Den gotiske fortælling – et overblik

Da jeg i tidernes morgen skrev min hovedopgave om gysergenren, kom jeg kun ganske kort ind på den gotiske fortælling.

“Gyset som litterær genre har sin oprindelse i 1700-tallets England under Oplysningstidens rationalisme. Som en modpol opstod den gotiske litteratur, hvor læserne kunne svælge i ekstreme følelser og irrationalitet. Det var i gotikken, flere af gysets centrale elementer blev grundlagt.” 

Selvom ovenstående er korrekt nok, er det jo på ingen måde uddybende for, hvad vi forstår ved gotisk litteratur. Så i det følgende vil jeg se lidt nærmere på, hvad gotik egentlig er for en størrelse.

Den gotiske fortælling

Fra midten af 1750’erne og cirka frem til midten af 1800-tallet var den gotiske roman en af de mest populære genrer i Europa. De spændende historier fyldt med overnaturlige elementer, mystik og dramatik havde en stærk appel hos publikum, hvor den adskilte sig kraftigt fra den realistiske litteratur, der herskede i starten af 1700-tallet, og som flere efterhånden mente “ikke kunne udtrykke den egentlige sandhed om, hvem mennesket er.

Nina Kopp betegner tidens bevægelse som en slags præ-romantik, hvor fortællingerne “… er karakteriseret ved smagen for både det følsomme og det rædselsfulde, for det entusiastiske og for den vilde, øde natur.” Historierne kredser typisk om elementer, vi forbinder med noget negativt, eksempelvis undertrykte lidenskaber, moralsk forfald, ukontrolleret begær, vold osv. Den gotiske fortælling var ikke bange for at svælge i maskulin vold og feminin hjælpeløshed. Her fik Oplysningstidens fortrængte begær frit spil, og læseren kunne gyse over de tabubelagte drifter, som ellers blev gemt væk.

Et andet element, der hører til den gotiske roman, er det overnaturlige. Enten som reelle entiteter, antydet eller udpenslet, eller som tilsyneladende uforklarlige metafysiske manifestationer der dog siden forklares rationelt. Med introduktionen af det overnaturlige hensættes læseren i en tilstand af uvished. Man er i tvivl om, hvad der sker, og denne tvivl kommer John Bowen ind på i Gothic Motifs som endnu et særkende for den gotiske fortælling.

Gothic is thus a world of doubt, particularly doubt about the supernatural and the spiritual. It seeks to create in our minds the possibility that there may be things beyond human power, reason and knowledge. But that possibility is constantly accompanied by uncertainty.”

De gotiske forfattere fandt bl.a. inspiration i den tyske ‘Sturm und Drang’-bevægelse samt i folkeviserne, der opfyldte folks higen efter spænding og mystik. Horace Walpole, der har fået den litteraturhistoriske ære af at have skrevet den første gotiske roman af litterær værdi, blev dog inspireret til sin roman af en drøm.

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto

Slottet i Otranto af Horace Walpole udkom i 1764. Historien handler om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned fra himlen. I stedet vil Manfred selv giftes med Isabella, selvom det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Herfra sørger mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament for den videre udvikling af historien.

I Slottet fra Otranto grundlægger Walpole en lang række af den gotiske romans elementer. Her er den realistiske setting i dagligstuen udskiftet med det gotiske slot fuldt af skjulte døre, lange gange og underjordiske labyrinter. Tidsmæssigt udspiller romanen i 1500-tallet, dvs. længe før Oplysningstiden og altså i barbariske og mørke tider, hvor hvad som helst kan skjule sig.

Ligeledes introduceres et persongalleri med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden. Ingen af dem beskrives særligt indgående, udover ved deres reaktioner. I stedet er det miljøbeskrivelsen af det gotiske slot og hele den uhyggelige atmosfære der fylder.

Der herskede en frygtindgydende stilhed i disse nedre regioner undtagen nu og da, når et vindstød fik én af de døre, hun havde passeret til at ryste, så en knirken fra de rustne hængsler gav genlyd i det labyrintiske mørke. Hver eneste lyd forøgede hendes rædsel; men alligevel frygtede hun endnu mere at høre Manfreds vrede stemme beordre hans tjenere til at lede efter hende.” (Slottet i Otranto, side 22)

I de gotiske romaner er heltinden uskyldig og tryg, indtil uforudsete hændelser kaster hende ud i alverdens prøvelser. I Walpoles roman er Isabella således en lydig datter, der har sagt ja til at gifte sig med Conrad, selvom hun ikke er forelsket i ham. Men da Manfred ønsker at overtage sønnens plads, flygter hun fra hans “ugudelige efterstræbelse.” Så selvom hun umiddelbart er skrøbelig og følsom, udviser hun trods alt en vis handlekraft.

Skurken er traditionelt en begærlig mand, der enten begærer penge eller kødelige lyster eller begge dele. Han skyr ingen midler for at opnå sine mål, som eksempelvis Manfred der støder sin trofaste hustru fra sig i sit begær efter at bringe den unge Isabella til sin seng.

The Mysteries of Udolpho af Ann Radcliffe

The Mysteries of Udolpho

Slottet i Otranto er et eksempel på en gotisk fortælling, der benytter sig af overnaturlige elementer, men i 1794 fornyer forfatteren Ann Radcliffe den gotiske genre med romanen The Mysteries of Udolpho.

Historien handler om den forældreløse Emily St. Aubert, der må igennem en masse grufulde hændelser, før hun endelig finder lykken med sin elskede. Selvom Emily kommer ud for, hvad der tilsyneladende er overnaturlige hændelser, bliver de til sidst alligevel forklaret rationelt. Nina Kopp kalder dette greb for ‘den naturlige gotik’, og Radcliffe blev kendt for dette greb.

Med The Mysteries of Udolpho tilfører Radcliffe derudover den gotiske roman et romantisk anstrøg, og hun gav da også sin bog undertitlen ‘A Romance’. Her er stadig skumle slotte og klostre, men hvor Walpoles slot ikke blev beskrevet som knyttet til en bestemt lokalitet, udnytter Radcliffe det eksotiske Italien til at skabe stemning med maleriske beskrivelser af alperne og et lyrisk sprogbrug. Dette træk med at lade historien udspille sig på hemmelige, mystiske, fremmede eller farlige steder er også typisk for den gotiske fortælling.

Dale Townsend fortæller i sin introduktion til Ann Radcliffe, hvordan hun i det posthumt udgivne essay On the Supernatural in Poetry (1826) trækker en linje mellem brugen af horror og terror i litteraturen. Radcliffes fortællinger er kendetegnet ved at lægge vægt på den psykologisk spænding over det kropslige gys. Der er en omnipræsent stemning af skjulte mysterier fremfor fokus på actionfyldt handling. Endelig er historierne fulde af antydninger af metafysiske hændelser i stedet for beskrivelser af reelle spøgelser, dæmoner og andre manifestationer af det overnaturlige. Radcliffe skriver med andre ord gotisk terror, som søger at vække det sublime, mens gotisk horror er mere ligefrem og pågående i sin voldsomhed. Et eksempel på gotisk horror er romanen The Monk.

Matthew Gregory Lewis (1775-1818)

The Monk

Et par år efter Radcliffes store succes med The Mysteries of Udolpho skrev Matthew G. Lewis romanen The Monk i 1796. Historien handler om en munk, som falder i fordærv og ender med at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Her er alt fra modermord over blodskam med søsteren til pagter med djævlen. The Monk afstedkom et voldsomt postyr ved udgivelsen og blev bl.a. beskyldt for at være blasfemisk.

Modsat Ann Radcliffe skrev Lewis i den overnaturlige gotik, hvor spøgelser og andre metafysiske hændelser forstås som virkelige. John Bowen forklarer den gotiske fascination af spøgelser og genfærd i Gothic Motifs

“A past that should be over and done with suddenly erupts within the present and deranges it […] A ghost is something from the past that is out of its proper time or place and which brings with it a demand, a curse or a plea. Ghosts, like gothics, disrupt our sense of what is present and what is past, what is ancient and what is modern ...”

Det var dog ikke den overnaturlige gotik, som gjorde The Monk så omtalt. Hvor Radcliffe valgte ‘sensibility’ over ‘sensation’, altså en tilbageholdende stil der mere antydede det rædselsvækkende end beskrev det, gav Lewis den hele armen og beskrev eksplicit volden og brutaliteten for læseren. Her blev der ikke lagt fingre i imellem i beskrivelsen af den seksuelle vold, og kvinderne blev ikke reddet i sidste øjeblik fra voldtægten. Denne fascination af seksuelle drifter er også et typisk gotisk træk, som John Bowen kommer ind på.

Sexual difference is thus at the heart of the Gothic, and its plots are often driven by the exploration of questions of sexual desire, pleasure, power and pain. It has a freedom that much realistic fiction does not, to speak about the erotic, particularly illegitimate or transgressive sexuality, and is full of same-sex desire, perversion, obsession, voyeurism and sexual violence.”

Oven i at fylde sin fortælling med disse dramatiske elementer udviklede Lewis også en raffineret fortællestil, der var langt forud for sin tid. Ved at skifte mellem de forskellige historier på deres respektive højdepunkter gjorde Lewis brug af cliffhangers længe før udtrykket blev opfundet.

Frankenstein af Mary Shelley

Frankenstein

I 1818 tog den unge Mary Shelley den gotiske fortælling ind i en ny sammenhæng med romanen Frankenstein. Hvor den gotiske roman tidligere havde haft overnaturlige elementer, eller i hvert fald tilsyneladende overnaturlige, rykkede Shelley romanen ind i en ny videnskabelig æra.

Historien handler om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der lykkes med at skabe et væsen af kropsdele fra lig og give væsenet liv. Da det slår øjnene op, overvældes Frankenstein af, hvad han har gjort. Han flygter og overlader væsenet til en verden, der frygter det på grund af dets grufulde ydre. Men væsenet vil stille Frankenstein til ansvar for hans gerninger, om det så skal forfølge sin skaber til verdens ende.

Shelleys roman introducerer også et nyt gotisk motiv: dobbeltgængeren. Den Store Danske beskriver, hvordan forestillingen om dobbeltgængeren har sin oprindelse i menneskets dobbelthed af sjæl og legeme. I nogle religioner og i folketro forekommer den opfattelse, at sjælen under søvnen eller i trancetilstande kan forlade kroppen og vise sig for andre. Hertil kommer troen på, at sjælen kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, der således får et selvstændigt liv. En anden opfattelse af dobbeltgængeren er at se denne som et andet jeg, der bryder frem fra det ubevidste. Det er her, Frankensteins monster kommer ind. Monstret repræsenterer den del af Frankenstein der begærer den forbudte viden, der er forbeholdt Gud. Den del Frankenstein siden prøver at fornægte og gemme sig for, men til sidst må konfrontere.

Der findes mange gotiske fortællinger, der bruger dobbeltgængermotivet, ikke mindst Edgar Allan Poe som bl.a. skrev novellen ‘William Wilson’. Men den mest kendte er nok Robert Louis Stevensons roman fra 1886, Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens. Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han pines dog af nogle ufortalte skjulte laster. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Jekyll kan være helt igennem respektabel. Desværre kan han ikke styre Hyde, og historien ender tragisk.

Hvor Shellys dobbeltgænger blev skabt af ligdele, udspalter Stevenson sin dobbeltgænger fra det menneskelige sinds skyggeside. Yderligere lader han Jekyll og Hyde symboliserer, ikke blot dobbeltheden i menneskets natur, men i samfundet generelt. Hvor Jekyll forlader sit hjem via den nydelige fordør, går Hyde ud af den skumle bagdør – men fra det samme hus. Dobbeltheden gennemsyrer hele byen, der er opdelt i de pæne kvarterer med respektable indbyggere, og slummens forfald hvor vold og amoral hersker.

Den victorianske samtid var stærkt optaget af moral, og Glenn Baxwell beskriver i Man is not truly one, but truly two, hvordan Stevensons roman rammer lige ind i denne diskussion.

Just as the differing appearances of Dr Jekyll and Mr Hyde play upon the theories emerging from Charles Darwin’s work, so their differing personalities explore contemporary debates about moral behaviour and the possible plurality of human consciousness. By literally splitting the consciousness of Dr Jekyll into two – the decent side that attempts, and largely succeeds, in suppressing desires that run contrary to the dictates of society; and the amoral side that runs riot in an attempt to gratify animal desire – Stevenson explores in a heightened fashion the battles played out in every one of us.

Doktor Moreaus ø af H. G. Wells

Stevenson skrev sin roman 15 år efter Darwin udgav The Descent of Man (1871), hvor Darwin konkluderer, at menneskets evolution startede helt tilbage i et fiskelignende væsen. At mennesket ikke er andet end et dyr, var hård kost for det victorianske samfund, og dette dyriske tema dukker op i flere gotiske romaner. I Dr. Jekyll og Mr. Hyde tydeliggøres det ved Hydes abelignende udseende. I Doktor Moreaus Ø (1896) af H.G. Wells eksperimenterer Moreau med at forvandle dyr til mennesker ved vivisektion. Mens Bram Stoker i Dracula (1897) lader den biologiske linje ses i Draculas evne til at forvandle sig til en flagermus.

Som det forhåbentlig fremgår, har den gotiske fortælling udviklet sig løbende. Hver generation af gotiske forfattere har brugt gotikken til at undersøge samtidens frygt og problemstillinger. Greg Buzwell sammenfatter dette i Gothic fiction in the Victorian fin de siècle.

For centuries Gothic fiction has provided authors with imaginative ways to address contemporary fears. As a result, the nature of Gothic novels has altered considerably from one generation to the next. Early Gothic novels, such as Horace Walpole’s The Castle of Otranto (1764) and Ann Radcliffe’s The Mysteries of Udolpho (1794) were set in exotic landscapes and distant times; the action took place in crumbling castles and torch-lit monasteries while the villains tended to be dissolute Catholic noblemen and corrupt, sex-crazed monks. Later, in the early Victorian period, authors such as Charles Dickens borrowed typically Gothic motifs – the innocent abandoned in a threatening environment for example, or the mysterious stranger with secrets to hide – and transplanted them to contemporary Britain to highlight modern concerns. […] Later still in the Victorian fin de siècle the scene changes again: it is no longer the physical landscape that provides the location for Gothic tales but rather, more disturbingly, the human body itself. Works such as Robert Louis Stevenson’s Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886); Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray (1891); […] and Bram Stoker’s Dracula (1897) all explore the theme of the human mind and body changing and developing, mutating, corrupting and decaying, and all do so in response to evolutionary, social and medical theories that were emerging at the time.”

Den gotiske fortælling har således ændret sig over årene. Eller måske rettere udvidet sig. For selvom der er kommet nye temaer til, og gotiske elementer har spredt sig til andre genrer, så findes (og bruges) de oprindelige gotiske elementer stadig. Et stærkt eksempel på dette, er det gotiske rum, som Susan Yi Sencindiver har forsket i.

Et klassisk eksempel på den gotiske fortælling er 'Poe's Tales of Mystery and Imagination' (1935) Illustrated by Arthur Rackham.
Illustration af Arthur Rackham

Det gotiske rum

Som nævnt er et vigtigt element i den gotiske fortælling det skumle slot eller en tilsvarende lokalitet. Susan Yi Sencindiver har skrevet en interessant artikel om det gotiske rum, som en afspejling af genrens brud med de klassicistiske normer. Det gotiske rum har ingen harmoniske proportioner eller enkle former. I stedet er fortællingernes arkitektur fuld af overdådige ornamenter, monstrøse og asymmetriske rum, himmelstræbende tårne og labyrintiske, underjordiske kældre. Her er skjulte døre og hemmelige rum, og rummet kan på den ene side være et klaustrofobisk fangenskab, og på den anden side et sted som trues af en frygtet, fremmed indtrængen.

Den dystre gotiske bygning rummer ofte horrible hemmeligheder, påmindelser om fædrenes synder og forbandelse eller en mystisk ugerning, som varsler en truende genkomst. […] Lukkede døre og låste rum tilvejebringer ikke kun sikkerhed og modstykket hertil, eksklusion eller indespærring, men også hemmeligholdelse. I dette tilfælde er overhængende fare ikke koblet til det ukendte udenfor, hinsides døren, men til det skjulte indenfor, bagved døren […]”

Huset har ifølge Susan Yi Sencindiver derfor en dobbelttydig rolle i gotikken. Det kan være trygt, velkendt og hjemligt, men det kan også gemme på hemmeligheder og være truende og fremmed.

Ydermere beskriver Sencindiver, hvordan der kan være et intimt bånd imellem de ildevarslende bygninger og deres beboere. Ikke kun at de bor i huset, men huset kan også være et billede på personernes plagede psyke. Shirley Jacksons roman Mørket i Hill House fra 1959 er et glimrende eksempel på et gotisk rum, der fungerer som en allegori for hovedpersonen Eleanores indre. Mens scenen hvor Eleanore og Theodora gemmer sig i sengen, imens en ukendt dundrer på døren til Eleanores soveværelse, så den er ved at sprænges, er et fint eksempel på, hvordan truslen om indtrængen i et rum kan paralleliseres med et kropsligt overgreb.

Som det sås med de gotiske temaer, der ændrede sig over tid, har også det gotiske rum udviklet sig. Det er ikke længere kun gamle huse og vilde landskaber, der kan rumme de gotiske elementer. Sencindiver viser, hvordan den rædsel, som tidligere blev forbundet med fremmede steder og fjerne tider, i slutningen af 1800-tallet overtages af den moderne metropols rædsler. Ondskaben rykker helt tæt på hjemmets arne, når f.eks. Robert Louis Stevenson ‘oversætter’ borgruinens labyrintiske gange til kringlede gyder i storbyens underverden i romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Og det stopper ikke der. De gotiske elementer har også bredt sig til andre genrer, ikke mindst science fiction hvor eksempelvis rumskibet Nostromos mørke, kringlede gange i filmen Alien fra 1979 har afløst den underjordiske kælder fra Slottet i Otranto.

I det sene 20. århundrede er den middelalderlige borg og det 19. århundredes storbylabyrint afløst af fremspirende teknologiers dystopiske matrixer, kybernetik, robotik, genetik, og multinationale virksomheder i det post-industrielle kunstige landskabs elektroniske samfund.”

Men hvis det gotiske rum lige såvel kan være et rumskib som en borgruin, hvad er så de genremæssige holdepunkter? Sencindivers svar er frygt! Der kan ikke være et gotisk landskab uden et element af frygt. Dette element kan så variere alt efter de kulturelle grænser eller historiske omstændigheder, men

[…] de bogstavelige, skyggefulde rum, hulrum og kældre i det gotiske fobiske kosmos omsættes metaforisk til tabu-belagte og mørke kroge af vores sind – vores sjæles hjemsøgte og fordærvede tilholdssteder, hvor de mest dementerede impulser er lokaliseret.”

Jeg holder personligt meget af den gotiske fortælling, både i dens oprindelige form og i dens moderne forgreninger. Der er noget fascinerende ved gotikkens evne til at tilpasse sig snart sagt alle miljøer for at reflektere sin samtid, uanset om det er frygten for det ukendte, menneskets eget sind eller videnskabens muligheder.

Læs mere:

Gotisk litteratur af Marianne Børch I: Den Store Danske
‘Den gotiske roman’ af Nina Kopp I: Bogens Verden nr. 4, 1997
‘Rumlige rædsler: om lokaliteter i gotisk litteratur’ af Susan Yi Sencidiver I: Bogens verden nr. 4, 2007
An introduction to Ann Radcliffe by Dale Townshend I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
The Origins of the Gothic by John Mullan I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic Motifs by John Bowen I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic fiction in the Victorian fin de siècle by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
‘Man is not truly one, but truly two’ by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians

Læs også:

Gothic af Fred Botting
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Den gotiske roman af Jannie Bendsen I: Litteratursiden
Gotiske kvindemonstre af Yvonne Leffler I: The History of Nordic Women’s Literature

Kvinden i blåt af Elly Griffiths

Kvinden i blåt af Elly Griffiths

Det er ingen hemmelighed, at jeg med forventningens glæde ser frem til hver ny historie om arkæologen Ruth Galloway med speciale i biologisk antropologi. Kvinden i blåt er 8. bind i serien, og jeg er stadig fan.

Da en ung kvinde findes død i en grøft i nærheden af Walshingham kirkegård, bliver kriminalkommissær Harry Nelson og hans team sat på sagen. Kvinden viser sig at være patient på Sanatoriet, en privat afvænningsklinik ca. 1,5 km. fra, hvor hendes lig blev fundet. Hun var også en kendt fotomodel og umiddelbart uden nogle kendte fjender.

Mens Nelson og teamet forsøger at opklare mordet, bliver Ruth kontaktet af en gammel studiekammerat. Hilary Smithson er siden blevet præst, og da hun skal på et kursus i Walshingham, foreslår hun Ruth at mødes. Ruth, som har et anstrengt forhold til religion qua sine forældre, er skeptisk. Men hun lader sig overtale, da Hilary insisterer. Hun har brug for Ruths råd i forbindelse med en ‘speget sag’.

Det viser sig, at Hilary har modtaget hadefulde breve fra en modstander af kvindelige præster, og det seneste brev er meget personligt. Ruth anbefaler, at Hilary viser brevene til politiet. Måske har de noget med mordet på kirkegården at gøre?

Kvinden i blåt er et dejligt gensyn med seriens kendte personer. Udover Ruth, Nelson og druiden Cathbad dukker også en bifigur fra bind to, Løgnens hus, op i fortællingen.

Omdrejningspunktet er mordet på den unge kvinde samt de hadefulde breve, men vi hører også om Ruth og Nelsons privatliv, der ikke er blevet lettere med årene. Som vanligt sørger Elly Griffiths ligeledes for at flette spændende viden om blandt andet relikvier og pilgrimme ind i fortællingen, uden at det føles belærende eller ødelægger historiens flow.

Jeg kan rigtig godt lide denne blanding af puslespilskrimi, sympatiske hovedpersoner og et ‘videnskabeligt’ velresearchet afsæt, som Elly Griffiths har perfektioneret i serien om Ruth. Her er ikke bloddryppende action eller hjernevridende plots. I stedet føles det som at gense en god ven, hver gang jeg sætter mig til rette med en ny Ruth Galloway-fortælling. Og det er i mine øjne seriens store styrke.

Er du til hygge-krimier, er serien om Ruth Galloway ikke til at komme uden om. Kvinden i blåt kan varmt anbefales, og har du ikke læst de første bind i serien endnu, så har du en masse gode timer i vente.

Uddrag af bogen:

“Der er nogen, der siger, at de munke, der blev henrettet af Henrik den Ottende, kastede en forbandelse over Walsingham. De svor, at mørket ville sænke sig over byen og aldrig løfte sig igen.”

Cathbad gyser. Han er altid til fals for en flot vending, og denne her lyder ualmindelig isnende. Er det munkenes mørke, han har mærket i det lille hus?

“Hvad med den kvinde, du fortalte om?” siger Janet. “Hende, du så på kirkegården.”

“Har du læst avis i dag? De har identificeret hende. Hun var en ung fotomodel, som var indlagt på Sanatoriet. Kvalt og smidt i grøften. Fred være med hende.”

“Jeg gad nok vide …” Janet tager en bog op af sin håndtaske. “Jeg gad nok vide, om det virkelig var det, du så.”

“Hvad mener du?”

Janet åbner bogen på en side, hvor der ligger et tørret blad som bogmærke.

Cathbad bliver kortvarigt distraheret, da de får overrakt menuen. Han vælger fisketærte og kigger så på de gulnede sider igen. “Walsinghams Blå Frue,” læser han højt. “Hvem er det?” (side 47)

Om Kvinden i blåt:

Udgivelsesår: 03.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 351 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Woman in Blue, 2016
Oversætter: Lærke Pade

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020
Stemmer fra graven, 2020
Kvinden i blåt, 2021

Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev

Hit And Run Mutants af Tue Sprogø og Zven Balslev

Forleden fik jeg en besked fra biblioteket. Der var kommet en tegneserie hjem til mig. Det viste sig at være Hit And Run Mutants af Tue Sprogø og Zven Balslev. Jeg husker overhovedet ikke, hvordan jeg faldt over den i første omgang, og havde egentlig ikke planlagt at lave et indlæg om den. Men den var så charmerende (hvis man da kan sige det om totalt splattet horror), at jeg alligevel var nødt til at nævne den her.

Af forordet fremgår det, at arbejdet med Hit And Run Mutants startede under en ‘come together and draw’ seance for tegneserie-tegnere. Det endte dog med, at kun to dukkede op – Sprogø og Balslev. De kastede sig alligevel ud i det, og efter et par timer havde de den første side i det, der siden blev til Hit And Run Mutants.

Already from the start we knew that we wanted the story to take place in a kind of post-apocalyptic setting. A bleak futuristic world. The kind of world where MAD MAX (and al the cheap italien rip offs) take place. But also a world filled with mutants, robots and mad scientists!” (fra introduktionen)

Historien er opdelt i tre kapitler. Et nutidigt hvor vi følger en biljagt. Et tilbageskuende hvor vi er på besøg i et skummelt laboratorium. Og tilbage til nutiden hvor en ny spiller dukker op hos de overlevende fra biljagten i første del.

Som det fremgår, er historien ikke epokegørende nytænkende. Men for dulan den er charmerende, hvis du som jeg er til splat og B-films action.

Illustration af Tue Sprogø og Zven Balslev

Tegningerne er holdt i sort/hvid, og som et benspænd for dem selv besluttede Sprogø og Balslev at de begge skulle tegne noget på alle siderne. Da deres tegnestile er ret forskellige, kunne det godt være blevet et værre rod, men jeg synes, at det virker. Et særligt godt eksempel på det er illustrationen til højre, hvor de bogstaveligt talt har tegnet hver deres halvdel af figuren.

Jeg tror desværre ikke, at man kan købe Hit And Run Mutants mere, så hvis du er blevet nysgerrig, må du gøre som jeg og låne den på biblioteket. Og det kan anbefales 🙂

Om Hit And Run Mutants:

Udgivelsesår: 2015
Udgiver: Cult Pump Comix, 32 sider
Illustationer: Tue Sprogø & Zven Balslev

Læs også:

Absurd
Creepy presents: Richard Corben
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Kulkælderen #5
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Metrozone af Søren Mosdal
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Creepy presents: Bernie Wrightson

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand udkom oprindeligt i 1962 og hører til J.G. Ballards øko-katastroferomaner, dvs. romaner der beskriver en virkelighed ramt af radikale forandringer i klimaet. Romanerne foregriber nutidens cli-fi, den økokritiske fiktion der har vundet indpas hos såvel litterære- som genreforfattere i tiden. Ballards øvrige øko-katastroferomaner tæller The Wind from Nowhere (1961), The Drought (1964) og The Crystal World (1966). Sidstnævnte udkom på dansk i 1973 som Krystalverdenen.

Nu har forlaget A Mock Book genudgivet Ballards klassiker i GAIA-serien. En serie der tematiserer menneskets forhold til naturen og andre arter, set i forhold til klodens nuværende tilstand både klimamæssigt, politisk og socialt. I samme serie er bl.a. også udkommet Skimmelrytteren af Theodor Storm samt Dune af Frank Herbert.

Bagerst er et oplysende efterord skrevet af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff.

Verden under vand udspiller sig i en nær fremtid, hvor voldsomme solstorme har skabt ekstreme klimaforandringer. Det meste af jordkloden er oversvømmet af vand eller forvandlet til en tropisk sump, og de overlevende mennesker er fortrængt til de arktiske egne i nord og syd, hvor temperaturen endnu er udholdelig.

Biologen Robert Kerans er udsendt som del af en videnskabelig forskningsstation. Under militær eskorte af oberst Riggs og hans mænd skal han lave en biologisk kortlægning af de oversvømmede områder. Ved romanens begyndelse er de ved at færdiggøre området over London, og har fået besked på snart at vende tilbage til Grønland.

Hvor de fleste af folkene, glæder sig til at vende tilbage til de køligere egne, er enkelte voldsomt fascinerede af det hede, solbeskinnede urskovs-landskab. Her i blandt løjtnant Hardman. Indtil for tre måneder siden fungerede han som oberst Riggs betroede næstkommanderende. Nu plages han af tungsind og søvnløshed og har isoleret sig i sin kahyt.

Men Hardman er ikke den eneste, der har problemer med at sove – eller rettere problemer med de drømme søvnen medfører. Også Kerans bliver påvirket, og mens enheden gør klar til at vende tilbage nordpå, lægger han planer om i stedet at drage længere mod syd, selvom det vil medfører hans død.

Verden under vand (1969)

I Verden under vand beskæftiger Ballard sig ikke som sådan med grunden til klimaændringerne, eller hvordan de kan overvindes. I stedet er fokus på den effekt ændringerne har på mennesket. Hvordan reagerer vi i en ekstrem situation, hvor verden og naturen omkring os tilsyneladende vender tilbage til det subtropiske klima fra for 200 millioner år siden. Ballard forestiller sig, at disse omstændigheder vil vække minder til live fra hele vores evolutionshistorie, som ligger gemt i generne.

“Det individuelle livs korthed er vildledende. Enhver af os er så gammel som hele det biologiske rige, og vores blodårer strømmer ud i det totale hukommelses store hav. Det voksende fosters odyssé i livmoderen genskaber hele udviklingens fortid, og dets centrale nervesystem er en indkodet tidsskala; hver af neuronforbindelserne og hvert rygmarvsniveau afmærker et symbolsk stadium, en enhed i den neuroniske tid.” (side 50)

For ikke så længe siden hørte jeg en samtale mellem Karsten Wind Meyhoff og Niels Dalgaard, hvor de talte om Verden under vand og J.G. Ballards forfatterskab. Her kom Niels Dalgaard bl.a. ind på, at allerede ved udgivelsen i 1962 var hypotesen om ‘neuronik’ forældet. Derudover giver det ingen mening, at naturen skulle udvikle sig baglæns eller at mennesker skulle regrediere pga. klimaforandringerne.

Det var Karsten Wind Meyhoff for så vidt ikke uenig i, men mente at vi nærmere skal læse romanen som et visuelt visionært rum. Han mente, at Ballard minder om surrealistiske malere som Dali og Magritte, der arbejdede med at vise det indre rum. Ballards visualiserer menneskets indre verden i mødet med den ydre. Han skaber visuelle billeder, som han bliver ved med at fylde detaljer på. Vi kommer længere og længere ind i en varm, fugtig og nådesløs verden, hvor den hede sol står som en gud på himlen. Et drømmeagtigt landskab hvor hver detalje i de ydre realiteter er et udtryk for den indre verden, dens begær, sårbarhed og rationalitet.

Hvor mange romaner handler om at mennesket overvinder naturen, er Ballards fortælling modsat. På et tidspunkt ankommer fribytteren Strangman med sin armada af sorte besætningsmedlemmer og fulgt af en hær af krokodiller. Strangman er besat af at hente fortidens kunstværker op, blot for at stuve dem sammen på sin hjuldamper og eje dem, og det lykkes ham at tømme lagunen, hvor Kerans holder til. Men som vandet pumpes væk, afsløres en by forvandlet til en stinkende kloak uden spor af tidligere tiders skønhed. Civilisationen er blevet godt og grundigt besejret af naturen. I hvert fald i Kerans øjne.

Uanset hvorfor Kerans drages på nærmest hypnotisk vis af den ukendte verden mod syd, så er Verden under vand fascinerende og blændende godt skrevet. Og som Katrine Colmorn skriver i sin anmeldelse på Litteratursiden er Kerans overvejelser om, hvorvidt mennesket bærer minder om livets udvikling i sine celler, højaktuel. Vi lever i en tid, hvor mennesket ubønhørligt underlægger sig hele kloden, som om vi har glemt, at vi ikke kan sætte os ud over planeten, men blot er et pattedyr som alle andre, uløseligt forbundet til jordens økosystem.

Andre skriver:

Skriv for livet:
Verden under vand er et pragteksemplar af en bog med et sprog, der begejstrer konstant og tager dig med på et dyk ned i urtidskræfterne, et svimlende, kvælende dyb af vand, urskov, lyd og hede. Det kravler helt ind i knoglerne og bliver siddende der som en rytmisk banken, der ikke slipper dig igen. Her er hverken moralisering eller dom, men blot en konstatering af, at mennesket er en del af verden lige så meget, som verden er en del af mennesket. Det er en symbiose på godt og ondt. Og så er det en formidabel læseoplevelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Ballards detaljerede beskrivelser af miljø og klima i en fremtid, hvor verden er druknet i det stigende vand, hensætter læseren i en særegen tilstand, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed bliver mere og mere flydende. (Læs hele anmeldelsen her)

Essay af Peter Briggs:
Indeed, Ballard has created in this novel a most pervasive demonstration of the frailty of “technological” man. He diminishes man in the face of the natural universe by establishing that he has no control over either the outer or the inner world. A tiny but implacable change in cosmic terms finds man all but destroyed by natural disaster and struggling against the mind. The mind and its complex cultural and technological by-products attempt to adapt for survival by tapping the same archaeophysic pool as do other animals and plants as they fecundly regress to their prehistoric natures. The tenuousness of Man’s hold on mere survival lies in the fact that he cannot adapt quickly enough, and that his archaeophysic impulses destroy the body even as they produce a sense of unity with the changed world. (Læs hele artiklen på jgballard.ca)

Uddrag af bogen:

Riggs spejdede mørkt ud gennem trådnettet. “Gud være lovet for den besked fra Byrd. Vi burde have trukket os tilbage for flere år siden. Hele denne detaljerede kortlægning af havne til brug for en eller anden hypotetisk fremtid er komplet latterlig. Selv hvis solstormene svinder hen, vil det vare mindst ti år før der bliver gjort noget alvorligt forsøg på at bebo disse byer igen. Til den tid vil de fleste store bygninger være forsvundet i dyndet. Der skal et par divisioner til at rydde junglen væk fra denne lagune alene. Bodkin fortalte mig her til morgen at nogle af beplantningerne – og det drejer sig ikke om træer – er over tres meter høje. Det hele er sgu en stor zoologisk have.”

Han tog kasketten af og tørrede sig over panden og råbte så hen over den stigende brølen fra de to udenbords diselmotorer: “Hvis Beatrice bliver her meget længere så bliver hun sindssyg. Det minder mig for resten om endnu en grund til at vi må afsted herfra.” Han så hen på sergent Macreadys høje, ensomme skikkelse ved roret – denne stod og stirrede stift på det brydende vand – og på de øvrige folks fortrukne, plagede ansigter. “Sig mig, doktor, hvordan sover du for tiden?” (side 18-19)

Om Verden under vand:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: A Mock Book & Urgent.Agency, 232 sider
Omslag: Urgent.Agency
Originaltitel: The Drowned World, 1962
Oversætter: Niels-Erik Wille

Læs også:

Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Salveren af Bo Reinholdt

Salveren af Bo Reinholdt

Min kollega Janus introducerede mig til forfatteren Bo Reinholdt, da han anbefalede mig at læse romanen Kore. Det var en meget speciel oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg forstod historien helt.

Ikke desto mindre har jeg siden opsøgt Reinholdts bøger flere gange, og denne gang har jeg læst Salveren, som forlaget Escho genudgav i 2016.

I byen har alle hørt om Salveren. Han laver en masse forefaldende arbejde for folk, men har et særligt talent for billeder og for at male. Så da kirkens kalkmalerier skal restaureres, spørger menighedsrådet Salveren.

Mens Salveren arbejder på malerierne i kirken, forsvinder tre børn sporløst. Siden forsvinder endnu en ung kvinde, og der begynder at gå rygter i byen, om at gartnerens kone har en affære. Alt det kan Salveren ikke tage sig af. Han er helt opslugt af at gøre Gud ære med malerierne i kirken.

Salveren er en fabulerende historie om at skabe, og om kærlighed der tager en helt forkert drejning. Helliger målet midlet, når det gælder om at lave det smukkeste billede? Kan det være til Guds ære, hvis fristelsen efter det perfekte har ført hånden på afveje? Og kan ønsket om at give omsorg og kærlighed fører til fortabelse?

Jeg var meget betaget af Salveren, som nok er den Reinholdt roman, jeg har læst, der umiddelbart er lettest tilgængelig. Sproget er dog – som altid – et smukt sanseorgie, der leger med fortællevinkel, tid og virkelighed.

Bagerst er indsat novellen ‘Øjets purpur’, om fotografen Lau der farer vild under en tur i skoven. Her opdager han et ensomt beliggende hus, hvis ejer byder ham indenfor. Einar Larsen, som denne hedder, har en særpræget hobby. Han arbejder på at kunne fremkalde det sidste billede på øjets nethinde – og han er kommet langt i processen. Lau er fascineret af Einars arbejde, men også frastødt, og går derfra med følelsen af at have oplevet et eventyr og for at vende tilbage til hverdagen.

Noget tid efter bliver Lau dog opsøgt af Einar Larsens søster. Einar er blevet arresteret, og nu beder hun Lau om hjælp.

‘Øjets purpur’ er en underholdende lille historie, som fik mig til at tænke på tegneserien Morderens mesterværk af Gigi Simeoni.

Uddrag af Salveren:

Byen var på den anden ende. Tre børn forsvundet på vej hjem fra skole. Politimesteren tilkaldte forstærkning fra storbyen. Ikke mange kroge undgik en omhyggelig granskning – lofter, kældre, skure, lader og udhuse; men det var omsonst. Der var tilsyneladende intet spor at gå frem efter. Heller ikke da bønderne forsamledes med greven og hans folk fra det nærliggende gods, og man lod omtrent enhver hund med sporsans i behold blive sat på opgaven, fandtes noget af betydning. De tre var som sunket i jorden.

Imens bankede Salveren kalk af på kirkens hvælvinger. Frilagt kalken fra et helt hvælvingefag. Midt i kirken. Banker let med stumpen af et økseskaft. Tok – tok -tok …

Billedet af Himmeldronningen på hvidgrund, af Elisabeth, hendes slægtning, af Jesusbarnet, af Josef, af de fordums funklende konger og deres gaver. Guld og gyldent til rødt og orange. Maries kærlighed salvet i mit hjerte. Det ligger frit nu som de første billeder. Alt tager jeg med. Labber farven i mig, hoster af kalken og æder de slyngede skriftbånd. Var det ikke således profeten gjorde? Bugen er min sjæl. Brystkassen min kirke. Øjnene min frelse. Smerten bygges op af kvadre og kridt. Øjeblikket er bygherre. Ham frygter jeg. Øjeblikket har bemalet den friske kalkpuds i raske penselstrøg. Det var bindende i mere end én forstand. Nu har jeg så lagt det frit. Efter mere end 300 år. En evighed eller bare et øjeblik. Tok – tok – tok … (side 19-20)

Anmelderne skrev:

Erik Svendsen i Jyllandsposten:
Historien er på en gang en parodi og en psykodrama […] Dens energi ligger ikke i dramatikken, snarere i malerens rablende visioner om sit kunstneriske arbejde og i den lettere morbide og udstillende beskrivelse af de småborgerlige typer – præsten, gartnerfruen, brugsens kommis og i særdeleshed den jomfrunalske, pensionerede skolelærer, Frk. Hansen, der virkelig går op i drømmen om at gøre noget for sine medmennesker. (Læs hele anmeldelsen i Jyllandsposten fra d. 13. maj 1997)

Lars Handesten i Berlingske Tidende:
»Salveren« er kunstnerens sære navn, og selv fremstår han i romanen som en splittet dæmonisk kraft. Han er en kvindeforfører og lokker både erotik og guld til glorierne ud af byens kvinder. Men han er også en tvivler, der mister troen på sit arbejde. I begyndelsen er han besat af det, og billederne overflødiggør alt andet og bliver til det sande liv. Men netop denne forveksling af liv og billede bliver fatal. Det viser den skæbne, som bliver hans hemmelige hjælper til del. Romanens tunge vinterlige symbolik, dens bloddryppende gys og dens splittede figurer giver »Salveren« præg af den gotiske skrækhistorie, som Reinholdt med held dyrkede i sin sidste bog »Øjets purpur«. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende fra d. 13. maj 1997)

Bent Mohn i Politiken:
Alt er billeder, billedet er alt, har Bo Reinholdt tidligere forkyndt, gerne med en fotograf som talerør. At skabe billeder er kunstnerens opgave. Vil de forråde virkeligheden, vil de skabe en højere virkelighed, eller kan man gengive virkeligheden ganske nøjagtigt? I hans nye roman er hovedpersonen den lille landsbys kunstmaler og fotograf […] Hovedpersonen, der kaldes for Salveren, føler sig tvunget til at skabe lidelse for at skabe kunst, der kan hylde Gud. Han ønsker det ikke selv, er kun et redskab, og dog er han Skaberen. Om kunsten og dens ofre, om billedet og virkeligheden handler den lille roman. Kunst koster. Noget der her tages meget bogstaveligt. Og den handler om lidelsen med Gud som medvider. (Læs hele anmeldelsen i Politiken fra d. 13. maj 1997)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (1. udgave på forlaget Centrum, 1997)
Forlag: Escho, 200 sider
Omslag: Simon Bukhave

Udvalgt bibliografi:

Focus puller, 2020
Ormespinger, 2019
Kore, 2016
Hjertets synskreds, 2010
Tavlen, 1998
Salveren, 2016 (1997)

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Er du vild med Ringenes Herre eller måske Narnia-bøgerne? Så vil du også kunne lide De III Udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen.

Et af privilegierne ved at have hjemmesiden her er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere eller forlag, jeg ikke kender, som gør mig opmærksom på nye og spændende bøger. Det er selvfølgelig ikke altid, at læseoplevelsen er lige god, men jeg synes, det er vigtigt også at give plads til omtale af mindre kendte udgivelser. Så da Paul Anthony Sørensen gjorde mig opmærksom på sin roman Moghunheims forbandelse, tjekkede jeg hans hjemmeside ud. Da bogen lød spændende, røg et eksemplar i indkøbskurven, og nu har jeg fået læst den. Og den kan varmt anbefales!

De tre venner Bjørn, Seb og Eliot er meget forskellige. Bjørn er stærk og retfærdighedssøgende, Eliot er nørdet og klog, mens Seb er charmerende og hurtigtalende. Trods forskellene hænger de tre dog sammen som ærtehalm, og hjælper hinanden i tykt og tyndt.

En dag hvor vennerne er ude at dykke, finder de et mystisk skrin på bunden af Øresund. Da de kommer hjem, forsøger de at åbne det. Men uanset hvad de gør, forbliver skrinet lukket. Indtil det pludselig alligevel åbner sig. Skrinet er nemlig en adgangsportal til landet Mogthunheim, som er i store vanskeligheder. Den retfærdige kong Will er blevet fortryllet af sin onde fætter Lord Liarn, og hvis ikke Liarn bliver stoppet, vil livet i Mogthunheim forvandles til et mareridt. Kun de tre udvalgte kan stoppe ham, og det viser sig, at Bjørn, Seb og Eliot, meget mod deres vilje, er de tre udvalgte.

Når vennerne sover, vågner de som voksne mænd i Mogthunheim, og her skal de sammen med deres skytsengel OO forsøge at befri kong Will af Lord Liarns fortryllelse samt finde prinsesse Laura, som Liarn har kidnappet for at få en ekstra klemme på kongen. Men det er ikke ufarligt, for hvis Bjørn, Seb og Eliot dør i Mogthunheim, dør de også i vores verden. Og så er der også lige den lille finte, at også Lord Liarn får hjælp fra vores side. Der findes nemlig endnu et skrin, og det hører til på mørkets side.

Jeg var som sagt vældig underholdt af Mogthunheims forbandelse, der stilmæssigt minder om Narnia møder Ringenes Herre. Historien kan læses fra +11 år, og udover at være effektiv og elementært spændende så er det også en fortælling om venskab, mod og integritet. Vi lærer de tre drenge godt at kende både i Mogthunheim, men også i vores verden hvor de hver især har deres at kæmpe med. Jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren også får den vinkel med i romanen, for det giver dybde til historien, og gør den endnu mere interessant.

Paul Anthony Sørensen har en baggrund hos DR’s B&U afdeling, men er nu selvstændig konsulent, forfatter og ghostwriter. På sin hjemmeside fortæller han, hvordan han gennem hele sin karriere har haft fokus på at fortælle fordomsnedbrydende historier med et inkluderende værdisæt som hylder mangfoldigheden, og gerne med politisk ukorrekte ridser i lakken. Mogthunheims forbandelse passer fint ind i denne vision med sine uperfekte hovedpersoner og fokus på de menneskelige værdier mixet med en spændende historie, hvor der også er plads til humor.

En stor anbefaling herfra til både børn, unge og voksne, som kan lide underholdende fantasy.

Uddrag af romanen:

“Som tingene fungerer, er det sådan, at de styrker, I har i jeres egen verden, er forstærket her. Derfor er du, Bjørn, stærkere end nogen mand her. Og du, Eliot, er klogere og vil kunne forstå dig på magi. Sebastian, du vil kunne bruge dine talegaver til at snakke dig ud af de fleste situationer og øjne de mindste muligheder ud af næsten enhver knibe. Det vil altsammen kombineret gøre jer til en effektiv trio, der vil kunne klare det meste.”

“Det meste?” indskød Eliot. “Og hvad med der, hvor vi ikke kan?”

Mathis smilede. “I får jeres skytsengel med på turen. Ham møder I om et øjeblik, når I får jeres udstyr. Han har jeres ryg hele vejen og vil guide jer undervejs.” Drengene kiggede på hinanden, og det var tydeligt, at de havde en mængde spørgsmål.

Seb startede: “Men hvor lang tid skal vi være her? Og hvad, hvis vi fejler?”

Mathis trak vejret dybt. “I må ikke fejle. Hele kongerigets skæbne hviler på jeres skuldre og tro mig, hvis I fejler vil ondskaben brede sig til flere verdner – også jeres egen. På den led hænger det hele sammen! Med hensyn til, hvor længe I skal være her, så afhænger det af, hvor hurtigt I får løst opgaven eller dør undervejs, for så dør I også i jeres verden.”

“Men,” sagde Eliot, “vi kan vel bare sige nej. Jeg har sgu ikke lyst til at dø pga. en eller anden nederen kongefætter og hans syge idéer.”

Mathis smilede igen. Denne gang lidt vemodigt. “Desværre venner. I har ikke noget valg. I er de udvalgte pga. jeres særlige evner, der i kombination er unikke. Det skrin, I fandt på havets bund, har ventet på jer i umindelige tider. Jeres navne stod på det, så at sige. Det er større end både jer og mig. Det er, kort sagt, bestemt!” (side 16)

Om Mogthunheims forbandelse:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: HoneyBadger, 340 sider
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth

Besøg bogens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Dragens øjne af Stephen King
Blodets bånd af Christian Kronow
Odinsbarn af Siri Pettersen
Zam af Jesper Wung-Sung

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst er Torben Ikeda Pedersens tredje udgivelse. Han debuterede med Mørke i 2019, og i 2020 udgav han A.I. Alle tre romaner handler om eksistens og moral. I A.I. eksemplificeret ved menneskets opførsel online i forbindelse med forbrydelse og straf, mens det i Ej blot til lyst handler om seksuelle lyster udlevet med O’botter.

Ej blot til lyst starter i 2037. En gruppe forskere har opfundet senso-gel, som de planlægger at udnytte indenfor sex-industrien. Senso-gelen kan stimulere nervebanerne via en processor i den faste kerne, og på den måde give seksuel tilfredsstillelse. Med tiden udvikles opfindelsen, og i 2091 følger vi en O’bots oplæring i firmaet PleasureLand Inc.

Isaac Asimov anses som opfinderen af den moderne robot, og det var ham, som udviklede robotikkens tre love. Her i romanen er der blot to love, og de lyder lidt anderledes: “1) En O’bot må ikke – udover aftalevilkår – gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade. 2) En O’bot skal give mennesket nydelse, så længe dette ikke er i konflikt med første lov.” Og at give nydelse er O’botter eksperter i, selvom de p.g.a. GDPR-lovgivningen skal have fjernet deres minder om den enkelte kunde efter hver kontrakt. Men er det moralsk i orden at skabe robotter, der både ligner og agerer som mennesker, men reelt blot er sexslaver?

Titlen Ej blot til lyst er et citat fra en inskription over Det Kongelige Teaters gamle scene, som en påmindelse om teatrets moralsk-pædagogiske rolle. Ligesom teatret udstiller menneskets dårskab i vor tid, gør O’botterne det i romanen. Og ikke blot vores seksuelle lyster. Nogle gribes af utilstrækkelighed, som udmønter sig i overgreb på O’botter. Andre misbruger O’botter for at hævne sig i privatlivet eller opnå fordele i erhvervslivet. Og så er der firmaet bag O’botterne, som tjener styrtende på deres ydelser.

Selvom vi ikke er teknisk nær så langt fremme i virkeligheden som i Ej blot til lyst, så stiller romanen nogle meget relevante og aktuelle spørgsmål. Jeg kom f.eks. til at tænke på deepfake-porno, hvor flere kendte skuespillerinder har været udsat for, at deres ansigter blev indsat i diverse pornofilm uden deres tilladelse. Er det okay, hvis man skriver i starten, at det ikke reelt er dem, der er med i filmen? Krænker man som privatperson så ikke skuespillerinden ved at opsøge den ulovlige porno? Og er der i virkeligheden så langt fra billedmanipulation på nettet, som vi udnytter for egne lysters skyld, til udnyttelse pr stedfortræder?

Der er meget at tænke over i romanen, og selvom her naturligt nok også er beskrivelser af sex i alle afskygninger, så er her ikke tale om smålummer husmorporno. Det er derimod en tankevækkende og interessant roman, som stiller spørgsmål ved såvel menneskelighed som moral og etik.

Indtil videre er Torben Ikeda Pedersens bøger udkommet på Books on Demand. Det er på en måde en skam, for der er visse fordomme om selvudgiverforlag, ligesom de ikke har et stort apparat til at promovere bogen efter udgivelsen. Men Ej blot til lyst fortjener mange læsere. Så glem fordommene og læs den. Og er du ikke blevet overbevist af mig, så læs Bjarne Jensens 5-stjerners anmeldelse på Bogrummet: “[…] av for en bog. Underholdende, tankevækkende og aldeles velskrevet!

Om Ej blot til lyst:

Udgivelsesår: 01.02.2021
Forlag: Books on Demand, 264 sider

Læs en interessant artikel om deepfake her

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet er andet bind i den historiske krimi-serie om lægen Anna Kronberg. I første bind, Djævelens grin, blev vi introduceret til Anna, som på det tidspunkt levede forklædt som mand for at kunne få lov til at arbejde som læge i 1800-tallets England.

Sammen med Sherlock Holmes bragte hun en hemmelig organisation, som testede dødelige bakterier på fattige for at udvikle biologiske våben, til fald. I den proces måtte hun dog flygte, og nu cirka et halvt år efter begivenhederne i bind et vågner hun op med en pistol mod tindingen. Hun er blevet taget til fange af professor James Moriarty.

Moriarty ønsker, at hun skal fortsætte arbejdet med de biologiske våben, og som sikkerhed holder han hendes far fanget et ukendt sted. Hvis Anna nægter eller prøver at stikke af, bliver hendes far dræbt.

Så Anna må spille med, men Moriarty er mindst lige så intelligent som hun selv. Han er også et følelseskoldt menneske, hvis vrede og mistro altid lurer lige under overfladen, så Anna må endnu en gang gå linen ud og risikere alt.

Faldet er en glimrende fortsættelse til Djævelens værk. Det er bestemt ikke stor litteratur, og oversættelsen er til tider lidt ubehjælpsom. Men historien er spændende, og blandingen af drama, kærlighed og et drys videnskab er yderst effektiv.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet fanget af serien om Anna Kronberg, selvom det er en guilty pleasure. Bøgerne er kalorielet, letlæst underholdning, og nogle gange er det også bare nok.

Uddrag af bogen:

Jeg skubbede det problem til side for nu. Det mest presserende var mødet med Moriarty. Han ville ønske at diskutere isolationen af bakterier, og sikkert også opsætningen af laboratoriet. Alt, hvad jeg ønskede at diskutere, var min fars velbefindende, eller rettere tigge om at få ham frigivet. Hvilket tidsspilde! Jeg var nødt til at kontrollere mig selv, og jeg havde behov for hjælp. En eller anden, som kunne få min far i sikkerhed, mens jeg handlede mod Moriarty. Der var kun en person, som jeg kendte til, men hvordan kunne jeg komme i kontakt med ham? Det var udelukket bare at gå ind på posthuset og sende Holmes et brev. Åh! Navnet, jeg havde givet ham sidste forår!

Lov mig, at når denne sag er ovre, vil du sætte en annonce i The Times, hvor du spørger efter Caitrin Mae. Så finder jeg dig.

Ville jeg nogensinde få en mulighed for at sende en besked? Hvor længe ville jeg have? Det ville tage måneder at isolere bakterier, teste deres virulens og producere en stor nok mængde til at benytte som et våben. Min mave vred sig ved tanken om mine menneskelige testpersoner, fattige bortført sidste vinter fra fattiggårde. Mænd og kvinder, som gladelig ville tage imod to guldstykker i bytte for deres liv. De ville have solgt deres børn til os, hvis jeg havde tilladt det. (side 40-41)

Om Faldet:

Udgivelsesår: nov. 2020
Forlag: mellemgaard, 386 sider
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Grafiker: Anne Koch Rasmussen
Originaltitel: The Fall
Oversætter: Christina Frøkjær

Serien om Anna Kronberg:
Løvens parringsleg, 2021
Rejsen, 2021
Faldet, 2020
Djævelens grin, 2020

Læs også:

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Lysbringersken af Palle Reimann
Færten af død af Andrew Taylor
Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft