Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
14. juli 2019 - Gyseren
juli 2019
M Ti O To F L S
« jun   aug »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Arkivet for juli 14th, 2019

Åndemaneren – Blodengel 2 af Lotte Petri

Åndemaneren - Blodengel 2 af Lotte PetriNæsten på årsdagen for udgivelsen af første bind Tandsamleren i Lotte Petris serie Blodengel, udkommer bind to: Åndemaneren.

Hovedpersonen Sofie Engell har en baggrund som psykolog, men skiftede spor og har nu fuld fart på karrieren som efterforsker ved Vest- og Midtsjællands Politi. Ved første binds afslutning stod hun i spidsen for en særlig politienhed kaldet E-Gruppen. Til gruppen er også knyttet vicepolitiinspektør Walter Bjørn Andersen, som Sofie havde et lidt anstrengt forhold til i starten af deres samarbejde.

I Åndemaneren ender E-Gruppen i Grønland. Et ungt par findes døde efter en jagttur, og i første omgang tror man, at her er tale om et mord/selvmord. Men noget virker alligevel forkert, så statsobducent Hack Grandahl bliver sendt til Grønland for at foretage en retsmedicinsk undersøgelse.

Det viser sig, at parret er blevet myrdet, og Hack beder om at få Sofie på sagen. Hendes chef Claus Schimmelmann giver grønt lys, og snart er Sofie og E-Gruppen i Grønland.

Sagen er dog mere kompliceret end som så. Der er ingen spor at gå efter, og selvom man har en overvågningsvideo af den formodede gerningsmand, er kvaliteten så dårlig, at det kunne være hvem som helst.

Sofie beslutter sig for at gennemgå stationens gamle sager for at se, om der skulle være sager med lignende modus. Det fører hende i retning af et par dødsfald, der er blevet afskrevet som henholdsvis en ulykke og et selvmord. Men noget ved sagerne siger Sofie, at de hænger sammen med hendes dobbeltmord. Spørgsmålet er hvordan?

Rygterne går lokalt, at det er en fjeldgænger eller qivittoq, der står bag mordene, og selvom Sofie og E-Gruppen naturligvis godt er klar over, at morderen er et menneske i kød og blod, så er der noget spøgelsesagtigt over ham. Og så begynder de skræmmende tupilakker at dukke op.

Lotte Petri er en dygtig kriminalforfatter, som forstår at skrue et godt plot sammen. Hun har ofte et videnskabeligt twist på sin historie, og denne gang benytter hun sig af den grønlandske overtro, som jeg personligt synes er rigtig spændende at høre om. Flere danske forfattere har indenfor de seneste år rykket deres historier til Grønland. Det er også en fantastisk setting med de kolde, øde vidder, som Petri udnytter på bedste vis.

Jeg kan godt lide, at Petri ikke forsøger at gøre historien grønlandsk. Vi introduceres for landet på lige fod med bogens personer, og det er tydeligt, at det er danske betjente i et fremmed landskab. Det fungerer godt, og giver plottet en ekstra spænding fordi Sofie rammes ligeså hårdt af mørket og kulden som læseren.

Jeg læste Åndemaneren som e-bog udgivet af Mofibo Original. Mofibo er en digital abonnementsservice, hvor du kan streame lydbøger og ebøger til din mobiltelefon via en app, når du har købt et abonnement. Forhåbentlig kommer den også som papirbog på et tidspunkt, så læserskaren udvides. Lotte Petri har nemlig endnu en gang skrevet en spændende og underholdende krimi.

Tak til Mofibo Original som har foræret mig e-bogen til anmeldelse.

Om Åndemaneren:

Udgivelsesår: 12.07.2019
Forlag: Mofibo Original

Besøg Lotte Petris hjemmeside

Læs også:

Rød tåge af David Garmark
Døden på museet af Elly Griffiths
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Tandsamleren – Blodengel 1 af Lotte Petri
Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt
Is i blodet af Robert Zola Christensen