maj 2019
M T O T F L S
« apr    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Russerne på månen af Fred Duval & Jean-Pierre Pécau

Hvad nu hvis - Russerne på månen! af Fred Duval & Jean-Pierre Pécau, illustreret af Philippe BuchetHvad nu hvis russerne slog amerikanerne i kapløbet om at få den første mand på månen? Det forestiller forfatterne sig her i første oversatte bind af den franske serie ”Hvad nu hvis …”.

Apollo 11 missionen mislykkes, og i stedet bliver det russerne, som først lander en mand (eller mere præcist en kvinde) på månen. Det får præsident Nixon til at sætte turbo på det amerikanske rumprogram, og indenfor 10 år har både amerikanerne og russerne en fast base på månen.

Men spændingen stiger mellem de to supermagter på jorden, og snart bliver månen skueplads for et livsfarligt storpolitisk spil.

Billedsiden står franske Philippe Buchet for. Han er bl.a. kendt fra science fiction tegneserien Konvojen. Tegnestilen er realistisk og med en dynamisk, nærmest filmisk brug af billedrammerne, hvor der veksles mellem oversigtsbilleder og close-up af detaljer. Det er effektivt og skaber et godt drive i fortællingen.

Selve historien er skrevet af Fred Duval og Jean-Pierre Pécau, som her tager en verdenshistorisk begivenhed og vender den på hovedet.

Det er altid spændende at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis enkelte ting var anderledes, og der findes en hel subgenre kaldet kontrafaktisk historie, der netop beskæftiger sig med den præmis. Det kan være meget tankevækkende at se på historien fra en alternativ vinkel, men her i Russerne på månen! er resultatet nu mere ovre i ren underholdning. Det klager jeg dog bestemt ikke over, for her er både action og humor, og en lydefri billedside der kun kan fornøje.

God underholdning er ikke at foragte, og det er netop hvad Russerne på månen! er. Anbefales.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Russerne på månen!:

Udgivelsesår: 01.04.2019
Forlag: Zoom, 56 sider
Illustrationer: Philippe Buchet
Originaltitel: Jour J 1: Les Russes sur la Lune!

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Kijara af Tatiana Goldberg
Darlah : 172 timer på månen af Johan Harstad
Metrozone af Søren Mosdal
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Bird Box af Josh Malerman

Bird Box af Josh MalermanDer er noget derude …
Noget rædselsfuldt man ikke må se. Ét glimt af det, og man drives til voldeligt selvmord. Ingen ved, hvad det er, eller hvor det kom fra.
Fem år efter, at det begyndte, er der kun en håndfuld spredte overlevende tilbage, deriblandt Malorie og hendes to små børn. De bor i et forladt hus ved floden, og hun drømmer om at flygte til et sted, hvor de måske kan være i sikkerhed. Nu, hvor drengen og pigen er fire år, er tiden inde til at tage afsted. Men det er en skræmmende rejse, der ligger foran dem: 30 km ned ad floden i en robåd – med bind for øjnene – hvor det eneste, de kan stole på, er hendes intelligens og børnenes trænede ører. Ét forkert valg og de dør. Og der er noget, der følger efter dem. Men er det mennesker, dyr eller væsenerne?
(fra bagsiden)

Jeg så Susanne Biers filmatisering af Bird Box, før jeg vidste, at den byggede på en bog. Filmen er rigtig god, men jeg synes faktisk, at bogen er bedre.

Historien starter fem år efter, at verden pludselig blev invaderet af ’noget’, der gør folk sindssyge og får dem til at begå selvmord, hvis de ser det. Vi følger kvinden Malorie, der mod alle odds har klaret sig igennem sammen med sine to børn.

Med spring tilbage i tiden og fortællerstemme, hører vi hvordan Malorie sammen med sin søster oplever verdens sammenbrud. Hvordan hun finder frem til et hus med andre overlevende, og der forsøger at klare sig igennem. Og hvordan hun i nutiden, efter fire års tøven, beslutter sig for at forsøge at nå frem til et sikkert sted længere nede ad floden.

Bird Box er en utrolig intens læseoplevelse, og på mange måder er bogen langt mere uhyggelig end filmen. I filmen virker den frivillige blindhed til tider en smule komisk, fordi vi som publikum kan se, hvad der sker. Men i bogen har vi kun Malories ord at forholde os til, og det gør i den grad den fremmede tilstedeværelse skræmmende. Vi er ligeså uvidende som hende, og aner derfor ikke om det blot er vinden, et dyr eller det fremmede der laver lydene.

Vi kommer også tæt på personerne i huset, hvor Malorie søger tilflugt i starten. Deres forskellige personligheder og måder at tackle katastrofen på, beskrives troværdigt. Josh Malerman har et godt øje for gruppedynamikkens relationer, og hvordan den usynlige ’magtbalance’ i en gruppe lynhurtigt kan tippe, hvis noget ændrer sig. Det er nærmest en gyser i sig selv.

Bird Box er Malermans debutroman, men det mærkes ikke. Sproget flyder, og spændingen føles næsten fysisk på en underspillet, knugende facon. Jeg blev fanget ind fra første side, og kan absolut anbefale den til alle, som holder af en vellykket thriller – også selvom man normalt ikke er den store gyserfan.

Stor anbefaling herfra.

Om Bird Box:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 296 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Bird Box

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den sidste af Alexandra Oliva
Den 5. bølge af Rick Yancey

Dødskulter af Willy Wegner

Dødskulter af Willy WegnerDenne bog handler om massemord, mordbrand, kollektivt selvmord, bedrag og griskhed. Læs om

– Giftgaskulten “Aum” fra Japan. I august 2018 blev de ansvarlige hængt af de japanske myndigheder.
– “Davidianerne” fra Waco i Texas, et kollektiv belejret af magtfulde FBI med en fatal afslutning.
– En katolsk kult i Uganda der tog livet af flere hundrede medlemmer.
– Kulten Heaven’s Gate” der i gensidig forståelse begik kollektivt selvmord i San Diego, Californien.

Dødskulter er en dokumentarisk beretning om de fire religiøse kulters opståen, virke og undergang. (fra bagsiden)

Jeg hørte Willy Wegner fortælle på Krimimessen 2019. Det var et barsk foredrag, men alligevel besluttede jeg mig for læse hans bog, og den kan også anbefales. Sobert og uden at forfalde til sensationsjournalistik beretter WW om de fire kulter, hvis virke kulminerede i 1990’erne, og for Kanungu-kulten (Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud) i år 2000, hvor flere hundrede mennesker brændte ihjel i en kirke i den lille ugandiske by, Kanunga.

Formålet med Dødskulter er ikke at forklare, hvorfor folk bliver medlemmer af en kult. I stedet har WW ønsket at finde ud af, hvad der helt konkret er sket ud fra lægmandens nysgerrighed. Han forklarer i indledningen, om en række grundlæggende strukturelle karakteristika der er fælles for de fire kulter, der beskrives. Noget af det, han nævner, er, at de først og fremmest er opbygget omkring en karismatisk leder. Desuden har de et fælles trosgrundlag, og de er til dels isoleret fra omverdenen. Men derudover syntes jeg, at de fire kulter er meget forskellige at læse om.

To af kulterne blev ledet af, hvad der i mine øjne kun kan betegnes som svindlere, nemlig Aum og Kanungu-kulten. Her blev medlemmerne udnyttet, og for Aum kultens vedkommende brugt som våben mod resten af samfundet. Det er rystende læsning.

Også beretningen om “Davidianerne” fra Waco i Texas er meget voldsom. Her går WW bag FBI’s officielle forklaringer og påviser, hvordan ansvaret for den katastrofale massakre falder tilbage på de amerikanske myndigheder.

Mindst skræmmende, men stadig uforståelig for mig, var beskrivelsen af Heaven’s Gate. Her virker kultmedlemmerne i det mindste til at være mere bevidste om, hvad de gør, men måske var hjernevasken her bare mere subtil?

Bogen indeholder helt bevidst ingen illustrationer. Som WW skriver, kan man sagtens finde de ofte meget voldsomme billeder på Internettet, hvis man ønsker det. Til gengæld afsluttes den med en omfattende litteraturliste.

Dødskulter er ikke ligefrem opmuntrende læsning, men den er til gengæld oplysende. Så har du mod på et kig ind i menneskers mere dystre sider, er den et godt og velresearchet bud.

Om Dødskulter:

Udgivelsesår: 04.10.2018
Forlag: Books on Demand, 139 sider
Forside: Mikkel Skov Wegner

Indhold:

Indledning
Kanungu-kulten
Himmelporten
Aum Shinrikyö
Waco-massakren
Litteraturhenvisninger

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach KreutzmannBestiarium Groenlandica er et fascinerende opslagsværk om grønlandske mytevæsener, smukt illustreret af tegnere fra Grønland, Island og Danmark

I sit forord fortæller Maria Bach Kreutzmann, idékvinde og redaktør på udgivelsen, om inspirationen til bogen. Ved et tilfælde faldt hun over nogle grønlandske mytevæsener, som hun ikke kendte. Det udviklede sig til en passion for at finde ud af mere om den gamle ånde- og myteverden, og er nu endt med Bestiarium Groenlandica, hvis titel er inspireret af ‘den videnskabelige tradition for indsamling og katalogisering af information til bevaring og oplysning’.

Bogen kan både læses fra ende til anden, men kan også bruges som et opslagsværk. Forrest er en kort indføring i grønlands historie. Her hører vi bl.a. om Thulekulturen, om taburegler og om ‘sila’ – et grønlandsk ord der både betyder vejr, forstand, verden og verdensorden. Herefter følger en alfabetisk oversigt over 67 forskellige væsener fra de grønlandske myter. Langt de fleste opslag er også illustreret samt tilføjet en kort kildeberetning om væsenet. Bagerst er et afsnit om de grønlandske åndemanere, samt en ordliste, en litteraturliste og en kort introduktion til holdet bag udgivelsen.

På forhånd bestod mit kendskab til Grønland hovedsageligt af Jørn Riels fabelagtige roman Sangen for livet. Der var derfor masser af nyt stof for mig, og det var dybt fascinerende at dykke ned i de mange farverige, farlige og fantastiske væsener, der boltrer sig i den grønlandske myteverden.

Anngiaq tegnet af Jonatan Brüsch til Bestiarium GroenlandicaAnnigiaq

Det er interessant at se, hvordan myter minder om hinanden på tværs af landegrænser. For eksempel læste jeg fornyligt om det skandinaviske væsen myling. En myling er genfærdet af et barn født i dølgsmål og derefter slået ihjel af moren. Også grønlænderne har et sådan væsen. Her hedder det Anngiaq og er ligesom mylingen født i hemmelighed og dræbt. Anngiaq forfølger sine slægtninge, når de sejler, hvor den forsøger at trække dem under vandet og drukne dem.

Ikusik tegnet af Maria Bach Kreutzmann til Bestiarium GroenlandicaIkusik og Iseqqat

Det viser sig, at grønlænderne også kender til zombier. De kalder dem blot Ikusik, og her er der tale om lig, der trækker sig frem på albuerne i deres jagt på levende mennesker. Iseqquat virker også lidt bekendte. De er småbitte, drillesyge væsener – måske en slags grønlandske nisser?

Aassik tegnet af Agust Kristinsson til Bestiarium GroenlandicaAassik

Et andet væsen, der virker bekendt, er Aassik. Aassik er en kæmpestor orm, der kan bruges som trækdyr, men som er utrolig arrig og svær at tæmme. Her kunne jeg ikke lade være med at tænke på Frank Herberts science fiction roman Dune. Heri findes også gigantiske orme, så måske er Frank Herbert blevet inspireret af en grønlandsk myte?

Med syv forskellige tegnere er billedsiden selvfølgelig meget varieret, som det også fremgår af de få eksempler, jeg viser her. Det, synes jeg dog, kun er en styrke, for det giver en mangfoldighed i udtrykket, som matcher de mange væseners forskellighed.

I det hele taget må jeg indrømme, at jeg er ret betaget af Bestiarium Groenlandica, og hvis du på nogen måde er interesseret i Grønlands kulturhistorie, så grib fat i dette smukke værk. Anbefales.

Om Bestiarium Groenlandica:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Milik Publishing, 155 sider
Illustrationer: Coco Apunnguaq Lynge, Agust Kristinsson, Maja-Lisa Kehlet, Christian Fleischer Rex, Jonatan Brüsch, Carina Lillegaard Løvgreen, Martin Brandt Hansen, Maria Bach Kreutzmann

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory
Alverdens vampyrer af Dan Turéll
Gys og eventyr

Volt #3

Volt #3På Facebook er jeg medlem af gruppen Danske Horrorfans. Her stødte jeg en dag på et opslag om antologihæftet Volt, der udgives af tegneseriekollektivet Urkraft. Det nyligt udkomne nummer 3 er et temanummer om gys, så det måtte jeg naturligvis se nærmere på.

Volt #3 indeholder 7 korte historier, og stemningen anslås på bedste vis af Simon Petersens kriblende klamme forside (i ordets bedste forstand forstås).

Anders Fjølvar indleder hæftet med ‘Huset af lig’, tegnet i en stil der mindede mig lidt om Rune T. Kidde. Som i de gode gamle Gru-hæfter indledes historien med en introduktion fra en fætter Maddike lignende personage, og herefter følger en eventyragtig lille gyser, om punkeren som gik ind i skoven og fandt et hus af lig.

‘Der findes monstre’ af Vicky Tornemand er næste bidrag. Her er stilen mere blød, næsten som akvarel selvom her også er tale om stregtegninger. Indholdet er dog ikke spor blødagtig med sin fortælling om Netty, der gemmer sig under trappen, fordi hun er bange for monstret under sengen.

En helt tredje tegnestil står Kasper Clemmensen for i ‘Skorstensfejeren’. Her arbejdes med sort/hvid kontrasten, og tegningerne er i samme stil som Piet Wijns Gammelpot med et drys Babadook. Historien handler om en ung pige, der drømmer om et romantisk kys af skorstensfejeren. Men man skal passe på med, hvad man ønsker sig.

‘Kødæder’ af Claudy er en rigtig Tales From the Crypt fortælling om manden hvis kone har været væk i ugevis. Han flirter dog løs og er ikke bekymret. Hun skal nok dukke op igen. Og det gør hun. Historien er tegnet i sort/hvide stregtegninger, hvor Claudy leger med billedrammerne, som dynamisk fører historien videre.

Amalie Martens har skrevet og tegnet ‘Skype’. Tegnestilen er enkel, og historien bygger videre på idéerne fra film som Ringu og Kaïro m.fl.

Tech tegnet af Hannah Woetmann Bitton‘Tech’ er tredje og sidste del af en historie, som jeg gætter på, har været bragt i de første to numre af Volt. Den er tegnet af Hannah Woetmann Bitton, og selvom man kommer ind midt i slutningen, så blev jeg alligevel fanget af stemningen og de fine tegninger.

Hæftets sidste historie er også den mest humoristiske. ‘The Bog Hag’ af Simon Quitzau fylder blot bagsiden og er den eneste historie trykt i farver.

Volt #3 kan på alle måder anbefales, hvis du interesserer dig for tegneserier og har lyst til at udforske, hvad der sker på den danske tegneserie-scene. Hæftet er en glimrende introduktion til en række nye tegnetalenter, og jeg blev positivt overrasket over kvaliteten af bidragene. Her er både visuelt udfordrende historier, såvel som mere mainstream tegnede fortællinger. Alle bobler dog af kreativitet og ønsket om at give læseren et godt gys. Hvilket heldigvis også lykkes stort set hele vejen igennem.

Om Volt #3:

Udgivelsesår: 2019
Udgiver: Tegneseriekollektivet Urkraft, 40 sider
Omslag: Simon Petersen
Pris: 40 kr.

Indhold:

Huset af lig tegnet og skrevet af Anders Fjølvar
Der findes monstre tegnet og skrevet af Vicky Tornemand
Skorstensfejeren tegnet og skrevet af Kasper Clemmensen
Kødæder tegnet og skrevet af Claudy
Skype tegnet og skrevet af Amalie Martens
Tech (3. og sidste del) tegnet og skrevet af Hannah Woetmann Bitton
The Bog Hag tegnet og skrevet af Simon Quitzau

Læs også:

Ruiner af Adam. O
Morf af Frank Brahe
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Deadboy af Tom Kristensen
The Best of Kim Larsen af K. Lyng Larsen
Gigant af Rune Ryberg

Rød tåge af David Garmark

Rød tåge af David GarmarkEn ung mand findes død ved bredden af en sø på den altid tågede Hvidø. Efterforskningsleder Max Munk og hans makker Merian Takano fra Københavns Politi rejser til Hvidø for at efterforske drabet, som hurtigt bliver omgærdet af lokal mystik. Flere beboere mener, at mordet er begået af Ellepigen, et overnaturligt væsen, som ifølge sagnet dukker op hvert hundrede år for at slå øens drenge ihjel. Efterforskerne afviser selvfølgelig teorien, men måske er der nogen på øen, der profiterer på mystikken? For Hvidø lever af sin tåge, sin lokale heks og sine dunkle historier, som trækker turister til fra nær og fjern. (fra bogens bagside)

David Garmark er en flittig mand. I 2015 debuterede han med romanen Drengen, der aldrig kom hjem. Herefter fulgte i hurtig rækkefølge spændings-trilogien om agenten Ditlev Martins: Det fjerde menneske, Abbotts hemmelighed og Stemmer der dræber. Samtidig fik han udgivet kortromanen En ørn fanger ikke fluer OG skrev to bøger sammen med sin bror Stephan Garmark: Rakelsminde samt Love City. Nu er han så aktuel med Rød tåge, der er første bind i krimiserien om efterforskerne Max Munk og Merian Takano.

De to politifolk bliver sendt til den lille ø, Hvidø, for at efterforske et drab på en ung mand. Det var øens skovrider, Theodor Knagenhielm, der fandt ham, og med kun 153 indbyggere skulle man tro, at det ville blive let at finde frem til morderen. Men tilsyneladende er den eneste mistænkte Ellepigen – et sagnvæsen, der danser sine ofre ihjel.

Udover at kæmpe med manglende spor besværes Munks og Merians efterforskning også af manglen på internet og mobildækning, samt ikke mindst den evindelige tåge der hviler over Hvidø. Oveni er Munk ikke på toppen. Han hjemsøges af tanken om sin søster, der døde for 25 år siden. Eller gjorde hun?

Rød tåge er en atmosfærefyldt og spændende krimi, der tager læseren med ind i en tåget verden befolket af sagnvæsener og hemmeligheder. Garmark har med Hvidø kreeret en ualmindelig stemningsfuld kulisse for historien, hvis kringlede og alligevel troværdige plot, holder læseren fastbundet hele vejen. Og så er jeg personligt vældig begejstret for den renæssance dansk folklore har haft de seneste år, hvor flere forfattere har opdaget den skattekiste af gode historier, vores kulturhistorie gemmer. Den kiste er David Garmark også dykket ned i, og det lykkes ham til fulde at gøre Ellepigen levende på Hvidø.

Kort sagt er Rød tåge en underholdende og velskrevet krimi, og makkerparret Munk og Merian et nyt og spændende bekendtskab, som jeg kun kan anbefale.

Tak til forlaget Montagne som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse.

Uddrag fra Rød tåge:

Tågen lettede en anelse, da stien gav op og mundede ud i en lysning. Foran dem lå Hvidsø. Den var mere rund end aflang. Ikke større, end man kunne se over på den anden side, hvor en badebro stak ud som en brun finger. Disen kravlede som en uformelig masse hen over vandspejlet, et par troldænder snadrede i vandet. En blishøne med grønne ben stavrede omkring i mudderet i søgen efter føde. Det var, som om atmosfæren var pakket ind i en vatteret dyne. Himlens hvide sandrevler havde trukket sig sammen og var blevet til en langsomt svævende masse, lavt hængende og grå som brakvand. Luften var fugtig og trykkende, og det dryppede sagtmodigt fra træernes gulgrønne løvmosaik. Munk følte sig sært ensom.

