oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Arkivet for oktober, 2020

Absurd #3

Absurd #3

Forlaget Afkom blev grundlagt i 2019 ud fra et ønske om at udgive danske horror tegneserier og zines. Det første rene horror hæfte Absurd #1 udkom i september 2019. Siden er det gået slag i slag med en række spændende udgivelser, som f.eks. Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen, Lasernonnen af Peder Riis og Absurd #2.

Her i oktober udkom så Absurd #3. Denne gang i en lækker hardback som et projekt via kickstarter med dobbelt så mange sider, som de første to Absurd hæfter. Og det klæder udgivelsen at udkomme som hardback.

I alt ti historier er der blevet plads til tegnet og fortalt af en blanding af nye og kendte navne. Alle historierne tilhører horrorgenren, men tegnestile og emner er vidt forskellige. Nogen vil måske mene, at det gør hæftet uhomogent, og det kan der selvfølgelig være noget om. Men netop historiernes diversitet viser mangfoldigheden i genren, samtidig med at hæftet præsenterer forskellige upcoming danske tegnere, og det synes jeg er fedt.

Ikke alle historierne i Absurd #3 har en lige original idé. Men alle udstråler entusiasme og fortælleglæde, og flere er både overraskende og yderst velfortalte.

‘Rædslernes tempel’ er tegnet og fortalt af Anders Fjølvar. To punkere finder et tempel i junglen, som indeholder en artefakt, de leder efter. Desværre bliver de opdaget af templets indbyggere, som ikke har spor imod at spise punker til middag. En sjov lille sag med en overraskende, men lidt brat slutning.

‘Ravnens løfte’ er tegnet og fortalt af Bjarke Johansen, som imponerede mig med historien ‘Jagt’ i Absurd #1. Denne gang er en dreng væltet på cykel i skoven. I skyggerne tilbyder en stemme ham hjælp, så han ikke skal blive i skoven, når natten falder på. Jeg er meget betaget af Bjarke Johansens tegninger, der leger med brugen af skiftevis hvid og sort baggrund, og detaljerede tegninger mod helt enkle stregskitser. Samtidig er historien nærmest hjerteskærende midt i gruen, og jeg glæder mig til at se mere fra Bjarke Johansens hånd.

‘Ønsket’ er tegnet og fortalt af Matias Gedtek, der stod bag historien ‘Gæsten’ i Absurd #1 og ‘Sengetid’ i Absurd 2#, som ‘Ønsket’ trækker tråde tilbage til. Fire venner tager på weekend i en hytte. Om natten drømmer de alle den samme drøm, hvor deres inderste ønske går i opfyldelse. Men alt kommer med en pris.

‘Fangst’ er tegnet og fortalt af Max Wilmer. En mand har i 21 dage været fanget på en tømmerflåde på det endeløse hav. Sulten er ved at gøre ham vanvittig, og da alt går galt, hidkalder han Herren i håbet om at få en fisk. ‘Fangst’ er en historie, der overraskede mig. Starten er dyster, både i ord og tegning, men så ændrer stemningen sig mod det mere absurd humoristiske, for at slutte med et overraskende twist.

‘Mordermanden’ er tegnet og fortalt af Bjarke Friis Kristensen. En mand bliver af sin dæmoniske gud befalet at halshugge sine ofre, før han selv kan blive befriet. Billedsiden er nærmest ikonisk tegnet, uden baggrunde eller forsøg på realisme, og resultatet er ganske effektivt.

‘Rødder’ er tegnet og fortalt af Lauge Eilsøe-Madsen, hvis historie ‘Dybet’ fra Absurd 1# også kan anbefales. En landsby samler altid alle, når der er vraggods at finde på stranden. Men en dag er stranden fyldt af noget ukendt. Kun gamle Johannes tror på, at det er noget værd, så han samler alt sammen og tager det med hjem. Måske skulle han ikke have gjort det? Historiens billedside indeholder nogle ret mindeværdige paneler, og jeg fik mindelser til H.P. Lovecrafts novelle ‘Farven fra rummet‘ samt ‘Det kom fra en anden verden‘ af John W. Campbell under læsningen.

‘Sort nadver’ er tegnet og fortalt af Nmaar, og er ekstrem visuel. På et kloster i Oxford i 1517 bliver en nonne forført af dæmonen Ata’Zuul. Herefter fanges klostrets øvrige beboere med ind i et orgie af sex, vold og død. En fortløbende stemme beretter historien, der er opbygget af en række helsides billeder med ganske få linjer tekst i en middelalderfont. Hvert billede er fyldt med grusomme og seksuelle detaljer, som uddyber den korte, nærmest objektive tekst på mareridtsagtig vis. Det er bestemt ikke en historie for mindreårige, men for dælen hvor er den stærk.

‘Turen’ er tegnet og fortalt af Nicolai Hvidberg Jørgensen. Debbie Harry bliver tilbudt et lift, men turen udvikler sig. Historien har en humoristisk tone, og jeg kan ret godt lide billedsiden. Især Debbie er skønt tegnet. Efter en god opbygning ender det hele dog ret brat, og det er lidt en skam.

‘Maggot Head’ er tegnet og fortalt af Peder Riis, som bl.a. har lavet Skyggearken sammen med Michael Lindal. Der er gået fem år siden zombieudbruddet, der kostede ca. 10% af befolkningen livet. Ude i skoven lister en far, der har sin søn med på jagt, sig ind på deres bytte. Alle zombier må elimineres. Jeg er vild med Peder Riis’ historie, der giver et nyt spin på zombiefortællingen. Tegnestilen har en humoristisk tone med sin brug af onomatopoietika (lydord) og vilde action-sekvenser. Men slutningen giver læseren stof til eftertanke, og gav mig mindelser til Jeg er den sidste af Richard Matheson.

‘Guldgrise’ er skrevet og tegnet af Arni Beck Gunnarsson & Bjørk Matias Friis. Sidstnævnte har bl.a. udgivet den underholdende tegneserie Midgårdsskrøner, hvor der indtil videre er udkommet tre bind. Her handler det dog om et par veganske aktivister, der bryder ind på en grisefarm for at befri grisene. Her venter dem dog en overraskelse. En herlig historie med et underholdende plot og en stemningsfuld billedside.

Jeg er meget begejstret for Forlaget Afkoms koncept med temabaserede antologi-tegneserier, hvor læseren bliver inviteret på en rundtur blandt nye og etablerede tegneserie-talenter med hvert deres take på horrorgenren. Absurd #3 lever helt op til forventningerne, og jeg var endnu en gang rigtig godt underholdt.

Om Absurd #3:

Udgivelsesår: Oktober 2020
Forlag: Afkom, 88 sider
Forside: Anders Fjølvar

Indhold:

Rædslernes tempel af Anders Fjølvar
Ravnens løfte af Bjarke Johansen
Ønsket af Matias Gedtek
Fangst af Max Wilmer
Mordermanden af Bjarke Friis Kristensen
Rødder af Lauge Eilsøe-Madsen
Sort nadver af Nmaar
Turen af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Maggot Head af Peder Riis
Guldgrise af Arni Beck Gunnarsson & Bjørk Matias Friis

Den hemmelige kode af William Sleator

Den hemmelige kode af William Sleator

Nogle bøger gør et uudsletteligt indtryk, når man læser dem. For mig var det tilfældet med Den hemmelige kode, som jeg læste første gang som barn for mange år siden.

Romanen udspiller sig i en dystopisk verden, der virker inspireret af George Orwells 1984. Her bliver fem forældreløse teenagere placeret i et ukendt univers bestående af trapper. Der er ingen vægge, ingen lofter og ingen gulve. Kun trapper som forgrener sig, tilsyneladende i det uendelige.

Den første, vi møder, er den forsigtige og tilbageholdende Peter. Han bliver fundet af den hårdkogte Lola, og kort efter støder de på den intrigante Blossom. Senere støder også Abigal og Oliver til. Ingen af dem aner ikke, hvorfor de er der, eller hvor længe de skal blive der, og snart opstår der spændinger i den umage gruppe.

Men de fem unge er alligevel nødt til at samarbejde. Det viser sig, at de for at få mad er nødt til at udføre indviklede ‘danse’ foran en maskine midt i trappeuniverset. Når den begynder at blinke og udsende stemmer, må de i gang, og kun hvis de udfører ‘dansen’ korrekt, bliver de belønnet med mad.

Langsomt ændrer ‘dansen’ sig dog, og snart må de unge spørge sig selv, hvor langt de er parate til at gå for at få noget at spise.

Som sagt læste jeg første gang Den hemmelige kode som barn. Jeg var dybt skræmt af det hvide trappeunivers, og slutningen står lige så tydeligt for mig, som slutningen i 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers. Det var derfor med en vis nervøsitet, at jeg for nyligt genlæste William Sleators roman. Ville den leve op til mine minder?

HERFRA KAN FOREKOMME SPOILERS

Ja, er det korte svar. Selvom man på nogle punkter mærker alderen lidt, så holder historien alligevel. De fem unge er nærmest stereotyper, men det er et bevidst valg for at vise forskellige personlighedstyper og hvordan de reagerer på eksperimentet.

For det viser sig, at Lola og de andre er udvalgt til et hemmeligt eksperiment under ledelse af doktor Lawrence. Forsøget går ud på at konditionere de unge, det vil sige fremelske bestemte adfærdsmønstre, for med tiden at kunne skabe et elitekorps, der altid blindt vil følge præsidentens ordre uden at stille spørgsmålstegn eller tøve.

Forsøget mislykkes dog, da Lola og Peter nægter at følge maskinens instruktioner om at mishandle og hade de øvrige unge. De to finder sammen i et ubrydeligt venskab, som doktor Lawrence ikke havde forudset, og til sidst må han afbryde eksperimentet, for at Lola og Peter ikke skal dø af sult.

Den hemmelige kode er jævnt skrevet. Til gengæld er historien stærk. Udover at minde mig om 1984, som jeg tidligere har nævnt, bringer romanen også mindelser til filmen Cube fra 1997 eller ungdomsserien Maze Runner af James Dashner. Men også William Goldings klassiker Fluernes herre dukker op.

William Sleator er måske ikke verdens bedste forfatter, men Den hemmelige kode er absolut stadig værd at læse. Jeg var grebet af historien som barn, og jeg synes stadig den holder. Læs den.

Om Den hemmelige kode:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 193 sider
Omslag: Boye Willumsen
Originaltitel: House of Stairs, 1974
Oversætter: Franz Berliner

Folk Horror Festival 2020

Den 30. og 31. august er der Folk Horror Festival i Kolding. Jeg kan desværre ikke selv deltage, selvom programmet ser utroligt spændende ud.

De to dage byder både på musik, film og foredrag, og lørdag byder desuden på smagsprøver af en Folk Horror Beer fra Bryghuset Trolden.

Emnerne for foredragene spænder fra “The Historic and Folkloristic Roots Of Folk Horror” (Andy Paciorek), ”Folk Horror In Films – From Witchfinder General to Midsommar” (Peter Raagaard) og “Runes and runic magic in historical, folkloric, and practical perspectives” (Ian Read).

Derudover er der musik ved “Fire + Ice” fra UK og “LOS” fra Danmark; Præsentation af “Entities: The Folkloric and Otherworldly Art of Andy Paciorek”; Og ikke mindst visning af filmene The Blood on Satan’s Claw samt Midsommar.

Se det fulde program for Folk Horror Festival 2020 HER

Folk Horror Festival 2020

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Regnum Mortis – Slutspil (Necrodemic 5) af Patrick Leis

16 år og 2330 sider – Patrick Leis sætter et værdigt punktum for sin prisvindende Necrodemic-saga med Regnum Mortis – Slutspil.

Regnum Mortis - Slutspil af Patrick Leis

Jeg har læst med, siden den første udgave af Requiem udkom tilbage i 2003, og jeg har elsket hver zombie-inficerede side. Så det var med lige dele forventning og vemod, at jeg satte mig til rette med sagaens endelige afslutning. Ville det lykkes Patrick Leis at slutte med maner?

Det korte svar er ja! Regnum Mortis er en spændende, uforudsigelig og vellykket afslutning på Necrodemic-sagaen. Og så gav den mig lyst til at starte med at læse hele serien igen for lige at få alle detaljerne med.

Patrick Leis’ zombie saga har efterhånden mange år på bagen. Oprindelig udkom bøgerne på flere forskellige forlag, men i 2008 indgik Leis så et samarbejde med forlaget Valeta om at genudgive de fire første bøger i en ny, gennemarbejdet og udvidet udgave samt skrive bind fem, der skulle afslutte serien. Resultatet er ikke alene blevet et mere sammenhængende univers, men også en lækkerbisken på enhver bogreol.

Regnum Mortis starter kort efter Pax Immortalis slutter. Rebellerne har med hjælp af marodørerne indtaget C-City1. Nu arbejder Nina, Løjtnanten og Augustus for at forvandle teknokrat-samfundet til et demokrati. Af den grund er kaste-systemet nedlagt, og ingen af byens borgere får mere af LS serummet.

Udenfor byens porte har general Riker godt nok taget opstilling med sine 3000 elitesoldater, men han har ingen mulighed for at slippe gennem laser-barrieren, der omkranser hele byen. Samtidig står vinteren for døren, og uden forsyninger er sandsynligheden for, at Rikers soldater klarer sig igennem den, minimal.

Ikke alle er dog tilfredse med de nye forhold i C-City1. Efterhånden som virkningen af LS serummet aftager, opstår flere og flere konflikter. Og da en seriemorder pludselig dukker op i byens midte, får det nye styre for alvor deres sag for. Mordene giver nemlige forfærdelige associationer til zombierne, og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at genstarte samfundet igen.

Necrodemic-sagaen

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen for ikke at afsløre for meget, men kan dog garantere for at tempoet på ingen måde er gået af historien, blot fordi vi nærmer os slutningen. Her er stadigvæk masser af action, blod og indvolde, og så tager plottet et (for mig i hvert fald) uforudset twist til allersidst.

Patrick Leis er en sand mester i at fortælle røverhistorier. Trods de knap 600 sider slugte jeg Regnum Mortis på to dage og var underholdt hele vejen. Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings mammut-roman The Stand fra 1978, som ligeledes handler om en verden, hvor menneskeheden er blevet tvunget i knæ og nu skal finde en måde at overleve på. Men Leis har sin helt egen vision, der dog ikke er mindre grum.

I efterordet fortæller Leis om det enorme arbejde, det har været at skrive og gennemskrive de fem bøger. Men det store arbejde har givet pote. Der er kræset om hvert bind med indlagte tegneserier, persontavler, tidslinjer og ordforklaringer, som udbygger læseoplevelse endnu mere. Og for mig har den 600 år lange rejse været en fornøjelse at deltage i.

Hvis du, som jeg, holder af episke undergangsromaner, må du ikke gå glip af Necrodemic-sagaen. Her er bloddryppende zombie-action, harske samfundskommentarer og et spændingsniveau, der nærmest er konstant stigende, indtil alt falder på plads i historiens sidste linjer.

Læs den.

Uddrag af romanen:

Hungeren var umulig at standse. Den kunne dæmpes og til en vis grad kontrolleres, men lige meget hvor ofte han tilfredsstillede sine behov, krævede systemet hele tiden mere.

Manden kiggede ned af sig selv. Kroppens volumen havde allerede ændret sig. Fedtlag var forsvundet, og knogler, sener og muskler stak frem som et alpelandskab under den læderagtige hud. Han var begyndt at ligne sin følgesvend, selv det stålgrå hår var begyndt at falde af.

Før i tiden, da midlet til at opfylde hans behov havde flydt i rigelige mængder, havde han indtaget mere end godt var, men nu, hvor han kun kunne skaffe sig adgang til eliksiren i mindre mængder og ukoncentreret form, syntes begæret umætteligt. Han tørstede, og havde kun mulighed for at slikke et fugtigt blad, hvor han i virkeligheden trængte til at drikke oceaner.

Kun ved hjælp af rå viljestyrke lykkedes det ham at undertrykke de dyriske drifter.

Natten var faldet på og manden rejste sig fra gulvet.

– Kom.

Væsenet sprang let på benene, hovedet stødte næste mod kælderrummets loft. Han vidste ikke om Det også følte trangen, eller om det blot var lyst og instinkt der fik væsenet til at deltage i mordene. (side 70-71)

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Regnum Mortis – slutspil:

Udgivelsesår: 01.10.2020
Forlag: Valeta, 579 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis – Slutspil
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Håndtering af udøde af John Ajvide Lindqvist
De rensede af Søren Staal Balslev
World War Z af Max Brooks
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Kværnen af Martin Schjönning & Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Væk af Rasmus Hastrup

Væk af Rasmus Hastrup

En kollega sagde engang til mig, at noget litteratur ikke nødvendigvis skal forstås. Det skal bare nydes. Sådan har jeg det med Væk af Rasmus Hastrup.

Væk er Hastrups tredje novellesamling. Jeg har været meget begejstret for de to første: Liv samt De ting der sker, så forventningerne var høje.

De 16 noveller spænder vidt. Fælles for dem er legen med ordene, og Rasmus Hastrups evne til at sætte en troværdig scene uanset hvor syret historien ellers udvikler sig. For syret – det bliver det altså ind i mellem.

Hastrup skriver historier om trolde, om forskning, om drømme, om krig. Historier, hvor ordene umiddelbart er lette at forstå, men hvor meningen kan være skjult.

Som i novellen ‘Mandag’ hvor Roar under en togtur pludselig ikke kan forstå, hvad den søde unge kvinde overfor ham siger. Hans forsøg på at kommunikere bliver mødt med voldsom vrede, uden at han forstår hvorfor. Samtidig er Svava på vej til sit kontor, hvor noget er under opsejling. En ung mand dør i en cykelulykke, og Roar når hjem, hvor hans kone Sif venter ængsteligt på ham. Men hvad handler historien om? Er det en kommentar til den stigende tendens til, at folk kun hører, hvad de ønsker at høre, og ikke hvad der rent faktisk bliver sagt? Har den at gøre med fremmedhad eller frygten for terror? Jeg ved det ikke. Alligevel blev jeg grebet at fortællingens atmosfære, og sad tilbage med et ønske om at forstå.

Mere ligetil virker ‘Hjælperen’ om Estrid, der er enlig mor. Hver anden weekend er børnene hos faren, og her bruger hun tiden på at gøre rent og rydde op. Ind i mellem drømmer Estrid om en hverdag, hvor hun ikke konstant skal udfylde andres behov. Hvor hun kommer i første række. Og så ringer det på døren. En rigtig fin novelle om livets valg.

Helt fortabt følte jeg mig til gengæld over ‘Et folkebibliotek et sted i mørket’. Her sidder bibliotekaren Thurid ved sit skrivebord med en kniv i ryggen og læser et eventyr. Hun tænker tilbage på både sin barndom og på dagene i biblioteket, mens hun langsomt forbløder. Jeg er sikker på, at der er et motiv i novellen, jeg forstår det blot ikke.

Nogle historier trækker tråde til hinanden, som en bogtitel der går igen i flere historier, og et manuskript fra den første novelle der forudsiger enkeltheder fra de følgende historier, men også trækker tråde til sig selv i en senere novelle. Og som altid er karakterernes navne meget signifikante.

Jeg havde lidt sværere ved at hengive mig uforbeholdent til Væk end til Hastrups tidligere novellesamlinger. Formentlig fordi jeg ind i mellem har svært ved bare at nyde en fortælling. Jeg vil også gerne forstå den. Og det gjorde jeg som sagt ikke ved alle novellerne her. Det skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over Rasmus Hastrups forfatterskab, for han er absolut værd at læse. Bare giv dig god tid og nyd turen.

Citater:

Valg er valg,” sagde Hviddrøm. “Fravalg er valg, og valg er fravalg. Man kan vælge ikke at vælge, men spørgsmålet er, om man kan vælge at fravælge?” (side 56)

Drengen hed Frode Galt, og siden hans lillesøster døde, havde han båret rundt på en grænseløs og afmægtig vrede, som bredte sig ud fra ham i ætsende, radioaktive ringe.” (side 91)

På en måde var et bibliotek et kartotek over alle tænkelige sindsstemninger. Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed. Visdom og eskapisme og sne og lava.” (side 98)

Det var kun lørdag formiddag. Der var masser af tid. Stilhed var som et sjældent og værdifuldt mineral, og det gjaldt om at udnytte det, når man pludselig fik en klump foræret.” (side 113)

Stilheden fortsatte. Efterhånden begyndte lavmælte stemmer at trænge ind i stilheden, små, spæde spiontogter snarere end det voldsomme brus af klapsalver og opstemte udbrud, Haavard havde forventet.” (side 135)

Lige nu var der for langt over til fjernsynet, for meget tomhed, der skulle krydses. På den anden side skulle han snart ud efter en ny øl. Hans skridt ville give genlyd. Måske skulle han tænde lyset. Harald havde endnu ikke helt afgjort, om lyset forstærkede tomheden eller gjorde den mildere, nemmere at holde ud.” (side 208)

Reklame: Tak til forlaget Screaming Books der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Væk:

Udgivelsesår: 16.10.2020
Forlag: Screaming Books, 231 sider
Omslag: Maria Tran Larsen

Læs Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet.dk

Indhold:

En smuk dag
Lydenes kilde
Hans og trolden og skatten i brønden
Mandag
Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge
Maseratikatten
Et folkebibliotek et sted i mørket
Lexo Yankov est morte
Hjælperen
Reception på Institut for Taktil Filologi og Anvendelig Semasiologi
Afhøringer, juli
Interludium
Flaskepost
Tårnene
Sælgeren
Væk

En nybagt forlægger fortæller

Under Skrækfest 2020 fik jeg en kort snak med den nybagte forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar på forlaget Ildanach. Efterfølgende indvilligede han i at svare på et par spørgsmål i forbindelse med forlagets første udgivelse, antologien “Frygtelige Fynske Fortællinger“.

Tak for det, og læs med herunder hvad han svarede.

Nils Anker Tønner-Oldefar, forlaget Ildanach

Hvordan opstod tanken, at du ville lave et forlag for de fantastiske genrer?

Ideen om at starte mit eget forlag startede da jeg var i starten af tyverne, men blev skrinlagt i mange år, da jeg blev distraheret af arbejde, børn og den slags. Min motivation var, helt fra starten, at hjælpe spirende forfattere med at finde deres stemme. Når det så blev den fantastiske genre, som blev mit fokus, var det fordi det er den genre jeg bedst kan lide at læse. Det lyder simpelt, men det var grunden. Fantastikken er en af de mest underlige størrelser indenfor litteratur (jeg fristes til at bruge ordet finurlig, men så ville jeg være nødt til at give mig selv en olfert)

Fortæl lidt om navnet Ildanach

Navnet på forlaget kom efter jeg opdagede at min oprindelige idé VAR taget. Jeg overvejede et par alternativer, men syntes ikke de var fængende. Så jeg lod skæbnen råde og tog et opslagsværk om mytologi og slog op på en tilfældig side. Siden handlede om den keltiske helt Pwyll, og mens jeg læste om hans eventyr, faldt jeg over fortællingen om hvordan han kommer ind i kæmpernes by. I bund og grund havde byen en politik om at kun mestre måtte komme ind ad porten. Pwyll fortæller han er mester af det ene og det andet, og får hele tiden at vide at de allerede HAR en mester af den slags i byen. Til sidst har Pwyll nævnt så mange ting han mestrer, at portneren går til kæmpernes konge og siger at de bør lukke Pwyll ind i byen, da han er “ildanach” – mester af al ting. Da mit forlag er en lille enkeltmandsvirksomhed, og jeg derfor skal have rigtigt mange forskellige hatte på, syntes jeg at navnet ramte noget særligt og valgte det som mit forlags navn.

Forlaget Ildanachs første udgivelse er en horror-antologi med fynske fortællinger, hvorfor lige horror og Fyn?

Frygtelige Fynske Fortællinger” er på sin egen måde et kærlighedsbrev til det bedste sted at bo i Danmark, nemlig Fyn. Nogen vil være uenige, men de tager desværre objektivt fejl – eller er ganske enkelt vanvittige. Jeg kom til Odense fra Esbjerg i 1988 og selvom alt var underligt, og ens, så fandt jeg mig til rette. Med tiden blev det til decideret kærlighed til bøgene, de syngende dialekter (som jeg aldrig selv fik lært), sindelaget, og ikke mindst maden og øllet.

Men Fyn har også en masse mytologi og historie, det er fyldt med områder der om natten bliver opslugt af mørke, steder hvor menneskets laveste natur kommer til udtryk, og steder hvor det kan føles at noget udefra bare venter på at bryde igennem og opsluge alt omkring det. Måske var det derfor, tanken om en eksistentiel trussel imod alt det skønne, som omgiver mig i hverdagen, der gav mig ideen til en antologiserie der tager sit udspring på Fyn. Måske var det bogstavsgentagelsen i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”, og muligheden for at markedsføre den på den måde. Måske var det det hele, i bevidste og ubevidste grader.

Sjovt nok er der kun to-tre forfattere i indholdsfortegnelsen, som rent faktisk boede på Fyn. Men det aldrig kravet at de skulle gøre det, kun at novellen skulle handle om Fyn.

Når det kommer til spørgsmålet om hvorfor horror, eller gys som jeg personligt foretrækker, så er det fordi det er en genre, som jeg altid har læst enormt meget af. Det er også en meget udfordrende genre, dels fordi formålet med genren ligger i navnet. Det er også en genre, som ofte har problemer med rent faktisk at fungere. Det har en lille men dedikeret gruppe af læsere, som livligt diskuterer genren, dog mest i forbindelse med film, hvor den gennemgår op- og nedgange. Det der virker bliver kopieret og udvandet, hvilket jeg personligt tror en af grundene til at folks interesse for den kan variere. Men, jeg har altid ment der var mere at komme efter i gysergenren. At der var noget i den som et litterært udtryk, noget validt i en større diskussion omkring kultur, litteratur og menneskets væsen. Og det var en diskussion, som jeg gerne ville give mit besyv til.

Hvordan har arbejdet været med at indsamle og udvælge noveller?

Processen var, ærligt talt, et skud i mørket. Jeg havde netop startet mit forlag op, og lavet en rudimentær hjemmeside samt en Facebook-profil for forlaget. Jeg lavede et opslag, og så begyndte der så småt at komme noveller ind fra diverse små, og lidt større forfattere. Jeg havde fra starten valgt at det skulle være en konkurrence, og at de udvalgte forfattere skulle belønnes. Dels fordi jeg mener at folks arbejde bør belønnes, og dels for at få forfatterne til at komme med deres bedste arbejde. I sidste ende havde jeg et par og tyve indsendte noveller, og satte mig for at udvælge de ti bedste. At antallet var ti, var en blanding af noget ganske arbitrært og et begrænset budget, men betød også at jeg vidste hvornår jeg havde ramt målet.

Novellerne blev inddelt i tre bunker, Afvist, På Vippen, og Godtaget. De Afviste var de letteste, for det var dér der ikke var nogen vej tilbage, men det var også den der indledningsvist fik færrest noveller i sig. Ligeledes var de Godtagede forholdsvist let, for det var der, de historier der kun krævede en smule, endte. I første omgang af læsning røg ca. fire noveller i hver af de to bunker. Så var der bare de ca. 16 noveller der var På Vippen. Disse blev gennemlæst endnu et par gange og sorteret efter hvor vidt jeg vurderede at det var muligt at redde dem. Der var også dem, der var ganske gode, men på den ene eller anden måde ikke passede ind i de organiske undertemaer, som havde materialiseret sig i processen. En enkelt ville jeg meget hellere have set som de indledende kapitler i en roman, og skrev da også det til forfatteren da jeg sendte ham et afslag.

Det var ikke en let proces, og jeg havde mange kvababbelser omkring de til- og fravalg jeg foretog, men i sidste ende var det vigtigt, mener jeg, at de blev taget.

Det var hårdt arbejde, men samtidig også berigende på et personligt plan. Efter vinderne var fundet, var det tid til at redigere, i forskellige grader. For visse var der større omskrivninger, og for andre var det tilstrækkeligt med småjusteringer.

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

I hvor høj grad er du inde over arbejdet med historierne og layoutet? 

Historierne har jeg haft ganske lidt at gøre med. Jeg lader forfatterne bringe deres værk til udtryk og retter ind hvor der er fejl eller steder hvor jeg mener der er behov for det. I et eksempel var der en misforståelse af en procedure, som jeg kendte til. Jeg beskrev den korrekte procedure, kom med forslag til ændringer og ideer til hvordan visse elementer kunne omskrives, og hvordan det kunne gøres uden at læseren blev hevet ud af læsningen. Jeg har en filosofi når det kommer til at arbejde med forfattere, som handler om at få dem til at forbedre sig. Men i sidste ende er det dem, og deres historier som jeg har valgt, og det er dem der skal udtrykke det.

Kort sagt så ser jeg mig selv som en opdagelsesrejsende. Jeg er på udkik efter gode historier, og så pynter jeg måske lidt på dem til sidst, men det er historierne der er vigtigst for mig. Måske er jeg dog mere som en trofæjæger. Jeg finder historierne i deres levende miljø i forfatterens fantasi, skyder dem, udstopper dem og viser dem frem i en forfinet om end død tilstand. Det afhænger vel lidt af hvordan man betragter litteratur. Måske overtænker jeg det.

Som forlægger på et forlag, der kun består af mig selv, er det min pligt at stå for layoutet. Paratekstualitet var noget af det jeg gav mindst opmærksomhed på universitetet (jeg var der trods alt for at studere bøgernes indhold og ikke deres forsider), men der måtte jeg jo så lære hvad jeg kunne så hurtigt som jeg kunne. Korrektur blev mest af alt gjort i samarbejde med forfatterne, men det visuelle blev udvalgt og indkøbt af mig selv.

Forsiden af Alejandro Mirabal, er en helt særlig del af projektet, og var lige ved at gå galt da en besked forsvandt i internettet og Alejandro troede projektet var gået op i røg, men han knoklede på og skabte et billede af skulpturen Havhesten, som står i Munke Mose i Odense, som ramte noget ganske særligt.

Du har to historier med af samme forfatter (Christine Godman), hvorfor?

Godmans historie “Dullahan” (inspireret af forlagets keltiske navn) var en af de bedste gysere jeg har læst i nyere tid. Den inspirerede også forsiden. Den ramte noget hos mig. Det er lidt svært at sætte ord på, men et sted imellem Godmans mere traditionelle overnaturlige gys, og de almindelige mennesker hun befolker sine historier med, så ramte hun noget. De var også forankret helt konkret i Fyn på en måde der rørte ved “nerven” ved hele mit formål med ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun var langt fra den eneste der indsendte to noveller, men i sidste ende var det min vurdering at hendes historier fortjente at være med i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun er også en forholdsvis ukendt forfatter, og som jeg tidligere har udtrykt så var en af de essentielle bevæggrunde for mit projekt at promovere og forbedre disse.

Novellerne dækker et bredt spektrum af horrorgenren, var det på forhånd et kriterie?

Fra starten var det eneste kriterie for novellerne i antologien de skulle handle om Fyn. Og det vil også være det eneste krav for de kommende antologier. Jeg er ikke den store tilhænger af alt for tematiske antologier. Jeg forstår hvorfor nogen gerne vil have dem, men for mig er det vigtigere at finde frem til hvor forfatterne der skriver, og fantaserer om genren vil hen. At de dækker et bredt spektrum af genren er i sidste ende, dels et produkt af det indsendte materiale, og dels et vidnesbyrd om hvor bredt genren kan anvendes. Det var fantastisk at se, hvor bredt det indsendte materiale spændte, og i min optik gjorde det også antologien bedre, selvom det på ingen måde var meningen fra starten af.

Hvilke erfaringer tager du med videre fra denne første udgivelse?

Hele processen har været meget ’learning by doing’, som så også har betydet en del ’learning by fucking up’. Læringspunkterne har været mange, men det vigtigste har nok været at have et åbent forhold til forfatterne. Jeg har oplyst dem om hvad der er foregået, og hvad der har været sket af både gode og mindre gode begivenheder. Når man er et enkeltmandsforetagende kan noget så simpelt som et par dages sygdom ligeledes føre til forsinkelser, som man helst er foruden, og med noget direkte kommunikation, kan man undgå at forfatterne sidder med en følelse af at være ignoreret. En anden lektie har været at beskedtjenester på sociale medier ikke altid er lige pålidelige, og det derfor er vigtigt at bekræfte modtagelse, især når man arbejder med folk som bor i andre tidszoner. Der var ligeledes også meget at lære da det kom til tryk. Og jeg lærer stadig væk. Det er nok noget af det der gør arbejdet så spændende for mig.

Hvad er næste projekt på forlaget Ildanach?

Lige nu er forlaget i gang med en science fiction-antologi, som gerne skulle komme til salg i det nye år, hvor en fantasyantologi også er i produktion. COVID-19 har været et overvældende tema og kunne have blevet gjort til deres egen antologi, men jeg forsøger at få et bredt udbud af genrer med. Den opgave har dog heldigvis ikke været svær, og jeg tror slutresultatet bliver rigtigt godt.

Planen er at få et “hjul” med gys/science fiction/fantasy til at køre således at der er nye noveller at læse uanset hvad man foretrækker, og dermed bidrage til udviklingen af genrerne på et højere litterært niveau på landsplan.

Frygtelige Fynske Fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Fyn er fin. Fyn er fantastisk. Fyn er rædselsvækkende og frygtelig.” Sådan indledes Frygtelige Fynske Fortællinger, en ny horror-antologi fra det fynske forlag Ildanach.

Under Skrækfest 2020 i Odense talte jeg med den nyslåede forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar bag forlaget Ildanach, hvis første udgivelse er horror-antologien Frygtelige Fynske Fortællinger. Den var jeg naturligvis nødt til at købe, og nu har jeg også fået læst den.

Samlingen indeholder ti noveller af ni forskellige forfattere.

Mest kendt er A. Silvestri, der indleder samlingen. Novellen ‘Havet sneen himlen’ handler om Tobias, der mister sin kæreste kort efter, at hun har født deres lille datter. Historien fortælles i to spor, dels af Tobias og dels gennem samtaler mellem Birthe og Axel, der ejer campingpladsen, hvor Tobias tager hen. Silvestris bidrag er en mørk og kuldslået fortælling om sorg, tab og kærlighed, som efterlader læseren lettere rystet.

‘Sct. Hans skolen’ er skrevet af R. H. Jørgensen, som jeg ikke umiddelbart har læst andet af. Også denne novelle er vellykket med sin fortælling om drengen Viktor, der bliver mobbet. Historien udspiller sig i gangene under skolen, hvor Viktor skal hente mælk til klassen, og hvor Mark og hans slæng har stor fornøjelse af at forskrække og mobbe ham. Men måske er de ikke det eneste, der venter i mørket?

Tredje novelle hedder ‘Det gamle teglværk’ og er skrevet af Karsten Brandt-Knudsen. Historien gav mig mindelser til film som Hostel og Texas Chainsaw Massacre, men er alligevel sin egen. En barsk og velfortalt novelle. Brandt-Knudsen har jeg tidligere læst science fiction novellen ‘Farmer’ af i antologien Sandsynlighedskrydstogt.

Jeg var desværre ikke så vild med ‘Dullahan’ af Christine Godman. Novellen handler om tre veninder, som efter en glad nat i byen har en skræmmende oplevelse på vej hjem, hvor den ene veninde dør. Idéen bag historien er god, men jeg synes ikke at udførelsen er helt vellykket. Christine Godman har dog også skrevet samlingens sidste novelle ‘Valdemars slot’, og her rammer hun 100% rent. En gruppe venner skal på rundtur med efterfølgende overnatning på Valdemars slot på Tåsinge. Fortælleren Martin tror overhovedet ikke på spøgelser, men det gør veninden Marie til gengæld. Og måske har hun ret?

‘Svendborg by Night’ af Karina Sund er endnu en af de noveller, der skal fremhæves. Mikkels forældre blev skilt, da han var barn. Faren flyttede til Svendborg, og kontakten med ham blev mindre og mindre. Da han dør, beslutter Mikkel og søsteren Iben sig for, at de vil tømme hans lejlighed i fællesskab. Mikkel ankommer en dag for tidligt og beslutter sig for at gå i byen i Svendborg i stedet for at vente i farens lejlighed. Det bliver dog en bytur med overraskelser.

Også de sidste fire noveller i Frygtelige Fynske Fortællinger er underholdende læsning.

I ‘Molly?’ af Sophie Vahl har et ægtepar mistet deres datter i en ulykke. I ‘Dobbelt halvstik’ af Niels Kjærgaard møder Michael tilfældigt sin ex-kæreste i byen, eller er det tilfældigt? I ‘Morfars historier’ af Charlotte Deigaard Hansen er Ditte sikker på, at morfars historier om åmanden i Odense Å bare er eventyr. Og i ‘Frøbjerg-Bavnehøj’ af Anne-Mette Brandt opdager den religionsstuderende Estrid, at hun måske har lovet mere, end hun kan holde.

Som udgangspunkt er jeg altid begejstret, når jeg får en horror-antologi i hænderne. Jeg elsker den slags små kompakte gys, og jeg er glad for, at der efterhånden udkommer en del af den slags antologier herhjemme. Frygtelige Fynske Fortællinger er en fin tilføjelse med gennemgående gode noveller, og så koster bogen ikke en formue.

Nu er det jo Ildanachs første udgivelse, så jeg er sikker på, at forlaget fremadrettet vil arbejde lidt mere med korrekturen. Jeg ved godt, at jeg er lidt pernitten med den slags, men jeg ærgrer mig sådan over slåfejl, mærkelig orddelinger og ikke mindst en fejl i en titel i sidehovedet. Til gengæld er jeg begejstret for brugen af vignetter og den stemningsfulde forside af Alejandro Mirabal. Og ikke mindst er de fleste af novellerne rigtig gode.

Har du lyst til at høre vide lidt mere om forlaget og arbejdet med Frygtelige Fynske Fortællinger, så læs interviewet med Nils Anker Tønner-Oldefar.

Om Frygtelige Fynske Fortællinger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Ildanach, 172 sider
Omslag: Alejandro Mirabal

Indhold:

Havet sneen himlen af A. Silvestri
Sct. Hans skolen af R. H. Jørgensen
Det gamle teglværk af Karsten Brandt-Knudsen
Dullahan af Christine Godman
Dobbelt halvstik af Niels Kjærgaard
Frøbjerg-Bavnehøj af Anne-Mette Brandt
Morfars historier af Charlotte Deigaard Hansen
Molly? af Sophie Vahl
Svendborg by Night af Karina Sund
Valdemars slot af Christine Godman

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Jeg får desværre ikke skrevet så mange bogomtaler for tiden, men der udkommer jo stadigvæk masser af anbefalelsesværdige titler. Så jeg har besluttet mig for at lave nogle kortere præsentationer på titler, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at lave en omtale på.

Opmærksomhed fortjener Repulsive Attraction af Patrick Steptoe, der er udgivet på forlaget Baggårdsbaroner. Som altid med værker fra Baggårdsbaronerne er der kræset for det visuelle, lige fra den blåligt farvede papirkant til den smukt illustrerede inderflap og det lækre, tykke papir.

Anmelderne skriver:

Repulsive Attraction’ er danske Steptoes tegneseriedebut, en samling billedfortællinger uden dialog om en civilisation i forfald. De fleste er enkeltstående små stikpiller som den om rigmanden, der smider en plastflaske i havet fra sin sportsvogn. Flasken bliver slugt af en fisk, fisken serveres for manden, manden kløjes og dør. »The End«, som det lakoniske punktum lyder for hver lille fortælling […] Fra en overfladisk betragtning taler ‘Repulsive Attraction’ komediens sprog. Formerne er runde, figurerne karikerede, farverne hidsige. Fortællingerne afsluttes med grovkornede punchlines, der ligner noget, vi bør grine ad. Men det er ikke hjertelig latter og klask på lårene, samlingens tegneserier kalder på. Snarere det tørre, kyniske »ha!« […] Det er en sjældent helstøbt og aldeles kompromisløs debut. Steptoes tegneserier er elegant konstruerede og visuelt virtuose, men også dogmatiske. (Weekendavisen, 2020-04-17)

‘Repulsive Attraction’, den tredje solide tegneserieudgivelse fra spradebasseforlaget Baggaardsbaroner, er et spraglet og spruttende katalog over alt, hvad der er galt i verden. Død og ødelæggelse, krig og nød, glubsk forbrugerisme, amok-og anløben kapitalisme, grasserende imperialisme og mellemfolkelig menneskehad stråler fra siderne i muntert muterende farver fra giftgrøn over kaustisk cyan til hidsig pink, så øjeæblerne får et syrebad, og svovllugten svider i næseborene […] Patrick Steptoes streg er lækker og helt umiddelbart appellerende – et sted mellem børnebog og reklametegning – med et internationalt og, ironisk nok, kommercielt præg. Både håndværk og talent er på plads, og de flot designede sider myldrer med groteske detaljer, de bedste af dem springer ligefrem i øjnene på læseren. (Politiken, 2020-04-29)

Patrick Steptoe har helt sin egen stil, som er enormt farverig, syret og levende. Tegningerne er på en eller anden måde både utroligt flotte og grimme, og de indeholder ofte både det hæslige og klamme og næsten decideret nuttede elementer samtidig. […] Tegningerne er næsten overvældende og kræver, at læseren koncentrerer sig for at undgå at drukne i overfloden af fantasi og associationer. […] I vores kapitalistiske tid kan man få næsten lige, hvad man vil have, hvis bare man er villig til at betale prisen – men prisen kan ende med at være sjælen, og forbrugerismen og ressourceforbruget baner muligvis vejen for menneskehedens undergang. Budskabet er ikke nyt, men når Steptoe siger farvel med den velkendte afskedsreplik: ”That’s all folks!”, præsenteret på en dunk benzin med vores planet jorden i baggrunden, burde vi alle lytte. (Litteratursiden.dk)

Forlagets beskrivelse:

Repulsive Attraction er en socio- og økokritisk novellesamling i toksisk farvepalet. En samling dystopiske pantomimefortællinger om det snarligt forestående samfundsnedbrud, kapitalismens grådige mutanter og dommedagens absurde og frastødende fremtidsversioner. Her er ingen tekst eller talebobler, kun radioaktive, psykedeliske farver.

Udgivelsen er et introduktionsmæssigt overflødighedshorn til Patrick Steptoes finurlige, surrealistiske mikrokosmos – og ikke mindst særegne streg, kendetegnet af en minutiøs, underliggende detaljegrad og en bevidst leg med panelers begrænsning.

Repulsive Attraction er en skelsættende debut, der formår at svinge mellem neoimpressionistiske farver og formudtryk og mørkhumoristiske, næsten dadaistiske afbildninger af et selvdestruktivt samfund.

Om Repulsive Attraction:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Baggårdsbaroner, 80 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Steptoe

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Børnenes jord af Gipi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
Gigant af Rune Ryberg

Watchmen af Alan Moore

Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons

I virkeligheden er jeg ikke den store superhelte fan. Jeg har set en del af X-men-filmene, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst af superhelte-tegneserier, og jeg har slet ikke haft lyst til at kaste mig over de mange genindspilninger af Spiderman eller de utallige film i Avengers-universet.

Det har mest været de lidt mere skæve superhelte, jeg har sat pris på. Jeg er vild med Guardians of the Galaxy og Deadpool, men f.eks. også for Woody Harrelsons fine portræt af den naive Arthur, der påtager sig superhelte-rollen i Defendor, lidt som Dave Lizewski fra Kick-Ass, bare mere kikset.

Da HBO udgav tv-serien Watchmen baseret på Alan Moores tegneserie, kom jeg i tanke om, at jeg for efterhånden nogle år siden så Zack Snyders ret dystre Watchmen filmatisering. Den var jeg også ret begejstret for, men havde aldrig fået læst Alan Moores oplæg fra 1986. Det er gjort nu, og den kan varmt anbefales.

I et efterord skriver Alan Moore, hvordan han havde George Orwells 1984 i tankerne, da han fik idéen til Watchmen. Udgangspunktet var, at han og Dave Gibbons skulle arbejde sammen om projektet, og samtidig ville de gerne bruge figurerne fra et eksisterende tegneserie-univers, men uden at skulle forholde sig til den indbyrdes sammenhæng til tidligere og kommende fortællinger. Den sidste del mislykkedes dog, og i stedet skabte de deres egne figurer stærkt inspireret af Charlton Comics universet fra 1960’er. Eksempelvis er figuren Doctor Manhattan en videreudvikling af Charlton-figuren Captain Atom.

Til gengæld indeholder Watchmen til fulde den dystre og mørke stemning fra Orwells roman. Her er superheltene ’blot’ almindelige mennesker med disses fejl og mangler. Så da historien åbner med, at Komikeren bliver fundet helt udsmattet på gaden efter et fald fra sin lejlighed, er det svært at være rigtig ked af det. For han var da en usympatisk superhelt af rang. Men – som hos alle mennesker er tingene sjældent helt sort eller hvidt.

Jeg er også begejstret for måden Watchmen er opbygget på. Historien er opdelt i tolv kapitler, som oprindelig var et hæfte hver. I første kapitel følger vi Rorschach, der er overbevist om, at nogen forsøger at myrde de tidligere superhelte. Han opsøger derfor sine tidligere kollegaer, men ingen af dem tror på ham. Andet kapitel åbner med Silkesværmeren og bevæger sig bagud i tiden, hvor vi hører om Minutmilitsen og gamle stridigheder. Mens tredje kapitel har udgangspunkt i Doctor Manhattan, osv.

I de enkelte kapitler leger Moore og Gibbons dog med fortællingen. Der er f.eks. både indlagt tegneseriestriber fra en pirathistorie, sider fra Hollis Masons aka den oprindelige Natugles biografi, uddrag af en patientjournal fra New Yorks psykiatriske hospital m.m. Umiddelbart løststående enkeltdele, men efterhånden som man læser videre, samles alt i et utrolig gennemarbejdet og spændende univers.

Jeg er næsten flov over, at jeg først har opdaget Watchmen nu, men bedre sent end aldrig. Allan Sortkær har på Litteratursiden skrevet en grundig og interessant analyse af historien og figurerne, som jeg også kun kan anbefale at læse.

Om Watchmen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: RW, 500 sider
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Farvelægger John Higgins
Oversætter: Maja Gabelgaard Nielsen

Find en oversigt over Marvel-film i kronologisk rækkefølge HER

Læs også:

Ghost Rider – vejen til Helvede af Garth Ennis
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
John Constantine – Hellblazer
Marvel Zombies af Robert Kirkman
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
Kick-Ass af Mark Millar
Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
NYX – Wannabe af Joe Quesada
Gigant af Rune Ryberg