juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen og Hanne RumpI 2017 udgav Klaus Frederiksen romanen Dagbog fra zombieland. Dagbog fra zombieverdenen er en selvstændig fortsættelse hertil, som udspiller sig i samme univers og med samme hovedperson, men denne gang fortalt i romanform.

Ingen ved hvorfor, men verden er blevet overtaget af zombier. Menneskene forskanser sig rundt omkring og prøver at overleve. I Aalborg har nogle forskere samlet sig og prøver at lave en kur. Noah var på en ekspedition fra Aalborg, da han blev nødt til at flygte. Under flugten bliver han samlet op af en fiskekutter, og her starter bind 2.

Det er en umage gruppe, Noah er faldet ind i. Den består af soldaten Emil, fiskeren Røskva, psykologien Jim og ingeniøren Ingwar. De er på vej til Svalbard, hvor en forskningsfacilitet opbevarer alverdens frø i tilfælde af en katastrofe. Tanken er, at zombier ikke bryder sig om kulde, og at at de mange frø vil gøre det muligt for dem at dyrke mad nok til at overleve. Noah er mest stemt for at komme tilbage til Aalborg. Han bliver dog underkendt, og snart er de på vej.

Vi følger Noah og gruppen på deres rejse, som bringer dem vidt omkring og i kontakt med overlevende fra mange lande. Ingwar er nemlig også radioentusiast. Zombierne er stadig et stort problem, og særligt superzombierne skal de passe på. De er ikke alene hurtige, men virker også intelligente. Og så kan de tilsyneladende undertvinge nogle mennesker mentalt.

Som i Dagbog fra zombieland er der fuld knald på handlingen. Gruppen må konstant kæmpe mod zombier, når de er i land efter forsyninger, og undervejs støder de på forskellige overlevende samfund. Det er forfriskende, at de to forfattere denne gang lader der være en vis optimisme i fortællingen. Hvor mange zombieromaner beskriver, hvor hurtigt civilisationen bryder sammen til hver mand for sig selv, oplever Noah og gruppen mest medmenneskelighed og hjælpsomhed i det omfang ressourcerne tillader det.

Noah har også et brændende håb om, at der vil blive fundet en kur. Han har nogle specielle oplevelser med en zombie, gruppen på et tidspunkt holder fanget ombord på kutteren, som måske er med til at puste ild i det håb. Også selvom resten af gruppen er overbeviste om, at det er utopi at tro, at zombier, der er så forandret, kan bringes tilbage til deres menneskelige form.

Dagbog fra zombieverdenen er grundlæggende god underholdning. Frederiksen og Rump har skrevet en spændende og actionfyldt zombieroman, hvor der også er plads til lidt filosoferen over menneskeheden. Sproget flyder let, og jeg synes, at bind to har udviklet sig positivt fra første bind. På nogle punkter er historien måske lidt naiv. F.eks. er der aldrig sprogproblemer, selvom Noahs gruppe taler med alverdens folkeslag, bl.a. russere, og de etiske diskussioner bliver aldrig så dybe. Men det er småting og ændrer ikke ved underholdningsværdien.

Med andre ord – er du til zombieromaner, så er Dagbog fra zombieverdenen slet ikke et dårligt bud. Jeg var i hvert fald fint underholdt en solbeskinnet søndag på en drømmeseng i haven.

“Ingen kunne længere være i tvivl om, at de nu var på vej om mod kajen. De norske soldater begyndte at trække sig, og pludselig lød de første maskingeværsalver. 
Røskva skreg. Jim sprang ombord, mens den sidste pose med proviant blev liggende tilbage på kajen.
Emil slog bak og klampede gashåndtaget helt i bund, men motoren startede langsomt. 
Røskva og Jim rev maskingeværer frem.
En brændende pil hamrede ind i en zombie, der faldt om lige på starten af kajen. En superzombie sprang kraftfuldt over det brændende lig og spændede ud ad kajen, mens båden langsomt speedede op i baggear.
Superzombien satte i et kæmpe spring ud mod båden, samtidig med at endnu en sprang over det brændende lig.
Røskva og Jim begyndte at skyde.
Tågen sænkede sig over Noah, da zombien på kajen begyndte at kalde.” (s. 50)

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Dagbog fra zombieverdenen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 255 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen
Grafisk produktion: KWG Design

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen
Død verden af Louise Haiberg
Hvidt støv af Line Kyed Knudsen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Zam af Jesper Wung-Sung

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh Andersen

Lysets hjerte af Kenneth Bøgh AndersenTænk, hvis DU var hovedpersonen i et eventyr …
Hvor længe ville du så overleve?

Sådan lyder taglinjen på Kenneth Bøgh Andersens seneste roman Lysets hjerte, en fortælling om drengen Jack, som sammen med sin mor og sin lillesøster skal holde sommerferie i et gammelt hus dybt inde i en skov, hvor der ikke engang er mobildækning. Oveni skal forældrene skilles, og faren er i USA med sin nye familie, så Jack synes ærlig talt ikke, at der er meget at være glad over.

Huset ejes af Leonard Tempus, der byder dem velkommen den første dag. Jack synes, han er mærkelig, og særligt da han siger, at de må gå ind i alle husets værelser – pånær værelset for enden af gangen på 3. sal. Hvad særligt er der ved det? De lover det dog, og Jack har ingen intentioner om at bryde sit løfte.

Men ferien udvikler sig katastrofalt, og efter et skænderi med moren går Jack på opdagelse i huset. Her opdager han, at de forskellige værelser gemmer på hemmeligheder. I et værelse ser han glimt af fortiden, i et andet ser han faren hygge sig med sin nye kærestes søn. Til sidst mangler han kun det forbudte værelse, og her gemmer sig en eventyrlig verden, der på én gang er helt fremmed og samtidig forunderlig velkendt. Jack ved, at han ikke bør gå derind, men det kan vel ikke skade bare at tage et hurtigt kig …

Kenneth Bøgh Andersen er en af Danmarks mest elskede børne- og ungdomsforfattere, og jeg hører til i fanskaren. Den position cementeres af Lysets hjerte, som er både underholdende, uhyggelig og overraskende. Historien fænger med det samme, og selvom jeg som voksen læser tror, at jeg kan regne dele af handlingen ud, så blev jeg alligevel snydt undervejs. Det er altid fedt.

KBA leger med genrene og blander fantasy med gys, samtidig med at han smider masser af referencer ind, som læseren kan hygge sig med. Mest oplagt er Løven, heksen og garderobeskabet af C. S. Lewis, men også eventyret Blåskæg og Stephen King får en hilsen undervejs.

Samtidig er fortællingen om Jack og Leonard Tempus en slags forhistorie til KBA’s roman Tempus Fugit fra 2014, ligesom der er en henvisning til den flotte grafiske roman Skæbnemageren fra 2017. Lysets hjerte kan sagtens læses uafhængigt af de andre bøger, men hvorfor snyde sig for et par gode historier?

Til slut vil jeg rose Rasmus Jensens stemningsfulde illustrationer, der pryder romanen. Det kan ikke være let at få en giraf med vinger til at se naturlig ud, men det lykkes uden besvær her. Også forsiden er tegnet af RJ, og den skal ligeledes fremhæves for sin målgruppe-appel.

Med andre ord – en herlig twistet læseoplevelse for +12 år.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Lysets hjerte:

Udgivelsesår: 08.06.2018
Forlag: Høst & Søn, 127 sider
Illustreret af Rasmus Jensen

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Drømmeland af Nick Clausen
Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Dukkehuset af D. S. Henriksen

Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

Öjvind Kramers monstre - og andre grusomme gys af Jonas WilmannÖjvind Kramers monstre er tredje udgivelse fra Jonas Wilmanns hånd her i 2018. Det er intet mindre end imponerende! Også selvom der denne gang er tale om en novellesamling for aldersgruppen +12 år, hvor novellen ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ tidligere har været trykt i antologien Lyden af vanvid fra 2010.

Samlingen indeholder i alt fire noveller og er illustreret af Wilmann selv. Som altid er her tale om en hardback-udgivelse, hvor layout og redigeringsarbejdet er gennemført og i orden. Det samme er de fire historier, der alle sagtens kan læses af voksne.

Titelnovellen handler om Jakob og Kris, som en dag opdager nogle seje monster-klistermærker ved et tilfælde. Efter at have søgt i flere butikker lykkes det dem at finde forhandleren, og de køber 11 pakker. Nogle af billederne er dubletter, så senere på aften går Jakob alene ned i butikken og køber 14 pakker mere. Men om natten får han mareridt, og pludselig føles det, som om monstrene findes i virkeligheden.

I ‘IÄ! Didrik-Svendsen’ arbejder Elliot for hr. Didrik-Svendsen (kaldet Fede Didrik bag hans ryg). Didrik-Svendsen er en slavepisker, og ingen på kontoret bryder sig om ham. En dag tager Elliot imod en pakke til chefen fra en mystisk mand. Nysgerrig forsøger han senere at finde ud af, hvad pakken indeholder, og det viser sig at være to gamle bøger. Men hvorfor skal Dirik-Svendsen have dem? Hvem er hans mystiske ferieafløser? Hvorfor er Christina så fikseret på opvask og indkøb? Og er der hold i Elliots mange konspirationsteorier?

To kammerater nyder deres hemmelige fristed i ‘Betonskoven’. Her tager de hen for at komme væk fra hele verden. Der går mange rygter om stedet. Blandt andet skulle en dreng være forsvundet i området for mange år siden. Men det er jo bare en vandrehistorie …

Den sidste novelle handler om guitaristen Jimmy, der helt har mistet inspirationen. Han forsumper i arbejdsløshedens tåger – til han en dag ser en guitar i en butik. En helt særlig guitar, der slet ikke føles som de 10 han har derhjemme. En guitar, der finder musikken i Jimmy igen.

Bagerst i Öjvind Kramers monstre er indsat et efterskrift, hvor Wilmann fortæller om inspirationen til de fire noveller. Jeg synes altid, det er spændende at få et kig i forfatterens hoved, og det er også tilfældet her. Wilmann fortæller bl.a., hvordan alle fire historier er bygget på personlige oplevelser (næsten i hvert fald) samt er inspireret af H. P. Lovecraft.

Forhåbentlig kan Wilmanns noveller fungerer som en slags teaser for de yngre læsere til Lovecrafts forfatterskab. Uanset hvad får de dog fire underholdende og uhyggelige historier, som nok skal vække frydefuld rædsel. Jeg havde i hvert fald en frygtelig fornøjelig tur ind i Jonas Wilmanns mørke fantasi.

Indhold: 

Öjvind Kramers monstre
IÄ! Didrik-Svendsen
Betonskoven
Strengelegen
Efterskrift

Om Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Kaos, 179 sider
Omslag og illustrationer: Jonas Wilmann

Læs også:

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Tingen i cellen af Dennis Jürgensen
Hospitalet af Michael Kamp
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Afsind af Martin Schjönning
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Isabelle af Anette Heide

Isabelle af Anette HeideFor nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?

Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.

I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.

Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.

Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.

Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.

Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.

Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.

Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Isabelle:

Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork

Mørke kræfter af Christian Engkilde

Mørke kræfter af Christian EngkildeDet er ikke tit, at jeg bliver glad, når DSB er forsinkede. Men da det betød, at jeg fik tid til at læse Mørke kræfter af Christian Engkilde færdig i toget – ja, så var det faktisk helt i orden med mig.

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Her fik fodbolddrengen Sebastian som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. En opgave han langt fra var tilfreds med. Men de to blev alligevel venner. Ikke mindst fordi Thomas trods sin blindhed kunne se nogle skræmmende skygger, der forfulgte Sebastian og fik det til at se ud, som om han lavede en masse ulykker. Skyggerne dukkede op efter et besøg på det lokale museum – og første bind sluttede med et voldsomt opgør med den lokale museumsdirektør Botved, der skruppelløs prøvede at fremmane en dæmon for at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Under opgøret kom Sebastian slemt til skade og blev midlertidig blind. Bind to En cirkel af blod fra 2017 startede umiddelbart efter. Skygger dukkede op på hospitalet, hvor Sebastian var indlagt. En dag besatte en af skyggerne en ung pige, der også var patient. Botved havde heller ikke opgivet sine planer om at fremmane et væsen fra den anden side, og han ville stadigvæk ikke lytte til de unges advarsler.

Nu er så tredje bind Mørke kræfter udkommet, og det er absolut en værdig afslutning. Det er så fedt at læse en serie, hvor hvert nyt bind er endnu bedre end de foregående. Det har været tilfældet for mig med Christian Engkildes vellykkede trilogi.

Sebastian, Caroline og Thomas er blevet en fasttømret enhed, selvom ingen andre forstår, hvad Caroline vil med sådan et par tabere. En aften i ungdomsklubben dukker et nyt skræmmende væsen op, som kun Thomas og Sebastian kan se. Det er lykkes Botved at fremmane en dæmon. I forsøget på at komme væk fra dæmonen brænder ungdomsklubben ned, og kort efter fortæller Thomas, at han flytter tilbage til sin mor.

Nu er der kun Sebastian til at tage kampen op mod dæmonen, som er stærkere end noget andet, de har været oppe imod. Men Sebastian vil gøre alt for at redde Caroline fra dæmonen.

Som sagt er jeg ganske enkelt begejstret for Engkildes serie, og læste Mørke kræfter i et hug under en lettere forlænget togtur. Det lykkes rigtig godt både at fortælle en uhyggelig historie om dæmoner og ondskab, samtidig med at de unge hovedpersoner beskrives troværdigt og levende. Jeg føler med Sebastian, når han bliver jaloux på præstesønnen Robert, der tilsyneladende altid kan få Caroline til at grine. Samtidig er de voksne figurer også blevet mere troværdige, og portrættet af præsten Lars-Peter, som på første hånd ser dæmonen og alligevel efterfølgende taler sig selv ud af troen på den, er lige på kornet.

Mørke kræfter byder både på dæmoner, ondskab, venskab og spirende kærlighed. Jeg er solgt og kan kun anbefale trilogien til alle, som holder af en god gyser.

Dæmonen blev i kælderen og vogtede over Sankt Stig, men den kunne ikke gøre ham noget på grund af de beskyttende jernlænker, og Stig døde af alderdom i fangekælderen mange år senere. Jernlænkerne var altså både det, der holdt ham fanget og det, der beskyttede ham.
– Der er ikke den store forskel på den version, vi har lært til konfirmationsforberedelse, siger Caroline.
– Men historien slutter ikke her, fortsætter Anders og ligner én, der har mest lyst til at løbe sin vej. Jeg begynder at få ondt af ham. – Da Sankt Stig dør, bliver han begravet i en stenkiste i kirken sammen med lænkerne. På et tidspunkt får Fakkelbrødrene fat i lænkerne. Vi har fundet en del beviser på, at Fakkelbrødrene eksperimenterede med, hvordan de kunne kontakte efterlivet. En af de ting, de opdagede, var at lænkerne stadig havde en beskyttende effekt, selvom Sankt Stig var død. I den bog jeg fandt på Rigsarkivet, stod der, hvordan munkene i et af deres eksperimenter får fremmanet en ond ånd, og at de bruger lænkerne til at beskytte sig, indtil de får den uskadeliggjort.
– Har Botved fundet lænkerne i udgravningen? spørger Caroline.
– Nej. Efter Klostret brændte ned, blev lænkerne lagt tilbage i Sankt Stigs Kirke, svarer Anders. – Lænkerne ligger sammen med resterne af Sankt Stig, fordi hans jordiske rester ligger under kirken.
– Og der har vi måske også svaret på, hvorfor Botved talte med præsten, siger Caroline. – Botved havde tydeligvis ikke lænkerne, da han åbnede porten til efterlivet i sidste uge, men jeg tør vædde på, at han har overtalt præsten til at grave de lænker op. (s. 60-61)

(Anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Mørke kræfter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Silhuet, 192 sider
Omslag: Nathascha Friis

Trilogien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017
Mørke kræfter, 2018

Tidsparken af Christopher Priest

Tidsparken af Christopher PriestTidsrejser, samfundskritik og overførsel af bevidsthed er blandt temaerne i Christopher Priests novellesamling Tidsparken. Udgivelsen hører til Science Fiction Cirklens serie ‘Internationale topnavne’, og et kig på Priests forfatterskab afslører da også, at han har modtaget et hav af priser samt endnu flere nomineringer.

Nærværende samling indeholder et udvalg af Priests noveller udgivet fra 1971 (”Hukommelse og straf”) til 2009 (”Futouristic.co.uk”), samt et uddybende efterord af Niels Dalgaard der sætter forfatterskabet i perspektiv.

Bagsideteksten afslører, at Priest tilhører den nye bølge indenfor britisk science fiction, og altså ikke er så teknologisk fascineret men har en mere humanistisk tilgang til genren. Når han f.eks. i ”Hukommelse og straf” skriver om en politisk fange, der får overført sin bevidsthed til en computer for at få ‘korrigeret sin opførelse’, er det derfor ikke teknologien, der er interessant, men fangens reaktioner og opførsel på korrektionen.

Helt uden teknik og videnskab er novellen ”En nøgen kvinde” fra 1974. Novellen udspiller sig i et samfund, hvor der er langt flere mænd end kvinder, og hvor kvindens rettigheder afhænger 100% af hendes moralske opførsel – hvis standard naturligvis er blevet defineret af mænd. Hovedpersonen har været sin mand utro, og som straf skal hun være nøgen, hver gang hun bevæger sig ud i samfundet. Oven i købet er det tilladt for mænd at voldtage hende, men ikke at hjælpe hende, så længe hun er nøgen. Novellen er stærk samfundskritisk men – desværre – stadig aktuel, for mens jeg skriver denne anmeldelse, kører #metoo kampagnen på de sociale medier.

Selv i novellen ”Tidsparken” hvor rejser i tid ikke blot er muligt, men bruges så folkeligt som til søndagsudflugter, er det hverken tidsparadokser eller hvordan det er teknisk muligt, Priest beskæftiger sig med. I stedet er fokus på, hvad tiden gør ved hovedpersonen – hvordan tiden ændrer vores identitet. Oveni laver Priest i denne novelle en periodekrølle. For selvom man kan sende rumskibe af sted, kører man i f.eks. i hestevogne og hovedpersonens nutid beskrives i det hele taget meget victoriansk.

Jeg er en doven læser, og det er desværre ikke særlig tit, jeg læser ikke-oversat science fiction. Derfor er jeg glad for Science Fiction Cirklens serie med udgivelser af internationale forfattere, vi ellers ikke ser på dansk. Christopher Priest er således et spændende bekendtskab, og flere af novellerne greb mig straks. Alligevel må jeg nok indrømme, at enkelte af novellerne var lidt for æteriske efter min smag og blev først forståelige, efter at jeg havde læst Niels Dalgaards efterord, som sætter dem i kontekst med genrens temaer og problematikker. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det kan være en ‘show stopper’, hvis man ikke er forberedt.

Hvis man er til science fiction med fokus på science er Christopher Priest ikke manden. Er man til gengæld til udforskning af menneskelig identitet, politiske problemstillinger og tid som tema, så er han et rigtig interessant bud. For mig har Tidsparken i hvert fald været en spændende tur ind i et anderledes, men fascinerende forfatterskab, jeg gerne vil udforske nærmere.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Tidsparken:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 259 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen

 

Djævelens værk af Lotte Petri

Djævelens værk af Lotte PetriMetrobyggeriet i København er i fuld gang. For at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel skal 1000 skeletter fra Assistens Kirkegård flyttes. Retsantropolog Josefine Jespersen leder gravrydningen, mens hun samtidig studerer knoglerne fra ligene til et forskningsprojekt om folkesundheden i 1800-tallet for at dokumentere sygdommenes fysiske tegn i knoglerne, før de genbegraves.

