juni 2019
M Ti O To F L S
« maj   jul »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Arkivet for juni, 2019

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund“Den generindrede smerte er den eneste vej til frelse.” Det er også psykiateren Dr. Zarkowskis mening. Javist, hans behandlingsmetode er måske utraditionel: Patienterne bringes i trance, samtidig med at han eksperimenterer med at projicere deres tanker op på en skærm, så de bagefter bogstaveligt talt kan se deres smerte i øjnene.

Men Chris var ikke bange for fugle, før han mødte Zarkowski. Lisa var ikke bange for nonner, før hun mødte Zarkowski. Bogo var ikke bange for noget som helst, før han mødte Zarkowski. Hvorfor døde Bogo, og hvorfor skulle børnene gå i seng? Hvilke børn?

“Aldrig hos et menneske har jeg oplevet så stærk en kærlighed,” siger en af romanens bipersoner om Dr. Zarkowski. Et hjertensgodt menneske, som kun vil sine patienter det bedste. Men ved han, hvad han gør? Måske er det ikke al smerte, man kan se i øjnene. (fra bagsiden)

Efter at have fået udgivet en roman for fem år siden, har Michael undervist på et universitet i Californien, mens han skrev ved siden af. Men skriveriet går i stå, så han flytter hjem til sin bror, Steve i San Francisco. Kort efter møder han Chris, og de indleder et forhold.

Steve er imod forholdet. Han advarer Michael om Zarkowski, men Michael lytter ikke. Efterhånden går det dog også op for deres fælles veninde Lisa, at der er noget galt. Men hvad? Zarkowski er på den ene side utrolig behagelig og tillidsvækkende, men samtidig bliver folk omkring ham tilsyneladende ramt af irrationel angst. Og hvad bruger Zarkowski alle de hunde til?

Dr. Zarkowskis eksperiment udkom i 1993, og vi føres gennem historien via Michael, Chris, Steve og Lisa, der har hver deres forbindelse til Zarkowski. Som altid viser Grete Roulund sine personer snarere end fortæller dem, og det er indimellem svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Er her bare tale om misforstået jalousi og manglende kommunikation? Men undervejs hvirvler delvise forklaringer ind, og man forstår noget, uden rigtig at forstå før til allersidst.

Det er aldrig opmuntrende at læse Grete Roulund, og det er heller ikke tilfældet med Dr. Zarkowskis eksperiment. Alligevel kunne jeg ikke lægge den fra mig. Idéen om, under hypnose at projicere folks fortrængte tanker op på et lærred og efterfølgende konfrontere dem med billederne, er både genial og gal. For det kan ganske rigtig være et fantastisk værktøj for politiet, men vil der ikke være situationer, det er bedst IKKE at se i øjnene igen?

Roulund har en helt unik stemme, og at læse hendes fortællinger kan nærmest give fysisk ubehag. Ikke at hun skriver ekspressivt voldsomme scener. Tonen er hele vejen igennem behersket, nærmest underspillet. Alligevel føles det brutalt, og Dr. Zarkowskis eksperiment holdt mig ubrydelig fast i sin dystre trøstesløshed, hvor ingen vil gøre nogen noget ondt, og alligevel er det det, de gør.

Det er smertefuldt fascinerende, uforudsigeligt og begavet. Læs Dr. Zarkowskis eksperiment.

Læs Janus Andersens anmeldelse på scifisiden.

Om Dr. Zarkowskis eksperiment:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Chr. Erichsens forlag, 262 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Varsleren af Karin Fossum
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Den røde tråd af Vicki Pedersen
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Exnihilo af Publius Enigma

Exnihilo af Publius EnigmaSpændende og underholdende science fiction der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

I 2163 er Discover IV på vej længere ud i universet end mennesket nogensinde har været før. Målet er at finde beboelige zoner og erobre nye territorier.

Godt 100 år senere har en krig ødelagt det meste af jorden, som nu styres af Det Interhumane Synedri bestående af 12 ledere anført af generalsekretæren. Som følge af Den Totale Krig bliver der ikke født børn mere. Heldigvis har forskerne fundet en måde at producere børn uden brug af biologiske rugemødre, men en alvorlig genetisk fejl har sænket gennemsnitsalderen til 41 år.

En dag opfanger en gruppe forskere et svagt signal fra Jupiters 64. måne. Der er ingen afsender på signalet, men noget tyder på, at det er sendt af intelligente væsener. Synedriet beslutter sig for at sende en ekspedition af sted med rumskibet Scout Voyager, hvor bla. hovedpersonen Elia deltager. Det lykkes dem at nå frem til signalet, men det, de finder der, truer den herskende samfundsstruktur. Så nu er spørgsmålet: skal de bringe fundet med tilbage, eller destruere det på stedet?

Exnihilo er underholdende og tankevækkende science fiction lige efter mit hoved. Jeg tør ikke sige, om science-delen er korrekt, men den virker plausibel og jeg troede i hvert fald på den. Selve historien, der fortælles via forskellige personer og i forskellige tider, er spændende og med et plot, som hænger fint sammen. Jeg kom til at tænke på en blanding af filmen Interstellar og The Martian af Andy Weir mixet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Forsiden med et menneskefoster i en glasbeholder passer godt til indholdet og fanger i den grad øjet. Kunstneren bag hedder Gia Nguyen, og hans hjemmeside kan ses HER.

Sprogligt synes jeg dog godt, at man mærker, Exnihilo er forfatterens debut. Til tider er sproget meget beskrivende, og jeg faldt også over nogle underlige vendinger ind i mellem. For eksempel skurrer den indledende sætning ”Maryon tog favntag om Isaac” mit øje. Den er muligvis grammatisk korrekt, men hvorfor dog ikke bruge en mindre konstrueret sætning? Bortset fra dette småsure opstød kan jeg nu absolut anbefale Exnihilo, hvis du holder af underholdende og troværdig science fiction. Og jeg er ikke den eneste, som er begejstret. Læs for eksempel også Litteratursidens anmeldelse HER.

Romanen er udgivet af pseudonymet Publius Enigma, som giver et lille interview om bogen i Novum nr. 133. Her fortæller han blandt andet om udfordringen med at udregne afstande og estimere tidsangivelser for rejser til og fra jorden eller finde frem til lyd- og lysforhold ude i universet osv. Og så løfter han sløret for sin nye bog, der ligeledes foregår i fremtiden. Denne gang bliver det overordnede tema venskab mellem menneske og robot.

Uddrag af Exnihilo:

“Elai var godt klar over, at mange stiltiende drog Synedriet til ansvar for de dårlige samfundsforhold. Oprørsbevægelsen lod dog ikke kritikken gå stille for sig, og det resulterede ofte i opstande, konflikter og demonstrationer. Gang på gang måtte Synedriet indsætte politi for at løse konflikterne. Nogle opfattede det som en hårdhændet behandling af samfundets kritikere, og det gjorde blot tilliden til Synedriets ledere endnu svagere. At der ikke havde været en revolution endnu skyldtes højst sandsynligt ene og alene, at de 12 ledere i Synedriet jævnligt blev skiftet ud, simpelthen fordi de også døde af Den Ubarmhjertige Død.

Men Elai mindede ofte folk om, at styreformen også havde gjort meget godt for menneskeheden. Det var blandt andet Synedriets skyld, at der stadig levede mennesker. Efter slutningen af 3. verdenskrig var radioaktiv, biologisk og kemisk forurening skyld i, at de få millioner mennesker, der var tilbage efter krigen, fik alvorlige problemer med at få børn. Befolkningstilvæksten var i minus allerede efter den anden folketælling. Fertilitetslæger forsøgte med alt fra mikroinsemination og follikel stimulationsbehandling til in vitro fertilisering. Men der var ingen af de traditionelle metoder, der hjalp. Kun ganske få blev gravide. Størstedelen aborterede efter kort tid […] Derfor tillod de første Synedri-medlemmer alle slags radikale eksperimenter for at sikre livet.” (side 33)

Om Exnihilo:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 478 sider
Omslag: Gia Nguyen

Læs også:

Reservedelenes by af Lise Bidstrup
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Solaris af Stanislaw Lem
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
The Martian af Andy Weir

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eigthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (side 3)

Da John Montague, doktor i filosofi og antropologi, lejer Hill House af familien Sanderson for en kortere periode, er hans formål at undersøge det videnskabeligt for overnaturlige fænomener. Til det har han brug for hjælpere med visse evner.

Mere eller mindre tilfældigt ender han med Luke Sanderson (familien vil kun leje huset ud til Montague, hvis den kommende arving er til stede), Eleanor Vance og Theodora. De to sidstnævnte har begge vist talent indenfor parapsykologi, uden dog selv at have bidt mærke i det.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Eleanor Vance, en forsigtig 32-årig kvinde, der hele sit voksne liv har passet sin syge mor i hjemmet. For få måneder siden døde moren, og turen til Hill House er første gang, Eleanore gør noget for sig selv.

Men Hill House er, som de indledende linjer indikerer, ikke et hus som alle andre. Allerede før gruppen er trådt indenfor dørene, rammes de af følelsen af noget forkert. Huset er mørkt og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne, og Montagues håb om at kunne dokumenterer paranormale hændelser opfyldes snart.

Umiddelbart sker her ikke så meget. Ingen spøgelser gemmer sig under sengen, og der sker ikke de voldsomme begivenheder personerne imellem. Og så alligevel. For der er ingen tvivl om, at huset rummer noget. Det er umuligt at holde døre og vinduer åbne. Indgangen til børneværelset føles iskold. Og stemningen mellem personerne i huset udvikler sig mere og mere anspændt. Særligt Eleanore mærker huset. Hendes lave selvværd gør hende til et oplagt mål, og snart føler hun, at de andre er imod hende.

The Haunting of Hill House er skræmmende som ind i … Lige fra husets urovækkende atmosfære hvor vi mere fornemmer end ser begivenhederne personerne udsættes for. Vi hører om de frygtelige bankelyde om natten, men får ingen forklaring. Det får vi heller ikke på den umiddelbart idylliske picknic-scene, som Eleanore og Theodora flygter fra under en gåtur på grunden. Det er heller ingen forklaring på, hvorfor Dudley-parret, som passer huset, aldrig er der efter mørkets frembrud. Eller hvorfor Eleanore bliver skræmt fra vid og sans, da hun forsøger at gå ind i biblioteket.

Kelley McBride skriver i en artikel om Shirley Jackson

Thus, the haunted house is a perfect microcosm of interior struggle: as Hill House progresses Eleanor further identifies with the house, and each subsequent haunting appears as though her subconscious is acting out via the supernatural […] The idea of environments mirroring the interior lives of the principal characters has been a staple of the Gothic genre since its inception: we are accustomed to reading stories about houses as ground zero for supernatural activity. However, one facet that differs in Jackson’s work is that the ghosts (if indeed there are ghosts) never make a guest appearance. This is significant compared to other Gothic classics, such as The Castle of Otranto, where we finally are given the insight that the hauntings are coming from a supernatural, yet external force. Hill House, by contrast only has the trappings of a haunting, yet no discernible spooks are given.”

For mig er det evnen til at fortælle så meget imellem linjerne, der gør Shirley Jackson så interessant. Hun bruger gotikkens virkemidler i en moderne kontekst og får fortalt meget om mennesket og vores sårbare psyke. Hendes stil er blevet beskrevet som “en elpære, der lyser et ubehageligt, mørklagt rum op i insisterende glimt“. Vi når at se det rædselsfulde, men får ingen forklaring. Og når det endelig afsløres, hvad der gemmer sig i mørket, er det for sent.

Shirley Jackson skrev The Haunting of Hill House i 1959, og i 1963 kom den første filmatisering med titlen The Haunting instrueret af Robert Wiese. En i mine øjne helt igennem fremragende film, der stadig formår at få mig helt ud på kanten af sædet trods sine mere end 55 år på bagen. I 1999 kom endnu en filmatisering ligeledes kaldet The Haunting, denne gang instrueret af Jan de Bont med navne som Liam Neeson, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Owen Wilson på rollelisten, men en langt ringere film.

Endelig har Netflix produceret en tv-serie i 2018 The Haunting of Hill House, der er inspireret af Jacksons roman. Handlingen følger ikke romanens, men stemningen rammer lige i plet med sin dystre og uigennemskuelige atmosfære.

Bogen er ikke pt. oversat til dansk.

Læs artiklen: The Legacy of Hill House: haunted spaces in Shirley Jackson’s novels

Om The Haunting of Hill House:

Udgivelsesår: 2018 (1959)
Forlag: Penguin Random House, 246 sider

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Dark matter af Michelle Paver
Thornhill af Pam Smy
Lille fremmede af Sarah Waters

Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisAlle de andre er åndssvage er en humoristisk fortælling for de +9-årige om Gilbert, der bare ikke gider at høre efter. Han synes, alle de andre er åndssvage, og kan ikke forstå hvorfor han altid skal rette sig efter andres regler.

Men en dag finder Gilbert nogle mærkelig briller i en grøftekant. Da han tager dem på, snurrer det underligt i hans hoved, og pludselig ser alting omkring ham anderledes ud. Smilende folk ligner monstre, og det går op for Gilbert, at hele verden er fyldt af skiderikker i forklædning. Så i virkeligheden ville verden være bedre, hvis bare det var Gilbert der bestemte – eller måske alligevel ikke…

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg synes, Patrick Leis er en gudsbenådet fortæller af røverhistorier. Ikke mindst er jeg vild med hans Necrodemic-saga. Men han er også forfatter til en del børnebøger, og så er han en fantastisk illustrator.

Historien om drengen Gilbert, der er træt af, at det aldrig er ham, der bestemmer, er herlig – og lidt uhyggelig. Sproget er direkte og letforståeligt, og billedsiden veksler mellem ren idyl og frådende monstre. Når Gilbert tager brillerne på, ser han vrangsiden af virkeligheden, hvor høfligheden er skrællet væk og ID’et viser sine inderste hemmeligheder.

Først bliver Gilbert forskrækket. Så føler han sig forstærket i sin overbevisning om, at han ved bedst. Men til sidst må han se i øjnene, at alle har ubehagelige sider, og at det måske ikke er så vigtigt ALTID at have ret.

Alle de andre er åndssvage er en rigtig fin historie, som forældre godt kan få en snak med deres børn om. Men har man ikke børn, eller er man som jeg laaaangt over de +9 år, så kan jeg anbefale den alene for illustrationerne. De er simpelthen ikke til at stå for.

 

Alle de andre er åndssvage af Patrick LeisUddrag:

– Jamen, hvorfor er det altid flertallet, der skal bestemme? spørger Gilbert. Hvorfor er det aldrig mig, der bliver spurgt!

– Sådan gør man altså ikke, svarer læreren og begynder at gå mod boldbanen. Vi lever i et demokrati, hvor det gælder om at gøre flest muligt glade.

– Ja, det kan godt være, mumler Gilbert gnavent. Men jeg er ikke De Fleste, og hvem har bestemt, at flertallet altid har ret? (side 7)

Om Alle de andre er åndssvage:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Calibat, 68 sider
Illustrationer: Patrick Leis

Flygtningene fra rummet af Lasse Bo Andersen

Flygtningene fra rummet af Lasse Bo AndersenJeg har tidligere med stor fornøjelse læst Lasse Bo Andersens zombi-serier for børn, så selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej til et science fiction eventyr, da Flygtningene fra rummet en dag lå i postkassen.

Uddrag fra Flygtningene fra rummet:

Alle kan huske den dag. De kan huske, hvor de var. Og de kan huske lige præcis, hvad de lavede. Langt de fleste stod udenfor med hovedet bøjet tilbage og blikket stift rettet mod himlen. Den dag, da rumskibene kom til syne mellem skyerne.

Det var en overskyet dag sidst på foråret. Alle var blevet orienteret på forhånd. Observatorier havde gennem deres teleskoper opdaget rumskibene længe inden, de kom ind i atmosfæren. Man havde forsøgt at kommunikere med de fremmede rumvæsner. Men uden rigtig held. Rumvæsnerne talte et sprog, som ingen forstod. Til gengæld talte de ivrigt. Og de talte med en oprigtighed, der gav myndighederne en opfattelse af, at de fremmede ikke havde onde hensigter. De virkede tværtimod både lettede og taknemmelige.

Alligevel holdt alle vejret den dag. Alt gik i stå. Alle var spændte – og lidt bange. Det gjaldt også Magnus og hans forældre. (side 7-8)

Men det er ikke kun ét rumskib, der kommer. Snart er der kommet så mange rumflygtninge, at de lejre, som myndighederne har samlet dem i, er blevet for små. Så i stedet går man i gang med at integrere de bedst egnede af rumvæsnerne, så de kan indgå helt almindeligt i samfundet.

For Magnus og hans forældre betyder det, at de får nye naboer, da Yvann flytter ind i huset ved siden af sammen med sin mor og far. Yvann skal også gå i samme klasse som Magnus. Men det er svært at være ny og fremmed, og Yvann bliver mobbet af klassens bølle, Peter, selvom Magnus prøver at hjælpe ham.

Det er desværre ikke kun Yvann, der bliver set skævt til. Man er efterhånden ikke særligt begejstret for de mange flygtninge, og en oprørsk stemning breder sig. Og en nat vågner Magnus ved lyden af knust glas…

Historien om Magnus, der så gerne vil hjælpe sin nye ven, er både sympatisk og spændende. LBA fortæller i korte, mundrette sætninger og formår at få et komplekst emne gjort forståelig for den yngre læser. Målgruppen er +9 år, og jeg kan kun forestille mig, at de vil læse Flygtningene fra rummet med stor fornøjelse.

For en voksen læser er det oplagt at læse historien som en allegori over, hvordan vi behandler flygtninge i vores samfund i dag. Vi putter dem i lejre, udsætter dem for rascisme, er bange for dem osv. Men Lasse Bo Andersen trækker en overraskende slutning ud af ærmet, som jeg i hvert fald ikke lige havde set komme, og som i den grad vækker til eftertanke.

Her er ingen zombier, og ingen splatter. Men Flygtningene fra rummet er nu bestemt værd at læse alligevel.

Tak til forlaget Tekst&Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Flygtningene fra rummet:

Udgivelsesår: 13.06.2019
Forlag: tekstogtegning, 54 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

Læs også:

En invasiv art af Lars Ahn
Yeti af Henrik Einspor
Zam af Jesper Wung-Sung

Grete Roulund

Denne artikel er skrevet af Janus Andersen og bragt på Gyseren med hans tilladelse. Artiklen er tidligere publiceret på bl.a. Slutstranden.

Grete Roulund

Benny Andersen har angiveligt kaldet Vanløse for det mest danske, der findes – og når nu det er den ”danske nationaldigter”, må man vel tro det. Og Vanløse er endnu en lille, interessant brik i det puslespil, der er forfatteren Grete Roulund – hun blev født i Vanløse i 1946, og om noget fremstår hun som noget af det mest u-danske blandt vor hjemlige samling af forfattere. Hendes bøger kan ikke anbringes i nogen danske trends, de beskæftiger sig ikke med danske emner, figurerne er på ingen måde danske, det lune, der gennemsyrer dem, er ikke dansk, men snarere ætsende. Om noget kan Grete Roulund betragtes som Benny Andersens antitese, nationaldigterens skyggeside, for hendes øjne var stift rettede mod mørke og undergang. Det kan godt være, at kaffen er klar om lidt, men inden da kan der nå at ske adskillige grumme ting i Grete Roulunds univers.

Ser man nærmere på Grete Roulund som person og som forfatter, finder man en række komplekse modsætninger af denne type.

Jeg har set Grete Roulund to gange i mit liv, men desværre aldrig talt med hende. Sidst på eftermiddagen, en råkold november-dag i 2001, vandrede jeg over Dronning Louises Bro. I modsat retning vandrede en lille forhutlet dame i ulden jakke (men dog uden hendes ofte brugte bøllehat). Damen var Grete Roulund. Hun synede ikke af meget og traskede forbi mig uden på nogen måde at ligne en kvinde, der med kuglepen var i stand til at beskrive vejen til helvede.

I 1946 og mange år frem i tiden lå det ikke i kortene, at Roulund skulle være forfatter. Efter den sene debut i 1981 nåede hun at skrive 22 bøger, som fordelte sig på romaner, essays, novellesamlinger og rejsebeskrivelser. Dertil kommer et par teaterstykket. I 2001 fik hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat med motivationen: ”Her er en forfatter, der har noget at fortælle, som aldrig mangler stof, og som tilsyneladende har været en tur i Helvede. Hun er en slags vejviser, som Vergil for Dante, da han besøgte STEDET i ”Den Guddommelige Komedie”.

Hvis man betragter fantastik som litteratur med elementer uden for det strengt virkelighedsefterlignende, var Roulund forfatteren til adskillige bøger inden for genren. Men prøver man at presse et snævrere genrebegreb ned over hendes forfatterskab, bliver det straks sværere. Hun blev sammenlignet med forfattere som Hemingway og Graham Greene, men mente selv, at ”begge er gode forfattere, men jeg skriver nok først og fremmest som Grete Roulund.” Hun brugte de allermest ildesete genrer, især horror og science fiction, men gjorde det med så stor fingerfærdighed, at kritikerne elskede hende.

Fokus for denne introduktion til forfatterskabet vil være på Roulunds fantastik-udgivelser, men der vil dog blive mere end skævet til den store del af forfatterskabet, som også skønnes at have interesse. Det eneste fælles element i Roulunds bøger synes nemlig at være, at de er skrevet af Roulund, og det gør dem alle interessante.

Forfatter-myten

At læse de interviews med Grete Roulund og anmeldelser af hendes bøger, der er tilgængelige, er meget ofte at få et billede af en person, som på mange punkter levede op (og for den sag skyld lige så godt kunne have skabt) en del myter om kunstnere. Her er den fattige Roulund, som står op hver morgen kl. 6 og skriver sine bøger i hånden (4 sider hver dag) – for dernæst at skrive dem ind med én finger på en gammel skrivemaskine (af mærket TempoType); her er en livshistorie, som byder på lykkelig kærlighed, ulykkelig død og voldeligt ægteskab; her er forfatteren, som fra sin lille lejlighed i et betonbyggeri hjemmevant rejser ud til afsidesliggende egne af kloden og finder inspiration til sine bøger; kunstneren, som henrykker de fleste af kritikerne, men hvis bøger aldrig bliver bestsellere.

Det er svært at forene billedet af den pudsige lille dame på Dronning Louises Bro med de bøger, hun skrev. Når man læser om hende, er noget af det første, man tænker, at denne person burde skrive kras socialrealisme – hun burde skabe historier hentet fra sit eget liv, tilsat den livsvisdom og intelligens, som hun tydeligvis besad. Men Roulund havde en tydelig modvilje mod ”hjemstavnsromaner fra Bagsværd”, som hun kaldte dem. Man taler ofte om en forfatters stemme, og Roulund taler også tydeligt i sine bøger. Men som en litterær bugtaler gør hun det svært at gennemskue, præcis hvor den gravrøst taler fra.

Roulund var gift tre gange – første gang med en 21 år ældre tysk boghandler; det ægteskab gik i stykker, da hun mødte en sydsjællandsk gravhunde-opdrætter. Det var kærlighed ved første øjekast og førte til to år med noget så sjældent som lykke – indtil han døde af kræft. Disse to ægteskaber kan for så vidt ses i hendes bøger – det almindelige ægteskab og muligheden af det perfekte – men det er nok hendes tredje mand, der især skinner igennem. Han var sagfører og gik fallit – som et forsøg på at tjene penge skrev Roulund en novellesamling, men modtog 13 afslag, førend Forlaget Rhodos tog imod den, og anmelderne lovpriste den. Snart begyndte der at rulle penge ind på kontoen, og ægteskabet gik ned ad bakke – manden begyndte at drikke og tæve hende, og deres samliv udviklede sig til et åbenlyst helvede, som de selv troede var normalt.

Blackhawk af Grete RoulundDebuten, novellesamlingen ”Verdito” fra 1981, bød på en del af de temaer, som går igen i størstedelen af forfatterskabet. Det er 3 noveller fra Spanien, med tyrefægtning som omdrejningspunkt, krydret med død og kærlighed. Her er det eksotisk fremmede, der er folk fjernet fra deres eget element, der er handlinger, hvis skødesløse grusomhed delte kritikken ved næsten samtlige bøger – og frem for alt er der den bagvedliggende fornemmelse af undergang, som Roulund orkestrerede så overlegent, og som gør hendes værker svære at slippe. Rigtigt spændende bliver det dog først i den næste bog, ”Blackhawk” fra 1982, hvor Roulund beviser, at hun har en uovertruffen evne til at beskrive mennesker i pressede situationer og finde rædselen frem fra ganske små detaljer. Det er historien om to mænd strandet i den canadiske ødemark, den ene af dem syg af rabies – men først og fremmest er det en beskrivelse af, hvordan deres sære, men velfungerende hverdag bryder sammen. Romanen rummer ingen fantastiske elementer – i den retning er der kun skelet med et gennemgående febersyn, som i al fald kom under huden på denne læser.

Men netop hverdagen, folks selvkonstruerede vaner, spiller en stor rolle i forfatterskabet – og skaber måske også den første forbindelse mellem forfatteren og hendes fiktion. For fire sider om dagen, skrevet i hånden, vidner ikke blot om en god myte, men også om en person, der forstår at konstruere sin egen hverdag. Og en person, som levede i mange år i et voldeligt ægteskab – i troen på, at det var normalt – er også en forfatter, der udvikler et skarpt øje for, hvordan folk opretholder livet selv under de værste omstændigheder. Da hun endelig så sit liv udefra, og det gik op for hende, at manden ville slå hende ihjel, stak hun af – og blev afvist hos et hjem for voldsramte kvinder, fordi hun havde sin bulldog med sig.

Setans Porte af Grete RoulundLeder man efter flere sammenhænge mellem virkeligheden og litteraturen, kan det være interessant at kigge nærmere på Roulunds ubestridte hovedværk, murstensromanen ”Setans porte” fra 1995. For da ægteskabet med sagføreren var overstået, viste det sig, at han aldrig havde betalt hendes skat, og Roulund sad tilbage med en voldsom skattegæld, hvilket betød, at enhver uventet indtægt (legater og andet) straks blev omsat til rejser, før skattevæsenet meldte sig på banen. Hun var ganske bevidst om, at hun kun havde en lille chance for at blive gældsfri, førend hun døde. I 1993 et legat omsat til en tur til Borneo og et møde for første gang i hendes liv med en jungle, som hun frygtede. Alt det dødbringende var så småt, at man først fik øje på det for sent. For mennesket Roulund var det en frygt, som hun senere måtte vende tilbage for at konfrontere, men for forfatteren var det en inspirationskilde – for udover at danne basis for det ikke-eksisterende Sawa, hvor bogen foregår, var det også her, hun hørte den malaysiske myte om bajangerne, som i ”Setans porte” slippes fri og kaster deres dom over menneskeheden.

Fantastikken

”Setans porte” er nok også den roman, hvor det fantastiske element fylder mest. Bajangerne, hvad enten de så er en guds vrede eller undslupne eksperimenter fra en fransk forsøgsstation, er en konstant og meget nærværende trussel, der sender en større flok mennesker på en hovedløs flugt gennem landet. Men som i hendes andre romaner optræder truslen kun sjældent direkte, og fokus er i stedet på menneskene og deres reaktioner.

Efter år nul af Grete RoulundDen første egentlige fantastik-roman i forfatterskabet var hendes fjerde værk, dystopien ”Efter år nul” (1983). Samtidig er det den eneste af hendes romaner, som foregår i Danmark – men et Danmark forandret af et fremmed lands invasion. Et ikke nærmere omtalt våben har gjort befolkningen ganske føjelig, men desværre også snart apatisk og i mange tilfælde psykotisk. Også dyrelivet er blevet påvirket med ubehagelige resultater, og snart må man se de overlevendes forsøg på at genoptage livet mislykkes blodigt.

Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.

I 1984 kom så ”De små søstre”, en lille historie på kanten til udørkenen, hvor to mænd starter en psykologisk kamp om en mystisk skat. Skatten er bevogtet af titlens små søstre, og det lykkes forlaget at afsløre både deres identitet og hele bogens handling i bagsideteksten. Der er dog for så vidt ligegyldigt, for som allerede fastslået, er det sjældent selve handlingen, der er fængende, men snarere fornemmelsen, den ubehagelige forståelse af ondskaben, atmosfæren, der er Roulunds force.

Kærlighed og undergang

Nu skal man ikke få fornemmelsen af, at forfatterskabet blot er en klinisk opremsning af ubehageligheder. Roulunds magi opstår som en konsekvens af hendes evner til at beskrive mennesker, og hun krydrer det med en bister humor og en fingerspidsfornemmelse for forhold mennesker imellem. Og måske er der mere af forfatteren selv at finde i hendes fiktion. For hendes livsforløb byder ikke kun på det grimme, men også kærlighed ved første øjekast – et ægteskab, som dog blev afbrudt efter 2 år, da manden døde af kræft. Som også hendes bøger tegner Roulunds liv sig som en blanding af det skønne og det afskyelige, af kærlighed og undergang.

Dødens horisont af Grete RoulundI årene efter ”De små søstre” skrev hun 6 bøger, før hun igen begik sig inden for fantastikken, en blanding af romaner, rejsebeskrivelser og humoristiske essays. Interessant at bemærke er ”Dødens horisont” fra 1988, som forfatteren selv beskrev som det endegyldige opgør med autoriteterne. Her tages ikke hensyn til reglerne: slutningen afsløres som det første, handlingen består af en dødsdømt fortæller, som vandrer gennem en ørken. Den er blot endnu eksempel på, at Grete Roulund rent litterært bebor et mystisk sted mellem triviallitteraturen og Litteraturen med stort L. Et ensomt sted. ”Jeg skriver Grete Roulund-bøger,” som hun selv sagde. Anmelderne startede med at kalde hende ”en Karen Blixen fra Nørrebro” og senere ”Danmarks svar på Edgar Allan Poe”.

I 1993 blev det til ”Dr. Zarkowskis eksperiment”, som igen havde et minimalt spekulativt element, en ikke nærmere beskrevet teknik, hvormed titlens doktor visualiserer sine patienters smerte. Igen fokuseres der mere på menneskene end på teknikken – og der beskrives et komplekst rum, hvor der hverken er helte eller skurke, men kun eksistenser, som forrådes af sig selv eller andre. Den bringer om noget ordet ”trøstesløst” frem i læserens tanker. Og efter den tidligere nævnte ”Setans porte” er det da også en dækkende betegnelse, da Roulund øjensynligt sætter sig for at beskrive den menneskelige fornedrelse dybere og dybere over den næste årrække. Ind imellem skuespil skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor bl.a. nazister gøres til hovedpersoner, en slags dødens romancer. Der er ingen fantastik her, men er man først hooked på Roulund, virker de konsekvente billeder af en verden og mennesker i forfald som et indblik i Helvede. Som Vergils rejsebeskrivelse.

Opgøret med autoriteterne kan skimtes igen i ”Kvinden fra Sáez” fra 2000, hvor Roulund forsøger at komme sine kritikere i møde ved at skrive den kedeligste roman, hun kan forestille sig, en blanding af krimi og spøgelseshistorie – hovedpersonen er retsmediciner i et mellemamerikansk land og totalt handlingslammet, ingen får noget udrettet, som de burde, den myrdede er måske slet ikke død. Men hun lader tvivlen og den foruroligende uvidenhed gribe fat i læseren og trække én igennem det, der viser sig at være en brillant stemningsfuld roman.

Madeshi af Grete RoulundDe eksotiske baggrunde og folk, der er anbragt uden for deres hjemlige rammer, går igen i bøgerne – og kan forlede én til at tro, at Roulund har et budskab. Men tag ikke fejl – under overfladen svømmer de komplekse temaer. Folk bliver ikke bare onde, fordi de kommer hjemmefra – som Byron i ”Madeshi”, der begynder at dræbe de lokale tiggere i den fiktive stat. I et interview i Politiken henviser forfatteren til Lyall Watsons ”Naturens mørke side”, som postulerer, at noget godt bliver dårligt, hvis det fjernes fra sine vante omgivelser: ”Egentlig er det noget sludder, Watson skriver. Han gør det nærmest til en naturlov, at tingene bliver dårlige, men tingene kunne jo lige så godt blive bedre af at blive flyttet et andet sted hen. I en af mine tidligere bøger har jeg skrevet om en mand, en irer, som havner i en koncentrationslejr, hvor han bor ved siden af nogle jøder. I starten væmmes han ved dem, men efterhånden kommer han til at holde af dem. Han er modsætningen til Byron. Han er også blevet flyttet et andet sted hen, men han gør noget godt, hvorimod Byron bliver ond.”

Der er ingen kompromiser i Roulunds litteratur – det borger for en række fascinerende bøger, men gør desværre også, at de ikke er for alle og enhver. Trods det, at kritikerne ofte lovpriste Roulunds værker, udkom de som oftest i et oplag på kun 800-1000. Ikke at det lader til at have haft nogen indflydelse (læsere af hjemstavnsromaner interesserede hende ikke) – stilen er lagt, og da Roulund endelig viger fra sin normale bane, er det med den eksperimenterende ”Dr. Sterns kontor” (2002). Det er historien om en lille gruppe mennesker lukket inde på et kontor, mens verden muligvis er ved at gå under. Romanen er fortalt af kontoret selv, hvilket blot understreger den pointe, at i Roulunds fiktion kommer det fremmedartede (mærkværdiggørelsen, om man vil) ikke fra noget spekulativt element, men fra selve den virkelighed, som vi bevæger os i. Hvilket også er det element, som gør hende så interessant for fantastik-læseren.

Baga Road af Grete RoulundForfatterskabet afsluttes i 2003 med undergangsvisionen ”Baga Road”, udgivet præcis to år efter terrorangrebet i New York. På mange måder et passende punktum: en dødbringende virus bryder ud i turistparadiset Goa. Det skønne og det afskyelige side om side. Kærlighed og undergang.

Anden gang, jeg så Roulund, var på Bogmessen i Forum, hvor hun var i samtale med Lars Bukdahl, på det tidspunkt på højden af sin sønderlemmende, ordekvilibristiske kritik i Weekendavisen. Det var et interessant valg af personer: Bukdahl var og er kendt for at strø om sig med ord og meninger, mens Roulunds udtryksform er koldt konstaterende. Den pudsige lille dame sad roligt tilbagelænet, med anstrøg af en arrogant smil, og Bukdahl blev mere og mere febrilsk, mens hun med rolig intelligens lod ham snurre ud af kontrol. Og efter at have læst flere af hendes bøger de sidste par år er det gået op for mig, det var som at opleve en af dem: med forfatteren som den alvidende, overlegne skygge, der leder sine figurer ud på dybere og dybere vand. Alt imens hun kigger på, registrerer og smiler for sig selv.

Selv om jeg den dag i dag fortryder, at jeg ikke stoppede hende på broen den efterårsdag, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan både forfatteren og mennesket Grete Roulund taler med kraftig stemme gennem hendes romaner. Og hvis der er noget, hun siger igen og igen, er det, at der er mere under overfladen, end man lige tror – og at det er umuligt at forudsige, hvad det er, der måske skvulper rundt dernede i mørket.

Grete Roulund døde den 4. november 2004. I et brev til en veninde skrev hun: ”Om jeg kan dø med ynde er nok tvivlsomt, men jeg vil prøve at dø med en smule værdighed.” Som altid stirrede hun ned i afgrunden uden at være bange for, om noget stirrede tilbage. Kun to ting kunne hun ikke nedstirre: døden og skatterne. Hun blev aldrig af med sin skattegæld.

Af Janus Andersen

Om Grete Roulund:

Født: 19.03.1946
Død: 10.11.2004

Udvalgt bibliografi:

Verdito, 1981
Blackhawk, 1982
Imorgen Mario : noveller, 1982
Efter år nul, 1983
De små søstre, 1984
Slangetid, 1986
Dødens horisont, 1988
Emeralde Verde, 1992
Dr. Zarkowskis eksperiment, 1993
Setans porte, 1995
Men vi mødes her : noveller, 1997
Silberknabe, 1998
Stedfortræderen : fortællinger, 1999
Kvinden fra Sáez, 2000
Madeshi, 2001
Professor Sterns kontor, 2002
Baga Road, 2003

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder RiisMenneskeheden har forladt Jorden og søgt tilflugt blandt stjernerne. En rejse der vil tage århundreder. Om bord på det kæmpestore rumskib Arken lever hele menneskeheden deres små liv velvidende, at det ikke bliver dem, der når frem. De lever i tiden i midten. 

En række bestialske mord ryster de nedre dæk på Arken, og to kvinder bliver sat på sagen. Den modvillige Molly og den pligtopfyldende og professionelle Luna. Men hvad, der starter i Arkens skumle gyder i de enorme bylandskaber, viser sig hurtigt at have kosmiske implikationer. (fra bagsiden)

Jeg faldt lidt tilfældigt over en omtale af Skyggearken for nyligt, og tænkte at den måtte jeg da hellere lige kigge lidt på. Som sagt så gjort, og har du lyst til en tur ud i rummet, hvor trøstesløshed og mord hærger, så er den et godt bud.

Makkerparret Lindal og Riis står i øvrigt også bag Ana ved verdens ende, der udkom i 2017.

Læs en anmeldelse af SkyggearkenMetronaut

Om Skyggearken:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 128 sider
Omslag: Peder Riis

Læs også:

Nonstop af Brian Aldiss
Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Det kinesiske værelse af Rune Nielsen og Thomas F. Delman
Hjernehallen af Johan Springborg

 

Helvede af Jonas Wilmann

Helvede af Jonas WilmannDet handler om grådighed, overfladiskhed, misundelse og tomhed, når Jonas Wilmann inviterer læseren med en tur til Helvede i 12 nye noveller om menneskets sidste dage

Jeg er altid spændt, når der kommer en ny udgivelse fra Jonas Wilmann. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, for Wilmann er hverken bange for at eksperimentere eller provokere. Hans nye novellesamling Helvede holder sig da heller ikke tilbage, men “nærmest råber én ind i hovedet, så man føler sig overdænget med spyt, mens man læser“, som Wilmann selv har beskrevet den.

Og ja, novellerne har kant, og her er både modbydeligheder, overraskelser og stof til eftertanke. Men jeg må indrømme, at jeg ikke er ligeså begejstret, som jeg plejer at være. Her er bestemt nogle rigtig gode noveller, ligesom Wilmann får smidt nogle overrumplende twists ind i flere af historierne. Blandt andet i ‘De rigtige mennesker er døde’ hvor han bruger indledningsnovellen ‘Helvede’ til en tekstanalyse for sin hovedperson som en gimmick.

Men nogle af novellerne, føler jeg, er gentagelser af gamle kæpheste. Det er for eksempel tilfældet med titelnovellen ‘Helvede’, om en gruppe kunstnere der har forladt byen og den materielle verdens fortabelse, og bosat sig i en lille fristad lidt uden for byen, hvor der stadig er plads til at skabe. Har vi ikke hørt historien om forfatteren/kunstneren, der er den eneste, der rigtig oplever verden før?

Lidt i samme boldgade er ‘Into the unknown’, som jeg godt er klar over, sikkert skal læses på et metaplan, og som ender i en mere optimistisk tone, end den starter. Ikke desto mindre virker den på mig for overdrevet i sin karikatur af det almindelige menneske som værende en tom, dum skal kun optaget af det materielle. Det kan sagtens være, at jeg bare er en sur gammel kone, men jeg savner den underliggende sorte humor, der plejer at følges med ubehaget i Wilmanns univers. Uden den får novellen en lidt selvhøjtidelig, nærmest prædikende tone.

Der er dog ingen tvivl om, at Jonas Wilmann kan skrive, og at han har noget på hjertet. ‘Hamskifte’ sætter for eksempel fokus på menneskets evigt voksende forbrug, og viser bogstaveligt de blodige konsekvenser af den vestlige verdens udnyttelse af den tredje verden i jagten på billige varer.

Det er heller ikke til at komme udenom ‘Enighedsfeltet’, hvor en kannibalistisk morder efter endt straf bliver ansat som telefonsælger. Novellen er fuld af moralske dilemmaer, men det jeg overordnet tog med mig fra den, var tanken om, hvor let det er at følge en stærk personlighed. Hvordan menneskets ønske om at please kan være en af grundene til både Holocaust og Balkan-krigen?

‘Parasit’ er fortællingen om, hvad der kan ske, når ens drømme dør. Mens ‘Reststof’ er en overraskende historie om kærlighed. Og så er der også lige et lille hip til perfekthedskulturen i ‘#Superforælder’.

Der er med andre ord meget godt at finde i Helvede (tøhø), så selvom jeg ikke er helt oppe at ringe over den, så er den absolut stadig værd at læse. Og hvem ved – måske er jeg bare ikke klog nok til få det fulde udbytte?

Uddrag fra ‘Into the unknown’

Forstår du, ‘kære’ læser? I din uendelig begrænsede fatteevne forstår du noget som helst af alt dette? Eller er det som at vise 3D-billeder for en dyreart, der kun kan opfatte 2D? Kan jeg overhovedet nå dig dernede i din afgrund af det materielle? Din status, dit omdømme, dine besiddelser og ligegyldige bedrifter som manisk skal dokumenteres, dokumenteres dokumenteres. Tør du erkende, at det ikke altid er de andres skyld og stille det eneste spørgsmål, der virkelig nytter noget efterhånden … Er jeg dum?

Eller findes det væmmelige ord ikke længere i dit vokabularium? Er det udraderet af individfascismen, som dikterer at individet trumfer alt, selv sandheden; de dumme er de kloge og vice versa! Du er vel fastgroet sådan i sølet, at du end ikke tør overveje den mulighed, at det er dig, som der er noget galt med? At du er en fusentast? En talentløs svindler? Grådig og egoistisk og dum? At du på sin vis ikke er andet end et ildelugtende fordøjelsessystem, der transporteres omkring på to stolper af ben og brusk? At du ikke har opfyldt det fjerneste af menneskets egentlige potentiale, at du sidder fast i det verdslige, i det materielles platte, ulækre verden, og alt, hvad du foretager dig og tænker, er uløseligt forbundet med det materielle. Selv de døende rester af det, der engang kaldte sig din begrebsverden. (side 158)

Om Helvede:

Udgivelsesår: 01.05.2019
Forlag: Kaos, 214 sider
Omslag: Jan van Eyck, udsnit af “Crucifixion and Last Judgement”, Everett Art, Shutterstock

Indhold:

Helvede
Hamskifte
Parasit
Reststof
Sigurd
Baard Wagner-prøven
Louis Dreycat
Enighedsfeltet
Into the unknown
De rigtige mennesker er døde
#Superforælder
Tættest på Gud

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
The Circle af Dave Eggers
Og de onde lo – amoralske fabler af Ellen Holmboe & Kristian Eskild Jensen
I gode hænder af Christian Mørk
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann