juni 2018
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen

 

Djævelens værk af Lotte Petri

Djævelens værk af Lotte PetriMetrobyggeriet i København er i fuld gang. For at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel skal 1000 skeletter fra Assistens Kirkegård flyttes. Retsantropolog Josefine Jespersen leder gravrydningen, mens hun samtidig studerer knoglerne fra ligene til et forskningsprojekt om folkesundheden i 1800-tallet for at dokumentere sygdommenes fysiske tegn i knoglerne, før de genbegraves.

En aften bliver arkæologen Rita, der også arbejder på projektet, brutalt dræbt. Josefine finder hendes lemlæstede lig i en grav, og politiet, med vicepolitiinstpektør Xander Damgaard i spidsen, sætter straks en eftersøgning i gang. Men sporene er få, og fundet af et indridset kors i arkæologens kranie øger kun forvirringen.

Så myrdes endnu en person. Denne gang en yngre kvinde som findes død foran den katolske præst Dominics gadedør. Også her er liget mærket med et ridset kors. Og mordet er desværre ikke det sidste.

Djævelens værk af Lotte Petri er første bind i en ny serie  med retsantropologen Josefine Jespersen i hovedrollen. Ligesom i de tidligere bøger hvor forskeren Selma Eliassen med veninden Lisa Brodersen var omdrejningspunkt, mikser Lotte Petri her i den nye serie et godt krimiplot med en spændende indføring i et videnskabeligt univers. Denne gang retsantropologi – og eksorcisme!

Jeg er ret vild med videnskabskrimier for deres blanding af fiction og fakta, en kombination som Lotte Petri rammer 100% plet med her i Djævelens værk. For mig er det næsten ligeså spændende at læse om retsantropologens arbejde – og ikke mindst de forbløffende detaljer om danske eksorcismer! – som at følge selve plottet og forsøge at løse gåderne. Det mærkes tydeligt, at forfatteren har lavet en grundig research, men samtidig flettes de mange tekniske detaljer nærmest umærkeligt ind i fortællingen, så man som læser aldrig får fornemmelsen af, at “nu har jeg fundet ud af det her, så skal det med vold og magt med i romanen!”

Derudover er Lotte Petri god til at skabe interessante personer, som giver læseren lyst til at følge dem videre. Det er også lykkes godt her med Josefine og Xander, der begge fremstår autentiske.

Det er altid svært at få et seriemorderplot i Danmark til at virke troværdigt, fordi vi er sådan et fredeligt lille land. Ikke desto mindre er Djævelens værk djævelsk underholdende, og idéen med at lade det hele starte med opgravningen af de 1000 lig (som faktisk virkelig skete) er fint fundet på. Jeg er i hvert fald blevet fanget ind og er klar på næste bind!

Besøg Lotte Petris hjemmeside

Om Djævelens værk:

Udgivelsesår: 20.03.2017
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 284 sider
Omslag: Silvana Nikolic

Se et kort interview med Lotte Petri om Djævelens værkKrimimessen i 2017

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Gæld til djævelen af Lisa Hågensen
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle Schmidt

Afkroge af Helene Hindberg

Afkroge af Helene HindbergEt gammelt hotel med sære gange, et lasergame der løber løbsk, religiøse sekter og kosmisk terror er blot nogle af ingredienserne i Helene Hindbergs Afkroge.

Helene Hindberg har tidligere fået udgivet en række noveller i forskellige antologier. Et par af dem er genoptrykt her i Afkroge, som er hendes første selvstændige udgivelse.

Novellerne spænder, som antydet, indholdsmæssigt bredt, men de sidste fire noveller er dog en slags cyklus med den religiøse sekt Vandets børn som omdrejningspunkt: ‘En vesterhavs fortælling’, ‘Vandets Børn’, ‘Hvad skal barnet hedde’ og ‘Graffiti’. Den svageste af disse er ‘Hvad skal barnet hedde’, mest fordi den minder mig lidt for meget om Rosemarys Baby. Alle fire noveller er dog underholdende, og det er godt fundet på at koble en vestjysk sekt til Cthulhu-mytologien.

Samlingen indledes med novellen ‘Grænsen’. Melinda bor med sine forældre og deres au pair i en patriciervilla med skel op til skoven. Faren arbejder meget, og moren går op i kost og motion. Melinda nyder at ‘gemme sig’ i havens nederste del, hvor det næsten føles som en skov, og så snyder hun sig til at købe usundt slik, som et lille oprør mod forældrenes sundhedshysteri. En aften skal faren arbejde sent, og moren mødes med nogle veninder til drinks. Melinda kan dog sagtens være alene hjemme. Men da mørket falder på, ændrer haven karakter, og Melinda ser pludselig en verden udenfor forældrenes perfekte glansbillede.

En af mine favoritnoveller er ‘Der er så dejligt ude på landet’. Her kommer en mand til sig selv på en hed sommerdag. Han står i vejkanten ved siden af sin bil og husker intet som helst. Hans forvirring bliver kun større, da en bekendt stopper op og følger ham hjem. Tilsyneladende kender manden godt Anders, som han kalder ham, og det er åbenbart ikke usædvanligt, at Anders får disse blackouts. Værre bliver det dog, da Anders’ mor bliver nødt til at hjælpe ham med indholdet af bagagerummet … Hindberg beskriver Anders’ forvirring og langsomme opvågnen dybt troværdigt, og novellen gør ikke noget godt for mit forhold til fluer!

I ‘Tilbygninger’ er fortælleren Troja et af 12 børn, som bor med sine overlevende søskende og sine forældre i et hus, hvor faren konstant har lavet tilbygninger til for at få plads til hele familien. Nu er de dog nødt til at flytte. I sidste øjeblik går Troja ind for at hente nogle ting, hun har glemt, men det er, som om huset ændrer sig, og pludselig er hun faret vild. Slutningen føles desværre lidt letkøbt, eller også forstod jeg den ikke helt. Men igen er novellens atmosfære helt i top.

‘Astrid’ trækker tråde til de gamle danske folkesagn, selvom den umiddelbart udspiller sig som en moderne kærlighedshistorie i storbyens favn. Her forelsker fortælleren sig inderligt i pigen Astrid, som han møder til et bryllup. Men hvor godt kender man egentligt nogen som helst?

‘Jeg kommer snart igen’ har en herlig dobbelttydig titel. Novellen handler om kvinden, der er vild med sex, og som begynder at fantasere mere og mere blodigt om pikke. Efter en god opbygning bliver slutningen dog lidt underlig uforløst (no pun intended), og jeg sad en smule forvirret tilbage.

‘Værelset på sjette’ er endnu en favorit. Her gør fortælleren rent på et stort hotel, men en dag har hun en meget mærkelig oplevelse, da hun skal rydde op i nogle værelser i den gamle afdeling af hotellet. Novellen fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle ‘1408’, om et hjemsøgt hotelværelse hvor de  fysiske love træder ud af kraft, og virkeligheden pludselig ændrer perspektiv. Samme fornemmelse af en flimrende, usigelig virkelighed på kanten af vores fremmaner Hindberg her.

I den korte novelle ‘Tog’ har renlighed og præcision stor betydning.

Også ‘Stilhedens stemme’ er en favorit. Her har fortælleren booket et særligt lydrum til nogle optagelser, men rummet viser sig at indeholde noget uventet. Atmosfæren i novellen giver mindelser til H. P. Lovecraft, og slutningen holder.

Endelig skal også nævnes ‘Legen’ om to brødre, der spiller lasergame. Den yngste er træt af, at han altid skal stå på vagt i baggrunden, men så en dag går noget helt galt under spillet…

Afkroge indeholder 13 noveller (omend indholdsfortegnelsen kun lister 12), og generelt var jeg godt underholdt. Helene Hindberg er en stemningsfuld fortæller, og historierne står tydeligt under læsningen. Forsiden af Lars Kramhøft skal også nævnes for sit dystre og fængslende udtryk.

Skal jeg komme med en anke, afsluttes nogle af novellerne lidt for abrupt efter min smag, og efterlader mig i vildrede om jeg nu har forstået historien. Heldigvis er det kun et fåtal, så overordnet set er Afkroge en fin debut, især hvis du holder af Lovecraftian horror.

Indhold:

Grænsen
Der er så dejligt ude på landet
Tilbygninger
Astrid (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Jeg kommer snart igen
Værelset på sjette
Tog
Stilhedens stemme
Legen
En vesthavsfortælling (tidligere trykt i Fra skyggerne)
Vandets Børn (tidligere trykt i Lyden af vanvid)
Hvad skal barnet hedde? (tidligere trykt i Grufulde mørke)
Graffiti

Om Afkroge:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 235 sider
Omslag: Lars Kramhøft

 

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

Dæmonens bagdør af Nils HoffmannTopunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse

I 2064 står Akademiet, en kunstig superintelligens der angiveligt sørger for sikkerheden på jorden, overfor et angreb. En virus spreder sig både blandt menneskene og på nettet, og hvis ikke virussen stoppes, er jordens fremtid dyster.

Alt det ved Martin Møller, en freelance programmør som arbejder på en open source kunstig intelligens, ikke noget om. Han er ved at planlægge sin 40-års fødselsdag om et par uger, da hans personlige assistent – den virtuelle ‘bot’ Meyer – går ned. Uden bot kan han ikke arbejde, så i stedet for selv at kode en ny, som han gjorde med Meyer, bestiller han en standard AIWare. Til sin store overraskelse får han i stedet for gravhunden Sokrates, der viser sig at have langt større evner, end den burde have.

De evner får Martin brug for, da hans kæreste Maria kommer i problemer. Hun skylder penge til den russiske mafia, som kidnapper hendes datter for at tvinge hende til at betale. Martin gør sit bedste for at hjælpe, men pludselig er de på flugt med den russiske mafia i hælene.

Oveni bliver Martin også involveret i et opgør med den japanske organisation Yakuzaen. Et højtstående medlem er blevet myrdet, men når kort før sin død at give sin søn en kryptisk besked om en Dæmon, der skal udslettes.  Men hvad er det for en dæmon? Har Akademiet noget med det at gøre? Og hvor kommer Sokrates egentlig fra?

Dette korte referat er langt fra fyldestgørende for handlingen i Dæmonens bagdør, som er topunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse. Handlingen lyder umiddelbart kompliceret, og jeg må indrømme, at da jeg først hørte om plottet, var jeg lidt overvældet af de mange handlingstråde.

Men – Nils Hoffmann har styr på ‘sit shit’, og trods de mange sideplots føltes historien aldrig overfyldt. Hoffmann styrer fortællingen stramt, med både humor og spænding, og som læser glider man lige ind i universet.

Jeg var også på forhånd lidt nervøs for science-delen, for selvom jeg holder meget af at læse science fiction, har jeg ikke spor forstand på kunstig intelligens eller teknologi i det hele taget. Også den bekymring røg dog hurtig i skammekrogen. Efter få sider faldt fagtermerne naturligt ind i fortællingen, hvis fremtidsscenarium virker fuldt troværdig for denne læser.

Sprogligt synes jeg også, at Dæmonens bagdør holder. Hoffmann er ikke en fintunet sprogækvilibrist, men skriver actionfyldt og letforståeligt, samtidig med at han formår at skabe nogle overbevisende scenarier. Og så er jeg vild med den humoristiske undertone, som ind i mellem titter frem, særligt når gravhunden Sokrates med smag for dansktop-sange er på færde.

“Et stort bibliotek af filmklip ordnet på marmorreoler tonede frem foran ham. Han kom i tanke om at han stadig ikke havde nogen personlig assistent. “Tastatur!” Et gammeldags tastatur voksede frem foran ham. Uden en assistent var det nemmere at lave en tekstsøgning. Han var i gang med at taste da han hørte lyden af hundepoter mod et marmorgulv!
‘Hvad sker der, Mester?’ Sokrates gik og snuste til filmene på den nederste hylde.
‘Hvad fanden!’
‘Nej, Sokrates er navnet, Mester.’
‘Jamen, du er jo slettet!’
‘Jeg er tilbage fra den virtuelle hundehimmel. Bye, bye, recycle bin. Himmelhunden glammer. Jeg kysser himlen farvel og vender hjem.’
Martin grinede. ‘Du er det mest stædige stykke software jeg har mødt. Men siden du er her kan du finde filmen Cheerleader Maria! Jeg har selv optaget den.’
‘Video, video!’ bjæffede Sokrates kort og mindre end et sekund senere dukkede en virtuel skærm op foran Martin.” (s. 62-63)

Til slut vil jeg også fremhæve Tatiana Goldbergs illustrationer. Hvert af de fire overordnede kapitler indledes af en illustration, som passer perfekt til bogens stemning. Illustrationerne er også blevet til den bogtrailer, der kan ses herunder.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg meget begejstret for Dæmonens bagdør, og kan kun anbefale den. Lad dig ikke afskrække af de umiddelbart mange handlingstråde eller de tekniske fagtermer, for så snart du begynder læsningen, starter underholdningen og alle bekymringer er spildte. Og selvom romanen har en slutning, håber jeg på, at Dæmonens bagdør ikke bliver den eneste fortælling om Martin Møller og Sokrates!

Tak til forlaget Spitzen som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside

Om Dæmonens bagdør:

Udgivelsesår: marts 2018
Forlag: Spitzen Publish, 524 sider
Omslag: Tatiana Goldberg


Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Ad Nauseam af Daniel Henriksen

Ad Nauseam af Daniel HenriksenSlår man ordene Ad Nauseam op i Wikipedia får man følgende forklaring: et latinsk udtryk, der betyder noget i retning af “til overflod”, “til kvalmegrænsen”, “til ækelhed”. Jeg vil dog betegne Ad Nauseam som perfekt underholdning.

Ad Nauseam er en selvstændig fortsættelse til Daniel Henriksens roman fra 2016 In Absentia. Her fulgte vi fortælleren, der af forskellige grunde tog på et morderisk hævntogt og endte med at komme i karambolage med et internationalt forbryderkartel.

I Ad Nauseam er han ved at komme sig over sine kvæstelser på hospitalet. Hverken kæresten Stine eller politiet er klar over fortællerens rolle i sidste bind. De tror, at han var et uskyldigt offer som uheldigvis faldt i kartellets kløer. Men han ved bedre – ikke mindst fordi genfærdet af Tyven stadig følger ham.

Så kort efter udskrivelsen tager fortælleren af sted for at få bundet de sidste knuder, dvs. begrave tyvens lig og hente pengene han har taget fra kartellet. Men naturligvis går det ikke så let som planlagt. Pludselig befinder han sig sulten, kvæstet og alene, spærret inde i en kælder, som det ikke er meningen han skal ud af igen.

“Og så er der tyven.
Han holder til under min seng. Det er som om han gemmer sig. Måske er han flov over sig selv. Nogle gange hiver han sig op ved sengehesten, hvorefter han står ved siden af sengen og stirrer med sit ene øje. Og skælver som om han fryser.
Jeg er den eneste der kan se ham. Han kommer og går som det passer ham. Det er ret nervepirrende – og forbandet ubelejligt – men det er ikke noget jeg kan styre. Han forfølger mig, fordi jeg slog ham ihjel. Han venter på at blive begravet, så han kan få ro. Måske er han i virkeligheden bare et produkt af min dårlige samvittighed?

Han siger ikke noget længere, men udstøder kun sjove nasale, dyriske lyde. Det er alt han kan præstere, fordi underkæben hænger slapt og spastisk mod halsen og fordi tungen ligner en tør død skovsnegl. Han bevæger sig sjældent, og når han gør, er det kun rundt om min seng, mens han støtter sig til den, og kun ganske langsomt og stift, som en gigtplaget, gammel mand, hvor hver bevægelse udtrykker en helt ny smerteoplevelse. Hvis det ikke så så sørgeligt ud, ville jeg drille ham og forsøge at peppe ham op, men jeg tror han er udenfor komisk rækkevidde.” (s. 17)

Jeg kan rigtig godt lide Daniel Henriksens kulsorte humor. Her flyder blodet, mens historien spæner af sted, og læseren sidder og klukker. Plottet er måske ikke nyskabende, men det er dæleme underholdende, og det føles, som om Henriksen har haft en fest, mens han skrev bogen. Den gejst afspejles tydeligt i historien. Så skidt med, at logikken ikke sidder i højsædet hele vejen.

Dog har jeg én anke – korrekturen. Allerede på første side er den gal: “Der er et mindre bord overfor sengen. De hører et par stole til”; og et par sider senere: “Og dens iskolde granulat flyde i mine årer.” Det er ikke fordi, der overordnet set er mange fejl i bogen, men der må altså ikke grine korrektursmuttere på første side. Det er for ærgerligt.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den overordnede set herligt splattede og totalt vanvittige historie, som Henriksen disker op med, og som lektørudtalelsen beskriver som en:

Fræk og fandenivoldsk spændingsbog med en god del satire, fyldt med grotesk vold og platheder i lange baner og, skal lige nævnes, sjovt nok også hjertevarm og eftertænksom sine steder.”

Tak til forlaget Valeta som har sponseret læseeksemplaret

Om Ad Nauseam:

Udgivelsesår: 01.05.2018
Forlag: Valeta, 255 sider

Læs også:

In Absentia af Daniel Henriksen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay
Dead World af Bo Sejer

Løgnens hus af Elly Griffiths

Løgnens hus af Elly GriffithsHvad har romerske guder, to forsvundne børnehjemsbørn og byfornyelse med en buttet arkæolog at gøre? Læs Løgnens hus og find ud af det

Endelig udkom bind to i serien om Ruth Galloway, den buttede knogle-arkæolog, der bor alene ude ved Saltmarsken med sin kat. Jeg har glædet mig, siden jeg læste Pigen under jorden, der udkom tidligere på året.

Der er gået tre måneder, siden Ruth blev involveret i politiets efterforskning af den forsvundne pige, Lucy. Ruth savner sin døde kat, ligesom venskabet med Shona stadig vakler lidt. Også bekendtskabet med vicekriminalkommisær Harry Nelson har sat sig spor, og Ruth har en hemmelighed, hun er nødt til at dele med ham.

På arbejdet bliver Ruth tilkaldt, da nogle bygningsarbejdere finder et skelet, mens de er ved at rive et gammelt hus ned i Norwich. Knoglerne er placeret under en døråbning, og denne placering kunne tyde på, at de måske stammer helt tilbage fra romersk tid. Men Ruth opdager snart, at de er langt nyere – og at de tilhører en lille pige.

Så Nelson og politiet involveres i sagen, som trækker tråde i uventede retninger. Det viser sig, at det gamle hus tidligere rummede et børnehjem, hvorfra der forsvandt to børn tilbage i 1973. Er det liget af dem, man har fundet? Men hvorfor er der så nogen, der har sat sig for at skræmme livet af Ruth? Og har den søde arkæolog Max Grey, der er ekspert i romertiden, og som Ruth får lidt sommerfugle i maven over, noget at gøre med det?

Ligesom første bind i serien er Løgnens hus en velskrevet og underholdende puslespilskrimi, hvor Elly Griffith lægger brikkerne ud. Som læser sidder man og gætter med, mens man luner sig i de troværdige personskildringer og det interessante setup i arkæologiens univers. Griffith fletter raffineret et hav af detaljer om romerske guder, arkæologiske udgravninger og meget mere, ind i fortællingen uden at det føles påtaget. I stedet giver det historien en dybde udover selve krimiplottet.

Løgnens hus er en hyggekrimi af højeste karat. Er du til morderiske pageturnere, hvor siderne drypper af blod og indvolde, så er det ikke Ruth Galloways eventyr, du skal kaste dig over. Er du derimod til lune krimier med sympatiske personer og et fint bundet plot, behøver du ikke at lede længere. Så er Elly Griffiths serie om Ruth Galloway det perfekte valg. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til tredje bind…

Tak til Gads Forlag, som har sponseret læseeksemplaret.

Om Løgnens hus:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gad, 337 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Janus Stone

Serien om Ruth Galloway:

The Crossing Places (Pigen under jorden)
The Janus Stone (Løgnens hus)
The House at Sea’s End
Dying Fall
A Room Full of Bones
The Outcast Dead
The Ghost Fields
The Woman in Blue
The Chalk Pit

Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Det onde hus af Michael Næsted NielsenDen 13-årige Mikkel går hver dag igennem skoven for at komme i skole. På vejen ligger et hus med en grusom historie. For mange år siden blev et forældrepar fundet døde, og deres tre børn var forsvundet. Ingen fandt ud af, hvad der havde slået forældrene ihjel, og man fandt aldrig børnene igen. Siden dengang har der ligget en forbandelse over området.

Selvom Mikkel ikke bryder sig om huset, er han alligevel også nysgerrig. Det føles som om, huset kalder på ham. Så en vinternat sniger han sig over til huset og går ind. Nu vil han finde ud af, hvad det er der hjemsøger egnen og i særdeleshed huset. Det viser sig desværre ikke at være helt ufarligt. Knap har han lukket døren bag sig, før det går op for ham, at han ikke er alene i huset. Nogen – eller noget – gemmer sig derinde. Og det har opdaget Mikkel…

Michael Næsted Nielsen er forfatter til en lang række børnebøger indenfor flere forskellige genrer. Med Det onde hus er vi ovre i gyset, og jeg må sige, at jeg var ganske godt underholdt. Bogen er en rigtig pageturner, hvor den ene uhyggelige situation afløser den anden. Der er ikke gjort meget ud af baggrunden for romanen ift. miljø og personskildringer, og f.eks. forklares det ikke, hvorfor Mikkel tiltrækkes så stærkt af huset. For en voksen læser kan det godt virke lidt ulogisk, at han opsøger det midt om natten. Det tror jeg dog ikke målgruppen vil tage sig af, for der er til gengæld fuld drøn på historien fra start til slut.

“Mikkel gispede og holdt vejret. Han kunne høre en knagende lyd. Det kom oppefra. Lyden af trin hen over gulvet deroppe. Mikkel blev helt kold og stiv af skræk. Han var ikke alene i huset. Trinnene fortsatte hen over gulvet. De lød slæbende og trætte, som om det var en, som havde været her længe. Måske var det genfærdet af en af de døde? Måske en dødning, som var stået op af graven? Eller det væsen eller den dæmon, som havde skræmt livet af den familie, som havde boet her? Inden Mikkel kunne nå at gøre ret meget, genlød hele huset af en snerrende, næsten brølende lyd. Det lød som et stort rovdyr, og den brølende lyd gik snart over i en hvisken, der kort efter døde ud.” (s. 14-15)

Det onde hus er en underholdende gyser for børn, der holder af action fremfor eftertænksomhed. Her er hjemsøgte huse, dødsensfarlige dæmoner, mod af højeste karat – og en forside der nok skal vække målgruppens interesse.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret

Om Det onde hus:

Udgivelsesår: 14.05.2018
Forlag: mellemgaard, 60 sider
Omslag: KWG-Design

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft

Fandenivoldsk af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura BlicherHvad får man, hvis man tager et freak cirkus, græske guder og et prisvindende makkerpar? En fandenivoldsk fremragende tegneserie!

Det forelskede par Jack og Tia er ekstreme artister hos Cirkus Panopticon. Deres bryllupsdag ender dog blodigt, da en bande bevæbnede mænd stormer kirken og slår alle ihjel. Det falder kærlighedsgudinden Afrodite for brystet, og i et væddemål med krigsguden Ares lader hun Jack og Tia genopstå. Nu skal tiden vise, om kærligheden eller ønsket om hævn er den stærkeste drift.

Jeg var meget begejstret for Made Flesh af makkerparret Kramhøft og Kristensen. En krybende ond fortælling om hjemsøgte huse og sjæle, som fuldt fortjent vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2013. Siden har de to herrer haft travlt med en masse individuelle projekter. Men nu er de heldigvis sammen igen, og sammen med Laura Blicher serverer de en actionfyldt kærlighedshistorie, der ikke lader sig stoppe af døden.

Lars Kramhøft fortæller bagerst i bogen, hvordan idéen til Fandenivoldsk opstod, da han selv besøgte The Coney Island Circus Sideshow i USA. Her var han på scenen for at hjælpe sværdslugeren Betty Bloomer, og det satte sig som en uforglemmelig oplevelse, der blev startskuddet historien.

Fandenivoldsk er top underholdende. Historien kan læses lige ud ad landevejen og nydes for både den actionfyldte handling, som blander zombier, kærlighed, lejemordere og magi i en hæsblæsende fortælling, og for Tom Kristensens fremragende illustrationer. Men som altid med gode historier, er der flere lag for dem der ser efter. Tia er f.eks. tegnet med en frisure som Frankensteins brud i James Whales film fra 1935.

Cirkusset, som Tia og Jack følger, hedder Panopticon. Panoptikon er en type af fængselsbygninger designet af en filosof i slutningen af 1700-tallet. Designet giver en person mulighed for at overvåge fangerne uden deres viden. En detalje der både kan referere til gudernes væddemål og det at de er freaks og altid stikker ud blandt ‘normale’ mennesker. Plus naturligvis at Jack har deltaget i reality-programmet Extremt Talent.

Parret er veganere, men da de genopstår, lider Tia af humørsvingninger og mærkelige spisevaner såsom hjertet revet ud af en af deres drabsmænd! Men er det døden, der har ændret hende? Og er det mon tilfældigt, at Tia er slangetæmmerske? Og så videre.

Som altid udbygger Tom Kristensens nærmest filmiske tegninger historiens univers, og denne gang har Laura Blicher farvelagt fortællingen. Det er gjort meget stemningsfuldt, og resultatet er hæsblæsende, fandenivoldsk underholdning, som kun kan anbefales.

Om Fandenivoldsk:

Udgivelse: 2018
Forlag: Fahrenheit, 105 sider
Illustreret af Tom Kristensen og farvelagt af Laura Blicher

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside
Besøg Tom Kristensens hjemmeside

Glem ikke at lytte til EPén “Hate & Fight” af Hola Ghost, med musik inspireret af tegneserien.

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Deadboy af Tom Kristensen
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt
Gigant af Rune Ryberg
Kværnen af Martin Schjönning, illustreret af Tom Kristensen
Made Flesh af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-KiddeGotiske noveller fra et tusmørkelandskab, hvor drøm og mareridt lever side om side

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Astrid Ehrencron-Kidde, før forlagene Escho/Sidste Århundrede spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde novellesamlingen Det sukker så tungt udi skoven: Martin Willéns underlige hændelser. Det lød dog umiddelbart som en spændende udgivelse, så jeg takkede ja – og heldigvis for det.

Det sukker så tungt udi skoven er lige præcis den slags gotiske noveller, jeg elsker. Tonen giver mindelser til forfattere som Edgar Allan Poe og min yndlings spøgelseshistorie-fortæller M. R. James, men er alligevel unik.

Astrid Ehrencron-Kidde udgav historierne om Martin Willén mellem 1911 og 1924, men de udspiller sig i Sverige i midten af 1800-tallet. Fortælleren er Martin Willén selv. Han er nu en gammel mand, som fortæller historierne set med erfaringens viden, hvorved han også undertiden reflekterer over hændelserne, mens han beretter. Tidsmæssigt springer novellerne, så der er ikke tale om en kronologisk beretning fra ungdom til alderdom. Alligevel er der, når man læser, små henvisninger til de andre fortællinger, som man først rigtig fanger, når man har læst hele samlingen. Det virker rigtig godt, for det giver indtryk af, at vi hører historierne efterhånden som Willén tænker på dem. Og man tænker jo sjældent i streng kronologisk orden.

Samlingen indeholder 10 noveller samt et interessant efterskrift, hvor Andreas Bylov Jensen giver en kort introduktion til Astrid Ehrencron-Kidde og sætter forfatterskabet i perspektiv. Man kan sagtens læse novellerne uden at læse efterskriftet, men for mig gav det endnu mere dybde til historierne, så jeg kun kan anbefale at læse det også.

Jeg vil også rose forlagets fine bearbejdelse af teksten. Teksterne er rettet til moderne retskrivning, men uden at give afkald på de gammeldagsudtryk, der er med til at tidsfæste historierne og skabe denne særlige gotiske stemning.

Skal jeg fremhæve et par af novellerne (og det er svært, for de alle har mange gode kvaliteter, og på en måde udgør de et samlet hele, selvom her er tale om noveller), så bliver det ‘Apoteket’ og ‘Natten i Östravåg’.

I ‘Apoteket’ er vi tilbage i Willens barndom. Familien er flyttet til Kungsbacka, men da Willen går på Latinskole i Halmstad, er han ikke nået at blive så bekendt med byen. En nat bliver hans ældre søster syg. Moren sender ham til apoteket nede i byen, for at han skal hente hendes medicin. Men på vejen hjem farer han vild. Historien er fin i sig selv, men den eftertænksomme slutning løfter novellen endnu højere.

‘Natten i Östravåg’ er mere melankolsk. Her har Willen som gammel mand besøgt kirkegården, hvor hans kære ligger begravet. På vejen hjem overnatter han på en kro i Östra Våg. Om natten opsøges han af en sær mand, som han også så på kirkegården. Manden fortæller en tragisk historie og beder om Willens hjælp. Men hvad er sandt, og hvad er drøm?

“Hør,” sagde han pludselig, “jeg ser af Deres kort, at De er sagfører. Må jeg konsultere Dem, blot ganske kort, selv om det også er en aparte tid? Jeg turde ikke undlade at gå herind. Å – De må hjælpe mig. Jeg kan betale Dem for det. Der kan gå lange tider – lange tider,” gentog han, mens han vuggede sine hænder, “førend jeg kommer forbi en sagfører igen.”

Hans runde øjne stod i mine, som ville de slå nagler gennem min hjerne for at tvinge den til at lytte og forstå.

Jeg nikkede. Jeg var i en ubeskrivelig tilstand af nervøs uro. Ikke sandt – De forstår – dette, at jeg ikke kunne røre mig af pletten – havde jeg endda været påklædt og oppe på gulvet, ja blot haft så meget som en tændstikæske eller mit ur, at tage i mine fingre og flytte om med på bordet. Men alt var som forhekset. Jeg havde hverken fået det ene eller det andet bragt i orden, før jeg gik til sengs. At måtte ligge dér, fuldstændig rolig, med hænderne på tæppet og hans øjnes borende nagler gennem mine.

“Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen nytte – så –“

Han rejste sig hastigt et par gange og satte sig igen. “Det kan de!” sagde han hver gang, “det kan De. De er jo sagfører, det vil sige, at De kan føre en sag, ikke sandt? Skaffe en sin ret. Sin soleklare ret. Ikke sandt, det er jo Deres bestilling?”

Jeg nikkede igen og bad ham forklare mig, hvad det var, han ønskede af mig. Han gik hen og låsede døren og rullede gardinet ned for månen. (s. 145)

Jeg var som sagt meget betaget af Det sukker så tungt udi skoven, som er en utrolig fin og poetisk læseoplevelse fortalt med en melankolsk eftertænksomhed. Hver eneste novelle er en god historie, som samtidig indeholder langt flere lag, end der umiddelbart antydes. Her er måske nok tale om en lille bog, men det er så sandelig en stor læseoplevelse. Læs den.

Tak til forlagene Escho og Sidste Århundrede som har sponseret læseeksemplaret.

Om Det sukker så tungt udi skoven:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 214 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaludgivelsesår: 1911-1924

Indhold:

Alle sjæles nat
Den lille pige med violerne
Det sukker så tungt udi skoven
Pensée ; Apoteket
De hvide træer
En aften på Askaryd
Natten i Östravåg
En aften ved Lure Færgested
Gensynet