juni 2016
M T O T F L S
« maj    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Darlah : 172 timer på månen af Johan Harstad

DarlahDet er 40 år siden, NASA sidst sendte mennesker til månen, men nu planlægger de pludselig en ny ekspedition derop. For at skaffe pengene udskriver de en konkurrence, hvor tre unge mellem 14 og 18 år kan vinde en tur med astronauterne og tilbringe en uge på NASA’s månebase Darlah 2. Interessen er enorm, og ingen spekulerer synderligt over, at der pludselig befinder sig en base på månen.

Blandt de mange millioner unge, der har tilmeldt sig konkurrencen, bliver norske Mia udtrukket. Mia spiller i et punkband, og hun vil egentlig slet ikke af sted men er blevet tilmeldt af sine velmenende forældre. Derudover udtrækkes japanske Midori, som bare ønsker at slippe væk fra Tokyo, mens franske Antoine fra Paris lider af kærlighedssorger og også drømmer om at komme væk fra det hele.

Hele verden lider af månefeber, og interessen for rejsen er enorm. Men måske var det ikke en god idé at vende tilbage, for da astronauterne og de unge lander på månen, går der ikke lang tid, før problemerne begynder. Så hvorfor er det pludselig så vigtigt for NASA at sende en ekspedition til månen? Hvorfor har ingen hørt om månebasen Darlah 2 før nu, når den blev bygget i 1970’erne? Og hvad er det for en hemmelighed, NASA har gemt på i alle årene siden den sidste månelanding?

Johan Harstad debuterede som 22-årig i 2001, men slog for alvor igennem i 2005 – også internationalt – med romanen ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” om den evige toer Buzz, som stod i skyggen af Neil Armstrongs første skridt på månen, og med ”Darlah” vender Harstad tilbage til månen.

”Darlah” udkom i Norge i 2008 med handlingen henlagt til 2011-2012, og her er tale om scifi-horror af høj klasse fra vores norske naboer. Selvom romanen (som i øvrigt har modtaget flere priser) i første omgang blev udgivet som ungdomsbog, er den bestemt også læseværdig for voksne, og Klim udgiver den da også som en voksenroman.

Historien er velskrevet og super underholdende med masser af referencer til genre-fiction fra 70’erne og 80’erne, som når Mia undrer sig over den manglende lyd efter landingen på månen, og pludselig får tanken ”I verdensrummet kan ingen høre dig skrige”. Filmen ”Alien” fra 1979 havde en tagline, der hed: In space no one kan hear you scream. Også den klaustrofobiske stemning i Darlah 2 vækker mindelser om rumskibet Nostromos mørke, labyrintiske gange, og i det hele taget bliver stemningen efter ankomsten til månen mere og mere dyster og ubehagelig.

En anden lækker detalje er de mange manipulerede fotos, bl.a. Mias øvelokale, månekratere, bygningstegninger af Darlah 2 osv., der er indsat undervejs i romanen, og som får den til at fremstå nærmest dokumentarisk.

I det hele taget er ”Darlah” en rigtig vellykket roman, som både favner ungdomspublikummet, science fiction entusiasterne og horror-fansene. En stor anbefaling herfra med håbet om at Johan Harstad vil skrive mere scifi-horror i fremtiden.

Udgivelsesår: 2016
Omslag: The Lacktr Prpgnda Community

Artikel om Johan Harsted

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen

Lille-fugl-forsideUalmindelig smuk og stemningsfuld graphic novel der tager pusten fra læseren

Uden mange ord, men i smukke og detaljemættede billeder fortæller de to finske brødre Jaakko og Lauri Ahonen en hjerteskærende historie om Lille fugl, der bor alene sammen med sin syge mor.

De to bor isoleret i et hus, hvor alle vinduer er barrikaderet med brædder, og hvor Lille fugls eneste selskab er en enkelt nysgerrig edderkop, som har forvildet sig ind i huset, og så de mange malerier af forfædrene, hvis barske portrætter stirrer strengt ned på ham, mens han passer sin sengeliggende mor og holder huset rent.

Angsten er en fast bestanddel i Lille fugls verden, for moren fortæller ofte om den farlige verden udenfor, hvor DE ONDE FUGLE bor og bare venter på en lejlighed til at komme ind og hakke øjnene ud på små fugle og deres mødre. Men trods de mange sikkerhedsforanstaltninger banker den ydre verden alligevel på døren en dag …

Jaakko og Lauri Ahonens fortælling om Lille fugl modtog Finlandia-prisen for bedste finske tegneserie 2013, og i Italien blev den kåret som årets bedste tegneserie 2014, ligesom den i USA er nomineret til Eisner-prisen 2015 for bedste oversatte og bedste malede tegneserie.

Her er også tale om en særdeles smuk og knugende tegneserie, som berørte mig dybt under læsningen. Dels med sin triste historie om en mor, som uden tanke for konsekvenserne videregiver sin angst og mistro til omverdenen til sit barn, men i særdeleshed også for den smukke billedside.

Ahonen brødrene har skabt en knugende ramme med det isolerede hus, hvor billedsiden umiddelbart virker enkel med trapper, korridorer, værelser og close-up af barrikaderede vinduer og låste døre. Men hvert billede er så fortættet, at man som læser lynhurtigt føler paranoiaen kravle ud af siderne sammen med angsten. De enkelte tegninger er fyldt med detaljer, og sammen med en fantastisk brug af beskæring og vinkling giver det siderne en til tider 3D-agtig effekt, som er helt enestående og nærmest filmisk. Det er virkeligt formidabelt lavet.

Jeg blev dybt betaget af ”Lille fugl” og sad efter endt læsning med en stor klump i halsen, så selvom det ikke som sådan er en gyser, bliver jeg nødt til at anbefale den her på siden, for den fortjener i den grad at blive læst.

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jaakko og Lauri Ahonen

Besøg forlaget Cobolts hjemmeside

Andre anmeldelser af “Lille fugl”: Berti Stravonsky, DR, Torsdags tegneserien på Horsens Bibliotek

Lille-fugl-trappen

Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft

Således forgår alverdens herlighedTilbage i 2013 vandt Lars Kramhøft sammen med Tom Kristensen Årets Danske Horrorudgivelse for deres fremragende graphic novel “Made Flesh“, der siden er udkommet i USA. Nu er Kramhøft aktuel med sin første selvstændige horrorudgivelse for voksne, novellesamlingen “Således forgår alverdens herlighed – 12 aspekter af ny, nordisk horror” med forord af endnu en prisvinder, nemlig Michael Kamp.

Lad det være sagt med det samme – her er tale om en velskrevet, underholdende, modbydelig, skræmmende og meget afvekslende udgivelse, som bør ramme langt bredere end den forholdsvise lille gruppe horrorlæsere Danmark kan mønstre. Kramhøft kan virkelig noget, når han folder sig ud, og jeg giver Michael Kamp fuldstændig ret, når han i forordet skriver:

Her er det hele. Spøgelser. Væsner fra hinsides vores virkelighed. Autokannibalisme. Parasitter. Trusler der skjuler sig i selve sproget. Lars kender sine tropper og tør lege med dem, mens han udforsker genrens kringelkroge. Dyk med ned i fortællingerne og lad dig rive med. De kan varmt anbefales.”

Samlingen åbner med novellen “Fairbanks”, om forfatteren som under et besøg på et lokalt antikvariat finder bogen “Dionea Papirerne” og tager den med hjem med fatale følger. En interessant historie der leger med ordenes farlighed.

I “Forandringer” er vi i tilbage i 1959 i et laboratorium under Nevadas ørken, hvor fortælleren sammen med en tysk forsker søger efter et ormehul der kan give adgang til multiverset. En søgen der måske lykkes, men med hvilke omkostninger? Novellens slutning fik mig til at tænke på A. Silvestris novelle: “Itu” fra “Universets mørke”, uden at de to noveller dog på nogen måde overlapper hinanden.

Allerede de to første noveller viser én af Kramhøfts styrker. Han tager nemlig ubesværet læseren med til såvel Nevada, Narvik eller København. Beskrivelserne og personerne er lige troværdige uanset tid og sted, og det er langt fra alle forfattere, som formår det.

“Ouroboros” er et gammelt symbol, der afbilleder en slange, som spiser sin egen hale. Det er også titlen på samlingens tredje novelle, som handler om manden, der ikke er tilfreds med sit udseende, og derfor begynder at forskønne sig selv ved at skære uønskede dele af kroppen væk. Det ender med en indlæggelse på Psykiatrisk Center, hvor han møder kvinden Camille, som han overraskende forelsker sig i. Men hendes smukke ord, om at mand og kvinde kan forenes til én, bliver ikke den rosenrøde slutning, de drømmer om.

I “Dans med mig” beretter fortælleren om tabet af sin elskede Charlotte, der døde for et år siden. Nu opsøges han af politikommisæren, som har brug for hans hjælp i forbindelse med en række mærkelige dødsfald. En historie om et godt menneske der blot ønsker sig en sidste dans uden tanke for konsekvenserne.

Novellen “Cestoda” har tidligere været bragt i “Universets mørke” og var nomineret til Niels Klim prisen for bedste langnovelle 2015. Tre utilpassede unge kommer på tværs af professor Steffensen, der underviser dem i biologi på resocialicerings-centeret Lystrupgård. Det fører til en eftersidning, der lader de unge komme helt tæt på de parasitter, som professoren er yderst fascineret af. “Cestoda” er samlingens mest fysiske novelle, og jeg indrømmer, at jeg undervejs til tider næsten følte mavesyren i munden.

Vi har vel alle nogle forestillinger om plejehjem. I “Aftenrøde” har fortælleren installeret sin gamle mor i ældreboligerne ved navn Aftenrøde. Her besøger han hende trofast hver uge, men hun er ikke blevet mildere med årene, og denne dag udvikler besøget sig fatalt. Lad mig nøjes med at sige, at Kramhøft her tog fusen på mig helt og aldeles. Jeg havde overhovedet ikke set slutningen komme, men jeg er vild med den.

“Jakes far” giver mindelser om H. P. Lovecrafts fortællinger om uhyrlige væsener, men også om Stephen Kings fremragende novelle “Gråt“, mens novellen “Sic transit” tidligere været udgivet i antologien “De andres blod” og er en fortælling om forfængelighed. Hovedpersonen betegner sig selv som et væsen af lyset, og novellens titel stammer fra det latinske udtryk ‘sic transit gloria mundi‘ – ‘således forgår alverdens herlighed‘, der stammer fra den katolske kirkes ceremoni omkring pavevalget. Titlen er meget passende, for alt i verden har sin tid, og intet varer evigt.

I “Den udvalgte” er vi tilbage i USA, hvor en venlig mand tager to blaffere op med forudsete følger. Det er ikke en dårlig novelle, men i en samling hvor kvaliteten er så høj, falder den lidt ud ved at være mindre uforudsigelige end de øvrige fortællinger.

“Søde døde piger” må helt sikkert være en cadeau til Edgar Allan Poes “The Tell-Tale Heart”, men er i sig selv en rå og voldsom historie om en betjent, der langsomt synker ned i sine laster. Også her sad jeg under læsningen med en grim smag i munden, måske fordi jeg sagtens kan se historien udspille sig i virkeligheden.

Pygmalion var en konge fra den græske mytologi, som foragtede kvinder for deres laster og derfor skar sin idealkvinde i elfenben og fik Afrodite til at gøre statuen levende. De perfekte kvinder er også et tema i “Pygmalion hader dig”, hvor hovedpersonen fortæller om sit møde med pigen Sara, der har en mistanke om, at damebladene med deres perfekte modeller skjuler noget grumt under de glitrende siders skønhed.

Samlingens sidste novelle “I mørket visner alle engle og dør” foregår i tiden efter, at en astroide har ramt jorden og blokeret for solens lys. Nu klumper de overlevende sig sammen, og vi hører kvinden Nina fortælle sin historie til sin lille søn, Sam. Det er nemlig ikke kun kulden, der truer. Mørket har lokket hidtil skræmmende væsener frem, og da en fremmed ankommer til Narvik, kan de ikke mere lukke øjnene.

Generelt er niveauet i novellerne højt, og jeg er imponeret over, hvor let Kramhøft skifter mellem de forskellige fortællerstemmer, steder og temaer. Det giver et spændende flow i samlingen, at man ikke kan regne ud, hvad næste novelle vil bringe, og samtidig er der alligevel en fælles tone, som gør samlingen til en helhed trods forskellighederne.

Både forsiden og de illustrationer, der indleder hver novelle, er skabt af Mark Tholander, og er umiddelbart fascinerende, så jeg glæder mig til at få fingre i papirudgaven af bogen, så jeg kan studere dem nærmere. Det er nemlig egentligt min eneste anke – jeg fik bogen som ebog i god tid før udgivelsen og læste “Således forgår alverdens herlighed” på min telefon, hvor jeg oplevede en del tekniske problemer, og hvor illustrationerne slet ikke kommer til deres ret. Så jeg ser frem til, at den gammeldags papirudgave når butikkerne, men kan trods småproblemerne alligevel varmt anbefale “Således forgår alverdens herlighed”.

Udgivelsesår: 2016
Omslag og illustrationer: Mark Tholander

Besøg Lars Kramhøfts blog eller Forlaget Calibats hjemmeside

Indhold:
Forord ved Michael Kamp
Fairbanks
Forandringer
Ouroboros
Dans med mig
Cestoda
Aftenrøde
Jakes far
Sic transit
Den udvalgte
Søde døde piger
Pygmalion hader dig
I mørket visner alle engle og dør

 

Interview med Lars Kramhøft i anledning af Således forgår alverdens herlighed

Kramhoeft_LarsI anledning af at Lars Kramhøft snart udgiver sin første novellesamling, har jeg fået lov til at stille ham lidt spørgsmål, både om den nye udgivelse: “Således forgår alverdens herlighed”, men også om horror og skriverier generelt.

Hvordan er det gået med ‘Made Flesh‘ i USA?
Godt spørgsmål, det er ret svært at vurdere her fra mit lille hummer i København, men jeg har da snakket med redaktøren Charles Day og han nævnte ordet ”royalties”, så et eller andet må der være blevet solgt. Hollywood har dog ikke ringet endnu.

Hvordan har skriveprocessen været i “Således forgår alverdens herlighed”?
Jeg ved ikke om man kan sige der har været én skriveproces. Novellerne er skrevet på en periode der strækker sig over i hvert fald 4 år, hvis ikke mere. Jeg boede stadig i Viborg da jeg skrev den første, og famlede mig stadig frem i forsøget på at lære at skrive, mens en historie som ”Aftenrøde” er skrevet tidligere i år. Hvis der er tale om nogen form for process tror jeg det bedst kan beskrives som en ‘læringsproces’, haha.

Har du en yndlingsnovelle heri? Og hvorfor?
Måske ikke én decideret, men der nogle hvor jeg selv synes det er lykkedes at skabe nogle rigtig gode og originale motiver, eller hvor jeg har været i stand til at sige noget der virkelig lå mig på hjertet og som jeg syntes var relevant.
Jeg kan godt lide, når man kan bruge genrens rammer til at sige noget om f.eks. vores forhold til vores krop, sexualitet eller alderdom – alle tre emner som jeg synes rummer utrolig meget potentiale for frygt og rædsel.
”Søde døde piger”, ”Aftenrøde” og ”Pygmalion hader dig” har alle tre noget af det, og jeg synes det lykkedes mig at finde nogle både interessante og uhyggelige vinler på nogle ret almindelige ting i alle tre noveller.
Og så er jeg også ret stolt af at have skrevet én med en enlig mor og hendes baby, for det er virkelig noget der ligger langt fra mig selv.

Emnemæssigt spænder samlingen bredt. Har du haft overvejelser om det ift. læserne?
Ikke så meget, for at være ærlig. Det er ikke for at lyde arrogant, men det har primært handlet om at lave et stykke kunst som jeg og illustratorens (Mark Tholander) kunne være stolte af. En del af det har så også været at er skulle være en rød tråd i samlingen, at det ikke bare var en tilfældig pærevælling af noveller.
Det overordnede tema blev så, som der også står på forsiden af bogen, en afsøgning af nogle af alle de forskellige aspekter der er af horror-genren. Horror er meget mere end øksemorder-slasher og hjemsøgte huse – det kan også være satirisk, psykologisk eller filosofisk, og det er det jeg har prøvet at afspejle med samlingen.
Det er også derfor jeg har valgt en forholdsvis obskur titel (som stort set alle har sagt jeg skulle ændre). Den primære anke har været, at folk ikke kan gennemskue at det er horror hvis ikke titlen er har ordet ”ondskab” eller ”midnat” i titlen, og der er et billede af et kranie på forsiden. Men det tillader jeg mig nu at være ligeglad med. Eller, sagt på en anden måde, hvis det er tilfældet må folk sgu udvide deres horisont lidt.

Bl.a. novellen ”Søde døde piger” kan læses som en cadeau her til Edgar Allan Poe, men hvor meget tænker du over den slags under skriveprocessen?
Ikke vildt meget i selve skriveprocessen, men jeg tror jeg har en bagvedliggende bevidsthed om den tradition jeg skriver indenfor. Jeg synes det er vigtigt man er generelt belæst og kender sine klassiker. Og jeg læser alt muligt. På mine hylder står Kafka ved siden af Jack Ketchum, og det smitter selvfølgelig af i det jeg skriver.

Et par af novellerne har været udgivet før, men du har skrevet flere noveller, fx ”Djævelen byggede et hus” i ”Grufulde mørke”, som du har valgt ikke at tage med i denne samling. Hvorfor ikke? Hvad har kriterierne været?
En blanding af de enten ikke var gode nok eller ikke passede ind. En novelle som ”Prisen på magi” fra Kandors ”Ny Dansk Fantasy 2014” er jeg egentlig utrolig glad for, men den ville bare ikke passe ind i en horror-samling. Som tidligere nævnt skulle novellerne passe ind i det tema som handlede om at afspejle forskellige aspekter af horror.

Hvorfor er netop noveller så velegnet et medie til horror?
Jeg tror det er fordi man kan slippe afsted med at smide en bestemt ide eller situation lige i synet på læseren og så løbe væk uden at behøve at forklare en hel masse, haha. Nok især det med at man kan fokusere mere på en ide eller en stemning (fremfor f.eks. karakterudvikling eller plot). Det ville være svært at holde Lovecrafts stil ud i en hel roman, men som noveller fungerer det sublimt.
Meget af uhyggen ligger i usikkerheden. Man skal være lidt på tæerne hele tiden. Hvor mange film og bøger taber ikke pusten lidt over halvvejs? Fordi man har regnet ud hvordan det hele hænger sammen? Som jeg også snakkede om med Jonas Wilmann ifht ”House of leaves” så er det jo netop til sidst, hvor det hele skal ”forklares” som et eller andet Freudiansk, at man bliver skuffet. Usikkerheden er så meget mere spændende, og især i horror. Den er nemmere at bevare i det forholdsvis korte format, ift. I en roman hvor man er nødt til at have noget mere struktur og genkendelighed.

Du har også udgivet en række børnebøger. Er det anderledes end at skrive voksen-horror?
Jeg prøver generelt at være mere positiv, i det jeg skriver til børn og unge. Når jeg skriver til voksne er det mit bitre, nihilistiske jeg der skriver. Der er jo ting børn og unge ikke behøver forholde sig til, som f.eks. snuff porno, haha. Derudover handler det mest om sproget og mere fokus på genkendelighed i personerne samt action frem for tanker, filosoferen og den slags. Men jeg stræber efter at selv mine bøger til unge skal have et eller andet der gør dem interessante for voksne også.

Kan du løfte sløret for kommende projekter?
Pyha, jo, der er mange. Den her sommer bliver ret vild. Ud over SFAH har jeg bind 2 af Rakkerpak på trapperne, også fra Calibat. Den har titlen ”Fabelagtige Levitathan”. Derudover kommer den samlede version af ”Doktor Nukleus” som har kørt online over det sidste års tid (illustreret af Rikke Loft), og endelig er der ”Fandenivoldsk”, min næste grafiske roman sammen med Tom Kristensen, samt vores næste-igen som bliver noget med superhelte. Samtidig skriver jeg et hørespil til CPH stage (baseret på novellen ”Aftenrøde”) og arbejder på en ny gyser roman til unge, der involverer ”the reptilian conspiracy” og en dreng med psykiske evner. That’s about it!

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside

Det tredje testamente af Christopher Galt

Det-tredje-testamenteOver hele kloden begynder folk pludselig at se ting, som ikke er der. I starten er det ret uskyldigt, som f.eks. et glimt af en afdød o.lign., men snart udvikler det sig langt mere alvorligt. En lang række uforklarlige masseselvmord sker flere steder, og så rammes Boston af et massivt jordskælv, hvor hundredvis af mennesker kommer til skade og dør. Det eneste problem er, at ikke en eneste bygning har taget skade! Samt at skælvet var en nøjagtig gentagelse af et historisk jordskælv fra 1700-tallet.

Midt i dette befinder psykiateren John Macbeth sig. Han arbejder på et prestigefyldt projekt i København, der har til formål at skabe verdens mest avancerede model af den menneskelige hjerne. Han er dog i Boston under jordskælvs-visionen, hvor han bl.a. besøger sin bror, en kendt fysiker, som er knyttet til Prometheus-projektet, der siges at være den største videnskabelige opdagelse i verdenshistorien.

Regeringerne rundt i verden forsøger at finde ud af, hvad der foregår, samtidig med at der sker en voldsom opblussen af religiøse ekstremistiske grupper, der er overbeviste om, at visionerne er beskeder fra Gud; at bortrykkelsen er nær; og at videnskaben er i ondskabens tjeneste. Og bag det hele svæver navnet John Astor, men hvem er han?

Jeg må indrømme, at jeg skulle lidt ind i ”Det tredje testamente”, før den greb mig, men så blev jeg til gengæld også hooked. Den skotskfødte krimiforfatter Craig Russell (kendt for sin serie om den tyske kriminalkommissær Jan Fabel, og som her skriver under pseudonymet Cristopher Galt) har nemlig skrevet en yderst intelligent og spændende thriller om jagten på kunstig intelligens, som både favner filosofi, religion og videnskab og lader læseren spekulere over verdens tilstand, Gud og os selv som mennesker.

Bl.a. kvantefysik er et af omdrejningspunkterne i romanen, hvor der tydeligvis er lagt et kæmpe researcharbejde bag for at få indarbejdet de naturvidenskabelige teorier så ubesværet i handlingen, uden at det bliver kedeligt eller uforståeligt.

Russell fortæller med skiftende synsvinkler, hvilket både kan skabe fremdrift og spænding i historien. Det gør det også her, men mod slutningen giver det dog nogle løse ender, som ikke samles. F.eks. virker sideplottet om USA’s præsident underligt uforløst.

De sidste kapitler accelererer spændingskurven vildt, og selvom slutningen er decideret uhyggelig, følte jeg mig alligevel lidt snydt. Trods det har ”Det tredje testamente” givet mig masser at tænke over, og jeg kan absolut anbefale den. Især hvis du nogen sinde har tænkt over, om verden fortsætter med at eksistere, når du selv forsvinder …

Ny udgivelse i efteråret af Martin Schjönning og Tom Kristensen

kværnen_018Til efteråret udgiver Kandor en ny bog af makkerparret Schjönning og Kristensen. Jeg har fået en lille forsmag på løjerne, og må sige at det virker til, at der er noget at glæde sig til.

Kværnen er en illustreret kortroman om livet efter zombie-apokalypsen. Det er en grusom historie, men fyldt med håb. Der er gået omtrent ti år siden det indledende udbrud og milliarder af mennesker er forvandlet til udøde, kødædende dræbere. De få procentdele af verdens befolkning der har overlevet – de hårdføre og veltrænede, men også de heldige – er begyndt at etablere nye samfund, der bekæmper zombie-truslen med alle midler.

Titlen “Kværnen” er både navnet på et uhyrligt anti-zombie-våben og en reference til det univers historiens personer lever i. Handlingen følger Rebecca, der er chauffør i en af de nylig etablerede militariserede samfund, og den post-apolayptiske verden ses gennem hendes øjne, tanker og drømme. Hendes samlede indtryk kan beskrives med Kværnen. Verden er en stor altædende mekanisme, der sluger mennesker og spytter fars, bensplinter og knuste håb ud i den anden ende.

Visuelt foregår Kværnen i et diesel-punk-univers der til forveksling ligner vores egen verden, men hvor maskiner kan lidt mere og er lidt sejere end ellers. Det er en rå, beskidt virkelighed, hvor alle har deres egne frygtelige traumer at slås med, samtidig med at den store ydre fjende, de udøde, skal standses. Netop traumerne og hvad de bringer med sig af forskellige personlige idiosynkrasier, er der lagt stor vægt på i Kværnen.

Historien er skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen, der begge er ret nye indenfor deres respektive kunstarter. Schjönning debuterede med novellen Anonymt Bidrag i 2011 og som romanforfatter med kortromanen Deroute i 2015 og fuldlængderomanen Afsind i 2016. Kristensen debuterede med Deadboy i 2013 tæt forfulgt af Made Flesh, som modtog prisen for Årets Danske Horrorudgivelse for samme år.

Begge kunstneres værker fremhæves ofte som gode eksempler på moderne dansk horror. Schjönnings historier bærer ofte præg af social indignation, misbrug, sindssyge og en form for brutal erotik, der dog er fraværende i Kværnen. Kristensens tegnestil er vild, mørk og voldeligt dynamisk og derfor oplagt til zombie-genren.

Sværmen var uendelig. Kværnen fortsatte fremad, mekanisk og prustende, men lige meget hvor tæt maskinen kom på de forreste zombier, kunne hun ikke se slutningen af horden. En bølgende, stønnende flodbølge af rådne kroppe skyllede ind over det ruinerede, nordtyske landskab. Rystelserne fra to millioner stavrende fødders trampen sendte vibrationer gennem Kværnens pansrede karosseri helt op og ud til førerhuset, hvor Rebecca følte sig mindre farlig og mere udsat for hvert sekund. Brægende, livløse kamphyl overdøvede de hamrende tre tons tunge stempler i Kværnens indre.”

Rebecca

kværnen_019

Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann

RummetsGuder_WilmannJeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen – man ved aldrig, hvad næste projekt fra Jonas Wilmann bliver, bortset fra at det med stor sandsynlighed bliver godt. Det er også tilfældet med første bind i hans nye serie ‘Rummets guder’, hvor vi er langt fra både ‘Frygtfilerne‘ og ‘By‘.

Tusindårskrigen var endelig slut. Fra himlene havde de mægtige guder vist sig og endegyldigt sat en stopper for kampene. Beskeden var klar: Overhold freden eller føl gudernes vrede! ‘Fredsvogtere’ blev udstationeret i alle riger. De var almindelige dødelige begavet med lidt af gudernes kosmiske kraft – kun lige nok til at håndhæve den guddommelige lov. Så freden var en realitet. Og den var god. Men sommetider var den også bare … røvkedelig.”

Miko og Drex er to unge fyre på planeten Corint, der drømmer om at blive optaget på Pilotakademiet. Miko vil i virkeligheden helst være kamppilot og hævne sin far, der døde langsomt efter at være blevet forgiftet af en renki på vulkanplaneten Dracknos. Men det er udelukket, nu hvor freden hviler over Den Interplanetariske Union.

Desværre har de to unge mænd ikke særligt gode odds for at få opfyldt deres drøm. For overhovedet at komme i betragtning til Pilotakademiet skal grundskolen bestås med 1000 point, og Drex er ikke for kvik, mens Miko synes skolen er én lang, kedelig hyldest til de guder, der har afskåret ham fra sin hævn.

Men en dag får Miko en god idé. Ikke langt fra ham bor den tidligere Fredsvogter Mortus, som nu er blevet sær og holder sig for sig selv i sit hus, der langsomt falder sammen om ørene på ham. Miko er overbevist om, at Mortus har forbindelser, der kan få de to drenge ind på Pilotakademiet, så de tilbyder Mortus hjælp med at sætte huset og haven i stand igen for at overbevise ham om, at de har det der skal til.

Og i første omgang virker planen. Mortus ansætter dem, men han viser sig at være noget vanskeligere at imponere end Miko havde forestillet sig. Og ret hurtigt opdager de to drenge også, at både huset og Mortus gemmer på livsfarlige hemmeligheder.

‘Rummets guder: Den mystiske eneboer” føles som en blanding af tv-serien ‘Firefly’ og H. P. Lovecrafts kosmiske rædsler, og Wilmann betegner den selvom som “gotisk sci-fi“. Historien fortælles med masser af energi, og er både sprudlende og underholdende. Wilmann fortæller på sin blog, hvordan han sidste år følte behov for at lægge de samfunds-kritiske romaner på hylden en tid og i stedet skrive mere eventyrligt og fantastisk. Det har udmøntet sig i ‘en række eventyr på fantastikkens overdrev’: “hvor alt er muligt, og det vælter med dæmoner, monstre, der jongleres med tidsrejse, andre dimensioner etc. etc.”

Og Wilmann skruer virkelig volumeknappen op for fuld drøn her i romanen, hvor vi både møder kosmiske monstre, og aliens der barberer sig, mens de to ikke så kloge hovedpersoner sørger for et humoristisk islæt. Som altid er romanen både velskrevet og velredigeret, og selvom her ikke er tale om regulær horror, så kan Wilmann alligevel ikke lade være med at skrive nogle totalt klamme afsnit ind i historien – heldigvis 🙂

Han registrerede svagt, at noget kom svævende mod ham fra siden, men han havde svært ved at samle sig om det. Alt for koldt, alt for lidt ilt! Den svævende ting var måske en krop? En død krop? Den kom tættere på. Var omgivet af svævende murbrokker. ‘Jeg er Cielvar,’ sagde liget. Det havde ikke noget ansigt, kun et optrevlet rod af blodige kødstykker, der flagrede i vægtløsheden. Stemmen lød, som om den kom direkte ind i Mikos hoved, som ved telepati. ‘Jeg er en af de døde fra Prima-Agnog’.”

Formentlig kommer ‘Rummets guder: Den mystiske eneboer’ til at stå blandt ungdomsbøgerne på biblioteket, men jeg var nu herregodt underholdt, selvom jeg er oppe i 40’erne, så lad endelig ikke læsningen blive begrænset af det. Selv ser jeg i hvert fald både med forventning og utålmodighed frem til, at bind 2 udkommer næste år.

Udgivelsesår: 20.05.2016
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs mere på forlaget Kaos hjemmeside

 

 

Færgen af Mats Strandberg

FaergenHorror er det nye sort – i hvert fald ifølge det svenske bogmagasin Books and Dreams, som på forsiden af deres forårsnummer skriver ”It’s hip to be scared”. Og det kunne da være rigtigt fedt, hvis flere får øjnene op for horrorgenrens mange fremragende forfattere, hvor Mats Strandberg er et nyt, spændende bekendtskab.

En af mine yndlingsforfattere er svenske John Ajvide Lindqvist, som for alvor fik sit gennembrud med den socialrealistiske vampyrroman ”Lad den rette komme ind”, der udkom på dansk i 2007. Nu debuterer som sagt en anden svensker, Mats Strandberg, som voksenforfatter med ”Færgen”, som ligeledes på bedste vis blander socialrealisme med gyset.

Krydstogtskibet Baltic Charisma blev bygget i 1989. Det har plads til 2000 passagerer og sejler dagligt mellem Stockholm og Finland med en blanding af familier, der skal fra det ene land til det andet, og partygæster som udnytter de billige toldfrie alkoholpriser. På Baltic Charisma er hver dag en fest.

Vi følger en række personer ombord på færgen: den pensionerede lægesekretær Marianne som desperat ønsker at komme ud af ensomheden; drengen Albin som rejser sammen med sine forældre samt fasteren og kusinen Lo; den tidligere medarbejder Calle som er på en romantisk tur med kæresten Vincent; sangeren Dan Appelgren hvis karriere længe har været for nedadgående og som nu underholder i skibets karaokebar; Madde som sammen med veninden Zandra er på tøsetur for at glemme hverdagens problemer; Pia der er en af skibets fire vagter, men ikke rigtigt føler at hun slår til, og mange flere.

I stedet for en hyggelig og festlig overfart bliver turen dog et sandt mareridt. To af færgens passagerer er ikke, hvad de giver sig ud for, og snart afløses morskaben af et sanseløst blodbad.

”Færgen” er knap 500 sider, men jeg læste den stort set i et åndedrag. De korte kapitler med skiftende synsvinkler gør sammen med en accelerende handling, at man ikke nærmest ikke kan lægge den fra sig. Strandberg skriver godt, og han formår både at fortælle den nære historie om f.eks. de meget realistiske problemer i drengen Albins familie, men også at give den gas, når blodet står knæhøjt og realismen er røget ud af vinduet.

Desuden er valget af en færge som location fremragende fundet på med sin labyrint-agtige opbygning og uden mulighed for flugt. For – som Mats Strandberg skriver med en slet skjult henvisning til Ridley Scotts filmklassiker ”Alien” – på Østersøen kan ingen høre dig skrige!

”Færgen” er både underholdende og skræmmende, og selvom Mats Strandberg måske ikke helt når op til John Ajvide Lindqvist, så kan mindre altså også gøre det. Bestemt en anbefaling værd.

Læs et interview med Mats Strandberg
Besøg Mats Strandbergs hjemmeside

Tak til forlaget Modtryk for læse-eksemplaret

Udgivelsesår: 20. maj 2016
Omslag: Pär Åhlander

IMDB’s bud på ‘Top Sci-Fi Horror Films’

Jeg faldt over denne liste på IMDB over de bedst ratede sci-fi horror film, der er udgivet de sidste 25 år, og jeg må indrømme, at jeg ikke er enig i ret mange af placeringerne. Derudover er jeg ikke helt sikker på, hvor brugbar jeg egentlig synes listen er, for det er langt fra alle titlerne, jeg ville klassificere som sci-fi horror.

Men – jeg har taget fejl før, så her får I også listen, og så kan I selv bedømme den. (mine ratings står med kursiv)

Alien_197920.
Alien³ (1992) and Prometheus (2012) – Ratings: 6.4 and 7.0 After Ridley Scott’s 1979 Alien (8.5 rating) and James Cameron’s 1986 Aliens (8.4) came a few lower-rated follow-ups in the same universe, including two with Sigourney Weaver’s Ripley: David Fincher’s Alien³ and Jean-Pierre Jeunet’s Alien: Resurrection, whose rating just missed this cut. (Alien – 8, Alien 3 – 9, Aliens – 6, Alien Resurrection – 6, Prometheus – 7)

 

19.
Daybreakers (2009) – Rating: 6.5 (6)

 

18.
30 Days of Night (2007) – Rating: 6.6 (5)

Event-horizon
17.
Event Horizon (1997) – Rating: 6.7 (10)

 

16.
Resident Evil (2002) – Rating: 6.7 (7)
The first film has spawned several sequels, including a few with relatively good ratings, including Resident Evil: Extinction (Rating: 6.3), Resident Evil: Damnation (6.5), and Resident Evil: Degenerion (6.6).

 

15.
Pandorum (2009) – Rating: 6.8 (5)

 

14.
Hellboy (2004) and Hellboy II: The Golden Army (2008) – Ratings: 6.8 and 7.0 (5 – 6)

 

13.
Blade (1998) and Blade II (2002) – Ratings: 7.1 and 6.7 (6 – 5)

 

Underworld_200312.
Underworld (2003) and Underworld: Evolution (2006)– Ratings: 7.0 and 6.8 (Underworld – 5)

 

11.
Pitch Black (2000) and The Chronicles of Riddick (2004) – Ratings: 7.1 and 6.7 (8 – 8)

 

10.
World War Z (2013) – Rating: 7.0 (6)

 

9.
Cloverfied (2008) – Rating: 7.1 (7)

the_ring
8.
The Ring (2002) – Rating: 7.1 (6)
The Ring is an American remake of the popular 1998 Japanese movie Ringu (8), which is itself based on a novel. The U.S. version led to a much-less-appreciated 2005 sequel, The Ring Two, which currently has a rather sad 5.4 rating.


7.

The Mist (2007) – Rating: 7.2 (8)

the-decent
6.
The Descent (2005) – Rating: 7.2 (7)

 

5.
I Am Legend (2007) – Rating: 7.2 (6)
This film is based on the novel by Richard Matheson, and it deserves comparisons to The Omega Man and The Last Man on Earth (7)

 

Dawn_of_the_Dead_20044.
Dawn of the Dead (2004) – Rating: 7.4 (7)
A remake which, appropriately enough, it is not as high-rated as Romero’s classics: 1968’s Night of the Living Dead (8.0 – 8) and the original Dawn of the Dead (8.0 – 8).

 

3.
Rec (2007) – Rating: 7.5 (8)
The 2008 U.S. remake, Quarantine, only have a 6.0 rating.

 

2.
28 Days Later (2002) and 28 Weeks Later (2007) – Ratings: 7.6 and 7.0 (8 og 7)

lad-den-rette-komme-ind_27273
1.
Let the Right One In (2008) – Rating: 8.0 (7)
An American remake, Let Me In, from 2010 have a 7.2 rating

 

Titler, som jeg mener burde have været med (men jeg ved godt at nogle af dem er for gamle)

In the Mouth of Madness, 1994 – IMDB rating: 7.2 (10)
The Signal, 2007 – IMDB rating: 6.1 (8)
Fluen, 1986 – IMDB rating: 7.5 (8)
The Crazies, 2010 – IMDB rating: 6.5 (8)
Re-Animator, 1985 – IMDB rating: 7.3 (8)
Predator, 1987 – IMDB rating: 7.8 (7)

Overlevernes by af Lise Bidstrup

Overlevernes_by”Overlevernes by” er tredje selvstændige bog i Lise Bidstrups dystopiske og samfundskritiske serie. De to foregående bind, som jeg desværre ikke har læst endnu, hedder ”Spillets by” og ”Idolernes by”, men så vidt jeg kan læse ud fra beskrivelserne, handler de om helt andre personer, og serien ser heller ikke ud til at bygge videre på foregående begivenheder, men tager i stedet i hvert bind udgangspunkt i en samfundstendens som føres ud i sin yderste konsekvens.

I ”Overlevernes by” er samfundet brudt sammen under ikke nærmere forklarede omstændigheder. Det eneste, vi ved, er, at den globale økonomi er krakket, og at det de fleste steder på jorden er alles kamp mod alle.

I Danmark nåede regeringen at lukke grænserne, før landet blev oversvømmet af flygtninge, og dermed er landet et af de få samfund, der stadigvæk er relativt stabile. Godt nok er der mangel på alt, og madvarer m.m. er derfor rationeret og udleveres kun mod visning af ens borgerchip. Men da ikke alle er registrerede, er en stor gruppe overladt til privat godgørenhed eller til at sulte ihjel.

Den snart 16-årige Malte hører til blandt de heldige. Hans familie får tilstrækkeligt med V-klip til, at de kan blive boende i deres hus (som godt nok langsomt falder sammen om ørerne på dem), og de får nogenlunde madrationer. Trods de barske livsvilkår hænger han ud med vennerne, forelsker sig i søde piger og er en ung fyr som så mange andre.

Kort før Maltes fødselsdag bliver han indkaldt til militæret. Alle unge skal ind og hjælpe med at holde Danmark hermetisk lukket for indvandring, hvilket betyder, at de patruljerer grænserne og kyststrækningerne – og skyder enhver som vover sig i land. Selvom Malte har svært ved at forholde sig til de nye omstændigheder, falder han alligevel til, og bliver også gode venner med pigen Agnes som også kommer fra Holte.

Men så falder grænsen mod Tyskland, og det får uforudsete konsekvenser i resten af landet. Pludselig befinder Malte sig på flugt igennem Danmark sammen med Agnes og sin tidligere skolelærer, Vitus. En flugt der skal bringe dem til et utopia i Europa.

”Overlevernes by” er en underholdende og letlæst ungdomsbog. Hovedpersonen Malte står levende og sympatisk for læseren, og det er nemt at sætte sig ind i hans tanker og følelser om de forfærdelige ting, han udsættes for.

Beskrivelsen af det opløste samfund, som nu er blevet en slags militærstat, er for så vidt vellykket, men jeg kunne nu godt tænke mig at høre mere om, hvordan og hvorfor økonomien brød sammen, og hvorfor Danmark endte som det gjorde, f.eks. hvorfor man tilsyneladende ikke kan dyrke jorden mere. Men da det er en ungdomsbog, tænker jeg, at det er helt bevidst, at forfatteren har koncentreret sig om menneskeskildringen frem for baggrunden.

Lise Bidstrup giver nogle virkelig barske beskrivelser af gruppens rejse gennem Danmark, efter at den tyske grænse er faldet, men herefter bliver turen – trods visse vanskeligheder – lidt for heldig. Gruppen møder nærmest ingen mennesker, selvom de kører på den nedslidte og ødelagte motorvej gennem Europa og med deres lastbil burde være et ønskemål for alle overlevende. Jeg undrede mig over, hvor flygtningestrømmen pludselig var henne? Og folk i det hele taget? På et tidspunkt bliver de godt nok fanget i Frankrig, men det er tilsyneladende det eneste ”samfund”, de støder på, og de møder tilsyneladende heller ingen andre biler undervejs.

For mig fungerede første halvdel rigtig godt, mens sidste del af bogen bliver lidt for tynd. Jeg var ikke så vild med Bidstrups forklaring af Maltes ”skytsengel”, men måske vil andre læsere mene det er en sjov gimmick.

Det er som sagt en ungdomsroman, og som sådan er den både velskrevet og underholdende med masser af action, samtidig med at den giver den unge læser stof til eftertanke med sine skarpt optrukne holdninger og de mange lighedstræk med det samfund, vi kender i dag, hvor flygtningestrømme og overforbrug ikke er ukendte størrelser.

Der er de seneste år udkommet en lang række dystopiske ungdomsromaner efter Suzanne Collins kæmpesucces med ”Hunger Games”. Her er Lise Bidstrup et godt dansk bud sammen med f.eks. Line Kyed Knudsens ”Hvidt støv” og Nicole Boyle Rødtnes’ ”Ilttyv” serier.

Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet, nr. 47

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Stoltze Design

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside