februar 2019
M Ti O To F L S
« jan   mar »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728  
Arkiver

Arkivet for februar, 2019

Slør af A. Silvestri

Slør af A. Silvestri

Til et bryllup genforenes gamle veninder. Men fortidens slør skjuler mørke hemmeligheder, og ikke alt gammelt nag kan begraves …

Da Pernille modtager en invitation til Jeanettes bryllup, bliver hun overrasket men også glad. For år tilbage havde de et voldsomt skænderi, og siden har de ikke talt sammen. Så selvom Pernille ikke er meget for hverken kjoler, fremmede mennesker eller nye omgivelser, møder hun derfor op til brylluppet, der starter som et eventyr.

Men som dagen går, begynder Pernilles angst at røre på sig. Rosensparre Gods, som brylluppet afholdes på (og som iøvrigt tilhører Jeanettes mands familie), føles fremmed og farlig. Jeanette smiler og virker glad, men holder hun sig ikke på afstand af Pernille? Og hvad har vikingemyten om Ingrun, Skarde og Bredebringe med dagens bryllup at gøre?

Et bryllup er normalt en glædelig begivenhed, og brudepigerne er ofte brudens tætte veninder. Men som romanen skrider frem, falder fortidens lyserøde slør bort, og vi får indblik i en umage trojka, hvor veninderne gemmer på hemmeligheder langt fra nutidens pletfrie overflader. Hemmeligheder som de måske endda selv har glemt.

A. Silvestri er – uanset genre – en virkelig dygtig fortæller. I Slør mixer han chicklit, gotisk horror og vikingemyter til et overraskende helstøbt resultat. De tre umiddelbart umage genrer slynger sig ind og ud af hinanden i en historie, der starter strålende smukt, men langsomt driver ud i mørke og vanvid.

Portrættet af den skrøbelige Pernille, der i sit voksne liv har kæmpet med depression og angst, er både troværdigt og rørende. Hun plages af skygger og usikkerhed, men da hun står med ryggen mod muren, må hun forsøge at finde en indre styrke frem.

Peter Nielsens smukke og dystre forside skal også fremhæves. Billedet både fanger blikket og tilføjer lag til fortællingen med sin fantastiske fortolkning af de mange betydninger af selve ordet slør.

Endnu engang overrasker A. Silvestri med en roman, der er anderledes end noget, han tidligere har skrevet. Slør er en intens læseoplevelse, der sniger sig ind på læseren, og efterlod mig både bevæget og skræmt. Her er smukt sprog, troværdige personer, hverdagsrealisme, vikingesagn og gotisk uhygge. Det er ganske simpelt fremragende.

Uddrag af romanen:

“Det var en sær historie med klokken. Kendte du den godt i forvejen?”

“Nåh, den. Ja, jeg har hørt den et par gange. Så snart familien får muligheden, så fortæller de den. Min kone kan den udenad, og det kan jeg vel også efterhånden. Det er bare en overlevering.”

“Er det ikke en lidt mørk historie at fortælle til et bryllup?”

“Det har jeg egentlig ikke tænkt på,” svarede Asger og løftede hånden til hilsen, da han fik øje på sin anden borddame, der nu vendte tilbage. “Men nu du siger det, så er det ikke en særlig rar fortælling, det er da rigtigt nok. Jeg skal lige …” sagde han, rejste sig og forsvandt ud af lokalet gennem dobbeltdørene i den anden ende af rummet. Hans stol blev et gabende hul, som borddamen på den anden side kun nødtørftigt slog bro over med et ligegyldigt smil.

Pernille smilede automatisk tilbage, stak den sidste bid steg i munden og drejede kroppen en smule, så hun ikke virkede så fortabt. Maven rumlede, måske af sult, måske af den uvante mad. Hun så efter bruden, der sad langt væk fra hende. Jeanette var leende og lykkelig. Hun lignede en åbenbaring af alt godt, og det krympede sig inden i Pernille. (s. 52)

Læs mere om Slør på A. Silvestris hjemmeside

Om Slør:

Udgivelsesår: 27.10.2018
Forlag: Kandor, 191 sider
Omslag: PN Create v. Peter Nielsen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Dæmoner af Carina Evytt
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Al kødets gang af A. Silvestri
Ulvetid af Helle Stangerup
Lucie af Anne Marie Vedsø-Olesen
Forglemmigej af Teddy Vork

På vej mod årtusindskiftet i DET GRUFULDE BIBLIOTEK

DET GRUFULDE BIBLIOTEK - danske gys før og nuI de næste smagsprøver fra DET GRUFULDE BIBLIOTEK ser vi nærmere på gyset i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Som altid kan du også læse mere på den officielle Facebook-side.

Febernatten af Niels E. Nielsen

Niels E. Nielsen er sikkert mest kendt for sine science fiction-romaner. Født i 1924 oplevede han på første hånd Den Kolde Krig, og frygten for atomkrigen og dens følger findes ofte i hans forfatterskab.

Grænsen mellem science fiction og gys kan til tider være hårfin. Selvom setuppet er science fiction kan temaet være frygten selv. Det kan være frygten for fremmede racer, der invaderer jorden. For miljøkatastrofer der ødelægger jorden. For diktaturstater der undertvinger sine borgere på alle måder. Eller for teknologiske fremskridt der ender med at undertvinge menneskeheden.

‘Febernatten’ (oprindeligt udgivet under titlen ‘De underkuede’) kan læses som en slags forløber til nutidens scifi-horror. I novellen undersøger Nielsen forholdet mellem menneske og maskine i en nær fremtid, hvor menneskeheden tilsyneladende sidder på den grønne gren, mens maskiner udfører stort set alt arbejde. Men spørgsmålet er, hvem der egentlig er slave af hvem?

Woodoo over Harlem af Per Sanderhage

I første halvdel af halvfjerdserne slog en regulær gyserbølge gennem landets kiosker. Det mest markante blad i bølgen var GRU, hvor lejemorderen Luckner slog sine folder.

Luckner blev skabt af Per Sanderhage, og historierne var bygget op over stort set samme skabelon hver gang. Således er den næste novelle ‘Woodoo over Harlem’ både en parodi på triviallitteratur og en glimrende eksponent for samme.

Her er ren underholdning, men også overraskelser til læseren, når historien blandt de velanbragte klicheer sniger reelle momenter af uhygge ind.

Dekoratørens yndlingsdukke af Rolf Gjedsted

Billedkunstner, oversætter, digter og forfatter. Rolf Gjedsted er en mand med mange talenter.

Han debuterede som forfatter i 1969, og har siden udgivet over 60 bøger og digtsamlinger, ligesom han har oversat en række værker af de franske symbolister Baudelaire og Rimbaud. Gjedsted selv har været inspirationskilde for den tidlige 80’er-lyrik, blandt andre Michael Strunge.

‘Dekoratørens yndlingsdukke’ stammer fra novellesamlingen ”Det dobbelte gravsted” fra 1982, og blev genudgivet i ”Sultens kult” fra 1986. Man mærker tydeligt Gjedsteds forbindelse til poesien i novellen, hvor hvert ord og hver stavelse nøje er vægtet for den maksimale effekt i en fortælling om det uforklarlige, om angsten for, og fascinationen af, det grusomme.

Hunden i Qutab Minar af Grete Roulund

Grete Roulund indtager en helt speciel position i det danske litterære landskab med et forfatterskab, der er uhyre vanskeligt at sætte i bås. Roulund har skrevet både rejsebøger og romaner samt ikke mindst en lang række noveller og essays. Hendes bøger blev rost til skyerne af kritikerne, men hun fik aldrig det store folkelige gennembrud. Muligvis fordi hun skrev ambitiøst i de uglesete genrer gys og science fiction. Muligvis fordi hendes historier kræver noget af læseren med deres mange lag og underspillede sprog.

Roulund forfaldt aldrig til at skrive ’dansk hjemstavnslitteratur’. Hendes historier rejste verden rundt, og denne trang til at søge det ukendte, sammen med hendes fascination af mørket og undergangen, er noget af det, der kan siges at kendetegne hendes forfatterskab. Begge dele ses tydeligt i ”Hunden i Qutab Minar”, hvor fortælleren støt og roligt bevæger sig frem mod sin undergang.

‘Hunden i Qutab Minar’ er måske nok den første historie i DET GRUFULDE BIBLIOTEK, der er skrevet af en kvinde, men tro ikke at den er mindre grum af den grund.

Du kan følge DET GRUFULDE BIBLIOTEK på Facebook

Eller køb den og få dit helt eget eksemplar hos boghandleren eller på Internettet (Saxo, Gucca, WilliamDam.dk, Plusbog)

Om DET GRUFULDE BIBLIOTEK:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: SerieKlubben, 330 sider
Omslag: Peter Nielsen (pncreate.com)

Shortlisten for Årets Danske Horrorudgivelse 2018 er klar

 

Der er blevet stemt i Dansk Horror Selskab med hjælp fra Danske Horrorfans, og nu er stemmerne blevet talt op. De fem bøger, der er gået videre til shortlisten for Årets Danske Horrorudgivelse 2018, er:

 

Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard JürgensenRandvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Den lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.

Randvad er skrevet af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen. Det er deres første fælles roman, men de har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen. Martin Wangsgaard Jürgensen har desuden skrevet romanerne Åndemanerne samt Thelema. Det er første gang makkerparret er nomineret til prisen.

Randvad er udgivet af H. Harksen Productions

 


Requiem - Fort Ferguson af Patrick Leis

 

Requiem – Fort Ferguson af Patrick Leis

Røvsparkende, bloddryppende zombie-action…

I Valetas gennemarbejdede genudgivelse af Patrick Leis’ monumentale zombieserie er Requiem – Fort Ferguson tredje bind, som dog sagtens kan læses selvstændig. Patrick Leis har tidligere været nomineret til prisen hele fire gange! I 2012 for Sort vand, 2013 for Hvisken fra dybet, 2016 for Necropolis og 2017 for Castra Damnatorum.

Requiem – Fort Ferguson er udgivet af forlaget Valeta

 


Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

 

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.

Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Hun har tidligere været nomineret til prisen i 2012 for Glasborgen.

Lucie er udgivet af Politikens forlag

 


Forglemmigej af Teddy Vork

 

Forglemmigej af Teddy Vork

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Jobbet er som sendt fra himlen, men virkeligheden viser sig at være helt anderledes djævelsk.

Teddy Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det lykkes også til fulde her i Forglemmigej. Vork var også nomineret i 2012 for romanen Ex, og vandt prisen i 2014 for novellesamlingen Sprækker.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog

 


Hotellet af Jonas Wilmann

 

Hotellet af Jonas Wilmann

En forfatter på vej mod sin helt store chance. En ulykke. Et gammelt, nedslidt hotel. Et mareridt uden ende …

Jonas Wilmann er ikke bange for at udfordre sine læsere, og nogle af hans udgivelser har været grænsesøgende. Hotellet hører til blandt de lettere tilgængelige romaner, og er underholdning af høj karat. Dog også med en alvorlig undertone. Jonas Wilmann vandt prisen i 2012 for Frygt-filerne, og var i 2014 nomineret for Frygt-filerne 2.

Hotellet er udgivet på forlaget Kaos

 


 

Hvem der ender med prisen for Årets Danske Horrorudgivelse afsløres d. 6. april på Krimimessen i Horsens.

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen er en næsten psykedelisk roman, om Lucie, der i snart 1000 år har vandret på jorden i søgen efter et svar på, hvad hun er. Hendes eneste følgesvend er Hungeren, der kun dæmpes, når hun æder levende mennesker og optager deres sjæl.

I nutiden møder hun den tidligere børsmægler Casper under CopenHell, mens hun leder efter et offer. De ender i en københavnsk opiumshule, hvor rusen giver Lucie adgang til en flig af hendes fortid. Men også Casper oplever noget uforklarligt under episoden, som ender med at føre ham på en pilgrimsvandring til Trondhjem sammen med vennen og religionshistorikeren Martin. Og ikke mindst med Lucie, der fornemmer, at forklaringen på hendes eksistens kan findes her.

Vandringen op gennem Norge bliver ikke kun en fysisk vandring. Både Casper og Martin får modvilligt udvidet deres verdensforståelse, mens Lucie kommer tættere på de mystiske ånder, der forsøger at forhindre hende i at finde frem til sandheden. Undervejs kommer Martin også på sporet af, at Lucie muligvis har noget med et voldsomt mord i København at gøre, ligesom det bliver klart, at hun ikke er en almindelig kvinde.

Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Det er stærkt underholdende og samtidig tankevækkende.

Jeg er særligt begejstret for, at AMVO tør skrive en hovedperson, der ikke er sympatisk. Vi er i nutiden forvænt med vampyrer, der forelsker sig i deres teenage-ofre og pludselig udvikler menneskelighed. Men sådan er Lucie ikke. Selvom mennesker kan være interessante, bliver de aldrig ligeværdige, og det er en spændende og brutal vinkling.

Lucie er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. Med andre ord – er du til en hektisk, surrealistisk, overrumplende, mørk, blodig, gådefuld og underholdende fortælling, så led ikke længere.

Om Lucie:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Politiken, 338 sider
Omslag: Jette Svane/ved5tiden

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett m.fl., illustreret af Peter Snejbjerg
Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Englemageren af Stefan Brijs
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl
Kødets afveje af Anders Hoberg
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Menneskesønnen: Den 8. bog om Satan af Maya Salonin
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen