Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen

Malea og søuhyrets æg er første bind i Lasse Bo Andersens spændende nye serie for børn og unge.

Efter at Malea har mistet sine forældre og sin tvillingebror i en uforklarlig bilulykke, flytter hun efter måneders rundkasten i systemet ind hos morens halvsøster, Jytte, i den lille kystby Snarevig. Malea kender ikke Jytte, og den lille søvnige by virker alt andet end tiltrækkende på hende. Men det er måske hendes sidste chance, for de andre skoler og plejefamilier har smidt hende ud.

Samme dag som Malea begynder i skolen, ankommer også en anden ny elev, Lau, der bor sammen med sin far i det store hus for enden af vejen, hvor Jytte og Malea bor. Men det, der skulle have været en ny begyndelse, bliver alt andet. Klassens førende pige, Silke, fryser Malea ud, og kun Lau virker interesseret i at lære hende at kende. Det gider Malea dog. Hun holder afstand til alle bag en afvisende facade og ønsker sig bare sin familie – og især broren Kristoffer – tilbage.

Alligevel ender det med, at Malea hjælper Lau, da hans far mister en vigtig kasse under indflytningen. Hun får et underligt syn, der fører de to unge ned til havnen, og her udvikler historien sig i en helt ny og dramatisk retning. Der gemmer sig nemlig en hemmelighed i Snarevig, som trækker tråde til Malea og hendes familie.

Malea og søuhyrets æg er en underholdende, spændende og vedkommende fortælling for de +10 årige. LBA fortæller dels en dramatisk historie fuld af væsener fra folkeeventyrerne. Dels en rørende historie om sorg, mobning og ung sårbarhed. Begge dele gør han godt, og lykkes endda med at samle dem til ét troværdigt univers. På den led lever han helt op til Mathias Clasens fine definition på god fantasy.

Fantasylitteraturen kan være nok så urealistisk på overfladen med alle de ildspyende drager og trylleformularerne og de fjerne verdener. Men fantasy er også langt mere end det, og noget af det, der gør genren interessant er, når den også er psykologisk realistisk og skildrer menneskets møde med det utrolige, det fantastiske, det rædselsfulde. Den handler om fiktive personers forsøg på at løse reelle problemer og overvinde forhindringer. Eller når fantasy også er socialt realistisk og skildrer menneskelige interaktioner og relationer i al deres kompleksitet. Den eventyrlige ramme gør således den realistiske skildring mere interessant. (Læs hele Mathias Clasens artikel på Litteratursiden)

Jeg var rigtig godt underholdt af serien om Malea. Historien flyder let uden at tale ned til læseren, men med masser af dramatik og uhygge. Og så slutter hvert bind i serien med noget af en cliffhanger, der giver lyst til straks at kaste sig over de næste bind – og de kan også anbefales!

PS. På det personlige plan vil jeg gerne takke LBA for i bind to Malea og dødishullets hemmelighed at forklare, hvad et dødishul er. Jeg er nemlig stødt på ordet flere gange, og først nu har jeg forstået det 🙂

Uddrag af bogen:

Malea følte det, som om hun forsvandt ind i en boble af tåge. Hun havde fornemmelsen af, at hun var trådt ind i en helt anden verden. Og så alligevel ikke. For omgivelserne var de samme. Men tiden var på en eller anden måde blevet skruet tilbage, for nede for enden af trappen holdt flyttebilen.

Hun standsede brat op og gloede måbende ned på den. Så vendte hun sig om for at spørge Lau, om han også kunne se bilen, men han var der ikke.

I stedet kom de to flyttemænd gående ned ad trappen direkte mod hende. Og de så ikke ud, som om de havde i sinde at stoppe. Det så nærmere ud … som om de slet ikke havde opdaget hende. Som om de ikke kunne se hende.

Malea skulle lige til at råbe op, da de to mænd med ét blev underligt blege og udviskede. Næsten helt farveløse. Og de fortsatte lige igennem hende som to spøgelser.

Hun gav et gisp fra sig, snurrede rundt og gloede måbende efter de to mænd, der helt uanfægtet sjoskede videre ned ad trappen, mens de fik deres normale udseende tilbage igen.

– Hvad sagde jeg? Ingen drikkepenge.

Malea genkendte den vrængende stemme, og hun genkendte det, der blev sagt.

Hun så ned mod Jyttes lille, hvidkalkede hus. Vinduet i gavlen stod åbent.

Hun snappede efter vejret, da hun fik øje på det, og det var, som om temperaturen tog et kraftigt dyk.

Den kendte samtale fortsatte.

Nej, du fik ret.

Det er fa’me nogle mærkelige folk, der flytter til byen.

Den forventede korte, hæse latter nåede hendes ører.

Men den skat, det er nok …

Samtidig med den tykke af flyttemændene fik Malea øje på sig selv inde bag vinduet. (side 68-69)

Reklame: Tak til forlaget Tekst & Tegning der har foræret mig bøgerne til anmeldelse.

Om Malea og søuhyrets æg:

Udgivelsesår: 24.11.2022
Forlag: Tekst & Tegning, 108 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Serien om Malea:

Malea og søuhyrets æg
Malea og dødishullets hemmelighed
Malea og tvillingeblodets bånd
Malea og havfruens sidste tårer

Læs også:

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
De sorte symboler af Nick Clausen
Forbandet onDsdag af Ane Gudrun
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Tænkehatten præsenterer: Er jeg smuk? af Michael Kamp
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis

  • Malea og søuhyrets æg
  • Malea og Dødishullets hemmelighed
  • Malea og tvillingeblodets bånd
  • Malea og havfruens sidste tårer

De bedste fra min læsebunke 1

Jeg er håbløst bagefter i min læsning, og jeg har ellers så mange gode bøger liggende. For at der ikke skal gå endnu længere tid, før de bliver nævnt her på Gyseren, kommer her en mikroomtale af nogle af dem, jeg købte på Bogforum og glæder mig til at læse.

"Für Elise" af A. Silvestri
"Ved verdens ende" af C.C. Thybro
"Gravsoen" af Alice Aagaard

bøger fra læsebunke 1

Für Elise af A. Silvestri

A. Silvestri er en evigt interessant forfatter. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når der udkommer en ny bog fra hans hånd. Seneste skud på stammen hedder Für Elise, og Silvestri besøgte Bogforum om fredagen i forbindelse med udgivelsen. Jeg var kun i København lørdag, men heldigvis lagde han et eksemplar til side til mig (endda signeret). Der var nemlig så stor rift om den, at der lørdag morgen kun var fem eksemplarer tilbage. Forlaget skriver:

“Für Elise” er en pulserende roman om trangen til at forstå.

August Fischer er forfatter, og under en skriveworkshop får et spørgsmål fra en kursist ham til at studse: Hvad skriver du om? Det bliver startskuddet på en dannelsesrejse, der fører ham gennem Europa og tilbage til kridttiden, en færd fyldt med smukke landskaber og tanker, men hvor uroen sitrer som frø i forårsjord. For hvordan kan man give et svar, når spørgsmålet udspringer fra en verden, hvor alt er under forandring?

I “Für Elise” fortælles en moderne fabel om transformation, forandringen af vores nu til en fremtid, der måske ikke tilhører os.

“Für Elise” er udgivet på forlaget Brændpunkt.

