februar 2018
M T O T F L S
« jan   mar »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728  
Arkiver

Arkivet for februar, 2018

Meteor af Henrik Einspor

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at du kun havde ti dage tilbage at leve i?

En stor meteor hvirvler gennem rummet på vej mod jorden. Om ti dage vil Afobis (som meteoren bliver døbt) ramme jorden, og vi følger nedtællingen gennem Mads og hans familie.

Dag for dag hører vi, hvordan samfundet langsomt bryder sammen, mens man venter på jordens undergang. Efterhånden som nedtællingen skrider frem, vokser fornemmelsen af undergang sig større og større, og som læser føler man med Mads, mens han prøver at holde modet oppe for lillesøsterens skyld. Men det er ikke let, for forældrene kan slet ikke håndtere nyheden, mens storebroren til gengæld er dybt fascineret af Afobis og nærmest glæder sig over dens ankomst.

Meteor er en ny bog i Henrik Einspors letlæsnings-serie for større børn. Sproget er meget let (lix 7), men indholdet er ikke for begynderlæseren. For selvom her er tale om en letlæsningsbog, giver Einspor plads til både reflektioner og komplekse følelser hos personerne, ligesom den knugende atmosfære og rørende slutning kræver en mere moden læser.

Morten Solgaard Pedersen skal roses for den meget stemningsfulde forside. Med sin giftig grønne farve og det atmosfærefyldte setup skal den nok tiltrække de unge læsere, som kan glæde sig til en spændende og gribende historie.

Vil du vide noget om virkelighedens Apophis, der forventes at passere tæt forbi jorden i 2029, så læs mere her.

Susan Beth Pfeffer har skrevet ungdomsromanen Mens vi endnu er her, som handler om en astroide, der rammer vores måne og hvilke følger det har. Mens det i Varslet af Liz Jensen er forskellige naturkatastrofer, der rammer jorden.

Tak til forlaget Løse Ænder for læse-eksemplaret.

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Om Meteor:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 49 sider
Omslag: Morten Solgaard Pedersen
Lix: 7

Andre bøger af Henrik Einspor:

De to myr
Farlig fisketur
I klovnenes kløer
Porcelænsdukken

De 5 nominerede 2017: Karsten Mungo Madsen

Scrapbogen af Karsten Mungo MadsenVinderen af Årets Danske Horrorudgivelse offentliggøres lørdag d. 17. marts på Krimimessen i Horsens. I tiden op til bringer jeg et mini-interview med de fem nominerede.

Denne gang handler det om Karsten Mungo Madsen, der er nomineret for sin graphic novel: Scrapbogen. Mungo Madsen er en alsidig herre, der både tegner og skriver, men også instruerer og producerer film i selskabet Tiny Film, som han driver sammen med Søren Tomas Rasmussen.

 

Hvad betyder det for dig at være blandt de, der er blevet stemt ind på årets shortliste?

Jeg er meget glad for at få den anerkendelse. Scrapbogen er min første rigtige gyser. Ellers har jeg mest beskæftiget mig med bøger og animationsserier for børn og det eneste, der relaterer lidt, var dengang jeg var med til at skrive og producere “Historietimen”, som var en børnegyser tvserie. Men – altså stadig for børn, så det blev aldrig helt rendyrket gys. Det er Scrapbogen jo – En rendyrket gyser. Og jeg har gjort et stort nummer ud af at få den til at føles som en klassisk horror film. Det ser ud til, at det er lykkedes, og det er jeg da stolt af.

 

Hvad vil du selv fremhæve ved dit værk, som gør det fortjent til at vinde prisen?

Scrapbogen er vist den eneste graphic novel på listen, og alene af den grund bør den vinde… En graphic novel er mere, og noget andet end en traditionel bog. Du har en billedside, der kan sætte stemningen i din historie på en helt anden måde end i traditionel litteratur. Du kan via tekst, billeder og farveholdning fortælle din historie i flere lag, og give læseren en anden type oplevelse end den traditionelle. Det er noget som jeg er meget bevidst om i Scrapbogen, hvor jeg bruger billedsiden til skabe dynamik og chokeffekter i fortællingen ved siden af en mere nøgtern og altmodishc tekst.

 

Hvis du ikke må vælge dit eget værk, ville du så stemme på i årets felt?

Det ved jeg ikke, Det er jo et fornemt felt, så jeg vil helst ikke pege på nogen bestemt. Alle har deres kvaliteter og hvis man skal fremhæve en titel foran en anden, så bliver det jo ofte en smagssag, hvad man synes bedst om. Så det vil jeg lade andre om.

Læs interviewet “Horror på fynsk” hos nummer9.dk

Udvalgt bibliografi:

Scrapbogen (2017)
Historietimen (2009)
Nanna’s drøm (1995)

En cirkel af blod af Christian Engkilde

En cirkel af blod af Christian EngkildeSpændende og velskrevet gyser for børn og unge om ånder, besættelse og en museumsdirektør, der vil gå alt for langt for at bevise sin teori

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om En cirkel af blod:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Silhuet, 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Serien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017

 

Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen

Scrapbogen af Karsten Mungo MadsenEn ung studerende, der har brug for at tjene lidt penge og samtidig få læst op på sine studier, tager jobbet som afløser på det ensomt beliggende Kalvø Fyr julen over. Men hvad der på forhånd lignede en loppetjans, viser sig at være alt andet end det.

Fortælleren beretter historien flere år senere, mens han skriver den ned. Han fortæller, hvordan han selv kan være i tvivl om, hvorvidt det virkeligt er sket, eller om det blot var et udspring af hans fantasi. Men et blik i spejlet viser en alt for tidligt ældet mand, så noget er der sket!

Herefter hører vi, hvordan han ankommer d. 23. december 1997 til fyrtårnet. Det er blevet lidt sent på grund af det dårlige vejr, så opsynsmanden viser ham hurtigt rundt og kører så derfra. Efter at have pakket ud kigger fortælleren sig omkring og ender i stuen, hvor han falder over en gammel scrapbog i en reol fyldt med bøger om søfart og fiskeri. Scrapbogen er fyldt med underholdende minder, men mod slutningen er indsat en avisartikel, som får uroen til at vokse i fortælleren. Og om natten har han det værste mareridt, han har oplevet. Men det er kun begyndelsen…

Scrapbogen er Karsten Mungo Madsens første forsøg udi horrorgenren, ihvertfald rettet mod voksne, og han er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2017.

Trods de rædselsfulde minder er bogens fortæller meget nøgtern i sin beretning. Men hans pragmatiske fremstilling af begivenhederne suppleres af billedsiden, der er anderledes fuld af følelser. Lige fra skildringen af det dramatiske uvejr ved fortællerens ankomst til Kalvø Fyr, til mareridtets kaos hvor selv billedrammerne bugter og drejer sig i en forvrænget virkelighed.

Billedsiden er holdt i sort/hvide toner, afbrudt af pludselige farveindslag som nærmest virker chokerende efter de mange sider med dæmpet farvebrug. Samtidig bruger Mungo Madsen aktivt historiens billedrammer, så billedsiden til tider føles nærmest filmisk, når han zoomer helt ind på detaljer for derefter at panorere ud eller tilte synsvinklen.

Karsten Mungo Madsen har fortalt, at hans ambition har været at få historien til at føles som en klassisk horror film. Det, synes jeg, er lykkes godt. Ikke mindst fordi historien giver mindelser om de gamle Twilight-afsnit på tv med sin forankring i tværsnittet mellem det virkelige og det uvirkelige.

Nu har jeg læst meget gys og horror, så jeg blev ikke rigtig overrasket over slutningen. Ikke desto mindre var jeg særdeles underholdt af Scrapbogen, hvis kombination af det faktuelle sprog og den dramatiske billedside skaber en fantastisk atmosfære, som virkelig fangede mig under læsningen.

Læs et interview med Karsten Mungo Madsen på Nummer9, hvor han bl.a. afslører, at han pt. arbejder på endnu en horrortegneserie. Denne gang om en virkelig person, Giertrud Bodenhoff, om hvem samtiden sagde, hun var blevet levende begravet …

Om Scrapbogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, 52 sider
Omslag og illustrationer: Karsten Mungo Madsen

Du bør også læse:

Lille fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Vand til blod af Morten Dürr og Lars Gabel
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Fordærvet af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann og Kerascöet
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

 

 

De 5 nominerede 2017: Patrick Leis

Patrick Leis

Vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse offentliggøres lørdag d. 17. marts på Krimimessen i Horsens. I tiden op til bringer jeg et mini-interview af de fem nominerede.

Denne gang handler det om Patrick Leis, som er nomineret for Castra Damnatorum, 2. bind i zombie-sagaen Necrodemic. Serien har tidligere været udgivet på flere forskellige forlag, men nu har Leis omskrevet hele serien og genudgiver den som én sammenhængende fortælling med helt nye afsnit, illustrationer og omslag via Forlaget Valeta. Castra Damnatorum var i den tidligere udgave i to bind med titlen Camp 41.

Patrick Leis har tidligere været nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse for Necropolis (2016), Hvisken fra dybet (2013) og Sort vand (2012).

 

Hvad betyder det for dig at være blandt de fem, der er blevet stemt ind på årets shortliste?

Når man som forfatter sidder i erimitboersymptomatisk ensomhed, og pusler med en røverhistorie, er det svært at se objektivt på kvaliteten af sine anstrengelser. Man får ingen umiddelbar feedback, men må forlade sig på ens egen tvivlsomme vurdering af flow & sætningsopbygning. Når man er færdig med et afsnit, spørger man somme tider venner til råds, men derudover er det som oftest kun redaktør og enkelte anmeldere der ulejliger sig med kommenterer… Så at blive nomineret til Horrorprisen er et enormt skulderklap. Man/jeg glemmer ofte, at andre faktisk læser hvad jeg skriver. Jeg får en ide, grifler den ned og sender den ud i et tomrum som ikke længere har noget med mig at gøre… Og jeg bliver altid overrasket når det faktisk viser sig, at nogen har gidet pløje sig gennem mine nonrealistiske fabuleringer.
Og at nogen endda kan li hvad jeg har skrevet, er total optur.
Men mest er jeg glad for, at en Horrorpris faktisk eksisterer. Det er en genre der fortjener opmærksomhed og som jeg er glad for, endnu engang, at være en del af.

 

Hvad vil du selv fremhæve ved dit værk, som gør det fortjent til at vinde prisen?

Castra Damnatorum er lidt af en mastodont. Både som selvstændigt værk og en del af Necrodemic-sagaen.
Jeg har gennem tiden fået fæle hug for at gøre for lidt ud af personskildringen og satse på action, men i netop denne bog har jeg primært arbejdet med karakterene og deres udvikling. Gyset er ikke et slam in da face, men en krybende desperation, fra en hverdag i desperate omgivelser, som gør bogen skide uhyggelig.
Her er zombierne til at forstå, men menneskene viser sig at være de virkelige uhyrer.

 

Hvis du ikke må vælge dit eget værk, hvem ville du så stemme på i årets felt?

Jeg må først tilstå at det ærgrer mig lidt, at der ikke er andre romaner på shortlisten. To novellesamlinger, en tegneserie og en illustreret historie, gør det lidt svært at se objektivt på mulighederne. Jeg så gerne, at der primært var store fede, gennemarbejdede voksenromaner i feltet. Når det så er sagt, er valget svært. Jeg er en sucker for fede tegneserier, elsker zombier, har kun hørt en enkelt af Harksens grumme historier og læst et par stykker af Ahn… Alt virker superfedt, så der er frit slag på alle hylder… Og uanset hvem der løber med prisen er det vigtigste, at den overhovedet bliver uddelt.

Besøg Patrick Leis’ hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Castra Damnatorum / Valeta, 2017. – 532 sider, illustreret. – (Necrodemic, 2)
Halloween Helvedet / Calibat, 2017. – 223 sider, illustreret. – (Forstadsgysere)
Necropolis / Valeta, 2016. – 239 sider. – (Necrodemic, 1)
JuleFandens hævn / Calibat, 2016. – 245 sider, illustreret. – (Forstadsgysere)
Udrensning / H. Harksen Productions, 2015. – 160 sider
Kafkalatte / PrintXpress, 2013. – 480 sider.
Hvisken fra dybet / Cadeau, 2013. – 204 sider
Sort vand / Facet, 2012. – 230 sider
Camp 41: Heksehammeren / Facet, 2011-. – 2 bind
Camp 41: Reservatet / Facet, 2011-. – 2 bind
Necropolis / Facet, 2008. – 249 sider, illustreret
Når mørket kommer / Facet, 2007. – 158 sider, illustreret
Psykonauten / Klim, 2007. – 196 sider
Pax immortalis / Facet, eksp. NBC, 2006. – 466 sider
Imitator / Klim, 2005. – 228 sider
Tunnellen : nemesisnoveller / Tellus, 2003. – 143 sider
Requiem / Carlsen, 2003. – 324 sider
De kom fra Blodsumpen 2 / Patrick Leis og Dennis Jügensen. – Tellerup, 2001. – 78 sider, illustreret i farver
Jagtmarken / Tellus, eksp. Nordisk Bog Center, 1998. – 199 sider
Bag masken / Tellus, 1995. – 360 sider

 

Castra Damnatorum (Necrodemic, 2) af Patrick Leis

 

Castra Damnatorum af Patrick LeisNår det gælder danske zombifortællinger, er det ikke til at komme udenom Patrick Leis’ Necrodemic-serie, der nu bliver genudgivet i en revideret udgave på forlaget Valeta. Første bind var Necropolis – de levende døde, der kom i 2016, og nu er så Castra Damnatorum klar.

Castra Damnatorum er en revideret og udvidet udgave af de to bøger Camp 41. I introduktionen fortæller Leis, at der udover det nye omslag også er tilføjet nye illustrationer samt en intro-tegneserie. Desuden er der tilføjet nye afsnit og visse hændelser er blevet korrigeret, så de passer med resten af serien.

At gennemskrive denne mammutserie må have været en kæmpeopgave. Både at holde styr på de mange handlingstråde og personer, men også at sørge for at tidslinjen holder og undgå redundans. Da bøgerne oprindeligt er skrevet over lang tid og udgivet på forskellige forlag, har det også været nødvendigt at give dem et  sprogligt eftersyn. Og for at starte med lidt malurt så er det desværre ikke lykkes helt. Der er stadigvæk en del korrekturfejl, som burde være blevet fanget, og det er en skam.

Handlingen i Castra Damnatorum udspiller sig i flygtningelejren Camp 41 under kommandant Videkamp. Her afventer et par tusind civile, at hæren får nedkæmpet zombierne, så folk kan vende tilbage til deres normale liv. Men zombierne er ikke en almindelig fjende. De kan ikke afskrækkes, og hver gang en soldat eller en civil dør, genopstår de som zombier. Så i stedet for at minimere fjendens antal, maksimeres det støt.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv. Kommandant Videkamp som forsøger at redde lejren med militær disciplin. Pigen Tilde med den talende bjørn hr. Knut, og drengen Bernard der bliver hjulpet ind i lejren af sortbørshandleren Jason.

Nogle af personerne er gengangere fra Necropolis – de levende døde, som romanen tidsmæssigt udspiller sig samtidig med. Mens andre får en betydning i seriens kommende bind. Atter andre bruges til at sætte fart i handlingen, som f.eks. Mugge der tror på survival of the strongest, eller religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne, og selv mener at hun kan udpege og dømme dem. Endelig er der også det mærkelige søskendepar, som tilsyneladende har rødder i sigøjner slægten, og som pludselig dukker op i lejren, uden at nogen ved hvor de kommer fra.

Livet i lejren er dog langt fra problemfrit. Videkamp forsøger efter bedste evne at opretholde ro og orden, men efterhånden som de må modtage flere og flere traumatiserede flygtninge, og det bliver sværere og sværere at få forsyninger igennem, forværres stemningen. Soldaterne begynder at slække på disciplinen, religiøs fordømmelse blusser op og interne stridigheder om mad, plads og alt muligt andet bliver mere voldelige.

Angst og sult flår langsomt civilisationens fine lag fernis af lejrens beboere, og snart er det ikke kun zombierne man er nødt til at frygte.

Castra Damnatorum er skræmmende læsning. Civilisationens sammenbrud er – trods alle vore teknologiske fremskridt – ikke langt væk. Når først selvopholdelsesdriften sparker ind, glemmes let alle humanistiske forestillinger om at hjælpe de svage. Så gælder det overlevelse.

Jeg er som udgangspunkt vild med Patrick Leis serie, men Castra Damnatorum er ikke mit yndlingsbind. Selvom beskrivelserne af de menneskelige sammenbrud hos bl.a. Videkamp og Mai er gode, og man virkelig føler hele lejrens forfald, så synes jeg det næsten bliver for meget, når vi også introduceres for “magi” i form af søskendeparret, ligesom Ann Magrets figur minder mig lidt for meget om Stephen KingsTågen”.

Der er dog ingen tvivl om, at Castra Damnatorum trods mine anker er underholdende læsning. Særligt mod slutningen når handlingen accelerer, sidder man på det yderste af stolen og kan ikke slippe bogen. Her mærker man for alvor Leis’ evne til effektivt at beskrive gru og rædsel, så man får trang til at se sig over skulderen under læsningen.

Jeg vil glæde mig til næste bind i serien Requiem – Fort Ferguson udkommer. Og håber det ikke varer for længe.

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Læs mere om serien på Patrick Leis’ hjemmeside

Om Castra Damnatorum:

Udgivelsesår: 01.12.2017
Forlag: Valeta, 532 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

 

Jeg er Sif af Thomas Clemen

Jeg er Sif af Thomas ClemenVoldtægtsofferet Sif Magnisdóttir er hovedperson i denne nye, spændende og underholdende krimiserie. Hun er færdig med at være offer.

Thomas Clemen debuterede som forfatter i 2012 med Langs smertegrænsen, en spændende actionfyldt thriller om biologiske våben, magtbegær og storpolitik. Tre år efter udgav han den kontrafaktiske Berlin 404, en intelligent thriller der udspiller sig i en verden, hvor Berlinmuren aldrig faldt. Med Jeg er Sif skriver Thomas Clemen for første gang en ren spændingsroman, dog med mytologiske indfald, og også det gør han godt.

For fire år siden blev Sif Magnisdóttir voldtaget, skalperet og efterladt som død. Godt nok blev gerningsmanden, erhvervsmanden og psykopaten Johan Pressler, anholdt og fængslet, men Sif har levet med følgerne siden. Og nu står Pressler for at blive løsladt.

Samtidig med Presslers løsladelse bliver København centrum for en bandekrig, som også rammer byens indbyggere. Krigen tager fokus fra alt andet, så da en af Sifs veninder fra selvhjælpsgruppen for voldtægtsofre findes voldtaget og dræbt, afskriver politiet hurtigt sagen som et æresdrab. Men Sif er overbevist om, at det er Pressler, der står bag. Spørgsmålet er nu, hvem der er hans næste offer.

Jeg var så heldig at få lov til at tale med Thomas Clemen i Krimimessen Horsens stand til Bogforum 2017Jeg er Sif er både spændende og underholdende. Selvom Thomas Clemen ikke eksperimenterer med genrekrydsning så tydeligt denne gang, så leger han stadig med fortællerstemmerne. Vi følger således historien gennem flere øjne og springer mellem jeg-fortælleren Sif over psykopaten Johan Pressler til den traumatiserede krigsveteran Thor. Endelig får vi også politiets vinkel gennem betjenten Juliane Thorup, der kæmper med at blive accepteret i styrken – eller måske snarere med at acceptere sig selv? Og så er der Sifs drømme, som måske hænger sammen med krigsveteranen Thor.

Jeg læste romanen i stort set ét hug, men slutningen måtte jeg lige tage en ekstra gang. Thomas Clemen er ikke rar ved sine personer. Det rokker dog ikke ved, at jeg var vældig underholdt og kun kan anbefale Jeg er Sif til alle, som holder af en gedigen og velskrevet spændingsroman. Det skal nok blive interessant at følge Sif, Thor og Juliane fremover.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Jeg er Sif:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Modtryk, 350 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Sikanias arvinger af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl

Sikanias arvinger af Jeanette Hedengran & Tina SanddahlKrigen mod Koru er vundet, og Destan og Celina er sammen igen, men alt er alligevel ikke lykkeligt her i 3. og afsluttende bind i serien om Mørkets søn: Sikanias arvinger.

Under slaget mod Koru blev Destan såret, og en inhyse fløj bort med ham og efterlod ham langt fra slagmarken. Mod alle odds lykkes det ham her at finde Celina, og sammen søger de tilbage mod Heikan og sikkerheden.

Rejsen er dog langt fra ufarlig. Ikke kun er vintervejret imod dem. Destans sår gør det vanskeligt for dem at komme frem, og oveni kan de heller ikke stole på menneskene, de møder. Flere gange undervejs undslipper de kun med nød og næppe fra fjendtlige soldater og røvere.

Mens Destan er væk fra Heikan, vokser intrigerne imod ham. Rådgiver Kastor har fået vendt Destans moder mod ham og prøver nu at overtage magten i riget. Han ønsker under ingen omstændigheder at opretholde alliancen med hersker Ragn og lysets folk, og snart er alliancen, og alt hvad Destan og Celina har kæmpet for, i alvorlig fare.

Oveni indhentes Destan af sin fortid. Før han mødte Celina, var han ikke bleg for at lave ulykker og løbe fra sit ansvar. Selvom han har fortalt Celina om meget af det, er der dog én ting, han har fortiet. Nu dukker denne gamle hemmelighed op igen og risikere at ødelægge kærligheden mellem Destan og Celina.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet ret bidt af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahls fantasy-serie om Destan og Celina og deres fælles verden Sikania. Dels er her tale om en elementær spændende handling, som hele tiden får én til at læse videre for at finde ud af, hvordan det hele nu ender. Dels har forfatterne skabt en troværdig og fascinerende verden med riget Sikania, der er delt op i lysets og mørkets folk. Også personerne vokser med fortællingen, og vedbliver at udvikle sig og vise nye facetter af deres personlighed, som heldigvis er mere komplekse end bare gode og onde.

Som de tidligere bind er historien i Sikanias arvinger en vellykket blanding af action, kærlighed og et fængslende univers. Det er en historie om kærlighed og mod, og om hvor lang et menneske er villig til at gå, hvad enten det er for kærligheden eller for magten.

Forfatterne skriver godt, sproget flyder let og underholdningsniveauet er højt. Sikanias arvinger er med andre ord et vellykket punktum for en medrivende fantasy-serie for både unge og voksne.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

Om Sikanias arvinger:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Ulven og uglen, 625 sider
Omslag: Breth Design v/Mette Breth

Mørkets søn:

Mørkets søn, 2015
Grænselandet, 2016
Sikanias arvinger, 2017

De 5 nominerede 2017: Lars Ahn

Lars Ahn

Vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse offentliggøres lørdag d. 17. marts på Krimimessen i Horsens. I tiden op til bringer jeg et mini-interview af de fem nominerede.

Denne gang handler det om Lars Ahn, der er nomineret for novellesamlingen Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos.  Ahn er én af Danmarks fineste novelleforfattere efter min mening. Han har skrevet en lang række noveller indenfor de fantastiske genrer, og er repræsenteret i et mindre hav af antologier. Af selvstændige udgivelser er det dog indtil videre kun blevet til to: Månebase Rødhætte og andre SF noveller i 2012 og Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos i 2017

 

Hvad betyder det for dig at være blandt de fem, der er blevet stemt ind på årets shortliste?

Det betyder en hel del, især fordi det er første gang, jeg har haft et værk i eget navn, der kunne nomineres. De andre gange, jeg er blevet nomineret, er det fordi, jeg har haft en novelle med i en antologi. Jeg har ikke været på Krimimessen før, men jeg overvejer at tage turen til Horsens i år, uanset om jeg vinder eller ej.

Hvad vil du selv fremhæve ved dit værk, som gør det fortjent til at vinde prisen?

At den har den suverænt længste titel af de fem nominerede? At det lykkedes mig at få smuglet kultfilmen “Vampyros Lesbos” med ind i titlen? Umiddelbart vil jeg lade det være op til andre, så som juryen, at bedømme, om min novellesamling har gjort sig mere fortjent til at vinde prisen end de øvrige værker. Hvis jeg overhovedet skal nævne noget, så er det, at bogen giver et varieret bud på, hvad moderne dansk horror for voksne læsere er for en størrelse. Jeg synes i hvert fald, jeg når vidt omkring, hvad angår emner, stilarter og fortælleteknikker.

Hvis du ikke må vælge dit eget værk, hvem ville du så stemme på i årets felt?

Jeg må desværre indrømme, at jeg kun har fået læst ét af de fire andre nominerede værker (som også fik min stemme), og jeg synes, det er et lidt for tyndt grundlag at udtale sig på. Men jeg har da bestemt planer om at få dem læst inden Krimimessen.

 

Besøg Lars Ahns hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos (2017)
Månebase Rødhætte og andre SF noveller (2012)

En invasiv art i Efter fødslen – lige under overfladen 12 (2017)
Der hvor hesten ligger begravet i Hvis jeg overlever natten (2016)
Rumkaptajnens kone i Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11 (2016)
Århundredets mand i Som et urværk – lige under overfladen 10 (2015)
Slagtehus 13 i Universets mørke (2015)
De sidste kærester på månen i De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9 (2014)
Tannhäuser Gate i Nær og fjern – lige under overfladen 7 (2013)
Telefon fra afdøde i Pix – nygotiske skæbner (2013)
Donation i Vampyr (2013)
Zoo i Fremmed stjerne – lige under overfladen 6 (2012)
Til deres dages ende i Til deres dages ende (2012)
Blomstervanding i Dystre Danmark 2 (2011)
Langt ude i skoven i Velkommen til dybet (2011)
En helt almindelig død i Den nye koloni – lige under overfladen 5 (2011)
Portræt af en månepige i Ingenmandsland – lige under overfladen 4 (2010)
Mordene på Katrina i Dystre Danmark (2009)
Alien Ghost Ballet i Den hemmelige dal – lige under overfladen 3 (2009)
Afhøring af offer nr. 5 i I overfladen – lige under overfladen 2 (2008)

Varulvens forbandelse af Mette Sejrbo

Varulvens forbandelse af Mette SejrboLow dark mytologisk horror fantasy med lidt paranormal romance, erotik og slikken på ruder.” Sådan beskriver Mette Sejrbo selv sin mytologiske fantasy-serie for voksne. Og det er faktisk lige på kornet

Varulvens forbandelse er anden del i Ulfhedin-sagaen. Første bind hedder Heksens kald, og her blev vi introduceret for Emilie en stille og genert pige, der i løbet af første bog både forelskede sig i HF-kammeraten Jonas, mødte den fascinerende natklub-ejer Sebastian, og fandt ud af, at hun var kaldet som vølve.

Heksens kald sluttede med noget af en cliffhanger. Emilies veninde Maria blev myrdet, og samtidig opdagede Emilie, at Jonas var en varulv – eller hamramme som vølverne kalder dem, og som de har forpligtet sig til at udrydde.

Varulvens forbandelse starter umiddelbart efter. Jonas er fuldstændig ødelagt over Emilies reaktion, og føler ikke at livet er værd at leve. Derudover har han frygtelig dårlig samvittighed overfor sin familie, som nu er nødt til at flytte endnu en gang, fordi han har eksponeret dem for vølverne.

For at gøre ondt værre ser det ud til, at også Jonas lillebror, Andreas, bærer varulvegenet, så midt i flytningen må Jonas sammen med sin onkel Martin tage med Andreas til Norge. Her har Andreas fået kontakt med en gruppe, der ved rigtig meget om varulvenes historie, og Jonas håber på, at de kan give et svar på, hvordan han slipper af med forbandelsen.

Imens prøver Emilie at finde balancen og komme sig over både Marias død og afsløringen af Jonas’ hemmelighed. Som vølve er det hendes pligt at udslette alle varulve, men kan hun se ud over sine følelser for Jonas? For at komme videre sætter Emilie alle kræfter ind på at finde Marias morder, og det fører vølverne i kontakt med en hidtil ukendt kraft – den mørke.

Ligesom i første bind er Varulvens forbandelse en blanding af action, spænding, erotik og masser af spændende detaljer fra den nordiske mytologi tvistet med hekse, varulve og vampyrer. Det lyder måske umiddelbart som et Twilight rip off, men det er det bestemt ikke. Mette Sejrbo giver læseren smæk for skillingen både hvad angår action og erotik, så serien er bestemt for voksne, selvom her også bliver plads til lidt romantik.

Bortset fra min personlige fordom mod en ung, kvindelig hovedperson, der tiltrækker mænd og væsener en masse, så er jeg blevet godt grebet af Ulfhedin-sagaen. Sejrbo skriver flydende og med sans for at fremmane historien nærmest som en film for læserens indre blik. Her i Varulvens forbandelse kommer vi mere ind i Jonas’ historie, hvor Sejrbo åbner for en interessant forbindelse mellem vikingernes bersærkere og varulvemyten. Og ligesom i bind et lader Sejrbo en bombe falde til slut.

Trods mine forbehold før jeg begyndte at læse serien, må jeg sige, at Mette Sejrbo kan sit kram. Ulfhedin-sagaen er underholdende fantasy for voksne, som både er spændende og til tider næsten fik mig til at rødme.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 53)

Om Varulvens forbandelse:

Udgivelsesår: 2016
Serie: Ulfhedin-saga, 2
Forlag: Candied Crime, 470 sider
Omslag: Caroline Kjellberg Juul Mortensen

Besøg også Mette Sejrbos hjemmeside