juli 2016
M T O T F L S
« jun    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Dragon af Thomas C. Krohn

DragonI Den Demokratiske Republik Congo bor bonden Joseph med sin familie i en lille landsby fjernt fra alt og alle. Livet er endelig ved at blive godt igen efter borgerkrigen, men så rammes landsbyen af en sygdom, som ser ud til at dræbe dem alle.

Samtidig i Danmark får den unge forsker, Anders, job i biotekvirksomheden VirusGene, hvor man arbejder på at finde en kur mod alverdens vira. Han skal arbejde tæt sammen med forskningschefen for virksomheden, Andy, som står bag den banebrydende idé, der danner grundlag for arbejdet. Andy virker dog sært uinteresseret i at støtte op om Anders, men Anders lader sig ikke gå på. Sammen med resten af holdet lykkes det ham at komme et stort skridt nærmere på målet – og så forsvinder Andy.

Ledelsen i VirusGene beder Anders om at finde Andy, og snart er Anders ude på dybt vand i sit forsøg på at lokalisere Andy og finde ud af, hvad der foregår.

”Dragon” er den anden bog om virus og pandemier, som jeg har læst indenfor kort tid, og ligesom Philip Hallenborg, som skrev ”Og jeg saa en ny himmel”, er Thomas C. Krohn selv forsker som uddannet neurobiolog med en ph.d. i dyrevelfærd. I de seneste år har han arbejdet i forskellige virksomheder, som producerer medicinsk udstyr, og har således en stor baggrundsviden at trække på i forhold til de tekniske detaljer. Han er da også god til at forklare principperne bag arbejdet med vaccinen, og får det fint indarbejdet i plottet.

Selve historien er egentlig grundlæggende spændende, så når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe over ”Dragon”, er det fordi den sprogligt er lidt tynd. Krohn skriver opremsende og fladt, ligesom han gentager alt for meget og mangler flair for billedsprog, og hvor Hallenborg godt nok også kunne lære lidt af frasen ”show, don’t tell”, har han til gengæld et langt mere udviklet sprog. Samtidig er historien i ”Dragon” nok spændende, men der er ikke de store overraskelser i plottet, i forhold til ”Og jeg saa en ny himmel” som har en interessant og overraskende konspirationsteori indbygget. En sammenligning falder dermed ikke ud til ”Dragon”s fordel, men når det er sagt, har jeg dog også læst bøger, som er langt dårligere skrevet med en mindre spændende historie.

Med andre ord er ”Dragon” en ok debut, men hvis forfatteren vil udgive flere bøger, skal der arbejdes langt mere med det sproglige for at løfte forfatterskabet op over middel.

Læs mere på forlaget Mellemgaards hjemmeside

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Sabine Puk Sørensen

(oprindelig anmeldt på Bogrummet.dk)

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg

Og_jeg_saa_en_ny_himmelTitlen ”Og jeg saa en ny himmel” stammer fra Johannes Åbenbaring, som handler om de sidste tider: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.« (Johs. Åb. 21,1), og romanen åbner lige på og hårdt.

Vi følger to brødre, som er på vej til Afrika, den ene som forretningsmand og den anden er hans livvagt. Men der er tydeligvis ikke meget kærlighed mellem de to brødre, og mødet i Afrika ender da også brutalt.

Så vender vi tilbage til Danmark og springer tre måneder frem i tiden. Martin Lindvad forsker i molekylær biologi, og en dag modtager han en kryptisk mail fra sin gamle mentor, Håkon Sandberg, som får ham til at slippe alt og flyve til Bergen for at mødes.

Men Martin kommer for sent. Håkon er blevet myrdet, og pludselig er Martin i politiets søgelys – mistænkt for mordet på sin ven. Hans eneste chance er nu at finde ud af, hvem der myrdede Håkon, og her fører den kryptiske mail ham i en uforudset retning, for hvad har SARS-udbruddet i Asien i starten af årtusindet med det hele at gøre? Martin og Håkons enke Elise blandes ind i et farligt spil, hvor de kommer op mod en ældgammel organisation med en grusom plan.

Romanen fortælles i to spor. Det ene er livvagten Sam, der arbejder for organisationen, og det andet spor følger Martin i dennes bestræbelser på at holde sig fri af politiet og opklare mysteriet. Kapitlerne er relativt korte, og krydsklipningen har til hensigt at øge spændingen, men da Hallenborg til tider skriver meget udførligt, lykkes det ikke ubetinget. Lidt mere ’show’ og lidt mindre ’tell’ kunne have strammet handlingen op og øget suspensen.

Når det er sagt, er jeg til gengæld fuldstændig vild med konspirationsteorien, som Hallenborg bygger sit plot op over. Fra det øjeblik Martin kommer på sporet af Cordoum, sad jeg helt opslugt, og nød hvor elegant han får verdenshistorien til at passe ind i romanens univers. Det er virkelig spændende og interessant.

Ligeledes lykkes det at forklare ellers ganske kompliceret forskning letforståeligt og naturligt i historien, og Hallenborg har da også en Ph.D. i molekylær- og cellebiologi fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han forsker i at forstå udvikling af type II diabetes, så han ved, hvad han skriver om.

Forsiden er lækker med et lidt fortegnet biohazard symbol og en giftig gul farve, som virkelig fanger øjnene, og så skal Hallenborg også have ros for et godt arbejde med korrekturlæsningen.

Så selvom ”Og jeg saa en ny himmel” måske ikke ligefrem er en neglebiddende pageturner, så er den alligevel både underholdende og med spændende momenter. Og ikke mindst giver den læseren noget at tænke over, i forhold til hvad nutidens teknologi kan forårsage, men også i forhold til tro og religion og hvad vi gør i dens navn.

Besøg forfatterens hjemmeside

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Philip Hallenborg

(oprindelig anmeldt på Bogrummet.dk)

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser

Mareridtsfabrikken og andre rædsler af John Kenn Mortensen

Mareridtsfabrikken_forsideIngen andre kan tegne monstre som John Kenn Mortensen, og i “Mareridtsfabrikken” lader han sine monstre følges af korte rim, som skiftevis får læseren til at trække på smilebåndet eller tage hænderne for øjnene.

Illustrationerne er som altid helt i top, mens enkelte af rimene halter lidt. Det ødelægger dog på ingen måde det overordnede indtryk af en flot og lækker udgivelse, hvor der også er kælet for bogens fysiske detaljer.

Bogen er holdt i sort/hvide toner med enkelte røde farveglimt, og hver tegning indeholder et hav af detaljer, så man også skal huske at kigge grundigt på de sorte sider.

Læs anmeldelsen på Nummer 9

Udgivelsesår: 2016
Forside: John Kenn Mortensen

Regnen af Virginia Bergin

Regnen”The Rain” is a sci-fi apocalyptic/dystopian horror-thriller – with comedy, unsuitable footwear and a bacterium from outer space. It is also a story about love; love for your home, for your family, for your friends; love for strangers . . . for the planet we live on . . . and for the wrong guy. (Possibly.)

Alle ved, at livet på jorden er afhængig af vand; at regn er en livsnødvendighed for planter, dyr og mennesker. Hvad nu hvis en dag regnen forvandles til flydende død?

15-årige Ruby bor sammen med sin mor, stedfaren Simon og lillebroren Henry i den lille by Dartbridge. Hverdagen går med skolen, veninderne og skænderier med stedfaren. Ruby er med andre ord en helt almindelig teenager, men en aften under en fest hos en af kammeraterne ændres alt.

Det er en varm sommeraften i England. Stort set alle griller og hygger sig i haverne, da det pludselig begynder at regne. Og verden forvandles til et blodigt kaos. I starten forstår ingen, hvad der foregår, blot at regnen tilsyneladende dræber. Senere kommer det frem, at der i regnen gemmer sig en extremofil rumbakterie, som, når den rammer mennesker, graver sig ind i blodet, hvor den kopierer sig uhæmmet, hvilket til sidst dræber én under voldsomme smerter.

Ruby og hendes stedfar er heldige at overleve den første byge, men hvordan klarer man sig i en verden, hvor selv den mindste dråbe vand kan dræbe dig?

Jeg læste ”Regnen” nærmest i et stræk og var helt fanget trods visse usandsynligheder. Det er godt nok en ungdomsbog, men jeg finder det nu alligevel svært at tro, at makeup og om man er hip eller ej vil fylde så meget, som det gør for Ruby, hvis alle omkring én dør.

Ligeledes er der detaljer, som virker uigennemtænkte eller endda modstidende, som f.eks. når Ruby et sted fortæller, at hvis man drikker bakterien, dør man meget hurtigt, og 60 sider senere er der en, der drikker bakteriefyldt vand og alligevel overlever et stykke tid. Eller at de eneste væsner, der rammes af bakterien, er mennesker – hverken hunde, fugle, katte eller køer bliver tilsyneladende påvirket.

Alligevel var jeg som sagt dybt fascineret af fortællingen, hovedsageligt fordi Virginia Bergin virkelig formår at folde gruen ved det dødbringende vand ud. Det er f.eks. ikke nok at holde sig indenfor, mens det regner. Hvad nu hvis du går ud i vådt græs bagefter og får våde sko, så vandet når huden? Eller hvis du har gemt dig i en bil under en byge, og så falder der en dræbe vand fra karmen, når du åbner døren? Og når grundvandet bliver forgiftet, hvor længe kan menneskene så overleve?

”Regnen” er en velfortalt og yderst grum katastroferoman, som fortælles i tilbageblik en måneds tid efter den første regnbyge, og trods mine ankepunkter var jeg både underholdt og skræmt af fortællingen. Virginia Bergin debuterede med ”Regnen”, og på engelsk er der udkommet en fortsættelse med titlen ”The Storm”. Jeg håber, vi også får den på dansk.

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Karin Hald

Besøg Virginia Bergins hjemmeside

Læs mere på forlaget Turbines hjemmeside

Darlah : 172 timer på månen af Johan Harstad

DarlahDet er 40 år siden, NASA sidst sendte mennesker til månen, men nu planlægger de pludselig en ny ekspedition derop. For at skaffe pengene udskriver de en konkurrence, hvor tre unge mellem 14 og 18 år kan vinde en tur med astronauterne og tilbringe en uge på NASA’s månebase Darlah 2. Interessen er enorm, og ingen spekulerer synderligt over, at der pludselig befinder sig en base på månen.

Blandt de mange millioner unge, der har tilmeldt sig konkurrencen, bliver norske Mia udtrukket. Mia spiller i et punkband, og hun vil egentlig slet ikke af sted men er blevet tilmeldt af sine velmenende forældre. Derudover udtrækkes japanske Midori, som bare ønsker at slippe væk fra Tokyo, mens franske Antoine fra Paris lider af kærlighedssorger og også drømmer om at komme væk fra det hele.

Hele verden lider af månefeber, og interessen for rejsen er enorm. Men måske var det ikke en god idé at vende tilbage, for da astronauterne og de unge lander på månen, går der ikke lang tid, før problemerne begynder. Så hvorfor er det pludselig så vigtigt for NASA at sende en ekspedition til månen? Hvorfor har ingen hørt om månebasen Darlah 2 før nu, når den blev bygget i 1970’erne? Og hvad er det for en hemmelighed, NASA har gemt på i alle årene siden den sidste månelanding?

Johan Harstad debuterede som 22-årig i 2001, men slog for alvor igennem i 2005 – også internationalt – med romanen ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” om den evige toer Buzz, som stod i skyggen af Neil Armstrongs første skridt på månen, og med ”Darlah” vender Harstad tilbage til månen.

”Darlah” udkom i Norge i 2008 med handlingen henlagt til 2011-2012, og her er tale om scifi-horror af høj klasse fra vores norske naboer. Selvom romanen (som i øvrigt har modtaget flere priser) i første omgang blev udgivet som ungdomsbog, er den bestemt også læseværdig for voksne, og Klim udgiver den da også som en voksenroman.

Historien er velskrevet og super underholdende med masser af referencer til genre-fiction fra 70’erne og 80’erne, som når Mia undrer sig over den manglende lyd efter landingen på månen, og pludselig får tanken ”I verdensrummet kan ingen høre dig skrige”. Filmen ”Alien” fra 1979 havde en tagline, der hed: In space no one kan hear you scream. Også den klaustrofobiske stemning i Darlah 2 vækker mindelser om rumskibet Nostromos mørke, labyrintiske gange, og i det hele taget bliver stemningen efter ankomsten til månen mere og mere dyster og ubehagelig.

En anden lækker detalje er de mange manipulerede fotos, bl.a. Mias øvelokale, månekratere, bygningstegninger af Darlah 2 osv., der er indsat undervejs i romanen, og som får den til at fremstå nærmest dokumentarisk.

I det hele taget er ”Darlah” en rigtig vellykket roman, som både favner ungdomspublikummet, science fiction entusiasterne og horror-fansene. En stor anbefaling herfra med håbet om at Johan Harstad vil skrive mere scifi-horror i fremtiden.

Udgivelsesår: 2016
Omslag: The Lacktr Prpgnda Community

Artikel om Johan Harsted

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen

Lille-fugl-forsideUalmindelig smuk og stemningsfuld graphic novel der tager pusten fra læseren

Uden mange ord, men i smukke og detaljemættede billeder fortæller de to finske brødre Jaakko og Lauri Ahonen en hjerteskærende historie om Lille fugl, der bor alene sammen med sin syge mor.

De to bor isoleret i et hus, hvor alle vinduer er barrikaderet med brædder, og hvor Lille fugls eneste selskab er en enkelt nysgerrig edderkop, som har forvildet sig ind i huset, og så de mange malerier af forfædrene, hvis barske portrætter stirrer strengt ned på ham, mens han passer sin sengeliggende mor og holder huset rent.

Angsten er en fast bestanddel i Lille fugls verden, for moren fortæller ofte om den farlige verden udenfor, hvor DE ONDE FUGLE bor og bare venter på en lejlighed til at komme ind og hakke øjnene ud på små fugle og deres mødre. Men trods de mange sikkerhedsforanstaltninger banker den ydre verden alligevel på døren en dag …

Jaakko og Lauri Ahonens fortælling om Lille fugl modtog Finlandia-prisen for bedste finske tegneserie 2013, og i Italien blev den kåret som årets bedste tegneserie 2014, ligesom den i USA er nomineret til Eisner-prisen 2015 for bedste oversatte og bedste malede tegneserie.

Her er også tale om en særdeles smuk og knugende tegneserie, som berørte mig dybt under læsningen. Dels med sin triste historie om en mor, som uden tanke for konsekvenserne videregiver sin angst og mistro til omverdenen til sit barn, men i særdeleshed også for den smukke billedside.

Ahonen brødrene har skabt en knugende ramme med det isolerede hus, hvor billedsiden umiddelbart virker enkel med trapper, korridorer, værelser og close-up af barrikaderede vinduer og låste døre. Men hvert billede er så fortættet, at man som læser lynhurtigt føler paranoiaen kravle ud af siderne sammen med angsten. De enkelte tegninger er fyldt med detaljer, og sammen med en fantastisk brug af beskæring og vinkling giver det siderne en til tider 3D-agtig effekt, som er helt enestående og nærmest filmisk. Det er virkeligt formidabelt lavet.

Jeg blev dybt betaget af ”Lille fugl” og sad efter endt læsning med en stor klump i halsen, så selvom det ikke som sådan er en gyser, bliver jeg nødt til at anbefale den her på siden, for den fortjener i den grad at blive læst.

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jaakko og Lauri Ahonen

Besøg forlaget Cobolts hjemmeside

Andre anmeldelser af “Lille fugl”: Berti Stravonsky, DR, Torsdags tegneserien på Horsens Bibliotek

Lille-fugl-trappen

Således forgår alverdens herlighed af Lars Kramhøft

Således forgår alverdens herlighedTilbage i 2013 vandt Lars Kramhøft sammen med Tom Kristensen Årets Danske Horrorudgivelse for deres fremragende graphic novel “Made Flesh“, der siden er udkommet i USA. Nu er Kramhøft aktuel med sin første selvstændige horrorudgivelse for voksne, novellesamlingen “Således forgår alverdens herlighed – 12 aspekter af ny, nordisk horror” med forord af endnu en prisvinder, nemlig Michael Kamp.

Lad det være sagt med det samme – her er tale om en velskrevet, underholdende, modbydelig, skræmmende og meget afvekslende udgivelse, som bør ramme langt bredere end den forholdsvise lille gruppe horrorlæsere Danmark kan mønstre. Kramhøft kan virkelig noget, når han folder sig ud, og jeg giver Michael Kamp fuldstændig ret, når han i forordet skriver:

Her er det hele. Spøgelser. Væsner fra hinsides vores virkelighed. Autokannibalisme. Parasitter. Trusler der skjuler sig i selve sproget. Lars kender sine tropper og tør lege med dem, mens han udforsker genrens kringelkroge. Dyk med ned i fortællingerne og lad dig rive med. De kan varmt anbefales.”

Samlingen åbner med novellen “Fairbanks”, om forfatteren som under et besøg på et lokalt antikvariat finder bogen “Dionea Papirerne” og tager den med hjem med fatale følger. En interessant historie der leger med ordenes farlighed.

I “Forandringer” er vi i tilbage i 1959 i et laboratorium under Nevadas ørken, hvor fortælleren sammen med en tysk forsker søger efter et ormehul der kan give adgang til multiverset. En søgen der måske lykkes, men med hvilke omkostninger? Novellens slutning fik mig til at tænke på A. Silvestris novelle: “Itu” fra “Universets mørke”, uden at de to noveller dog på nogen måde overlapper hinanden.

Allerede de to første noveller viser én af Kramhøfts styrker. Han tager nemlig ubesværet læseren med til såvel Nevada, Narvik eller København. Beskrivelserne og personerne er lige troværdige uanset tid og sted, og det er langt fra alle forfattere, som formår det.

“Ouroboros” er et gammelt symbol, der afbilleder en slange, som spiser sin egen hale. Det er også titlen på samlingens tredje novelle, som handler om manden, der ikke er tilfreds med sit udseende, og derfor begynder at forskønne sig selv ved at skære uønskede dele af kroppen væk. Det ender med en indlæggelse på Psykiatrisk Center, hvor han møder kvinden Camille, som han overraskende forelsker sig i. Men hendes smukke ord, om at mand og kvinde kan forenes til én, bliver ikke den rosenrøde slutning, de drømmer om.

I “Dans med mig” beretter fortælleren om tabet af sin elskede Charlotte, der døde for et år siden. Nu opsøges han af politikommisæren, som har brug for hans hjælp i forbindelse med en række mærkelige dødsfald. En historie om et godt menneske der blot ønsker sig en sidste dans uden tanke for konsekvenserne.

Novellen “Cestoda” har tidligere været bragt i “Universets mørke” og var nomineret til Niels Klim prisen for bedste langnovelle 2015. Tre utilpassede unge kommer på tværs af professor Steffensen, der underviser dem i biologi på resocialicerings-centeret Lystrupgård. Det fører til en eftersidning, der lader de unge komme helt tæt på de parasitter, som professoren er yderst fascineret af. “Cestoda” er samlingens mest fysiske novelle, og jeg indrømmer, at jeg undervejs til tider næsten følte mavesyren i munden.

Vi har vel alle nogle forestillinger om plejehjem. I “Aftenrøde” har fortælleren installeret sin gamle mor i ældreboligerne ved navn Aftenrøde. Her besøger han hende trofast hver uge, men hun er ikke blevet mildere med årene, og denne dag udvikler besøget sig fatalt. Lad mig nøjes med at sige, at Kramhøft her tog fusen på mig helt og aldeles. Jeg havde overhovedet ikke set slutningen komme, men jeg er vild med den.

“Jakes far” giver mindelser om H. P. Lovecrafts fortællinger om uhyrlige væsener, men også om Stephen Kings fremragende novelle “Gråt“, mens novellen “Sic transit” tidligere været udgivet i antologien “De andres blod” og er en fortælling om forfængelighed. Hovedpersonen betegner sig selv som et væsen af lyset, og novellens titel stammer fra det latinske udtryk ‘sic transit gloria mundi‘ – ‘således forgår alverdens herlighed‘, der stammer fra den katolske kirkes ceremoni omkring pavevalget. Titlen er meget passende, for alt i verden har sin tid, og intet varer evigt.

I “Den udvalgte” er vi tilbage i USA, hvor en venlig mand tager to blaffere op med forudsete følger. Det er ikke en dårlig novelle, men i en samling hvor kvaliteten er så høj, falder den lidt ud ved at være mindre uforudsigelige end de øvrige fortællinger.

“Søde døde piger” må helt sikkert være en cadeau til Edgar Allan Poes “The Tell-Tale Heart”, men er i sig selv en rå og voldsom historie om en betjent, der langsomt synker ned i sine laster. Også her sad jeg under læsningen med en grim smag i munden, måske fordi jeg sagtens kan se historien udspille sig i virkeligheden.

Pygmalion var en konge fra den græske mytologi, som foragtede kvinder for deres laster og derfor skar sin idealkvinde i elfenben og fik Afrodite til at gøre statuen levende. De perfekte kvinder er også et tema i “Pygmalion hader dig”, hvor hovedpersonen fortæller om sit møde med pigen Sara, der har en mistanke om, at damebladene med deres perfekte modeller skjuler noget grumt under de glitrende siders skønhed.

Samlingens sidste novelle “I mørket visner alle engle og dør” foregår i tiden efter, at en astroide har ramt jorden og blokeret for solens lys. Nu klumper de overlevende sig sammen, og vi hører kvinden Nina fortælle sin historie til sin lille søn, Sam. Det er nemlig ikke kun kulden, der truer. Mørket har lokket hidtil skræmmende væsener frem, og da en fremmed ankommer til Narvik, kan de ikke mere lukke øjnene.

Generelt er niveauet i novellerne højt, og jeg er imponeret over, hvor let Kramhøft skifter mellem de forskellige fortællerstemmer, steder og temaer. Det giver et spændende flow i samlingen, at man ikke kan regne ud, hvad næste novelle vil bringe, og samtidig er der alligevel en fælles tone, som gør samlingen til en helhed trods forskellighederne.

Både forsiden og de illustrationer, der indleder hver novelle, er skabt af Mark Tholander, og er umiddelbart fascinerende, så jeg glæder mig til at få fingre i papirudgaven af bogen, så jeg kan studere dem nærmere. Det er nemlig egentligt min eneste anke – jeg fik bogen som ebog i god tid før udgivelsen og læste “Således forgår alverdens herlighed” på min telefon, hvor jeg oplevede en del tekniske problemer, og hvor illustrationerne slet ikke kommer til deres ret. Så jeg ser frem til, at den gammeldags papirudgave når butikkerne, men kan trods småproblemerne alligevel varmt anbefale “Således forgår alverdens herlighed”.

Udgivelsesår: 2016
Omslag og illustrationer: Mark Tholander

Besøg Lars Kramhøfts blog eller Forlaget Calibats hjemmeside

Indhold:
Forord ved Michael Kamp
Fairbanks
Forandringer
Ouroboros
Dans med mig
Cestoda
Aftenrøde
Jakes far
Sic transit
Den udvalgte
Søde døde piger
Pygmalion hader dig
I mørket visner alle engle og dør

 

Interview med Lars Kramhøft i anledning af Således forgår alverdens herlighed

Kramhoeft_LarsI anledning af at Lars Kramhøft snart udgiver sin første novellesamling, har jeg fået lov til at stille ham lidt spørgsmål, både om den nye udgivelse: “Således forgår alverdens herlighed”, men også om horror og skriverier generelt.

Hvordan er det gået med ‘Made Flesh‘ i USA?
Godt spørgsmål, det er ret svært at vurdere her fra mit lille hummer i København, men jeg har da snakket med redaktøren Charles Day og han nævnte ordet ”royalties”, så et eller andet må der være blevet solgt. Hollywood har dog ikke ringet endnu.

Hvordan har skriveprocessen været i “Således forgår alverdens herlighed”?
Jeg ved ikke om man kan sige der har været én skriveproces. Novellerne er skrevet på en periode der strækker sig over i hvert fald 4 år, hvis ikke mere. Jeg boede stadig i Viborg da jeg skrev den første, og famlede mig stadig frem i forsøget på at lære at skrive, mens en historie som ”Aftenrøde” er skrevet tidligere i år. Hvis der er tale om nogen form for process tror jeg det bedst kan beskrives som en ‘læringsproces’, haha.

Har du en yndlingsnovelle heri? Og hvorfor?
Måske ikke én decideret, men der nogle hvor jeg selv synes det er lykkedes at skabe nogle rigtig gode og originale motiver, eller hvor jeg har været i stand til at sige noget der virkelig lå mig på hjertet og som jeg syntes var relevant.
Jeg kan godt lide, når man kan bruge genrens rammer til at sige noget om f.eks. vores forhold til vores krop, sexualitet eller alderdom – alle tre emner som jeg synes rummer utrolig meget potentiale for frygt og rædsel.
”Søde døde piger”, ”Aftenrøde” og ”Pygmalion hader dig” har alle tre noget af det, og jeg synes det lykkedes mig at finde nogle både interessante og uhyggelige vinler på nogle ret almindelige ting i alle tre noveller.
Og så er jeg også ret stolt af at have skrevet én med en enlig mor og hendes baby, for det er virkelig noget der ligger langt fra mig selv.

Emnemæssigt spænder samlingen bredt. Har du haft overvejelser om det ift. læserne?
Ikke så meget, for at være ærlig. Det er ikke for at lyde arrogant, men det har primært handlet om at lave et stykke kunst som jeg og illustratorens (Mark Tholander) kunne være stolte af. En del af det har så også været at er skulle være en rød tråd i samlingen, at det ikke bare var en tilfældig pærevælling af noveller.
Det overordnede tema blev så, som der også står på forsiden af bogen, en afsøgning af nogle af alle de forskellige aspekter der er af horror-genren. Horror er meget mere end øksemorder-slasher og hjemsøgte huse – det kan også være satirisk, psykologisk eller filosofisk, og det er det jeg har prøvet at afspejle med samlingen.
Det er også derfor jeg har valgt en forholdsvis obskur titel (som stort set alle har sagt jeg skulle ændre). Den primære anke har været, at folk ikke kan gennemskue at det er horror hvis ikke titlen er har ordet ”ondskab” eller ”midnat” i titlen, og der er et billede af et kranie på forsiden. Men det tillader jeg mig nu at være ligeglad med. Eller, sagt på en anden måde, hvis det er tilfældet må folk sgu udvide deres horisont lidt.

Bl.a. novellen ”Søde døde piger” kan læses som en cadeau her til Edgar Allan Poe, men hvor meget tænker du over den slags under skriveprocessen?
Ikke vildt meget i selve skriveprocessen, men jeg tror jeg har en bagvedliggende bevidsthed om den tradition jeg skriver indenfor. Jeg synes det er vigtigt man er generelt belæst og kender sine klassiker. Og jeg læser alt muligt. På mine hylder står Kafka ved siden af Jack Ketchum, og det smitter selvfølgelig af i det jeg skriver.

Et par af novellerne har været udgivet før, men du har skrevet flere noveller, fx ”Djævelen byggede et hus” i ”Grufulde mørke”, som du har valgt ikke at tage med i denne samling. Hvorfor ikke? Hvad har kriterierne været?
En blanding af de enten ikke var gode nok eller ikke passede ind. En novelle som ”Prisen på magi” fra Kandors ”Ny Dansk Fantasy 2014” er jeg egentlig utrolig glad for, men den ville bare ikke passe ind i en horror-samling. Som tidligere nævnt skulle novellerne passe ind i det tema som handlede om at afspejle forskellige aspekter af horror.

Hvorfor er netop noveller så velegnet et medie til horror?
Jeg tror det er fordi man kan slippe afsted med at smide en bestemt ide eller situation lige i synet på læseren og så løbe væk uden at behøve at forklare en hel masse, haha. Nok især det med at man kan fokusere mere på en ide eller en stemning (fremfor f.eks. karakterudvikling eller plot). Det ville være svært at holde Lovecrafts stil ud i en hel roman, men som noveller fungerer det sublimt.
Meget af uhyggen ligger i usikkerheden. Man skal være lidt på tæerne hele tiden. Hvor mange film og bøger taber ikke pusten lidt over halvvejs? Fordi man har regnet ud hvordan det hele hænger sammen? Som jeg også snakkede om med Jonas Wilmann ifht ”House of leaves” så er det jo netop til sidst, hvor det hele skal ”forklares” som et eller andet Freudiansk, at man bliver skuffet. Usikkerheden er så meget mere spændende, og især i horror. Den er nemmere at bevare i det forholdsvis korte format, ift. I en roman hvor man er nødt til at have noget mere struktur og genkendelighed.

Du har også udgivet en række børnebøger. Er det anderledes end at skrive voksen-horror?
Jeg prøver generelt at være mere positiv, i det jeg skriver til børn og unge. Når jeg skriver til voksne er det mit bitre, nihilistiske jeg der skriver. Der er jo ting børn og unge ikke behøver forholde sig til, som f.eks. snuff porno, haha. Derudover handler det mest om sproget og mere fokus på genkendelighed i personerne samt action frem for tanker, filosoferen og den slags. Men jeg stræber efter at selv mine bøger til unge skal have et eller andet der gør dem interessante for voksne også.

Kan du løfte sløret for kommende projekter?
Pyha, jo, der er mange. Den her sommer bliver ret vild. Ud over SFAH har jeg bind 2 af Rakkerpak på trapperne, også fra Calibat. Den har titlen ”Fabelagtige Levitathan”. Derudover kommer den samlede version af ”Doktor Nukleus” som har kørt online over det sidste års tid (illustreret af Rikke Loft), og endelig er der ”Fandenivoldsk”, min næste grafiske roman sammen med Tom Kristensen, samt vores næste-igen som bliver noget med superhelte. Samtidig skriver jeg et hørespil til CPH stage (baseret på novellen ”Aftenrøde”) og arbejder på en ny gyser roman til unge, der involverer ”the reptilian conspiracy” og en dreng med psykiske evner. That’s about it!

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside

Det tredje testamente af Christopher Galt

Det-tredje-testamenteOver hele kloden begynder folk pludselig at se ting, som ikke er der. I starten er det ret uskyldigt, som f.eks. et glimt af en afdød o.lign., men snart udvikler det sig langt mere alvorligt. En lang række uforklarlige masseselvmord sker flere steder, og så rammes Boston af et massivt jordskælv, hvor hundredvis af mennesker kommer til skade og dør. Det eneste problem er, at ikke en eneste bygning har taget skade! Samt at skælvet var en nøjagtig gentagelse af et historisk jordskælv fra 1700-tallet.

Midt i dette befinder psykiateren John Macbeth sig. Han arbejder på et prestigefyldt projekt i København, der har til formål at skabe verdens mest avancerede model af den menneskelige hjerne. Han er dog i Boston under jordskælvs-visionen, hvor han bl.a. besøger sin bror, en kendt fysiker, som er knyttet til Prometheus-projektet, der siges at være den største videnskabelige opdagelse i verdenshistorien.

Regeringerne rundt i verden forsøger at finde ud af, hvad der foregår, samtidig med at der sker en voldsom opblussen af religiøse ekstremistiske grupper, der er overbeviste om, at visionerne er beskeder fra Gud; at bortrykkelsen er nær; og at videnskaben er i ondskabens tjeneste. Og bag det hele svæver navnet John Astor, men hvem er han?

Jeg må indrømme, at jeg skulle lidt ind i ”Det tredje testamente”, før den greb mig, men så blev jeg til gengæld også hooked. Den skotskfødte krimiforfatter Craig Russell (kendt for sin serie om den tyske kriminalkommissær Jan Fabel, og som her skriver under pseudonymet Cristopher Galt) har nemlig skrevet en yderst intelligent og spændende thriller om jagten på kunstig intelligens, som både favner filosofi, religion og videnskab og lader læseren spekulere over verdens tilstand, Gud og os selv som mennesker.

Bl.a. kvantefysik er et af omdrejningspunkterne i romanen, hvor der tydeligvis er lagt et kæmpe researcharbejde bag for at få indarbejdet de naturvidenskabelige teorier så ubesværet i handlingen, uden at det bliver kedeligt eller uforståeligt.

Russell fortæller med skiftende synsvinkler, hvilket både kan skabe fremdrift og spænding i historien. Det gør det også her, men mod slutningen giver det dog nogle løse ender, som ikke samles. F.eks. virker sideplottet om USA’s præsident underligt uforløst.

De sidste kapitler accelererer spændingskurven vildt, og selvom slutningen er decideret uhyggelig, følte jeg mig alligevel lidt snydt. Trods det har ”Det tredje testamente” givet mig masser at tænke over, og jeg kan absolut anbefale den. Især hvis du nogen sinde har tænkt over, om verden fortsætter med at eksistere, når du selv forsvinder …