, kunne man godt frygte, at det ville ende som en uvedkommende klagesang, men alt fortælles sobert og højt løftet over navlepilleri, så læsningen er hele vejen fascinerende og spændende.

Jeg er imponeret over den åbenhed og ærlighed Langstrup og de interviewede forfattere lægger for dagen. Emnerne i bogen er jo hjerteblod for dem. Men også de hemmelige følelser og tanker vi ikke engang altid har lyst til at erkende overfor os selv, lægger de åbent frem. Deres sårbarhed er en af bogens store styrker.

Forfattersind fremstår som en helstøbt og indsigtsfuld udgivelse, der både kan bruges som en slags opslagsværk, men som ikke mindst er et nærmest bevægende indblik i en verden, der er fremmed for de fleste af os. Jeg kan varmt anbefale den til alle, der har den mindste interesse i mennesker og menneskesindet. For selvom udgangspunktet er at beskrive forfatterlivet, så er resultatet så meget større.

Læs et interview med Steen Langstrup om Forfattersind på Danmarksbloggen

Læs et interview med Steen Langstrup i anledning af hans 25 års jubilæum som forfatter

Uddrag af bogen:

Ensomhed har aldrig skræmt mig. Jeg har direkte brug for at kunne trække mig fra andre mennesker indimellem. Selv min elskede familie. Behovet for isolation omkring mig, når jeg arbejder, er heller ikke blevet mindre i løbet af min karriere. Tværtimod. Da jeg var ung, kunne jeg godt skrive, selvom der var andre i den lille toværelses, jeg boede i. I dag kan jeg dårligt have, at der er nogen hjemme i den tre gange så store fireværelses, jeg bor i nu, og jeg kan ikke høre musik, mens jeg skriver, og jeg kan ikke have nogen kontakt overhovedet, før jeg sætter mig til at skrive. Det er rent ud sagt blevet for meget. Stadigvæk var det svært for mig at erkende, at den form for isolation ikke gjorde noget godt for mig, og at hvis det var nødvendigt for, at jeg kunne skrive, så burde jeg måske slet ikke skrive. Der er vigtigere ting i livet.

Når alt det her er sagt, så er forfattergerningen heller ikke et job og et liv, hvor man blot skal håndtere den simple ensomhed, det er at være alene nogle timer hver dag, hvor man skriver. At være forfatter er faktisk et liv i ensomhed og alene på rigtig mange måder ud over den tid, man bruger på at skrive.

Man er alene med ansvaret. Det er forfatteren og ingen andre, der står for skud, hvis bogen ikke er god. Nok.

Det er svært at dele sit liv, sine tanker om arbejdet, sine bekymringer eller drømme og planer med andre, der ikke skriver. For nok lytter de, men det er virkelig en fremmed verden, og selvom de elsker en og gerne vil, så forstår de sgu ikke rigtig.

Man kan endda ofte ende i en situation, hvor det der forfatterhalløj ikke rigtig tæller som et rigtigt arbejde. Man kan opleve mildere former for social udelukkelse, som at ens argumenter eller politiske opfattelse fejes af bordet, fordi man jo ikke er en del af den virkelige verden, hvor rigtige mennesker har et rigtigt job.

Nogle typer lader endda til at mene, at alle kunstnere og forfattere er forkælede samfundsnassere, man ikke kan tage alvorligt. Og selvom man selvfølgelig ikke bør tage de typer alvorligt, så tæller de på isolationsbarometeret, og på kedelige tidspunkter i ens forfatterliv kan det godt bide at blive mødt på den måde.

De eneste, der egentlig forstår én, er andre forfattere, men det kan være svært at tale med mange af dem, fordi hånden på hjertet, vi er alle konkurrenter. Der er ting, man ikke deler med sin konkurrent. (side 78-79)

Om Forfattersind:

Udgivelsesår: 24.09.2021
Forlag: 2 Feet Entertainment, 296 sider
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgt bibliografi:

Kat : ondskaben lurer i regnen (1995)
Blodets nætter (1995)
Pyromania (1996)
Forvandling (1997)
Dope (1998)
Fluernes hvisken (1999)
9 før døden : noveller (2001)
Fra ryggen (2002)
Stikker (2003)
Måne Måne (2004)
Panzer (2006)
Hjælp, jeg vil skrive en bestseller (2008)
Plantagen 1 – Den hvilende ondskab (2010)
Plantagen 2 – Intet er, som du tror (2010)
Plantagen 3 – Porten til helvede (2011)
El Daemon (2011)
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod (2011)
I morgen skal du dø (2012)
Spøgelserne på Frilandsmuseet (2013)
Katrine (2014)
Ø (2016)
Skadedyr og tulipaner (2017)
Frygt Fabrik Fælde (2018)
Tabu (2019)
I lygternes skær (2019)

Skrækfest 2021

Så er Skrækfest 2021 slut for i år, men sikke et program! Tusind tak til Niels Mark og Odense biblioteker og borgerservice for at forsøde livet for danske horrorfans en lille uges tid i september. Jeg nåede desværre ikke at deltage i alle de foredrag og filmforevisninger, jeg gerne ville, men det blev alligevel til en masse spændende oplevelser. Og så kom Dark Market ind som en ekstra gevinst lørdag, hvor masser af spændende stande indtog Odense bibliotek og fristede mig over evne.

Her kommer lidt indtryk fra ugen, og jeg beklager på forhånd billedkvaliteten. Mit mobilkamera er ikke så godt, eller også er det fotografen bag, det kikser med 🙂

Den danske horrorforsker Mathias Clasen åbnede Skrækfest 2021 med sit foredrag om Det værst tænkelige. Clasen er altid utrolig underholdende, og hver gang får jeg noget nyt at vide. Mathias Clasen leder Recreational Fear Lab, som er en forskningsenhed ved Aarhus Universitet. Teamet forsker i ”rekreativ frygt”, og i sit foredrag kom han med spændende ny viden fra sin forskning, bl.a. hvordan horrorfans har klaret sig under COVID-19 pandemien.

  • Niels Mark byder velkommen til Mathias Clasen
  • Mathias Clasen
  • Foredrag med Mathias Clasen
  • Foredrag med Mathias Clasen
  • Foredrag med Mathias Clasen
  • Foredrag med Mathias Clasen
  • Foredrag med Mathias Clasen
  • Foredrag med Mathias Clasen
  • Foredrag med Mathias Clasen

Efter Mathias Clasens spændende foredrag stod der italiensk zombiefilm på programmet. I år så vi Lucio Fulcis film Zombie 2 med introduktion ved journalist Davide Rota. Han fortalte bl.a., at Lucio Fulci ikke er ligeså kendt i Italien som i resten af Europa pga. den italienske filmcensur. Vi hørte også, hvordan Fulci er blevet kaldt en genreterrorist, fordi han bevæger sig rundt i alverdens genrer, og hvordan hans fascination af øjne har været trendsættende.

  • Davide Rota
  • Davide Rota
  • "Il terrorista dei generi: tutto il cinema di Lucio Fulci"
  • Klar til "Zombie 2"
  • "Zombie 2"

Torsdag fortsatte Skrækfest 2021 med en H.P. Lovecraft aften. Cand.mag. i litteraturvidenskab Jonas Guldfeldt Viuff indledte med foredraget “En dødelig relevans: H.P. Lovecraft og hans tilstedeværelse i år 2021”. Lovecraft blev født i 1890 og døde i 1937. I løbet af den tid nåede verden både at opleve stor optimisme over de videnskabelige fremskridt, men også at gennemleve en ødelæggende 1. verdenskrig. Jonas startede sit oplæg med at indplacere Lovecraft i samtiden. Herfra gik han ind i tanker om kosmisk horror, og hvordan Lovecraft kan ses i forhold til nutiden (bl.a. som en inspirationskilde til tv-serien True Detective). Vi kom omkring en lang række filosoffer og tænkere, og jeg har efterfølgende reserveret den amerikanske filosof Eugene Thackers bog I denne planets støv på biblioteket.

  • Jonas Guldfeldt Viuff
  • Litteratur om Lovecraft m.m.

Herefter fulgte Danmarks måske største H.P. Lovecraft ekspert, Henrik S. Harksen. Harksens foredrag hed “H.P. Lovecraft og apokalypsen”. Lovecraft var, som også Jonas Guldfeldt Viuff var inde på, et produkt af sin samtid, og han var racist. Men trods alt udviklede Lovecraft sig fra at være overbevist royalist, hvor han ønskede sig tilbage til dengang Amerika hørte under den engelske krone, til at støtte Franklin D. Roosevelt. Lovecraft anså i praksis sig selv som ateist. Hans livsfilosofi var, at tilværelsen er meningsløs, og at man selv er nødt til at skabe mening. Han var meget interesseret i videnskab og astronomi, og hans bøger efterligner videnskaben, selvom de er skønlitterære. Til slut så Henrik S. Harksen nærmere på to af Lovecrafts fortællinger: The Call of Cthulhu og The Shadow Out of Time. Begge fortællinger om menneskehedens ubetydelighed og gode eksempler på apokalyptiske historier.

  • Niels Mark introducerer Henrik S. Harksen
  • Foredrag ved Henrik S. Harksen
  • Foredrag ved Henrik S. Harksen
  • Foredrag af Henrik S. Harksen
  • Foredrag med Henrik S. Harksen
  • The Shadow Out Of Time

Efter to interessante foredrag om H.P. Lovecraft sluttede aftenen af med filmen In the Mouth of Madness fra 1995. Filmen er instrueret af John Carpenter, og manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab. Selvom filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt Lovecraft historie, så synes jeg personligt, at den rammer Lovecrafts tone lige på kornet og er en af de bedste Lovecraft-filmatiseringer, jeg har set.

In the Mouth of Madness

Jeg gik desværre glip af programmet fredag, hvor Odense Filmværksted viste en række korte gyserfilm, som er produceret med støtte fra værkstedet. Også Nicolas Barbanos foredrag om “Greatest Viral Hits” missede jeg. Jeg ville ellers gerne have oplevet de musikalske højdepunkter fra 100 års epidemigysere.

Lørdag var sidste dag under Skrækfest 2021. Hele dagen var der mulighed for at besøge de mange stande i Dark Market, og jeg kom som altid til at købe lidt for meget med hjem. Jeg har desværre ikke billeder fra alle standene på Skrækfest 2021, så der var meget mere, end jeg her viser.

  • Henriette Danefeldts stand
  • I stueetagen holdt bl.a. forlaget Afkom til
  • Henrik Kublicks stand
  • Henrik Kublicks stand
  • Stemningsbillede fra stueetagen
  • Dark Market plakat
  • Råzoonen
  • Råzoonen
  • Råzoonen
  • Pernille Alrings stand
  • Oddshops stand
  • Stemningsbillede fra Dark Market i Odense
  • Stemningsbillede fra Dark Market i Odense
  • Banner for Dark Market
  • Ars Bene Moriendi stand
  • Mette Löwens stand
  • Mette Löwens stand

Lørdagen bød også på en lang række foredrag. Det første var med Anne-Marie Vedsø Olesen, som fortalte om sin dystopiske roman Månen over Øen. AMVO startede med at give en oversigt over de 5 mest udbredte dystopi-temaer (som hun spøgefuldt kunne konstatere, at hendes egen roman ikke faldt ind i), samt introducere et udvalg af dystopiske romaner op gennem tiden. Herefter fortalte hun nærmere om Månen over Øen, som ikke er en let roman at læse. Jeg må indrømme, at jeg forsøgte at læse den, da den udkom uden at blive helt fanget. Efter AMVO’s introduktion er der dog ingen tvivl om, at jeg skal have læst den, for hun udfoldede den så spændende.

  • Anne-Marie Vedsø Olesen
  • Foredrag ved Anne-Marie Vedsø Olesen
  • Foredrag ved Anne-Marie Vedsø Olesen
  • Foredrag ved Anne-Marie Vedsø Olesen
  • Foredrag ved Anne-Marie Vedsø Olesen
  • Foredrag ved Anne-Marie Vedsø Olesen
  • Foredrag ved Anne-Marie Vedsø Olesen
  • Foredrag ved Anne-Marie Vedsø Olesen

Efter Anne Marie Vedsø Olesen kom Patrick Leis på scenen. Han blev interviewet af A. Silvestri om zombie-sagaen Necrodemic. Herefter overtog Louise Haiberg scenen, hvor hun fortalte om sin serie Død verden. Så blev det tid til en paneldebat om horror-genren bestående af Anne-Marie Vedsø Olesen, Louise Haiberg og Patrick Leis modereret af A. Silvestri. Forlaget Ildanach præsenterede sig via et videooplæg, da forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar desværre var forhindret i at være fysisk tilstede ved Skrækfest 2021. Jeg havde selv fornøjelsen af at moderere en panelsnak om horrortegneserier og forlaget Afkom med forlægger Anders Fjølvar, forfatter Martin Schjönning, samt tegnerne Steven Plato og Nicolei Martin Aagaard Rasmussen. Bagefter var der stemning for alle pengene, da musiker Hans Christian Bach sørgede for musik, mens der blev læst op af både udgivne forfattere og forfattere in spe.

  • A. Silvestri taler med Patrick Leis om "Necrodemic-sagaen"
  • A. Silvestri taler med Patrick Leis om "Necrodemic-sagaen"
  • Foredrag med Louise Haiberg
  • Foredrag med Louise Haiberg
  • Foredrag med Louise Haiberg
  • Foredrag med Louise Haiberg
  • Foredrag med Louise Haiberg
  • Paneldebat med Anne-Marie Vedsø Olsen, Patrick Leis og Louise Haiberg modereret af A. Silvestri
  • Paneldebat med Anne-Marie Vedsø Olsen, Patrick Leis og Louise Haiberg modereret af A. Silvestri
  • Om forlaget Ildanach
  • Paneldebat om horror, tegneserier og forlaget Afkom
  • Oplæsning
  • Musiker Hans Christian Bach
  • Tue Omø
  • Karsten Brandt-Knudsen
  • Oplæsning

Lørdagens sidste foredrag var med kulturformidler og horrorekspert Nicolas Barbano, som fortalte om 100 års epidemier på film krydret med masser af filmklip og “live special effects” 🙂

  • Foredrag af Nicolas Barbano
  • Foredrag af Nicolas Barbano
  • Foredrag af Nicolas Barbano
  • Foredrag af Nicolas Barbano
  • Foredrag af Nicolas Barbano
  • Foredrag af Nicolas Barbano
  • Foredrag med Nicolas Barbano
  • Foredrag med Nicolas Barbano
  • Foredrag med Nicolas Barbano

Undervejs sørgede Nicolas Barbano som sagt også for ‘live special effects’, da han under visningen af “Det syvende segl” satte lyd på de farlige situationer, når pestvirussen blev spredt på skærmen. Underholdende og lærerigt 🙂

Lørdag fortsatte med filmfest til den lyse morgen med dystopi og survival horror som tema. Jeg måtte desværre give op, så Barbanos oplæg sluttede Skrækfest 2021 af for mig.

Tak til arrangørerne, standholdere, foredragsholdere og andre medvirkende/deltagere for fire fantastiske dage. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste år 🙂

  • Henrik Kublick
  • Billedvæg

De døde husker af Teddy Vork

De døde husker af Teddy Vork

Det er ikke uden grund, at Teddy Vork to gange har vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse. Uanset om han skriver for voksne eller børn, så kan han noget helt særligt. De døde husker er for børn/unge +12 år, men det skal ikke afholde andre fra at læse den. Jeg er i hvert fald fan.

Elias er vild med gys og heavy metal. Han er også lidt genert, og så er han og hans bedste ven Jonas ved at glide lidt fra hinanden. De er ikke uvenner, men Jonas er vokset Elias langt over hovedet, og er begyndt at interessere sig mere for hårprodukter og piger.

På skolen skal Elias’ klasse forberede den årlige høstfest, hvor de samler penge ind i til klasseturen i ottende. Da festen ligger i oktober, bliver temaet Halloween. Deres lærers eneste betingelse er, at de skal have et tema, som tager udgangspunkt i danske myter og sagn fremfor amerikanske.

Elias kommer i tanke om en vandrehistorie han og nogle kammerater hørte for et par år siden. Om en nonne og en pedel og som udspillede sig på deres egen skole, Skt. Jørgen. Idéen bliver vedtaget, og snart er klassen i gang med at forberede festen. Bl.a. skal der være en gyserlabyrint i kælderen. Men måske er historien ikke bare en vandrehistorie? Måske gemmer skolen virkelig på en gammel ondskab?

De døde husker er god på flere planer. Dels er det regulært en uhyggelig historie, som tager udgangspunkt i en vandrehistorie og får introduceret et kendt sagnvæsen fra den nordiske mytologi til nye læsere. Dels er det en historie om at være ung. Om de mange følelser man kæmper med – når ens forældre bliver skilt, når venskaber begynder at ændre sig, når det modsatte køn begynder at blive spændende på en helt ny måde osv.

Teddy Vork bruger ikke vilde armsving for at fremmane uhyggen. Den ligger i det små og i det usagte, hvilket gør det hele så meget værre, fordi skrækken på den måde sniger sig ind på en, uden at man opdager det. Pludselig sidder man bare med hjertet i halsen.

Jeg er i det hele taget begejstret for sproget. Som når Vork beskriver regndråberne “som gennemsigtige bær i træerne” der “styrter mod parkens græs” i vindens rusken efter et regnvejr. Det er både smukt og stærkt og understreger historiens atmosfære.

Hvert kapitel er navngivet efter en Metallica sang, hvilket også var en fornøjelse for en gammel fan. Samtidig er der naturligvis en sammenhæng mellem sangtitlen og kapitlets indhold. F.eks. i ‘Sad but true’ hvor Elias bl.a. har overvejelser om sit forhold til morens nye kæreste.

Endeligt skal Christian Guldager også roses for den stemningsfulde forside samt de små vignetter, der pryder hvert kapitel. Det gør bare læseoplevelsen bedre, når indhold, udseende og kvalitet spiller sammen i en højere enhed.

De døde husker er både en lidt sørgmodig coming-of-age fortælling og et atmosfærefyldt gys, der giver plads til eftertænksomhed. Her er ikke lagt vægt på splat og humor, men på snigende uhygge og tvivl. Tvivl på egne sanser, tvivl på virkeligheden og tvivl på sig selv. I sidste ende er der heldigvis håb, og jeg kom til at holde vældig meget af Elias under læsningen.

Uddrag af bogen:

“Jeg havde seriøst mareridt om ham pedellen dengang,” sagde Jonas og smilede, mens han rystede på hovedet. “Min mor griner stadig lidt ad det og fortæller folk om det … for jeg vidste slet ikke, hvad en pedel var. Jeg var bare bange for ham.”

Elias nikkede og grinede lidt med, selv om han havde hørt det mange gange efterhånden.

“Altså, dengang syntes hun ikke, det var sjovt, hun var én af dem, der klagede over ham manden,” fortsatte Jonas.

De passerede den katolske kirke, som også hed Skt. Jørgen og lå ved siden af skolen. Der stod et kæmpekors foran kirken, lige ved fortovet. En Jesus-figur i næsten naturlig størrelse i en slags helt hvid stenart hang på korset. Der var malet et blødende sår på Jesu ribben.

“Du havde mest noia på over hende nonnen, ikke?” spurgte Jonas.

Elias nikkede. Han dukkede nakken. Tunge regndråber faldt nu spredt fra den granitgrå himmel. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om De døde husker:

Udgivelsesår: 20.09.2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Slør af A. Silvestri
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab
Hydra af Matt Wesolowski

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe

Mens en hedebølge har lagt sig som et tungt tæppe over Danmark, bliver en afrikansk prostitueret slagtet i en cykelkælder i København. Samtidig i Billum i Vestjylland plages præsten Charlotte af mystiske blackouts. Hun frygter at det er Alzheimers eller måske en hjernetumor – men alligevel drages hun af mørket.

Langsomt lader hun sig opsluge mere og mere af det fremmede i hendes indre, og fra sidelinjen må hendes mand Søren og teenagebørnene Mie og Emil se på, mens Charlotte ændrer sig til en fremmed.

Sideløbende hører vi fortællingen om pensionisten Erik, der er en mand med en mission.

Vennerne Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard-Jürgensen udgav i 2018 romanen Randvad om en forsvunden folkemindesamler og en skov i Sønderjylland. Nu er de aktuelle med Blodbaner, en roman der går sine helt egne veje.

Romanen indledes med en prolog, hvor mordet på den afrikanske prostituerede udspiller sig. Herefter udspiller romanen sig i to dele, hver inddelt i flere kapitler og til sidst en afsluttende epilog.

I første del springer kapitlerne mellem forskellige spor i romanen med enkelte tilbageblik i tiden, og jeg må indrømme, at jeg til at begynde med var lidt forvirret under læsningen. Fordi jeg endnu ikke havde fuldt overblik over bogens karakterer, var jeg et par gange nødt til at kigge tilbage for at finde ud af, hvad og hvem det handlede om. Men som vi nærmer os anden del af romanen begynder sporene for alvor at flettes sammen til en sammenhængende og spændende historie.

For det viser sig, at noget mørkt er på vej. En ældgammel kraft der rækker langt tilbage i tiden, fra længe før kristendommen kom til. Noget der kalder på sine ‘disciple’, og som efterlader sig et spor af død i sit kølvand.

Blodbaner er et blodigt bekendtskab. Forfatterne lægger ikke fingrene imellem i deres beskrivelser, så romanen er ikke for sarte sjæle. Men den er også ond på et mere psykologisk plan. Dels ved at lade en præst, som de fleste i Danmark formentlig forbinder med det gode, blive en del af ondskabens spil. Men også fordi Charlotte er hustru og mor, og en mor vil da aldrig svigte sine børn, vel? Her tør forfatterne provokere de gængse opfattelser, og det giver romanen et ekstra skarpt bid.

Slutningen lægger op til et opgør mellem det gode og det onde, men igen leger forfatterne med os. For hvis man ser på det overordnede billede, hvor stor er så forskellen? Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at slutningen er særlig lykkelig i Blodbaner – og om det overhovedet er slutningen?

Uanset var jeg dog rigtig godt underholdt af Blodbaner. Man mærker ikke, at romanen er skrevet af to personer. Jeg kunne i hvert fald ikke skelne, for historien flyder let og med én stemme. Så hvis du ikke lader dig afskrække af dansk horror om blod og ondskab, så er her et godt bud.

Uddrag af romanen:

Som alt andet den nat, var arbejdet målrettet, da han først fik begyndt. Med dolken gravede han sig vej ind i hendes brystkasse, ind under huden, ind gennem kødet og dernæst ind under ribbenene. Han arbejdede i blinde, men duften fra kvindens indre styrede hans bevægelser og fortalte ham, at han var på ret kurs. Knivbladet skar med besvær gennem det genstridige legeme, men da han endelig førte en hånd ind i hullet, mærkede han hendes hjerte. Det var varmt, glat og stærkt. Det hang stadig fast i noget, han ikke vidste, hvad var. Hans anatomiske viden var begrænset, men han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han skulle gøre for at få det ud. Hans egen krop styrede ham, viste ham hver en lille bevægelse, præcis som den havde gjort hele natten.

Øjeblikket, han havde ventet på, kom nu langt om længe. Ud fra kvindens krop trak han hovedparten af hendes hjerte. Det duftede skønt og sødt i mørket. Lyset fra gården spillede ganske svagt i den sønderhuggede muskel, da han vendte den og prøvende førte hendes kød op til sine læber. En bølge af velvære slog igennem ham.

Han satte grådigt tænderne i hjertet og begyndte at flå små lunser fri. Det var ikke let, men hvert stykke eksploderede i hans indre og sendte farver igennem ham, der oplyste hans tanker og lemmer indefra. (side 10-11)

Om Blodbaner:

Udgivelsesår: 27.09.2021
Forlag: Calibat, 250 sider
Omslag: Tom Kristensen

Ny bog fra lokal forfatter: Bloddryppende drama i Vestjylland (06.09.2021 Jydske Vestkysten)

Martin Wangsgaard-Jürgensens blog Fra Sortsand

Læs også:

Randvad af Jürgensen og Krogsøe
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Fanden på væggen af Palle Schmidt
Slør af A. Silvestri
Skyggernes skov af Franck Thilliez
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Mulm af Teddy Vork

Absurd #6

Absurd #6

For to år siden var jeg til Skrækfest i Odense. Her faldt jeg over et nyt tegneserie-hæfte kaldet Absurd. Det var jeg selvfølgelig nødt til at købe, og det blev starten på et spændende bekendtskab med Forlaget Afkom. Nu sidder jeg så to år senere med Absurd #6 i hånden og glæder mig til at komme til Skrækfest i Odense om få dage. I år med den ekstra kriller i maven at jeg skal være ordstyrer i en panelsnak om horror og tegneserier med udgangspunkt i … Forlaget Afkoms serie Absurd! Det er altså lidt syret, hvordan tilfældighederne styrer …

Her skal det dog handle om fødselsdagsnummeret Absurd #6.

I anledningen af 2-års fødselsdagen er hæftet denne gang i A4 format fremfor det sædvanlige A5 format. Det fungerer rigtig godt, idet tegningerne bliver foldet ud, så man lettere kan nyde detaljerne. Bagerst er indlagt seks flotte fødselsdagstegninger fra tegnere, der tidligere har bidraget til Absurd-serien.

De fem fortællinger er trykt i sort/hvid og gråtoner, og er som altid meget forskellige i deres udtryk og indhold. Det er noget af det, jeg særligt godt kan lide ved serien, for det betyder, at min smag bliver udfordret i hvert hæfte. Samtidig giver serien plads til nye navne, så jeg også bliver introduceret til spændende nye upcoming kunstnere.

Hæftet indledes med ‘Svampejagt’ af Jonas Aagard Dinesen og Jacob Rask Nielsen. Clara er på skovtur med sine forældre og hunden Felix. Det bliver en tur med dystre konsekvenser. Jeg kender Jacob Rask Nielsen fra hans vidunderlige zombie-serie Exodus, der siden er udkommet i et samlebind. Hans tegninger er på den ene side simple, lidt stive og nærmest naive i udtrykket, men samtidig får han indarbejdet masser af action og følelser. Det er godt lavet. Historien er også dejlig ond, og en af mine favoritter.

Med ‘Romantiske Stig‘ af Jana Christensen er vi ovre i en helt anden stil. Tegningerne er mindre polerede og pæne, og historien fortælles helt uden ord. Jeg husker selv pubertetens lede bumser, men kan her se at det kunne have været meget værre 🙂

Dennis Frederiksen har tegnet og skrevet ‘It grufuldt mareridt‘, hvor hovedpersonen er på vej hjem efter en koncert. Her opdager han en berygtet seriemorder, der er i gang med at slagte et par i en gyde. Herfra udvikler historien sig i vilde retninger med bl.a. monstre og nye plottwists.

Makkerparret Martin Scjönning og Steven Plato står bag historien ‘Percival‘. Parret har tidligere lavet western-fortællingen ‘Sorte bønner’ i Absurd #4. Denne gang tager de os tilbage til 1. verdenskrig. Fortælleren er soldat i skyttegravene. Han fortæller, hvordan han mødte Percival, der havde gjort tjeneste som dragon, men nu er endt som almindelig fodtudse. Percival er en sand gentleman, en frygtløs soldat og en loyal ven, der vil gå gennem helvede for sine kammerater. Historien er en af mine favoritter, ikke mindst på grund af illustrationerne, hvor Steven Plato bruger et mix af fotos med tegninger. Det fungerer forrygende, og med Martin Schjönnings tekst indsat som små maskinskrevne kartotekskort er det overordnede indtryk suverænt.

Den sidste historie i Absurd #6 er ‘En del af flokken‘, som er tegnet af Melanie Darling og skrevet af Adam Markiewicz. Dusørjægeren Eli Brenners fange stikker af fra ham en aften i en mørk skov. Noget overfalder Eli, og da han kommer til sig selv, befinder han sig på Gévaudan-ranchen. Her får han lov til at blive nogle dage, mens han kommer sig helt, og så kan han hjælpe til med småting indtil da. Men ranchens ejer, Laura, har ikke fortalt Eli alt. Jeg er vældig begejstret for Melanie Darlings illustrationer, og særligt en forvandlingsscene sidst i historien er virkelig fed. Også en rigtig flot og underholdende fortælling.

Der er endnu et Absurd-hæfte på vej i det format, som vi kender, men fra 2022 varsler forlægger Anders Fjølvar nye tider. Fremfor at udsende fire små hæfter om året kommer der i stedet to lidt større udgivelser i bogform. Det lyder spændende. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at blive trukket gennem mørket, blodet og alt muligt ulækkert snask i de kommende år.

  • "Svampejagt" af Jonas Aagaard Dinesen og Jacob Rask Nielsen
  • "Romantiske Stig" af Jana Christensen
  • "It grufuldt mareridt" af Dennis Frederiksen
  • "Percival" af Martin Schjönning og Steven Plato
  • "En del af flokken" af Melanie Darling og Adam Markiewicz

Om Absurd #6:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Indhold:

Svampejagt skrevet af Jonas Aagaard Dinesen og illustreret af Jacob Rask Nielsen
Romantiske Stig skrevet og tegnet af Jana Christensen
It grufuldt mareridt skrevet og tegnet af Dennis Frederiksen
Percival skrevet af Martin Schjönning og tegnet af Steven Plato
En del af flokken skrevet af Adam Markiewicz og tegnet af Melanie Darling

Fødselsdagstegninger bagerst af Matias Gedtek, Peder Riis, Bjarke Johansen, Anders Fjølvar, Nicolai Hvidberg Jørgensen og Maria Tran