En aften bliver arkæologen Rita, der også arbejder på projektet, brutalt dræbt. Josefine finder hendes lemlæstede lig i en grav, og politiet, med vicepolitiinstpektør Xander Damgaard i spidsen, sætter straks en eftersøgning i gang. Men sporene er få, og fundet af et indridset kors i arkæologens kranie øger kun forvirringen.

Så myrdes endnu en person. Denne gang en yngre kvinde som findes død foran den katolske præst Dominics gadedør. Også her er liget mærket med et ridset kors. Og mordet er desværre ikke det sidste.

Djævelens værk af Lotte Petri er første bind i en ny serie  med retsantropologen Josefine Jespersen i hovedrollen. Ligesom i de tidligere bøger hvor forskeren Selma Eliassen med veninden Lisa Brodersen var omdrejningspunkt, mikser Lotte Petri her i den nye serie et godt krimiplot med en spændende indføring i et videnskabeligt univers. Denne gang retsantropologi – og eksorcisme!

Jeg er ret vild med videnskabskrimier for deres blanding af fiction og fakta, en kombination som Lotte Petri rammer 100% plet med her i Djævelens værk. For mig er det næsten ligeså spændende at læse om retsantropologens arbejde – og ikke mindst de forbløffende detaljer om danske eksorcismer! – som at følge selve plottet og forsøge at løse gåderne. Det mærkes tydeligt, at forfatteren har lavet en grundig research, men samtidig flettes de mange tekniske detaljer nærmest umærkeligt ind i fortællingen, så man som læser aldrig får fornemmelsen af, at “nu har jeg fundet ud af det her, så skal det med vold og magt med i romanen!”

Derudover er Lotte Petri god til at skabe interessante personer, som giver læseren lyst til at følge dem videre. Det er også lykkes godt her med Josefine og Xander, der begge fremstår autentiske.

Det er altid svært at få et seriemorderplot i Danmark til at virke troværdigt, fordi vi er sådan et fredeligt lille land. Ikke desto mindre er Djævelens værk djævelsk underholdende, og idéen med at lade det hele starte med opgravningen af de 1000 lig (som faktisk virkelig skete) er fint fundet på. Jeg er i hvert fald blevet fanget ind og er klar på næste bind!

Besøg Lotte Petris hjemmeside

Om Djævelens værk:

Udgivelsesår: 20.03.2017
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 284 sider
Omslag: Silvana Nikolic

Se et kort interview med Lotte Petri om Djævelens værkKrimimessen i 2017

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Gæld til djævelen af Lisa Hågensen
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle Schmidt

Afkroge af Helene Hindberg

Afkroge af Helene HindbergEt gammelt hotel med sære gange, et lasergame der løber løbsk, religiøse sekter og kosmisk terror er blot nogle af ingredienserne i Helene Hindbergs Afkroge.

Helene Hindberg har tidligere fået udgivet en række noveller i forskellige antologier. Et par af dem er genoptrykt her i Afkroge, som er hendes første selvstændige udgivelse.

Novellerne spænder, som antydet, indholdsmæssigt bredt, men de sidste fire noveller er dog en slags cyklus med den religiøse sekt Vandets børn som omdrejningspunkt: ‘En vesterhavs fortælling’, ‘Vandets Børn’, ‘Hvad skal barnet hedde’ og ‘Graffiti’. Den svageste af disse er ‘Hvad skal barnet hedde’, mest fordi den minder mig lidt for meget om Rosemarys Baby. Alle fire noveller er dog underholdende, og det er godt fundet på at koble en vestjysk sekt til Cthulhu-mytologien.

Samlingen indledes med novellen ‘Grænsen’. Melinda bor med sine forældre og deres au pair i en patriciervilla med skel op til skoven. Faren arbejder meget, og moren går op i kost og motion. Melinda nyder at ‘gemme sig’ i havens nederste del, hvor det næsten føles som en skov, og så snyder hun sig til at købe usundt slik, som et lille oprør mod forældrenes sundhedshysteri. En aften skal faren arbejde sent, og moren mødes med nogle veninder til drinks. Melinda kan dog sagtens være alene hjemme. Men da mørket falder på, ændrer haven karakter, og Melinda ser pludselig en verden udenfor forældrenes perfekte glansbillede.

En af mine favoritnoveller er ‘Der er så dejligt ude på landet’. Her kommer en mand til sig selv på en hed sommerdag. Han står i vejkanten ved siden af sin bil og husker intet som helst. Hans forvirring bliver kun større, da en bekendt stopper op og følger ham hjem. Tilsyneladende kender manden godt Anders, som han kalder ham, og det er åbenbart ikke usædvanligt, at Anders får disse blackouts. Værre bliver det dog, da Anders’ mor bliver nødt til at hjælpe ham med indholdet af bagagerummet … Hindberg beskriver Anders’ forvirring og langsomme opvågnen dybt troværdigt, og novellen gør ikke noget godt for mit forhold til fluer!

I ‘Tilbygninger’ er fortælleren Troja et af 12 børn, som bor med sine overlevende søskende og sine forældre i et hus, hvor faren konstant har lavet tilbygninger til for at få plads til hele familien. Nu er de dog nødt til at flytte. I sidste øjeblik går Troja ind for at hente nogle ting, hun har glemt, men det er, som om huset ændrer sig, og pludselig er hun faret vild. Slutningen føles desværre lidt letkøbt, eller også forstod jeg den ikke helt. Men igen er novellens atmosfære helt i top.

‘Astrid’ trækker tråde til de gamle danske folkesagn, selvom den umiddelbart udspiller sig som en moderne kærlighedshistorie i storbyens favn. Her forelsker fortælleren sig inderligt i pigen Astrid, som han møder til et bryllup. Men hvor godt kender man egentligt nogen som helst?

‘Jeg kommer snart igen’ har en herlig dobbelttydig titel. Novellen handler om kvinden, der er vild med sex, og som begynder at fantasere mere og mere blodigt om pikke. Efter en god opbygning bliver slutningen dog lidt underlig uforløst (no pun intended), og jeg sad en smule forvirret tilbage.

‘Værelset på sjette’ er endnu en favorit. Her gør fortælleren rent på et stort hotel, men en dag har hun en meget mærkelig oplevelse, da hun skal rydde op i nogle værelser i den gamle afdeling af hotellet. Novellen fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle ‘1408’, om et hjemsøgt hotelværelse hvor de  fysiske love træder ud af kraft, og virkeligheden pludselig ændrer perspektiv. Samme fornemmelse af en flimrende, usigelig virkelighed på kanten af vores fremmaner Hindberg her.

I den korte novelle ‘Tog’ har renlighed og præcision stor betydning.

Også ‘Stilhedens stemme’ er en favorit. Her har fortælleren booket et særligt lydrum til nogle optagelser, men rummet viser sig at indeholde noget uventet. Atmosfæren i novellen giver mindelser til H. P. Lovecraft, og slutningen holder.

Endelig skal også nævnes ‘Legen’ om to brødre, der spiller lasergame. Den yngste er træt af, at han altid skal stå på vagt i baggrunden, men så en dag går noget helt galt under spillet…

Afkroge indeholder 13 noveller (omend indholdsfortegnelsen kun lister 12), og generelt var jeg godt underholdt. Helene Hindberg er en stemningsfuld fortæller, og historierne står tydeligt under læsningen. Forsiden af Lars Kramhøft skal også nævnes for sit dystre og fængslende udtryk.

Skal jeg komme med en anke, afsluttes nogle af novellerne lidt for abrupt efter min smag, og efterlader mig i vildrede om jeg nu har forstået historien. Heldigvis er det kun et fåtal, så overordnet set er Afkroge en fin debut, især hvis du holder af Lovecraftian horror.

Indhold:

Grænsen
Der er så dejligt ude på landet
Tilbygninger
Astrid (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Jeg kommer snart igen
Værelset på sjette
Tog
Stilhedens stemme
Legen
En vesthavsfortælling (tidligere trykt i Fra skyggerne)
Vandets Børn (tidligere trykt i Lyden af vanvid)
Hvad skal barnet hedde? (tidligere trykt i Grufulde mørke)
Graffiti

Om Afkroge:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 235 sider
Omslag: Lars Kramhøft