Ved verdens ende af C.C. Thybro

Da det gik op for mig, at C.C. Thybro var på vej med en zombie-roman, kunne jeg næsten ikke få armene ned af bar begejstring. Jeg kender hende fra en række fede noveller, bl.a. ‘Skimmel’ fra Enter Darkness antologien Pulp Horror Fiction. På Bogforum i Bella Centeret havde Thybro reception på ikke mindre end to udgivelser: børnegyseren Brønden der udkom på forlaget Krabat; samt Ved verdens ende der udkom på forlaget Leitura. Om sidstnævnte skriver forlaget:

En fordel, man har imod zombierne, er deres elendige balance. Jeg bruger kosteskaftet til at vælte dem omkuld med. Så kan jeg stikke af, hvis jeg ikke kan overskue at svinge brækjernet, til kraniet knuses, og hjernen splatter ud på jorden. Når de holder op med at bevæge sig, ligner zombierne helt almindelige mennesker, hvis lig er blevet maltrakteret. Nogle dage kan jeg bare ikke slå ihjel, heller ikke selvom jeg burde; en dobbeltdød zombie er en god zombie og måske et menneske, der har fået fred.

At overleve er ikke det samme som at leve. Det ved hovedpersonen, der sjældent møder mennesker, der ikke allerede er døde.

Ved verdens ende er en roman om en ung autistisk kvindes kamp for at finde en forbindelse til noget levende i en ellers død verden, hvor isolation, ensomhed og zombier trænger sig på.

Ved verdens ende er udgivet på forlaget Leitura.

Gravsoen af Alice Aagaard

Sidste år læste jeg med stor fornøjelse Alice Aagaards novellesamling Galgeleg. Samlingen bestod af 12 små sorte skæbnefortællinger, og jeg har set frem til at læse mere fra Aagaards hånd. Nu er hun aktuel med en ny novellesamling, Gravsoen, der ser ligeså lovende ud. Forlaget skriver:

En graver bliver hjemsøgt af en gravso. Gravsoen er et dødsvarsel, der færdes på kirkegårde, hvor der er begravet et uægte, dræbt barn. Ser man den, betyder det, at én, man har kær, skal dø.
“Er der ikke noget, jeg kan gøre?” spørger graveren sin kollega.
“Jo,” svarer kollegaen. “Du kan grave barnet op.”
Om aftenen kører graveren mod kirkegården med en spade og en pandelampe
.

En stewardesse vågner med følelsen af, at der vil ske noget skæbnesvangert. Hun tager på arbejde. Samme eftermiddag styrter flyet ned.

En præst bliver opsøgt af en mand, der fortæller om et drab. Manden er ikke klar over, om drabet har fundet sted eller vil finde sted, men mordvåbnet er en nøddeknækker. Kort efter står præsten med en nøddeknækker i hånden. Han kigger på sin kordegn. Kordegnen spiser nødder. Præsten hader lyden af nødder.

12 SKÆBNEFORTÆLLINGER om flystyrt og trafikulykker, mytiske dyr, dobbeltgængere og onde varsler.

Gravsoen er udgivet på Byens Forlag.

Ur – en historie af Rasmus Hastrup

Ur af Rasmus Hastrup

Lige fra jeg læste Rasmus Hastrups novellesamling Liv, har jeg været betaget af hans forfatterskab. Hans fortællinger er lige dele fascinerende, tankevækkende, velskrevne og spørgsmålsfremkaldende. Han lefler ikke for laveste fællesnævner, men udfordrer læseren. Jeg må indrømme, at jeg ikke altid forstår alt, men det gør nu ikke oplevelsen mindre.

Nu er Hastrup aktuel med sin fjerde udgivelse, Ur. Og selvom undertitlen er ‘en historie’, så består fortællingen af en række historier på tværs af tid og sted. Alle har dog base i det samme udgangspunkt, nemlig et kort over verden lavet i midten af 1300-tallet.

Vi introduceres til historien med Æinir Glyrifax’s beretning. Han er en dygtig illuminator, der i 1355 bliver tilkaldt af fyrst Gervase Hasenkopf på Schloss Schwalbengrab. Hasenkopf ønsker at lave verdens smukkeste og mest nøjagtige kort, og har i den anledning tilkaldt nogle af de dygtigste skriftkloge, illuminatorer og mest lærde hoveder i Europa.

Men kortet er ikke et almindeligt kort, og konsekvenserne af kortet spreder sig som ringe i vandet.

I et senere kapitel beretter en jeg-fortæller om et møde med en ung kvinde i år 1990. Kvinden fortæller om sine drømmesyn, som hun aldrig ved om er drømme eller virkelige begivenheder i fortiden eller fremtiden, men som hun ved er advarsler.

Kapitlet ‘Hændelsen’ udspiller sig i 1791 og fortæller om et København, der har været udsat for en altødelæggende katastrofe, mens kapitlet ‘Hindbærsvinget’ tager os frem til nutiden. Her skal Tilde og Enrik besøge et vennepar, der lige er flyttet ind i et parcelhuskvarter. For Enrik er området lig med hans værste mareridt, for Tilde er det drømmen at bo sådan et sted. Men i første omgang skal de finde vennernes hus.

Det er vanskeligt at fortælle ret meget af historien uden at afsløre/ødelægge læseoplevelsen. Vi springer mellem forskellige fortællere i forskellige tider og på forskellige steder. I kapitler, der umiddelbart virker helt løsrevet fra den samlede fortælling, dukker små ledetråde op, der med et knips forener historierne.

Sproget følger de enkelte kapitlers tid og sted, og veksler mellem smukt billedsprog over breve til et fremtidigt ”testamente” skrevet 17 år efter Den Store Ordstorm i 2121 (som fik mig til at tænke på Orwells 1984).

Fadene blev stillet på bordet, der blev skænket øl og vin i store sølvkrus. De mange dufte blandede sig og ramte Æinir Glyrifax som tusinde smukke, ukendte våben på én gang. Aromaerne trådte en hvirvlende og okkult dans i hans hoved og i luften omkring ham. Tid og rum holdt op med at eksistere, forvandledes til kød og brød og safter og saucer og vine og krydret øl. Han ænsede ikke, at kødsaft løb ned i hans ærmer, hørte ikke, hvad Heetmund den Fromme spurgte om, ignorerede Ardwulf Enegrams fortælling om den talende musvåge.

Pludselig klappede fyrsten i hænderne, og tiden faldt på plads og genbekræftede sin tilsidesatte relevans. De blafrende flammer, skyggerne, mørket i salens kroge manifesterede sig atter som fysiske fænomener. (side 21-22)

Som vanligt er der masser af symbolik i personernes navne, ligesom Rasmus Hastrup lader, bøger, navne m.m. fra sine tidligere udgivelser dukke op midt i det hele. Jeg er vild med den slags ‘easter eggs’, som denne gang bl.a. førte mig til en genlæsning af novellen ‘Afhøringer, juli’ fra samlingen Væk. Og mon ikke der også er tænkt over Urs udgivelsesdato 02.11.2022?

Ur er en af den slags bøger, man med fordel kan læse flere gange. Hver gennemlæsning bringer detaljer frem, som åbner for nye lag i historien. Rasmus Hastrup har skrevet en vildtvoksende roman om tid og rum; om uendelige dimensioner og kunstens evne til at bryde alle grænser; og om menneskets evne til at skabe umådelig skønhed og fuldkommen ødelæggelse.

En fascinerende, fabulerende og forførende læseoplevelse som jeg kun kan anbefale.

Andre skriver:

Bogrummet:
Hastrup skriver i mange forskellige genrer bogen igennem, og han skriver som vanligt utrolig godt og varieret. Det er en nydelse at betragte hans leg med ordene og erfare ‘langsom pludselighed’, ‘koldbrandsfarvede bær’ og beskrivelsen af skaden: Dens øjne sugede halvmørket til sig og sendte det helmørkt tilbage. (Læs hele anmeldelsen her)

Skriv for livet:
Ur har helt uprætentiøst undertitlen En historie, og det er jo i bund og grund, hvad vi taler om, men der er forskel på historier. Hastrup griber verden, stopper den i sit litterære raflebæger og slår en rendyrket yatzy. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Vildt underholdende og vildt frustrerende roman, men frustrerende på den gode måde, hvor man hele tiden lige må standse op og læse en side igen, for hvad pokker skete der lige her? Men hurtigt læser man videre, for sproget er fantastisk, tempoet højt, den er spændende, eventyrlig, mærkelig og virkelig læseværdig.

Om Ur – en historie:

Udgivelsesår: 02.11.2022
Forlag: Screaming Books, 222 sider
Omslag: Solveig Agerbak

Besøg Rasmus Hastrups hjemmeside

Læs også:

Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Zeitgeist af Jane Mondrup
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Orbital 4: Implosion af Pellé & Runberg

Oribital 4 - Implusion af Serge Pellé og Sylvain Runberg

Implosion er fjerde bind i Pellé og Runbergs fremragende science fiction-serie Orbital, der blander udforskning af galaksen med politik og masser af action.

Vi er nået til fjerde bind om agenterne Caleb Swany og Mezoke Izzua, henholdsvis Jordboer og Sandjarr, der arbejder for det Interplanetariske Diplomat Bureau (IDB). Først en kort opsummering af de første tre bind.

I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af knap 800 racer. Befolkningen er delt i to, hvor isolationisterne forsøger at stoppe indlemmelsen. Det fejler, men to år senere lykkes det dem at erobre regeringsmagten, hvilket fører til krig med Sandjarr folket. Konføderationen slår tilbage med stor styrke, og først mange år senere bliver repressalierne mod Jordboerne ophævet, så de igen får adgang til Konføderationens organisationer og privilegier.

Caleb er således den første Jordboer i IDB, og at han bliver makker med Sandjarren Mezoke er kontroversielt. I første bind bliver de sendt til månen Senestam. Her har menneskelige kolonister slået sig ned uden tilladelse på månen, der tilhører Jävloiderne.

I bind to forbereder Konføderationen en stor ceremoni for at fejre forsoningen mellem Jordboere og Sandjarrer. Ceremonien skal holdes i den malaysiske hovedstad, men i dagene op til bliver fire fiskere dræbt, og der bryder voldsomme uroligheder ud. De lokale er overbeviste om, at nomadefolket Rapakhunerne står bag. Caleb og Mezoke bliver gjort til syndebukke for den mislykkede ceremoni, og borgerkrig står for døren.

I bind tre lykkes det Mezoke at flygte med Caleb, der er alvorligt såret. Ad forskellige omveje ender de med at slå følge med Calebs søster Kristina, som han ikke har haft kontakt med siden barndommen.

Her i Implosion er Caleb og Mezoke stadig på flugt. For at skaffe penge har Kristina overtalt dem til at stjæle Nakruidelarver, der kan sælges for enorme summer. Mod deres samvittighed går de med til det. Men da de ankommer til den lovløse rumstation Tetsuam, bryder omfattende optøjer ud, og Caleb og Mezoke ender med at blive arresteret.

Evona Toot, der er øverstbefalende for IDB, har dog brug for deres hjælp. 300 Neuronomer har placeret sig over tætbefolkede områder i Konføderationen. Konføderationen har tidligere været i krig med Neuronomerne, som med deres selvmordsangreb slog millioner ihjel. Nu er angrebene tilsyneladende startet igen, og for at stoppe dem må Caleb og Mezoke rejse til planeten Udhsem. Deres skib, Angus, kan nemlig kommunikere med Neuromanerne, og noget er helt galt på deres hjemplanet.

Jeg er meget begejstret for Orbital-serien. Det har været spændende at udforske Konføderationens talrige folkeslag og følge de mange intriger, både på det overordnede politiske plan, men også blandt de forskellige interesse-fraktioner på de enkelte planeter. Denne blanding af udforskning af galaksen med politiske intriger og rendyrket action er ualmindelig vellykket. Samtidig har billedsiden også være en fornøjelse at gå på opdagelse i.

Denne gang er billedsidens udtryk lidt anderledes end i de første tre bind. Hvor de tidligere bind var tegnet med klare streger og et glat udtryk, er Implosion tegnet med en blødere streg og et lidt mere organisk udtryk, særligt i første halvdel af hæftet. Farvetonerne holder sig stadig hovedsageligt i det grå-blå, grå-grønne og brunlige spektrum, ligesom siderne også denne gang er opdelt i faste billedrammer, dog med skiftende former, størrelser og antal af rammer.

Desværre skriver Cobolt på deres hjemmeside, at Implosion er sidste bind i serien. Historien afsluttes dog med noget af en cliffhanger, så jeg håber, at Pellé og Runberg alligevel beslutter sig for at skrive videre. Jeg står i hvert fald klar med åbne arme til flere bind om Caleb og Mezoke.

Hele Orbital-serien kan anbefales på det varmeste, til alle der holder af science fiction tegneserier. Hver gang der er kommet et nyt bind, har jeg med stor fornøjelse genlæst de tidligere bind. Og hver gang opdager jeg nye detaljer i både historien og billederne. Orbital er helt fortjent blevet udråbt som ’Linda og Valentins’ arvetager. Dog skal man være opmærksom på, at serien er mere dyster og med et mere kompleks plot end P. Christins historier.

Orbital really does have an epic feel, with both writer and artist exploring just what alien life really would be like. It has that feel of Valerian and Laureline, Babylon 5, Star Trek, and so much more when it comes to the importance of introducing the vast universe to explore that requires political manoeuvring and plentiful diplomacy. But there’s also an awful lot of out and out action, something handled beautifully well by Pellé’s artwork … (Læs hele anmeldelsen på Comicon.com)

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Implosion:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Cobolt, 112 sider
Tekst: Sylvain Runberg
Tegninger: Serge Pellé
Originaltitel: Orbital 7: Implosion & Orbital 8: Contacts
Oversætter: Troels Hughes Hansen

Orbital-serien:

Orbital 1: Nærkontakt
Orbital 2: Nomader
Orbital 3: Modstandskamp
Orbital 4: Implosion

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Vampyrens historie

Når vi i dag taler om vampyrer, er deres egenskaber som regel ret etablerede. De drikker blod, har spidse hjørnetænder, kan ikke tåle sollys, hvidløg og kristne kors, og så sover de i en kiste og kan ikke ses i et spejl. Nogle vampyrer er smukke, andre ser ud som monstre, men de har som hovedregel et eller flere af ovenstående træk.

Sådan har det dog ikke altid været. Ifølge nyere folkloristiske undersøgelser er vampyrforestillingen en blandingsform af relativt sen oprindelse. Den forener træk fra fem forskellige folketrosvæsener: gengangeren, maren, antikkens blodsugende fugl strix, varulven og endelig hekse, som mentes at fortsætte med at gøre fortræd efter deres død. Først i 1600-t. begyndte beretningerne om disse monstrøse væsener at brede sig i Centraleuropa og på Balkan. (Lex.dk)

Oldtidens vampyrer

Vampyrmyten har altså eksisteret længe før middelalderen, blot i lidt anderledes klæder. Der er sporet beretninger om vampyrlignende væsener helt tilbage til sumerernes Mesopotamien for ca. 4000 år siden. Her omtales et kvindeligt dæmonisk væsen med vinger og fuglekløer, som jagtede mennesker – især mødre og nyfødte – og drak deres blod.

Myten om Lilitu, som dæmonen kaldtes, spredte sig under andre navne til både egypterne og jøderne, og endte hos romerne under navnet strix (striges i flertal). Her fortæller digteren Orvid, om en romersk konge hvis baby angribes af striges, som drikker babyens blod. Som forsvar mod striges skrev den romerske forfatter Titinius, at man kunne smøre hvidløg på barnets læber, mens andre kilder fortæller, at man kunne dræbe en strix ved halshugning og efterfølgende placere hovedet mellem væsenets ben.

Mikkel Starup kommer i sin bog ”Væsner” ligeledes omkring myten om Lilitu. Ifølge jødernes fortolkning af biblen var Lilith Adams første kone, og de blev begge skabt den sjette dag i Guds billede som mand og kvinde. Men Lilith forlod Adam, og da det ikke lykkes Jahve at hente hende tilbage, forbandede han hende og forbød hende at komme tilbage til Paradis. I stedet skabte hun sit eget paradis, og blev underverdenens hersker. Men hvad har Lilith med vampyrmyten at gøre? Hendes navn stammer fra Lilitu også kaldet Natteheksen, og hun er alle dæmoners moder.

”… men udover elementerne fødte hun også dæmoner, eller Se’irim som jøderne kaldte dem, når hun som Nattemaren lod sig befrugte af mænd.” (Væsner, side 142)

Starup fortæller også, at ligesom romernes strix var Lilith særlig farlig for spædbørn. For at holde hende væk hængte forældrene amuletter over vuggen. Muligvis stammer Lullaby fra Lila-bi, som betyder Lilith-be-gone. Andre amuletter bar navnene på de tre engle Sanvi, Sansanvi og Semangelaf for at holde Lilith fra barneværelset. Også Dan Turéll kommer i ”Alverdens vampyrer” ind på Liliths betydning for vampyrmyten,

Den østeuropæiske vampyr

I 100-tallet blev Dakien (nutidens Rumænien) en del af det romerske rige. Her brændte de lokale folkeslag deres døde for at frigive deres ånder fra kroppen. Men efterhånden overtog de kristne begravelsesregler, og det er i denne periode, at man har fundet de første grave, hvor en stor sten placeres på liget for at holde det nede. En artikel i tidsskriftet Historie 11/2019 fortæller, at det også var i denne periode, at betegnelsen ’strigoi’ dukker op i Rumænien. Betegnelsen ’strigoi’ minder påfaldende om romernes strix, men modsat det dæmoniske fuglelignende væsen fra Mesopotamien, er ’strigoi’ en afdød, som genopstår fra sin grav, og som både sugede blod og kastede ulykke over sine ofre.

Artiklen fortæller videre, hvordan polske arkæologer i årene 2008-2012 udgravede Drawskos kirkegård i det nordvestlige Polen. Her fandt de seks grave fra 1600-tallet, hvor der var gjort store foranstaltninger for at holde de døde i graven. Bl.a. var en kvinde i 30-erne blevet begravet med en Skt. Benedikt medaljon presset ind i munden og med en klinge fra en skarp le hen over halsen. Klingen ville halshugge hende, hvis hun rejste sig, og forskerne konkluderede, at begravelsesritualerne var en forebyggelse, mod at de døde kom tilbage som vampyrer.

En nærmere undersøgelse viste ingen tegn på misdannelser eller sygdomme, der kunne give grund til mistanken om, at de døde var vampyrer. Man undersøgte også, om individerne kom fra andre områder. Men strontium-analyser viste, at de begravede var vokset op i området. Der måtte altså have været andre grunde til, at man frygtede, at de døde genopstod. Måske var de ikke døbt? Eller måske begik de selvmord?

Og Drawskos kirkegård er ikke den eneste, hvor sådanne grave er fundet. Artiklen fortæller, at arkæologer har fundet mange hundrede ”vampyrgrave” i Øst- og Sydeuropa. I 1600-tallet blev vampyrer således betragtet som en reel trussel, der kunne rejse sig fra graven og sprede sygdom og død over de levende.

”Ifølge forskerne stammer de tidligste historier om vampyrer i den slaviske del af Østeuropa fra den tidlige middelalder. Ordet vampyr har sandsynligvis sin oprindelse i de slaviske ord ’vampir’ og ’upir’, som betegnede en genopstanden afdød – et levende lig.” (Historie, s. 45)

Vampyrens indtog i Vesten

Mens vampyr-myten var almindelig kendt i Østeuropa, var det ikke tilfældet i det øvrige Europa. I Danmark blev udtrykket ’vampyr’ ikke brugt før 1732 ifølge Kåre Johannessen i bogen ”Mørkets skabninger”. Vampyren introduceres så at sige først til Vesten med Passarowitz-traktaten i 1718, hvor bl.a. dele af Serbien kom under Østrigsk styre. Det førte til at veluddannede vesteuropæere besøgte Serbien, hvor de oplevede lokale grave deres døde op.

”Østrigske embedsmænd bemærkede en besynderlig lokal skik med at grave døde op og ”dræbe” dem. Fremmede lærde begyndte at overvære sådanne opgravninger. Vampyr-manien var med andre ord en tidlig ’medie-event’, hvor uddannede europæere blev opmærksomme på en adfærd, der langt fra var af ny dato, men som ganske enkelt for første gang fik en effektiv mediedækning.” (Mørkets skabninger, side 88)

Johannessen gør derudover opmærksom på, at der sideløbende med forestillingen om vampyren som blodsuger, var en ligeså stærk overbevisning om, at den kunne sprede sygdomme. Datidens mennesker mente, at når vampyren tyggede på sit ligklæde, spredte de dødelige sygdomme. Hvordan det rent praktisk foregik, vides ikke. Men tanken kommer sandsynligvis fra de pletter af kropsvæsker, der er flydt ud på ligklædet efter begravelsen. Det kan også forklare, hvorfor mange ’vampyrer’ er begravet med en sten o.lign. i munden.

Ligklædets betydning går igen hos Johan Egerkrans. I ”De udøde” beskriver han en lang række udøde væsner. Blandt vampyr-væsnerne nævner han nachzehrer, der er den germanske version af vampyren. Nachzehreren blev kaldt således, fordi den blev drevet af en glubende sult. Døde, der blev til nachzehrer, var ofte selvmordere eller pestofre. Man mente nemlig, at de første, der døde, når pesten slog til, blev en nachzehrer. Grebet af en umættelig sult vendte de tilbage fra døden og angreb primært deres egen familie, som de tømte for livskraft. Nachzehrer er dog så sulten, at den også ligger og tygger i sit ligklæde, når den ligger i jorden.

Forsvar mod vampyren

En af de almindeligste måder at forhindre en afdød i at forlade sin grav som strigoi var at gennembore liget med jern. Artiklen fra Historie 11/2019 fortæller, at man mente, at værktøj smedet i ild havde anti-dæmoniske egenskaber. Når man gennemborede brystet eller hjertet med et jernspyd, blev den onde ånd adskilt fra kroppen. Og skulle det mislykkes, så ville spyddet i sig selv holde kroppen fast i graven.

Andre områder brugte andre metoder til at bekæmpe strigoi. Nogle steder lagde man brændevin ned i graven, fordi den døde så ville drikke det og blive i graven. Andre steder gned man liget med hvidløg og persille for at forhindre, at den døde blev til en strigoi.

For nachzehrerne siger nogle myter, at nachzehreren først skal fortære hele sit ligklæde, før den kan hjemsøge sin familie. Og så er der de tidligere nævnte beskyttelsesforanstaltninger, som at begrave de døde med en sten, medaljon el. lignende i munden eller med en skarp le mod halsen.

Er der en forklaring på vampyrer?

Videnskaben har forsøgt sig med forskellige forklaringer på, hvad der kunne lede datidens befolkning til at tro på vampyrer. En teori er sygdommen poryri. Det er en arvelig blodsygdom, hvis bærere ikke kan tåle sollys og udvikler sår og blærer, hvis de udsættes for solens stråler. Oven i købet kan de syge få det bedre ved at indtage blod, da det bremser processen, der producerer defekte porfyriner i knoglemarven.

En anden teori er datidens generelle mangel på viden om kroppens forrådnelse efter døden. Artiklen fra Historie 11/2019 beskriver en sag fra 1800-tallets Serbien.

”Lægerne undersøgte de fire mistænkelige lig, som havde ligget i jorden i mindre end 20 dage, og kom frem til, at de ikke var formuldet. Pga. frygten for vampyrer huggede byens indbyggere hovedet af ligene og drev en pæl gennem hjertet på dem.” (Historie side 49)

Johannessen skriver ligeledes om nyere grave, der er blevet ’vampyr-sikret’. Han fortæller om en mand ved navn John Barber, der døde under en epidemi i Griswold, Connecticut i 1826. Cirka fem år efter begravelsen havde nogen åbnet graven og placeret hans hovedskal og lårben over kors på hans brystkasse. I tiden hærgede en tuberkulose epidemi i det østlige USA. Ofrene for sygdommen blev blege med indsunkne øjne, og pustede til en vampyr-paranoia som fik folk til at gribe til forskellige ritualer for at holde de døde væk.

I dag ved vi, at både temperaturen, luftfugtigheden og den jord, den døde begraves i, har betydning for, hvor hurtigt kroppen går i forrådnelse. Derudover ved vi, at den døde krop bliver oppustet af gasser, at huden kan trække sig tilbage og få det til at se ud som om, tænder og negle er blevet længere. Desuden er det ikke usædvanligt at der siver blodlignende væske ud af øjnene og munden i forrådnelsesprocessen. Men dengang blev dette set som bevis på, at den døde var en vampyr.

Virkelighedens vampyrer

Blod har gennem tiden været set som et vigtigt kulturelt element – udover at det er livsnødvendigt. Man drak blodet af sine fjender for at overtage deres styrke. Blod blev brugt som en vigtig del af magiske besværgelser. Og ofring af både dyr og mennesker til guderne har været helt almindeligt.

Starup fortæller i ”Væsner”, hvordan man brugte blod som soningsoffer i Biblen: ”thi kødets sjæl er i blodet.” Gennem Jesu blod får kristne evigt liv, og i nadveren modtager disciplene hans blod og legeme i form af nadverbrødet og -vinen.

Så det er måske ikke så underligt, at der findes historiske personer, der har lidt af en ualmindelig blodtørst.

En af dem var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Hun blev født i 1560 i Ecsed i Transylvanien. Som 15-årig blev hun gift med grev Ferencz Nadasdy, der var meget ældre end hende, og døde i 1604. Det siges om hende, at hun var en gennemført værtinde, men at hun var sadistisk mod sine tjenestefolk. Af frygt for at miste sin skønhed begyndte hun efter sin mands død at bade i jomfru blod. Først da hun begyndte at dræbe unge adelige kvinder, blev hun stoppet. I 1610 blev hun arresteret, og mere end 50 lig blev fundet på slottet. Elizabeths egne journaler nævnte over 600 ofre! Mens de tjenere, der havde hjulpet hende, blev brændt efter forskellige straffe, blev Elizabeth aldrig offentlig dømt. Hun blev muret inde i sit soveværelse på slottet Csejthe, og levede isoleret der til sin død den 21. august 1614. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 20)

En anden af middelalderens massemordere var Gilles de Laval (også kendt som Gilles de Rais), en fransk adelsmand, der levede i 1500-tallet, og som tilstod drabet på 800 børn! I 1440 blev rygterne om, at Gilles dræbte børn så vedholdende, at hertugen af Brittany ikke længere kunne undlade at handle på dem. Gilles endte med at blive sigtet for at have myrdet mere end 200 børn, og hans tjener, Henriet, forklarede til retten, hvordan han havde købt børn til sin herre.

”The children were murdered in one particular room of Castle Machecoul. Henriet and other servants tortured the children and then stabbed them in the jugular vein so that their blood gushed over Gilles in a shower in which he bathed.” (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 136)

Gilles blev sammen med sine tjenere Henriet og Pontou dømt til døden den 26. oktober 1440.

Også i nyere tid har trangen til blod været udgangspunkt for massemordere.

Fritz Haarman blev kendt som ’vampyren fra Hannover’, efter at han var blevet dømt for mordene på 24 drenge og unge mænd i årene 1918 til 1924. Flere af drabene blev begået sammen med den 24-årige prostituerede Hans Grans, som udvalgte ofrene. Ofrene blev seksuelt forulempet, før Haarman bed dem i halsen og dræbte dem. Haarman blev dømt til døden og henrette ved guillotine i 1925. (Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters, side 143)

I 1970’erne spredte ’vampire murderer’ Richard Chase skræk i Sacramento i Californien. Chase led af adskillige vrangforestillinger. Blandt andet var han overbevist om, at hans eget blod forsvandt, og at han derfor var nødt til at drikke andres blod for at erstatte det. I begyndelsen dræbte han dyr for at få blod, men i 1978 begyndte han at slå mennesker ihjel. Det første offer var en ung kvinde, som han dræbte i hendes hjem den 23. januar 1978. I alt dræbte Richard Chase seks personer, før han blev anholdt og sendt til Atascadero, et fængsel for kriminelle sindssyge. Senere blev han overført til San Quentin, hvor han begik selvmord den 27. december 1980.

Vampyren i populærkulturen

Siden Vesten fik øjnene op for vampyrskikkelsen er den blevet en kendt skikkelse i populærlitteraturen. Og den har ikke nødvendigvis meget med de oprindelige myter at gøre.

”De myter og forestillinger, vi i dag har om vampyrer, afviger på flere punkter afgørende fra de østeuropæiske folkesagn:

Historien om, at vampyrer hver dag må vende tilbage til deres kiste, findes ikke i folkesagnene. Idéen blev opfundet af romanforfatteren Bram Stoker, da han skrev historien om Dracula. Stoker ville på den måde gøre det lettere for romanens helt at dræbe den sovende vampyr.

Forestillingen om, at vampyrer ikke tåler dagslys, stammer heller ikke fra de oprindelige vampyrmyter, men derimod fra stumfilmen ’Nosferatu’ fra 1922. I folkesagnene kan vampyrer sagtens bevæge sig rundt i dagslys.

Hugtænder er det pure opspind. Idéen om de skarpe tænder stammer fra forfatteren John Polidoris fortælling ’The Vampire’ fra 1819.” (Historie, side 49)

Og med hensyn til myten om at vampyren kan forvandle sig til en flagermus, skriver Michael Sims i ”Draculas gæst”, hvordan flagermus først blev en del af vampyrfolklore, da man opdagede de blodsugende vampyrarter i Central- og Sydamerika. Som en lille pudsighed har man opkaldt det antikoagulerende enzym, som flagermusen indsprøjter i ofret for at holde blodet flydende, Draculin!

Selvom Bram Stoker ofte får æren for at opfinde den moderne vampyr med romanen ”Dracula” fra 1897, så fastlagde John Polidori flere af de kendte vampyrtræk næsten 80 år før i romanen ”Vampyren” fra 1819. Også den irske forfatter Joseph Sheridan Le Fanus roman ”Carmilla” fra 1872 menes at have været en inspiration for Stoker.

Faktisk kan Danmark også være med når det gælder tidlige vampyrfortællinger i populærkulturen. I 1870, altså 27 år før Stokers “Dracula”, skrev Alexander Schumacher fortællingen ”Vampyren: Af en afdøds dagbog”. Schumacher ernærede sig til dels som oversætter og udgav også to bind med ungarnske folkeeventyr, så mon ikke han kendte til de mange østeuropæiske vampyrmyter. (Det grufulde bibliotek, side 60)

Bram Stokers Dracula

Den mest gængse opfattelse er, at Bram Stoker har baseret Dracula på den transylvanske hersker Vlad III, med tilnavnet The Impaler for sin vane med at spidde sine fjender på pæle. Vlad blev kaldt Drăculea, som betyder Søn af Dracul. Navnet Dracul var fra faderen, som var medlem af ridderordenen Dragens Orden.

Men andre mener, at Stoker ligesom Le Fanu har søgt inspiration i den irske folklore. Bob Curran, der underviste i keltisk historie og folklore ved University of Ulster, Coleraine, foreslog, at Stoker havde baseret sin roman på den irske krigsherre Abhartach.

Historien om Abhartach er en blodig legende fra det 5. århundrede. Abhartach var en hensynsløs og brutal irsk krigsherre, der herskede over en lille region i Irland. Trætte af hans styre slog befolkningen sig sammen med nabohøvdingen Cathain om at dræbe Abhartach. Men Abhartach vendte tilbage fra graven og fortsatte sit morderiske terrorregime, hvor han nu krævede skåle fyldt med blod fra hans undersåtter. Endnu en gang dræbte Cathain tyrannen, og endnu en gang vendte Abhartach tilbage. Først da Cathain søgte hjælp fra en kristen helgen, lykkedes det at besejre Abhartach med et sværd lavet af takstræ. Og for at sikre han ikke kom tilbage, blev Abhartach denne gang begravet på hovedet med en sten ovenpå kroppen. (The Irish Post)

En anden detalje, der kan fører tanken til en irsk inspiration, kommer fra folkemindeforskeren Owen Harding. Han påpeger, at ordet Dracula kan komme fra det irske sprog. Det irske ord dreach-fhoula (udtales drac-ula) betyder nemlig dårligt eller plettet blod.  

Uanset hvorfra Bram Stoker fandt inspirationen til sin roman, har den siden været inspirationskilde for et hav af såvel bøger som film.

Udvalgte vampyrfilm

De tidlige:

Nosferatu (1922)

Dracula (1931)

Vampyr (1932)

Den klassiske vampyr:

Horror of Dracula (1958)

Dracula – Prince of Darkness (1966)
Salem’s Lot (1979)
Bram Stokers Dracula (1992)
Dracula Untold (2014)

De anderledes:

The Last Man on Earth (1964)

Martin (1976)
Hunger (1983)
En vampyrs bekendelser (1994)
Dracula: Pages from a Virgin’s Diary (2002)
Only Lovers Left Alive (2013)

Vampyrer der ikke taler engelsk:

Mørkets vogtere (2004)

Thirst (2009)
Strigoi (2009)
A Girl Walks Home Alone at Night (2014)

De ’danske’:

Vampyr (1932)
Draculas ring (1978)
Nattens engel (1998)
Dracula (med Claes Bang, 2020)

De nordiske:

Frostbiten (2006)
Låt den rätte komma in (2008)

Post Mortem – ingen dør i Skarnes (2021)

De sjove:

Vampyrernes nat (1967)
Hvem har taget mine tænder? (1988)
Dracula: Dead and Loving It (1995)
Vampire in Brooklyn (1995)
What We Do in the Shadows (2014)

De actionfyldte:

From Dusk Till Dawn (1996)
Blade – the Daywalker (1998)
Vampires (1998)
Underworld (2003)
30 Days of Night (2007)
Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012)
Blood Red Sky (2021)

Teenagerne:

Buffy – Vampyrernes skræk (1997–2003)
Angel (1999–2004)
Twilight (I) (2008)

Læs mere:

Historie 11/2019: heri ’Vampyrerne kommer’ af Philippe Bohström
De udøde af Johan Egerkrans udgivet på forlaget Alvilda, 2019
Mørkets skabninger – middelalderens gruelige gestalter af Kåre Johannessen udgivet på forlaget Turbine, 2021
Væsner af Mikkel Starup udgivet på forlaget Forum, 2001
Alverdens vampyrer af Dan Turéll udgivet på Borgens forlag, 1978
Det grufulde bibliotek – danske gys før og nu redigeret af Kristian Nordestgaard og Jette Holst udgivet på forlaget SerieKlubben, 2019
Draculas gæst – 22 af de bedste victorianske vampyrhistorier redigeret af Michael Sims udgivet på forlaget Rosenkilde & Bahnhof, 2011
Encyclopedia of Vampires, Werewolves, and Other Monsters redigeret af Rosemary Ellen Guiley udgivet på forlaget Checkmark Books, 2005
denstoredanske.lex.dk

Forstyrrelsen af Steinar Bragi

Forstyrrelsen af Steinar Bragi

Jeg er blandt andet fan af god science fiction, fordi der her kan stilles store spørgsmål, der vedrører os alle. Det gør Forstyrrelsen, og den gør det på en spændende og forståelig måde.

Steinar Bragi er en interessant forfatter. Jeg har tidligere læst Højlandet fra 2015, som anmelderne kaldte alt fra ”en islandsk totalgyser” til ”fortællerkunst så det batter”. På dansk har han også fået udgivet hævnromanen Kata i 2018 samt kortprosasamlingen Udveje i 2011. Nu er han aktuel med science fiction romanen Forstyrrelsen, der er blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.

I romanen rammes et område af den gamle bydel i Reykjaviks centrum af et form for brud d. 5. marts 2030. Området isoleres fra omverdenens tidszone, og folk, der befinder sig i grænseområdet mellem de to zoner, forsvinder. Inde i zonen ved de indfødte ikke, at de nu befinder sig i en parallelverden til resten af jorden. De kan ikke se svøbet, der omkranser Forstyrrelsen. Men det kan folk udenfor området.

Fire år senere er der kun er gået et par dage bag svøbet. Over årene er specialtrænede videnskabsfolk og soldater blevet sendt ind for at prøve at finde ud af, hvad forstyrrelsen er. Mange flere er døde i forsøget. Nogen er blevet sindssyge. Og nu er F, der leder operationen inde i den forstyrrede zone, forsvundet efter at have sendt en gådefuld advarsel ud til omverdenen.

Psykologen Halla Gudmundsdottir bliver sendt ind for at finde F og evaluere hende. Men sagen er ikke så lige til, og jo mere Halla undersøger, jo flere spørgsmål dukker op.

Forstyrrelsen er en kompleks og spændende roman. Det er elementært spændende at følge Halla i hendes søgen efter F. Men også de filosofiske aspekter af romanen er yderst interessante. Undervejs skifter fortællingen fokus fra forsøget på at opklare, hvordan spaltningen opstod. Var det aliens, et sort hul eller noget helt tredje. I stedet rettes fokus mod menneskelighed og kunstig intelligens. Gennem Halla får vi bl.a. overvejelser om, hvordan man skaber gode soldater, om etikken i videnskabelige forsøg og om de etiske grænser må brydes.

”Bogens egentlige emne er, at i en computerstyret verden er vores bevidsthed blevet udbredt over hele omverdenen, koblet til internettet, og således er vi alle sammen ved at forvandles til kun en smule divergerende versioner af én form for bevidsthed. Vores individuelle karakteristika viskes ud med teknikkens strøm.” (Nordisk Samarbejde)

Forstyrrelsen bragte både mindelser til Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi og filmen Ex Machina af Alex Garland. Historien er en slags filosofisk thriller, og jeg var dybt fascineret under læsningen. Så selvom der er elementer, jeg ikke helt forstår, er den overordnede oplevelse absolut anbefalelsesværdig.

Uddrag fra bogen:

Forstyrrelsen: man havde forsøgt med et mere elegant eller præcist navn, men i dagligdagssproget var Forstyrrelsen løbet af med sejren. Området bredte sig fra højdedraget Skolavörduholt og omkring en kvadratkilometer vestover, set fra Omverdenen, men omfattede hele verden på deres side.

Den simpleste forklaringsmodel på Forstyrrelsen, som var meget generel, grænsende til det intetsigende, var, at universet havde spaltet sig i et splitsekund, og at der fra da af var to forskellige udviklinger med to forskellige tidsregninger. Så vidt man vidste, var universets udvikling inde i Forstyrrelsen sådan, som den ville have været uden bruddet: Forstyrrelsen viste os en fremtid, som var uden det brud, den selv havde skabt, set fra vores side.

Til syvende og sidst var det bare gætterier – vi vidste intet om, hvordan udviklingen hos os burde være, og det var blevet en god lille selskabsleg at tilføje eller fratrække en Forstyrrelse. I Forstyrrelsens verden var der ingen nyheder om Forstyrrelsen, ingen mure, ingen spekulationer om multiversernes fysik, om strengteorier og kvantefysik, mindre dimensioner eller ikke-legemelige rumvæsener, og intet synligt svøb.

En anden forskel var, at vi i Omverdenen kunne besøge Forstyrrelsen, men ikke omvendt. Der var ingen vej tilbage. (side 44)

Om Forstyrrelsen:

Udgivelsesår: 21.10.2022
Forlag: Screaming Books, 341 sider
Omslag: Emilía Erla Ragnarsdóttir
Originaltitel: Truflunin
Oversætter: Rolf Stavnem

Læs også:

Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Zeitgeist af Jane Mondrup
A.I. af Torben Pedersen
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson

Flere chok udvalgt af Alfred Hitchcock

Flere chok udvalgt af Alfred Hitchcock

Flere chok består af 12 noveller om mystiske dødsfald og sære hændelser udvalgt af Alfred Hitchcock.

“I denne samling vil De komme ud for mord begået ved dolkning, strangulering, hængning, overfald og skydning. Når De begynder at læse, må jeg så anbefale Dem at vælge et tidspunkt, hvor De er alene i huset. Hvis der er andre til stede, så se at blive dem kvit. Bogen er fuld af forslag om, hvorledes dette kan lade sig gøre…” Alfred Hitchcock

Jeg er vild med antologier som Flere chok, der samler små novelle-perler af forskellige forfattere. Den originale antologi indeholdt 25 noveller. I dansk oversættelse er den delt op i to bind. Historierne her i Flere chok er oprindeligt udgivet fra 1907 til 1958.

Et par af novellerne kendte jeg på forhånd. ‘Voksfiguren’ af A.M. Burrage findes også i antologien Gysets mestre i udvalg ved Bjarne Nielsen, mens ‘Oktoberleg’ af Ray Bradbury kan læses i Min bedste gysere ved Dave Allen. Jeg har også tidligere læst noget af William Hope Hodgson, som Serieklubben sidste år udgav en samling af: Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger. Hans novelle ‘Stemmen i natten’ er i øvrigt en af de mest skræmmende i samlingen, og også den eneste “rigtige” horror-novelle. Jeg elsker, at historier som er skrevet for over 100 år siden, stadigvæk kan påvirke en læser i dag. Det er godt gået.

Flere af forfatterne var dog nye for mig, og de fleste af novellerne er også nærmere thrillere. Men de er nu vældigt underholdende alligevel. Så falder du over Flere chok på biblioteket eller antikvarisk, så snup den med og få et par timers uhyggelig hyggelig underholdning.

Om Flere chok:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Steen Hasselbalch, 247 sider
Omslag: Dick Gale
Originaltitel: Stories they wouldn’t let me do on TV
Oversættere:  Poul Ib Liebe, Ivar Heiberg og Lorentz Albeck-Larsen

Indhold:

Alfred Hitchcock: Forord
Margaret St. Clair: Perfektionisten, 1946
Quentin Patrick: Miss Lucy møder kærligheden, 1958
Philip MacDonald: Blødende ligger kærligheden, 1950
William Hope Hodgson: Stemmen i natten, 1907
Stanley Ellin: Afgørelsens øjeblik, 1955
James Francis Dwyer: Junglelærlingen, 1910
C.P. Donnel jr.: Opskrift på mord, 1946
Richard Connell: Farligt storvildt, 1924
A.M. Burrage: Voksfiguren, 1931
Ray Bradbury: Oktoberlegen, 1948
Robert Bloch: Ved søens bred, 1956
Robert Arthur: Spasmageren, 1952

Pige A af Abigail Dean

Pige A af Abigail Dean

I 2018 lykkedes det den 17-årige Jordan Turpin at undslippe sine forældres hus i Californien og tilkalde politiet. Sammen med sine 12 søskende var hun blevet holdt indespærret, sultet og lænket i årevis (læs mere her). Om Abigail Dean har været inspireret af sagen, ved jeg ikke, men historien om Pige A tager udgangspunkt i lignende forfærdelige omstændigheder.

Romanen fortælles af Lex Gracie, en succesfuld advokat i New York. På overfladen en succes, men i sin tid blev hun kendt som Pige A – pigen der slap ud. Sammen med sine søskende blev hun holdt indespærret af sine forældre i årevis, mens faren gled længere og længere ind i sit religiøse paranoide vanvid.

Nu er moren død efter mange år i fængsel, og Lex er blevet udpeget som eksekutor for boet. Udover en sum penge har børnene også arvet familiens hus, der aldrig blev solgt. Vi følger Lex, mens hun opsøger de forskellige søskende for at afgøre, hvad der skal ske med huset. Samtidig hører vi om fortiden, og hvordan det er gået børnene, efter de blev fjernet fra huset. Hvordan man lever efter at have overlevet helvede.

Hvem af os er ikke blevet draget af de grusomme historier om børn, der gennem år har været indespærrede i afsidesliggende huse og kældre, er blevet afstraffet og frarøvet deres vigtigste barne-og ungdomsår og pludselig en dag bryder ud og nærmest dukker op af ingenting. Medierne svælger oftest i det, der er gået forud, i alle rædslerne og urimelighederne, mens en mur af velmenende voksne sidenhen sørger for, at ofrene får fred til at fortsætte deres liv i frihed, og derfor hører den sultne offentlighed sjældent fortsættelsen. Den har den engelske forfatter Abigail Dean imidlertid sørget for, at vi kan få en luns af. I den psykologiske spændingsroman »Pige A«, der er hendes stærke debut, giver hun et fiktionaliseret og spændingsmættet bud på, hvordan livet efterfølgende udspiller sig for en flok søskende, der i årevis har været holdt bag lås og slå og i den sidste tid sågar i lænker.” (Berlingske tidende, 2021-10-01)

Pige A er Abigail Deans debut, og jeg var meget berørt under læsningen. Lex’ historie fortælles troværdigt og indlevende uden at svælge i grusomhederne.

Opbygningen med spring frem og tilbage i tiden, og med Lex som fortæller og deraf følgende subjektivitet, er blændende lavet. Som læser skal vi hele tiden huske, at Lex’ måske ikke er objektivt troværdig, for hun kender kun historien fra sin side. Efterhånden som vi kommer ind i bogen, hører vi også mere om de andre børn og deres overlevelsesmekanismer, og det er barsk læsning. For den voksne Lex har strategien været aldrig at se sig tilbage. Hun har intet haft med moderen at gøre siden, og da hendes psykolog på et tidspunkt forsøger at få hende til at se nærmere på hvorfor faren gjorde som han gjorde, nægter hun.

Trods deres grusomheder overfor børnene og trods Lex’ afvisning af dem, fremstilles forældrene ikke som bevidst onde. De gør helt klart modbydelige ting, men der ligger andet end ren ondskab bag deres handlinger, og det gør Pige A tankevækkende på et andet niveau end andre mere sensationslystne thrillers.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan den form for mishandling kan finde sted, uden at omgivelserne reagerer. Men det er desværre hverken ren fiktion, eller noget der kun sker i udlandet. Tænk blot på Tøndersagen der kom frem i medierne i 2005 (læs mere her). For nyligt udgav den ældste af pigerne en bog, hvor hun fortæller om sin manglende barndom, og hvordan hun alligevel har valgt livet til. Jeg tror ikke, at jeg kan læse den. Abigail Deans fiktive bud er rigelig barsk til mig.

Uddrag af bogen:

Sidst jeg havde set Mor, var den dag, vi flygtede. Om morgenen var jeg vågnet op i en våd seng og vidste, at min tid var løbet ud, og at hvis jeg ikke foretog mig noget, ville jeg dø i huset.

Sommetider besøger jeg vores lille værelse i tankerne. Der er to enkeltsenge klemt ind i hver sit hjørne, så langt væk fra hinanden, som de kan komme. Min seng og Evies. Mellem dem hænger en nøgen elpære, som dirrer, når nogen går forbi ude på gangen. Som regel er den slukket, men sommetider, hvis Far bestemmer det, er den tændt i dagevis. Han har tapet en fladtrykt papkasse fast til vinduet for at kontrollere tiden, men et svagt, brunligt lys siver ind og giver os på den måde vores dage og nætter. På den anden side af pappet var der engang en have og længere ude et hedelandskab. Det er blevet sværere at tro på, at den slags steder med vild natur og vejr stadig findes. (side 19)

Om Pige A:

Udgivelsesår: 10.09.2021
Forlag: Gad, 383 sider
Omslag: Rasmus Funder efter originaldesign af Tyler Comrie
Originaltitel: Girl A
Oversætter: Claus Bech

Indhold:
1. Lex (Pige A)
2. Ethan (Dreng A)
3. Delilah (Pige B)
4. Gabriel (Dreng B)
5. Noah (Dreng D)
6. Evie (Pige C)

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Carrie af Stephen King
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Sorte Sally af John Kenn Mortensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
Harpiks af Ane Riel
En morders død af Rupert Thomson
Hydra af Matt Wesolowski

Lockdown 9 af Signe Schlichtkrull

Lockdown 9 af Signe Schlichtkrull

Hvor langt vil vi gå for tryghed? I Lockdown 9 lader Signe Schlichtkrull konsekvenserne af samfundsnedlukningen få frit løb i et lille ø-samfund.

Pandemien har igen lukket Danmark ned. Tekstforfatteren Katrine beslutter sig for at forlade sin lejlighed i København og flytte ind hos forældrene, der stadig bor på den lille ø, hvor hun voksede op. På grund af karantænereglerne bliver både hun og forældrene sat i 20 dages karantæne ved hendes ankomst, men forældrene har købt stort ind, så det er ikke noget problem.

Så ringer Katrines søster. Hendes søn er blevet syg, og forældrene beslutter sig for at bryde karantæne og rejse ind til fastlandet for at være hos hende. Imens sørger Katrine for gården og lader som om forældrene stadig er der.

Dagene går, og forældrene er ikke kommet tilbage. Jonies er stadig syg, så da de 20 dages karantæne endelig er overstået, må Katrine overtræde reglerne én gang til, så ingen opdager, at forældrene er væk.

For det går hurtigt op for Katrine, at det lokale smitteværn tager deres opgave meget alvorligt. Særligt de to tilflyttere Helena og Andreas ser til, at alle regler overholdes, mens ikke alle de gamle byboere tager det helt så tungt. Og snart befinder Katrine sig midt mellem fraktionerne.

Lockdown 9 er en jordnær dystopi fra vores fælles hukommelse. En usentimental roman om fællesskab, øsamfund og myndighedsskepsis.” (forlagets beskrivelse)

Signe Schlichtkrull skriver i et nøgternt og minimalistisk sprog. Her smides ikke rundt med sprudlende sprogblomster eller graves dybt ned i følelserne. Begivenhederne berettes faktuelt i nærmest dokumentarisk stil. Alligevel lykkes det Schlichtkrull at give mig gåsehud mod slutningen.

For lige så ‘matter of fact’-agtig sproget er, ligeså omvæltende er de tiltag, der stødt og roligt bliver trukket ned over øboerne. Apps, der altid tilkendegiver din position, bliver obligatoriske på mobilen. Lister over regelbrydere oprettes med henblik på senere sanktioner. Og så videre. Alt sammen noget jeg snarere forbinder med nazisternes registrering af jøder, end et demokratisk samfunds forholdsregler mod smitte.

Lockdown 9 er en ganske kort roman på blot 136 sider, som alligevel lykkes med at snige sig ind på læseren. Her er ingen sensationslysten svælgen i sygdom og død. I stedet er her et nøgternt blik på konsekvenserne af pandemien i et lille ø-samfund. Hvordan sammenholdet anfægtes og revner opstår. Ikke af ond vilje, men bare stille og roligt.

Jeg havde læst fine omtaler af Lockdown 9, og kan kun tilslutte mig. En interessant og vellykket roman.

I Signe Schlichtkrulls ‘ Lockdown 9’ får vi imidlertid en væsentlig, alternativ historie, der virkelig leger med vores mest bange anelser. Romanen er et stykke dystopisk sci-fi, der forestiller sig, hvordan folk i sidste ende hellere vil afgive deres frihed til gengæld for sikkerhed […] Romanens styrke ligger i stedet i det sociale eksperiment, i sin tankevækkende påmindelse om, hvad der sker, når undtagelsessituationen bliver permanent, og kontrollen med det offentlige rum intensiveres.” (Christian Johannes Idskov, Politiken)

Om Lockdown 9:

Udgivelsesår: 20.06.2022
Forlag: Byens, 136 sider
Omslag: Neil Hester

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Exteria – pandemiantologi / red. Carl-Eddy Skovgaard
Æggebakkebjergene af J.M. Larsen i Komplekskuller – klimafiktion
Den beske magt af Niels E. Nielsen
Den sidste af Alexandra Oliva
Undergang af Søren Poder
En sang for de levende af Irene Scharbau

Sorte åkander af Cassegrain/Duval/Bussi

Sorte åkander af Cassegrain, Duval & Bussi

Sorte åkander er en af de tegneserier, jeg har læst med stor fornøjelse, men ikke har fået skrevet om her på siden. Det prøver jeg at råde bod på med denne korte omtale.

Der boede tre kvinder i Giverny, den landsby i Normandiet, hvor Monet malede sine berømte åkander. Den første var ondskabsfuld. Den anden var løgnagtig. Den tredje var egoistisk. Alle tre syntes, at landsbyen var et fængsel, en stor og smuk have omgivet af et gitter. Et maleri, hvis ramme det var umuligt at bryde at bryde ud af. En gang, i tretten dage, åbnede lågerne sig dog for dem … Disse tretten dage fløj forbi som en parentes i deres liv, der begyndte med et mord på den første dag og endte med endnu et på den sidste. (Forlagets beskrivelse)

Den franske forfatter Michel Bussi udgav krimien Sorte åkander i 2011 (læs en anmeldelse på Bogrummet). Romanen vandt en lang række priser, og i 2018 udkom den på dansk. Jeg har ikke læst den originale historie, men kun denne tegneserie-bearbejdning. Det er til gengæld en stemningsfuld oplevelse, som varmt kan anbefales. Især slutningen, hvor alle tråde flettes sammen, var en total overraskelse for mig.

Teksten er bearbejdet af Fred Duval, mens Didier Cassegrain har stået for tegningerne.

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Virkelig medrivende kriminalgåde, der bæres flot fremad af en ret præcis tekst med gode dialoger og ikke mindst de smukke tegninger, der maler et meget fransk miljø frem. Nærmest forførende billeder, der bygger en spænding op, så man må bladre hastigt videre til næste poetiske side samtidig med at læseren får faktuel viden om Monet og samtidens malerkunst. De tre kvinders historier flettes smukt sammen, især prologen/præsentationen er betagende.

Litteratursidens anmeldelse:
Bogen balancerer fantastisk mellem det kunstneriske og underholdningen, og spændingsniveauet er højt og konstant. Det er ikke en krimi af den blodige seriemorder slags, men dramaet i en lille landsby med uopfyldte drømme, forsmåede følelser, gamle hemmeligheder og slet skjult bitterhed kan også noget. En meget flot og læseværdig graphic novel for læseren, der kan lide en god historie i flot indpakning.

Om Sorte åkander:

Udgivelsesår: Maj 2022
Forlag: mellemgaard, 139 sider
Originaltitel: Nymphéas noirs
Oversætter: Jens Eichler Lorenzen

Læs også:

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt
Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann
Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau
Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Lovecraft af Hans Rodionoff
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët
Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen
Watchmen af Alan Moore
Åbenbaringer af Paul Jenkins