Hotellet af Storm Frost

Hotellet af Storm Frost

Baggaardsbaroner er et spændende dansk forlag, der er noget så sjældent som anonymt. På deres hjemmeside forklarer de, at de ingen ambitioner har om at udødeliggøre sig selv, men i stedet ønsker at gøre litteraturen spontan og nærværende. Litteraturen skal ud til folket, og ikke forbeholdes en selvbestaltet kulturelite.

Jeg har skrevet om et par af deres tegneserier her på Gyseren (Repulsive Attraction af Patrick Steptoe og Necropolis af Simon Petersen med illustrationer af Cav Bøgelund), men de har udgivet meget andet også. I serien De Kælderkolde genudgiver de klassikere, mens Baggaardens Baglommebøger er en serie af små afsluttede kortromaner. Til denne serie hører Hotellet at Storm Frost, som med sine blot 39 sider er hurtigt læst, men ikke desto mindre afsætter et solidt aftryk.

Mersault har arbejdet på Hotellet altid. Han har aldrig holdt ferie eller været syg, hotellet er meningen med hans liv og alt uden om hotellet er spildtid. Men en dag ændrer alt sig. Mersault møder som sædvanligt tideligt ind og finder hoteldirektøren død. Hans første indskydelse er at ringe til resten af personalet og fortælle dem, at de ikke skal møde ind mere. Herefter vil han fortsætte til hotellets gæster, men rammes pludselig af chokket. For hvis hotellet lukker, hvad så med ham?

Så Mersault lader som om intet er hændt og fortsætter driften af hotellet som før, blot med ham som eneste medarbejder. Men som tiden går, opstår der nye problemer, og Mersault, som altid er loyal overfor hotellet, må finde på nye, alternative løsninger.

Jeg kan godt have svært ved at læse eksperimenterende litteratur, fordi jeg hurtigt føler mig hægtet af, hvis jeg ikke forstår, hvad jeg læser. Det er intet problem her i Hotellet. Sproget er poetisk og fuld af billeder, men samtidig har fortællingen en klar handling med en begyndelse, en midte og en afslutning. Undervejs udsættes vi som læsere for groteske og absurde hændelser, men forklaret på en utrolig rationel og pragmatisk måde, så selvom det, der udspiller sig, på sin vis er chokerende, føles handlingen samtidigt aldeles uundgåeligt. Og det er vel for så vidt en ganske passende måde at beskrive livet på?

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Hotellet for: “En Camus-inspireret kortroman ud over det sædvanlige. Handlingen er stramt skruet sammen med et poetisk og billedrigt sprog, der skaber en foruroligende rationel læsning af det absurde og chokerende plot.

Kulturkapellet har skrevet en samlet anmeldelse af de tre første udgivelser i Baglommebøger, hvor det lyder: “de [er] alle interessante små værker, der alle er så finurlige, at man har får lyst til at genlæse dem, muligvis ikke kun for at få tiden til at gå, men fordi de alle er både underholdende, poetiske og pirrer læselysten.” 

Jeg kan kun være enig, hvad Hotellet angår. Her er tale om en tankevækkende, poetisk, eksistentialistisk kortroman, der både er grotesk underholdende, og samtidig giver stof til eftertanke.

Uddrag af bogen:

Som jeg lå der under skranken, indså jeg, at jeg måtte foretage mit første selvstændige valg. Jeg følte mig forurettet. Jeg var blevet frarøvet min lænke, skænket en frihed, hvis natur var mig frastødende. Her forelå muligheden i at kunne bestemme sine egne veje, stoppe op eller på anden vis skridt ud ad skæbnens sti. Men uvidenhed bringer intet godt med sig.

Umiddelbart efter var jeg ude i det fri i håbet om, at havet og luften ville styrke mig. Sådan stod jeg længe ved bredden og mærkede bølgerne slå under mine fodsåler. Mit blik søgte ud over det store hav, men blev mødt af et tavst tomrum. Jeg kunne ikke undgå at fornemme havets fængslende tæppe omslutte mig og indsnævre byen og det liv, der kunne leves der. Jeg betragtede byens tårne og forsøgte at interessere mig for dem. Mit hjerte gav genlyd i havets brusen, og jeg gjorde endnu en anstrengelse for at vende mine tankers strøm.

Men det var ikke let at tænke en fri mands tanker. Den ubegribelighed, som frihedens tilværelse forlangte af mig, var ikke ulejligheden værd. Vanen er ganske vist lige så nytteløs, men den er mindre urimelig og udfordrende. En verden, man kan forklare, har man hjemme i. Også selvom forklaringen ikke holder stik. (side 11-12)

Om Hotellet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Baggaardsbaroner, 39 sider
Omslag: Zven Balslev

Forlaget oplyser i øvrigt på hjemmesiden, at forfatterhonoraret for udgivelsen doneres til Landsforeningen for Voldsramte Kvinder.

Meningen med livet af Anders Kofoed

Meningen med livet af Anders Kofoed

Er Meningen med livet en gyser? Nix, men jeg blev så begejstret, da jeg læste den, at jeg simpelthen er nødt til at anbefale den til så mange som muligt. Så derfor omtaler jeg den her 🙂

I Meningen med livet fortæller biologen Anders Kofoed humoristisk, provokerende og meget vidende om mennesket, fra sædcellernes spurt mod ægget i livmoderen, til forrådnelsesprocessen og sorgen hos de efterladte. Undervejs eksemplificerer han, hvordan vores udvikling hænger sammen med alt liv, der er gået forud for os. For eksempel er det sandsynligvis parasitter som bændelorm, der er skyld i, at vi dyrker sex for at formere os i stedet for f.eks. knopskydning.

Undervejs har Anders Kofoed også et kapitel om forskellene mellem kønnene. Her fortæller han bl.a., hvordan biologien ofte bliver taget til indtægt for flere forskelle, end der måske er grundlag for. Mange af vores adfærdsforskelle kan nemlig lige så vel bunde i kultur som i biologi. Visse biologiske forskelle er dog ikke til at komme udenom. Mandens hjerne er f.eks. generelt større end kvindens – også når man modregner, at mænd generelt er større end kvinder. Men er større så bedre?

[…] selv når vi modregner, at hele mandens krop er større, så er der stadig nogle procenters forskel i størrelsen. Det skal vi mænd nu ikke nødvendigvis være alt for stolte af. Det er tydeligvis ikke en garanti for succes. To af vores uddøde forfædre, neandertalerne og Homo Erectus, havde større hjerner end de nulevende mennesker, og se hvor de er i dag …” (side 161)

Lidt senere kommer han ind på, hvad der er ‘naturligt’. Her forsøger han at definere, hvad der er unaturligt, hvilket munder ud i, at biologisk set er intet unaturligt. Det er mennesket, der definerer det unaturlige. Og det er vi alt for gode til!

Lad os lægge ud med de homoseksuelle, for ingen er nok blevet mere forfulgt end dem i de seneste århundreder. Anslået er 5-10% af verdens befolkning homoseksuel, om end langt færre er det officielt. Et sted mellem 400 og 800 millioner mennesker skulle i så fald være unaturlige. Det er ret mange. Hvis de alle flyttede sammen, ville de kunne befolke hele det katolske Sydamerika med overskud nok til, at resten kunne bo i Italien. Hvis ikke antallet af homoseksuelle mennesker skulle være bevis nok på, at det er helt naturligt, så kan resten af dyreriget komme til undsætning. Homoseksualitet er i skrivende stund observeret hos mere end 1000 dyrearter, og før bogen når til tryk, er listen nok blevet længere. Den norske zoolog Petter Bøckman går endda så vidt som at sige: ”Der er ikke fundet nogen arter, hvor homoseksuel adfærd ikke eksisterer, med undtagelsen af de arter, der aldrig har fysisk sex, som søpindsvin og visse bladlus.” (side 177)

Anders Kofoed har en dejlig praktisk og nøgtern tilgang. Vi mennesker er et dyr blandt andre dyr. Vi er biologisk set jammerligt skruet sammen på mange måder, på grund af selv samme evolution der har givet os vores fantastiske hjerne. Som han konkluderer, er evolutionen ikke en konstant forædling mod det optimale. Det er tilfældige ændringer i DNA’en, og evolutionen er ligeglad med perfekte løsninger. Det nye skal bare være lidt bedre end det gamle. Også selvom det kan give andre problemer på længere sigt. 

Det er også derfor, det ikke giver mening at kalde pattedyr for højerestående og fisk m.m. for primitive. Alle dyr, som lever nu, er en succes. Evolutionen er ikke en forædlingsproces fra primitiv til højerestående. En vandmand er måske mindre kompliceret i sin opbygning og adfærd end et menneske, men den er ikke primitiv eller mindre værd. Det, at den har overlevet frem til i dag, er et bevis på dens succes.

Vi kan som sagt ikke bruge biologien til godt og ondt eller rigtigt og forkert. Alt, hvad vi gør er naturligt, og vi deler det helt sikker med andre dyr. Men det retfærdiggør ikke noget. Myrer tager slaver hos andre kolonier og lader dem knokle sig ihjel. Løver dræber unger, der ikke er deres egne. Rotter er tydeligvis racister, og ænder voldtager. Alt dette er naturligt, men det giver os ikke retten til at gøre det samme. Vi kan ikke bruge andre dyr til at bestemme, hvad der er rigtigt for mennesker. Der må vi bruge vores egen stærkt udviklede hjerne til at afgøre, hvad der er godt eller ondt, rigtigt eller forkert. For vi er ikke gråænder eller myrer. Vi er ikke slaver af vores fælles fortid med chimpanser og gorillaer. Hvad der gælder for gorillaer, gælder for gorillaer. Hvad der gælder for mennesker, er noget komplet andet. Og hvad der gælder for mig, gælder ikke nødvendigvis for dig. Det er en enorm vigtig pointe i alle livets forhold.” (side 188)

Og hvad er så meningen med livet?
Der er ingen – og bare rolig, jeg spoiler ikke bogen. Anders Kofoed afslører svaret allerede i forordet. Vi er skabt af det samme stof som en sten på stranden, og hvad er meningen med stenen? Nogle finder det skræmmende, at der ikke er en højere plan med os, men jeg føler, ligesom Anders Kofoed, at det er en stor frihed. Vi er alle skabt af en række usandsynligt heldige lykketræf, og alene dét er en grund til at vælge hver dag til og ikke fra.

Jeg blev som sagt blæst helt bagover af at læse Meningen med livet. Den er velskrevet, tankevækkende, humoristisk og provokerende, og så gav den mig lyst til at starte forfra da den sidste side var vendt. Bare lige for at være sikker på, at jeg havde fået det hele med.

En stor anbefaling herfra.

Om Meningen med livet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 261 sider
Omslag: Imperiet, Simon Lilholt

Drengen Golem – flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Drengen Golem - flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Tom Kristensen er efter min mening én af Danmarks bedste tegnere. Jeg opdagede ham første gang, da han i 2013 vandt Årets Danske Horrorudgivelse for tegneserien Made Flesh sammen med Lars Kramhøft (senere udgivet på dansk med titlen Fordærvet). Siden har jeg fulgt med i de fleste af hans udgivelser, uanset om det har været til voksne eller børn.

Drengen Golem – flugten hører til sidstnævnte. Historien er skrevet af A. Rune og handler om Drengen som vågner forvirret op, fastspændt til en jernbriks, i en sort/hvid verden, hvor han konstant hører en overdøvende tikken. Det lykkes Drengen at flygte fra rummet, og undervejs får han hjælp af robotten Graph 20-17 og K.A.T.

Med regulatorerne i hælene stikker de af mod byen Primus, hvor Drengen har svage minder om et hus. Men kan Drengen finde svar på, hvad der er sket med ham i huset? Kan han stole på pigen fra hans drømme? Og hvem er Samlerne?

Drengen Golem – flugten er første bind i serien om Drengen som har mistet sit hjerte og fået et mekanisk i bytte. Historien udspiller sig i en dyster futuristisk steampunk-verden kaldet Kronos, hvor Skaberen hersker over urbærerne, og intet er vigtigere end kontrol og præcision.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien, som er spændende og velfortalt, og som Tom Kristensen understøtter og løfter med sine atmosfærefyldte illustrationer. De fleste af tegningerne er holdt i sort/hvide rå streger, som matcher hvordan Drengen ser verden nu. Men ind i mellem drømmer han, og disse tegninger er i smukke, bløde farver.

Udover tegningerne som supplerer historien, er bogen smukt illustreret med vignetter og en urværks-inspireret ramme på hver side. Det samlede indtryk er en bog, man har lyst til at genbesøge. Både for selve fortællingen, men ikke mindst for den stemningsfulde billedside.

  • Drengen Golem
  • Graph 20-17
  • K.A.T.
  • Pigen Anna
  • En Regulator
  • Dommer Enok
  • Huset

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En spændende, actionfyldt og utrolig medrivende første del af en ny lovende serie sat i et futuristisk steampunk univers. Teksten er velskrevet i et godt sprog, der flyder let og er krydret med fine detaljer og referencer til tidstemaet. Illustrationerne, der er holdt i en dyster upoleret stil, bidrager med den helt rigtige uhyggelige stemning.

Bogrummet:
Historien er både spændende og energisk. Der er fart over feltet i dette første bind af fire, og der sker utrolig meget på de 118 sider.  […] Jeg er vild med universet, der både virker koldt og grumt, som foregik det i gamle dage i en mørk tid, og så er historier med robotter bare en yndlingsgenre. Golems er væsner jeg er stødt på i diverse pc rollespil, og der er de oftest nærmest usårlige kæmper, skabt på kunstig vis, så hvad mon fremtiden byder for vores hovedperson? (Læs hele anmeldelsen)

Om Drengen Golem – flugten:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Tom Kristensen

Udvalgt udgivelser af Tom Kristensen:

X fra det ydre rum, 2020 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Portal, 2019 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Fandenivoldsk, 2018 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Kværnen, 2017 (i samarbejde med Martin Schjönning)
Martin, 2016
Billy smiler rødt, 2014 (i samarbejde med Zenia Johnsen)
Made Flesh, 2013 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Deadboy, 2013

Tom Kristensen på Art Bubble i 2017. Foto: Ruben Greis
I anledning af udgivelsen af “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen havde jeg en zombie-nisse med, da jeg mødte TK til Art Bubble på Dokk1 i 2017. Foto af Ruben Greis.

Videovold og 80’er snask

Videovold

Forlaget skriver:
Der var en tid, hvor døde politibetjente blev lavet til robotter, hvor ninjaer var det vildeste i verden og hvor både muskler og eksplosioner var større end nogensinde før! Ja, den gyldne videobåndsæra i de neon-grønne 80’ere slap i den grad den vilde fantasi, de slimede monstre og de store bazookaer løs på de lokkende, forbudte og magiske VHS-hylder i videobutikkerne. Det er den selvsamme eksplosive vildskab, som man kender fra de farverige VHS-covers, at den mere end 160 siders tykke og farvefyldte tegneserie-antologi ’Videovold og 80’er-snask’ er gjort af.

Det danske mikro-forlag Afkom har haft travlt siden etableringen i 2019, hvor det blev grundlagt i ren frustration over, at der ikke blev udgivet nok horror-tegneserier og zines i Danmark. Udover serien Absurd hvor bind 5 for nyligt udkom, har de bl.a. udgivet flere flotte kickstarter-projekter. Her er Videovold seneste skud på stammen med 13 historier fra forskellige bidragsydere samt ikke mindst en utrolig flot forside af Jens Jo Jensen og et totalt underholdende forord af Niels Paridon fra podcasten MOVIEBOX.

I mit barndomshjem tog vi ind til Horsens og lejede en movieboks, hvis der skulle ses videofilm. Min venindes forældre havde derimod videoudlejning hjemmefra, og når hun og jeg var alene hjemme hos dem, sneg vi os ind i mellem til at se film fra hylderne. Bl.a. husker jeg, hvordan vi med skrækblandet fryd så filmen The Child i små bidder, når vi kom hjem fra skole og lige havde 20 minutter, før hendes forældre kom fra arbejde. Men da jeg flyttede hjemmefra i 1991, fik jeg hurtigt fingre i en brugt vhs-afspiller. Herfra blev videofilm en fast bestanddel af min fritid, og når jeg læser Videovold er det derfor med masser af genkendelsens glæde.

De 13 historier er meget forskellige i deres visuelle udtryk, men fælles for dem – udover den udpenslede vold – er en sprudlende fortællerglæde og en stor kærlighed til vhs-videoens storhedstid. Jeg har set et hav af dårlige actionfilm og tåbelige splatterfilm, som uanset den filmiske kvalitet var en stor fornøjelse. Lidt på samme måde har jeg det med Videovold og 80’er snask, for selvom ikke alle historierne rammer mig 100% personligt, så rammer den samlede udgivelse rent. Her er nostalgitrip, visuel nydelse, splat, humor og ikke mindst vilde og overvældende historier.

Med andre ord – herlig læsning som også Troldspejlet anbefaler 🙂

Flugten fra Viet-Cong af David Liu
Under Vietnamkrigen leder Action McJackson operation Wandering Soul og må finde sin indre Feng Shui frem.

Slaske hjerner af Anders Fjølvar
Punkeren får fråderen efter hjerne pizza og ender med at lade reptilhjernen få frit løb.

Colt versus Atom ninjaen af Simon Petersen
Et atomkraftværk invaderes af ninjaer, men Colt og en barbiedukke er klar til at redde verden.

ZAP af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Besøg af Video Nasties.

Final Girl af Michael Carlsen
Et ouija bræt, en øksemorder og en mørk, stormfuld nat.

Videoangreb af Henrik Kublick
VHS-båndet tager kampen op mod dvd og streamingtjenester.

VHS VHS af Bjarke Friis Kristensen
Videosnask der trænger helt ind.

Lifelike af Jonas Kleis
Symbiose.

Ninja the Mob Massacre af Peter Keller Hansen
Når skærmen bliver lidt for virkelig.

Disconnect af Kubris
Skurk i en verden, helt i en anden.

Ånder ombord af Brian Dall Schyth
Selvrealisering eller …?

Arkadeslasheren af Tonni Thorsen
En fortælling om vanens magt og bedragets mørke.

Slimen fra det ydre rum af Matias Gedtek
Atomkraftværk, robotter og skolebørn på afveje.

Om Videovold og 80’er snask:

Udgivelsesår: 19.06.2021
Forlag: Afkom, 160 sider
Omslag: Jens Jo Jensen

Lyt til Troldspejlets anmeldelse (24/6-21 ca. 01:09:28)
Lyt til forlaget Afkoms podcasten Videovold

Indhold:
Forord af Niels Paridon
Flugten fra Viet-Cong af David Liu
Slaske hjerner af Anders Fjølvar
Colt versus Atom ninjaen af Simon Petersen
ZAP af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Final Girl af Michael Carlsen
Videoangreb af Henrik Kublick
VHS VHS af Bjarke Friis Kristensen
Lifelike af Jonas Kleis
Ninja the Mob Massacre af Peter Keller Hansen
Disconnect af Kubris
Ånder ombord af Brian Dall Schyth
Arkadeslasheren af Tonni Thorsen
Slimen fra det ydre rum af Matias Gedtek

Læs også:

Absurd #4
Morf af Frank Brahe
De dødes sjæle af Richard Corben
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Trailerpark Apocalypse af Jimmi Jensen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Kulkælderen #5
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gigant af Rune Ryberg
Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Usete steder af Karoline Stjernfelt
Volt #5


48 timer i Massachusetts-havet

48 timer i Massachusetts-havet udvalgt af Lise Andreasen og Niels Dalgaard

Vi lever i en tid, hvor det ikke mere er muligt at lade som om, menneskeheden ikke har påvirket jordens klima i negativ retning. Det er derfor sørgeligt aktuelt, at Science Fiction Cirklen i april måned udgav antologien 48 timer i Massachusetts-havet. Samlingen består af 14 noveller, udvalgt og oversat af Lise Andreasen og Niels Dalgaard. Noveller som alle handler om at leve/overleve i en verden ødelagt af menneskeskabte klimakatastrofer.

De 14 noveller kommer bl.a. omkring verdensomspændende oversvømmelser, uforudsigeligt vejr med flere og voldsommere orkaner, langvarig tørke, smeltning af permafrost med følgende frigivelse af metan som accelerer opvarmningen af jorden og langvarig kulde.

Jeg vil nøjes med at nævne to noveller, selvom der sagtens kan fremhæves flere.

‘Kontoret for klimafakta’ af Mitch Sullivan handler om Jake, der er ansat på kontoret for klimafakta. En dag bliver han bedt om at deltage i dagens morgen-tv, da Maryanne, som normalt er kontorets ansigt udadtil, sidder fast i Sacramento. Jake griber muligheden, men må sande at journalisterne har svært ved at acceptere hans påstand om, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det er trods alt bare vejr, ikke klima.

Novellen fortælles af Jake, og det er interessant at følge, hvordan han med fakta i hånden kan bortforklare det meste – indtil han pludselig oplever vejrets konsekvenser helt tæt på. Jeg kan ikke lade være med at trække en linje til langt størstedelen af nutidens politikere og pengemænd, der på samme måde frasiger sig et ansvar for at gøre noget nu, hvis det får indflydelse på nutidens bekvemmelighed. Også selvom det er på bekostning af fremtiden.

‘Fjærtfangeren’ af Pat Murphy og Paul Doherty er en helt anden type fortælling og mere ovre i ‘hård’ science fiction. Maggie Lindsay har opfundet en metan-tilbageholdelsesmåtte – populært kaldet fjærtfanger – som hun får mulighed for at afprøve ved Franklin Forskningsstation i Arktis. Med Maggie som jeg-fortæller hører vi om optakten til hendes ophold i Arktis, om selve forsøget og arbejdet med at optimere det.

Hvor Jake var ansat af magthaverne for at skjule konsekvenserne af klimaforandringerne, så er Maggie kun på overfladen en del af magthaverne. Hendes forsøg er godkendt af myndighederne i håb om at afbøde klimaforandringerne, men i virkeligheden arbejder hun mere i det skjulte for ikke at blive stoppet af politisk bureaukrati. Det er dette private initiativ, der i sidste ende gør fjærtfangeren en succes. Historien fortælles nøgternt og ‘matter-of-fact’-agtig, og slutningen er meget stærk.

Bagerst i 48 timer i Massachusetts-havet er en præsentation af de medvirkende forfattere samt et, som altid, interessant efterord af Niels Dalgaard. Her kommer han bl.a. ind på klimafiktion i historisk kontekst, for klimafiktion er ikke en ny opfindelse blandt forfattere.

Det gør en afgørende forskel i klimafiktion, om de ændringer der beskrives, er menneskeskabte eller ej. Hvis ikke skriver teksterne sig ind i en lang tradition for katastrofefortællinger, der spænder over alt fra kæmpe-jordskælv, kometer og meteornedslag til oversvømmelser, ekstra store vulkaner og at Jorden suges ind i Solen. I årtierne omkring 1900 blev der skrevet talrige noveller og romaner med denne type motiv, der tilsyneladende kunne varieres bredt […] (side 246)

Mens de ældste klimanoveller hovedsageligt omhandler udefrakommende katastrofer, danner tiden efter 2. Verdenskrig bund for en ny slags klimafiktion: den menneskeskabte. Atombomberne over Japan betød, at menneskeheden nu kunne udslette sig selv, og ved samme lejlighed afstedkomme en atomvinter med alvorlige følgevirkninger for hele kloden.

Hvis de katastrofale kilimaforandringer i en historie kommer udefra og er udenfor menneskenes kontrol, kan personerne ikke gøre andet end at forsøge at overleve … det er sjældent at situationen giver så langt varsel, at de kan overveje at forhindre katastrofen. Anderledes stiller det sig i historier om menneskeskabte klimaforandringer, hvor der kan være tale om at afbøde konsekvenserne, før de indtræffer. I mange historier er der imidlertid primært tale om at påpege problemets alvor, hvilket særligt var relevant før det stod klart for de fleste, hvor alvorlig situationen er. (side 247-248)

Hvor megen klimafiktion i sagens natur ser ret pessimistisk på fremtiden, slutter Dalgaard dog af på en mere optimistisk tone, idet han introducerer subgenren med den lidt selvmodsigende betegnelse ‘hopepunk’.

Hopepunk er tydeligvis blandt de strømninger der viser en vej frem. Der er formentlig stadigvæk brug for dystre, realistiske undergangsvisioner som advarsler til nutiden; men det er vigtigt at supplere med overvejelser over hvordan man undgår at gå under og hvad man så kan og skal sætte i stedet. Skønlitteraturens opgave er i sig selv ikke at være handlingsanvisende; men den afspejler virkeligheden og får i bedste fald læseren til at reflektere over den. Det gælder også science fiction, og det er tydeligt at rigtig mange forfattere og læsere for tiden bruger genren til at overveje planetens og menneskenes fremtid. (side 251-252)

Som jeg læser antologien, tilhører et par af novellerne i 48 timer i Massachusetts-havet sidstnævnte subgenre. ‘Fjærtfangeren’ som jeg nævnte ovenfor samt ‘Verdens ottende vidunder’ af Kathryn Blume, ‘Barnebarns-paradokset’ af Daniel Thron og ‘Astrofili’ af Carrie Vaughn slutter alle på en positiv note, selvom menneskeheden i ingen af novellerne slipper uden skrammer.

Alle 14 noveller her i antologien er oversatte, men der findes naturligvis også masser af dansk cli-fi. I min læsebunke har jeg bl.a. endnu en udgivelse fra Science Fiction Cirklen, nemlig Komplekskuller der er en antologi med danske cli-fi noveller. Den ser jeg også frem til at læse.

Om 48 timer i Massachusetts-havet:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 256 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard

Indhold:
Det druknede Venedig af Kim Stanley Robinson
Kontoret for klimafakta af Mitch Sullivan
Kælvet af Sam J. Miller
At miste det vi ikke kan leve uden af Jean-Louis Trudel
Barnebarns-paradokset af Daniel Thron
Druknet af Lavie Tidhar
De nye venusboere af Sean Williams
Fremtiden er blå af Catharynne M. Valente
Afvigere af Nicole Feldringer
Drowntown af Camille Alexa
Astrofili af Carrie Vaughn
Fjærtfangeren af Pat Murphy og Paul Doherty
Verdens ottende vidunder af Kathryn Blume
Meddelelser fra vuggen af Ken Liu
Efterord ved Niels Dalgaard

Læs også:

Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Varslet af Liz Jensen
Fanget i isen af Dean Koontz
Blå af Maja Lunde
Vejen af Cormac McCarthy
Til verdens ende af Charlotte McConaghy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Den femte dag af Frank Schätzing
Den afskyelige af Charlotte Weitze
Udsendingen af Yoko Tawada
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex

Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex

Jeg læser ind i mellem bøger, som jeg synes bør have en omtale her på siden, men som jeg af forskellige grunde ikke får gjort noget ved. En af disse bøger er den lille, tætte roman Vampyren fra Ropraz udgivet på forlaget Sidste Århundrede. Med sine kun 85 sider er romanen hurtigt læst, men ikke desto mindre er det en interessant fortælling, som efter sigende skulle baseres sig på en virkelig sag om et muligt justitsmord på en stalddreng. Uanset er den bestemt værd at læse.

Forlaget skriver:
Vampyren fra Ropraz – der angiveligt bygger på en virkelig sag om et muligt justitsmord – er trods titlen ingen vampyrroman; i stedet kan den minde om landsmanden Friedrich Dürrenmatts kriminalromaner om skyld, straf og hævn.

Året er 1903. I den schweiziske landsby Ropraz finder man den nyligt afdøde Rosa Gilliérons grav åbnet. Liget er slemt lemlæstet, kønsdelene søndergnaskede, og hjertet skåret ud af brystet. Historien om den bestialske forbrydelse spredes vidt og bredt, og med den genopvækkes også egnens frygt for vampyrer. Sladderen går, og ondsindede rygter florerer om hver eneste mand med selv den mindste afvigende adfærd. Det ellers strengt calvinistiske landsbysamfund begynder atter at søge trøst og beskyttelse i katolicismens kors.

Da endnu to kvindelig lemlæstes, må en mistænkt fremskaffes, og kort efter anholdes stalddrengen Charles-Augustin Favez for usømmelig omgang med en kvie. Nu har man den perfekte skyldige: en alkoholiseret outsider og kronisk masturbatør med unaturligt store hjørnetænder og permanent blodskudte øjne – de sidstnævnte træk anses på egnen for klare tegn på vampyrisme.

Favez bliver en cause célèbre i medierne, et skattet objekt for psykiaterne og en erotisk drøm for en mystisk kvinde klædt i hvidt. Da retssagen går i gang, fastholder landsbysamfundet Favez som syndebuk, trods manglende beviser. En syndebuk, hvis ofring dækker over dybt begravede hemmeligheder og forbudte lyster.

Med en usentimental, nedbarberet prosa vækker romanen en verden af beklumrede, sneklædte bjerglandsbyer og nedarvede fordomme til live. Vampyren fra Ropraz er en roman om, hvordan samfundet skaber et monster, om en latent ondskab, hvis sande ansigt ikke bærer hugtænder, men kors og høtyv.

Jacques Chessex (1934-2009), schweizisk forfatter og maler. Chessex skrev om forbrydelse og straf i den vestschweiziske provins, ofte med henvisning til historiske sager. Hans dokumentariske tilgang har i mindst ét tilfælde indbragt ham dødstrusler, og han fik aldrig noget stort publikum i sit hjemland. Modtagelsen var anderledes positiv i Frankrig. I 1973 blev Chessex tildelt den prestigefulde Prix Goncourt som den første ikke-franskfødte forfatter nogensinde, og han modtog Grand prix Jean Giono for Vampyren fra Ropraz i 2007. Jacques Chessex er begravet på kirkegården i Ropraz.

Anmelderne skriver:

Katherine Diez, Berlingske:
“Vampyren fra Ropraz” er en mesterlig om end maksimalt morbid, lille roman, der i øvrigt vil vække mindelser hos alle med kendskab til Arthur Millers verdensberømte skuespil “Heksejagt”. Det er en roman om, at monstre ikke bliver skabt af sig selv, men af samfund, hvor ondskab er latent og systemer svigter. Om at, de sande monstre ikke nødvendigvis er freaks, men i virkeligheden dem, der bærer – eller i hvert fald bar – på kors og høtyve. (Læs hele anmeldelsen i 24.05.2021 Berlingske)

Arvid Kühne, Littuna.nu:
Et lille Schweizisk landsbysamfund bliver i 1903 pludselig ramt af en række makabre overgreb på nyligt døde unge kvinders lig. Nogen graver de døde op, skærer i dem, smager på dem, voldtager dem. Fakler bliver tændt, børn må ikke gå ud alene, naboer bliver angivet; der er en vampyr på løs fod og beboerne af Ropraz vil se blod. Men dette er ikke en vampyrfortælling. Det er en fortælling om myten om en. […] Den mentalt udfordrede og alkoholiske stalddreng Favez bliver anholdt, og ender som syndebukken for alle beboernes undertrykte lyster. […] Men er Favez skyldig, og er Favez et monster, er beboerne i Ropraz det også. For Favez er selv offer for ekstrem vold, mishandling og voldtægt. Favez er en konsekvens af levevisen i Ropraz. (Læs hele anmeldelsen)

Om Vampyren fra Ropraz:

Udgivelsesår: 04.05.2021
Forlag: Sidste Århundrede, 85 sider
Omslag: efter Valerius de Saedeleer; De Oude Boomgaard in den Winter (1925)
Originaltitel: Le Vampire de Ropraz (2007)
Oversætter: Nils Schultz Ravneberg

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Aura af Carlos Fuentes
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Fuglereden af Shirley Jackson
Unge sjæle af Sigurd Mathiesen
Salveren af Bo Reinholdt

Krigsfeber af J.G. Ballard

Krigsfeber af J.G. Ballard

Efter at jeg for nogen tid siden læste Verden under vand af J.G. Ballard, har jeg fået læst og genlæst flere af hans bøger, blandt andet novellesamlingen Krigsfeber der indeholder 14 noveller skrevet mellem 1975 og 1990. Hovedparten er dog skrevet i 1980’erne.

Novellerne befinder sig formmæssigt lige fra eksperimenterende tekster til den helt traditionelle novelle. Blandt førstnævnte ses f.eks. ‘Svar til et spørgeskema’, hvor læseren kun får svarene og selv må udlede spørgsmålene og dermed sammenhængen. En ganske interessant øvelse som fungerer overraskende godt.

Også i samlingens to sidste historier: ‘Notater henimod et psykisk sammenbrud’ og ‘Stikordsregistret’ leger Ballard med tekstens form. ‘Notater …’ består af én eneste sætning, hvor hvert ord er forsynet med en fodnote, og det er gennem læsningen af disse fodnoter, at historien opstår.

Sidste fortælling er, som titlen antyder, ganske simpelt et stikordsregister til en selvbiografi, der aldrig er blevet udgivet. Som i et rigtigt indeks behøver man ikke at læse opslagene fra ende til anden, men kan hoppe rundt imellem dem. Der er således ikke tale om en konventionel historie med en begyndelse og en slutning, men man får masser af hints til den mystiske Henry Rhodes Hamiltons liv, der både har indeholdt møder med Churchill, et besøg hos Mahatma Gandhi i fængslet og et mislykket forsøg på at advare John F. Kennedy om attentantet.

Mine personlige favoritter i samlingen er blandt de mere traditionelle noveller. I titelnovellen ‘Krigsfeber’ befinder vi os i et Beirut, der er fuldstændigt sønderbombet af en evig borgerkrig mellem nationalisterne, royalisterne og de øvrige fraktioner. Men en dag begynder den 17-årige Ryan at overveje, om de behøver at blive ved med at kæmpe. Hvad nu hvis de alle iførte sig FN’s blå hjelm og stoppede med at slå hinanden ihjel? Novellen har et ubarmhjertigt twist og en yderst grum slutning.

Også ‘Den hemmelige historie om 3. Verdenskrig’ skal fremhæves. Her fortæller en læge om, hvordan 3. Verdenskrig udspillede sig på blot fire minutter, og hvordan nærmest ingen opdagede det, fordi alle var fuldstændigt optagede af at følge mediernes dækning af præsident Reagans helbred. En ret morsom novelle, der også spidder folks besættelse af medierne og disses magt.

‘Drømmelaster’ er historien om Johnson, der er sejlet på grund i en ensomt beliggende lagune med et skib lastet med kemikalieaffald og organiske biprodukter. Som kemikalierne siver gennem skibets skrog, begynder naturen at blomstre op. Men som i Lovecrafts ‘Farven fra rummet‘ er ikke alt som det skal være.

I ‘Kærlighed i et koldere klima’ har AIDS-epidemien skræmt menneskene fra sex og fysisk nærhed, så befolkningstallet er faldet drastisk. For at øge antallet af fødsler har unge mennesker derfor værnepligt bestående af to års tvungen seksuel aktivitet med passende, udvalgte partnere. Men hvad hvis man forelsker sig i en af disse partnere?

En journalist er på jagt efter den helt store historie i ‘Flykatastrofen’. Et stort fly er styrtet ned, og i sin søgen efter vraget ender han blandt fattige bønder langt oppe i bjergene. Novellen er sært gribende og samlingens ældste.

Til slut vil jeg også fremhæve ‘Rapport om en uidentificeret rumstation’, hvor Ballard igen leger lidt med formen. Denne gang består fortællingen af en række inspektionsrapporter afgivet af en gruppe, der er nødlandet på en ubeboet rumstation. Vi følger, hvordan de begynder at undersøge deres omgivelser og langsomt opdager, at rumstationen er langt større, end de oprindeligt troede.

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogens 14 noveller foregår alle i en nærtliggende fremtid eller i nutiden. De fleste stammer fra 1980’erne, en periode hvor Ballard i novelleform beskriver teknologiens forfald i nær fremtid. Novellerne rækker stilistisk ud mod hele hans forfatterskab, hvor temaer fra f.eks. Grusomhedsudstillingen og Slutstranden samt Solens rige er genkendelige. Menneskets søgen efter sine grænser står i stærk modsætning til teknologiens landvindinger, og novellen “Erindringer om rumalderen” fra et forfaldent og forladt Cape Kennedy, hvor tiden er ved at gå helt i stå, hører allerede til blandt s.f.-novellens klassikere. Mediernes magt er et andet tema, hvor Ballard bl.a. fortæller, hvorledes 3. verdenskrig fandt sted, uden at nogen opdagede det. Forfatteren eksperimenterer også i denne novellesamling meget med formen. Dette kan ses af titler som “Svar til et spørgeskema”, “Rapporten om en uidentificeret rumstation”, “Notater imod et psykisk sammenbrud” og “Indholdsfortegnelsen”. Ballard hører til blandt s.f.-litteraturens største, og det er sjældent at se en så helstøbt s.f.-novellesamling på dansk. Mange af bogens titler er sikre på at blive anvendt i andre s.f.-antologier fremover. Novellerne er vedkommende, velskrevne, billedskabende, spændende og fængslende, også for andre end s.f.-læsere.

Annelise Schønnemann, Berlingske Tidende:
I de foreliggende noveller tager Ballard os med på en ydre og indre rejse i den allernærmeste fremtid og i kvæstede sind. Det er ikke personerne, der interesserer ham så meget, som det de er udtryk for. Der er tale om en bevidst fremmedgørelse, der paradoksalt nok bringer læseren nærmere på en forståelse af de absurde tiår omkring år 2000. […] Det står ikke direkte, men Ballard’s syn på en mulig fornuftig, uforurenet fremtid er ikke lyst. I novellerne bevæger han sig rundt mellem et Beirut, der virker som krigsforsøgslaboratorium, en fremtid hvor sex er en samfundspligt, og de stakkels værnepligtige glæder sig til det evige cølibat, en atom-jihad rettet mod en video-religion og en realistisk science fiction-verden befolket af flossede astronauter. Det er en herlig samling noveller, der viser Ballards spændvidde fra politisk satire til formmæssige eksperimenter med biografiskrivning. Sidste kapitel er et stikordsregister til en biografi, som aldrig er udgivet. Muligvis. (Læs hele anmeldelsen 06.03.1992 Berlingske Tidende)

Ursula K. Le Guin, New York Times:
The brilliant, obsessive fictions of J. G. Ballard circle through a round of almost canonical topics of modernist literature and film: the Conradian jungle and its white folk, consumerist America and the ugly American, popular cult figures such as astronauts and film stars, T. S. Eliot’s “waste land” and “unreal city.” Through these and other landscapes of alienation, stock figures move in meticulous patterns toward a predictably shocking conclusion. (Læs hele anmeldelsen 21.04.1991 New York Times)

Washington Post:
The real Ballard has since the early ’60s been a pioneer of a certain sort of literary science fiction I like to call Psy-Fi. Psy-Fi, often parodic, surreal and grotesque, and almost always set in some near and recognizable future, seeks to explore the psychopathology of post-atomic life, stuff like high technology, mass-media, advertising, PR, totalitarianism, etc. […] Ballard is really more a social critic than a storyteller. And, except for a couple of hard-core science fiction pieces like “Report on an Unidentified Space Station,” all of War Fever’s 14 stories grow out of the parodic expansion of some single angst-producing feature of modern social life. […] Structurally, every one of this book’s stories is exoskeletal: its symbols and meanings are right on the surface, right in your face; and they, rather than plot or character, provide the story’s developmental drive. […] Short, dense, vivid, hallucinatory, sometimes pompous, often truly disturbing, these pieces in War Fever are Ballard’s Psy-Fi gems, and they have value. (Læs hele anmeldelsen 28.04.1991 Washington Post)

Om Krigsfeber:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Gyldendal, 187 sider
Omslag: Lotte Bruun Rasmussen
Originaltitel: War Fever, 1990
Oversætter: Peter Marslew

Indhold:
Krigsfeber (War Fever, 1989)
Den hemmelige historie om 3. verdenskrig (The Secret History of World War 3, 1988)
Drømmelaster (Dream Cargoes, 1990)
Angrebets mål (The Object of the Attack, 1984)
Kærlighed i et koldere klima (Love in a Colder Climate, 1989)
Verdens største eventyrpark (The Largest Theme Park in the World, 1989)
Svar til et spørgeskema (Answers to a Questionnaire, 1985)
Flykatastrofen (The Air Disaster, 1975)
Rapport om en uidentificeret rumstation (Report on an Unidentified Space Station, 1982)
Manden som gik på Månen (The Man Who Walked on the Moon, 1985)
Det enorme rum (The Enormous Space, 1989)
Erindringer om rumalderen (Memories of the Space Age, 1982)
Notater henimod et psykisk sammenbrud (Notes Towards a Mental Breakdown, 1976)
Stikordsregistret (The Index, 1977)

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm
Babysæsonen / red. Ane C. Ruge og Jannick Storm
Evolution – LUO 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen
Den store science fiction bog / red. Niels Dalgaard
Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Månebase rødhætte og andre sf noveller af Lars Ahn
Verden under vand af J.G. Ballard
Filmatiserede noveller af Philip K. Dick
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Fangst af Martin Jensen

Fangst af Martin Jensen

Efter en benamputation frygter efterretningsagenten Karna Ingeld at hensygne resten af karrieren med støvede rutineopgaver på et kontor. Da hun bliver overflyttet til ’ekstern tjeneste’, siger hun derfor straks ja. Hun skal samarbejde med den legendariske Laust Palk fra den hemmelige del af efterretningstjenesten kaldet Ringen. Problemet er blot, at Palk blev fyret fra tjenesten, så hvorfor er opgaven endt hos ham?

Det umage par bliver bedt om at undersøge en sag om hvidvask, men der gemmer sig mange flere lag. Dels et gammelt uvenskab mellem Palk og Clas Bonnett, som har sendt Karna ud med en skjult dagsorden. Dels fører sagen om hvidvask Palk og Karna langt uden for landets grænser, hvor konflikter med andre efterretningstjenester pludselig lurer.

Sideløbende med at vi følger Karna og Palks mission, introduceres vi nærmere til de to hovedpersoner via flashback til deres fortid.

”Fangst” er en underholdende spændingsroman om politik, spionage og hvidvask. Hele set-uppet virker yderst realistisk, og jeg kunne sagtens se en serie udspille sig omkring de to hovedpersoner. Jeg kom til at tænke på forfattere som Leif Davidsen og John Le Carré, der også jonglerer med spionage og storpolitik i flere af deres bøger.

Selvom de fleste formentlig kender Martin Jensen fra hans historiske krimier, viser han her, at han absolut også mestrer den politiske spændingsromaner. I virkeligheden er springet til den politiske spændingsroman heller ikke så stort. Jensen har nemlig altid været formidabel til at bringe den politiske historie og de samfundsmæssige konsekvenser ind i sine fortællinger. Nu er det blot i nutiden, at det politiske spind spindes.

Min eneste anke til bogen er i virkeligheden yderst subjektiv. Jeg er ikke særligt begejstret for forsiden, som er en smuk illustration af en fiskekrog med en flue. Jeg forstår godt valget, for Palk er en ivrig fluefisker, og der er også en fin tvetydighed i at få noget på krogen. Men for mig signalerer forsiden en hyggelig fiske-krimi-historie, der ligger meget langt fra det spændende internationale drama, der udspiller sig i ”Fangst”.

Den detalje afholder mig dog på ingen måde fra at anbefale ”Fangst”, og jeg kan kun tilslutte mig bibliotekernes lektørudtalelse, der beskriver bogen som ”stemningsfuld, troværdig, spændende og meget realistisk”. En varm anbefaling herfra – også selvom du ikke er lystfisker.

Uddrag af bogen:

”Godt!” Han satte sig tilbage i lænestolen og skubbede sig til rette. ”Så fik vi det på plads. Du skal adlyde mine ordrer.”
Hvilket var en selvfølge. ”Ja, du er jo operationsleder.”
”Og hvem refererer jeg til?”
Hvad var det her? ”Ja, det véd jeg jo ikke.”
”Jeg referer ikke til nogen. Har du ikke hørt om Laust Palk, der forlod tjenesten så brat, at der gik flere dage, før nogen bemærkede støvet fra hans skridt på vej ud ad døren?”

Hun nikkede.
”Og tror du, jeg stadig indgår i kommandokæden?”
”Selvfølgelig ikke.”
”Så nu er vi kommet til dit svar, min pige.” Hun fik indtryk af, han havde bemærket hendes reaktion før og bevidst provokerede hende. ”Jeg er den grumme ulv, og du er Rødhætte, der er sendt lige i gabet på mig.”
”Men … Det kan de da ikke.”
”Ikke? De kan, hvad de vil. Eller i det mindste gør de, hvad de vil. Jah, altså,” han skubbede sig længere tilbage i stolen, ”du kan selvfølgelig tage hjem og fortælle, du ikke kan påtage dig opgaven.”
Tog han pis på hende? ”Det kan jeg da ikke.”
”Netop. Det kan du ikke – og hvorfor?”
”Fordi jeg allerede har påtaget mig den.”
”Åh ja, det vil være den officielle forklaring på, at du bevilges sygepensionering. Men den reelle?”
Svaret lå lige for, efter det han havde fortalt. ”At jeg har kendskab til, de benytter en mand uden for Ringen.”
”Bravo. Du skal nok blive til noget. Men ser du, du vil ikke få pension, vel.”
De ville da ikke likvidere hende? Nej, det var for langt ude. Det var ikke en spionroman det her. ”Jeg ville ikke bare få rutineopgaver, men røvkedelige rutineopgaver.”
”Bravo igen. Så nu har du valget: Bliv her i den vilde skov og hjælp ulven, eller spæn hjem og brug de næste fyrre år at rydde op i kartoteker så støvede, at du vil få kronisk hoste.” Han så næsten ligegyldigt på hende. ”Men bestem dig nu!”
(side 21-22)

Om Fangst:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Klim, 259 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson

Andre krimier af Martin Jensen:

Kongens hunde (1)
Edbryder (2)
En bondes ord (3)
Den tredje mønt (4)
Sværdets bid (5)
Ærens åg (6)
Kongens thegn (7)
Overleveren

Eske Litle – byfoged i Assens (1)
Helligåndens gæster (2)
Mens møllen maler (3)
Trækfugle (4)
Magtspor (5)
Grevens mænd (6)
Mand af ære (7)

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 1

Read.Die.Repeat - Horror og weirdart for voksne, vol. 1

Read.Die.Repeat startede som en lille hyggeprojekt, der anmeldte bøger, skrev artikler og havde som mission at sprede glæde for gyset og at udbrede horrorgenren på det danske, litterære marked. I januar 2021 oprettedes Read.Die.Repeat som et forlag, og i april udkom så første nummer af magasinet Read.Die.Repeat – Weirdart for voksne fyldt med noveller, illustrationer og tegneserier. Forlaget har også andre udgivelser på beddingen, og er bl.a. i gang med udgivelsen af to e-føljetoner af henholdsvis Helle Pierrier (Mørke over motorvejen) og Karsten Brandt-Knudsen (Rust og Støv).

Her skal det dog handle om første nummer af magasinet, der indeholder 12 noveller, 1 tegneserie og en række illustrationer. Bidragsyderne er en blanding af kendte og nye navne (i hvert fald for mig), og det overordnede indtryk er rigtig godt. Allerede forsideillustrationen af Christina Larsen fangede mit øje med den kludedukke-agtige pige iført en blodig machete.

Jeg kan i det hele taget godt lide, at illustrationer har fået en plads i magasinet. Der er enkelte af novellerne der har tilknyttede illustrationer, men magasinet indeholder også enkeltstående tegninger, som er medtaget i egen ret. De har alle forskellige udtryk, som giver øjnene en spændende udfordring. Skal jeg fremhæve én, må det blive ‘Horrormink’ af Pia Smith og Anders Fjølvar, fordi den lige rammer mig i mit funny bone, samtidig med at den er flot tegnet. Men som sagt – ingen af illustrationerne falder på nogen måde igennem.

Den enlige tegneserie, der er medtaget, er af Lauge Eilsøe-Madsen. I ‘Stranded’ reagerer en skib på et nødsignal. Et andet skib er tilsyneladende stødt på et rev i meget dybt farvand. Kaptajnen og mandskabet går ombord på det strandede skib, og her læser kaptajnen skibsloggen. Men noget er helt galt …

Jeg har tidligere læst bidrag af Eilsøe-Madsen i bl.a. Forlaget Afkoms Absurd-serie, og han er en glimrende historiefortæller. ‘Stranded’ bringer mindelser om både Lovecraft og filmserien Alien, og er et fint lille sort/hvidt gys.

Af novellerne er jeg nødt til at fremhæve Teddy Vork, der indleder bladet med ’Dragkisten’. Et gedigent gys om parret som køber en gammel herregård for at sætte den i stand til kursusvirksomhed og økologisk landbrug. Mens renoveringen stadig er i gang, kommer nogle venner på besøg, og Peter foreslår en gang gemmeleg med børnene. Han finder alletiders gemmested i en gammel dragkiste. Eller gør han? Vork er altid værd at læse, og denne gang kaster han sig over en ’hjemsøgt herregårds-fortælling’.

Mariane Mide, som har skrevet ’Patientjournal’, er et nyt bekendtskab for mig, men også den novelle skal fremhæves. Her følger vi udviklingen hos patienten Mikkel, der er blevet indlagt efter et længere forløb. Mikkel har mistet appetitten, han mister langsomt evnen til at se ansigter, og i det hele taget lider han af en række usædvanlige symptomer, der tilsyneladende ingen mening er med. Historien fortælles med skiftevise indføringer i journalen af henholdsvis Mikkel og lægerne, og det er rigtig interessant at følge lægernes forsøg på at opklare, hvad der er galt med Mikkel. En glimrende novelle der gav mindelser til f.eks. Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen.

Sidste novelle, jeg vil nævne her, er ’SVIRP’ af Helle Perrier med illustration af Félix Perrier. Fortælleren arbejder som minerydder for MANEKI-CORP i det ydre rum. Hver dag er hun ude i sin POD og vender så tilbage til rumstationen, hvis eneste anden beboer er makkeren Dean. Hver dag er rutine, indtil en dag hun opdager en lille bums på sin ene hånd. Novellen er skarp, underholdende og en af den slags science fiction fortællinger, jeg bare holder utroligt meget af.

Indholdsmæssigt er jeg med andre ord godt underholdt af magasinet Read.Die.Repeat. Skulle jeg komme med et ønske til fremtidige numre, er det at arbejde lidt mere med selve magasin-formen. For eksempel kunne jeg ønske mig, at illustrationerne bredes mere ud i stedet for at være samlet i midten. Ved at lade dem indgå mellem novellerne tror jeg, at man får mere ’ro’ til at nyde den enkelte illustration, fremfor at øjet hurtigt vandrer videre til næste billede.

Et andet ønske kunne være at lade artikler, små portrætter af kunstnerne, lister over inspirationskilder osv. indgå på lige fod med det nuværende indhold. Det ville være med til at gøre indholdet mere magasin-agtigt. Det nuværende format minder for mig nemlig på mange måder om det bibliotekerne kalder en antologi, dvs. en bog med bidrag fra forskellige forfattere. Der er intet galt i antologier, tværtimod holder jeg personligt meget af dem. Men hvis Read.Die.Repeat søger at være et magasin, kunne det være fedt at det skinnede mere igennem i det visuelle udtryk.

Afslutningsvis vil jeg dog endnu en gang rose Read.Die.Repeat for at sætte fokus på de fantastiske genrer på dansk. Hvor er det bare fedt, at så mange brænder for det weird og anderledes. Tusind tak til både forlag og bidragsydere. Jeg glæder mig meget til næste nummer.

Om Read.Die.Repeat:

Udgivelsesår: april 2021
Forlag: Read.Die.Repeat, 98 sider
Forsideillustration: Christina Larsen
Bagsideillustration: Aiden Kvarnstöm

Indhold:
Dragkisten af Teddy Vork
Nefilim af Anne-Mette Brandt
Blodsved af Rasmus Wichmann med illustration af Mike Dominic
Patientjournal af Mariane Mide
Refleksion af Sara Farag
Dans med mig af Luna Harley
Lupus af Ane Gudrun (illustration)
Cthulhu af NMAAR (illustration)
Pest af Matt Chiri (illustration)
Stranded af Lauge Eilsøe-Madsen (tegneserie)
Horrormink af Pia Smith og Anders Fjølvar (illustration)
Three’s a tree af Christina Larsen (illustration)
Alf af Stina Øhrberg (illustration)
Danse, danse, dukke min af Savanna Lind
Rævegraven af Karina Sund
SVIRP af Helle Perrier med illustration af Félix Perrier
I syv sind af Karsten Brandt-Knudsen
Morket i Puort Assant af Freddy E. Silva
Ansigtsflænseren af Jonas Dinesen med illustration af Ane Gudrun

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside