oktober 2017
M T O T F L S
« sep   nov »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Arkivet for oktober, 2017

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Hjemmet af Mats Strandberg

Hjemmet af Mats StrandbergNina arbejder på Fyrreskyggen, et plejehjem for demente. Selvom det ikke er et let job, er hun glad for det. Indtil den dag Monika flytter ind. I sin ungdom var Nina bedstevenner med Monikas yngste søn Joel, og hun kom meget hjemme hos dem. Her fik hun den tryghed, som manglede i hendes eget hjem. På et tidspunkt stoppede venskabet med Joel, og dermed sluttede også besøgene hos Monika. Med Monikas ankomst til Fyrreskyggen rider den dårlige samvittighed nu Nina som en mare.

For Joel er det heller ikke let at indlogere moren på hjemmet, men efter en blodprop i hjertet er hun blevet stigende dement, og han kan ikke længere overkomme at passe hende i barndomshjemmet. Angsten for, at hun skal komme til skade, har vundet over den dårlige samvittighed.

Men Monika er ikke tilfreds med at skulle flytte. Hun er forvirret og bange og får det værre og værre. Demensen får hende til at lange ud efter både Nina og Joel, som efterhånden føler, at en fremmed har taget bolig i Monikas krop. Og med de andre ting, der begynder at ske på hjemmet, har de måske ret?

Jeg har tidligere læst Færgen af Mats Strandberg, som var en actionfyldt og blodig vampyrfortælling med en socialrealistisk kerne. Hjemmet er en helt anden slags roman, men har alligevel en intens og knugende atmosfære som får én til at krybe sammen under læsningen.

Valget af et demensplejehjem som kulisse virker utroligt stærkt. Døden er fra starten en realitet, idet Monika overtager et værelse efter den seneste beboer, som lige er død. Og sådan er det jo med plejehjem i dag – når man kommer her, er det sidste stop før endestationen. Selvom personalet gør deres bedste, er Fyrreskyggen ikke et hjem, men en institution, og lugten af tis og sygdom lurer under de desinficerende rengøringsmidler.

Derudover tegner Strandberg sine personer levende og troværdige. Portrætterne af de demensramte beboere er både rørende og skræmmende. Rørende fordi Strandberg viser os glimt af menneskene bag sygdommen, og skræmmende fordi sygdommen er så ødelæggende for både den ramte og de pårørende. Også Joel og Nina fremstår overbevisende, når de prøver at gemme alle deres problemer bag en ydre facade, der dog efterhånden begynder at sprække, som historien skrider frem.

Historien fortælles i korte kapitler med skiftende synsvinkler af Joel, Nina og Fyrreskovens øvrige ansatte. De mange klip er med til at skabe suspense, men skal jeg komme et lille drys malmurt i bægeret, er det, at forhistorien om Nina og Joel kommer til at fylde lidt for meget. Jeg forstår godt, hvorfor Strandberg fortæller den, for i slutningen får det betydning, men det kunne være gjort skarpere og mere effektfuldt.

Når det er sagt, så lykkes det Strandberg at skabe en stemning, der emmer af gru i Fyrreskyggens kliniske omgivelser. I stedet for blod og gore er det de små ting, der trigger. Lamper der går ud. Øjne der pludselig virker fremmede. En skygge i gangen. Det er fedt skrevet og fik mig næsten til at kigge mig over skulderen flere gange under læsningen.

Jeg blev meget grebet af Hjemmet, som er effektfuld på mere end et plan. Strandberg fortæller ikke blot en uhyggelig historie, men lukker også læserne ind i et miljø, som de fleste af os sjældent kommer i nærheden af. Langt de fleste bryder sig ikke om at tænke på døden, og gamle slægtninge betragtes oftere med dårlig samvittighed end med glæde. Denne ‘opbevaring’ af ældre beskriver Strandberg meget stærkt. Samtidig rummer romanen heldigvis også en god og velskreven horror-historie, og jeg læste Hjemmet nærmest i et hug.

Efter min mening er det endnu en gang lykkes Mat Strandberg at skrive en vellykket roman med en unik setting, der ikke kan undgå at påvirke læseren. Også selvom man normalt ikke er horror-entusiast.

Også danske Michael Kamp har skrevet en plejehjemsgyser. Han udgav i 2008 romanen Hvor de gamle visner, som absolut også anbefales.

Om Hjemmet:

Udgivelsesår: 26.10.2017
Forlag: Modtryk, 333 sider
Omslag: Pär Åhlander

Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup

Dine øjne tåler ikke synet af Preben HaarupEn dunst af undergang og håbløshed siver ud af siderne på Preben Haarups fremragende dystopiske fortælling Dine øjne tåler ikke synet

Efter Den Store Krig er Europa forvandlet til en grå ørken, omgivet af et sort, dødt hav. Religiøse fundamentalister, styret af Papa Khan, vandt krigen, og kun en lille enklave i Paris holder stadig stand. Siger rygterne i hvert fald. Og Morten Jensen, som bor i den lille by Gudsted (der engang hed Grindsted), tror på rygterne. Han kan ikke bære andet.

Morten lever et relativt priviligeret liv. Hans far er en af de ældste, og det betyder, at familien oftest får mad nok. Fisk, som fiskerne bringer til byen med deres kamelkaravaner. Men Morten har alligevel svært ved at acceptere tingenes tilstand. Han stiller spørgsmålstegn ved samfundets betingelsesløse given sig Gud i vold, når optegnelser fra tiden før krigen viser, at tingene kan være anderledes. Og han væmmes ved hykleriet, når de ældste på den ene side straffer utroskab, og på den anden side selv dyrker det i stor stil. Hans egen far inklusiv.

Så en dag stikker Morten af. Med sig har han et gyldent skrin, han har fundet i et gemt og glemt bibliotek sammen med et brev, der beder finderen om at tage skrinet med til Paris. På rejsen slår Morten sig sammen med kvinden Jenna, der ligesom ham er stukket af fra Gudsted, og drengen Jens Holger som stikker af fra fisker-karavanen. Turen er dog hverken ufarlig eller let. I det døde landskab truer ikke blot sult og tørst. Også andre mennesker er en kilde til fare, ligesom skjulte hemmeligheder kommer frem og sætter livet i Gudsted i et nyt lys for Morten.

Livet i Gudsted er dog intet i forhold til strabadserne Morten, Jenna og Jens Holger må udstå på rejsen. Jeg kunne næsten mærkede solen brænde mig og tørsten snøre halsen sammen under læsningen, hvor frygten for klitfolket og kamelmændene lurer konstant.

På forfatterens hjemmeside kan man læse, at Haarup var inspireret af Cormac McCarthys dystopiske fremtidsroman Vejen. Tanken om hvordan det var at overleve, hvis al føde var sluppet op, gjorde et dybt indtryk på ham, og det blev starten til Dine øjne tåler ikke synet.

Ligesom i Vejen fylder rejsen mod det ukendte Paradis hovedparten af handlingen i Haarups roman, og selvom han måske ikke når helt op til McCarthys højder, så er Dine øjne tåler ikke synet både velskrevet og fascinerende. Det dystopiske Europa fremstår trøstesløs og hæslig, og lader en dunst af undergang og håbløshed sive ud af siderne. For Morten er det eneste håb, drømmen om at fortidens civilisation stadig lever i Paris enklaven.

Med Hunger Games-seriens gennembrud på mainstream markedet har dystopier fået en opblomstring i YA litteraturen. Men selvom hovedpersonen Morten kun er 19 år, er Dine øjne tåler ikke synet for voksne. Det nådesløse univers hvor overlevelse afhænger af evnen til grusomhed er barsk læsning, og ind i fortællingen fletter Haarup også kommentarer til vores samtid med sammenligninger som: “Jenna lå i sine støvede klæder og stirrede på dugen med blanke øjne, der sad dybt i hendes markerede ansigt. En flygtning i en teltlejr fordrevet af krig og tørke, taget fra en fortidig rædselsberetning på Afrikas horn.” (s. 124)

Vi slipper også for den ellers uundgåelige teenage-romance i Haarups beskidte og ubønhørlige virkelighed, hvor lidelse er normen. Så er du til dystopiske romaner, som virkelig gør ondt, skal du ikke lade dig snyde af den uprætentiøse forside. Dine øjne tåler ikke synet er fremragende læsning.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om Dine øjne tåler ikke synet:

Udgivelsesår: 17. marts 2016
Forlag: Fahrenheit, 338 sider
Omslag: Lars Bering Haarup

Besøg Preben Haarups hjemmeside

Leatherface er tilbage – men kun på Blockbuster!

Leatherface 2017Hvis du ikke kan få nok af det ikoniske monster, Leatherface, fra The Texas Chainsaw Massacre, er der godt nyt. Blockbuster tilbyder nemlig filmen Leatherface fra den 20. oktober, samtidig med at den får amerikansk biografpremiere.

Siden Tobe Hooper i 1974 lavede klassikeren The Texas Chainsaw Massacre, har flere forskellige instruktører – med blandet held – forsøgt at gentage successen med Leatherface og hans psykopatiske familie.

Et af de mere vellykkede forsøg – i hvert fald efter min mening – var Jonathan Liebesmans The Texas Chainsaw Massacre – the beginning fra 2006. Filmen var en prequel til genindspilningen af The Texas Chainsaw Massacre fra 2003 af Michael Bay, og skulle forklare, hvordan Leatherface blev denne umenneskelig massemorder med hang til motorsave.

Nu er der så kommet en ny film i rækken, der ligesom Liebesmans film fortæller om begivenheder, der udspiller sig før Tobe Hoopers film.

For at fejre premieren på Leatherface giver Blockbuster alle gyserfans mulighed for at se eller gense Motorsavsmassakren ganske gratis via dette link. Så har du ikke fået set Hoopers klassiker, så er muligheden der nu.

Bagefter kan du jo så kaste dig over Leatherface 2017, som Karina “ScreamQueen” Adelgaard har anmeldt på Heaven of Horror. Hun roser filmen for “at trække på detaljer fra både den originale film fra 1974 og reboot/remake-udgaven fra 2003” og giver den point for “skuespillerne og den visuelle stil“.

Filmen er instrueret af Alexandre Bustillo og Julien Maury, som også har instrueret Inside fra 2007.

Se Motorsavsmassakren via Blockbuster.dk

Se Leatherface via Blockbuster.dk

Film med Leatherface:

The Texas Chainsaw Massacre – 1974, Tobe Hooper
The Texas Chainsaw Massacre 2 – 1986, Tobe Hooper
Leatherface – The Texas Chainsaw Massacre III – 1990, Jeff Burr
The Return of the Texas Chainsaw Massacre – 1994, Kim Henkel
The Texas Chainsaw Massacre – 2003, Marcus Nispel
The Texas Chainsaw Massacre – the beginning – 2006, Jonathan Liebesman
Texas Chainsaw 3D – 2013, John Luessenhop
Leatherface – 2017, Alexandre Bustillo og Julien Maury

Evnen af Siri Pettersen

Evnen af Siri Pettersen”Evnen” er tredje og sidste bind i norske Siri Pettersens episke fantasy-serie om Odinsbarnet Hirka, der blev født uden hale.

Hirka er opvokset i Ymslanda, hvor folket er af Ymsæt, men som 15-årig finder hun ud af, at hun er menskr, hvilket forklarer hendes manglende hale. Samtidig bliver hun involveret i et gryende opgør mellem Mannfalla og det selvstændige Ravnhov. Og ikke mindst i de indbyrdes intriger og magtkampe i Mannfalla hvor Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin mod sin vilje befinder sig.

For at redde Rime forlader Hirka i slutningen af bind 1 Ymslanda via Ravneringene, en portal mellem forskellige verdener, og hun ender i vores verden. Men heller ikke i menneskenes verden er Hirka i sikkerhed. Her har Graal af Dreri-folket nemlig levet i eksil i tusind år, siden han og broderen Naiell stod på hver sin side af den store krig.

Sideløbende følger vi Rimes forsøg på at overbevise Rådet i Mannfalla om, at deres verden er i fare for at blive invaderet af De Blinde, imens han også forsøger at finde en vej til at få Hirka tilbage til Ymslanda. Bind 2 slutter med et voldsomt opgør, hvor Naiell dør, og Hirka opdager, at Graal er hendes far. Det sender Hirka til en ny verden, hvor hun håber på endegyldigt at redde Rime og stoppe krigen mellem Ymsæt og De Blinde.

Her i tredje bind tumler Hirka lige ud i en snestorm. Graal har via Ravneringene sendt hende til Dreysíl hvor Umpiri-folket (De Blinde) bor, og hvor Graals folk venter hende. Som Graals datter har Hirka en høj status, men hun lever på ingen måde op til familiens forestillinger. Umpiri er høje, stærke væsener med kløer og hugtænder. De heler lynhurtigt, føler ikke kulde og aner intet om frygt. Men Hirkas komme er tegnet på, at det igen er muligt at rejse mellem verdenerne, så hun skal oplæres i Umpiri-skikke, så hun kan stå i spidsen for Dreris invasion af Ymslanda, hvor de vil tilbageerobrer Evnen.

Hirka håber derimod på at kunne stoppe krigen, men det går snart op for hende, at Umpiri lever efter helt andre regler. Så mens hun forsøger at finde en udvej, underkaster hun sig sin oplæring, og undervejs snubler hun over en farlig hemmelighed.

Siri Pettersen fortæller sin historie gennem to spor, hvor hun skiftevis tager læseren med til Ymslanda, hvor rådsmanden Darkdagger er i færd med at overtage Rådet og udslette Rime og Kolkagga; og til Drysíl hvor Hirka desperat forsøger at finde en måde at stoppe Umpiri fra at invadere Ymslanda. Det er en effektiv måde at skabe suspense, fordi læseren hele tiden efterlades med en cliffhanger, og jeg følte mig da også konstant fristet til at læse videre for at få vide, hvad der nu skete.

Jeg er meget begejstret for Siri Pettersens serie, og ”Evnen” er en forrygende afslutning på en eventyrlig serie. I hvert bind har Pettersen skabt nye og fantastiske verdener, og både Ymslanda og Drysíl er fascinerende steder, der sagtens kunne udforskes mere.

Personerne er spændende og nuancerede, og Pettersen falder heldigvis ikke i fælden med at lade Hirka udvikle sig til en utroværdig YA heltinde. Og selvom Pettersen har serveret masser af action og drama undervejs, så samler hun ubesværet alle trådene i en troværdig og overbevisende slutning.

I det hele taget er der ikke meget skidt at sige om serien, som da også sagtens kan læses af voksne. Siri Pettersen har vundet flere priser og fået anerkendelse langt ud over Norges grænser, ligesom serien er solgt til filmatisering. En klar anbefaling herfra, og så glæder jeg mig til at se, hvad Siri Pettersen udgiver næste gang.

(Anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om “Evnen”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Høst & Søn, 468 sider
Originaltitel: Evna
Omslag: Siri Pettersen og Jette Aagaard Enghusen

Under ensomme stjerner af Kate Ling

Under ensomme stjerner af Kate LingI 84 år har rumskibet Ventura rejst ensomt gennem stjernerne på vej mod stjernesystemet Epsilon Eridani. Der er endnu 262 år til Venturas forventede ankomst, og livet i rumskibet er planlagt i alle detaljer uden mulighed for afvigelser, for at rejsen skal lykkes.

For 16-årige Seren betyder det bl.a., at hun ved slutningen af sin skolegang får at vide, hvem hendes livspartner er. For at sikre missionen er der nemlig tilrettelagt et nøje udregnet avlsprogram, hvor hver årgang genetisk bestemmes og sammensættes efter at føde de mest velegnede børn.

Men Seren er ikke som alle andre. Modsat sin to år ældre søster Pandora der er gravid med sin livspartner og fuldt ud tilfreds med sine livsvilkår, har Seren ingen lyst til at indordne sig skibets strikse regler. Hun føler oftest, at livet på Ventura er meningsløst, og da hun får at vide, at hendes livspartner er den utålelige Ezra, hjælper det ikke ligefrem på hendes samarbejdsvilje.

Så møder hun den to år ældre Dom, og alt ændres. De har godt nok begge fået tildelt andre livspartnere, og de ved også, at det aldrig kan blive til noget mellem dem. Alligevel slår det gnister, når de ses, og snart kan de ikke skjule for omverdenen, hvad de føler. Det får store omkostninger for dem begge.

Under ensomme stjerner er YA science fiction med et stort skvæt kærlighed. Det er normalt ikke min kop te, men Kate Ling lader kærlighedshistorien udspille sig i et miljø, hvor menneskelige drifter ikke har nogen plads, hvilket giver fortællingen en spændende kant. Skibets besætning holdes under streng kontrol, og uønsket opførsel straffes øjeblikkeligt. Samtidig er hovedparten af menneskene ombord fuldt ud indforstået med, at dette er nødvendigt for at fuldføre missionen, så der er ikke meget forståelse for de få, der bryder reglerne.

Et andet plus er hovedpersonen Seren. På den ene side har hun været indlagt med psykiske problemer og er generelt utilpasset. På den anden side gør hendes sind hende stærk som stål, da hun først møder Dom. Her finder hun for første gang samhørighed, og for den kærlighed vil hun gøre alt og stå imod alt. Denne dobbelthed gør hende til en mere sammensat og nuanceret person, end man ofte finder i YA-litteratur, og dermed mere interessant at følge.

Endeligt synes jeg også, at tanken om rumrejser, som tager flere generationer af menneskeliv, lægger op til en masse spændende overvejelser. Kan man f.eks. blive ved med at tro på missionen som kaptajn Kat gør med liv og sjæl? Kommer der et tidspunkt, hvor man er kommet så langt fra jorden på alle måder, at missionen mister sin værdi som endemål? Bliver man ved med at være mennesker efter 700 år i rummet? Og hvad hvis alt går vel, og man vender tilbage til jorden – hvad venter der så én der?

Under ensomme stjerner er både kærlighed, action og drama krydret med science fiction elementer. Kate Ling skriver levende og holder sin læser fanget hele vejen. Det er ikke kun historien om Serens desperate kamp for kærligheden. Det er også en fortælling om at gå imod strømmen og vælge sin egen skæbne uanset omkostningerne. Om at være menneske og om at blive ved med at håbe. Og noget af det interessante for mig er, at det for så vidt gælder for både Seren, der drømmer om noget andet, såvel som for Pandora der er stålsat på Venturas mission. For også det kræver håb.

Mod slutningen accelerer handlingen, og selvom det nok er her, romanen tydeligst fremstår som YA (set med science fiction øjne), så er det alligevel en cliffhanger, der også har sat krogen i mig.

Vi er en af de interstellare generationer. Vi har aldrig set Jorden; vi kommer aldrig til at se, hvor vi skal hen. Vi vil aldrig komme til at kende andet end dette skib, der er 84 år inde i en 700 år lang rejse. Vore børn vil aldrig komme til at kende andet. Det bliver vore efterkommere, der vil nå destinationen, og en dag vil deres efterkommere vende tilbage til Jorden med de mest spændende nyheder, som menneskeheden nogensinde har fået. Men i mellemtiden er det vigtigt, at vi husker, hvem vi er, at vi bærer vort hjems kultur, moral og idealer med os. At vi stammer fra Jorden, selvom vi aldrig har set den.” (s. 19)

Under ensomme rejser lever måske ikke helt op til romaner som f.eks. Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff, som jeg var meget begejstret for. Ikke desto mindre var jeg underholdt hele vejen og glæder mig til at læse de følgende bind i Ventura-sagaen, der udkommer i løbet af 2018.

Under ensomme stjerner er læst som et anmeldereksemplar sponsoreret af Bog & Idé. Bogen kan købes her.

Om Under ensomme stjerner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gads forlag, 307 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Loneliness of Distant Beings

Besøg Kate Lings hjemmeside

Dødt kød – dag 1 af Nick Clausen

Dødt kød - dag 1 af Nick ClausenHvad nu hvis du var til stede lige præcis på det tidspunkt den første zombie vågnede? Kunne du stoppe katastrofen, før den begyndte at rulle?

I Nick Clausens zombieroman Dødt kød – dag 1 er det lige præcist, hvad der sker for Thomas, Dan og Jeanette, da de er nået til et af de sidste stop på deres reklamerute. Mens Thomas og Jeanette venter i bilen, hører de pludselig Dan råbe inde fra huset. De skynder sig ind, og før de ved af det, er Jeanette blevet stukket ned af den ældre dame, der ejer huset, og de har søgt tilflugt i kælderen.

Udenfor er det ulideligt varmt, og indenfor er det ikke meget bedre. Oveni er mobilforbindelsen dårlig, så de kan ikke ringe efter hjælp. Jeanette insisterer på, at de skal forsøge at tale fornuft med den gamle dame, der nu traver rundt udenfor kælderdøren, for hun har brug for at komme på skadestuen. Men både Thomas og Dan har set masser af zombiefilm. De ved, at den gamle dame ikke er levende mere – uanset hvor meget hun bevæger sig.

Desværre er der kun én vej ud ad kælderen, og den er spærret af zombien. Samtidig går det op for Thomas og Dan, at Jeanette ikke blev snittet af en kniv, men at den gamle dame rev hende, og så begynder det for alvor at haste med at slippe ud. Hvis det kan lykkes dem, og hvis de kan spærre den gamle dame inde, til politiet dukker op, kan de stoppe zombieudbruddet, før det når at sprede sig. Men tingene er sjældent så simple…

Nick Clausen skriver ungdomsbøger, og han er hammer god til det. Dødt kød – dag 1 er en super spændende, totalt underholdende og nytænkt zombieroman. Jeg kan i hvert fald ikke mindes at have læst en zombieroman før, der handlede lige præcist om selve udbruddet. Samtidig rækker han også tilbage i zombiens historie. Oprindelsen til den første zombie her i romanen er nemlig hverken livsforlængende medicin eller fordærvet oksekød, men derimod god gammeldags voodoo.

De unge hovedpersoner er handlekraftige og gør de rigtige ting. Alligevel eskalerer begivenhederne lynhurtigt omkring dem, og det virker helt troværdigt. Det bliver pludselig forståeligt, hvordan én enkelt smittet med en smule uheld kan ende som en verdensomspændende pandemi.

Peter Nielsens flotte illustrationer skal også roses. Særligt den første tegning af den gamle kone, som stirrer frådende på læseren, før man overhovedet er gået i gang med at læse historien, er ubehageligt godt lavet. Hendes tomme blik rammer som en hammer, og på trods af at tegningerne er sort/hvide, er der ingen tvivl om at blodet drypper ud over siderne. Fedt!

En vellykket zombieroman for unge, som den voksne zombieentusiast også sagtens kan nyde.

Om Dødt kød – dag 1:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Facet, 123 sider
Illustrationer: pncreate.com v/Peter Nielsen

Andre bøger af Nick Clausen:

Dødt kød – dag 1, 2017
De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg

Overløber - Kijara 1 af Tatiana GoldbergI fremtiden er Union City hovedstaden for et samlet Europa. Genetiske modifikationer af mennesker er hverdag og udføres af det offentlige, mens politiorganisationen PURGE (Police Unit for Regulation of the Genetically Engineered) sørger for at de uautoriserede modificerede bekæmpes.

I Centrum bor byens borgere. Her lever de et liv fyldt af velfærd og gyldne muligheder. Men i byens udkant, i den forvitrede betonjungle og de udslidte boligkvarterer, bor bærmen – byens kasserede mennesker. Og her leves et liv fyldt af smog, forfald, vold og knuste drømme.

Kijara er et af disse uautoriserede genmodificerede mennesker. Sammen med sine tre brødre, coyoterne, er hun medlem af Klanen. En omfattende forbryderorganisation der beskæftiger sig med alt lige fra stoffer og hvidvaskning til afpresning og menneskehandel. Hvor Kijaras coyotebrødre er fuldt tilfredse med tilværelsen, drømmer Kijara om at slippe væk. Men som ulovlig skabning har hun ingen rettigheder i samfundet – og desuden har Klanen ikke tænkt sig at lade hende forsvinde.

Under et indbrud i Fushenko Industries Laboratorier, som Klanen har tvunget hende til, bliver Kijara fanget af PURGE, og kan ikke forvente andet end tortur og døden som ulovlig. Men måske er der en anden mulighed?

Tatiana Goldberg udgav i 2014 tegneserien Anima, der var blandt de nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse. Nu er hun så aktuel med Overløber, som er første bind i serien Kijara. Jeg købte tegneserien under Art Bubble i foråret, og var så heldig at Tatiana signerede mit eksemplar. Derudover fik jeg en lille snak  med hende om serien, og lad mig sige så meget – jeg glæder mig som et lille barn til fortsættelsen.

For det første tegner Tatiana fremragende. Jeg er vild med hendes dystre fremtidsby, og synes det er lykkes ualmindeligt godt med blandingen af antropromorfe figurer og almindelige mennesker. Dernæst er det befriende med en kvindelig hovedperson, der er klædt fornuftigt på, fremfor at ræse rundt i stiletter og så lidt tøj som muligt. Endelig er universet simpelthen så gennemført og interessant med sin inspiration fra bl.a. nazisternes propagandaplakater, at det er en ren fornøjelse ‘bare’ at nyde illustrationerne. Og så er historien endda spændende ovenikøbet.

Som en bonus fortæller Tatiana bagerst i bogen om sine inspirationskilder og om de grafiske overvejelser hun har haft under arbejdet med Overløber. For mig er det altid interessant med et kig i kunstnerens værktøjskasse, ikke mindst fordi det giver et ekstra lag nuancer på fortællingen.

Der er som sagt endnu to albums på vej i serien om Kijara: Flugten fra Klanen og Naids hemmelighed. Indtil da kan man følge med på seriens hjemmeside kijara.com.

Om Overløber:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Comic Factory, 79 sider
Kunstner: Tatiana Goldberg

Gyserfilmens historie på 30 minutter

Gyserfilmens historie på 30 minutterI dag er det fredag d. 13. Findes der en bedre lejlighed til at gøre lidt reklame for et super fedt Halloween-arrangement?

Mandag d. 30. oktober tyvstarter Horsens Bibliotek nemlig Halloween med foredraget Gyserfilmens historie på 30 minutter. Her tager cand.mag. i filmvidenskab Jacob Holm Krogsøe (kendt fra bl.a. Planet Pulp og talrige filmintroduktioner i hjembyen Randers’ biograf) publikum med på en rejse i mørket fra 1896 med filmen The Haunted Castle til 2017 hvor Get Out skræmmer publikum i biografen.

Efter foredraget er der en kort pause, og så fortsætter aftenen med Drew Goddards anmelderroste film fra 2011 om en gruppe unge, der tager på en weekend langt, langt ude i skoven. Filmen overraskede alle, for selvom den umiddelbart virker som en ren gyserkliché, så vendes bøtten undervejs, og filmen står både som en vellykket gyser, men også som en metafilm, der på behændig vis forholder sig til filmhistorien og til forskellige typer af gys.

Fik jeg sagt, at der er gratis adgang, så bare mød op.

PS. Fra d. 23. oktober løber der også en Halloween-konkurrence på Horsens Biblioteks Facebook-side, hvor der er mulighed for at vinde både biografbilletter og bøger. What’s not to like?

Om Gyserfilmens historie på 30 minutter:

Tid: Mandag d. 30. oktober kl. 19-21.30
Sted: Horsens Bibliotek, Salen
Foredrag + film: Gratis adgang

Som en forsmag på Krogsøes foredrag kan du nyde klipperen Diego Carreras video, der gennemgår gyserfilmens udvikling fra 1895 til i dag. (Kino.dk)

Heksens Kald af Mette Sejrbo

Heksens kald af Mette SejrboBegær, blod og fantasygenrens svar på Romeo og Julie – 1. bind i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga har det hele

18-årige Emilie er en stille og genert pige. Hun er netop startet på HF og møder her sin nærmest diametrale modsætning, Maria, der dyrker Goth og er både selvstændig og udadvendt. De to bliver mod alle odds veninder, og det er Maria, der endelig overtaler Emilie til en bytur i Grotten, et discotek for Gothic-entusiaster med en særlig afdeling for De Royale – de smukke og rige, som alle misunder.

Under besøget i Grotten får Emilie for første gang øje på den karismatiske Sebastian, og han tænder helt nye fornemmelser i hende. Samtidig begynder hun at se lidt til den nye HF-studerende, Jonas, som hun hjælper med at læse op på pensum.

Men Sebastian er langt over Emilies liga, og Jonas sender miksede signaler, så Emilie er ved at blive rundtosset. Værre bliver det, da hun tager med til en Wicca-sabbat med én af Marias bekendte, og opdager at hun tilsyneladende besidder kræfter, hun slet ikke var klar over.

Så da hun dagen efter nærmest bliver bortført af tre kvinder, der påstår, at Emilie er Kaldet, og at et ondt, ukendt Mørke truer, ved hun ikke sine levende råd. Skal hun følge vølverne, der arbejder for at opretholde naturens balance? Eller skal hun glemme alt og følge sit hjerte? Og hvad er det for et Mørke, der truer balancen, og som vølverne mener, at Emilie har en plads i kampen mod?

Heksens kald er første bind i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga, en mytologisk fantasyserie for unge og voksne. Fortællingen er bygget op omkring den nordiske mytologi med dens sagnvæsener og Wicca-kulten med sin forankring i naturmagi og ønsket om at leve i harmoni med omverdenen. Oveni smider Sejrbo så både vampyrer og varulve ind i ligningen, og laver således en krølle på det vi tror, vi ved.

Det mærkes tydeligt, at Mette Sejrbo har lagt et kæmpearbejde i researchen til bogen. Hun får flettet et hav af detaljer ind om Wicca kulten, om runetegn, om urters helbredende virkninger (og det modsatte), om jætter, elvere, lygtemænd og så videre, uden at det på noget tidspunkt føles opremsende eller bliver kedeligt.

Hun er også en underholdende forfatter, der skriver levende, og får scenarierne til at køre som en indre film bag øjenlåget under læsningen. Her er både spænding, erotik, humor og gys, og historien fortælles flydende med spændende skift i fortælle-stemmen, som meget vellykket opbygger suspensen undervejs.

Det, jeg står lidt af på, er Emilie som det attråværdige omdrejningspunkt for alle de overnaturlige væseners interesse. Det er langt fra fair overfor Mette Sejrbo, hvis hovedperson er langt mere nuanceret og interessant, men jeg får simpelthen Bella-fobi over det set-up. Jeg er dog samtidig sikker på, at alle fans af Twilight m.m. ikke har det mindste imod det, så jeg er godt klar over, at det er min helt personlige fordom, som ikke bør tælle negativt her.

Langt det meste af Heksens kald læste jeg med stor fornøjelse, og det var fedt at nå slutningen og blive snydt. Jeg troede, at jeg havde regnet det hele ud, men Sejrbo smed lige et twist ind, som jeg overhovedet ikke havde set komme. Så selvom jeg tror, at jeg ved, hvad bind 2, Varulvens forbandelse handler om, så kan det være, at jeg tager helt fejl.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 52)

Om Heksens kald:

Serie: Ulfhedin-saga, 1
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Candied Crime, 478 sider
Omslag: Caroline Kjellberg Juul Mortensen

Besøg også Mette Sejrbos hjemmeside