Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard

Galgeleg - skæbnefortællinger af Alice Aagaard

12 noveller. 12 små sorte perler. 12 udflugter ind i det mørke, det mærkelige og det mareridtsagtige. Galgeleg – skæbnefortællinger af Alice Aagaard er en yderst vellykket novellesamling for folk, der som jeg elsker et overraskende lille gys.

I Victoriatidens England opstod en tradition for at fortælle uhyggelige historier op til jul. Senere overtog tv opgaven, hvor bl.a. BBC årligt sendte en spøgelseshistorie op til jul. Mange holder stadig af at blande hygge med uhygge i årets sidste måned, og Alice Aagaards novellesamling passer perfekt ind i den tradition.

Man kan ikke som sådan betegne fortællingerne i Galgeleg som ren horror. Titlen fortæller jo også, at her er tale om skæbnefortællinger, dog i familie med gyset. Sikkert er det i hvert fald, at novellerne er overraskende, underholdende og velskrevne.

Emnemæssigt strækker de sig fra biltyven, der pludselig opdager en lille pige på bagsædet. Hundeføreren, hvis lighund pludselig begynder at markere på ham. Ægteparret der har været gift i 42 år, men nu keder konen sig så meget, at hun vil skilles. En navigator der fører uventede steder hen. En genforeningsfest for gamle klassekammerater. To politifolk der skal opklare mordet på en mand i et aflåst og afspærret værelse. En nybagt mor med en mulig fødselsdepression. En gammel skibskiste med en hemmelighed. Og ikke mindst en historie om juleglæde og klimabevidsthed.

Nogle af novellerne har et element af noget overnaturligt i sig, andre udspiller sig alene på det realistiske plan. I ‘Lighund’ og ‘Fornuftens søvn’ møder vi den samme politimand, mens historierne i ‘Galgeleg’ og ‘Human Eyes’ spredes ud over flere noveller.

Ud af de 12 noveller har fire været trykt før, men bringes her i en redigeret udgave. Her i blandt ‘Fornuftens søvn’, som jeg har læst i antologien Monster. De resterende otte er alle nyskrevne.

Blandt mine favoritter er novellen ‘Destination’. Her følger vi den arbejdsløse Robert, der beslutter sig for at besøge en gammel ven fra HF. Vennen har købt en gammel gård ikke så langt fra Risskov, hvor Robert bor, så 3. juledag sætter Robert sin navigator til og kører ud for at besøge vennen. Spørgsmålet er dog, hvor navigatoren fører ham hen?

Titelnovellen ‘Galgeleg’ om biltyven, der pludselig befinder sig i en gætteleg med den lille pige, som overraskende sidder på bagsædet af den bil, han har stjålet, er også en lille perle. Det er ‘Harrys Hafenbasar’ ligeledes med sin blanding af gys og grin, ligesom ‘Fæld selv’ overraskede mig fuldstændig. Svagest er efter min smag novellen ‘Syv’, som bliver lidt lang. Men det er i småtingsafdelingen.

Jeg har med andre ord været vældig underholdt af Galgeleg, og kan kun anbefale den til alle der holder af små, skarpe fortællinger, der ikke nødvendigvis ender godt. Eventuelt kan du læse den som en lille julekalender med en ny novelle hver dag de sidste 12 dage op mod jul.

Uddrag af bogen:

Klaus Brauer, der bestyrer Harrys Hafenbasar, er en mager mand i halvtredserne. Hans hår er skulderlangt og tjavset, og hans nussede, mørkeblå cardigan er alt for stor. Den ene side af hans ansigt er vansiret. Det højre øje hænger, det løber konstant i vand, og et friskt, rødt ar deler den højre kind i to.

Klaus tager et ternet stoflommetørklæde op af sin bukselomme og dupper sit øje. Han tager en slurk lunken kaffe af et beskidt kaffekrus, der står på skrivebordet, så stiller han kruset så hårdt fra sig, at kaffen skvulper over. Han snurrer rundt på kontorstolen, så han sidder med front mod reolerne. Klaus Brauer har fået en idé.

Resolut rejser han sig fra stolen og går ned ad den reolgang, hvor trækisten står. Han kaster sig ned på knæ og trækker kisten ud midt på gulvet. Kisten har et låsebeslag af messing, og der er udskårne ornamenter og filigran i det mørke træ. Klaus løfter det støvede låg, det er dejligt tungt. Han tager bestik af kistens størrelse, måler den op med sine hænder, omtrent 80 gange 50 centimeter, det er godt. Så rusker han i låsemekanismen, også den virker stærk. Hunden kommer hen til ham.

“Felix.” Klaus’ stemme dirrer. “Nu har vi chancen. Nu, i morgen.”

Klaus smækker skibskistens låg i, en sky af støv rejser sig, og løber tilbage til skrivebordet. Felix lægger hovedet på skrå og kigger efter ham. Butiksbestyreren griber sin vinterfrakke, sin pung og sine nøgler, så løber han ud i byen for at købe bratwurst. (Uddrag af ‘Harrys Hafenbasar’)

Reklame: Tak til Byens Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Galgeleg:

Udgivelsesår: 30.11.2021
Forlag: Byens Forlag, 130 sider
Omslag: Michelle Rivas

Indhold:

Galgeleg
Lighund
Human Eyes
Destination
Human Eyes 2
Syv
Fornuftens søvn
Barnet i fryseren
Harrys Hafenbasar
Human Eyes 3
Fæld selv
Galgeleg 2

Læs også:

Black Out af Kenneth Bøgh Andersen
Liv af Rasmus Hastrup
Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør af Nikolaj Højberg
Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
I lygternes skær af Steen Langstrup
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Når månen titter gennem ruden af Lars Thomassen
Tågevals / red. Nikolaj Højberg
Afmagt af Mogens Wenzel Andreasen

Podcast: I skyggen fra vi andre

Logo for podcasten I skyggen fra vi andre

For et stykke tid siden fik jeg en hilsen fra forfatter Michael Kousgaard, som jeg tidligere har læst et par historier af. Han fortalte om en ny podcast-serie, I skyggen fra vi andre.

“I skyggen fra vi andre” er en serie af små historier, skrevet og oplæst af Henrik German Qvottrup Villefrance. Hvert afsnit fortæller sin egen lukkede historie. Universet er mørkt, brutalt, voldeligt og tingene er sjældent hvad de ser ud til. Vi befinder os på kanten af samfundet, i dets ydre mørke kroge og på bunden af det. Genrer og stil kan variere fra historie til historie. Men genrefeltet er krimi, ikke-overnaturligt gys og action, tilsat elementer af sort komik og satire. Det vil give bedst mening at høre alle afsnit i uploadet rækkefølge. Personer går igen, veje krydses, historier bygger videre eller ovenpå hinanden – og i enkelte tilfælde kaster et afsnit et helt andet lys på et tidligere afsnit.
Advarsel – ikke for sarte sjæle!

Selvom podcast-serien startede med kun at indeholde HGQV’s egne noveller, er serien blevet udvidet med gæsteforfattere, og det er her Michael Kousgaard kommer ind i billedet. Han har nemlig skrevet novellen ‘Lukkede døre’, der kan høres i episode 11.

Historien, der varer en lille times tid, handler om den unge mand Janus, som bor alene sammen med sin mor efter en bilulykke, hvor hans far døde. Ulykken har efterladt moren uden ben og voldsomt bitter, og den bitterhed går ud over Janus. Med tiden bliver det for meget for Janus, som beslutter sig for at slå moren ihjel, og herfra udvikler historien sig i uventede retninger.

Kousgaard har gode idéer og især første del af historien fungerer rigtig godt. Der er en del skift i fortællestemmer, som fungerer godt på skrift men som det nok kræver en professionel oplæser at overføre 100% til lyd. HGQV gør sit bedste, og i betragtning af at han ikke er trænet, er oplæsningen ganske okay.

Jeg er kun i gang med at lære at lytte til podcasts og lydbøger, men jeg kan sagtens se, hvordan man kan bruge en serie som I skyggen fra vi andre som god underholdning. For eksempel under transport hvor det korte novelle-format passer som fod i hose.

Jeg har ikke hørt de øvrige afsnit endnu.

Jeg har lyttet til podcasten via Podtail, men den findes også på en række andre platforme.

Besøg HGQV’s Facebookside

Sæson 1:

Nutid
Konvergens
Lukkede døre (med gæsteforfatter Michael Kousgaard)
Bag væggen (med gæsteforfatter Katja Ranvits)
Pladuska
Grooming
Hjemkost
Flodbølge
Skolestart
Vildsvinejagt
Thomsen
Kaffepause
Møgso
Intro

Adventskalender fra Read.Die.Repeat

Adventskalender fra Read.Die.Repeat,  illustreret af Pelle Gedtek

Her i weekenden har jeg været til julefrokost, og i den anledning stod jeg i kø til en kviktest. Jeg brugte ventetiden til at læse prologen i Read.Die.Repeats adventskalender, og pludselig var spildtid forvandlet til fed underholdning.

Så er julen næsten skudt i gang. Det har vi tænkt os af fejre hos Read.Die.Repeat, og vi gør det ikke alene. Vi har allieret os med en række forfattere og en illustrator for at give jer en tidlig julegave. Det er nemlig blevet tid til året første og mest uhyggelige adventskalender. I går udkom prologen, og hele vejen frem mod jul kan I læse med, når ikke julehyggen, men Jordens undergang nærmer sig kapitel for kapitel.

I prologen møder vi Tove. Hun arbejder som eventkoordinator, og i dag skal hun byde velkommen til paneldebatten ‘Eksperimentel astrofysik forklaret’. Aftenen forløber over al forventning, og da Tove tager hjem, glæder hun sig til en fræk aftale med Hr. Follett og en flaske Ribera del Duero i et karbad.

På vejen hjem sker der dog noget. Og nok har Tove ikke forstand på det, de forsker i i laboratoriet under kongrescenteret, men hun ved nok til at stikke af så hurtigt remmer og tøj kan bære. Spørgsmålet er så, om hun er i sikkerhed hjemme i lejligheden?

Historien fortælles af syv forfattere, og starter med en fælles prolog for at blive opsamlet og afsluttet juleaftensdag. Indtil videre har jeg læst prologen og første kapitel, og de tegner ualmindeligt lovende …

Medvirkende:

21. november – Prolog af Jonas Aagaard Dinesen
28. november – Første søndag i advent af Freddy E. Silva
5. december – Anden søndag i advent af Anne-Mette Brandt
12. december – Tredje søndag i advent af Mariane Mide
19. december – Fjerde søndag i advent af Karina Sund
24. december – Afslutning af Karsten Brandt-Knudsen

Alle afsnit er illustreret af Pelle Gedtek.

Adventskalenderen kan bestilles ganske gratis hos Read.Die.Repeat.

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen:

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Lasse Bo Andersen, som jeg hovedsageligt kender som børnebogsforfatter, har med Den gale doktors vanvidsmikstur skrevet en charmerende og hamrende underholdende spændingsroman, der udspiller sig i 1910’ernes Aarhus.

Bernhard Bruun arbejder som bydreng hos Aarhus Film-compagni, der ledes af filmfabrikanten Sophus B. Christensen. Året er 1910, og filmindustrien blomstrer i Danmark, hvor forskellige selskaber sprøjter kortfilm ud til et umætteligt publikum.

Sophus B. Christensen har dog fået en idé, der skal føre Aarhus Film-compagni op i en helt ny liga. Han vil nemlig indspille Danmarks første langfilm. Til det har han fået lovning på et manuskript, der ellers var bestilt af konkurrenten, filmfabrikken Fotorama.

Men tingene forløber ikke som planlagt, og pludselig bliver Bernhard hyret til at skrive et nyt manuskript baseret på en spændende bog, han netop har læst: Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Det skal blive til filmen Den gale doktors vanvidsmikstur. Hvis altså de øvrige problemer, der opstår undervejs, bliver løst.

Samtidig med at Den gale doktors vanvidsmikstur indspilles, dør en række personer på grufuld vis i Aarhus’ gader. Politibetjent Frederik Schrøder-Petersen er overbevist om, at der er en slags ‘Jack the Ripper’ på spil, men han har svært ved at vinde gehør for sin teori hos ledelsen.

Undervejs flettes de to spor sammen, før historien afsluttes i en hæsblæsende finale, der er Die Hard værdig. Hvis altså Die Hard udspillede sig i 1910.

Som jeg indledningsvist skrev, har jeg været ualmindeligt godt underholdt af Den gale doktors vanvidsmikstur. Den starter temmelig grumt, men herfra bliver stemningen lysere, og der bliver plads til både humor og romantik midt i dramaet om filmproduktionen og jagten på morderen.

Historien er fuld af dramatik og ramasjang. Den udspiller sig over en lille uge og fortælles i korte kapitler og et letlæst sprog, som hjælper med at holde det høje tempo. På den led minder romanen lidt om de gamle film, der er omdrejningspunkt for plottet, idet de også blev indspillet på ganske få dage.

Personerne er ligeledes charmerende bekendtskaber. Igen lader forfatteren sig inspirere af de gamle film ved at lade karakterne være en smule karikerede. Men fordi det er gjort bevidst, føles de alligevel ægte.

Lasse Bo Andersen har tydeligvis researchet de historiske detaljer, så det gamle Aarhus fremstår levende og troværdigt. Jeg synes også, at det er fedt, at han i efterskriftet fortæller lidt nærmere om dansk filmindustris historie, samt indsætter en oversigt over bøger hvor man kan læse mere om både filmhistorie og det gamle Aarhus.

Endeligt vil jeg også rose både omslag og layout, som Lasse Bo Andersen i øvrigt også selv har stået for. Forsidens illustration af en mand iført høj hat foran en gammel gadelampe emmer af Victoria-tiden hvor både Dr. Jekyll og Mr. Hyde samt Jack the Ripper foregår, og som altså udspiller sig ikke så mange år før romanen. Jeg er også vild med, at de overordnede kapitler er illustreret som tekst-skiltene, man ser i de gamle stumfilm. Det gør simpelthen læseoplevelsen endnu mere gennemført.

Jeg har med andre ord ikke noget dårligt at sige om Den gale doktors vanvidsmikstur, og kan kun varmt anbefale den. Forlaget beskriver målgruppen som alle mellem 13 og 99 år, så holder du af gode historier fulde af dramatik, romantik, humor og lidt gys, så bliver du ikke skuffet.

Uddrag af bogen:

Clement Ejlersen stod stille og stirrede ind mellem tremmerne i gitterlågen. Ind på den natsorte kirkegård. Han havde besøgt flere værtshuse og beverdinger på sin vej, inden han nu, her langt over midnat, var ankommet til Den Gamle Kirkegård. Han havde forsøgt at overbevise sig selv om, at det udelukkende var for at holde varmen, men inderst inde vidste han, at det også var for at drikke sig mod til. Han brød sig ikke om at skulle færdes på kirkegården om natten.

Den mørke kirkegård med de mange høje træer skræmte ham. Endnu var der ikke for alvor kommet blade på træerne, så de lange, nøgne grene strakte sig som fangarme i vejret. Flere af dem så ud, som om de forsvandt direkte op i den sorte nattehimmel.

Det støvede, uklare lys fra den enlige lampe, der hang over krydset, hvor Frederiksgade og Frederiks Allé mødtes, og hvor Vester Allé gik over i Sønder Allé, hjalp ikke meget. Det samme gjaldt det gullige lys fra gaslygterne på gadehjørnerne. Snarere tværtimod. Den sparsomme belysning fik kun træerne til at se endnu mere dystre og uhyggelige ud, og inde midt på kirkegården ville der være bælgmørkt.

Clement Ejlersen trak vejret dybt. Den forårskolde natteluft forsvandt ned i hans lunger. Han kunne kun lige akkurat mærke brændevinen fra den sidste kaffepunch rumle i sin mave. Men dens varme og mod var forsvundet. (side 16)

Reklame: Tak til forlaget Tekst og Tegning der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Den gale doktors vanvidsmikstur:

Udgivelsesår: 26.11.2021
Forlag: Tekst og Tegning, 281 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen

Læs et interview med Lasse Bo Andersen i Skanderborg Lokalavis

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Al kødets gang af Ambrose Parry
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Et satans arbejde af A. Silvestri
Tre små kinesere af Niels Søndergaard
Videovold og 80’er snask

Venligheden af John Ajvide Lindqvist

Venligheden af John Ajvide LIndqvist

Jeg har skrevet det før, men nu skriver jeg det igen. Hvis der er noget, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Venligheden er hans femte roman på dansk, og ligesom de tidligere fortællinger er her tale om et lille mesterværk.

Forlagets beskrivelse:
En knaldgul, aflåst container.

En efterårsmorgen i 2018 står den bare der, længst ude på havnekajen i Norrtälje. Ingen ved, hvor den kommer fra, eller hvem der ejer den. Og da den langt om længe åbnes, forandrer dens indhold alting i byen. Den dagligdags venlighed, som alle har taget for givet, smuldrer og forsvinder.

Vi følger seks personer omkring de 30 år, som også selv er i transformation. Max og Johan spiller minigolf og Pokémon Go og spekulerer på, hvornår det virkelige liv begynder. Siw og Anna går i fitnesscenter for at slippe af med overvægten. Marko og Maria flygtede som børn fra Bosnien og har tilsyneladende klaret sig godt, men noget gnaver.

De arbejder ved vej og park, som kassemedarbejder, i ældreplejen, i en bowlinghal og som fotomodel og formueforvalter. Som fortællingen skrider frem, udvikles og indvikles deres indbyrdes relationer, og de føres sammen på en måde, der er uventet for dem alle.

 VENLIGHEDEN er en roman om forandring, kærlighed og venskab og er John Ajvide Lindqvists hidtil mest ambitiøse tværsnit af samtiden i det mikrokosmos, der hedder Norrtälje.

Anmelderne skriver:

Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad:
Romanen åbner med en beretning om en gul container, der i nattens mulm og mørke er blevet læsset af på havnen. Den får lov at blive stående, fordi alle er bange for den og – skal det vise sig – med god grund […] Det er, som om selve ondskaben har været lukket inde i den og nu er sluppet ud i byen. Hvor der før var venlighed og imødekommenhed mellem byens indbyggere, opstår der nu en uforklarlig vrede, ja, et helt ukontrollerbart had, som påvirker alt og alle og i sidste ende får romanens hovedpersoner til at handle. Det er sejren over dette onde, der ikke blot udgør romanens hændervridende slutning, men også dens filosofiske og etiske fokus. Kan venligheden vende tilbage? (Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad 11.10.2021)

Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden:
John Ajvide Lindqvist er Sveriges Stephen King. Han kan i den grad præcisere hverdagens rædsler og er mesterlig til at portrættere mennesker og antyde det afskyvækkende. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet:
Venligheden er ud over at være en vældigt velskreven hverdagsthriller også mellem linjerne en slet skjult kommentar til flere af de ting, som Sverige har kæmpet med i løbet af de seneste år. Her tænkes især på den frygt der tydeligvis eksisterer i vort broderland for at tage en reel, åben debat om de problemer, som er opstået i kølvandet på en fejlslagen integration af nogle flygtninge og indvandrere […] Det var endnu engang en stor fornøjelse at læse en ny roman fra John Ajvide Lindqvist. Han formår at skabe stemning i både de mere dramatiske øjeblikke og i hverdagssituationerne. Han formår at skabe troværdige figurer, som er skarpt optegnet, og som man reelt kommer til at holde af undervejs. Endelig får han afsluttet sin roman med et klimaks som nogle måske vil finde lidt skuffende, men som denne læser var vildt begejstret for. Det er i al fald befriende, at der ikke pludselig serveres en spektakulær ’Hollywood ending’, når nu hoveddelen af bogen har holdt sig så jordnært, som tilfældet er her. (Læs hele anmeldelsen på Kulturkapellet.dk)

Karen Rosenfeldt, Bogblogger:
Det kan godt være, at mange læsere vil springe denne bog af John Ajvide Lindqvist over, fordi han normalt er kendt for at skrive ret plausible (hvis jeg må sige det) bøger om vampyrer, zombier, spøgelser og andet overnaturligt. Hans bøger handler nemlig om så meget mere end det. Han er eminent til at skrive socialrealistisk litteratur, der foregår i socialt belastede områder i Sverige og med karakterer, der er både påtrængende ubehagelige og det stik modsatte. Venligheden er en roman om kærlighed og venskab mellem seks venner i trediverne i en lille flække kaldet Norrtälje, og så er det en roman om, hvad der sker, hvis venligheden pludselig forsvinder, og det værste kommer frem i folk […] Den her bog var så langt fra, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg havde en del besvær med at skrive om den. Forlaget kalder bogen for en varm samtidsroman om medmenneskelighed, venskab og kærlighed. Jeg synes, den er barsk, uhyggelig og med helt igennem fantastisk beskrevne karakterer […] Der er usædvanligt få overnaturlige aspekter i bogen i forhold til tidligere bøger, jeg har læst af John Ajvide Lindqvist, men samspillet mellem de seks hovedpersoner gør historien helt igennem formidabel. Jeg håber virkelig, at denne bog vil tillokke nye læsere af John Ajvide Lindqvist. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk)

Om Venligheden:

Udgivelsesår: 20.08.2021
Forlag: Modtryk, 692 sider
Omslag: Marlene Diemar / Imperiet
Originaltitel: Vänligheten (svensk)
Oversætter: Anders Johansen

Læs også:

Små hænder af Andrés Barba
Den nye pige af Penelope Evans
Den onde vilje af Karin Fossum
Begærets butik af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Hjemmet af Mats Strandberg

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen

Dan er en ensom, ung mand med en triviel tilværelse. Da han en dag indser at en skattegæld vil sende ham i trældom resten af livet, kaster han sig ud i en desperat kamp for at opretholde sin integritet. I sin iver efter at redde sig ud af den håbløse situation tyr Dan til både prostitution og mord, men nogle gange skal man til helvede og se sine dæmoner i øjnene for at finde frelse … (forlagets beskrivelse)

Karsten Brandt-Knudsen er et spændende nyt navn på den danske horrorscene. Han har de seneste år udgivet en række noveller i diverse antologier og magasiner. Nu debuterer han som romanforfatter med Dan lærer at leve, en fortælling som forlaget meget rammende beskriver som en genremæssig krydsning mellem Edgar Allan Poe og Bret Easton Ellis roman American Psycho tilsat en god portion morbid humor.

Jeg hørte, Karsten Brandt-Knudsen læse op af Dan lærer at leve til Skrækfest i Odense, før jeg selv læste bogen. Uddraget var en scene, hvor Dan – detaljeret og grafisk udpenslet – skal fist-fucke en håndværker, og jeg må indrømme, at jeg både blev frastødt og fascineret af kapitlet, der bestemt ikke er hverdagskost i dansk litteratur.

Efter jeg nu har læst hele romanen, kan jeg konkludere, at mit første indtryk på mange måder holder. Dan lærer at leve er både grænseoverskridende, frastødende, fascinerende og tankevækkende. Det er en roman, der er grotesk og ubehagelig, men samtidig makabert morsom, og som udpenslet beskriver sex og rå vold. Men ser man bag om den ydre handling, er det en roman om ensomhed og mangel på kærlighed, og hvad det gør ved et menneske.

Dan starter ud som et ensomt menneske uden ambitioner i livet. Han er usynlig på sit arbejde, og det nærmeste han kommer på en ven er kioskejeren Ali. Det er Ali, Dan henvender sig til, da han opdager, at han skylder Skat penge. Han håber på, at Ali kender en revisor, der kan hjælpe ham. Og Ali hjælper Dan. Men på en noget overraskende måde.

I forsøget på at komme ud af sin gæld kaster Dan sig ud i de mest usandsynlige handlinger, lige fra førnævnte fist-fucking til mord. Og jo dybere han kommer ud, jo bedre livskvalitet får han. Han bliver en aktiv del af sin arbejdsplads, begynder at spise bedre, holde orden i hjemmet osv. Det er som om, at han ved at udleve ekstreme situationer endelig kommer i kontakt med sine følelser.

Men politiet kommer på sporet af Dan, og den sidste del af romanen tager en fuldstændig uforudset drejning, hvor Dan pludselig må forholde sig til livets store eksistentielle spørgsmål på meget håndfast vis.

Dan lærer at leve er muligvis ikke for alle. Jeg kan dog kun anbefale den, selvom det er en ret anderledes læseoplevelse. Med den ydre handling chokerer Karsten Brandt-Knudsen læseren med sine eksplicitte beskrivelser, mens vi i det skjulte og med indlagte tilbageblik får et indblik i et dybt ensomt menneske fra en kærlighedsløs baggrund. Så selvom historien overfladisk set kan læses som rent splat, er Dan lærer at leve så meget mere end det.

Den iøjnefaldende forside er lavet af Lesia Solot, som her rammer en bestemt scene i historien lige på kornet.

Andre skriver:

Karsten Brandt-Knudsen
Karsten Brandt-Knudsen læser op af “Dan lærer at leve” på Skrækfest 2021

Bjarne Jensen, Bogrummet:
Historien er godt fortalt med fine indspring fra tidligere episoder i Dans liv, og der sker altså nogle overraskende sceneskift. Karsten Brandt-Knudsen skriver godt, det har jeg allerede bemærket hos forlaget Ildanach, hvor han i ‘Frygtelige fynske fortællinger’ og ‘Årlige uploads 202.1’ har deltaget med nogle rigtig fine noveller. Rent genremæssigt ligger ‘Dan lærer at leve’ nok tættest op af novellen Det gamle teglværk (fra førstnævnte samling), der også var en grum oplevelse. En interessant debut, ikke for de sarte, men ønsker man sig en bizar, grotesk og overraskende historie, så er den hermed anbefalet.” (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet.dk)

Jannik Landt Fogt:
Bogen er væmmelig at læse, og slutningen sender hjernen på litterært tolkningsarbejde. Det er ikke så meget en open-ended slutning, som det er et spørgsmål om, hvad man som læser mener er bogens væsentligste pointe, for der er flere. Brandt-Knudsen er både ude i religionskritik, samfrundsrevselse, kapitalismekritik og lægger også arm med livets mening – eller manglen på samme.” (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Med masser af sort humor og morbid stemning fortælles en lidt en anderledes udviklingshistorie. Den er for det meste velskrevet og tankevækkende og indeholder nogle virkelig morsomme optrin.” (Læs hele lektørudtalelsen her)

Om Dan lærer at leve:

Udgivelsesår: 02.06.2021
Forlag: Enter Darkness, 208 sider
Omslag: Lesia Solot

Læs også:

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen
Rust og støv af Karsten Brandt-Knudsen
Hotellet af Storm Frost
In Absentia af Daniel Henriksen
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Dansk standard af Kim Leine
Et satans arbejde af A. Silvestri
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Iskoldt had af Robert Pobi

Iskoldt had af Robert Pobi

Da FBI-agenten Doug Hartke bliver skudt af en snigskytte under en voldsom snestorm i New York, står myndighederne uden spor. Efterforskningsleder Brett Kehoe kontakter derfor astrofysikeren dr. Lucas Page, der underviser på Columbia University, men tidligere har været tilknyttet FBI.

Page har en unik evne til at omsætte omverdenen til matematiske formler, som gør ham i stand til på splitsekunder at finde frem til eksempelvis en snigskyttes placering. Men for 10 år siden var han ude for en ‘hændelse’, der næsten slog ham ihjel og efterlod ham med blot et ben, en arm og et øje samt massevis af traumer. Også konen forsvandt, men under genoptræningen mødte han Erin, som han nu har fem pleje/adoptivbørn med.

Alligevel lader Page sig overtale til at vende tilbage til bureauet for at hjælpe dem med at fange snigskytten. Noget der bliver endnu mere påtrængende, da endnu en person, en tidligere FBI-agent, bliver skudt. Og endnu engang under nærmest umulige vejrmæssige forhold.

FBI får et tip fra den franske efterretningstjeneste om en mulig gerningsmand, og mens den officielle efterforskning går ad det spor, beder Kehoe Page og den yngre, kvindelige agent Whitaker om at tænke ud af boksen i en sideløbende efterforskning.

For hvem er det, der går efter at dræbe New Yorks ordenshåndhævere? Og som gør det under en snestorm i isnende kulde uden at efterlade sig det mindste spor?

Jeg har tidligere læst Blodmanden af Robert Pobi, som var en velskrevet og overraskende thriller. Forventningerne var derfor høje, da jeg begyndte på Iskoldt had. Og heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Pobi skriver godt, og historien er elementært spændende med en støt stigende suspense-kurve. Plottet med den koldblodige snigskytte, der nådesløst henretter den ene ordenshåndhæver efter den anden, mens Page og Whitaker på den anden side forsøger at løse mysteriet om skyttens identitet, er yderst effektivt, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig under læsningen.

Oveni er Lucas Page en interessant hovedperson med sin unikke evne til at finde mønstre, andre ikke kan se. Han har også en usædvanlig baggrund, er ikke altid voldsomt sympatisk, og så kan han ikke fordrage dumhed, hvilket bringer ham i konflikt med en stor del af menneskeheden. Endeligt er det ikke ret tit, jeg læser en roman, hvor temperaturens indvirkning på benproteser bliver et relevant problem.

Samtidig med at Iskoldt had er en spændende thriller befolket af interessante personer, giver Pobi os også et indblik i det amerikanske samfund. Et samfund der plages af mistro til myndighederne, racisme og øget polarisering. Det er skræmmende at læse om en forening som CSPOA, der betragter den lokale politistyrke som højeste myndighed, og dermed ikke mener at de er underlagt de føderale myndigheder som f.eks. FBI. Og man mærker også, at canadiske Pobi ikke er den store fan af de mange skydevåben, der cirkulerer overalt i USA.

Mod slutningen tager historien et overraskende twist, og spændingsniveauet holder hele vejen mod den nervepirrende finale.

Iskoldt had er første bind i serien om Lucas Page. Bind to, Under Pressure, er endnu ikke oversat til dansk, og bind tre, Do No Harm, står til at blive udgivet i 2022.

Uddrag af romanen:

Efter et øjebliks iagttagelse af landskabet gik det op for ham, at han havde bevæget sig om bag en lygtepæl, hvilket betød, at hans operativsystem opdaterede sig selv automatisk. Det var forbløffende, hvor hurtigt den tænkemåde blev en rygmarvsreaktion, og endnu mere forbløffende, at den ikke var forsvundet efter at have været overflødig så længe, ligesom fantomfornemmelser fra amputerede lemmer. Efter indlæggelserne og operationerne, genoptræningen og mareridtene var der gået næsten et helt år, før han igen kunne bevæge sig gennem en folkemængde. Det tog sin tid, men frygten var langsomt fordampet. Indtil nu.

Men en smule forsigtighed her var ikke alene klogt, den var afgørende. Når man så rigtigt på det, var der intet værre end at jage en mand med en riffel i en by fuld af vinduer. (side 26-27)

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Iskoldt had:

Udgivelsesår: 29.10.2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 390 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: City of Windows
Oversætter: Ulla Lauridsen

Besøg Robert Pobis hjemmeside

Læs også:

Den røde drage af Thomas Harris
Paria af David Jackson
Fangst af Martin Jensen
Blodmanden af Robert Pobi

Podcast: De mystiske dyr

Sidste år udgav Mikala Rosenkilde spændingsromanen Kongamato, hvor flyveøgler pludselig dukker op i Afrika. I forbindelse med bogen lavede jeg et mini-interview med hende her på Gyseren, hvor hun bl.a. fortalte om sin fascination af kryptologi.

Jeg har altid været vild med kryptozoologiske mysterier. Altså de dyr som skjuler sig og nægter at træde frem for offentligheden. Loch Ness-uhyret er måske det kendteste, men der er masser af andre. Hvert år opdages der mere end 16.000 nye dyrearter. De fleste er mindre dyr, men hvert år finder man også større, der bare har gemt sig godt. Ofte kender lokalbefolkningen dyret eller har hørt beretninger om det, har også tit et navn for det. I Congos sumpe siges at leve en dinosaurlignende skabning Mokele Mbembe. For et par år siden tog lensgreve Christoffer Knuth (Knuthenborg Gods og safaripark) med et hold til Congo for at lede efter det sagnomspundne væsen. Det kom der en spændende dokumentarserie ud af som blev sendt på DR2, som stadig kan ses). Så at skrive romaner om den slags væsner tiltaler mig.” (Mikala Rosenkilde)

De mystiske dyr - en podcast ved Mikala Rosenkilde

Nu har Rosenkilde taget sin fascination et skridt videre med udgivelsen af podcasten De mystiske dyr.

Egentlig er jeg ikke den store podcast-lytter, selvom der findes rigtig mange interessante podcasts. Jeg er desværre bare ikke ret god til at lytte til noget, mens jeg laver noget andet. Ikke desto mindre har jeg efterhånden lyttet til de fleste afsnit af Mikala Rosenkildes podcast-serie De mystiske dyr, hvor hun ser nærmere på kryptozoologiske observationer fra ind- og udland. Dyr som enten ikke burde eksistere eller som optræder steder, hvor de overhovedet ikke hører hjemme.

Det seneste afsnit, jeg har lyttet til, handler om søslanger. Det er nemlig ikke kun Skotland, der har et søuhyre, I ved Nessie fra Loch Ness. Søslanger og søuhyrer dukker op over hele verden, f.eks. Claude fra Canada med et hoved der ligner en forvokset hest.

Et andet afsnit handler om den uddøde kæmpehaj Megalodon og blæksprutter store nok til at kvase skibe. Blæksprutter, der sandsynligvis har været inspirationen for søuhyret Kraken fra de nordiske sagn. Men der er også afsnit om flyveøgler, drager og violette kænguruer for bare at nævne lidt.

I hvert afsnit fremlægger Mikala Rosenkilde en række mere eller mindre dokumenterede observationer, og så er det op til lytteren, hvor meget man tror på. Der ligger tydeligvis et stort research-arbejde bag hvert afsnit, som jeg ikke kan undgå at blive imponeret over. Samtidig fortæller Rosenkilde underholdende, og man kan mærke en løbende udvikling i podcasten, som bare bliver bedre og bedre.

Jeg har været vældig underholdt af De mystiske dyr, hvor der indtil videre er udkommet 17 afsnit. Og nu er jeg begyndt at hækle, så måske bliver jeg fremadrettet endnu bedre til at lytte til podcasts 🙂

Jeg har lyttet til serien via Spotify, men den findes på mange forskellige platforme.

Besøg facebook-siden for De mystiske dyr

Sæson 1:

Store katte på egne stier
De flyvende fossiler, del 1
De flyvende fossiler, del 2
De store drager
Den frygtelige Nandibjørn
Kæmpeslanger, nye elefanter og pungulve
Violette kænguruer og falske okser
Bigfoot, den afskyelige snemand og alle dens brødre, del 1
Bigfoot, den afskyelige snemand og alle dens brødre, del 2
Kæmpehajer og gigantiske blæksprutter
Søslanger og havuhyrer
Svaneøgler og flodmonstre
Mysteriet i Loch Ness
Loch Ness-uhyret og hendes søstre
Morgawr, Bessie, Charlie og de andre søuhyrer
Behårede søslanger med horn i panden
En vampyr efter blod – El chupacabra
Chupacabra – blodsugeren fra Helvede

Intet af Catherine Ryan Howard

Intet af Catherine Ryan Howard

Forlagets beskrivelse:
Han efterlod intet. De kalder ham Intetmanden.

Bare 12 år gammel er Eve Black den eneste overlevende i sin familie efter et overfald begået af den berygtede voldsmand “Intetmanden”. Nu er hun voksen og besat af at finde den mand, der ødelagde hendes liv.

Jim Doyle, der er sikkerhedsvagt i et supermarked, er gået i gang med at læse bogen “Intetmanden”. Eve har skrevet den som en sand beretning og erindringsbog over den efterforskning, som blev ført for at finde den mand, der dræbte hele hendes familie. Side for side vokser hans vrede. Jim er nemlig ikke bare interesseret i at læse om “Intetmanden”. Han er “Intetmanden”.

Jim opdager hurtigt, hvor faretruende tæt Eve er på at finde frem til sandheden. Han indser, at hun ikke giver op, før hun har fundet ham. Han har intet andet valg, end at stoppe hende, inden hun finder ham.

Bogen er inspireret af virkelige begivenheder.

Der findes snart så mange bøger om serieforbrydere, at jeg ind i mellem kan blive helt træt ved tanken om at skulle læse endnu en. Men da jeg begyndte på Intet af Catherine Ryan Howard, stod det klart allerede efter de første par sider, at her var tale om en unik thriller. Howard leger med genrerne og blander true crime med seriemords-thriller og krydrer det med en usædvanlig opbygning af historien.

Historien fortælles gennem to stemmer. Dels via sikkerhedsvagten Jim og dels gennem bogen som den overlevende Eve har skrevet som voksen. Det lyder måske ikke så usædvanligt, men når du får Intet i hånden og bladrer gennem den, opdager du, at bogen rent faktisk er en bog inden i bogen. Det fungerer rigtig fedt. Gennem Eves bog får vi nemlig også et indblik i en politiefterforskning, der løber over årtier. Og da Eve under arbejdet har fået mulighed for at dykke ned politiets efterforskning, får vi også indblik i Intetmandens øvrige forbrydelser.

Sideløbende følger vi Jim, der nu er kommet op i 60’erne. Han er ikke tilfreds med, hvordan hans liv har udviklet sig, og drømmer om at få den respekt, der tilkommer ham. Så da han begynder at læse Eves bog, hvor hun kalder ham ubetydelig, er det mere, end han kan klare.

Det vil normalt være svært at skrive om en årelang efterforskning, hvor alle spor ender i ingenting og samtidig bevare spændingen i fortællingen. Men det lykkes perfekt her. Springene mellem Eves fortælling om fortiden og den nu aldrende Jims liv i nutiden skaber en stigende suspense som kulminerer med et overraskende twist til slut.

Howard skriver let og flydende, og jeg var vældig underholdt af Intet, som er hendes første bog på dansk. Forhåbentlig udgiver forlaget Zara også resten af hendes bøger.

I øvrigt – forlagsteksten indikerer, at bogen er inspireret af virkelige begivenheder. Howard blev inspireret af Golden State Killer sagen, hvor hun efter pågribelsen af morderen kom til at spekulere på, om han havde læst Jeg forsvinder i mørket af Michelle McNamara, der handler om mordene. Intet er Howards bud på, hvordan det kunne være forløbet.

Uddrag af bogen:

Han behøvede ikke at lede længe. Alle hylderne var fyldt med eksemplarer af den samme bog. Alle sammen frontvendte. Et sortklædt kor, der råbte ad ham som i en græsk tragedie. Pegede på ham. Anklagede ham.

Jim var sikker på, at de ikke havde været der dagen før. De måtte være ankommet i løbet af natten. Det måtte være en ny bog, måske var den lige udkommet. Han gik tættere på og læste forfatterens navn.

Eve Black.

I Jims hoved var Eve Black en 12-årig pige, der iført en lyserød natkjole stod for enden af en trappe og stirrede ned i mørket under sig og sagde: “far?” med en spag og usikker stemme.

Nej, det kunne ikke passe.

Men det gjorde det. Det stod lige der på omslaget.

Intetmanden: En overlevendes jagt på sandheden.

Varmen bredte sig i Jims krop. Blodet skød op i hans kinder. Hans hænder rystede, og han måtte tvinge sig selv til at række ud efter bogen, mens hans reptilhjerne beordrede ham til at lade være.

Gør det ikke, sagde han til sig selv, da hans fingre lukkede sig om en af bøgerne på hylden. Det stive bind føltes glat og voksagtigt. Han kørte fingerspidserne hen over titlens prægede bogstaver.

Intetmanden.

Hans andet navn.

Det navn, aviserne havde givet ham.

Det navn, som kun han selv vidste, var hans. (side 9-10)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Intet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Zara, 341 sider
Omslag: Blacksheep Design
Originaltitel: The Nothing Man
Oversætter: Jonnie McCoy

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Offer af Paul Cleave
Mørke steder af Gillian Flynn
Du af Caroline Kepnes
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Konferencen af Mats Strandberg

Konferencen af Mats Strandberg

Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.

Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.

Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.

Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.

”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.

Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.

Uddrag af bogen:

Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.

Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.

Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.

Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.

Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?

Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)

Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Konferencen:

Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen