oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Arkivet for oktober 13th, 2020

En nybagt forlægger fortæller

Under Skrækfest 2020 fik jeg en kort snak med den nybagte forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar på forlaget Ildanach. Efterfølgende indvilligede han i at svare på et par spørgsmål i forbindelse med forlagets første udgivelse, antologien “Frygtelige Fynske Fortællinger“.

Tak for det, og læs med herunder hvad han svarede.

Nils Anker Tønner-Oldefar, forlaget Ildanach

Hvordan opstod tanken, at du ville lave et forlag for de fantastiske genrer?

Ideen om at starte mit eget forlag startede da jeg var i starten af tyverne, men blev skrinlagt i mange år, da jeg blev distraheret af arbejde, børn og den slags. Min motivation var, helt fra starten, at hjælpe spirende forfattere med at finde deres stemme. Når det så blev den fantastiske genre, som blev mit fokus, var det fordi det er den genre jeg bedst kan lide at læse. Det lyder simpelt, men det var grunden. Fantastikken er en af de mest underlige størrelser indenfor litteratur (jeg fristes til at bruge ordet finurlig, men så ville jeg være nødt til at give mig selv en olfert)

Fortæl lidt om navnet Ildanach

Navnet på forlaget kom efter jeg opdagede at min oprindelige idé VAR taget. Jeg overvejede et par alternativer, men syntes ikke de var fængende. Så jeg lod skæbnen råde og tog et opslagsværk om mytologi og slog op på en tilfældig side. Siden handlede om den keltiske helt Pwyll, og mens jeg læste om hans eventyr, faldt jeg over fortællingen om hvordan han kommer ind i kæmpernes by. I bund og grund havde byen en politik om at kun mestre måtte komme ind ad porten. Pwyll fortæller han er mester af det ene og det andet, og får hele tiden at vide at de allerede HAR en mester af den slags i byen. Til sidst har Pwyll nævnt så mange ting han mestrer, at portneren går til kæmpernes konge og siger at de bør lukke Pwyll ind i byen, da han er “ildanach” – mester af al ting. Da mit forlag er en lille enkeltmandsvirksomhed, og jeg derfor skal have rigtigt mange forskellige hatte på, syntes jeg at navnet ramte noget særligt og valgte det som mit forlags navn.

Forlaget Ildanachs første udgivelse er en horror-antologi med fynske fortællinger, hvorfor lige horror og Fyn?

Frygtelige Fynske Fortællinger” er på sin egen måde et kærlighedsbrev til det bedste sted at bo i Danmark, nemlig Fyn. Nogen vil være uenige, men de tager desværre objektivt fejl – eller er ganske enkelt vanvittige. Jeg kom til Odense fra Esbjerg i 1988 og selvom alt var underligt, og ens, så fandt jeg mig til rette. Med tiden blev det til decideret kærlighed til bøgene, de syngende dialekter (som jeg aldrig selv fik lært), sindelaget, og ikke mindst maden og øllet.

Men Fyn har også en masse mytologi og historie, det er fyldt med områder der om natten bliver opslugt af mørke, steder hvor menneskets laveste natur kommer til udtryk, og steder hvor det kan føles at noget udefra bare venter på at bryde igennem og opsluge alt omkring det. Måske var det derfor, tanken om en eksistentiel trussel imod alt det skønne, som omgiver mig i hverdagen, der gav mig ideen til en antologiserie der tager sit udspring på Fyn. Måske var det bogstavsgentagelsen i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”, og muligheden for at markedsføre den på den måde. Måske var det det hele, i bevidste og ubevidste grader.

Sjovt nok er der kun to-tre forfattere i indholdsfortegnelsen, som rent faktisk boede på Fyn. Men det aldrig kravet at de skulle gøre det, kun at novellen skulle handle om Fyn.

Når det kommer til spørgsmålet om hvorfor horror, eller gys som jeg personligt foretrækker, så er det fordi det er en genre, som jeg altid har læst enormt meget af. Det er også en meget udfordrende genre, dels fordi formålet med genren ligger i navnet. Det er også en genre, som ofte har problemer med rent faktisk at fungere. Det har en lille men dedikeret gruppe af læsere, som livligt diskuterer genren, dog mest i forbindelse med film, hvor den gennemgår op- og nedgange. Det der virker bliver kopieret og udvandet, hvilket jeg personligt tror en af grundene til at folks interesse for den kan variere. Men, jeg har altid ment der var mere at komme efter i gysergenren. At der var noget i den som et litterært udtryk, noget validt i en større diskussion omkring kultur, litteratur og menneskets væsen. Og det var en diskussion, som jeg gerne ville give mit besyv til.

Hvordan har arbejdet været med at indsamle og udvælge noveller?

Processen var, ærligt talt, et skud i mørket. Jeg havde netop startet mit forlag op, og lavet en rudimentær hjemmeside samt en Facebook-profil for forlaget. Jeg lavede et opslag, og så begyndte der så småt at komme noveller ind fra diverse små, og lidt større forfattere. Jeg havde fra starten valgt at det skulle være en konkurrence, og at de udvalgte forfattere skulle belønnes. Dels fordi jeg mener at folks arbejde bør belønnes, og dels for at få forfatterne til at komme med deres bedste arbejde. I sidste ende havde jeg et par og tyve indsendte noveller, og satte mig for at udvælge de ti bedste. At antallet var ti, var en blanding af noget ganske arbitrært og et begrænset budget, men betød også at jeg vidste hvornår jeg havde ramt målet.

Novellerne blev inddelt i tre bunker, Afvist, På Vippen, og Godtaget. De Afviste var de letteste, for det var dér der ikke var nogen vej tilbage, men det var også den der indledningsvist fik færrest noveller i sig. Ligeledes var de Godtagede forholdsvist let, for det var der, de historier der kun krævede en smule, endte. I første omgang af læsning røg ca. fire noveller i hver af de to bunker. Så var der bare de ca. 16 noveller der var På Vippen. Disse blev gennemlæst endnu et par gange og sorteret efter hvor vidt jeg vurderede at det var muligt at redde dem. Der var også dem, der var ganske gode, men på den ene eller anden måde ikke passede ind i de organiske undertemaer, som havde materialiseret sig i processen. En enkelt ville jeg meget hellere have set som de indledende kapitler i en roman, og skrev da også det til forfatteren da jeg sendte ham et afslag.

Det var ikke en let proces, og jeg havde mange kvababbelser omkring de til- og fravalg jeg foretog, men i sidste ende var det vigtigt, mener jeg, at de blev taget.

Det var hårdt arbejde, men samtidig også berigende på et personligt plan. Efter vinderne var fundet, var det tid til at redigere, i forskellige grader. For visse var der større omskrivninger, og for andre var det tilstrækkeligt med småjusteringer.

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

I hvor høj grad er du inde over arbejdet med historierne og layoutet? 

Historierne har jeg haft ganske lidt at gøre med. Jeg lader forfatterne bringe deres værk til udtryk og retter ind hvor der er fejl eller steder hvor jeg mener der er behov for det. I et eksempel var der en misforståelse af en procedure, som jeg kendte til. Jeg beskrev den korrekte procedure, kom med forslag til ændringer og ideer til hvordan visse elementer kunne omskrives, og hvordan det kunne gøres uden at læseren blev hevet ud af læsningen. Jeg har en filosofi når det kommer til at arbejde med forfattere, som handler om at få dem til at forbedre sig. Men i sidste ende er det dem, og deres historier som jeg har valgt, og det er dem der skal udtrykke det.

Kort sagt så ser jeg mig selv som en opdagelsesrejsende. Jeg er på udkik efter gode historier, og så pynter jeg måske lidt på dem til sidst, men det er historierne der er vigtigst for mig. Måske er jeg dog mere som en trofæjæger. Jeg finder historierne i deres levende miljø i forfatterens fantasi, skyder dem, udstopper dem og viser dem frem i en forfinet om end død tilstand. Det afhænger vel lidt af hvordan man betragter litteratur. Måske overtænker jeg det.

Som forlægger på et forlag, der kun består af mig selv, er det min pligt at stå for layoutet. Paratekstualitet var noget af det jeg gav mindst opmærksomhed på universitetet (jeg var der trods alt for at studere bøgernes indhold og ikke deres forsider), men der måtte jeg jo så lære hvad jeg kunne så hurtigt som jeg kunne. Korrektur blev mest af alt gjort i samarbejde med forfatterne, men det visuelle blev udvalgt og indkøbt af mig selv.

Forsiden af Alejandro Mirabal, er en helt særlig del af projektet, og var lige ved at gå galt da en besked forsvandt i internettet og Alejandro troede projektet var gået op i røg, men han knoklede på og skabte et billede af skulpturen Havhesten, som står i Munke Mose i Odense, som ramte noget ganske særligt.

Du har to historier med af samme forfatter (Christine Godman), hvorfor?

Godmans historie “Dullahan” (inspireret af forlagets keltiske navn) var en af de bedste gysere jeg har læst i nyere tid. Den inspirerede også forsiden. Den ramte noget hos mig. Det er lidt svært at sætte ord på, men et sted imellem Godmans mere traditionelle overnaturlige gys, og de almindelige mennesker hun befolker sine historier med, så ramte hun noget. De var også forankret helt konkret i Fyn på en måde der rørte ved “nerven” ved hele mit formål med ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun var langt fra den eneste der indsendte to noveller, men i sidste ende var det min vurdering at hendes historier fortjente at være med i ”Frygtelige Fynske Fortællinger”. Hun er også en forholdsvis ukendt forfatter, og som jeg tidligere har udtrykt så var en af de essentielle bevæggrunde for mit projekt at promovere og forbedre disse.

Novellerne dækker et bredt spektrum af horrorgenren, var det på forhånd et kriterie?

Fra starten var det eneste kriterie for novellerne i antologien de skulle handle om Fyn. Og det vil også være det eneste krav for de kommende antologier. Jeg er ikke den store tilhænger af alt for tematiske antologier. Jeg forstår hvorfor nogen gerne vil have dem, men for mig er det vigtigere at finde frem til hvor forfatterne der skriver, og fantaserer om genren vil hen. At de dækker et bredt spektrum af genren er i sidste ende, dels et produkt af det indsendte materiale, og dels et vidnesbyrd om hvor bredt genren kan anvendes. Det var fantastisk at se, hvor bredt det indsendte materiale spændte, og i min optik gjorde det også antologien bedre, selvom det på ingen måde var meningen fra starten af.

Hvilke erfaringer tager du med videre fra denne første udgivelse?

Hele processen har været meget ’learning by doing’, som så også har betydet en del ’learning by fucking up’. Læringspunkterne har været mange, men det vigtigste har nok været at have et åbent forhold til forfatterne. Jeg har oplyst dem om hvad der er foregået, og hvad der har været sket af både gode og mindre gode begivenheder. Når man er et enkeltmandsforetagende kan noget så simpelt som et par dages sygdom ligeledes føre til forsinkelser, som man helst er foruden, og med noget direkte kommunikation, kan man undgå at forfatterne sidder med en følelse af at være ignoreret. En anden lektie har været at beskedtjenester på sociale medier ikke altid er lige pålidelige, og det derfor er vigtigt at bekræfte modtagelse, især når man arbejder med folk som bor i andre tidszoner. Der var ligeledes også meget at lære da det kom til tryk. Og jeg lærer stadig væk. Det er nok noget af det der gør arbejdet så spændende for mig.

Hvad er næste projekt på forlaget Ildanach?

Lige nu er forlaget i gang med en science fiction-antologi, som gerne skulle komme til salg i det nye år, hvor en fantasyantologi også er i produktion. COVID-19 har været et overvældende tema og kunne have blevet gjort til deres egen antologi, men jeg forsøger at få et bredt udbud af genrer med. Den opgave har dog heldigvis ikke været svær, og jeg tror slutresultatet bliver rigtigt godt.

Planen er at få et “hjul” med gys/science fiction/fantasy til at køre således at der er nye noveller at læse uanset hvad man foretrækker, og dermed bidrage til udviklingen af genrerne på et højere litterært niveau på landsplan.