februar 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
242526272829  
Arkiver

Arkivet for februar 29th, 2020

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther