juni 2018
M T O T F L S
« maj   jul »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Arkivet for juni, 2018

Tidsparken af Christopher Priest

Tidsparken af Christopher PriestTidsrejser, samfundskritik og overførsel af bevidsthed er blandt temaerne i Christopher Priests novellesamling Tidsparken. Udgivelsen hører til Science Fiction Cirklens serie ‘Internationale topnavne’, og et kig på Priests forfatterskab afslører da også, at han har modtaget et hav af priser samt endnu flere nomineringer.

Nærværende samling indeholder et udvalg af Priests noveller udgivet fra 1971 (”Hukommelse og straf”) til 2009 (”Futouristic.co.uk”), samt et uddybende efterord af Niels Dalgaard der sætter forfatterskabet i perspektiv.

Bagsideteksten afslører, at Priest tilhører den nye bølge indenfor britisk science fiction, og altså ikke er så teknologisk fascineret men har en mere humanistisk tilgang til genren. Når han f.eks. i ”Hukommelse og straf” skriver om en politisk fange, der får overført sin bevidsthed til en computer for at få ‘korrigeret sin opførelse’, er det derfor ikke teknologien, der er interessant, men fangens reaktioner og opførsel på korrektionen.

Helt uden teknik og videnskab er novellen ”En nøgen kvinde” fra 1974. Novellen udspiller sig i et samfund, hvor der er langt flere mænd end kvinder, og hvor kvindens rettigheder afhænger 100% af hendes moralske opførsel – hvis standard naturligvis er blevet defineret af mænd. Hovedpersonen har været sin mand utro, og som straf skal hun være nøgen, hver gang hun bevæger sig ud i samfundet. Oven i købet er det tilladt for mænd at voldtage hende, men ikke at hjælpe hende, så længe hun er nøgen. Novellen er stærk samfundskritisk men – desværre – stadig aktuel, for mens jeg skriver denne anmeldelse, kører #metoo kampagnen på de sociale medier.

Selv i novellen ”Tidsparken” hvor rejser i tid ikke blot er muligt, men bruges så folkeligt som til søndagsudflugter, er det hverken tidsparadokser eller hvordan det er teknisk muligt, Priest beskæftiger sig med. I stedet er fokus på, hvad tiden gør ved hovedpersonen – hvordan tiden ændrer vores identitet. Oveni laver Priest i denne novelle en periodekrølle. For selvom man kan sende rumskibe af sted, kører man i f.eks. i hestevogne og hovedpersonens nutid beskrives i det hele taget meget victoriansk.

Jeg er en doven læser, og det er desværre ikke særlig tit, jeg læser ikke-oversat science fiction. Derfor er jeg glad for Science Fiction Cirklens serie med udgivelser af internationale forfattere, vi ellers ikke ser på dansk. Christopher Priest er således et spændende bekendtskab, og flere af novellerne greb mig straks. Alligevel må jeg nok indrømme, at enkelte af novellerne var lidt for æteriske efter min smag og blev først forståelige, efter at jeg havde læst Niels Dalgaards efterord, som sætter dem i kontekst med genrens temaer og problematikker. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det kan være en ‘show stopper’, hvis man ikke er forberedt.

Hvis man er til science fiction med fokus på science er Christopher Priest ikke manden. Er man til gengæld til udforskning af menneskelig identitet, politiske problemstillinger og tid som tema, så er han et rigtig interessant bud. For mig har Tidsparken i hvert fald været en spændende tur ind i et anderledes, men fascinerende forfatterskab, jeg gerne vil udforske nærmere.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Tidsparken:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 259 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen

 

Djævelens værk af Lotte Petri

Djævelens værk af Lotte PetriMetrobyggeriet i København er i fuld gang. For at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel skal 1000 skeletter fra Assistens Kirkegård flyttes. Retsantropolog Josefine Jespersen leder gravrydningen, mens hun samtidig studerer knoglerne fra ligene til et forskningsprojekt om folkesundheden i 1800-tallet for at dokumentere sygdommenes fysiske tegn i knoglerne, før de genbegraves.

En aften bliver arkæologen Rita, der også arbejder på projektet, brutalt dræbt. Josefine finder hendes lemlæstede lig i en grav, og politiet, med vicepolitiinstpektør Xander Damgaard i spidsen, sætter straks en eftersøgning i gang. Men sporene er få, og fundet af et indridset kors i arkæologens kranie øger kun forvirringen.

Så myrdes endnu en person. Denne gang en yngre kvinde som findes død foran den katolske præst Dominics gadedør. Også her er liget mærket med et ridset kors. Og mordet er desværre ikke det sidste.

Djævelens værk af Lotte Petri er første bind i en ny serie  med retsantropologen Josefine Jespersen i hovedrollen. Ligesom i de tidligere bøger hvor forskeren Selma Eliassen med veninden Lisa Brodersen var omdrejningspunkt, mikser Lotte Petri her i den nye serie et godt krimiplot med en spændende indføring i et videnskabeligt univers. Denne gang retsantropologi – og eksorcisme!

Jeg er ret vild med videnskabskrimier for deres blanding af fiction og fakta, en kombination som Lotte Petri rammer 100% plet med her i Djævelens værk. For mig er det næsten ligeså spændende at læse om retsantropologens arbejde – og ikke mindst de forbløffende detaljer om danske eksorcismer! – som at følge selve plottet og forsøge at løse gåderne. Det mærkes tydeligt, at forfatteren har lavet en grundig research, men samtidig flettes de mange tekniske detaljer nærmest umærkeligt ind i fortællingen, så man som læser aldrig får fornemmelsen af, at “nu har jeg fundet ud af det her, så skal det med vold og magt med i romanen!”

Derudover er Lotte Petri god til at skabe interessante personer, som giver læseren lyst til at følge dem videre. Det er også lykkes godt her med Josefine og Xander, der begge fremstår autentiske.

Det er altid svært at få et seriemorderplot i Danmark til at virke troværdigt, fordi vi er sådan et fredeligt lille land. Ikke desto mindre er Djævelens værk djævelsk underholdende, og idéen med at lade det hele starte med opgravningen af de 1000 lig (som faktisk virkelig skete) er fint fundet på. Jeg er i hvert fald blevet fanget ind og er klar på næste bind!

Besøg Lotte Petris hjemmeside

Om Djævelens værk:

Udgivelsesår: 20.03.2017
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 284 sider
Omslag: Silvana Nikolic

Se et kort interview med Lotte Petri om Djævelens værkKrimimessen i 2017

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Gæld til djævelen af Lisa Hågensen
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle Schmidt

Afkroge af Helene Hindberg

Afkroge af Helene HindbergEt gammelt hotel med sære gange, et lasergame der løber løbsk, religiøse sekter og kosmisk terror er blot nogle af ingredienserne i Helene Hindbergs Afkroge.

Helene Hindberg har tidligere fået udgivet en række noveller i forskellige antologier. Et par af dem er genoptrykt her i Afkroge, som er hendes første selvstændige udgivelse.

Novellerne spænder, som antydet, indholdsmæssigt bredt, men de sidste fire noveller er dog en slags cyklus med den religiøse sekt Vandets børn som omdrejningspunkt: ‘En vesterhavs fortælling’, ‘Vandets Børn’, ‘Hvad skal barnet hedde’ og ‘Graffiti’. Den svageste af disse er ‘Hvad skal barnet hedde’, mest fordi den minder mig lidt for meget om Rosemarys Baby. Alle fire noveller er dog underholdende, og det er godt fundet på at koble en vestjysk sekt til Cthulhu-mytologien.

Samlingen indledes med novellen ‘Grænsen’. Melinda bor med sine forældre og deres au pair i en patriciervilla med skel op til skoven. Faren arbejder meget, og moren går op i kost og motion. Melinda nyder at ‘gemme sig’ i havens nederste del, hvor det næsten føles som en skov, og så snyder hun sig til at købe usundt slik, som et lille oprør mod forældrenes sundhedshysteri. En aften skal faren arbejde sent, og moren mødes med nogle veninder til drinks. Melinda kan dog sagtens være alene hjemme. Men da mørket falder på, ændrer haven karakter, og Melinda ser pludselig en verden udenfor forældrenes perfekte glansbillede.

En af mine favoritnoveller er ‘Der er så dejligt ude på landet’. Her kommer en mand til sig selv på en hed sommerdag. Han står i vejkanten ved siden af sin bil og husker intet som helst. Hans forvirring bliver kun større, da en bekendt stopper op og følger ham hjem. Tilsyneladende kender manden godt Anders, som han kalder ham, og det er åbenbart ikke usædvanligt, at Anders får disse blackouts. Værre bliver det dog, da Anders’ mor bliver nødt til at hjælpe ham med indholdet af bagagerummet … Hindberg beskriver Anders’ forvirring og langsomme opvågnen dybt troværdigt, og novellen gør ikke noget godt for mit forhold til fluer!

I ‘Tilbygninger’ er fortælleren Troja et af 12 børn, som bor med sine overlevende søskende og sine forældre i et hus, hvor faren konstant har lavet tilbygninger til for at få plads til hele familien. Nu er de dog nødt til at flytte. I sidste øjeblik går Troja ind for at hente nogle ting, hun har glemt, men det er, som om huset ændrer sig, og pludselig er hun faret vild. Slutningen føles desværre lidt letkøbt, eller også forstod jeg den ikke helt. Men igen er novellens atmosfære helt i top.

‘Astrid’ trækker tråde til de gamle danske folkesagn, selvom den umiddelbart udspiller sig som en moderne kærlighedshistorie i storbyens favn. Her forelsker fortælleren sig inderligt i pigen Astrid, som han møder til et bryllup. Men hvor godt kender man egentligt nogen som helst?

‘Jeg kommer snart igen’ har en herlig dobbelttydig titel. Novellen handler om kvinden, der er vild med sex, og som begynder at fantasere mere og mere blodigt om pikke. Efter en god opbygning bliver slutningen dog lidt underlig uforløst (no pun intended), og jeg sad en smule forvirret tilbage.

‘Værelset på sjette’ er endnu en favorit. Her gør fortælleren rent på et stort hotel, men en dag har hun en meget mærkelig oplevelse, da hun skal rydde op i nogle værelser i den gamle afdeling af hotellet. Novellen fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle ‘1408’, om et hjemsøgt hotelværelse hvor de  fysiske love træder ud af kraft, og virkeligheden pludselig ændrer perspektiv. Samme fornemmelse af en flimrende, usigelig virkelighed på kanten af vores fremmaner Hindberg her.

I den korte novelle ‘Tog’ har renlighed og præcision stor betydning.

Også ‘Stilhedens stemme’ er en favorit. Her har fortælleren booket et særligt lydrum til nogle optagelser, men rummet viser sig at indeholde noget uventet. Atmosfæren i novellen giver mindelser til H. P. Lovecraft, og slutningen holder.

Endelig skal også nævnes ‘Legen’ om to brødre, der spiller lasergame. Den yngste er træt af, at han altid skal stå på vagt i baggrunden, men så en dag går noget helt galt under spillet…

Afkroge indeholder 13 noveller (omend indholdsfortegnelsen kun lister 12), og generelt var jeg godt underholdt. Helene Hindberg er en stemningsfuld fortæller, og historierne står tydeligt under læsningen. Forsiden af Lars Kramhøft skal også nævnes for sit dystre og fængslende udtryk.

Skal jeg komme med en anke, afsluttes nogle af novellerne lidt for abrupt efter min smag, og efterlader mig i vildrede om jeg nu har forstået historien. Heldigvis er det kun et fåtal, så overordnet set er Afkroge en fin debut, især hvis du holder af Lovecraftian horror.

Indhold:

Grænsen
Der er så dejligt ude på landet
Tilbygninger
Astrid (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Jeg kommer snart igen
Værelset på sjette
Tog
Stilhedens stemme
Legen
En vesthavsfortælling (tidligere trykt i Fra skyggerne)
Vandets Børn (tidligere trykt i Lyden af vanvid)
Hvad skal barnet hedde? (tidligere trykt i Grufulde mørke)
Graffiti

Om Afkroge:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 235 sider
Omslag: Lars Kramhøft

 

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

Dæmonens bagdør af Nils HoffmannTopunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse

I 2064 står Akademiet, en kunstig superintelligens der angiveligt sørger for sikkerheden på jorden, overfor et angreb. En virus spreder sig både blandt menneskene og på nettet, og hvis ikke virussen stoppes, er jordens fremtid dyster.

Alt det ved Martin Møller, en freelance programmør som arbejder på en open source kunstig intelligens, ikke noget om. Han er ved at planlægge sin 40-års fødselsdag om et par uger, da hans personlige assistent – den virtuelle ‘bot’ Meyer – går ned. Uden bot kan han ikke arbejde, så i stedet for selv at kode en ny, som han gjorde med Meyer, bestiller han en standard AIWare. Til sin store overraskelse får han i stedet for gravhunden Sokrates, der viser sig at have langt større evner, end den burde have.

De evner får Martin brug for, da hans kæreste Maria kommer i problemer. Hun skylder penge til den russiske mafia, som kidnapper hendes datter for at tvinge hende til at betale. Martin gør sit bedste for at hjælpe, men pludselig er de på flugt med den russiske mafia i hælene.

Oveni bliver Martin også involveret i et opgør med den japanske organisation Yakuzaen. Et højtstående medlem er blevet myrdet, men når kort før sin død at give sin søn en kryptisk besked om en Dæmon, der skal udslettes.  Men hvad er det for en dæmon? Har Akademiet noget med det at gøre? Og hvor kommer Sokrates egentlig fra?

Dette korte referat er langt fra fyldestgørende for handlingen i Dæmonens bagdør, som er topunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse. Handlingen lyder umiddelbart kompliceret, og jeg må indrømme, at da jeg først hørte om plottet, var jeg lidt overvældet af de mange handlingstråde.

Men – Nils Hoffmann har styr på ‘sit shit’, og trods de mange sideplots føltes historien aldrig overfyldt. Hoffmann styrer fortællingen stramt, med både humor og spænding, og som læser glider man lige ind i universet.

Jeg var også på forhånd lidt nervøs for science-delen, for selvom jeg holder meget af at læse science fiction, har jeg ikke spor forstand på kunstig intelligens eller teknologi i det hele taget. Også den bekymring røg dog hurtig i skammekrogen. Efter få sider faldt fagtermerne naturligt ind i fortællingen, hvis fremtidsscenarium virker fuldt troværdig for denne læser.

Sprogligt synes jeg også, at Dæmonens bagdør holder. Hoffmann er ikke en fintunet sprogækvilibrist, men skriver actionfyldt og letforståeligt, samtidig med at han formår at skabe nogle overbevisende scenarier. Og så er jeg vild med den humoristiske undertone, som ind i mellem titter frem, særligt når gravhunden Sokrates med smag for dansktop-sange er på færde.

“Et stort bibliotek af filmklip ordnet på marmorreoler tonede frem foran ham. Han kom i tanke om at han stadig ikke havde nogen personlig assistent. “Tastatur!” Et gammeldags tastatur voksede frem foran ham. Uden en assistent var det nemmere at lave en tekstsøgning. Han var i gang med at taste da han hørte lyden af hundepoter mod et marmorgulv!
‘Hvad sker der, Mester?’ Sokrates gik og snuste til filmene på den nederste hylde.
‘Hvad fanden!’
‘Nej, Sokrates er navnet, Mester.’
‘Jamen, du er jo slettet!’
‘Jeg er tilbage fra den virtuelle hundehimmel. Bye, bye, recycle bin. Himmelhunden glammer. Jeg kysser himlen farvel og vender hjem.’
Martin grinede. ‘Du er det mest stædige stykke software jeg har mødt. Men siden du er her kan du finde filmen Cheerleader Maria! Jeg har selv optaget den.’
‘Video, video!’ bjæffede Sokrates kort og mindre end et sekund senere dukkede en virtuel skærm op foran Martin.” (s. 62-63)

Til slut vil jeg også fremhæve Tatiana Goldbergs illustrationer. Hvert af de fire overordnede kapitler indledes af en illustration, som passer perfekt til bogens stemning. Illustrationerne er også blevet til den bogtrailer, der kan ses herunder.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg meget begejstret for Dæmonens bagdør, og kan kun anbefale den. Lad dig ikke afskrække af de umiddelbart mange handlingstråde eller de tekniske fagtermer, for så snart du begynder læsningen, starter underholdningen og alle bekymringer er spildte. Og selvom romanen har en slutning, håber jeg på, at Dæmonens bagdør ikke bliver den eneste fortælling om Martin Møller og Sokrates!

Tak til forlaget Spitzen som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside

Om Dæmonens bagdør:

Udgivelsesår: marts 2018
Forlag: Spitzen Publish, 524 sider
Omslag: Tatiana Goldberg


Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Ad Nauseam af Daniel Henriksen

Ad Nauseam af Daniel HenriksenSlår man ordene Ad Nauseam op i Wikipedia får man følgende forklaring: et latinsk udtryk, der betyder noget i retning af “til overflod”, “til kvalmegrænsen”, “til ækelhed”. Jeg vil dog betegne Ad Nauseam som perfekt underholdning.

Ad Nauseam er en selvstændig fortsættelse til Daniel Henriksens roman fra 2016 In Absentia. Her fulgte vi fortælleren, der af forskellige grunde tog på et morderisk hævntogt og endte med at komme i karambolage med et internationalt forbryderkartel.

I Ad Nauseam er han ved at komme sig over sine kvæstelser på hospitalet. Hverken kæresten Stine eller politiet er klar over fortællerens rolle i sidste bind. De tror, at han var et uskyldigt offer som uheldigvis faldt i kartellets kløer. Men han ved bedre – ikke mindst fordi genfærdet af Tyven stadig følger ham.

Så kort efter udskrivelsen tager fortælleren af sted for at få bundet de sidste knuder, dvs. begrave tyvens lig og hente pengene han har taget fra kartellet. Men naturligvis går det ikke så let som planlagt. Pludselig befinder han sig sulten, kvæstet og alene, spærret inde i en kælder, som det ikke er meningen han skal ud af igen.

“Og så er der tyven.
Han holder til under min seng. Det er som om han gemmer sig. Måske er han flov over sig selv. Nogle gange hiver han sig op ved sengehesten, hvorefter han står ved siden af sengen og stirrer med sit ene øje. Og skælver som om han fryser.
Jeg er den eneste der kan se ham. Han kommer og går som det passer ham. Det er ret nervepirrende – og forbandet ubelejligt – men det er ikke noget jeg kan styre. Han forfølger mig, fordi jeg slog ham ihjel. Han venter på at blive begravet, så han kan få ro. Måske er han i virkeligheden bare et produkt af min dårlige samvittighed?

Han siger ikke noget længere, men udstøder kun sjove nasale, dyriske lyde. Det er alt han kan præstere, fordi underkæben hænger slapt og spastisk mod halsen og fordi tungen ligner en tør død skovsnegl. Han bevæger sig sjældent, og når han gør, er det kun rundt om min seng, mens han støtter sig til den, og kun ganske langsomt og stift, som en gigtplaget, gammel mand, hvor hver bevægelse udtrykker en helt ny smerteoplevelse. Hvis det ikke så så sørgeligt ud, ville jeg drille ham og forsøge at peppe ham op, men jeg tror han er udenfor komisk rækkevidde.” (s. 17)

Jeg kan rigtig godt lide Daniel Henriksens kulsorte humor. Her flyder blodet, mens historien spæner af sted, og læseren sidder og klukker. Plottet er måske ikke nyskabende, men det er dæleme underholdende, og det føles, som om Henriksen har haft en fest, mens han skrev bogen. Den gejst afspejles tydeligt i historien. Så skidt med, at logikken ikke sidder i højsædet hele vejen.

Dog har jeg én anke – korrekturen. Allerede på første side er den gal: “Der er et mindre bord overfor sengen. De hører et par stole til”; og et par sider senere: “Og dens iskolde granulat flyde i mine årer.” Det er ikke fordi, der overordnet set er mange fejl i bogen, men der må altså ikke grine korrektursmuttere på første side. Det er for ærgerligt.

Heldigvis er det ikke nok til at ødelægge den overordnede set herligt splattede og totalt vanvittige historie, som Henriksen disker op med, og som lektørudtalelsen beskriver som en:

Fræk og fandenivoldsk spændingsbog med en god del satire, fyldt med grotesk vold og platheder i lange baner og, skal lige nævnes, sjovt nok også hjertevarm og eftertænksom sine steder.”

Tak til forlaget Valeta som har sponseret læseeksemplaret

Om Ad Nauseam:

Udgivelsesår: 01.05.2018
Forlag: Valeta, 255 sider

Læs også:

In Absentia af Daniel Henriksen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dybt dedikerede Dexter af Jeff Lindsay
Dead World af Bo Sejer