Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen

Jekyll & Hyde genfortalt er den anden klassiker, Kenneth Bøgh Andersen har kastet sig over at genfortælle til et moderne publikum. Den første var Frankenstein genfortalt i 2021, og den (indtil videre) sidste er Dracula genfortalt, der forventes at udkomme i 2023.

Robert Louis Stevensons historie om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er siden sin udgivelse er blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Grundlæggende handler fortællingen om doktor Henry Jekyll, der i et eksperiment fysisk splitter sin personlighed, når han drikker en mikstur. Den ene er den respekterede doktor selv, den anden er den dyriske Mr. Hyde, der udlever alle sine impulser.

I begyndelsen synes Jekyll, det er spændende at udleve Hydes drifter. Men Hyde bliver mere og mere voldelig og ondskabsfuld, og Jekyll får sværere og sværere ved at styre ham. Og en dag dukker Hyde op, uden at Jekyll har taget miksturen…

Historien fortælles af Jekylls ven og sagfører, Gabriel Utterson. Utterson har undret sig over et testamente, Jekyll har lavet, der nævner Edward Hyde som arving. Da han får nys om Hydes ondskabsfulde natur, forsøger han at advare Jekyll. Men til ingen nytte.

Kenneth Bøgh Andersen er en fremragende fortæller, og jeg tager hatten af for hans projekt med genfortællinger af de tre store horror-klassikere. Jeg var så heldig at få en lille snak med ham på Krimimessen i Horsens, og her fortalte han lidt om det kæmpe arbejde, der ligger bag hver bog. Det er jo ikke kun at modernisere sproget. Det er også at udfolde fortællingen, fortolke små spor i originalteksten og rette paradokser og fejl.

I Jekyll & Hyde genfortalt kommer vi længere ind i personerne end i original-fortællingen. KBA lader Hyde fortælle enkelte afsnit, hvilket giver os et ubehageligt indblik i hans sadistiske sind. Vi får også uddybet nogle af bipersonernes fortælling. Og ikke mindst løfter KBA sløret for Jekylls forhold til sine forældre. Alt sammen noget der samler historien, og gør den både uhyggelig og troværdig for den moderne læser.

Rasmus Jensen står endnu gang bag illustrationerne i Jekyll & Hyde genfortalt, og det gør han fabelagtigt. Jeg følte nærmest, at dobbeltansigtet, der indleder kapitel 3: Fri os fra det onde, stirrede mig direkte i øjnene.

Endeligt fortæller KBA bagerst i bogen om de ændringer, han har fortaget i forhold til originalen, som han også gjorde i Frankenstein genfortalt. Det er yderst interessant at læse om hans bevæggrunde, og så er det god stil overfor læsere, der ikke har læst originalen.

Jeg kan ikke sige andet, end at jeg er kæmpefan af både KBA og projektet. Jeg elsker, at gamle klassikere får nyt liv, så nye generationer af læsere bliver gjort bekendt med dem. Især fordi KBA er så loyal overfor originalerne, noget de mange filmatiseringer ind i mellem tager ret let på.

Jekyll & Hyde genfortalt er en skræmmende rejse ind i det mørke i menneskets sind. Det er en historie om ondskaben, der bor i os alle, og om hvor galt det kan gå, hvis vi lader den få frit løb. En stor anbefaling herfra hvad enten du allerede har læst Stevensons originale roman, eller du kun kender historien af omtale eller fra film. Jeg garanterer, at KBA’s genfortælling vil ramme dig.

Uddrag af bogen:

Manden stod henne ved bagdøren og havde netop stukket nøglen i låsen. Han opdagede ikke Utterson, før sagføreren befandt sig lige bag ham.

“De skulle vel ikke være hr. Hyde?”

Manden snurrede omkring med en forskrækket hvislen, og ideen om, at Hyde måske var Jekylls uægte søn, fordampede øjeblikkeligt. Der var intet ved denne gnom af et menneske, der tilnærmelsesvis mindede om doktoren, som altid havde været en nydelig mand. Ja flot, ligefrem. Høj og slank med harmoniske ansigtstræk og en udstråling, der gjorde, at man øjeblikkeligt følte sig godt tilpas i hans selskab.

Personen foran Utterson var doktorens diametrale modsætning. En bleg, splejset mandsling med sort hår så stridt, at det mindede om pelsen på en abe. Tætsiddende øjne med et blik som et knivsblad. Næsen var krum og havde et knæk, som om den engang havde været brækket. Hænderne var magre og senede med fremstående blodårer og knoglede fingre, der endte i lange, gule negle.

Men denne fremtoning var ikke den eneste måde at beskrive manden på. Utterson havde ikke forstået det, da Enfield havde omtalt Hyde som deform uden at være det, men det gjorde han nu. Ligesom Hydes måde at bevæge sig på var der noget grundlæggende forkert ved ham, uden at det var muligt at pege på, hvad det var, og Utterson følte med al tydelighed den afsky og væmmelse, Enfield havde berettet om. (side 45)

Om Jekyll & Hyde:

Udgivelsesår: 30.03.2022
Forlag: Politiken, 214 sider
Illustrationer og forside: Rasmus Jensen
Omslagsdesign: Simon Lilholt / Imperiet
Efter Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson, 1886

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen
Rebecca af Daphne du Maurier
Eksperimentet af Dean Koontz
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dracula af Bram Stoker
Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells

Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022
Kenneth Bøgh Andersen på Krimimessen 2022 hvor jeg fik en autograf og en god snak.

Slimede mareridt af Michael Kamp

Slimede mareridt 1 - Tang af Michael Kamp

Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)

Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.

Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.

Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.

Tang

Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.

Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …

Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.

Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?

Tæger

Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …

Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.

Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.

Teltet

7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.

Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …

Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.

Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.

Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om Slimede mareridt:

Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Serien Slimede mareridt:

Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab

Absurd #8

Absurd #8: omslag af Lauge Eilsøe-Madsen

Jeg har med stor fornøjelse læst Absurd fra forlaget Afkom siden bind 1 udkom i 2019. Her i Absurd #8 er formatet ændret til en lækker bog i A4-størrelse på 118 sider. Udgivelsesfrekvensen er blevet nedsat til to numre årligt, hvilket giver bedre tid til at finpudse indholdet. Samtidig har det større omfang givet plads til hele 10 historier, og som altid er bidragene en blanding af upcoming kunstnere og mere kendte navne.

Den stemningsfulde forside er tegnet af Lauge Eilsøe-Madsen, der også bidrager med historien ‘Skoven’. Lauge Eilsøe-Madsen har derudover bidraget med flere historier i Absurd-regi, bl.a. ‘Dybet’ i #1 og ‘Rødder’ i #3.

For mig er det altid en fornøjelse at få fat i et nyt nummer af Absurd. Jeg kan godt lide at læse tegneserier, men er langt fra ekspert. Absurd-serien giver indblik i mange forskellige tegnestile. På den måde bliver jeg både udfordret og underholdt, samtidig med at jeg bliver introduceret for nye, spændende illustratorer. Det betyder selvfølgelig også, at det ikke altid er alle historierne, jeg er lige vild med. Men det betyder i virkeligheden ikke noget for den overordnede oplevelse.

Henriette Westh indleder Absurd #8 med ‘Historien om en gæst’, frit efter H.C. Andersens eventyr. Her dukker en vandrer uventet op ved et ensomt beliggende hus. En kvinde lukker op og inviterer vandreren ind i varmen. Her hilser han på husets anden beboer, en lille dreng der græder ulykkeligt. Drengen er ikke som alle andre, men det er gæsten heller ikke. Henriette Westh tegner med smukke, runde streger, så illustrationerne fremstår harmoniske. Men ved hjælp af beskæring, zoom og skæve vinkler formidler hun alligevel en stigende uhygge, der lever helt op til historiens slutning.

‘Dødens triumf’ er tegnet af Karsten Brandt-Knudsen, der har et helt andet, mere råt udtryk, enkelt udtryk. Her følger vi Døden, der går rundt i en postapokalyptisk verden og keder sig. Noget er sket, så alle mennesker er døde, og hvad skal man så tage sig til? Historien har både splat og humor, og ikke mindst nogle kendte ansigter blandt de medvirkende zombier.

Tredje fortælling i Absurd #8 er Pelle Gedteks ‘An Eye for an Eye’, der igen har et nyt visuelt udtryk. Igen er det råt og groft, uden den klassiske ramme-inddeling af de enkelte billeder og med sort helt udfyldt baggrund samt nærmest karikerede figurer. Historien handler om en gruppe mænd, der undertrykker befolkningen med vold, tortur og mord. Én mand vil dog gøre alt for at få hævn.

De tre første historier viser meget godt bredden i både tegnestil og historier. Absurd #8 indeholder simpelthen alt fra varulve og morderiske galninge, over zombier og aliens, til dæmoner og skovnisser. Det er ganske enkelt en ren gavebod, og jeg kunne sagtens nævne flere favoritter.

Selvom jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen ærgrede mig, da jeg fandt ud af, at der fremover kun ville udkomme to bind årligt af Absurd, så må jeg nu krybe til korset. Hvis kvaliteten fortsætter med at være ligeså god som her, så har jeg absolut intet at klage over.

En stor, klam anbefaling til alle horror-tegneserieentusiaster.

Om Absurd #8:

Udgivelsesår: 01.04.2022
Forlag: Forlaget Afkom, 118 sider
Omslag: Lauge Eilsøe-Madsen

Indhold:

Historien om en gæst af Henriette Westh
Dødens triumf af Karsten Brandt-Knudsen
An Eye For An Eye af Pelle Gedtek
Skoven af Lauge Eilsøe-Madsen
Nattens dæmoner af Danni Barslund Christensen
I ulvens vold af Martin Leig Andersen
Zombier! af Bjarke Friis Kristensen
Run af Rasmus Julius
Ein Waldspaziergang af Steven Plato & Erik Olsen
Barial Bjergenes hemmelighed af Dennis Frederiksen

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille tal sagte af Martin Schmidt

Gå stille, tal sagte står der på små skilte rundt omkring på Retsmedicinsk Institut. Det skal minde folk om at vise respekt for de døde. Det er også titlen på filminstruktør Martin Schmidts skønlitterære debut. En såkaldt filmkrimi, der blander filmens verden med den skrevne krimi.

Bjarke Funder er laboratorieassistent på Retsmedicinsk Institut, hvor han har været ansat i 7 år. Han anses som en pligtopfyldende medarbejder, og der har aldrig været noget at udsætte på ham. Men i romanens start bliver Bjarke bortvist. Instituttet har fået en henvendelse fra Dagbladet om en artikel, de bringer. En artikel, der afslører, at Bjarke har haft rundvisninger af uvedkommende gæster i instituttets udstillingsrum, fremvist chokerende kriminaltekniske fotos og endda vist ligene i kælderen frem.

Herfra rulles historien ud. Vi følger politiets arbejde og retssagen mod Bjarke med tilbageblik til hans opvækst og forskellige episoder under hans ansættelse, herunder den nat hvor et filmhold optog på Retsmedicinsk Institut. Som fortællingen skrider frem, går det op for læseren, at selvom Bjarke er blevet taget på fast gerning, har han stadigvæk nogle hemmeligheder gemt af vejen.

Gå stille tal sagte fortælles gennem en alvidende fortæller, og det gør sproget lidt beskrivende. Historien er dog godt opbygget med korte kapitler, spring i tid og sted, og en foruroligende følelse af at Bjarke har endnu mørkere hemmeligheder, end politiet har afsløret.

Derudover er Bjarke en interessant person. Godt nok fremstår han som samvittighedsløs og uempatisk, når han udstiller de døde mod betaling. Men samtidig får vi indblik i en anden side af Bjarke, der længes efter at blive anerkendt og høre til, og som har en faglig stolthed over sine rundvisninger hvor malplaceret den end er. Endelig har en ulykke i barndommen haft nogle ubehagelige følgevirkninger for Bjarke. Den tvetydighed i hans karakter gør ham spændende at følge.

Ind i mellem fletter Martin Schmidt også interessante facts ind om såvel filmarbejde som arbejdet på Retsmedicinsk Institut. Jeg kom f.eks. til at spekulere over, om den anekdote, som bogens instruktør fortæller om en promoveringstur til Norge med en gyserfilm, måske er selvoplevet? Ligeledes var jeg godt underholdt af de forskellige faktuelle ting, Bjarke fortæller om på sine rundvisninger, som f.eks. hvordan Danmarks første ligsynslov blev til.

Gå stille tal sagte er ikke en bloddryppende pageturner, men den giver et spændende indblik i både filmverdenen, såvel som et mere makabert job ikke mange af os kender meget til. Og så gør det jo ikke bogen mindre interessant, at Martin Schmidt på Krimimessen i Horsens afslørede, at noget af Bjarkes historie bygger på virkeligheden …

Reklame: Tak til forlaget Brændpunkt der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Den lyshårede fyr i midten havde et sammenbidt udtryk i ansigtet.

“Hun er fandeme ikke større end min egen lillesøster,” sagde han chokeret. “Hvem kan dog finde på at gøre et barn fortræd?” Han rystede på hovedet, som om han bedre kunne forstå det, hvis han gjorde sådan.

Hans ven ved siden af – ham, som havde talrige mareridt at se frem til – konstaterede enigt: “Folk er eddermame syge!”

“Åh nej, hvordan kan Gud dog være så ond?” sagde kvinden, der stadig ikke havde fået sin gråd under kontrol.

Hendes veninde rystede vantro på hovedet, heller ikke hun kunne få øjnene væk fra den lille krop.

Laboratoriechefen sukkede. “Jeg tror ikke, at Gud har noget som helst med de ting, der foregår herinde, at gøre.” Han skubbede båren tilbage ind i mørket. Den vejede næsten ingenting, havde han tænkt, og så var ståldøren lukket, og lille Anita var alene igen. (side 19-20)

Om Gå stille tal sagte:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Brændpunkt, 313 sider
Omslag: Søren Klok

Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri
Martin Schmidt i samtale med A. Silvestri om ‘Gå stille, tal sagte’. De herrer ser ret alvorlige ud på billedet, men der var nu også en god del grin undervejs.

Udvalgte film instrueret af Martin Schmidt:

Bag det stille ydre, 2005
Kat, 2001
Mørkeleg, 1996
Sidste time, 1995

Grár af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Grár af Aksel Studsgarth & Craig Frank

Jeg læste med stor fornøjelse To the Bone, der var første bind i forlaget Hunov & Haffgaards nye serie uhyggelige tegneserier under overskriften Outstanding Issues. Bagerst var indsat en smagsprøve fra næste nummer, Grár, som jeg allerede dengang så frem til at læse. Og Grár kan heldigvis også anbefales.

Kvinden Greta elsker at gå til begravelser. Hun sniger sig ind i de sorgramtes mest intime stunder. Tager for sig af maden som hun ikke holder sig tilbage for at kritisere. Lyver om at kende afdøde, og tager en lille “souvenir” med sig, før hun går.

Blomsterhandlerne vil ikke mere fortælle Greta, hvor begravelserne finder sted, og Greta ved egentlig godt, at det hun gør er forkert. Men hun kan bare ikke stoppe. Så da hun bliver smidt ud fra endnu en begravelse, hvor hun bliver afsløret som uvedkommende, og hendes søn endnu en gang må hente hende ude midt i ingenting, lover hun ham, at det er sidste gang.

Men det er det ikke. Greta kan ikke stoppe. Hendes begær er for stort. Og da hun deltager i Wilhelms begravelse, går hun over stregen. Her er helt andre spilleregler, end ved de begravelser hun tidligere har tiltvunget sig adgang til. Og da hun bliver opdaget, er konsekvenserne større end truslen om politi.

Jeg har læst Grár et par gange, og den bliver bedre for hver gang. Første gang synes jeg, at den var lidt lang tid om at komme i gang, men ved anden gennemlæsning opdagede jeg, at gruen alligevel starter tidligt. For hvorfor dukker Greta op til tilfældige begravelser med sit ponyblad? Hvilket menneske trækker sin søn med til ukendte menneskers begravelser gennem hele hans barndom, og har en reol fyldt med ting stjålet fra fremmedes mindesammenkomster. Hvad får et menneske til det? Ensomhed? Egoisme? Begærlighed?

I anden halvdel oplever Greta konsekvenserne af sit begær, og her træder Craig Franks tegninger for alvor i karakter. Hvor billederne i begyndelse glider roligt af sted, føles de nu påtrængende. Høje lyde, pludselige bevægelser og skæve vinkler gør læsningen foruroligende frem mod slutningen, der kulminerer i tårevædet rædsel.

I et interview fortæller Aksel Studsgarth, at hovedpersonen Greta er inspireret af en virkelig kvinde, der uinviteret dukkede op til faderens begravelse. Derudover fortæller Studsgarth også om væsenet Grár, og om familien der får nok af Gretas indtrængen. Læs hele interviewet her

Grár er trykt på kraftigt papir og med lækkert omslag med soft-touch kachering. Illustrationerne er holdt i en grå-lilla farveskala, med fokus på handlingen fremfor baggrunden. Der er dog stadig plads til små detaljer, som fx da Greta besøger Studtgarth’s Bakery 🙂

Jeg er vild med konceptet bag Outstanding Issues, hvor hvert bind indeholder en uafhængig fortælling. Indtil videre har kvaliteten af hvert bind været højt, så jeg ser allerede frem til næste nummer: Stalin’s Sink.

Og har jeg ikke overbevist dig om, at Grár er værd at læse, så tjek Nummer9’s anmeldelse her.

Om Grár:

Udgivelsesår: april 2022
Forlag: Hunov & Haffgaard, 75 sider
Omslag og illustrationer: Craig Frank
Forfatter: Aksel Studsgarth

Besøg Aksel Studsgarths hjemmeside
Besøg Craig Franks hjemmeside

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Deadboy af Tom Kristensen
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
To the Bone af Aksel Studsgarth & Craig Frank
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Daggry af Søren Staal Balslev

Daggry af Søren Staal Balslev

Daggry er det tidspunkt om morgenen, hvor det begynder at blive lyst, og dagen begynder. Det er også betegnelsen på en plan, der skal redde menneskedyret fra en ætsende mangel på livsduelighed.

IT-sikkerhedskonsulenten Frederik lever det gode liv med hustruen Anna og teenage-sønnen Vitus midt i Jægerspris. Alligevel er han ikke tilfreds. Han er fuld af foragt over, hvordan alle ubekymrede fortsætter forbrugsfesten trods den alarmerende globale fremtid.

Frederik ønsker at vække danskerne af deres åndelige dovenskab og småborgerlige problemer. Han vil tænde livsgnisten i dem, før menneskedyret bliver så slatten, at det uddør af ubehjælpsomhed. Men hvordan? Bevæbnet med sin viden om IT-infrastrukturen sætter Frederik en plan i værk. Vitus’ fremtid skal reddes – koste hvad det vil.

Jeg har tidligere læst De rensede af Søren Staal Balslev. En roman der udspiller sig nogle år efter, at en verdensomspændende pandemi har ændret livet totalt. Her i Daggry følger vi i stedet begyndelsen på undergangen. Frederik er nemlig ikke den eneste, der ønsker at nulstille vores civilisation og begynde forfra. Men den slags omvæltninger kan ikke ske uden omkostninger.

Romanen er opbygget som en nedtælling, hvor første kapitel hedder ‘Dag -405’. Historien fortælles af 3. persons-fortælleren Frederik, men ind i mellem indsættes fiktive nyhedsartikler samt anonymiserede uddrag og citater fra lukkede debattråde på 4chan og 8kun.

Daggry er både tankevækkende, satirisk og skræmmende. Frederik har jo en pointe i, at vi i uvilje mod at sænke vores levestandard vedbliver at overforbruge klodens ressourcer. På et tidspunkt vil konsekvenserne ramme os, og jo længere vi venter med at tage fat i nældens rod, jo værre bliver disse konsekvenser. Romanen udstiller i den grad småborgerligheden og hykleriet i det danske samfund. Vi køber måske nok økologisk, men vi vil hverken undvære bilen eller ferien til Thailand.

I romanen drømmer Frederik om at reboote danskerne. Om at si nutidens ubehjælpsomme og svage individer, der er afhængige af velfærdsstaten, fra, og efterlade verden til de stærke der kan overleve omvæltningen. Også selvom Frederik ikke selv forventer at være blandt de overlevende. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Her er ikke tale om katastrofe-underholdning á la film som The Day After Tomorrow, hvor helten til sidst redder dagen, så vi glemmer alle ulykkerne. I stedet er Daggry en foruroligende og tankevækkende roman fortalt med en støt stigende spændingskurve. Frederik har en plan om at fremtvinge velfærdsstatens fald. Det starter med små nålestiksoperationer, der tester beredskabet, men som historien skrider frem, udvikler nålestikkene sig, og både handlingen og stemningen bliver mere og mere intens. Det hele beskrives skræmmende realistisk, og viser hvor lidt der måske i virkeligheden skal til for at sende vores samfund ud i en nedadgående spiral.

Daggry er en på mange måder overraskende roman, som absolut kan anbefales.

Andre skriver:

Anettes Litteratursalon:
Søren Staal Balslev har skrevet en roman, der i den grad prikker til det moderne menneskes livsførelse med klimaangst på den ene side og trangen til den ultimative livsnydelse på den anden. Med en meget skarp pen skaber han karakterer, som er mere end genkendelige, og som er helt tæt på os alle. Dog skal det siges, at særligt de velhavende får med pennen, da de i særlig udstrakt grad er centrum for hovedkarakteren Frederiks had og frustration. Bogen indeholder både et uhyggeligt element af den virkelighed, vi står overfor med en global klimatrussel hængende over hovedet på os og så helt almindelige dagligdags trivialiteter med familieliv og teenagebørn. Sønnen Vitus er et pragteksemplar på den generation, Frederik næsten ikke kan udholde, og det skrives vanvittigt godt frem i scener i mødet mellem den Counterstrike spillende søn og hans far. (Læs hele anmeldelsen her)

Frk. Borch anbefaler:
Men Frederik nøjes ikke med at være træt eller beklage sig i det små. Han nøjes ikke med at lade sin vrede gå ud over tilfældige sagesløse mennesker i kommentarspor på Facebook eller stakkels kasseassistenter i discountsupermarkeder. Næh, han har en større plan. Frederik ønsker at kortslutte samfundet, vække menneskeheden til live igen og opbygge civilisationen forfra – et ‘daggry’, som han kalder det […] Han starter i det små med at undersøge, hvor hurtigt han alene kan destabilisere det danske samfund, men langsomt vokser Frederiks dystre projekt og breder sig ud over Danmarks grænser og med tiltagende ekstremitet […] Romanen er velskrevet, tankevækkende og spændende. Balslev har et imponerende skarpt blik på det moderne menneske og han skriver præcist og dejlig bistert. Ondskaben driver ned af væggene, og man kan ikke andet end at blive indfanget og utrolig bekymret. (Læs hele anmeldelsen her)

Uddrag af bogen:

Både USA og Kina havde vist sig leveringsdygtige i konkrete og overraskende ambitiøse tiltag, der i medierne blev klassificerede som historiske. Ikke desto mindre var der andre røster som insisterede på, at løbet de facto var kørt. Forvirringen var total, det kunne ikke både gå godt og skidt på samme tid … Men Frederik var derfor også sikker i sin sag. Globale magthavere havde aldrig før været sandfærdige og behjertede, så verden måtte stille og roligt være på vej i retning af den brændende stjerne; den sol som lutrede kloden fra den anden ende af solsystemet.

Det værste var dog, at der i vekselvirkningen mellem den iboende trang til nydelsessyge og den ulmende angst var et fravær af overlevelsesdrift. Ingen af dem her ville kunne klare sig på egen hånd, ingen af dem kunne overleve uden infrastrukturen og effektiviseringens sødladne umyndiggørelse, det var Frederik sikker på. Men kloden var under forandring og den giftige polarisering af ellers stærke demokratier ville før eller siden gøre kort proces med den udviklede verdens dvaskhed. Det vidste Frederik, og han så med væmmelse og medlidenhed på sine medborgere. (side 14-15)

Om Daggry:

Udgivelsesår: 05.11.2021
Forlag: Dreamlitt, 312 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den sidste af Alexandra Oliva
Undergang af Søren Poder
Efter år nul af Grete Roulund
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Englenes blod af Johanna Sinisalo

Englenes blod af Johanna Sinisalo

Hvad har bidød i Nordamerika med kødproducenter i Finland at gøre? Få svaret i Johanna Sinisalos roman Englenes blod.

Vi befinder os i en nær fremtid. USA plages af fødevareruroligheder, efter at bestanden af bier er faldet drastisk på grund af pludselig bidød, Colony Collapse Disorder. I Finland passer Orvo Toivonoja sine bistader ved siden af jobbet som bestyrer for begravelsesforretningen ‘Afsejlingshavnen’.

En dag finder Orvo en død dronning i et tomt bistade. Det ser ikke ud til at bierne er sværmet, eller er væk af andre naturlige årsager, og Orvo frygter, at pludselig bidød nu er nået til Finland. Men før han får indregistreret sit fund, flytter andre begivenheder hans fokus fra det tomme stade.

Orvos søn, Eero, har lært kærligheden til bierne og naturen at kende fra sin far. Farfaren Ari har derimod et helt anderledes syn på dyr. Han har en fabrik med kvæghold og slagteri, og her gælder maksimum profit for minimale omkostninger uden tanke for dyrevelfærd. Et besøg på fabrikken som barn grundlægger Eeros modstand mod menneskets udnyttelse af produktionsdyr, som han skriver om på sin blog.

Orvo kender ikke til sønnens aktiviteter, men da politiet en dag dukker op, afsløres det, at Eero ikke nøjes med at skrive blogindlæg. Han arbejder aktivt for at stoppe udnyttelsen af produktionsdyr.

Finske Johanna Sinisalo er en fascinerende forfatter. Jeg har tidligere læst Solens kerne, der beskæftiger sig i fiktionsform med racehygiejne, kønspolitik og totalitarisme. I Englenes blod handler det om menneskets mishandling af vores jord. Hvordan vi gang på gang skaber ravage i klodens komplicerede økosystem, og hvordan det kan få katastrofale følger.

Historien springer mellem Orvos fortælling og Eeros blogindlæg i en blanding af tanker, skræmmende facts og hadske internet-kommentarer. Langsomt oprulles, hvad der skete den dag, Orvo fandt den døde bidronning, før vi når til den nærmest mytologiske slutning.

Jeg har tidligere læst Biernes historie af Maja Lunde, der også ser nærmere på betydningen af bier i vores verden. Det er nemlig ikke kun honning, vi må undvære, hvis bierne forsvinder. De bestøver også den mad, vi og produktionsdyrene spiser, så uden bier vil der hurtigt opstå hungersnød. Og desværre er de skræmmende beretninger om pludselig bidød som Sinisalo beskriver i romanen taget fra den virkelige verden.

Englenes blod er oprindeligt skrevet i 2011, og er således en af de romaner, der sparkede gang i cli-fi genren i 2010’erne. Det er en betagende og uhyggelig roman om klima og dyrevelfærd, men også en historie om kærlighed og håbet om en bedre fremtid. Som læser kan man ikke undgå at blive grebet af bogen, der svinger mellem sorg og vrede og sætter masser af tanker i gang om vores forhold til dyrene – og til mennesker med andre holdninger end os selv.

Uddrag af bogen:

Nogle uger efter hændelsen var Eero og jeg i et stort supermarked.

Kølediskene bugnede af okse, svin, lam, der var elg, rensdyr, antilope. Den ene røde dynge efter den anden, enorme stakke, som næsten nåede toppen af kølediskene, overflodsbjerge; de lå så langt øjet rakte, de dryppede af blod eller kødsaft efter dybfrysningen, i saftpølene spejlede de lydigt deres egen endegyldige destruktion. De poserede med ben, uden ben, som stege, fileter, koteletter, skanke.

Døde søgte de stadig vores øjne, anbragt forførende og æggende. En velhængt entrecotes dysterhed og gennemtænkte marmorering lokkede øjet, andetsteds var en svineskinkes hoftebue anbragt med sit sensuelle fedtlag i netop den rigtige vinkel. Hakkekød blev badet i bordelrødt lys. Let bedaget kød var blevet penslet med orange marinade som med en foundation, der skjuler ældningstegn.

Eero stoppede op foran en køledisk.

“Stykker af et dødt dyr.” Han sagde det højt, næsten trodsigt.

Jeg nåede ikke at sige noget, før en dame, der tog imod en hvid pakke fra en ekspedient, vendte sig om imod os.

“Føj. Sådan siger man da ikke.”

Eero så på hende, hans øjne var klare, uskyldige. “Hvorfor ikke?” spurgte han.

Kvinden så ikke på ham, men på mig. “De skulle tage at lære drengen, hvordan man taler om mad.” (side 69)

Andre skriver:

Litteratursiden:
’Englenes blod’ er nemlig et gennemarbejdet argument for et opgør med vores moderne livsstil, en moralsk løftet pegefinger, der forsøger at åbne vores øjne i forhold til menneskehedens syn på (og misbrug af) naturen. Men derudover er det en rørende historie om en far og søn og om, hvordan bierne på mange måder er nøglen til balance – både i livet og i døden. (Læs hele anmeldelsen HER)

Bogrummet:
‘Englenes blod’ er pirrende og lidt mystisk, men også hyggeligt hverdagsagtig, når vi hører om Orvos liv som forladt ægtemand, bedemand og bistadeholder. Her demonstrerer den flere gange prisbelønnede Sinisalo sin varme medmenneskelighed og livsvisdom. Men først og sidst er bogen en stærk og uafrystelig (og en lille smule nørdet) advarsel mod vores ubesindige måde at behandle naturen og dyrene på. Fremover vil denne let chokerede anmelder spise endnu flere grøntsager; og de skal være økologiske. (Læs hele anmeldelsen HER)

Skriv for livet:
Englenes blod er simpel skønhed, dyb sorg, storslåede naturbeskrivelser, stilhed, ensomhed, eftertænksom. Det er den stille skrift med de dybe undertoner, det er tusind ord i et, og det er litteratur, når litteraturen slår sine kronblade ud og viser sig i sit fulde flor. (Læs hele anmeldelsen HER)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Johanne Sinisalo har skrevet en rædselsvækkende roman om “den dag, bierne døde”, men med en let overnaturlig drejning, der gør romanen endnu mere gribende. En fantastisk og meget nutidig roman, der tager fat om mange af de temaer, der er i samfundsdebatten i dag. Meget velskrevet og elementært spændende.

Om Englenes blod:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Jensen & Dalgaard, 280 sider
Originaltitel: Enkelten verta, 2011
Oversætter: Siri Nordborg Møller

Læs mere om cli-fi HER

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Oryx og Crake af Margaret Atwood
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Akerons porte af Niels E. Nielsen
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir

Bevæger du dig op i det islandske højland om vinteren, er der ingen garanti for at vende levende tilbage. Det opdager to vennepar i den psykologiske thriller Under sneen.

Et redningshold bliver sendt ud i det afsidesliggende islandske højland for at finde en gruppe forsvundne personer. Hvad fik dem til at bevæge sig ud midt om vinteren, ud i mørke og snestorme? Og hvorfor forlod de det lille shelter de havde, uden ordentligt overtøj og helt udsatte? Samtidig sker der mærkelige ting ved den isolerede radarstation i Stokksnes. En blodpøl i den uberørte sne langt fra civilisationen, en lille barnesko har fundet vej til overfladen efter at have været begravet i årtier, og det gabende sorte hul i klippegrunden ved havet, som har en dragende effekt på mennesker… (fra bogens bagside)

Islandske Yrsa Sigurðardóttir er en internationalt anerkendt krimiforfatter. Hun har bl.a. vundet den danske Palle Rosenkrantz Pris for årets udenlandske krimi i 2016. Prisen blev givet for krimien DNA, der er første bind i serien om Freyja og Huldar. Hun krimidebuterede med Thóra Gudmundsdóttir-serien, hvor første bind udkom på dansk i 2006 med titlen Det tredje tegn. Mine personlige favoritter er de tre enkeltstående spændingsbøger: Jeg skal huske dig, Kulde og Under sneen.

Under sneen fortælles i flere forskellige spor. Dels i nutiden hvor den erfarne redningsarbejder Jóhanna deltager i eftersøgningen af de to forsvundne vennepar. Dels ca. en uge tidligere hvor vi følger de forsvundne via kvinden Dröfn. Derudover er der også et spor med den midaldrende mand Hjörvar, der er relativ nyansat på den ensomt beliggende radarstation på Stokksnes.

Jeg kan rigtig godt lide krimi/spændingsromaner, der bevæger sig i tusmørke-zonen mellem virkeligheden og det uforklarlige. Det gør Sigurðardóttir med stor succes i Under sneen. Naturens isnende kulde fylder siderne, mens en underliggende uro pibler frem. Hvorfor knurrer naboens hund af Jóhanna og Geiris hus? Hvem er det, der ringer på porttelefonen, når Hjörvar er alene på radarstationen? Og hvorfor hører Dröfn en kvindestemme, der tigger om at blive lukket ind i deres hytte midt under en snestorm? Er det hallucinationer fremkaldt af de barske forhold, eller gemmer der sig noget fremmed i mørket?

Under sneen er en foruroligende og ildevarslende roman. Islands voldsomme natur skaber en yderst atmosfærefyldt kulisse for historien, og Yrsa Sigurðardóttir er en effektiv forfatter, der forstår at holde læseren fanget. Jeg var godt underholdt hele vejen. Hvis du også holder af spændingsromaner med et strejf af noget uforklarligt, kan jeg ligeledes anbefale svenske Johan Theorin og hans Ølands-serie.

Uddrag af bogen:

“Vi må hellere se at komme tilbage, inden det bliver mørkt.” Jóhannas blik søgte op mod geviret. Dets tilstedeværelse der på den stejle fjeldside generede hende. Mændene i gruppen var jægere. Hvis dyret var blevet skudt, så havde det måske betydning for fortsættelsen af eftersøgningen. De havde ikke uanede mængder af tid, men de kunne ikke forlade stedet uden at have undersøgt det. Det ville være en katastrofe, hvis det viste sig, at krybskytteri var årsagen til, at de forsvundne personer var taget op til hytten, og hun og Thórir havde undladt at se på sagen. Jóhanna var ikke kendt for at være en, der sad med hænderne i skødet. “Men først er vi nødt til at undersøge rensdyret.”

Thórir protesterede ikke, og de begyndte at vade af sted gennem den dybe sne, så hurtigt de kunne. Isskorpen var ikke den samme tykkelse overalt, og visse steder var den papirtynd. Sine steder gik de igennem til midt på livet, for hvert skridt de tog. Det blev endnu hårdere, da de begyndte at stige op ad fjeldsiden. De var næsten nået op til geviret, da Jóhanna pludselig stoppede op. “Jeg trådte på noget.” Hun stirrede ned på sin højre fod.

“Måske en sten?” Thórir satte hænderne i siden og rynkede brynene.

“Nej. Det var ikke en sten.” Jóhanna flyttede foden og stirrede ned i hullet. Hun udstødte et gisp og måtte tage sig voldsomt sammen for ikke at miste balancen og falde baglæns ned ad fjeldsiden. “Hva’ satan!”

Thórir kom over til hende. Nu var det hans tur til næsten at gå bagover. Nede i hullet kunne man skimte en del af et ansigt. Et vidt opspærret, brustent øje stirrede op på dem. (side 26-27)

Om Under sneen:

Udgivelsesår: 08.02.2022
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 352 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Bráðin
Oversætter: Nanna Kalkar

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
Blodbaner af Jürgensen & Krogsøe
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Mørkeræd af Andreas Roman
Vardekød af A. Silvestri
Stallo af Stefan Spjut
Højlandet af Steinar Bragi
Hjemmet af Mats Strandberg
Natstorm af Johan Theorin
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Udhængt II: Dødens dal af Per Jacobsen

Ja tak. Dødens dal er andet bind i trilogien om Randall Morgan, og den fortsætter i samme overbevisende stil, og efterlader endnu en gang læseren i en tilstand af chokeret vantro.

Jeg var ubetinget glad for Udhængt, hvor Randall Morgan efter et skriveophold vender tilbage til civilisationen, blot for at opdage at den er kollapset, mens han var væk. De overlevende er stort set forvandlet til tomme hylstre, og resten bliver forsøgt udryddet af landets politi. Det lykkes dog Randall sammen med broderen Tommy og teenageren David at finde sønnen Billy, som sammen med en masse andre børn befinder sig på Newcrest Memorial Hospital i en nærmest katatonisk tilstand.

I begyndelsen af Dødens dal er der gået lidt over et år, siden Randall reddede Billy fra hospitalet. Billy sidder stadig i kørestol og har svært ved at tale, men Randall er forhåbningsfuld. De bor på Tommys gård sammen med David, og livet er ved at finde en ny normal. Små samfund af overlevende popper op, og selvom man stadig passer på politiet, er truslen fra dem aftagende.

Så da David ønsker at flytte sammen med kæresten Rose i det nærliggende samfund San Hiva, indvilliger Randall med det samme. Men på selve dagen for flytningen gør de et grusomt fund, der truer håbet om en fredelig fremtid. Hvad det end var, der inficerede samfundet for godt et år siden, er her stadig.

Dødens dal er top underholdende fra start til slut og ender med noget af en mavepuster.

Den indledende prolog giver os et hint om, at noget forfærdeligt er sket igen, samtidig med at vi kort får repeteret handlingen fra første bind, uden at det føles påklistret. Herefter springer handlingen tre måneder tilbage i tiden, og som hjælpeløse passagerer følger vi katastrofen udrulle sig skridt for foruroligende skridt. Det er effektivt, grumt og underholdende på den onde måde, som jeg holder meget af.

Jeg kaldte første bind i Udhængt for topklasse horror af internationalt format, og det kan jeg blot gentage. Per Jacobsen skriver med en ubesværethed, der får handlingen til at udspille sig som en film for ens øjne. Siderne vender nærmest sig selv, og jeg lagde stort set ikke bogen fra mig, før jeg nåede sidste side. Nogen vil måske indvende, at historien ikke er eksperimenterende eller intellektuel nok. Men ind i mellem er det fedt at se en Hollywood Blockbuster, og bare lade sig opsluge af oplevelsen. Sådan havde jeg det under læsningen af Dødens dal, og for mig er det noget af det bedste i verden, når en bog bliver levende og verden omkring mig forsvinder.

Er du til gys uden garantier, så grib fat i Udhængt og Dødens dal. Serien kan varmt anbefales.

Uddrag af bogen:

Lyden af klokken trængte ikke øjeblikkeligt igennem til Randalls bevidsthed. Tværtimod sneg den sig i første omgang ind og blev til en del af det mareridt, der fik ham til at vende og dreje sig uroligt i sengen den nat. Og de fleste andre nætter.

Mareridtene var sjældent helt ens, men der var to elementer, som hans underbevidsthed altid sørgede for at reservere en plads til.

Det ene var foredragssalen på Newcrest Memorial Hospital, hvor han havde fundet Billy og de andre kidnappede børn. Det andet var politibetjenten; den kæmpestore mand, som havde kylet Randall frem og tilbage over den regnvåde asfalt på Hovedvej 55, for derefter at forsøge at klynge ham op i en lygtepæl. (side 29)

Om Dødens dal:

Udgivelsesår: 01.04.2022
Forlag: Humblebooks, 300 sider
Omslag: Per Jacobsen

Læs også:

Udhængt af Per Jacobsen
Samlerne af Michael Kamp
Desperation af Stephen King
Spøgelsestoget af Stephen Laws
Jagtmarken af Patrick Leis
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Micki 19.50 af Christian Reslow