Arkivet for november, 2020

Focus puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt

Falk er filmbranchens bedste focus puller. Ham der har ansvaret for kameralinsens rette indstilling. Under indspilning af filmen Silkeåen trækkes han ind i et mysterie, der sønderbryder hans enestående evne til afstandsbedømmelse. Hver nat høres rædselsskrig, filmcrewet forsvinder en efter en, verdenskendt kunst dukker op på den lokale kro og en kult huserer i kirken, hvor et kalkmaleri af en nøgen kvindeskikkelse siges at have nedkaldt en forbandelse over byen. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere læst Kore af Bo Reinholdt efter en anbefaling fra en kollega. Kore var en lille intens roman, som udspillede sig omkring en dansk kunsthistoriker, der skulle tyde nogle vægmalerier i en nyfunden katakombe i Rom. Jeg var fascineret af historien, samtidig med at der var mange ting i den, jeg ikke forstod.

I Focus puller er det kameramanden Falk, der fortæller, og som i Kore er jeg fascineret af fortællingens univers, men usikker på om jeg forstår historien.

At læse Focus puller føltes for mig som at se en række billeder. Enkeltvis var de tydelige, men sat sammen blev de delvist uforståelige. Jeg gætter på, at det er helt bevidst, at jeg som læser skal spejle de følelser, som hovedpersonen Falk har. Han har været vant til at se alt skarpt og kunne måle alle afstande instinktivt. Men som romanen skrider frem, mister han mere og mere fornemmelsen af virkelighed. Hans tro på grundmeteren i Paris er ikke mere en trøst, snarere tværtimod. Pludselig er hans verden uden mål og fokus.

Men hvorfor skrider Falks verden? Sker de mange mystiske ting, han oplever, i virkeligheden, eller er de symboler, som man skal tolke? Falks navn er f.eks. tydeligvis symbolsk idet hans skarpe blik er hans levebrød. Philippa Lethe er filmens stjerne, og hendes efternavn er i græsk mytologi en flod i underverdenen, hvis vand bringer glemsel. Er hun skyld i Falks fald? Philippa har muligvis en tvillingesøster, og under alle omstændigheder har hun en stand-in i under forberedelserne i form af krokonens datter. Er denne anden et symbol på dualiteten i mennesket?

Selvom jeg godt kan nyde en romans sprog og fascineres af tankeeksperimenter, så må jeg indrømme, at det gør mig lidt usikker, når jeg ikke føler, jeg forstår historien. Er det forfatterens mening, at romanen ikke skal forstås? Eller er jeg simpelthen for dum?

Det gør det desværre lidt svært for mig ubetinget at nyde Focus puller, selvom jeg sagtens kan følge bibliotekernes lektørudtalelse, der kalder Reinholdt for:

[…] en fremragende fortæller [der] får sine idéer og billeder til at stå ud fra papiret, så man næsten fysisk kan mærke dem.”

For trods mine forbehold så efterlader Focus puller mig med spændende billeder i min bevidsthed og en lyst til at opklare bogens mysterium. Så måske forsøger mig med at læse romanen endnu en gang i håb om indfange den.

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag fra bogen:

Lidt over middag var der en kortere pause. Philippa så træt ud. Hun satte sig tungt i sin stol ovre ved kameraet. Fotografen bøjede sig ned mod hende og sagde noget, som hun besvarede med et stort smil. Falk kastede sig over nogle totalt ligegyldige afstandsbedømmelser. Besluttet på at øve sig, hvad han under ingen omstændigheder havde brug for. Var så omkring kaffevognen, men gad alligevel ikke drikke det sprøjt. I et mellemrum mellem vognen og en stor refleksskærm, opdagede han, at der var udsigt til Philippa. Hun sad og fingererede ved en tråd på nederdelen. En hårlok hang ned fra panden og krøllede for enden. Den var hele synet værd. Men så gjaldt det ellers hendes profil, der blev præget ind i vejen bagved af det bløde lys. Det gik på et tidspunkt op for ham, at hun i ét nu var billede, standset og fikseret og på en måde gemt bort i et vibrerende nærvær. Noget mindeværdigt helt på øjeblikkets både soleklare og diffuse anlæg. Sjældent hvis overhovedet nogensinde havde et syn standset ham så definitivt. Aldrig før var han blevet så brat forelsket. Havde han rejst sig uden at tænke nærmere over det? Og tilmed gået hende nogle skridt nærmere? I hvert fald stod hun pludselig foran ham. Går det an? spurgte hun og så bestemt på ham. Hvad? Han lød som og lignede en tåbe. Ja, hele mit antræk? Er man på jobbet, fokusmand? Han nikkede og lavede en afværgende bevægelse med hænderne. Rigtig fint! hviskede han efter hende, mens hun sejlede hen til stedet, hvor de næste optagelser skulle foregå.

Umiddelbart før der blændes op for drømmen, løber jeg åndeløs langs styrtende linjer mod uendelig. Forestillingen om et forsvindingspunkt har ingen ende. Jeg vil måle mig ud af livet. Væk fra dræbende følelser. Det hedder meterredning. På stregen for så vidt som jeg stadig er i konflikt med mig selv og mit måleri. Der er nu engang ikke plads til hjertesmerte i den praksis. (side 18-19)

Om Focus puller:

Udgivelsesår: 12.06.2020
Forlag: Escho, 71 sider
Omslag: Nis Sigurdsson

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Ind i mørket af Henrik S. Harksen
Væk af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Kore af Bo Reinholdt

Kulkælderen #5

Kulkælderen #5

For ikke så længe siden skrev jeg lidt om Absurd #3 her på Gyseren. Jeg er ret vild med den slags tegneserie-horror-antologier, så da jeg kort efter opdagede, at tegnestue-fællesskabet Kulkælderen var aktuel med Kulkælderen #5, hvor temaet er horror, jamen så var jeg nødt til at fluks at bestille den.

Den fantastiske forside er tegnet af Erlend Hjortland Sandøy, der også har skrevet og tegnet ‘That’s Synergy‘. En på overfladen humoristisk fortælling om en mand der flygter fra en gigantisk skikkelse. Manden finder tilflugt i en hule, men her venter en anden skikkelse. En fortælling om flugt fra livet og virkeligheden ind i en falsk sikkerhed.

The Plovdiv Experiment‘ har ligeledes en humoristisk tone. Bag historien står Søren Glosimodt Mosdal og Jacob Ørsted. Førstnævnte har blandt andet lavet Metrozone, som jeg også kan anbefale. Her i historien køber to journalister ind i et supermarked, hvor der uddeles smagsprøver. Men én for én begynder kunderne at forvandle sig til monstre. Hovedpersonerne i fortællingen er makkerparret Freddy og Fessor, som Mosdal og Ørsted har brugt i tidligere historier.

Sofie Louise Dam står bag den poetiske ‘Goodnight, Honey Bee‘ om pigen Beatrice, der bor i Daydream Manor, og Nightmarie der bor i Nightmare Tree. Jeg blev dybt grebet af billedsiden, der har et snert børnebogs-aura over sig, men i virkeligheden er fuld af skræmmende detaljer.

Også Mari Ahokoivu imponerer med billedsiden i ‘A Good Person‘. De sort/hvide stregtegninger er nærmest skitser med indlagte silhuetter af personerne. Men man skal ikke lade sig snyde, for der gemmer sig detaljer i træernes grene, på de hvide vægge og i husets skygger. En rigtig fin historie om skyld.

Skyld er til dels også temaet i Simon Bukhaves ‘When the Girl Comes Home‘. Tre drenge driller en pige ude i skoven. Det ender tragisk med pigens død, men ingen udover hendes mor sørger. Tyve år senere er der premiere på et nyt teaterstykke i byens forsamlingshus med en slutning som publikum ikke havde forudset. Det er ikke så længe siden, jeg genså filmen Silent Hill, som jeg var vild med, da jeg så den tilbage i 2006. Det var jeg stadig, og Bukhaves fortælling giver mindelser til den.

I ‘Your Pretty Face‘ af Cathrin Peterslund fisker en ung dreng fra en havnemole. Her får han en maske på krogen, og da han trækker den op ad vandet, forelsker han sig i det smukke ansigt. Om natten drømmer han om masken, som beder om at blive returneret til vandet. Drengen kan dog ikke undvære masken og lover at passe på den. Men om natten lister en kat sig ind i hans værelse. Fortællingen har en drømmeagtig stemning, og jeg er ikke sikker på, om jeg helt er klar over, hvem fortælleren er. Det gør dog bare historien endnu mere interessant.

At lege gemmeleg kan være sjovt, men i Zarah Juuls fortælling ‘Hide-and-seek‘ gemmer en pige sig for de andre børn, fordi de griner af hende. Det lykkes dem dog at finde hende, men måske er det ikke kun pigen, der gemmer sig. Zarah Juul har illustreret en del børnebøger, og tegningerne mindede mig lidt om f.eks. Alfons Åberg-historierne. Jeg er fuld af beundring over, hvor meget følelse Zarah Juul får lagt i de naivistiske illustrationer. De gik lige i sjælen på mig, og slutningen vil sidde i mig længe.

Stine Spedsbjerg kender jeg fra Stinestregen, som jeg læser med stor fornøjelse. I ‘Dream‘ har den kvindelige fortæller en mærkelig drøm om sin kæreste. En drøm der forfølger hende ind i virkeligheden.

Jeg er overordnet set imponeret over historierne i Kulkælderen #5, men min favorit er dog ‘Bulwark‘ af Tom Kristensen. Han er ikke bange for at lave lige-på-og-rå horror, og selvom jeg nyder antydningens kunst og de fine nuancer i flere af de andre historier, så kan jeg ikke andet end elske, når dæmonerne bryder igennem til vores side. Oveni så er jeg bare begejstret over Tom Kristensens tegninger, som jeg også har nydt i f.eks. Made Flesh, X fra det ydre rum, Kværnen og Deadboy.

De ni fortællinger i Kulkælderen #5 er meget forskellige, og ikke alle tegnerne har tidligere beskæftiget sig med horrorgenren. Alligevel er kvaliteten gennemgående høj, og billedsiden fascinerer hele vejen igennem trods de meget forskellige stilarter.

Jeg synes, det er så utroligt fedt, at der kommer mere fokus på dansk horror, både i bogform, tegneserier og film. Så stor tak til alle de kunstnere der bidrager til min yndlingsgenre, og i dette tilfælde til tegnestuen Kulkælderen, der med Kulkælderen #5 serverer ni små illustrerede mareridt.

Om Kulkælderen #5:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kulkælderen/Fahrenheit, 147 sider
Omslag: Erlend Hjortland Sandøy

Indhold:
A good person af Mari Ahokoivu
When the girl comes home af Simon Bukhave
That’s synergy af Erlend Hjortland Sandøy
The Plovdiv experiment af Søren Glosimodt Mosdal & Jacob Ørsted
Your pretty face af Cathrin Peterslund
Hide-and-seek af Zarah Juul
Goodnight, honey bee af Sofie Louise Dam
Bulwark af Tom Kristensen
Dream af Stine Spedsbjerg

Læs også:

Absurd #3
Creepy presents: Bernie Wrightson
Skræk
Volt #5

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Usete steder af Karoline Stjernfelt

Usete steder & andre historier af Karoline Stjernfelt

Karoline Stjernfelts Usete steder er endnu en udgivelse, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at få skrevet en omtale af.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Stjernfelts debut, den historiske tegneserie I morgen bliver bedre: Kongen fra 2015, som er første bind i en trilogi.

Usete steder er derimod små eftertænksomme noveller. Nogen i farver, nogen i sort/hvid, men alle er de interessante at dykke ned i.

Anmelderne skriver:

Cobolt har samlet syv af Karoline Stjernfelts korte historier i ‘Usete steder’. De har alle været trykt diverse steder tidligere og er lavet i årene 2015-18. Derfor er der ikke et fælles tema eller et fælles udtryk i historierne. Stjernfelt fortæller selv i det interessante forord, der forsvarer tegneserien i alle dens afskygninger, at ‘Usete steder’ er ”mit kærlighedsbrev til tegneserien”. De syv historier demonstrerer i hvert fald også, at Stjernfelt har et talent ud over det sædvanlige, når man på den måde får lejlighed til at følge hendes udvikling. (Nummer 9, 23.04.2020)

[…] Mest fascinerende er den brillant eksekverede mini-fantasyfortælling ‘Mumien’, hvor inspirationen fra den mere vidtløftige franske sci-fi-tegneserietradition bliver holdt elegant op i lyset. Lige så tegneteknisk ambitiøst forløst er Karoline Stjernfelts forsøg på at ride om kap med Valdemar Atterdag og ‘Sjølunds fagre sletter’ i den karske drømmeluft over Gurre. Efter at have siddet og gloet lidt på disse forbløffende sider når jeg frem til den konklusion, at der vist ikke er meget, Karoline Stjernfelt ikke vil kunne bemestre med sin pen og sit grafiske overblik. (Politiken, 2019-11-22)

Forlagets beskrivelse:

Usete steder er syv skæbnefortællinger fra Karoline Stjernfelt.

En konge undsiger Gud og Himmerige, hvis blot han må beholde sit Gurre. En fuglefotograf sværger, at hun aldrig rørte den sælunge på stranden som barn. En krig forpurrer en spirende kemikers drømme og sender hendes liv i en helt anden retning. Et øde beliggende hus i en svensk skov og den største planet i solsystemet, Jupiter, har noget tilfælles. En blod-ed forsegler en hemmelighedsfuld handel mellem to gamle bekendte, og en mumie kan vende hjem.

Alle møder de skæbnen i den ene eller den anden form. Og skæbnen har følger … dens veje er uransagelige.

Om Usete steder & andre historier:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 76 sider
Omslag og illustrationer: Karoline Stjernfelt

Læs også:

Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Overløber – Kijara 1 af Tatiana Goldberg
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Gigant af Rune Ryberg
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Frankenstine af Lars Kramhøft

Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Lars Kramhøft er en interessant forfatter, og jeg har efterhånden læst en del af hans bøger. Blandt andet har han flere gange samarbejdet med tegneren Tom Kristensen, ikke mindst i den prisvindende tegneserie Fordærvet. Men Kramhøft tegner også selv. Senest i den delvist autofiktive Noget frygteligt er altid lige ved at ske.

I Frankenstine leverer Lars Kramhøft historien, mens Jam Aden står for illustrationerne. Resultatet er en fin fortælling om køn, identitet og venskab iblandet både gys og grin.

Bagerst er indsat en faktaboks om køn samt en hurtig guide til kønsneutrale pronominer.

Opfyldt af sorg over sin hustru og datters død i et flystyrt skaber kirurgen, dr. Haraways, en skabning som skal udfylde tomrummet. Men Stine kan ikke erstatte Haraways familie, og en dag begår han selvmord.

Nu er Stine alene i en verden med ukendte spilleregler. Tilsyneladende er det meget vigtig, om man er en han eller en hun, men Stine bliver heldigvis venner med Vicky, som er mere interesseret i, hvordan Stine er, end hvad hen er.

Andre er dog ikke så fordomsfri. Caroline er misundelig over, at hendes kæreste taler så godt med Stine, at hun beslutter sig for at tilkalde mørkets magter og på den led slippe af med Stine. Det går dog ikke helt efter planen.

Anmelderne skriver:

Lars kramhøfts velfungerende historie sætter – uden at pege spidse fingre – fokus på kønsidentitet. Først og fremmest. Men også venskab og trolddom! Det hele blandes til en velfungerende tegneserie, der genbruger et klassisk litterært tema til at fortælle en hel ny historie. (Tid til tegneserier 29.05.2020)

‘Frankenstine’ er en meget anderledes og smuk graphic novel, hvis hovedtematikker er venskab, køn og magi. Historien i sin helhed ligner ikke noget, jeg har set før, og det er ret befriende. Mørkt og humoristisk, overvældende og alligevel ret simpelt. En historie med mange forskellige spor og mange sære væsner. Nogle af dem forklædt som mennesker. (Litteratursiden 05.05.2020)

Det er et flot værk som er dystert, fangende, interessant og yderst smukt samtidig. Det er grelt og fantastisk og den eneste grund til at jeg ikke giver værket topkarakter, er at jeg personligt ikke havde behov for at der skulle være alle de uhyrer, dæmoner og lignende med. Men det til side så er det virkelig en spændende indgangsvinkel til en anden måde at forstå hvad det vil sige at være ciskønnet, non-binær og så videre. For det er jo et emne der fylder meget hos mange i dag og som det er blevet mere almindeligt at tale om – heldigvis. (Bogrummet 05.04.2020)

Der findes tegneserier, som jeg virkelig ville ønske var bedre. Og Jam Aden og Lars Kramhøfts ‘Frankenstine’ er én af dem. For dens emne er vigtigt, og grundidéen om et ordspillende queer-feministisk remix af ‘Frankenstein’ er egentlig ret oplagt […] På trods af åbenlyse mangler kan man håbe, at en bog som ‘Frankenstine’ kan være værdifuld læsning for unge mennesker, der ikke føler sig inkluderet af den herskende heteronormative kønsforståelse – og, nok så vigtigt, også for dem (os), der er repræsenteret vidt og bredt, og som automatisk og uden forsæt tænker køn og seksualitet, som de altid har gjort og kender fra sig selv. Man kan i hvert fald håbe, at Jam Aden og Lars Kramhøft kan være med til at nuancere en debat, der for det meste foregår som binær skyttegravskrig. (Politiken, 2020-03-31)

Om Frankenstine:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Cobolt, 83 sider
Forside og illustrationer: Jam Aden

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Alena af Kim W. Andersson
Vand til blod af Morten Dürr
Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Onde piger af Alex Marwood
Solens kerne af Johanna Sinisalo
Thornhill af Pam Smy
Zam af Jesper Wung-Sung

Planet Pulp fylder 15 år

Planet Pulp fylder 15 år

Er du vild med genrefilm, bøger, tegneserier, computerspil eller filmmusik, så kender du formentlig online-magasinet Planet Pulp.

Men hvis du ikke kender det, vil jeg stærkt opfordre dig til at besøge deres hjemmeside. Her finder du nemlig omkring 3000 grundige og underholdende anmeldelser, artikler og nyheder om alt indenfor ovenstående. Og der kommer flere til hver måned.

I anledningen af at Planet Pulp fylder 15 år har redaktionen sendt en pressemeddelelse ud. Den indeholder blandt andet en hilsen fra den store dansker Sven-Ole Thorsen:

“Det skinner igennem, at I brænder for det. Passionen er drivkræften. Det er jeg pjattet med. Hvis man vil noget her i livet, gælder det om træning, om at gøre noget igen og igen. Så bliver man bedre. Det har I vist igennem de sidste 15 år. Jeg glæder mig til at følge jeres videre færd med Planet Pulp.”

Jeg er helt enig med Sven-Ole. Det bliver spændende at følge Planet Pulp fremover, hvor redaktionen lover at byde på helt nye tiltag.

Så stort tillykke med fødselsdagen og tak for jeres fantastiske indsats indtil videre.

Gå på opdagelse i Planet Pulps arkiv:

Death Save af Rune Ryberg vandt Pingprisen for Bedste Danske Tegneserie 2019. Læs Planet Pulps anmeldelse af den HER

Sven-Ole Thorsen er Danmarks stærke mand i Hollywood, hvor han har spillet med i et hav af film. Blandt andet spillede han med i Conan the Barbarian fra 1982. Læs Planet Pulps anmeldelse af filmen HER

Hvis du ind i mellem læser med her på Gyseren, er det ingen overraskelse, at jeg er ret begejstret for Stephen King. Det er Planet Pulps Mogens Høegsberg også – i hvert fald for romanen IT. Læs hans anmeldelse HER

Filmmusik er ikke min stærke side, men så kan jeg heldigvis læse de gode anmeldelser på Planet Pulp, for eksempel af Ploey – You Never Fly Alone, som du kan læse HER

Endelig indeholder ‘Pulpen’ også en række spændende artikler. Er du interesseret i H.P. Lovecraft, kan du for eksempel læse en artikel af Jakob Levinsen om arbejdet med at oversætte ham HER

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Udød af Ruben Greis

Udød af Ruben Greis

Love it. Love it. Love it.

Udød af Ruben Greis er hylende morsom, fuld af splat og med actionknappen drejet på maximum fra første side.

Den splejsede teenager Tom har ikke meget kørende for sig, og nu har bonus lillesøsteren også ødelagt hans PlayBox. Så Tom må tage et sommerferiejob som rengøringsassistent på Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning for at få råd til at købe en ny. Her kommer han til at arbejde sammen med Paquita, som mildest talt ikke er imponeret over Tom eller sommerferieafløsere i almindelighed.

En dag bryder helvede løs på Riverside. Pludselig dukker nogle zombie-lignende væsener op, der forsøger at bide og dræbe alle de møder. Tom overlever sit første møde med de udøde og slår sig sammen med forskningsassistenten Barbra og siden støder også Paquita til gruppen.

Men begivenhederne udvikler sig fra skidt til værre. Kan Tom træde i karakter som zombie-dræber? Hvad er Liebermann konferencen? Vil det lykkes Ronnie at få fat i sin Milky Way? Har Singh-Singh virkelig fået fat i “Final Death: Uncut!”? Og hvem er Brian?

I et interview med Xenias Bogblog fortæller Ruben Greis, at han godt kan lide zombier. Det fremgår tydeligt af Udød, der er en stor hyldest til zombiegenren. Historien er fuld af hints og referencer for zombie-nørder.

Den gale videnskabsmand hedder f.eks. Hubert West (Re-animator). En af de kvindelige hovedpersoner hedder Paquita (Braindead), en anden hedder Barbra (“They’re coming to get you, Barbra“), mens en af vagterne hedder Ben (Night of the Living Dead). Army of Darkness-karakteren Ash får en hyldest med på vejen: “Hail to the King, baby!” og det samme gør den danske horror-serie Jonny Nekrotic af Emil Blichfeldt. For blot at nævne et par stykker …

Men man behøver slet ikke at være zombie-nørd for at få noget ud af historien. Udød er underholdende i sig selv. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Tom der – trods sin kiksethed – er utrolig relaterbar og sympatisk. Jeg er også vild med den røvsparkende Paquita, der ikke finder sig i noget pis fra nogen – heller ikke zombier. Og så udvikler Barbras figur sig også interessant gennem historien.

Den flotte indpakning skal også lige nævnes. Aske Schmidt Rose står for den lækre 1980’er inspirerede forside samt vignetterne, der pryder historien undervejs.

Så kan du lide zombie-action krydret med en underholdende historie, vellykkede karakterer og fantastiske one-liners? Jamen, så må du ikke gå glip af Udød!

Uddrag af romanen:

Ruben var så flink at signere mit eksemplar af Udød.

Som han sad der i fred for resten af verden, tillod han sig alligevel et lettelsens suk og tanken, at de alle sammen kunne rende ham. Han ønskede, han havde haft sin mobiltelefon. Ikke for at læse mere af Jacks lort eller svare ham. Bare spille et spil, tjekke Facebook, trække tiden ud, som hende Paquita alligevel var skide sur på ham for. Og det var jo ikke, fordi nogen af de andre gav en skid for ham heller.

Det er kun i sommerferien og kun i år, beroligede han sig selv og drømte sig bort til PlayBox’ utrolige Virtual Reality-landskaber. Så kunne Jack synes, at rønnebærrene var nok så sure. Både ham og Singh-Singh skulle nok komme rendende, når Tom fik det system op at køre derhjemme. Det ville for en gangs skyld være på hans enemærker og præmisser. Med en konsol købt for hans egne surt opsparede penge, hvilket også betød at Emma godt kunne glemme enhver brug af den uden hans tilladelse.

Lyden af fjerne, højrøstede stemmer rev ham ud af tankerne og fik ham til at spidse ører. Det lød som et skænderi, uden han dog kunne udlede ordene. Et skarpt smæld overdøvede stemmerne og fik det til at gibbe i ham, selv om det var dæmpet af de mellemliggende vægge. Nu blandede skrig sig, og flere smæld fulgte. Var det pistolskud?

Tom blev kold indvendig og fik travlt med at gøre sig færdig, mens tankerne ræsede gennem hans hoved. Var det slået klik for en af stedets ansatte? Blev de angrebet af terrorister? En fremmed militærmagt? Var et af eksperimenterne faktisk gået galt, så det pludselig vrimlede med monstre? Eller tog de andre bare pis på ham, fordi de vidste, han sad på tønden? Uanset hvad det var, skulle det i hvert fald ikke tage ham med bukserne nede.

Han kørte hurtigt hænderne under hanen uden for båsen, greb så moppen og åbnede med tilbageholdt åndedræt døren ud til gangen på klem. (side 50-51)

Om Udød:

Udgivelsesår: 31.10.2020
Forlag: Calibat, 361 sider
Omslag og illustrationer: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
De dødes tid af Thomas Helle
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Interview med Ruben Greis om Udød

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe