oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep   nov »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Arkivet for oktober 13th, 2019

Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen

Manden, som træerne elskede af Nikolaj JohansenDen aldrende skovridder David Bittacy drages af det libanesiske cedertræ, der står på grænsen mellem hans hjem og den ældgamle og vildsomme Skov. I mørket hører han kaldet fra Skoven. Hans hustru Sophia ser, hvordan hendes elskede mand forandrer sig. Skoven trækker ham langsomt, men ubønhørligt, væk fra hende og Gud. (fra bagsiden)

Nikolaj Johansen har skrevet flere romaner og en række noveller siden debuten i Science Fiction Cirklens årlige antologi med novellen ‘Vandkøler’. Han er også en flittig oversætter og står blandt andet for oversættelsen af Hugh Howeys BlårManden, som træerne elskede er en fri genfortælling af Algernon Blackwoods roman fra 1912 The Man Whom the Trees Loved. Jeg har desværre ikke læst originalen, så jeg er ikke klar over, hvor tæt Nikolaj Johansen holder sig til den, men gendigtningen er så absolut både smuk og foruroligende.

Som bagsideteksten fortæller, handler historien om ægteparret Bittacy. Ægtemanden David har været draget af træer hele sit liv, mens hustruen Sophia tværtimod længes efter havet. Som en loyal hustru har hun dog tilsidesat sine egne ønsker, og parret bor nu i et hyggeligt hus lige op ad en gammel, vild Skov. Et lykkeligt liv – tror Sophia da.

Et besøg af maleren Arthur Sanderson sprænger nemlig idyllen som en granat i en skyttegrav. Det viser sig, at Sanderson har samme dybe tilknytning til træerne som David, og deres lange samtaler ændrer noget i David. Selvom han ikke umiddelbart virker anderledes, går det efterhånden op for Sophia, at Skovens tiltrækningskraft meget vel kan være stærkere end menneskelig kærlighed.

Ligesom i Algernon Blackwoods novelle ‘Pilene‘, der stort set er min bekendtskab med forfatterskabet, lader Nikolaj Johansen naturen spille en hovedrolle i fortællingen. Det er ikke en fejl, når Skoven skrives med stort S, for Skoven er en karakter på lige fod med menneskene. Det er dog ikke den solbeskinnede, hyggelige skovturs-skov. I stedet er det en hemmelighedsfuld, lokkende og på samme tid stærk og skræmmende skov, hvis hensigt overskrider den menneskelige indsigt.

Selvom der egentlig ikke foregår voldsomme begivenheder, er der alligevel et konstant lurende ubehag under læsningen. Ikke mindst fordi Nikolaj Johansen drager en parallel mellem Skoven og 1. verdenskrig. Først tænkte jeg ikke over det, men pludselig opdagede jeg, at teksten er fuld af militært billedsprog. Et ødelagt træ sammenlignes med “en forskansning, der var blevet bombet fuld af huller” (side 66), træernes grene sammenlignes med skarpe sværd (side 104). Og der er også mere direkte hentydninger, som denne billedrige beskrivelse af årstiderne:

“Sommeren, der fulgte, var både voldsom og smuk. Voldsom, fordi bomberne haglede ned over endnu en skråning på fastlandet, og underjordiske miner forvandlede skovene til golde pløjemarker som forberedelse til endnu en blodig sæson i skyttegravene. Smuk, fordi nattens forfriskende regn dog forlængede forårets pragt, og tusindvis af soldater oplevede de mest livfulde, intense sekunder i deres korte liv, før stormen førte dem videre til den anden side.” (side 65)

Fortællingen er stemningsfuldt illustreret af Patrick Leis. Hvert kapitel indledes med en fin trævignet holdt i sarte grålige toner, og derudover er enkeltstående tegninger dryppet ud over fortællingen. Leis’ illustrationer er altid en fornøjelse, og det er de også her, hvor de skiftevis rammer det sødmefulde og det grufulde.

Manden, som træerne elskede er ikke horror i den bloddryppende eller monstrøse betydning. Med sit dvælende tempo og sanselige sprog blev jeg under læsningen i stedet fyldt af en irrationel gru, der stille og roligt krøb ind under huden og efterlod mig i tvivl om, hvad der egentlig fandt sted i det lille hus tæt på den ældgamle vildsomme Skov.

En stor anbefaling herfra.

Uddrag fra Manden, som træerne elskede:

Nikolaj JohansenSophia stirrede på sin mand. “Livets ånd, siger Biblen. ‘Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.’ Men et krat har intet åndedræt.” Hendes tonefald var triumferende.

Så talte Sanderson, men igen var det mere til sig selv end til nogen anden – mindst af alt til Sophia, som dog ikke kunne lade være med at lytte. “Men planter har faktisk et åndedræt,” sagde han. “De trækker vejret, de spiser, de fordøjer, de bevæger sig omkring, og de tilpasser sig til deres omgivelser ligesom mennesker og dyr. De har også et nervesystem, eller i det mindste et komplekst cellesystem, der minder om nerver. Og hukommelse har de. De reagerer på ydre sansepåvirkninger. Og selvom det måske blot er fysiologisk, har ingen endnu bevist, at det ikke også kan være … psykologisk.”

Hun sad med åben mund, mens David blot stille hostede, kastede sin cigarstump ud på plænen og lænede sig frem mod kunstneren, der fortsatte.

“Og langt inde i de største skove findes der måske et mægtigt væsen, som manifesterer sig igennem alle de tusindvis af individuelle træer – et enormt, kollektivt liv, som er lige så minutiøst og komplekst organiseret som vores eget. Under visse omstændigheder kunne det måske række ud og smelte sammen med os, så vi kunne forstå det ved at være det. Midlertidigt i det mindste. (side 47)

Om Manden, som træerne elskede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: H. Harksen Productions, 134 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Besøg Nikolaj Johansens hjemmeside

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Plantagen – Den hvilende ondskab af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt