Gyseren

Eyes without a face

“Eyes without a face” åbner med en kvinde, som kører i bil en mørk aften. Hun virker nervøs, og i et glimt i bakspejlet ser vi, at hun har en person siddende på bagsædet skjult under en frakke. På et tidspunkt holder kvinde ind, løfter personen ud af bilen og smider vedkommende i Seinen.

Så skifter scenen. Docteur Génessier holder et foredrag om at skabe evig ungdom ved hjælp af transplantationer, da han bliver bedt om at komme til retsmedicinsk institut. Man har fundet liget af en ung kvinde uden ansigt, og man mener, at det kan være hans datter, Christiane. For nogle år siden var hun ude for et alvorligt trafikuheld, som vansirede hende frygteligt dog uden at ramme hendes øjne, og for et par uger siden forsvandt hun så.

Génessier bekræfter, at det er Christiane, og begravelsen finder sted. Men det viser sig, at Génessier løj. Christiane lever – og Génessier eksperimenterer for at give hende et ansigt igen. Ofrene er unge kvinder, som hans sekretær samler op, men da en af kvinderne meldes savnet af sin veninde, og hun beskriver en person, der kunne være Génessiers sekretær, som den sidste hun så sin veninde med, bliver Christianes forlovede mistænksom.

Imens kæmper Christiane for at bevare sin fornuft i huset, mens faderen udfører sine eksperimenter på både dyr og mennesker. Hun ønsker ikke mere at leve, men det valg vil Génessier ikke lade hende træffe.

“Eyes without a face” er en dyster historie om en gal doktor Frankenstein, der ikke kan slippe sin dårlige samvittighed eller sit ønske om at nå længere som kirurg end nogen anden. Alt andet må vige for hans lidenskab. Udgaven jeg så, var desværre temmelig grynet, hvilket var med til at ødelægge lidt af stemningen. Der er dog ingen tvivl om, at filmen oprindeligt må have været endnu mere ubehagelig.

Edith Scob, som spiller Christiane, gør det utrolig godt, når man tager i betragtning, at vi stort set kun ser hendes øjne. Det meste af tiden er hun iført en tynd tætsiddende maske, der gør hendes ansigt på en måde utrolig smuk, men også dødt at se på. Pierre Brasseur spiller Génessier, og allerede fra første scene aner man, at her er en gal person på færde. Det er på en måde lidt ærgerligt, for kunne han have spillet lidt mere tiltalende i begyndelsen, ville chokket ved hans bedrag have været større, men hans måde at spille sorgfuld og gal på var svær at adskille fra hinanden.

“Eyes without a face” er en fascinerende historie, som absolut også er værd at se i dag. Den bygger på en roman af Jean Redon, og filmen skabte store overskrifter, da den havde premiere. Franske L’Express skrev, at publikum dånede under visningen. Da filmen i 1962 kom i en amerikansk udgave, var den blevet klippet, så nogle af de værste scener forsvandt, ligesom en scene der viste Génessiers mere menneskelige sider var blevet tilføjet. Endelig blev filmen synkroniseret og udgivet under titlen “The horror chamber of Dr. Faustus”.

Instruktør: Georges Franju
Udgivelsesår: 1960
Originaltitel: Les yeux sans visage

Psycho af Robert Bloch

Jeg har efterhånden set “Psycho” en del gange, men havde endnu til gode at læse bogforlægget, som af uvisse årsager aldrig er blevet oversat til dansk. I weekenden tog jeg mig dog sammen, og jeg må sige, at filmen følger bogen næsten 100 %.

Bogen starter med, at Norman Bates sidder og læser om det gamle Inka-rige, da hans mor skælder ham ud for at læse den slags snavs. Skænderiet afbrydes, da en bil dukker op ved motellet, og så skifter scenen til Mary Crane, som arbejder for ejendomsmægleren Mr. Lowery. Han har lige fået 40.000$ kontant, og har bedt Mary kører i banken med dem. De mange penge får Mary til at tænke på, hvordan hun har arbejdet hele sit liv for at forsørge sin mor og søster, og hvordan hun ikke kan blive gift med Sam Loomis, før han har betalt sin gæld af. Og i et nu beslutter hun sig for at tage pengene og ændre sit liv.

I stedet for at køre i banken kører hun til Sam. Undervejs skifter hun bil flere gange, men til sidst er hun så træt – vejret er så dårligt, og hun er kørt forkert – at hun beslutter sig for at overnatte på Bates Motel, som hun tilfældigt er nået frem til. Her møder hun Norman, som  bliver betaget af hende og inviterer hende med op at spise i huset. Men Mary er en æggende bitch, og mor kommer på banen, da hun går i bad.

Herefter følger vi Normans oprydning efter det hele. Hvordan Marys søster Lila opsøger Sam for at høre, om han ved, hvor Mary er. Om detektiven Aborgasts eftersøgning og til slut afsløringen på hele hemmeligheden.

Alfred Hitchcocks film er så tæt Robert Blochs bog, at det kan være svært at skelne dem. Vi får lidt mere indblik i Norman Bates og Mary Cranes psykologi her i bogen, og det fungerer fint. Setuppet med Normans hemmelighed virker også rigtig godt her i bogen – også selvom man har set filmen. Alt i alt kan “Psycho” anbefales, hvis man holder af en god thriller.

Udgivelsesår: 1952

Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Inspireret af et indlæg på Horrorsiden om “den uhyggeligste bog i verden” læste jeg fornyligt Bjarne Dalsgaard Svendsens “Khi-ritualet” – og ja, selvom det er en børnebog, er der bestemt gods i til et godt gys.

Anders og David er venner. Sammen med deres 9. klasse skal de på en lejrskole ved Silkeborg, hvor de skal indsamle planter m.m. til en temauge om biologi. Den første dag finder de sammen med pigerne Linda og Eva et gammelt hus midt inde i skoven. Udvendigt ser huset faldefærdigt ud, men indvendigt er det ikke mishandlet – kun støvet og ubrugt. Der hviler dog en uheldsvanger atmosfære over stedet, og da David ser en skikkelse i et af rummene, får de nok og forlader huset. Men Anders har glemt sin hat, så om aftenen tager de tilbage for at hente den …

“Khi-ritualet” er et grusomt okkult ritualt, som kun bruges af de mest forhærdede, så der er lagt op lidt af hvert, da David og de andre bliver involveret i husets hemmelighed.

Jeg synes, Bjarne Dalsgaard Svendsen fortæller sin historie godt og uhyggeligt. Plottet fungerer, og det eneste jeg synes var lidt irriterende var personernes dialog, men det er formentlig, fordi jeg ikke er teenager mere. “Khi-ritualet” er måske nok ikke den uhyggeligste bog, jeg har læst, men den var god underholdning alligevel.

Udgivelsesår: 2002

The Stand: Captain Trips og American Nightmares

“The Stand” er min absolutte yndlings Stephen King roman, så jeg var helt oppe at ringe, da jeg fandt ud af, at Marvel var i gang med at lave en tegneserie ud af historien.

Men måske fordi jeg er så glad for både bogen og tv-serien, var tegneserien lidt skuffende. Det virker mest, som om man har taget manuskriptet til tv-serien og tegnet ud fra det. Der er ikke mange nyskabelser eller spændende vinkler, og først i bind to “American Nightmares” dukker der noget op, som ellers kun findes i den udvidede bog, der udkom i 1994 (originalen udkom i 1978).

Tegneserien er skrevet af Roberto Aguirre-Sacasa og illustreret af Mike Perkins. Udgaven jeg har læst, er den samlede hardback udgave af 1-5 Captain Trips og 1-5 American Nightmares.

Fear in the Night

“Fear in the Night” er mere en thriller end en egentlig gyser. Den unge Peggy gifter sig med den attraktive Robert efter en ganske kort forlovelse. Han underviser på en drengeskole, og Peggy flytter med ham dertil. Peggy er netop kommet sig over en nervøst sammenbrud, og de to mødte hinanden, mens hun var indlagt.

Dagen før hun skal rejse, bliver Peggy overfaldet i sit værelse. Det eneste, hun når at opdage, er, at hendes overfaldsmand har en kunstig arm. Overfaldet bliver ikke anmeldt til politiet pga. Peggys “hysteriske” fortid, og det kniber også for Robert at tro på hende. Så da Peggy bliver overfaldet i deres fælles hjem, stiller Robert endnu en gang spørgsmålstegn ved det.

Samtidig møder Peggy både skolens inspektør, Michael Carmichael (Peter Cushing) og hans hustru Molly (Joan Collins), og sidstnævnte bryder sig aldeles ikke om Peggy. Og så er der altså noget mystisk med skolen…

Da Robert sendes på et seminarium, skal Peggy blive alene tilbage. Hun er bange og ikke meget for det, men Robert lader hende få et gevær med i seng som beskyttelse. Og i løbet af natten bryder nogen ind, og Peggy ender i en flugt ind på skolen. Nu tror Robert på hende, men hvad er der i virkeligheden sket?

Jeg synes ikke, at “Fear in the Night” var en voldsomt god film. Instruktør Jimmy Sangster prøver at lave en overraskende finte, men det lykkes ikke helt. Joan Collins spiller heks ganske fortræffelig, og Peter Cushing er jo altid en fornøjelse. Han får dog ikke lov til at udfolde sig særligt her, og historien virker lidt træt.

Instruktør: Jimmy Sangster
Udgivelsesår: 1972

The Mummy (1932)

I 1921 finder et hold britiske arkæologer den 3700 år gamle mumie Im-Ho-Tep. En af ekspeditionens deltagere åbner rullen “The Scroll of Thoth”, som bliver fundet sammen med mumien, og han bliver sindssyg, da han læser den, og mumien kommer til live.

10 år senere er endnu et hold arkæloger på stedet. De har intet fundet af værdi, så da ægypteren Ardath Bay tilbyder at vise dem, hvor den ægyptiske prinsesse Anck-es-en-Amon ligger begravet, lader de sig overbevise. De finder også graven, men det viser sig, at Ardath Bay har skumle bagtanker. Han er nemlig den genopstandne mumie og prinsessen var hans elskede. Nu vil han genoplive hende, og da han finder hendes sjæl genfødt i den smukke Helen, har han ingen skrupler.

“The Mummy” er ikke uhyggelig i vore dages standard, men ikke desto mindre gør Boris Karloff endnu en gang et uudsletteligt indtryk. Han har rollen som Im-Ho-Tep/Ardath Bay, og det lykkes ham at skabe både uhygge og medlidenhed omkring hans figur.

Instruktør: Karl Freund
Udgivelsesår: 1932

Baby Doll

“Baby Doll” er en lille tæt film om Eva, der netop er blevet mor. Hun beslutter sig for at holde sin barsel på sin afdøde bedstemors gård, hvor hun selv har tilbragt mange ferier.

Men efterhånden som manglen på søvn og følelsen af utilstrækkelighed som mor overmander Eva, får hun følelsen af, at bedstemoren holder øje med hende. Og det kommer frem, at ferierne hos bedste ikke altid var ren idyl.

“Baby Doll” tegner et flot psykologisk portræt af en ung mors sammenbrud, og Jon Bang Carlsen skaber en intens og skræmmende atmosfære med ganske får virkemidler. Mette Munk Plum er i store dele af filmen alene på skærmen sammen med babyen, og hun bærer rollen overbevisende. Også Bodil Udsen som den skarpe bedstemor, der dukker op fra mindernes dyb, spiller skræmmende.

Instruktør: Jon Bang Carlsen
Udgivelsesår: 1988

Hellboy – The Golden Army

Første film om Hellboy gjorde ikke noget stort indtryk på mig, selvom det ellers var Guillermo del Toro (Pans Labyrint), som instruerede. Han sidder igen i stolen i anden del af Hellboys saga, og denne gang blev jeg væsentlig bedre underholdt.

For mange mange år siden indgik menneskene en våbenhvile med skovens væsner, efter at alfernes konge, Balor, havde skabt en uovervindelig hær og næsten knust menneskene. Hæren kan kun vækkes til live af den, der bærer den gyldne krone. Balors søn, Nuada mente dog, at menneskene  skulle udryddes og forlod elvernes land i landflygtighed.

I nutiden dukker menneskenes del af den gyldne krone op på en auktion, og pludselig står Nauda der og med vold tager han kronen tilbage. Burea for Paranormal Research and Defense tilkaldes, og Hellboy forsøger sammen med Abe og Liz at finde ud af, hvad der er sket, og efterfølgende at finde frem til Nuada.

Imens lykkes det Nuada at slå sin far, kong Balor, ihjel, og nu mangler han kun søsteren, Nualas, del af kronen, før han kan vække hæren. Men Nuala undslipper, og finder vej til Hellboy og de andre, og nu forsøger de at gemme hende for Nuada. Men de to tvillinger har en indbyrdes forbindelse, og da Nuada dukker op, lykkes det ham at såre Hellboy dødeligt. For at redde Hellboy må Liz og Abe sammen med den nye medspiller Johan Krauss drage til Nuada medbringende den sidste del af kronen.

Jeg så “Hellboy – The Golden Army” på blue-ray, og alt andet lige så gav det lige en ekstra dimension på det visuelle. Man kan virkelig se forskel, i forhold til den billige dvd-afspiller jeg tidligere så film på. Farverne var dybere og billedet langt skarpere, og det gør naturligvis oplevelsen mere intens. Samtidig synes jeg, at historien var underholdende, og selvom jeg ikke er vild med Hellboy-figuren, så gør Ron Perlman det nu ganske godt som den rødhudede djævel.

Visuel effekts var fantastiske, og man ser Guillermos fascinerende univers, som også vises i “Pans Labyrint” udfolde sig, så det nærmest er en historie i sig selv. Og så var der både humor og action, så alt i alt et par timers fin underholdning.

Filmene om Hellboy bygger på Mike Mignolas tegneserie.

Instruktør: Guillermo del Toro
Udgivelsesår: 2008

Craig

“And as I slowly descended form sanity into madness the only question remained … Was I ever really sane …” Med disse ord slutter “Craig”, som er en rejse ind i en mand, der langsomt nedbrydes, til det til sidst slår klik.

Craigs forældre dør i en brand, hvor også hans søster kommer voldsomt til skade. Hun ligger nu i dyb coma, og Craig er helt alene. Han har godt nok vennen Cliff, men denne er alt for opslugt af sit eget liv og egne problemer til at se, at Craig langsomt synker dybere og dybere ind i sig selv. Verden omkring ham behandler ham som skidt, hvis den overhovedet ser ham, og da han i desperation ringer efter en luder, gør hun nærmest nar af ham. Til slut springer kæden, og Craig begynder at betale omverdenen tilbage – for “is anyone really innocent?”

Her er mange gode takter i filmen. Selve grundidéen, om hvad der skaber en morder, er rigtig interessant, og Kim Sønderholm er selv god i rollen som Craig. Her er også flere overraskende scener, hvor selvom jeg sad og ventede på, at nu skete der noget, så blev jeg alligevel forskrækket. Sønderholm forsøger at filme med skæve vinkler og anderledes skud, og flere gange lykkes også det rigtig godt. Og så er det en sjov detalje, at Lloyd Kaufman fra Troma dukker op som Craigs indre stemme.

På minussiden er der desværre også flere ting. Scenerne, hvor vi ser hele rum, virker utroligt flade. Det virker som om lyssætningen slet ikke er på plads. Der er flere kiks i kontinuiteten, som fx nu har Johnny ingen solbriller på og i næste klip er de der. Manuskriptet halter også lidt, fx finder politiet allerede efter første mord Craigs fingeraftryk, men de gør intet for at hente ham ind. Og til slut i filmen er den hektiske biljagt og jagten på Angela klippet, så der nærmere er tale om en søndagstur i skoven. Endelig har jeg også et alvorligt problem med film, hvor der tales skole-engelsk. Jeg er klar over, at skuespillerne er castet fra flere lande, og det sikkert er for at give filmen et mere internationalt snit, at man taler engelsk, men det virker så irriterende på mig.

Trods hele den ovenstående svada synes jeg egentlig godt om “Craig”. Sønderholms portræt af Craig bærer i høj grad filmen, og det er lykkes at filme hans mentale sammenbrud rigtig godt. Lydsiden fungerer flere steder fantastisk, som når Craig kvæler … mens baggrundsmusikken nærmest lyder som dæmoner, der skriger. Også de rystet optagede scener, hvor Craig nærmest ryger ud af sig selv, fordi hans medicin ikke virker mere, fungerer super.

Mange af problemerne i filmen hænger formentligt sammen med et lille budget, og kan derfor undskyldes på den konto. Jeg tror, at med et større budget og lidt strammere styring ville “Craig” have været helt i topklasse. Rå som den er nu, er den dog stadig et godt forsøg ud i seriemorder genren, som man sagtens kan bruge et par timer på.

Instruktør: Kim Sønderholm
Udgivelsesår: 2008

Lyt også til sangen “Cruel Is My Love, Sore Is My Heart” af Cyanide Savior, som Manoush synger i filmen. Den er utrolig stemningsfyldt.

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Nattevagten

Et gensyn med “Nattevagten” som jeg første gang så, da den gik i biografen i 1994, blev en skræmmende tur ned ad Memory Lane. “Nattevagten” var præcist så god, som jeg huskede den.

Martin og Jens er to unge jurastuderende med kærester, lejlighed osv. I sin fritid arbejder Martin som nattevagt på retsmedicinsk Institut, og mens Martin virker umiddelbart tilfreds med hverdagen, er Jens bange for at falde i småborgerligheden. Han udfordrer derfor Martin til, at ingen af dem må sige nej til et forslag de næste to uger. Det fører Martin i kontakt med den unge prostituerede Joyce, der ender som offer for den seriemorder, der hærger byen, og pludselig er Martin hovedmistænkt i sagen.

Det var “Nattevagten”, som startede den bølge af gysere, der ramte Danmark i 1990′erne. Efter den kom “Sidste time“, “Mørkeleg“, “Besat” m.fl. Nogle af filmene var knap så gode, men flere af dem blev okay publikums-successer. “Nattevagten” står dog i særklasse med over 465.000 solgte billetter.

“Nattevagten” er en effektiv psykologisk gyser med et egentlig simpelt plot. At den lykkes så godt som den gør, skyldes dels rigtig gode skuespils præstationer af bl.a. Ulf Pilgaard, Nikolaj Coster-Waldau og ikke mindst Kim Bodnia som den næsten psykoptatiske Jens og Rikke Louise Andersen i rollen som Joyce. Hun virker så skrøbelig, og scenen hvor Jens og Martin kører psykisk terror mod hende er ualmindelig væmmelig at se.

Dels er filmen i særklasse pga. den spændende brug af kamera og lys, så når Martin går sine runder i de tomme hospitalsgange, sidder tilskueren næsten med hjertet oppe i halsen hele vejen – også selvom der ikke sker det mindste det meste af tiden. Endelig er musikken af Sort Sol bestemt også med til at køre stemningen op.

Filmen blev genindspillet til det amerikanske markede (med Ole Bornedal som instruktør) i 1997. Jeg har ikke fået set denne udgave (som jeg iøvrigt tvivler på kan leve op til originalen), men ifølge UnCut er der sket flere ændringer. Bl.a. blev flere scener fjernet eller skrevet om, som f. eks. Joyces blowjob der blev til et handjob, og så var der ingen sex i lighuset.

Mit forslag vil derfor være – se den danske originaludgave af “Nattevagten”, og lad amerikanerne om at se den tammere version.

Instruktør: Ole Bornedal
Udgivelsesår: 1994