april 2017
M T O T F L S
« mar   maj »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Arkivet for april, 2017

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle SchmidtPalle Schmidt præsenterer en smuk, dyster og vellykket bearbejdning af A. J. Kazinskis “Den sidste gode mand”

Rundt om i verden sker en række dødsfald, der ikke umiddelbart ser ud til at have forbindelse med hinanden. Men en italiensk politikommisær har en teori om, at dødsfaldene ikke er spor tilfældige. Tværtimod er han overbevist om, at nogen er i færd med at dræbe de 36 retfærdige mænd, der ifølge en jødisk myte holder ondskaben skak på jorden.

I Danmark overlades sagen til Niels Bentzon, som er gidselforhandler ved Københavns politi. Bentzons kollegaer anser ham for at være lidt småskør, men han er dygtig til at tale med folk, og da der er klimatopmøde i København er politiets ressourcer spændt til bristepunktet. Så Bentzon får til opgave at tage rundt til 10 gode mennesker fra ’godheds-industrien’, der er bosat i København, så man ikke efterfølgende kan anklage politiet for ikke at have gjort noget.

Bentzon besøger de 10 personer på listen, men da han dagen efter sidder i flyet på vej på ferie, kan han ikke slippe tanken om, at noget er galt. Han øjner en sammenhæng mellem en præst, der har skjult afviste asylansøgere i sin kirke, og en efterlysning på en terrorist fra Yemen som han tilfældigt så, da han afleverer sin rapport, og det ender med at han springer af flyet.

Sammen med astofysikeren Hannah Lund, der er ekspert i at finde systemer i datamængder, sætter Bentzon sig for at opklare sagen. Men det viser det snart, at han er langt mere involveret, end han forestiller sig.

I 2010 udgav Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich krimien ”Den sidste gode mand” under pseudonymet A. J. Kazinski. Bogen modtog Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom, og blev den første i en international bestseller-serie med Niels Bentzon som hovedperson.

I 2015 opstod så idéen om at forvandle ”Den sidste gode mand” til en graphic novel i samarbejde med den prisbelønnede illustrator og forfatter Palle Schmidt. Processen hertil var omfattende. Først skulle bogens knap 500 sider brydes ned, personerne skulle skabes, råskitser af forløbet tegnes, dialogen justeres o.m.a. Hele processen tog knap et år, og d. 30. marts 2017 udkom ”Den sidste gode mand” af Kazinski og Palle Schmidt. Og jeg må sige, at forvandlingen er vellykket.

Hvor romanen fik lidt skældud for at ville for meget med sit miks af astrofysik, geofysik, teologi og para-psykologi, så er den tegnede udgave stram og velkomponeret. Teorierne introduceres ubesværet, og plottet afvikles uden svinkeærinder.

S. 10 Den sidste gode mand, illustration: Palle SchmidtI det hele taget synes jeg, at historien nyder godt af Palle Schmidts fantastiske illustrationer. Allerede i introduktionen af Niels Bentzon, hvor han står på kanten af et hustag i regnvejr, får man som læser et dybt indblik i hans psyke. For han er en plaget mand – også selvom Schmidt snyder os lidt der.

Romanens filmiske tone træder ligeledes tydeligt frem i Schmidts illustrationer, som er malet op med akvarel. Når fortællingen så træder bagud i tiden, afløses farverne af sort/hvide illustrationer, præcist som gammeldags tv. I andre passager er illustrationernes baggrund nærmest smukke akvarelmalerier, og atter andre steder er illustrationerne holdt i en enkelt farvenuance for at fremme stemninger og handlinger. Og så er jeg utrolig betaget af Schmidts måde at tegne lys, hvad enten det er gadelygter en regnvejrsnat eller solen, der falder ind ad et vindue. Han formår at tegne det dystre umanerligt smuk.

Selvom du ikke skulle have læst romanen, så kan du godt kaste dig over graphic novel udgaven af ”Den sidste gode mand”. Den kan sagtens stå alene, og jeg kan kun give den en stor anbefaling.

Om Den sidste gode mand:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Politikens forlag, 138 sider
Illustrationer: Palle Schmidt

Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Mørkets skønhed af Vehlmann & KerascoëtMørkets skønhed er en fortælling om døden, ondskaben og skønheden i fordærvet

Forlaget Forlæns kommer ind i mellem med nogle virkelig lækre udgivelser. Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann er en af dem. Her er tale om en hardcover udgivelse med en vidunderlig forside, hvor omslaget nærmest føles som fløjl, så allerede før man åbner bogen, ved man, at her er tale om noget helt særligt.

Så overraskes man, idet illustrationerne de første sider minder om barnlige skitser, og jeg nåede lige at tænke at måske var det en fortælling for børn. Men det er det ikke! I stedet er det en fortælling om død, ondskab og fordærv, fortalt i de smukkeste billeder som både komplimenterer teksten og er en konstant kontrast. Det er virkelig stærkt lavet.

I skovbunden ligger liget af en lille pige. Hendes krop er hjem for en række små væsener, der nu må klare sig i skoven. Blandt væsnerne er Aurora. Hun er opsat på at sørge for, at tingene bliver som de var før, og at alt går retfærdigt til, og så er hun meget forelsket i den smukke prins, Hector.

Auroras hjælper er et lille abelignende væsen ved navn Plim, som udfører Auroras bud. Derudover præsenteres vi bl.a. for den egoistiske og ubetænksomme, men skønne Zelie. Timothea med kun et øje, som har fundet en lille baby i skoven. Og den selvstændige Jane, som Aurora ender med at se meget op til.

I starten er alt idyl mellem væsnerne, men så begynder problemerne. De mangler mad, husly, kommer til skade i skoven, og på et tidspunkt ’stjæler’ Zelia prins Hector fra Aurora. Så Aurora drager væk og finder også ly sammen med Jane. Men snart dukker de andre væsner op igen.

Mørkets skønhed er svær at give et referat af, og ovenstående er slet ikke fyldestgørende. Det er blot den rent overfladiske handling. Historien er nemlig fuld af lag og muligheder for fortolkning og fortælles som en hybrid mellem eventyr og horror. Jeg kom både til at tænke på ”Fluernes herre” af William Golding, ”Tommelise” af H. C. Andersen og ”Her fra min himmel” af Alice Sebold under læsningen, og kombinationen af gys og eventyr er utrolig vellykket.

Udgangspunktet for fortællingen er liget af en lille pige, og jeg forestiller mig, at de små væsner er elementer af hendes personlighed, som nu er sat fri. Et drab er jo en frygtelig hændelse, men fordærv og død fremstilles i fortællingen ikke som entydigt grimt. Zelias smukke kjole er f.eks. lavet af vinger fra de myg, der sværmer om liget, og titlen Mørkets skønhed antyder da også denne dobbelthed.

Fortællingen ser i det hele taget stort på begreber som godt og ondt. De små væsner er ofte så tankeløse og egoistiske, at deres handlinger umiddelbart fremstår onde men måske slet ikke er det? Bl.a. bliver en dukke sulten og spiser en af de andre, men så leger de øvrige bare, at dukken er gravid. Og da Zelie tvinger Hector til at sejle ud på søen, hvor han bliver spist af en tudse, samler hun efterfølgende de andre til en storslået grædeseance, hvor de sørger over ham.

Kerascoëts fantastiske illustrationer skal også roses. Kerascoët er et peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset, og så vidt jeg kan finde frem til, er Mørkets skønhed deres første udgivelse på dansk.

Illustrationerne er en blanding af ultrarealistiske billeder og naive, næsten barnlige figurer. Liget af pigen og illustrationerne fra skoven og dyrene heri er detaljerede og virkelighedstro, mens de små væsner er tegnet nærmest naivistisk. Det lyder måske umiddelbart som en underlig kombination, men det virker fantastisk. Farveskalaen er holdt i bløde pasteller, og illustrationernes poetiske udtryk står i stærk kontrast til de uhyrligheder, de små væsner udfolder i skovbunden.

Som sagt er der uanede muligheder for fortolkning af både billeder og tekst, og Mørkets skønhed er en udgivelse, jeg er sikker på at tage frem og genlæse mange gange. En stor anbefaling herfra.

Om Mørkets skønhed:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 94 sider
Originaltitel: Jolies Ténebrès
Illustrationer: Kerascoët (peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset)

Læs også anmeldelsen på Serieland
Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

Den højeste dom af Torbjørn Rafn

Den højeste straf af Torbjørn RafnEftertænksom ’slowthriller’ om ensomhed, identitet, straf, retfærdighed og moralsk deroute

Daniel Krupp er en respekteret dommer i Danmark. Men nu sidder han i en fængselscelle et ukendt sted i Belgien og venter på at blive guillotineret, når solen står op. Mens nattens timer svinder, tænker han tilbage på sit liv, og de begivenheder der har ført ham her til.

Daniel havde ikke en privilegeret barndom. Faren drak og gik med fremmede damer, mens moren var en kold kvinde, der styrede hjemmet med tæv og hårde ord. Allerede som meget ung fik han dog øje på juraen, og styrede målrettet efter at blive advokat.

Det lykkes Daniel at slutte som den anden bedste på årgangen, og efterfølgende bliver han en succesfuld forsvarsadvokat. Herfra starter et liv i en evig stræben på karrierestigen, så da Daniel stilles en mulighed for at blive højesteretsdommer i udsigt, vil han gå meget langt for at få opfyldt sin drøm.

Men tingene løber af sporet, og i afmagt beslutter Daniel sig for at begå selvmord. I samme øjeblik dukker den karismatiske D’Harlequin imidlertid op. Han lytter til Daniels fortrædeligheder, drikker med ham, og snart har han indgået en aftale med Daniel. En aftale der indebærer et mord, og som sender Daniel ud på en moralsk deroute, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved hele sin eksistens.

Hele sit liv har Daniel fremstået regelret. Han har afgrænset sig fra andre mennesker og oplevet dem som mindreværdige. Selv sine to ægteskaber – og skilsmisser – har han holdt sig følelsesmæssigt klar af. Men nu hvor han selv synker ned mod det plan, han i alle årene har forsøgt at undgå, må han revidere sit liv. Er han overhovedet bedre end de forbrydere, han har dømt i sin karriere?

Senere på natten drak de sammen igen. Han forstod ikke sig selv, forstod ikke hvordan han kunne ydmyge sig selv på den måde. Men Marc var omvendt det eneste menneske han havde til sin rådighed, også selvom han betragtede ham som et umenneske. Men efterhånden som han drak den ene genever efter den anden, begyndte en ubehagelig tanke at indhente ham, selvom han forsøgte at undslippe den: Måske var Marc og han i virkeligheden på sammen niveau. Måske fortjente han og Marc hinanden.”

Torbjørn Rafn har tidligere skrevet manuskripter, men debuterer her som romanforfatter, og jeg må sige, at ”Den højeste dom” er en meget positiv overraskelse. Kompositionen er stram, sproget enkelt men samtidig udtryksfuldt. Stemningen er dyster og med et til tider fantastisk strejf der giver mindelser om Kafkas ”Processen”. Og ligesom denne giver ”Den højeste dom” stof til eftertanke.

Ind i mellem kommer man ud for selvudgivne bøger, der aldrig burde være printet. I dette tilfælde forstår jeg ikke, at Rafns bog ikke er blevet headhuntet af et større forlag. Stor cadeau til denne lille bog, der overrasker med sin indsigt og velskrevethed.

(Anmeldt til Bogrummet.dk)

Om “Den højeste dom”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Books on Demand, 220 sider
Omslag: Mikkel Schrøder Dysted

Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen

Einherjar af Mikkel Engelbrecht MikkelsenVellykket nyfortolkning af gudernes konge Odin fortalt på vers og i spændende illustrationer.

Først i april var der Krimimesse i Horsens. Blandt gæsterne var bl.a. tegneren Thomas Engelbrecht Mikkelsen, der både har skrevet og illustreret “Einherjar”, der udkom i 2013. Jeg fik sneget mig til en autograf og fik også en lille snak med TEM.

Den enøjede gud Odin er den øverste af guderne i den nordiske mytologi. Han beskrives som en gammel, enøjet vis mand, men TEM var kommet til at tænke på, at mange af hans evner minder om vampyrens. F.eks. spiser han aldrig. Han kan ændre skikkelse, når han rejser i menneskets verden, og han hersker over en hær af krigere, der er døde i kamp, som hans valkyrier har hentet op til Valhalla.

Den tanke leger TEM med i “Einherjar”, hvis fortæller er en mand, der er blevet ofret til Odin. Hængt hænger han og stirrer ud over kamppladsen, hvor kampen bølger. Om natten dukker vaner og jotun op i mørket, hvor de mæsker sig i de døde kroppe, inden valkyrierne stiger ned og henter de udvalgte (einherjar – ‘engang krigere’), der skal kæmpe ved Odins og gudernes side mod jætterne og kaosmagterne i Ragnarok.

Harniskklædte kæmper der blod udgyder
med sværd og øksers syngende klang
så vidunderligt det lyder
når nordens mænd går bersærkergang.

Thomas Engelbrecht Mikkelsens autograf“Einherjar” er blevet kaldt ‘mytologisk horror’ og rost for at have ‘knald på blodrusen’. Det er i hvert fald ganske vist, at fortællingen indeholder masser af gys og groteske overraskelser med sin dystre beskrivelse af, hvad der sker på slagmarken, når kampen er forbi, og mørket falder på.

Thomas Engelbrecht Mikkelsen fortæller sin historie på rune-ristede oldnordisk-klingende vers, der understøttes af dramatiske illustrationer.

Jeg kan være slem til at holde mest af tegnere som François Bourgeon, der tegner realistisk og ‘populært’. Men for hver gang jeg læser “Einherjar” bliver jeg mere og mere begejstret for billedsiden, hvor både farver, proportioner og beskæringen er med til at give fortællingen en spændende kant. Fra forsidens naturalistiske billede af en uskyldigt udseende valkyrie sidder med en død kriger i sit skød; over nattens ædegilde med sært proportionerede væsener holdt i blålige nuancer kun brudt af blodrøde farveklatter; til de afsluttende scener i Valhal hvor blodet siver ud på siden og gør alt mørkerødt. Det er rigtig spændende lavet.

For mig er “Einherjar” et hæfte, der sniger sig ind på sin læser. Det er en blodig historie fortalt i et poetisk sprog og med en voldsom billedside, som udbygger hinanden, så resultatet bliver både anderledes og fascinerende. Absolut en tegneserie der kan anbefales. Og vil du vide mere om tankerne og teknikken bag, så læs interviewet med Thomas Engelbrecht Mikkelsen på Nummer9.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Forlæns, 24 sider

 

 

 

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen“Den faldne djævel” er sjette og absolut sidste bind i Kenneth Bøgh Andersens fremragende fantasyserie ‘Den Store Djævlekrig’. Kender man ikke de forgående bind, anbefales det IKKE at starte her. Snup i stedet for “Djævelens lærling” og glæd dig over at du har hele serien til gode endnu.

Filip Engell er en god og artig dreng. Så artig at da han ved et uheld bliver sendt til Helvede for at afløse Lucifer, der er dødssyg, virker det som en umulig opgave at gøre ham ond. Ikke desto mindre følger vi i de første fem bind, hvordan Filip både bliver en djævel og ændrer sig tilbage igen; hjælper såvel Døden som Djævlen; og ikke mindst er en af de afgørende faktorer til at gøre en ende på Aziel – djævelen der startede krigen i Helvede.

Men bedst som alle troede, at nu var alt normalt igen, vender Aziel tilbage fra de døde. Og denne gang har han ikke blot planer om at vælte Lucifer af pinden som Helvedes hersker. Denne gang vil Aziel have det hele…

Jeg erkender blankt, at jeg er stor fan af serien. Også selvom det ind i mellem kniber mig lidt at holde styr på de mange mytologier og personer, som optræder i dem. Ikke desto mindre følte jeg mig endnu engang vel underholdt og kan kun anbefale alle en sidste tur til Helvede sammen med Filip Engell.

Om “Den faldne djævel”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 297 sider
Omslagsillustration: Rasmus Jensen

Den Store Djævlekrig:

Den faldne djævel, 2016
Den faldne engel, 2015
Ondskabens engel, 2010
Den forkerte død, 2009
Dødens terning, 2007
Djævelens lærling, 2005

 

Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen

Profilfoto med Kværnen

Velskrevet og velillustreret zombieroman, der i den grad sparker r…

10 år efter at samfundet brød sammen under zombiernes svøbe, har de overlevende samlet sig til modstand. I stedet for at slås med håndvåben mod den uendelige skare af udøde har Arkens befolkning skabt Kværnen. En kæmpemæssig maskine der smadrer, maser og fortærer de levende døde i tusindvis.

I førersædet sidder Rebecca. En overlever, der er tæt på at knække. Under et raid forsvandt hendes kæreste, Johnny, og siden har hun været ustabil. Men nu er der fundet spor efter overlevende i Wolfsburg-området, hvor Johnny forsvandt, og Rebecca sendes sammen med en ny besætning af sted for at finde ud af, hvad der er sket.

Besætningen består udover Rebecca bl.a. af den tidligere punker Gizela, eks-strømeren Helmuth og Slagteren, der var ukrainsk våbensmugler før verden brød sammen. Tidligere ville de aldrig have været i stue sammen. Nu er de våbenbrødre, hvis liv afhænger af hinanden. Og det viser sig snart, at de får brug for alle ressourcer, for da de når Wolfsburg, bryder Helvede løs på jord.

“Kværnen” startede som en novelle af Martin Schjönning. Men historien udviklede sig og blev for lang til novelleformen men for kort til at udgive som en roman. Det fik Schjönning til at tænke nye tanker: “Historien fyldte det den burde, mente jeg, og i stedet for at skære gode ting fra eller lægge meningsløse ting til, tænkte jeg, at illustrationer ville føje en ny dimension til værket og give det den fysiske pondus, der ville få folk til at investere i det.” (Martin Schjönning)

Som illustrator var Schjönnings første valg Tom Kristensen, der bl.a. har udgivet “Deadboy” og den prisbelønnede “Made Flesh” i samarbejde med Lars Kramhøft. Resten er historie, som man siger, for “Kværnen” er endt med at være en utrolig lækker og velskrevet oplevelse.

Gizela (Kværnen side 136)Lad mig starte med Tom Kristensens illustrationer, som endnu en gang er med til at hæve et godt værk til nye højder. Illustrationerne veksler mellem små vignetter over enkeltstående tegninger til flere-sides tegneseriesekvenser der uddyber detaljer i teksten. Jeg er vild med, hvordan Kristensen mikser rå, skitse-agtige billeder med detaljerede, næste foto-agtige elementer. Illustrationerne lever selvstændigt, men bringer samtidig en ekstra dybde til Schjönnings historie, og få kan som Kristensen få sort/hvide tegninger til at være så bloddryppende. Det er simpelthen suverænt.

Men også Martin Schjönnings tekst fortjener ære. Schjönning har en lang række noveller bag sig, og derudover har han udgivet romanerne “Deroute” og “Afsind“. Sidstnævnte roste jeg her på siden for sit flotte billedskabende sprog, men fandt også at det mod slutningen bremsede fortællingens fremdrift. Det kan jeg ikke påstå denne gang.

Det er ikke ofte, at en zombiefortælling er skrevet så smukt, samtidig med at handlingen i den grad sparker r… Her er masser af action, men her er også øjeblikke med eftertænksomhed om menneskelighed, eksistens og meningen med livet. Det er lykkes Schjönning at ramme den perfekte tone, og han udfolder med kraftfuld prosa et forstemmende univers, hvor døden fylder hvert øjeblik af de levendes timer.

Antikkens lande, hvor Vesten blev undfanget i et dionysisk orgie og født af et beruset orakel, var overgroet af vildvin og nektarglinsende blomster. Årtusinders visdom og vanvid lå glemt under støv og bortfløjne blade. Udhulede badehoteller lænede sig mismodigt op ad ældgamle tempelsøjler – forbrødret på tværs af tid af det allestedsnærværende sammenbrud. Og overalt i disse overgroede scenarier krøb og kravlede, vraltede og stavrede de grå figurer, der bar ansvaret.” (side 19)

Med sin kompakte handling føles det, at læse “Kværnen”, nærmest som at se et afsnit af sin yndlings-serie. Man tumler ind midt i handlingen, overvældes, underholdes og sidder med en voldsom trang til at se endnu et afsnit. Jeg vil vide, hvordan det går med Rebecca og de andre. Jeg vil høre mere om den beherskede general Korfa Ghedi, hvis fortid gemmer på dystre hemmeligheder. Jeg vil endnu en gang sidde bag Kværnens panserede forrude, mens horder af zombier forsvinder i dens tærskende mund. Jeg vil have et bind to …

Om “Kværnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Calibat, 186 sider
Illustrator: Tom Kristensen

Besøg Martin Schjönnings hjemmeside og Tom Kristensens hjemmeside

 

Vampyrjægerens håndbog af Constantine Gregory

Vampyrjægerens håndbog af Constantine GregoryHvis du blot et øjeblik tror, at vampyrer er en anakronisme eller et for længst uddødt produkt af en forsvunden tid, så kommer du til at betale en dyr pris. De levende døde har altid været blandt os – og er det stadig … ”

Før vampyren blev en blodfattig ungersvend, der forelsker sig i teenagepiger og gør dem sin opvartning i Twilight universet, vidste man, at vampyren var en dødbringende skabning. Her i “Vampyrjægerens håndbog” har Constantine Gregory samlet en omfattende mængde oplysninger om vampyrer: hvordan man identificerer dem, finder dem, forhindrer dem i at genopstå og dræber dem.

Mange tænker sikkert på vampyren, som den tager sig ud i Bram Stokers roman “Dracula” – et aristokratisk væsen, der kan forvandle sig til en flagermus og sover i sin kiste om dagen. Men det billede er langt fra virkelighedens vampyr ifølge Constantine, som i bogen opremser forskellige landes vampyrmyter og kommer ind på alle mulige aspekter af vampyrisme.

Vidste du f.eks., at de tidligste skrifter om vampyriske væsener kan spores tilbage til ca. 2000 år før vores tidsregning? At et kinesisk lig, der rammes af en månestråle, bliver en levende død? At når vi holder os for munden, når vi gaber, stammer det fra at man ville forhindre djævelen i at komme ind? At det første skrift, der seriøst beskæftigede sig med det okkulte, var ‘Malleus maleficarum’ (Heksehammeren) fra 1485? At den malajiske panangalan ikke er meget andet end et afhugget hoved, der flyver rundt med tarmene hængene efter sig? At rødt hår er et tegn på vampyrisme i Rumænien? Eller at den bengalske heksevampyr, chordewa, sender sin sjæl ud på strejftog i skikkelse af en kat?

“Vampyrjægerens håndbog” er fyldt med fascinerende facts og grumme beskrivelser af vampyrvæsenernes gerninger. Samtidig er den 100% gennemført i sit design, lige fra det imiterede slidte læderlook på omslaget, til layoutet som både er fyldt med håndskrevne noter og understregninger samt andre tegn på slitage via blodstænk, poteaftryk m.m. Bagerst indeholder håndbogen et udførligt register samt forslag til videre læsning der viser et meget grundigt researcharbejde fyldt med historiske kilder.

Her er enkelte korte fortællinger om kendte personer, der tilskrives vampyrisme som f.eks. den ungarnske grevinde der badede i jomfru-blod eller den tyske seriemorder, der blev kendt som Hannover-vampyren, fordi han hungrede efter deres blod. Men hovedsageligt er her tale om opremsning af facts med tricks til at genkende og uskadeliggøre vampyrer.

En gennemført håndbog der går grundigt i dybden med vampyrmyten, både historisk og internationalt, og efterlader læseren med et mere facetteret syn på et af verdenshistoriens ældste monstre.

Indhold:

Hvad er vampyrer?
Identifikation af levende døde
Sådan finder man vampyrer
Sådan forhindres vampyrisme
Sådan dræbes vampyrer
Tilholdssted for vampyrer

Om “Vampyrjægerens håndbog”:

Udgivelsesår: 2004
Forlag: Aschehoug, 160 sider
Originaltitel: The Vampire Watcher’s Handbook

Krigen i luften af H. G. Wells

Krigen i luften af H. G. Wells

Den britiske forfatter H. G. Wells er i dag sikkert mest kendt for romanen “Klodernes kamp”, der – da den blev dramatiseret til radioen i 1938 af Orson Welles – forårsagede ren panik blandt lytterne, som var overbeviste om, at marsboerne virkelig invaderede jorden. Blandt Wells andre kendte romaner findes bl.a. “Den usynlige mand” og “Doktor Moreaus ø”.

Krigen i luften er skrevet i 1907, og som Niels Dalgaard påpeger i efterordet, er romanen en del af subgenren fremtidskrigsromaner. Historien er en blanding af satire, fascination af de videnskabelige landvindinger og eftertænksomhed over den sociale og menneskelige effekt af disse.

I den lille landsby Bun Hill i Kent havde familien Smallway boet i generationer. Den ældste søn Tom ejede en lille grønthandel, og den yngste søn Bert havde fuld af foretagsomhed slået sig sammen med en kammerat om en forretning, der solgte og udlejede cykler.

Fremskridtet er dog også nået Bun Hill med monorail, telefoner og de begyndende forsøg på flyvning. Rygter om krig rumler i pressen, uden at det dog på nogen måde påvirker hverdagen for Bun Hills indbyggere.

Bert Smallway er således på alle måder en helt almindelig englænder, indtil den dag han ved et tilfælde havner i opfinderen Mr. Butteridges luftballon. Butteridges er den eneste, det er lykkes med at fremstille en stabil flyvemaskine, men endnu har han ikke afsløret sit design, selvom flere lande er mere end interesseret i hans tegninger.

Ude af stand til at styre ballonen ender Smallway i Tyskland midt i prins Karl Alberts krigsforberedelser. Prinsens plan er at flyve over Atlanten og erobre Amerika, og uforvarende overdrager Smallway Butteridges tegninger af verdens første vellykkede flyvemaskine til Tyskland.

Da det bliver afsløret, at Smallway ikke er Butteridge, er han allerede om bord på samme luftskib som prinsen. Så Smallway følger med og oplever grusomme slag og massakren af New York, mens hans forståelse af krigen ændrer sig, som han kommer tættere på dens følger.

Da Krigen i luften udkom i 1907, var det endnu uvist, om ballonskibe eller motordrevne fly var vejen frem. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852, mens Charles Renard og A. Krebs i 1884 fløj i 23 min. og som de første vendte tilbage til deres startsted. I 1903 udførte brødrene Wright historiens første kontrollerede motorflyvning. De udviklede på deres konstruktion, men først i 1909 lykkes det dem at sælge den til den amerikanske hær. Hæren mente nemlig længe, at flyvemaskinen ikke kunne bruges militært. H. G. Wells lægger sig heller ikke fast på hvilken konstruktion, der bliver valgt i sin roman, men beskriver i stedet forskellige typer luftskibe og flyvemaskiner uden dog at ødelægge flowet i fortællingen med tekniske detaljer.

De første kapitler, som humoristisk beretter om Smallways absolut ikke-helteagtige natur, efterfølges af betragtninger over den videnskabelige tidsalders forandring af verdenssamfundet og krigens grusomhed. H. G. Wells påpeger, hvordan verden blev mindre via jernbaner, telegrafen osv., men uden at landene af den grund blev tættere. I stedet voksede de nationalistiske egeninteresser, og fremfor at bruge ressourcerne på at uddanne befolkningerne og højne levestandarden, blev fremskridtet i høj grad brugt på militæret.

Videnskabens udvikling havde ændret størrelsesforholdene i menneskenes affærer. Ved hjælp af hurtig mekanisk bevægelse havde den bragt menneskene tættere på hinanden, så meget tættere socialt, økonomisk, fysisk, at de gamle inddelinger i nationer og kongedømmer ikke længere var mulige, en nyere, bredere syntese var ikke alene nødvendig, men afgørende nødvendig … Bert Smallways verden gjorde intet i den retning. Dens nationale regeringer, dens nationale interesser, ville ikke høre om noget så selvindlysende; de var for mistænksomme overfor hinanden og manglede i for høj grad generøs fantasi. De begyndte at opføre sig som ubehøvlede personer i en omnibus med trængsel, at mase sig mod hinanden, skubbe med albuerne, puffe, diskutere og skændes.

Bert selv er også overbevist om krigens nødvendighed – indtil han får den på tæt hold. Da det går op for ham, at krigen ikke bare er noget, der udspiller sig langt væk, men som rent faktisk rammer almindelige folk som ham selv, forsvinder romantikken. Det beskriver H. G. Wells brutalt og uden omsvøb.

Smask! kom en uhyre eksplosion i den forreste ende af flagskibet, og et enormt stykke metal syntes at løfte sig op fra hende og kaste sig i havet, mens den smed mænd fra sig og efterlod et hul, hvorigennem en snarrådig drageflyver anbragte en brandbombe. Og så opfangede Bert et øjeblik alt for tydeligt i det tiltagende, nådesløse lys, et antal bittesmå krampagtigt aktive smådyr der var svedne, og kæmpede i ‘Theodore Roosevelts’ skummende kølvand. Hvad var de? Ikke mænd – bestemt ikke mænd? De druknende, forvredne små væsner flåede med deres gribende fingre i Berts sjæl. Åh Gud! udbrød han, åh Gud, næsten klynkende. Han så igen og de var væk, og ‘Andrew Jacksons’ sorte stavn, lidt skæmmet af det sidste skud fra den synkende ‘Bremen’, pløjede det hav, der slugte dem, til to nydeligt symmetriske bølger. I nogle øjeblikke blindede den rene rædsel Bert for ødelæggelserne under ham. Så sprang ‘Susquehanna’ med en uhyre brusende lyd, så at sige med en ujævn salve af mindre eksplosioner på ryggen, der nu var fem kilometer eller mere mod øst, og forsvandt brat i en kogende, dampende forvirring. Et øjeblik sås intet andet end hvirvlende vand – og så lød der en ræben nedefra, med uhyre svælgende lyde, udbrud af damp og luft og benzin og stumper af lærred og træværk og mænd.”

Krigen i luften blev første gang udgivet på dansk som en føljeton i Politiken i 1913, og allerede året efter brød 1. verdenskrig ud. Selvom det ikke blev en luftkrig, som Wells havde spået, så fik han dog ret i, at videnskaben medvirkede til, at krigen blev mere blodig end nogensinde før. Også selvom bombningerne af civilbefolkningen først blev virkelighed i 2. verdenskrig.

Romanen hører ikke til H. G. Wells mest kendte udgivelser, måske fordi den er så tvetydig med sin blanding af satire og eftertænksomhed. Det er således første gang, at Krigen i luften udkommer på dansk i bogform som en del af Science Fiction Cirklens klassiker-serie.

Selvom jeg gik lidt i stå over de første kapitlers nærmest falden-på-halen-komedie-stemning, er jeg glad for, at jeg holdt ved og læste romanen færdig. For historien udvikler sig til et både tragisk og barsk billede af krigens væsen, som vi stadigvæk kan lære af i dag.

Andre udgivelser fremtidskrigsfortællinger:

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
Dommens dag af Karl Larsen

Om Krigen i luften:

Udgivelsesår: 2017 (1907)
Forlag: Science Fiction Cirklen, 285 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaltitel: The War in the Air

Diabolik af S. J. Kincaid

Diabolik af S. J. KincaidNemesis er en diabolik. Et genmodificeret humanoid væsen skabt til at dræbe og bundet til sin ejer, senatordatteren Sidonia, med en ubrydelig loyalitet der gør hende den perfekte livvagt. Da diabolikker pludselig forbydes, overtaler Sidonia sine forældre til at lade hende beholde Nemesis. Sidonia ser nemlig ikke Nemesis som en sjælløs genstand, men som sin ven.

År senere forbryder Sidonias far, senator von Impyrean sig mod kejseren, der forlanger Sidonia som gidsel for at sikre senatorens lydighed. For at redde deres datter sender senatoren og matriarken i stedet for Nemesis, der er blevet oplært til at opføre sig som Sidonia, af sted. De er nemlig overbeviste om, at kejseren ikke har rent mel i posen – og de har helt ret.

Diabolik er et vellykket, underholdende YA scifi-drama, der udspiller sig i en fremtidig verden, hvor kun den herskende klasse, Grandiokratiet, må eje teknologien til at rejse mellem stjernerne. Grandiokraterne bor i sikkerhed på luksuriøse rumstationer, mens de almindelige mennesker, plebejerne, er henvist til at bo på planterne udsat for stråling og andre farer, og helt underlagt Grandiokraternes styre.

I toppen af samfundet sidder den enerådige og paranoide kejser Randevald von Domitrian, der efter at have udrenset det meste af sin familie har udnævnt sin utilregnelige nevø Tyrus som sin arving. Grandiokratiet opvartes af kunstigt fremstillede domestikker, der er genmodificeret til at tjene, og samfundet bygger på troen om Det Levende Kosmos, hvor videnskab betragtes som kætteri.

Nemesis smides midt ind i den politiske slangerede på Krysantemum, Imperiets største heliosfære, der huser kejserens hof, hvor hun både skal huske at opføre sig som et menneske, men også bliver nødt til at lære at manøvrere blandt korrupte Grandiokrater og forkælede senatorbørn. Men som tiden går, opdager hun, at selvom hun anses (og også anser sig selv) for at være en sjælløs ting, dukker hidtil ukendte følelser op i hende. Hendes loyalitet udfordres og hun tvinges til at vælge sin egen vej, frem for den som hun blev bundet til i sin skabelse.

Jeg var vældig underholdt af S. J. Kincaids Diabolik, der forkæler læseren med både action, drama, store følelser og moralske dilemmaer. De mange intriger ved kejser Domitrians hof fik mig til at tænke på Philippa Gregorys bøger fra Tudor-tidens England, hvor adlen var i en evig magtkamp, der udspillede sig såvel i soveværelset som i rådssalen eller på slagmarken.

Udover den elementært spændende handling indeholder Diabolik også en mere eftertænksom del. Nemesis er kunstigt skabt, og hun er skabt til at dræbe. Undervejs i romanen følger vi, hvordan hun langsomt udvikler sig fra en hensynsløs dræber kun med tanke for sin herskers sikkerhed, til en reflekteret og medfølende skabning. Gennem hende tvinges læseren til, ikke alene at forholde sig til hvornår man er menneske, men også til om mennesker har en moralsk ret til at herske over andre skabninger, som f.eks. domestikker, diabolikker og de mange genetisk fremstillede bæster, Grandiokratiet bruger i dyrekampe. Og hvis Nemesis er menneskelig, kan man så klandre hende for de mange drab, hun har begået som diabolik?

Endeligt var jeg også begejstret for hele universet, som Kincaid har bygget op. Hun fortæller i et interview, hvordan hun ønskede at skabe en dekadent fremtidsverden, hvor overklassen havde masser af penge og ikke noget at lave, så i stedet går de op i deres udseende til en grad, hvor alle kan modificeres til ukendelighed, og udseendet dermed er blevet en kunstform. Denne dekadence giver mindelser til det romerske imperium med kejsere som Caligula og Nero, og Kincaid fortæller da også, at Diabolik bl.a. er inspireret af BBC-miniserien Jeg, Claudius af Robert Graves.

Under alle omstændigheder er universet gennemført og godt skruet sammen, og jeg fik lyst til at lære mere om de forskellige grupperinger. Alligevel vil jeg skynde mig at tilføje, at det også for en gang skyld var fedt at læse en roman, der IKKE er første bind i en trilogi. For undskyld mig – ind i mellem er det altså rart, at en historie slutter, når den slutter.

Diabolik er blevet sammenlignet med både Hunger Games og Star Wars, men Kincaid er i virkeligheden Star Trek-fan. Sammenligningen generer hende dog ikke spor, selvom hun synes bedre om sin redaktørs beskrivelse ”Terminator møder House of Cards i rummet”. Selv kom jeg også til at tænke på Pierce Browns Red Rising og Golden Son.

Om Diabolik:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen, 371 sider
Omslag: Sam Weber

Besøg S. J. Kincaids hjemmeside

Indkaldelse til Fortællinger fra mørket 2

 

Sidste år udgav den nye forlag Enter Darkness novellesamlingen “Hvis jeg overlever natten“. En flot og professionel udgivelse hvis indhold også var i top. Det er derfor en fornøjelse at se, at forlaget nu indkalder noveller til en ny tur i mørket. Deadline er 17. maj, og du kan læse mere om vilkårerne på forlagets hjemmeside.

Jeg glæder mig allerede 🙂

Enter Darkness logo