august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar HolstBoutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn

Spøgelseshistorier af Lafcadio HearnSpøgelseshistorier er en meget tynd bog. Så tynd at jeg nærmest ikke nåede at blive grebet, før sidste side var vendt.

Forrest er en kort indledning om forfatteren Lafcadio Hearn (1850-1904) skrevet af Poul Malmkjær. Her fortæller Malmkjær om, hvordan Hearn i sin samtid var den første store formidler af Japan til Vesten. Hearn blev født i Grækenland (hans mor var græker og hans far englænder) men boede i barndommen forskellige steder. Hearn blev gift japansk og søgte i 1894 japansk statsborgerskab. I løbet af en ret kort årrække udgav han en række bøger med udgangspunkt i Japan, lige fra skildringer af japanske hverdagssæder og skikke, til genfortællinger af japanske sagn og legender og egne bidrag til genren, spøgelseshistorier.

Indledningen slutter af med et uddrag fra Hearns essay Nightmare Touch fra samlingen Shadowings. Her fortæller Hearn om frygten for spøgelser, og dette lille uddrag er efter min mening det bedste i bogen, for her fornemmer man virkelig Hearns evne til at fortælle, så det står lyslevende for læserens øjne. Jeg er ikke bange for mørket, men efter denne korte tekst, var det lige før jeg blev det.

Resten af bogen består af Hearns gendigtninger af japanske sagn og spøgelseshistorier.

“Ingwa-Banashi” handler om daimyoens døende hustru, der som et sidste ønske tilkalder den 19-årige konkubine Yukiko. Hustruen forsikrer Yukiko om, at denne fortjener at blive daimyoens nye hustru, når hun selv er død. Men hun håber, at Yukiko vil gøre hende en sidste tjeneste – bære hende udenfor så hun kan se kirsebærtræets blomster en sidste gang …

“En sommernats drøm” er Hearns tanker fra en rejse han foretog blandet med en genfortælling af to japanske myter, som han kommer til at tænke på undervejs. Den ene handler om fiskerdrengen Urashima Taro, som følger en smuk pige til Havets Drageguds palads. Den anden om den gamle brændehugger som ved et tilfælde finder ungdommens kilde.

“Legenden om Yurei-Daki” handler om en gruppe kvinder, som efter fyraften underholder hinanden med spøgelseshistorier. Én af dem tager imod udfordringen om gå alene op til Yurei-Daki (Genfærdenes vandfald), men da hun kommer tilbage …

“I en kop te” er et brudstykke af en fortælling, som aldrig er blevet færdiggjort. Hovedpersonen er en slags væbner, som i en kop te ser spejlbilledet af et ansigt, der ikke er hans eget.

“Yuki-Onna” handler om to brændehuggere, som en kold vinternat bliver overrasket af en snestorm. De finder ly i en lille hytte, men om natten har den yngste brændehugger en underlig drøm.

Den sidste fortælling hedder “Forsoningen”. En ung samurai fra Kyoto lader sig skille fra sin hustru, da han må rejse bort for at komme i tjeneste hos guvenøren over en fjern provins. Samuraien gifter sig igen, men som årene går, tænker han oftere og oftere på sin første hustru. Da hans tjeneste er ovre, søger han derfor tilbage til Kyoto for at opsøge sin første hustru, og stor er glæden da hun tager kærligt imod ham.

Historierne er for så vidt glimrende, men de er meget korte. Næsten alle er blot et par sider med undtagelsen af ”En sommernats drøm”, som er på 18 sider. Det lille omfang gør, at jeg synes, det er svært helt at blive grebet af Hearns univers. Endelig synes jeg heller ikke, at der er særlig stor sammenhæng mellem introduktionsdelen og spøgelseshistorierne til sidst. Derved bliver bogen en mærkelig størrelse, som jeg havde lidt svært ved at blive grebet af.

Når det er sagt, må jeg dog også sige, at jeg fik lyst til at læse mere af Lafcadio Hearn. Det var dog hovedsageligt på grund af uddraget fra essayet Nightmare Touch, som, så vidt jeg kan se, desværre ikke er oversat til dansk i sin helhed.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1994
Forlag: Fisker & Schou, 53 sider
Omslag: Per Arnoldi

Indhold:

Om forfatteren
Ingwa-Banashi
En sommerdags drøm
Legenden om Yurei-Daki
I en kop te
Yuki-Onna
Forsoningen

Læs også:

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Vores endeløse dage af Claire Fuller

Vores endeløse dage af Claire FullerVores endeløse dage er historien om Peggy Hillcoat, som i 1976, da hun er otte, bruger sommeren på at spille sin elskede plade, “The Railway Children”, og lytte til moderens flygelspil.

Men efter en familiekrise, som Peggy først forstår meget senere, tager hendes far hende med fra London til en øde hytte i en fjern europæisk skov. Dér fortæller han Pegge, at resten af verden er gået under. Og derefter er hendes liv reduceret til et klaver, som laver musik uden lyd. En skov, hvor alt, hvad der lever og gror, kun tjener til overlevelse. Og en lille træhytte, som er ALT.

Peggy bliver ikke set før 9 år senere. (fra bagsiden)

Horsens Bibliotek, hvor jeg arbejder, har vi hvert år et arrangement kaldet ‘Årets bøger’. Her udvælger mine kollegaer og jeg 5-6 titler, der står som nogle af de bedste eller mest interessante, vi har læst det år. Vores endeløse dage var min kollega Thomas’ valg i 2017, og nu har jeg endelig fået læst den.

Vores endeløse dage er en smuk og forfærdelig roman. Smuk fordi den beskriver barnets urokkelige kærlighed til forældrene, og forfærdelig af samme grund. Lille Peggy accepterer sin fars forklaring uden at stille spørgsmålstegn, måske fordi en blotlæggelse af hans store løgn vil være værre?

Jeg var helt opslugt under læsningen, som både fik vrede og tårer frem hos mig. Det er næsten umuligt at forestille sig, at noget som historien her kunne ske udenfor fiktionens verden. Men så dukker historierne om Josef Fritzel og ægteparret David & Louise Turpin op, og man må indse, at virkeligheden kan være frygtelig meget værre.

Andre skriver:

[…] ’Vores endeløse dage’ er på ingen måde en dystopisk roman, men en meget stærk roman om menneskelig undergang og en lille piges selvudvikling og indre lidelser i et ensomt liv bygget på løgne. (Litteratursiden)

[…] Man kender det godt, det postapokalyptiske familiedrama. I filmatiseringen af Cormac McCarthys ‘Vejen’, for eksempel, er verden gået under, og en far – Viggo Mortensen, det smukke menneske – vandrer med sin søn gennem et øde og fjendtligt landskab. Det er skræmmende, men man føler sig tryg, så længe farfiguren er der og baner vejen foran én. Men forestil Dem så, at han vender sig om og i virkeligheden slet ikke er Viggo Mortensen, men Josef Fritzl! Dét er omtrent følelsen, der dominerer ‘Vores endeløse dage’, engelske Claire Fullers debutroman. (Weekendavisen)

[…] Det er en fascinerende og fantastisk skræmmende historie om hvordan en mand nærmest har kidnappet sin datter og bortført hende fra samfundet i den forstand, at hun i mange år vitterligt tror på, at de er verdens sidste mennesker. Beskrivelserne af naturen omkring die Hütte er utroligt smukke og Charlotte Kornerup, der har stået for den danske oversættelse, har formået at gøre naturen levende i sin oversættelse. Ikke alt er som man tror undervejs og jeg var forbløffet over Fullers evner til at narre sin læser, da jeg vendte bogens sidste side. (Ord fra en bibliofil)

Om Vores endeløse dage:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Olga, 262 sider
Omslag: Leo Nickolls og Joyce Grosswiler

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Vejen af Cormac McCarthy
Ormeføde af Irene S. Rasmussen

Skyggeverden af Jonas Wilmann

Skyggeverden af Jonas WilmannPsykologen Helena Andersen kaldes akut ud til en sag om vanrøgt i Gedesby på Falster. En familie i ilde forfatning er blevet hjulpet ud af et kondemneret hus i et oversvømmelsesramt område. Men hvorfor er Nykøbing Sygehus overrendt af regeringsfolk, da Helena ankommer? Hvorfor er sikkerhedsopbuddet så stort? Hvad er det, hun ikke får at vide om familien?

I den anden ende af landet har sagen fanget professor i antropologi, Albert Levins, interesse. Han er blevet det akademiske miljøs paria med sine teorier om Homo Subterranea, underjordsmennesket, men nu øjner han et håb i Gedesby. Kun et enkelt billede af familien er sluppet ud, men professoren er overbevist om, at de varsler et gennembrud i hans teorier om mennesket, der lever under jorden. (fra bagsiden)

Hvor mange udgivelser kan en forfatter nå på et år? A. Silvestri har indtil videre førstepladsen med fem udgivelser i 2018, men Jonas Wilmann ånder ham i nakken. Indtil videre har han udgivet tre bøger i år: novellesamlingen Helvede, børnebogen Døden venter i Thule samt nærværende roman Skyggeverden.

På sin blog fortæller Wilmann om arbejdet med Skyggeverden, som er det værk, det har taget ham længst tid at skrive: fem et halvt år. Idéen opstod i 2013: “[…] jeg fik den idé, at jeg ville skrive en bog om et hold ambitiøse, drevne mennesker, der stræbte mod et fælles mål, en videnskabelig indsigt af en art, men deres stræben skulle kun lede til regrediering.” Undervejs lagde han bogen væk flere gange. Historien skulle lagre sig og finde sin form. Og jeg må sige, at det er lykkedes.

Som regel er jeg ret begejstret for Wilmanns bøger, men da jeg læste Helvede, havde jeg lidt en følelse af at have set det før. Det er IKKE tilfældet her. Skyggeverden udfordrer og skræmmer; personerne er levende og interessante; og slutningen er én lang accelererende overraskelse.

Historien er lidt en blanding af Jules Verne Rejsen til jordens indre og filmen The Decent, men er samtidig noget helt andet. Beskrivelsen af den ambitiøse psykolog Helena, som undervejs forandrer sig dramatisk, er isnende. Fra at være i total kontrol kun med fokus på sine ambitioner river mødet med Homo Subterranea forhænget væk fra hendes øjne.

For Albert Levin er opdagelsen derimod et karrieremæssigt kvantespring. Fra at være forskerverdens paria er han pludselig eksperten alle vil gnide skuldre med. Spørgsmålet er dog om Albert følger sine ambitioner eller sin menneskelighed.

En helt igennem kuldslået, rystende og velskrevet fortælling som kun kan anbefales.

Uddrag af Skyggeverden:

“Da jeg åbnede døren, kom der den sygeste stank ud, og inde i entreen lå der det eller andet. Ja, jeg ved sgu ikke, hvad det var. Noget med pels på, der var halvt ædt og gylpet op igen. Jeg går ud fra, at teknikerne har været derude nu og puttet det i en pose. Eddermame glad for at det ikke er mig, der skal rode i det lort. Nå, men jeg gik uden om tingen. Skulle ikke nyde noget af at træde i den. Gulvbrædderne var vinde og skæve, det var ligesom Hurlumhejhuset på Bakken, du ved. Fuldstændig syret som det hele havde slået sig derinde. Og væggene var sorte af svamp, det sad nærmest i kager og rakte efter en.”

Stefan – hvis tålmodighed med den unge Rørbyes maleriske forklaring vist var lige så tyndslidt som de andres – skulle til at tænde en smøg, men Blicher rømmede sig og mindede ham derved om, at firserne var ovre. Smøgen røg tilbage i pakken, og Rørby fortsatte.

“Da jeg kom ind i stuen, var jeg lige ved at gå baglæns ud igen. Hvis det ikke var for uniformen, havde jeg fandeme gjort det. Det havde jeg. Det vrimlede med fluer derinde, der må have været en million af dem, de summede, så jeg ikke havde kunnet høre min telefon ringe på fuld styrke. Og det er klart, for der var lort ud over det hele, også på væggene. De havde tegnet med det eller sådan noget.

Jeg er før blevet kaldt ud til klamme steder, hos psykisk syge og sådan noget, hvor folk ikke lige har kunnet ramme potten, men der her slog sgu alt. Jeg har vitterlig ALDRIG set noget så … ja, undskyld sproget, men FUCKING KLAMT i hele mit liv.

Jeg gik forbi en åben dør ned til kælderen. Vandet stod op til midt på trappen, og der lå fandeme to døde rotter og flød på overfladen. Det kunne bare ikke passe, at nogen boede i det svineri.”

Helena prøvede at synke en klump så stille, at de andre ikke skulle bemærke det. Den her sag var slem. Værre end noget de før havde set. (side 20-21)

Om Skyggeverden:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: KAOS, 245 sider
Omslag: Shudderstock, Barandash Karandashich

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett, John Tomlinson og Steve White
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Dark matter af Michelle Paver
Afsind af Martin Schjönning
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann

Dommedagskometen af Erik Juul Clausen

Dommedagskometen af Erik Juul ClausenDa astronomen Freydis Ängström ved Gaurinsankar Oberservatoriet opdager en ny komet med retning mod jorden, får det stor medieopmærksomhed. Særligt da et af de offentliggjorte billeder viser den nye komet som et lysende øje i Hestehovedtågen. Aviserne fyldes med overskrifter som “Ny Betlehem-stjerne” og “Dragens øje kommer til jul”, og medierne svælger i historier om kometer og dommedag.

Og ikke kun i den vestlige verden vækker den ny komet opsigt. I den iranske by Qum  reagerer organisationen Troens Vogtere øjeblikkeligt. At tage billeder af kometen er blasfemi og vil blive straffet, hvis ikke observatoriet straks tilintetgører dem.

Historien fortælles gennem forskellige vinkler. Vi følger Freydis og hendes to kollegaer på det ensomt beliggende observatorium i Himalayabjergene. Nyhedsmediernes vinkel følges bl.a. gennem den tyske Georg Friedrich Bischoff, der som den første journalist aner potentialet i Freydis fotos. Endeligt er der Troens Vogtere, hvor vi introduceres til organisationen og følger deres bestræbelser på at tilintetgøre billederne af kometen.

Jeg var godt underholdt af Dommedagskometen, der er en interessant blanding af videnskab og spændingsroman. Måske er plotdrejningen med de muslimske ekstremister lidt søgt, men da Erik Juul Clausen ret spændende fortæller om oprindelsen af den berømte snigmorder sekt Assassinerne, og i øvrigt holder en god balance mellem de forskellige plottråde, så gør det ikke spor.

Erik Juul Clausen er en effektiv skribent, som sprogligt har fokus på indhold fremfor form. Resultatet er blevet en interessant spændingsroman fyldt med faktaoplysninger om kometer, undergang og meget mere. I min verden herlig underholdning der passer perfekt til en eftermiddag i hængekøjen.

Uddrag af Dommedagskometen:

Hvad er – videnskabeligt set – chancen/risikoen for verdens undergang? Kan verden “gå under”, altså blive pludseligt udslettet?

Det kommer an på, hvad man forstår ved verden. Hvis verden defineres som en civilisation i en by eller et land, er svaret: Ja. Mange byer og nogle lande er pludselig forsvundet, enkelte som om de bogstaveligt taget er sunket i jorden.

Vandskælv fremkaldt af vulkanen Thera, hvis synlige rester i dag er øen Santorini, bortskyllede den minoiske kultur på Kreta og efterlod kun legender om Atlantis. Kulturlag med potteskår under metertykke lerlag i Abrahams fødeland Kaldæa – stjernetydernes og drømmetydernes land – vidner om oversvømmelser, som den lokale befolkning må have oplevet som verdens undergang.

Indbyggerne i Pompeji og Herkulanum må have troet, at verden gik under. Også i dette århundrede har vi et eksempel på, at en by er blevet udslettet så brat som Bibelens Sodoma og Gomorra. Kun én af St. Pierres 30.000 indbyggere, en straffefange i en underjordisk celle uden vinduer, overlevede den ildsky, som i et par minutter efter eksplosionen kl. 07.59 den 8. maj, Kristi Himmelfartsdag 1902, indhyllede hovedbyen på Martinique.

Det, der er sket før, kan ske igen. Vulkanerne er ikke døde, de sover kun, og de vil vågne igen. Vulkaner, jordskælv og oversvømmelser vil med uforudsigelige mellemrum fremkalde lokale udgaver af “jordens undergang”. Dette må betragtes som 100% sikkert.

Men hvis man ved verden forstår hele menneskeheden, altså alle de civilisationer, der omslutter kloden, stiller sagen sig helt anderledes. Den kan ikke udslettes af nogen af de kendte former for naturkatastrofer; det er umuligt alene af den grund, at de er lokale, mens menneskeheden er global. Også dette er 100% sikkert.

Så eksisterer der altså ikke i naturen noget, der med ét hug kan ramme hele menneskeheden? 

Jo. Men ikke her på jorden. (side 127-128)

Om Dommedagskometen:

Udgivelsesår: 2000
Forlag: Hovedland, 318 sider
Omslag: Jørgen Sparre

Etatsråden af Arne Munk

Etatsråden af Arne MunkJeg-fortælleren er modvilligt flyttet til Vestjylland på sin hustrus Tove foranledning. Hun faldt pladask for et gammelt hus, langt fra naboerne og tæt på skoven, og nu har ægteparret lejet huset med deres tre børn og er flyttet ind. Men det varer ikke længe, før fortælleren begynder at opleve mærkelige ting. Blandt andet ser han jævnligt en ældre herre med et ødelagt ansigt iklædt tøj fra en anden periode.

Manden viser sig at være husets tidligere ejer, etatsråd Magnus Andersen, der har været død i mange år. Om etatsråden går der mange historier på egnen. Han var københavner, men opkøbte store arealer land i Vestjylland, ligesom han var drivkraften bag veje og privatbaner. Han stod selv bag byggeriet af huset og anlagde ligeledes selv søen, som han fyldte med frøer. Dog boede han kun i huset fra begyndelsen af maj og indtil sommeren satte ind. Resten af tiden var huset lukket af. Og sikke et hus:

“Et ejendommeligt hus, slog det mig. Det havde været arkitekten eller bygherren magtpåliggende, at verdenshjørnerne skulle repræsenteres så rigeligt som gørligt og muligt. Øverst oppe under taget havde man ligefrem tårnfornemmelser. Fire nicher med vinduer mod nord, syd, øst og vest. Rummet var lavt og levnede ingen voksen mand ståhøjde. Midt i stod en plysstol på en drejeskive. Uden nævneværdig kraftanstrengelse kunne man snurre hele kompasset rundt og således gardere sig mod enhver overraskelse udefra.

Mod vest kunne man følge trafikken over dæmningen. Mod syd færdselen ad landevejen. Mod nord havde man udsigt til skoven og engdraget, og mod øst lå de åbne marker med spredte bevoksninger. Enhver fremtrængende fjende ville blive observeret, før han kunne slå til. Søen, dæmningen, stigbordet og træbroen over udløbet støttede borg- og voldgravsfornemmelserne. Etatsråden ville åbenbart ikke overraskes, eller ønskede han blot som en majestæt at trone over sit udstrakte rige? I forbindelse med ham knyttede det ene uløste spørgsmål sig til det andet. Overalt efterlod han sig gåder.” (side 13)

Mens Tove intet mærker til etatsrådens tilstedeværelse, bliver fortælleren mere og mere påvirket. Og så begynder børnene også at opleve noget …

At læse Etatsråden er lidt som at samle et puslespil. Hver brik tilføjer noget til det store billede, men overblikket kommer først allersidst. Jeg synes personligt godt om historien, men den falder ikke nødvendigvis i alles smag. Sproget er til tider noget gammeldags konstrueret, så man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Ligeledes er der mange spørgsmål, vi ikke fuldt får besvaret. Jeg ville gerne vide meget mere om etatsrådens liv, f.eks. hvorfor han kun boede i huset i perioder, og hvorfor det blev bygget som en fæstning? Endelig er det ind i mellem svært at skelne mellem fortællerens drømme, og det han oplever i vågen tilstand. Sidstnævnte er formentlig bevidst fra forfatterens side, men virker lidt forvirrende under læsningen.

Når jeg alligevel synes godt om Etatsråden, er det fordi, den ganske simpelt virker. Som læser følger vi fortællerens langsomme opløsning, mens han opsluges af fortidens syner. Efterhånden som han sætter sig ind i etatsrådens liv, bliver han mere og mere tiltrukket af naturen, som før efterlod ham ligegyldig. Og han udvikler en stor sympati for husets tidligere ejer, som han tillægger en masse gode egenskaber. Samtidig falder hans ægteskab fra hinanden, for Tove kan ikke acceptere fortællerens optagethed af ‘det overnaturlige’. Eller er det fortælleren som ikke kan acceptere Toves syn på livet?

På nogle måder minder Etatsråden mig om The Haunting of Hill House af Shirley Jackson. Her er samme dystre stemning, og samme tvivl om vi overhovedet kan stole på fortællerstemmen. Her er mareridtsagtige skildringer af omgivelserne, og derudover er her pludselige voldsomheder, hvor etatsrådens karakter i glimt afsløres. For mig samler det hele sig til en fascinerende og sært skræmmende historie, som absolut kan anbefales. Men den kræver som sagt, at man giver sig tiden til den.

Om Etatsråden:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Sesam, 140 sider
Omslag: Bente Polano

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Hundene af Allan Stratton
Forglemmigej af Teddy Vork

Børnene fra grotterne af Henriette Rostrup

Børnene fra grotterne af Henriette RostrupHelt alene i en kulsort celle drømmer Alif om at være tilbage på Den Anden Side sammen med sine venner. Men han er gået igennem portalen, og nu er han blevet fanget af Folket. Pigen Linnea og ulven, som hjalp ham i Drengen fra Krematorium D er væk, og nu har han kun sig selv.

Men efter noget tid kommer en pige ind i nabocellen. Alta hedder hun. Hun fortæller, hvordan hun jævnligt bliver hentet op fra cellen for at være sammen med MOR. Og en dag er det Alifs tur til at blive hentet. I stedet for at bringe ham mad tager Vagten ham med op i en forfalden by fyldt med voksne med døde, tomme øjne.

Da Alif kommer i kontakt med pigen Sita, opstår et håb om at han kan slippe ud af cellen og komme tilbage til sin egen verden. Sammen med Alta vil de befri børnene fra grotterne og stikke af. Men hvordan skaffer de proviant til turen? Kan de få fat i vagtens nøgler? Og kan Alif overhovedet finde tilbage til portalen?

Børnene fra grotterne er anden del af Henriette Rostrups dystopiske spændingsserie De dødes by. Historien udspiller sig i et realistisk univers med drys af fantasy og eventyrtræk. I Alifs verden er alle voksne taget af ’sovesygen’, og når børnene bliver ældre, forsvinder de også. I Folkets verden er der derimod ingen børn, kun børnene i cellerne som er kidnappet fra Alifs verden.

Historien fortælles i førsteperson via Alif, og det er en dyster, til tider næsten håbløs situation, han står i. Heldigvis finder han styrke i venskabet med Alta og Sita, og da muligheden for at stikke af opstår, vokser han med opgaven.

Henriette Rostrup skriver levende, og historien er spændende. De to første bind er dog nærmest helt forskellige historier, og vi efterlades med mange løse ender i slutningen af Børnene fra grotterne. Hvad er det med heksen Grimelda og ulvene i Alifs verden? Hvem er pigen Linnea? Hvor er børnene fra Folkets land? Og er alle de voksne i Alifs verden døde?

Jeg er spændt på, om Rostrup får besvaret alle spørgsmålene i det sidste bind, så historien ender som et samlet hele. Det håber jeg, for oplægget er virkelig godt.

Børnene fra grotterne er for børn fra +10 år. Den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, er tegnet af Tom Kristensen.

Uddrag af Børnene fra grotterne:

Da vi kommer ud af tunnelen, bliver jeg et øjeblik helt forvirret af synet, der møder mig. Det er en åben plads, omgivet af lave huse. De er skæve og frønnede, nogle af dem har ikke engang vinduer, men bare huller i muren. På andre er taget faldet helt sammen. Som om der ikke er nogen, der tager sig af det.

Men det vildeste er, at der er mennesker alle vegne, voksne mennesker. Levende, voksne mennesker. De står i døråbninger og i vinduer. Først bliver jeg helt vildt glad ved synet, men så er det, som om der er noget, der er helt skævt. Det tager mig et øjeblik at regne ud, hvad det er. Der er ingen børn, overhovedet. Ingen, der hjælper til, ingen der løber rundt og leger. Det er helt omvendt. Som om børnene blev på Vores Side, og de voksne strandede her.

Jeg mærker et greb om skulderen, og først tror jeg, det er Grimfjæset igen. Men da jeg vender mig om, ser jeg lige ind i ansigtet på en kvinde af ubestemmelig alder. Hendes fingre borer sig ned i min skulder, og jeg råber højt. “Av. Giv slip.”

Hun rækker ud for at ae min kind, men jeg trækker hovedet til mig. Jeg skal ikke nyde noget. Hun ser syg ud. Der er noget med blikket, der er helt tomt, og hendes grålige hud. Hun blotter tænderne i et usikkert smil.

“Anton?” siger hun. Det lyder i hvert fald sådan. (side 25-26)

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Børnene fra grotterne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 144 sider
Serie: Den døde by; 2
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Drengen fra Krematorium D af Henriette Rostrup
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Rød sne af Thomas Ringstedt

Rød sne af Thomas RingstedtI 1918 hærgede den spanske syge verden over og slog flere folk ihjel end 1. verdenskrig.

På et laboratorium i Sverige er det lykkedes en gruppe forskere at fremstille en usædvanlig aggressiv variant af virussen.

I en skov bliver tre dyreaktivister slået ihjel, og tæt på findestedet arbejder en tysk nynazist på at etablere en ny verdensorden.

Da der sker et indbrud i laboratoriet, er det kriminalkommissær Ulf Beow, der skal forsøge at finde hoved og hale på begivenhederne. Til at hjælpe sig får han den unge mikrobiolog, Lotta Nordenflycht. (fra bagsiden)

Jeg har længe haft Rød sne til at ligge i ‘to-read’ bunken, og her i sommervarmen blev Thomas Ringstedts debutroman endelig hevet frem af bunken.

Som bagsideteksten indikerer, er vi i Sverige, hvor Ulf Beow sættes på sagen om indbruddet i Linnéinstituttet for Biomedicin. Tilsyneladende er der blot blevet stjålet nogle forsøgsdyr. Men laboratoriet ligger også inde med nogle farlige virus, og mikrobiologen Lotta Nordenflycht har en grim mistanke i forbindelse med en af kollegaerne.

Da de tre dyreaktivister nogle dage senere findes dræbt, er det nærliggende at tro, at der er en sammenhæng. Kan aktivisterne have stjålet den farlige virus, og være blevet likvideret af deres samarbejdspartnere? Men hvem er det i givet fald? Og hvad vil vedkommende bruge virusset til?

Rød sne er drønspændende. Thomas Ringstedt skriver levende og formår at få den mere videnskabelige del med virus og pandemi-truslen til at falde naturligt ind i fortællingen. Samtidig har han også sans for at opbygge plottet, så der lægges masser af spor ud, men først til sidst samles alle trådene.

Jeg er ret begejstret generelt for videnskabsthrillers, og Rød sne hører bestemt til i den gode ende. Den er både spændende og underholdende, og som alle gode historier rummer den også stof til eftertanke. For selvfølgelig vil en verdensomspændende pandemi være forfærdelig. Men menneskets misbrug af jorden og masseudryddelse af alle andre dyrearter er heller ikke uproblematisk. Og kan man sige, at nogen har mere ret til at overleve end andre?

Uddrag af Rød sne:

“Du har ikke fortalt, hvad det er for nogle sygdomme, I arbejder med.”

“Influenzavirus. Den værste slags.”

Han tænkte på de seneste års katastrofeoverskrifter om influenzapandemier. “Så vi snakker fugle- og svineinfluenza, eller hvad?”

“Nogle gange også det. Men det er desværre ikke alt. Vi har virusstammer, der får både fugle- og svineinfluenza til at ligne en let snue i sammenligning.”

Han svarede først ikke. Han havde altid opfattet influenzapanikken som overdreven. Sikkert fordi han trods alt var født optimist. Samtidig havde den gjort ham klart, at influenzavirus var potentielt dødelige. “I så fald må vi håbe, at nattevagten har ret, og det kun var dyrerummene, de gik efter.”

Hun nikkede. “Det er vel også det sandsynligste. I så fald vil jeg i det mindste selv føle mig roligere.”

“Det vil vi vel alle.”

Hun sendte ham et skævt smil. “Alle? Nja, det er jeg ikke så sikker på.” (side 70)

Om Rød sne:

Udgivelsesår: 21.05.2012
Forlag: Modtryk, 369 sider
Omslag: Nils Olsson/Katslosa Design

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug
Udryddelsen af Kazuaki Takano

Stenvogteren af Rikki Tholstrup Jørgensen

Stenvogteren af Rikki Tholstrup JørgensenDa Charlie er 8 år, dør hans mor i en bilulykke, som han overlever. År senere ændrer hans liv sig endnu en gang.

Charlie bor med sin far og søsteren Ida i landsbyen Søvind lidt udenfor Horsens. Charlie interesserer sig for astronomi, så vækkeuret er stillet til at ringe, så han kan komme op og se Callisto og Yaris II støde sammen på nattehimlen. Ved sammenstødet falder en meteorit ned på marken lige bag Charlies hus, og det lykkes ham at finde den. Nu skal den vises frem i Stjerneklubben.

Men Charlie er ikke den eneste, der er interesseret i meteoritten. I Aarhus på Institut for Fysik og Astronomi er professor Thomas Godthåb vældig interesseret i både Charlie og stenen. Værre er det, at den småkriminelle Ronny også har opdaget, at Charlie har stenen. Og Ronny har en kontakt, der er MEGET interesseret.

For der er nemlig noget særligt ved Charlies meteorit, og det opdager han snart. Pludselige blackouts, men også en uforklarlig lindring af en knæskade Charlie pådrog sig i et orienteringsløb er tegn på, at stenen ikke bare er en almindelig meteorit. Og da Charlie møder Thomas Godthåb, bliver han introduceret til en verden af stenvogtere og kaossten.

Stenvogteren er første del i en serie om Charlie, der kan trække overnaturlige kræfter ud af særlige meteoritter, kaldet kaossten. Serien er rettet mod unge, men voksne kan nu også sagtens hygge sig med læsningen. Kapitlerne er korte, spændingskurven er støt stigende, og historien fanger hurtigt læseren ind. Jeg er vild med forsiden, der er tegnet af Peter Skjøtt, omend den måske signalerer lidt mere gys end fantasy.

Stenvogteren er Rikki Tholstrup Jørgensens debut og en vellykket debut. Jeg var godt underholdt, og jeg er sikker på, at målgruppen vil tage fortællingen om kaossten og stenvogtere til sig med stor fornøjelse.

Om Stenvogteren:

Udgivelsesår: 03.06.2019
Forlag: Dreamlitt, 165 sider
Omslag: Peter Skjøtt

Læs også:

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Blodets bånd af Christian Kronow

Solens kerne af Johanna Sinisalo

Solens kerne af Johanna SinisaloDa pigerne Vera og Mira er små, dør deres forældre i en bilulykke. Deres eneste slægtning er farmoren Aulikki i Finland på gården Neulapää, så pigerne bliver overdraget i hendes varetægt.

Finland har i mange år været lukket mod omverdenen. Det er et Eusistokrat, hvor staten styrer alt – endda kønsbestemmelse af mennesker. I Finland har man nemlig avlet sig frem til en ny type kvinde, eloien, der besidder de vigtigste egenskaber for en kvinde: smuk og lydig. Kvinder, der ikke er tilstrækkeligt feminine, kaldes for morlocker og steriliseres ganske unge. De kan bruges som arbejdskraft i stedet for til avl, indtil arten uddør.

Særligt for Vanna (som Vera nu kaldes, da kvinder ikke må have R i deres navn) er det svært at finde sig til rette. Hun er videnbegærlig og ikke særlig interesseret i tøj og makeup. Det er Manna (Mira) derimod, og Vanna opdager hurtigt, at hun skal følge Mannas opførsel for at passe ind, mens Aulikki i det skjulte giver hende mulighed for at studere.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Vannas breve til Manna. Det er tydeligt, at Vanna har dårlig samvittighed over for Manna, men hvorfor afsløres først langt henne i fortællingen. I mellem Vannas breve er indlagt uddrag fra forskellige bøger, som f.eks. ”En kort historie om domesticeringen af kvinder” og undervisningsmaterialer for eloier. Derudover er der bidder af sange og historier for eloier, og endelig hører vi også enkelte kapitler fortalt af maskoen Jare, der arbejdede for Aulikki en sommer.

Til at begynde med vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle synes om Solens kerne. Opbygningen forvirrede mig, og jeg havde svært at finde frem til selve historien. Men alligevel blev jeg ved med at læse, og lige pludselig var jeg fuldstændig opslugt. Ikke nødvendigvis så meget af historien, som af det univers Johanna Sinisalo har skabt.

Sinisalo definerer Eusistokrati som: ”Den herskende samfundsorden i Finland, ’velfærdsstat’. Bygger på de latinske ord eu (god) og sistere (stå), bogstaveligt talt altså ’blive, forblive i en god tilstand’. Eksempel: ’I et eusistokratisk samfund er regeringens vigtigste opgave at fremme borgernes generelle velfærd og sundhed.’” (side 81) Og der er heller ingen grænser for, hvad staten forsøger at kontrollere. Ud over narkotika er cigaretter, alkohol og chili strengt forbudt. Eloier skal følge en fastlagt undervisning for at blive en god hustru og mor, og de har ikke ret til at eje noget. Og selvom maskoer naturligvis ikke må slå eloier ihjel, så straffes det ikke særligt hårdt. Der er intens overvågning af borgerne, som ikke har adgang til hedonist-staternes teknologi, men til gengæld er der ingen restriktioner i forhold til religion.

Samfundet er helt opbygget efter maskoens seksuelle behov, og – er mit gæt – efter de herskende myndighedspersoners ønske om magt. Men hvordan er den tanke opstået? Udskift bil med kvinde i nedenstående citat og du har svaret.

Det her behøvede ikke engang at være flertallets vilje. Sommetider skal der ikke andet til end en tilpas højrøstet og toneangivende gruppe for at ændre verden til det, gruppens medlemmer vil have. Gruppen behøver ikke engang at være særligt stor. Det er nok, at nogle anfører deres egne personlige præferencer som den eneste rigtige sandhed, og med deres højrøstethed skaber det indtryk, at de har glemte og tilsidesatte masser bag sig. Det er nemt at få én, der har været tilfreds med tingenes tilstand, til at støtte en idé, som vedkommende selv kan få gavn af. Mange kunne leve fint uden en bil eller godt forstå, at det kræver anstrengelser at anskaffe sig en, og at man må gå på kompromis med nogle andre ting. Men hvis en tilpas kraftfuld gruppe konstant banker den tanke ind i hovedet på andre, at det er umuligt at leve uden en bil, at billøshed er en krænkelse af menneskerettighederne – hvor mange ville i den situation takke nej til de gratis biler, staten deler ud?” (side 264-265)

Solens kerne er en dystopisk fortælling, der udspiller sig i en nær fremtid. Finland minder om George Orwells 1984 stat, blot med racehygiejne og kønspolitik dybt implementeret i styret.

Romanen er let at læse, men svær at fordøje. Mange af de videnskabelige ’facts’ er nemlig hentet fra virkeligheden, enkelte dog med få ændringer. De fleste lande har jo brugt racehygiejne som et redskab til at forme samfundet, og selvom de færrest gik så langt som nazisterne, så har vi i Danmark udført tvangssterilisation helt op til 1967! Og hvad angår forsøg på at fremme bestemte egenskaber via avl, kan vi jo bare se på, hvordan kortsnudede hunderacer fremavles helt grotesk med store sundhedsmæssige følger.

Jeg var måske ikke betaget af Solens kerne fra første side, men det var jeg, da jeg lagde den fra mig. Den gav i den grad stof til eftertanke.

Om Solens kerne:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Jensen & Dalgaard, 347 sider
Omslag: RubArt
Originaltitel: Auringon ydin, 2013

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
1984 af George Orwell