maj 2019
M Ti O To F L S
« apr   jun »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Arkivet for maj 7th, 2019

Flugten fra klanen – Kijara 2 af Tatiana Goldberg

Flugten fra klanen - Kijara 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen er bind to i serien om Kijara. Serien udspiller sig i en fremtid, hvor Union City er hovedstaden for et samlet Europa. Genetiske modifikationer af mennesker er hverdag og udføres af det offentlige, mens politiorganisationen PURGE (Police Unit for Regulation of the Genetically Engineered) sørger for, at de uautoriserede modificerede bekæmpes.

Kijara er sammen med sin brødre, coyoterne, medlem af en forbryderorganisation kaldet Klanen. Hun er også en illegal GMI. I første bind blev hun fanget af PURGE under et indbrud, og hun fik valget at hjælpe PURGE eller blive destrueret. Et valg, der i sidste ende ikke var et valg.

Nu er Kijara under oplæring som PURGE-agent med den modvillige Darwin som teamleder. Darwin var sammen med telepaten Naid på holdet, der i første omgang fangede Kijara, og han er mildest talt ikke særlig begejstret for hende. Følelsen er gensidig.

Selvom Kijara ikke savner sin kriminelle tilværelse, er livet som PURGE-agent bestemt ikke hendes kop te. Hun har det svært med autoriteter, og de dårlige minder fylder meget. Alligevel bliver hun sammen med Naid og Darwin snart sendt ud i felten på en træningsopgave. De skal indfange en i-klasse GMI i en afsidesliggende lagerhal. En simpel og ukompliceret opgave.

Men alt er ikke, som det umiddelbart ser ud, og mens Kijara ikke savner sine coyotebrødre, savner de hende. Og de vil gå meget langt for at få hende tilbage.

Kijara 1 og 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen har helt sikkert været værd at vente på. Jeg var vild med Overløber, og Tatiana Goldberg fortsætter her den gode stil. Historien er i sig selv spændende, og vi kommer længere ind under huden på Kijara her i bind to. Hendes fortid gemmer på grusomme minder, men vi lærer også mere om hendes evner og hendes udvikling.

Billedsiden er ligeledes i topklasse. Hvad enten det er de stemningsfulde baggrundsmiljøer eller personerne, så står de knivskarpt og med masser af sjæl. Som sidst inviterer Goldberg læserne med ind i maskinrummet, når hun bagerst i bogen fortæller om, hvordan hun har arbejdet med historien. Det er spændende at komme ind i Goldbergs overvejelser, og pludselig står detaljer i historien meget stærkere. Man kan selvfølgelig sagtens ‘nøjes med’ at læse selve historien, men hvorfor dog snyde sig selv for noget godt.

Jeg er meget meget meget begejstret for Kijara-serien, som jeg synes fortjener et internationalt publikum. Historien er universalt spændende, billedsiden er fantastisk, og der er heldigvis to bind mere under udarbejdelse. Indtil de kommer, må jeg nøjes med at læse og genlæse Overløber og Flugten fra klanen igen.

Om Flugten fra klanen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 95 sider
Omslag: Tatiana Goldberg

Læs mere om Kijara-serien HER

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Kick-Ass af Mark Millar og John Romita Jr.
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Metrozone af Søren Mosdal
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé