Indhold:

Introduction: Ban this sick filth!
1. Hating others: Religion, nationhood and identity
2. Mad science: Frankenstein and his monsters
3. Vampires: Children of the night
4. Monsters from the id: Horror, madness and the mind
5. Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
6. Them!: Narratives of pestilence and invasion
7. Transformations: Body horror
8. Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession

Da Darryl Jones var 12 år fik familien sin første videoafspiller, og da hans mor var vild med gyserfilm, og hun ikke brød sig om at se dem alene, blev det et kært tidsfordriv for de to. Blandt filmene de så sammen var “The Exorcist“, “Halloween“, “The Hills Have Eyes“, “The Texas Chain Saw Massacre” og “Zombie Flesh Eaters”. I sit forord fortæller Jones, hvordan mange af disse film senere blev forbudt i henhold til “Video Recordings Act of 1984″. En form for censur han betegner således:

“… Given this history of unexamined prejudices and contradictions, the conclusion that suggests itself to me here is that the impulse to ban films such as “The Exorcist” was ultimately not predicated on moral or ideological grounds, since these grounds did not exist; rather, these films were banned for aesthetic reasons. That is, political decisions were made on matters of taste, based on conservative aesthetic belief that it is the function and purpose of art to reinforce and reassure, to comfort and to confirm what we already know, rather than to question our assumptions, to shock, to confront, or to overturn.”

I de efterfølgende 8 kapitler ser Jones nærmere på temaer gennem horrorens historie fra Horace Walpoles “The Castle of Otranto” (1765) til Mathew Lewis “The Monk” (1796) op til årtusindskiftet, og eksemplificerer dem gennem film og bøger.

Hating others: Religion, nationhood and identity
I kapitel et ser Jones nærmere på hadet mod ’de andre’. Kapitlet starter med det gotiske, hvor briterne ser resten af Europa som de andre: “… Thus, by imaging forth the European Other as Catholic, supserstitious, barbarous, irrational, chaotic, rooted in the past, the Gothic novel allowed a British audience conversely to identify itself as Protestant, rational, ordered, stable, and modern: Continentel Europe is the domain of fantastic unreality, whereas England is rooted in contemporary realism.”

Og ender med kannibalisme – at spise de andre: “…It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture. Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners. Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Mad science: Frankenstein and his monsters
I kapitel to, som undersøger Mad Science, ser Jones nærmere på Mary Shelleys “Frankenstein“, “The Fly” (både 1958 og 1986 udgaven) og en lang række fortællinger om videnskaben i horror.

“…The 20. century, in particular, provided ample reasons to fear science. The early century saw what the popular imagination understood as the ‘dethroning’ of humanity from the centre of creation as a consequence of Darwinist evolutionary theory, and many early horror movies reflects this…” “… this notion of playing God as the major transgression of scientists has become a central concern in cinematic mad science.”

”…We should not, however, assume that all horror-movie science is necessarily mad science. Horror can result from fundamentally benign scientific endeavour which goes awry. This is the basic position of André Delambre and of Seth Brundle in both versions of “The Fly”, working on a matter-transfer device, who accidentally fuse their own genes whit those of a fly.”

”… Or, horror can be the result of the unexpected consequences of technological advancement, inn technophobic narratives in which science itself is seen as the treat, rather than the workings of individual scientists. Earlier technophobic films most commonly figured the treat in the form of transfiguring radiation, a common trope of 1950s’ horror, overshrouded as it was by cold war terrors and particularly fears of nuclear annihilation.”

”… Horror can also result from the total severing of scientific concerns from ethical conerns in a grotesque version of ’disinterested’ scientific pursuit, ’for its own sake’, without concern for the consequences. This is probably the most influential type of horror-science, as practiced by the paradigmatic trio of mad scientist, Doctors Frankenstein, Jekyll and Moreau, though all three of their original novels at least gesture towards the idea that their scientific advances are made in some way for the betterment of humanity….Finally, at the extreme end of our spectrum, there are scientists whose aims are explicitly evil … and this is not to mention the host of mad scientists bent more generally on world domination.”

Vampires: Children of the night
Kapitel tre omhandler vampyren.

“…part of the very appeal of the vampire is its symbolic flexibility and applicability: vampires have been made to mean many things. Thus we have, for example, the vampire as a symbol for pestilence, disease, or invasion; in an often related way we have the vampire as symbol for colonialism or nationalism (vampires and nationalists share the same language, the rhetoric of ‘blood and soil’); we have vampirism as a metaphor for gender-relations or sexuality, for sexual repression, perversion, or dissidence – hence the frequent Freudian readings of vampirism, and we have the vampire as a symbol of class-relations, as the embodiment of aristocracy, or as a metaphor for the ‘bloodsucking’ process of capitalism – and more generally, as above, for any exploitative human relationship.”

“…The most important thing to say about the development of vampirology across these centuries was that there was a profound shift in forms of representation between the Enlightenment and the publication of “Dracula” in 1897, a shift which, broadly speaking, saw the vampire move from a creature of folklore to one of literature. In doing so, it also partook of a considerable upward social mobility, from peasant to aristocrat (there’s also a concomitant geographical mobility – literary vampires have a fondness for the Grand Tour: class an mobility become important when the vampire is deployed metaphorically in narratives of invasion – peasants are simply not mobile enough to represent such fears), and importently in doing so, became sexualized.”

Monsters from the id: Horror, madness and the mind
I fjerde kapitel ser Jones på monstret indefra. Det 19. århundrede var fyldt med dobbeltgængermotivet, spejlbilledet og Den Anden som også er én selv, og hvor  mødet med den dobbelte varsler døden. Tæt forbundet med dette er frygten for portrættet eller spejlet som en refleksion af det korrupte og onde selv. Jones kommer bl.a. omkring “Dr. Jekyll & Mr. Hyde” og Stephen Kings “Mørkets halvdel“.

Og fortsætter med slasherfilmene: “…Under the slasher’s mask there may be no face at all, for the killer may have no identity other than as an embodiment of unmotivated destructiveness. This is certainly the premise behind Ellis’s ‘American Psycho’, where Bateman is perpetually being mistaken for any number of his Wall Street colleagues, all of whom are indistinguishable from each other… Linked to these issues and problems of identity are problems of identification… for examble, the slasher’s heavy use of subjective camerawork, which theoretically at least invites viewer-identification with the killer himself.”

Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
Kapitel fem handler om forbudt viden, som bl.a. ser nærmere på både Edgar Allan Poe og H. P. Lovecraft, men også drager nutidens mockumentar ind med “The Blair Witch Project” (1999)

“…What ‘Blair Witch’ really capitalized on was its audience’s collective desire to believe in the reality of what they saw… Rather, what the audience was responding to was a series of cinematic cues and devices which traditionally signify ‘reality’: shooting on video rather than film, blurry, jerky, ‘hand-held’ camera-work; the lack of a ‘classic’ three-act cinematic structure; the presence of amateur of semiprofessional actors. The documentary style of ‘Blair Witch’ serves, indeed, to draw attention to its own fictionality and artfulness in ways in which the ‘neutral’ style of classic American Cinema, though ostensibly more formalized, does not. This it does both stylistically and by self-consciously foregrounding a number of generic conventions. First, ‘Blair Witch’ is in essence an updating of one of the oldest of all Gothic devices – her the found manuscript of ‘The Castle of Otranto’ is technologically updated as the found videotape…Second, ‘Blair Witch’ is generically a work of regional Gothic (another city slicker narrative of urban folks in trouble in the country), and thus it opens with a series of mock-interviews with locals, who tell of local legends and atrocities…The ‘official’ documentary which Heather, Josh and Mike set out to mak, shot in black and white and on film, is inter-cut with the footage of the making of the movie, on video. In this, ‘Blair Witch’s unacknowledged source is a far more notorious quasi-snuff-movie, Deodato’s ‘Cannibal Holocaust’. Like the film-makers in ‘Cannibal Holocaust’, Josh, Heather and Mike perpetually film each other, and film each other filming, consistently foregrounding what the, and the film, are setting out to do.”

Them!: Narratives of pestilence and invasion
Kapitel seks har ‘de andre’ i fokus. Kapitlet indledes med et citat af John Carpenter, som teoriserer over, at alle horror-fortællinger fundementalt kan kategoriseres som enten left-wing eller right-wing horror.

“… In left-wing horror narratives, the source of the threat is within. That is, it posits an internal agency of horror: that which we have to fear is located within ourselves, in the human mind and its potential for creation or destruction, and in the human body  and its potential for metamorphosis or mutilation. ‘Frankenstein’ might be the archetype for this kind of horror. Conversely, in right-wing horror, the threat comes from without, something other, alien and external to humanity, which is coming to get ‘us’ remorselessly, and against which we must guard if we can. The archetype for this kind for horror would then be ‘Dracula’.”

Som Jones fortsætter med at sige, er denne opdeling af genren meget grov, men ikke desto mindre kan den sagtens bruges om en stor del af genren. Kapitlet handler bl.a. om H.G. Wells “The War of the Worlds”, James Herberts “The Rats“, John Wyndham “Gøgene i Gorby” og George A. Romeros zombi-film.

“… From the beginning, zombification had provided a ready political metaphor due to its connections with Haitian voodoo, and thus with colonialism and particularly slavery … In ‘Night of the living dead’ and its two equally impressive sequels, ‘Dawn of the dead’ and ‘Day of the dead’, Romero develops on the ‘The Plague of the Zombies’s’ vision of the walking dead as corpses in various stages of decomposition, dispenses with voodoo in favour of a mad-scientific cause of zombification, and adds cannibalism and a wholly new apocalyptic political element.”

Transformations: Body horror
Syvende kapitel omhandler transformationen og krops-horror, og her ser Jones nærmere på både “The Wolf Man“, “Cat People”, “The Thing” og ikke  mindst David Cronenberg og Clive Barker.

“…Clive Barker, a prolific and distinguished contributor to modern horror across a number of media, who also came to prominence in the 1980′s, shares this vision of the body as the true site of horror, in its tranformation, and pain, but also its beauty, for Barker’s characters achieve what he clearly sees as a kind of transcendence, an escape from selfhood, through their pain: ‘for some of us,’ Barker has written, ‘monsters are welcome opportunities to be different, to act in anti-normal ways, hideous and beautiful at the same time.’ Thus, Barker’s work is full of hideous/beautiful monsters, grotesque arrangements of flesh presented as aesthetic artefacts.”

Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession
Ottende og sidste kapitel går ind i det dæmoniske gys. Jones er klar over, at emnet er overvældende og gør fra starten af klart, at han kun kommer ind på selektivt udvalgte værker herunder naturligvis både “Rosemarys Baby“, “Exorcisten” og “The Omen“.

Darryl Jones bog er en letforståelig og grundig indføring i horrorens historie. Han kommer vidt omkring, men formår samtidig at holde fokus på emnet, således at “Horror: A Tematic History in Fiction and Film” bliver en vellykket og interessant udgivelse for horror-entusiaster.

Udgivelsesår: 2002

Jeg har ivrigt fulgt med på Lars Kramhøft og Tom Kristensens blog, hvor de løbende udgiver afsnit af tegneserien  ”Made Flesh“. Nu er Tom Kristensen så debuteret med en soloudgivelse, tegneserien “Deadboy” fra Forlaget Forlæns, som introducerer Forlæns Budget. Forlæns Budget er en ny linje af unge talenters serier, alle udgivet i paperback til den yderst rimelige pris af 98 kr. Og jeg kan med det samme opfordre til at bestille den her.

Historien handler om skeletdrengen, som vågner op i skoven, forvirret og uden hukommelse om, hvorfor han er endt som et skelet. Han får hjælp af Kat til at finde ud af, hvordan han bliver en almindelig dreng igen, men det er ikke så simpelt. Sideløbende følger vi Astrid, en ganske almindelig kontormus, som i sine drømme besættes af en gal krigergud. De to mødes i skoven, hvor det viser sig, at de har fælles interesser.

Historien er måske ikke så original, men den holder og underholder – særligt pga. den tørre, underspillede humor som dukker op hist og pist.

Originale er tegningerne til gengæld. Jeg er vild med Tom Kristensens grove, rå sort/hvide billeder, som til tider virker helt skitse-agtige, men som er fulde af dynamik og udtryk. Kristensen udnytter siderne optimalt, og bryder gerne billedrammernes traditionelle opbygning. Samtidig veksler han mellem sort, grå og hvid baggrund, hvor især de sorte baggrunde skaber en fantastisk dybde i tegningerne.

Jeg har aldrig lært de rigtige begreber til at beskrive billeder, så jeg tror desværre ikke, at ovenstående beskrivelse yder Tom Kristensens værk retfærdighed. Men det bør ikke afholde nogen fra at læse “Deadboy”, som efter min mening er en yderst vellykket debut.

Læs mere på Tom Kristensens blog eller på Forlaget Forlæns hjemmeside

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Tom Kristensen

Robert Louis Stevenson er i dag mest kendt for sin roman “Dr. Jekyll & Mr. Hyde” fra 1886, men et par år før den udkom, var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket.

Stevenson boede en kort overgang i Kinnaird Cottage i det nordlige Skotland, og her fortalte hans værtinde, Mrs. Simms, om de såkaldte ”Resurrection Men” som stjal lig på kirkegårdene og solgte dem til universitet i Edinburgh, hvor professorer og studerende altid manglede kroppe til anatomi-undervisningen.

Historien inspirerede Stevenson til denne novelle, som han dog i første omgang synes var for uhyggelig til at blive trykt. I 1884 udkom den dog i The Pall Mall Gazettes julenummer, og avisen reklamerede stort for den bl.a. med plakater, som politiet dog måtte fjerne for ikke at støde folks følelser.

På en kro sidder fire mænd og drikker. En af dem er Fettes, en gammel, fordrukken skotte, som dog besidder en vis dannelse og med tiden er blevet en accepteret borger i byen. Denne aften dukker den betydningsfulde doktor Wolfe Macfarlane op for at tilse en syg gæst, og det viser sig, at Fettes og Macfarlane kender hinanden.

Som ung studerede Fettes medicin i Edinburgh, og her blev han hjælpelærer for en ekstern professor, dr. K., som underviste i anatomi. En af Fettes opgaver var at tage imod de lig, som blev brugt til undervisningen, og her stødte han på Macfarlane, som også studerede under dr. K.

En aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før. Da han fortæller det til Marcfarlane, får denne ham dog overbevist om, at han må tage fejl. For hvilke følger kan det ikke få, hvis man begynder at grave dybere i, hvor de mange lig kommer fra! Så Fettes tier, og da der nogle nætter senere sker noget endnu mere mistænkeligt, er Fettes alt for impliceret til at kunne sige fra.

”Ligrøverne” udkom som sagt to år før ”Dr. Jekyll & Mr. Hyde”, og allerede her studerer Stevenson menneskets skyggesider. Det er en velfortalt fortælling om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper, men også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville lægerne være i dag, hvis de ikke havde brudt moralske grænser op gennem tiden? Det er en velskrevet og letlæst historie, og de mere end 100 år på bagen mærkes på ingen måde, og med Peter Mouritzens fine forord som introducerer historien, kan alle læsere være med.

Historien er tidligere oversat til dansk flere gange og findes i forskellige antologier, men Peter Mouritzens oversættelse med de originale plancher fra National Library of Medicine bringer nyt liv til denne 129 år gamle fortælling. Ligeledes er fortællingen også blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1945 hvor både Boris Karloff og Bela Lugosi var på rollelisten.

Om “Ligrøverne” skriver William F. Naufftus i “British Short-Fiction Writers, 1880-1914″:

“The Body Snatcher,” the first of the new short fictions, had been written in the summer of 1881, shortly before Treasure Island, but its author never liked it, considering it “horrid” and only publishing it because he owed a story to the Pall Mall Gazette and did not have anything else available. He insisted on having his fee reduced from forty to thirty pounds because of the story’s low merit and never reprinted it in any collection of his short fiction. The story is actually fairly effective but also rather gruesome and not particularly original … The two grave robbers are more surprised by the conclusion than the reader is, and the gothic machinery is fairly shopworn, but the double life of Macfarlane, a respected London physician with a secret criminal past, obviously looks forward to that other London physician, Dr. Henry Jekyll.”

Besøg forlagets hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Originaltitel: ”The Body Snatcher”, 1884
Udgivelsesår: 2013
Omslag: RubArt

Vi befinder os i den nærmeste fremtid, dybt inde i Congos regnskov, hvor det topmoderne forskningscenter CORAC ligger. Her arbejder videnskabsmænd fra vidt forskellige fagområder sammen om at løse jordens klimaproblemer. Blandt dem er den norske zoolog Karl Iver Lyngvin, som en dag får til opgave at skyde en gorilla, der pludselig viser tegn på usædvanlig aggressiv adfærd.

I de indsamlede prøver fra gorillaens lunger og hjerne finder forskerne en hidtil ukendt og meget aggressiv virus, og kort efter opdager Karl Iver, at en lokal landsby er blevet udslettet af samme virus, som - hvis den slipper ud af junglen – vil udslette en stor del af jordens befolkning.

Men virusset kan også blive et frygteligt våben, og en af videnskabsmændene forsøger tilsyneladende at udnytte situationen. Samtidig har chefen for CORAC, franskmanden Gauthier de Payens, en plan, der skal give jordkloden og menneskene en ny chance.

Forlaget betegner ”Kimære” som en øko-thriller, og Gert Nygårdshaug tegner da også et skræmmende scenarie af en ikke så fjern fremtid, når olien slipper op, og kunstgødning bliver en mangelvare, og det dermed bliver endnu vanskeligere at brødføde jordens befolkning.

Nygårdshaug rejser en række ubehagelige etiske spørgsmål, og der er ingen tvivl om, at han har stærke holdninger til emnet. Er det i virkeligheden overbefolkningen, der er vores største problem frem for klima- og forureningsproblematikken? Men han tvinger ikke sine meninger hæmningsløst ned over én, så man får selv lov til at tage stilling.

”Kimære” er fyldt med videnskabelige fakta blandet ind i plottet. Det kan tiltrække nogle læsere og afskrække andre. Personligt synes jeg dog, at Nygårdshaug holder balancen uden at blive prædikende. Sproget er udover de tekniske termer lige ud ad landevejen, og plottet er nemt forståelige trods de mange personer vi følger.

Romanen er ikke en klassisk thriller, men det er bestemt uhyggelig læsning, så selvom her ikke er tale om decideret horror, så vil jeg alligevel omtale den her på siden. Og selvom jeg ikke blev ligeså så grebet af den, som af f.eks. Liz Jensens ”The Uninvited”, der også bevæger sig indenfor øko-thilleren, er ”Kimære” bestemt stadigvæk værd at læse.

Læs også anmeldelsen på Kulturkapellet
Besøg Forlaget Hovedlands hjemmeside

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Hovedland efter Hans Jørgen Furre Nygårdshaugs omslag

Også omtalt på Bogrummet.dk

 

Nu har jeg aldrig stået på ski, og efter at have set “Frozen” er jeg overbevist om, at jeg heller aldrig kommer til det. I hvert fald skal jeg ikke op i en skilift NOGENSINDE!

Vennerne Joe og Dan er sammen med Dans kæreste Parker taget på skitur i bjergene. Søndag aften vil de lige have den sidste tur med, og overtaler liftføreren til at lade dem køre op én gang mere før stedet lukker frem til fredag. Men på vej op ad bjerget går liften pludselig i stå – og kommer ikke i gang igen. Nu sidder de tre venner 20 meter oppe i luften i isnende kulde. Og ingen ved at de er der…

Hvis man godtager præmissen om, at de tre i første omgang ikke forsøger en ret logisk tilgang til at slippe væk, så starter en yderst nervepirrende halvanden time. Man skulle ikke tro, at det ovenstående scenarie kan udfylde en hel film, men det gør det – og gør det endda rigtigt effektivt. “Frozen” er nemlig yderst velspillet, og personernes troværdighed bærer hele filmen igennem. Samtidig er det hele fantastisk filmet on location, og det føjer en ekstra dimension til historien, end hvis de bare havde siddet foran en grøn skærm og ladet som om.

Jeg har læst delte anmeldelser af filmen. Aron Hillis på Village Voice synes, den er noget bras og slutter sin omtale: “It’s one thing to be scared with them, and quite another to feel trapped with them.”

Mens Beyond Hollywood er langt mere positiv: “Of course, if they’d got help within 20 minutes the film would be rubbish – they have to do it wrong otherwise there’s no tension.  As it is, there’s loads of tension, because they do it wrong – which isn’t a bad thing.  This tension gets more and more unbearable as the film progresses and by the time the penis-retractingly scary wolves turn up, you’ve got all you need for a rollicking horror rush.”

Instruktør Adam Green har også instrueret “Hatchet” fra 2006 og de to sequels. “Frozen” rejser sig dog langt over denne.

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Adam Green

Thomas Harris blev født d. 11. april 1940 i Jackson, Mississippi, USA. Han voksede op i byen Rich, hvor hans far arbejdede som landmand. Harris tog sin bachelor i engelsk fra Baylor University i Texas i 1964, og ved siden af studierne arbejdede han for den lokale avis.

Efter sin eksamen rejste Harris til Europa for en tid. Da han vendte tilbage til i USA, arbejdede han i en periode for Associated Press New York, hvor han bl.a. dækkede kriminalstoffet. Ved siden af begyndte han at skrive makabre historier for magasiner, og allerede her kunne hans opmærksomhed for detaljer ses.

Sort søndag

Harris debuterede i 1975 med ”Sort søndag” (”Black Sunday”, 1975). En thriller om en palæstinensisk partisangruppe, som planlægger et attentat mod USA’s Præsident under Superbowl. Gruppen arbejder sammen med den tidligere soldat, Michael Lander, som lider af traumer efter mange år som krigsfange i Vietnam. I et kapløb med tiden forsøger både den amerikanske og israelske efterretningstjeneste David Kabakov og FBI agent Sam Corley at forhindre katastrofen.

”Sort søndag” er en politisk thriller om terrorisme, men hans beskrivelse af Michael Lander, den traumatiserede amerikanske soldat og dennes forbindelse til partisangruppen hæver romanen over den gængse thriller.

”Harris writes simultaneously of crime and detection. His crimes touch our deepest fears and fascinations; his detection proceeds through a technological and psychological labyrinth that aptly represents the human condition in these times.” (George Grella)

Den røde drage

Også i sin næste bog ”Den røde drage” fra 1983 (”Red Dragon”, 1981) undersøger Harris sammenhængen mellem vold og galskab, og med portrættet af seriemorderen Francis Dolarhyde når han nye dybder i sine psykologiske portrætter.

Will Graham er en pensioneret FBI-agent, som tidligere har fanget to grimme seriemordere ved hjælp af sin helt særlige indlevelsesevne (heriblandt den berømte og berygtede psykiater Hannibal Lecter). En dag dukker hans tidligere chef, Jack Crawford, op. En ny morder er på spil – Manden med Gebisset. Hans speciale er at slå familier ihjel, hvor især kvinderne mishandles med bid. Crawford beder Graham hjælp til at stoppe morderen, og snart er han dybt involveret i jagten.

Det afsløres tidligt, at Manden med Gebisset (eller Den Røde Drage, som han kalder sig selv) er Francis Dolarhyde. En genert og tilbageholdende mand, der arbejder i et fotolaboratorium med mange sår i sjælen. En måde at lindre dem på er at tage hævn over alle de mennesker, som griner ad ham og håner ham. I hvert fald er det sådan, Dolarhyde oplever verden.

Nu er det op til Graham at fange Dolarhyde, før denne slår til igen.

”Den røde drage” er både en spændende thriller og en dybt foruroligende oplevelse. Harris beskriver de retsmedicinske detaljer og efterforskningens forløb med nærmest videnskabelig nøjagtighed, og ved at vise den fine linje mellem tilregnelighed og sindssyge giver Harris den traditionelle detektiv vs. kriminel-historie en langt mere subtil kant. Ved at etablere denne identifikation mellem den psykopatiske seriemorder og helten, er Graham tvunget til at anerkende mørket i sit eget hjerte, og dermed tvinges også læseren til at se nærmere på ondskaben.

”Unlike the usual authors of research thrillers, Harris doesn’t borrow his literary methods from some training manual, but constructs his sentences with energy and strength and, more important, creates characters on all stages of the moral spectrum who behave like real human beings.” (George Grella)

Ondskabens øjne

I sin næste roman ”Ondskabens øjne” fra 1991 (”Silence of the Lambs”, 1988) bringer Thomas Harris Hannibal Lecter til live igen.

FBI trainee Clarice Starling søger hjælp hos den fængslede dr. Lecter til at fange seriemorderen Buffalo Bill, som fanger kvinder og holder dem fanget i et stykke tid, for siden at skære huden af dem. Prisen er dog høj, for Lecter forlanger private oplysninger af Starling i bytte for sin hjælp.

Som i ”Den røde drage” fanges læseren af fortællingens psykologiske intensitet og plottets manipulerende suspense som bygger op til det rystende klimaks. Igen vælger Harris en seriemorder, som søger transformationen, ligesom helten må se sine skjulte sider i øjnene.

Dolarhyde ønskede at forvandle sig til Den Røde Drage, mens Buffalo Bill ønsker at blive en kvinde, og ved at flå sine ofre og sy en dragt af deres hud vil han – som en sommerfugl – forvandles. Graham kunne identificere sig med morderen, mens Starlings empatiske forbindelse med Buffalo Bills ofre hjælper hende til at opklare sagen.

Efter ”Ondskabens øjne” har Thomas Harris udgivet endnu et par bøger med Hannibal Lecter. ”Hannibal” fra 1999 (”Hannibal”, 1999 og ”Hannibal vågner” fra 2007 (”Hannibal rising”, 2006), som også begge er filmatiserede, ligesom kanal 5 pt. viser tv-serien ”Hannibal” med danske Mads Mikkelsen i rollen som psykiateren.

“What sets Harris’s work apart from most run-of-the-mill-crime-thrillers is his exploration of the motivations behind criminal madness. His killers are humn monsters whose psychoses can be mapped, but the brilliant Lecter remains frighteningly inexplicable. As a psychiatrist, Lecter is able to accurately plumb the inner depths of those he encounters, but he himself remains ultimately unreadable. What makes Lecter so chilling is his insistence on both detective and reader’s confrontation with their own inner demons. Perhaps public fascination with Lecter is the fascination we feel with all serial killers, the attraction of the monster that we could become.” (Jackie Buxton)

Læs mere:

Thomas Harris: Overview af Jackie Buxton “Contemporary Popular Writers”
Thomas Harris: Overview af George Grella “St. James Guide to Crime & Mystery Writers”
Wikipedia
IMDB
Thomas Harris hjemmeside

Film:

Hannibal, tv-serie (2013)
Hannibal Rising (2007)
Red Dragon (2002)
Hannibal (2001)
The Silence of the Lamb (1991)
Manhunter (1986)
Black Sunday (1977)

Nu har jeg aldrig været den hurtigste knallert på havnen, når det gælder teknik, så derfor har jeg længe gået og skulet til e-bøgerne. Hvad skulle der nu være galt med papirbøger! Selvfølgelig er der absolut intet galt med det gammelprøvede koncept – og jeg må så også erkende (nu hvor jeg endelig har fået afprøvet teknikken med stor tak til Helle) at der heller intet galt er med e-bøger. Det er nemt, fylder ingenting og er væsentlig billigere at købe. Når det er sagt, så er der dog nogen bøger, som stadig kommer til at stå i min reol herhjemme i papirformat, for fornemmelsen er alligevel lidt anderledes, når man fysisk bladrer i en lækker bog.

Nå, så meget snak for at komme til sagen.

Morten Nis Klenø er nemlig blandt de forfattere, som har kastet sig ud som selvudgiver med e-bogen “Dennis, Megan og Dirty Harry”. Han har tidligere udgivet bl.a. provinsgyseren med den fantastiske titel “Skidt klædte mænd med baseballbat” samt “Den tredje hund“, og nu bevæger han sig over i thriller-genren med denne seriemorder historie, der udspiller sig på kostskolen Runenborg.

Dennis, Megan og Steinar er det lidt sære trekløver, som historien udspiller sig om. En aften bliver Steinar vidne til mordet på en medstuderende. Selvom det ikke lykkes ham at redde hende, bliver han alligevel lidt af en helt på skolen, og det passer ham absolut ikke, da han lider af en alvorlig social fobi, som medfører panikangst i sociale situationer. Hændelsen fører ham dog sammen med Dennis, en ganske almindelig ung mand, som lider af et seriøst crush på den smukke Megan, der dog kun betragter ham som en ven.

En måned efter det første mord sker endnu et drab. Denne gang er det en rengøringsdame, der er ofret, men igen er det Steinar, som finder liget umiddelbart efter ugerningen. Politiet er i højeste alarmberedskab, og skolen indfører udgangsforbud efter kl. 22. Men lige lidt hjælper det.

Og det er ikke kun eleverne, som er nervøse. Læreren Zobel, som sidder i kørestol efter et uheld og derfor tit bliver på sit kontor natten over, har altid sin pistol på sig – en magnum .44 af samme slags som Clint Eastwood gjorde udødelig i filmen “Dirty Harry”. En film som Megan i øvrigt er helt vild med.

Da endnu et mord finder sted, spidser frygten for alvor til. Hvem er psykopaten, som står bag?

“Dennis, Megan og Dirty Harry” er en ganske underholdende fortælling, som trods sine unge hovedpersoner sagtens kan appellere til den voksne læser. Historien flyder let, og persontegningerne er levende og med til at skabe interesse for fortællingen. Ligeledes er lokaliteten yderst velvalgt. Kostskolen med de tomme auditoriummer, lange gange og den kringlede kælder danner sammen med campus-stierne og den evige tåge en stemningsfyldt kulisse.

Til tider virker historien dog ikke helt helstøbt. F.eks. jeg synes, at den halter lidt i sammenbindingen af de tre unge venner med plottråden om Zobel. Han bliver aldrig helt integreret i historien, selvom slutningen prøver på det. Der er også et par andre tråde, som hænger og blafrer lidt, og det kunne have været interessant at høre lidt mere fra psykopatens tanker. I det store hele synes jeg dog, at Klenø har skrevet en okay seriemorder-thriller, som endda indeholder en lille smule splat.

“Et kæmpesøm, der havde siddet på en af de gamle smedejernslamper, var blevet hugget ned gennem hendes hjerne oppe fra. Herfter løftede han hovedet op og satte det på toppen af pælen, der stod på henrettelsesstedet. Pigen var ikke længere skolens smukkeste. Under pælen blev resten af liget lagt i sneen. Her skulle det ligge, indtil det rådnede. Og hvor ville det spøge, når alle de døde elevhoveder, der sad på de andre pæle, spillede med tungen, mens månen oplyste deres blege, forvredne træk.”

Udgivelsesår: 2013

Læs mere på Morten Nis Klenøs hjemmeside eller på Saxo.com

 

 

 

 

Sjældent har jeg moret mig så meget, som da jeg så “Tucker & Dale vs. ondskab” sammen med en veninde. Jeg har haft den liggende længe, efter at jeg læste en god omtale af den, men først for nyligt fik jeg set den. Og heldigvis for det.

Tucker har købt et sommerhus ude i en skov, og nu er han sammen med vennen Dale på vej ud for at sætte det i stand og holde ferie. Undervejs støder de på en bil fyldt med collegestuderende, som også skal campere i området.

Men de to fraktioner går helt skævt af hinanden. De studerende er overbeviste om, at Tucker og Dale er indavlede rednecks, som vil gøre alt for at slå dem ihjel, mens Tucker og Dale ikke rigtig kan få begivenhederne til at hænge sammen. Det hele ender i et stort splatterorgie, som ikke skal genfortælles men ses.

Som Best Horror Movies skriver: “So what is Tucker and Dale vs Evil? Well, it’s a horror-comedy because of a script that is able to get laughs from the crazy situation as well as otherwise. It’s a gory bloodbath because of convincing gore and crazy deaths including those that involve spears, woodchippers, and handguns. And it’s a little bit of a horror satire, particularly as the college students seem more than a little bit aware of the genre’s tropes.”

En helt igennem herlig filmoplevelse som får det optimale ud af alle genrens klichéer uden på noget tidspunkt at føles som en kliché.

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Eli Craig

Jeg har læst alle tre foregående bind i serien med stor fornøjelse, så det var med spænding, at jeg begyndte på bind 4. Ville Rødtnes kunne bevare tempoet og samtidig få knyttet alle løse ender på en troværdig måde, eller ville historien om Davie ende skuffende og usammenhængende? Det spørgsmål kan heldigvis besvares med dette citat fra en tidligere anmeldelse: “Underholdning i topklasse for både unge og voksne!”

I bind 3 svigtede Adamo sin aftale med Devon og de andre dødsbørn, og nu har de overtaget Zantora. Davie befinder sig igen midt i begivenhedernes centrum, for Devon bruger ham som dobbeltgænger. Det er en farlig tjans, da Zantoras borgere er bestemt ikke tilfredse med dødsbørnenes overtagelse af byen, og en modstandsbevægelse opstår.

Davie holdes fanget, men det lykkes ham at overtale Devon til at lade ham møde sine forældre. Her fortæller Davies far, at sagnet om Gravslægten måske kan være vejen til at vinde Zantora tilbage fra dødsbørnene. Men før Davie finder ud af, hvad sagnet går ud på, bliver mødet afbrudt af Devons højre hånd, Malcolm, der hader Davie og alle andre “almindelige” mennesker.

Da Statshuset brænder ned, flytter dødsbørnene ind i Davies gamle hus, og her lykkes det for Davie sammen med slægtsskelettet at finde på en plan, så han kan undslippe. Men knap er han sluppet bort fra dødsbørnene, før han bliver fanget af modstandsbevægelsen, som styres af ingen ringere end Adamo. Og denne gang har Adamo ikke tænkt sig at lade Davie slippe væk…

Som i de første bind er der tempo og underholdning fra side et. Efter min mening er Rødtnes serie helt på højde med både “Dragens øjne” af Stephen King og “Dystopia” af Dennis Jürgensen. Hun har skabt et troværdigt og spændende univers fyldt med interessante personer, som hele tiden kastes ud i nye udfordringer, og man kan som læser ikke være sikker på, hvem der klarer sig, for Rødtnes er ikke sentimental. Samtidig forstår hun at lade sine personer udvikle sig undervejs, så den Davie, vi møder her i bind 4, har udviklet sig meget, siden vi første gang mødte ham i bind 1.

Det er muligt, at “Skeletter i skabet” er en børne-/ungdomsserie, men jeg kan på det varmeste anbefale den til voksne også. Jeg har følt mig top-underholdt hele vejen igennem, og Rødtnes slutter serien i samme høje tempo og med samme sikkerhed, som resten af bøgerne er skrevet i. Læs dem …

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)
Gravslægt (2013)

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Skeletter i skabets hjemmeside

John Ajvide Lindqvist er en af vor tids bedste forfattere. Desværre er han sørgeligt overset i Danmark, hvor kun få har opdaget ham – muligvis fordi hans romaner bevæger sig ind over grænsen til horror.

“Lille stjerne” starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver lille pige en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om lille pige møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind. Under en X-factor udsendelse hører hun pigen Tora synge, og Teresa bliver nærmest besat af hende. Selvom det ikke lykkes for Tora at vinde, så møder de to piger hinanden i det virkelige liv, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

”Lille stjerne” er en voldsom og samtidig lavmælt fortalt roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold. I korte perioder virker det som om, at romanens personer har mulighed for at finde tryghed og kærlighed, men det lykkes aldrig helt. Hver gang sker noget, som vender deres spor tilbage mod undergangen og ensomheden.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket, mens man læser.

Også lille pige er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Lille pige er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at lille pige har en helt anden tilgang til verden end andre.

”Lille stjerne” ligner ikke rigtigt noget, jeg tidligere har læst. Den er yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen.

Selvom den overnaturlige horror ikke er særligt fremherskende denne gang, er ”Lille stjerne” så absolut alligevel værd at gribe fat i. Sjældent har jeg læst så barsk og vedkommende en roman med så grum en slutning.

John Ajvide Lindqvist udgav i 2007 den fremragende socialrealistiske vampyrroman ”Lad den rette komme ind”, som siden er blevet filmatiseret med stor succes både i Sverige og USA. Året efter kom zombiromanen ”Håndtering af udøde”, og på dansk er også kommet ”Menneskehavn” i 2010.

 

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Lilla Stjärna (2010)
Omslag: Jens Magnusson/Imperiet

Også omtalt på Litteratursiden