september 2018
M T O T F L S
« aug   okt »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Arkivet for september, 2018

De dødes tid af Thomas Helle

De dødes tid af Thomas HelleEn ukendt virus hærger Europa. Symptomerne minder om influenza, men feberen er kun det indledende stadie. De smittede er dødsdømte, men kan ikke engang regne med den evige hvile som afslutning. For virussen får de døde til at genopstå – med en umættelig trang til menneskekød.

Jeg elsker zombier. Jeg ved godt, at nogen synes, at zombien er et kedeligt bekendtskab, fordi der kun er X antal måder, man kan beskrive samfundets undergang for zombiehånd på. Men jeg er ikke enig. Jeg lader mig stadigvæk forføre og underholde af gode zombiefortællinger, og Thomas Helles debutroman De dødes tid hører til i den kategori.

Vi følger en række forskellige personer før, under og efter zombiernes ankomst. En gennemtestet og vellykket formel til at beskrive det fysiske og psykiske kaos samfundet rammes af, når samfundet falder fra hinanden. Sideløbende hører vi, hvordan virusset opstod og om planen bag den, og sidstnævnte er en af de ting, der adskiller De dødes tid fra flertallet af zombiefortællinger.

Chris Jensen underviser i Oldtidskundskab, da han pludselig får brug for sine erfaringer fra sin tid i frømandskorpset. Reservelæge June Holten arbejder i døgndrift på hospitalet for at finde en kur mod den nye virus. Præsten Finn Andersen havde opgivet alt, men må atter se sig selv i rollen som hyrde for en flok. Playboyen Patrick må modvilligt erkende, at de uforpligtende dage som trussetyv er forbi. Og pigen Mathilde pakker sin bamse i en rygsæk og tager ud for at finde en voksen, da moren bliver spist af naboen.

Efterhånden som begivenhederne udspiller sig, finder denne umage flok hinanden i deres forsøg på at overleve og måske endda leve i en ny og dødbringende verden.

Jeg er overbevist om, at Thomas Helle er stor fan af Stephen King og i særdeleshed af hans mammutroman The Stand. I hvert fald er dele af De dødes tid en tydelig homage hertil, bl.a. brugen af Yeates digt “The Second Coming”, men også persongalleriet bringer mindelser til gyserkongen. Det gør dog ikke romanen til en ligegyldig efterligning, for selvom elementer af historien måske nok er set før, så giver Thomas Helle fortællingen sit eget twist. Og så fortæller han simpelthen så energisk og underholdende, at jeg stort set ikke lagde bogen fra mig før sidste kapitel var læst.

Skal jeg være lidt kritisk, stod visse dele af fortællingen dog en smule uforløst, da jeg lukkede bogen. F.eks. tager bogens indledende kapitel os med til Haiti i 1969, men jeg synes ikke, at begivenhederne her følges til dørs i romanen. Ligeledes kommer det ikke til at stå helt klart for mig, hvad direktørens mål er, og heller ikke hvad kuffertens indhold betyder. Men på trods af disse par flagrende tråde så er helhedsindtrykket stadig en vellykket og underholdende debut.

Min eneste rigtige anke er, at jeg faldt over nogle trælse korrekturfejl. Det er en af de ting, der fanger mit øje, også selvom jeg godt ved, at mange overhovedet ikke ænser det. Men når der allerede på bogens første side, griner en slåfejl til mig, ærgrer det mig, og jeg kan slet ikke lade være med at lede efter flere.

Dette lidt sure opstød skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over De dødes tid, som overordnet set er en både flot og gennemarbejdet udgivelse. Så er du også til zombier, får du hele pakken her: action, følelser, splatter og ikke mindst en dramatisk historie med troværdige personer i en grum, grum verden. Jeg kan derfor kun sige: læs den.

Uddrag af De dødes tid

Den hvide kittel var sølet ind i blod, og det bølgende hår glinsede rødt og fedtet. 

“Michael, hvad er det sket?” udbrød June.

Overlæge Michael Romer ænsede hende tilsyneladende ikke og havde fronten vendt mod hendes kollega, mens han snerrende trådte nærmere.

Vicky lagde hænderne for munden i et forsøg på at undertrykke sit skrig, da hun så ind i de sorte øjne og lagde mærke til blodet omkring overlægens mund. Med ét var Romer over hende og væltede hende om på gulvet. Vicky skreg og forsøgte at værge for sig, men uden held.

“Hold op!” skreg June og forsøgte at hive overlægen væk. Han reagerede ikke og var for tung til, at June kunne løfte ham væk. Romer snappede efter Vickys ansigt, men June trak ham bagud, så det ikke lykkedes. Vicky holdt afværgende en arm op, så Romer bed sig straks fast i den, og smerten hørtes skingert og forfærdet i Vickys skrig. Som et dyr ruskede han armen, mens Vicky skreg.

June lagde alle kræfter i og forsøgte at trække Romer væk, men mistede sit greb i den blodige kittel og væltede bagover. Hun kom hurtigt på benene og så sig omkring. Taburetten ved mikroskopet var væltet, og hun fik fat i dens ben. Den var overraskende tung, så hun måtte lægge alle kræfter i, da hun svang den. Til gengæld ramte den meget hårdere, end hun havde regnet med. Den knasende lyd af Romers hjerneskal, der flækkede, da sædet ramte ham, gav genlyd i hele laboratoriet. June mærkede en lammende skræk, da hun så den livløse krop, og det gik op for hende, hvad hun havde gjort. Hun havde lige taget livet af sin chef. (s. 87-88)

Tak til Forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om De dødes tid:

Udgivelsesår: 14.09.2018
Forlag: Forlaget Facet, 463 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Død verden af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
The Walking Dead af Robert Kirkman
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Pandaemonium af A. Silvestri

Vampyrjægernes klub (R.I.P. 1) af Lasse Bo Andersen

Vampyrjægernes klub af Lasse Bo AndersenEn gammel dagbog. En begravet vampyr. En sommerferie der pludselig udvikler sig alt andet end kedeligt…

Rasmus bor alene med sin mor i den lille by Krejlby. Her sker aldrig noget, og da hans bedste ven, Viggo, ovenikøbet tager på ferie med sine forældre og efterlader Rasmus alene, er han overbevist om, at det bliver den værste sommerferie EVER! Den frygt forøges, da hans mor fortæller, at de skal have Rasmus’ fætter Philip på besøg, for Philip er en arrogant blæremås, der synes Krejlby er et dødssygt sted at bo.

Men da drengene hører om et omfattende hærværk på den lokale kirkegård og beslutter sig for at efterforske sagen på egen hånd, begynder der at ske ting og sager. Ikke mindst da de støder ind i nabopigen Isabella, som kan fortælle dem et og andet om byens historie. En gammel dagbog beretter nemlig, at der ligger en vampyr begravet i Krejlby. Og Isabella er overbevist om, at hærværket på kirkegården hænger sammen med vampyren.

Vampyrjægernes klub er første del i den nye trilogi R.I.P. af Lasse Bo Andersen. Serien er rettet mod de +9 årige, og jeg må sige, at historien tegner rigtig godt.

Indledningsvis får vi et smugkig i den føromtalte dagbog fra 1858, som straks fra start af slår en uhyggelig stemning an. I nutiden møder vi så Rasmus, Isabella og Philip, og introduceres også for den mystiske romadreng, Bozidar, der pludselig dukker op i Krejlby. Der lægges med andre ord an til både spænding og uhygge i plottet, som helt sikkert vil fange de unge læseres opmærksomhed.

LBA skriver et letforståeligt sprog, ligesom historien er opdelt i overkommelige kapitler for de lidt mindre øvede læsere. Det læsevenlige format gør dog ikke underholdningsværdien mindre, og selvom jeg er voksen, har jeg såmænd også fået ‘blod på tanden’ efter at læse de følgende bind.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Vampyrjægernes klub:

Udgivelsesår: 27.09.2018
Forlag: Tekst & Tegning, 80 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Program for Skrækfest 2018

 

Sidste år deltog jeg med stor fornøjelse i Odense Zombiefestival, hvor jeg både fik set film, hørt foredrag og deltog i receptionen for Martin Schjönning og Tom Kristensens Kværnen. I år gentager og udvider Odense bibliotekerne arrangementet og introducerer Skrækfest for både små og store.

Og selvfølgelig skal jeg med igen!

Program for Skrækfest 2018 (udvalgte programpunkter)

Mathias ClasenTirsdag d. 25. september

kl. 19.00
Videnskaben bag skræk og rædsel, foredrag med horror-forsker Mathias Clasen fra Aarhus Universitet (Musikbiblioteket)

 


 

Onsdag d. 26. september

kl. 19.00
Henrik Sandbeck Harksen fortæller om H. P. Lovecrafts forfatterskab og hardcore videnskabssyn. Et syn, som danner grundlaget for hans koncept om kosmisk indifferentisme, og ultimativt det vi i dag kender som Cthulhu Mythos (Tarup bibliotek)

kl. 19.00
Den italienske journalist Davide Rota fortæller om den genredefinerende italienske horrorinstruktør Dario Argento og synthrock-gruppen Goblin, der er berømte for deres horror-soundtracks. Aftenen sluttes af med visning af en af Argento allerbedste film (Musikbiblioteket)

 


 

Torsdag d. 27. september

kl. 18.00
Planet Pulp præsenterer to legendariske science fiction-skrækfilm. I rummet kan ingen, som bekendt, høre dig skrige, og det viser vi to fremragende eksempler på, instrueret af henholdsvis Paul W. S. Anderson og Ridley Scott. Introduktion ved Planet Pulp-redaktør, forfatter og mediebibliotekar Jacob Krogsøe (Musikbiblioteket)

 


 

Fredag d. 28. september

kl. 16
DJ Karlheinz Baustelle skaber gyselige stemninger i løbet af dagen med musik fra horrorfilm (Musikbiblioteket)

kl. 16.30
Mød gyserforfatter Anne-Marie Vedsø Olesen og oversætter Jakob Levinsen og deltag i det fynske horror-forlag H. Harksen Productions forfatter-reception, som lancerer nye udgivelser, indenfor dansk skræk og gotik (Musikbiblioteket)

kl. 20.30
Nordisk Film præsenterer: The Exorcist (directors cut), vises på stort lærred (Nordisk Films Biografer)

 


 

Lørdag d. 29. september

kl. 10 –
Vandreture i den frygtede Haunted Park Maze i kælderdybet (Borgernes Hus)

kl. 10 –
Skrækmarked – Stueetagen i Borgenes Hus danner rammen om en grum markedsplads med horror-bøger og merchandise fra skrækfilm, hvor man også kan møde lokale foreninger og eventmagere (Borgernes Hus)

kl. 12
Humans vs. Zombies – Rollespil. Gør dig klar til en spændende leg med små missioner for menneskene og fangeleg for zombierne (Kongens Have)

Kl. 18.00 –
VR gamezone – Tør du træde ind i en verden af højteknologisk Virtual Reality-horror med skræk og rædsel (Musikbiblioteket)

kl. 19.30
Dødsmetal koncerter med Arsenic Addict og Terrorpy (Musikbiblioteket)

kl. 22.00
Japanske skræk og horrorfilm. Lad dig skræmme fra vid og sans, hele natten, når vi viser nogle af de største og mest skræmmende gysere fra Japan. Eksperter fra AIOdense, Odenses forening for moderne japansk kultur, introducerer nattens film (Musikbiblioteket)

 

Se hele programmet her

 

Skrækfest 2018

Menneskekød af Nick Clausen

Menneskekød af Nick ClausenEn skitur bliver udskiftet med ferie hos en gammel farfar. Desværre bliver det ikke en kedelig uge…

Anne og hendes lillebror Hugo får aflyst deres skiferie, da deres far forstuver foden. Som kompensation sender han dem på ferie hos farfaren i Nordjylland. De har godt nok ikke set ham i flere år, men Anne husker ham med varme.

Det starter dog ikke så godt. Togturen er lang, kedelig og forsinket pga. sneen, og da de endelig når frem til Terstved Station, er farfaren der ikke for at hente dem. De ender med at blive kørt hjem til ham af en ung mand, Martin, der godt kender farfaren, gamle Frede som han bliver kaldt.

Anne er nervøs for, om farfaren er kommet til skade, siden han ikke dukkede op på stationen, men sandheden er langt mere kompliceret og skræmmende. Hvorfor lader farfaren døre og vinduer stå åbne i den koldeste vinter i mands minde? Hvorfor taler ingen om, hvordan Anne og Hugos farmor egentlig døde?  Og er der noget sandt i de rygter, der går om farfaren i landsbyen?

Menneskekød fortælles som en dokumentarisk beretning over en række hændelser, der udspillede sig i Terstved under en streng isvinter. Nick Clausen kalder bogen for en slags puslespil, hvor læseren selv må stykke brikkerne sammen undervejs. Den følelse understreges af formatet, idet historien fortælles via forskellige kilder lige fra blogindlæg på Annes blog, over mails mellem Martin og hans far, til sms’er og transskriptioner af telefonsamtaler. Andre forfattere (bl.a. Bram Stoker og Stephen King) har benyttet sig af samme teknik, der tilfører historien en helt særlig autentisk stemning.

Nick Clausen gennemfører den dokumentariske vinkel 100%, idet intet af Menneskekød fortælles af andet end kilderne. Her er ingen forfatterstemme ind over til at tolke personernes handlinger eller spekulere over begivenhederne. Det er helt op til læseren – og det virker.

