marts 2017
M T O T F L S
« feb    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Alena af Kim W. Andersson

Alena af Kim W. AnderssonFlot tegneserie-thriller om ulykkelig kærlighed og ondskabsfuld mobning i det svenske kostskolemiljø

Svenske Kim W. Andersson debuterede i 2006 med en romantisk horrorserie kaldet “Love Hurts”. Serien blev fremragende modtaget og vandt Svenska Serieakademins Adamsonpris i 2011. “Alena” ligger i naturlig forlængelse af “Love Hurts” fortællingerne, og er ligesom dem blevet en succes i Sverige med en filmatisering i 2015 og udgivelse i flere lande, bl.a. USA, Frankrig og Spanien.

Alena og Josefine var tætte veninder. Måske mere. Det ville Josefine i hvert fald gerne. Men så dør Josefine i en tragisk ulykke, og nu er Alena begyndt på en ny skole, som ellers er forbeholdt rige og talentfulde elever.

Alena kan slet ikke falde til på skolen. Hun bliver mobbet af de andre piger, og særligt anføreren af lacrosseholdet, Filippa, er efter hende. Så Alena holder sig for sig selv. Det vil sige – hun taler stadig hver dag med Josefine. Selv døden kan ikke bryde deres bånd, og deres venskab er stærkere end nogensinde før.

Josefine vil have, at Alena skal stå op for sig selv. Det tør hun dog ikke – og så må Josefine tage over. Men da den lækre Fabian pludselig fatter interesse for Alena, glider forholdet til Josefine i baggrunden. Spørgsmålet er dog, om Alena kan kontrollere Josefine …

Kim W. Anderssons tegnestil beskrives som en blanding af den klassiske stil fra amerikanske 50’er-serier med ele­menter fra alternative 90’er-serier, som “Tank Girl” af Jamie Hewlett. Illustrationerne er realistiske og detaljerede, med en farvelægning der bruges visuelt til at underbygge stemningen i fortællingen.

Andersson leger med perspektivet og skifter mellem oversigtsbilleder og ‘helt nede i detaljen’-rammer, og selvom “Alena” måske ikke har verdens mest originale plot, så sørger den skarpe billedside for, at også ikke-teenagere alligevel fanges 100% ind af historien.

Blandingen af ulykkelig kærlighed, mobning og ren horror er meget vellykket, og jeg følte mig underholdt hele vejen. Nu håber jeg bare at forlaget Forlæns også får lyst til at udgive “Astrid : cult of the volcanic moon”, som er Anderssons nyeste projekt, og beskrives som en blanding af “Firefly” og “Mass Effect“.

 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 120 sider

Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Læs mere:

Læs en anmeldelse af The Complete Love Hurts
Kim W. Anderssons hjemmeside
Interview med Kim W. Andersson på Art Bubble

Varsleren af Karin Fossum

Varsleren af Karin FossumEt forældrepar finder deres lille baby badet i blod, og kører chokerede på hospitalet. Blot for at få at vide at babyen intet fejler – hun var blot blevet overhældt med dyreblod. Kort efter opdager en ældre kvinde, at nogen har indrykket en falsk dødsannonce om hende, og så dukker et hold bedemænd op hos et ægtepar, hvor manden lider af en dødelig sygdom, men så sandelig stadig er i live.

Konrad Sejer og Jacob Skarre sættes på sagen, som de tager meget alvorligt, selvom der ikke er sket fysiske skader. Sejer er overbevist om, at her er tale om en mand, som ønsker opmærksomhed, og da han får smidt et postkort under sin dør med ordene: “Helvede begynder nu”, ved han, at de kun har set begyndelsen.

Sideløbende med politiets opklaring hører vi om den forhutlede teenager Johnny Beskow, der bor alene med sin alkoholiserede mor. Han har aldrig kendt faren, og det eneste menneske, han bryder sig om, er morfaren, som nu er gammel og syg. Johnny brænder efter at blive set og anerkendt, og det driver ham ud i en uhyggelig “leg” med omgivelserne.

Karin Fossum skriver kriminalromaner, hvor krimi-intrigen ikke er det vigtigste. Det er personerne og undersøgelsen af, hvorfor de agerer som de gør, der er interessant.

Hvis du mest er til hårdtslående action, hvor hver side driver med mord, så er Varsleren sikkert ikke noget for dig. Men brænder du til gengæld for velskrevne psykologiske portrætter med masser af menneskelig indsigt, så er Karin Fossums forfatterskab et godt valg. Det er ikke hygge-nygge-historier, for Fossum har bestemt øje for den menneskelige ondskab, men vægten er ikke på de blodige detaljer. I stedet viser hun de psykologiske mekanismer i ondskaben, og det kan være endnu værre.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Varsleren: 

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Gyldendal, 255 sider
Originaltitel: Varsleren (norsk)

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

Odense Zombiefestival 2017

D. 23. til 25. marts strømmede zombierne ind over Odense, og i særdeleshed over Odense Musikbibliotek. Jeg havde fornøjelsen at deltage i arrangementerne torsdag og fredag, og fik således både hørt om italienske horrorfilm ved Davide Rota, genset “Suspiria“, var til reception for bogudgivelsen “Kværnen”, og mødte flere af mine yndlingshorrorforfattere. Og så blev der faktisk også tid til en tur i biffen og se “Life”.

Zombier i Odense

Indgangen til Odense Musikbibliotek hvor arrangementerne blev afholdt var flankeret af de fedeste plakater

Martin Schjönning præsenterer Kværnen, som er illustreret af Tom Kristensen

Reception for den grafiske roman “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen, som desværre ikke kunne være der

Martin Schjönning

Martin Schjönning med den flotte udgivelse

Plakat for Kværnen

Plakat for “Kværnen”

Zombie brætspils ekstravaganza

I den anden ende af biblioteket holdt The Scandinavian Costume Fan Group til ved en zombie-brætspils-ekstravaganza. Læg mærke til Officer Grimes fra “The Walking Dead

A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen
Efter bogreceptionen var det tid til forfattersnakke. Først A. Silvestri i samtale med Jan M. Johansen om “Pandaemonium

Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen
Efterfulgt af Patrick Leis i samtale med Jan M. Johansen om “Necropolis“. Der blev dog også plads til en anekdote om Leis’ samarbejde med Dennis Jürgensen om den fantastiske “De kom fra blodsumpen 2”
Paneldiskussion mellem Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri
Aftenen sluttede af med en panelsnak om zombiegenren, hvor Jan M. Johansen skulle forsøge at holde styr på både Martin Schjönning, Patrick Leis og A. Silvestri og et spørgelysten publikum

Et opmærksomt publikum under paneldiskussionen

Et opmærksomt publikum lytter til panelet

A. Silvestri signerer

I slutningen af paneldebatten blev der trukket lod blandt publikum om flere lækre bogpræmier, og de heldige vindere kunne få signeret hos forfatteren, her. A. Silvestri

Profilfoto med Kværnen

Jeg købte naturligvis et eksemplar af “Kværnen” (signeret og al ting) og glæder mig til at kaste mig frådende over den

Plakat for filmen Life

Der blev lige tid til en tur i biffen og se “Life”, som var en positiv overraskelse

Bjørnedyr

Og så har Astronomisk Selskab 100 års jubilæum i år, og meget apropos “Life” havde de en udstilling overfor banegården, hvor man bl.a. kunne læse om bjørnedyr, som er et af de mest succesfulde, flercellede organismer til at overleve i ekstreme miljøer.

Odense Zombie Festival 2017 afholdes i samarbejde med bl.a. Odense Musikbibliotek, Odense Zombie Events, Odense Internationale Film Festival, AOF, Dansk Horror Selskab, Klub Golem, Calibat, Valeta og H. Harksen Productions.

Morf af Frank Brahe

Morf af Frank Brahe

Intro:
Denne historie finder sted på landet, i det der nu om dage kaldes udkantsdanmark med bondegårde, husmandsteder, sært placerede villaer, faldefærdige huse med smadret landbrugsudstyr, døde biler og skrammel uden for. Der ligger en skov i nærheden, ved siden af en eng. Skoven hedder den lille skov. Engen kaldes engen. Man kan se en lille landsby – en samling huse og gårde, ganske små, et par kilometer borte fra engen. Der er nu ikke så mange, der bor i området længere.”

En aften banker det på døren hjemme hos Evald. Udenfor står Steff. Han har en dims stikkende ud af hovedet, og får Evald til at følge med ud i skoven for at tilintetgøre nogle mystiske pupper, der hænger i skoven.

Hvorfor hænger der pupper i skoven? Hvem går rundt og mærker landsbyens beboere? Hvad er det for en mærkelig eksem, der spreder sig? Hvem er Solvej Axel? Er der en intergalaktisk krig i gang? Og hvorfor bor der færre og færre mennesker i udkantsdanmark?

Der er fuld skrald på i “Morf”, en skør, skæv og rablende historie om en mystisk smitte, der spreder sig i udkantsdanmark. Tegningerne er sort/hvide og holdt i grove streger. Så grove at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at finde ud af, hvem der var hvem i historien. Men der så meget energi i fortællingen, at den slags detaljer ikke stopper læsningen, som slutter med lidt af en cliffhanger. Så hvem ved? Måske får vi også et bind 2 om Steff, Solvej og de andre.

Om “Morf”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gymnoten, 113 sider
Tekst: Anders Hansn
Tegninger: Frank Brahe

Se interview med Frank Brahe på FavrskovPosten

Læs også Thomas Winthers anmeldelse i Himmelskibet, nr. 49:
… underholdende mørk science fiction-fortælling med varulve, tentakelmonstre og folk der sjældent har muligheden for at gøre en forskel, men som nu skal redde jorden.”

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen

Ingen ved præcist, hvornår det skete, men jorden er gradvist blevet overtaget af zombier

Noah er en af de overlevende. Siden zombierne oversvømmede Danmark, har han boet alene i København, men har nu besluttet sig for at tage på et roadtrip gennem Danmark. Samtidig starter han med at skrive dagbog, og det er gennem den vi følger begivenhederne.

Kort før Noah tager af sted, møder han to andre overlevende, Lucas og Emma, som ender med at følge ham ud i Danmark. Undervejs møder de andre overlevende, må kæmpe mod zombierne og opdager, at sidstnævnte langsomt er ved at forandre sig.

“Dagbog fra zombieland” er Klaus Frederiksens debut, og selvom bogen har visse skønhedspletter, følte jeg mig overordnet set fint underholdt.

Klaus Frederiksen starter i sit forord med at fortælle, hvordan han faldt over Noas dagbog på Facebook. Sammen besluttede de sig for at udgive dele af dagbogen for at advare os alle om den kommende zombieapokalypse, men – som Frederiksen også understreger i forordet – ingen af dem er uddannede forfattere.

Den manglende erfaring med at skrive skønlitteratur mærkes ind i mellem. Særligt med en overdreven brug af ord som ‘hvilket’ og ‘dette’ samt meget detaljerede beskrivelser som man normalt ikke finder i talesprog eller dagbogsform. Frederiksen kan dog sagtens skrive, og når han lader pennen flyde frit, opstår der både morsomme og gribende øjeblikke i romanen, som da gruppen er taget i Tivoli en af de sidste dage før roadtrippet.

Kvinder har altid ret, så efter et par ture stod der pludselig en zombie midt på kørebanen og så ret forvirret ud. Lucas drejede rundt og kørte ind i den, så benene knækkede over. Derefter lå den bare der og drejede rundt om sig selv, imens vi kørte ind i den igen og igen. Vi gav ‘high five’, når vi kørte forbi hinanden og grinede, imens livet føltes som en fest. Sikke en måde at tage afsked med Tivoli. På et tidspunkt faldt der et familiebillede ud af tøjet på zombien, og selvom jeg ikke så det tydeligt, fik jeg en lille klump i halsen, da det gik op for mig, at det sikkert var en tidligere kærlig familiefar, vi kørte i smadder.”

Hvis det sproglige ind i mellem halter lidt, så er der til gengæld fuld knald på handlingen. Frederiksen lader sin hovedperson komme ud for lidt af hvert på sin rejse, lige fra kannibaler over en midtjysk promotor ved navn Palle Mogensen til hemmeligstemplede eksperimenter. Undervejs præsenteres vi også for en række historiske facts fra de steder, Noah besøger. Sidstnævnte flettes fint ind, og selvom de ikke som sådan har noget med historien at gøre, synes jeg generelt , at de er underholdende og passer til fortællingen.

Det er interessant, som Frederiksen lader zombierne udvikle sig i forskellige stadier, og på den måde får tilpasset de forskellige zombietyper, vi er blevet præsenteret for i nyere tid. Lige fra de langsomme, dumme væsner til hurtige og samarbejdende superzombier. Ligeledes synes jeg også, at forfatterens idé, om at bruge et vikinge-gen fundet i autoimmune sygdomme som sclerose, til vaccine mod zombiebid er original.

Jeg undrer mig måske nok lidt over, at København tilsyneladende er stort set affolket, når Aalborg egnen rummer op til flere forskellige velfungerende samfund. Der er lidt redaktionelle kiks, som når en fra Noahs gruppe skal slås mod zombier i et bur, og vi først får at vide, at den første kamp er uden våben, og lidt længere nede står der så, at han slår den første zombie ihjel med en kniv. Endeligt virker det også lidt overdrevet, at Noah både støder på en kannibalistisk ’stamme’ i en kirke og senere et ‘præsteskab’ der ofrer mennesker til zombierne. Her kunne Frederiksen efter min mening med fordel have droppet et af samfundene og i stedet ladet det tilbageværende udfolde sig mere. Men det er ikke så graverende ‘fejl’, at det ødelægger læseoplevelsen.

Til gengæld lader dagbogsformen Noahs tanker om både fortid, nutid og fremtid få plads, og Frederiksen gør sin hovedperson menneskelig, når han filosoferer over de valg, han er nødt til at træffe i den nye zombieinficerede verden. Her kan det at knytte sig til andre mennesker være dødbringende, men det kan også være det eneste der gør livet værd at leve.

“Dagbog fra zombieland” mangler stadig noget i at nå op til Patrick Leis, A. Silvestri og Dennis Jürgensens zombieromaner. Men mindre kan også gøre det, og Klaus Frederiksens debut er fin underholdning for zombieentusiaster på en regnvejrsdag.

Om “Dagbog fra zombieland”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: mellemgaard, 223 sider
Omslag: Vanessa Hansen

 

The Martian af Andy Weir

The Martian af Andy WeirThe Martian er en moderne Robinson Crusoe fortælling om NASA-astronauten Mark Watney, som strander på Mars uden kontakt til Jorden

Mars er ikke længere uudforsket territorium. To bemandede ekspeditioner har været på planeten, men på den tredje ekspedition går det galt. Under en voldsom storm som tvinger Ares 3 til at opgive deres mission, forsvinder astronauten Mark Watney. Den resterende besætning må forlade planeten uden deres – formodede – døde kammerat.

Men Mark er ikke død. Held i uheld gør at han overlever stormen, og nu skal han finde en måde at overleve alene på Mars, indtil den næste ekspedition ankommer – om 4 år! Heldigvis har Mark et par tricks i baghånden. Han er uddannet ingeniør og botaniker, og disse færdigheder samt hans ukuelige optimisme kommer ham til gode i den desperate kamp for overlevelse. Langsomt får han bugt med problemerne vedrørende iltforsyning og vand, og da man tilbage på jorden, via satellitbilleder af Mars, opdager, at Mark er i live, sættes en storstilet redningsaktion i værk.

Andy Weir debuterede med The Martian, der udkom i 2011 og befinder sig i subgenren ‘hård science fiction’. Det betyder, at der bruges en del tekniske forklaringer undervejs. Nogen bryder sig ikke om det, men jeg synes, det er med til at gøre romanen mere virkelig, når den videnskabelige del virker korrekt.

Romanen blev oprindeligt selvudgivet, men så købte Crown Publishing rettighederne og genudgav den i 2014. Året efter fulgte en filmatisering af bogen instrueret af Ridley Scott og med Matt Damon i hovedrollen som Mark Watney. Filmatiseringen er ret tro mod bogen (pånær mod slutningen), og jeg synes Matt Damon gør det godt i rollen som Mark. Så hvis de tekniske beskrivelser i bogen bliver for tunge, vil jeg i stedet anbefale at se filmen.

Men The Martian er faktisk også ret morsom. Weir lader sin hovedperson Mark fortælle sin historie via log notater, og da han er en meget humoristisk mand, omstændighederne til trods, så sad jeg faktisk flere gange og klukkede undervejs. Så har du endnu ikke læst Andy Weirs fremragende science fiction bestseller, kan jeg kun sig: Gør det – og hellere i dag end i morgen.

Om The Martian:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: DreamLitt, 368 sider
Omslag: Bianca Giese
Originaltitel: The martian (amerikansk)

Horror på Krimimessen 2017 i Horsens

Krimimessen 2017D. 1. og 2. april er der Krimimesse i det gamle statsfængsel i Horsens, og traditionen tro kan du også opleve en række horror-relaterede indlæg. I år er der for første gang ikke en enkelt scene dedikeret til gyset. I stedet kan du møde forfatterne og oplægsholderne rundt på de “almindelige” scener.

Lørdag:

10.40-11.00 Magasinet – Sort Scene:
Dennis Jürgensen taler med Per Drustrup Larsen om Hviskende lig (jeg ved godt det er en krimi, men det er altså Dennis Jürgensen 🙂 )

12.45-13.15 Forsamlingshuset
Hvordan kan H. P. Lovecrafts novelle “The Call of Cthulhu” fra 1926 læses som en krimi, en kosmisk krimi? Foredrag ved Henrik Sandbeck Harksen

13.00-13.20 Magasinet – Sort Scene:
Martin Schjönning taler med Jette Holst om “Kværnen”, illustreret af Tom Kristensen

Sidste års vinder Michael Kamp

13.00-13.30 Snedkeriet:
Dansk Horror Selskab overrækker Årets Danske Horrorudgivelse

15.15-15.50 Forsamlingshuset:
Fra skræk til opklaring. Oversætter Jakob Levinsen og Mikkel Andersson taler om gyserkongen Stephen Kings Bill Hodges-trilogi

16.20-16.40 Magasinet – Sort Scene:
Steen Langstrup taler med Steffen Larsen om Ø og Skadedyr og tulipaner

16.40-17.00 Magasinet – Sort Scene:
Horrorprisvinderen taler med Jacob Holm Krogsøe

For børn & unge:

kl. 12.00 2. Øst:
Michael Kamp taler om Nekromathias

kl. 12.30 2. Øst:
LG Jensen & Christian Reslow taler om Straffeanstalten

Tom Kristensen tegner på Krimimessens stand under Bogforum 2016

kl. 10.30-12.30 og 13.30-15.15 – Tegn med Tom Kristensen

kl. 13.45-15.15 – Gyserworkshop

Søndag:

For børn & unge:

kl. 10.30 2. Øst:
Henrik Einspor taler om I klovnenes kløer

kl. 12.30 2. Øst:
LG Jensen & Christian Reslow taler om Straffeanstalten

kl. 13.45-15.15 – Gyserworkshop

kl. 10.30-12.30 og 13.30-15.15 – Tegn med Tom Kristensen

Se hele programmet her

Om Krimimessen 2017:

Åbningstid: Krimimessen har åbent lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-16
Sted: FÆNGSLET, Fussingsvej 8, 8700 Horsens
Pris: Børn 0-17 år har gratis adgang, se øvrige priser her

Lurian af Andrias Andreasen

Lurian af Andrias AndreasenFærøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.” Det er dog at tage munden for fuld.

Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.

Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.

Med sin fortælling om en dreng, der vokser op under kummerlige kår og udvikler sig til en brutal morder, har ”Lurian” takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andreasen er debutant. Han har en tendens til at overforklare scenerne og er på nippet til at bruge kancellisprog:

Lurian gik hen til Idas bopæl for at se, om hun skulle være til at finde. Han ønskede at give hende en mundtlig invitation. Festen kunne først blive aktuel om natten, da det var fornødent for Ida at rømme hjemmefra, hvis hun skulle deltage. Hun ville uden tvivl få afslag, hvis hun spurgte sin far om tilladelse. Der var ikke andre, der skulle inviteres. Lurian sneg sig hen til huset, hvor hun boede. Han skulle være varsom, da både Idas far og mor sandsynligvis ville være i nærheden. Ingen af dem havde arbejde, og bilen holdt i indkørslen, så hjemme var de, kunne han konkludere.” (side 43)

Hvorfor har redaktøren dog ikke luget ud og forenklet teksten, så den bliver mere forståelig og spændende at læse? Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.

Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Historien er opdelt i 5 overordnede kapitler: Begyndelsen, Livets store og små krøller, Genfødslens sang i frihedens tegn, Dødsenglen og Det sidste udspil. Vi skal dog ind i kapitel 2 og næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid. Desuden introduceres der flere sidehistorier, som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Bl.a. får vi flere scener med Johnny betjent, som ikke tjener meget formål andet end at præsentere ham som en næsten karikatur-agtig kynisk og desillusioneret betjent, der forlængst har sat sig selv over lovens bogstav. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.

Endeligt føles slutningen lidt for konstrueret, og der trækkes ret umotiveret en tråd tilbage til slutningen af kapitlet ‘Livets store og små krøller’ – måske for at tilfredsstille læsernes mere hævngerrige følelser?

Men som sagt er der også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert og kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre over kollegaer til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, men de udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Den udvikling er interessant, selvom det ikke helt lykkes for Andreasen at skildre udviklingen så læseren føler den i stedet for blot at være tilskuer til den.

Der er også masser af spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingrene imellem i Lurians behandling af sine ofre. Her lyver bagsideteksten ikke, når den lover at efterlade læseren med en “kriblende fornemmelse af afsky“. Ligeledes er det smart gjort af Andreasen, at henlægge handlingen til tiden før politiet for alvor begyndte at bruge DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Det gør kriminalplottet mere troværdigt. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?

Jeg vil altid gerne sige det bedste om de bøger, jeg anmelder her på siden, men jeg skal også være ærlig. Og helt ærligt havde jeg nok ikke læst ”Lurian” til ende, hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af den. Historien bliver klart bedre jo længere ind i romanen, man kommer, men det er meget at læse 150 sider, før en historie fanger. Og det var tilfældet for mig med ”Lurian”.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 421 sider
Omslag: Dieter Skovbo, illustration ved Àrni Andreasen

Besøg forfatterens hjemmeside

Fuglene af Mikkel Harris Carlsen

Fuglene af Mikkel Harris CarlsenFor John Hansen, regnskabsmedarbejder og gift med Kirsten, er livet fyldt med absurde tildragelser i Mikkel Harris Carlsens nyeste udgivelse Fuglene

John Hansen er en ganske almindelig midaldrende mand. Den begyndende måne er blevet fuld, halsen har fået pelikanform, og maven er blevet en vom. Drømmen om børn blev ikke til noget, og nu har han arbejdet for Watt-Boolsen i 13 år.

Vi følger den pertentlige og selvudslettende John gennem en række surrealistiske og groteske situationer, som tager den midaldrende mands midtvejskrise helt ud i det absurdes overdrev.

I et afsnit tager John modvilligt med hustruen til koncert, hvor det ender med, at hans finger sidder uhjælpelig fast i sidemandens sæde. Trods de ydmygende omstændigheder oplever John alligevel fascinationen ved musikken og formår endda at finde lighedspunkter mellem sig selv og pianisten, der begge undslipper situationen via musikkens kraft.

I et andet afsnit har Kirsten inviteret familien til fødselsdagskaffe. Pludselig får John nok og forlader selskabet for at gemme sig i klædeskabet. Da han endelig kommer ud, har Reformationen overskyllet landet, og John finder sig selv fængslet og dødsdømt.

Siden sidder han fast i en elevator, hvor folk står så tæt, at ingen kan bevæge så meget som en finger. Han og Kirsten inviteres til middag hos Watt-Boolsen, hvor han udsættes for en sjælefanger. Under en campingferie bliver han fejlagtig antaget for at være en ged. Deres lejlighed bliver invaderet af et kæmpe æg, og barndommens teddybjørn forsvinder endnu en gang. For blot at nævne nogle af de mange absurde optrin John udsættes for.

