marts 2019
M Ti O To F L S
« feb   apr »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Arkivet for marts, 2019

Skræk og gys i filmen – en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Skræk og gys i filmen - en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Jeg faldt ved en tilfældighed over Skræk og gys i filmen fra 1972, og tænkte at den måtte jeg da læse. Desværre lyder den bedre, end den er. Jeg fandt den lidt tør og ikke særligt velskrevet. Ikke desto mindre indeholder den dog også nogle interessante betragtninger, og jeg er ret vild med indledningens Carl Th. Dreyer citat.

Indledning

Skræk – hvad er det?
Carl Th. Dreyer har engang sagt noget i retning af, at hvis man sad i et ganske almindeligt værelse og pludselig fik at vide, at der bag døren lå et lig, så ville rummet, man sidder i, med eet være som forandret. Omgivelserne ville være de samme, men vi ville være blevet anderledes.

Skræk har med andre ord noget at gøre med vor forestillingsevne. Vi aner den mareridtagtige rædsel, men det er først og fremmet det vi ikke kan se, som foruroliger os. Det er uvisheden, der giver effekten, langt mere end det aparte, voldelige eller direkte grusomme, som vises på lærredet. De fleste chokeffekter vil nemlig langt fra kunne stå mål med de ting, som tilskueren forestiller sig. Og det er just pointen.

Som genre har skrækfilmen igennem alle årene indtaget en lidt ynkelig rolle. Det hænger til en vis grad sammen med, at man aldrig er blevet enige om, hvad der egentlig er skrækfilm. Det engelske ord for genren horror er bedre, fordi det i modsætning til det danske skræk mere går på rædsel og afsky, og så er vi straks over i gys i mere bred forstand.

Skrækfilmen er et forunderligt stedbarn i filmhistorien. Ligesom kriminalromanen har den måtte finde sig i at blive betragtet med overbærenhed. Den er ikke fin nok til at få sit særskilte afsnit i filmhistorisk sammenhæng, men er blevet nævnt blandt mange andre. Sommetider er den slet ikke nævnt.

Alligevel har genren gennem årene fristet filmkunstens største – Dreyer, Renoir, Lang, Murnau, Hitchcock, Bergman osv. – og det på en facon, som udelukker enhver bonerthed. Men kunsten er lunefuld, og det er mere end en tilfældighed, at en lang række film, der vitterlig er skrækfilm eller nære varianter heraf, er blevet rubriceret som alt muligt andet. 1920’ernes tyske film (Dr. Caligaris kabinet, Nosferatu etc.) havde den ulykke at dumpe ned midt i ekspressionismen, så dem fik skrækfilmgenren ingen gavn af. Det samme gjaldt den surrealistiske film (En andalusisk hund, Guldalderen etc.), mens vor tids moderne skrækvisioner er genrebestemt som science fiction eller noget helt fjerde. Og sådan er det gået årene igennem. Selv ikke Carl Th. Dreyers Vampyr har man været meget for at indrømme genren, skønt det er een af de allerbedste skrækfilm, der er lavet overhovedet og i øvrigt een af de få intellektuelt helt tilfredsstillende. Kun 1930’ernes amerikanske film (King Kong, Frankenstein, Freaks, Djævledukken etc.) er accepterede som rendyrkede skrækfilm. Og så selvfølgelig de senere års kulørte rædsler, som Roger Cormans Poe-filmatiseringer er eksempler på.

Selvom man i dag skal være forsigtig med at overfortolke filmene, er langt de fleste af dem klare udtryk for den tid, hvori de er opstået. Terroren i 1920’ernes tyske film kan ses som et varsel om 1930’ernes store depression og sammenbrud, mens 1930’ernes og 1940’ernes amerikanske film giver klare eksempler på, hvordan den censurforbudte erotiske krav blev komponeret over i gyser- og voldseffekter. Osv. osv.

Skrækfilmen – hvad enten man nu kan lide denne betegnelser eller ej – er altså lidt af en udefinerlig størrelse. Det drejer sig nok om blodsugende vampyrer, fantomas i sort trikot, Frankensteins og andres menneskeuhyrer, kæmpeaber osv., men det drejer sig også om ting og sager fra sjælens krinkelkroge og om hvorfor verden går under i morgen. (side 8-9)

Om Skræk og gys i filmen:

Udgivelsesår: november 1972
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 168 sider
Omslag: Mia Okkels

Indhold:

Forord
Indledning
De første gys – en genre bliver til
Dr. Calligari og den dæmoniske tyske film
Danske gys
Surrealisterne og den absolutte meningsløshed
Frankenstein og vennerne
Mere skræk
Nye navne, nye veje
Skræk på flere måder
Moderne skrækvisioner
Person- og titelregister

Læs også:

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider
I lyst og død af Rikke Schubart
Verdens 25 bedste gyserfilm af Rikke Schubart

Døden på museet af Elly Griffiths

Døden på museet af Elly GriffithsAt åbne første side i Døden på museet var som at hilse på en længe savnet ven. Jeg faldt øjeblikkelig ind i historien, der tog imod mig med et godt plot, spænding, humor og sit vidunderlige persongalleri.

Ruth Galloway skal mod sin vilje deltage i et PR-arrangement på det lokale museum. Bygningsarbejdere har fundet en middelalderkiste, som siges at indeholde liget af biskop Augustin, hvis efterkommere stadig er i fuld vigør i Norfolk. Da Ruths chef Phil er på konference, er loddet faldet på Ruth til at være museets repræsentant under åbningen, hvor både presse og ping’er er inviteret.

Men da Ruth ankommer til museet, finder hun museets kurator ved siden af kisten. Død. I stedet for pressen bliver det politiet, hun må tale med. Nærmere bestemt vicekriminalkommisær Nelson, som hun qua deres forhistorie har et temmelig anstrengt forhold til.

Nelson er bestemt heller ikke glad for sagen, og selvom det umiddelbart ser ud til, at kuratoren er død af naturlige årsager, sætter han alligevel en efterforskning i gang. Det er dog svært at finde tid og midler til det, for hans afdeling kæmper med en stor sag om smugling af narkotika, hvor de står fuldstændig uden spor.

Døden på museet er fjerde bind i serien om arkæologen Ruth Galloway med speciale i biologisk antropologi. Nye læsere kan godt starte her, for forfatter Elly Griffths sørger undervejs i historien for, at vi bliver opdateret på begivenhederne i de tidligere bind. Jeg vil dog alligevel på det stærkeste anbefale at starte med bind et. Simpelthen fordi serien er så charmerende.

Denne gang trækker plottet tråde så langt bort som til Australien, hvorfra Norfolks lokale eventyrer Lord Percival Smith bragte massevis af knogler fra aborigier med sig hjem. Nu ligger knoglerne i kasser i museets kælder. En bevægelse kaldet Elginisterne presser dog på for at få dem tilbage, så knoglerne kan blive begravet i forfædrenes jord og indgå i Drømmetiden. Men det har efterkommeren Lord Danforth Smith ikke til sinds at imødekomme.

Endnu engang serverer Elly Griffiths en stemningsfuld, spændende og charmerende krimi, som ikke er til at lægge fra sig. Griffeths holder en god balance mellem personernes privatliv og krimiplottet, der – som sædvanligt – er gennemtænkt, troværdigt og overraskende.

Ligeså hyggeligt er det at følge Ruths hverdag, hvor hun jonglerer med at få jobbet og tjansen som alenemor til den 1-årige Kate til at gå op i en højere enhed. Og så er der naturligvis også de kendte bipersoner som Cathbad og Judy Johnson, som ligeledes spindes ind i plottet.

Det er bestemt ikke uden grund, at Elly Griffiths bøger er så populære. Hun skriver simpelthen bare rigtig underholdende, og Døden på museet er endnu et vellykket kapitel i serien.

Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Døden på museet:

Udgivelsesår: 22.03.2019
Forlag: Gads Forlag, 331 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: A Room Full of Bones
Oversætter: Lærke Pade

Serien om Ruth Galloway:

Døden på museet
Huset på klippen
Løgnens hus
Pigen under jorden

Gys, gru og glæden ved horror – spændende temadag i Odense

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. Særligt når man får lov til at drage til Odense for at deltage i den super interessante temadag “Gys, gru og glæden ved horror” om effektfuld genreformidling. Og det gjorde jeg onsdag d. 27. marts.

Program:

  • Hvad er gys & horror? v/Henrik S. Harksen, forlægger, filosof og H.P. Lovecraft ekspert
  • Skrækfest – et praktisk eksempel på formidling v/Niels Mark, bibliotekar og festivalleder
  • 5 forfattere, der vil skræmme enhver til døde v/Jan M. Johansen, bibliotekar og horrorekspert
  • Må man skræmme børn? v/Ellen Holmboe, forfatter og medlem af Selskabet for Børnelitteratur
  • Et forlag fortæller om gys, gru og fremtiden v/Kandor/Dreamlitt
  • Det gode gys – derfor har vi godt af at blive skræmt v/Mathias Clasen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet

Hvad er gys og horror?

Henrik S. Harksen indledte dagen med sit indlæg, hvor han prøvede at give en defination på gys og horror. Han startede med at spørge, hvad det egentlig er, genren kan, og det kogte han ned til fire overskrifter.

  • Den kan helt basalt underholde
  • Den kan mane til eftertanke
  • Den kan udfordre fordomme og forestillingsevnen
  • Den kan vise de mørke sider af tilværelsen – skyggesiderne

Herfra gik han videre til genrens tre grundlæggende virkemidler, som også Stephen King forklarer om i Dance Macabre.

  • Revulsion (det modbydelige – går efter at vække fysisk afsky)
  • Horror (fysiske ting – ‘monstret’ eksisterer konkret i fortællingen, det er ulækkert og beskidt omend nogle gange kun moralsk)
  • Terror (antydningens kunst – læserens/publikums forestillingsarbejde er på (over)arbejde)

Slutteligt viste HSH os horror-skalaen. En graf, der viser hvor bred genren er, via nedslag i to yderpunkter.

I den ene ende findes horror om det nære/kendte. Her fortælles historien indenfor den menneskelige hverdag, og handler ofte om det gode mod det onde og menneskers relationer og reaktioner. HSH fremhævede Stephen King som en mester inden for denne del af genren.

I den  modsatte ende af skalaen finder vi den kosmiske indifference. Her er vi langt fra den menneskelige hverdag, og menneskelige begreber og forståelse er fraværende. Rædslen opstår i erkendelsen af menneskets ubetydelighed, og vi er hinsides godt og ondt. Eksistens er meningsløs og ligegyldig, og heri opstår horror. Her fremhævede HSH H.P. Lovecraft som mesteren.

I mellem disse to yderpunkter findes naturligvis masser af god horror, og her blev f.eks. nævnt Jeff VanderMeer og hans Southern Reach-trilogi. På overfladen ser den måske ud til at være længst mod kosmisk indifference med de uforklarlige hændelser, som mennesket er hjælpeløse imod, men romanerne handler egentlig om, hvad mennesket gør mod jorden, og således bliver historien rykket over i det nære med menneskelige relationer.

Gys, Gru og glæden ved horror - Niels Marks oplæg

Skrækfest – et praktisk eksempel på formidling

Næste mand på scenen var Niels Mark, der er leder af musikbiblioteket i Odense og festivalleder for Skrækfest.

Som musikmenneske er det meget naturligt, at NMs første gyseroplevelser havde med lyd at gøre. Det var nemlig Alfred Hitchcocks fremragende Psycho fra 1960 – eller rettere soundtracket af Bernard Herrmann. NM fremhævede også Halloween fra 1978 af John Carpenter, hvor vi fik lov at lytte til en lille bid af filmens theme song. Og så kom han med et eksempel på en ikke særlig god gyserfilm, der bliver reddet af sit soundtrack Mountaintop Motel Massacre.

Herefter gik NM over til at fortælle om, hvordan Skrækfest opstod. Færre og færre låner musik på bibliotekerne, så der skal nye måder til at gøre musiksamlingerne interessante. Her er Skrækfest et eksempel på, hvordan man kan berige musik, kunst og kultur på andre måder og nå ud til brugerne.

Om formålet med Skrækfest fortalte NM:

  • Biblioteket sætter rammerne, mens samarbejdspartnerne udvikler idéerne
  • Skabe synergier mellem de forskellige medier indenfor horror
  • Udvikle bibliotekets formidling af musik og andre kulturområder
  • Skabe miljø for horrorkulturen
  • Afprøve grænsen mellem horror og metal
  • Koble den fysiske samling med metal.

Skrækfest startede som Odense Zombi Festival i 2017. Her var zombien og de lokale aktører i centrum med biblioteket som koordinator. I 2018 blev Skrækfest så født, og man gik fra den lidt smallere zombigenre til den brede horror palet. Skrækfest var stadig dybt forankret i det lokale, men blev samtidig også mere nationalt funderet. Pt. arbejdes der på Skrækfest 2019, som bliver endnu større.

Jeg har sat kryds i kalenderen d. 24. – 29. september!

5 forfattere, der vil skræmme enhver til døde

Lige op til frokosten kom Jan M. Johansen på banen med sine bud på 5 gode danske forfattere. Her så han ikke kun på deres forfatterskab, men også på hvordan f.eks. bibliotekerne kan bruge dem i formidlings-øjemed.

De 5 bud (som blev til 7 plus) var: A. Silvestri (Danmarks pendant til Stephen King), Anne-Marie Vedsø Olesen, Teddy Vork (en stemningsskaber af en anden verden), Michael Kamp, Lars Kramhøft, Carina Evytt og Jonas Wilmann (i nogen grad en body horror forfatter).

Gys, Gru og glæden ved horror - Ellen Holmboes oplæg

Må man skræmme børn?

Efter en god frokost var det Ellen Holmboes tur. Hun skriver ganske vist for børn, men hendes historier er ikke mindre grumme af den grund. Lix-tallet er måske ikke så højt, men bøgerne rummer flere lag. Selvom EH egentlig som udgangspunkt ikke vil censurere sig selv, når hun skriver, fortalte hun en historie om Lykkesamleren og andre gys, som lektøren frarådede de yngste læsere. Det følte hun var ret uretfærdig – indtil hun nogle år senere, stod med en skoleklasse og kunne føle, at gruen i historierne var for realistisk for børnene. Så en konklusion var, at alle bøger er ikke for alle. Og børn er ikke bare børn.

Et fast spørgsmål EH får, når hun er ude og fortælle om sine bøger, er hvor hun får idéen fra. Til det fortalte hun, at en god idé altid består af to idéer. Bogen Det tager kun 5 minutter opstod således i kølvandet på Faktas slogan blandet med tanken om folk, der altid liiige skal nå noget, inden de kommer. Bogen var meget spændende illustreret af Mads Themberg, og EH fortalte om, hvordan billedsiden kan være med til at hjælpe læserne med subtile hints og udbygge bogens stemning, når den som her, bygges langsomt op med en voldsom kulmination til slut.

EH fortalte om flere af sine udgivelser, og jeg satte en del kryds ved titler, jeg skal have læst. Ikke mindst varulve-historien Randulf , Og de onde lo: 12 amoralske fabler som i virkeligheden er en meget moralsk bog, og den sørgelige historie om Lasse i Marionetdukken.

Under omtalen af sidstnævnte påpegede EH, hvordan tragedien og gyset har meget til fælles. Gyset er yderst velegnet til at fortælle sorg-historier som i Marionetdukken, hvor skurken er et ondt vrangbillede af Lasses afdøde far. Her handler det om, at Lasse skal give slip på sin sorg. Men selvom han vil det gode, ender han med at gøre det onde, netop fordi han ikke kan give slip.

Ellen Holmboe fortalte levende og spændende, og som hun slutteligt sagde. Vi kan ikke beskytte børn mod det onde. De har klimaangst og undres over terror på fjernsynet. I den sammenhæng betyder et par gysere ikke det store. Men husk at tale med børnene om det de læser. (og tving alle piger til at læse Blåskæg, så de ikke bilder sig ind, at farlige mænd er romantiske 🙂 )

Et forlag fortæller om gys, gru og fremtiden

Fra forlaget Dreamlitt/Kandor kom forlagschef Jacob Hedegaard Pedersen samt Espen Rasmussen og fortalte lidt om forlagets historie og drømme om fremtiden.

Kandor startede som et enmandsforlag under Nikolaj Højberg. Da han meldte ud, at forlaget lukkede, kontaktede Dreamlitt ham og endte med at overtage Kandor som et imprint under Dreamlitt. Fra at fokusere udgivelserne på traditionel horror, vil man fremadrettet mere tænke på horror som en strømning end som en genrebetegnelse. Vi kan derfor se frem til både dystopier, clifi samt udenlandske forfattere i Kandors udgivelsesprofil.

Vi fik et kig på Kandors udgivelseskatalog under Dreamlitt paraplyen: Rakelsminde samt Love City af Stephan og David Garmark, Slør af A. Silvestri, Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn og ikke mindst nyoversættelserne af H.P. Lovecrafts samlede værker.

Til sidst fik vi en smagsprøve på nogle af årets kommende udgivelser:

Bird Box af Josh Malerman (romanen bag Susanne Biers film)
De rensede af Søren Staal Balslev
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Samt bøger af Gudrun Østergaard, Teddy Vork, A. Silvestri og Andy Weir. Uhh, what’s not to like 🙂

Gys, Gru og glæden ved horror - Mathias Clasens oplæg

 

Det gode gys – derfor har vi godt af at blive skræmt

Dagens sidste mand var den altid interessante og charmerende horrorforsker Mathias Clasen. Jeg er dybt imponeret over den mands viden og hans evne til at formidle komplekse problemstillinger i et lettilgængeligt sprog, så selv dosmere som jeg kan forstå det.

MC kom langt omkring i sit oplæg, hvor han bl.a. talte om sin forskning i Haunted Houses. Her samarbejder han med Dystopia Entertainment og har derigennem fået lov til at bruge deres gæster som testpersoner. Det er meget heldig, som han siger, for som forsker må han ikke selv skræmme livet af folk.

Han viste et klip fra Final Destination 2 og fortalte om, hvordan katastrofetænkning falder mennesker naturligt. Evolutionen har simpelthen fremelsket vores forestillingsevne for at holde os i live.

Han fortalte om en undersøgelse, der viser, at der er en klar ikke-lineær sammenhæng mellem alder og horrorpræferencer, og kunne fortælle, at grunden til at mange ældre mennesker ikke ser horror er biologisk. Jo ældre man bliver, jo dårligere håndterer hjernen stresshormonet cortisol. Til gengæld viser undersøgelsen, at der ikke er den store kønsforskel på lysten til at se horror.

Han gennemgik horrorens tidslinje, hvis begyndelse fortaber sig i historiens tåger dengang mennesket udviklede sin forestillingsevne og muligheden for at kommunikere. Om hvordan fascinationen af genren har haft op- og nedture, og at vi lige nu er i en guldalder.

Han så på, hvordan horror findes på tværs af medier, og hvad de enkelte medier kan.

  • Bogen: beskriver noget væmmeligt efterfulgt af en beskrivelse af personernes reaktion – forstærker skrækken fordi læseren spejler sig i personens følelser.
  • Filmen: lyden er en ekstra dimension, og så betyder det meget, at vi kan se personernes ansigt. Det forstærker reaktionerne hos publikum.
  • Spil: ofte bruges 1-personsperspektiv hvilket gør oplevelsen stærkere. Spilleren har mulighed for at interagere med historien i spillet, hvilket giver større indlevelse, hvilket igen øger frygten.

Og til sidst kom han ind på et forsøg på aber, hvor man havde udsat nogle unger for lidt frygt, mens en anden gruppe ikke var blevet udsat. Det viste sig, at gruppen der havde været udsat for lidt frygt, klarede sig bedre. Så er et mareridt i ny og næ en billig pris at betale.

Kl. ca. 15.30 var temadagen “Gys, gru og glæden ved horror” slut, og jeg kunne hoppe på toget hjem igen mange tips og ny viden rigere.

Tusind tak herfra til arrangørerne og oplægsholderne for en spændende dag i gruens tegn.

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen

Pestlægen af Søren Marquardt FrederiksenByfoged Povel Madsen finder i en sø liget af en lille pige. Han håber, at hun er druknet og ikke myrdet, så byen ikke igen skal hænge en barnemorder. Sandheden viser sig at være langt værre. På pigens hals finder han mørklilla bylder, der tyder på, at pesten er vendt tilbage. Tanken forfærder ham, men han håber, at Chr. IV’s nye Pestforordning fra 1625 kan forhindre, at pesten denne gang rammer så hårdt.

Han får hjælp af en tilrejsende læge, den kontroversielle Hartvig Lohmann, der eksperimenterer med nye metoder. Mens de kæmper for at opretholde et beredskab, der skal holde pesten nede, myldrer ligene frem i byen. Samtidig nager tvivlen. Døde pigen af pest, eller blev hun myrdet? (fra bogens bagside)

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen udspiller sig i Nakskov i 1629. En tid hvor pesten med jævne mellemrum skyllede over Europa og Danmark og efterlod massegrave fyldt med døde i sit kølvand.

I Nakskov var pesten sidst i udbrud fem år tidligere, hvor bl.a. byfogeden Povel Madsens kone var blandt ofrene. Nu er han gift med den unge Karen Pedersdatter og kan næsten ikke forstå sit eget held. Men da han finder den lille døde pige, frygter han, at heldet er sluppet op.

Sammen med borgmesteren Hans Boesen indfører Povel en række forholdsregler for at beskytte byen mod pesten, samtidig med at han forsøger at finde ud af, hvem der har dræbt den lille pige. Først er han dog nødt til at finde ud af, hvem pigen er.

Pestlægen er en velresearchet og letlæst roman om liv og død blandt almindelige mennesker under pestens hærgen i 1600-tallets Danmark. SMF beskriver tiden og personerne, så man tydeligt fornemmer både skidtet og stanken i gaderne, såvel som angsten for pesten der blev anset som Guds straf. Alligevel forsøgte man at undgå smitten, og SMF beretter levende om de mange mærkelige kure og tankerne bag.

Pestlægen kaldes en historisk krimi, og historien har da også et mord som omdrejningspunkt. Selve mordgåden er for så vidt godt fundet på. Under opklaringsarbejdet dukker der indicier op, der kunne involvere heksekunster, og det fremstiller SMF troværdigt og overbevisende. For mig bliver mordplottet dog aldrig det vigtigste, og derfor vil jeg hellere betegne Pestlægen som en vellykket historisk roman, hvor man grufuldt fascineret følger pestens indtog i Nakskov. Samtidig er kulissen og personerne interessante i sig selv, og selvom SMF ikke helt når op på højde  med forfattere som f.eks. Martin Jensen, så er Pestlægen absolut læseværdig.

Søren Marquardt Frederiksen debuterede som skønlitterær forfatter i 2016 med Kongens By, der også har Povel Madsen i hovedrollen.  Pestlægen er hans tredje roman, og er baseret på historiske begivenheder og virkelige personer, der levede i Nakskov. Forrest giver SMF en kort introduktion til personerne, som han har fundet oplysninger om via byens daværende præst, der flittigt registrerede et hav af informationer om sine sognebørn. Bagerst i bogen er en samlet oversigt over kilderne.

Om Pestlægen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Morfeus Forlag, 269 sider
Omslag: Antti Suomalainen

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Mens møllen maler af Martin Jensen
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Færten af død af Andrew Taylor

Lad de døde begrave de døde af Lars Thomassen

Lad de døde begrave de døde af Lars ThomassenJake Vesterlund har med nød og næppe overlevet sit møde med seriemorderen Ditlev Rosenkilde. Hans mor, præsten Margit, var ikke lige så heldig. Nu skjuler Jake sig sammen med sin ven, den pensionerede betjent Kaj Brønds, i Billund hos Kajs tidligere kollega Adriana Hansen. For Ditlev er stadig på fri fod, og så længe han er det, er Jake i fare.

Efter måneders stilhed brydes roen i skjulestedet pludselig af mordet på menighedsrådsformanden fra Margits kirke. Drabsmetoden lader ingen i tvivl om, at gerningsmanden er Ditlev Rosenkilde – eller dukkehusmorderen som medierne kalder ham.

Selvom Jake ikke ligefrem begræder menighedsrådsformandens død, så tærer det på ham at vide, at folk bliver slået ihjel pga. ham. Derfor er han ikke sen til at gå med på politiets plan om at bruge ham selv som lokkemad for at fange Ditlev. Han ønsker at få afsluttet sagen og komme videre. Ikke mindst efter at han har mødt den jævnaldrene Katarina, som han er nødt til at lyve for og holde på afstand, så længe han lever under jorden.

Men politiets plan går ikke som planlagt, og pludselig er Jake mere alene end nogensinde før.

Lad de døde begrave de døde er anden del i Lars Thomassens Vesterlund-trilogi, og jeg må hellere starte med at fortælle, at jeg ikke kan være helt upartisk i min anmeldelse. Jeg kender forfatteren en smule, og opdagede til min store benovelse, at mit navn er at finde blandt taksigelserne. Da jeg ikke har været involveret i arbejdet med denne roman, føler jeg dog, at jeg alligevel kan skrive om den her på siden. For jeg kan med god samvittighed sige, at alle thriller-elskere bør kende Lars Thomassen.

Historien starter umiddelbart efter slutningen af Han kender det som er i mørket. Selvom jeg vil anbefale, at man læser bind et først, så samler Lad de døde begrave de døde dog elegant op på de tidligere begivenheder, så det ikke er et problem at følge med. Det er dog en god idé at læse opmærksomt, for som i første bind er plottet ikke enkelt.

Thomassen er en mester i at flette mange forskellige plots ind i en overordnet tråd, og det gør han også her. Vi følger naturligvis hovedplottet om Jake og Kaj Brønds, men hører også om en lokal rockerbande, om Jakes nyfundne onkel og om den nærmest sagnomspundne Onkel fra den kriminelle underverden. De mange plottråde vikler sig ind og ud af hinanden, så spændingen nærmest er konstant. Og naturligvis har Thomassen styr på sin fortælling, så alt hænger sammen til slut.

Jeg var godt underholdt af Lad de døde begrave de døde. Thomassen skruer på de store knapper i historien, som med sin geniale seriemorder og action fra første side næsten føles amerikansk. Midt i spændingen bliver der dog også tid til lidt smil. Specielt en væddeløbsscene på Billund travbane fik mig til at grine højt midt i al dramaet.

Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, føles sproget til tider en smule omstændelig. Et lidt skarpere sprog ville også betyde en let stramning af længden og dermed en endnu mere intens læseoplevelse. Jeg er dog lidt en pernittengryn i den henseende, så det er bare min smag.

Alt i alt er Lad de døde begrave de døde absolut værd at læse, hvis du holder af spændende thrillers. Og så slutter Lars Thomassen endnu engang sin historie med en gysende cliffhanger – og en kæmpe overraskelse! Forhåbentlig er bind tre snart klar …

Uddrag fra Lad de døde begrave de døde:

Sivertsen så over på sin unge kollega og genkendte den spænding kombineret med frygt, som han selv havde haft som ung, nyudklækket politimand.

Sammen bevægede de sig langsomt ned gennem kirkens midtergang mellem bænkerækkerne. Årvågne og koncentrerede. De kiggede til hver sin side hen mellem de enkelte bænkerækker. Små spor af blod fra præstens sko kunne tydeligt ses. De fulgte dem. Lugten af opkast og noget udefinerbart ramte deres fintfølende politinæser.

De to mænd var nået næsten helt op til der, hvor kirken delte sig i to retninger, da de begge hørte en dryppende lyd. Simultant vendte de ansigterne i retning af lyden.

Rundt om døbefonten løb minifloder af blod. (side 71-72)

Om Lad de døde begrave de døde:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Månen, 461 sider

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Zombiekongens kald af Lasse Bo Andersen

Zombiekongens kald af Lasse Bo AndersenDet vrimler med zombier i forlystelsesparken Zombie Splatter Fun Park. Ikke sjove udklædte zombier, men vaskeægte kødædere der er undsluppet deres bur og nu bider alle, de kommer i nærheden af. Alex mor er kommet til skade, og Alex og Mark er taget hen på direktørens kontor, hvor førstehjælpskassen er. Her opdager de nogle billeder, der fortæller om parkens historie, og Mark genkender en stor stålbeholder på et af dem. En stålbeholder han har set i parken …

Imens får ilden fat i bygningen. Vennerne er fanget, og udenfor venter zombien med de røde øjne, der tilsyneladende kan styre de andre zombier.

Zombiekongens kald er sidste bind i spin-off serien Zombie Splatter Fun Park, og handlingen accelerer stadigt. Lasse Bo Andersen kan noget særligt, når det gælder zombier. Historien sprudler af fortælleglæde, og vi får opklaret et spørgsmål helt tilbage fra Endestation Z, ligesom et par gamle kendinge dukker op. Og så er der – naturligvis fristes jeg næsten til at sige – en grum overraskelse til sidst.

En actionfyldt afslutning på en zombielicious serie for de +10-årige læsere. Den er letlæst, underholdende og spændende. What’s not to like 🙂

Uddrag fra Zombiekongens kald:

– Kom, vi må videre. Vi har ikke tid til at kigge på de fotos. Vi skal have fundet den medi …

– Det ser ud, som om der har været en kælder mere, sagde Mark og afbrød hende.

– Hvad mener du? spurgte Alex.

– En kælder under den første kælder, sagde Mark. Han lyste og pegede på fotografierne på væggen. – Se!

Alex stirrede forbløffeet på dem. Mark havde ret. Det var tydeligt, at der blev udgravet en kælder mere.

– En hemmelig kælder, sagde Alex langsomt.

– Og der står direktøren. Se, hvor han smiler over hele hovedet.

På fotografiet stod direktør Wilson ved siden af en stålbeholder. Den var halvt begravet i murbrokker.

– Det gør han sgu ikke mere, sagde Alex tørt.

Mark kom i tanke om synet af Wilson, der slæbende på fødderne nærmede sig Rødøje. Og på det store, gabende sår, han havde haft på halsen.

Pludselig gik det op for ham, hvad det var for en stålbeholder, Wilson stod ved siden af på fotoet. (side 15-16)

Tak til forlaget tekstogtegning som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Zombiekongens kald:

Udgivelsesår: 12.03.2019
Forlag: Tekst&Tegning, 86 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Serie: Zombie Splatter Fun Park, 4
Lix: 23

Serien Zombie Splatter Fun Park:

I zombiernes skygge
De rådne vender tilbage
Zombien med de røde øjne
Zombiekongens fald

Virtropolis af Freddy E. Silva

Virtropolis af Freddy E. SilvaÅr 2060.

5 minutter over ti om aftenen.
4 skæbner møder ind med skarpladte våben.
3 andre er skygger i natten.
2 uger efter fangeoprøret i Ståltårnet.
1 aften, der ændrer alle syv liv.

Fem fortællinger om vores fejl og mangler, håb og drømme, livet, døden og den virtuelle zone midt imellem.

Hver fortælling er en separat livshistorie – samlet er de én fatal aftens jagt gennem den neonbelyste asfaltjungle. (citat fra bagsiden)

I 2012 udgav Freddy E. Silva fremtidsthrilleren Mediatropolis. Virtropolis er en selvstændig fortsættelse hertil, og består af fem overordnede kapitler omkranset af en rammehistorie.

I den første historie, ‘Manos’ følger vi Diego Vargas som flygtede under det store fangeoprør, vi hørte om i Mediatropolis. Han ønsker bare at hente sin kæreste og slippe væk fra storbyen. Men først skal han inddrive en gæld.

I “Metro Hotel” er hovedpersonen Eric Gibson, tidligere menig i hæren og nuværende lejesoldat. Menneskesky holder han sig til sit hotelværelse, men denne aften får han tilbudt en opgave, som han ikke kan sige nej til.

Hovedpersonen i “Kærlighed og krig” er den ærgerrige nyuddannede betjent Jessie Calahan, der netop er blevet ansat som lejebetjent hos GigaMedia. Hun må konstant kæmpe for anerkendelse hos mændene, så da hun bliver headhuntet til en specialopgave, er hun ikke sen til at sige ja. Heller ikke selvom den bringer hende helt til kanten af jobbets jurisdiktion.

I “Navnløs blog” er hovedpersonen den unge kvinde, Dani, der driver sin egen nyhedsblog sammen med vennerne Kyoko og Bernhard. I en verden hvor alle kæmper om opmærksomhed og berømmelse i den virtuelle verden, går deres nyhedsblog mod strømmen med sin anonymitet. Men måske derfor er deres nyheder mere troværdige?

“Virtropolis” er bogens sidste historie. Her hører vi om den professionelle firmaagent Vincent Hess, der bliver hyret af koncernen M-Tech til at opspore deres chefprogrammør og bringe ham tilbage. Han er tilsyneladende stukket af med prototypen på det hemmelige projekt, han arbejdede på. Et projekt der kan indbringe M-Tech milliarder. Men også andre er interesserede i programmøren.

Som bagsideteksten antyder, er de fem historier umiddelbart uafhængige af hinanden, men når man er færdig med bogen, tegner de et samlet billede, hvor personer og begivenheder går igen, set fra nye vinkler. Og den fremtid, der tegnes, virker trøstesløs og uden meget håb for almindelige mennesker. Penge og magt er samlet hos internationale koncerner, som styrer masserne med hjernedøde tv-udsendelser og manipulerer seerne både politisk og købsmæssigt. Imens bliver de fattige fattigere, og samfundets bund er nærmest umulig at komme væk fra.

Freddy E. Silva kommer i Virtropolis omkring mange interessante tanker vedrørende mediernes påvirkning. Her er det ikke Facebook men FriendNet, som alle er nødt til at være på, og man skal helst ses hele tiden. Her er en præsidentkandidat, der har arvet sin rigdom fra faderen og nu kører sig i stilling ved at invadere nabolandet under påskud af kampen mod narkohandlen. Her er indførelse af et omfattende DNA-register, der hurtigt kan misbruges. Og her er privatisering af offentlige opgaver som politiet, hvor de må klare sig med dårligere udstyr end de private lejebetjente. Problemet er blot, at lejebetjentene kan have en helt anden agenda, hvis deres arbejdsgiver ønsker det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt fangede formålet med rammehistorien, selvom der afsløres en overraskende oplysning til sidst, der giver den en helt ny kant. Til gengæld var jeg virkelig begejstret for de to sidste historier, der både underholder og giver stof til eftertanke.

Forsiden af Lars Gehrt signalerer tydeligt bogens indhold, så den kan jeg kun rose, mens bogens layout desværre halter lidt til tider med mystiske indrykninger. Korrekturmæssigt er jeg altså ret sikker på, at datidsformen af ‘at smyge sig’ hedder ‘smøg’ og ikke ‘smygede’, og så undrer jeg mig lidt over udkommet af et bagholdsangreb i ‘Hotel Metro’. Det hører dog til i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk af Virtropolis er godt. Så er du til dyster science fiction, der udspiller sig i en verden à la Blade Runner, kan du roligt gribe Silvas nye bog.

Uddrag fra Virtropolis:

Eric kiggede fra den ene til den anden. McCaffey så blank ud, men forsøgte at skjule det bag et psykotisk blik. Bukowski udstrålede som sædvanligt kun tålmodighed.

“Det er da klart!” råbte McCaffey. “Selvfølgelig skal vi da herned og smadre sortsmuskere, hvis de bliver ved med at sende deres lort hjem til os! Når regeringerne hernede ikke stopper narkobaronerne, så må vi jo selv gøre noget ved det.”

Bukowski bed sig tænksomt i læben. Sveden drev af ham. Hans blik hvilede på de stegende brosten, der førte op ad bakke ind mellem kalkstensfarvede huse. Skæve, primitive bygninger pyntet med vasketøj på tørresnore. Retningen ned ad bakken førte i sidste ende til havnen. Som ved alle områder tæt på et checkpoint, var deres zone også sparsomt befærdet. De lokale undgik at skulle kropsvisiteres og ofte endda registreres.

“Der er bare en lille note til det synspunkt, McCaffey,” sagde Bukowski mildt. “For det første har vi ikke helt ret til at invadere den sydamerikanske koalition. Der er simpelthen ikke belæg for, at en debat var nyttesløs. Det kunne sagtens have endt med et samarbejde omkring bekæmpelse af narkoeksporten. Netop derfor fik vi heller ikke grønt lys fra FN.”

Eric så med skjult morskab, at McCaffery intet fattede. Bukowski fortsatte:

“Og for det andet, så er et af Clarke W. Masons grundlag for invasionen, at ‘regerings-koalitionen hernede er korrupt og økonomisk støttet af narkokartellerne’ – Men han selv støttes af lobbyister, som f.eks. oliefirmaet Arbol. Arbols boretårn i Stillehavet har skabt stort miljømæssigt røre. Det viste sig jo, at deres sikkerhed var underbemandet. De havde så at sige boret uden at sikre minimal forurening – og det er også ulovligt […] Det vil sige, at også han baner vej for en politisk karriere ved ulovlige metoder. Er der forskel på Sydamerikas og Masons beskyttelse af egne interesser? Jeg tvivler.” (side 78-79)

Om Virtropolis:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Valeta, 354 sider
Omslag: Lars Gehrt

Indhold:

Chatrum, 1. del
Manos
Chatrum, 2. del
Metro Hotel
Chatrum, 3. del
Kærlighed og krig
Chatrum, 4. del
Navnløs Blog
Chatrum, 5. del
Virtropolis
Chatrum, 6. del
Epilog: Kærlighed og kredsløb

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen
Nano kommer til Clifford Falls af Nancy Kress
Den beske magt af Niels E. Nielsen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Mediatropolis

Og så var hun væk af Lisa Jewell

Og så var hun væk af Lisa Jewell15-årige Ellie har livet foran sig. Hun er dygtig i skolen, dater en sød kæreste og er vokset op i en stabil og kærlig familie. Men en dag forsvinder hun sporløst.

For familien bliver intet nogensinde det samme igen. Særligt moren Laurel er knust, for Ellie var hendes øjesten, og i de følgende år falder familien langsomt fra hinanden. Laurel og Paul bliver skilt, og Laurel mister næsten kontakten med ældste datter Hanna og sønnen Jake.

Så – efter 10 år – ringer politiet. De har fundet Ellie.

Næsten samtidig møder Laurel den charmerende matematiker Floyd på en café. For første gang siden Ellie forsvandt, føler Laurel igen noget. Floyd slår benene helt væk under hende, og snart er han og datteren Poppy en fast bestanddel af Laurels liv. Men hvem er Floyd egentlig? Og hvad skete der den dag for 10 år siden, da Ellie forsvandt?

Og så var hun væk er det første jeg har læst af Lisa Jewell, som på dansk tidligere har udgivet Den fremmede gæst. Jeg havde derfor ingen forventninger, men jeg skal love for, at jeg blev positivt overrasket. Nærmest fra første side blev jeg fanget af historien, og jeg læste stort set bogen i et stræk.

Og så var hun væk er inddelt i fem overordnede kapitler, som hver især fortælles fra forskellige vinkler og i forskellige tider. De skiftende fortællestemmer er med til at øge suspensen, og giver samtidig læseren mulighed for at høre den samme historie set fra de forskellige personer. Det føjer hele tiden nye lag til fortællingen, som ender med at være både uhyggelig og hjerteskærende på samme tid. Det er fremragende skrevet.

Plottet virker umiddelbart enkelt med historien om den forsvundne pige og forsøget på at finde ud af, hvad der er sket. Den del fungerer rigtig godt, og er spændende i sig selv. Men romanen er så meget mere. Det er nemlig også en fortælling om sorg, og om hvordan sorgen nærmest kan opløse et menneske.

Lisa Jewell er en dygtig fortæller, der får personerne til at stå lyslevende for læseren. Vi føler med Laurel hvis smerte over sit forsvundne barn får hende til at trække sig fra alle andre, og dermed ender med at ødelægge sin familie. Alligevel ved vi, at hun ikke har ønsket at gøre andre ondt, og den viden får vi brug for senere. For hvornår er folk nogensinde onde med vilje?

Jeg blev fascineret af Jewells leg med tilfældigheder i romanen. Personerne føres af tilfældigheder ad forskellige stier, og set i bagspejlet ved de ofte, hvor de skulle have skiftet bane. Men livet leves forlæns, som Kierkegaard sagde, og nogle valg kan bare ikke laves om.

Og så var hun væk er en stærk roman. Det er en vellykket psykologisk thriller i domestic noir genren, men det er også en fascinerende roman om mennesker og valg. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

Uddrag af Og så var hun væk:

Og så en skønne morgen forlod hendes pige, hendes lille engel, hendes yngste, hendes baby, hendes sjælefrænde, hendes stolthed, hjemmet og kom ikke tilbage.

Og hvad havde hun følt de første pinefulde timer? Hvad havde hun fyldt sit hoved og sit hjerte med i stedet for alle de sædvanlige små bekymringer? Rædsel. Desperation. Sorg. Skræk. Smerte. Frygt … Ingen af de beskrivende ord, hun kendte, hvor dramatiske de end var, slog til.

“Hun er nok hjemme hos Theo,” havde Paul sagt. “Prøv at ringe til hans mor.”

Allerede før hun ringede, vidste hun, at hun ikke var hos Theo. Hendes datters sidste ord, inden hun gik, var: “Jeg kommer hjem til frokost. Er der noget lasagne tilbage?”

“Der er nok til en.”

“Du må ikke give det til Hanna. Heller ikke til Jake! Du skal love det, mor!”

“Det lover jeg.”

Og så gik døren i med det karakteristiske lille klik, og lydniveauet i huset faldt en anelse, som det altid gør i et hus, når et menneske forlader det. Og så var der en opvaskemaskine, der skulle fyldes, et telefonopkald, der skulle overstås, en kop te, der skulle bæres op til Paul, som var forkølet, og som hun dengang oplevede, som det mest belastende i hendes liv.

“Paul er forkølet.”

Hvor mange mennesker havde hun sagt det til i løbet af de seneste par dage, efterfulgt af et dybt suk og en himlen med øjnene? “Paul er forkølet.” Mit kors. Mit liv. Ynk mig.

Men hun ringede alligevel til Theos mor. (side 13)

Tak til Gads Forlag som har foræret mig Og så var hun væk til anmeldelse

Om Og så var hun væk:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gads Forlag, 334 sider
Omslag: Anders Timrén
Originatitel: Then She Was Gone
Oversætter: Johnnie McCoy

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Enken af Fiona Barton
Lille pige af Sarah Engell
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Skygger af Henriette Rostrup

Zombien med de røde øjne af Lasse Bo Andersen

Zombien med de røde øjne af Lasse Bo AndersenAlex skreg højt.

Hun skreg, fordi Mark skreg. Deres skrig rungede gennem de mørke gange i Zombiehuset. Den unge mand med cykelhjelmen kom nærmere. Han vraltede sidelæns hen mod dem. En stank af forrådnelse og fugtig jord kom dem i møde.

– Det er zombien med cykelhjelmen! hylede Mark. – Vi er fanget i den her blindgyde! Han trådte et skridt baglæns og kom til at jokke Alex over tæerne.

– Av for … Alex bed tænderne sammen. Men smerten fik hende vækket. Hun greb fat i den syvarmede gulvlysestage ved siden af døren. Den var af metal, og modsat alt andet var den ægte. Men til gengæld var den boltet fast til gulvet. (uddrag side 13-14)

I tredje bind af spin-off serien Zombie Splatter Fun Park er Alex og Mark trængt op i en krog i forlystelsesparken. Det er lykkes zombierne at undslippe fra deres indhegning, og nu går jagten på menneskekød.

Og det er ikke kun Alex og Mark, der pludselig er blevet byttedyr. Skolebøllen Zeb og hans venner bliver også jaget af de undslupne zombier, der springer på alle der befinder sig indenfor hegnet. Men virker zombierne ikke mere fokuserede og målbevidste, end de hjernedøde kødædere der hærgede for 20 år siden?

Zombien med de røde øjne er endnu et underholdende kapitel i Lasse Bo Andersens zombie saga. Her er splatten tilbage for fuld tryk, kombineret med svigefulde mennesker, heltemod og venskab. Topklasse for de +10 årige zombieentusiaster.

Tak til forlaget tekstogtegning som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Zombien med de røde øjne:

Udgivelsesår: 12.03.2019
Forlag: Tekst&Tegning, 74 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Serie: Zombie Splatter Fun Park, 3
Lix: 24

Serien Zombie Splatter Fun Park:

I zombiernes skygge
De rådne vender tilbage
Zombien med de røde øjne
Zombiekongens fald

Havhvepsen af Tommy Thorsteinsson

Havhvepsen af Tommy ThorsteinssonHacking, hjertepatienter og en dødsensfarlig goppel kaldet for havhvepsen, er blot nogle af ingredienserne i Tommy Thorsteinssons nye krimi

Da erhvervsmanden Lars Erik Ejlersen modtager en sms, der forsøger at afpresse ham, tager han sig i første omgang ikke af den. Men det får følger, og snart går det op for ham, at en skruppelløs afpresser har udset ham som bytte. Og Ejlersen er ikke den eneste. Da politiet involveres, opdager de gennem den dygtige tyske it-mand Dieter Wolf, at en række danske erhvervsfolk har været udsat for afpresning. En fællesnævner er, at alle ofrene bruger pacemaker, men den kan man da ikke hacke sig ind i?

I 2017 debuterede Tommy Thorsteinsson med politikrimien Ensom ulv. Nu følger han op med Havhvepsen, der er andet selvstændige bind i serien om Anna Blaafalk, Anders Axelsen og de andre efterforskere fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Som i første bind får vi smæk for skillingen her i Havhvepsen. Fra start af introduceres vi for en lang række personer, så jeg måtte holde tungen lige i munden. Men lynhurtigt fanges man ind af historien, der fortælles kronologisk fremadskridende, men fra skiftende synsvinkler så spændingsniveauet nærmest er støt stigende hele vejen igennem.

Hovedplottet omkranses af en rammefortælling om terroristen The Tailor, der i begyndelsen befinder sig i Syrien. Rammen er ganske kortfattet, men tyder på at bind tre nok vender tilbage til terrorisme som et tema.

Jeg var vældig underholdt af Havhvepsen. Også selvom jeg ikke helt køber alle dele af plottet. Der er nogle lidt abrupte spring i afsløringen af afpresseren, og en slutscene i Herstedvester virker ikke helt troværdig. Men skidt pyt, for spænding er der nok af, og underholdningsværdien er som sagt i top.

Havhvepsen er letlæst, spændende og befolket af vellykkede karakterer, som det er interessant at følge. Og med den snarlige ankomst af 5G netværk, der vil tillade fjernoperationer m.m., er tanken om hacking af f.eks. pacemakere desværre også relevant.

Uddrag fra Havhvepsen:

Han gik ud mod køkkenet for at hente en kop kaffe. Pludselig sank han i knæ, mens han tog sig til brystet. Smerterne var intense. Han rystede over hele kroppen, og små, salte sveddråber piblede frem i ansigtet. Mobiltelefonen faldt ud af hænderne på ham, men han kunne se skærmen lyse op. Med møje og besvær kravlede han hen til mobilen.

Se nu hvad du fik mig til at gøre. Du må se at lære det.

“Hvad fanden sker der?” råbte den ellers så stovte direktør. Han rejste sig ved hjælp af spisebordet, som han var havnet for foden af og forsøgte febrilsk at orientere sig. Der var intet unormalt i stuen eller køkkenet. Han tastede famlende et svar på mobilen: Hvem er du, og hvad har du gang i?

Få sekunder senere kom svaret: Det er ligegyldigt, hvem jeg er. Det er snarere, hvad jeg er i stand til, du skal bekymre dig om. (side 12)

Tak til forfatter Tommy Thorsteinsson som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse

Om Havhvepsen:

Udgivelsesår: 15.03.2019
Forlag: Forfatterskabet.dk, 332 sider
Omslag: Mons René Andersen

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Blodmåne af Katrine Engberg
Blodengel af Lotte Petri
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson
Kaldet af Inger Ash Wolfe