september 2018
M T O T F L S
« aug   okt »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Arkivet for september 23rd, 2018

Menneskekød af Nick Clausen

Menneskekød af Nick ClausenEn skitur bliver udskiftet med ferie hos en gammel farfar. Desværre bliver det ikke en kedelig uge…

Anne og hendes lillebror Hugo får aflyst deres skiferie, da deres far forstuver foden. Som kompensation sender han dem på ferie hos farfaren i Nordjylland. De har godt nok ikke set ham i flere år, men Anne husker ham med varme.

Det starter dog ikke så godt. Togturen er lang, kedelig og forsinket pga. sneen, og da de endelig når frem til Terstved Station, er farfaren der ikke for at hente dem. De ender med at blive kørt hjem til ham af en ung mand, Martin, der godt kender farfaren, gamle Frede som han bliver kaldt.

Anne er nervøs for, om farfaren er kommet til skade, siden han ikke dukkede op på stationen, men sandheden er langt mere kompliceret og skræmmende. Hvorfor lader farfaren døre og vinduer stå åbne i den koldeste vinter i mands minde? Hvorfor taler ingen om, hvordan Anne og Hugos farmor egentlig døde?  Og er der noget sandt i de rygter, der går om farfaren i landsbyen?

Menneskekød fortælles som en dokumentarisk beretning over en række hændelser, der udspillede sig i Terstved under en streng isvinter. Nick Clausen kalder bogen for en slags puslespil, hvor læseren selv må stykke brikkerne sammen undervejs. Den følelse understreges af formatet, idet historien fortælles via forskellige kilder lige fra blogindlæg på Annes blog, over mails mellem Martin og hans far, til sms’er og transskriptioner af telefonsamtaler. Andre forfattere (bl.a. Bram Stoker og Stephen King) har benyttet sig af samme teknik, der tilfører historien en helt særlig autentisk stemning.

Nick Clausen gennemfører den dokumentariske vinkel 100%, idet intet af Menneskekød fortælles af andet end kilderne. Her er ingen forfatterstemme ind over til at tolke personernes handlinger eller spekulere over begivenhederne. Det er helt op til læseren – og det virker.

Menneskekød er underholdende, uhyggelig og rammer sin unge målgruppe lige i solar plexus. Den flotte forside af Mette Breth fanger den dystre og kuldslåede stemning i romanen, og sætter læseren i den rette stemning helt fra start. Måske er der ikke så mange overraskelser for en garvet voksen horrorfan, men det er også ligegyldigt, for målgruppen er unge. Og jeg var nu godt underholdt alligevel.

Nick Clausen er en utrolig produktiv forfatter, og alligevel bliver jeg sjældent skuffet, når jeg læser ham. Det blev jeg heller ikke her, og med Menneskekød føjer han endnu en vellykket ungdomsgyser til sit CV.

Læs mere om hvilke overvejelser Nick Clausen havde under arbejdet med romanen

Tak til forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om Menneskekød:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Forlaget Facet, 151 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Let bytte af Carina Evytt
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Carrie af Stephen King
Ravenous (film)
Hundene af Allan Stratton
Dracula af Bram Stoker

Læs mere om wendigo og Swift Runner på Wikipedia