juni 2020
M Ti O To F L S
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Arkivet for juni, 2020

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Kongamato af Mikala Rosenkilde

Forlagets beskrivelse
Morten Lange er kryptozoolog med drømmen om at finde verdens sidste flyveøgler. Han rejser derfor ud for at lede efter kongamatoerne, øglefugle, der siges at hærge et afsidesliggende område af Afrika.

Samme sted har dyreværnsorganisationen Lion & Lamb et shelter for aflivningstruede, eksotiske kæledyr som løver, næsehorn og giraffer. Dyr, der enten er blevet tilovers eller er blevet for store og farlige at omgås for deres tidligere ejere. Nu rehabiliteres de til et nyt liv som frie dyr. 27-årige Anna Wahlin fra Nørrebro skal være frivillig dyrepasser i tre måneder på shelteret, og hun glæder sig til en oplevelse for livet.

Men intet er, hvad det udgiver sig for i den afrikanske ødemark, og det viser sig snart, at Lion & Lamb har helt andre og skjulte agendaer end at rehabilitere eksotiske kæledyr. Både dyreværnsorganisationen og den afrikanske savanne og jungle skjuler mere, end de åbenbarer, og snart truer farerne, både de menneskeskabte og de naturlige, Anna og Morten fra alle sider. Før de får set sig om, er jagten gået ind på dem begge.

Mikala Rosenkilde debuterede i 2011 med novellesamlingen Legetøj, som jeg var begejstret for. Nu er hun aktuel med romanen Kongamato, og her beviser hun, at hun også kan skrive langt. Lige da jeg så den 668 lange sider roman, tænkte jeg: “Fantastisk forside – men hold da op, den er tyk!” Heldigvis føles den ikke spor lang at læse. Tværtimod. Mod slutningen måtte MR gerne have fyldt endnu mere på historien.

Hovedpersonen Morten Lange er kryptozoolog, og han er taget til den lille stat Ungala for at undersøge påstandene om en fugleart med tænder. Undervejs møder han den unge kvinde Anna, der ligeledes er på vej til Ungala. Hun skal arbejde som frivillig for dyreværnsorganisationen Lion & Lamb, der redder vilde kæledyr og udsætter dem i naturen igen.

Mens Anna bliver indkvarteret i Primovitos barakby, kommer Morten til at bo i Divine Lodge hos lederen af Lion & Lamb, Alakim, og hans hustru Dana. Anna kastes hurtigt ud i opgaverne, men Morten får ingen svar på sine spørgsmål om de mærkelige fugle. Faktisk vil ingen tale om dem.

Samtidig går det op for læseren, at alt måske ikke er så idyllisk hos Lion & Lamb. Og slet ikke på Divine Lodge, der egentlig startede med at være hovedkvarteret for kosmetikfirmaet Uniwhite, som arbejder på et banebrydende projekt.

Jeg blev simpelthen bidt af Kongamato fra første side. Hold nu op, den er underholdende. Jeg har set den omtalt som en krydsning af Indiana Jones og Jurassic Park, og det er faktisk lige på kornet.

Ved at bygge historien op i korte kapitler fortalt af forskellige personer får læseren den ene cliffhanger efter den anden. Det skaber både spænding og fremdrift og gør det nærmest umuligt at lægge Kongamato fra sig igen.

Romanen er først og fremmest en elementært spændende historie med udgangspunkt i Mortens jagt på de mærkelige fugle, der minder mistænkeligt meget om flyveøgler. Herfra udvikler den sig ud i flere nervepirrende plots. En ung mand holdes indespærret af mystiske væsener. Anna bliver kidnappet fra Primovitos. Og så er der også lige hele affæren med Uniwhites chefforsker, der ikke kun er interesseret i at lave lækre cremer. Vi kommer tæt på dyrevelfærd, forsvundne fædre, svindel, industrispionage og naive ildsjæle, og der er ikke megen tid til at stoppe op, mens vi ubesværet føres gennem fletværket af plottråde.

Mikala Rosenkilde skriver levende og overbevisende. Det føles, som om vi er i Ungala sammen med vores hovedpersoner, og jeg er imponeret over, hvor troværdigt hele sceneriet fremstår. De mange forskellige tråde spindes sammen til sidst i en lidt hæsblæsende afslutning. Her kunne jeg som sagt godt have ønsket lidt flere sider. Men det tager intet fra den overordnede læseoplevelse, og jeg håber ikke, at det er sidste besøg i kryptozoologiens verden á la Mikala Rosenkilde.

Er du til spænding, flyveøgler, skræmmende eksperimenter, handlekraftige helte og et fantastisk eventyr? Ja, så er Kongamato garanteret noget for dig. Jeg er i hvert fald fan.

Skulle du være i tvivl om, hvad kryptozoologi betyder, er det læren om skjulte dyr. Faget befinder sig i et grænseområde mellem flere fag, bl.a. zoologi og folkemindevidenskab. Slår man ordet op i Den Store Danske finder man nedenstående beskrivelse af fagets tre hovedområder:
1) Dyrearter, der normalt anses for uddøde, kunne tænkes at eksistere alligevel eller at have eksisteret længere end først antaget.
2) Kendte dyr, der ses uden for deres normale udbredelsesområde, kunne tænkes at være undsluppet fangenskab eller tilhøre uopdagede bestande.
3) Sagn og moderne beretninger om søslanger, havuhyrer og andre ukendte væsener kunne dække over iagttagelser af dyrearter, der endnu ikke er beskrevet af videnskaben.

Om Kongamato:

Udgivelsesår: 02.06.2020
Forlag: Dreamlitt, 668 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Besøg hjemmesiden for Kongamato

Læs også:

De udøde af Johan Egerkrans
Let bytte af Carina Evytt
Jagten på den forsvundne by af David Grann
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Pandora i Congo af Albert Sánchez Piñol
Arthur Gordon Pyms eventyr af Edgar Allan Poe
Stallo af Stefan Spjut
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

The Lost World

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Forrygende afslutning på Vesterlund-trilogien

For 10 år siden kom Ditlev Rosenkilde første gang ind i Margit Vesterlunds liv, stort set samtidig som Kaj Brønds. Men hvor den pensionerede politimand blev en forbundsfælle og siden kær ven, kunne familien Vesterlund først føle sig nogenlunde sikre, da seriemorderen Ditlev efter et opgør på en tom cementfabrik blev indlagt i dyb koma.

De mange år har bragt hverdagen tilbage. Margit er tilbage på prædikestolen. Sønnen Jake, der også har dårlige minder om Ditlev, er blevet gift med Katarina, og sammen har de datteren Clara. Også Kaj har fundet kærligheden igen med den tidligere engelske politikvinde, Adriana.

Men i mørket har Ditlev lagt planer, og han har ikke tænkt sig at lade familien Vesterlund slippe ustraffet. Imod alle odds og i dybeste hemmelighed har han kæmpet sig tilbage til livet, og nu vil han have hævn.

Den som søger skal finde er tredje og afsluttende bog om Margit, Jake, Kaj og de andre. Og sikke en finale. Lige knap 1500 sider er det blevet til i alt, men Lars Thomassen samler fornemt op på alle tråde og får afsluttet trilogien helt tilfredsstillende. Oveni får han elegant flettet de tidligere begivenheder ind i historien, så selvom man ikke lige har de første bind i frisk erindring, er det nemt at følge med.

Som i de første bøger er her masser af både action og spænding. Samtidig har Den som søger skal finde dog også en mere eftertænksom side. Ditlev viser nogle nye sider af sig selv, ligesom også andre af seriens karakterer pludselig afslører store overraskelser.

Har du endnu Vesterlund-trilogien til gode, kan du glæde dig. Jeg har været drønunderholdt, og synes bare Thomassen er blevet bedre og bedre.

Historien fortælles i korte kapitler, der springer mellem de forskellige handlingstråde. Det skaber en konstant suspense, hvor man bare er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu sker. Sproget flyder let. Personerne er nuancerede og troværdige. Og plottet er spændende og fyldt med uforudsigelige sving undervejs. Det bliver stort set ikke bedre.

Er du til kringlede thrillers med et interessant og anderledes persongalleri, hvor der både skrues på actionknappen og drilles med plot-twists? Så er Den som søger skal finde sammen med de to første bind ikke til at komme uden om.

Uddrag af bogen:

Der blev helt stille i stuen på Huslodsvej. Efter Gabriellas chokudmelding havde ingen trukket vejret i flere lange sekunder. Så eksploderede Jake.

Hvad fanden er det, du siger?

Kajs vældige arm røg ud og trak Jake i armen. “Slap af. Lad os nu høre.”

Jake drejede hovedet og stirrede med vilde øjne på Kaj. Så søgte de tilbage mod Gabriella, der med et mildt blik studerede ham. Jake satte sig forstenet tilbage på stolen.

Politiet blev tidligt i morges gjort opmærksom på, at Ditlev Rosenkilde er forsvundet fra plejecentret i Viby.”

Jake eksploderede ikke denne gang. Han stirrede ned på Kaj og Margits hænder, som havde lagt sig på hans fra hver sin side.

Jeg ved ikke meget endnu, men det ser ud til, at en kvindelig plejecenter-assistent har været hans ‘personlige’ plejer. Hun overtog løbende al pleje af ham. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det, fordi ingen andre åbenbart ønskede at passe ham.

Men hvordan fanden kan det ske?” spurgte Margit forbitret.

Jeg ved det ikke. Det er det alt for tidligt i efterforskningen til, at vi kan svare på. Men kollegaerne virker overbeviste om, at det er ham, der har gjort det.” (side 77)

Om Den som søger skal finde:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Månen, 447 sider

Vesterlund-trilogien:
Han kender det som er i mørket, 2017
Lad de døde begrave de døde, 2019
Den som søger skal finde, 2020

Skrækvisioner af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner - den moderne gysers udvikling af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling er et imponerende værk. Martin Wangsgaard Jürgensen har sat sig for at gennemgå gysets udvikling i den engelsksprogede litteratur fra 1920 og 100 år frem, og det gør han med stort overblik og spændende analyser.

Over 14 kapitler undersøger han genren årti for årti og trækker tendenser, temaer og litterær kvalitet frem ved at analysere centrale værker fra perioden. Det gør han med en enorm viden om ikke bare gys og horror, men også om litteraturhistorien i almindelighed. Alligevel synes jeg, at Skrækvisioner er umiddelbart tilgængeligt, så man behøver ikke at være uddannet litterat for at få noget ud af bogen.

Hvert kapitel afsluttes med en kort opsummering af hovedpunkterne, og bagerst er indsat en omfattende litteraturliste, der giver et indblik i det kæmpe researcharbejde MWJ har bedrevet.

At Skrækvisioner udelukkende beskæftiger sig med litteraturen er atypisk for fagbøger om gys og horror. Oftest omhandles både film og bøger samt i nogle tilfælde også computerspil. Andre handler om, hvorfor vi er fascineret af genren, men MWJ har i stedet sat sig for at belyse genrens litterære udvikling:

… der i hovedparten af sin moderne eksistens har bevæget sig på kanten af den gode smag, og som kun lejlighedsvis har fundet vej ind i kunstneriske, litterære sammenhænge […] Ikke desto mindre byder genrens udvikling sig til som en fascinerende historie om idéer og strømninger i det 20. århundrede, der fortæller os noget om de tanker og bekymringer, der har optaget både læsere og forfattere, fordi skrækfiktionen -netop som navnet siger – handler om det, der skræmmer os.” (s. 8)

MWJ vil som nævnt diskutere genrens litterære kvaliteter, men for samtidig at belyse tematikker og tendenser er det ikke kun ‘mesterværkerne’ der medtages. Og så understreger han, at de udvalgte temaer i de enkelte tidsperioder naturligvis også findes til andre tider. Her i bogen har han blot forholdt sig til temaets storhedstid.

Skrækvisioner er ikke blot et oplysende og spændende værk. Det er også en guldgrube af forslag til kommende læsning. Jeg er dog ikke altid enig med Martin Wangsgaard Jürgensen om, hvad der er god litteratur.

Eksempelvis er jeg stor fan af Stephen King, mens MWJ anerkender Kings betydning. Udover et par enkelte romaner synes han dog ikke, at Kings bøger er af litterær kvalitet. Blandt andet fordi King, ifølge MWJ, beskriver en idealiseret verden, hvor sort og hvidt er tydeligt adskilt. Dermed forenkles konflikterne til klare valg, hvorved læserens moral ikke udfordres. Egentlig er jeg ikke uenig i MWJ’s konklusion om moralen, men da jeg tit læser for fornøjelse, finder jeg stadig stor kvalitet i Kings univers. Også selvom han ikke refererer til den græske mytologi eller ‘sturm und drang’, men benytter sig af den moderne verden som referenceramme.

Til gengæld kan jeg også sagtens følge MWJ i, at det er fantastisk, når litteraturen udfordrer én. For mig er det blot ikke et mål i sig selv, og bliver teksten for eksperimenterende, står jeg desværre af. Måske fordi jeg ikke har ‘værktøjerne’ til at låse teksten op. Men her er Skrækvisioner en god hjælp, idet MWJs analyser gør det nemmere at ‘angribe’ de nævnte titler. Så jeg skal på opdagelse i en ny verden.

Det kunne have været interessant, hvis eksempler på dansk skræklitteratur også var omtalt under de enkelte temaer, men det er nok mest min egen kæphest, og MWJ redegør tydeligt for, hvorfor han har valgt den engelsksprogede litteratur. Jeg kan derfor kun slutte, som jeg begyndte, med at kalde Skrækvisioner et imponerende værk, som Martin Wangsgaard Jürgensen fortjener stor ros for.

Læs også den grundige anmeldelse på Historie Online for flere grunde til at læse Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling.

Om Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Syddansk Universitetsforlag, 430 sider
Omslag: Dorthe Møller, Unisats

Indhold:
Forord og indledning
Pulplitteratur og de kosmiske gys (1920’erne-1930’erne)
Krimigys, nygotik og krigsgru (1940’erne)
Det psykologiske gys (1950’erne)
Pulpens genfødsel (1960’erne)
Engelske spøgelser på stribe
Sindets ukendte land
Besat af Satan (1970’erne)
Bestsellergys
Romankunst og græsrødder (1970’erne-1980’erne)
Menneskemonstret (1980’erne)
Splatterpunk!
Det dystre nathjerte (1990’erne)
Metagys og ironi
Et åbent felt (2000’erne)
Litteratur
Stikordsregister

Læs også:

Why Horror Seduces af Mathias Clasen
Homo Timidus af Mathias F. Clasen
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Danse Macabre af Stephen King
Malstrømmen – Poe og Danmark
Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen
I lyst og død af Rikke Schubart
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig af Alafair Burke

Veldrejet psykologisk drama om mord, hævn og tvivl

Olivia Randall arbejder som forsvarer. En dag bliver hun kontaktet af teenageren Buckley, hvis far er blevet hentet af politiet. Olivia er først tilbøjelig til at afvise henvendelsen – indtil hun hører, at Buckleys far er Jack Harris, en kendt forfatter, men også hendes ungdomskæreste.

Så Oliva følger op på sagen, og det viser sig, at Jack er under mistanke for at have skudt tre personer. Hun er overbevist om, at der er tale om en fejl, men anklagermyndigheden er usædvanlig skråsikker. Og jo mere hun arbejder med Jacks forsvar, jo mindre sikker bliver hun på, om hun egentlig kender ham. For udover smuds i nutiden dukker der også ting op fra deres fælles fortid.

Jeg har tidligere læst Bag facaden af Alafair Burke, som jeg var helt opslugt af. Måske uskyldig er i samme høje klasse. Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager, og hun har derfor indgående kendskab til retssager og opbygningen af både forsvar og anklage. Den viden udnytter hun i sagen mod Jack, hvor vi kommer bag om taktikken på begge hold, uden at romanen dog udvikler sig til et retssalsdrama.

For fokusset er på personerne. Jo mere vi hører om Olivia og Jacks fortid, jo mere sniger tvivlen sig ind. Olivia har en enorm skyldfølelse overfor Jack, på grund af noget hun gjorde, da de var sammen. Derfor har hun stillet ham op på et piedestal, som et hjertegodt og blidt menneske uden fejl. Da der pludselig opstår sprækker i det glansbillede, kommer hun til at tvivle så kraftigt, at hun nærmest vender sin opfattelse af Jack på hovedet.

Selvom det lykkes for Olivia at finde troværdige forklaringer på skyderiet, så dukker der hver gang nye forhindringer op, som peger tilbage mod Jack. Er han skyldig? Er han offer for en sammensværgelse? Eller var han bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?

Jeg kan sagtens genkende Olivias reaktion, for når ‘vores sandhed’ pludselig ændrer sig, føler man sig underligt forrådt. Også selvom ingen har forsøgt at skjule noget, og det kun er ens egen opfattelse af virkeligheden, der er anderledes. Men sandheden er jo, at vi alle indeholder både godt og skidt, og det får Alafair Burke utroligt fint beskrevet.

Måske uskyldig er et veldrejet psykologisk drama, som holdt mig fast fra første side. De 300 sider blev nærmest slugt. Både fordi personerne er interessante og plottet spændende, men også fordi Alafair Burke skriver så godt, at jeg ikke opdagede, at tiden gik.

Jeg må erklære mig fan og kan kun anbefale Måske uskyldig til alle, der holder af en underholdende psykologisk thriller med en uforudsigelig slutning.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen. Ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet.

“Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter. Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?”

Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig ting, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken.

“Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg var så tæt på endnu en skudepisode …” (side 23-24)

Om Måske uskyldig:

Udgivelsesår: 18.06.2020
Forlag: Gad, 304 sider
Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet
Originaltitel: The Ex (2016)
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Onde piger af Alex Marwood
Perfekte dage af Raphael Montes
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor
Sankt Psyko af Johan Theorin


Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller er en ny novellesamling af Kim Schrewelius, som i 2018 udgav Justitia.

Bagsidetekst:
Tro på det – for hvad nu hvis
Der er 9 gode grunde til at få læst denne her bog, så vær forberedt på lidt af hvert.
Kim vender tilbage med 9 nye blodige og uhyggelige noveller.
Han leger endnu en gang med ordene, for læserens skyld. Bestil et sæde og tag det rigtige fly, for du ved aldrig hvor du lander, hvis det hele går galt.

Som det fremgår, består af samlingen af ni noveller, der emnemæssigt strækker sig fra seriemordere over nedlagte psykiatriske hospitaler til voldsramte kvinder og meget mere.

Der er ingen tvivl om, at KS elsker gys og horror. De ni noveller rummer masser af fortælleglæde, og selvom nogle af idéerne ikke er ukendte for læsere af genren, forsøger KS altid at give historierne sit eget twist. Det lykkes særligt godt i novellen ‘De skulle skrabes ned’, om Michael der sidder og spiser på et værtshus, mens han tænker tilbage på fortidens synder. Her er opbygningen af novellen lykkes til fulde, så når vi læser sidste linje, går hele historien op i en højere enhed.

Der er dog også historier, hvor de mange idéer falder over hinanden og forhindrer novellen i at opnå sit potentiale. F.eks. i ‘Isla Del Diablo’ hvor et fly styrter ned tæt på en øde ø. Historien kunne være et lille tæt drama, men ender i stedet som en smårodet fortælling, hvor vi introduceres for en masse mennesker i tilbageblik, mens kampen for livet på øen reduceres til et sidespor.

Dukkemageren er udgivet på selvudgiverforlaget BoD ligesom Justitia. Denne gang har KS haft mere fokus på selve layoutet, som fremstår langt mere læsevenligt og nydeligt. Korrekturen er desværre skæmmet af en del fejl, og selvom der ind i mellem er herlige sprogperler og vellykkede oneliners, er sproget dog gennemgående meget beskrivende og kunne med fordel strammes op under en redaktørs kyndige blik.

Kim Schrewelius er en ildsjæl, som også står bag hjemmesiden Midnatstimen. Her skriver han ligeledes historier til, og jeg kan kun tage hatten af for hans entusiasme. Sproget er måske ikke så professionelt, men glæden ved gyset er umiskendelig. Også her i Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller.

Om Dukkemageren:

Udgivelsesår: 15.05.2020
Forlag: BoD, 172 sider
Forside: Clara Lindén

Indhold:
Dukkemageren
Lægen fra Sorgdrupgaard
Isla Del Diablo
Skal der være en grund
Skygger i skyggen
Særtog
De skulle skrabes ned
Dæmoner & had
Nok
Forfatterens hilsen

Metro af Emil Landgreen

Metro af Emil Landgreen

Myter fra mørket
Har du nogensinde tænkt på, hvordan mørket lyder?
Hvis mørket kunne tale, hvad ville det så fortælle dig?
Nogle historier træder aldrig frem i lyset,
andre forsøges tiet ihjel – mens andre igen ikke må deles.

For din egen skyld.
Enkelte gange sker det alligevel, at en historie slipper ud og slår rødder i dit sind. Myter fra mørket er gemte og glemte fortællinger fra den verden, som du ellers syntes, du kendte så godt.
(side 9)

Tjalfe er Villys bedste ven. Sammen har de stiftet graffitibanden FirstMoverz, og som svendestykke vil de ‘tagge’ en af de nye metrostationer dagen før åbningen. Villys far arbejder for metroselskabet, så Villy har fundet et kort over metro-tunnelerne, som drengene kan bruge til at finde vej.

Desværre har den lidt ældre Rune også hægtet sig på. Villy er ikke særligt begejstret for ham, og føler lidt at han har overtaget pladsen som Tjalfes best buddie. Udadtil siger Villy dog ikke noget, så da det bliver nat, tager alle tre drenge af sted til metroen.

Det lykkes dem at klatre over hegnet og komme ind i tunnelen, men så begynder tingene at gå galt. Er det en vagt, der er efter dem? Og har de virkelig fundet den rigtige station?

Den 14-årige Villy er historiens jeg-fortæller. Ved at fortælle historien i første-person lader forfatter Emil Landgreen læserne føle, hvad der sker, sammen med Villy. Hans dårlige samvittighed, jalousi og rædsel bliver læserens. Vi ved aldrig mere end Villy, og det gør spændingen endnu mere intens. Det gør også Villy til en lidt mere kompleks og troværdig figur, og dermed også interessant for de lidt ældre læsere.

Landgreen fører i Metro læseren fra hverdagen ned i mørket til gamle, næsten glemte myter. En sammensmeltning der lykkes til fulde. Spændings-niveauet er støt stigende, og jeg var ualmindeligt godt underholdt.

Illustration fra Metro af Emil Landgreen

Emil Landgreen har selv illustreret romanen, og de stemningsfulde tegninger understreger i den grad uhyggen. Til sidst er indsat nogle sider fra Villys skitseblok, som man ikke må snyde sig selv for. Det må man heller ikke for det dystre soundtrack til romanen, der kan findes via QR koderne bagerst.

Metro er første bog i serien Myter fra mørket. Hvis resten af serien holder samme niveau, er der noget at glæde sig til. En uhyggelig god roman for de +10-årige, som ikke er bange af sig.

Om Metro:

Udgivelsesår: 30.10.2019
Forlag: Bolden, 99 sider
Omslag og illustrationer: Emil Landgreen
Lix: 24

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Spøgelseshvisker af Nick Clausen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen

Skimmelrytteren af Theodor Storm

Skimmelrytteren af Theodor Storm

[Skimmelrytteren] er en dramatisk historie, hvis handling udspiller sig langs den sønderjyske (sydslesvigske) vestkyst i 1700-tallet, og hvor naturens kræfter og de menneskelige lidenskaber stilles op imod en klar og nøgtern intelligens. Her berettes om stormflod og jalousi, ung kærlighed og spøgeri – kort sagt en spændende historie af en af Europas store fortællere, mesterligt fordansket af Peer Sibast.” (fra bagsiden)

Under et voldsomt uvejr rider en mand af sted på et nordfrisisk dige. Her møder han en mørk rytter på en mager skimmel, der rider forbi ham i fuld fart. Da han kort efter søger ly i en kro i nærheden, får han historien om Skimmelrytteren.

Tede Haiens søn, Hauke, lærer som lille sig selv matematik efter en hollandsk Euklid, som faren har haft liggende i en kiste på loftet. Den viden vil han bruge til at gøre digerne mere effektive, så han søger plads som ungkarl hos digegreven. Her lykkes det ham med tiden at få digegrevens fortrolighed og dermed indflydelse på arbejdet med digerne, og langsomt overtager Hauke stort set alle pligterne. Da digegreven dør, gifter Hauke sig med datteren Elke og bliver selv udnævnt til digegreve. Ikke alle er dog tilfredse med Haukes sociale opstigen, og slet ikke med hans planer om at reformere digerne. Alligevel kaster Hauke sig over opgaven med ildhu, og alt går tilsyneladende hans vej. Indtil en stormflod truer…

Med mere end 130 år på bagen er Skimmelrytteren naturligt nok ikke umiddelbart særlig uhyggelig for en moderne læser. Hertil er fortællingen for patosfyldt og sproget for bedaget. Ikke desto mindre har romanen også noget at tilbyde nutiden. For selvom historien om Hauke Haien er fuld af drama og store følelser, indeholder den også en urovækkende snert af gys. De gamle sagn føles ind i mellem virkelige, selvom den rationelle Hauke fornægter dem, og slutningen er ganske nådesløs.

Den 1. juli genudgiver A Mock Book (i kommision hos Gads Forlag) romanen. I pressematerialet skriver de: “Nu genudgives [Theodor Storms] hovedværk “Skimmelrytteren”, der samtidig er en klassiker i den tyske litteraturhistorie, på dansk. Bogen regnes til den tyske realisme, men har fået fornyet aktualitet i kraft af sin skildring af menneskets naturforhold og kamp mod stigende vandmasser.”

Anmelderne skriver:

Bogrummet: ”Skimmelrytteren”, der udkom kort efter forfatterens død i 1888, bygger på et af marsklandets mange sagn og befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og overtro. Hauke Haien var et menneske med fremtidsvisioner, men kan man ignorere omgivelsernes overtro? Der er noget skæbnesvangert over fortællingen om manden, der opnår alt: en smuk kone og barn, en stor gård, position og magt i samfundet – men aldrig sjælefred. Selv efter døden rider han på diget, når stormen er værst. Theodor Storm var embedsmand i Husum og kendte derfor livet i marken godt. ”Skimmelrytteren” er i dag en tysk klassiker og samtidig én af de få romaner, der skildrer marsklandet. Derfor kan den – ud over de litterære kvaliteter – anbefales som en introduktion til marsken og dens mennesker for rejsende til området.

Grænseforeningen: “Skimmelrytteren” er en vidunderlig blanding af marskens og Vadehavets sagn, overtro og virkelige livsvilkår. Romanen giver et indblik i det hårde liv på marskens udkant, det stadige besvær med at holde digerne, indvinde land og ikke mindst angsten for stormfloden.

Irish Times: Just as most American school children are familiar with Washington Irving’s “The Legend of Sleepy Hollow” , their German counterparts know “The Rider on the White Horse”. It is a German literary landmark and remains one of the great ghost stories, never to be forgotten and never losing its ability to terrorise. Not because it is obviously creepy, but because its slow, subtle, nuanced telling lingers through a balanced mix of logic and the inevitable.

Om Skimmelrytteren:

Udgivelsesår: 1982
Forlag: Melbyhus, 160 sider
Omslag: A. Petersen-Røm
Originaltitel: Der Schimmelretter (1888)
Oversætter: Peer Sibast

Læs også:

Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Diget af Teddy Vork

Virus af Henrik Einspor

Virus af Henrik Einspor

Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser.
Bylder vælter frem alle vegne på min krop.
Snart er jeg dækket af tyk, grå hud.
Min hjerne er stadig klar.
Men jeg ligner ikke mere en dreng.
Jeg ligner … et monster.
(fra bagsiden)

Virus er en ny titel i forlaget Løse Ænders røde serie. Bøgerne er kendetegnet ved at have et lavt lixtal men et komplekst og spændende plot. De er derfor særligt gode til de lidt større børn, som ikke er så stærke læsere, men som godt vil have en alderssvarende historie. Og det er Henrik Einspor ekspert i at levere.

Mick er en helt almindelig vestjysk dreng i 6. klasse. Han er bedstevenner med Jønne, og så er han hemmeligt forelsket i Britt, som dog ikke ænser ham.

Da Mick var yngre, var han meget interesseret i øgler og dinosaurer. Nu har han andre interesser, men på hans værelse hænger stadig en plakat af en raptor, som han har fået af sin far. Og så er der også flasken med Dino DNA, en skør souvenir tænkt som en sjov gave.

Men en dag ryger proppen af, og Mick bliver klistret helt til af det grønne snask. Først er Mick bare træt af svineriet, men næste dag har han det dårligt og får lov til at blive hjemme fra skole.

Dagen efter flyder nyhederne over med historier om ulve, der har flænset en masse får på heden. Men Mick ved bedre …

Henrik Einspor serverer med Virus en actionfyldt, underholdende og letlæst historie for de +10-årige. Bogen er delt op i 30 korte kapitler, som gør den let at gå til, og som samtidig inviterer læseren til at snuppe et kapitel mere.

Historien fortælles i 1.-person af Mick, som foregriber begivenhederne flere gange, og således skaber suspense helt fra begyndelsen. Vi ved, at der kommer til at ske noget forfærdeligt, men hvornår og hvorfor afsløres først hen ad vejen.

Selvom jeg er langt over +10 år, var jeg vældig underholdt af Virus. Blandingen af tør humor og actionfyldt uhygge ramte mine smagsløg rent. Og jeg er sikker på, at målgruppen er enig med mig.

Om Virus:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Løse Ænder, 95 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 8

Læs også:

Charons sølv 1-3 af Lasse Bo Andersen
Ulm af Nick Clausen
Dræbersvin af Morten Dürr
De to myr af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Liv på spil af Søren Jessen og Rasmus Meisler
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Öjvind Kramers monstre – og andre grusomme gys af Jonas Wilmann

A.I. af Torben Pedersen

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op?

I 2034 arbejder Neyberg med at opspore ulovligheder på nettet ved at følge pengesporet. En dag får han til opgave at undersøge noget kaldet ”Demokratispillet”. Her stemmer deltagerne om, hvorvidt en person skal straffes eller frigives. Personen er digital, men illusionen af torturen, han udsættes for, er meget virkelig, og deltagerne får lov til at deltage i selve afstraffelsen.

Neyberg kan dog hverken finde frem til, hvem der står bag ”Demokratispillet”, eller hvor pengene forsvinder hen. Så han kontakter Juan Luuk, den ene af de to programmører bag spillet, som nu sidder i fængsel efter at have tilstået mordet på den anden programmør.

Besøget leder Neyberg til en urovækkende konklusion. Hvad nu hvis vi ikke mere er alene? Hvad nu hvis der endnu en gang er opstået liv spontant på jorden, denne gang i form af en artificial intelligence? Og hvad er formålet, hvis det er en sådan A.I. bevidsthed, der står bag ”Demokratispillet”?

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Torben Pedersens debutroman Mørke, der udkom i 2018. Mørke er en kompleks, men også velskrevet og spændende roman om eksistens, der udspiller sig over flere århundreder. A.I. er sin helt egen historie, men er også en lille afstikker af Mørke, hvor vi første gang introduceres til ”Demokratispillet”. Og ligesom Mørke handler også A.I. om eksistens og menneskelighed, men er umiddelbart mere tilgængelig med sine godt 130 sider.

Historien flyder let, og fortælles dels via korte opslag med ordforklaringer og korte citater, dels af jeg-fortælleren Neyberg. Som vi kommer ind i romanen, bliver betydningen af hvert kapitels indledende ordforklaring mere og mere tydelig, så alt til slut står som en samlet fortælling.

Torben Pedersen undersøger menneskets reaktionsmønstre og dermed indirekte vores moral. For hvor stor er forskellen på at opsøge voldtægt og mord på Internettet mod at udføre gerningen i virkeligheden? Er man mindre skyldig? Og er der forskel på, hvem udåden går ud over? Ser man tilbage i historien, er det et gentagende mønster, at teknisk overlegne civilisationer med vold har underlagt sig andre. Er det så ikke forståeligt, hvis fremmede frygter, at vores reaktion på deres tilstedeværelse er vold? Og kan vi bebrejde dem, hvis de forsvarer sig selv?

Jeg var rigtig godt underholdt af A.I.. Spørgsmålet om kunstig intelligens har fascineret os nærmest siden den første computer blev skabt, og Torben Pedersens roman sætter på underholdende vis en masse tanker i gang. Under læsningen kom jeg til at tænke på romaner som The Circle af Dave Eggers og Patrick Leis’ Psykonauten, men også D. F. Jones roman fra 1966: Colossus.

A.I. er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction, der også taler til læsere udover de inkarnerede science fiction fans. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

“Men det ændrede sig?”
“Penge. Der var penge i det. Og så bad han mig om at videreudvikle på min del, optimere det. Det er til dels det, du måske kender som empatiopkoblingen.”
Jeg nikkede for at markere, at jeg vidste, hvad han talte om.

“Hvad skete der så?”
“For at gøre det rigtigt, var jeg nødt til at bruge en del tid på at observere kundeadfærden og det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at se anormaliteter. De samme som du konstaterede.”
“Og du vidste, at det ikke kunne komme fra ham. Det kunne han ikke programmere?”
“Præcist. Der var andre, der var begyndt at blande sig i processen.”
“Hvem?”

Han løftede blikket fra gulvet og så op på mig. “Det var også mit spørgsmål. Først troede jeg, at nogen ville hacke og stjæle programmeringen, for at lave sin egen version, men det fandt jeg så ud af ikke var tilfældet.”
“Hvordan?”
“Uanset, hvad jeg gjorde, var der nogen, der rettede det tilbage til det, de ønskede. Hurtigere end jeg kunne blinke. Det krævede enten afsindigt mange mennesker, afsindig computerkapacitet, eller begge dele.”
“Og det troede du ikke på?”
“Det var det ikke værd.”
“Nej. Heller ikke ifølge mine beregninger. God indtjening for en studerende, men ikke på industriplan. Men hvorfor så?”

“Det var en test. Det ér en test – fortløbende.”
“En test?”
“Det er mit bedste bud. En adfærdstest.”
“Af hvem?”
“Os. Mennesker.”
(side 43-43)

Om A.I.:

Udgivelsesår: 07.05.2020
Forlag: BoD, 139 sider

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Det tredje testamente af Christopher Galt
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson


Den blege rytter af Klaus Larsen

Den blege rytter af Klaus Larsen

En efterårsdag 1349. I Jammerbugten på den jyske vestkyst ligger et strandet skib og hugger i brændingen. Besætningen er død, men en uhyggelig passager er klar til at gå i land: Pesten – klar til at galoppere hen over de værgeløse menneskemasser. Den Sorte Død får den gamle verden til at krakelere. En tredjedel af alle mennesker dør, og i de næste 350 år hjemsøger forskellige epidemier kontinentet. Hverken bøn, urter eller lægekunst hjælper, så der er frit slag for vilde teorier. Det er Guds straf! Det er jøderne! Stjernerne og planeterne! Nej, det er heksekunst – eller giftige dunster fra jorden! Den blege rytter fortæller om et Europa i opløsning. Men de store epidemier skaber også nybrud. De sætter skub i den teknologiske udvikling, udløser sociale omvæltninger og baner vej for renæssancen, reformationen og det moderne samfund, vi nu lever i. (fra bogens bagside)

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for læger, men har også skrevet flere fagbøger. I Den blege rytter beskriver han de store epidemier, der hjemsøgte og formede Europa, til det kontinent vi kender i dag.

Han starter med Den Sorte Død, der første gang ramte Europa i 1348-1350, og gentagne gange rystede kontinentet de næste 350 år. Vi hører både om pestepidemierne i Danmark og resten af Europa samt de andre dødelige epidemier, bl.a. kopper og plettyfus, der jævnligt dukkede op i samme periode.

Men Klaus Larsen sætter også sygdommene ind i en historisk, religiøs og kulturel kontekst og fortæller om datidens samfund og følgerne sygdommene fik. Lige fra flagellanternes opståen over jødeforfølgelser til Reformationens betydning for de syge, og hvordan den danske enevældskonge Frederik d. 4.’s rejse til Italien førte til, at Danmark fik en karantænestation på Saltholm i Øresund.

Der er afsnit, der ser nærmere på middelalderens hygiejne, hvor det at bade med tiden blev forbundet med sygdom. I 1300-tallet var der offentlige badestuer i enhver købstad med respekt for sig selv, og tre alene i København. Men badestuerne blev også brugt til seksuelt samkvem, og da syfilissen ramte Europa, lukkede badestuerne på stribe. End ikke de mest fornemme huse havde eget badeværelse, og det var forbundet med stort arbejde at tage bad, idet alt vand skulle hentes og opvarmes. Oveni mente lægerne også, at badning kunne gøre en mere tilbøjelig til at blive syg, mens snavs derimod dannede en beskyttende hinde på huden.

Og snavs var der nok af i middelalderen, hvor mange mennesker (og dyr) boede utroligt tæt sammen i byerne. Uden et fungerende renovationsvæsen røg alt affald og spildevand ud på gaden, hvor det rådnede i rendestenen og sivede ned i grundvandet. Klaus Larsen fortæller i den forbindelse historien om hollænderen Bernt, der i 1600-tallet var bosat i Helsingør. Bernt var rystet over svineriet og gik i gang med at fjerne skidtet i sin egen gård: “Han smøgede ærmerne op og tog fat, men han havde kun lige fået skidtet omkring det lille hus kørt væk, før rygterne løb i byen om denne hollænder, der gjorde rakkerens beskidte og uærlige arbejde. Sindene var i oprør, og der var udbredt enighed om, at manden burde smides ud af byen.” (side 198)

Andre afsnit fortæller om tidens lægekunst, som i mange hundreder af år ikke ændrede sig væsentligt. Den dominerende sygdomslære var humoralpatologien, læren om at sygdom skyldes en forkert balance i kroppens fire væsker, og først i 1800-tallet hvor cellepatologien fik et gennembrud, ændrede den opfattelse sig.

Og jeg kunne blive ved med at pille spændende afsnit ud, for Den blege rytter er en virkelig interessant bog.

Klaus Larsen er en god formidler, som forstår at gøre stoffet virkeligsnært ved at blande personlige beretninger som f.eks. Bernt Hollænders med den overordnede fortælling, som ellers kunne blive for meget med sit fokus på sygdom, død og elendighed. Samtidig er bogen velfortalt, og så er Den blege rytter ydermere fuld af fantastiske illustrationer fra samtiden.

Jeg var både underholdt og skræmt under læsningen. Den blege rytter er et morbidt, men spændende bekendtskab, hvor Klaus Larsen kommer langt omkring. Vi hører ikke bare om de store linjer, men kommer også ned i detaljen, uden at det bliver docerende eller ligegyldigt. Bagerst er et omfattende noteapparat samt en liste over anvendt litteratur.

Skulle du have lyst til at læse mere om epidemier, kan jeg også anbefale Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt.

Om Den blege rytter:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Munksgaard, 320 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Farezone 4 af Richard Preston

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic