august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Arkivet for august, 2020

Syrenbusken af Thomas Dinesen

Syrenbusken af Thomas Dinesen

Atmosfærefyldt novellesamling om det sære og uforklarlige.

Syrenbusken består af seks noveller omgivet af en rammehistorie. På en skibsrejse mødes passagererne om aften med kaptajnen og fortæller historier, om mærkelige hændelser de har oplevet.

‘Stendyssen’ fortælles af den engelske ingeniør Sir Christopher Baber. Historien udspillede sig for år tilbage, mens Sir Christopher var på rejse i Britisk Somaliland. Med sig havde han sin fører Haji Dudha samt seks unge somaliere. Under turen i ørkenen støder de på flere stengrave, som folkene under ingen omstændigheder vil opholde sig i nærheden af. Men et voldsomt regnvejr tvinger dem til at søge ly i nærheden af en sådan stengrav, og det er denne begivenhed Sir Christopher mange år senere beretter om med gru.

Den franske oberst Miramont fortæller historien ‘Skuespillerinden’ den næste aften. Under en rejse i Bretagne overnattede Miramont på et lille hotel, hvor et engelsk par boede i værelset ved siden af. Om natten vågner han ved kvindens klagen og en ondsindet vedvarende latter, men næste morgen er der tilsyneladende ikke noget i vejen. Mange år senere læser obersten om parret i aviserne efter en frygtelig ulykke. Miramont tror dog, at sandheden er en anden end avisernes.

Den tredje aften er det den unge skotte Sam Mac Kenzies tur til at fortælle. Hans historie hedder ‘Tusmørke’ og udspiller sig i Kenya. Her overværede Sam for år tilbage et motorcykeluheld. Den hvide fører kørte en lille, sort pige ihjel, men slap for at betale erstatning til familien da dommeren vurderede, at det ikke var hans skyld. Pigens bedstemor var ikke tilfreds med dommen og kastede en forbandelse over den unge fyr. Heldigvis tror hvide mennesker ikke på den slags hekserier, eller …

Den fjerde historie, ‘Barclays hytte’, fortælles af den amerikanske Mr. Waller. Egentlig begyndte passagererne med disse fortællinger, fordi Waller gav udtryk for, at spøgeri og deslige ikke findes. Alligevel har også Waller en fortælling, nemlig historien om en sommer han tilbragte i Canada med nogle venner. Under en jagttur sakker han bagud, og da et uvejr er under optræk må han søge ly i en hytte. Hyttens beboer er dog meget ugæstfri, og først da Waller møder ham igen mange år senere, finder vi ud af hvorfor.

Samlingens næstsidste fortælling, ‘Barken Capella’ er kaptajnen van Laars’. Som 10-årig dør kaptajnens forældre, og han flytter ind hos en onkel. Van Laars stikker dog til søs som 15-årig, men i Amerika rømmer han skibet, og her møder han sømanden Nobby. De to slår sig sammen og bliver på et tidspunkt ansat på Capella, hvor det viser sig, at Nobby kender andenstyrmanden. Det bekendtskab er andenstyrmanden dog ikke glad for, men Nobby bakker aldrig væk fra et opgør.

Den sidste passager er en ung norsk digter ved navn Guttorm Aabel. Hele rejsen har han holdt sig for sig selv og ikke deltaget i samtalen, men den sjette aften fortæller han sin historie: ‘Syrenbusken’. Som barn og ung havde Aabel meget livagtige drømme, blandt andet om en lille død pige under en syrenbusk. To år tidligere end den nuværende skibsrejse var Aabel taget til Jugoslavien, hvor han havde mødt en ung kvinde. De forelskede sig, og Aabel var overbevist om, at han havde mødt pigen fra sin drøm. Men lykken varede ikke ved. Sygdom ramte dem, og mens han var indlagt, døde hans elskede. Nu rejser han hvileløst rundt i sin søgen efter hende.

Jeg blev positivt overrasket over Syrenbusken. Thomas Dinesen er i dag nok mest kendt for at være Karen Blixens bror, men med denne novellesamling beviser han i mine øjne, at han er en dygtig forfatter i egen ret. Novellerne er meget stemningsfulde, og et par af dem gav mig mindelser til Ambrose Bierce.

Er du til atmosfærefyldte fortællinger, hvor det sære og uforklarlige trænger ind i hverdagens trummerum, så giv Syrenbusken en chance.

Om Syrenbusken:

Udgivelsesår: 1986
Forlag: Lindhardt og Ringhoff, 190 sider
Omslag: Des Asmussen
Originaludgave: 1951 på Jespersen og Pios Forlag

Indhold:
Indledning
Stendyssen
Skuespillerinden
Tusmørke
Barclays hytte
Barken Capella
Syrenbusken
Epilog

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Michael Beck er lektor i historie ved Københavns Universitet. Her nyder han at fange de studerendes interesse med sine levende beskrivelser af historiske øjeblikke som for eksempel 2. verdenskrig. Samtidig føler han sig dog lidt som en svindler, for han har jo ikke personligt oplevet krigens rædsler, og kan man så formidle dem korrekt?

Derfor er Michael ikke i tvivl, da han modtager et brev fra det ekstreme rejseselskab ’Autentiske Rejser’ med en invitation til at opleve slaget ved Stalingrad. Over 14 dage kommer deltagerne i et genopført Stalingrad helt tæt på soldaternes hverdag, så realistisk som muligt. Så på trods af prisen på 50.000 kr. og på trods af at kæresten Lisl er gravid, tager Michael af sted.

I Berlin støder Michael på de øvrige rejsedeltagere, som blandt andet tæller den kejtede bibliotekar Heinrich, Rikke en studerende fra universitetet og eks-kæresten Paula.

Turen viser sig dog hurtigt, at blive mere autentisk end Michael havde forventet. I stedet for en hyggelig sammenkomst hvor deltagerne lærer hinanden at kende over en flaske rødvin, som han havde forestillet sig den første aften udspille sig, er det kæft, trit og retning fra første sekund.

”En mand i en SS-uniform trådte ud. Hagekorset lyste rødt på hans arm, og i de første lange sekunder var det alt, jeg kunne se. Selvom det var skuespil, var det utroligt at se det på en helt almindelig gade, på et levende menneske, at nogen turde, ville, iklæde sig det symbol. Mine øjne løb op til hans ansigt, op til hans isblå, kolde øjne. Han spillede fænomenalt! En helt utrolig arrogance udløb fra hans væsen og fik øjeblikkeligt samtlige 100 mennesker til at tie og fryse på stedet. Den eneste lyd kom nu fra den ridepiske, som han holdt i den ene hånd og langsomt, men rytmisk, slog mod sin anden behandskede hånd. En hvislende, rytmisk kliché, der gik lige i rygraden. SS stod der på hans kasket med rigsørn og dødningehoved. Den voldsomme anakronisme gled ubesværet ind i dagslys og nutid.

”Fald i geled, to og to. Macht schnell!” brølede han pludselig.

Det gav et gib i alle, også mig, men samtidig lød det fjollet, og jeg fik lyst til at grine. Jeg skævede til Heinrich, men han så ikke ud til at have det på samme måde. Hans øjne hvilede på officeren, og han var blevet bleg. Det slog morskaben ud af mig. Jeg prikkede ham let på armen, og vi faldt sammen ind i geleddet, der formede sig omkring os. Folk havde ændret sig. Før havde de mest af alt lignet en flok forventningsfulde turister, hvilket vi vel også var. Nu var der tvivl på alles ansigter, anspændthed.” (side 33)

Endnu værre bliver det, da gruppen efter en barsk togtur når frem til Stalingrad, hvor slaget er i fuld gang. Alle detaljer er så realistiske, at Michael har svært ved at skelne begivenhederne fra virkeligheden. For det er vel bare skuespil?

Jeg begyndte egentlig at læse Stalingrads engel uden at vide, hvad jeg kunne forvente mig, men jeg skal love for, at jeg hurtigt blev fanget ind. Louise H.A. Trankjær og Torkild Thellefsen har skrevet en helt unik roman, som på den ene side er rigtig spændende på en tjubang-agtig måde, samtidig med at den eftertænksomt beskriver krig og soldaterliv i en etisk sammenhæng.

Efter 2. verdenskrig nedsatte de allierede Nürnbergprocessen, hvor de større nazistiske krigsforbrydere blev stillet for retten. Her havde de samtaler med forskellige psykologer og psykiatere, som skulle undersøge om de var mentalt egnede til at blive stillet for retten. Samtidig håbede man at finde frem til nogle fællestræk, der gjorde dem i stand til at udføre så grumme forbrydelser. Men man fandt ingen fællestræk, intet abnormt som adskilte dem fra andre. De var helt almindelige mennesker. (Læs mere her)

Så hvad fik dem til at deltage i masseudryddelsen af jøder, handicappede og andre ’uønskede elementer’?

Det kommer Michael tættere på at forstå undervejs i romanen. Vi følger hans etiske udvikling fra at være humanist med en teoretisk og moralsk forestilling om krig, til en deltager der bid for bid bliver indlemmet i en krig, han slet ikke tror på, men som han alligevel deltager skånselsløst i. Det er yderst vellykket.

”Hvad fanden laver du? Er du blevet gal?”

Jeg stirrede lidt forbavset på ham. Jeg fattede ikke selv, hvad jeg lavede. Jeg ville bare se dem. Se virkeligheden. Jeg tænkte på ansvarsfraskrivelsen, på Ivan og alle de russiske soldater, jeg havde set dø. De var bare turister, ligesom mig. Jeg tænkte på Paula, officeren og de syge. Jeg så mig selv på podiet på universitetet. Hørte lyden af min stemme, når jeg opstemt formanede om krigens gru og uforståelighed. Så mig selv skrive under på kontrakten. Det gav ingen mening. Jeg havde fået svar på alt, hvad jeg ønskede, men hvem ville med vilje gå igennem alt det her?

Det ville du Michael. Men jeg havde jo aldrig forstået, hvad det var, jeg ønskede.” (side 173)

Stalingrads engel er ikke en almindelig spændingsroman, men det gør den bestemt ikke mindre læseværdig. Jeg var i hvert fald fængslet af fortællingen om historieprofessoren, der kommer tættere på den brutale virkelighed end forventet.

Om Stalingrads engel:

Udgivelsesår: 26.03.2020
Forlag: Dreamlitt, 208 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Mønstereleven af Stephen King
I gode hænder af Christian Mørk
Den sidste af Alexandra Oliva
A.I. af Torben Pedersen
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Min gode kollega Janus er bogelsker med stort B, så ind i mellem opdager han, at hjemmebiblioteket rummer flere eksemplarer af den samme titel. Under en sådan oprydning forærede han mig en række af sine dubletter, blandt andet Klokkerne og andre sælsomme fortællinger der består af 12 historier om genfærd og uforklarlige hændelser.

De 12 forfattere er alle engelske. Nogle af dem kendte jeg på forhånd, andre var mig ukendte. Og selvom enkelte af novellerne ikke helt lever op til bagsidens løfte om “lekture af højeste kvalitet“, så er langt de fleste så absolut værd at læse.

Fra bagsiden:
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er skrevet af 12 toneangivende engelske novellister, og hver novelles handling er bygget over en uforklarlig eller overnaturlig hændelse.

Bortset fra dette fællespræg er novellerne indbyrdes såre forskellige, og temaet veksler fra det fint poetiske i John Connells ‘Huset i højlandet’, der handler om en overanstrengt rejsendes forunderlige oplevelser i en afsidesliggende egn af Skotland, til det fuldkomment groteske i ‘Huset, der ikke ville stå stille’ af L.A.G. Strong. Videre til de makabre optrin i titelnovellen af Robert Aickman: ‘Klokkerne’, om to mennesker der tilbringer deres bryllupsrejse ved et fordums rigt besøgt, men efterhånden glemt badested […].

I Elizabeth Taylors fortælling ‘Stakkels pige’ identificeres en stilfærdig præstedatter og privatlærerinde uafvidende med sin sensuelle elevs tilkommende hustru; og således skifter scenerne i denne samling fortællinger, der endvidere rummer følsomme, realistiske og humoristiske passager, men frem for alt er spændende lekture af højeste kvalitet.

Blandt mine favoritter er titelnovellen af Robert Aickman. ‘Klokkerne’ er også trykt i antologien Masser af spøgelser under titlen ‘Alle sjæles dag’. Jeg har således læst den tidligere, men ikke desto mindre blev jeg fuldstændig overrumplet af historiens klimaks. Det er pudsigt, hvordan den samme novelle kan ramme så forskelligt, afhængigt af hvornår man læser den.

Hvor Aickmans novelle er ret barsk, tilhører ‘Den rette ejer’ af Elizabeth Bowen snarere de klassiske engelske spøgelseshistorier. Her har et pensioneret ægtepar købt deres drømmehjem, et ensomt beliggende hus i det vestlige England. Men bedst som de har fået indrettet sig, modtager de et brev fra husets tidligere ejers nevø. Denne er overbevist om, at huset er hans, og nu starter en besynderlig tovtrækning mellem stærke viljer. Jeg har tidligere læst ‘Hånd i handske‘ af Elizabeth Bowen, som også kan anbefales.

Endeligt vil jeg også fremhæve ‘Manden i elevatoren’ af L.P. Hartley. Her er en lille dreng vældig fascineret af elevatoren på familiens feriehotel, samtidig med at han frygter skyggeskikkelsen heri. Hartleys noveller kan findes i flere danske antologier, blandt andre Fra en død mands lommer og Spøgelseshistorier fra hele verden.

Antologien er som sagt fuld af glimrende fortællinger, så jeg kunne også have fremhævet ‘Hvem er Sylvia?’ af Cynthia Asquith, ‘Vær så god at inklinere’ af Ronald Blythe, ‘Der er nogen, der kalder’ af James Laver og ‘Harry’ af Rosemary Timperley.

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er et udvalg af novellerne fra The Third Ghost Book fra 1955. Ud fra hvilke kriterier de 12 noveller er udvalgt, og de sidste 15 noveller er fravalgt fremgår desværre ikke, ligesom den originale introduktion af L.P. Hartley heller ikke er medtaget i den danske oversættelse. Dette til trods er Klokkerne herlig læsning, hvis du som jeg holder af gode historier om genfærd og andre uforklarlige hændelser.

Om Klokkerne og andre sælsomme fortællinger:

Udgivelsesår: 1956
Forlag: C.A. Reitzels Forlag, 154 sider
Omslag: Povl Kolind
Originaltitel: The Third Ghost Book / ed. Cynthia Asquith
Oversætter: Johanne Marie Larsen

Indhold:
Klokkerne af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1955)
Hvem er Syliva? af Cynthia Asquith (Who Is Sylvia? 1955)
Vær så god at inklinere af Ronald Blythe (Take Your Partners, 1955)
Den rette ejer af Elizabeth Bowen (The Claimant, 1955)
Mrs. Smiff af Collin Brooks (Mrs. Smiff, 1955)
Huset i højlandet af John Connell (The House in the Glen, 1955)
Lægen af Mary Fitt (The Doctor, 1955)
Manden i elevatoren af L.P. Hartley (Someone in the Lift, 1955)
Der er nogen, der kalder af James Laver (Somebody Calls, 1955)
Huset, der ikke ville stå stille af L.A.G. Strong (The House That Wouldn’t Keep Still, 1955)
Stakkels pige af Elizabeth Taylor (Poor Girl, 1955)
Harry af Rosemary Timperley (Harry, 1955)

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality

I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.

Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.

Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.

Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.

Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.

Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.

Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.

Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂

Uddrag af romanen:

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.

Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom.
(side 18-19)

Om Kimana Magars sidste sang:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Karen Skovmands hjemmeside

Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Drengene Jim (James Nightshade) og Will (William Halloway) er bedste venner. De har boet ved siden af hinanden hele deres liv, og har fødselsdag med én dags mellemrum. Jim bor alene med sin mor, mens Wills far er væsentlig ældre end hans mor, og ofte forsvinder hen på biblioteket hvor han arbejder.

En oktobernat kommer et tivoli til byen: Cooger & Darks Pandæmonium Skyggeforestilling. Drengene vågner om natten ved lyden af togets fløjte, og lister sig ud for at se tivoliet blive sat op, kun for at opdage at noget er helt forkert. Alt er skygger, tavshed og det mørkeste mørke. Men da de næste dag tager hen til tivoliet for at se det i dagslys, er alle nattens skygger væk. Flag og bannere blafrer strålende om de citrongule telte. Der dufter af candyfloss, og pladsen er fuld af leende mennesker.

Alligevel er der stadigvæk noget sært ved tivoliet. Jim er vældig fascineret af en særlig karrusel, mens Will er skræmt af spejlsalen. Især efter han ser lærerinden frøken Foley vakle ud, klynkende om en pige der drukner derinde. Hvilke hemmeligheder gemmer sig i skyggerne?

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle tage tilløb til et par gange, før jeg fik læst Ondt er da på vej herned. Jeg er ellers ret begejstret for Ray Bradbury, men jeg faldt ikke rigtig for romanens tone i begyndelsen. Så det var kun, fordi jeg for nyligt læste Martin Wangsgaard-Jürgensens positive omtale i Skrækvisioner, at jeg holdt fast. Og heldigvis for det, for der gemmer sig en god læseoplevelse til slut.

MWJ kalder romanen for: ”et stykke arketypisk amerikansk kunsteventyr og skrækfiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er gribende, og den er gruopvækkende, fordi den rører ved nogle fundamentale antagelser omkring forholdet mellem børn og voksne.” (side 171)

Vi møder drengene, mens de er lige på nippet til at snuse til voksenlivet. Jim er den udfarende, der ikke kan vente med at opleve alt. Mens Will mere er tilbøjelig til at se væk. Da de kommer i alvorlige problemer med tivoliets ene ejer, Mr. Dark, får de hjælp af Wills far, Mr. Halloway, der nok er ældgammel i drengenes øjne, men som alligevel har bibeholdt en vis barnlighed, som gør ham anderledes fra andre voksne.

Ondt er da på vej herned ender i et voldsomt opgør, med drengene og Mr. Halloway på den ene side og Mr. Dark og tivoliets ‘freaks’ på den anden. Den del er fremragende og modbydeligt beskrevet.

Ray Bradbury skrev Ondt er da på vej herned i 1962. Mange af hans fortællinger kan kategoriseres som science fiction, men her kombinerer han det fantastiske med det urovækkende i en slags fantasy-horror fortælling om den evige kamp mellem godt og ondt, der udspiller sig i os alle. Romanen betragtes i dag som en klassiker, og er også blevet filmatiseret flere gange. 

Personligt skulle jeg som sagt lige i gang med læsningen, men til gengæld leverer sidste del af romanen i den grad. Så und dig selv en udfordring og en god oplevelse, og læs Ray Bradburys klassiker. Jeg må indrømme, at den ér fremragende.

Uddrag af romanen:

Hvor mange gange gik den rundt? tænkte Will. Tres, firs … halvfems …?

Hvor mange gange? sagde Jims ansigt, der var ét stort mareridt, mens han så den døde karrusel dirre og holde stille i det døde græs. Det var en standset verden nu, som intet, hverken deres hjerter, hænder eller hoveder, kunne sende tilbage til noget sted.

De gik langsomt hen til karrusellen med hviskende sko. Den skyggeagtige skikkelse lå på den nærmeste side, på bræddegulvet, med bortvendt hoved. Den ene hånd hang ned fra karrusellen. Det var ikke en drengs. Den lignede en kæmpestor vokshånd, der er skrumpet ind af ild.

Mandens hår var langt, edderkoppeagtigt og hvidt. Det blæste ud som mælkebøttefnug i det pustende mørke.

De bøjede sig ned for at se ansigtet.

Øjnene var lukket mumieagtigt. Næsen var faldet sammen over brusk. Munden var en ødelagt hvid blomst, hvor kronbladene var vredet rundt til et tyndt voksdække over de sammenbidte tænder, som små boblende suk trængte ud mellem. Manden var lille i sit tøj, lille som et barn, men høj, trukket ud og gammel, så gammel, meget gammel, ikke halvfems, ikke hundrede, nej, ikke hundrede ti, men hundrede tyve eller hundrede tredive år gammel.

Will rørte ved ham. Manden var kold som en albinofrø. Han lugtede af månesumpe og gamle ægyptiske bandager. Han var noget man fandt på museer, pakket ind i nikotinfarvet linned og lukket inde bag glas. Men han var levende, pibende som et spædbarn og skrumpede ind i døden hurtigt, meget hurtigt for øjnene af dem.

Will brækkede sig over siden af karrusellen.

Så faldt Jim og Will ind mod hinanden, og de hamrede løs mod de sindssyge blade, det ufattelige græs, den ulegemelige jord med deres lammede sko, da de flygtede afsted ned ad midterstien. (side 86)     

‘Fun facts’:

Originaltitlen Something wicked this way comes er et citat fra Shakespears skuespil Hamlet: “By the pricking of my thumb something wicked this way comes.” (4. akt, scene 1)

Som barn mødte Bradbury tivoli-tryllekunstneren Mr. Electrico, der gav ham spådommen “Live forever!”. Et møde der gjorde så stort indtryk på Bradbury, at han kort efter begyndte at skrive. I romanen møder vi også en figur kaldet Mr. Electrico, der gør et stort indtryk på drengene.

Stephen King nævner Something Wicked This Way Comes i Den døde zone, hvor Sarah kommer til at tænke på den, da hun er i spejlkabinettet med Johnny. Ligeledes gentager han delvist Bradburys indledende scene med en lynafleder-sælger og et uvejr på lur i kapitel 5.

Mr. Dark fra tivoliet er fuld af tatoveringer og kan være karakteren Den Illustrerede Mand fra novellesamlingen af samme navn.

Bradbury har kaldt Ondt er da på vej herned for sin favoritbog.

Om Ondt er da på vej herned:

Udgivelsesår: 1977
Forlag: Stig Vendelkær, 234 sider
Omslag: Eyvind Rafn
Originaltitel: Something wicked this way comes, 1962
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Besøg Ray Bradburys officielle hjemmeside