De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Er du vild med Ringenes Herre eller måske Narnia-bøgerne? Så vil du også kunne lide De III Udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen.

Et af privilegierne ved at have hjemmesiden her er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere eller forlag, jeg ikke kender, som gør mig opmærksom på nye og spændende bøger. Det er selvfølgelig ikke altid, at læseoplevelsen er lige god, men jeg synes, det er vigtigt også at give plads til omtale af mindre kendte udgivelser. Så da Paul Anthony Sørensen gjorde mig opmærksom på sin roman Moghunheims forbandelse, tjekkede jeg hans hjemmeside ud. Da bogen lød spændende, røg et eksemplar i indkøbskurven, og nu har jeg fået læst den. Og den kan varmt anbefales!

De tre venner Bjørn, Seb og Eliot er meget forskellige. Bjørn er stærk og retfærdighedssøgende, Eliot er nørdet og klog, mens Seb er charmerende og hurtigtalende. Trods forskellene hænger de tre dog sammen som ærtehalm, og hjælper hinanden i tykt og tyndt.

En dag hvor vennerne er ude at dykke, finder de et mystisk skrin på bunden af Øresund. Da de kommer hjem, forsøger de at åbne det. Men uanset hvad de gør, forbliver skrinet lukket. Indtil det pludselig alligevel åbner sig. Skrinet er nemlig en adgangsportal til landet Mogthunheim, som er i store vanskeligheder. Den retfærdige kong Will er blevet fortryllet af sin onde fætter Lord Liarn, og hvis ikke Liarn bliver stoppet, vil livet i Mogthunheim forvandles til et mareridt. Kun de tre udvalgte kan stoppe ham, og det viser sig, at Bjørn, Seb og Eliot, meget mod deres vilje, er de tre udvalgte.

Når vennerne sover, vågner de som voksne mænd i Mogthunheim, og her skal de sammen med deres skytsengel OO forsøge at befri kong Will af Lord Liarns fortryllelse samt finde prinsesse Laura, som Liarn har kidnappet for at få en ekstra klemme på kongen. Men det er ikke ufarligt, for hvis Bjørn, Seb og Eliot dør i Mogthunheim, dør de også i vores verden. Og så er der også lige den lille finte, at også Lord Liarn får hjælp fra vores side. Der findes nemlig endnu et skrin, og det hører til på mørkets side.

Jeg var som sagt vældig underholdt af Mogthunheims forbandelse, der stilmæssigt minder om Narnia møder Ringenes Herre. Historien kan læses fra +11 år, og udover at være effektiv og elementært spændende så er det også en fortælling om venskab, mod og integritet. Vi lærer de tre drenge godt at kende både i Mogthunheim, men også i vores verden hvor de hver især har deres at kæmpe med. Jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren også får den vinkel med i romanen, for det giver dybde til historien, og gør den endnu mere interessant.

Paul Anthony Sørensen har en baggrund hos DR’s B&U afdeling, men er nu selvstændig konsulent, forfatter og ghostwriter. På sin hjemmeside fortæller han, hvordan han gennem hele sin karriere har haft fokus på at fortælle fordomsnedbrydende historier med et inkluderende værdisæt som hylder mangfoldigheden, og gerne med politisk ukorrekte ridser i lakken. Mogthunheims forbandelse passer fint ind i denne vision med sine uperfekte hovedpersoner og fokus på de menneskelige værdier mixet med en spændende historie, hvor der også er plads til humor.

En stor anbefaling herfra til både børn, unge og voksne, som kan lide underholdende fantasy.

Uddrag af romanen:

“Som tingene fungerer, er det sådan, at de styrker, I har i jeres egen verden, er forstærket her. Derfor er du, Bjørn, stærkere end nogen mand her. Og du, Eliot, er klogere og vil kunne forstå dig på magi. Sebastian, du vil kunne bruge dine talegaver til at snakke dig ud af de fleste situationer og øjne de mindste muligheder ud af næsten enhver knibe. Det vil altsammen kombineret gøre jer til en effektiv trio, der vil kunne klare det meste.”

“Det meste?” indskød Eliot. “Og hvad med der, hvor vi ikke kan?”

Mathis smilede. “I får jeres skytsengel med på turen. Ham møder I om et øjeblik, når I får jeres udstyr. Han har jeres ryg hele vejen og vil guide jer undervejs.” Drengene kiggede på hinanden, og det var tydeligt, at de havde en mængde spørgsmål.

Seb startede: “Men hvor lang tid skal vi være her? Og hvad, hvis vi fejler?”

Mathis trak vejret dybt. “I må ikke fejle. Hele kongerigets skæbne hviler på jeres skuldre og tro mig, hvis I fejler vil ondskaben brede sig til flere verdner – også jeres egen. På den led hænger det hele sammen! Med hensyn til, hvor længe I skal være her, så afhænger det af, hvor hurtigt I får løst opgaven eller dør undervejs, for så dør I også i jeres verden.”

“Men,” sagde Eliot, “vi kan vel bare sige nej. Jeg har sgu ikke lyst til at dø pga. en eller anden nederen kongefætter og hans syge idéer.”

Mathis smilede igen. Denne gang lidt vemodigt. “Desværre venner. I har ikke noget valg. I er de udvalgte pga. jeres særlige evner, der i kombination er unikke. Det skrin, I fandt på havets bund, har ventet på jer i umindelige tider. Jeres navne stod på det, så at sige. Det er større end både jer og mig. Det er, kort sagt, bestemt!” (side 16)

Om Mogthunheims forbandelse:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: HoneyBadger, 340 sider
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth

Besøg bogens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Dragens øjne af Stephen King
Blodets bånd af Christian Kronow
Odinsbarn af Siri Pettersen
Zam af Jesper Wung-Sung

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst er Torben Ikeda Pedersens tredje udgivelse. Han debuterede med Mørke i 2019, og i 2020 udgav han A.I. Alle tre romaner handler om eksistens og moral. I A.I. eksemplificeret ved menneskets opførsel online i forbindelse med forbrydelse og straf, mens det i Ej blot til lyst handler om seksuelle lyster udlevet med O’botter.

Ej blot til lyst starter i 2037. En gruppe forskere har opfundet senso-gel, som de planlægger at udnytte indenfor sex-industrien. Senso-gelen kan stimulere nervebanerne via en processor i den faste kerne, og på den måde give seksuel tilfredsstillelse. Med tiden udvikles opfindelsen, og i 2091 følger vi en O’bots oplæring i firmaet PleasureLand Inc.

Isaac Asimov anses som opfinderen af den moderne robot, og det var ham, som udviklede robotikkens tre love. Her i romanen er der blot to love, og de lyder lidt anderledes: “1) En O’bot må ikke – udover aftalevilkår – gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade. 2) En O’bot skal give mennesket nydelse, så længe dette ikke er i konflikt med første lov.” Og at give nydelse er O’botter eksperter i, selvom de p.g.a. GDPR-lovgivningen skal have fjernet deres minder om den enkelte kunde efter hver kontrakt. Men er det moralsk i orden at skabe robotter, der både ligner og agerer som mennesker, men reelt blot er sexslaver?

