Arkivet for ‘Film’ Kategorien

Selvom Dracula blev dræbt i Hammers første Dracula-film fra 1958 “Horror of Dracula“, udgav Hammer Film to år senere endnu en vampyrfilm spundet over Dracula-myten, igen med Terence Fisher i instruktørstolen og med Peter Cushing som Van Helsing.

Dracula er som sagt død,  men hans forbandelse lever videre. Det opdager den unge parisiske skolelærerinde, Marianne, som skal undervise i fransk på en skole i Transylvanien. På vej dertil opholdes hun på en kro, og her møder hun den kolde, men tilsyneladende gæstfrie baronesse Meinster, som inviterer Marianne hjem til sit slot. Her opdager hun en ung mand, der holdes fanget i slottet. Det viser sig at være baronessens søn, som - påstår hun – holdes fanget fordi han er sindssyg. Men nu er den unge baron Meister en smuk ung mand, så Marianne befrier ham, for blot at blive ladt tilbage, da han umiddelbart efter stikker af fra slottet.

I mellemtiden er Van Helsing ankommet til området, som tidligere har været plaget af vampyrisme – og efter baronens flugt dukker flere nye tilfælde op. Mens Van Helsing forsøger at befri verden for denne plage, forlover Marianne sig med baronen, og det bringer hende naturligvis i livsfare.

Når jeg sådan beskriver handlingen, kan jeg godt selv høre, at det lyder meget klichéagtigt, men “The Brides of Dracula” er nu ganske underholdende alligevel. Godt nok er den yndige Marianne dum som en dør, men det hører ligesom stilen til. Peter Cushing er til gengæld fantastisk i rollen som Van Helsing, hvor han med iskoldt overblik står imod baron Meinster og snarrådigt overlever et vampyrbid. Jeg kan allerbedst lide ham i rollen som Victor Frankenstein i bl.a. “The Revenge of Frankenstein“, hvor han spiller med vid, ironi og tindrende galskab, men også som helt fylder han rollen helt ud. Han er troværdig og sympatisk, og man tror på hans overlegne moralske styrke, uden at han virker arrogant.

Også David Peel, som spiller baron Meinster, gør et godt job. Før det afsløres hvad han er, virker han yderst charmerende, men når først hugtænderne dukker frem, ses ondskaben tydeligt i ham. Ligeledes er Martita Hunt som spiller baronessen og Freda Jackson som husholdersken velvalgte til rollerne, som især Freda tilføjer et troværdigt strejf af galskab. Kun Yvonne Monlaur som Marianne har jeg det temmeligt svært med, men hun er da smuk.

Special effects er dog ikke ligefrem i topklassen, og underlægningsmusikken er for en stor del af tiden et højest irriterende orgel, som giver mere end et hint om, at noget ondt er på vej herned. Ikke desto mindre er slutningen en absolut klassiker i mine øjne. Van Helsings kamp med baron Meinster og afslutningen udenfor møllen er fyldt med adrenalinpumpende spænding og et flot visuelt udtryk trods filmens mange år på bagen.

“The Brides of Dracula” er med andre ord en rigtig vellykket sequel, som ovenikøbet lykkes historiemæssigt, selvom den ikoniske skurk fra første film, nemlig Dracula, er død.

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1960

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee

Også omtalt på Horrorsiden.dk

“From Beyond the Grave” er fire små film, som bindes sammen af en rammehistorie om en antikvarhandler (spillet af Peter Cushing). Hver historie begynder med et besøg i Cushings butik og fortsætter så individuelt.

Den første historie, “The Gate Crasher”, handler om Edward, som finder et meget fint gammelt spejl i Cushings butik. Cushing forlanger en høj pris, men Edward får ham overbevist om, at spejlet kun er en forfalskning og slipper derfor med kun en brøkdel af prisen. Hjemme i lejligheden passer spejlet perfekt ind, og en af Edwards venner får den idé, at de skal holde en seance. Men det får alvorlige konsekvenser for Edward, idet det viser sig, at spejlet ikke er et helt almindeligt spejl.

I den anden historie, “An Act of Kindness”, stjæler Mr. Lowe en tapperhedsmedalje i antikvitetsforretningen, fordi han gerne vil gøre indtryk på en gadesælger. Det bliver starten på en form for venskab, og Mr. Lowe bliver snart forelsket i gadesælgerens datter, Emily. Desværre er han allerede gift, og Mrs. Lowe er en ubehagelig kvinde. Men Emily har kræfter ud over det almindelige.

“The Elemental” er tredje historie, og her snyder Mr. Warren antikvitetshandleren ved at bytte om på priserne på to snusdåser. På vej hjem i toget bliver han dog noget overrasket, da en temmelig excentrisk kvinde pludselig begynder at fable om, at han har “an elemental” siddende på sin ene skulder. Mr. Warren overhører hende fuldstændig, men da han kommer hjem, må han og fruen sande, at noget er helt galt.

Den sidste historie hedder “The Door”, og her køber en ung mand bogstaveligt talt en dør i antikvitetsforretningen. Døren er meget gammel, og det viser sig, at den nogen gange fører ind til et blåt værelse. Et værelse som stadig beboes af en ubehagelig vært. De fire historier er hver for sig vældigt underholdende og bygger på noveller af R. Chetwynd-Hayes.

“From Beyond the Grave” blander uhygge og humor, og selvom et par af historierne har en ganske grum slutning, så bliver det ikke rigtig skræmmende. Det er dog tydeligt, at instruktør Kevin Connor tager genren alvorligt, og gerne vil give seeren en god oplevelse. Og udover de generelt gode skuespilspræstationer, gør han det bl.a. ved hjælp af interessant kameraføring og spændende brug af farveskift.

Peter Cushing er herlig som antikvitetshandleren, der giver alle sine kunder en ekstra lille ting med hjem. Han er nærmest en pastiche, men det fungerer godt i filmens univers. Også Donald Pleasence og David Warner bør fremhæves, men i det hele taget er niveauet højt.

På minus-siden er de temmelig kiksede makeup-effekter i “The Gate Crasher” og “The Door”, som snarere får en til at tænke på et dårligt Halloween-kostume. Men det er dog i småtingsafdelingen samlet set, for “From Beyond the Grave” er en hyggelig og charmerende gyserantologi i stil med “Tales from the Crypt” og “Creepshow“, som sagtens kan nydes en efterårsaften.

I Uncut.dk’s anmeldelse skriver Caspar Vang, at “From Beyond the Grave” er en del af en hel serie gyserantologier, som det lille engelske filmselskab Amicus udgav i løbet af 1960′erne og 1970′erne, og som blev sparket i gang med filmen “Dr. Terror’s House of Horrors” i 1965. Læs hele anmeldelsen på Uncut.dk 

Efter at have set filmen kom jeg til at tænke på Stephen King’s roman “Begærets butik“, som handler om en antikvitetshandler, som kan give sine kunder noget ekstra – men hvor prisen nogen gange er ganske høj. Måske har King set “From Beyond the Grave” og fået en god idé.

Instruktør: Kevin Connor
Udgivelsesår: 1973

Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.

Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.

Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.

Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.

Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.

Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte  i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!

Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.

Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965

Efter at have læst en masse H. P. Lovecraft historier er jeg nu gået i gang med at se nogle af filmatiseringerne af hans fortællinger – og som ventet er det en noget blandet oplevelse. Første film på min liste var “The Dunwich Horror”, som bygger på novellen af samme navn.

“The Dunwich Horror” bruger enkelte elementer fra novellen, men fylder selv en masse vrøvl og ligegyldigheder på, som gør, at historien ender med at være en yderst langsommelig affære, selvom filmen kun varer 90 minutter.

Dr. Henry Armitage (Ed Begley) underviser på Arkham Miskatonic University, hvor han bl.a. bruger bogen Necronomicon. Efter en forelæsning dukker Wilbur Whateley (Dean Stockwell) op på biblioteket og vil låne bogen. Det lykkes ham at charmere Nancy (Sandra Dee) til at give ham lov til at læse i den på stedet, men Armitage dukker op og afviser at lade Wilbur låne den længere. I stedet får de sig en hyggelig kop kaffe på en café, og aftenen slutter med, at Nancy, som er mærkeligt tiltrukket af Wilbur, kører ham hjem til Dunwich.

Men køreturen bliver til et længere ophold, for Wilbur har hypnotiseret Nancy, og da dr. Armitage og Nancys veninde dukker op for at hjælpe hende hjem, afviser hun dem pure. De er dog overbeviste om, at ikke alt er, som det skal være – ikke mindst fordi Armitage kender Wilburs slægts historie. Whateleyerne har nemlig flere gange været på kant med samfundet igennem tiden, fordi de ønsker at åbne porten til paralleluniverset, hvor de gamle holder til. Så Armitage forsker lidt i Wilburs historie og opdager en grufuld hemmelighed. Nu er det bare at håbe, at han kan nå at redde Nancy – og hele verden – før det er for sent.

Filmatiseringen er som sagt ikke af den bedste slags. Det håbløse samspil mellem Wilbur og Nancy er nærmest tåkrummende, og i det hele taget mangler filmen den stemning, som gjorde novellen interessant. I filmen er Wilburs bedstefar blot et gammelt fjols, og hans mor er gemt væk på et sindssygehospital. Dermed står han slet ikke så stærk som karakter, som han gør i novellen.

Det er egentlig lykkes ganske godt at visualisere den rædsel, som bor på husets første sal, men den underliggende vanvittige og skræmmende stemning hos familien Whateley er slet ikke til stede i filmen. I stedet virker de som landsbytosser, og Dean Stockwell formår slet ikke at give Wilbur det skær af umenneskelighed, som figuren indeholder. Han står blot med sit lille overskæg og stirrer stift med et blik, som formentlig skal virke hypnotiserende, men blot virker lettere ironisk.

Så alt i alt er “The Dunwich Horror” ikke en Lovecraft filmatisering, jeg kan anbefale. Til gengæld kan jeg anbefale et besøg på hplovecraft.com, som bl.a. indeholder en oversigt over Lovecraft filmatiseringer, både de film som bygger direkte på hans historier, men også film som blot har Lovecraft stemningen eller referer til Lovecrafts univers.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1970

Tre år efter successen med ”Village of the Damned” kom en efterfølger med titlen ”Children of the Damned”. Denne gang starter historien med, at man for første gang tester intelligensen på børn over hele verden. Testen medfører, at man finder seks ekstraordinært intelligente børn, som alle befinder sig i England, selvom de er af forskellige nationaliteter. Da børnene slutter sig sammen i en forladt kirke, begynder de forskellige landes forsøg på at hente børnene til netop deres land. Hvert land ønsker at udnytte børnenes mentale formåen til at skaffe sig herredømme over de andre stater.

På børnenes side er psykologen dr. Llewellyn, som i rædsel ser på, at myndighederne gang på gang forsøger at dræbe børnene. Han er overbevist om, at børnene kun dræber, fordi menneskene forsøger at dræbe dem, og han prøver at overtale børnene til at overgive sig til deres respektive ambassader. Men da de gør det, får de først for alvor øjnene op for den menneskelige ondskab.

”Children of the Damned” er en fantastisk velspillet og velfortalt historie. Menneskenes angst for det ukendte udstilles, og vores ønske om at slå det ihjel, som vi ikke forstår og som vi frygter, sættes her på spidsen. Som publikum starter vi med at synes, at børnene er skræmmende og modbydelige, men som filmen skrider frem, flyttes sympatien til børnene, idet menneskene omkring dem opfører sig som vilde dyr, der kun ønsker at dræbe og ikke forsøger at forstå eller leve i fredelig sameksistens.

I modsætning til ”Village of the Damned” får vi ingen forklaring på børnenes opdukken, og de gør ingen fortræd, før de trues, hvor de i første film straffede folk langt ud over alle proportioner. Og selvom slutningen på sin vis er en direkte afspejling af første film, så er slutresultatet helt modsat. Børnenes udslettelse er måske i virkeligheden vores egen.

Denne gang har instruktør Anton M. Leader valgt at gøre børnene forskellige ved at vælge børn fra Indien, Kina, USA, Sovjetunionen, England og Nigeria. De er stadig for en stor del tavse, men virker overbevisende i deres samspil. Modsat første film gøres der ikke så meget ud af at lave tricks med børnenes øjne, når de bruger deres mentale kræfter, og kun i enkelte scener skifter de øjenudtryk. Til gengæld er det bedre lavet end i første film.

Selvom jeg godt kunne lide ”Village of the Damned”, synes jeg næsten, at ”Children of the Damned” er endnu bedre. En klar anbefaling herfra.

Instruktør: Anton Leader
Udgivelsesår: 1964

”To the Devil a Daughter” var Hammer Films sidste horror film og baserede sig ligesom Hammers succes “The Devil Rides Out” på en roman af Dennis Wheatley. Wheatley havde været overordentlig tilfreds med filmatiseringen af ”The Devil Rides Out”, og tilbød ifølge ekstra-materialerne Hammer at bruge hvilken som helst af hans historier kvit og frit. Desværre blev slutresultatet meget langt fra romanen, og Wheatley var dybt skuffet.

Den okkulte forfatter Richard Widmark bliver opsøgt af den desperate Henry Beddows til en kunstudstilling. Det viser sig, at han for 18 år siden indgik en pagt med den frafaldne præst fader Michael (Christopher Lee), om at hans datter på hendes 18 års fødselsdag skulle overgives til djævlen. Nu nærmer hendes fødselsdag sig, og faren ønsker at redde hende.

Widmark indvilliger i at hjælpe, selvom han ikke er sikker på, om pigen virkelig er i faren. Som han siger til sine venner, så er 98 % af den sorte magis tilhængere fupmagere, og kun 2 % bør man tage sig i agt for. Widmark henter pigen, da hun ankommer til London, og tager hende med til sin lejlighed, mens han forsøger at finde ud af, hvad der er på færde, og desværre viser det sig, at den kult, som ønsker pigen, hører til blandt de sidste 2 %.

På filmens positive side skal nævnes Christopher Lee i rollen som den djævletilbedende fader Michael, der leder satankulten. Han spiller overbevisende og er et stort plus for filmen. Også Henry Beddows, som spilles af Denholm Elliott, gør det rigtig godt. Widmark spilles af den amerikanske skuespiller John Verney, og han var ifølge ekstra-materialerne noget af en prøvelse for instruktør Peter Sykes, idet han konstant krævede særbehandling og i det hele taget opførte sig som lidt af en nar.

Af andre positive ting kan nævnes, at Hammer denne gang gjorde en del ud af lokaliteterne. Der blev rent faktisk optaget i både England og Tyskland, og kulisserne er væsentlig bedre, end de ofte er i Hammerfilm. Desuden er der flere gode special effects, bl.a. da Christopher Lee nærmest hypnotiserer faren over telefonen, og ikke mindst da Widmarks ven David brænder op inde i en kirke. Stuntmanden, som udførte stuntet, fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han løb tør for ilt, mens han løb frem mod sit mærke, men han var nødt til at blive ved, ellers skulle scenen tages om, og så fik han ingen penge.

På filmens negative side er historiens udvikling. Det starter ellers meget godt, men mod slutningen bliver det temmelig rodet, og selve slutningen er en ren farce. Instruktøren fortæller da også, at manuskriptet blev skrevet løbende, efter at første udkast blev afvist, og man havde rent faktisk ikke en slutning før til allersidst, fordi den første slutning, man fandt på, mindede for meget om Draculas død i ”Scars of Dracula”. Christopher Lee var også ret utilfreds med slutningen, som han syntes var en hån, idet man slår skurken ihjel ved at kaste en sten i hovedet af ham. Det er der ikke meget klimaks i.

”To the Devil a Daugther” adskiller sig fra tidligere Hammer film ved at være væsentlig mere moderne i sin tilgang. Alligevel virker den stadig gammeldags, når man sammenligner den med andre horrorfilm fra den tid, som f.eks. ”Rosemary’s Baby” og ”The Excorcist” for slet ikke at tale om ”The Texas Chain Saw Massacre”, hvor instruktørerne søgte helt nye veje for horroren. Alligevel synes jeg ok om ”To the Devil a Daughter”, nok mest fordi jeg holder meget af Hammer film charmen.

Classic-horror skriver i sin omtale af filmen meget interessant om personernes moral: “To the Devil a Daughter is intriguing in that none of its characters are bastions of morality. Verney, himself exhibits questionable morals that make him nearly a secondary monster. He is portrayed as a man so obsessed with finding another story to write and making some money that he’s willing to put his friends in danger. In fact, his decisions often help lead to their deaths … In contrast, Father Rayner and his followers are not so much the villains as people seeking to halt the decadence of mankind through devotion to their god. The cultists exhibit a strong sense of order, discipline and focus. One member even endures a torture-filled “birth” ( allowing herself to be killed in the process), just to help fulfill the goal of the group. Such single-minded selflessness betrays a certain kind of value to their actions, a higher purpose that is absent from the “hero’s” motives. Wishing only to have one entity, or governing body, overseeing all humankind, there goals demonstrate a certain simplicity which would ultimately result in an end to wars and violence between human factions … In the end, Rayner and his followers are simply misguided, not malevolent monsters we have come to expect.” Læs hele omtalen her.

Peter Sykes har også instrueret “Demons of the mind” fra mit Ultimate Hammer Collection box sæt.

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1976

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Det er efterhånden en del år siden, at jeg første gang så den originale “Village of the Damned”, og jeg må indrømme, at jeg nok synes bedre om den ved dette gensyn.

Den lille engelske by Midwich falder en dag bogstaveligt talt i søvn. Alle, som befinder sig indenfor en radius af 5 km fra byens centrum falder om i en dødlignende søvn på samme tid, uanset hvad de var i gang med. Det bliver opdaget af major Alan Bernard, da han vil besøge sin søster, som er gift med videnskabsmanden Gordon Zellaby og bor i Midwich.

Før myndighederne finder ud af, hvad der foregår, vågner alle dog op igen – tilsyneladende uskadte – men to måneder senere får byen endnu en overraskelse. Alle de fødedygtige kvinder, som befandt sig i Midwich den dag, er gravide! Og oveni udvikler fostrene sig hurtigere end normalt.

Efter fødslen fortsætter denne hurtige udvikling, og Gordon Zellaby, som holder børnene (inklusive sin egen søn, David) under nøje observation, finder ud af, at når et af børnene har lært noget, kan de det alle. Desuden kan de læse tanker og kontrollere andre mennesker ved hjælp af deres mentale kræfter. Og da børnene ikke lader til at have samme moralske sans som almindelige mennesker, bliver det snart klart at noget må gøres for at stoppe dem.

“Village of the Damned” er fra 1960, så naturligvis er tempoet væsentlig langsommere end i nutidens film, og selvom der er flere ganske voldsomme scener undervejs, så antydes de blot. F.eks. brænder en mand op, men vi ser kun ham, så flammerne og til sidst hvordan andre mænd tramper på noget på jorden. Et andet eksempel er en mand, der skyder sig selv med et jagtgevær – også her er det tilskuerens fantasi, der gør det beskidte arbejde. Men denne antydelsens kunst fungerer rigtig godt, og gør efter min mening ikke filmen ringere. Samtidig er starten af filmen yderst effektfuld, idet synet af de mange livløse mennesker i hverdagssituationer virker overraskende voldsomt. Jeg tænker næsten, at Mick Garris, som instruerede Stephen Kings “The Stand“, har været ganske inspireret til sin start med de mange døde forskere i militærlaboratoriet.

Stemningen i “Village of the Damned” minder mig om “Invasion of the Body Snatchers” med den samme følelseskolde overtagelse af menneskeheden. Børnene ser måske ikke specielt skræmmende ud med deres kunstige parykker, men når deres øjne skifter udtryk, bliver de alligevel ganske ubehagelige at se på, og jeg synes, det er lykkes fint at gøre dem til små udtryksløse skabninger med et stirrende, koldt blik.

“Village of the Damned” bygger på romanen “The Midwich Cuckoos” fra 1957 af John Wyndham (på dansk “Gøgene i Gorby”). Nogle år senere kom sequalen “Children of the Damned” af Anton Leader (også med titlen “Horror!”), og i 1995 lavede John Carpenter en genindspilning af filmen, og selvom jeg mener at have set den, så kan jeg faktisk ikke rigtig huske den for hverken noget godt eller skidt. Jeg har købt en dobbeltudgave, hvor også “Children af the Damned” er med, og efter fornøjelsen med første film glæder jeg mig til at se, om den næste er ligeså god.

Instruktør: Wolf Rilla
Udgivelsesår: 1960

Efter at have set filmen “Black Sheep” hvor dræberfår går amok, og “Dead Meat” som har nogle vidunderlige dræberkøer, tænkte jeg, at “Isolation” måske var lidt i samme boldgade. Det er den dog slet ikke. Hvor de andre er humoristiske splatter gysere, er “Isolation” en atmosfærefyldt irsk film med masser af uhygge.

Dan Reilly (John Lynch) kæmper for at holde sammen på den fædrene gård, og har derfor sagt ja til at lade nogle af sine køer være med i et genforskningsforsøg. Formålet er at skabe køer, som hurtigere kan blive drægtige, og efter nogle fejltrin ser det nu ud til at lykkes. Dyrlægen Orla holder øje med køerne til dagligt, og hun beder Dan om at tilkalde hende, med det samme fødslen går i gang.

Men noget går galt, og Dan får i stedet for hjælp af et ungt par, som har slået sig ned i en campingvogn lige udenfor hans grund. Det lykkes dem at få kalven ud, men den er ikke rigtig, og Dan kommer til skade under fødslen. Da Orla endelig når frem, kan hun konstatere, at forsøget er slået helt fejl – og at konsekvenserne ser ud til at være alvorlige …

Som sagt er “Isolation” en rigtig atmosfærefyldt fortælling. Billederne er dystre, og gårdens forfald understreges af kulden og de mørke farver, som gennemsyrer det visuelle udtryk. Det er ikke en film, som giver hop-ud-af-stolen gys, men den isnende billedside og det dystre skuespil danner baggrunden for en intens og skræmmende historie. Mod slutningen forsøger den sig med lidt splatteri, men i det store er den tro mod virkeligheden, og bliver dermed en ganske uhyggelig sag som absolut kan anbefales.

Instruktør: Billy O’Brien
Udgivelsesår: 2005

Jeg så “St. John’s Wort” for første gang for nogle år siden. Da jeg pludselig faldt over den igen, kunne jeg ikke rigtig huske den og tænkte, at den nok trængte til et gensyn.

Nami får at vide, at hun har arvet et hus efter den far, som hun blev fjernet fra, da hun var lille og i stedet opfostret hos en tante. Nu viser det sig, at faren var en yderst berømt maler, Sôichi Kaizawa, og Nami har bedt sin tidligere kæreste Kohei, som laver computerspil, om at tage med hende hen til huset. Det vil Kohei gerne, for dels regner han med at kunne bruge billeder fra huset som kulisse i sit nye spil, og dels er han stor fan af Sôichi Kaizawa.

Der er dog noget mystisk ved huset, og da Nami opdager et foto af to små babyer, finder hun ud af, at hun havde en søster – Naomi. Men de finder også ud af, at der er forsvundet en lang række børn i området, og at de ikke er alene.

Visuelt er filmen en noget anderledes oplevelse. I begyndelsen er farverne helt ude af den normale farveskala, og jeg var lige ved at tro, at mit tv var gået bananas. Men det viste sig at være fuldt bevidst. Inde i huset er farverne mere normale, og når man ser igennem overvågningskameraerne er det sort/hvidt.

Klipningen er også ret anderledes, og til tider direkte irriterende. Jeg tænker, at det skal give associationer til det computerspil, Kohei er i gang med at lave, men jeg synes ind i mellem det var lidt trælst. Desuden veksles der mellem håndholdt subjektivt kamera og overblikskamera, uden at der virker til at være en logik i skiftene.

Plottet er dog et stykke hen ad vejen udmærket. Opbygningen af afsløringerne i huset virker fint, og både Megumi Okina som Nami og Yôichirô Saitô som Kohei spiller godt. At de to biroller til gengæld er totalt overskruede, må man bare bære over med. Jeg blev dog tabt i slutningen, hvor den klassiske soapopera-replik bliver udbrudt (SPOILER): “Nami, jeg er din tvillinge – bror!” Herfra går det ned ad bakke, og “St. John’s Wort” ender lidt skuffende.

Den amerikanske titel “St. John’s Wort” havde jeg lidt svært ved at regne ud, men med lidt hjælp fra Internettet lykkedes det. I filmen husker Nami, at morens sidste ord var Johannesurt, en plante som vokser i rigelige mængder foran huset, og som i japansk folklore betyder hævn. Johannesurt hedder på engelsk St. John’s Wort, så nu er det så bare at få morens ønske om hævn implementeret i plottet.

Efter at have set filmen synes jeg, at Megumi Okina så bekendt ud, og det viste sig, at hun også har spillet Rika i “The Grudge” fra 2002.

Instruktør: Ten Shimoyama
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Otogiriso

“Paperhouse” er ikke en egentlig gyser, men jeg skal love for, at jeg fik et par chok undervejs alligevel.

Pigen Anna er syg. Hun får nogle anfald, hvor hun besvimer, og i sine drømme tager hun til et hus, som hun selv har tegnet. I huset finder hun drengen Mark, som påstår, at dette er den rigtige verden. Men Anna ved, at han er en syg dreng, som hendes læge har fortalt hende om.

I starten er alt hyggeligt i drømmeverdenen, og Anna tilføjer ting til huset og omgivelserne, når hun er vågen. Men da hun en dag tegner sin far og bagefter i vrede over at han så tit er væk på grund af sit arbejde kradser hans ansigt ud igen, ændrer drømmene sig. Pludselig er faren der som en ond og gruopvækkende tilstedeværelse, og Anna og Mark må flygte for livet.

Jeg havde hørt titlen “Paperhouse” før, men kunne ikke huske i hvilken forbindelse. Derfor havde jeg ikke specielle forventninger til filmen, og det betød, at jeg blev mere end positivt overrasket. Filmen er visuelt en nydelse, når vi følger Anna ind i hendes drømmeverden, selvom den er tilbage fra 1988. Første gang vi ser papirshuset, står det fint på en græsmark og ligner idyl, men efterhånden som truslen bliver større, bliver huset mere og mere uhyggeligt, og i scenen hvor faren forfølger Anna og Mark, ligner hele setuppet nærmest Helvede.

Anna spilles af Charlotte Burke, som jeg til at begynde med synes var lidt irriterende. Men hun ender alligevel med at fylde rollen godt ud, og da Mark (spillet af Elliott Spiers) kommer til, skaber de et perfekt matchet makkerpar.

Selvom ”Paperhouse” hovedsageligt har børn i rollerne og handler om børn, er det bestemt ikke en børnefilm. Jeg blev opslugt af filmens univervers, og som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: “This is not a movie to be measured and weighed and plumbed, but to be surrendered to.”

Instruktør Bernard Rose har siden instrueret bl.a. “Candyman” fra 1992.

Instruktør: Bernard Rose
Udgivelsesår: 1988