Menneskekød er underholdende, uhyggelig og rammer sin unge målgruppe lige i solar plexus. Den flotte forside af Mette Breth fanger den dystre og kuldslåede stemning i romanen, og sætter læseren i den rette stemning helt fra start. Måske er der ikke så mange overraskelser for en garvet voksen horrorfan, men det er også ligegyldigt, for målgruppen er unge. Og jeg var nu godt underholdt alligevel.

Nick Clausen er en utrolig produktiv forfatter, og alligevel bliver jeg sjældent skuffet, når jeg læser ham. Det blev jeg heller ikke her, og med Menneskekød føjer han endnu en vellykket ungdomsgyser til sit CV.

Læs mere om hvilke overvejelser Nick Clausen havde under arbejdet med romanen

Tak til forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om Menneskekød:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Forlaget Facet, 151 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Let bytte af Carina Evytt
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Carrie af Stephen King
Ravenous (film)
Hundene af Allan Stratton
Dracula af Bram Stoker

Læs mere om wendigo og Swift Runner på Wikipedia

Love City af David og Stephan Garmark

Love City af David og Stephan GarmarkLove City er kælenavnet for ferieparadisøen St. John i det tidligere Dansk Vestindien. Men der er ikke meget kærlighed at finde nu. En dødbringende epidemi hærger, og øerne er i forvejen stort set smadrede efter to voldsomme orkaner. Et dansk nødhjælpsteam er på vej for at hjælpe øens nødstedte beboere. Spørgsmålet er, om det er muligt …

Brødrene David og Stephan Garmark er tilbage med endnu en frygtelig og fascinerende roman. Denne gang tager de læseren med ud over Danmarks grænser til De Vestindiske Øer, der tidligere hørte under Danmark. Allerførst er vi dog en tur i Afrika i 1751, hvor en ekspedition under en dansker ved navn Wilhelm Kramer, strider sig vej gennem junglen. Kramer forsøger at finde Ewe-folket, eller mere præcist deres heksedoktor.

Så springer vi til nutiden, hvor St. Thomas er blevet invaderet af den karismatiske revolutionær King Malcolm, der ønsker at løsrive øerne fra USA. Han tillader dog internationale nødhjælpsorganisationer at komme i land på øerne, og på St. John, hvor en alvorlig epidemi raser, er der for alvor brug for hjælpen. Hertil ankommer Samantha “Sam” Fisker som en del af et hold fra European Crisis Aid under beskyttelse af et privat vagtværn, der ledes af Danny Stoker.

Kapløbet om at finde en kur mod sygdommen synes dog håbløst. Indtil videre er det kun lykkes lægerne at konstatere, at selvom alle symptomerne ligner malaria, så er det ikke malarie. For at finde ud af hvad det så er, opsøger Sam og Danny en gammel læge, der bor på øen. Måske har han set sygdommen før?

Men noget lurer i skoven, og en stærk vind trækker op. Efterhånden går det op for Sam og Danny, at det måske ikke er King Malcolms oprørere eller sygdomsbakterier, de bør frygte mest.

Med Love City går Garmark brødrene nye veje i forhold til Rakelsminde, men fortælleglæden er den samme, og endnu en gang serverer de en fængslende, velfortalt og ikke mindst skræmmende historie. Jeg er begejstret over, hvordan de i en letlæselig og underholdende roman får indlagt samfundskritiske kommentarer, der på ingen måde virker hverken prædikende eller påfaldende. Og jeg er vild med, at de får sat fokus på danskernes slaver, som ellers er en del af vores historie, vi ikke gerne tænker på. Ikke mindst er det også interessant at følge nødhjælpsarbejderne og komme tæt på deres hverdag, som nærmest er så langt fra min, som man kan komme.

Men man kan også “bare” læse Love City som en regulær thriller, der trækker tråde ind i det ukendte. På øen er nødhjælpsarbejderne på skift prisgivet King Malcolms oprørere og sygdommen på St. John, så atmosfæren er allerede fra starten fuld af frygt. Det er fremragende beskrevet, og med en støt stigende spændingskurve og en hæsblæsende slutning er underholdningsværdien i mine øjne helt i top.

Som med Rakelsminde er det Mikkel Henssel, der har lavet forsiden, og endnu en gang har jeg kun ros til overs for hans arbejde. Umiddelbart fanges øjnene af neon-titlen, men når man ser nærmere på siden, dukker flere og flere flotte detaljer op. Ikke mindst finessen at man med fingerne kan mærke konturen af titlen.

På en måde er Love City et mere helstøbt værk end Rakelsminde. Hvor sidstnævnte var en hæsblæsende spurt gennem forskellige genrer og overrumplende begivenheder, så giver Love City læseren lov til dvæle lidt mere undervejs. Her er stadig både action og blod, så man keder sig bestemt ikke. Men den lidt mere tætte handling klæder fortællingen, og jeg er overbevist om, at romanen vil tiltale en langt bredere læserskare end blot hardcore horror-elskere som jeg. Jeg kan i hvert fald anbefale den – også hvis du egentlig ikke er fan af gys og horror.

“Danny tjekkede sin M17 ni-millimeter og stoppede den i hylsteret, inden han listede ud af lejren. Den gik ham på, lejren. Ikke alene stank den af råd og sygdom, men DE var der også. Dem, han så indimellem, og nogle gange bare mærkede som en form for kvalmende elektricitet mod huden. Der var ikke meget, der skræmte Danny Stoker, men DE gjorde. De hørte ikke til i denne verden. Han havde brug for en lille travetur for at blive klar i hovedet. Og han havde en mission.” (s. 96)

Love City er også indtalt som lydbog af David Garmark, og forfatterne har doneret en del af overskuddet fra bogen til nødhjælpsarbejde i samarbejde med Dansk Røde Kors. Bidrag til indsamlingen her.

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Om Love City:

Udgivelsesår: 01.09.2018
Forlag: Kandor, 277 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Rakelsminde af David og Stephan Garmark (læs et interview med brødrene)
De ubudne af Liz Jensen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Blodmanden af Robert Pobi
Afsind af Martin Schjönning

 

King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech

King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz BechSimon ved godt, at monstrene i skabet og under sengen ikke er virkelige. Dem kan man gemme sig for ved at putte sig under dynen. Men denne nat kommer et andet monster på besøg. Et monster, han ikke kan gemme sig for. Så han flygter. Ud af sengen, ud af værelset, ud af huset … og pludselig er han væk.

Kun én kan finde Simon igen, hans bedste ven, schæferhunden King. Men vejen er lang og farerne mange, og frygten kan få selv den stærkeste til at give op.

Det eneste, man kan være sikker på, når man læser A. Silvestri, er, at intet er sikkert. Så naturligvis er denne gendigtning af hans novelle ‘Brun bamse’ fra debuten Køtere dør om vinteren ikke en hyggelig børnebog, selvom den har billedbogsformat og er illustreret. Heldigvis advarer forlægger Emil Blichfeldt læseren i forordet med ordene: “King er en uhyggelig bog, og hvis den giver dig mareridt, så kom ikke og sig, at du ikke var advaret på forhånd.”

For King er uhyggelig. Rigtig uhyggelig. Det er nemlig ikke kun historien, om en lille dreng der bliver fanget af et monster. Det er også historien om en familie, som er ved at gå i opløsning. Om et forældrepar der med årene er gledet fra hinanden og nu har helt forskellige drømme. Og drømme kan som bekendt udvikle sig til mareridt.

Illustration af Christoffer Gertz BechSom sagt bygger King på novellen ‘Brun bamse’, men der er sket flere ændringer. Dels er historien blevet dobbelt så lang, dels er store dele blevet skrevet om. Sidst men ikke mindst har Christoffer Gertz Bech tilføjet historien endnu en dimension med sine fantastiske illustrationer. Der er derfor ingen grund til at betænke sig på en genlæsning, selvom du tror, at du kender historien. Und dig selv en rejse til Helvede …

Læs mere på A. Silvestris hjemmeside

PS. Hvis du er hundeelsker, så sørg for at have et lommetørklæde klar under læsningen.

Om King:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 37 sider
Omslag og illustrationer: Christoffer Gertz Bech

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Søvn og torne af Neil Gaiman
Mare mare minde af Teddy Vork

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo AndersenEt monsterhus, et dødsbo og et tomt nabohus – det er ikke altid at ‘ude er godt, men hjemme er bedst’

Både min nevø og jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens letlæsningsserie Zombie Splatter, så forventningerne var høje, da jeg modtog hans to nye bøger med posten. Én af dem var En nat i monsterhuset og andre gys, og heldigvis serverer LBA atter et uhyggeligt godt gys for de unge læsere.

En nat i monsterhuset

Da Jonas beslutter sig for, at klassens nye dreng Mikkel skal sættes på plads, retter Storm og Asger ind. Jonas inviterer Mikkel til at overnatte i et forladt hus i skoven sammen med ham og Storm. Rygterne siger, at huset er hjemsøgt af et monster, og at flere folk er forsvundet derinde. Jonas får Asger til at klæde sig ud, og så skal han dukke op ud på aftenen og skræmme livet af Mikkel, mens de to andre filmer ham. Desværre går tingene ikke helt efter planen…

Titlen En nat i monsterhuset er måske den mest rammende titel på en historie, jeg længe har oplevet. Her er både isnende uhygge for de +10 årige, og slutningen rummer op til flere vellykkede og overraskende twists.

Tobias og dødsboet

Tobias’ forældre skal skilles. Derfor flytter moren og Tobias ud af deres lejlighed og ind i et billigt hus, moren har fundet. Et dødsbo! Tobias kan ikke lide det navn, og han har ret. Allerede den første dag dukker en uhyggelig mand op og skræmmer næsten livet af ham. Og så møder han pigen Sidsel, der kan fortælle ham en grusom historie om husets tidligere beboer …

Som voksen tænker man ikke altid over, hvordan børn opfatter ord. Det spiller LBA på her i novellen, hvor det pludselig gik op for mig, at ordet dødsbo egentlig er ret væmmeligt.

Den blodtørstige nabo

Oliver og Lucas er vilde med gyserfilm. Så da en mystisk udseende mand lejer huset ved siden af Oliver, og drengene tilfældigt overværer nogle mænd bære en kiste ind i huset, er de overbeviste om, at noget er helt forkert. De får snydt sig til en weekend alene hjemme hos Oliver for at undersøge sagen. Men det skulle de ikke have gjort …

Idéen om den uhyggelige nabo er måske ikke ny, men LBA giver historien sit helt eget twist, som nok skal fremkalde både gys og grin.

En nat i monsterhuset og andre gys er rettet mod de +10 årige. Hver novelle indledes med en illustration, som Lasse Bo Andersen selv har tegnet. De gråtonede tegninger er stemningsfulde og understreger på fornem vis historiernes tema. Samtidig er de tre noveller inddelt i kapitler, hvilket gør dem lette at gå til også for de mere uøvede læsere.

LBA er god til at fortælle en skræmmende historie i et letforståeligt sprog uden at tale ned til læseren. Det gør, at man som voksen faktisk også kan få noget ud af læsningen. Selvom man selvfølgelig ind i mellem gennemskuer plottet på forhånd, så elsker jeg, når det alligevel lykkes LBA at overraske mig. Det gjorde han denne gang med sin vellykkede leg med ordenes betydning.

Jeg hyggede mig herligt med En nat i monsterhuset og andre gys, og kan kun anbefale den til alle gyserglade læsere fra 10 år og op.

Tak til tekstogtegning.dk som har foræret mig læseeksemplaret

Om En nat i monsterhuset og andre gys:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: tekstogtegning, 148 sider
Omslag og illustrationer: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
Öjvind Kramers monstre af Jonas Wilmann

Også anmeldt på Bogrummet.dk

Fantasyfestival i Esbjerg 2018

I weekenden er der Fantasyfestival på Esbjerg bibliotek. Jeg kan desværre ikke selv deltage, men programmet ser rigtig spændende ud. Her er et udpluk af, hvad jeg går glip af 🙂

 

Lørdag:

Når en drage drager ud af Mads L. Brynnum og Mads H. Johansenkl. 11.00
Forfatter og komiker Mads Brynnum og tegner Mads H. Johansen fortæller om monstre og læser op fra deres rimbog Når en drage drager ud, som handler om triste trolde, sultne zombier, bukseløse varulve og andre uhyrligheder

kl. 11.15
Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller om Lucie og om at bruge mytologi som fantasy

kl. 11.15
Virkelighedens Game of Thrones er mere gruopvækkende end nogen TV-serie! Rasmus Wichmann fortæller bl.a. om Mathilde af Canossa – et forbillede for Cersei Lannister. Og kan det passe at den grufulde Bolton er baseret på Skotlands nationalhelt, William Wallace?

kl. 12.45
Karen Inge Nielsen er aktuel med en helt nye serie Djævlepassagen, hvor hun har ladet sig inspirere af især dæmonbesættelse og eksorcisme. Hør hvordan elementer fra klassisk ghosthunting og katolsk djævleuddrivelse blandet med 1600-tallets frygt for troldfolkets pagt med Djævlen og naturens kræfter har givet inspiration til hendes mørke fantasy-serie, der udkommer på Fantasyfestivalen

kl. 13.00
Malene Sølvsten fortæller om sit forfatterskab og den medrivende fantasytrilogi, Ravnenes Hvisken, som hun afslutter med tredje bind i september 2018

kl. 13.00
Folkene bag podcastet FilmSnak taler om filmatiserede fantasybøger i alle afskygninger

kl. 13.00
Hvad er fantasygenren for en størrelse, og hvad kan den som andre genrer ikke kan? Debat ved forfatterne Anne-Marie Vedsø Olesen og Jacob Kokkedal, redaktør Line Lybecker fra Ulven og Uglens forlag, samt oversætter Jakob Levinsen

Heksens kald af Mette Sejrbokl. 13.30
Mette Sejrbo fortæller om Ulfhedin-sagaen, hvor hun er aktuel med tredje bind i serien, Vampyrens pagt

kl. 15.15
Jacob Hedegaard Pedersen fortæller om romanen Krigsmager, som er første bind i hans nye fantasytrilogi Krigen

kl. 16.00
Jacob Kokkedal fortæller om forskellen på at skrive fantasy til voksne og YA

 


 

Søndag:

kl. 10.30
Kenneth Bøgh Andersen fortæller om Lysets hjerte

kl. 11.30
Kristoffer J Andersen fortæller om hvor fantasy-forfattere får deres væsner fra, når han ser nærmere på middelalderens overtro vs moderne fantasy

kl. 12.30
Folkene bag podcast FilmSnak taler om, hvad der gør et godt fantasy soundtrack og afspiller eksempler

kl. 13.00
Jakob Levinsen fortæller han om de helt særlige udfordringer der ved at oversætte en litteratur, hvor forfatterne ud over at skrive forskelligt også gerne opfinder deres helt egne verdener med dyr, planter, ting, navne og begreber, der ikke ligner noget andet

Skæbnemagerenkl. 13.15
Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel samtaler om samarbejdet med Skæbnemageren – om hvordan de fik tekst og billede til at spille sammen, hvilke virkemidler de valgte, om at arbejde med lag og betydning i stregen og meget mere

kl. 14.00
Line Lybecker er medejer af Ulven og Uglens forlag som udgiver fantasy for voksne. Hun fortæller om “Fantasybogens indpakning”, f.eks. hvilke overvejelser ligger der bag forsideillustrationen, og hvorfor er der kort i så mange fantasybøger?

kl. 14.30
Kenneth Bøgh Andersen og Mette Finderup drøfter udgangspunkt i deres respektive serier – Den store Djævlekrig og Den grønne Ø – seriernes store temaer som kærlighed, den frie vilje, sandhed og løgn, ondskab og moral, meningen med livet og døden, tro og tvivl

 

Og der sker meget meget mere …

Se hele programmet her

 

Fantasyfestival i Esbjerg 2018

Den uægte af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt

Den uægte af Jesper Wung-Sung , illustreret af Palle Schmidt

Løb, kærlighed og bedrag er blandt ingredienserne i Den uægte, en graphic novel af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

17-årige Joakim er ganske almindelig ung mand. Han bor hjemme hos sine forældre, har en sød kæreste ved navn Sheila – og så er han en ekstremt talentfuld løber.

Da han vinder et løb over den firedobbelte vinder og storfavorit, Mike McLean, bliver han efterfølgende kontaktet af en ukendt person, som ønsker, at Joakim skal skifte klub. Det vil Joakim dog ikke.

Men det er ikke så let at sige nej, for uanset hvor Joakim er, dukker den mystiske mand op. Så til sidst siger Joakim ja til et møde med mr. Wilson, og her får han et tilbud, han ikke kan modstå. Han får et stipendium til et eliteuniversitet for internationale sportsudøvere, og til gengæld skal han løbe for dem. Men også holde øje med en anden studerende, Jennifer Last, som skjuler en frygtelig hemmelighed.

Vi befinder os nemlig i fremtiden, hvor en krig er blevet udkæmpet, og Jennifer Last er den sidste overlevende fra fjendens side. Hun har integreret sig i samfundet, men mr. Wilson vil bruge Joakim til at eksponere og uskadeliggøre hende. Joakim siger ja, men opgaven viser sig langt fra at være let.

Det er ikke første gang, at Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt arbejder sammen. I 2016 udgav de Diego & Dolly, en graphic novel om kærlighed og besættelse. I Den uægte handler det om sport og ambitioner, men også om bedrag og spirende kærlighed.

Som sædvanligt – fristes jeg til at sige – leverer Jesper Wung-Sung en spændende historie, hvor slutningen i den grad overraskede mig. Palle Scmidts illustrationer er denne gang grove og nærmest skitseagtige. Her er ikke arbejdet med detaljerede baggrunde eller skarpe linjer i de sort/hvide stregtegninger. Ikke desto mindre formidler de historien effektivt, og skaber en slags dyster åndeløshed der passer til den grumme fortælling.

Jeg var godt underholdt af Den uægte, selvom jeg skyder mindst 30 år over målgruppen. Så hvis du også er til dystre fortællinger med uventede plot-twists og menneskelige dramaer, så giv Wung-Sung og Schmidts graphic novel en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den uægte:

Udgivelsesår: 10.08.2018
Forlag: Høst & Søn, 104 sider
Omslag og illustrationer: Palle Schmidt

Frygt Fabrik Fælde: Et glemt sted husker af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupMidt i København ligger en forladt fabrik. Den har ligget øde hen i mere end 60 år, og alligevel ser alting ud, som den dag den blev forladt. Men den fredag kommer der besøg. En lille gruppe Urban Explorers vil sammen med et fotohold gå gennem fabriksporten. Spørgsmålet er, om de kommer ud igen?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet!

Steen Langstrup er altid god for en velfortalt historie, men denne gang er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og han gør det forrygende. Få skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Sproget er letlæst, men alligevel billedskabende og får scenerne i bogen til at udspille sig som en film bag øjenlågene hos læseren. H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik stod i hvert fald lyslevende for mig.

Sideløbende med historien om gruppen på metalvarefabrikken springer fortællingen tilbage i tiden. I 1917 glæder en 7-årig pige i kørestol sig. Hendes far holder nemlig selskab om aftenen, og her har han inviteret en heks! Og i 1958 tager en ung kvinde med en distingveret herre hjem. Desværre venter der hende en ubehagelig overraskelse.

Ved at fortælle historien gennem forskellige personer og springe mellem nutid og fortid øges suspensen konstant. Langstrup har fuldkommen styr på de mange  handlingstråde, og styrer læseren sikkert gennem plottet, hvor de mange cliffhangers fungerer perfekt som lokkemad, der kynisk og effektiv holdt mig fast til langt over min sengetid 🙂

Frygt Fabrik Fælde udkommer i første omgang som en lydbogserie i 10 episoder indlæst af Grete Tulinius, hvor første del: Et glemt sted husker udkommer d. 7. september eksklusivt på eReolen. Herefter følger et nyt afsnit hver fredag. Når sidste episode er udgivet d. 9. november, kommer romanen dog også i papirform.

Jeg har lovet ikke at afsløre for meget af handlingen i de efterfølgende episoder, men én ting kan jeg garantere. Besøget i den gamle metalvarefabrik starter måske nok en varm sommerdag i København, men herfra går turen direkte ind i frygtens iskolde favn.

Uddrag af Frygt Fabrik Fælde

Alex tager ordet. “Inden vi går, skal vi lige gennemgå, hvad urban exploration er. Der er regler. Der er ting, vi ikke gør. Urban exploration er ikke ufarligt, og det er heller ikke altid helt lovligt. Vi besøger steder, vi ikke er inviteret til at besøge. Nogle vil sige, at vi bryder ind. At vi er trespassing, som amerikanerne siger. Men vi er ikke indbrudstyve. Vi stjæler ikke. Vi beskadiger ingenting. Vi efterlader ikke mærker eller noget som helst. Det eneste, vi tager, er billeder. Alle har kameraer og mobiler med. Tag så mange billeder som muligt. Tjek, at alle batterier og powerbanks er fuldt opladet.”

“Det er måske lidt sent,” siger Sascha tørt. “Selvfølgelig er alt opladet, men hvis det ikke var, så har vi vel ikke tid at vente på, at det oplader.”

“Nej. Lommelygter. Har alle lommelygter?”

“Der er på mobilen,” siger Agnete.

“Ellers har jeg en ekstra. Inden vi går, skal vi lige kode hinandens telefonnumre ind, så vi kan komme i kontakt med hinanden når som helst. Det er et stort område, og vi vil dele os op i grupper for at dække så meget af fabrikken som muligt.”

“Roger,” siger Fiona og rejser sig op. “Skal vi komme af sted? Jeg vil gerne have fundet min location derinde og sat lys op, inden skumringen sætter ind. Vi tre er her ikke for at udforske fabrikken. Vi er her for at tage billeder til min serie.”

“Når mobilnumrene er kodet ind, går vi,” siger Gustav og løfter en pegefinger. “Men husk: Tag intet, kun billeder. Efterlad intet, kun fodspor.” (s. 8-9)

Tak til Steen Langstrup for ebogen.

Om Frygt Fabrik Fælde – Et glemt sted husker:

Udgivelsesår: 07.09.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker (lyt til 1. episode på eReolen)
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub