Arkivet for ‘Analyser’ Kategorien

EC Comics udgav i 1950′erne en række skræk- og science fiction tegneserier, og eftertiden har givet tegneserieforlaget en nærmest legendarisk status. Historien om EC Comics starter dog et helt andet sted.

I 1933 mistede Maxwell C. Gaines som så mange andre sit job under Depressionen. Han måtte sammen med sin hustru og deres to børn flytte ind hos sin mor, og det var på hendes loft, at han under en oprydning fandt en bunke tegneserie-tillæg fra søndagsaviserne. Det slog ham, at der sikkert var andre end ham, som ville synes, det var sjovt at genlæse dem, så han kontaktede en ven på Eastern Color Printing Company i Waterbury, Connecticut, og blev ansat som sælger for trykkeriet  med speciale i tegneserier.

En dag fandt salgschefen, Harry Wildenberg, på at folde avis-siden fire gange så den blev til et lille hæfte. Disse hæfter kunne trykkes billigt på trykkeriets avistrykpresse, og disse samlinger af avis-tegneserier blev en populær gave blandt en lang række firmaer. Det fik Gaines til at foreslå, at man kunne prøve at sælge tegneserierne direkte til kunden, men idéen blev afvist med begrundelsen, at ingen ville betale penge for tegneseriehæfter. Gaines lod sig dog ikke slå ud, og lavede et forsøg med at sælge hæfterne via et par aviskiosker for 10 cents pr. hæfte. Forsøget blev en succes, og tegneseriehæftet som medie var født.

Det første regulært udgivne tegneseriehæfte var “Famous Funnies” fra 1933 i et oplag på 250.000 stk. De første hæfter gav underskud, men efter nr. 7 vendte det til et overskud, og “Famous Funnies” udkom frem til 1955, i alt 218 numre.

Kort efter “Famous Funnies” udkom blev Gaines fyret. I stedet fik han job hos McClure Syndicate, som også havde trykmaskiner, og her indgik han en aftale om, at han kunne trykke tegneseriehæfter mod at aflevere halvdelen af overskuddet. Det udmøntede sig i serien “Popular Comics”, som udkom første gang i 1935. Senere var Gaines også med til at udvikle “Action Comics” sammen med Harry Donenfeld, hvori den første Supermand-historie blev udgivet i 1938.

I 1939 indgik Gaines og Donenfeld kompagniskab og op gennem 40′erne kom de til at sidde på ca. en tredjedel af salget af tegneserier gennem deres to forlag: All American Comics og DC Comics. Tegneserierne var dog begyndt at komme i  modvind, og psykologen William Moulton Marston skrev i 1941 en artikel, som angreb indholdet i tegneseriehæfterne, ud fra deres psykologiske indvirkning på de unge læsere. Det fik Gaines til at sammensætte en gruppe af konsulenter, her i blandt William Moulton Marston, som skulle rådgive om at gøre tegneseriehæfterne moralsk i orden. (W. M. Marston var i øvrigt idémanden til den første kvindelige superhelt: Wonder Woman, der dukkede op i “All Star Comics” nr. 8, 1941).

Efter krigen ønskede Gaines at forlade All American Comics. Han var blevet træt af superhelte, hvis popularitet også blev mindre blandt læserne. Pengene, Gaines fik med sig, brugte han på sit lille sideforlag Educational Comics (EC), som han havde startet i 1942 med udgivelsen af en bibel-tegneserie, der i alt blev solgt i over fem millioner eksemplarer. Gaines udgav efterfølgende forskellige Picture Stories til brug i undervisningen, men salget gik ikke så godt.

I 1947 døde Maxwell C. Gaines pludseligt i en bådeulykke. Hans søn, William M. Gaines (Bill) overtog forlaget, som på det tidspunkt havde en gæld på 100.000 $. I starten fortsatte Bill sine studier på universitetet, men da studierne var afsluttet gik han mere og mere ind i den daglige drift, og i 1950 begyndte han sammen med sin nye redaktør, Al Feldstein, at omlægge udgivelsespolitiken.

Først forsøgte de sig med romantik- og westernserier, og siden med spændings- og krimiserier, men andre forlag havde samme idéer og markedet blev hurtigt oversvømmet. Så foreslog Feldstein, at de skulle prøve med skrækserier, som havde stor popularitet i radioen, men endnu ikke havde været afprøvet som tegneseriehæfter.

I 1949 satte de forsøgsvis et par skrækserier ind i krimibladet “Crime Patrol”, og i december bragte bladet den første historie med The Crypt Keeper som vært. I april 1950 blev bladet omdøbt til “The Crypt of Terror”, og den første skræk-tegneserie var en realitet. Samtidig besluttede Bill, at EC fremover skulle stå for Entertaining Comics.

Med ændringen af EC Comics udgivelsespolitik var forlaget langt fra Maxwell Gaines pædagogiske og traditionsprægede tegneseriehæfter, og skræk-tegneseriernes succes betød fornyede angreb på mediet. En senatshøring i 1954, om de skadelige virkninger tegneserier blev anset for at have, medførte dannelsen af The Comics Code Association, hvor dommer Charles F. Murphy sad som enevældig censor. Det betød problemer for EC Comics, og selvom Bill Gaines forsøgte at tilpasse sig den nye censur gik salget dårligt. I 1956 måtte Bill give op, og han stoppede udgivelsen af alle sine serier pånær “Mad”, som undslap censuren, da det blev betragtet som et magasin.

Blandt de serier, som EC Comics nåede at udgive før 1956, er bl.a.: The Vault of Horror (1950-1955), The Crypt of Terror (1950), Tales from the Crypt (1950-1955) og The Haunt of Fear (1950-1954).

Eftertiden har givet EC Comics en nærmest legendarisk status i tegneserieverdenen, hvor forlaget står for kvalitet og uafhængighed. Man var ikke bange for at tage fat i betændte emner, som racediskrimination, kommunistforskrækkelse og sociale og menneskelige forhold, og mange af historierne har en morale, der gør dem aktuelle, også i samtiden. Hovedformålet var dog at levere skrækhistorier, der lige som Edgar Allan Poes noveller, tog en overraskende vending på sidste side, og det gør, at historierne lever videre mere end 50 år senere.

I Danmark kunne man første gang stifte bekendtskab med skræk-tegneserierne fra EC Comics i 1974, da “Den store skrækbog” udkom på Williams Forlag. Et skrækboom var startet et par år tidligere, og serier som “Skrækmagasinet”, “Gru” og “Dracula” prægede markedet. “Gysertimen” blev næste EC udgivelse, som forlaget Interpresse udgav i 1987, og herefter skal vi helt frem til 2006, hvor”Skræk” udkom på Egmont Serieforlaget. “Skræk” indeholder dels en lang række klassiske EC-historier, og dels et historisk overblik over EC Comics samt en række korte portrætter af personerne bag.

Historierne fra EC Comics har også dannet baggrund for filmen “Tales from the Crypt” (1972), der var første filmatisering af tegneserierne. Filmen indeholder fem små historier med the Crypt Keeper som fortæller og vært. Året efter kom “The Vault of Horror” og i 1989 havde HBO premiere på tv-serien “Tales from the Crypt”, som løb over skærmen i 7 sæsoner.

Læs mere:

Skræk, Egmont Serieforlaget, 2006 (Heri “Max C. Gaines og de første tegneseriehæfter” og ”William M. Gaines og EC Comics” af Haakon W. Isachsen)
Tegneseriemuseet i Danmark
ClassicHorror.com
Wikipedia
The History of Comics

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

• et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
• angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
• et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

• den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
• den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og ”P2″ (2007).

Anden lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Ann Steendahl Søndergaards foredrag om gyserfilm og religiøse symboler. Ann tog udgangspunkt i gyserfilm som særligt beskæftiger sig med Djævelen, dæmoner og besættelser, selvom hun var inde på, at der sagtens kan være religiøse islæt i andre typer gys også, som f.eks. zombiefilm.

Ann fortalte, at religion er et  meget brugt tema i gys, bl.a. fordi at når monstret kobles med religion bliver det mere uhyggeligt. I den vestlige verden er den kristne tro en stor del af vores kulturelle baggrund, og dermed er troen Djævelen og dæmoner måske mere forankret i os end troen på spøgelser, som f.eks. er meget udbredt i Asien. Derudover tror den kristne religion på “det onde”, der bruges som syndebuk for det dårlige, der sker i verden. På den led bliver det onde flyttet ud af mennesket og dermed mere håndterbart.

Ann tog også udgangspunkt i Douglas E. Cowans teori om sociophobics (forskellige typer frygt, som er kulturelt specifik og socialt konstrueret), der taler om seks forskellige religiøse sociophobics, der gør sig gældende i gyserfilm:

1. Frygt for forandringer i den hellige orden
2. Frygt for hellige steder
3. Frygt for døden, måder at dø på og ikke forblive død
4. Frygt for fanatisme og religionens magt
5. Frygt for kødet og religionens magtesløshed
6. Frygt for overnaturlig ondskab

Alt i alt var her tale om et interessant foredrag, som blev serveret med udvalgte filmklip, der skulle illustrere pointerne. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, hvor det skal handle om horror-heltinder.

Læs Ann Steendahl Søndergaards artikel om emnet på Religion.dk

Litteraturliste:

Sacred terror – religion and horror on the silver screen af Douglas E. Cowan
Monsters and Mad Scientists – a cultural history of the horror movie af Andrew Tudor
The horror genre – from Beelzebub to Blair Witch af Paul Wells

Jeg startede i onsdags på et kursusforløb på Folkeuniversitetet med titlen “Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin”, og som titlen så rigtig antyder, handler det om gys og horror. Første lektion blev holdt af Mathias Clasen, der bl.a. har skrevet bøgerne “Homo Timidus” og “Drager, damer & dæmoner” samt redigeret novelleantologien “Horror.dk“.

Mathias fortalte om Darwin, horror og gys, og som han gav en forkortet version af sidste år til Krimimessen i Horsens. Denne gang fik ham mere tid til at gå i dybden og kunne også vise relevante filmklip. Oplægget bygger på hans MA thesis “Darwin and Dracula: Evolutionary Literary Study and Supernatural Horror Fiction”, som han meget venligt har ladet mig se en kopi af.

Jeg synes, at tesen om, at moderne horror stammer fra en evolutionær frygt, som blot har udviklet sig gennem tiden, er utrolig spændende, og det lykkedes Mathias at underbygge den godt i løbet af kurset. Jeg glæder mig allerede meget til de efterfølgende kursusgange, som bliver:

21/04: Om gyserfilm og religiøse symboler
Stud.mag. Ann Steendahl Søndergaard, Tværkulturelle og Religionale Studier, Københavns Universitet

28/04: Horrorheltinder
Lektor Rikke Schubart, Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet

05/05: Vampyrer, dæmoner og eksorsisme
Ph.d.-stipendiat Mathias Clasen, Interdisciplinary Evolutionary Studies, Aarhus Universitet

12/05: Horrorfilm og gyselige virkemidler i evolutionsperspektiv
Professor Torben K. Grodal, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet

Læs mere på Mathias Clasens egen hjemmeside

Nedenstående er et forsøg på en liste over danske gyserfilm gennem tiden. Jeg modtager meget gerne forslag og kommentarer både til allerede nævnte titler, men også om titler jeg har glemt eller overset.

Den graa dame (1909) Instrueret af Viggo Larsen
I et hus fyldt med hemmelige rum og passager, dør folk kort efter at have set et kvindeligt spøgelse i gråt tøj. Sherlock Holmes tilkaldes for at løse mysteriet, og han er sikker på, at der ikke er overnaturlige kræfter på spil. Stumfilm

Dorian Gray’s portræt (1910) Instrueret af Axel Strøm
Stumfilm baseret på Oscar Wildes roman fra 1891.

Den skæbnesvangre opfindelse (1910) Instrueret af August Blom
Stumfilm baseret på Robert Louis Stevensons roman fra 1886.

Häxan (1922) Instrueret af Benjamin Christensen
Filmen baserede sig delvist på B.C.s studier af “Malleus Maleficarum”, som var en guide fra det 15. århundrede for tyske inkvisatorer. “Häxan” viser, hvordan overtro og uvidenhed omkring sygdomme og psykiske lidelser var med til at lede til heksejagter. Selvom filmen som udgangspunkt er en dokumentarfilm, indeholder den dramatiserede scener, som gør, at den ofte nævnes i horrorgenren. “Häxan” var en af de dyreste stumfilm, der blev lavet med et budget på næsten 2 millioner svenske kroner. Den blev vel modtaget i både Danmark og Sverige, men blev forbudt i USA for sine grafiske beskrivelser af tortur, nøgenhed og seksuelle perversioner. Flere andre lande censurede ligeledes filmen. Benjamin Christensen var dansker, men valgte at filme i Sverige for at få større kunstnerisk frihed til projektet.

Vampyr – Der Traum des Allan Grey (1932) Instrueret af Carl Th. Dreyer
“Vampyr” er løselig baseret på Sheridan Le Fanu’s “In a Glass Darkly”, en samling af fem historier som første gang blev publiseret i 1872. Dreyer trækker på to af historierne i “Vampyr”: ”Carmilla” – en vampyrhistorie med lesbiske undertoner, og ”The Room in the Dragon Volant” – en historie om at blive levende begravet. Carl Th. Dreyer var dansker, men filmen er en fransk/tysk produktion.

Mordets melodi (1944) Instrueret af Bodil Ipsen
Sangerinden Odette Margot optræder på en varité med en lille fransk sang, men da der pludselig myrdes en række kvinder, som alle hedder Sonja (som er Odettes fødenavn) – og hver gang har vidner hørt den lille franske sang, som Odette også synger, så rettes politiets fokus mod hende. Filmen blev lavet under den tyske besættelse og blev rost for sin intensitet og sit mørke billede af København.

Hr Petit (1948) Instrueret af Alice O’Fredricks
Historien om hr Petit, er en charmerende fransk ægteskabssvindler og kvindemorder.

Reptilicus (1961) Instrueret af Poul Bang
En stump af en nedfrosset fortidsøgle bliver bragt til København, hvor stumpen ved et uheld tøer op. Stumpen regenererer sig til en kæmpeøgle, som hærger København og omegn. Også lavet i en amerikansk udgave.

Journey to the seventh planet (1962) Instrueret af Sidney W. Pink
Filmen blev produceret kort efter “Reptilicus” med et næsten identisk filmhold. Den blev indspillet på dansk og senere “dubbet” med amerikanske skuespillere. Filmen blev aldrig udgivet i Danmark.

Døden kommer til middag (1964) Instrueret af Erik Balling
Whodunnit thriller om kriminalforfatteren Peter Sander, som en nat kører tør for benzin og vil låne telefonen i det nærmeste hus. Her hører han et skud og finder et lig, men bliver så skubbet ned af trappen og slår sig bevidsløs. Politiet afskriver sagen som et selvmord, men Sander er fast besluttet på at afsløre morderen – før han selv bliver det næste offer. Bygger på Bengt Janus Nielsens roman fra 1962.

Manden der tænkte ting (1969) Instrueret af Jens Ravn
Manden Steinmetz påstår, at han kan skabe ting ved tankens kraft. Han vil have kirugen Max til at foretage en operation, så han kan fastholde de selvskabte væsener, men Max nægter. Så Steinmetz tænker Max’s dobbeltgænger frem.

Afskedens time (1973) Instrueret af Per Holst
Et psykologisk studie i hvad der sker, når et menneske kastes ud i en voldsom krise.

Dværgen (1973) Instrueret af Vidal Raski
En dansk sexploitation film om dværgen Oluf, som sammen med sin fordrukne mor Lila har et ikke særligt velrenommeret pensionat. Pensionatet er dog kun en bibeskæftigelse, for på loftet holder de en flok unge kvinder som sexslaver, som de lejer ud. En dag lejer et ungt par et værelse på pensionatet, og i nysgerrighed går den unge kvinde op på loftet …

Ulvetid (1981) Instrueret af Jens Ravn
Bygger på Helle Stangerups psykologiske gyser om et ægtepar, der holder ulve, for at manden kan studere dem. De ansætter pigen Ellinor som medhjælp, og hun knytter sig så stærkt til dyrene, at parret får efterhånden mistanke om, at hun måske selv er en varulv.

Det parallelle lig (1982) Instrueret af Søren Melson og Hans-Erik Philip
Da krematoriearbejderen Hans Thomsen opdager et skjult lig i en kiste, beslutter han sig for at afpresse morderen. Men denne har ikke til sinds at lade sig afpresse. Bygger på en roman af Frits Remar fra 1968.

Baby Doll (1988) Instrueret af Jon Bang Carlsen
Psykologisk gyser om en ung kvinde, der ferierer alene med sit nyfødte barn på en nedlagt gård, som har tilhørt hendes afdøde bedstemor. Barndomstraumer og den autoritære bedstemors spor i hendes sind fører til uhyggelige tvangsforestillinger og mentalt sammenbrud.

Nattevagten (1994) Instrueret af Ole Bornedal
Den jurastuderende Martin får job som nattevagt i et ligkapel i samme periode, som en række mord på prostituerede finder sted. Bornedals film blev genindspillet til det amerikanske marked under titlen “Nightwatch” med Ewan McGregor i hovedrollen som Martin. Bornedal sad selv i instruktørstolen.

Riget (1994) Instrueret af Lars von Trier
Ondskab og okkultisme florerer på Rigshospitalets gange, hvor den clairvoyante fru Drusse kæmper for at hjælpe med at give Rigets genfærd fred.

Farligt venskab (1995) Instrueret af Jørn Faurschou
Den ældre Dr. Wahlin er forsker og elitesportslæge. Han er vendt hjem fra USA, og tilbyder nu sin hjælp til den lokale sportsklub. En af de spillere, som Dr. Wahlin udvælger til sit projekt, er den ambitiøse Jonas, som gerne vil på 1. holdet, og som håber på at eksperimentet også vil hjælpe ham til at score drømmepige, Lina. Men Dr. Wahlin har skumle bagtanker med at tilbyde sin hjælp, og da Jonas vågner op efter sin første behandling, er det ikke sit eget ansigt, han ser i spejlet, men Dr. Wahlins!

Sidste time (1995) Instrueret af Martin Schmidt
Syv elever fra Elverhøj Gymnasium mødes efter skoletid i gymnasiets biologilokale. De tror, at de skal til samtale om deres interesse eller mangel på samme for skolearbejdet, men ingen lærere viser sig. Til gengæld er en sindssyg morder løs i de mennesketomme, mørke gange. Manuskript af Dennis Jürgensen.

Mørkeleg (1996) Instrueret af Martin Schmidt
Fire unge mennesker er samlet i et forladt hus for at spille rollespillet Backstabbed. Reglerne er enkle: man skal finde et gemt våben i huset og “myrde” de andre deltagere. Men der befinder sig en femte person i huset, som ikke slår ihjel for sjov. Manuskript af Dennis Jürgensen.

Schizofrantic (1996) Instrueret af Peter Johansen
X er en helt almindelig mand, som holder sin retarderede bror fanget i kælderen, og som piner sin psykiater ihjel, da denne kommer på hjemmebesøg.

Riget II (1997) Instrueret af Lars von Trier
Endnu en gang er fru Drusse på banen i Rigshospitalets lange gange, hvor også Lillebror er kommet til.

Sekten (1997) Instrueret af Susanne Bier
Anne er blevet indfanget af en religiøs sekt, som kræver ubetinget lydighed af sine medlemmer, og hvor hun udnyttes seksuelt af sektens leder. Da veninden Mona opdager, hvad der foregår, forsøger hun at redde Anne ud af sektens kløer. Bygger på Juliane Preislers roman “Dyr” fra 1992.

Nattens engel (1998) Instrueret af Shaky Gonzáles
Rebecca arver et hus efter sin bedstemor. Sammen med veninden Charlotte og kæresten Mads tager hun ud til huset, og her finder hun bedstemorens bog, som fortæller om slægtens historien. En historie som bl.a. handler om vampyren Rico.

Besat (1999) Instrueret af Anders Rønnow Klarlund
Okkult gyser om lægen Søren, der rejser til Rumænien for at finde smittekilden til en mystisk Ebola-lignende sygdom. Han tror, det er lykkes ham, da han vender hjem med en prøve fra et lig, men han har gjort regning uden Stella Mala.

Flænset (2000) Instrueret af Heini Grünbaum
Splatterfilm om Jan, som opdager, at hans kone har været ham utro. I jalousi dræber han først elskeren og konen, men blodrusen stopper ikke der.

Kat (2001) Instrueret af Martin Schmidt
Den jurastuderende Maria deler lejlighed med veninden Isabella og katten Athena. En dag begynder katten at opføre sig underligt, og da en række bestialske mord finder sted, får Maria en forfærdelig mistanke. Bygger på en roman af Steen Langstrup.

One Hell of a Christmas (2002) Instrueret af Shaky Gonzáles
Carlitos er lige sluppet ud af fængslet, og nu ønsker han kun at holde jul med sin søn og iøvrigt holde sig klar af kriminaliteten fremover. Men kammeraten Mike har en fed fidus. Han har fået fingre i en mærkelig klo, som er fyldt med mørke kræfter, og Mike er sikker på, at den klo vil gøre dem rige. Men så dukker kloens ejermand.

Midsommer (2003) Instrueret af Carsten Myllerup
Under en fest begår Christians tvillingesøster uforklarligt selvmord. Da Christian efter eksamen tager til Sverige sammen med nogle venner, får han følelsen af, at søsteren forsøger at komme i kontakt med ham. Men hvad er det, hun forsøger at fortælle ham?

Bag det stille ydre (2005) Instrueret af Martin Schmidt
Et ungt par flytter ind i et smukt gammelt hus med masser af sjæl, og bliver snart gode venner med de søde genboer. Men de har ikke boet der ret længe, før det går op for dem, at noget er helt galt!

Mørke (2005) Instrueret af Jannik Johansen
Da Jacobs handicappede søster gifter sig, er han først og fremmest glad på hendes vegne. Men på bryllupsnatten begår hun selvmord, og Jacob opdager noget, som får ham til at se nærmere på Anker.

Glimt (2006) Instrueret af Nicolas Russell Bennetzen
Morten er medicinstuderende og forlovet med japanske Reiko. En dag finder han hende død i badekarret. Det ligner selvmord, men snart begynder der at ske mystiske ting. Morten synes, han ser Reiko, og et gammelt nodehæfte bliver ved med at dukke op. Så opsøger Reikos bror Morten og fortæller ham om en gammel japansk legende. To børn leger ved en flod, da en mand dukker op og dræber den lille pige. Hun begynder at hjemsøge hele hans familie, og først når en fra morderens familie er blevet dræbt, vil de atter få ro. Men er Reiko blevet myrdet? Og hvem står så bag?

Sange fra baggrunden (2006) Instrueret af Henrik Busacker
Efter sin skilsmisse flytter Maria ind i et afsidesliggende sommerhus, hvor hun efterhånden bliver mere og mere mistænksom overfor naboerne. Oveni plages hun af mareridt og ubesvarede telefonopkald, og så begynder hun at se sin døde datter.

Cecilie (2007) Instrueret af Hans Fabian Wullenweber
Skolelærerinden Cecilie hjemsøges af nogle mærkelige syner, som er ved at få hende indlagt på den lukkede afdeling. Men Cecilie sætter sig for at finde ud af, hvor synerne stammer fra.

De fortabte sjæles ø (2007) Instrueret af Nicolaj Arcel
14-årige Lulu flytter med moren og lillebroren Sylvester til Broby, hvor børnene keder sig bravt. Det ændrer sig dog, da Sylvester bliver besat af ånden Herman Hartmann, der levede i 1800-tallet, og nu må Lulu forsøge at få sin bror tilbage, samtidig med at hun må stoppe den onde Necromancer, der ønsker at underligge sig verdensherredømmet.

Kollegiet (2007) Instrueret af Martin Barnewitz
Da Katrine flytter ind på kollegiet, glæder hun sig til sit nye liv. Men omgangstonen er helt anderledes, end hun er vant til, og da Katrine en aften kysser med Lukas, starter en ren moppekampagne mod hende. Oveni sker der mærkelige ting i badeværelset i nummer 2005, og da folk begynder at dø på kollegiet, er det kun Katrine, som ved, hvad der sker.

Vikaren (2007) Instrueret af Ole Bornedal
Skolelæreren Ulla Harms bliver vikar for en 6. klasse. Der går dog ikke længe, før børnene finder ud af, at hun ikke er helt almindelig, men selvom de klager deres nød til forældrene, så hører disse ikke efter. Og det ender med, at Ulla Harms får alle børnene med på en studietur til Paris – som i virkeligheden fører et helt andet sted hen. For Ulla Harms er nemlig slet ikke et menneske.

Craig (2008) Instrueret af Kim Sønderholm
Hvad skaber en seriemorder? Craig har mistet sine forældre i en ildebrand, der også har bragt hans søster i koma. Han er ensom og har kun vennen Cliff at betro sig til. Men Cliff har nok at bekymre sig om og ser ikke, at Craig langsomt er ved at gå i opløsning. Engelsk tale.

Antichrist (2009) Instrueret af Lars von Trier
En psykiater og hans kone sørger over tabet af deres søn. For at komme over tabet tager de ud i deres hytte i en skov langt væk fra alt, hvor hun engang skrev en afhandling om forfølgelsen af hekse i middelalderen, og hvor der tilsyneladende skete noget, som de aldrig har talt om.

Rovdrift (2009) Instrueret af Emil Ishii
Bartenderen Laura har en rigtig dårlig dag. Efter en diskussion med sin alkoholiserede mor over telefonen forsøger en gæst at voldtage hende,så hun beslutter sig for at tage en taxa hjem. Men her starter problemerne først for alvor.

Læs mere:

Wikipedia
IMDB
Det Danske Filminstitut
“Danske gys gennem tiderne” af Frederik Asschenfeldt Vandrup
“Gyldendals danske filmguide” af Morten Piil

Det engelske filmselskab Hammer Film Productions blev grundlagt i 1934 af Will Hammer (William Hinds) og Enrique Carreras. Før krigen blev det kun til en håndfuld ikke særligt mindeværdige film, men i 1949 fik selskabet en saltvandsindsprøjtning, da James Carreras (Enriques søn) og Anthony Hinds (Will Hammers søn) samt Michael Carreras (James søn) blev en del af selskabet. Selvom filmene fra disse år ikke er særlige mindeværdige, var de med til at udviklet talentet hos instruktører som Terence Fisher, der senere lavede store successer for selskabet.

Det store kommercielle gennembrud for Hammer Film skete med “The Quatermass Xperiment” fra 1955, som byggede på en BBC tv-serie “The “Quatermass Experiment” skrevet af Nigel Kneale. Kneale var temmelig utilfreds med Hammers bearbejdelse og ikke mindst med titelændringen, som skulle understrege, at “The Quatermass Xperiment” var Englands første X-ratede horrorfilm. Tidligere havde filmselskaberne forsøgt at undgå X-ratingen, men Hammer besluttede sig for at bruge det som et middel i kampen om publikum, som i højere grad blev hjemme og så tv fremfor at gå i biografen. Satsningen tog kegler, og “The Quatermass Xperiment” blev en af selskabets største successer.

To år efter fortsatte Hammer Film med “The Curse of Frankenstein” instrueret af Terence Fisher og med Peter Cushing og Christopher Lee på rollelisten – denne gang i farver. Og da man i 1958 udgav “Dracula“, hvor yderligere en ingrediens – sex – blev tilsat, havde man fundet formlen for “Hammer horror“.

Under selskabets mest succesfulde periode havde man et samarbejde med flere af de store amerikanske selskaber, som distribuerede filmene i staterne, men i 1964 opsagde både Columbia og Universal deres aftaler. Det lykkedes dog for James Carreras at lave en ny aftale med 20th Century-Fox for biografrettighederne.

Fra 1966 markedsførte Hammer Film Productions sig som “The House of Horror” og testede censurens tålmodighed med film hvor blodige ofringer, satanisme og zombier fyldte skærmen. Hammer Film udsendte dog også en del fantasy fortællinger som “One Million Years B.C.” og “The Viking Queen”, hvor førstnævnte blev en stor succes og sidstnævnte en fiasko.

Nogle af højdepunkterne i Hammer Films udgivelser i 1960′erne var “Quatermass and the Pit” (endnu en BBC-serie købt til biografudgivelse) og “The Devil Rides Out”. Begge titler floppede dog i USA, hvor man ikke kendte til Quatermass eventyr og fejlagtigt troede at “The Devil Rides Out” var en western.

Fra midten af 1970′erne gik det for alvor ned ad bakke for Hammer Film, og selvom en ny ledelse producerede to tv-serier i 1980′erne (“Hammer House of Horror” og “Hammer House of Mystery”), så har Hammer Film indtil 2000 kun udgivet dokumentarer og retrospektiver.

I 2000 blev filmselskabet købt af et konsortium ejet af bl.a. Charles Saatchi, som dog solgte Hammer Film igen i 2007 til den hollandske producer John de Mol. Handlen inkluderede rettighederne til over 300 Hammer film. John de Mol har planer om at genstarte filmproduktionen, og i 2008 udkom “Beyond the Rave”, en moderne vampyrhistorie, som blev vist eksklusivt på MySpace i april måned som en serie på 20 afsnit á 4 minutter. D. 21 december proklamerede Hammer Film, at “Beyond the Rave” kommer på dvd i januar 2010 i et begrænset antal med alle former for ekstramaterialer med. Yderligere har selskabet også købt rettighederne til “Låt den rätte komma in“, og den er jeg da personligt lidt spændt på, hvad de får ud af. x

Læs mere:

Wikipedia
Booklet af Marcus Hearn “The Hammer Collection”
Hammer Films hjemmeside

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia

Kort fortalt handler ”From Dusk till Dawn” om de to Gecko brødre, Seth (George Cloony) og Richie (Quentin Tarantino). Richi har hjulpet Seth med at flygte fra fængslet, og nu har de begået et bankrøveri og er på vej til Mexico, hvor de skal mødes med Carlos på Titty Twister – en bar langt væk fra al ting. Undervejs kidnapper de Fuller-familien, som er på en fredelig ferie, hvor de forsøger at få en hverdag til at fungere, efter at moderen er død en meningsløs død i en trafikulykke. Faderen, Jacob (Harvey Keitel) er præst, men har frasagt sig sit embede, fordi han har mistet sin tro på Gud, og teenagerne Kate (Juliett Lewis) og Scott (Ernest Lui) har endnu ikke fundet sig til rette med alle omstillingerne.

Gecko brødrene og familien Fuller når over grænsen og frem til Titty Twister. Det viser sig at være en ikke helt almindelig bar – den er nemlig befolket af vampyrer – og fra at være forbrydere og ofre må familien Fuller slå sig sammen med Gecko brødrene for at overleve til solen står op.

“From Dusk till Dawn” starter ud som en roadmovie i stil med “Pulp Fiction” men midtvejs skifter den fuldstændig genre og glider over i grotesk splatter. Dette skift har gjort, at mange syntes, at Rodriquez Tarantino satte sig mellem to stole, da de lavede filmen, og den har derfor ikke fået særligt gode anmeldelser. Men personligt synes jeg, at genreskiftet er spændende, og giver filmen flere muligheder, end hvis de havde holdt sig i den ene genre.

I roadmovie-delen er alle hovedpersonerne rodløse og desillusionerede, i splatter-delen må de udvikle sig for at overvinde deres mistro til livet og overleve.

Filmens personer er:
Seth Gecko - den ældste bror. Han er lederen, så længe det drejer sig om den materialistiske verden, men da vampyrerne dukker op og der bliver brug for en immateriel kraft, overbeviser han Jacob udfra et pragmatisk synspunkt om, at Gud eksisterer og overlader ledelsen til ham. Seth er aggressiv og bryder gerne loven for at nå sine mål, men selvom han er bankrøver, er han ikke fuldstændig uden moral. Han elsker sin yngre bror Richie, men han kan ikke styre ham, og det resulterer ofte i nogle voldelige situationer, som Seth slet ikke kan forstå og derfor forsøger at overse. Seth udvikler sig igennem filmen og bliver mindre hensynsløs, finder en tro på en anden verden end den materielle og bryder til sidst Richie, da han gennemskuer ham til slut.

Richie Gecko - den yngste bror. Han har begået flere voldtægter og er som Seth også bankrøver. Richie lever delvis i en anden verden. Han ser ting, der ikke sker og reagerer på dem, som om de var virkelige. Han er ekstrem voldelig og har ingen moral til at stoppe sine handlinger. Den eneste, han har en lille smule følelser er Seth, men da Richie sidst i filmen bliver vampyr og dermed lever sin afstumpethed fuldt ud, er Seth den første han vil slå ihjel, så det kan næppe kaldes kærlighed, hvad han har følt for Seth, snarere har han underlagt sig den stærkere brors evner, til han selv blev den stærkeste.

Jacob Fuller - familiefader og frafalden præst. Jacob kan ikke styre sine børn eller holde sammen på sin familie (hans kone er død, og han kunne ikke gøre noget). Da de når til Titty Twister, vågner han dog op og overtager for en stund lederrollen, da han genfinder sin præstetro, og samtidig genvinder sine børns respekt, da han tvinger dem til at love sig, at de vil skyde ham, når han bliver vampyr.

Kate Fuller - storesøster. Hun starter med at være den jomfruelige teenager, der ikke drikker, fordi hendes far siger det, men som filmen skrider frem, udvikler hun sig til at blive en voksen kvinde, der kan tage vare på sig selv og sin familie.

Jakob Fuller - den lidt forkælede, adopterede lillebror. Han er en lidt oprørsk teenager, som trods alt holder af sin familie, og også han vokser gennem filmen.

Det er ikke Tarantino selv, der har instrueret “From Dusk till Dawn” men hans gode ven Robert Rodriguez, der især er kendt for “Desperado”, som med sine udpenslede voldsscener og ligeud ad landevejen historie minder lidt om From Dusk…, hvilket sikkert er grunden til, at Tarantino valgte ham.

Tarantino har skrevet manuskriptet, der oprindeligt blev skrevet på opfordring af Robert Kurtzman, som ønskede en historie, der kunne vise, hvad Kurtzman’s make-up og special effects firma kunne lave. Filmen bliver således en blanding af Rodriguez og Tarantinos forskellige filmiske udtryk, og dem har jeg forsøgt at se nærmere på.

Rodriguez’s film er kendetegnet ved:
Overlappende og skiftende billeder
Subjektiv kameraføring
Musikken
Mexico og mexikanske/spanske skuespillere
Tegneserieagtig personificering

Quentin Tarantinos film er kendetegnet ved:
Den (van)vittige dialog/ironien
Den pludselige umotiverede vold
Genbruger de samme skuespillere i sine film
Genopdager ‘gamle’ skuespillere, som fx John Travolta i “Pulp Fiction”
Intertekstualitet
Tager ikke moralsk stilling i sine film
Udforsker genrefilmens klichéer
Bruger pastiche
Musikken

Tarantions kendetegn har som før nævnt nogle kendetegn, der går igen i hans film. Det er også tilfældet i “From Dusk till Dawn”. Selvom det er Rodriguez, som har instrueret filmen, ses Tarantinos fingeraftryk flere steder:

Dialogen:
Frost fortæller om sine oplevelser i ‘Nam, mens de overlevende efter første runde mod vampyrerne, står og lytter (scene 22). Dialogen har intet med filmens handling at gøre, men er sat ind som et kulsort udtryk for Tarantinos humor.

Metagenreeffekter:
Vi ser Gecko brødrene kører af sted i en bil, og pludseligt bliver bagagerummet gennemsigtigt, så vi kan se, at de har et gidsel liggende bagi (scene 1). Et andet eksempel er speakeren, der fortæller om Gecko brødernes flugt gennem USA med brugen af dødsofre som en slags bingotal, der står og blinker på skærmen (scene 4). Samme idé bruger Tarantino i “Natural Born Killers”. Derudover ironiserer han også over actionfilmgenre, da Seth pludseligt står med en tom pistol, da han skal skyde Santanico Pandamonium (scene 22).

Intertekstuelt spil:
Scott’s t-shirt bærer teksten ‘Precinct 13′, som er titlen på Tarantinos yndlingsfilm “Assault on Precinct 13″ (scene 2). På Fuller familiens motelværelse siger Seth: Okay ramblers, let’s get rambling, samme replik har Tarantino brugt i “Reservoir Dogs” (scene 7). Da Richie bliver vampyr, ligner han Boris Karloff’s udgave af Frankensteins monster (scene 22).

Skuespillere:
Følgende skuespillere er alle med i “From Dusk till Dawn”, men er også blevet benyttet af Tarantino i andre film.
Harvey Keitel – Pulp Fiction, Reservoir Dogs
Juliette Lewis – Natural Born Killers
Quentin Tarantino – Pulp Fiction, Reservoir Dogs, Four Rooms

Romero’s triologi kan ses som en kritisk betragtning af vores samfund, samt et delvist forsøg på at visualisere den moderne civilisations sammenbrud.. Filmene er meget blodige og meget realistiske, hvilket sikkert er grunden til, at de ikke har fået det store kommercielle gennembrud.

I den første film er temaet, at kaos ikke så meget er en ydre som en indre trussel. Zombierne kan slås ihjel og holdes udenfor huset, hvis blot de levende holder sammen – men det gør de ikke, og dermed åbner de selv for zombiernes adgang. Menneskenes adfærd er med andre ord det, der gør dem til zombier, og da redningsholdet ankommer om morgenen skyder de den eneste overlevende, da de ikke kan kende de levende fra de døde. Bens meningsløse død giver den social redning et sarkastisk skær, for hvis samfundet ikke kan skelne mellem menneskelighed og monster, hvordan kan det da definere menneskelighed, og hvilken orden er det så, der bliver genoprettet med redningsholdets ankomst?

Romero har fået inspirationen til trilogiens første del fra Richard Mathesons “Jeg er den sidste”, som også beskriver isolationen og paranoiaen hos hovedpersonen, der lever alene i en verden befolket af vampyrer.
Hvor første film delvist forklarede zombiernes tilsynekomst med radioaktiv stråling, giver anden film ingen forklaring. Her er temaet en advarsel til vores moderne forbrugersamfund om at dets kapitalistiske politik kun fører mod død og opløsning. Stephen dør, fordi han ikke kan se på, at motorcykelbanden stjæler smykker og penge i ‘hans’ mall, og i virkeligheden er hverken smykker eller penge jo noget værd i det kaos samfundet er blevet med zombiernes ankomst.

Rikke Schubart skriver om Dawn of the Dead:
Filmen fokuserer mere end før på zombierne og deres status som masseoprør og protest mod det civiliserede samfund…Zombien på film har altid været et fænomen, der truer samfundet med kaos. Enhver er potentiel zombie, alle kan ende som én i massen af sultne oprørere, uanset social status, alder, køn og nationalitet, og den sociale undertone af proletarisk anarki, der kun var antydet i den første film, bliver tydelig i Dawn of the Dead… Zombierne har ikke nogen årsag, fordi forklaringen ligger i os selv. “De er os” siger Peter, og den purtoricanske præst råder til at standse myrderierne. Mener han myrderierne på zombierne, eller på de fattige puertoricanere der ryger med i købet sammen med resten af den fattige underklasse, der breder sig som en zombiehær under det kapitalistiske regime?

De tre første film kan ses som en livscyklus for Alien-monstret. I første film fødes Alien og kommer i kontakt med menneskenes verden. I anden film udvikler den sig til mange og i sidste af de tre dør den.

Det samme sker næsten med den anden hovedperson, Ripley. I første film modnes hun til at være den, der til sidst overvinder den første Alien. I anden film finder hun mand og barn, og i tredje film dør også hun. Efterfølgende er der så lavet en fire, som ikke helt passer ind i triologien.

Bo Green Jensen har set nærmere på filmene.
“Alien” blev instrueret af Ridley Scott. Scott lavede en ’saglig’ fremstilling af alien med kun et enkelt monster på skibet. Til gengæld var Nostromo i modsætning til fx Enterprise fra StarTrek, en nedslidt skrotbunke fyldt med rustne rør og mørke, tærede gange. Scotts “Alien” viste en troværdig men meget lidt tillokkende fremtid, og filmen er fuld af realistiske og samtidigt frastødende scener, som fx da videnskabsofficeren viser sig at være en androide.

Nr. 2 film “Aliens” fra 1986 blev instrueret af James Cameron, som kort forinden havde etableret sit navn med “Terminator”. “Aliens” blev da næsten også bygget op over samme recept, hvor Ripley som en anden superhelt næsten ene kvinde udraderer en hel planet fuld af aliens.

I 1992 laver David Fincher så “Alien 3″ i en mørk ‘mindre er mere’-filosofi, som han siden har brugt i den sorte thriller “Seven” fra 1995. Hele filmen er mørk og trøstesløs indtil sidste billede, hvor Ripley som en anden kristusfigur falder baglæns ned i støbeovn fyldt med smeltet stål.

Den fjerde og formentlig sidste film blev lavet i 1997 af Jean-Pierre Jeunet. Han er kendt for bl.a. “De forbudte børns by” (1996) og har også genbrugt et par skuespillere fra denne. Jeunets version er, modsat Finchers meget nøgne og asketiske skildring, en overdådig udgave med masser af slim, kroppe og visuelle gimmicks.

Filmene er klassikere indenfor genren, og jeg kan klart anbefale dem, hvis der endnu skulle være få, der ikke har fået set dem endnu. Mine yndlings er nr. 1 og nr. 3 – ikke nødvendigvis i den rækkefølge – og den dårligste er nr. 2. Her bliver der sat for meget focus på actiondelen – dvs. selve udryddelsen af aliens’ne – og for lidt focus på spillet mellem alien og mennesket. Jeg synes heller ikke, at 2′eren har samme uhygge-element som de andre, netop af samme årsag.

Rikke Schubart analyserer de første tre film i sin bog “I lyst og død”, der handler om gysergenren. Her kommer hun ind på, hvordan man kan tolke alien (den fremmede) som seksualiteten. Gysergenren deler hun op i 5 subgenrer, hvoraf den ene er det videnskabelige gys. Det videnskabelige gys kan igen deles ud i tre versioner. Den første er om videnskabsmanden, eksperimentet, monstret og katastrofen, hvor Mary Shelleys “Frankenstein” er det klassiske eksempel. Dernæst er der historien om den tro kopi af mennesket, hvor kopien fx kan være en robot et biologisk manipuleret afkom eller et rumvæsen. Endeligt er der den sidste version, som er den klassiske konfrontationsmodel forklædt som science fiction. Her er problemet ikke så meget viden eller videnskab, som et invaderende monster fra rummet, og løsningen er at bekæmpe monstret med vold.

Hvor Frankenstein-versionen viser en symbolsk konflikt mellem videnskabsmanden, der symboliserer overjeg’et og monstret, der symboliserer id’et, kan rumvæsnet være noget udefra kommende, som fx i “Invasion of the Bodysnatchers” (1956), hvor det kan tolkes som frygten for kommunismen. Her i Alien-filmene mener Schubart dog, at man godt kan tolke Alien seksuelt. Alene udformningen af monstret:

“…H. R. Giger har designet monstrets udvikling som en forvrænget og dødelig fortolkning af menneskelige kønsdele: Den eneste aliendel, besætningen kan kigge nærmere på, ligner en opskåret kusse med en lang finger i enden, og den nye Alien, der gør sin effektfulde entré ud af Kanes mave, ligneren penis med hugtænder. Det udvoksede eksemplar er udstyret med et aflangt glinsende hoved, der mest af alt ligner glansen af en penis, og dets hale er en lang fallos, som Alien bruger til at voldtage og dræbe et kvindeligt besætningsmedlem med ved at stikke den op mellem hendes ben…”

Tolker man kun Alien som menneskets angsten for seksualiteten, kommer man dog til at mangle det andet aspekt i det videnskabelige gys – nemlig temaet om menneskelighed – og det går også meget tydeligt igennem i filmene. I første film er der ikke bare tilsynekomsten af Alien, som er en invaderende trussel uden nogen forsonende træk. Der er også videnskabsofficerens pludselige forvandling til androide, som et symbol på umenneskeligheden i menneskene selv. Profit er vigtigere end menneskeliv, og androiden forsøger derfor at forhindre besætningen i at slå Alien ihjel – selvom det i sidste ende vil betyde menneskets udslettelse at bringe Alien til jorden. Altså en påmindelse om at det fremmede ikke nødvendigvis kommer til os fra rummet. Den fjerde films ene hovedperson er androiden Call, som – på trods af at hun er helt igennem maskine – er mere menneskelig end de forskere, der eksperimenterer med Ripley. Hun forsøger at slå Ripley ihjel for “Hvilken grund har du til at leve nu?”, men indser at Ripley stadig er så meget menneske, at hun kan finde en mening med livet, så også i 4′eren findes temaet menneskelighed.