Hold fastere omkring mig. Med dine runde Arme; Hold fast, imens dit Hjerte endnu har Blod og Varme,” mumlede han, mens han gik ned til bredden og trak sagsmappen frem fra rygsækken. Emil Aarestrup havde altid haft en stor plads i Munks hjerte. Han åbnede sagsmappen og tog en lille bunke billeder fra politifotografen frem. Sammenlignede dem med søbredden. Det første viste Frans Stampe, der lå på maven med ansigtet i vandet og armene ned langs siden. Den unge mand var fuldt påklædt, men i skjorteærmer. Det halvlange hår bredte sig som en vifte i søvandet. (side 69-70)

Om Rød tåge:

Udgivelsesår: 14.03.2019
Forlag: Montagne, 432 sider
Omslag: Imperiet

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Heksenatten af Fritz Leiber
Slør af A. Silvestri
Diget af Teddy Vork

Flugten fra klanen – Kijara 2 af Tatiana Goldberg

Flugten fra klanen - Kijara 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen er bind to i serien om Kijara. Serien udspiller sig i en fremtid, hvor Union City er hovedstaden for et samlet Europa. Genetiske modifikationer af mennesker er hverdag og udføres af det offentlige, mens politiorganisationen PURGE (Police Unit for Regulation of the Genetically Engineered) sørger for, at de uautoriserede modificerede bekæmpes.

Kijara er sammen med sin brødre, coyoterne, medlem af en forbryderorganisation kaldet Klanen. Hun er også en illegal GMI. I første bind blev hun fanget af PURGE under et indbrud, og hun fik valget at hjælpe PURGE eller blive destrueret. Et valg, der i sidste ende ikke var et valg.

Nu er Kijara under oplæring som PURGE-agent med den modvillige Darwin som teamleder. Darwin var sammen med telepaten Naid på holdet, der i første omgang fangede Kijara, og han er mildest talt ikke særlig begejstret for hende. Følelsen er gensidig.

Selvom Kijara ikke savner sin kriminelle tilværelse, er livet som PURGE-agent bestemt ikke hendes kop te. Hun har det svært med autoriteter, og de dårlige minder fylder meget. Alligevel bliver hun sammen med Naid og Darwin snart sendt ud i felten på en træningsopgave. De skal indfange en i-klasse GMI i en afsidesliggende lagerhal. En simpel og ukompliceret opgave.

Men alt er ikke, som det umiddelbart ser ud, og mens Kijara ikke savner sine coyotebrødre, savner de hende. Og de vil gå meget langt for at få hende tilbage.

Kijara 1 og 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen har helt sikkert været værd at vente på. Jeg var vild med Overløber, og Tatiana Goldberg fortsætter her den gode stil. Historien er i sig selv spændende, og vi kommer længere ind under huden på Kijara her i bind to. Hendes fortid gemmer på grusomme minder, men vi lærer også mere om hendes evner og hendes udvikling.

Billedsiden er ligeledes i topklasse. Hvad enten det er de stemningsfulde baggrundsmiljøer eller personerne, så står de knivskarpt og med masser af sjæl. Som sidst inviterer Goldberg læserne med ind i maskinrummet, når hun bagerst i bogen fortæller om, hvordan hun har arbejdet med historien. Det er spændende at komme ind i Goldbergs overvejelser, og pludselig står detaljer i historien meget stærkere. Man kan selvfølgelig sagtens ‘nøjes med’ at læse selve historien, men hvorfor dog snyde sig selv for noget godt.

Jeg er meget meget meget begejstret for Kijara-serien, som jeg synes fortjener et internationalt publikum. Historien er universalt spændende, billedsiden er fantastisk, og der er heldigvis to bind mere under udarbejdelse. Indtil de kommer, må jeg nøjes med at læse og genlæse Overløber og Flugten fra klanen igen.

Om Flugten fra klanen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 95 sider
Omslag: Tatiana Goldberg

Læs mere om Kijara-serien HER

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Metrozone af Søren Mosdal
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé

Portal af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Portal af Lars Kramhøft og Tom KristensenPortal er en underholdende og spændingsfyldt tegneserie for børn, der blandt andet byder på en gal videnskabskvinde, parallelle universer og en treøjet hjort, der kan forvandle sig til en scooter

Lars Kramhøft og Tom Kristensen er et talentfuldt makkerpar. I 2013 vandt de Årets Danske Horrorudgivelse med deres graphic novel Made Flesh. I 2018 vandt Lars Kramhøft Claus Deleuran prisen for Bedste Danske Tegneserieforfatter med Fandenivoldsk som Tom Kristensen har illustreret. Og nu er de nominerede til Ping-prisen 2019 for Bedste Børne/Ungdomstegneserie med Portal.

Hovedpersonen er Rasmus. Da hans forældre dør i en bilulykke, kommer han i pleje hos sin tante, forskeren Patricia Steinhard, der forsker i multiverset. Multiverset er forestillingen om, at der findes et uendeligt antal verdener, hvor der opstår en ny verden, hver gang et menneske træffer et valg.

Rasmus vidste slet ikke, at han havde en tante, og da han møder Patricia er det bestemt ikke kærlighed ved første blik. Tanten kan slet ikke lide børn, og har kun taget Rasmus i pleje for pengenes skyld. Så hun sætter ham til at lave alt muligt kedeligt husarbejde, og forbyder ham iøvrigt at nærme sig hendes laboratorium.

Men Rasmus er ligeglad med tantens forbud. Tanken om, at der måske findes et univers, hvor hans forældre stadig lever, er mere end han kan modstå. Så en aften bryder han ind i laboratoriet, hvor det lykkes ham at åbne portalerne til multiverset. Men hvilket univers er det rigtige? Og hvad sker der egentlig når man springer ind i et andet univers?

Lars Kramhøft er idémand og forfatter til Portal, mens Tom Kristensen står for tegning og farvelægning. Jeg er stor fan af Tom Kristensens tegninger, og her i Portal giver han den max gas. Sideopsætningen sprænges med dynamiske billedrammer, pangfarver og nærmest filmiske tegningssekvenser fyldt med lydord (onomatopoietikon) der understreger stemningen. Der er fuld fart på, og læserne suges ind i bogens univers, ligesom Rasmus suges ind i multiverset.

Portal er som sagt nomineret som bedste børne/ungdomstegneserie, og med en spændende og tempofyldt handling kombineret med den energifyldte og fængslende billedeside er det bestemt velfortjent. Historien er selvfølgelig mindre kompliceret end en voksenudgivelse kan være, men jeg var nu herligt underholdt alligevel. Og så synes jeg, at det er rigtig fedt, at Kramhøft og Kristensen bryder kønsstereotyperne ved at lade den gale videnskabsmand være en kvinde.

En stor anbefaling herfra.

Læs et interview med Kramhøft og Kristensen HER

Om Portal:

Forlag: Alinea, 50 sider
Udgivelsesår: 18.02.2019
Omslag og illustrationer: Tom Kristensen

Tegneserien er en del af forlaget Alineas frilæsningsserie Læseklub, der er opdelt i fire sværhedsgrader. Portal er en rød titel, det vil sige for de +8-årige læsere.

 

Virkelighedens Game of Thrones – foredrag v./Rasmus Wichmann

Virkelighedens Game of Thrones - foredrag v./Rasmus WichmannMan siger, at virkeligheden overgår fantasien. Her til aften var jeg til et foredrag, hvor det ordsprog blev bekræftet. Tørring bibliotek havde inviteret historiker Rasmus Wichmann på besøg, og han fortalte de blodige historiske facts bag virkelighedens Game of Thrones.

Allerførst må jeg hellere bekende, at jeg endnu ikke har hverken læst eller set Game of Thrones. Ikke af modvilje, men det har bare ikke passet ind for mig endnu. Til gengæld er jeg interesseret i historie. Derfor tænkte jeg, at Wichmanns foredrag sikkert kunne være spændende alligevel. Og det fik jeg ret i.

Vi var en lille, men entusiastisk flok der hørte Wichmann beskrive, hvordan flere tråde i Game of Thrones næsten er kopieret én til én fra virkeligheden. For eksempel kunne Wichmann fortælle, at det legendariske ‘Red Wedding’ i tv-serien er inspireret af op til flere skotske massakrer.

The Black Dinner

I 1440 var den 10-årige kong James 2. vært for en middag, hvor Skotlands mest magtfulde klan, the Douglases var inviteret i form af sønnerne, William Douglas, den 6. jarl af Douglas og hans lillebror. Midt under middagen blev de to brødre hevet ud på slotspladsen og efter en proforma domstol blev de begge dræbt. Begivenheden er i eftertiden blevet kendt som ‘The Black Dinner’.

Et andet eksempel udspiller sig godt 250 år efter ligeledes i Skotland. I 1692 tager kaptajn Robert Cambell sammen med sine soldater til Glencoe, som tilhører klanen MacDonald. Klanen havde været forsinket i deres loyalitetserklæring til den engelske konge William d. 3., og for det skulle Cambell statuere et eksempel. Efter at have gæstet MacDonalds i 12 dage slog soldaterne til og dræbte alle de mandlige MacDonalds. Kvinderne blev skånet, men kun for at dø af sult og kulde. Soldaterne brændte nemlig alle husene ned, før de forlod Glencoe.

Men, som Wichmann påpegede, det er aldrig nogen god idé at slå brutalt ned i håb om en hurtig løsning. Ingen af gangene blev der fred i Skotland af den grund.

Maria Stuart

Et andet eksempel hentet fra virkelighedens verden er figuren Cersei Lannister, som henter inspiration i virkelighedens Mary, Queen of Scots.

Det er ikke så længe siden, at jeg så filmen Maria Stuart – dronning af Skotland instrueret af Josie Rourke. Her fortælles historien om Maria, som blev dronning af Skotland bare ni måneder gammel og gift med den franske konge i en alder af 16 år. Da hendes mand dør to år senere, vender Maria tilbage til Skotland for at genindtage sin position som dronning. Samtidig gør hun krav på den engelske trone. I processen når hun både at gifte sig med sin fætter Henry Stuart, lord Darnley og få en søn med ham. Da han dør under mistænkelige omstændigheder, gifter Maria sig med jarlen af Bothwell, der menes at stå bag mordet på lord Darnley. Til sidst må hun flygte til England, hvor dronning Elizabeth fængsler hende og siden henretter hende.

Horsens Folkeblad 03.05.2019Wichmann fortalte, hvordan manuskriptforfatterne lige gav Maria Stuarts historie et ekstra twist i forhold til Cerseis figur. Børnene i Game of Thrones viser sig reelt at være bastarder, mens Marias søn kun var det ifølge sladderen. Ligeledes er det kun sladder, der forbinder Maria med Darnleys død i virkeligheden, mens Cerseis står bag mordet på sin mand i tv-serien. Og så videre …

Det var med andre ord en virkelig spændende aften, hvor jeg fik masser af viden om Game of Thrones og ikke mindst de historiske begivenheder der har inspireret bøgerne og tv-serien. Så dukker Rasmus Wichmann op i dit område, kan jeg kun anbefale at bruge en aften i selskab med virkelighedens Game of Thrones.

Og så blev jeg iøvrigt også mindet om, at jeg stadig har til gode at læse Wichmanns roman Enkemagerne, der ligeledes er fantasy inspireret af virkeligheden.

Læs mere om Rasmus Wichmanns foredrag HER

Læs også:

Den anden dronning af Philippa Gregory
Jomfruen fra Norge af Tore Skeie
Oprør af Robyn Young

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann