maj 2020
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Arkivet for maj, 2020

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001 : en odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001: En odyssé i verdensrummet er nok Arthur C. Clarkes mest kendte værk. Romanen startede sit liv som novellen i ‘The Sentinel’ fra 1951. En historie om hvordan mennesket rejser til månen og der finder bevis på intelligent liv i rummet. I 1960’erne blev novellen hentet frem i lyset igen, da Clarke i et samarbejde med filminstruktøren Stanley Kubrick besluttede at lave en film over historien. Filmen fik premiere i 1968 og umiddelbart efter udkom også romanen, der siden har fået tre efterfølgere.

Handlingen i 2001: En odyssé i verdensrummet fortælles gennem seks overordnede kapitler. Første kapitel hedder ‘Abemenneskets tid’ og udspiller sig for tre millioner år siden, hvor mennesket endnu ikke fandtes. Her opdager en flok abemennesker en stor rektangulær sten udenfor deres hule. Umiddelbart tager de sig ikke af den, men så begynder stenen at kommunikere med dem.

Andet kapitel hedder ‘TMA-1’ og handler om dr. Heywood Floyds rejse til månen. Han er på vej op for at studere en hemmeligholdt opdagelse, man netop har gjort, som vil ryste menneskeheden i dens grundvold.

Det tredje kapitel hedder ‘Mellem planeter’. Her følger vi astronauterne Frank Poole og David Bowmans rejse med rumskibet Discovery på vej mod Saturn. Med sig har de yderligere tre videnskabsmænd, der skal sove hele rejsen, samt deres uundværlige computer HAL 9000.

I fjerde kapitel ‘Katastrofe’ indtræffer et alvorligt uheld, som får afgørende betydning for resten af ekspeditionen.

Discovery når endelig frem til sit mål i femte kapitel ‘Saturns måner’, hvor en overraskelse gemmer sig, som afsløres i sjette kapitel ‘Gennem stjerneporten’.

Rumrejsen år 2001 instrueret af Stanley Kubrick

Jeg har både set filmen og læst bogen. Om man er til det ene medie eller det andet, er nok en smagssag. Personligt synes jeg, at filmen er utrolig flot, men også lidt langtrukken og meget kryptisk. Her er romanen langt mere forklarende og til at forstå. Og så gør det jo ikke oplevelsen dårligere, at jeg har filmens smukke scener for mit indre øje under læsningen.

Anmelderne skriver:

Bogrummet: “Clarke fortæller som altid spændende ud fra sin store faktuelle viden om rummet og blander det godt med sine lige så store fantasi. Bog og film går fantastisk sammen. Forskellene gør, at begge medier har hver deres liv, men bogen er samtidig med til at forklare en hel del af handlingen i fil­men, som kan virke fuldstændig uforståelig ind imellem. Slutningen på filmen virker psykedelisk og abstrakt, men i bogen pensles det noget bedre ud og giver mere mening. Men samtidig må jeg også påpege, at bogen mangler en del af den nerve og klaustrofobiske tilstand, som man får ved at se filmens sekvenser, hvor astronauterne bevæger sig ud i rummet, kun med dem selv og deres åndedræt. Ligeledes fylder Hal meget mere i filmen, især med det hypnotiske røde øje, som er den konfliktfyldte computers kontakt til omverdenen.” (anmeldt af Bjarne Jensen)

Kloner og Stjernekrig: “2001” bliver således en fortælling om, hvordan mennesket opdagede sig selv, og hvordan det meget senere fandt sit formål. På den måde bliver monolitten symbol på troen på sammenhæng i vores og universets udvikling. Der findes virkelig noget, der styrer det hele – og med et formål. Uheldigvis giver den kreativitet, monolitten nedlægger i mennesket, sig øjeblikkelig udslag i aggressivitet og undertvingelse, og menneskets dominerende egenskaber bliver således udstillet.” (anmeldt af Kristian Mørk)

Planet Pulp: “En odyssé i verdensrummet” er en velsmurt, nærmest pedantisk nøjagtig roman, der gør en dyd ud af at kortlægge alt det, der ikke forklares i filmen. Romanen jonglerer med en imponerende lethed med en række særdeles tungsindige emner, som med en på det nærmeste naturvidenskabelig præcision udlægges for læseren […] Har du blot den mindste svaghed for science fiction, er der ingen grund til at undgå Clarke. Selv hvis du af en eller anden grund skulle have fået den opfattelse, at 2001 er alt for tung og kedelig. Det er den ikke, og hader du filmen, er romanen stadig værd at kigge på.” (anmeldt af Martin Jürgensen)

Om 2001:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 204 sider
Omslag: Jesper Wetterslev
Originaltitel: 2001. A Space Odyssey (1968)
Oversætter: Mogens Boisen

Vi er fem af Mathias Faldbakken

Vi er fem af Matias Faldbakken

Udkants-Norge møder domestic noir og Mary Shelleys Frankenstein. Og med et chokerende godt resultat. Et virkelig originalt stykke skrivekunst.” Sådan beskriver Jo Nesbø Vi er fem af Matias Faldbakken, der netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

Historien udspiller sig om Tormod Blystad fra den lille bygd Råset ca. tre timer nord for Oslo. Som ung ryger han i et misbrug sammen med vennen Espen. Stofferne hjælper ham først med at udfolde skjulte talenter, men siden er de ved at ødelægge ham. Kæresten Sivs indgriben får ham til sidst på fast grund igen, og med tiden bliver de gift og får to børn.

Tormod drømmer om et tredje barn, men det er Siv ikke interesseret i. I stedet forøges den lille familie med hunden Snusken, som børnene elsker højt. Så da Snusken en dag forsvinder, er sorgen stor. Hun efterlader et stort tomrum, også hos Tormod, som begynder at opholde sig mere og mere i sit værksted. Her eksperimenterer han med forskellige lerblandinger, og en vild weekend i fortidens tegn resulterer i noget helt uforudset.

Men hvor Tormods nye ler i starten ser ud til at samle familien igen, bliver følgerne senere hen langt mere alvorlige.

Vi er fem er næsten to romaner i én. Dels er det en realistisk roman om parforhold og familieliv under det moderne samfunds udfordringer. Dels er det en slags Prometheus-myte, der ligesom Mary Shelleys Frankenstein ender med at løbe helt af sporet.

I Weekendavisen kalder Klaus Rothstein romanen for “en glubsk og grotesk røverhistorie, som med arrogant ironi kombinerer hverdagen og det unheimliche.” Jeg fik da også mindelser til Kim Leines Dansk Standard, der ligeledes indeholder en syret blanding af hverdagsrealisme med det absurde og groteske.

Matias Faldbakken skriver i et let tilgængeligt hverdagssprog, hvor han af og til indskyder bemærkninger direkte til læseren. F.eks. når vi får forklaret hvordan Metallica udviklede sig til et fænomen med debutalbummet Kill ‘Em All i 1983. Som læser observerer vi nærmest begivenhederne, efterhånden som de udfolder sig, og det er op til os at tolke, hvad personernes reaktioner betyder. Jeg er ikke sikker på, om jeg forstår slutningen, men der er ingen tvivl om, at Vi er fem er en både interessant og anderledes læseoplevelse.

Uddrag af romanen:

Tegnefilmen (en overtydelig rusmetafor) satte sig i Tormod på en mærkelig måde, han blev urolig, utilpas, en klo greb ham i mellemgulvet og brystet og måske i ryggen og holdt godt fast. Da han fandt Snusken i mulden bag værkstedet, havde det været som om en sprække blev åbnet i ham, og tegnefilmen kilede sig nu fast i sprækken. Det er sengetid, sagde han, børnene gik, velopdragne, omhyggelige, op for at børste tænder på badeværelset. Tormod læste to sider for Helene på sengekanten, kyssede hende på øret, hviskede “godnat, min pige” og slukkede natbordslampen med mariehøns på. Så gik han ind til Alf og klappede drengen på baghovedet og sagde “godnat … min dreng”. Så gik han tungt ned ad trappen, forbi Siv i sofaen og ud i værkstedet igen. Der stod han og grublede over hvordan alt åbnede sig for Anders så snart han spiste pillen. Så blev Anders ikke bare den han ønskede at være, men måske også den han fortjente at være. Han blev den version af sig selv som havde gjort alle lykkelige: kunderne, Andersine og, ikke mindst, sig selv. Skulle det være forbudt at opfylde sit potentiale? Fandeme nej, tænkte Tormod. (side 68-69)

Om Vi er fem:

Udgivelsesår: 20.05.2020
Forlag: Gutkind, 216 sider
Omslag: Richard Øiestad
Originaltitel: Vi er fem (norsk) 2019
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dansk Standard af Kim Leine
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Mulm af Teddy Vork
Skyggeverden af Jonas Wilmann

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Arkitektur, intelligente våben og fremmede verdeners økologi er blot nogle af temaerne i Tidssonde

Tidssonde består af 11 noveller udvalgt af Arthur C. Clarke. Hver enkel novelle er valgt ud fra ønsket om, at den udover at underholde også belyser en videnskab eller teknologi. Hver novelle indledes med et kort forord af Clarke, hvor han fortæller om forfatteren samt historien.

Det firedimensionale hus (1941)
Quintus Teal drømmer om at bygge et hus, der vil revolutionere arkitekturen. En samtale med vennen Homer Bailey fører til, at Teal bygger et hus formet som en tesserakt (en kvadratisk figur med fire dimensioner, ligesom en terning har tre og et kvadrat har to). Huset lykkes så godt, at da Teal viser det frem for mr. og mrs. Bailey, opstår der uforudsete problemer. Novellen er skrevet af Robert A. Heinlein, som blandt andet kendes for Starship Troopers, der blev filmatiseret i 1997.

Vralteren (1942)
Vi følger en flyvemaskine, som smider sin last af våben ud over havet. Våbnene er delvist bevidste maskiner, der følger et programmeret instinkt om at nå et bestemt sted hen for at detonere deres indbyggede bomber. Novellen er skrevet af Will F. Jenkins under pseudonymet Murray Leinster.

Meteorologen (1962)
I fremtiden forudsiger meteorologerne ikke bare vejret. Den magtfulde Meteorologiske Kongres styrer det, og er ikke bleg for at straffe ulydige lande med tørke eller andre vejr-katastrofer. I kongressen sidder rådsmand Jonathan H. Wilburn, der drømmer om at komme længere op ad karrierestigen. Så da den 126-årige George Andrews fra Californien ønsker at opleve snevejr en sidste gang, før han dør, giver det Wilburn en mulighed.

Kulturgenstande på samlebånd (1957)
Jarrell er arkæolog på planeten Voltus. Alt han finder, bliver dog solgt til rige samlere, for sådan har verden udviklet sig. Men Jarrell hader, hvordan arkæologien er blevet gjort kommerciel. Så da kollegaen Darby støder på en hemmelighed, er Jarrell ikke sen til at støtte ham i at bringe den for lyset. Det får dog uforudsete og vidtrækkende følger.

Bedstefar (1955)
Cord er kolonistuderende på planeten Sutang, hvor han sammen med det 2000 mand store kolonihold har til opgave at studere og tæmme naturen på planeten i løbet af 20 år, så en gruppe kolonister kan slå sig ned her. Denne dag skal Regenten vises rundt, men et ellers ufarligt væsen viser sig pludselig fra en helt ny side.

Ikke så sikkert igen! (1941)
Nicholas Orloff er koloni-kommissær på Ganymedes, en af Jupiters måner. Befolkningen på Ganymedes har i mange år bedt om penge til forsvar, da de er overbeviste om, at Jupiter pønser på at udslette dem. Jorden har ikke tænkt sig at støtte dem. Men så hører Orloff endelig efter. Novellen er skrevet af Isaac Asimov, der især er kendt for at være faderen til robotikkens tre love. Her serverer han en bidende novelle med et twist.

Den lille sorte taske (1950)
I fremtiden er lægerne udstyret med en sort taske med udstyr, der stort set kan klare enhver medicinsk situation. Ved et uheld ender én af disse sorte tasker i 1940’erne, hvor en fordrukken læge uden autorisation pludselig vågner ved siden af den. Nærmest tilfældigt opdager han taskens evner, og snart er han atter respekteret. Men andre har også øje for de muligheder, tasken giver.

Blindheden (1946)
I 1987 vender Halleys komet tilbage. Astronomerne på Kernen, en institution til udforskning af blandt andet astrofysik, holder nøje øje med den, mens verden er på randen af fjerde verdenskrig. Som kometen nærmer sig, bryder civile uroligheder ud, der udvikler sig til regulær krig. Det får dog ingen indflydelse på astronomernes hverdag, indtil kometens nærhed pludselig får uforudsete konsekvenser. Robert S. Richardson har skrevet novellen under pseudonymet Philip Latham.

Tag en dyb indånding (1957)
En astronaut ombord på en kommunikations-satellit beretter, om den gang han og nogle kollegaer var ude for et uheld. Deres beboelseskvarter blev adskilt fra resten af stationen, og selvom et redningsfartøj kunne nå frem til dem, ville de ikke kunne kobles sammen. Hvad gør man så i det lufttomme rum? Novellen er Arthur C. Clarkes eget bidrag til Tidssonde, og bunder i Clarkes interesse i dykning.

Pottemagerne på Firsk (1950)
Som ung var Thomm udstationeret 19 måneder på Firsk for Ministeriet for planetare spørgsmål. Hans overordnede, George Covill, gik kun halvhjertet ind for ministeriets filosofi om at forbedre de indfødtes levestandard indenfor deres egen kulturs rammer. Så da Thomm hører om pottemagerne og deres ritualer, forlanger Covill, at han stopper det. Problemet er bare hvordan?

Vævskultur-kongen (1926)
Under en ekspedition i Afrika bliver fortælleren taget til fange af en stamme. I landsbyen møder han den hvide forsker, dr. Hascombe, som i mange år har levet sammen med stammen. Her har han med udgangspunkt i stammens religion udført eksperimenter på stammefolket både i krop og sind. Fortælleren er umiddelbart imponeret over Hascombes resultater, men forsøger alligevel at overtale ham til at flygte sammen med sig. Novellen er den ældste i Tidssonde, og fik mig til at tænke på Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells.

Om Tidssonde:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 266 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Time Probe (1966)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Robert A. Heinlein: Det firedimensionale hus (And He Built a Crooked House, 1941) Matematik
Murray Leinster: Vralteren (The Wabbler, 1942) Kybernetik
Theodore L. Thomas: Meteorologen (The Weather Man, 1962) Meteorologi
Robert Silverberg: Kulturgenstande på samlebånd (The Artifact Business, 1957) Arkæologi
James H. Schmitz: Bedstefar (Grandpa, 1955) Exobiologi
Isaac Asimov: Ikke så sikkert igen! (Not Final, 1941) Fysik
Cyril Kornbluth: Den lille sorte taske (The Little Black Bag, 1950) Medicin
Philip Latham: Blindheden (The Blindness, 1946) Astronomi
Arthur C. Clarke: Tag en dyb indånding (Take a Deep Breath, 1957) Fysiologi
Jack Vance: Pottemagerne på Firsk (The Potters of Firsk, 1950) Kemi
Julian Huxley: Vævskultur-kongen (The Tissue-Culture King, 1926) Biologi

Fjeldgænger af Julie Clausen

Fjeldgænger af Julie Clausen

Ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland

Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet for at arbejde et halvt år i Aasiaat i Grønland. Hun trænger til at finde sig selv efter bruddet med kæresten Jesper, og har fået job i receptionen på hotel Gudhjem, efter den tidligere receptionist pludselig rejste.

Romanen starter med Rebekkas ankomst til Grønland, men med indskudte kapitler der springer tilbage til tiden i Danmark. Dels til mødet med Jesper og dels til tanker om familien derhjemme. Særligt om lillebroren Johannes der er i en svær fase.

I nutiden falder Rebekka til på hotellet, men noget er alligevel ikke helt rigtigt. Der er mærkelige lyde på det halvtomme hotel, og en grønlandsk mand dukker op og forsvinder igen uden spor. Men kun når Rebekka er alene. Og så begynder hun at få mareridt. Mareridt som måske har forbindelse til et gammelt grønlandsk sagn om de to brødre Aqqaluk og Paalu, der går qivittog.

Fjeldgænger er en underholdende ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland. Mod slutningen bliver stemningen mere og mere foruroligende med Rebekkas skræmmende mareridt og pludselige blackouts, uden dog at forvandle sig til en regulær gyser.

Til gengæld indeholder Fjeldgænger mange interessante tanker om tro og identitet. Rebekka er overbevist kristen, og mødet med Grønlands gamle åndeverden lukker op for en masse tanker hos hende. Hvor hun nogle gange finder Gud i den tomme stilhed i fjeldene, er det andre gange skræmmende væsener fra Grønlands fortid, der hjemsøger hende. Men hvad vil de Rebekka? Og hvorfor rejste hun egentlig til Grønland?

Julie Clausen har en række ungdomsromaner bag sig. Flere af dem handler om ungdomslivet og om at finde sin egen identitet. Et par stykker bevæger sig ligesom Fjeldgænger over mod thriller/gyser genren, bl.a. Dæmoner og Tankespind.

Fjeldgænger er oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Fjeldgænger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 239 sider
Omslag: Karin Hald

Gys og gru af Fredric Brown

Gys og Gru af Fredric Brown

Gys og Gru indeholder 45 historier, der rummer alt lige fra krimi og gys til science fiction. Stort set alle historier har et humoristisk glimt i øjet, og enkelte af dem endog et erotisk twist af historien.

Fredric Brown blev født i 1906, og var en af tidens helt store pulp-forfattere. Valancourt Books, som genudgav bogen i 2015, skriver om ham:

“One of the great pulp writers, Fredric Brown (1906-1972) combined a flair for the horrific, a quirky sense of humor, and a wild imagination, and published many classic novels in the mystery and science fiction genres. But he was also a master of the “short-short story,” tales only a page or two in length, but hard-hitting and with a wicked twist at the end.”

Jeg kan kun være enig. Gys og Gru er voldsomt underholdende, også selvom her ikke er meget gru over fortællingerne. De fleste er som sagt fortalt med et humoristisk twist, som f.eks. ‘Bagslag’ hvor den usympatiske hovedperson pludselig kan få alle til at gøre, hvad han siger. Den kraft misbruger han på det groveste, indtil han en dag besøger Ekkodalen …

Samlingens mest urovækkende historie er efter min mening ‘Huset’. Her går en mand rundt i et hus for at ende i et værelse, der er en tro kopi af et værelse i hans faders hus. Hvad præcist der sker, skal jeg ikke sige, men slutningen er grum.

Fredric Brown har også skrevet en række romaner, bl.a. What Mad Universe fra 1949 samt The Mind Thing fra 1961.

Om Gys og Gru:

Udgivelsesår: 1961
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 196 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Nightmares and Geezenstacks (1961)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Stygge (Nasty, 1959)
Afskyelige (Abominable, 1960)
Bagslag (Rebound, 1960)
Mareridt i gråt (Nightmare in Gray)
Mareridt i grønt (Nightmare in Green)
Mareridt i hvidt(Nightmare in White)
Mareridt i blåt (Nightmare in Blue)
Mareridt i gult (Nightmare in Yellow)
Mareridt i rødt (Nightmare in Red)
Bedstemors fødselsdag (Granny’s Birthday, 1960)
Kattetyven (Cat Burglar)
Huset (The House, 1960)
En chance til (Second Chance, 1960)
Store tabte opdagelser – I. Usynlighed (Great Lost Discoveries I – Invisibility, 1961)
Store tabte opdagelser – II. Usårlighed (Great Lost Discoveries II – Invulnerability, 1961)
Store tabte opdagelser – III. Udødelighed (Great Lost Discoveries III – Immortality, 1961)
Brev fra en død (Dead Letter)
Udgangssalme (Recessional, 1960)
Hobby (Hobbyist)
Hans Carvels ring (The Ring of Hans Carvel)
Straffeekspedition (Vengeance Fleet, 1950)
Rebtrick (Rope Trick, 1959)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – I (The Short Happy Lives of Eustace Weaver I, 1961)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – II (The Short Happy Lives of Eustace Weaver II 1961)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – III (The Short Happy Lives of Eustace Weaver III, 1961)
Ekspedition (Expedition, 1956)
Den lysskæggede (Bright Beard)
J.K. (Jaycee)
Kontakt (Contact, 1960)
Døden på bjerget (Death on the Mountain)
Forældre og bjørn (Bear Possibility, 1960)
Ikke helt forbi (Not Yet the End, 1941)
Fiskehistorie (Fish Story)
Tre små ugler (Three Little Owls, 1961)
Flygtning (Runaround, 1942)
Mord i ti nemme lektioner (Murder in Ten Easy Lessons, 1960)
Mørkt mellemspil (med Mack Reynolds) (Dark Interlude, 1951) 
Personlighedsfælden (Entity Trap, 1950)
Det lille lam (The Little Lamb, 1953)
Mig og Flapjack og marsmændene ( med Mack Reynolds) (Me and Flapjack and the Martians, 1952)
Spøg og skæmt (The Joke, 1948)
Vittighedstegneren (med Mack Reynolds) (Cartoonist, 1951)
Dukkerne (The Geezenstacks, 1943)
Slut (The End, 1961)

Læs mere på ISFDB

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn
Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen

Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary af Michael Kamp

Blodige Mary af Michael Kamp

Hvad gemmer sig egentlig bag spejlets blanke flade? Og hvorfor banker to børn forgæves på alle dørene i byen? To nye uhyggelige fortællinger fra Tænkehatten og Michael Kamp.

Tænkehatten er en ung youtuber, der blandt andet har en kanal, hvor han fortæller om det mystiske, det uforståelige og det uhyggelige. Nu har han slået sig sammen med den garvede horrorforfatter, Michael Kamp, om at skrive en serie på fem bøger til børn, der tager udgangspunkt i vandrehistorier fra hele verden.

De tre første bøger i serien udkom i 2019 og hedder Er jeg smuk?, Kaninmanden og Grisedamen. Nu er de to sidst bind kommet: Blodige Mary og Sorte øjne. Bøgerne er illustreret af Flemming Schmidt, hvis sort/hvide tegninger perfekt fanger historiernes uhyggelige stemning. Bagerst i hver bog er der et kort faktaafsnit, der kigger om bag vandrehistorien

I Blodige Mary bliver Gry og hendes veninde Frida passet af Maja, fordi Grys forældre skal i byen. Pigerne hygger sig med pizza, og Maja underholder dem med uhyggelige historier. Alt er fis og ballade – indtil Maja fortæller den sidste historie om blodige Mary, der gemmer sig inde i spejlet. Næste dag ringer Fridas forældre til Gry. Frida er væk, og de ved ikke, hvor hun er. Men Gry kan ikke hjælpe. Hun har nemlig selv problemer.

Sorte øjne er ikke mindre skræmmende. Her er Hjalte sammen med sin mor flyttet ind i et hus i en lille flække på landet. Adressen er hemmelig, for de er stukket af fra Hjaltes far. Men beboerne i byen er underlige. De vil ikke åbne døren, da Hjalte kommer for at hilse på. Og så er der de to mærkelige børn på legepladsen, som en aften banker på døren.

Illustration af Flemming Schmidt til "Tænkehatten præsenterer: Blodige Mary" af Michael Kamp

Serien er rettet mod de +10-årige, og er ikke for sarte sjæle. Selvom bøgerne er letlæste, er der nemlig langt fra skruet ned for uhyggen. Tværtimod er der skræk-garanti og risiko for grumme slutninger.

Selvom jeg for længst har passeret barndommen, har jeg følt mig vældig underholdt af serien. Nogle af vandrehistorierne kendte jeg på forhånd. Andre var nye for mig. Men fælles for alle fem bøger er, at de behandler både originalhistorien og læserne med respekt. Derfor er resultatet blevet så godt.

Læg i øvrigt mærke til Flemming Schmidts illustration side 56 i Blodige Mary. Jeg er vild med bogen, Gry står med 🙂

Om Blodige Mary:

Udgivelsesår: 22.04.2020
Forlag: Tellerup, 66 sider
Omslag og illustrationer: Flemming Schmidt

Læs mere på Michael Kamps hjemmeside eller besøg Tænkehattens Youtube-kanal

I samme serie:
Er jeg smuk?
Kaninmanden
Grisedamen
Blodige Mary
Sorte øjne

Offer af Paul Cleave

Offer af Paul Cleave

Christchurch-snitteren, Joe Middleton, skal snart for retten, og alt tyder på, at han vil blive dømt til den snart genindførte dødsstraf. Joe selv anser sig dog som et uskyldigt offer. Hans forsvar er, at han intet husker om at have slået nogen ihjel. Og så kan man jo ikke dømme ham for det.

Men andre er af en anden mening. Melissa, Joes medskyldige i mordet på en betjent, planlægger at skyde ham før retssagen. Noget en far til et af Joes ofre kun er alt for glad for at kunne hjælpe med. Imens ser den forhenværende kriminalassistent, Carl Schroder, frem til, at Joe forsvinder for evigt. Først skal han dog lige afsløre, hvor liget af den myrdede betjent er begravet.

Offer er anden bog om seriemorderen Joe Middleton. Første bog hedder Det syvende mord og udkom i 2013. Begge bøger tilhører Christchurch noir-universet.

Jeg har læst nogle af bøgerne i Paul Cleaves serie, men ikke Det syvende mord. Alligevel synes jeg godt, at jeg kunne følge med. Cleave følger op på tidligere binds begivenheder undervejs, dog uden at afsløre for meget. Så man kan sagtens springe lidt i serien.

Offer lægger sig i det kulsorte kølvand af Øje for øje, som er seneste bog på dansk af Paul Cleave. Historien fortælles via forskellige synsvinkler, blandt andet hører vi Joes oplevelser via ham. Det giver læseren en speciel oplevelse, for selvom vi ved, at han er psykopat (vi hører endda hans fantasier om at dræbe sin psykolog), så kommer vi alligevel til at betragte ham som et offer. Fængselsopholdet er nemlig ikke just en ferie for Joe.

Der er ikke meget glansbillede over Cleaves Christchurch, der næsten drukner i regn, kulde og forfald. I det hele taget er der ikke meget håb og glæde i romanen, hvor alle har hemmeligheder, og vold, løgn og misbrug er hverdagskost.

Alligevel læste jeg nærmest Offer i et stræk. Paul Cleave skriver råt, men godt, og historien udspiller sig nærmest som en film under læsningen. Der er ikke meget at grine af undervejs. Til gengæld sad jeg med øjnene klistret til siderne for at finde ud af, hvad der nu ville ske. De forskellige handlingstråde sørger nemlig for en støt stigende suspense, som kulminerer i et actionfyldt brag, hvor alt pludselig hænger sammen.

Med andre ord er Offer absolut anbefalelsesværdig, hvis du kan lide kulsorte spændingsromaner uden garanti for happy ending.

Om Offer:

Udgivelsesår: 03.03.2020
Forlag: Jentas, 508 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: Joe Victim (2013)
Oversætter: August Holst Thomsen

Besøg Paul Cleaves hjemmeside

Christchurch-noir serien:

Offer (Originaltitel: Joe Victim), 2020
Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Øje for øje af Paul Cleave
Den røde drage af Thomas Harris
Mørke afkroge af Elizabeth Haynes
Pantomime af Annika von Holdt
Du af Caroline Kepnes
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Efter syndfloden af Kassandra Montag

Lidt mere end et århundrede ud i fremtiden er den verden, vi kender, fuldstændig forandret. Vandet har langsomt overtaget kontinentet, og den forhøjede vandstand har først udslettet Amerikas store kystbyer og derefter også de centrale dele af landet. Der er intet andet tilbage end de kolonier, overlevende har etableret på de højeste bjergtoppe, der ligger som øgrupper i det dybe, åbne hav.

Den stædigt uafhængige Myra og hendes fremmelige, 7-årige datter Pearl, lever på vandet i deres lille båd, Bird. De er fiskere og går kun i land, når de skal bytte deres fisk til forsyninger og information i civilisationens få tilbageværende handelsstationer. Myra har i de sidste syv år sørget over tabet af sin ældste datter, Row, der blev stjålet af sin far, efter en enorm flodbølge indtog deres hjem i Nebraska.

Da Myra tilfældigt finder ud af, at Row sidst er blevet set i en fjernt beliggende koloni i Grønland, må hun droppe sin sædvanlige forsigtighed og begive sig ud på en farfuld rejse til nordens isfyldte have sammen med Pearl, mens de klamrer sig til håbet om, at Row stadig vil være der, når de når frem. (fra bagsiden)

Kassandra Montag er uddannet i engelsk litteratur og har tidligere udgivet både noveller og lyrik. Efter syndfloden er hendes romandebut og er indtil videre udkommet i 17 lande.

Montags lyriske baggrund mærkes tydeligt i det smukke sprog, men Efter syndfloden er dog langt mere. Det er en roman om overlevelse, håb og kærlighed, i en verden hvor den stærkes ret gælder.

Jeg blev hurtigt opslugt af historien, der udspiller sig, efter katastrofen har ramt. Jorden er allerede stort set oversvømmet, og vi hører kun i få og spredte erindringsglimt om tiden før og under den store oversvømmelse. I stedet for følger vi den nye hverdag, hvor Myra hver dag kæmper for at skaffe mad til Pearl og lærer hende at overleve.

Den nye verden er et farligt sted. Piratbander hærger, og risikoen for at ende på et avlsskib eller blive slave er høj. Myra stoler ikke på nogen, og hun vil gøre alt for at holde Pearl i sikkerhed. Men samtidig har hun et håb.

Siden Myras mand Jacob forsvandt med deres ældste datter, Row, har Myra ledt efter hende. Da hun får opsporet, at Row er blevet set i The Valley, en koloni på Grønland, sætter hun derfor alt på spil for at komme dertil og finde Row.

Rejsen bliver lang og farefuld, men måske mere vigtigt får den Myra til at stille spørgsmål. Tør hun leve i et fællesskab? Hvor langt vil hun gå for sin forsvundne datter? Vil hun forråde sine rejsefæller? Kan kærligheden til den mistede ødelægge livet for den levende? Og hvad gør man ved rejsens ende?

Som sagt var jeg godt underholdt af Efter syndfloden. Beskrivelsen af den nye verden er vellykket, og jeg kan også godt lide Myra. På den ene side er hun stædig og blind for alt andet end det, hun ønsker, og på den anden side er hun stærk og modig, og vil gøre alt for dem hun holder af. Hun er ikke nødvendigvis let at elske, men hun er ægte.

Efterhånden som romanen udspiller sig, møder vi både action og grusomheder. Til tider sker tingene lidt vel belejligt for Myra i jagten på Row, men pyt med det. Jeg lod mig i hvert fald rive med, og kan anbefale Kassandra Montags debut til alle, der holder af smukke og grumme post-apokalyptiske fortællinger.

Der findes naturligvis også andre fortællinger, der udspiller sig i en oversvømmet verden. Mest kendt er måske Kevin Costner-filmen Waterworld fra 1995. I den helt modsatte ende er f.eks. romanen Blå af norske Maja Lunde, der udspiller sig i en nær fremtid, hvor jorden er ramt af omfattende tørker i stedet for.

Anmelderne skriver:

Bogblogger.dk: “Jeg må sige, at Efter syndfloden er en helt igennem fremragende debut. Ikke alene er det en historie om overlevelse, det er også en historie om at bevare håb mod alle odds. Om at turde stole på mennesker, selv når de fleste har vist, at de ikke er til at stole på. Om karakterstyrke og om at ofre sig for dem, man elsker. Jeg var vild med alle bogens 432 sider og håber, Kassandra Montag snart udgiver en ny. Det kan faktisk ikke gå stærkt nok.” Læs hele anmeldelsen HER

Bogrummet: “Jeg er vild med den postapokalyptiske genre og måtte bare læse Efter syndfloden, der er forfatterens debut. Den bliver rost af både Karin Slaughter og Liv Constantine på bogens flapper, men jeg fandt den desværre delvis rædselsfuld og svær at komme igennem. […] Ærgerligt at udførslen af det lille Waterworld-agtige drama ikke rigtig virkede troværdigt. Om ikke andet, så kan bogen måske være noget for nybegyndere indenfor den postapokalyptiske genre. En gammel postapokalyptisk rotte som jeg, har læst alt for meget god litteratur indenfor denne genre, så der skal mere til at dupere mig.” Læs hele anmeldelsen HER

Nordjyske Stiftstidende: “… Kassandra Montag debuterer med en gennemført vision om en grufuld fremtid med vold, rædsel, skånselsløse pirater, nådesløs natur, forstemmende få muligheder, modløshed og kun få glimt af håb. Det er både uhyggeligt, spændende, blodigt og gribende.” (Nordjyske Stiftstidende 16.01.2020)

Politiken: “Efter syndfloden kan ikke beslutte sig overbevisende for, om den er en klimaapokalypsefortælling eller et sørøvereventyr. Trods en god optakt og et bag alt fyldet godt plot får den aldrig for alvor dybt vand under sine litterære fødder.” (Politiken 21.01.2020)

Sidses Bogreol: “Udover at være en roman om klima, så er det også en særdeles velskrevet roman om moderskab, savn, desperation og kærlighed. Det er en roman som lægger op til refleksion hos læseren, samtidig med at det er virkelig god, omend også lidt barsk og trist, underholdning. Jeg er virkelig vild med denne her bog og den er altså noget ganske særligt og formåede at sætte gang i flere følelser hos mig. Jeg sender derfor fuldt hus af stjerner afsted.” Læs hele anmeldelsen HER

Kort om Efter syndfloden:

Udgivelsesår: 16.01.2020
Forlag: HarperCollins, 429 sider
Omslag: Mumtaz Mustafa
Originaltitel: After the Flood (2019)
Oversætter: Lene Støvring

Besøg Kassandra Montags hjemmeside

Læs også:

Børnenes jord af Gipi
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den hvide fjende af Niels Meyn
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Syndfloden af Carl S. Torgius
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Conan 1 af Robert E. Howard

Conan 1 af Robert E. Howard

Figuren Conan blev skabt af den amerikanske forfatter Robert E. Howard (1906-1936). Historierne udkom først i pulpmagasinet Weird Tales, men blev ikke skrevet som en fortløbende fortælling om Conans bedrifter fra han bliver født på slagmarken i Cimmeria og vokser op som kriger. Tværtimod er Conan en aldrende konge i den første fortælling, The Phoenix on the Sword fra Weird Tales dec. 1932, der også er første novelle i Conan 1, hvor forlægger Michael Pilgaard udgiver de første fem Conan-fortællinger i original udgivelseskronologi.

Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at læse novellerne på engelsk, så det var en fornøjelse, da jeg blev opmærksom på Conan 1. For som Pilgaard skriver i sit forord, så er Conan stadig aktuel:

“Hvorfor så udgive Conan på danske her ca. 85 år efter historierne blev skrevet? Fordi det er fed underholdning! Der er en grund til, at man stadig kan få historierne på engelsk. Det er solid underholdning. Conan er ikke en duksedreng, men nærmere en anti-helt. Der er ingen dumsmarte replikker eller meta-referencer til popkulturelle henvisninger. Ingen bløde mænd, navlepilleri eller traumatiserede unge, der skal kæmpe mod både det etablerede samfund, en (super)skurk og personlige problemer. Det er lige på og hårdt, med en intelligent og handlekraftig kriger, skønne kvinder og eksotiske steder, som man kender det helt tilbage fra de klassiske fortællinger. (side 9)

De fem noveller springer som sagt i tiden. I ‘Føniksen på sværdet’ er Conan en aldrende konge over Aquilonia, men nu pønser nogle adelsmænd på at snigmyrde Conan og overtage kongemagten.

‘Det blodrøde citadel’ udspiller sig efterfølgende. Her er Conan med 5000 mænd marcheret ud for at komme en allieret til hjælp. Blot for at opdage at det var en fælde. Alle Conans mænd falder i kamp, mens Conan selv bliver taget til fange af troldmanden Tostha og fængslet i hans fangekælder dybt nede i underverdenen.

Den tredje novelle ‘Elefantens tårn’ foregår derimod, mens Conan er ganske ung. Her beslutter han sig for at bryde ind i et forbudt tårn og stjæle en juvel kaldet Elefantens hjerte.

Historien ‘Den sorte kolos’ er også for nyligt blevet udgivet som tegneserie på forlaget ShadowZone. Her er Conan lejesoldat i prinsesse Yasmelas styrker. Hun forfølges af onde drømme sendt til hende af en troldmand, og for at redde sit land og sin sjæl får hun hjælp af Conan.

I den sidste novelle i samlingen er Conan og den unge slavinde Natala de eneste overlevende efter et stort slag. Fjenden har forfulgt dem ud i ørkenen, og nu er de ved at dø af tørst. I sidste øjeblik får de øje på en by i det fjerne, men da de når hen til den, opdager de, at ikke alt er som det ser ud.

Conan 1 er underholdende action fyldt med blodige slag, onde troldmænd, smukke kvinder og en muskelsvulmende helt der er nærmest uovervindelig på slagmarken. Conan er barbar og stolt af det. Han er ikke fordærvet af civilisationen, men søger sin lykke hvor som helst og kæmper frygtløs hele vejen.

Der er ikke mange nuancer i fortællingerne, men det er heller ikke meningen. Som læser skal man bare læne sig tilbage i stolen og lade sig føre ind i Conans verden fyldt med magi, monstre og mægtige skatte.

Er du til “sword & sorcery”, så bliver det ikke mere originalt end Robert E. Howards fortællinger om Conan. Og her er Conan 1 det helt rigtige sted at starte.

Uddrag af bogen:

Med et råb, der gjaldede til taget, strømmede morderne ind i rummet, med Gromel først. Han kom som en angribende tyr, hovedet ned, sværdet ført lavt til et maveopsprættende stød. Conan sprang frem for at møde ham, og al hans tigeragtige styrke endte i den arm, der svang sværdet. I en hvislende bue lynede klingen gennem luften og smadrede ned på bossonerens hjelm. Klinge og hjelm skælvede sammen og Gromel rullede livløst på gulvet. Conan sprang tilbage, stadig med greb om det ødelagte skæfte.

“Gromel!” spyttede han. Hans øjne lynede af forbavselse, da den ødelagte hjelm afslørede det ødelagte hoved; så var resten af flokken over ham. En daggertspids rev ned over hans ribben mellem brystpladen og rygpladen, en sværdæg lynede for hans øjne. Han kastede manden med daggerten bort med sin venstre arm, og smadrede sit ødelagte sværdskæfte som en cestushandske ind i sværdkæmperens tinding. Mandens hjerne overstænkede hans ansigt.

“Bevogt døren, fem af jer!” skreg Ascalante, der kredsede rundt om kanten af det syngende ståls malstrøm, for han frygtede at Conan måske kunne kæmpe sig ud fra deres midte og undslippe. Kæltringene trak sig et øjeblik tilbage, da deres leder greb flere af dem og skubbede dem mod den eneste dør, og i den korte respit sprang Conan over til væggen og fravred denne en oldgammel kampøkse; urørt af tiden, havde den hængt der, i et halvt århundrede.

Med ryggen mod muren gjorde han front mod den indsnævrende ring et lynende øjeblik, så sprang han ind midt iblandt dem. (side 32)

Om Conan 1:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Pilgaard Publishing, 217 sider
Oversætter: Lea Thume

Indhold:
Føniksen på sværdet (The Phoenix on the Sword, 1932)
Det blodrøde citadel (The Scarlet Citadel, 1933)
Elefantens tårn (The Tower of the Elephant, , 1933)
Den sorte kolos (Black Colossus, 1933)
Den bugtende skygge (Xuthal of the Dusk, 1933)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Conan af Cimmeria: Den sorte kysts dronning efter en historie af Robert E. Howard
Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg
Enkemagerne af Rasmus Wichmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton