Af mange forskellige årsager har jeg ikke fået set film de sidste par måneder, men så fik jeg “Quarantine 2″ foræret af en god kollega, som skulle have ryddet op i bunkerne. Nu har jeg været begejstret for både de to originale [REC] film samt den amerikanske genindspilning “Quarantine“, så jeg kastede mig begejstret over denne – og heldigvis så holder serien standarden.

På en rutineflyvning fra Los Angeles til Kansas City bliver en af passagererne syg og aggressiv. Under forsøget på at passificere passageren bider han en stewardesse i ansigtet, før det lykkes for de øvrige passagere at låse ham inde på toilettet. Da piloterne kalder jorden og fortæller om situationen, bliver de bedt om straks at nødlande. Men på landjorden bliver de dirigeret til en tom terminal, og ingen kommer for at hjælpe dem. De er blevet sat i karantæne.

Ligesom i de første film er en virus brudt ud, som forvandler sine ofre til frådende zombier, der aggressivt angriber alt og alle. “Quarantine 2″ trækker tråde til “Quarantine“, bl.a. ved at én af passagerne læser om en bygning i L.A., som er blevet sat i karantæne, og vi får også en forklaring på, hvor virussen stammer fra.

Det er et simpelt plot, men effektivt fortalt, og jeg sad næsten yderst på stolesædet hele filmen igennem. Jeg kan rigtig godt lide, at instruktør John Pogue lader os få tid til at møde nogle af personerne, før helvede bryder løs. Vi følger først personalet på flyet, og siden introduceres passagererne lidt efter lidt. Det giver altid en mere interessant film, hvis publikum investere følelser i fortællingens personer, og det synes jeg, man gør her.

Men det er selvfølgelig ikke et person-drama. Det vigtige er virussens virkning på sine ofre, og her er fyldt med fede scener hvor zombierne går amok. Først i den begrænsede plads i flyet, og siden i den kæmpestore tomme terminal. Det giver to forskellige former for uhygge, men begge er vældig effektive.

Jeg kan godt lide, at John Pogue, som også har skrevet manuskriptet, denne gang flytter historien væk fra [REC]-filmenes univers ind i sit eget. Han går også væk fra konceptet med at alt filmes fra personernes synsvinkel, så denne gang er der ikke spor af håndholdte kameraer og kun ganske få overvågningsbilleder.

Jeg fandt ”Quarantine 2: Terminal” underholdende og effektiv, og kan kun anbefale den.

Instruktør: John Pogue
Udgivelsesår: 2011

[REC]-universet:

[REC], 2007. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript  Jaume Balagueró, Luiso Berdejo, Paco Plaza)
Quarantine, 2008. Instr.: John Erick Dowdle (manuskript  John Erick Dowdle, Drew Dowdle)
[REC2] , 2009. Instr.: Jaume Balagueró, Paco Plaza (manuskript Jaume Balagueró, Manu Díez, Paco Plaza)
Quarantine 2: Terminal, 2011. Instr.: John Pogue (manuskript John Pogue)

Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af.

Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.”

Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ”Fear of mirrors – memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.”

Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet – og hvordan hun langsomt ændrer sig.

”Spejlet” er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd.

Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Unruhe”. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet.

Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ”Dybt nede”, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ”Howard Charlestons forvandling”. Det indledende citat lyder: ”Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop – and find strange horror.”

På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen – og på hvad der fulgte med op…

Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ”The Thing”. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie.

Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ”Under marehalmen” hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ”Hideous sound in the dark.”

Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst.

Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ”Pilene”, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning.

Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ”Djævlen byggede et hus”, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ”Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? […] Man afraid to shut eyes-.”

Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere.

Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling.

Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ”Hvad skal barnet hedde?” udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ”To find something horrible in a (perhaps familar) book.”

Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker – og om fødslen der venter…

Det er oplagt til at tænke på ”Rosemarys baby”, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen.

”I helvede venter rommen” af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ”A secret living thing kept and fed in an old house.”

En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien.

Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ”I et vindue”, der indledes med citatet: ”Hideous secret society – widespread – horrible rites in caverns under familiar scenes – one’s own neighbour may belong.”

To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe.

Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt – så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten…

Alt i alt kan jeg absolut anbefale ”Grufulde mørke”. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne.

Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tomas Gindeberg

Indhold:

Forord af Henrik S. Harksen
Spejlet af Thomas Daugaard
Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen
Dybt nede af Morten Carlsen
Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen
Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft
Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg
I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg
I et vindue af A. Silvestri

HPLMythos serien:

Grufulde mørke (2012)
Lyden af vanvid (2010)
Fra Skyggerne (2008)

Læs mere på HPLMythos.dk

D. 17. april handlede det om monstrologer, hjernegnaskende zombier og virkelighedens psykopater på Radio24Syv. Her havde Knud Romer sat Steen Christensen, Mathias Clasen, Tanja Poulsen og Steen Langstrup stævne til en snak om monstrene fra skrækfilm og virkelighedens psykopater og hvad de fortæller om vores angst – og konstruktionen af vores egen menneskelighed.

Hør udsendelsen her

Efter skuffelsen over “The Mist in the Mirror” var jeg lidt spændt på, om “The Man in the Picture” også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i “The Mist in the Mirror“, så fungerer plottet fint her. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Udgivelsesår: 2007

Det er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse ”Dark Matter” af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken ”Slægten på Jamaica”, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – ”Dark Matter” er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale ”Dark matter”. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.”

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

”Dark matter” er pt. ikke oversat til dansk.

Udgivelsesår: 2010

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg også Michelle Pavers hjemmeside

Det er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og “Dæmonen i hælene” er ingen undtagelse.

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som i dette tilfælde er en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Da Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt ”The Mist in the Mirror”.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af ”The Mist in the Mirror”, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere

Udgivelsesår: 1992

Susan Hills hjemmeside

Den tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i “Øjensamleren” lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I ”Øjensamleren” har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

”Øjensamleren” er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til ”Øjensamleren”, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Italiens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om ”Morderens mesterværk”, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

”Morderens mesterværk” udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

”Morderens mesterværk” er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende ”From Hell”, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside