januar 2017
M T O T F L S
« dec    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

Skadedyr og tulipaner af Steen LangstrupArchibald er 13 år. Hans mor er lige død i en højresvingsulykke, og hans kunstnerfar, Thomas, er fordybet i sin egen sorg. Uden at tænke over konsekvenserne sælger Thomas deres lejlighed i København og flytter Archibald med over på en lille ø. Måske for at bo her for altid.

Her forsøger Archibald at overvinde sorgen og smerten over morens død, mens Thomas forsvinder i sine malerier og i druk. Da nabofamilien viser venlighed overfor Archibald, griber han det som en druknende griber en redningskrans. Men de to drenge, Hans og Peter, har helt andre interesser end Archibald, og den sommer der startede så frygteligt, ender værre …

Som regel elsker jeg at læse, og især når bogen er så velskrevet og generelt bare flot, som Skadedyr og tulipaner er. Ikke desto mindre sad jeg til sidst under læsningen og ønskede, at jeg bare kunne lægge bogen fra mig og glemme alt om den igen. Men det kunne jeg ikke.

Steen Langstrup er i mine øjne en af Danmarks dygtigste forfattere. Han har en skarp pen, og skærer sin fortælling helt ind til benet. Og når man læser ham, er det som at se en film bag sine øjenlåg. Denne gang udnytter han sit talent med en ualmindelig grum og gribende roman, om den sommer hvor Archibalds liv slutter.

Skadedyr og tulipaner er en roman om at miste, det er en roman om kærlighed, og det er en roman om en sød og følsom dreng, der presses langt ud over sine grænser. Samtidig er det en roman om Dem og Os-mentaliteten, her eksemplificeret mellem øboerne og tilflytterne, Københavnersnuderne. En mentalitet, der retfærdiggør det mest utrolige, når det bare er Dem, det går ud over. For De er meget værre. Det ved vi jo…

Under læsningen kom jeg til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum, som er en af de mest modbydelige og ondskabsfulde romaner, jeg nogensinde har læst. Samme følelse af afmagt og fatalisme fik jeg her, hvor vi allerede fra begyndelsen af romanen ved, at slutningen langt fra bliver rosenrød. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen igen, for Langstrup spidder én med sine ord, så man ikke kan andet end følge med.

På trods af al sin grusomhed er Skadedyr og tulipaner også en virkelig smuk bog, både sprogligt og layoutmæssigt. Som altid har Langstrup selv stået for forsiden med et blodrødt, nærmest stadig dunkende hjerte på en sort baggrund med en snørklet gul bort, som – når man ser nærmere på den – består af mus, økser og andre ‘hyggelige’ effekter. Borten går igen gennem hele romanen, hvor den omkranser teksten på de enkelte sider, og det er en fornøjelse at sidde med så gennemført en udgivelse.

Jeg var vild med Ø, som Steen Langstrup udgav sidste år, men Skadedyr og tulipaner er næsten for ond for mig. Ikke desto mindre er jeg nødt til at anbefale den. For en bog, der berører læseren i den grad, er værd at læse.

Om Skadedyr og tulipaner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: 2 Feet Entertainment, 235 sider
Omslag: Steen Langstrup

Kolde facts af A. Silvestri

Kolde facts af A. SilvestriBlandt 2016s danske horrorudgivelser befinder sig en sms-novelle af A. Silvestri. Den hedder Kolde facts, og lad mig sige det sådan – den fik min opmærksomhed.

Sms-noveller er ikke blot noveller, der er blevet opdelt i små bidder og sendt. Det er historier skrevet til mediet, og konceptet består typisk i, at man modtager sms-novellen som beskeder sendt til ens mobil fra hovedpersonerne i historien. Nogen gange er man en del af historien, andre gange er man en flue på væggen. Alt afhængig af hvad forfatteren har tænkt der skal ske.

I tilfældet Kolde facts remser A. Silvestri bogstaveligt talt en lang række facts op og krydrer med lidt personlige observationer. Det lyder måske kedeligt, men det er det langt fra. Dels fordi nogle af de facts Silvestri serverer for læseren i sig selv er ret klamme, men også fordi han behændigt lader sine facts følge af helt uskyldige formuleringer, som pludselig får en ubehagelig undertone. Det er super godt lavet, og giver læseoplevelsen en ekstra dimension.

Hvis du ikke tidligere har prøvet en sms-novelle, så besøg smspress.dk, hvor du både kan købe novellen eller låne den via dit bibliotek. Udover A. Silvestri finder du også sms-noveller af en række andre horrorforfattere som f.eks. Steen Langstrup, Jacob Hedegaard Pedersen, Teddy Vork og Christian Reslow.

Snyd ikke dig selv for en anderledes læseoplevelse. Læs Kolde facts og find ud af hvor mange kilometer blodbaner din hjerne indeholder og hvor hurtigt en menneskekrop kan tømmes for blod.

Om Kolde facts:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: SMSPress

Besøg A. Silvestris hjemmeside og læs mere om hans tanker bag Kolde facts.

 

De blindes land af H. G. Wells

De blindes land af H. G. WellsDen engelske forfatter Herbert George Wells levede fra 1866 til 1946. I sin levetid skrev han en række romaner og noveller indenfor stort set alle genrer, lige fra almindelig mainstream over humoristiske underholdnings-historier til fantastik, science fiction og horror.

I novellesamlingen De blindes land har Niels Dalgaard udvalgt og oversat 13 af H. G. Wells noveller indenfor science fiction genren. Som altid ved Science Fiction Cirkelens klassiker-serie har han også skrevet et interessant og uddybende efterord om forfatterskabet.

Et par af novellerne kendte jeg på forhånd, bl.a. titelnovellen “De blindes land” og novellen “Historien om afdøde mr. Elvesham“. Resten var nye for mig. Langt de fleste er dog både velskrevne og interessante trods de efterhånden mange år på bagen.

Blandt mine favoritter er “Stjernen”, som oprindelig blev skrevet i 1897.

Få mennesker uden naturvidenskabelig uddannelse kan gøre sig klart hvor isoleret Solsystemet er. Solen med dens pletter af planter, dens støv af planetoider, og dens urørlige kometer, svømmer i en enorm tomhed der næsten er umulig at forestille sig. Uden for Neptuns kredsløb er der rum, tomt så langt mennesket har været i stand til at observere, uden varme eller lys eller lyd, blank tomhed, i 30 millioner gange en million kilometer. Og bortset fra nogle få kometer der er mindre massive end den tyndeste flamme, havde intet stof så vidt menneskene vidste, nogen sinde krydset denne afgrund i rummet, før denne besynderlige vandringsmand dukkede op i begyndelsen af det tyvende århundrede.”

Jeg er vild med dette citat, som på fornem vis opsummerer, hvor meget man vidste og ikke vidste om rummet i slutningen af 1800-tallet. Man fandt f.eks. først Pluto i 1930 (som siden er blevet nedgraderet til en dværgplanet), så Neptun var den yderste planet man kendte. Man anså kometer for tynde flammer, mens man siden har fundet ud af, at de er rester, en slags dybfrosne tidskapsler, fra solsystemets dannelse for 4,6 milliarder år siden. Og man kunne ikke forestille sig, at jorden kunne blive ramt af et andet himmellegeme, for der var ingen fortilfælde for den slags. I dag mener forskerne, at det var et meteornedslag, der udryddede dinosaurerne for 65 millioner år siden. Og at månen i øvrigt blev skabt, da jorden og planeten Theia stødte sammen mellem 50-150 millioner år efter vores solsystems fødsel.

“Stjernen” er dog spændende læsning, for H. G. Wells har også mange rigtige betragtninger med, når han forestiller sig følgerne af et stort himmellegeme, der nærmer sig jorden med astronomisk fart. Han forudser tsunamier, miljøforandringer med følgende smeltning af polerne, oversvømmelser, jordskælv m.m. Og så slutter han af med en absolut sandhed om katastrofen, som jeg ikke vil afsløre her. Men virkelig en vellykket novelle.

Også “Myrernes imperium” var jeg meget betaget af. Her sendes kaptajn Gerilleau med sin kanonbåd til Badama på Batemo-armen af Guaramadema for at hjælpe indbyggerne mod en invasion af myrer. Først er Gerilleau skeptisk og tror, at nogen holder ham for nar, men båden sejler af sted. Ombord er også maskinmesteren Holroyd, og undervejs begynder situationen for alvor at gå op for ham.

Det var dette lands umenneskelige enormitet, der forbløffede og undertrykte ham. Han vidste, at der ikke var mænd i himlen, at stjernerne var pletter i rummets utrolige enormitet; han vidste at havet var enormt og ikke lod sig tæmme, men i England tænkte han på landjorden som menneskets. I England er den vitterligt menneskets, de vilde ting lever på hans nåde og vokser under kontrol, overalt er der veje, hegn og fuldstændig sikkerhed. Også i et atlas er jorden menneskets, og alt sammen farvet for at vise hans krav på det – i levende kontrast til havets uafhængige blå. Han havde taget det for givet, at der ville komme en dag, hvor der overalt på jorden ville herske plov og dyrkning, letbaner og gode veje, velordnet sikkerhed. Men nu tvivlede han. Skoven var uendelig, den virkede uovervindelig, og mennesket var i bedste fald en sjælden, usikker indtrængende.”

Blandt de mere kulørte noveller holder jeg særligt af den første novelle i samlingen “Den mærkelige orkidés blomstring”. Her får den sky og svagelige Winter-Wedderburn en dag får fingre i en ukendt orkideart. Med spænding planter han den ud i sit drivhus, men da den endelig blomstrer, får det uforudsete følger.

Jeg vil også fremhæve “Historien om afdøde mr. Elvesham”. Edward George Eden er en ung stærk mand, som er i gang med sit medicinstudie, da han en aften opsøges af en ukendt ældre mand, Mr. Elvesham. Elvesham har et noget usædvanligt forslag til Edward. Han vil indsætte ham som arving til sin store formue, hvis Edward vil gennemgå en række fysiske tests og iøvrigt indvillige i at tage Mr. Elveshams navn. Edward er først lidt skeptisk, men lader sig overbevise og snart er han i fuld gang med at blive testet. Da alle test er gennemført tilfredsstillende, fejrer de to mænd det med en god middag. Her giver Mr. Elvesham Edward et pulver i sin drik, som får ham til at føle sig meget mærkeligt tilpas, men heldigvis har han fået et andet pulver med, som kan hjælpe ham til at sove. Men da Edward vågner op, er noget helt galt. Og så ser han sig selv i spejlet …

Jeg har tidligere læst novellen som horror, men i efterordet forklarer Dalgaard, at “Historien om afdøde mr. Elvesham” (sammen med “Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne”) er med, fordi personerne heri udsættes for oplevelser, der drejer sig om forskydninger i tid og rum.

Personligt er jeg ikke så begejstret for “De landgående panserskibe”, der tilhører subgenren fremtidskrigsfortællingen (Slaget ved Dorking, Dommens dag og Slaget ved Lyngby), som jeg synes bliver lidt kedelig. Men som dog på en måde forudser opfindelsen af terrængående tanks. Heller ikke “I afgrunden” (der muligvis har inspireret Arthur Conan Doyle til novellen “Maracot-dybet“) falder helt i min smag, selvom selve idéen om at blive sænket ned på haves bund er godt skrevet. Disse beklagelser hører dog til i småtingsafdelingen.

Som regel er det både en fornøjelse og en oplysende oplevelse at læse et værk i SFC’s klassiker-serie, og De blindes land af H. G. Wells er ingen undtagelse. Wells er både en underholdende fortæller, men har også en bred viden der får hans historier til at virke troværdige. Så giv endelig denne novellesamling en chance.

Indhold:

Den mærkelige orkidés blomstring (1894)
Diamantmageren (1894)
Elefantfuglenes ø (1894)
Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne (1895)
Historien om afdøde mr. Elvesham (1896)
I afgrunden (1896)
Krystalægget (1897)
Stjernen (1897)
Filmer (1901)
Den nye accelerator (1901)
De landgående panserskibe (1903)
De blindes land (1904)
Myrernes imperium (1905)

Om De blindes land:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Necropolis – de levende døde af Patrick Leis

Necropolis - de levende døde af Patrick LeisHvis du kan lide zombihistorier, så er Patrick Leis’ Necrodemic serie et must. Her er afrevne lemmer, indvolde, blod og splat i et gennemarbejdet og superspændende univers.

Tilbage i 2003 udgav Patrick Leis zombiromanen Requiem. Siden kom flere bøger på forskellige forlag og på forskellige tidspunkter i serien Necrodemic’s tidslinje. Nu genudgiver Patrick Leis hele serien i en revideret udgave på forlaget Valeta.

Første bind er Necropolis – de levende døde, som oprindelig var en novellesamling. I den nye udgave er historierne blevet skrevet sammen, og der er tilføjet flere kapitler for at skabe overblik. Bagerst er indsat ordforklaringer, et slægtstræ for Meyer-familien samt en tidslinje over Necrodemic-serien. Endeligt er der også arbejdet med det grafiske udtryk samt lavet tilføjelser til tegneserien i kapitlet ”Svøben”.

Har det omfattende arbejde så været umagen værd?
Et rungende ja herfra. Jeg var begejstret for 2008-udgaven af Necropolis, men denne nye udgave er blevet mere sammenhængende og lader hele universet få bedre plads. Og samtidig er det stadigvæk forrygende god underholdning.

Over ti kapitler fortæller Patrick Leis i punktvise nedslag, hvad der egentlig skete dengang.

Menneskeheden har med nød og næppe overlevet supercomputeren IO’s overherredømme, men nu skaber en voldsom stigning i fødsler af børn med Downs Syndrom akutte problemer. For at helbrede disse børn forsøger firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfunden kur. Og i første omgang ser det ud til at hjælpe.

Men kuren har en uforudset effekt, og så begynder problemerne først for alvor. Det må en patrulje nationalgardister sande i kapitlet ”Udbrud”. De er blevet sendt ud i et socialt belastet boligområde for at stoppe lokale uroligheder. Til at starte med forløber operationen godt. Patruljen anholder nogle voldtægtsmænd og barrikaderer sig i det lokale supermarked, selvom de ikke umiddelbart kan se andre mennesker i området. Det ændrer sig dog hurtigt, og snart er de i en kamp på liv og død.

Efterhånden går det op for regeringen, at situationen er ude af kontrol. Nu er det et spørgsmål om at redde, hvad der reddes kan. For overlægen Victor Feiberg betyder det i kapitlet “Epidemi”, at han må overgive kontrollen af sit sygehus til militæret, og for dem er demokratiets rolle som de svages beskytter et overstået kapitel.

I de sidste kapitler hører vi om, hvordan resterne af menneskeheden samler sig i C-byerne; om deres kamp for at udvide deres territorier og bekæmpe zombisvøben; men også om de interne magtkampe der uundgåeligt opstår, når flere mennesker samles. Disse magtkampe fører bl.a. til, at enkeltindivider bryder ud fra byerne og bosætter sig i små gårdsamfund. Og således lægges der op til næste bind i serien: Requiem.

Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier, hvad enten han bruger ord eller billeder. Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrunden. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund.

Fokus er ikke på sproglige finesser eller dybe psykologiske portrætter. I stedet er der action fra første side, så enhver drengerøv klapper i hænderne. Men hele tiden føres læseren med sikker hånd gennem de turbulente og blodige begivenheder, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår.

Necropolis – de levende døde er skræmmende på mere end et plan – og den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

Om Necropolis – de levende døde:

Udgivelsesår: 2016 (2008)
Forlag: Valeta, 239 sider
Illustrator: Patrick Leis

Tak til forlaget Valeta for læseeksemplaret og glem ikke at tjekke Duality By Prones sindssyge gode nummer Castra Damnatorum inspireret af Necrodemic-serien.

Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket / red. Lars Grill Nielsen

Hvis jeg overlever natten - fortællinger fra mørketFra bagsiden:
En afrikansk dæmon, en helhest, Satans yngel, syge sind med skæbnesvangre følger, udenjordisk liv og en lind strøm af edderkopper er hvad de syv noveller i Hvis jeg overlever natten udsætter sine læsere for.”

Enter Darkness er et nyt dansk forlag. Manden bag er Lars G. Nielsen, der beskriver Enter Darkness som et “enmands- og fritidsforetagende drevet af en passion for bøger og fortællinger fra især de fantastiske genrer.”

Antologien Hvis jeg overlever natten er både forlagets første udgivelse og første bind i serien Fortællinger fra mørket med horror og science fiction noveller af både etablerede og nye forfattere. Blandt bidragsyderne denne gang ses garvede kræfter som A. Silvestri og Lars Ahn Pedersen, men også en debutant (Savanna Lind) er repræsenteret – endda med titelnovellen.

A. Silvestri får lov til at åbne ballet med “In uteri”:
Om morgenen, når jeg løfter min nøgne krop ud af sengen, og ser på mig selv i det mandsstore spejl, der som en rude ind til andre verdener dominerer den modsatte væg, er det første jeg lægger mærke til mit kønsorgan. Min pik. Min ynglepind, min pumpestok. Mit fede spermelem fyldt med slimet sæd.

Sjældent har jeg læst en tekst der bruger så mange slangudtryk for kønsorganerne, men naturligvis har Silvestri en pointe. Intet er nogensinde “bare” i hans litterære univers. “In uteri” er skræmmende på det åbenlyse plan, men er også både velskrevet og udfordrende og efterlader læseren med uro i kroppen.

Titelnovellen “Hvis jeg overlever natten” er som sagt skrevet af debutanten Savanna Lind. Det er historien om Alice, der er blevet forladt af Rasmus, og nu sidder alene i deres tomme lejlighed, som skal sælges. Alice vil så gerne ud, men gulvet er glat, og så er der også stemmen.

Når det kommer til noveller, er Lars Ahn en af mine favoritforfattere. Her bidrager han med “Hvor hesten ligger begravet”. Laust er arkitekt, og som nyuddannet får han tilbud om at tegne et hus for it-millionærern Krøyer, der dog har et specielt ønske. Under huset skal en hvid, trebenet hest begraves levende! Laust bryder sig ikke om det, men tanken, om alt det jobbet kan føre med sig af anerkendelse, bliver for stor. Desværre er der også andre, der kender til aftalen.

Ahn fortæller på sin hjemmeside, at novellen er inspireret af myten om helhesten. Jeg kendte godt til helhesten, men vidste ikke at den var et sagnvæsen fra kristen tid og forbundet med opførelsen af kirker og kirkegårde. Ahn har ført historien op til nutiden, og serverer her et drama om ambitioner, lidenskab og hævn.

“Der er ingen bånd der binder mig” er skrevet af Susanne Thrane, af hvem jeg tidligere har læst novellerne “Lige børn leger bedst” samt “Vrangside“. Her handler det om en utilpasset teenagedreng, hvis mor er meget kontrollerende og besat af renlighed. Han er kun godt tilpas, når han er sammen med kammeraten Tobber, for Tobber lader ikke nogen konventioner styre sit liv.

Kasper Grandetoft har skrevet novellen “Fobi”, og den skal man ikke læse, hvis man er bange for edderkopper. Martin er murer, men nu er han blevet fyret. For at gøre indtryk på kæresten Louise beslutter han sig for at fælde et gammelt træ, som de længe har talt om. Det går ikke helt efter planen, og pludselig bryder Martins fobi for edderkopper ud i lys lue. Grandetoft (som også har skrevet den vellykkede “Klong Prem“) formår virkelig at få Martins angst ud over siderne og ind i læseren. Det er fedt gjort.

Klaus bliver opsøgt af sin gamle ven Frederik i “Babusjkaernes herre” af Morten Carlsen. Frederik har været udstationeret med Læger Uden Grænser i Nigeria. Da han opsøger Klaus, er han nærmest blot en gusten kopi af sit gamle jeg. Under besøget fortæller han hvorfor, men det er en historien, der er svær at tro på.

Den sidste novelle i Hvis jeg overlever natten er skrevet af Flemming Johansen (“Utak er verdens løn“) og hedder “Den tavse zone”. Historien kan katalogiseres som scifi-horror og er fortællingen om rumskibsbesætningen, der undersøger planeten Kepler-726 i jagten på sjældne mineraler og metaller. Indtil videre har de ikke fundet det store. Til gengæld er et af besætningsmedlemmerne kommet til skade og skal sendes retur til jorden. Men før de får sendt redningskapslen af sted, finder de noget helt uventet. En snigende novelle, der både er velskrevet og underholdende med en grum slutning.

Jeg kan ikke andet end at tage hatten af for ildsjæle som Lars G. Nielsen, der aktivt arbejder for at udgive ny dansk horror. Især når resultatet bliver godt. Hvis jeg overlever natten indeholder gode noveller, men er også en flot og professionel udgivelse. Her er arbejdet både med korrekturen og layoutet, og forsiden af Lesia Solot fanger virkelig blikket. En stor anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til de kommende udgivelser fra Enter Darkness, som har indkaldt bidrag til både en splatter-kortroman og noveller til bind 2 i Fortællinger fra mørket med udgivelse i 2017.

Indhold:

In uteri af A. Silvestri
Hvis jeg overlever natten af Savanna Lind
Hvor hesten ligger begravet af Lars Ahn
Der er ingen bånd der binder mig af Susanne Thrane
Fobi af Kasper Grandetoft
Babusjkaernes herre af Morten Carlsen
Den tavse zone af Flemming Johansen

Om Hvis jeg overlever natten:

Udgivelsesår: 23. december 2016
Forlag: Enter Darkness, 231 sider
Omslag: Lesia Solot

Delirium af Chris D’Amato

Delirium af Chris D'Amato, illustreret af D. S. BlakeDelirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.

Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.

Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.

Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.

På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.

I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.

Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.

“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.

Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”

Illustration af D. S. Blake til Månen over Zneva af Chris D'AmatoMin favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …

Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.

Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?

“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.

Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.

Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.

Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.

D. S. Blakes illustration til Kryb af Chris D'AmatoIndhold:

Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars

Om Delirium:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake

Tak til forlaget for læse-eksemplaret

Syndefald af Stephan Garmark

Syndefald af Stephen Garmark

Da en mand opdager, at hans kone har været ham utro, opsøger han konens elsker, Isak Niijd. Men i stedet for at blive intimideret af ægtemanden, inviterer Isak ham ind og giver ham et underligt tilbud. Hvis manden vil tilbringe weekenden sammen med Isak, får han en million kroner. Og han er til enhver tid fri til at gå sin vej.

Overrasket siger manden ja, for pengene kan han jo godt bruge. Han ved jo, at han har moralsk ret. Men Isak fortæller ham en historie – den eneste og vigtigste historie, der nogensinde er blevet fortalt. Og i løbet af weekenden ændres alt.

D. 1. juli 2016 blev forlaget Kandor en del af forlaget DreamLitt. Muligvis er det grunden til, at Stephen Garmarks kortroman Syndefald udgives som en stand alone i stedet for som en del af serien Den X bog om Satan. For emnemæssigt passer Garmarks bidrag ellers godt til konceptet.

Syndefald er en lille hurtig-læst fortælling om moral, synd og ondskab. Retfærdiggør den enes utroskab den andens? Kvæler lighed frihed? Er samfundets regler skabt af de svageste for at gøre alle svage? Findes et anstændigt liv overhovedet? Det er blandt andet disse spørgsmål, manden og elskeren diskuterer undervejs i romanen, der også fører ægtemanden på en lyststyret rejse med uforudsete konsekvenser.

Stephen Garmark har skrevet en udmærket roman, som indeholder nogle ganske saftige scener. Disse, sammen med den mørke slutning fungerer rigtig godt, mens jeg er mindre begejstret for de mere filosofiske sider af romanen. Jeg køber ikke rigtigt, at ægtemanden lader sig betage sådan af Isak Niijd (anagram for djiin). Derfor virker det heller ikke plausibelt, at manden så hurtigt lader sig overbevise af Isak og følger ham så let. Men Syndefald er også Stephen Garmarks debut.

Selvom jeg ikke er helt 100% oppe at ringe, synes jeg, at Stephen Garmark viser gode takter og et lovende talent. Det bliver interessant at følge ham fremover.

Lighed er tåbeligt, svarede han og fandt en pakke cigaretter frem fra kimonoens lomme. Lighed er opfundet af de svage for at alle andre kan være ligeså svage som dem. Der er ingen glæde, nytte eller lykke i lighed. Kun indebrændte drømme. Ingen i verdenshistorien har nydt godt af lighed. Lighed kvæler frihed.”

Om Syndefald:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Kandor, 98 sider
Omslag: Diana Sørensen

 

 

Slagtehuset af Paul Cleave

Slagtehuset af Paul CleaveSlagtehuset er mit første besøg i Paul Cleaves Christchurch noir-serie – men det bliver bestemt ikke det sidste!

Privatdetektiven og tidligere betjent Theodore Tate har haft nogle vanskelige år, med bl.a. et fængselsophold for spritkørsel, en død datter og en hustru i koma. Han drømmer om at vende tilbage til sit job i politiet, og får chancen da en seriemorder hen over en enkelt nat slår til mod flere ofre.

De første to ofre er plejehjemsbeboere, og pressen døber derfor hurtigt morderen ’seniormorderen’. Men så brydes mønstret, da en hårdtarbejdende revisor bliver næste offer. Og da en yngre læge med sine tre børn kort efter forsvinder, sætter politiet alle sejl til.

Romanen udspiller sig i Christchurch, der er den andenstørste by i New Zealand. Jeg håber dog ikke, at bøgerne tegner et korrekt billede af byen, for jeg kom til at tænke på Gotham City under læsningen. Kriminaliteten er støt stigende, og menneskekærligheden faldende i samme hastighed i Cleaves kulsorte version af byen, hvor borgerne hellere spytter på politiet end hjælper dem.

Paul Cleave skriver forrygende. Det er sort, ondt og uden mange lyse øjeblikke, men det er også spændende og gribende. Ved at lade os følge sagen fra både Tates og morderens side får vi en helt anderledes forståelse for begivenhederne. Det er svært ikke at føle medlidenhed med morderen, jo mere vi lærer hans fortid at kende. Men samtidig er hans gerninger så modbydelige, at de ikke kan forsvares. Oveni er Tate bestemt ingen engel, og til tider sidder man under læsningen og spekulerer over, om der i virkeligheden er den store forskel på betjenten og morderen?

Jeg er vild med Slagtehuset, som nok er både dyster og brutal, men som også er velskrevet og med et skarptskåren plot, der bliver ved med at overraske lige til sidste side. Det er ikke ofte, at en thriller, hvor vi kender morderens identitet fra start, kan overraske så meget til slut.

Som sagt har jeg ikke læst de tidligere bøger i Christchurch noir-serien, men det var ikke noget problem at følge med af den grund. Selvom personerne går igen i universet, og der naturligvis sker en personlig udvikling med bl.a. Tate, så er han ikke hovedpersonen i alle bøgerne. Det syvende mord har f.eks. seriemorderen Joe som fortæller, mens Hævn har en søn af en seriemorder i hovedrollen. Så man kan sagtens springe ind undervejs, omend jeg nu vil skynde mig at læse de første også.

Slagtehuset er ikke for alle. Den er grum og dyster, og Cleave lægger ikke fingrene imellem i de mere blodige detaljer. Men jeg var vild med den, og vil slutte med at citere lektør Jacob Holm Krogsøe som opsummerer så rammende: ”Efter endt gennemlæsning sidder man tilbage med en knugende fornemmelse i maven og undres over, hvordan noget så modbydeligt, kan være så underholdende på samme tid.”

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Slagtehuset:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Jentas, 383 sider
Originaltitel: Laughterhouse
Omslagsillustration: Koitz Animation & Graphics

Christchurch noir-serien:

Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Julefandens hævn af Patrick Leis

JuleFandens hævn af Patrick LeisDet er blevet d. 24. december og sidste side er læst i Patrick Leis‘ kalenderbog for uartige unger JuleFandens hævn. Og for dælen den har været underholdende …

Fra bagsiden:
“JuleFandens hævn er en julekalenderbog i 24 kapitler. Om den december, hvor det hele pludselig gik ad helvede til. Bogstaveligt talt. Hvor Kia og hendes bror Mikkel fik helt andre ting i pakkekalenderen, end de havde regnet med, hvor dukker og havenisser slet ikke opførte sig, som de burde, og hvor katten Felix måtte erkende, at hans lune kurv under radiatoren slet ikke var så hyggelig og tryg, som den plejede at være. Snart blev familieidyllen udskiftet med en rasende jagt på Julefanden, og det gik bestemt ikke stille af sig.”

Kia er Mikkels lillesøster, og hun går næsten amok, da det endelig bliver 1. december. Hun har plaget forældrene om en pakke-kalender og tvunget Mikkel til at være med til at åbne den hver eneste dag i december (hun slog ham nemlig ydmygende i Speeddrive på X-boxen og vandt deres væddemål). Men i stedet for fede pakker ligger der en grim, ildelugtende dukke i Kias julestrømpe og to plantefrø i Mikkels. Selvom Kia skælder forældrene hæder og ære fra, bliver gaverne i julestrømpen blot værre d. 2. december. Og det er kun begyndelsen.

Overalt i kvarteret går tingene lidt skævt. Der bliver stjålet småting, strømmen går, en snestorm truer og underlige små fodspor dukker op i sneen. Mikkel begynder at undre sig, og sammen med kammeraten Dex begynder han at undersøge de mange sære begivenheder, der – spøjst nok – koncentrerer sig om ‘idioterne’ i kvarteret.

Imens har Kia besluttet sig for at finde juleglæden frem, og besøger den gamle eneboer på vejen for at give ham julesmåkager. Og katten Felix – ja, den passer sig selv som en rigtig kat skal. Bortset fra at den kommer til at hjælpe familien, da det hele brænder på. For da sneen begynder at falde som en tung dyne, forvandler hele kvarteret sig ganske langsomt. Og de voksne lader ikke til at bemærke spor.

Det er svært at give et fyldestgørende referat af handlingen i JuleFandens hævn, for Patrick Leis lader fantasien løbe med warp speed. Hvert kapitel er fyldt med sjove, skøre og skræmmende hændelser fortalt levende og totalt overskudsagtigt. Vi præsenteres for havenisser, havuhyrer, nordiske guder og julemanden, og som et andet julemirakel lykkes det Leis at samle alle båndene til en fin julesløjfe i sidste kapitel.

JuleFandens hævn er illustreret af Patrick Leis selv, og de gråtonede stregtegninger er både utroligt flotte og stemningsskabende. I det hele taget er der gjort meget ud af bogens layout. Alle siderne er indrammede, papiret er blankt og lækkert, og omslaget er hardback med en appetitvækker af en forside. Det giver altså bare noget ekstra, når der er arbejdet så meget med detaljerne.

Propfyldt med både action, humor og en noget anderledes juleånd er JuleFandens hævn ikke en traditionel kalenderbog. Men den er underholdende som ind i Hades, og jeg er sikker på, at børnene vil more sig lige så kosteligt over den, som jeg har gjort. Glædelig jul!

Om JuleFandens Hævn:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 245 sider
Omslag: Patrick Leis

Tidskisten af Andri Snær Magnason

TidskistenTidskisten er en smuk og mytisk roman om tidens og kærlighedens væsen, der kan nydes både af børn og voksne.

Tidskisten var lidt af en overraskelse at læse. Dels troede jeg før læsningen, at her var tale om en ren science fiction roman, men Andri Snær Magnason blander genren med eventyret. Dels var det ikke gået op for mig, at det er en børnebog. Det varede dog ikke mange sider, før jeg overgav mig fuldstændig til Andri Snær Magnasons prisbelønnede roman.

Det går rigtig skidt med økonomien. Pigen Sigrun forsøger at opmuntre sine forældre og få dem til at tænke på andet end krise, prisindex og rentefald, men det lykkes ikke. I stedet beslutter de sig for at afvente krisens afslutning i Timax’s fantastiske tidskister, der holder tiden ude. Og Sigrun skal selvfølgelig med.

Da Sigruns tidskiste åbner sig igen, føles det, som om der kun er gået et øjeblik. Men der ligger et dådyr i sofaen, og gennem et kæmpehul i taget kan Sigrun se op i den blå himmel. Forvirret forsøger hun at åbne sine forældres kiste, og mens hun leder efter en unbrakonøgle, møder hun drengen Markus. Markus tager hende med hen til en gammel kvinde ved navn Svale, hvor de også møder andre børn, som alle ønsker at få at vide, hvad der er sket.

Som svar fortæller Svale dem historien om Raventina den evige prinsesse, datter af kong Dimon af Pangea og den underskønne Vårsol, og det er denne beretning, der fylder det meste af romanen.

Vårsol dør straks efter Raventinas fødsel. I sin store sorg beslutter Dimon sig for at erobre hele verden for sin datters skyld, så hun kun skal opleve lykke og glæde, og til sidst vil han tvinge selv tiden til at underlægge sig sine ønsker. Trods kong Dimons gode intentioner ender fortællingen således med krig, død, misundelse, sorg og oprør. Og kun hvis den gamle forbandelse bliver brudt, kan Sigruns verden igen vågne op.

Her er som sagt tale om et eventyr for de lidt større børn, men når man som voksen læser med, rummer romanen flere lag. Tidskisten udkom f.eks. i 2013, lige i kølvandet på den store økonomiske krise hvor den islandske krone mistede 80% i forhold til euroen. Efterfølgende blev den nyvalgte regering sat til at arbejde for en ny forfatning, men den har i flere år nu stået i stampe, uden at befolkningen har kæmpet mere for den. Man kunne fristes til at sige, at befolkningen er gået i dvale igen, efter at økonomien atter er på ret køl.

Et andet eksempel er fortællingens navne. Kong Dimons navn kan f.eks. føres tilbage til Njals Saga, hvori en række slag fandt sted ved landmærket Dìmon under bosættelsen af Island. Kongens regnemester hedder Exel og kan ikke krydse linjer (excel regneark). Og Pangea, sagnlandet hvor kong Dimon regerer, betyder på oldgræsk ‘hele verden’ og er også betegnelsen for superkontinentet som eksisterede i Palæozoikum- og Mesozoikumæraerne, før kontinenterne blev adskilt til deres nuværende placeringer. En adskillelse, der også sker i romanen.

Endelig indeholder historien masser af referencer til eventyr og sagaer. Helt oplagt er naturligvis Snehvide, den smukke prinsesse med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt, der ligger i sin glaskiste og venter på sit kærlighedskys.

Andri Snær Magnason, som udover forfatter også er debattør og miljøaktivist, fortæller i et interview til Information, hvordan hans bøger altid er påvirket, af det han foretager sig. Bøgerne rummer stærke metaforer for nutidens dagsordener, og i Tidskisten bruger han f.eks. myternes metaforer til at pege på, at det kan have enorme konsekvenser at lægge sig ud med elementerne og håbe på, at andre løser de problemer, man selv har skabt.

Man behøver dog ikke vide spor om disse ting for at nyde fortællingen, som er virkelig fint oversat af Kim Lembek.

Kongen sad midt i nettet af sin verdensmagt, fuldstændig rundt på gulvet af alt det, det var nødvendigt at styre og bestemme. Han var som regel altid gået til møde, når Raventina vågnede, så han kunne aldrig sige godmorgen, og som regel nåede han heller ikke at sige godnat. Han var ikke sikker på, om han var en edderkop eller en flue, der sad fast i tidens net.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesdato: 15. november 2016
Originaltitel: Tímakistan
Forlag: Tiderne Skifter, 262 sider

Læs også Mod Spor’s fine anmeldelse