september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas HjortshaabHvad nu hvis monstret under sengen ikke er det, du bør frygte mest? 

I 2012 udkom antologien Til deres dages ende. Heri kunne man bl.a. læse Teddy Vorks novelle Mare, mare minde, som nu kommer i en illustreret udgave for børn. Vær dog opmærksom på at her er tale om en barsk historie á la Brødrene Løvehjerte, og at Vork ikke lefler for laveste fællesnævner.

Drengen Peter ligger i sin seng og prøver at falde i søvn. Hans forældre er til begravelse for bedstefarne, og Peter bliver passet af Sabine. Men Peter kan ikke sove. Han hører lyde og ser skygger, og angsten får ham til at tænke tunge tanker. Peter er nemlig syg og skal opereres i hjertet til sommer.

For at skubbe frygten væk begynder Peter at synge sangen om Ole Lukøje for sig selv. Pludselig svarer en stemme udenfor dynen, og da Peter titter ud, ser han en lille tyk mand med en paraply. Endelig er hjælpen kommet. Men kan Ole Lukøje hjælpe mod nattens monstre?

Jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste Mare, mare minde, og jeg er ikke mindre begejstret for denne nye version. Teksten er bearbejdet en smule, og så er historien blevet stemningsfuldt illustreret af Thomas Hjorthaab, der tidligere har arbejdet sammen med Teddy Vork om Det bortførte bogstav.

Illustration af Thomas HjorthaabMare, mare minde er dels en fortælling om monstrene i børneværelset, som jeg også husker fra min egen barndom, men sat ind i en mytologisk kontekst der giver fortællingen et ekstra lag. Ole Lukøje bliver til Hypnos/Morfeus, søvnens og drømmenes gud i græsk mytologi, mens væsenet under sengen er Fobetor, materialisationen af mareridt. Også det sidste væsen, Thanatos, har sin oprindelse hos grækerne, hvor han personificerede døden.

Dels er det fortællingen om en syg dreng, der ligger for døden, og om de tanker og forestillinger det medfører for både ham og forældrene. Døden er vel nok det sidste store tabu, og ikke mange bryder sig om hverken at forestille sig den eller tale om den. Det er alt for skræmmende.

Men måske bør vi tale med vores børn om døden og om livets skræmmende sider. For børnene tænker på dem alligevel. Som Peter der i historien overvejer, om hullet i hans hjerte er en straf fra Gud? Og som undrer sig over, at de voksne lader som om julemanden findes, men samtidig siger at spøgelser og monstre er opdigtede.

Mare, mare minde er en smuk og eftertænksom fortælling, men den er også skræmmende og med en barsk slutning. Hjorthaabs sort/hvide illustrationer indeholder samme blanding af skønhed og rædsel, og supplerer historien fremragende. Bagerst i bogen er indsat et par sider, som viser Hjorthaabs arbejde fra idé til skitse til tegning. Noget som jeg personligt altid finder interessant.

Illustration af Thomas HjorthaabSelvom Mare, mare minde er rettet mod de +12-årige, så kan også denne illustrerede udgave med stor fornøjelse læses af voksne. Hvis man altså har mod på at blive både rørt og skræmt.

Mor sagde bedstefarne var i Himlen nu. I går havde hun peget på den mest skinnende stjerne og sagt, at det var bedstefarne, som kiggede ned på dem. Det vidste han ikke helt, om han troede på. Han havde spurgt far, om det var rigtigt, og far havde sagt, at det kunne det godt være, hvis man troede på det. Det var godt at tro på noget. Det blev man nødt til nogle gange.

Det var bare ikke til at finde ud af, hvad man skulle tro på. Julemanden fandtes ikke, selvom bedstefarne og onkel Jim og faster og mor og far ville have ham til at tro på det. Spøgelser og monstre fandtes ikke, sagde de. De var opdigtede. Men det var julemanden jo også. Var det kun uhyggelige ting, der ikke fandtes?

Om Mare, mare minde:

Udgivelsesår: 15.08.2017
Forlag: Calibat, 59 sider
Illustrationer: Thomas Hjortshaab

Tak til Teddy Vork for læseeksemplaret – og for mange mareridt igennem årene.

 

De to myr af Henrik Einspor

De to myr af Henrik EinsporLangt ude i skoven lå et lille hus – bed til at du aldrig kommer forbi …

Måske kender du betegnelsen ‘et bette myr’? For mig står det som noget småt, hyggeligt og uskyldigt, og et opslag i Den Danske Ordbog forklarer da også betydningen således: “lille (og kær) person oftest om lille barn“. Den forklaring kan du smide langt ud af vinduet, når du læser Henrik Einspors nye letlæsningsbog for de +7 årige De to myr.

Langt ude i skoven ligger et forladt hus. Her bor to små myr. De holder til i skabet og kommer kun frem, når det er mørkt. Lyset gør dem bange. De to myr lever af insekter og smådyr som mus og frøer. Men de drømmer om mad med mere kød på.

En dag kommer en pige og to drenge ud til huset. De to myr kender pigen. Hun hedder Lis og vil gerne være biolog. Lis foreslår de to drenge, at de kan bruge det forladte hus som hule, og selvom de egentlig synes, at huset er lidt uhyggeligt, går de med på idéen. Men hvad med de to myr, der bor i huset?

Som sagt er her tale om en letlæsningsbog, så naturligt er sætningerne korte og handlingen tydelig. Ikke desto mindre får Einspor etableret en uhyggelig atmosfære allerede fra første side, som også rammer en voksen læser. Forsiden af Kristian Eskild Jensen med de blodrøde striber og det ødelagte vindue hvor sorte skygger titter ud af det ødelagte glas, sørger ligeledes for, at læserne er klar over, at De to myr bestemt ikke er en tuttenuttet historie.

Jeg kom til at tænke på gyserfilmen Mama fra 2013, hvor to små piger bor i et øde hus sammen med en entitet, de kalder mama. Selvfølgelig har filmen langt flere lag og fortælles mere raffineret, men selve stemningen i huset mindede mig om De to myr.

En fin letlæst børnegyser for de yngre læsere, som nyder at mærke skrækken kildre frydefuldt i maven.

En mørk og vild skov. Og et øde hus langt væk fra alt. Så har du en idé om det sted, vi er. Kun en smal sti fører derhen. Man kan næsten ikke se stien for bare græs. Det ser ud som om ingen har sat sine ben her i årevis. Men går man ad stien, når man frem til huset. Det er tomt. Eller tomt og tomt … ”

Om De to myr:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 46 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 6

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret. Besøg også Henrik Einspors blog 

Læs også:

I klovnenes kløer, 2017
Farlig fisketur, 2017
Drengen der tænkte ting, 2015
Alt godt fra havet, 2014
Max Skræk – mere død end levende, 2010
Porcelænsdukken, 2009
Den yderste dag, 2009

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Hvad nu hvis kedsomhed ikke er det værste, du har at frygte i Udkantsdanmark?

Mathias er forfatter, men han er gået i stå med skriveriet. Han er også lige blevet dumpet af kæresten Lene, og så har han arvet et hus langt ude i provinsen, efter en onkel han ikke kendte. Med det nylige brud i bagagen beslutter Mathias sig for at tage til Mundstrup for at komme væk fra det hele. Og måske vil roen og freden hjælpe ham med at få skrevet noget.

På overfladen virker Mundstrup da også som en ren og pæn lille by, fyldt med venlige indbyggere. Men Mathias får alligevel snart fornemmelsen af, at noget er helt galt. Hvorfor er byens borgmester så interesseret i at holde ham fra oplysninger om byens historie? Hvad laver de i rådhusets kælder? Hvorfor sejler bådene ud om natten? Og har Mathias en chance hos Kaya, Mundstrups bibliotekar?

Skyggen over Mundstrup er en herlig homage til H. P. Lovecrafts roman Skyggen over Innsmouth. Mads L. Brynnum blander Lovecrafts rædsler med dansk provinsidyl, og resultatet er en underholdende roman med et snert af uhygge, som kan læses af både unge og voksne.

Brynnum er også stand-up komiker, og hans tørre humor skinner klart igennem i romanen, hvor Mathias kommer længere ud på landet, end han har lyst til. Historien har dog også mere skræmmende elementer, og slutningen blander action, uhygge og humor i et perfekt mix.

Jeg læste Skyggen over Mundstrup i et stræk under en togtur hjem fra Berlin. Brynnum skriver levende, og historien er letlæst med et godt flow. Jeg sad med et smil på læben under det meste af læsningen, hvor selv de mest horrible scener serveres med kulsort humor.

Der er dog også en god spændingskurve i fortællingen, for Mathias vakler konstant mellem at tro på onklens efterladte noter, der støtter hans egen fornemmelse af, at noget er helt galt i Mundstrup, og så hans realitetssans der naturligvis ikke kan tro på monstre og menneskeofringer. Således er der også ansatser til rigtig horror ind i mellem som f.eks. Mathias’ besøg i rådhusets kælder eller hans tur ud i mosen. Også det gør Brynnum godt, så skulle han få lyst til at give den genre et skud, står jeg i hvert fald klar. Jeg var nemlig vældig underholdt under mit besøg i Mundstrup.

Godt en time og en halv pakke optændingsblokke senere var der ild i brændeovnen. En flakkende og usikker ild der ikke gjorde meget i kampen mod kulden. Men Mathias havde fået basket skrivebordet ned ad trappen og havde pludselig ikke brug for mere varme. Det passede godt i stuen, skrivebordet, og tre-fire kopper kaffe senere var han klar til at gå i gang. Der var en bog der skulle skrives, og det kunne passende være første skridt at få styr på livet. Så han klappede sin computer op, og præcis samtidig med det tændte naboen for sin plæneklipper. Det var ikke en høj lyd, men til gengæld var den gennemtrængende. Den startede i tænderne og spredte sig derfra indtil han snart følte at alle knogler i hans krop vibrerede. 

Mathias tog høretelefoner på, tændte for noget aggressivt musik og lod dunkende trommer og hvinende guitarer drukne lyden af plæneklipperen. Men han havde kun lige sat fingrene til tastaturet, før en knugende fornemmelse fik hans skuldreblade til at trække sig sammen. Det var som om nogen som kiggede på ham. Som om nogen stod lige bag ham og bare stirrede, og pludselig kunne han også fornemme lyden af et tungt åndedrag gennem larmen fra musikken og plæneklipperen. 

Der var selvfølgelig ingen. Ingen i stuen, ingen i haven og ingen på den anden side af den døende hæk. Ingen. Han var helt alene.”

Udover Skyggen over Mundstrup har Mads L. Brynnum også skrevet Mythos ABC, en Lovecraft inspireret abc-billedbog bygget på Cthulhu Mythos, samt Når en drage drager ud med rim om monstre for mindre børn.

Har du lyst til at prøve andre danske provinsgys, så giv f.eks. Morten Nis Klenøs Skidt klædte mænd med baseballbat eller Morf af Frank Brahe en chance.

Om Skyggen over Mundstrup:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Calibat, 210 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Den sidste af Alexandra Oliva

Den sidste af Alexandra OlivaZoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.

Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.

12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.

Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?

Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.

Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?

Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.

Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.

Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.

Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”

Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.

Om Den sidste:

Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One

Besøg Alexandra Olivias hjemmeside

Klovn af Michael Kamp

Klovn af Michael Kamp

En skov, et nedbrændt cirkus og en gammel hemmelighed som dukker op til overfladen. I Klovn forvandles grinene til skrig.

Oscar går i 6C i den lille by, Ullerup. Her er som regel fredeligt og kedeligt, men selv Ullerup rammes af trenden fra USA, hvor spøgefugle klæder sig ud som klovne og skræmmer tilfældige forbipasserende. En nat vågner Oscar og ser en klovn udenfor vinduet. Han bliver vildt forskrækket, selvom han godt ved, at det bare er en, der har klædt sig ud.

Det er dog bare begyndelsen. Jannick og Anders, Ullerups ballademagere, beslutter sig nemlig for at køre spøgen længere ud. Anders har overhørt en samtale, hvor det kom frem, at der i gamle dage brændte et cirkus ned inde i Ullerup Skov. Nu overtaler han Jannick til at gå med ind i skoven og finde nogle fede souvenirs, som de kan bruge til at skræmme folk med.

De finder også det nedbrændte cirkus, men noget er helt galt. For hvorfor hænger der en død klovn i et af de gamle træer?

Michael Kamp har skrevet horror for både børn og voksne. Klovn hører til blandt børnebøgerne og kan læses fra 10-11 år. Selvom jeg aldersmæssigt er langt fra målgruppen, følte jeg mig nu alligevel godt underholdt. Måske fordi Kamp ikke skåner læserne for nogle barske scener, som nok skal kunne afstedkomme et mareridt eller to hos de yngre læsere.

Kamp er i det hele taget eminent til at finde på overraskende og nervepirrende plots, som her hvor døde klovne hjemsøger en lille dansk landsby i sand Freddy Krueger stil for at hævne en gammel uretfærdighed. Samtidig er sproget levende og fuldt af billeder, som gør det nemt at leve sig ind i fortællingen.

Jeg skal heller ikke glemme at rose Flemming Schmidt for den fantastiske forside, der skriger KILLER CLOWNS på den fedeste måde. Den er der ikke meget hygge-nygge over.

Kamp har også skrevet serien Nekromathias til samme aldersgruppe. Den har dog en langt mere humoristisk tone. Jeg kan lide begge bøger, men tænker umiddelbart at Klovn er til de mere gyservante børn på grund af de til tider ret grafiske scener, der næsten kunne være skrevet til voksne.

Alt i alt leverer Michael Kamp endnu et pletskud, som jeg kun kan anbefale, hvis du kender en gyserglad pige eller dreng. Du skal bare lige sikre dig, at de ikke lider af coulrofobi først.

Klovnen sparkede til Susans lig, så det rullede en halv omgang. Så trådte den et skridt frem mod manden der ombestemte sig og forsøgte at komme den anden vej. Den udstødte igen den underlige, halvkvalte lyd mens den lagde hammeren på skulderen og fulgte efter ham. Manden stønnede af smerte og forsøgte at trække sit smadrede ben efter sig da klovnen placerede en komisk stor sko på det sårede ben og hævede hammeren med et bredt grin. En fontæne af blod oversprøjtede både klovnen og fortovet, da manden gik itu. Oscar tissede i bukserne.”

Også Henrik Einspor har i I klovnenes kløer ladet sig inspirere af den bølge af killer clowns, der fyldte mediebilledet i slutningen af 2016. Og så er der naturligvis klovnen over dem alle, Pennywise, fra Stephen Kings nyklassiker Det onde.

Om Klovn:

Udgivelsesår: 07.09.2017
Forlag: Tellerup, 164 sider
Omslag: Flemming Schmidt

Tak til forlaget Tellerup for læseeksemplaret.

Besøg Michael Kamps hjemmeside.

De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe, illustreret af Lasse Bekker Weinreich

De døde dukkers hævn af Ellen HolmboeVictor er den mindste dreng i klassen. Han er endda mindre end flere af pigerne! Og så går han til svømning og er vild med gamle gyserfilm. Der er ikke noget at sige til, at han bliver mobbet.

En dag flytter Mary til byen, og pludselig er Victor ikke alene mere. Mary er nemlig også vild med svømning og gamle gyserfilm, så de to bliver bedste venner. Faktisk kunne Victor godt tænke sig, at de blev mere end det.

Selvom Victor stadigvæk bliver mobbet, er det lettere at klare, fordi Mary er der. Men en dag da de skal lære førstehjælp i klassen, bliver det for meget. De tre lede L’er, Lucas, Lasse og Laura som er hovedmændene bag mobningen, går over stregen én gang for meget, og nu vil Victor og Mary have hævn. Heldigvis har de en hemmelighed i baghånden. Mary er nemlig ikke en helt almindelig pige…

De døde dukkers hævn er en letlæst, underholdende og flot illustreret gyser for børn fra 9-10 år.

Ellen Holmboe har fundet inspiration i klassikeren Frankenstein (som også er de to unge hovedpersoners yndlingsfilm), og har skrevet sin helt egen nutidige fortælling som en hyldest. Mary er f.eks. opkaldt efter forfatteren til Frankenstein Mary Shelley, mens Victor er opkaldt efter videnskabsmanden Victor Frankenstein fra romanen.

Ligeledes er Mary og Victors hævn også en homage, idet det lykkes dem at ‘puste liv’ i nogle gamle genoplivningsdukker fra svømmehallens førstehjælpsrum. De vil bruge dukkerne til at skræmme de tre lede L’er. Men akkurat som i klassikeren må Mary og Victor sande, at de genoplivede væsner har deres eget liv, og pludselig er de alle i fare.

Historien er fuld af action, humor og lidt kærlighed, og slutningen er meget dramatisk. Jeg er sikker på, at målgruppen vil sidde med tilbageholdt åndedræt, når det endelige opgør udspiller sig i svømmehallen. Jeg blev i hvert fald helt grebet af stemningen.

Endelig er jeg også nødt til at rose Lasse Bekker Weinreichs sort/hvide illustrationer, som meget stemningsfuldt indleder hvert kapitel. De rammer præcis den rette atmosfære af hygge kontra uhygge, og jeg ville elske at have dem i plakatstørrelse.

Illustration af Lasse Bekker Weinreich

Om De døde dukkers hævn:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 159 sider
Omslag: Lasse Bekker Weinreich
Lix: 18

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret. Læs mere om De døde dukkers hævnforlagets hjemmeside.

Besøg Ellen Holmboes hjemmeside

Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen

Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen“Uh, den ser fræk ud!” Sådan lød kommentaren fra en veninde, da hun så, at jeg var i gang med at læse Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen. Og jeg måtte jo give hende ret. Forsiden med sit rødlige skær og tegningen af en let påklædt yppig kvinde, der bliver godt gennemgnasket af zombier, signalerer SEX så tydeligt, at en blufærdig midaldrende kvinde som jeg normalt ikke havde taget den ned fra hylden. Men nu kontaktede forfatteren mig, og spurgte om jeg ville give hans roman en chance. Og heldigvis for det! For Sex gotiske fortællinger er så meget mere end “fifty shades of zombies”.

I et S-tog mod Farum bider en mand umotiveret en kvinde i halsen. Seks uger senere er verden, som vi kender den, fuldstændig forandret. Zombierne har oversvømmet Danmark, og nu er hver dag en kamp for overlevelse.

Sex gotiske fortællinger er opbygget som Giovanni Boccaccios klassiker Dekameron fra 1348, hvor en gruppe mennesker søger tilflugt sammen under pesten og over ti dage fortæller hinanden historier. På tilsvarende vis lader Jes Larsen sine seks hovedpersoner fordrive nætterne, hvor de holder vagt, med at fortælle historier. Derudover får vi også fortalt lidt om, hvem de var før zombie-apokalypsen, og hvordan de har overlevet indtil nu.

Vi hører bl.a. om hashmisbrugeren Pietr, der ikke opdagede, at zombie-apokalypsen var over ham, fordi han havde travlt med at spille computer. Om Özlem, der ikke har opgivet at finde ud af, hvad der er sket med hendes to børn. Og om Sandra der er alene tilbage med otte stærkt handicappede beboere på et bocenter.

Disse historier er stærke i sig selv, ikke mindst fordi Jes Larsen lukker os helt ind. Det er ikke tit, at manglen på toiletpapir nævnes i en roman, men som han skriver på sin blog: “Jeg har altid synes det var lidt mærkeligt at de aldrig knepper i zombie apokalypser. Eller skider for den sags skyld.” Så det gør hovedpersonerne her, både knepper og skider, uden at det dog kommer til at fylde for meget. De er langtfra helte allesammen, og vi får også en ubehagelig fortælling om otte stærkt handicappede beboere på en institution.

Derudover er der de seks historier i historien: ‘Gyros barn’ handler om en mand, der ikke bryder sig særlig meget om andre menneskers selskab. Så han laver en dukke af en smuk kvinde, som er ualmindelig virkelighedstro. I ‘Dio Serpente’ hører vi historien om tatovøren, der samlede på sine værker. ‘Antropofagerne – en kærlighedshistorie’ er netop en kærlighedshistorie, men prøv at slå op hvad antropofag betyder. ‘Den rastløse’ er en slags spøgelseshistorie – og ikke en hyggelig en. I ‘Hvad de blinde ser’ arver to brødre et hus. Brødrene er ikke særligt rare, men det er huset heller ikke. Den sidste historie hedder ‘Vampyrens blues’ og kan vist godt siges at være en hilsen til Marquis de Sade.

Endelig fylder Jes Larsen også en fortælling på om huset, de seks hovedpersoner har søgt tilflugt i. Også denne historie er egentlig god, men personligt synes jeg, at det blev lidt for meget med et hjemsøgt hus oveni en zombie-apokalypse.

Det lille drys malurt i bægeret skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Sex gotiske fortællinger som en underholdende zombie-roman med plads til både lir, humor og uhygge. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt og ligetil sprog, og ikke mindst er korrekturen i orden, hvilket langt fra altid er tilfældet i selvudgivelser. Bestemt en anbefaling her fra.

Det var kun seks uger siden, de døde var vendt tilbage til de levende, og det der gik Magnus allermest på, var, at han kun havde fået bad to gange siden da. Hans tøj var begyndt at blive klæbrigt, han havde pletter af pus og blod på sine bukser og sko, og han havde mistanke om, at den brune plet på hans albue var aff. Aff. var forkortelsen for afføring og var et ord, han havde brugt i det pædagogmedhjælperjob, han bestred på Bocentret for Almen Specialpædagogik. Efter det havde han altid kaldt lort for aff.”

Og når vi nu er ved danske zombie-romaner, så bør du heller ikke gå glip af Martin Schjönning og Tom Kristensens Kværnen, der også er udkommet i 2017. Find flere zombie-fortællinger her.

Om Sex gotiske fortællinger:

Udgivelsesår: 2017 (1. udg. ebog 2014)
Forlag: Kom i hu
Omslag: Bernardo Anichini

Besøg bloggen Kom i hu

Tak til Jes Larsen for læseeksemplaret

Dark Matter af Blake Crouch

Dark Matter af Blake CrouchJason Dessen er en tilfreds mand. Han er gift med sit livs kærlighed, Daniela, og sammen har de sønnen Charlie. Hver dag vågner han med visheden om, at han er lige, hvor han vil være.

Men Jasons liv kunne have været helt anderledes. Da han mødte Daniela, var hun en lovende kunstner, og han på sporet af en stor karriere som atomfysiker. Så blev Daniela gravid, og Charlie havde problemer, da han blev født, og i stedet for at forfølge sine ambitioner valgte Jason at undervise på et universitet, ligesom Daniela måtte sætte sin karriere på standby.

Hvor lykkelig Jason er for sit liv, går først op for ham, den dag det bliver taget fra ham. En ganske almindelig hverdagsaften hvor han er på vej hjem med is til familiens aftensmad, bliver han overfaldet og bortført. Hans kidnapper tager ham med til en ensomt beliggende pakhus. Her tvinger han Jason til at klæde sig nøgen og forhører ham. Til sidst giver kidnapperen ham en sprøjte, og da Jason kommer til sig selv igen, er han omringet af en masse mennesker, som tilsyneladende kender ham – men han aner ikke, hvem de er.

Dark Matter er en usædvanlig spændende science fiction thriller, der stiller spørgsmålet: Ville du vælge et andet liv, hvis du fik muligheden?

Jeg er meget fascineret af teorien om multiverset. En potentielt uendelig gruppe af universer hvor hver eneste ting, der kan ske, vil ske, og hvor vores univers således blot er ét af mange. Det er denne idé Blake Crouch udforsker i Dark Matter. I ét univers er det nemlig lykkes for en anden Jason at udvikle et apparat, der kan skabe kontakt mellem de forskellige universer. Men hvad er følgerne?

Crouch beskriver let forståeligt teorien bag multiverset, Schrödingers kat og københavnerfortolkningen, så selvom man ikke ved noget om kvantemekanik, kan man sagtens følge med. Lad ikke videnskaben afskrække dig, men lad dig i stedet for underholde af denne både spændende og tankevækkende thriller, der kommer omkring temaer som, identitet – hvad gør os til lige præcis os; moral – hvor langt vil vi gå for vores ambitioner; kærlighed – hvad er vi villige til at udholde, for dem vi elsker; og ikke mindst eksistens – hvordan ved vi, hvad der er virkeligt, rigtigt, sandt.

“Nogle dage kan jeg mærke at min realitetssans glider fra mig. Amanda sagde engang at hendes gamle verden var begyndt at føles uvirkelig, og jeg tror jeg ved hvad hun mente. Vi forbinder virkeligheden med det håndgribelige – alt det vi kan opleve med vores sanser. Og selv om jeg bliver ved med at sige til mig selv at der står en terning i Chicagos South Side som kan tage mig til en verden hvor jeg har alt hvad jeg behøver og kan drømme om, så tror jeg ikke længere på at der findes sådan et sted. Min virkelighed er – mere og mere for hver dag der går – denne verden. Hvor jeg intet ejer. Hvor jeg er en beskidt, hjemløs skabning hvis eksistens kun fremkalder medfølelse og væmmelse i andre. Ikke så langt derfra står en anden hjemløs mand midt på fortovet og fører en højlydt samtale med den tomme luft. Jeg tænker: Er jeg så forskellig fra ham? Er vi ikke begge to fortabt i verdener der, af grunde som ligger uden for vores kontrol, ikke længere stemmer overens med vores identitet? (s. 276)”

Jeg var fuldstændig opslugt af Dark Matter, der da også har høstet roser, overalt den er udkommet. Plottet er overraskende og hele tiden genialt vinklet, så spændingskurven stiger støt frem til den nervepirrende slutning. Romanen er også solgt til filmatisering, og Crouch arbejder i øjeblikket på at skrive manuskriptet.

Har du mod på en tankeforvridende thriller, der sætter spørgsmålstegn ved selve vores eksistens, så er Dark Matter et fremragende bud. Jeg måtte i hvert fald overgive mig betingelsesløst.

Også Nikolaj Johansen og Lars Kramhøft har i øvrigt begivet sig ud i multiverset. Johansen med romanen Skygger fra Oktoberland, mens Kramhøft dykker ind i mørket med novellen ‘Forandringer’ fra Således forgår alverdens herlighed.

Om Dark Matter:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 390 sider
Omslag: Crown Publishing Group

Besøg Blake Crouchs hjemmeside

Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Mimesis af Thomas Kampmann OlsenMimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.

Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.

Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.

Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.

Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.

Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.

Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.

Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og  mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.

Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.

Om Mimesis:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen

Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter SnejbjergJeg er født i 1972 – samme år som tegneseriemagasinet Gru begyndte at udkomme. Bladene indeholdt fortællinger fra det amerikanske forlag Warrens udgivelser Eerie og Creepy samt Fætter Maddikes brevkasse og forskellige noveller. Heriblandt historierne om den koldblodige, charmerende og altid snarrådige lejemorder Luckner, der havde større skrupler over at få mudder på sine italienske designersko, end over at slå kvinder og børn ihjel mod betaling.

Det sidste nummer af Gru udkom i 1975, men bladene levede (og lever) stadig via byttecentraler o.lign., og det var herigennem, at jeg første gang stødte på bladet. Som jeg iøvrigt straks blev kæmpe fan af.

Nu har SerieKlubben samlet alle novellerne om Luckner i En sag for Luckner, som er stemningsfuldt illustreret af dygtige Peter Snejbjerg. Har du ikke tidligere læst Luckners eventyr, så er her chancen for en nostalgisk tur tilbage til 1970’erne. Det er måske ikke ligefrem finkulturens højborg, Luckner repræsenterer, men det er absolut underholdning af høj kaliber.

I forordet fortæller Kristian Nordestgaard, hvordan Luckner opstod ved lidt af et tilfælde. Interpresse havde besluttet sig for at bruge en illustration af Enric Torres-Prat til forsiden af det næste Gru. Billedet forestillede en ung rædselsslagen kvinde på en kirkegård med et monster ludende over sig. Desværre indeholdt bladet ikke en historie, der passede til illustrationen, men så slog Per Sanderhage til og skrev den første novelle om Luckner ‘De smukke, de rådne og de døde’. Og resten er historie, som man siger.

Jesper Ilum Petersen fortæller i efterordet, hvad det var med Luckner, der gjorde ham så fascinerende, da han første gang dukkede op i Gru. Bl.a. det faktum at han var en iskold, skruppelløs lejemorder, som samtidig besad alle heltens (altså ‘den godes’) egenskaber, var usædvanligt. Og at han så samtidig var ansat i en organisation, hvor bureaukratiets snærende bånd var ligeså trælse for ham, som for enhver anden kontorslave gav lige figuren et ekstra strøg.

“Det var vrangbilledet på samfundsordenen, jeg faldt for. At kriminelle kunne være konservative og konservative kunne være kriminelle … dengang var det hylende morsomt, at Luckner skulle fungere og hykle inden for det kontorlandskab, der lignede det, mange af os havde at se hen til.”

I løbet af de 13 noveller udsættes Luckner for lidt af hvert. Han møder både ghouls, vampyrer, varulve, Frankensteins monster, hekse, zombiepræster for blot at nævne nogle af de monstre, han bliver hyret til at slå ihjel – udover altså de almindelige mennesker der også skal likvideres ind i mellem.

Fælles for historierne er en grundlæggende sort humor og masser af kendskab til horrorgenren. Fortællingerne er fyldt med referencer om alt lige fra Ilse, hunulven fra SS (‘Diabolikernes Relikvie) over Andreas Baader (‘Franske frygteligheder’) og Washington Irving (‘Den hovedløse motorcyklist’) til Horace Walpole (‘Rette tid og sted’).

Luckner er altid velklædt, skruppelløs, glad for kvinder og whiskey og formår altid at klare skærene til sidst. Klichéerne står i kø, men hvad gør det. Historierne om Luckner er super underholdende, og kitsch når det er bedst.

Jeg læste En sag for Luckner over en uges tid, og det vil jeg anbefale i stedet for at tage alle novellerne i et stræk. På den måde bevarer Luckners eventyr deres charme. Jeg havde i hvert fald en fest med den lapsede lejemorder, og kan kun anbefale En sag for Luckner til alle, der holder af kulørt underholdning med humor og monstre.

“Hvad vil De egentlig bruge mig til?” spurgte Luckner.
Frankenstein smilede igen. “Kan De ikke gætte det?”
“Jo,” mumlede Luckner. “Jeg har en ualmindelig ubehagelig anelse om at jeg kan!”
“Glæder mig … men ellers skal jeg gerne fortælle Dem, at jeg agter at suge Deres forbandede morderblod og bruge Deres lig til at skabe et monster!”
“Hmm … vil De gøre mig til vampyr?”
“Ikke tale om!” Vampyren så rystet på ham. “Er De gal, menneske?! Min stakkels slægtning fandt jo ud af hvor farlig De var som menneske … jeg tør slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis De blev vampyr! De ville være langt stærkere end mig, og en alvorlig trussel mod mit ønske om at blive alle vampyrernes hersker! Næ, Luckner … De skal DØ!”
“Ikke hvis jeg på nogen måde kan undgå det!”svarede Luckner elskværdigt og afslappet. I næste sekund var han oppe af sengen og satte af i et enormt spring mod døren.

Bagerst i bogen er indsat en kronologisk oversigt over Per Sanderhages øvrige horrorudgivelser – diverse Rasmus Klump-historier med uhyggelige elementer er dog ikke medtaget 🙂

Om En sag for Luckner:

Udgivelsesår: 01.08.2017
Forlag: SerieKlubben, 311 sider
Omslag: Peter Snejbjerg

Tak til SerieKlubben for læseeksemplaret 

Læs mere:

ComicWiki  
Peter Snejbjergs hjemmeside