Forlaget betegner Fuglene som en roman, og der er da heller ingen titler til at skille historierne ad. Jeg havde nu alligevel mere indtryk af at læse en novellesamling, hvor en fin fugle-vignet adskiller hver fortælling.

Det er fascinerende at bevæge sig ind i Mikkel Harris Carlsens surrealistiske univers, omend jeg ikke altid helt forstod de enkelte afsnits pointer. Men det kan meget vel være min egen uvidenheds skyld.

Sproget er som altid flot, og der løber en understrøm af sort humor gennem bogen. Som når John står i stemmeboksen og nyder endelig at være alene – og denne ophøjede demokratiske proces sammenlignes med at sidde på tønden. Det er både absurd morsomt, men får også læseren til at reflektere over teksten. For mener forfatteren at demokrati er til at lukke op og sk… i? Eller er det os læsere, som ikke bidrager til demokratiet og dermed selv skyder det i sænk? Hver tekst giver således læseren masser af mulighed for fordybelse og fortolkning.

Fuglene er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse 2016, og det er anden gang Mikkel Harris Carlsen er blandt de fem forfattere på shortlisten. Første gang var i 2015 for Midnatsmuse, og der er absolut heller ingen tvivl om, at Harris Carlsen er en yderst talentfuld forfatter. Men selvom jeg synes, at Fuglene er velskrevet og tankevækkende, og de enkelte afsnit både overrasker og har en skæv vinkel på virkeligheden, så er det dog ikke horror for mig. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale Fuglene, til alle som holder af sprogligt spændende ny dansk litteratur.

Om Fuglene:

Udgivelsesår: 21. december 2016
Forlag: Æther, 144 sider
Forside: Sebastian Graneberg

Tak til forlaget Æther for læseeksemplaret

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger / red. Niels Dalgaard

Slaget ved Lyngby og andre fremtidskrigsfortællinger / red. Niels DalgaardUdgivelsen Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger fra Science Fiction Cirklen er ikke helt ny, men eftersom novellerne heri i forvejen har omkring 100 år på bagen, gør et par år fra eller til vist ikke den store forskel i forhold til en anmeldelse.

Som undertitlen antyder, handler de seks noveller om tænkte fremtidige krigsscenarier og følger i den retning samme tråd som en tidligere udgivelse i serien ‘Gammel Dansk Science Fiction’, nemlig Karl Larsens Dommens dag der oprindelig udkom i 1908 og blev genudgivet af SFC 100 år senere i 2008.

I Dommens dag angriber Tysk­land Danmark, hvis militær er blevet nedprioriteret, og det er samme udgangspunkt her i titelnovellen “Slaget ved Lyngby”. Tyskland invaderer Danmark, som forgæves håber på hjælp fra Rusland da det danske militær slet ikke kan hamle op med den effektive tyske krigsmaskine. P. N. Nieuwenhuis står bag novellen, der udkom i 1880. Nieuwenhuis havde en lang militærkarriere bag sig, og fortællingen sprudler da heller ikke ligefrem litterært, men tynges i stedet af alenlange militære opremsninger.

Samlingens anden novelle er langt lettere at læse og dermed også (i mine øjne) mere underholdende. “Københavns belejring i 189*” er skrevet af R-r, og igen trues Danmarks grænser af en tysk invasion. Men i stedet for kun at se på situationen i Danmark, lader R-r konflikten sprede sig til hele Europa, idet Frankrig og Rusland står overfor Tyskland og Østrig. Danmark forsøger at holde sig neutralt, men invaderes alligevel, og endnu engang beskrives det danske militær som aldeles utilstrækkeligt. Modsat “Slaget ved Lyngby” må den ukendte forfatters motiv altså være at advare mod en militæroprustning.

“Den store revolution 1904” er ligeledes skrevet af en anonym forfatter og blev trykt som en avisføljeton i 1901. Her er der ikke tale om en udenlandsk invasion af Danmark, men derimod en anarkistisk revolution i København. Historien er på den ene side satirisk med masser af ‘name dropping’ af datidens kendte, men samtidig indeholder den ret voldsomme og udpenslede scener, som beskrivelsen af, hvordan anarkisterne torturerer og dræber børn af rige forældre.

Viggo Schiwe har skrevet novellen “Lynet”, hvor den tyske kejser Wilhelm for at forberede sig på krig med England og Frankrig flytter tropper til Danmark for at ‘tilbyde’ at hjælpe kong Frederik d. 8. med at bevare landets neutralitet. Skulle kongen nægte, bliver tropperne alligevel, men så som besættelsesmagt og med store økonomiske konsekvenser for landet. Endnu engang ender det med, at slaget udkæmpes på dansk jord med danskerne som de store tabere, der nogle år efter krigen må indgå i en skandinavisk forsvarsunion med Sverige og Norge. “Lynet” udkom i 1908, samme år som Dommens dag, og blev i første omgang udgivet anonymt, men da en mistanke om plagiat blev luftet, meldte Schiwe sig på banen med afvisninger af dette. Ligesom P. N. Nieuwenhuis er Schiwe tilbøjelig til at remse alt for mange tal og navne op, men “Lynet” er dog alligevel langt mere læsevenlig.

Som et modsvar til Schiwes pessimisme udgav Ekstra Bladet, ligeledes i 1908, fortællingen “Skypumpen” der tykt parodierer historier som bl.a. “Lynet”. Historien er skrevet af Julius Magnussen og Frejlif Olsen og er en ret morsom fortælling om, hvordan tyskerne vil invadere os, men i stedet ender Danmark med at herske over hele Europa pga. danskernes store tapperhed og fædrelandskærlighed. “Skypumpen” hører klart til de bedre læseoplevelser i samlingen, og de to forfattere var da også journalister og derfor vant til at skrive.

Samlingens sidste fortælling hedder “Angrebet på København 8. juli 1918 skildret af et øjenvidne”. Den udkom i et månedsblad i 1909 og er af en ukendt forfatter. Historiens fortæller er tidligere militærmand, som pga. en skade har måtte lade sig pensionere. Han er dog stadig stærkt optaget af landets forsvar og forsøger – forgæves – at gøre den militær ledelse opmærksom på, at man trods oprustning og udbygning af forsvarsværker helt glemmer ‘det vertikale forsvar’. Ingen vil dog lytte til ham, men heldigvis er han på plads til at hjælpe, da tyskerne angriber med luftskibe, som det danske forsvar er fuldstændigt hjælpeløse overfor. Historien er en blanding af en heltefortælling og en fremtidskrigsfortælling, som vil fortælle en underholdende historie og gøre opmærksom på at det ikke nytter at stagnere i sin militære tankegang, men at man er nødt til at holde de nye våben og metoder for øje.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger sluttes af med et oplysende efterord af Niels Dalgaard, som både forklarer om perioden, genren og særlige omstændigheder for historierne og som også fungerer som opslagsværk over de mange navne og betegnelser der bruges undervejs.

Som altid er Dalgaards efterord fremragende til at give en forståelse af historierne og hvorfor de er valgt til udgivelsen. Det hjælper på oplevelsen at få sammenhængen til sidst, men jeg må indrømme, at jeg undervejs i læsningen til tider havde lyst til at lægge bogen fra mig. Især titelnovellen var uhyre kedelig, men jeg forstår alligevel godt bevæggrundene for at tage den med i samlingen og også hvorfor den står først. Det gør den desværre bare ikke til underholdende læsning. I den anden ende af spektret er “Skypumpen”, hvis satiriske tone og betydeligt bedre fortalte historie stadigvæk er morsom og læseværdig.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger er et godt indblik i en genre, der i denne særlige form kun eksisterede i en kortere periode. Samlingen er ikke så umiddelbart tilgængelig som hverken Dommens dag eller Slaget ved Dorking, og jeg tænker, at man skal have en vis interesse i enten militærhistorie eller større kendskab til tidens politiske og kulturelle klima, end jeg har, for at få fuldt udbytte af udgivelsen.

(Anmeldt til Himmelskibet, nr. 47)

Indhold:

P.N. Nieuwenhius: Slaget ved Lyngby
R-r: Københavns Belejring i 189
Viggo Schiwe: Lynet
Julius Magnussen: Skypumpen
Den store Revolution i 1904
Angrebet på København 8. Juli 1918 skildret af et Øjenvidne

Om Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Carl-Eddy Skovgaard