Arkivet for januar, 2012

Jeg har haft A. Silvestris “Pandaemonium” liggende i læsebunken siden nov. 11, hvor jeg købte den på Bogforum. Hvorfor jeg ikke er begyndt på den noget før, kan jeg ikke sige, men nu hvor jeg har læst den færdig, undrer det mig, at jeg ikke bare læste den med det samme. For her bliver sparket zombi-røv med humor og stil.

Pandæmonium stammer fra latin og kan frit oversættes til indbegrebet af alt ondt og alle onde ånder, og det er da også, hvad der ramler ned over København og resten af verden.

En ganske almindelig dag bryder alt sammen. Aggressive fluer myldrer frem og overfalder alt og alle og forvandler de angrebne til zombier, som selv fortsætter med at overfalde de endnu levende medmennesker, og snart er jordens befolkning formindsket med næsten 100% og erstattet af rådnende, stinkende, hjernedøde kadavere.

I tre bøger (Natalicius, Mortalis og Terminus) følger vi forskellige grupper af overlevende i deres kamp mod zombierne, som Silvestri giver sin forklaring på med en blanding af kristne, egyptiske og babylonske myter. Hermed bliver zombierne en brik i “det ondes” spil mod det gode, modsat langt de fleste zombihistorier, der bruger zombierne som “det onde” i sig selv. Et ganske interessant tvist, som Silvestri slipper godt fra, selvom jeg ved slutningen af første bog spekulerede over, om han kunne køre idéen hele vejen hjem. Det mytologiske lag er også med til at give historien endnu en dimension, så de næsten 800 sider ikke kun er ren blod og lemlæstelse (selvom det jo ellers er det, som gør zombifortællinger så fede )

Det hele er dog langt fra symbolik og “god vs ond” problematik. Her er også masser af action, når vores hovedpersoner må slås mod både zombi-mennesker og -hunde, og det hele krydres med en barsk humor.

“Lugten af forrådnelse blevt et halvt sekund erstattet af lugten af brændende kød. Mange af de døde var omdannet til ildkugler, der stødte ind i de andre og antændte deres tøj. Men de fortsatte fremad. Matematiklæreren klarede frisag og stavrede tættere på skolen. Et brøl af jubel lød fra vinduerne. “Der er grillfest i haven, og I er fandeme alle sammen inviteret!”, hujede Daniel og antændte en ny molotov.”

Jeg har ikke kendskab til mange danske zombiromaner udover selvfølgelig Dennis Jürgensens klassiker “Kadavermarch” fra 1991 efterfulgt af “Kadaverjagt” i 2006 og Patrick Leis’ Necrodemic-saga. Det er derfor en stor fornøjelse, at Silvestri har kastet sig over genren og gør det i så fin stil. Han hylder naturligvis både den moderne zombis fader George A. Romero og Dennis Jürgensens “Kadavermarch” undervejs, men også den amerikanske “gyserkonge” Stephen King må have været en inspiration. I hvert fald kunne jeg ikke lade være med at tænke på “The Stand” flere gange undervejs – og det skal kun læses som noget positivt, for “The Stand” er min all time favorit King roman.

Silvestri kalder selv “Pandaemonium” for: “… en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider.” En beskrivelse, jeg synes, rammer lige i plet, for som i alle zombifortællinger gælder det i første række om at smadre hjerneskaller, så blod, smat og materie flyver ud over det hele. Så kommer alt det andet efterfølgende.

Hvis du er til zombi-apokalypser med humor og action og ikke har noget imod en vellykket nytænkning af zombiernes rolle, så er A. Silvestris monumentale roman ikke til at komme udenfor. Læs den og nyd blodsprøjtene.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Boglayout.dk

Læs også Janus’ anmeldelse på Horrorsiden.dk og interviewet med A. Silvestri på Fantastiske Forfattere.

Se mere om “Pandaemonium” på forlaget Valetas hjemmeside

Besøg A. Silvestris hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden.dk

Med en titel som “The Best of Kim Larsen” kom jeg straks til at tænke på gavflaben og nationalskjalden Kim Larsen, men det viser sig, at vi har endnu et begavet talent med samme navn men indenfor en helt anden genre. Her er nemlig tale om et tegneseriesalbum, som forfatteren selv betegner som: “… de bedste (eller i hvert fald færdiggjorte) tegneserier, jeg har lavet det sidste halvandet årti.” Hovedparten af historierne er skabt på tegneseriemaratons, hvor tegneren laver en x antal sider lang tegneserie fra bunden på x antal timer, men der er også et par historier, som er skrevet af andre forfattere, og som er lavet over en længere periode.

I alt består samlingen af 8 historier, alle fortalt i sort/hvide billeder men alligevel forskellige stile. Enkelte af historierne, bl.a. “Bibliotekaren” holder sig til hvid baggrund med sorte streger, mens andre, som f.eks. “Monster” lader den sorte farve fylde billedet og skaber billedet med hvidt. Jeg kender desværre ikke de rigtige betegnelser for teknikkerne, men det er i hvert fald interessant og meget virkningsfuldt, når det sorte fylder rammen.

K. Lyng Larsen bruger også billedrammerne effektivt, idet enkelte sider er bygget traditionelt op med 3 rammer pr side, mens andre sider måske kun har én tegning, eller rammerne bryder hinanden, har forskellige størrelser osv. Skiftene skaber dynamik, men er også med til at understrege pointer og skabe stemninger.

De 8 historier er trykt kronologisk med de ældste først og med en kort introduktion til hver.

Jeg er ikke lige vild med alle historierne, men der er også små perler iblandt. ”Monster” synes jeg plotmæssigt er lidt svag, men til gengæld er billedsiden suveræn. Her rummer hvert billede utrolig mange detaljer, selvom det umiddelbart ser meget simpelt ud. Samme stil er “Heavy” tegnet i, som iøvrigt bygger på et manuskript af Marc Washington. En fin lille historie som fik mig til at tænke på de gamle EC Comics.

“Bibliotekaren” hører til i den mere humoristiske ende og er mere enkelt tegnet, mens “Tordenskjold” blander historie og sagn i en kombination af de to tegnestile.

Til slut skal også nævnes “Kokken” hvor de gastronomiske udfoldelser tages til nye højder. En velfortalt historie med enkle, men effektive tegninger.

Indhold:

Fishbreath, 1999
Kvæg, 2000
Monster, 2001
Heavy, 2002
Bibliotekaren, 2006
Kokken, 2007
Tordenskjold, 2008
Holger, 2010

Udgivet: 2011
Forlag: Serieland

Læs også Thomas Thorhauges anmeldelse på Nummer9.dk

“The Blair Witch Project” – nu med trolde…

Nej, faktisk er det ikke fair af mig at sammenligne den norske film “Troldjægeren” med “The Blair Witch Project“, for den var jeg ikke ret vild med, og “Troldjægeren” er derimod rigtig underholdende. Men mockumentarformen er den samme, og derfor ligger en sammenligning lige til højrebenet.

Tre studerende vil lave en dokumentarfilm om en krybskytte, som skyder bjørne rundt om i Norge. De støder på enegængeren Hans, der virker som den oplagte krybskytte. Men det viser sig, at han er ude i et helt andet ærinde. Han er nemlig ansat hos TST, en hemmelig afdeling i den norske stat, som tager sig af trolde, og nu er  han på jagt efter en gruppe trolde, som er brudt ud af deres revirer og skaber ulykker overalt de kommer frem.

Naturligvis tror de unge ikke på trolde – men det kommer de til – og snart er de dybt involveret i jagten på de undslupne trolde og forsøget på at finde ud af, hvad der har drevet dem på flugt.

“Troldjægeren” er som sagt filmet som en dokumentarfilm, og indledningen fortæller, at filmen er fundet i råklip og klippet sammen i kronologisk rækkefølge. Men at ingen af de unge mennesker siden er set… Og når man har set den onde statsansatte Finn, som virkelig ikke bryder sig om, at de studerende følger Hans på hans jagt, så har man en klar fornemmelse af, at den norske stat ikke er så uskyldig, som vi tror.

Filmen er fyldt med facts om trolde: hvorfor nogen af dem bliver til sten, når sollyset rammer dem, mens andre eksploderer; hvilke typer trolde der bor hvor; hvorfor de norske fjelde er fyldt med højspændingsledninger osv.

Der går længe imellem, at jeg ser norske film, og jeg indrømmer blankt, at en af grundene til det, er broderfolkets sprogtone, som simpelthen ikke kan være uhyggelig ligegyldig hvad der sker på skærmen. “Troldjægeren” er da også mere morsom end skræmmende, men ikke desto mindre var jeg gevaldigt underholdt undervejs.

Det lykkes faktisk instruktør André Øvredal, at gøre historien troværdig, så vi næsten tror på, at troldene huserer i de norske fjelde. Han fortæller effektivt med en blanding af humor og enkelte mere uhyggelige scener, når Hans er på troldejagt. Ikke alle CGI-effekterne er lige vellykkede, men generelt er troldene interessante, omend ikke specielt uhyggelige.

Hvis du kan lide lidt skæve film, så er “Troldjægeren” et godt bud. Som James Lasome skriver på Best Horror Movies: “Overall, Trollhunter is a fine found-footage adventure. The film’s sound design and Norwegian shooting locations all help ring further tension and excitement out of an already brilliant script and performances. The added touches of dark comedy and palpable sense of adventure make this a hunt highly recommended.”

Instruktør: André Øvredal
Udgivelsesår: 2010