Jeg har haft A. Silvestris “Pandaemonium” liggende i læsebunken siden nov. 11, hvor jeg købte den på Bogforum. Hvorfor jeg ikke er begyndt på den noget før, kan jeg ikke sige, men nu hvor jeg har læst den færdig, undrer det mig, at jeg ikke bare læste den med det samme. For her bliver sparket zombi-røv med humor og stil.

Pandæmonium stammer fra latin og kan frit oversættes til indbegrebet af alt ondt og alle onde ånder, og det er da også, hvad der ramler ned over København og resten af verden.

En ganske almindelig dag bryder alt sammen. Aggressive fluer myldrer frem og overfalder alt og alle og forvandler de angrebne til zombier, som selv fortsætter med at overfalde de endnu levende medmennesker, og snart er jordens befolkning formindsket med næsten 100% og erstattet af rådnende, stinkende, hjernedøde kadavere.

I tre bøger (Natalicius, Mortalis og Terminus) følger vi forskellige grupper af overlevende i deres kamp mod zombierne, som Silvestri giver sin forklaring på med en blanding af kristne, egyptiske og babylonske myter. Hermed bliver zombierne en brik i “det ondes” spil mod det gode, modsat langt de fleste zombihistorier, der bruger zombierne som “det onde” i sig selv. Et ganske interessant tvist, som Silvestri slipper godt fra, selvom jeg ved slutningen af første bog spekulerede over, om han kunne køre idéen hele vejen hjem. Det mytologiske lag er også med til at give historien endnu en dimension, så de næsten 800 sider ikke kun er ren blod og lemlæstelse (selvom det jo ellers er det, som gør zombifortællinger så fede )

Det hele er dog langt fra symbolik og “god vs ond” problematik. Her er også masser af action, når vores hovedpersoner må slås mod både zombi-mennesker og -hunde, og det hele krydres med en barsk humor.

“Lugten af forrådnelse blevt et halvt sekund erstattet af lugten af brændende kød. Mange af de døde var omdannet til ildkugler, der stødte ind i de andre og antændte deres tøj. Men de fortsatte fremad. Matematiklæreren klarede frisag og stavrede tættere på skolen. Et brøl af jubel lød fra vinduerne. “Der er grillfest i haven, og I er fandeme alle sammen inviteret!”, hujede Daniel og antændte en ny molotov.”

Jeg har ikke kendskab til mange danske zombiromaner udover selvfølgelig Dennis Jürgensens klassiker “Kadavermarch” fra 1991 efterfulgt af “Kadaverjagt” i 2006 og Patrick Leis’ Necrodemic-saga. Det er derfor en stor fornøjelse, at Silvestri har kastet sig over genren og gør det i så fin stil. Han hylder naturligvis både den moderne zombis fader George A. Romero og Dennis Jürgensens “Kadavermarch” undervejs, men også den amerikanske “gyserkonge” Stephen King må have været en inspiration. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at tænke på “The Stand” flere gange undervejs – og det skal kun læses som noget positivt, for “The Stand” er min all time favorit King roman.

Silvestri kalder selv “Pandaemonium” for: “… en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider.” En beskrivelse, jeg synes, rammer lige i plet, for som i alle zombifortællinger gælder det i første række om at smadre hjerneskaller, så blod, smat og materie flyver ud over det hele. Så kommer alt det andet efterfølgende.

Hvis du er til zombi-apokalypser med humor og action og ikke har noget imod en vellykket drejning af zombiernes rolle, så er A. Silvestris monumentale roman ikke til at komme udenfor. Læs den og nyd blodsprøjtene.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Boglayout.dk

Læs også Janus’ anmeldelse på Horrorsiden.dk og interviewet med A. Silvestri på Fantastiske Forfattere.

Se mere om “Pandaemonium” på forlaget Valetas hjemmeside

Besøg A. Silvestris hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden.dk

Med en titel som “The Best of Kim Larsen” kom jeg straks til at tænke på gavflaben og nationalskjalden Kim Larsen, men det viser sig, at vi har endnu et begavet talent med samme navn men indenfor en helt anden genre. Her er nemlig tale om et tegneseriesalbum, som forfatteren selv betegner som: “… de bedste (eller i hvert fald færdiggjorte) tegneserier, jeg har lavet det sidste halvandet årti.” Hovedparten af historierne er skabt på tegneseriemaratons, hvor tegneren laver en x antal sider lang tegneserie fra bunden på x antal timer, men der er også et par historier, som er skrevet af andre forfattere, og som er lavet over en længere periode.

I alt består samlingen af 8 historier, alle fortalt i sort/hvide billeder men alligevel forskellige stile. Enkelte af historierne, bl.a. “Bibliotekaren” holder sig til hvid baggrund med sorte streger, mens andre, som f.eks. “Monster” lader den sorte farve fylde billedet og skaber billedet med hvidt. Jeg kender desværre ikke de rigtige betegnelser for teknikkerne, men det er i hvert fald interessant og meget virkningsfuldt, når det sorte fylder rammen.

K. Lyng Larsen bruger også billedrammerne effektivt, idet enkelte sider er bygget traditionelt op med 3 rammer pr side, mens andre sider måske kun har én tegning, eller rammerne bryder hinanden, har forskellige størrelser osv. Skiftene skaber dynamik, men er også med til at understrege pointer og skabe stemninger.

De 8 historier er trykt kronologisk med de ældste først og med en kort introduktion til hver.

Jeg er ikke lige vild med alle historierne, men der er også små perler iblandt. ”Monster” synes jeg plotmæssigt er lidt svag, men til gengæld er billedsiden suveræn. Her rummer hvert billede utrolig mange detaljer, selvom det umiddelbart ser meget simpelt ud. Samme stil er “Heavy” tegnet i, som iøvrigt bygger på et manuskript af Marc Washington. En fin lille historie som fik mig til at tænke på de gamle EC Comics.

“Bibliotekaren” hører til i den mere humoristiske ende og er mere enkelt tegnet, mens “Tordenskjold” blander historie og sagn i en kombination af de to tegnestile.

Til slut skal også nævnes “Kokken” hvor de gastronomiske udfoldelser tages til nye højder. En velfortalt historie med enkle, men effektive tegninger.

Indhold:

Fishbreath, 1999
Kvæg, 2000
Monster, 2001
Heavy, 2002
Bibliotekaren, 2006
Kokken, 2007
Tordenskjold, 2008
Holger, 2010

Udgivet: 2011
Forlag: Serieland

Læs også Thomas Thorhauges anmeldelse på Nummer9.dk

“The Blair Witch Project” – nu med trolde…

Nej, faktisk er det ikke fair af mig at sammenligne den norske film “Troldjægeren” med “The Blair Witch Project“, for den var jeg ikke ret vild med, og “Troldjægeren” er derimod rigtig underholdende. Men mockumentarformen er den samme, og derfor ligger en sammenligning lige til højrebenet.

Tre studerende vil lave en dokumentarfilm om en krybskytte, som skyder bjørne rundt om i Norge. De støder på enegængeren Hans, der virker som den oplagte krybskytte. Men det viser sig, at han er ude i et helt andet ærinde. Han er nemlig ansat hos TST, en hemmelig afdeling i den norske stat, som tager sig af trolde, og nu er  han på jagt efter en gruppe trolde, som er brudt ud af deres revirer og skaber ulykker overalt de kommer frem.

Naturligvis tror de unge ikke på trolde – men det kommer de til – og snart er de dybt involveret i jagten på de undslupne trolde og forsøget på at finde ud af, hvad der har drevet dem på flugt.

“Troldjægeren” er som sagt filmet som en dokumentarfilm, og indledningen fortæller, at filmen er fundet i råklip og klippet sammen i kronologisk rækkefølge. Men at ingen af de unge mennesker siden er set… Og når man har set den onde statsansatte Finn, som virkelig ikke bryder sig om, at de studerende følger Hans på hans jagt, så har man en klar fornemmelse af, at den norske stat ikke er så uskyldig, som vi tror.

Filmen er fyldt med facts om trolde: hvorfor nogen af dem bliver til sten, når sollyset rammer dem, mens andre eksploderer; hvilke typer trolde der bor hvor; hvorfor de norske fjelde er fyldt med højspændingsledninger osv.

Der går længe imellem, at jeg ser norske film, og jeg indrømmer blankt, at en af grundene til det, er broderfolkets sprogtone, som simpelthen ikke kan være uhyggelig ligegyldig hvad der sker på skærmen. “Troldjægeren” er da også mere morsom end skræmmende, men ikke desto mindre var jeg gevaldigt underholdt undervejs.

Det lykkes faktisk instruktør André Øvredal, at gøre historien troværdig, så vi næsten tror på, at troldene huserer i de norske fjelde. Han fortæller effektivt med en blanding af humor og enkelte mere uhyggelige scener, når Hans er på troldejagt. Ikke alle CGI-effekterne er lige vellykkede, men generelt er troldene interessante, omend ikke specielt uhyggelige.

Hvis du kan lide lidt skæve film, så er “Troldjægeren” et godt bud. Som James Lasome skriver på Best Horror Movies: “Overall, Trollhunter is a fine found-footage adventure. The film’s sound design and Norwegian shooting locations all help ring further tension and excitement out of an already brilliant script and performances. The added touches of dark comedy and palpable sense of adventure make this a hunt highly recommended.”

Instruktør: André Øvredal
Udgivelsesår: 2010

Ifølge Wikipedia er haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier. Et japansk haikudigt består som udgangspunkt af 17 skrifttegn fordelt på tre grupper med hhv. fem, syv og fem tegn.

Jacob Hedegaard Pedersen introducerer sin horrorhaikusamling med ordene: “Horror og digtning er en cocktail så gammel som horrorgenren selv. Edgar Allan Poe skrev The Raven allerede i horrorgenrens helt unge dage. Den japanske haikutradition er endnu ældre. Tilsammen er det nyt.” Jeg kan så tilføje: Og underholdende!

Det lykkes Hedegaard at skabe små overraskende gys, og smsformen, hvor man får tilsendt digtene på vilkårlige tidspunkter, øger fornøjelsen og det overraskende element.

Blandt mine favoritter er:

“De små børn stråler
brede smil fra kind til kind
skåret til med kniv”

og

“Knirke knage knæk
Skrabe mase save hiv
bump bump bump? Stilhed”

Men der er flere små perler og jeg kan bestemt anbefale dette lille lyriske horror-eksperiment.

Besøg SMSpress og se mere om Horrorhaiku og deres andre udgivelser. De fleste koster fra 10 kr. og op, men måske har dit bibliotek tilmeldt sig servicen, så du gratis kan bestille samlingen herigennem.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Christian Winther

I dag d. 13. december udkommer Jonas Wilmanns nye roman “Smukke Anna”, som befinder sig i en helt anden genre end “Mutagen“, der tog læseren med på en hæsblæsende tur gennem et mutant-inficeret Danmark.

Anna er roma og bor i Prag med sin far, bedstemoren Luca og tantens familie, mens moren er død for mange år siden: “Hun havde alkoholdjævelen i sig, og en decembernat havde den ledt hende ud i kulden og uden nærmere forklaring smidt hende på en kold gade – det var vel bare sådan noget, djævle gjorde“.

Anna er meget smuk, og samtidig er hun en mild og blid pige. Hun lytter gerne til bedstemorens beretninger om romaernes oprindelse og ikke mindst om gudinden Kali og hendes tilhængere, den hemmelig blodkult. Men inderst inde er hun en uskyldig sjæl, og det forsøger hendes far at holde fast i. Så da den lokale gangster ønsker at købe Anna for at sælge hendes mødom til højestbydende, siger faren nej.

Alligevel ender Anna i gangsterens hænder, og det bliver startskuddet til en transformation. Anna er ikke længere bare en smuk ung pige – hun er gudinden Kalis værktøj, og hendes mål er at befri verden for grådighed og ondskab.

Jeg kendte ikke meget til den hinduistiske gudinde Kali, før jeg læste “Smukke Anna”. Jeg tænkte på gudinden som noget ondt, ligesom hun afbildes i Indiana Jones filmen. Men Kali er både dødsgudinde og modergudinde. Hun suger ondskaben ud af sine tilbedere, ødelægger alt, hvad der er falsk, og bringer den søgende til “sin sande tidsløse væren”. Denne dobbelthed fungerer fint i romanens univers, hvor den uskyldige Anna kastes ind i et blodigt mytisk univers.

“Smukke Anna” var meget anderledes, end jeg havde forventet. Denne gang digter Jonas Wilmann ikke bare en historie. Han funderer sin fortælling i romaernes historie, og ved at inddrage troen på Kali, bliver romanen interessant på en ny måde. Sprogligt synes jeg også, at romanen fungerer godt. I perioder er sproget råt og realistisk, mens andre sekvenser er drømmende og nærmest poetiske. I det hele taget har fortællingen et mytisk og drømmende element, som lader læseren drage sine egne konklusioner undervejs, samt en slutning som er åben for fortolkning, hvilket virker rigtig godt, og så virker personernes udvikling også langt mere troværdige denne gang.

Alt i alt er “Smukke Anna” en anderledes, men velskrevet og interessant roman, og jeg er spændt på, hvad Jonas Wilmann vil traktere læserne med næste gang.

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Oboznaya Kristina

Læs mere om Kali og hinduismen

Nick Clausen er en utrolig flittig forfatter, og jeg har med stor fornøjelse læst flere af hans ungdomsgysere. Nu “debuterer” han i voksenafdelingen med horrorromanen “Silhuet”, et skræmmende portræt af en ung kvinde med seriøse problemer.

Lea er en helt almindelig ung kvinde, der lever et helt almindeligt liv, hvor hun passer sit job som kok, hygger sig med vennerne og familien og i det hele taget lever ganske normalt. Det ændrer sig, da hun en aften ser en menneskelignende skygge i vejkanten og kører galt. Herefter begynder skikkelsen at dukke op overalt, og Lea kan aldrig føle sig helt tryg. Hun går ved en psykiater og tager medicin, men stadig følger skyggen hende. Og langsomt bliver den mere og mere tydelig.

Som sagt skriver Nick Clausen almindeligvis til unge, men jeg synes bestemt, at han klarer “springet” til voksenafdelingen med bravour. “Silhuet” er både velskrevet, underholdende og troværdig, og den ansigtsløse skikkelse, der forfølger Lea, virker også helt fint angstprovokerende på mig!

Historien udspiller sig over en lille måned, og trods det komprimerede forløb lader Nick historien få tid til at udfolde sig. Langsomt spindes Lea mere og mere ind i sin angst, og det samme gør læseren. Hvor Nick Clausen i sin tidligere roman “De sorte symboler” lod hovedpersonen skrive en opgave om heksekunst for at give læseren visse faktaoplysninger, så lader han denne gang Leas psykiater komme med de psykologiske input, f.eks. om skyggens betydning i psykologien. Det virker fint nok og sørger for, at læseren får alle oplysninger med.

Måske blev jeg ikke så overrasket over, hvad Leas hemmelighed er, men det gør nu ikke historien ringere, for optakten til afsløringen er både spændende og velskrevet.

Læs mere på Nick Clausens hjemmeside eller på Tellerup.dk

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Peter Nielsen

Andre bøger af Nick Clausen:

Silhuet
De sorte symboler
De døde brødre
Ulm
Tidevandet

På en søndag må man godt se skodfilm, også selvom man ikke har tømmermænd, og det er nok den eneste grund til, at jeg så Gregory Connors “Alien vs. Zombies: the dark lurking” til ende.

Handlingen lyder: to dele “Resident Evil“ blandes med en del “Doom” og tilsættes en teskefuld “[REC]2” og røres sammen med en talentløs masse af skuespillere iblandet et hav af dårlige oneliners.

Lena vågner op alene i et hvidt rum. Pludselig vælter blodet ud af hendes næse. Soldater trænger ind i rummet og vil skyde hende. Et monster dræber soldaterne. Lena flygter ud i en labyrintisk underjordisk facilitet. Lena møder en gruppe lejesoldater og et par andre overlevende civilister, bl.a. en sygeplejerske og en forsker. Lena får at vide, at hun er ligesom monstrene. Det tror Lena ikke på. Monstrene bliver ved at angribe. Soldaterne skyder en masse monstre. Nogen af soldaterne dør. Nogen af de civile dør. Gruppen finder den onde overforsker dr. Konieg, som er meget interesseret i Lena. Nogen flere dør. En bombe sprænger snart. Et redningshold lander. Nogen flere dør. Nogen flere dør. Kan nogen mon gætte slutningen?

Blandt de værste præstationer ses Cassia Rosenstrauss som sygeplejersken Jen, hvis replikker dels er tåbelige i sig selv, og dels leveres med en tåkrummende pinlighed. Men generelt er der nu ikke meget at råbe hurra for på skuespillerfronten, som dog heller ikke har meget hjælp i manuskriptet, hvor de hver især tildeles klichéfyldte roller som den hårde negl, den onde forsker,  helten osv.

Endelig er titlen og forsiden et typisk eksempel på en å-film, der ligger sig tæt op ad et kendt koncept og håber, at folk overser i farten, at der ikke er tale om den ægte varer. Forsiden signalerer klart Alien og har som tagline “Under jorden kan ingen høre dig skrige“, og citerer endda Dreadcentral.com for at kalde filmen for: “En adrenalinfyldt action gyser i stil med horror-klassikere som Aliens og The Evil Dead“. Bob bob – der er ikke skyggen af aliens med i filmen, der er ingen humor som i “Evil Dead”, og der er sgu’itte særlig meget adrenalinfyldt action i den heller. Det hele drukner i mystisk klipning, underlig belysning og total usammenhæng i historien.

Instruktør: Gregory Connors
Udgivelsesår: 2010

Ifølge Wikipedia tilhører Strigoi den rumænske mytologi, og er: “… the troubled souls of the dead rising from the grave. Some strigoi can be living people with certain magical properties. Some of the properties of the strigoi include: the ability to transform into an animal, invisibility, and the propensity to drain the vitality of victims via blood loss. Strigoi are also known as immortal vampires…” I denne film er Strigoi meget meget sultne …

Vlad måtte forlade medicinstudiet uden at få beføjelse til at fungere som læge, da han ikke kunne tåle de mere blodige sider af faget. Herefter vendte han til Italien for at prøve lykken. Nu er han tilbage i Rumænien i sin farfars landsby, hvor en ældre, upopulær mand netop er død. Vlad er overbevist om, at der er noget unaturligt ved dødsfaldet, men landsbyboerne virker underligt ligeglade.

Så Vlad beslutter sig for selv at undersøge sagen nærmere. Han er sikker på, at den tidligere kommunist, Constantin Tirescu, har noget med sagen at gøre, men jo mere han finder ud af, jo underligere viser virkeligheden sig at være.

“Strigoi” er ikke dusinvaren blandt vampyr-film. Faye Jackson har instrueret en både intelligent og anderledes film, som er fyldt med kulsort humor. Jeg har læst forskellige anmeldelser af den, og det lader til, at de fleste føler, at “Strigoi” er flot filmet, godt castet men for lang. Sidstenævnte er jeg ikke enig i. Jeg synes, filmen holder hele vejen med sit skæve univers og flerstringede plot, som både fortæller om konspirationer, ejendomsspekulationer og strigoi-myten og dens ritualer.

På plus-siden tæller også det fantastisk underholdende soundtrack, som åbner med “Spirit in the sky” og blander rock med rumænsk folkemusik undervejs.

“Strigoi” vandt da også første-præmien for Best Independent Feature Film på Toronto After Dark Film Festival i 2009, hvilket jeg synes, er fuldt fortjent. Alt i alt kan jeg kun anbefale “Strigoi”, men man skal dog være klar over, at her ikke er vild og bloddryppende action at hente.

Besøg “Strigoi”s hjemmeside

Instruktør: Faye Jackson
Udgivelsesår: 2009

Vi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke bogen fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (“From Beyond” og “Outpost“), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

“Bunker 137″ lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller “Moln – jorden husker“, “Hvor de gamle visner” og “Fordærv“. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137″ på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Udgivelsesår: 2011
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

Under slottet Valmont findes en gravkrypt, hvor den smukke, unge Cathrine Valmont ligger begravet. En dag dukker nogle mænd op for at gemme kemisk affald i krypten, men der går hul på tønden, og pludselig vågner Cathrine op fra de døde, og drikker deres blod. Efterfølgende bevæger hun sig ud, hvor hun tilfældigt bliver fotograferet af den amerikanske turist Barbara Simon, som er på ferie i den nærliggende landsby sammen med kæresten Greg.

Barbara fascineres af Cathrine, og da hun finder ud af, at Cathrine anses for død, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der foregår.

I mellemtiden er Cathrines barndomsveninde Helene dukket op på slottet. Hun ved ikke, at Cathrine har været død, og tror blot at hun er syg. Da det går op for hende, at Cathrine behøver blod for at leve, hjælper hun straks veninden. Men Barbaras opdukken komplicerer tingene.

Jeg må nok indrømme, at “The Living Dead Girl” ikke lige er min stil. Her er godt nok nogle vældig underholdende splatterscener, bl.a. helt i starten hvor Cathrine spidder en af mændene i øjet med sin finger. Det er så tydeligt en maske, at man ikke kan lade være med at grine, når blodet vælter ud i lårtykke stråler.

Der er til gengæld ingen formildende omstændigheder vedrørende skuespillet, som er totalt ude i hampen. Jeg kunne ikke holde den emsige Barbara Simon ud, og mens Françoise Blanchard måske nok gør det rimeligt som Cathrine, så bliver Marina Pierro som Helene mere og mere skrækkelig, jo længere ind i filmen vi kommer.

Historien synes jeg heller ikke hænger særligt godt sammen. Her er nogle gigantiske forklaringsproblemer, som at Cathrine efter to år i sin kiste ikke er det mindste rådden; at krypten konstant er oplyst med fakler; at den unge pige Helene bortfører ud til slottet, først begynder at undre sig over, hvor de skal hen, da de holder udenfor lågen. Og find selv på flere.

Desuden finder jeg tråden om de to kvinders venskab/kærlighedsforhold både langsommelig og ligegyldig.

For mændene er her dog bonus-scener, når kvinderne smider tøjet og kæler for hinanden i blufærdig lesbisk kærlighed, men det tilføjer ikke filmen noget efter min smag. Så alt i alt må jeg nok erkende, at mit første besøg ind i den franske instruktør Jean Rollins univers ikke ligefrem gav mig lyst til at se mere. Men mon ikke jeg glemmer det og forsøger mig igen om nogen tid?

Læs også omtalen på HorrorUnrated.com

Instruktør: Jean Rollin
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: La morte vivante