Titlen Ej blot til lyst er et citat fra en inskription over Det Kongelige Teaters gamle scene, som en påmindelse om teatrets moralsk-pædagogiske rolle. Ligesom teatret udstiller menneskets dårskab i vor tid, gør O’botterne det i romanen. Og ikke blot vores seksuelle lyster. Nogle gribes af utilstrækkelighed, som udmønter sig i overgreb på O’botter. Andre misbruger O’botter for at hævne sig i privatlivet eller opnå fordele i erhvervslivet. Og så er der firmaet bag O’botterne, som tjener styrtende på deres ydelser.

Selvom vi ikke er teknisk nær så langt fremme i virkeligheden som i Ej blot til lyst, så stiller romanen nogle meget relevante og aktuelle spørgsmål. Jeg kom f.eks. til at tænke på deepfake-porno, hvor flere kendte skuespillerinder har været udsat for, at deres ansigter blev indsat i diverse pornofilm uden deres tilladelse. Er det okay, hvis man skriver i starten, at det ikke reelt er dem, der er med i filmen? Krænker man som privatperson så ikke skuespillerinden ved at opsøge den ulovlige porno? Og er der i virkeligheden så langt fra billedmanipulation på nettet, som vi udnytter for egne lysters skyld, til udnyttelse pr stedfortræder?

Der er meget at tænke over i romanen, og selvom her naturligt nok også er beskrivelser af sex i alle afskygninger, så er her ikke tale om smålummer husmorporno. Det er derimod en tankevækkende og interessant roman, som stiller spørgsmål ved såvel menneskelighed som moral og etik.

Indtil videre er Torben Ikeda Pedersens bøger udkommet på Books on Demand. Det er på en måde en skam, for der er visse fordomme om selvudgiverforlag, ligesom de ikke har et stort apparat til at promovere bogen efter udgivelsen. Men Ej blot til lyst fortjener mange læsere. Så glem fordommene og læs den. Og er du ikke blevet overbevist af mig, så læs Bjarne Jensens 5-stjerners anmeldelse på Bogrummet: “[…] av for en bog. Underholdende, tankevækkende og aldeles velskrevet!

Om Ej blot til lyst:

Udgivelsesår: 01.02.2021
Forlag: Books on Demand, 264 sider

Læs en interessant artikel om deepfake her

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet er andet bind i den historiske krimi-serie om lægen Anna Kronberg. I første bind, Djævelens grin, blev vi introduceret til Anna, som på det tidspunkt levede forklædt som mand for at kunne få lov til at arbejde som læge i 1800-tallets England.

Sammen med Sherlock Holmes bragte hun en hemmelig organisation, som testede dødelige bakterier på fattige for at udvikle biologiske våben, til fald. I den proces måtte hun dog flygte, og nu cirka et halvt år efter begivenhederne i bind et vågner hun op med en pistol mod tindingen. Hun er blevet taget til fange af professor James Moriarty.

Moriarty ønsker, at hun skal fortsætte arbejdet med de biologiske våben, og som sikkerhed holder han hendes far fanget et ukendt sted. Hvis Anna nægter eller prøver at stikke af, bliver hendes far dræbt.

Så Anna må spille med, men Moriarty er mindst lige så intelligent som hun selv. Han er også et følelseskoldt menneske, hvis vrede og mistro altid lurer lige under overfladen, så Anna må endnu en gang gå linen ud og risikere alt.

Faldet er en glimrende fortsættelse til Djævelens værk. Det er bestemt ikke stor litteratur, og oversættelsen er til tider lidt ubehjælpsom. Men historien er spændende, og blandingen af drama, kærlighed og et drys videnskab er yderst effektiv.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet fanget af serien om Anna Kronberg, selvom det er en guilty pleasure. Bøgerne er kalorielet, letlæst underholdning, og nogle gange er det også bare nok.

Uddrag af bogen:

Jeg skubbede det problem til side for nu. Det mest presserende var mødet med Moriarty. Han ville ønske at diskutere isolationen af bakterier, og sikkert også opsætningen af laboratoriet. Alt, hvad jeg ønskede at diskutere, var min fars velbefindende, eller rettere tigge om at få ham frigivet. Hvilket tidsspilde! Jeg var nødt til at kontrollere mig selv, og jeg havde behov for hjælp. En eller anden, som kunne få min far i sikkerhed, mens jeg handlede mod Moriarty. Der var kun en person, som jeg kendte til, men hvordan kunne jeg komme i kontakt med ham? Det var udelukket bare at gå ind på posthuset og sende Holmes et brev. Åh! Navnet, jeg havde givet ham sidste forår!

Lov mig, at når denne sag er ovre, vil du sætte en annonce i The Times, hvor du spørger efter Caitrin Mae. Så finder jeg dig.

Ville jeg nogensinde få en mulighed for at sende en besked? Hvor længe ville jeg have? Det ville tage måneder at isolere bakterier, teste deres virulens og producere en stor nok mængde til at benytte som et våben. Min mave vred sig ved tanken om mine menneskelige testpersoner, fattige bortført sidste vinter fra fattiggårde. Mænd og kvinder, som gladelig ville tage imod to guldstykker i bytte for deres liv. De ville have solgt deres børn til os, hvis jeg havde tilladt det. (side 40-41)

Om Faldet:

Udgivelsesår: nov. 2020
Forlag: mellemgaard, 386 sider
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Grafiker: Anne Koch Rasmussen
Originaltitel: The Fall
Oversætter: Christina Frøkjær

Serien om Anna Kronberg:
Løvens parringsleg, 2021
Rejsen, 2021
Faldet, 2020
Djævelens grin, 2020

Læs også:

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Lysbringersken af Palle Reimann
Færten af død af Andrew Taylor
Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Blodets bånd af Bille & Bille

Blodets bånd af Lisbeth og Steen Bille

Blodets bånd er sidste bind i trilogien om Freddie Mandix, og det bliver en vild afslutning.

Forlaget skriver:
Freddie Mandix sætter alt på spil, da en pakke med hvidt pulver skaber panik i Forskningsministeriet. Afsenderen er ukendt, og Freddie frygter, at pakken kun er det første tegn på et større angreb. Kort tid efter bliver en ekspert i genetik myrdet.

Hjemme i Holmbladsgade slås Freddies lillebror, eksnarkomanen Jacob, med sine egne dæmoner. De lokker ham i armene på Freddies ærkefjende, narkobagmanden Rune C. På kontoret arbejder Freddies kollega, Emma, med utæmmet energi på at afsløre Freddies fortid.

Da det hvide pulver og den døde forsker bringer Freddie på sporet af en sammensværgelse tæt på regeringens top, må han bruge alle kneb for at forsvare de mennesker, han elsker.

Mandix-serien er en københavnsk spændings-trilogi, der fører læserne fra ministeriernes bonede gulve over forskerverdenens hvide laboratorier til narkohandlerne på Christiania. Jeg kan rigtig godt lide blandingen af spænding og videnskab, og det er Lisbeth og Steen Bille eksperter i.

I Blodets bånd samles alle trådene fra de tidligere bind i en hæsblæsende afslutning, hvor jeg heppede på Freddie hele vejen igennem.

Uddrag af bogen:

Emma trak vejret lettet, da Freddie kom til syne i døren til deres kontor. Han virkede overrasket over forsamlingen af mennesker. Malthe og Hugo, forskningsministeren og departementets chef stod i en halvcirkel og ventede.

Emma kiggede ned i gulvet. Helenas svar havde ikke bragt noget nyt. Mailen var kort: Jeg har undersøgt det, du bad mig om. Jeg har intet fundet.

Ministeren vendte sig mod Freddie.

“Sikke et chok, du gav os.” Hendes hår hang løst, kun holdt fast af hornbrillerne, som var skubbet op i panden. Lidt mascara var gnedet ud ved det ene øje. Han vidste, at hun nærmede sig de 50. Nu virkede hun ældre.

Freddie pressede læberne sammen i noget, der skulle ligne et smil.

“Det var nok snarere den, der sendte pakken, der ville give os alle sammen et chok,” sagde han. Han holdt hænderne på ryggen. Emma gættede på, at han knyttede dem og strakte dem igen, som han gjorde når han ville hidse sig ned.

“Kan du give os en rapport?” sagde Malthe. “Aase har orienteret om forløbet og resultatet af bioberedskabets prøver, men vi vil gerne høre det fra dig, der var første mand på pletten.” Malthes smil tilhørte den general, der egenhændigt havde sendt Freddie på mission i forhallen.

Hugo nikkede.

“Vi skal finde ud af, om vi går ud med en positiv historie om vores beredskab eller lægger låg på,” sagde han og kørte en hånd gennem håret. Næppe første gang. Hans mørke krøller var endnu mere rodede, end de plejede at være.

“Vi lægger aldrig låg på,” sagde ministeren. Hun rettede på hornbrillerne. “Men vi har et hensyn at tage til de ansattes sikkerhed. Ikke alt behøver at komme ud.”

Hugo bed sig i læben. “Naturligvis,” sagde han. (side 19-20)

Reklame: Tak til forlaget People’s Press der har foræret mig serien til anmeldelse

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 303 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Mandix-serien:
Patent på mord
Farlige forbindelser
Blodets bånd

Læs også:

Vredens ord af Bille & Bille
Det fjerde menneske af David Garmark
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Al kødets gang af Ambrose Parry
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Søster min af Helle Vincentz
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Jeg blev gjort opmærksom på Unge sjæle af Sigurd Mathiesen, da jeg læste et opslag på Facebook af Anders Jørgen Mogensen. AJM har oversat bogen sammen med Caroline Enghoff Mogensen, og beskriver i opslaget bogen som sin yndlingsbog. Her fortæller han også, hvordan han tilfældigt faldt over Sigurd Mathiesen i forbindelse med et interview, hvor Astrid Ehrencron-Kidde nævnte novellen ‘Blodtirsdagen’, som inspiration for hendes egne gotiske fortællinger.

Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes genudgivet i Serie for Grotesker. Jeg var meget betaget af Det sukker så tungt ude i skoven, så hvis Unge sjæle skulle minde herom, var jeg nødt til at læse den.

Jeg må dog hellere straks bekende, at jeg synes, de to forfattere er meget forskellige (hvilket AJM også bemærker i sit opslag). Hvor Astrid Ehrencron-Kidde er umiddelbar læsevenlig, selvom der er masser af lag i fortællingerne, er Sigurd Mathiesen mere ordrig og mindre ligefrem. Men alligevel er der noget over hans noveller. For selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen.

Oplevelsen af bogen blev dog endnu større, da jeg læste Dag Heedes fremragende efterord, som introducerer Sigurd Mathiesens forfatterskab og hjælper med at åbne novellerne.

Unge sjæle består af syv noveller skrevet i perioden 1899 til 1902. Novellerne tematiserer ulykkelige eksistenser fanget i et meningsløst liv. Fortællinger der, som Dag Heede skriver, kan ses som den skriftlige udgave af Edvard Munchs maleri Skriget.

Vi befinder os på eksistensens skyggesider med fortællere og hovedpersoner, der enten er deciderede ‘kældermennesker’ eller i hvert fald desillusionerede misantroper, enspændere og outsidere, som omgivelserne ser skævt til, og som Mathiesens hovedpersoner til gengæld foragter og hader. Skønt hovedpersonerne har forskellige navne og professioner, drejer det sig i grunden om en og den samme person(type), der udsættes for forskellige ekstremsituationer. Den mandlige mathiesenske arketype er en omvandrende gåde med fremmedheden indskrevet i sig.” (fra Dag Heedes efterord side 191)

Et andet gennemgående tema i Unge sjæle er homoseksualitet. Flere af novellerne omhandler begær mellem to mænd, dog i forvrængede fremstillinger, under dække af skrækromantikkens vinger, som Dag Heede gør opmærksom på, hvor den perverse seksualitet kunne udforskes uden at bryde loven eller moralen.

De syv noveller er enkeltstående fortællinger, men kan dog også læses som en samlet kreds, hvor hver fortælling svarer til en af ugens dage, ligesom skabelsesberetningen i Biblen. Blot ender Mathiesens fortællinger i et stort apokalyptisk vulkanudbrud, der ødelægger, fremfor at skabe.

En anden mulig fortolkning af novellerne som en samlet kreds er de syv dødssynder. Dag Heede kommer ind på dette i efterordet, hvor han beskriver den brede palet af menneskelige laster, som Mathiesen fremviser i Unge sjæle. Her møder vi hasardspil, alkoholisme, bedrag, mord, misbrug af euforiserende stoffer og så videre.

Uanset om man læser novellerne enkeltvis eller som et samlet hele, er Sigurd Mathiesens univers dog et sært fascinerende og samtidig rystende sted at besøge. Det var noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også var spændende læsning.

Jeg tager hatten af for Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, der sammen står bag udgivelsen af ’Serie for Grotesker’. Det fortjener ros, at de giver glemte, men vigtige værker en ny chance. Og en sådan er Unge sjæle.

Den sorte uge

Den første novelle i Unge sjæle er den, jeg har sværest ved at fange. Her beretter fortælleren den dag, den gamle og nærige Kale Enersen dør, samt om hans møder med den fattige og ikke helt velforvarede Jakobine.

Det trange og mørke rum, jeg kom ind i, lå i en kælder. Aldrig kan jeg mindes et uslere hul af en menneskebolig. Den lille pige viste mig sengen. Den var sammentømret af nogle umalede brædder og alene fyldt med klude. Jeg lagde den sårede pige fra mig så forsigtig som muligt på dette hårde leje og så mig fortvivlet om. Der fandtes ikke andre møbler end en bænk, en stol og et simpelt træbord. I et hjørne stod der et komfur. Det var det hele. Selv nu i juli var her en fugtig og muggen kælderluft.

Jeg skulle netop til at vende ryggen til al denne elendighed, da man bar dette halvgale fruentimmer ind og lagde hende på gulvet. Hun havde fået et epileptisk anfald. Hun tyggede uafladeligt og skar tænder, mens hendes lange arme svirrede rundt.

Jeg fik sendt bud efter en læge og hentet noget frisk vand. Omsider kom hun til sig selv. Et øjeblik holdt hun sine lange arme op for ansigtet og rokkede med overkroppen. Så sprang hun pludselig op og så sig vildt omkring. Jeg ville netop bede hende unde sig noget ro og tilbyde hende min hjælp, da hun skreg:

– Hvem er du? – og sendte mine lyse sommerklæder et giftigt blik.

Jeg nævnte, hvem jeg var, og hvorledes jeg var kommet. Da trak hun mig hen til vinduet og gav mig et skarpt og mønstrende blik fra de stikkende, vandgrå øjne.

– Jaså, det er Dem – sagde hun med et mærkeligt eftertryk på sidste ord. – Jeg har ventet, kan jeg sige, på dette …

Så slap hun mig atter og fór rasende løs på disse nysgerrige nabofolk, der havde trængt sig ind.” (side 14-15)

Asser Hein

Asser Hein var et ejendommeligt ungt menneske, som fortælleren blot har truffet en gang, og nu beretter om her i novellen.

Asser var en smuk yngling, der havde giftet sig med en 5 år ældre, formuende kvinde. Fortælleren møder ham på en kro, hvor han sidder sammen med nogle lokale døgenigte. Asser inviterer ham til at sidde ned, og som aftenen og natten går, udspiller der sig vilde scener, mens de spiller og drikker.

– De to fremmede er øjensynligt skurke?

– Jeg ved det – han nikkede med det samme uforståelige smil. – Hvad vedkommer det mig? For mig er de slet og ret mennesker, der kan fordrive min kedsommelighed med et slag kort. Sans phrase – jeg bekymrer mig på ingen måde om deres psykologi. Skurke? – Hehe, vi er såmænd alle skurke. Både De og jeg. Ligger der måske ikke en bandit og lurer i hvert af ens pulsslag? En påtrængende og grådig djævel, der snyder os, selv ved sidste træk … Det er en fædrenearv. Men den er sgu ikke synderlig køn.

Han hånlo og gik fra mig. Jeg hørte ham nøde de andre til at drikke. Og han hævede glasset og råbte lystigt over til mig:

– Drik, unge skumler! Drik, du gamle dreng! – Skyl livets skønhed og sandhed og mulighed og alt det andet klassiske nonsens ned. Champagne er dog champagne. Og beskedenhed skulle fanden have …

Jeg drak ikke. Jeg ville helst være ædru. Som henne fra en dyb skov hørte jeg de andres spottende latter. Jeg lod ham fortsætte med at hudflette mig – min egen bitre stemme. Det var alt sammen så langt borte. For jeg bar på en smertelig byrde – ulykkelige anelser, jeg ikke kunne hitte rede i.” (side 44)

Blodtirsdagen

Før fortælleren blev født, fandt en tragedie sted. Fire unge drenge forsvandt sporløst på vej hjem fra skolen, og en af dem var fortællerens farbror. En snetung 2. juledag falder fortælleren over en avis, som beretter om de fires forsvinden, der fandt sted i påsken 1838. Herefter føler fortælleren sig pludselig hensat til den aprilmorgen, og genoplever hvad der skete.

Klokken præcis fem i morges vågnede jeg efter en urolig slummer. Jeg stod op og tændte min lampe. Satte mig i min lænestol og faldt i en sælsom hallucination. Eller hvad skal jeg kalde det?

Jeg var lysvågen. Jeg noterer, at jeg så en brunlig bille krybe over gulvet. og jeg hørte hele tiden urets uafladelige tikken. Ikke nærved. Men fra en verden, som jeg så ganske havde forladt. Min bevidsthed var vågen. Eller var den måske alligevel ikke? Var den ydre fornemmelse blot en illusion? Og var, hvad jeg i de grufulde øjeblikke gennemlevede, den almægtige virkelighed?

Jeg ved det ikke. Men hvad jeg i disse besynderlige sekunder fornemmede, forekommer mig inderligere og mere meningsfuldt end alt, hvad mit daglige øje har set.” (side 62)

Den ukendte

Fortælleren i ‘Den ukendte’ møder flere gange en mand, der virker stærkt på ham. Den sidste gang fortæller manden sin historie, som fører læseren over havet og gennem tab af elskede personer og til en flugt i evig rædsel.

“- Jeg har søgt at undgå Dem … Men Deres ansigt har til stadighed forfulgt mig. Nuvel. De får i nat min historie. Og så er vi kvit. Vi går siden hver vor vej. Jeg min endeløse, ulykkelige. Og De Deres rolige og opstukne linje.

Jeg smilede bittert og spurgte om hans navn.

– Hvad kommer mit navn historien ved? – Menneskene er tåbelige. De tror at kende de væsentlige gennem navnet. Og så nævner de alt mellem himmel og jord. Ganske vilkårligt. Der er ingenting, som undgår deres navneraseri. Navnet er helligt. Respekt for benævnelsen. Sole, måner og stjerner. Årtusinder og døde kulturer … Menneskene nævner dem. Sætter dem i bås. Selv de ukendte hemmeligheder nævner de. Derved er naturligvis opdagelsen sket. Hehe. Men kloderne går deres høje vej gennem uendeligheden. Deres plads skifter og forgår. Og den evige hån mod menneskets usselhed har intet navn.” (side 90-91)

Flora

I ‘Flora’ går fortælleren en dag pludseligt ind i et hus, han ofte er gået forbi. Herinde møder han en ung mand, der fortæller ham om, hvordan han som barn overraskede sin mor og hendes elsker. En oplevelse der har trukket spor på alt op til nu.

Novellen har undertitlen ‘En historie om driften’. I efterskriften gør Dag Heede opmærksom på, at Sigurd Mathiesen skrev novellen 16 år, før Freud nedskrev sin berømte analyse af den såkaldte “Ulvemanden” om “urscenen”.

“- Livet er fuldt af viljer, fuldt af had. Deraf de bitre skuffelser, den onde skilsmisse. Vi var fremmede. Men vi havde begge en verden tilfælles: ungdommen. Se, oceanet derude – det er den evige ungdom. Oh, det blå hav, det blå hav … jeg elsker det. Over det nåede også vi hinanden. For er det ikke, som om bølgerne ejer et uforgængeligt liv? Er det ikke, som om sjæle mødes i dem? – I dag har vi truffet hinanden. Tusinde mile hav har skilt os ad. Men tror De dog ikke, at der her på den anden kyst har siddet et menneske med Deres bævende længsler og meddelelsestrang? Tror De ikke?

Jo, og De landede her mellem jammerlige folk, der slæbte på hver deres pengesække. De drømte endnu om at finde forståelse. Den unge, den hvide sjæl, der giver uden at fordre. Og De? – Hør, De fandt ham ikke.

Ja, undskyld – jeg er åben. Men Dem kan jeg sige, hvad der falder mig ind – ikke sandt? De misforstår mig ikke. Gå en smule på akkord med Deres menneskefordringer – godt! Jeg er Deres ven. De skal ikke forlange synderligt af mig. Men vil De leve her mellem blomsterne og de grønne træer, her i denne glade have, så bliv bare og forlyst Dem! – For haven og huset er mine nu. De kender muligvis den forrige ejer? – Godt. Jeg skal fortælle Dem en kort historie om ham. Det var min mors elsker.” (side 118-119)

Syge perioder

Fortælleren, den unge læge Åge Basse, ønsker med sin redegørelse at sætte en stopper for den horrible folkesnak, som står om hans person efter nogle mærkelige hændelser og en indrykket dødsannonce i avisen.

Basse er en agtværdig person, men han har en uforklarlig modvilje mod byens avisredaktør. Da Basse en dag er lidt for hurtig til at udskrive morfin til en patient, som efterfølgende dør (måske), bliver han overbevist om, at redaktøren vil gøre alt for at afsløre ham for omverdenen. Det fører til en nærmest delirisk tilstand, hvor Basse forsøger at undgå afsløringen.

“Som sagt – denne person gik mig forbi. Han hilste ganske vist. Nedladende og pertentligt. Jeg kom ikke så vidt. Jeg glemte det fuldstændigt. For min antipati slugte enhver fornuftig tanke. Den hæslige trøskesmag lagde sig atter under min gane. Og den gulblege skumringsluft syntes at fortætte sig og finde form i hans farveløse skikkelse. Det forekom mig, at jeg i ham havde truffet dagens onde mening.

En besynderlig tyngde faldt over mit bryst. Jeg ville helst være ham kvit. Men jeg vovede ikke at slippe ham af syne. Og jeg blev ved med at gå efter ham. Han vendte sig ikke en eneste gang, skønt jeg næppe befandt mig ti skridt bag ham.

Da svingede han ind ad en port. Jeg fulgte efter. Jeg hørte ham, foran mig på trappen. En forknyt barnestemme lød ovenfra. Med et gys genkendte jeg den. Det var den lille pige, der hentede morfinen i eftermiddags.” (side 142)

Vulkanen

Jeg er ret sikker på, at Sigurd Mathiesen har fundet inspiration til denne novelle i virkelighedens vulkanudbrud på den caribiske ø Martinique d. 7. maj 1902. Her blev byen Saint-Pierre udslettet og omkring 30.000 mennesker mistede livet. Én mand overlevede dog. Ludger Sylibaris sad i isolationsfængsel, hvilket reddede hans liv, selvom han blev voldsomt forbrændt. Fire dage efter udbruddet blev han fundet af et redningshold, og rejste siden rundt og fortalte om sine forfærdelige oplevelser.

Novellen er skrevet i august 1902, og handler om en mand, der får en vision om et forfærdeligt vulkanudbrud. Han forsøger at overtale sin hustru til at rejse væk sammen med deres lille søn, men hustruen nægter. Hun har boet på øen hele sit liv og insisterer på, at der ingen fare er. Desværre tager hun fejl, og novellen beskriver i lyriske detaljer de grufulde begivenheder, da vulkanen går i udbrud.

Da lød der en fjern torden. Den blev stadig stærkere og mere intens … Jeg følte gulvet gynge. Pludselig et skrald og et lynglimt. Stolen, hvorpå jeg sad, gjorde et hop og flyttede sig. Et skab ramlede over ende. Grundvolden under vort hus rystede og gav sig.

Jeg fór op og ville ile ind i soveværelset. Fra gaden nåede larmen af travle mennesker mig, hidsige og forvirrede skrig. Det klang så besynderligt nært – næsten som om det var herinde i værelset. Jeg erindrer i dette øjeblik endnu tydeligt:

– Jean, jeg dør … Bliv hos mig, Jean … Barnet kommer!

Og jeg hørte et smertefuldt skrig lige ind i mit øre. Der var sprunget en vældig revne i muren. Det var nu ikke mere så mørkt. Et sært svovllys dvælede allevegne. Men det var næsten uhyggeligere end selve mørket.” (side 162)

Unge sjæle er anmeldt til Litteratursiden

Om Unge sjæle:

Udgivelsesår: 09.03.2020
Forlag: Sidste Århundrede/Escho, 207 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaltitel: Unge sjæle (norsk), 1903
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen & Anders Jørgen Mogensen

Indhold:
Den sorte uge
Asser Hein
Blodtirsdag
Den ukendte
Flora
Syge perioder
Vulkanen

Læs også:

Det sukker så tungt ude i skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Vi er fem af Mathias Faldbakken
Aura af Carlos Fuentes
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Fuglereden af Shirley Jackson
Dansk standard af Kim Leine
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Slør af A. Silvestri

Årlige uploads 202.1 – bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Årlige Uploads 202.1 - bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Sidste år udgav forlaget Ildanach sin første udgivelse, horror-antologien Frygtelige Fynske Fortællinger. I den forbindelse fik jeg en lille snak med manden bag, Nils Anker Tønner-Oldefar. Han fortalte blandt andet, at han arbejdede på at udgive en årlig science fiction antologi, og med Årlige Uploads 202.1 er den nu udkommet. Endda i to bind for at få plads til alle historierne.

Novellerne er skrevet af en blanding af nye og kendte navne. Christine Godman, Karsten Brandt-Knudsen og Niels Kjærgaard bidrog f.eks. til Frygtelige Fynske Fortællinger. Mens Helle Perrier også har haft noveller med i bl.a. Science Fiction Cirklens årlige antologi. Det har Flemming Johansen og Anna Line Søgaard i øvrigt også. Til gengæld har jeg ikke tidligere læst noget af Astrid Næraa eller Anders Olesen.

Overordnet set er Årlige Uploads 202.1 en underholdende omgang. Nogle af antologiens temaer er måske nok set før, så her er ikke tale om nytænkende science fiction. Men det behøver det heller ikke at være hver gang. Jeg kan også godt lide ‘bare’ at lade mig opsluge af en underholdende historie.

I ‘Usolidarisk’ af Anna Line Søgaard er befolkningens effektivitet igennem mange år blevet opgraderet medicinsk under dække af at være for den enkeltes bedste. Da Jesper Hansen ved sin mors begravelse opdager, at følelserne er helt væk, beslutter han sig for at stoppe med sin medicin, selvom det er forbundet med stor fare. Historien kunne godt have hentet inspiration fra Ira Levins Fagre nye elektronverden, men emnet er jo ikke mindre relevant i dag.

I ‘Piratbenet’ af Christine Godman kommer pigen Molly ud for en ulykke som barn, hvor hun mister det ene ben. I stedet får hun en benprotese, der med tiden vokser sammen med kroppen og bliver nærmest bedre end det biologiske ben. Lægen fortæller, at der kan være lidt bivirkninger i starten, men ikke noget at bekymre sig om. Jeg kom til at tænke på Clive Barkers novelle ‘Statslegemet’, men Godman har alligevel sin egen vinkel, og så er jeg vild med titlen.

‘ἐπίσκοπον (Episkopon)’ af Astrid Næraa er en af mine favoritter. Her skal en ansat forklare ledelsen, om de begivenheder der fandt sted, da det lykkes en fange at flygte. Særligt slutningen, der giver et helt nyt spin på historien, er fremragende.

I ‘Jaget’ af Karsten Brandt-Knudsen bliver kriminelle jaget af fjernstyrede robotter, og alt bliver vist live. Politiet vil gerne de mange dusørjægere til livs, men hvem gemmer sig egentlig bag dræber-robotternes pseudonymer? Novellens start minder om Stephen Kings Den løbende mand, men udvikler sig snart i et overraskende twist. Også en af de rigtig gode historier i Årlige Uploads 202.1.

Jeg har aldrig selv været så fascineret af de spilbøger, som var et stort hit i min barndom. Måske fordi jeg er for doven og hellere vil have historien serveret? ‘Bøllebank på Planet Delta’ af Niels Kjærgaard er dog også for dovne læsere som jeg. Her er tale om en rigtig hårdkogt kliché over macho-manden, der nødlander på en fremmed planet, men historien fortælles med et stort glimt i øjet, og er rigtig underholdende.

‘Retfærdighed’ af Helle Perrier er ligesom ‘Usolidarisk’ en dystopisk historie. Her møder Tolkir hver dag op på arbejde, men arbejdspladsen skifter fra dag til dag, så han ved først, hvor han skal hen, når vagten fortæller ham det ved mødetid. Tolkir fungerer som en slags jury, men det er ikke kun, personerne han dagligt dømmer. Også han selv er under konstant overvågning. Novellen er en af mine favoritter, og gav mindelser til George Orwells klassiker 1984.

Niels Kjærgaard har to noveller med i antologien. I ‘Tankens kraft’ kører det ikke rigtig for Laust. Han er blevet skilt, har problemer med at følge kvoterne på arbejdet, og så klager naboerne over, at hans hund gør. Så da han får mulighed for at deltage i et eksperiment, der skal hjælpe ham med at opdrage hunden via hjernebølger, siger han ja. Det viser sig dog, at det ikke kun er hunden, han kan tale med uden at åbne munden. Som i ‘Bøllebank på Planet Delta’ er der også her en humoristisk tone, men handlingen synes jeg alligevel er alvorlig. Og så er slutningen en perle.

‘Skindød’ af Flemming Johansen er endnu en favorit. Her er den smågnavne Hilmar hovedperson. Der er blevet indført fuldautomatisk borgerserviceordning, som sørger for alt det praktiske i hverdagen. Har du brug for offentlig transport for at komme på arbejde, får du automatisk tildelt et buskort. Skal du opereres, tildeles du en dato, og det er ikke muligt at snyde sig forrest i køen. Og så videre. Hilmar er egentlig glad nok for borgerserviceordningen, men der viser sig dog et problem, da han selv forsøger at ordne en løs forbindelse i sin lejlighed.

Den sidste novelle er ‘Virus’ af Anders Olesen. Her modtager den pensionerede Henning en dag en mail med en Unforseen Life Opportunity. Henning bliver tilbudt penge for at dele private oplysninger med Maria Johnson, der står som afsender af mailen. Og herfra udvikler novellen sig i en uforudset retning.

Som sagt var jeg godt underholdt af Årlige Uploads 202.1, og glæder mig nu til at gå i gang med bind to.

Om Årlige Uploads 202.1 – bind 1:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Ildanach, 184 sider
Omslag: Jeppe Lindrup Mygh

Indhold:
Forord
Usolidarisk af Anna Line Søgaard
Piratbenet af Christine Godman
ἐπίσκοπον (Episkopon) af Astrid Næraa
Jaget af Karsten Brandt-Knudsen
Bøllebank på Planet Delta af Niels Kjærgaard
Retfærdighed af Helle Perrier
Tankens kraft af Niels Kjærgaard
Skindød af Flemming Johansen
Virus af Anders Olesen

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Serien Lige under overfladen fra Science Fiction Cirklen
Undergang / red. Martin Schjönning
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen

Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2020

Teddy Vork
Foto: Peter Langwithz Smith
Foto: Peter Langwithz Smith

For anden gang modtager esbjergensiske Teddy Vork prisen for Årets Danske Horrorudgivelse, denne gang for romanen “Mulm“, der udkom d. 13. marts 2020 på forlaget Kandor. Første gang Vork modtog prisen var for novellesamlingen “Sprækker” fra 2014.

Prisen vil blive overrakt på Krimimessen i Horsens, der grundet COVID-19 er flyttet til d. 9. og 10. oktober.

Siden 2012 er prisen for Årets Danske Horrorudgivelse blevet uddelt af en uafhængig jury. I år bestod juryen af professor på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai, boghandler Jette Sønderbek, bibliotekar Pia Bechmann, boghandler Søren Vangsgaard og ansvarshavende redaktør for Kulturkapellet Torben Rølmer Bille.

Juryens motivation:

Gennemgående i juryens beskrivelse af årets vindende udgivelse er ordene snigende og urovækkende, og det kendetegner romanen meget godt. Vi møder en familie på tre, hvor uhyggen kryber ind i sprækkerne mellem fornuft og følelse. Moderen, Maja, er indlagt på psykiatrisk skadestue, og faderen, Jacob, er derfor ladt alene med deres femårige søn, Johannes, der påvirket af situationen har fået en usynlig ven. En usynlig ven, som Jacob får svære og svære ved at ignorere.

Hverdagen og det almindelige liv skildres eminent, og vi oplever med stigende ubehag, hvordan den kendte verden krakelerer og det ukendte siver ind i historien som en underliggende summen af rædsel. Fortællingen balancerer på en skarp knivsæg af banal hverdagstrivialitet og en mørk, dæmonisk domestic noir, hvor kræfter udefra vender dagligdagen på hovedet. Sigmund Freud bruger begrebet Das Un-heimliche, der sidestiller uhygge med uhjemligt og utrygt. Uhyggen opstår i mødet med noget overnaturligt eller uforklarligt.

Teddy Vork tager fat i alle forældres værste mareridt – ”Hvad, hvis mit barn rammes af noget, som jeg intet kan gøre imod, og måske ikke forstår?” og skriver sig ind i en tydelig identifikation hos de voksne læsere – ”Ægtefællen, der rammes af sygdom, og efterlader sin partner i sorg, frygt og afmagt med en hverdag, der skal fungere og køre videre”. Det psykologiske tvist i historien danner perfekt grobund for den spirende ondskab. Er det Jacobs psyke, der skaber det parallelle univers; er det Majas oplevelser i huset inden indlæggelsen, som Jacob finder beskrevet i dagbøger; er det Johannes’ forsvarsmekanisme mod moderens fravær, der åbner hans sind for sagninspirerede hallucinationer?

Læseren gribes af de effektive virkemidler og karakterernes troværdighed. Man føler empati og rystes i grundvolden af det mareridt Jacob trækkes længere og længere ind i. Det onde i denne fortælling er en urgammel kraft bundet til stedet. Romanens uhygge er både sanselig og overrumplende.

Bogen er velskrevet og velkomponeret og den har mulighed for at nå ud til et bredt publikum, der ikke nødvendigvis kender horrorgenren på forhånd. Det er en horror-fortælling, som man gerne vil anbefale til alle. Bogen udmærker sig rent udgivelsesmæssigt ved at være godt håndværk – både typografisk, korrekturmæssigt og indbindingsteknisk. Der er tale om bundsolidt redaktionsarbejde, som Forlaget Kandor kan være stolt af.

Det gode gys er som oftest det, der bliver siddende i knoglerne længe efter lyset igen er tændt, og sådan et gys er “Mulm”. Derfor er vi i juryen enige om, at Teddy Vork skal vinde prisen for årets danske horrorudgivelse i 2020.

Interview med Teddy Vork om “Mulm”:

Teddy Vork vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2020 for romanen "Mulm".

1) Allerførst tillykke med at du nu for anden gang har vundet prisen for Årets Danske Horrorudgivelse. Hvad betyder sådan en pris?

Mange tak. Det betyder utrolig meget at vinde og få den form for anerkendelse. Det betyder at alt den tid og energi, man har viet til at blive god til sin kunstform, har haft en effekt. Det giver en form for vederkvægende ro koblet med endnu mere skaberlyst.

2) Dansk Horror Selskab blev oprettet for at fremme udbredelsen af dansk horror for voksne. Herhjemme bliver horror jo ofte anset som en genre for børn, så hvad betyder det, når juryen kalder ”Mulm” for ”velskrevet og velkomponeret”, og mener, at den har mulighed for at nå ud til et bredt publikum, der ikke nødvendigvis kender horrorgenren på forhånd?

Det betyder forhåbentligt, at det helt basalt er en rigtig god bog. Det er jeg selvfølgelig glad for. Form er meget vigtig for mig som forfatter, og jeg forsøger at være meget formbevidst. Sproget er jo både mit værktøj og selve det, jeg frembringer. Værktøjet, men også materialet. Måske er det koblingen mellem fokusset på sprog og så det mere uhyggelige indhold, der har gjort juryen glade for Mulm? Jeg har også forsøgt at kombinere en mere anglo-amerikansk måde at skrive på, hvor der kan være mere plads til fantastiske elementer med en mere nordisk stil med fokus på hverdagen, det realistiske og afdæmpede.

3) Hvorfor tror du, at horrorgenren er så underkendt her i Danmark?

Det er et ret kompliceret spørgsmål, som er svært at svare bare nogenlunde kort på. Men jeg synes, de to litterære kredsløb, jeg tror findes i alle landes litteratur: populær/genrelitteratur og den mere formbevidste litteratur, er meget skarpt optegnet i DK. Måske fordi det er et lille sprogområde. Litteratur med klare genretræk, som fx horror, anses som dårligere litteratur end den mere formbevidste eller realistiske litteratur. Sådan har det vel været i århundrede og i de fleste lande. Som med de fleste ting definerer man bl.a sig selv ud fra de grupper, man ikke tilhører, og der er selvfølgelig et hierarki mellem grupperne. Sådan vil det altid være, tror jeg. Realisme har fx højere kunstnerisk status i litteratur i Danmark. Sådan er det bare. Det er ikke noget, jeg ser ændre sig i fremtiden. Men det sjove sker jo, når der går hul på grupperne, og de bløder over i hinanden og inspirerer hinanden, så der skabes noget nyt.

4) Fortæl lidt om hvad ”Mulm” handler om, og hvordan idéen opstod.

“Mulm” handler om en lille familie, som pludselig står i en krise, da moren, Maja, bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Jacob, faren, er alene med deres femårige søn, Johannes, i deres nyerhvervede hus. I løbet af forholdsvis kort tid, oplever Jacob, at noget i huset stemning har ændret sig, især når mørket falder på. Jacob føler sig overvåget af nogen eller noget med ond vilje, Johannes taler med en usynlig ven, og Jacob bliver i tvivl om, hvad det egentligt er der foregår. Har den mærkelige stemning i huset haft indflydelse på Majas indlæggelse? Da mystiske og uhyggelige hændelser eskalerer, forsøger Jacob at finde ud af, hvad der ligger til grund for det hele, da det er umuligt at handle, hvis man ikke ved, hvad man har med at gøre. Og Jacob må handle i tide, hvis han skal redde Johannes, Maja, og ikke mindst sig selv.

Ideen opstod, fordi jeg har oplevet at være alene med min lille søn i vores nykøbte hus, mens hans mor var indlagt i flere måneder. Jeg havde svært ved at falde i søvn. Lå i sengen og stirrede op i mørket, alt for bevidst om nattens lyde. Bange for fremtiden for os alle. På et eller andet tidspunkt brød en tanke ind: Hvad nu hvis … hvis jeg ikke kunne passe ordentligt på min søn … hvis jeg ikke kunne regne med mig selv i den her situation … hvis der var noget her i mørket, som ville os ondt. Det var en tvedelt tanke. Rationelt vidste jeg godt, det var noget vås, men hvad nu hvis … Da min søns mor kom hjem igen, tænke jeg, at det jeg havde oplevet, måske kunne være udgangspunktet for en bog.

5) Vil du fortælle lidt om arbejdet med bogen?

Teddy Vork modtager Årets Danske Horrorudgivelse 2014 for novellesamlingen "Sprækker"
Teddy Vork og Henrik S. Harksen på Krimimessen 2015

Jeg satte nogle begrænsninger op for mig selv, inden jeg begyndte at skrive. Det hjælper ofte på min kreativitet at have nogle rammer, jeg skal forsøge at bevæge mig indenfor. Begrænsningerne i “Mulm” var ret simple, men de skulle hjælpe med at trække indholdet frem. Jeg ville have, det skulle være et kammerspil. Altså meget få medvirkende karakterer og få steder. Det blev til familiens tre medlemmer, og huset, hvor de bor (næsten en af de andre titler, der var i spil: Huset, hvor vi bor). Jeg håbede, denne begrænsning kunne hjælpe mig med at skabe den rette stemning af klaustrofobi og isolation … at læseren som Jacob skulle opleve at være fanget … af stedet og omstændighederne. Det syntes jeg, er lykkes godt, men det var også et af de elementer, som gjorde bogen svær at skrive og fik færdiggørelsen til at trække ud i omkring ti år.

Det tog selvfølgelig ikke ti år at skrive romanen fra ende til anden, men teksten var igennem mange udkast og har set meget anderledes ud, end den gør nu. Der var flere indflettede fortællinger, nærmest en novelle eller to vævet ind, og et par avisartikler. Men mine betalæsere syntes ikke, det fungerede. I øvrigt havde jeg fire af dem til at læse manus igennem, hvilket er flere, end jeg plejer, og ad flere omgange. Så jeg havde tilsyneladende længe en grundlæggende tvivl på, om teksten fungerede. Jeg kan se nu, at det skyldtes tvivl på lige netop den præmis, jeg grundlagde for mig selv, nemlig at historien skulle være et kammerspil. Men jeg havde flettet for mange sidehistorier ind, fordi jeg ikke stolede på, at fortællingen kunne bære at være at være så bar og simpel, hvilket jo er dens styrke. Mine betalæsere og redaktør hjalp mig tilbage til det syn på teksten, og det skal de have stor tak for.

6) ”Mulm” handler om en helt almindelig familie, og dit forfatterskab generelt tager oftest udgangspunkt i hverdagen. Hvor de fleste af os ser normalitet, ser du noget andet. Hvorfor/hvordan gør du det almindelige så skræmmende?

Af Edvard Munch - WebMuseum at ibiblioPage: http://www.ibiblio.org/wm/paint/auth/munch/Image URL: http://www.ibiblio.org/wm/paint/auth/munch/munch.scream.jpg, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=37610298

Edvard Munch, i øvrigt en af mine yndlingsmalere, sagde noget i retning af, at man ikke skulle male det, man ser, men det, man så. Det, man så, mens man var i en særlig følelses vold. Man kan måske på en anden måde sige, at man ser det gennem mørktonet glas eller i et troldspejl. Måske bare et glimt, og det kan man så lege med, udvide, når man skriver en historie. Det er vel det, jeg gør. Det er så det mørke og dystre, mit blik falder på. Grunden til at det er lige der, min opmærksomhed rettes, er nok et spørgsmål om personlighed og psykologi, hvad man er fascineret af, og hvad der slår en genklang an i ens sjæl. På mit civile arbejde har jeg mange kollegaer med sundhedsfaglig baggrund. En af dem, en ret så indsigtsfuld psykiatrisk sygeplejerske, havde læst nogle af mine bøger, og hun spurgte mig engang om det at skrive mine historier “gav mig mere kontrol over angsten, eller slap den fri, gjorde den værre?”

Øh … jeg vidste ikke, det handlede om angst. Og jeg har stadig ingen ide om, hvorvidt skrivning inddæmmer eller slipper den fri. Men interessant betragtning fra hende.

Med hensyn til at hvordan man gør det almindelige skræmmende: Jeg synes, det er mere interessant, og lettere, at gøre det almindelige uhyggeligt end det usædvanlige. Det almindelige har større potentiale for gyset. Hvis man vil overbevise læseren om, at der findes en anden, usynlig verden, må man går varsomt til værks, så illusionen ikke brydes. Det almindelige er jo netop almindeligt og derved umiddelbart genkendeligt, og hvis det genkendelige på et tidspunkt ikke længere er genkendeligt, er det per definition uhyggeligt. Hvis man langsomt og næsten umærkeligt introducerer små brud i det normale, kan man forføre læseren til at, at det utrolige måske kunne ske, eller at man under de rette omstændigheder kunne være presset psykisk nok til, at man ville opleve det som sandt. Små sprækker, detaljer, gisninger, reaktioner. En dæmon er jo ikke uhyggelig, hvis den står i fuldt flor med rød, skællet hud og sorte horn omspændt af flammer, så bliver den mere komisk og utroværdig. Men en dæmon man ikke kan se, kun ane gennem næsten umærkelige sansninger, som måske ikke engang er til at stole på, bare en fiks ide … måske? Det er noget helt andet og mere faretruende, fordi det eroderer det fundament, man har bygget sin forestilling om verden på.  

7) Historien har også tråde til gamle sagn og myter. Hvad fascinerer dig ved fortidens fortællinger og tro?

Mulm af Teddy Vork

Jeg har en mistanke om, at sagn og myter hvisker til os på tværs af årtusinder, erkendelser vi mennesker har gjort os, som udtrykkes gennem ord, men alligevel ikke helt kan udtrykkes med ord. De slår en streng an i os, som resonerer, men vi ved ikke helt hvorfor. Det er på samme måde, som når vi ved, uden refleksion, hvornår noget er smukt. Det er proportionerne. Men hvorfor er det lige de proportioner, der tiltaler os som art. Nogle forskere mener, det er genetisk nedarvet, et slags kollektivt ubevidste. Det er virkelig interessant

Der en hel scene i “Mulm”, som handler om myter, hvordan de har formet vores forståelse af verden, og at vi ikke altid er bevidste om, at fortællinger er det brilleglas igennem hvilke, vi ser verden. Fortællingerne og myterne er fulde af figurer og handlingsmønstre, vi har brugt til at forstå verden i utallige generationer, ad omveje fordi vi ikke kan erfare det direkte og håndgribeligt. Det glider os af hænde, så snart vi ser direkte på det.

8) Hvad håber du, at læseren tager med sig, når de har læst ”Mulm”?

Først og fremmest håber jeg, at læseren blev bange, eller utryg, et øjeblik i tvivl om verdens beskaffenhed. Tvivl er vel central i “Mulm”, hvordan tvivl kan æde sig ind og forgifte og lamme. Forhåbentlig har læseren også oplevet et intenst og nærgående portræt af en mand og en familie i kamp med ødelæggende kræfter, hvor kærlighed er et mægtigt våben, men ikke altid tilstrækkeligt.

9) Arbejder du på et nyt projekt, og i givet fald hvilket?

Jeg arbejder vist altid på noget nyt. De få gange, jeg ikke har haft gryden i kog med et eller andet, bliver jeg i utrolig dårligt humør og er umulig at være sammen med. Lige nu er jeg i gang med at lægge sidste hånd på en ungdomsgyser, der foregår på en gammel skole, som er meget inspireret af den gamle katolske skole min søn går på. Den ligger klods op ad en katolsk kirke, nedlagt kirkegård og nedlagt hospital. Det er jo en ren foræring til en forfatter som mig.   

10) Vil du her til sidst komme med nogle forslag til andre spændende horrorforfattere, som du enten har fundet inspiration i eller blot vil anbefale andre at læse?

Jeg er meget benovet over og inspireret af John Langans The Fisherman, Paul Tremblays A Head Full of Ghosts og Caitlín R. Kiernans The Drowning Girl samt Mark Z. Danielewskis House of Leaves, som alle er fantastiske romaner og helt sublime horrorromaner.

Hvis man har lyst til at kaste sig over nogle af de mange dygtige danske forfattere, så er jeg også meget begejstret for f.eks. “Slør” af A. Silvestri, “Frygtfilerne” af Jonas Wilmann, “Dæmoner” af Carina Evytt, “Randvad” af Jacob Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen, “Fluernes hvisken” af Steen Langstrup og “Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos” af Lars Ahn.

Udvalgt bibliografi:

Mulm / Kandor, 2020. – 202 sider
Forglemmigej / Storytell, 2018. – 10 episoder
Mare, mare minde / ill. Thomas Hjorthaab. – Calibat, 2017. – 59 sider
Ønskehuset / SMSPress.dk. – 2015
Sprækker / Kandor, 2014. – 213 sider
Ex
 / Tellerup, 2012. – 327 sider
Diget / Tellerup, 2010. – 182 sider
Hvor skyggen falder : seks horrornoveller / Tellerup, 2008. – 110 sider

Læs mere om Teddy Vork her

Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork