Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Hvis der er en ting, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Han er en af de mest suveræne fortæller i nyere tid, og han er i mine øjne for horrorgenren, hvad Sjöwall og Wahlöö har været for krimigenren. Med “Lad den rette komme ind” introducerede han den socialrealistiske gyserroman, og det har han efterfølgende fulgt smukt op med “Håndtering af udøde” og nu “Menneskehavn”.

Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö, og han kommer stadig jævnligt dertil  med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten, men mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunne tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.

Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?

Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.

Det er svært at fortælle så meget om handlingen i “Menneskehavn” uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.

Som i sine tidligere romaner lykkes det Lindqvist at skabe et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. Det skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og dels at han formår at beskrive de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.

Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig kærlighed, død og sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner. Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogen gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogen gange vil dette noget os ikke kun godt.

Det fantastiske ved Lindqvist er, at han kan blande det realistiske (som forældre/barn forholdet) og implementere det i en overnaturlig fortælling, og selvom de overnaturlige elementer kan være nok så uhyggelige, så var det her i “Menneskehavn” de realistiske barndomsminder, som for mig var mest skræmmende. Med andre ord – endnu engang har John Ajvide Lindqvist præsteret en roman, som både kan læses af horror-elskere, men også af dem som ellers aldrig læser “den slags”. Fantastisk roman!

På svensk findes der endnu to titler af John Ajvide Lindqvist, som ikke er oversat til dansk: “Pappersväggar” og “Lilla stjärna”.

Se også John Ajvide Lindqvists hjemmeside 

Udgivelsesår: 2010

Hør John Ajvide Lindqvist fortælle om “Menneskehavn”

Henrik Harksen, som står bag H. Harksen Production, der udover at udgive særligt Lovecraft inspirerede fortællinger også driver hjemmesiden HPL Mythos, har i sommeren 2010 udsendt den anden novellesamling med nyskrevne noveller inspireret af H. P. Lovecraft. Første samling udkom i 2007 og havde titlen “Fra skyggerne“.

Harksen indleder antologien med et forord, hvor han beskriver formålet med samlingen: At samle fortællinger, der alle på én eller anden måde er inspireret af H. P. Lovecraft og/eller den efterfølgende Cthulhu Mythos sub-genre. Andre lande har flere af dens slags samlinger, men i Danmark er Harksens forlag tilsyneladende det eneste forlag, som har kastet sig ud i den verden. Harksen skriver endvidere, at allerede inden han begyndte at efterspørge noveller til bind to, modtog han historier fra interesserede skribenter, og samlingen er blevet en blanding af noveller med et humoristisk glimt i øjet og noveller med en mere seriøs tilgang til Lovecraft traditionen. Et par af forfatterne går igen fra første samling, men nye skribenter har også fundet plads i “Lyden af vanvid”.

Blandt gengangerne er Helene Hindberg hvis novelle “Vandets børn” hører til blandt mine favoritter i antologien. Hovedpersonen Samir er gymnasieelev, og en dag læser han i avisen om en anden elev, Henrik Pedersen, som tilsyneladende er forsvundet sporløst. Kort efter fortæller en af Samirs venner, at Henrik gerne ville i kontakt med Samir, før han forsvandt. Endnu mere mystisk bliver det, da Henriks søster opsøger Samir for at give ham en bog fra Henrik. Tilsyneladende ved hun ikke, hvad det er eller hvorfor Henrik ville have, at Samir skulle læse bogen, og da Samir begynder at læse, bliver han endnu mere forvirret. Bogen er skrevet af en Emmanuel Federspiel og handler om “Sjællandske myter og sagn”. Den er fyldt med foruroligende tegninger, og gør Samir utilpas. Men han bliver også grebet af det mystiske, og begynder at forske i Emmanuel Federspiel og de mange mærkelige noter Henrik også har efterladt, og det fører ham på sporet af en mystisk sekt ved navn Vandets børn.

Helene Hindberg har skrevet en novelle, som ikke alene er trofast overfor tonen i Lovecrafts egne historier, selvom den foregår i nutidens Danmark og har en ung mand af anden etnisk herkomst som hovedperson. Historien henviser også til Lovecraft selv og til hans Cthulhu-mytologi på en yderst troværdig måde, og skaber på den facon et ekstra twist i fortællingen. Endelig trækker Hindberg også tråde tilbage til sin egen novelle i første samling “En Vesterhavs fortælling”, hvor bogen “Sjællandske myter og sagn” også spiller en rolle. Hindberg har med andre ord skrevet en gennemarbejdet novelle, som til fulde opfylder alle forventninger til en Lovecraft tekst efter min mening.

“Længe sad han og bladrede tilfældigt rundt i bøger og notater. Det, han læste og tegningerne han så – verden skred ud til siderne og åbenbarede endnu ukendte dybder og sammenhænge, som ingen mennesker nogensinde havde anet eller overvejet. Måske er alt, hvad vi har lært forkert. Måske er der intet ordentligt og pænt univers med faste regler og urokkelige fysiske love. Måske er alt et sydende, skræmmende kaos domineret af kræfter, som ville gøre os vanvittige, hvis vi oplevede dem.”

Også Thomas Strømsholt er en genganger, som er værd at fremhæve. “Lyngmanden – af en geologs optegnelser fra heden” udspiller sig i 1890, hvor geologen Anders Berg er blevet sendt ud af Hedeselskabet for at få hedebønderne i området omkring Wesselhede til at opdyrke heden til landbrug. Strømsholt fortæller efter en kort indledning om hedens historie Anders Bergs beretning udfra hans notesbog, og både formen og tonen er trofast overfor Lovecraft, samtidig med at Strømsholt har sin egen stemme.

“Ingen vej tilbage” af Thomas Daugaard handler om Henrik, som fornyligt har mistet sin kone Maja. “For to uger siden havde døden tordnet gennem hans liv og brutalt flået Maja med sig. Henriks verden var blevet revet fuldstændigt i stykker, da døden, som en rovfugl der snupper sit bytte, uden varsel havde taget hende. Skyggen fra den hensynsløse jæger lå stadig over hans tilværelse og henlagde hans liv i trøstesløst mørke.” Henrik har svært ved at finde livslysten efter Majas død, men en dag falder han over en lille butik i Latinerkvarteret og ender med at købe en mærkværdig bog, der langsomt trækker ham ind i et helt ukendt univers. Novellen er velskrevet, og slutningen både trist og skræmmende.

Blandt de mere humoristiske noveller kan nævnes “Ia! Didkrik Svendsen” af Jonas Wilmann og “Tingen på tønden” af Hans Jakob Hedemann Jensen.

Generelt synes jeg, at antologien holder et godt niveau, og jeg kunne sagtens fremhæve flere af novellerne, som understøttes af Søren Kloks stemningsfulde sort/hvide illustrationer. Selvom man måske ikke er den store Lovecraft fan, kan man sagtens få noget ud af at læse “Lyden af vanvid”, som udover at være en Lovecraft-hyldest også er en fin samling nye danske horrorstemmer.

Indhold:

“World Wide Web” af A. Silvestri
“Nostalgia” af Jeppe Bisbjerg og Martin Schantz Faurholt
“Ingen vej tilbage” af Thomas Daugaard
“Ia! Didrik-Svendsen” af Jonas Wilmann
“Tingen på tønden” af Hans Jakob Hedemann Jensen
“Lyngmanden” af Thomas Strømsholt
“Howard Charlestons forvandling” af Morten Carlsen
“Unruhe” af Bjarke Schjødt Larsen
“Vandets børn” af Helene Hindberg
“Fyrtårnet” af Casper Gjede Jensen

Udgivelsesår: 2010

Hvis du ikke kan finde “Lyden af vanvid” på dit bibliotek eller hos boghandleren, kan den købes via hplmythos.dk, hvor du også kan finde andre udgivelser fra H. Harksen Production som ”Fra skyggerne” og “Dystre Danmark“.

På Mxrket.dk fortalte krimiforfatter Anita Lillevang for nyligt om sit livs bedste gys: “Fløjt og jeg kommer” af Montague. R. James. Jeg kendte godt novellen, men vidste ikke at der var lavet en filmatisering af den. Jeg vidste heller ikke, at der på dansk var udgivet denne lille samling med noveller af M. R. James, så den skulle jeg selvfølgelig straks have fingre i. Det viste sig, at flere af novellerne har været optrykt i forskellige antologier på dansk, men et par stykker var ukendte for mig.

De 8 noveller stammer alle fra samlingen “Ghost Stories of an Antiquary”, der udkom i 1904.

Nummer 13
I Viborg indlogerer Mr. Anderson sig på Den Gyldne Løve. Hans ærinde er at studere dansk kirkehistorie, men på hotellet sker der mærkelige ting, som vedrører det manglende værelse 13. Læs mere om novellen her.

Fløjt og jeg kommer
Professor Parkins er i Burnstow, hvor han besøger tempelriddernes klosterruin, der ikke ligger langt fra den Inn, Parkins skal bo på. Her finder han en gammel fløjte med en latinsk inskription, der er svær at tyde. En del af den er dog ganske klar: “Hvem er det der kommer”. I nysgerrighed tager han fløjten med sig, og da han afprøver den, begynder et voldsomt stormvejr. Om natten har Parkins et forfærdeligt mareridt, og da stuepigen næste morgen kommer ind, ser det ud til, at nogen har sovet i værelsets anden seng. Også næste nat sover Parkins dårligt, og da han i løbet af natten vågner ved larm i værelset, ser han noget i sengen ved siden af sin egen …

Tabte hjerter
Fortælling om drengen Stephen Elliot, som efter at være blevet forældreløs inviteres til at bo hos sin aldrende slægtning, Mr. Abney. Et tilbud, der kom bag på mange, idet Mr. Abney var en enspændernatur, som forskede i forskellige hedenske religioner. Stephen bliver indlogeret og falder godt til i huset, hvor isærhusholdersken Mrs. Bunch tager sig af ham. Det er også hende, som fortæller Stephen om de to andre børn, Mr. Abney har haft boende. Begge forældreløse, og begge forsvandt de pludselig uden spor – utaknemmelige skarn! Men da Mr. Abney en dag beder Stephen om at møde ham i sit studerkammer sent om aftenen, synes Stephen, at han ser to skikkelser i havens tusmørke…

Kannik Alberics manuskriptsamling
I foråret 1883 ankom en englænder til den hensygnende by St. Bertrand de Comminges i Pyrenæernes forbjerge. Dennistoun, som han blev kaldt, kom specielt for at se St. Bertrands katedral, og hele dagen fik han hjælp af en kirkebetjent, som virkede ualmindelig forskræmt og sky, og som hele dagen konstant så sig over skulderen. Da dagen er gået, og Dennistoun skal hen på kroen, fortæller kirketjeneren, at han har en bog derhjemme, som måske kan interessere englænderen. Selvom Dennistoun er sikker på, at bogen ikke er noget særligt, siger han alligevel ja, og det viser sig, at her er tale om et illumineret håndskriftssamling af nærmest uvurderlig værdi. Kirketjeneren tilbyder at sælge Dennistoun bogen for kun 250 franc, og Dennistoun accepeterer. Men knap er han kommet tilbage til kroen, før han begynder at føle sig iagttaget …

Kobberstikket (også på dansk med titlen Raderingen)
Fortælling om et billede, som tilbydes et museum. I starten ligner det et ganske almindeligt og ikke engang særligt godt billede, men pludselig begynder det at ændre sig. Som i “Kannik Alberics manuskriptsamling” er begivenhederne i “Kobberstikket” oplevet af Dennistoun, en person som går igen i flere af M. R. James noveller.

Asketræet
På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ…

Grev Magnus
I Sverige ligger herregården Råbäck. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Abbed Thomas skat
Rygtet går at abbed Thomas fra Steinfeld i Eiffel gemte på en stor skat, så da historikeren, Mr. Somerton, tilfældigt faldt over nogle ledetråde til denne, kunne han ikke lade være med at følge dem. Men da det endelig lykkes ham at finde skatten, har abbed Thomas efterladt en vogter.

Indhold:

Nummer 13 (1904, Number 13) 
Fløjt og jeg kommer (1904, Oh, Whistle and I’ll Come to You, My Lad)
Tabte hjerter (1895, Lost Hearts)
Kannik Alberics manuskriptsamling (1895, Canon Alberic’s Scrap-Book)
Kobberstikket (1904, The Mezzotint)
Asketræet (1904, The Ash-Tree)
Grev Magnus (1904, Count Magnus) 
Abbed Thomas skat (1904, The Treasure of Abbot Thomas)

Udgivelsesår: 1970

Jeg har tidligere læst ”Skidt klædte mænd med baseballbat” af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i “Den tredje hund” tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.

Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.

Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.

Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…

Jeg var vældig fascineret af “Den tredje hund”, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.

Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse “Den tredje hund”, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.

”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”

Forsiden er lavet af Christian Guldager, og på en måde synes jeg, at den signalerer bogens indhold perfekt (den fik umiddelbart mig til at tænke på ”Cujo” af Stephen King, hvilket passer meget godt til historien, både mht. hunden og til Kings evne til at beskrive barndommens verden på en troværdig måde). På den anden side kan man måske godt komme til at tænke børnebog, da ikke mange danske voksenbøger benytter sig af så dramatiske effekter som en savlende, rasende hund. Uanset hvad har Klenø skrevet en interessant roman, som med sit afsæt i egne barndomsminder bringer læseren ind i en velkendt verden, hvor det uforståelige og uhyggelige lurer lige under normalitetens polerede overflade.

Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside

Udgivelsesår: 2010

Også omtalt på Horrorsiden.dk

“Sælsomme historier” er lige præcist sådan en antologi, som jeg elsker. Dels indeholder den en lang række gode noveller, og dels har Sigurd Hoel ulejliget sig med både at skrive et forord om, hvordan historierne er udvalgt og med at introducere hver enkelt forfatter med en kort tekst inden hver novelle.

Hoel skriver om sin udvælgelse: “Det fremgår af selve titlen, at jeg inden for det skitserede område har stillet mig selv en begrænset opgave. Sælsomme historier – ja, hvad er nu det? Det kan faktisk være så meget. Vi har under ellers lige vilkår foretrukket noveller, som allerede i deres tema ligger lidt uden for det, som hænder os i hverdagen. Derfor behøver de ikke nødvendigvis at være virkelighedsfjerne. De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet ganske underlige ting. Vi har været på jagt efter gode noveller fra livets såkaldte grænseområder, dér hvor virkeligt og uvirkeligt mødes. Lad ingen snæversynet videnskabsmand komme og sige, at det og det er utænkeligt. Vi har adskillige gange i de senere år oplevet, at dét, der var utænkeligt i går, ofte er glædelig – eller måske endnu oftere sørgelig – virkelighed i dag.”

Samlingens første novelle er skrevet af Charles Dickens og hedder “En mordsag for retten“. Novellen har også været udgivet i samlingen “Masser af spøgelser” og handler om en retssag, hvor både en af nævningene og den anklagede har mærkelige syner.

Ambrose Bierce har skrevet “Moxons herre“, som ifølge Hoel er den første fortælling i verdenslitteraturen om en robot. Fortælleren har en filosofisk diskussion med hovedpersonen Moxon, om maskiner kan tænke. Den diskussion får et voldsomt endelig.

“Den brasilianske kat” af Arthur Conan Doyle handler om en ung mand med dyre vaner, som ser frem til at arve en rig onkel. På nuværende tidspunkt er økonomien dog noget trængt, så derfor tager han med kyshånd imod et ophold hos en fætter, som interesserer sig meget for dyr, og bl.a. er den eneste ejer af en brasiliansk kat, som er et sjældent og dødsensfarligt rovdyr. Opholdet hos fætteren forpestes dog af dennes kone, som absolut ikke ønsker overnattende gæster.

“Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … Om Montague R. James skriver Hoel, at novellen er udvalgt, da hans historier får en egen værdi, bl.a. fordi James formår at skabe en atmosfære omkring sine spøgelser. Han lader de levende mennesker skabe spøgelserne af deres eget indre. Sikkert er det i alt fald, at M. R. James har en enestående sans for at fortælle spøgelseshistorier.

W. W. Jacobs klassiske fortælling “Abehånden” er en af mine yndlingshistorier gennem al tid. Det er den dystre fortælling om ægteparret som får en abehånd, der opfylder tre ønsker for sin ejer, men aldrig på den måde som de forestillede sig. Selvom jeg efterhånden har læst novellen masser af gange, sidder jeg stadig med gåsehud i slutningen, når det banker på døren, og manden i vild rædsel leder efter abehånden for at gøre det sidste ønske ugjort.

I “Branden i Egliswyl” af Frank Wedekind fortæller en straffefange, hvorfor han er blevet idømt fængsel, mens Rudyard Kipling i “Manden, der ville være konge” fortæller historien om to landstrygere, som det lykkes at blive konger i en bjergrig stat i Indien. Desværre lykkes det ikke dem begge at overleve kongedrømmen. 

“De blindes land” af H. G. Wells er fortællingen om en mand, som pga. et jordskælv ender i en dal befolket af blinde. I starten tror han, at han kan blive en stor kanon her, for ordsproget siger jo, at i de blindes land er den enøjede konge. Men virkeligheden viser sig helt anderledes. De blinde klarer sig på alle måder bedre end ham, og her er det ham, der er anderledes og dermed handicappet. Novellen er fremragende fortalt og dens skarpe pointe spidder læseren.

“Det tredje område” af Frank Norris er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk. 

Stephen Crane har i “Et gråt ærme” skrevet en fortælling fra den amerikanske borgerkrig, mens “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, en af mine favoritnoveller i samlingen, mere minder om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden favorit er “Augusthede” af W. F. Harvey. En kunstner sidder en varm august dag og tegner en tegning af en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter, at dommeren har afsagt sin dom. Tilfreds med sit arbejde tager han tegningen med for at gå en tur. Men på vejen kommer han forbi et stenhuggeri, hvor en mand, der ligner tegningen til mindste detalje, er i gang med at udhugge en gravsten til en udstilling – og teksten på stenen er forfatterens navn … Novellen er også udkommet under titlen “Hedebølge” i samlingen “Gotiske gysere“.

Marjorie Bowen fortæller i “Recepten” en underholdende spøgelseshistorie, om en læge som tilkaldes midt om natten til et alvorligt sygdomstilfælde, men næste dag viser det sig, at huset han besøgte ikke har været beboet i mange år.

“Guldmagerne” af J. B. S. Haldane er en actionfyldt historie om en mand, som får fortalt opskriften på at lave guld af havvand, og den viden giver ham store problemer. Ovre i det mere humoristiske hjørne befinder James Thurber sig med novellen “Den største mand i verden“, som forestiller sig en situation, hvor en usympatisk og rædselsfuld person bliver verdensberømt som helt. Men hvordan håndterer man lige pressen i den situation?

Ernest Hemingways novelle “Efter stormen” er en stram fortalt historie om manden, der som den første finder et sunket skib, men ikke kan få fat i vraggodset. Samlingens sidste novelle er skrevet af Evelyn Waugh og hedder “Manden, der elskede Dickens“. Mr. Henty drager på en ekspedition til Amazonas, som ender i en katastrofe. Som eneste overlevende dukker han op på dørtrinnet af Mr. McMasters hus langt væk fra civilisationen. McMaster plejer ham tilbage til livet, og da Henty er kommet til sig selv, er han kun glad for at kunne glæde McMaster ved at læse højt af dennes store Dickens samling. Men hvor højt kan man elske Dickens?

Indhold:

En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Moxons herre af Ambrose Bierce (Moxon’s Master, 1909)
Den brasilianske kat af Arthur Conan Doyle (The Story of the Brazilian Cat, 1898)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Abehånden af W. W. Jacobs (The Monkey’s Paw, 1902)
Branden i Egliswyl af Frank Wedekind (Der Brand von Egliswyl, 1905)
Manden der ville være konge af Rudyard Kipling (The Man Who Would Be King, 1888)
De blindes land af H. G. Wells (The Country of the Blind, 1904)
Det tredje område af Frank Norris (The Third Circle, 1909)
Et gråt ærme af Stephen Crane (A Grey Sleeve)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912)
Augusthede af W. F. Harvey (August Heat, 1910)
Recepten af Marjorie Bowen (The Prescription, 1929)
Guldmagerne af J. B. S. Haldane (The Gold-Makers, 1932)
Den største mand i verden af James Thurber (The Greatest Man in the World, 1931)
Efter stormen af Ernest Hemingway (After the Storm, 1932)
Manden, der elskede Dickens af Evelyn Waugh (The Man Who Liked Dickens, 1933)

Udgivelsesår:

Syv unge flytter ind i en gammel herskabelig lejlighed på Østerbro. Alt burde være idyl, men noget er helt galt…

Rikke og Bo mødte hinanden under en ferie til Fiji. De forelskede sig stormende, og nu vil de flytte sammen. Da Rikke falder over en annonce for en herskabslejlighed på Bramsensvej, får hun overtalt Bo til at tage med ud at kigge på den. Lejligheden er egentlig al for stor til dem, og så er den slidt og kræver masser af istandsættelse. Men huslejen er utrolig lav, så de slår alligevel til.

For at få råd til istandsættelse søger de bofæller, og snart bor der otte meget forskellige personer i lejligheden. Men efter indflytterfesten er de pludselig kun syv. Miriam er død, og alle mistænker hinanden. For at gøre ondt værre forsvinder liget, og da det dukker op igen, dukker flere hemmeligheder frem. Tilsyneladende er de syv unge alle efterkommere af deltagerne fra en ekspedition til Antarktis. En ekspedition, som fandt noget, nogen i nutiden vil slå ihjel for at få fingre i.

Umiddelbart lyder oplægget spændende, men desværre lever indholdet ikke helt op til idéen. Personerne er stereotype og flade, så man investerer ingen følelser i dem. De mange kærlighedsaffærer gør heller ikke noget godt for historien, men er bare med til at understrege personernes overfladiskhed, selvom meningen vel er at vise hvor dybe følelser, der er på spil.

Heller ikke spændingssekvenserne bliver overbevisende, og selvom historien egentlig lægger op til flere yderst skræmmende sekvenser, ja så bliver det bare ikke til noget. Bl.a. fordi dialogerne ind i mellem er dræbende dårlige:

“De slog sig ned i køkkenet, nogle satte sig ned, andre drev hvileløst rundt. Regitze forsøgte at sætte kaffe over, opgav. Gry suttede på sin cola. “Hvis hun er død…” begyndte Bo. “Hun er stendød!” sagde Regitze. “…må hun være blevet myrdet” fortsatte Bo. “Det er for langt ude” himlede Regitze. “Det kan ikke være sandt” Salim kom ud i køkkenet med en ødelagt telefon i hånden. “Hvem har smadret telefonen?” “Dig selv i din herrebrandert” sagde Tor. “Kan du slet ikke huske det?” Salim stirrede på telefonen. “Du var så stiv” Bo så hårdt på Salim. “Den stiveste perker jeg har set i mit liv.”

Historien fortælles i flere planer: i nutiden, i fortiden, via dagbøger og glemte papirer; og så er der flere bifigurer, som pludselig kastes ind i handlingen, uden at meningen med deres tilstedeværelse står særligt klart. Det gør, at romanen til tider virker meget fragmenteret, og gør det svært at bevare overblikket over plottet.

”De udvalgte” er baseret på DR’s tv-serie af samme navn fra 2001, og det er formentlig grunden til de manglende personbeskrivelser og problemerne med at holde fokus. Serien løb i 13 afsnit, ligesom bogen er opdelt i 13 kapitler. Jeg kan forestille mig, at historien har fungeret bedre på tv, hvor spændingen bl.a. også skabes af klipning og lydside, men i bogform er det desværre ikke så vellykket. Alt for mange kapitler kører delvist i tomgang, begivenheder og personer forklares kun delvist. Mod slutningen geares tempoet dog helt vildt op, og historien slutter (lidt skuffende) med en cliffhanger, som vi formentlig aldrig får en afslutning på.

Tv-serien blev instrueret af Kenneth Kainz, Henrik Ruben Genz og Jannik Johansen. Sidstnævnte har bl.a. også instrueret “Mørke” fra 2005. På skuespillersiden ses bl.a. Liv Corfixen (“Kat”, 2001).

Udgivelsesår: 2001

Jeg ved ikke helt præcist, hvad Alfred Hitchcock har med denne iøvrigt glimrende novelleantologi at gøre udover at lægge navn til, men måske har han virkelig været med til at udvælge de noveller, der er medtaget. Uanset er her i hvert fald tale om en underholdende samling historier, som spænder fra spøgelsesfortællinger til regulære krimiplots, som er udvalgt og oversat fra “Stories for Late at Night”.

Samlingens første novelle hedder “Døden er en drøm” af Robert Arthur, og handler om David der som barn led af personlighedsforstyrrelser, hvor han udviklede en alternativ personlighed ved navn Richard. David blev dog rask, men nu hvor han står for at skulle giftes, bliver han plaget af en tilbagevendende drøm, hvor hans tidligere hustru vender tilbage fra de døde, og hvor også Richard genopstår.

I “Hele byen sover” af Ray Bradbury bliver en lille by plaget af en morder, der i folkemunde kaldes “den ensomme”. Miss Lavina Nebbs har dog ikke tænkt sig at lade sig forskrække af denne ubudne gæst, og insisterer på at tage i biografen med to veninder. Men det er måske ikke en klog beslutning. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups fremragende novelle “Indbrud” fra samlingen “9 før døden“, som bestemt også er en læsning værd.

“Damernes mand” af Ruth Chatterton er fortællingen om et hjemsøgt værelse, hvor spøgelset kun viser sig for de overnattende kvinder. “Kokonen” af John B. L. Goodwin er en af perlerne i antologien. Drengen Denny bor alene sammen med sin distræte far, hvis kontor er overdynget med trofæer af næsehorn, sneleoparder m.m., som faren har skaffet sig på lange farefulde togter. Dennys værelse har også sine trofæer, nemlig sommerfugle i alle afskygninger. En dag falder Denny over en særlig interessant larve, som han tager med sig for at se den forvandle sig til en sommerfugl. Men da forvandlingen sker, ændrer verden sig for Denny.

Også “Sølvpenge” af Brett Halliday hører til blandt antologiens bedste, selvom den er en helt anden slags fortælling end “Kokonen”. Her hører vi om amerikaneren Thurston, som tilsyneladende er forsvundet i bjergene, og nu forsøger forsikringsselsskabet at finde ud af, hvad der er sket. Thurston var bestemt ikke elsket af de lokale, og helt galt bliver det, da han kaster sine øjne på halvkastepigen Lolita. Det skulle han ikke have gjort.

“Det fløjtende værelse” af William Hope Hodgson er historien om et hjemsøgt værelse, og hører til de mere klassiske gyserfortællinger i samlingen, mens “Fortalt under fire øjne” af Cyril Hume er en slags grotesk kærlighedshistorie. Hunter har hele sit liv været opslugt af dyr, og ingen forventede, at han ville gifte sig. Men en dag dukker han op med en meget smuk og sært skræmmende ung kvinde, som drager mænd til sig og virker lige modsat på kvinder. Hunters bedste ven begærer denne kvinde så meget, at han endda overvejer at slå Hunter ihjel for at få hende for sig selv. Men naturligvis gemmer hun på en hemmelighed. Novellen bringer tankerne hen på H. G. Wells roman “Doktor Moreaus ø” fra 1896, men har alligevel sin egen stil.

“Asketræet” af Montague R. James er klassisk antiquarian ghoststory og en af mine favoritter. På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ… Noget af det bedste ved M. R. James’ historier er, at han har flyttet det klassiske gys fra det gotiske stormvejr og labyrintiske kældre til den moderne tid, og alligevel lykkes det ham uden brug af store ord og falbalader at skræmme bukserne af læseren i historiens sidste linjer.

“Æresgæld” af Will F. Jenkins hører også til blandt de bedste i antologien. Det er en lidt skæv historie om en sømand, som strander på en øde klippeø med kun ganske lidt mad og drikke. Efter få dage opdager han dog, at han alligevel ikke er alene. En rotte har tilsyneladende også overlevet forliset, og nu er det et spørgsmål og om liv og død mellem de to skibsbrudne. Historien er fantastisk fortalt, og slutningen er både overraskende og anderledes.

“Anden nat til søs” af Frank Belknap Long handler om en mand, som tager på krydstogt, blot for at opdage at krydstogtskibet hjemsøges af et forfærdeligt væsen.

“I græsset derinde” af Gouverneur Morris handler om en botaniker, som samler græsarter til den botaniske have i Bronx. Han er ankommet til øen Batengo i det sydlige stillehav, hvor han møder telegrafisten Graves. Graves kender lidt til græsarter, men advarer botanikeren om, at de indfødte ikke vil hjælpe ham, da det er stort TABU at gå ind i græsset. Og det er der en grund til.

“Overfaldet” af Edward L. Perry er en grum fortælling om to unge mænd, som beslutter sig for at overfalde en mand på gaden ved at narre ham til at følge med deres veninde ind i en gyde. Overfaldet får dog en anden afslutning end oprindelig tænkt.

I “Nødråb fra taget” af Henry Slesar bliver Chet Brander lukket ud på en tagterrasse en iskold vinteraften uden overtøj. Brander har lånt penge til ejeren af penthouselejligheden, og de penge har ejeren ikke tænkt sig at betale tilbage.

Sidste novelle er “Naboerne” af Pauline C. Smith, en spidsfindig lille historie om konen, som har lidt af svage nerver, og nu opdager at naboerne har nogle underlige vaner.

Indhold:

Døden er en drøm af Robert Arthur (Death is a Dream, 1957)
Hele byen sover af Ray Bradbury (The Whole Town’s Sleeping, 1950)
Damernes mand af Ruth Chatterton (Lady’s Man, 1961) 
Kokonen af John B. L. Goodwin (The Cocoon, 1946)
Sølvpenge af Brett Halliday (Pieces of Silver, 1948)
Det fløjtende værelse af William Hope Hodgson (The Whistling Room, 1910)
Fortalt under fire øjne af Cyril Hume (Told for the Truth, 1927)
Asketræet af Montague R. James (The Ash-Tree, 1904)
Æresgæld af Will F. Jenkins (Side Bet, 1937)
Den anden nat til søs af Frank Belknap Long (Second Night Out, 1933)
I græsset derinde af Gouverneur Morris (Back There in the Grass, 1911)
Overfaldet af Edward L. Perry (The Mugging, 1956)
Nødråb fra taget af Henry Slesar (A Cry from the Penthouse, 1959)
Naboerne af Pauline C. Smith (The People Next Door, 1952)

For nogen tid siden genså jeg filmatiseringen af John Wyndhams roman “Midwich Cuckoos”, der blev filmatiseret som “Village of the Damned“. Jeg var ret betaget af den og fik lyst til at læse romanen bag. Desværre er den eneste udgave på dansk en forkortet og bearbejdet udgave til børn. Det bedste, man kan sige om oversættelsen, er, at filmen tilsyneladende følger oplægget temmelig nøjagtigt, og at idéen til toeren også kan findes i bogforlægget. Jeg må vist hellere få fat i originaludgaven.

John Wyndham har bl.a. også skrevet “Da Trifitterne kom”, hvor jorden bliver invaderet af menneskeædende planter, og “Invasion fra dybet” som jeg endnu har til gode at læse.

Originalt udgivelsesår: 1957

Norman Saylor er professor i sociologi på Hempnell Collage, hvor han bl.a. forsker i overtro og primitive religioner. Han er lykkelig gift med Tansy, og da romanen begynder har Norman netop indset, hvor overordentlig heldig han har været. En pludselig indskydelse får ham dog til at kigge Tansys påklædningsværelse igennem, og her finder han, gemt af vejen i en skuffe, en lang række magiske effekter såsom jord fra en kirkegård, hår og magiske urter.

Midt i hans opdagelse, opdager Tansy ham, og efter chokket fortager sig ender det med en alvorlig samtale. Norman indser, at hans hustru har involveret sig i heksekunst – og rent faktisk har overbevist sig selv om, at det virker – mens han har arbejdet med at indsamle og systematiseret den til en rationel brug. Tansy har gjort det for at beskytte ham mod verdens ondskab, som ikke mindst er at finde i det akademiske miljø, hvor alle har knive på ærmerne for at komme frem.

Det lykkes til sidst Norman at overtale hende til at smide alle amuletter, poser og så videre ud, idet han får hende overbevist om, at hun blot har udviklet en neurose, og at der naturligvis ikke findes hekse. Men knap er den sidste amulet brændt, før tingene ændrer sig.

Pludselig har heldet fuldstændig forladt Norman, og en masse problemer på arbejdet begynder. En ventet forfremmelse går til en anden, en ung studerende anklager ham for seksuelt misbrug, og samtidig får han en mærkelig fornemmelse af, at tre af kollegaernes hustruer ikke blot er ambitiøse på deres mænds vegne, men at de vil gå hele vejen for at få deres vilje. Men mens Norman føler magiens indtog i sin verden, virker Tansy som befriet fra en tung byrde. Så Norman holder sine tanker for sig selv, indtil den dag han opdager, at stengargoylen fra universitets tag flytter sig …

“Heksenatten” starter med at være meget beskrivende i forhold til Normans tanker og reaktioner på begivenheder og mennesker omkring ham, men efterhånden som historien udvikler sig, og den sorte magi bliver mere og mere virkelig, bliver historien også mere og mere skræmmende, selvom Norman stadig forsøger at få hold på det hele ved detaljeret at forsøge at finde frem til en rationel sandhed. Men da Tansy forsvinder, og hans eneste chance for at finde hende igen er at tro på det utrolige, må han så ikke gøre det?

“Hvilken videnskabsmand ville lade hånt om den mulighed, selvom der kun var én chance ud af en million for at den var rigtig? Ville kommandanten for en omringet hær se bort fra en strategi, bare fordi den ikke stod i lærebøgerne? Dette her lød som det rene sludder. I går kunne det have betydet noget for ham følelsesmæssigt. I dag var det bare vanvid. Men i morgen aften kunne det muligvis komme til at stå for ham som en mystisk sidste chance.”

Spændingen accelererer mod slutningen af historien, og først på allersidste side afsløres det, om Norman har valgt rigtigt.

Jeg følte mig godt underholdt af “Heksenatten”, og har bestemt fået lyst til at læse flere af Leibers fortællinger. Desværre ser der ikke ud til at være oversat meget til dansk. Udover “Heksenatten” kan jeg umiddelbart blot finde frem til to science fiction-noveller: Ingen større kunst i “4 tidsrejser – en antologi” fra 1978 udgivet af Science Fiction Cirklen; samt “En spand luft” i antologien “Historier fra en anden verden” fra 1977 udgivet af Gyldendal.

Ifølge Wikipedia var Fritz Leiber stærkt inspireret af H. P. Lovecraft i de første år af sin forfatterkarriere. I 1936 modtog han efter sigende et brev fra Lovecraft, som kraftigt ansporede ham til at forfølge en litterær karriere, og i 1939 solgte han sin første udgivelse til Unknown Magazine (også Unknown Worlds): historien ”Two Sought Adventure” som introducerede hans mest kendte figure, Fafhrd og Gray Mouser. I 1943 solgte han sine første romaner “Conjure Wife” til Unknown Magazine og “Gather, Darkness” til Astounding Magazine.

I “Conjure Wife” ser man også stor indflydelse fra Carl Jung, især hans begreber Anima og Skyggen, idet Norman Saylor i vid udstrækning benytter sig af psykoanalysen som forklaring på menneskers opførsel.

Leiber har modtaget størst anerkendelse for sine noveller, og han anses af flere som en af forløberne til den moderne urbane horror-historie. Bl.a. har Ramsey Campbell peget på ham som sin største inspirationskilde. Men Leibers historier krydsede flere genrer. Fafhrd og Mouser historierne var sværd og troldom-fortællinger, ligesom han også skrev indenfor science fiction og fantasy.

“Heksenatten” er blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1944 af Reginald Le Borg under titlen “Weird Woman” med Lon Chaney Jr. som Norman Saylor. Senere også i 1962 af Sidney Hayers under titlen “Burn, Witch, Burn!” og igen i 1980 af Richard Shorr og Herbert L. Strock som “Witches’ Brew”. Derudover er novellen også filmatiseret til tv.

Originaludgivelse: 1943
Originaltitel: Conjure Wife

Læs mere:

Wikipedia 
Conceptual Fiction

“Nummer 13″ af M. R. James udspiller sig i Danmark, nærmere bestemt i Viborg. Her indlogerede fortællerens fætter, mr. Anderson, sig på hotellet Den Gyldne Løve, som ifølge fortælleren var et af de få gamle huse, der ikke blev lagt i aske af den store ildebrand i 1726.

Anderson var i Viborg for at studere nogel papirer fra Rigsarkivet til brug for sine studier i dansk kirkehistorie, og havde brug for et kombineret sove- og arbejdsværelse. Til sidst faldt valget på nummer 12, et værelse med tre vinduer ud mod gaden og eftermiddagssolen. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved Den Gyldne Løve udover, at der ikke fandtes et værelse med nummer 13. Men ikke en gang det var særligt bemærkelsesværdigt, for sådan var skikken på mange hoteller i Danmark.

Om aftenen skulle Anderson hente en bog nedenunder, før han lagde sig til at sove. Da han kom tilbage til sit værelse, opdagede han, at han var kommet til at tage i en forkert dør, og at der tilsyneladende alligevel måtte være et værelse nummer 13. Det ærgede ham lidt, at han ikke havde valgt det i stedet for, men da han kom ind i sit eget værelse igen, glemte han det og kom i stedet til at tænke over, hvor meget mindre det virkede om aftenen. Han slog det dog hen og slumrede snart hen.

Næste dag fortsatte Anderson sine studier på Rigsarkivet, og her fandt han bl.a. frem til nogle papirer om en magister ved navn Nicolas Francken, som blev anklaget for brug af sort magi. Om aftenen tog han tilbage til Den Gyldne Løve, og endnu engang dukkede døren op til værelse 13, og denne gang hørte han lyde derinde fra og så skygger af en skikkelse aftegnet på muren overfor værelset.

De følgende dage skete der flere besynderlige ting. Fætterens taske forsvandt for så at dukke op igen; Vinduerne syntes at flytte sig; Og en aften lød der en frygtelig sang fra værelset ved siden af – værelset der om dagen var nummer 14 og om natten nummer 13 …

“Nummer 13″ må være den af M. R. James’ historier som flest gange er udgivet på dansk, hvor den bl.a. kan læses i “Spøgelseshistorier fra hele verden“, “Mine bedste gysere” og “Verdens bedste spøgelseshistorier“. Den udkom i 1904 i samlingen “Ghost Stories of an Antiquary”, men har muligvis også tidligere været trykt i et magasin.

Originaltitel: Number 13
Udgivelsesår: 1904

Hør Christopher Lee genfortælle “Nummer 13″