Skibet fra helvede af Jesper Clemmensen & Thomas Albrektsen

Skibet fra helvede af Jesper Clemmensen & Thomas Albrektsen

Den 5. maj 1945 fejrede Danmark befrielsen, men for beboerne i det lille fiskerleje Klintholm Havn på Møn bliver det en noget anderledes dag. I havnen ligger nemlig den ramponerede flodpram Breslau, som viser sig at indeholde 345 syge og udsultede kz-fanger fra koncentrationslejren Stutthof. Fanger som ingen har ansvaret for, og som det lille samfund slet ikke er gearet til at modtage.

Alligevel påtager den lokale modstandsgruppe sig opgaven under ledelse af baron Niels Rosenkrantz fra avlsgården Liselund, de lokale læger Rasmus Fenger og Bendt V. Mortensen samt sidstnævntes hustru, Helene Mortensen, der er leder af den lokale Røde Kors afdeling på Møn. For sig har de en kæmpe opgave med at skaffe mad, tøj og medicin til fangerne, samt ikke mindst sengepladser så de kan komme væk fra det sygdomsbefængte skib uden at smitte lokalbefolkningen. Mange af fangerne er nemlig syge med plettyfus, tyfus og andre alvorlige sygdomme, ligesom de alle har lus.

Skibet fra helvede er historien om et lille lokalsamfund som ved et tilfælde bliver hvirvlet ind i verdenshistoriske begivenheder og udviser både stort sammenhold og hjælpsomhed. Men forfatterne kigger også tilbage på tiden, før skibet lander på Møn, og giver os indblik i historien bag skibet og ikke mindst enkelte af fangernes baggrund og historie.

Vi hører bl.a. om polakken Zygmunt Szatkowski, der blev fangernes talsmand, fordi han kunne tale tysk; om Piotr Mierzejewski som ender med at blive tankpasser i Gedser med kaldenavnet Peter Veedol; og om sygeplejersken Hilda Novachová fra Tjekkoslovakiet som har overlevet opholdet i tre koncentrationslejre, før hun endte ombord på flodprammen Breslau.

Hovedparten af fangerne var polske, men også russere, lettere, tjekkoslovakkere og en enkelt franskmand var ombord på skibet. Der var både kvinder og mænd, og ombord var også 13 Jehovas vidner, som nazisterne forfulgte på linje med jøderne.

Det er barsk læsning, når vi hører om forholdene i koncentrationslejrene, og hvordan hadet mellem forskellige nationaliteter fortsætter, selvom krigen er slut. Alligevel giver historien også grund til optimisme, når man f.eks. ser Mønboerne uselviske hjælp til de strandede fanger.

Skibet fra helvede er skrevet af journalisterne Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen. Clemmensen har bl.a. skrevet Flugtrute: Østersøen, der i 2012 blev kåret til årets historiske bog og arbejder som tilrettelægger af dokumentarfilm for DR og TV2. Albrektsen arbejder for TV2 Østjylland, og begge stammer fra Lolland.

Undervejs i bogen nævner forfatterne kort, hvordan en flydedok med krigsfanger drev i land ved Langeland d. 4. maj. Den historie kendte jeg fra romanen Dancing Charlie af Lars Johansson. Men jeg må indrømme, at jeg slet ikke kendte historien om kz-fangerne på Møn, før jeg læste Skibet fra helvede. Det gør jeg så nu, og bogen kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for 2. verdenskrig og for menneskelig ondskab og heltemod.

Forlagets beskrivelse:
Den 5. maj 1945 om morgenen, mens beboerne på Møn langsomt vågnede efter at have fejret frihedsbudskabet, blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til det lille fiskerleje Klintholm Havn. Ombord var 345 fanger fra kz-lejren Stutthof, og en redningsaktion uden sidestykke tog sin begyndelse. 

Skibet fra helvede er den bemærkelsesværdige historie om, hvordan Anden Verdenskrigs rædsler drev i land i et lille dansk øsamfund og satte befrielsesfesten på pause. For mønboerne – med en gruppe modstandsfolk, lokale læger og Dansk Røde Kors-medlemmer i spidsen – satte deres eget liv på spil og kastede sig ind i arbejdet med at hjælpe de udsultede, syge og døende kz-fanger. 

Skibet fra helvede er en fortælling om en lokalbefolkning, der ved et tilfælde blev hvirvlet ind i verdenshistoriske begivenheder og udviste et unikt sammenhold og hjælpsomhed – og en historie om at blive reddet fra rædsler og skulle slå sig ned i et nyt og fremmed land.

Uddrag af bogen:

Doktoren har i radiotransmissioner fra London hørt meldinger om koncentrationslejre, men har næsten ikke kunnet tro historierne. Det lød for vanvittigt, når der blev talt om lejrene. Nu ser han, at historierne må være sande. Stående midt i et bevis på nazisternes værste forbrydelse kan han i øjeblikket kun komme på ét ord, der beskriver hans oplevelser: “Forfærdeligt!” Og så indser han, at opgaven er for uoverskuelig for ham alene. Han får brug for hjælp.

Rystet klatrer Fenger op gennem lugen og henvender sig straks til et par af de modstandsfolk, som efter ordre fra baron Niels Rosenkrantz bevogter prammen. Smittefaren fra koncentrationslejrfangerne er direkte synlig, meddeler doktoren og tilføjer, at fangerne under ingen omstændigheder må blande sig med lokalbefolkningen. Baronen kommer til for at få et kig ned gennem lugen. Det er chokerende, hvad han ser. Han har aldrig troet, at mennesker kunne se sådan ud, fortæller han senere: “Det var meget ubehageligt, og da jeg kom hjem om aftenen og havde oplevet det, blev jeg ligefrem syg. Den oplevelse af at have set det gjorde mig fuldstændig ude af den.” (side 52)

Anmelderne skriver:

Jyllands-Posten:
Den historie, som blev udrullet i JP Bøger den 1. maj, gengiver de to forfattere med nerve og indlevelse. Med afsæt i en fornem research, fornyet perspektivrig tilgang til arkivmateriale og interviews med aktørernes børn og børnebørn har de skrevet en bevægende lovsang til den betingelsesløse hjælpsomhed, da krigens umenneskelighed gik i land og krævede humanitær katastrofehjælp. Det er en stærk og smuk bog, som vil bevæge sine læserne, men som også vil hjemsøge dem efterfølgende. Den beskriver det ufattelige, som 76 år senere stiller de samme rædselsvækkende eksistentielle spørgsmål. Når bogen bliver unik, skyldes det, at den også hæver blikket fra det lokale epicenter. Det sker ved at kæde hændelsen ind i en verdenshistorisk forståelsesramme. De fleste fanger i prammens stinkende dyb var polske, og ved at lade beretningen løbe ad to spor, et dansk og polsk, kommer tingene til at hænge sammen på en næsten bevidsthedsudvidende måde.” (Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten d. 8. maj 2021)

Historie-Online.dk:
Det var svært at lægge denne bog væk. Det er en så voldsom, så stærk, så gribende og så overraskende fortælling, at jeg måtte læse videre. Det er vel nok noget af det bedste, man kan sige om en bog. Den vil sin læser – og den kræver sin læser. Det fremgår vist tydeligt, at jeg er mere end begejstret for de oplevelser, den viden, bogen har givet mig. Jeg kendte godt nok historien om prammen. Men iler med at tilføje: troede jeg. Det skulle hurtigt vise sig, at jeg tog aldeles fejl. Og så afslører ’Skibet fra Helvede’ flere dimensioner. Den ene er selve historien, som den har udspillet sig under disse voldsomme omstændigheder. Og så den anden dimension: formidlingen. Hvis der fandtes en ”Hall of Fame” for historieformidling, så ville jeg ikke et sekund tøve med at placere Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen som oplagte kandidater. Det, der her er oplevet, er historieformidling af allerhøjeste valeur – så fornemt, at det er en bog, alle kan gå til. Og komme beriget fra.” (Læs hele anmeldelsen HER)

Om Skibet fra helvede:

Udgivelsesår: 03.05.2021
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 328 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Sølvmåne af Mikael Rasmussen

Sølvmåne af Mikael Rasmussen

I Sølvmåne blander Mikael Rasmussen vikingesagn og den nordiske mytologi med myten om varulvens oprindelse. Resultatet er en spændende, men lidt for lang fantasyroman for især historisk interesserede.

Ejnar Sigvaldsson er sammen med hustruen Astrid og deres børn flyttet til Bjørneskoven, cirka en halv dagsrejse fra Hedeby. Her lever han fredeligt langt fra fortidens kampe, der har sikret ham et vældigt ry som en stærk kriger. Men en dag rammer ulykken. Mens Ejnar er på jagt sammen med sin svend, Birger, overfalder ulve gården og dræber alle. I spidsen for flokken er en stor sort ulv, og Ejnar sværger hævn. Han vil dræbe den sorte ulvs familie, som den har dræbt hans. Og til sidst vil han dræbe den.

En lang jagt følger, som byder på store strabadser og voldsomme kampe. Undervejs må Ejnar bl.a. restituere i en saksisk jægerlandsby, men også her bryder uroen ud omkring ham. Til sidst, nærmest ved verdens ende, lykkes det Ejnar at indhente den sorte ulv, og den ultimative kamp kan begynde.

Imens går livet videre i Hedeby, hvor høvdingen Hallgeir Gudmundsson råder. Hallgeir er ambitiøs, men han er ikke en dygtig høvding. I striden mellem den Hvide Krist og de gamle guder holder han sig til Odin og Thor. Alligevel lader han dog biskoppen Jarlan Berthoud prædike i den godt 100 år gamle kirke. Men Hallgeirs fejlskøn har fået konsekvenser. Handlen i Hedeby er langt fra så god, som den var tidligere, og folk er utilfredse.

Samtidig har Hallgeir ansat tre nye krigere som sine nærmeste mænd. Tre krigere, der er mere motiveret af guld end af ære, og som hellere end gerne sender den gamle kriger Holger, der stadig nyder stor respekt i hirden, til Valhalla. Holger har nemlig på fornemmelsen, at der er noget galt. At Hallgeir og de tre krigere måske ikke har rent mel i posen, og at de vil gøre meget for, at Ejnar ikke skal vende tilbage til sin gård.

Så kommer skjalden Halvdan på besøg. Han fortæller en grum historie om en bersærk i ulveham, der har udryddet hele byer op gennem Tyskland. Da der kort efter dukker en forhutlet gammel mand op i Hedeby, beslutter Hallgeir sig for at ofre gamlingen til guderne og slå to fluer med et smæk. Men heller ikke denne gang flasker tingene sig for Hallgeir.

Sideløbende med Ejnars jagt og Hedeby-plottet hører vi også om jægeren Goswin og kvinden Elena. Der indskydes fortællinger fra Ejnars og Holgers tid som krigere, og vi får også serveret en masse viden om dagliglivet i vikingetiden og om sammenstødene mellem kristendommen og troen på de gamle nordiske guder.

Som jeg indledningsvis skrev, er Sølvmåne en spændende fortælling. Her er masser af drabelige kampe både mellem mænd og bæster, og bogen giver også et interessant indblik i vikingernes verden. Selve idéen med varulvens oprindelse er godt tænkt. Andre har også kigget på vikingernes bersærkere i den anledning, men Mikael Rasmussen giver oplægget sit helt eget spind. Sprogligt tilstræber bogen at lægge sig op ad de gamle vikingesagaer, hvilket giver en god stemning til historien. Det er dog ikke altid det lykkes 100%, og særligt dialogerne bliver ind i mellem lidt statiske efter min smag.

Sølvmåne er knap 600 sider lang, og skal jeg komme med en anke, så er det længden. Mikael Rasmussen har så mange fortællinger, han gerne vil have med, at det næsten tager fokus fra hovedhistorien, og det, synes jeg, er lidt ærgerligt. En skarpere vinkel på fortællingen kunne have løftet historien lige det sidste stykke op. Men når det er sagt, så er Sølvmåne et underholdende bekendtskab. Og så har jeg bare et svagt punkt for fortællinger, der bruger dansk historie og danske sagn og myter som udgangspunkt. Der ligger så mange fantastiske historier gemt, og det er fedt, at flere og flere forfattere får øje på dem.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af romanen:

Senere på natten faldt han omsider i søvn og vågnede brat, da Ejnar stod, som en sort silhuet uden for døren. Efter noget tid kom han ind og satte sig, og stilheden blev kun brudt af ildens leg med brændet, de lejlighedsvise puf og knitren. Ejnars ansigt var uigenkendeligt og dækket af blod. Den barske mine var indgroet, livet var ikke en del af dette ansigt mere. Med forsigtige bevægelser og med øjnene rettet stift på ilden fik Ejnar taget en bid af maden. Birger kunne følge, hvor langsomt han bevægede sig. Alting gik langsomt for Ejnar, og det var tydeligt, at han foretrak stilheden. Ingen ord kunne hjælpe nu. Mens ilden langsomt døde hen, begyndte lyset at dukke frem. Morgenen var frisk, og de tunge skyer var væk. Endelig fik Ejnar brudt sin stirren ned i ilden, af og til et kig ned i maden. Mjødhornet blev tømt, og atter flere røg ned. Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene.

Da Birger senere på formiddagen vågnede, havde Ejnar flået de døde ulve. Skindene hængte til tørre. Med ansigtet stadig smurt ind i blod arbejdede han som en besat med at pakke sammen. Sværdet, dolken, øksen, buen og alle de pile, der kunne være i holderen. Lidt tørret flæsk og resten af brødet. Skindene blev taget ned og pakket. Ejnar var klar. Da Birger gjorde mine til at følge med, stoppede Ejnar ham og kiggede på ham med døde øjne.

– Dette er mit hævntogt … sagde vikingen og så hadefuldt i retningen af, hvor ulvene var stukket af. – Hold snylterne væk fra mit hus, Birger, det er først ovre, når de alle er sendt tilbage til Hel, hvis ellers dyreriget har et sted som Hel. (side 31-32)

Om Sølvmåne:

Udgivelsesår: 01.05.2021
Forlag: Valeta, 590 sider

Læs Allan Haverholms underholdende antropologiske gennemgang af varulvens udviklingshistorie på Superkultur

Læs også:

Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Nordiske guder af Johan Egerkrans
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Hels rejse af Signe Fahl
Harzens hvide ulv og andre klassiske varulvefortællinger
Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo
Varulvenætter af Whitley Strieber
Varulv / red. Nikolaj Højberg
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Diget af Teddy Vork
Lemlæstet af Jonas Wilmann


Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Ind i mellem læser jeg bøger, som jeg vældig godt kan lide, men ikke kan nå at skrive om her på siden. Klara og solen er en af dem.

Forlaget skriver:

Klara og solen er Kazuo Ishiguros første roman, efter han modtog Nobelprisen i litteratur.

Romanen fortæller historien om Klara, en Kunstig Ven med en usædvanlig observationsevne, som fra sin plads inde bag butiksruden observerer adfærden hos de kunder, der kommer ind for at se på varerne. Men Klara er også ualmindelig opmærksom på de mennesker, der går forbi på fortovet udenfor. Hun håber til stadighed på at få sig en menneskelig ejer, at en kunde skal vælge hende, men da det viser sig, at dette sandsynligvis vil forandre Klaras liv for altid, tager hun det som en advarsel mod at fæste alt for stor lid til menneskers løfter.

Klara og solen er en stærkt bevægende og overrumplende roman om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I begrundelsen for Nobelprisen i 2017 blev Ishiguros romaner beskrevet som ”romaner med en stor følelsesmæssig virkning, som afdækker afgrunden under vores illusoriske forbundethed med omverdenen.

Anmelderne skriver:

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Bogen foregår i en nær fremtid et sted i USA. Børn bliver fjernundervist via computere, og som substitutter for fysiske venner kan de anskaffe Kunstige Venner (KV), menneskelignende robotter med adaptiv intelligens, individuelle træk og et vist følelsesregister, der gør dem til tilfredsstillende venner for de ægte menneskebørn af kød og blod. Klara er en KV af typen B2, som er på vej til at blive overhalet af en ny generation, B3’erne. Men Klara er helt særlig, en pige-KV med kort, mørkt pagehår, venlige øjne og en nysgerrighed og empati, der får den 14-årige pige Josie til at falde pladask for hende. Klara skal være Josies betroede og nære ven. Klara flyttes fra Butikken hjem til Josie og Moderen, der i starten er en kende mere skeptisk end sin datter. Måske skyldes Moderens kulde, at Josies lillesøster Sal døde i en ung alder, og at Josie muligvis lider af samme sygdom? En sygdom, Moderens ambitioner på børnenes vegne selv kan have fremkaldt. Klara vil gøre ALT for Josie, en humørsyg teenagepige med kolossale op- og nedture. Selv er Klara drevet af solceller og har et nærmest religiøst forhold til Solen, som generøst forsyner hende med sin ”særlige næring”. Måske vil Solen også kunne hjælpe Josie?” (Læs hele anmeldelsen)

Benedicte Gui De Thurah Huang, Politiken:
‘Klara og solen’ er Ishiguros første roman, siden han i 2017 modtog Nobelprisen i Litteratur, og den synes at trække tråde til flere af hans berømte romaner, både til gennembrudsromanen ‘ Resten af dagen’ (1989) om den ulasteligt pligtopfyldende butler mr. Stevens og til succesen ‘ Slip mig aldrig’ (2005) om kostskoleeleverne Kathy, Tommy og Ruth, der med tiden opdager, at de er kloner, og at meningen med deres liv er at redde rigtige menneskers liv. Hvorvidt ‘ Klara og solen’ er en fortælling om blind servilitet eller en roman om stor kærlighed og om modet til at tage sin skæbne på sig, har jeg svært ved at beslutte mig for. Men netop den uafgørlighed kan være romanens store genistreg.” (05.03.2021 Politiken)

Lasse Winther Jensen, Weekendavisen:
Ishiguro er stadig interesseret i de skygger, der kastes af historien, og hans hovedærinde er stadig at begribe, hvordan bevidstheden påvirkes af fortiden, men i Klara og solen skubbes handlingen ind i en nær fremtid, og frem for alt kreerer forfatteren her en helt ny type fortæller i form af den kunstige intelligens Klara. […] Fordi romanen er fortalt fra Klaras synsvinkel, formidles virkeligheden og dens sammenhænge tålmodigt og diskret via de dialogudvekslinger, hun overhører, og de erfaringer, hendes robotbevidsthed langsomt gør sig, først i butikken og siden i den familie, der køber hende, så hun kan være Kunstig Ven for pigen Josie. Romanens verden gestaltes kort sagt i takt med Klaras indtryk af den. Efterhånden bliver det klart, at den nære fremtid i Klara og solen er kendetegnet ved opdelinger mellem de børn, der har undergået genmodificering, og de, der ikke har. Desuden har den teknologiske udvikling omkalfatret arbejdsmarkedet, og menneskeheden står på tærsklen til reelt at kunne udskifte mennesker – en syg datter, for eksempel – med robotter.” (05.03.2021 Weekendavisen)

Mads Rosendahl Thomsen, Kristeligt Dagblad:
Måske er det væsentligste ved romanen, at den konfronterer læseren med denne gråzone, hvor der er et ubehag ved, at menneskene så nemt kan svinge mellem at knytte følelser til deres maskiner, for derefter at smide dem bort. Ishiguros mesterskab er at kunne fastholde opmærksomheden på et lille univers i sin rolige og smukke prosa gennem godt 300 sider, uden at man føler, at der godt måtte ske noget mere. Der er flere udviklinger undervejs, hvor de spor, som var lagt ud, tager en drejning, men frem for alt er ” Klara og solen” en stærk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad ægte følelser er, og hvornår, hvordan og hvorfor vi reagerer på dem eller ej.” (02.03. 2021 Kristeligt Dagblad)

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Centralt i historien er problemet om det særligt menneskelige. På den ene side er der dem, der påstår, at mennesker kan reduceres til maskiner som Klara og hendes løbende opdateringer. På den anden er der dem, der hævder eksistensen af et menneskelig “hjerte”. Klara kommer i sit liv med Josie, hendes ven Rick og deres respektive voksne rigtigt tæt på mødet mellem de to opfattelser. Men som sædvanligt hos Ishiguro er der intet facit, kun de mellemregninger, som nødvendigvis må med i regnestykket.” (02.03.2021 Jyllands-Posten)

Om Klara og solen:

Udgivelsesår: 02.03.2021
Forlag: Gyldendal, 347 sider
Omslag: Pete Aldington
Originaltitel: Klara and the Sun
Oversætter: Claus Bech

Læs også:

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten < end 2 af Patrick Leis
A.I. af Torben Pedersen

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

Døden mellem linjerne af Elly Griffiths

For nyligt modtog jeg en dejlig pakke med posten. Det var Elly Griffiths: Døden mellem linjerne. Jeg er stor fan af Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway, men jeg elsker også gotiske spøgelseshistorier, så da jeg hørte, at Griffiths nye bog handler om en engelsk-underviser, der skriver på en bog om den gotiske forfatter R.M. Holland, som er kendt for sine spøgelseshistorier – ja, så kunne jeg næsten ikke vente. Men det har bestemt været ventetiden værd. Døden mellem linjerne er underholdning i topklasse.

Clare Cassidy underviser i litteratur på Talgarth High, hvor hun også tilbyder undervisning i kreativ skrivning. Hendes yndlingsemne er den gotiske forfatter R.M. Holland, der boede i Holland House, en gammel bygning tilknyttet den nye skolebygning, hvor Clare underviser, og i sin fritid skriver hun på en biografi om ham. Clare flyttede fra London efter en skilsmisse, og nu bor hun sammen med teenagedatteren, Georgie og hunden Herbert i West Sussex. Men en dag i efterårsferien får hun en ubehagelig opringning. Hendes kollega og gode veninde Ella Elphick er blevet myrdet, og politiet vil gerne tale med Clare.

På sagen er kriminaloverbetjentene Harbinder Kaur og Neil Winston. I første omgang er der hverken tydelige motiver eller spor på, hvem der kan have dræbt Ella. Men så opdager Clare pludselig, at en fremmed har skrevet i hendes dagbog. Kan det have noget med mordet at gøre? Og så sker der endnu et dødsfald.

Historien fortælles gennem tre overordnede stemmer: Clare, Harbinder og Georgie. Det betyder, at vi ind i mellem hører om den samme begivenhed set fra en ny synsvinkel. Det giver et helt særligt indblik i personerne. Ikke mindst i samspillet mellem Clare og Harbinder, hvor der i første omgang ikke er meget sympati. Harbinder synes Clare er alt for høj, smuk og overlegen, men er det bare hendes egen følelse af underlegenhed, som spiller ind?

Imellem hver del er desuden indsat stumper af en novelle skrevet af R.M. Holland, som Clare bruger i sin undervisning. Undervejs dukker der mystiske henvisninger op til novellen, som er trykt i sin helhed bagerst i bogen, så vi nørder kan få slutningen med.

Døden mellem linjerne kom fint pakket ind, og er første bind i en ny serie med  kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Som jeg skrev indledningsvis, har det været værd at vente på Døden mellem linjerne. Elly Griffiths er fænomenal til at tegne sympatiske og troværdige hovedpersoner, og den 35-årige Harbinder, der stadig bor hjemme hos sine indiske forældre, der ikke ved noget om, at hun er lesbisk, tegner til at blive et ligeså spændende bekendtskab som Ruth Galloway.

Selve plottet er overraskende og fuld af twists og drejninger. Vi kommer omkring hvid magi, litteraturnørder, teenagebetagelser, jalousi, affærer og spøgelser, og alligevel var jeg ikke tæt på at gætte slutningen. Det er fuldt fortjent, at Døden mellem linjerne vandt en Edgar Award for Best Novel i 2020. Jeg læste den nærmest ud i et stræk, og kan kun være enig med bloggen Crime by the Book, der giver bogen 5 ud af 5 stjerner:

Griffiths masterfully blends Gothic influence with modern-day suspense sensibility, and the result is effortless, spine-tingling, page-turning fun. Masterfully blurring the lines between reality and fiction, Elly Griffiths has crafted an exceptional bookish mystery that is both an ode to Gothic literature and an effective work of Gothic suspense unto itself.”

Bind to med Harbinder Kaur er udkommet på engelsk og hedder The Postscript Murders.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg mødte Ella første gang til jobsamtalen på Talgarth High for fem år siden. Vi blev begge budt velkommen af Rick, der forsøgte at lade, som om en tredjedel af engelskafdelingen ikke havde sagt op før påske, og dermed blot givet ham et par måneder til at finde to erfarne engelsklærere. For et stykke tid siden læste jeg tilbage i dagbogen for at se mit første indtryk af Rick, men det var skuffende banalt. Høj, tynd, forpjusket. Rick er den type, hvor charmen – som den nu engang er – langsomt åbenbares.

“Det er en meget dynamisk afdeling,” sagde han, mens han gav os en rundvisning. “Og skolen er skøn, meget forskelligartet, masser af energi.”

På det tidspunkt havde vi regnet ud, at det drejede sig om to ledige stillinger, og at vi ikke var i konkurrence med hinanden. Vi udvekslede blikke. Vi vidste begge to, hvad ‘dynamisk’ betød. Skolen lå på grænsen til rent anarki. Under den sidste kommunale inspektion havde den fået dommen ‘Forbedring kræves’. Den gamle skoleleder, Megan Williams, hang fast med det yderste af neglene, men to år senere blev hun sat fra bestillingen af Tony Sweetman, der med kun 10 års undervisningserfaring blev hentet ind fra en anden skole. Nu har skolen fået ratingen ‘God’.

Bagefter sad Ella og jeg og talte om vores første indtryk på lærerværelset, et trist lokale i den nye bygning med passiv-aggressive post-its på opvaskemaskinen – ‘Hjælp med at tømme opvaskemaskinen. Det er ikke mit job!’ Vi var blevet efterladt der med te og en tallerken med kiks, mens ‘panelet’ traf deres beslutning. Vi var begge klar over, at vi ville få tilbudt et job. Synet af kvinden over for mig: langt, blondt hår, spids næse, ikke smuk, men utrolig tiltalende, gjorde det kommende job mindre dystert. Jeg fandt senere ud af, at Ella, en Jane Austen-entusiast, identificerede sig med Elizabeth Bennet. Men for mig var hun altid Emma.

“Hvorfor vil du arbejde her?” spurgte Ella, mens hun rørte rundt i teen med en kuglepen.

“Jeg er lige blevet skilt,” sagde jeg. “Jeg vil væk fra London. Jeg har en datter på 10 år. Jeg tror, at det vil være rart for hende at komme ud på landet. Og være tæt ved vandet.”

Skolen lå i West Sussex. Shoreham-by-Sea lå blot et kvarter væk, Chichester en halv time på en god dag. Det havde både Rick og Tony talt meget om. Jeg forsøgte at fokusere på køreturen herned gennem det frodige landskab og ikke på de revnede ruder i billedkunstlokalet og den trøstesløse gård, hvor alt grønt var gået ud på grund af den salte vind.

“Jeg er også på flugt,” sagde Ella. “Jeg underviste i Wales, men jeg havde en affære med chefen. Det kan ikke anbefales.”

Jeg kan huske, at jeg blev rørt og lidt chokeret over, at hun betroede sig til mig så hurtigt.

“Jeg kan ikke forestille mig at have en affære med ham der Rick,” sagde jeg. “Han ligner et fugleskræmsel.”

“If I only had a brain,” sang Ella med en imponerende imitation af fugleskræmslet fra ‘Troldmanden fra Oz.

Men hun havde en hjerne, og endda en god en af slagsen, så hun burde have indset det med Rick. Hun skulle have lyttet til mig.

Men nu er det for sent. (side 20-21)

Om Døden mellem linjerne:

Udgivelsesår: 28.05.2021
Forlag: Gad, 421 sider
Omslag: Anders Timrén efter originaldesign af Ghost Design
Originaltitel: The Stranger Diaries
Oversætter: Ane Lauenblad

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Ravnens rede af Leif Davidsen
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Randvad af Krogsøe og Wangsgaard Jürgensen
Slør af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Skyggernes skov af Franck Thilliez

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen

Frysepunktet af Anders Bodelsen er en af de romaner, jeg genlæser med nogle års mellemrum. Det er historien om den 32-årige Bruno, der arbejder som fiktionsredaktør på et ugeblad, hvor han dels giver idéer til bladets forfattere, og dels redigerer deres historier så de passer bedre til bladet. Han er ikke gift, har ingen familie og ingen tætte venner. Så da han får konstateret uhelbredelig kræft, og lægerne tilbyder ham at blive frosset ned, til de kan kurere ham, lader han sig overtale.

20 år senere bliver Bruno tøet op igen. Han er helbredt for sin kræft, og nu skal han akklimatiseres til sin nye nutid. Det er dog ikke så let, for mens han har været væk, har verden forandret sig nærmest til ukendelighed. Til sidst bliver Bruno frosset ned igen, men for hver gang han bliver bragt tilbage, bliver det blot sværere for ham at genkende både sig selv og verden.

Jeg har været betaget af Frysepunktet, siden jeg læste den første gang for mange år siden, og slutningen spøger i min hjerne, som noget af det mest uhyggelige og trøstesløse jeg har læst. Her er ikke meget håb at finde.

Romanen handler om jagten på evigt liv, og om hvordan denne jagt udsletter selve det at være menneske. I Bodelsens version har videnskaben lykkedes med at kurere kroppen nærmest uendeligt. Men i iveren efter at nå dette mål er alt andet lagt til side. Der findes ikke mere kunst, der er ingen udvikling af intellektet, kun en evig reparation af det ydre.

– De ønsker døden, sagde Ackermann. Forstår De hvad døden betyder? Døden er menneskets sidste fjende. Vi har opbygget et samfund, som kun bygger på én eneste værdi: livet. Da jeg aflagde mit lægeløfte i en fjern, fjern fortid bekendte jeg mig til den værdi.

– Det er ikke længere liv, De tror på, sagde Bruno. Det er evighed. De to ting har intet med hinanden at gøre. (side 153)

Anders Bodelsen skrev oprindeligt romanen i 1969, og på visse punkter kan det naturligvis mærkes. For eksempel er alle læger mænd i fremtiden, mens kvinderne er sygeplejersker. Det er dog ikke noget, der på nogen måde skæmmer historien, men skal blot nævnes som et kuriosum. Bodelsen lægger ikke vægt på den videnskabelige del af nedfrysningsprocessen i sin roman, men var måske inspireret af Robert Ettingers bog fra 1964 The Prospect of Immortality.

Frysepunktet er Bodelsens eneste forsøg udi science fiction genren. Til gengæld er det en dystopisk klassiker.

Anmelderne skriver:

Fra Sortsand:
Frysepunktet” er et studie i fremmedgørelse og vel også et bidsk svar på vores forfængelige drømme om at undvige døden. I Bodelsens skrækscenarie bliver mennesket nemlig mere hæsligt, jo mere det stræber efter uforanderlighed. De velholdte læger og sygeplejesker, der møder Bruno under hans rejse ud i fremtiden, bliver således mere og mere besynderlige, umenneskelige kan man sige, som han sover sig ud i fremtiden […] “Frysepunktet” er en skæv roman, der usikkert famler sig ud i et ambitiøst, kritisk projekt. Hvad Anders Bodelsen præcis er i opposition til, er ikke helt klart, men det handler vel om en fundamental kritik af troen på lægevidenskaben som noget, der grundlæggende kan forbedre vores liv. For Bodelsen er det i hvert flad klart, at de naturvidenskabelige redningsbåde, der bliver søsat i bogen, kulsejler alle som en, fordi de trods stor optimisme ikke bærer andet end maskinel opretholdelse af liv. Poesien, fantasien og kærligheden drænes ud af samfundet, der satser entydigt på den rationelle forbedring af menneskekroppen..” (Læs hele anmeldelsen)

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Det er en iskold vision om, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis vi gør evigt liv til vores religion. På sæt og vis har udviklingen overhalet den fantasifulde forfatter indenom, for i dag handler megen forskning jo om med vold og magt at gøre os så gamle og uskadte som muligt uden tilsvarende at fordybe sig i indholdet af vores liv. Kvantitet frem for kvalitet […] “Frysepunktet” er en lille perle … er en lille perle … og afslutningen er, ja, frysende.” (Læs hele anmeldelsen)

Science Fiction and Other Suspect Ruminations:
Bruno’s increasingly restrictive perspective through which he views the world, is foreshadowed by the dominate image that begins and ends and is referenced throughout the text: “[Bruno] wants to look at the thermometer outside the window, but he cannot because of the ice crystals. Still only half awake, he remembers how as a child he had put a coin on the radiator and then pressed it against the ice crystals to give himself a little hole he could peep through, out into a dark winter’s morning like this” . And as time progresses, it becomes more and more difficult to see through the ice. The ice is no longer a barrier but a tomb. Bodelsen’s prose is characterized by an intensity made more and more unnerving as the ability to communicate and connect decays. Bodies might be resurrected in the semblance of earlier vitality but the future is not full of hope, the future is an alien landscape.” (Læs hele anmeldelsen)

The New York Times:
Mr. Bodelsen speculates on the metaphysics of geriatry with wit and imagination, projecting a time in the future when one’s vital organs will belong to “society” (for transplant purposes) and life will be eternail and unbearable.” (28.02.1971 New York Times)

Om Frysepunktet:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Gyldendals Tranebøger, 158 sider
Omslag: Leif Rosby
Oversat til engelsk i 1971 under titlen Freezing Point / Freezing Down (amerikansk)

Læs artiklen: The history of cheating death: A timeline of cryonics

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Den beske magt af Niels E. Nielsen
1984 af George Orwell
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Den hemmelige kode af William Sleator
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Jeg synes, det er enormt fascinerende at læse om universet, selvom jeg på ingen måde forstår videnskaben bag. Af samme grund har jeg også fulgt med i avisernes skriverier om fund af jordlignende planeter i de senere år. Derfor var det oplagt at gribe fat i ”Fjerne kloder”, da jeg faldt over den, for at få hoved og hale i hvad status egentlig er på ’planetjagten’.

Gunver Lystbæk Vestergård er en god formidler. Noget af bogens indhold er nødvendigvis lidt tungt, men hun formår at løfte tørre definitioner til mere forståelige (og underholdende) anekdoter. Og så kommer hun omkring mange emner i sin fortælling om vores opdagelse af universet omkring os.

For næsten 4000 år siden kortlagde babylonerne ’vandrestjernernes’ baner (dvs. de fem kendte planeter) samt solen og månen så detaljeret, at de kunne forudsige sol- og måneformørkelser. De troede på astrologien, altså læren om hvordan himmellegemer påvirker livet på jorden. Hver planet repræsenterede en gud, så hvis man kunne kortlægge planeternes bevægelser, kunne man forudsige gudernes vilje og spå om fremtiden.

Først cirka 2000 år senere i Antikkens Grækenland begyndte Vesten at interessere sig for udenjordisk liv. Nogle alternative tænkere, kaldet atomister, troede på et uendeligt univers, på uendelige verdener og ikke mindst på at alt – inklusive sjælen – var sammensat af små udelelige enheder, det vil sige atomer. Den idé var Aristoteles dog langt fra med på. Han mente, at der kun var én jord, som stod urokkelig fast i centrum af universet, og de fem planeter plus solen og månen roterede om jorden i uigennemtrængelige sfærer.

Kristendommen overtog Aristoteles verdensbillede, så i de næste par årtusinder var det sandheden. Men langsomt begyndte billedet at krakelere. Kopernikus flyttede solen ind i centrum i 1543. Galileo Galilei byggede et teleskop i 1610 og brugte det til at observere himmellegemer med. Og så var der hul på bylden.

Fra slutningen af 1600-tallet og frem til starten på Første Verdenskrig er historien om exoplaneter næsten ét langt heppekor, selvom deres tilsynekomst i teleskopet endnu lod vente på sig. I stedet for at betvivle de fjerne kloders eksistens var perioden præget af spørgsmål som: Er der et endeligt eller et uendeligt antal kloder? Er de beboede? Er rumvæsnerne mon jordboerne overlegne? Og hvad med solsystemet? Findes der måne- og marsmænd?

Den frygt for tomrum og spildte kloder, som blokerede for det heliocentriske verdensbilledes gennembrud, blev nu vendt til en frygt for ensomheden. Når det nu var så godt som sikkert og vist, at planeterne, inklusive jorden, kredsede om Solen, og at Solen var en stjerne, var der ingen gode argumenter tilbage til at bremse idéen om, at også de fjerne fiksstjerner var centrum for planetsystemer. Og når nu denne sindrige kugledans var Guds værk, måtte det også have en retning og en årsag: Ergo var der liv derude. Alt andet var jo meningsløst.” (side 42-42)

Men omkring midten af 1800-tallet begyndte videnskaben igen at så tvivl om eksistensen beboede kloder og intelligent liv andre steder i universet. Præsten, fysikeren og filosoffen William Whewell mente f.eks. i essayet Of the Plurality of Worlds fra 1853, at der var en uendelig lille sandsynlighed for, at de millioner af evolutionære ændringer, der skabte mennesket fra bakterier, skulle være sket mere end én gang i Universets historie. Senere i begyndelsen af 1900-tallet opstod desuden en ny teori om, hvordan planeter blev dannet som yderligere umuliggjorde tanken om fremmede verdener. 

Men hvor videnskaben blev mere og mere skeptisk overfor tanken om udenjordisk liv, tog de skønlitterære forfattere idéen til sig, og science fiction om rumrejser, aliens og fremmede planeter tog fart med hovedværker som f.eks. H. G. Wells Klodernes kamp, Stanley G. Weibaum Odyssé på Mars og Ray Bradburys Krøniker fra Mars.

I 1960’erne begyndte få ’troende’ at bruge radiobølger til at opdage fremmede verdener, hvor især SETI-bevægelsen trak opmærksomheden. Der kom dog aldrig rigtig beviser på bordet, og først i 1990 begyndte videnskaben at få troen på exoplaneter tilbage. Det lykkedes i 1992 Alexandar Wolszczan at bevise eksistensen af hele to exoplaneter omkring en millisekund-pulsar, og i 1995 lykkedes det Michael Mayor at finde den første exoplanet i kredsløb om en levende stjerne. Siden har udforskningen af exoplaneter udviklet sig til et spændende felt, alle vil deltage i udforskningen af, så der nu uddannes specialister i exoplanter, samtidig med at biologer, kemikere, geologer og fysikere er inviteret med ind i jagten.

Udover at give et historisk overblik over forskningen frem til i dag, har Gunver Lystbæk Vestergård også interviewet en lang række af videnskabsfolkene bag, ligesom hun ser nærmere på de opfindelser, der har gjort forskningen mulig. Til slut ser hun også ud i fremtiden, der både byder på kæmpeteleskoper, mikroskopiske satellitter, udforskning ved hjælp af spektroastrometri og alt det vi ikke ved endnu. For ligesom fossiler af dinosaurer pludselig dukkede op overalt i 1800-tallet, da man forstod evolutionsteorien, og kunne begynde at tolke fundene i den rette kontekst, ligeså skal vi måske have en ny forståelse af liv for at kunne finde det i universet?

“Vi skal passe på med at tro, at alt liv vil følge den samme udviklingstrappe som vores egen, og derfor tror jeg ikke, at vi skal regne med, at de første tegn på exoliv bliver fundet ved at spore ilt i en exoplanets atmosfære. Liv kan godt være almindeligt, uden at fotosyntesen er det. […] Måske behøver livet ikke helt særlige omstændigheder for at udfolde sig, men tilpasser sig sine omgivelser, næsten uanset hvor ekstreme de er – med det ene kriterium, at der skal være flydende vand til stede.

Der skal dog helt nye erkendelser inden for fysik, kemi og biologi til, før vi kan opdage exoliv, og dem kan vi kun opnå i fællesskab. Pointen er derfor, at ingen astronom alene kommer til at finde liv i rummet. Det er nødt til at være en fælles opgave for menneskeheden […]” (side 278-279)

Gunver Lystbæk Vestergård har en ph.d.grad i videnskabsstudier, er journalist på Weekendavisen, bl.a. og har været medtilrettelægger på DR-programserien ”Store danske videnskabsfolk”. Derudover har hun været medforfatter på ”50 opfindelser – højdepunkter i teknologien” fra 2015. I 2019 udgav hun ”Fjerne kloder – historien om opdagelsen af exoplaneter og jagten på verdener som vores”, som kan anbefales til alle, der interesserer sig bare lidt for vores univers.

Om Fjerne kloder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 292 sider
Omslag: Thomas Joakim Winther

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Nordlys af Tina Ibsen

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Året er 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick befinder sig i Paris, hvor han skal hente liget af sin kompagnon, Charles Webster Morris. Der var ikke noget mistænkeligt ved Morris død, men bureaukratiske detaljer har trukket sagen ud, så Austin nu modvilligt selv har påtaget sig opgaven.

Austin ankommer til Paris samtidig med begravelsen af madame Kowalski, hvilket har fyldt gaderne til bristepunktet. Madame Kowalski var overhoved for Order of Ishtar, et esoterisk selskab for spirituelt søgende og okkultister. Kowalski blev i ordenen anset som en profet for en ny æra for menneskeheden, og via hende blev den vestlige verden introduceret for karma, yoga, reinkarnation og astralplan. Nu er Order of Ishtar blevet en verdensomspændende bevægelse, omend Austin dog anser Kowalski og selskabet for det rene svindel.

Det går desværre ikke så let for Austin at få Morris’ lig frigivet. Monsieur Deforge, som han har korresponderet med, er ikke at træffe, og i stedet bliver han henvist til inspektør Mollet fra fremmedpolitiet. Mollet er på overfladen venlig og hjælpsom, men Austin har hele tiden en fornemmelse af, at inspektøren fisker efter noget. Men hvad?

Det går også op for Austin, at han måske ikke kendte Morris så godt, som han troede. Tilsyneladende har Morris været indkvarteret på hotellet under falsk navn, men hvorfor? Hvem har gennemrodet Austins værelse, mens han var ude? Og hvorfor føler Austin sig overvåget uanset, hvor han går hen?

Occidentens stjerne er en anderledes historisk spændingsroman, der i den grad greb mig. Historien fortælles i jeg-form af Austin Baldwick, og sproget er yderst atmosfærefyldt. Jeg følte mig oprigtigt hensat til begyndelsen af 1900-tallet. Der ligger tydeligvis også en stor research bag romanen, som Benni Bødker dog ubesværet fletter ind i plottet uden at blive belærende. Samtidig er der en støt stigende suspense i fortællingen, der langsomt fører læseren dybere og dybere ind i en esoterisk verden, jeg ikke kendte meget til på forhånd.

Hvor vi oftest hører om Paris som kærlighedens by fyldt med små hyggelige caféer og romantisk stemning, er det et helt andet Paris, der hilser Austin velkommen. Regnen siler utrøsteligt ned, og byens blodige historie popper konstant op fra dybet. Der er fuld gang i byggeriet af metroen, hvis første rute åbnede i år 1900. Men det moderne kolliderer med fortiden, i et Paris hvor anarkister og terrorister forsøger at omvælte samfundsordenen, mens borgerskabet søger det åndelige blandt spiritister og okkultister som en modvægt til det moderne, naturvidenskabeligt funderede samfund.

For Austin bliver opholdet i Paris en rejse tilbage til en fortid han længe har forsøgt at glemme. Minder dukker op, og jo mere klar fortiden står, desto mindre forståelig er nutiden. Virkeligheden forvrænges til et punkt, hvor Austin ikke længere har tiltro til sine egne sanser.

Intet er, hvad det giver sig ud for i Occidentens stjerne. Under byens gader gemmer de gamle minegange og kloakker på sataniske seancer og anarkistiske selskaber. Respekterede borgere deltager i spiritistiske sammenkomster iført diabolske dyremasker, hvor de udnytter moderne naturvidenskab som røntgenapparater og elektricitet til deres seancer. Austin traver gennem labyrintiske underjordiske gange i sin søgen efter sandheden, imens hans verdensforståelse bliver mere og mere forvrænget. Hvad er sandheden?

Occidentens stjerne har det hele. Her er vanvid, spirituel søgen, bedrag og kulørt ramasjang. Bødker beretter veloplagt, og historien er både underholdende og charmerende. Det trøstesløse portræt af Paris skaber en perfekt gotisk ramme for fortællingen med sine regnvåde gader og labyrintiske tunneller, hvor fortællerens indre kaos spejles.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst dels nogle børne/ungdomsbøger af Benni Bødker samt hans genfortællinger af Grimms eventyr sammen med Kenneth Bøgh Andersen og ikke mindst Julebestiariet som John Kenn Mortensen har illustreret. Derudover har han skrevet en række krimier sammen med Karen Vad Bruun, og er i øvrigt kendt for sin store viden og passion for krimi-genren.

Denne gang er han aktuel med en fascinerende gotisk spændingsroman, og Occidentens stjerne er endnu et interessant bekendtskab fra Bødkers hånd, som jeg kun kan anbefale.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Danske Benni Bødker præsenterer en gotisk fortælling i den historiske krimis forklædning, hvor han leger med emner og litterære former fra tiden omkring 1900 […] Bødkers gotiske og veloplagt pasticheagtige historie med moderne tolkningsinvitation er mættet af lokalkolorit og ekkoer fra samtidens populærlitteratur.” (24.04.2021 Jyllands-Posten)

Christian Dorph, Weekendavisen:
Mens jeg læste ‘Occidentens stjerne’, kom jeg til at tænke på en af mine yndlingsbøger, ‘Inferno’ af August Strindberg. Hovedpersonen lægger alt bag sig og tager over hals og hoved til Paris for at kaste sig over den tids modevidenskab, alkymien. Men snart efter ryger han ind i en nedadgående spiral af paranoia og helvedessyner. Bødkers roman handler ligeledes om en udlænding, briten Baldwick, der ankommer til Paris og lokkes ind i et okkult mørke og farer vild i både byen og i sig selv.” (29.04.2021 Weekendavisen)

Jakob Genz, Berlingske:
Glem alt om blomstrende boulevarder og charmerende sidegader. Det er i bælgmørke kloaksystemer, klamme katakomber og ildelugtende lighuse, at ‘Occidentens Stjerne’ ikke bare for alvor banker derudad, men hvor bogen også tuner ind på dens egentlige handling. Baldwick suges således ind i et labyrintisk spil fuld af alt godt fra en mørk og makaber, sandhedssøgende og revolutionær (brydnings) tid i Paris’ dramatiske fortid. Og hele molevitten kan bedst beskrives som en litterær cocktail, der får læserens smagsløg til at fremkalde minder om både ‘Da Vinci Mysteriet’ og ‘The Truman Show’, og som påvirker Baldwick i en sådan grad, at ikke blot hans fremtid, men også hans fortid, bliver kvalt i spørgsmålstegn.” (29.04.2021 Berlingske)

Bo Tao Michaëlis, Politiken:
På alle måder er Benni Bødkers ‘ Occidentens stjerne’ en veloplagt tour de force ud i det alt andet end romantiske Paris. Snarere tværtimod, vi taler om staden som snavset sæde for alskens hemmelige selskaber og frimureri i diverse gotiske gradbøjninger […] Her er gedulgte kræfter mestendels fremstillet som en omgang ragout, herligt rørt med alskens mytestof fra nær og fjern, krydret med symboler, skøgen fra Babylon og vise mænd fra Indien. Alt sammen kastet ind i et glimrende og finmasket plot, hvor den jegfortællende Austin selv har dystre hemmeligheder med i kufferten..” (07.05.2021 Politiken)

Om Occidentens stjerne:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Gyldendal, 341 sider
Omslag: Thomas Thorhauge

Læs mere om Paris’ katakomber på Wikipedia
Læs mere op H.P. Blavatsky og Annie Besant, inspirationskilderne til madame Kowalski

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Aura af Carlos Fuentes
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Randvad af Krogsøe & Wangsgaard Jürgensen
Hjertesten af Ruth Rendell
Al kødets gang af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen
Sjælesøstre af Sarah Waters

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

En død københavner midt i Vadehavet. En forsvunden skoleelev. Et dansk-tysk politi-samarbejde. Dennis Jürgensen er tilbage med en ny serie Mand uden ansigt.

Da en død mand bliver fundet i grænselandet ude i vadehavet, bliver kriminalassistent Lykke Teit sendt til Sønderjylland for at assistere det lokale politi sammen med en kollega fra det tyske politi. Hauptkommissar Rudi Lehmann viser sig at være en kompetent og venlig mand, og han og Lykke får hurtigt etableret et godt samarbejde.

Samarbejdet med det lokale politi går lidt mere trægt. Den døde mand blev fundet af en lærer og hans elev, der var ude at kigge på fugle. Læreren ligger nu på hospitalet, og eleven er sporløst forsvundet. Så mens Lykke og Rudi arbejder på at opklare mordet, efterforsker det lokale politi den forsvundne dreng med efterforskningsleder Mogens Krogh i spidsen. Men Krogh er ikke begejstret for, at hans overordnede har bedt om assistance fra ’Djævleøen’ og Tyskland. Han er overbevist om, at assistancen skal ses som en reprimande til ham.

For eleven er ikke det første forsvundne barn i Melum. For halvandet år siden forsvandt en 6-årig pige under en gemmeleg med sine venner. Efterfølgende fandt man hendes sko under en busk, men hverken pigen eller gerningsmanden blev fundet, og de lokale bebrejdede politiet, og i særdeleshed Mogens Krogh, for ikke at gøre deres job godt nok. Det er den bitterhed Krogh lader gå ud over Lykke og Rudi.

Jeg holder meget af Dennis Jürgensens tidligere bøger, både horror-romanerne og krimi-serien om Roland Triel, så jeg har set frem til Mand uden ansigt, der er første bind i en ny serie. Heldigvis leverer Dennis Jürgensen endnu en gang en atmosfærefyldt, spændende og velskrevet historie, der fanger læseren fra første side.

Som altid lader Jürgensen historien udvikle sig med forskellige plot-twists og en stigende suspense. Undervejs i efterforskningen sker endnu et par mord, og Lykke og Rudi kommer i kontakt med en dømt pædofil, der sidder i forvaring. Om der er sammenhæng mellem de forskellige sager, står åbent hele vejen til den hæsblæsende afslutning, hvor alle tråde bindes sammen.

Dennis Jürgensen er en mester i spænding, men også i at skabe troværdige og sympatiske personer. Jeg faldt straks for Lykke, der (ligesom Triel i øvrigt) har en personlig tragedie med sig i bagagen, men som bruger denne som brændstof for at blive en endnu bedre politikvinde. Også Rudi er et behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på, hvordan serien udvikler sig fremover. Der kan i hvert fald gemme sig flere interessante konflikter i sammenstødet mellem det tyske og det danske, ligesom jeg tænker, at vi får nærmere indblik i de to efterforskeres fortid.

Endeligt vil jeg også rose forsiden. Smudsomslaget er effektiv, men indenunder gemmer sig en cigaræske fuld af hemmeligheder. Den er måske ikke lige så iøjnefaldende for en krimi, men den er virkelig smuk.

Mand uden ansigt er god, gedigen underholdning, som endnu en gang viser Dennis Jürgensens evne til at skrue en spændende og effektiv historie sammen.

Uddrag af bogen:

Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidtstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.

Det var ikke meningen, at de skulle have været så langt ud på vaden, men drengen blev ved med at finde nye genstande længere væk, og Lasse var selv optaget af at kigge på de mange fugleflokke, som fouragerede i naturens enorme spisekammer. Der var også noget dragende ved at gå udefter på den blottede havbund, som om man kunne vandre halvvejs til England, hvis tiden og tidevandet tillod det.

Det gjorde de ikke.

Han sagde til sig selv, at der ikke var nogen umiddelbar fare trods tågen. Han tjekkede altid tidevandstabellen før han gik ud. Der var mindst en time til, cyklussen vendte. Han havde gået her hundredvis af gange, men som regel alene, hvor han ikke havde ansvar for andre end sig selv. (side 7)

Om Mand uden ansigt:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Politiken, 336 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Orbital 3: Modstandskamp af Sylvain Runberg og Serge Pellé

Orbital 3: Modstandskamp af Sylvain Runberg og Serge Pellé

Orbital 3: Modstandskamp byder både på politiske intriger, attentater og anklager om forræderi. IDB agenterne Mezoke og Caleb må stå op imod både ydre og indre fjender i 3. del af ’Orbital’.

Vi befinder os i det 23. århundrede. Rumstationen Orbital er både den konføderale magts centrum og en åbning mod andre rumtider, og så er den base for Det Interplanetariske Diplomatbureau (IDB), der forsøger at opretholde freden mellem de næsten 800 forskellige verdener.

Spændingerne mellem jorden og konføderationen har nået nyet højder, efter at en stor forsoningsceremoni mellem jordboere og sandjarrer endte i en katastrofe i bind 2 Nomader. Jagten på en syndebuk har bragt agenterne Caleb og Mezoke på anklagebænken for at være involveret i sagen, selvom Caleb stadig er i koma med svære skader.

Det lykkes for Mezoke at flygte med Caleb, men han er langt fra sig selv. Samtidig er Calebs værge fra barndommen, Hector Ulrich, blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd. De anklager ham for at stå bag attentatet på den verdenskonference, hvor Calebs forældre, der var glødende forkæmpere for jordens integration i konføderationen, blev dræbt. Oveni er der gang i de politiske intriger i konføderationens råd. Her presser acherodernes rådmand Ekkhlid på for at få afsat første-rådmand Evona Toot under anklage for højforræderi.

Der er mange tråde at holde styr på i Modstandskamp, og da der også springes i tid og sted, kræver det koncentration af læseren. Men jeg var opslugt af historien, som både er spændende og aktuel. For nok handler det om modsætninger mellem jordboere og udenjordiske racer, men angsten for det fremmede og racismens grimme ansigt er genkendelig i vores nutid. Det samme er magtspillet og de politiske intriger, hvor de personlige vindinger overtrumfer befolkningens bedste. Sidst men ikke mindst giver Modstandstandskamp også et blik ind i, hvordan jagt på retfærdighed kan udløse uretfærdigheder, hvis man lader målet hellige midlet.

Sylvain Runberg er også kendt fra ’Millennium’-trilogien baseret på Stieg Larssons krimier om journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander, samt ’Hammerfall’-sagaen om kampen mellem vikingerne og frankerne.

Serge Pellé har ikke udgivet noget på dansk før ’Orbital’-serien, men hans realistiske streg er fyldt med detaljer, der gør det spændende at gå på opdagelse i billedsiden. Farverne er overordnet holdt i afdæmpede brunlige og grålige toner, som understreger seriens rå atmosfære. Siderne er opdelt i faste billedrammer, men formen, størrelsen og antallet af rammer skifter, hvilket er med til at skabe suspense i fortællingen. Hver ramme holder øjet fast, mens man er spændt på at se, hvad der sker i næste ramme.

Da første bind i Runberg og Pellés serie ’Orbital’ udkom, blev den af mange betragtet som en moderne arvtager til P. Christins kæmpesucces om rumagenterne Linda og Valentin. Jeg er også begejstret for serien, som blot bliver bedre og bedre, og jeg glæder mig til de følgende bind.

’Orbital’-serien er dog ikke en ny ’Linda og Valentin’. Den er mere dyster, kompleks og alvorlig. Men den er bestemt ikke mindre god, og kan du lide science fiction, der sætter spot på aktuelle tendenser og problemstillinger og mikser det med underholdning og action, så led ikke længere.

Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Orbital 3: Modstandskamp

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Cobolt, 112 sider
Omslag: Serge Pellé

Orbital:

Nærkontakt; 1
Nomader; 2
Modstandskamp; 3

Læs også:

Ruiner af Adam O.
Sarkofagen; 1 af Christophe Bec
Rejsende i tid og rum: Linda og Valentins samlede eventyr; 1 af P. Christin
Dværgenes ø; 1 af Massimiliano Frezzato
Overløber; 1 af Tatiana Goldberg
Fyr og flamme; 1 af Jean-David Morvan
Saga; 1 af Brian K. Vaughan

Evolution – lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution - lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution er titlen på Science Fiction Cirklens årlige antologi med nye danske science fiction noveller. Det er 15. bind i serien, og som sædvanlig er bidragsyderne en blanding af nye og kendte ansigter. Emnemæssigt spænder de 28 noveller bredt, og kaster sig blandt andet over

  • Hvad gør genmanipulering grænseoverskridende?
  • Hvad sker der, når alle er ’isolerede’?
  • Hvad gør det sidste menneske, når jorden er blevet udslettet?
  • Hvad gør man, når det firma, der betaler en kolonisering på Mars, går konkurs?
  • Er der en god løsning på bodeling ved skilsmisse?
  • Kan man bekæmpe udenjordisk virus?

Med så mange bidrag og med den store blanding af forfattere er der naturligvis forskel på kvaliteten. Nogle noveller er mindre raffinerede end andre, og nogle idéer er set før. Gennemgående synes jeg dog, at alle historierne var underholdende, og så er jeg bare rigtig glad for, at Science Fiction Cirklen også giver plads til de nye stemmer. Jeg synes nemlig personligt, at det er spændende at få et kig ind i vækstlaget.

Jeg vil ikke gennemgå alle 28 noveller, men nøjes med at trække enkelte favoritter ud.

Maibrit Høyrup indleder samlingen med novellen ‘Kærlighed’. Høyrup har skrevet flere historier til ‘Lige under overfladen’-serien, og så hendes novelle ‘Killinger’ i Universets mørke helt fantastisk. I ‘Kærlighed’ er fortælleren lejlighedsassistenten Ayee, der gør alt for sit menneske, Rued, lige fra at masserer og made hende til at vedligeholde lejligheden og sørge for indkøb m.m. En dag kommer Rued dog i kontakt med et andet menneske og helt usædvanligt bliver de venner. Så gode venner at Rued overvejer at flytte fra lejligheden. Men hvad sker der med lejlighedsassistenten, hvis dets menneske flytter? Jeg kom til at tænke på 2001 af Arthur C. Clarke, men Høyrup har sit helt eget take på en A.I. ude af kontrol.

‘Villadybet’ af Lars Behn-Segall føles nærmest som en horrornovelle i starten. Selvom slutningen ikke helt lever op til begyndelsen, vil jeg dog alligevel fremhæve den, fordi den er så underholdende. Jan opdager, at hans terrasse er sunket i den ene side. Da han fjerner fliserne for at rette dem op, opdager han en dyb tunnel. Hvor fører den hen? Og hvem har bygget den?

Kan fortiden ændres? er et af de spørgsmål Dmitri Burdykin stiller i ‘En hjælpende hånd’. Novellen starter i 2041, hvor atomfysikeren Ronald Davenport er på vej til en afgørende test for hans opfindelse, der skal gøre menneskeskabt fusion til en brugbar energikilde. Så springer novellen til 2115 hvor en decimeret menneskehed kæmper for sin fortsatte eksistens. Et middel til det er at ændre udfaldet på Davenports test 74 år tidligere. Men kan man det? Og hvad vil omkostningerne i givet fald være. Novellen er en af de længste i Evolution, og jeg kunne sagtens se idéen udfolde sig i romanform.

I ‘Den sidste astronaut’ af Sofie Boysen rammer en meteor jorden og smadrer den i småstykker. Det eneste menneske, der overlever sammenstødet, er astronauten på rumstationen MIRA-2. Men selvom astronauten har overlevet selve sammenstødet, er det en begrænset frist. Og hvad bruger man så den sidste tid til? Jeg var aldeles begejstret for novellen, som er klassisk science fiction men alligevel ny.

Publius Enigma, der debuterede med Exnihilo i 2019, bidrager med novellen ‘Memory Hunters Ltd.’ Her følger vi to drømmedykkere, der filmer minder, men hvad der starter som en lykkelig drøm, udvikler sig helt galt. Udover at drømmedykning er en interessant tanke, er der noget etisk i det, som giver novellen et særlig menneskeligt aspekt.

Mens jeg skriver dette, er verden stadig ramt af COVID-19, og ferierejser til andre lande er nede på et minimum. I A. Silvestris novelle ‘All inclusive’ er denne tendens fortsat, så da Eskild på 79 beslutter sig for at tage på en jordomrejse med fly, er det aldeles uhørt. Silvestri tager nogle nutidige emner, accelererer dem så de kommer helt ud på spidsen, og lader læseren om at tage stilling. Jeg er solgt.

‘Time to go’ af Niels Kjærgaard er en af de mere humoristiske i Evolution. Her er tidsrejser blevet et reality-show, og vi følger fem deltagere, der i løbet af et show bliver sendt til tre forskellige tider i jordens historie. Fire af de fem deltagere er allerede kendte realitystjerner, og Kjærgaard lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af dem som hjernetomme individer, mens den sidste deltager er en ganske almindelig fyr. Jeg synes, novellens idé er super god, så selvom historien bliver lidt for pjattet efter min smag, vil jeg alligevel fremhæve den. Også fordi den farligste tid viser sig at være lidt af en overraskelse.

Jeg kunne sagtens have fremhævet flere af novellerne, for eksempel Simon Christiansens ‘En hjælpende hånd’, Helene Toksværds ‘Et meningsfuldt job’, Mette Markers ‘Mars…retur?’, Marie Aagaard ‘Drømmejobbet’, Lars Ahn ‘Billigt hotel’, Gudrun Østergaard ‘Forfædrene’ og Thomas Hverring ‘Lortejob’ for blot at nævne nogle.

Jeg er rigtig glad for Lige under overfladen-serien, og Evolution er endnu en god oplevelse, både for science fiction fans, og for dem der endnu ikke kender til genren.

Om Evolution:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Science Fiction Cirklen, 431 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kærlighed af Majbrit Høyrup
Villadybet af Lars Behn-Segall
En hjælpende hånd af Simon Christiansen
Skæbnens ironi af Dmitri Burdykin
Et meningsfuldt job af Helene Toksværd
Retning nord af Sigrid Groth Nielsen
Fagre gamle verden af Gry Ranfelt
Mars…retur? af Mette Markert
Evolution af Anna Line Søgaard
Den sidste astronaut af Sofie Boysen
Dårlig luft af Ditlev V. Petersen
Drømmejobbet af Maria Aagaard
Virtuel sandhed af Hanne Rump
Vi har dem kun til låns af Richard Ipsen
Den lysende kugle af Lilli Lund Christensen
Billigt hotel af Lars Ahn
Hatten af Lonni Krause
Gemini af Sørine Amanda Nielsen
Forfædrene af Gudrun Østergaard
Memory Hunters Ltd. af Publius Enigma
All inclusive af A. Silvestri
Opbrud af Maria Thy
Springerne af Tim Sørensen
Flugt af Susse Kristiansen
Time to go af Niels Kjærgaard
Koldt hjerte af Stephanie Fjeldsø Fischer
I hjertet af maskinen af Kenneth Hansen
Lortejob af Thomas Hverring

Lige under overfladen:

Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007