november 2018
M T O T F L S
« okt   dec »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Arkivet for november 14th, 2018

Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupEn forladt fabrik. En gruppe Urban Explorers. En ambitiøs fabrikant. En familiehemmelighed. En varm sommerdag, der forvandles til et rædselsvækkende mareridt …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet! Jeg har tidligere omtalt Episode 1 – Et glemt sted husker som udkom d. 7. september, men nu udgives alle ti episoder samlet i papirform og i et lækkert og gennemarbejdet layout.

Gustav og Alex startede for 7 år siden Metropol Urban Explorers. En gruppe, der udforsker forladte steder, og steder der normalt ikke er adgang til. Denne fredag har de sagt ja til at tage nogle udenforstående med på en tur til en nedlagt metalvarefabrik. Udover dem selv består gruppen af Gustavs kæreste Natja, Alex’ nabo Agnete og et fotohold bestående af fotografen Fiona, assistenten Sascha og modellen David.

En solskinsfyldt fredag går gruppen ind gennem porten til H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik. Fotoholdet finder hurtigt en location i selve fabriksbygningen, mens resten begynder at udforske en af lagerbygningerne. De har dog ikke været der ret længe, før Agnete (selv-erklæret clairvoyant) fornemmer tilstedeværelsen af noget. De andre afviser hende og fortsætter udforskningen, der fører dem til toppen af lagerbygningen – hvor Natja pludselig forsvinder sporløst.

Imens har fotoholdet travlt med at få deres billeder i kassen. Men også her bliver fornemmelsen af fare mere og mere overhængende. Sascha, som lider af PTSD efter en episode fra hendes tid som nødhjælpsarbejder, fornemmer stemmer overalt omkring dem, og er der ikke også noget mærkeligt med skyggerne? Og så dør alle deres batterier.

Natjas forsvinden bringer de to grupper sammen igen, og nu er spørgsmålet, hvad de skal gøre. Skal de blive på fabrikken og lede efter Natja? Eller skal de forsøge at komme ud af fabrikken og tilkalde hjælp?

Sideløbende med gruppens prøvelser på fabrikken hører vi historien om fabrikant Theodor Marinus Wilchen-Harbroe. Tilbage i 1917 har han store planer. Han har i flere år rejst rundt i alverdens afkroge for at indsamle åndelige og religiøse objekter, og nu vil han oprette Theodor Wilchen-Harbroes Okkulte Museum. Ikke fordi han tror på åndeverdenen, men netop for at bevare den naive overtro før civilisationens lys overskinner alt.

Forsøget på at lave sin private samling om til et museum møder dog ikke den store støtte. Til gengæld opdager fabrikanten en hemmelighed under fabrikken, der sætter ham i stand til at gøre næsten alt, hvad han ønsker. Og prisen – ja, den er han villig til at betale.

Steen Langstrup er altid værd at læse, men med Frygt Fabrik Fælde er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og det mestrer han som få. Ikke mange skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Selvom sproget er letlæst, skaber han alligevel tydelige billeder på læserens nethinde, så det føles, som ser man en film.

Ved at krydsklippe mellem personer og tider øges suspensen konstant. Hvert afsnit afsluttes nærmest med en cliffhanger, som lokker læseren til at fortsætte, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vente en uge mellem hver episode, men havde muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde i én køre. Når det er sagt, synes jeg dog godt om idéen med at udgive historien som en serie, for den måde at læse på giver mindelser om fornøjelsen ved at se The Twilight Zone og andre uhyggelige tv-serier i min barndom og ungdom.

Frygt Fabrik Fælde er en elementært spændende historie om nysgerrighed, begær, ambitioner og frygt. Om mennesker der træffer valg, og om urgammel ondskab der altid er klar til at træde frem. Langstrup har mange bolde i luften undervejs, hvor vi springer mellem nutiden og de mange tilbageblik til 1917, 1944, for en uge siden m.m. Vi hører om explorer-gruppens fortid, om fabrikanten og hans familie; om irriterende strømsvigt der hjemsøger fabrikken både før og nu; om en ung kvinde der tortureres i en kælder; om stumfilmstjernen Asta Nielsen som medie osv. Men på intet tidspunkt følte jeg mig usikker på handlingen, og Langstrup samler sikkert alle trådene, efterhånden som historien skrider frem, og binder en tilfredsstillende – og overraskende – sløjfe til slut.

Hvis du holder af atmosfærefyldt, nervepirrende uhygge, hvor ondskaben gemmer sig i skyggerne, og kulden langsomt kryber ud af bogens sider og ind i din stue, så er Frygt Fabrik Fælde ikke til at komme udenom. Steen Langstrup serverer her en isnende ond fortælling, man ikke slipper igen lige med det samme.

“Mørket er levende. Det rummer kræfter, en sugende modbydelig magnetisme. Agnete sidder på gulvet i lagerhallen. Benene skælver mod hendes bryst. Tårer løber ned ad hendes kinder. Over hende trommer regnen mod taget som salver fra maskingevær.
“Det skulle slet ikke regne i aften,” hører hun Sascha hviske. David brummer, tysser på hende. “Nogle gange tager meteorologerne fejl.”
De sidder også på gulvet. En lille meter fra hende. Hun kan kun ane dem i mørket, der nu er tæt. Snart vil hun slet ikke kunne se noget længere. Mørket tager over. “Det styrer vejret,” siger hun og ville ønske, hendes stemme ikke knækkede over.
“Det?” siger David stille. Agnete tørrer tårerne af sine kinder med ærmet. “Jeg ved ikke, hvad ‘det’ er. Men det er i mørket omkring os. Jeg kan mærke det.”
David sukker. Hun kan mærke ham i mørket, selvom han sidder på den anden side af Sascha. Hun kan mærke ham, hans irritation, hans modvilje mod hende.
“Jeg var udsendt for en nødhjælpsorganisation engang,” siger Sascha stille. “Jeg oplevede ting.” Hun tier en stund. Agnete kan fornemme hende skælve i mørket. “Der er noget ved dette sted, der får de ting til at komme tilbage. Jeg …” Hun snapper efter vejret. “Jeg hører ting, der ikke er her. Hviskende stemmer. Stemmer fra dengang. Jeg ser ting. Døde kvinder smidt i bunker som affald.”
“Det påvirker os,” siger Agnete. “Det er ondt, det ønsker at skræmme os, at gøre os fortræd. Vi er dets fanger. Det vil ikke lade os undslippe. Det næres af vores frygt. Men det er ikke målet. Nej, det vil æde os. Vi er slagtekvæg på vej til …“
“Gider du stoppe det der?” afbryder David hende hårdt. “Ingen af os får det bedre af at piske stemningen op. Vi må bevare håbet. Vi er ikke små børn, der er bange for mørket, vel?” (bind 2 s. 22-23)

Om Frygt Fabrik Fælde:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub