Arkivet for ‘Forfatterportrætter’ Kategorien
Montague Rhodes James (M. R. James)
The antiquarian ghost story
King’s College
Fortælle-teknik
Inspiration og indflydelse
Udvalgt bibliografi
Læs mere
The antiquarian ghost story
Montague Rhodes James blev født d. 1. august 1862, og døde d. 12. juni 1936. Som forfatter var han kendt under forkortelsen M. R. James, og han skrev en lang række spøgelseshistorier, der i dag anses for nogen af de bedste i engelsk litteratur.
M. R. James formåede at redefinere spøgelseshistorien, så den til en vis grad fjernede sig fra det gotiske setup og flyttede ind i det nye århundrede. Samtidig var hans hovedpersoner dog ofte optaget af “antiquarianism” (en person som er stærkt optaget af fortiden og ofte samler på gamle, værdifulde bøger – Wikipedia), og han er blevet kaldt for skaberen af “the antiquarian ghost story”.
King’s College
M. R. James blev født i Kent i England. Det meste af sin barndom og ungdom boede han i Suffolk, hvor også flere af hans historier foregår, bl.a. “Oh, Whistle, and I’ll Come to You, My Lad“. James blev uddannet og arbejdede efterfølgende på King’s College i Cambridge. Han arbejdede især med middelalderen og klassikerne, og var yderst anerkendt for sin akademiske viden. Bl.a. var det hans fund af et gammelt manuskriptfragment, som førte til udgravningen af Bury St. Edmunds klostret i West Suffolk i 1902, hvor man fandt flere grave, der havde ligget uopdaget siden opløsningen af klostrene. Desuden oversatte og skrev M. R. James flere store faglige værker.
Fortælle-teknik
I 1904 udgav han sin første samling spøgelseshistorier “Ghost Stories of an Antiquary”, som i 1911 blev efterfulgt af “More Ghost Stories of an Antiquary”. I 1919 kom den tredje samling “A Thin Ghost and Others”, og hans sidste samling spøgelseshistorier kom 6 år senere i 1925 “A Warning to the Curious and Other Ghost Stories”. Mange af historierne var skrevet med henblik på at blive læst op som julefortællinger, og ifølge Wikipedia blev M. R. James fortællestil ligefrem kendt som Jamesian metoden.
En klassisk Jamesian fortælling indeholder tre nøgle-elementer: 1) Et karakterfuldt setup i en engelsk landsby, enten ved havet eller inde i landet, en gammel by i enten Danmark, Sverige eller Frankrig, eller et ærværdigt kloster eller universitet; 2) En unavngiven lærd gentleman – ofte lidt naiv - som hovedperson; 3) Opdagelsen af en gammel bog eller et andet antikvarisk objekt som på en eller anden måde tilkalder en uvelkommen tilstedeværelse af en overnaturlig trussel, som regel fra den anden side af graven.
Et eksempel på en af hans “danske” historier er “Nummer 13“, som foregår i Viborg, hvor hovedpersonen er rejst til for at studere nogle papirer i Rigsarkivet, og hvor der i slutningen findes en lille kobberkiste indeholdende et sammenfoldet pergamentark fyldt med ukendte skrifttegn. Her opfyldes alle tre nøgle-elementer og skaber tilsammen en utrolig spændende fortælling, på trods af at der ikke sker de store begivenheder.
M. R. James yndlingsteknik var nemlig at fortælle om overnaturlige hændelser hovedsageligt ud fra de konsekvenser hans personer kom ud for. Ved at lade læseren udfylde de blanke pletter og selv fokusere på at beskrive setup og karakterer helt jordbundet, kom de bizarre og rædselsvækkende elementer så meget mere overraskende. M. R. James opsummerer selv sin tilgang til spøgelseshistorien i sit forord til antologien “Ghosts and Marvels“ (1924): “Two ingredients most valuable in the concocting of a ghost story are, to me, the atmosphere and the nicely managed crescendo.… Let us, then, be introduced to the actors in a placid way; let us see them going about their ordinary business, undisturbed by forebodings, pleased with their surroundings; and into this calm environment let the ominous thing put out its head, unobtrusively at first, and then more insistently, until it holds the stage.” Hertil tilføjer han, at spøgelset altid bør være ondsindet eller modbydeligt, idet et hjælpsomt spøgelse snarere høre til i eventyret.
Inspiration og indflydelse
M. R. James var meget betaget af Sheridan Le Fanus værker og betragtede ham som den absolut bedste forfatter af spøgelseshistorier. Bl.a. redigerede han samlingerne “Madame Crowl’s Ghost” (1923) og “Uncle Silas” (1926) og skrev ligeledes en introduktion til dem.
James blev aldrig gift, og efter en flot akademisk karriere og en vellykket forfatterkarriere døde han fredeligt i sit hjem i 1936. Han skrev over 30 spøgelseshistorier, som stort set ikke har været ude af trykken siden, enten i genoptryk af hans egne samlinger eller som bidrag i andres antologier.
Der er lavet flere tv-filmatiseringer af M. R. James historier, hovedsageligt i England. Bl.a. har BBC ved flere lejligheder lavet “A Ghost Story for Christmas”, f.eks. har Christopher Lee spillet James og læst hans noveller op. Også en enkelt spillefilm “Night of the Demon” instrueret af Jacques Tourneur efter novellen “Casting the Runes” er det blevet til.
Flere store forfattere bekender sig inspireret af M. R. James, herunder bl.a. H. P. Lovecraft som kaldte M. R. James historier for toppen af spøgelseshistorier i sit essay “Supernatural Horror in Literature”. Men også forfattere som Stephen King og Ramsey Campbell anerkender ham som en stor indflydelse.
Udvalgt bibliografi:
Ghost Stories of an Antiquary (1904)
- heri bl.a. Number 13, Count Magnus, Oh, Whistle and I’ll Come to You, My Lad, The Mezzotint
More Ghost Stories (1911)
- heri bl.a. The Rose Garden, Casting the Runes, The Stalls of Barchester Cathedral
A Thin Ghost and Others (1919)
- heri bl.a. The Residence of Mr. Whitminster, The Story of a Disappearance and a Appearance
A Warning to the Curious and Other Ghost Stories (1925)
- heri bl.a. The Haunted Doll’s House, The Uncommon Prayer-Book, A View From a Hill
The Collected Ghost Stories of M. R. James (1931)
- heri bl.a. Rats
Samt en omfattende række af faglitteratur
Læs mere:
Under 
Tags: 
H. P. Lovecraft
Den tidlige barndom
Et sygt barn
High School tiden
Skriveriet tager form
Ægteskabet med Sonia Greene
Nederlag på stribe
Sygdom og død
Indflydelse
Udvalgt bibliografi
Udvalgt filmografi
Læs mere
Links
Den tidlige barndom
Howard Phillips Lovecraft blev født d. 20. august 1890 og døde knap 50 år senere d. 15. marts 1937. Hans far, Winfield Lovecraft, var omrejsende handelsmand, og døde i 1898 efter at være blevet indlagt på sindssygehospitalet Butler i Providence. Man mener, at han muligvis led af syfilis, og at det var sygdommen, som gjorde ham sindssyg. Lovecrafts mor var Susie Phillips Lovecraft, og også hun havde psykiske problemer. Hele livet led hun af vrangforestillinger, og i Lovecrafts unge år klædte hun ham ud som en pige.
Efter farens død flyttede mor og søn ind hos Susies forældre, Whipple og Robie Phillips, hvor Susies to søstre, Lillian og Annie også boede. Familien havde både råd til tjenestefolk og eget bibliotek, og det blev dette hus, som Lovecraft siden betragtede som sit hjem.
Lovecraft lærte at læse og skrive i en tidlig alder takket være bedstefarens undervisning. Det var også ham, som gav Lovecraft kærligheden til spøgelses- og gotiske historier. Noget af det første, Lovecraft læste, var “1001 nats eventyr”. Historierne inspirerede ham til at lege, at han var Abdul Alhazred – et navn han senere brugte i sine fortællinger, om den gale araber der nedskrev den forbudte bog, Necronomicon.
Hele sit liv var Lovecraft ateist. Til gengæld troede han som barn en overgang på de græske og romerske mytologier.
Et sygt barn
Lovecraft var ofte syg som barn, og hans yderst beskyttende mor holdt ham inde en stor del af tiden. Derudover led han af dårlige nerver, noget som dog forsvandt med alderen. I 1899-1900 tog Susie ham ud af skolen pga. helbredsproblemer, og i de næste par år blev han undervist af privatlærere og af moren og bedstefaren. Det var i denne periode, at han opdagede Edgar Allan Poe, som gjorde et stort indtryk på ham. Han blev også interesseret i naturvidenskab og brugte meget tid på et kemisæt, han havde fået. Den viden han her indhentede, brugte han senere i de første blade, han skrev og delte ud til familie og venner.
Det begyndte at gå dårligt for bedstefarens firma, og da han døde i 1904, var familien tvunget til at flytte fra det store hus og opgive tjenestefolkene. Det var et hårdt slag for Lovecraft, der resten af sit liv drømte om at købe huset tilbage og genskabe de gode gamle dage. Et andet hårdt slag var, at hans kat Nigger-Man forsvandt. Katten var i perioder hans bedste ven, og han fik aldrig en ny kat. Til gengæld navngav han en figur i historien “The Rats in the Wall” efter Nigger-Man.
High School tiden
Lovecraft startede på high school, men fik et nervøst sammenbrud og modtog aldrig sin eksamen. Det ærgede ham, da han gerne ville have gået på universitetet, idet han mente, at en gentleman burde have en universitetsuddannelse. Denne gentlemans indoktrinering betød også, at det var meget svært for ham at skrive for penge. Noget han og familien ellers i høj grad havde brug for, da de stort set levede af den lille arv, bedstefaren havde efterladt.
I næste fem år i tiden fra 1909 til 1914 lavde Lovecraft stort set ikke andet end at læse og skrive om natten og sove om dagen. Denne indelukkede periode gjorde ham til lidt af en excentriker. Han blev dog involveret i forskellige amatørudgivelser, ligesom han førte en meget omfattende brevkorrespondance med helt op til 10-15 breve om dagen. I en periode udgav Lovecraft selv amatørbladet “The Conservative” som udkom kvartalvis, men efter 13 numre stoppede han igen.
Det meste af Lovecrafts viden kom fra bøger, og han havde nogle ganske racistiske og fordomsfulde holdninger til tider. Bl.a. udtalte han sig ret negativt om sorte og jøder i en række indlæg, men da han siden mødte nogle jøder, blev de blandt hans bedste venner (bl.a. Robert Bloch), ligesom han giftede sig med en jøde, Sonia Greene, i 1924. Sonia var 7 år ældre end ham, og ægteskabet endte med at blive opløst, efter at parret i en årerække havde boet hver for sig.
Skriveriet tager form
Da USA erklærede Tyskland krig i 1917, forsøgte Lovecraft at melde sig. Han løj om sine sygdomsforløb, men da indkaldelsespapirerne kom, opdagede hans mor dem og tvang ham til at springe fra. Samme år skrev han novellen “Dagon“, som kan ses som ganske betegnende for hans skrivestil, og som blev trykt i “The Vagrant” og senere i 1923 i “Weird Tales”. Også novellen “The Tomb” blev skrevet dette år.
Herefter kastede han sig for alvor over at skrive noveller, og i 1918 tjente han for første gang penge på en af sine historier,da novellen “The Marshes” vandt en kontant pris i en filmkritik-konkurrence. Herefter begyndte Lovecraft at tage penge for at udføre ghostwriting for andre, hovedsageligt omskrivning af noter til færdige tekster, men han kunne godt finde på at omskrive historien totalt, hvis han synes, at han havde en bedre idé.
Lovecraft hentede ofte inspiration til sine historier i sine drømme. Bl.a. novellen “The Statement of Randolph Carter” fra 1919 bygger på en drøm. Her bruger Lovecraft for første gang sit drømme-alias, Randolp Carter, som går igen i flere historier.
I marts 1919 blev moren Susie Phillips Lovecraft indlagt på samme sindssygehospital som faren var død i. Moren levede dog endnu et par år, og de bevarede en tæt kontakt, bl.a. via breve til hendes død d. 21. maj 1921.
Ægteskabet med Sonia Greene
Nogle uger efter morens død deltog Lovecraft i en amatør-journalist konvention, og det var her han mødte Sonia Greene, som også skrev lidt, bl.a. fik hun trykt novellen “The Invisible Monster” i “Weird Tales”. Idéen til historien opstod efter en aftentur, hvor de havde hørt en fjern snerren, som de ikke kunne identificere. Lovecraft synes godt om novellen, og da han udtalte sig positivt om den, gav Sonia ham et smækkys – noget som forbavsede den unge Lovecraft såre. De blev som nævnt tidligere gift i 1924, men der opstod hurtigt problemer. Sonias butik gik ned, og hun blev indlagt med et nervesammenbrud. Siden flyttede hun til Cincinnati for at arbejde, og de kom kun til at bo sammen ganske kort igen.
I 1923 startede pulpmagasinet “Weird Tales” ved J. C. Henneberger. Det første nummer udkom i marts 1923, og Lovecraft indsendte fem noveller på opfordring fra sine venner. Alle fem noveller blev optaget, og Lovecraft blev opfordret til at indsende flere. Senere blev han også tilbudt stillingen som redaktør på bladet, men han takkede nej, da det ville indebære, at han skulle flytte til Chicago.
Lovecraft led alvorligt af hjemve, og da hans tante Lillian foreslog, at de skulle flytte sammen i et dobbelthus hjemme i Providence, slog han til. Sonia hjalp med flytningen og boede i huset en kort periode, men Lovecraft (og måske især hans tante) kunne ikke leve med, at hun var forsørgeren, og det endte med, at Sonia flyttede ud igen.
Nederlag på stribe
I 1928 skrev Lovecraft “The Dunwich Horror” inspireret af en historie, han havde hørt på en månedlang rundrejse i regionen. Historien indbragte ham 240$ hvilket var det største beløb, han endnu havde tjent på en af sine historier. I 1929 blev han og Sonia skilt, selvom det senere har vist sig, at papirerne var forkert udfyldt, så det blev aldrig korrekt registreret.
I 1931 skrev han “At the Mountains of Madness“, som var alt for lang til at blive trykt i “Weird Tales”. Samtidig fik han et afslag fra forlaget G. P. Patnam’s Sons, som ellers havde kontaktet ham. Afvisningerne førte til, at Lovecraft var ved at opgive skønlitteraturen. Vennen August William Derleth gjorde i denne periode meget for at opmuntre Lovecraft, og skrev bl.a. en del af hans manuskripter ind på maskine og sendte dem ind til forskellige blade.
Da Lovecrafts tante Lillian døde i 1932, flyttede hans anden tante Annie ind kort efter.
I 1936 forsøgte William L. Crawford at udgive “The Shadow over Innsmouth“, som blev trykt i 400 eksemplarer. Der blev kun solgt 150 stk, og Crawford måtte opgive. Denne udgivelse var den eneste bogudgivelse af Lovecraft i hans levetid.
Sygdom og død
I 1937 blev Lovecraft syg. Han havde haft helbredsproblemer siden en voldsom influenza vinteren 1936, men nu udviklede det sig langsomt værre. Han tabte sig meget og blev nødt til at holde sengen, og d. 2. marts fik han konstateret kræft. Lovecraft blev indlagt d. 10. marts, men kræften havde bredt sig, og der var intet at gøre.
D. 15. marts døde Howard Phillips Lovecraft, og blev tre dage senere begravet på familiens gravsted på The Swan Point Cementary. Hans navn blev tilføjet til forældrenes sten, og først i 1977 blev der rejst en sten over ham, da hans fans samlede penge ind. Inskriptionen på stenen lyder: “Howard Phillips Lovecraft – August 20, 1890 – March 15, 1937 - I AM PROVIDENCE”.
Boet efter Lovecraft blev gjort op til 500$ som tante Annie arvede. Lovecraft havde udpeget Robert Barlow til at tage sig af det litterære bo, og Derleth havde fået tilladelse til at udgive en række historier. Barlow fik aldrig gjort noget ved papirerne, og det endte med, at Derleth overtog hvervet.
H. P. Lovecraft nåede at skrive ca. 70 historier (hovedsageligt noveller) og skrev indenfor genrerne horror, fantasy og science fiction. Han var især kendt for sine historier i subgenren weird fiction, og udkom hovedsageligt i pulpbladet Weird Tales. Et faktum han ifølge Benni Bødker hadede. Lovecraft hadede de kulørte og sensationslystne forsider, de stereotype historier og redaktørernes ignorance over for god litteratur. Allermest hadede han, at han var nødt til at gå til disse redaktørere for at få udgivet sine historier: “For at sone sin bitre situation udviklede Lovecraft en besættelse af idolet Edgar Allan Poes gamle parole om, at kunst skal laves for kunstens egen skyld … At få penge for en historie nærmede sig for Lovecraft det suspekte … Tit nægtede han endda at renskrive historierne, fordi han ikke mente, det ville være besværet værd, når det var så åbenlyst, at han ikke skrev den slags tjubang eventyr, som bladene gerne ville have.”
I sin levetid nåede han stort set kun at blive udgivet i pulpblade, men eftertiden har fået øjnene op for hans kvaliteter, ikke mindst pga. det store formidlingsarbejde hans to samarbejdspartnere, August Derleth og Donald Wandrei som Lovecraft skrev sammen med, har udført. Bl.a. stod de bag forlaget Arkham House, som udgav Lovecrafts første bog “The Outsider and Others”, der udkom i 1939 efter Lovecrafts død. Bogen indeholdt 36 historier samt essayet “Supernatural Horror in Literature”, hvor Lovecraft skrev om den overnaturlige gyserhistories litterære og kunstneriske berettigelse. I og med at historierne udspiller en urgammel og fælles-menneskelig følelse, nemlig frygten for det ukendte, er gyset nok et blændværk men i positiv forstand, idet det giver læseren en flugt fra hverdagen men ikke fra livet selv. Som Benni Bødker skriver: “Med disse og lignende tanker søgte Lovecraft bestandigt at påvirke sine ligesindede forfattere til at forstå, at bare fordi man skriver til et muligvist underlødigt kioskmarked, behøver ens litteratur ikke også at være underlødigt.”
Senere udgav August Derleth og Donald Wandrei også fem bind af Lovecrafts breve i “Selected Letters”, der giver et godt indblik i hans liv, ligesom det også var Derleth, som organiserede The Cthulhu Mythos. Han selv skrev en del historier i mytologien, som blev udgivet som et samarbejde mellem ham og Lovecraft, selvom de blot byggede på nogle få notater af Lovecraft. Lovecraft selv omtalte aldrig selv sine historier som Cthulhu Mythos, han kaldte dem for Cthulhuism eller Yog-Sothothery. Og selvom han ofte brugte de samme navne, steder og bøger i sine fortællinger, så var de ikke tænkt som en sammenhængende og gennemarbejdet mytologi, selvom idéen tiltalte ham.
Indflydelse:
Lovecraft har øvet stor indflydelse på eftertidens gyserforfattere. Han var selv stærkt inspireret af forfattere som Edgar Allan Poe, Algernon Blackwood og Arthur Marchen, mens nutidige forfattere som Stephen King, Alan Moore og Neil Gaiman nævner Lovecraft som en af deres store inspirationskilder. Også August William Derleth, Robert Bloch, Fritz Leiber, Ramsey Cambell og George R. R. Martin hører til blandt forfattere, der har fundet inspiration i Lovecrafts univers.
Udvalgt bibliografi (udgivelsesår i parentes):
The Tomb, 1917 (1922)
Dagon, 1917 (1919)
- oversat til dansk i NYARLATHOTEP nr. 1, 2003, som “DAGON”
The Statement of Randolph Carter, 1919 (1920)
- oversat til dansk i Klassiske Makabre Historier, 1991, som “Randolph Carters erklæring”
The White Ship, 1919 (1919)
- oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Det hvide skib”
The Terrible Old man, 1920 (1921)
- oversat til dansk i NYARLATHOTEP nr. 1, 2003, som “Den frygtindgydende gamle mand”
From Beyond, 1920 (1934)
- oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Fra det hinsides”
Nyarlathotep, 1920 (1920)
- oversat til dansk i NYARLATHOTEP nr. 1, 2003, som “Nyarlathotep”
The Music of Erich Zann, 1921 (1922)
- oversat til dansk i “Masser af gys“, 1966, som “Nattens musik”
The Outsider, 1921 (1926)
Herbert West–Reanimator, 1922 (1922)
The Rats in the Walls, 1923 (1924)
- oversat til dansk i Skyggen over Innsmouth, 1995 som “Rotterne i murerne”
The Unnamable, 1923 (1925)
The Call of Cthulhu, 1926 (1928)
- oversat til dansk i Frygtens herre, 1983 som “Når Cthulhu kalder”
The Case of Charles Dexter Ward, 1927 (1941)
- 0versat til dansk i 1991 sin “Tilfældet Charles Dexter Ward”
The Colour out of Space, 1927 (1927)
- oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Farven fra rummet”
The Dunwich Horror, 1928 (1929)
- oversat til dansk i Rædslen fra Dunwich, 1994 som “Rædslen fra Dunwich”
The Wisperer in Darkness, 1930 (1931)
- oversat til dansk i Skyggen over Innsmouth, 1995 som “Den hviskende i mørket”
At the Mountains of Madness, 1931 (1936)
- oversat til dansk i Vanviddets bjerge, 1995 som “Vanviddets bjerge”
The Shadow over Innsmouth, 1931 (1936)
- oversat til dansk i Skyggen over Innsmouth, 1995 som “Skyggen over Innsmouth”
The Dreams in the Witch House, 1932 (1933)
The Thing on the Doorstep, 1933 (1937)
- oversat til dansk i Rædslen fra Dunwich, 1994 som “Tingen på tærsklen”
In the Walls of Eryx (med Kenneth Sterling), 1935 (1939)
- oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Murene på Eryx”
The Shadow out of Time, 1935 (1936)
- oversat til dansk i Farven fra rummet, 2004, som “Tidens skygge”
The Haunter of the Dark, 1935 (1936)
- oversat til dansk i Vanviddets bjerge, 1995 som “Den som hjemsøger mørket”
Der kan findes andre oversættelser af novellerne end de her nævnte.
Udvalgt filmografi:
Colour from the Dark (2008) D: Ivan Zuccon – “The Colour out of Space”
The Tomb (2007) D: Ulli Lommel – “The Tomb”
The Call of Cthulhu (2005) D: Andrew Leman – “The Call of Cthulhu)
Dreams in the Witch-House (2005) D: Stuart Gordon - ”Dreams in the Witch House”
The Thing on the Doorstep (2003) D: Eric Mogret – “The Thing on the Doorstep”
Dagon (2001) D: Stuart Gordon – “Dagon”
Castle Freak (1995) D: Stuart Gordon – “The Outsider”
Shatterbrain (1992) D: Dan O’Bannon – “The Case of Charles Dexter Ward”
Re-Animator (1985) D: Stuart Gordon - ”Herbert West, Re-Animator”
Die, Monster, Die! (1965) D: Daniel Haller - ”The Colour Out of Space”
The Haunted Palace (1963) D: Roger Corman - ”The Case of Charles Dexter Ward”
Læs mere:
Nyarlathotep nr. 1, 2003
- Biografi af Thomas Winther
- Mellem drøm og mareridt af Benni Bødker
Wikipedia
IMDB
Links:
Harksen’s H. P. Lovecraft Page
The H. P. Lovecraft Archive
The Complete Works of H. P. Lovecraft
Arkham House
Ambrose Bierce
Ambrose Bierce blev født d. 24. juni i 1842 i Ohio, USA. Han voksede op i en søskendeflok på 13, som alle havde et fornavn, der begyndte med A. Forældrene (Laura Sherwood og Marcus Aurelius Bierce) var tilhængere af kirken First Congregational Church of Christ, og A. B. var aldrig stærkt knyttet til dem. Det var dog dem, der gav ham smag for bøger, idet faderen havde samlet et stort bibliotek, skønt han havde svært ved at holde på et job.
Da A. B. var fire år, flyttede familien til Indiana, og da han fyldte 15 år, forlod han hjemmet. I en periode boede han hos sin onkel Lucius Verus Bierce, der var sagfører i Akron, Ohio. Onklen havde en militær baggrund, og han opfordrede A. B. til at melde sig til Kentucky Military Institute, da han fyldte 17 år. Her studerede A. B. arkitektur, historie, latin og politik, men efter et år forlod han skolen og begyndte en omflakkende tilværelse.
Da borgerkrigen brød ud i 1861 meldte A. B. sig til the Ninth Indiana Infantry, og i de næste fire år kæmpede han i flere stater og lavede topografiske kort for hæren. I 1865 gik han ud af hæren, da en skade efter en kugle i hovedet plagede ham.
A. B. var allerede begyndt at skrive, mens han var i hæren, men det var først senere, at han skabte sig en karriere på det. I 1868 blev han redaktør på San Francisco News-Letter, hvor han skrev klummen “The Town Crier”, der med hans satiriske og morsomme udstilling af offentlige personer gjorde ham populær blandt læserne, men også skaffede ham mange kritikere.
A. B. havde et sardonisk syn på livet og den menneskelige natur, og det sammen med hans heftige kritik skaffede ham øgenavnet “Bitre Bierce”
I 1871 giftede A. B. sig med Mary Ellen Day, som han fik tre børn med. A. B. og Mary Ellen flyttede nogle år til England, hvor han bl.a. skrev for magasinet “Fun” under navnet Grile Dod, samt for publikationer som ”Figaro” og “London Sketch Book”, men i 1875 flyttede de tilbage til San Francisco.
A. B. blev redaktør på “Argonaut” i 1877, som blev talerør for hans klumme “Prattle”. I 1880 tog A. B. til South Dakota for at arbejde for et guldmine-selskab, mens han fortsatte med at skrive sin klumme i “Wasp” og senere i “San Francisco Examiner”.
I 1888 blev A. B. og Mary Ellen skilt, og året efter døde hans ældste søn, Day. 12 år senere døde A. B.s anden søn, Leigh.
I sine sidste år rejste A. B. rundt i Californien, hvor han besøgte gamle slagmarker, og i 1909 vendte han blikket mod syd. Han rejste gennem Texas til Mexico for at skrive om Pancho Villa og den mexicanske revolution, og det sidste livstegn fra ham blev modtaget i 1913. I en alder af 71 år forsvandt Ambrose Bierce sporløst, og de nøjagtige omstændigheder ved hans død er stadig et mysterium.
Udvalgt bibliografi:
The Fiend’s Delight (1873)
Cobwebs from an Empty Skull (1874)
The Dance of Death (with Thomas A. Harcourt and William Rulofson, as William Herman) (1877)
Fortællinger om soldater og civile (Tales of Soldiers and Civilians (also known as In the Midst of Life, 1891)
Black Beetles in Amber (1892)
The Monk and the Hangman’s Daughter (1892)
Can Such Things Be? (1893)
Fantastic Fables (1899)
The shadow on the dial, and other essays (1909)
En kynikers ordbog (The Devil’s Dictionary, 1911) (first published in book form as The Cynic’s Wordbook, 1906)
Collected Works (1909)
Write It Right (1909)
A Horseman in the Sky, A Watcher by the Dead, The Man and the Snake (1920)
Sorte historier (dansk udgivelse 1966, noveller i udvalg fra “Collected writings”)
Mit yndlingsmord (dansk udgivelse 1976 – uddrag og noveller)
A Vision of Doom: Poems by Ambrose Bierce (1980)
Noveller:
En hændelse ved Owl Creek broen (An Occurrence at Owl Creek Bridge, 1891)
Panterens øjne (The Eyes of the Panther, 1891)
Vagabondbarnet (A baby tramp, 1893)
John Bartines ur (John Bartine’s Watch, 1893)
Det djævelske væsen (The damned thing, 1894 – også på dansk under titlen: Uhyret fra ultraspektret)
Moxons herre (Moxon’s Master, 1909)
Diagnosen (A Diagnosis of Death, 1909)
Udvalgte filmatiseringer:
The Damned Thing (Masters of Horror, 2006)
An Occurrence at Owl Creek Bridge (2005, 1964, 1962, 1959, 1929)
The Eyes of the Panther (1989)
Læs mere:
E. T. A. Hoffmann
Ernst Theodor Wilhelm Hoffmann blev født i Tyskland d. 24. januar 1776, og døde d. 25. juni 1822. Hoffman var en romantisk forfatter, som især skrev indenfor fantasy og gys, men han var også jurist, komponist og musik-kritiker. Selvom Hoffmann ikke var særlig anerkendt i sin samtid, står han i dag som en nøgleforfatter i perioden, og har haft indflydelse på navne som Edgar Allan Poe og Tchaikovsky (til balletten “Nøddeknækkeren”)
Hoffmann var yngste barn af forældrene Christoph Ludwig Hoffmann (1736–97) og Lovisa Albertina Doerffer (1748–96). Forældrene blev skilt i 1778. Hoffmann blev boende sammen med moderen i Königsberg, mens den ældste bror flyttede med faderen til Insterburg.
I 1796 blev Hoffmann ansat som sekretær hos onklen Johann Ludwig Doerffer, som boede i Glogau med sin datter Minna, og da onklen i 1798 blev forfremmet til en stilling i Berlin, fulgte Hoffmann med. Det var første gang Hoffmann oplevede så stor en by, og det var også her han skrev sin første operetta “Die Maske”.
I årene 1800-1803 boede Hoffmann i Preusen, hvor han for alvor begyndte at skrive og komponere. I 1804 fik han en post i Warshawa, hvor han faldt godt til. Pga. krig måtte han dog i 1806 forlade byen og endte i Berlin i 1807. I 1809 kom Hoffmanns gennembrud med publikationen “Ritter Gluck”.
E. T. A. Hoffmann døde i Berlin i 1822.
Udvalgt bibliografi:
Fantasiestücke in Callots Manier (collection of previously published stories, 1814)
- “Ritter Gluck”, “Kreisleriana”, “Don Juan”, “Nachricht von den neuesten Schicksalen des Hundes Berganza”
- “Der Magnetiseur”, “Der goldne Topf” (revised in 1819), “Die Abenteuer der Silvesternacht”
Die Elixiere des Teufels (1815)
Nachtstücke (1817)
- “Der Sandmann“, “Das Gelübde”, “Ignaz Denner”, “Die Jesuiterkirche in G.”
- “Das Majorat”, “Das öde Haus”, “Das Sanctus”, “Das steinerne Herz”
Seltsame Leiden eines Theater-Direktors (1819)
Klein Zaches, genannt Zinnober (1819)
- Die Serapionsbrüder (1819)
- “Der Einsiedler Serapion”, “Rat Krespel”, “Die Fermate”, “Der Dichter und der Komponist”
- “Ein Fragment aus dem Leben dreier Freunde”, “Der Artushof”, “Die Bergwerke zu Falun”, “Nußknacker und Mausekönig” (1816)
- “Der Kampf der Sänger”, “Eine Spukgeschichte”, “Die Automate”, “Doge und Dogaresse”
- “Alte und neue Kirchenmusik”, “Meister Martin der Küfner und seine Gesellen”, “Das fremde Kind”
- “Nachricht aus dem Leben eines bekannten Mannes”, “Die Brautwahl”, “Der unheimliche Gast”
- “Das Fräulein von Scuderi”, “Spielerglück” (1819), “Der Baron von B.”
- “Signor Formica”, “Zacharias Werner”, “Erscheinungen”
- “Der Zusammenhang der Dinge”, “Vampirismus”, “Die ästhetische Teegesellschaft”, “Die Königsbraut”
Prinzessin Brambilla (1820)
Lebensansichten des Katers Murr (1820)
“Die Irrungen” (1820)
“Die Geheimnisse” (1821)
“Die Doppeltgänger” (1821)
Meister Floh (1822)
“Des Vetters Eckfenster” (1822)
Letzte Erzählungen (1825)
Udvalgt filmografi:
The Nutcracker and the Mouseking (bl.a. 2004, 1994, 1986, 1973, 1957)
Der Sandmann (bl.a. 1993, 1958)
Hoffmanns Erzählungen (1923)
Die Puppe (1919)
Das Abenteuer des Van Dola (1915)
Læs mere:
W. W. Jacobs
William Wymark Jacobs blev født i England d. 8. september 1863 og døde i London d. 1. september 1943. Han var søn af William Gage Jacobs og dennes første hustru Sophia Wymark, der døde mens Jacobs var ganske ung. Jacobs gik på en privatskole i London og herfra til Birkbeck College. Fra 1883 til 1899 arbejdede han i the Post Office Savings Bank, og i 1885 fik han sin første historie publiseret.
Jacobs første novellesamling “Many Cargoes” udkom i 1896, og i 1899 giftede Jacobs sig med Agnes Eleanor, som han fik 5 børn med.
Jacobs havde et talent for snedigt udtænkte karakterer og satiriske situationer. Hans historier handlede ofte om havet eller den engelske underklasse og havde overraskende slutninger. Jacobs skrev ofte humoristisk, men alligevel er han i dag mest kendt for sin novelle “The Monkey’s Paw” fra novellesamlingen “The Lady of the Barge”.
Udvalgt bibliografi:
Many Cargoes (1896)
The Skipper’s Wooing (1897)
A Master of Craft (1900)
Light Freights (1901)
The Lady of the Barge (1902)
Odd Craft (1903)
Captain’s All (1905)
Sailor’s Knots (1909)
Ship’s Company (1911)
Night Watches (1914)
Sea Whispers (1926)
Udvalgt filmografi:
The Monkey’s Paw (bl.a. 2003, 1978, 1973, 1961, 1915)
Læs mere:
Henry James
Født d. 15. april 1843 i New York, død 1916.
Henry James blev født som andet barn ud af fem af forældrene Henry James sr. og Mary Robertson. Faderen var en velstående intellektuel, som bl.a. plejede omgang med filosoffer og forfattere. Faderen satte undervisning højt, og H. J. og hans søskende blev undervist i sprog og litteratur i lande over hele Europa.
H. J. forsøgte flere gange at studere jura, men i 1864 besluttede han sig i stedet for til at skrive på fuld tid. Han rejste selv flere gange til Europa og skrev bl.a. anmeldelser og historier til “North American Review”, “Nation” og “The Atlantic Monthly” som også udgav hans første roman “Watch and Ward” (1871) som en serie.
I nogle år boede H. J. i Paris, men i 1876 flyttede han til London. I 1897 trak H. J. sig tilbage til den mindre hektiske by Rye i East Sussex. H. J. tog på en bogturné i staterne i 1904, og da 1. verdenskrig brød ud, blev han så fortørnet over, at USA ikke straks gik ind i krigen, at han i 1915 blev britisk statsborger.
Henry James døde af lungebetændelse d. 28. februar 1916. Hans aske blev begravet på Cambridge Cemetery in Massachusetts under inskriptionen: “Novelist, Citizen of Two Countries, Interpreter of His Generation On Both Sides Of The Sea”. I London blev der rejst en mindesten på Poets’ Corner of Westminster Abbey i London.
Udvalgt bibliografi:
Watch and Ward (1871)
Roderick Hudson (1875)
The American (1877)
The Europeans (1878)
Daisy Miller (Daisy Miller, 1878)
Confidence (1879)
Washington Square (1880)
Portræt af en dame (The Portrait of a Lady, 1881)
The Bostonians (1886)
The Princess Casamassima (1886)
The Reverberator (1888)
De ensomme i Venedig (The Aspern Papers, 1888)
The Tragic Muse (1890)
The Other House (1896)
The Spoils of Poynton (1897)
Hvad barnet vidste (What Maisie Knew, 1897)
Skruen strammes (The Turn of the Screw, 1898)
The Awkward Age (1899)
The Sacred Fount (1901)
The Wings of the Dove (1902)
The Ambassadors (1903)
The Golden Bowl (1904)
The Whole Family (collaborative novel with eleven other authors, 1908)
The Outcry (1911)
The Ivory Tower (unfinished, published posthumously 1917)
The Sense of the Past (unfinished, published posthumously 1917)
Udvalgte filmatiseringer:
Skruen strammes (bl.a. 2003, 1999, 1989, 1985 og 1959)
The Wings of the Dove (bl.a. 1997 og 1981)
The Californians (efter “The Bostonians” 2005)
Nora (efter “Watch and Ward” 1999)
The Portrait of a Lady (bl.a. 1996 og 1975)
Læs mere:
Joseph Sheridan Le Fanu
Joseph Sheridan Le Fanu blev født d. 28. august 1814 i Irland. Han døde d. 7. februar 1873. Le Fanu blev kaldt for “father of the Victorian ghost story”, og det var hans roman “Carmilla” (1872), der var med til at definere gysergenren og ikke mindst havde stor indflydelse på Bram Stokers roman “Dracula“.
I 1833 tog Le Fanu til Dublin for at studere jura på Trinity College. Han blev færdig i 1839, men brugte aldrig sin eksamen til at praktisere. I stedet kastede han sig over journalismen, og skrev for the Dublin University magazine, hvor Le Fanus første historie “The Ghost and the Bonesetter” blev publiseret i 1838.
Le Fenu giftede sig i 1844 med Susanna Bennett, som han fik fire børn sammen med. Året efter udgav han sin første roman “The C’ock and Anchor” og i 1847 udkom “The Fortunes of Colonel Torlogh O’Brien”.
I 1851 flyttede Le Fanu med familien til Susannas forælrdres hus på Merrion Square i Dublin, da de trak sig tilbage til England. Her boede Le Fanu til sin død. Hustruen Susanna døde allerede få år efter i 1858, og herefter trak Le Fanu sig tilbage i eneboeragtig tilværelse, og begyndte først at skrive fiktion igen efter moderens død i 1861.
Samme år blev Le Fanu redaktør og ejer af “Dublin University Magazine”, og han begyndte at udgive sine værker først som serie i “Dublin University Magazine”, og derefter i revideret form til det engelske marked. En kontrakt med London-forlæggeren Richard Bentley, bød Le Fanu at skrive historier “of an English subject and of modern times“, og bl.a. “Uncle Silas” fra 1864 blev skrevet under denne kontrakt.
Le Fanu fandt dog i sine sidste noveller igen inspiration i den irske folklore.
Le Fanu blev en toneangivende forfatter i 1900-tallet. Han skrev indenfor mange genrer, men især kendes han for sine historier indenfor mysterier og horror. Hans værker flyttede det gotiskes fokus fra de ydre kilder til horror hen på det indre, det psykologiske, og viste til fulde dettes potentiale for at skabe frygt.
Mange af Le Fanus romaner bygger videre på idéer, han først har udgivet som novelle. Le Fanu undgik at bruge tydelige overnaturlige effekter i sine historier. Ofte antydede han det overnaturlige som en mulighed, men lod så ofte en “naturlig” forklaring stå som mulighed ved siden af. Også denne metode har smittet af på mange forfattere fremover.
Udvalgt bibliografi:
Uncle Silas (1864)
In a Glass Darkly (1872),
- “Green Tea”
- “The Familiar”
- “Mr Justice Harbottle”
- “The Room in the Dragon Volant”
- “Carmilla”
Udvalgt filmografi:
Vampires vs. Zombies (bl.a. 2004, 1989, 1971, 1966) (“Carmilla”)
The Dark Angel” (bl.a. 1987, 1977, 1968) (Uncle Silas)
Læs mere:
H. H. Munro (Saki)
Hector Hugo Munro skrev under pseudonymet Saki og er blevet kaldt for “en mester i noveller”.
H. H. M. blev født i 1870 i Burma, og døde i 1916. Hans far, Charles Augustus Monro, var skotte og arbejdede for det burmesiske politi. Hans moder var Mary Frances født Mercer. Hans to søskende var en bror, Charles og en søster, Ethel.
Moderen døde i 1872 i en tragisk ulykke, og børnene blev sendt til en tante, som opdragede dem strengt og med fysiske afstraffelser. Børnene blev undervist af en guvernante, og først da H. H. M. var 12 år, blev han sendt i skole.
I 1893 vendte H. H. M. tilbage til Burma, hvor han blev ansat ved the Colonial Burmese Military Police, men dårligt helbred tvang ham tilbage til England allerede efter et år. Her startede H. H. M. sin karriere som journalist og skrev bl.a. i Daily Express, The Morning Post, the Outlook og the Westminster Gazette. H. H. M. var en satirisk forfatter, der brugte skjulte antydninger og ofte var meget ukonventionel.
I 1900 udkom H. H. M’s første bog, en historisk afhandling om det russiske imperium, og i 1902 udkom hans novellesamling “Not so short-stories”.
I perioden 1902 til 1908 arbejdede H. H. M. som udenrigskorrespondent for The Morning Post, bl.a. på Balkan. Da 1. verdenskrig brød ud, meldte H. H. M. sig som soldat, selvom han på det tidspunkt var 44 år. Munro blev skudt af en tysk snigskytte i 1916 tæt på den franske by Beaumount-Hamel. Efter sigende var hans sidste ord: “Put that damned cigarette out!”
Udvalgt bibliografi:
1899: “Dogged” (short story, appeared as written by H. H. M. in St. Paul’s, February 18)
1900: The Rise of the Russian Empire] (history)
1902: “The Woman Who Never Should” (political sketch, in Westminster Gazette, July 22)
1902: The Not So Stories (political sketches, in Westminster Annual)
1902: The Westminster Alice (political sketches, with F. Carruthers Gould)
1904: Reginald (short stories)
1910: Reginald in Russia (short stories)
1911: The Chronicles of Clovis (short stories)
1912: The Unbearable Bassington (novel)
1913: When William Came (novel)
1914: Beasts and Super-Beasts (short stories)
Udvalgt filmografi:
Who Killed Mrs De Ropp? (2007)
The Open Window (bl.a. 1984, 1972)
Sredni Vashtar (bl.a. 2003, 1995, 1979, 1954)
Læs mere:
Online-literature.com
Wikipedia
Gutenberg.org (download tekster af H. H. Munro)
Se The Open Window
Edgar Allan Poe
De tidligste år
Tiden i England
Universitetstiden
Poes plejemor dør
Poe opdager prosaen
Brylluppet med Virginia
Maelzels’s Chess-Player og The Narrative of Arthur Gordon Pym
Den tyske skræk
Krimien opstår
Ravnen
New Yorks Litterater
Edgar Allan Poes død
Oprejsning i eftertiden
Det Danske Edgar Allan Poe Selskab
Udvalgt bibliografi
Udvalgt filmografi
Læs mere
Christopher Walken læser “The Raven”
De tidligste år
Edgar Allan Poe blev født d. 19. januar 1809 i Boston, Massachusetts, som den mellemste af tre børn. Forældrene var begge skuespillere: Elizabeth Arnold Hopkins (1787-1811) og David Poe (1784-1810). Poes søskende var storebroderen William Henry og lillesøsteren. Rosalie. Poes far forlod familien, da han endnu var ganske lille, og moderen døde af turberkolose, da Poe var knap 3 år. Herefter flyttede Poe ind hos Frances og John Allan, en velhavende handelsmand der boede i Richmond, Virginia, mens hans søskende flyttede ind hos andre familier.
Poe elskede sin plejemor, men forholdet til John Allan blev aldrig godt. Senere gjorde Poe ingen hemmelighed ud af sit had til plejefaren, der aldrig adopterede ham, og ved sin død ikke efterlod Poe så meget som en cent. Der er dog stor sandsynlighed for, at John Allan alligevel har haft en vis betydning for Poes åndelige udvikling, trods Poes voksne mishag. John Allan var af skotsk købmandsslægt og havde en fast og skeptisk verdensanskuelse, der var rodfæstet i det 18. århunderedes oplysningsbestæbelser. Han skelnede således altid mellem religion og kirke, og den opfattelse har med stor sandsynlighed været med til at forme Poes forhold til kirken, som han stod væsentlig fjernere end hans samtidige.
Tiden i England
I perioden 1815 til 1820 tog John Allan familien med på en længerevarende forretningsrejse til England. Et af Poes stærkeste indtryk fra denne tid, var sit ophold på kostskolen Manor House School hos pastor Bransby i Stoke Newington. Poe beskrev senere denne tid, skolen og oplevelserne i Stoke Newington både indgående og vemodigt i fortællingen “William Wilson”. Forfatteren Andrew Taylor har også brugt Poes tid i England som inspiration til romanen “Den amerikanske dreng”, hvor Poe sammen med en ven dumper ind i en række uforklarlige hændelser under kostskoleopholdet.
I skoletiden nød Poe ganske stor anseelse, ikke mindst p.g.a. sit ry som sportsmand. Til gengæld trak hans åndelige overlegenhed, som han på ingen måde lagde skjul på overfor kammeraterne, ned. Mr. Preston, en af Poes lærere, udtalte længe efter Poes død: “Man vidste om Poe, at hans forældre var skuespillere, og at han var afhængig af det storsind, der blev vist ham som plejebarn. Alt dette havde til følge, at drengene gjorde oprør mod hans førerstilling. Når jeg i dag tænker tilbage på det, så mener jeg, at det måske netop dét drev ham til en hovmodighed, som ellers ikke ville have udviklet sig.” (W. L. s. 33) Med andre ord, når Poe førte sig for meget frem, blev han dukket af kammeraterne for sin herkomst.
I 1820 vendte familien Allan tilbage til Richmond. Her blev Poe venner med den noget yngre Robert Stanard og mødte hans mor, den usædvanlig smukke Jane Craig Stanard, som gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Poe med sit venlige og forstående væsen, og som var inspirerationen til Poes første digt “To Helen”. Desværre nød Poe kun kort mrs. Stanards venlige protektion. Snart viste hun nemlig tegn på alvorlig sindssyge, og allerede i 1824 døde hun i total åndsformørkelse.
Det var også i tiden efter Englandsturen, at overfladen begyndte at krakelere hos familien Allen. Frances opdagede, at John Allan havde to børn udenfor ægteskabet, som regelmæssigt modtog støtte fra ham, og Poe støttede sin plejemor imod John Allan uden tanke for, at John Allan alene var den, der sad på pengene.
Universitetstiden
I 1826 startede Poe så på Virginias Statsuniversitet, Charlottesville, hvor han bl.a. kom til at studere latin og poesi. Trods forbud og regler var studietiden dog en vild tid. Der blev drukket og spillet kort, og næsten hver uge var der vilde udskejelser, slagsmål og endog skyderier. Poe var i konstant bekneb for penge, og oparbejdede en spillegæld for at kunne betale bøger m.m. Denne gæld var med til at kølne forholdet til John Allan endnu mere. Også tiden på universitet bruges i “William Wilson”, hvor der findes ret indgående skildringer af studenterlivets solderier, som Poe lærte at kende i Charlottesville
Da John Allan i marts 1827 slog hånden af Poe, måtte han forlade universitetet, og i stedet meldte han sig til hæren under navnet Edgar A. Perry og løj sig til at være 22 år. I tiden herop til udgav han dog sin første bog “Tamerlane and Other Poems”, som han trykte for egen regning og udgav anonymt under dæknavnet By a Bostonian. Modtagelsen blev en skuffelse for Poe, for ingen anmeldte den eller købte den. I dag er det dog en af de mest efterspurgte sjældenheder blandt samlere, og selvom man i dette tidlige værk tydeligt ser, at Poe var inspireret af engelske romantikere som Lord Byron, så dukker hans egne temaer også op i samlingen. Poe forstod tidligt, at det er vigtigere at skabe en stemning end at beskrive den.
I sine 2 år i hæren gjorde Poe tjeneste ved Fort Moultrie ved Charlston. Fortet lå på Sullivan’s Island, en ø udenfor Charlstons havn med kun få bådeforbindelser til fastlandet. Sullivan’s Island brugte Poe i 1843 som skueplads for sin fortælling “The Golden Bug”.
Poes plejemor dør
Frances Allan døde i februar 1829, og det var hendes ønske, at Poe og John Allan skulle forliges. Det blev de men kun kort. Poe fik John Allans tilladelse til at melde sig til West Point Military Academy til officersuddannelsen. Mens han ventede på at blive optaget, udgav han endnu en bog “Al Aaraf, Tamerlane and Minor Poems”, denne gang under eget navn. Denne gang fik Poe respons, og selvom anmeldelserne for det meste var holdt i en lidt nedladende tone, og i højere grad fremhævede digterens unge alder end digtenes værdi, så modtog Poe dog også opmuntringer i form af breve, og blev i lokale kredse regnet for en lovende ung forfatter.
Efter Frances død boede Poe i en periode hos sin tante, Maria Clemm i Baltimore. Her mødte han sin kusine Virginia Eliza Clemm (1822-1847), som senere blev hans hustru. Også broderen Henry, som døde af tuberkulose i 1831, boede hos familien Clemm. En genforening med John Allen førte Poe tilbage til Richmond, men da plejefaren begyndte at kurtisere Frances søster, miss Valentine, og Poe på det skarpeste advarede hende om at gifte sig med ham, førte det til det sidste brud mellem Poe og John Allan (som i stedet giftede sig med miss Louisa Gabriella Patterson), og Poe flyttede atter ind hos tanten.
Poe bestod sin optagelsesprøve til West Point i juni 1830. Efter 2 måneders hård grunduddannelse begyndte han i september den egentlige officersundervisning. Men hvor Poe havde haft nogle gode år som menig soldat, faldt han slet ikke til i den hårde disciplin på West Point. Det faldt ham umuligt ikke at overtræde de 304 tjenesteforskrifter, kadetterne var underlagt, hvor f.eks. nr. 173 lød: “Ingen kadet må uden særlig tilladelse opbevare romaner, digte eller andre bøger, der ikke vedrører undervisningen”. Poe forsøgte uden held at få hjælp fra John Allan til at blive fritaget fra uddannelsen, men denne svarede ikke engang på Poes breve. I stedet gjorde Poe sig så umulig, at han d. 28. januar 1831 blev bortvist for tjenesteforsømmelse og ulydighed.
Efter bortvisningen tog Poe til New York. Her lykkedes det ham at få udgivet samlingen ”Poems”, som han tilegnede The U. S. Cadet Corps. Samlingen bestod hovedsageligt af allerede offentliggjorte digte, og derudover gjorde Poe det bemærkelsesværdige, at han i et forord forklædt som et brev til mr. B, analyserer digtformen. Han skriver bl.a.: “Et digt er ifølge min opfattelse i modsætning til et videnskabelig værk bestemt til at udøve en umiddelbar tiltrækning, ikke til at formidle en sandhed.” (W. L. s. 77) Det er denne dobbelthed, der gør Poe så enestående; på den ene side har han et umiskendeligt stort digterisk talent og på den anden side har han den kølige analytiske overvejelse. Denne blanding har i eftertiden givet ham verdensberømmelse.
Poe opdager prosaen
Fra New York flyttede Poe tilbage til Baltimore for at bo hos sin tante Maria Clemm, og det var bitter nød som drev ham til at begynde at skrive prosa. Siden erkendte Poe dog som den første prosaens digteriske muligheder, og man kan med en vis ret sige, at Poe gav de korte noveller deres klassiske form. I hvert fald vil mange mene, at det var Poes historier og essays, der har givet ham en særlig plads i verdenslitteraturen, fremfor hans digte.
Selvom Poe arbejdede flittigt med skriveriet, var det svært at få pengene til at slå til, og Poe henvendte sig flere gange til John Allan i håbet om økonomisk hjælp. Denne svarede aldrig, men ind i mellem overførte han dog lidt penge. Men da John Allan døde i marts 1834, efterlod han ikke en cent til Poe i sit testamente.
I 1831 indsendte Poe 5 noveller til en konkurrence i “Philidelphia Saturday Courier”. Han vandt dog ikke og fik heller ikke honorar for dem, men alene det at få dem trykt var en opmuntring.
Men i 1833 lykkes det for Poe at vinde en novellekonkurrence i “Baltimore Saturday Visistor” med fortællingen “MS Found in a Bottle”, der vakte stor opsigt. Poe har senere ytret sig nedsættende om novellen, og udtalte at indtrykket af skræk blev opnået med alt for overfladiske midler, uden at foregå på det psykologiske plan, men ikke desto mindre er her stadig tale om en velskrevet og spændende historie, hvis idé Poe også senere arbejder videre på i sin roman “The Narrative of Arthur Gordon Pym“. Et andet let genkendeligt træk er den måde, hvorpå Poe i novellens indledning bruger selvbiografiske træk.
Udover at vinde konkurrencen vandt Poe også en ene af dommernes venskab. John Pendleton Kennedy og Poe blev venner, og Kennedy skaffede Poe et job for mr. White ved “Southern Literary Messenger”. Her blev han så værdsat en arbejdskraft, at han i 1835 indtrådte i tidsskriftets redaktion. Det blev starten på hans karriere som en respekteret kritiker og essay-skribent, omend han måtte høre noget bagvaskelse fra sine kritikere.
Brylluppet med Virginia
Med et fast job og mulighed for at forsørge familien hentede Poe sin tante, Maria Clemm og hendes datter, Virginia, til Richmond, og i 1836 giftede Poe sig så med sin kusine, den 13-årige Virginia. Det virker i dag unaturligt, at den 27-årige forfatter ønskede at gifte sig med sin 13-årige kusine, men Poes forhold til kvinder var generelt mærkværdigt. Erotik spiller f.eks. ingen rolle i hans værker, og kvinderne i hans historier er næsten ulegmelige æsteriske væsner af en gådefuld skønhed og i reglen svækket af sygdom og dødens nærhed. Virginia var også en bleg skønhed af lille statur, og senere kom hun til at lide af tuberkolose og døde i en ung alder, så med hende kunne Poe indskrænke sig til rollen som den ridderlige beskytter. Ikke mindst fordi mrs. Clemms husmoderlige dygtighed gav dem et beskyttet familieliv.
Poe arbejdede for “Southern Literary Messenger” i 2 år, og i hans tid blev tidskriftets oplag syvdoblet. Det var især Poes kritiske og essayistiske arbejder, som vakte genklang, og den amerikanske litteraturhistorie har siden kaldt Poe for ikke blot den mest betydelige kritiker i landet, men også for at være den første som skelnede mellem den unge amerikanske litteratur og den engelske, og i den skelnen viste vejen til selvstændighed og en ægte kritisk målestok. Selvom Poes kritikker og anmeldelser gjorde ham populær at læse, skaffede de ham dog også mange fjender. Poe havde den opfattelse, at et kunstværk kun bør måles med en kunstnerisk målestok, og det vakte opsigt i Amerika, hvor man ellers i første række værdsatte opbyggelige eller idealiserende bøger.
Maelzels’s Chess-Player og The Narrative of Arthur Gordon Pym
Et af de vigtigste arbejder i tiden ved “Southern Literary Messenger” var essayet “Maelzel’s Chess-Player”, hvor Poe sammenfatter sine overvejelser vedrørende baron von Kempelens skakautomat. Her dannes baggrunden for hans kriminalfortællinger, idet han her udvikler sit skarpsindige undersøgelsessystem. Hvor en romantiker som E. T. A. Hoffmann lader automaten være en uhyggelig rekvisit i sin mekaniske fuldkommenhed, afmystificerede Poe automaten og erfarede dermed, hvor fascinerende en sådan afmystificering kan være.
I 1836 rejser familien til New York City, hvor Poe skrev romanen “The Narrative of Arthur Gordon Pym“, der udkom i 1838. Romanen blev det mindst succesfulde af Poes værker, og blev da den udkom opfattet som en beretning om virkelige begivenheder, og derfor også anmeldt som sådan. I realiteten kan den dog kaldes en snedig mystifikation, hvor Poe gjorde sig stor umage med at beskrive enkelthederne så troværdigt så muligt, både de geografiske og de nautiske detaljer. De mange fodnoter og videnskabelige bemærkninger var også med til at narre anmeldere og læsere, og faktisk havde Poe stor fornøjelse ud af at sætte datidens amerikanske publikums naivitet på prøve. Publikum hoppede på enhver limpind, hvis blot den virkede troværdig med hjælp fra en opfunden kildeangivelse eller påberåbelse af en eller anden autoritet. Denne måde at så tvivl om ægtheden har inspireret kunstnere op i vor tid, tag blot kæmpesuccessen “The Blair Witch Project“, der ligesom Poes historie om Arthur Gordon Pym udgiver sig for at være den ægte vare.
“The Narrative of Arthur Gordon Pym” anses i dag som en forløber for science fiction genren, men Poe havde bestemt ikke planlagt det sådan. Han afskyede nemlig fremskridtet og imødeså fremtiden med åbenlys pessimisme. Det afspejler sig i hans historier ved, at den videnskabelige utopi oftest ses i et ironisk og sarkastisk lys.
I 1838 flytter Poe med familien til Philidelphia, og det år udkommer også den historie, Poe selv anså for sin bedste, “Ligeia”. Temat for novellen er kærlighedens sejrende magt over døden. I Philidelphia tiltrådte Poe som redaktør og medudgiver af “Gentleman’s Magazine” udgivet af William E. Burton, og det blev her “The Fall of the House of Usher” første gang blev trykt (1839). Ligesom i “Ligeia” lykkes det her for Poe at sammensmelte stemning og handling, og for første gang tilføjer han også temaet den kvælende angst – angsten for sindsforvirring og vanvid, som Poe allerede havde visse personlige erfaringer med.
Den tyske skræk
I 1840 samlede Poe sine historier fra diverse blade i novellesamlingen “Tales of the Grotesque and Arabesque”. Poe modtog kun nogle fri-eksemplarer som honorar samt retten til frit at bruge historierne efterfølgende, men udgivelsen er alligevel tegn på, at Poe var ved at finde anseelse. Pressens modtagelse var denne gang også næsten kun positiv.
Poe blev dog skudt i skoene, at hans forkærlighed for det skrækindjagende og det uhyggelige udgik fra tyske forbilleder. Til det svarede han: “Når angsten er hovedtemaet i mange af mine værker, så vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl – at jeg altså udelukkende har hentet denne skræk fra dens legitime kilder for derpå at føre den frem til dens legitime resultat.” (W. L. s. 121)
Poes samarbejde med William E. Burton afsluttedes i 1840 et halvt år før bladet blev solgt og slået sammen med et andet under det nye navn “Graham’s Magazine”. Poe ville egentlig helst have sit eget blad, og planlagde at udgive det under titlen “The Penn Magazine”. Men det lykkedes ham ikke at skaffe financiering, og i stedet blev han ansat af mr. Graham. For første gang fik Poe en nogenlunde hyre og kunne forsørge sin familie anstændigt.
Allerede inden Poe tiltrådte sin nye stilling, havde han fået udgivet fortællingen “The Man of the Crowd” i det. Hvor Poes historier sædvanligvis bygger raffineret på spænding og effekt, så har “The Man of the Crowd” nærmest ingen handling. Historien er efterfølgende blevet tolket til bevidstløshed, men der kan vist ikke herske tvivl om, at der også i denne fortælling er en stor del selvbiografisk stof. Poe flygtede selv i perioder og søgte ensomheden, og ligesom i mange andre fortællinger fra Poe er også “The Man of the Crowd” en angstfortælling.
Krimien opstår
Den første historie Poe leverede til sin nye arbejdsplads var den første af i alt 3 fortællinger om amatørdetektiven Auguste Dupin “The Murders in the Rue Morgue”, som er hans måske mest kendte historie overhovedet. Her benytter Poe sig af den analytiske tilgang, som han også brugte i “Maelzel’s Chess-Player”, og lader Dupin opklare forbrydelsen ved hjælp af tilbageslutninger, så i modsætning til de gængse politimetoder var Dupins opklaring resultatet af ren analyse. Med “Mordene i Rue Morgue” opfandt Poe kriminalistikken og er blevet kaldt for opfinderen af krimien.
At Poe kun skrev 3 historier om Dupin og derpå opgav den genre, som i dag læses af millioner af læsere verden over, viser bl.a. at Poe i langt højere grad værdsatte eksperimentet som en åndelig udfordring fremfor som et nytteprojekt. Han ramte en guldåre, men i stedet for at udnytte den drog han hensunket i drømme videre. (W. L. s. 134)
Det var ikke kun detektiven, som Poe undersøgte. Han trængte også ned i sjælen på forbrydere og mordere i f.eks. historier som “The Black Cat” (1843) og “The Tell-Tale Heart” (1843), hvor selv ikke den perfekte forbrydelse sker ustraffet. Poes ture i angstens og vanviddets helvede blev skrevet i et ulasteligt sprog, for selv når han var i de dybeste af sindets afkroge, bevarede han den kritiske analyse til sin tekst.
Da Virginia i 1842 havde sin første blodstyrtning, drev angsten for hendes liv og helbred for første gang Poe ud i alkoholen. Hans ustabile nervesystem kunne ikke tåle belastningen, og da han oftere og oftere var fraværende fra “Graham’s Magazine”, ansatte mr. Graham til sidst Rufus W. Griswold i stedet for. Griswold stod senere i spidsen for den bagvaskelse af Poe, som brød løs efter hans død.
Ravnen
I 1844 flyttede Poe og familien atter til New York, hvor Poe holdt sig oven vande i de første måneder med lejlighedsvist arbejde og anmeldelser. Men hans nerver tålte ikke den konstante larm og menneskemylderet, og familien flyttede til lidt mere landlige omgivelser, hvor Poe skrev sin sidste Dupin krimi “The Purloined letter” og digtet “The Raven”.
“The Raven” blev første gang offentliggjort d. 29. januar 1845 i New Yorks “Evening Mirror”, i hvis redaktion Poe var indtrådt. Digtet blev i de kommende måneder og år omtalt, aftrykt og fejret stort set overalt i den engelsktalende del af verden. Poe reciterede selv digtet til et utal af oplæsninger, og “The Raven” må så absolut ses som højdepunktet af Poes karriere, mens han levede.
Poe udgav efterfølgende en analytisk selvfortolkning af digtet i essayet “The Philosophy of Composition” drevet af en vis hånlig overlegenhedsfølelse overfor sine langt mere succesfulde samtidige, idet det faktisk dengang virkede som en forargelig provokation, at en excentrisk fattiglus rejste sig og sagde: “Et digterværk er ikke resultat af nåde og inspiration. Det er en regneopgave eller et parti skak”. (W. L. s. 162) Senere i 1845 udkom digtet i digtsamlingen “The Raven and Other Poems”.
“The Raven” er blevet filmatiseret flere gange, og har også været udgangspunkt for flere musikfortolkninger. Bl.a. har Lou Reed lavet et album med titlen “The Raven” som bygger på historier og digte af Poe.
Efter et par måneder ved “Evening Mirror” skiftede Poe igen job, denne gang til “Broadway Journal” som dog endte med at gå ned. Også på hjemmefronten var der problemer, idet Virginia blev stadig mere og mere syg.
New Yorks Litterater
1846 blev et skæbneår for Poe. Det begyndte med en arktikelserie i “Godey’s Lady’s Book” i Philidelphia. Serien havde titlen “New Yorks Litterater – Oprigtige betragtninger over deres vigtigste fortjenester og enkelte personlige bemærkninger”. Som man kunne have forudset bragte Poes bidske portrætter ham i skarp beskydning. Men Poe var aldrig oppertunist. Han afskyede kompromisser og tog som kritiker aldrig hensyn til egne interesser. Ophidselsen i New York var stor, og “Godey’s Lady’s Book”s oplag blev større og større. Skandalen nåede sit højdepunkt, da Poe angreb sin tidligere ven, Thomas Dunn English, og denne svarede igen med at udlevere Poes alkoholmisbrug og andre pinlige hændelser. Poe trak sig herefter tilbage til landsbyen Fordham, ca. 20 km fra City, dog først efter at have sagsøgt English for bagvaskelse for angrebet om kriminel forfalskning – en sag Poe vandt. Tumulten var dog hård for Poes helbred og i et halvt år kunne han ikke engang skrive et brev.
I 1847 døde Virginia, og Poe fik et nervøst sammenbrud samtidig med, at hans alkoholforbrug tog til. Hans adfærd blev mere og mere utilregnelig, og de sidste tre år af hans liv var en vanvittig hvirvelstrøm af udskejelser, sammenbrud, hysteriske sværmerier (han forlovede sig i 1848 med sin teenages kærlighed, Elmira Royster fra Richmond, og var også involveret med forfatterinden Helen Whitman, samt mrs Annie Richmond) og skuffelser. Forbavsende nok lykkedes det ham alligevel at tilkæmpe sig skabende pauser i kaosset og i disse år udkom bl.a. “Eureka: A Prose Poem” (1848) og “Hop Frog” (1849). Sidstnævnte kan ses som en allegorisk dom over hans tids samfund og moral, og “Hop Frog” har en ætsende virkning på læseren selv i dag.
Edgar Allan Poes død
I 1849 døde Edgar Allan Poe. Omstændighederne omkring hans død er aldrig blevet helt afklaret. Nogen mener, at han døde af sit alkoholforbrug; andre mener, at han døde af sygdom; og endelig mener visse, at Poe blev myrdet. De fleste er dog enige om, at han blev fundet bevidstløs på gaden og indlagt på Washington College Hospital i Baltimore, Maryland. Her døde han kort efter, d. 7. oktober 1849 og blev uden nogen form for ceremony begravet i en umærket grav på Old Westminster Burying Ground of Baltimore. Siden er dog opsat en sten med en indgraveret ravn og følgende citat:
Quoth the Raven, Nevermore
Original Burial Place of
Edgar Allan Poe
From
October 9, 1849
Until
November 17, 1875
Mrs. Marian Clemm, His Mother-In-Law
Lies Upon His Right And Virginia Poe
His Wife, Upon His Left. Under The
Monument Erected To Him In This
Cemetery
(Citat: http://www.online-literature.com/poe/)
26 år senere i 1875 blev der afholdt en ceremony for Poe, hvor han blev genbegravet i the Poe Memorial Grave, hvor en buste af Poe pryder monumentet, der også har indgraveret Poes fødsels- og dødsdag. I Poe monumentet hviler også tanten Maria Clemm og Poes hustru Virginia.
I Poes efterladte skrifter fandt man hans digt “Annabel Lee” der blev skrevet i hans sidste leveår. Digtet er Poes evige mindesmærke over sin afdøde hustru, Virginia, og de 6 strofer lyder:
For the Moon never beams, without bringing me dreams
Of the beautiful Annabel Lee;
And the stars never rise, but I feel the bright eyes
Of the beautiful Annabel Lee;
And so, all the Night-tide, I lie down by the side
Of my darling – my darling – my life and my bride,
In the sepulcre there by the sea -
In her tomb by the sounding sea.
Poe havde af uransagelige årsager udnævnt Rufus W. Griswold til eksekutor i sit litterære testamente, og selvom Griswold anførte en smædekampagne mod Poe efter dennes død, accepterede han alligevel Poes ønske om at besørge den første samlede udgave af hans værker. Allerede inden den udkom i 1850 havde han dog allerede offentliggjort flere artikler (heraf nogen anonymt), hvor han udstillede Poes privatliv i et yderst ugunstigt lys. Griswolds næsten enestående bagvaskelse anses i dag enstemmigt for at være en hadefuld litterats hævnakt. Den forhenværende præst kunne tilsyneladende ikke komme over, at Gud havde udstyret den lastefulde Poe så rigeligt med de skabende åndsevner, som han havde nægtet den dydsirede Griswold (W. L. s. 209)
Oprejsning i eftertiden
Poes rennomé fik en velfortjent oprejsning i eftertiden, ikke mindst takket være den franske forfatter Charles Baudelaire som i 1856 og 1857 oversatte 36 af Poes prosastykker til det franske publikum. Hvert bind indeholdt desuden et langt forord, som beskrev Poes liv og værk, og de er siden blevet grundlæggende essays om Poes litterære betydning. Edgar Allan Poe var forfatter, redaktør og litterær kritiker. Han er i dag nok mest kendt for sine historier om det mystiske og makabre, og bliver som nævnt anset for “opfinderen” af den moderne detektivhistorie, ligesom han også omtales i forbindelse med den gryende science fiction genre. Bl.a. skulle Jules Verne være inspireret af Poes roman “Arthur Gordon Pyms eventyr”, så han skrev en efterfølger hertil med titlen “An Antarctic Mystery”. Også forfattere som Robert Louis Stevenson og Sir Arthur Conan Doyle har også åbenlyst bekendtgjort deres tak til Poe.
Det Danske Edgar Allan Poe Selskab
Det Danske Edgar Allan Poe Selskab skriver bl.a.: “Edgar Allan Poe er for de fleste mennesker ensbetydende med gysets mester. Men det er en sandhed med modifikationer. Johannes Jørgensen skrev i sit essay ”Edgar Poe” fra 1893: ”Han begærede at smage alle sjældne og besynderlige frugter på livets træ”. På trods af sit korte liv har Poe formået at sætte sit særegne og personlige aftryk på verdenslitteraturen. Det meste af hans produktion kredser om begreberne død, afsavn og angst, som udgjorde en væsentlig bestanddel af hans egen tilværelse. Selv om han var en pioner i amerikansk litteratur, blev han aldrig forstået eller anerkendt i sit hjemland, mens han levede. Hans kritikere bebrejdede ham, at hans gotiske fortællinger blot var en efterligning af de tyske forbilleder med E. T. A. Hoffmann i front, hvortil Poe lakonisk gav igen: ”Når angsten er hovedtemaet i mange af mine fortællinger, vil jeg påstå, at denne skræk ikke kommer fra Tyskland, men fra min sjæl …” Han opfandt detektivhistorien i 1841 og den aristokratiske detektiv Auguste Dupin, som var Poe’s alter ego, løste gåden om ”The Murders in the Rue Morgue” mere end 4 årtier før Sherlock Holmes debuterede i ”A Study in Scarlet”. Man kan måske med god ret påstå, at Poe var den første forfatter, der for alvor mestrede novellegenren.”
Udvalgt bibliografi:
Tamerlane and other poems, 1827
Al Aaraaf, Tamerlane and Minor Poems, 1829
Poems, 1831
Arthur Gordon Pyms eventyr (The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket, 1838)
Tales of the Grotesque and Arabesque, 1839
- William Wilson, 1839
- Ushers fald (The Fall of the House of Usher, 1839)
- Kong Pest (King Pest, 1835)
- Berenice, 1835
- Den sorte kat (The Black Cat, 1843)
- Mordene i Ruge Morgue (The Murders in the Rue Morgue, 1841)
- Massemennesket (The Man of the Crowd, 1840)
The Raven and Other Poems, 1845
Edgar Allan Poe – samlede fortællinger I-II – Klim, 2007
- Kendsgerningerne i sagen om M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar, 1845)
- Hjertet, der sladrede (The Tell-Tale Heart, 1843)
- Fangehullet (The Pit and the Pendulum, 1842-43)
Udvalgt filmografi:
The Pit and the Pendulum (bl.a. 2009, 1991, 1967, 1964, 1909)
The Tell-Tale Heart (bl.a. 2008, 2003, 1991, 1971, 1963, 1928)
The Raven (bl.a. 2008, 2007, 2006, 2003, 1963, 1951, 1935, 1912)
Berenice (bl.a. 2007, 2005, 1985, 1954)
The Black Cat (bl.a. Masters of Horror 2007, 1980, 1973, 1962, 1941, 1934)
The House of Usher (2006, 2002, 1992, 1982, 1960, 1949)
The Murders in the Rue Morgue (1986, 1973, 1971, 1932, 1908)
Læs mere:
Edgar Allan Poe af Walter Lenning (Portrætserien)
Online-literature.com
Wikipedia
Internet Movie Data Base
Det Danske Edgar Allan Poe Selskab
Christopher Walken læser “The Raven”
Mary Shelley
Mary Wollstonecraft Shelley (født Godwin) blev født d. 30. august 1797 og døde 1. februar 1851. Hendes mor var den berømte forfatter og feminist, Mary Wollstonecraft, og hendes far var den samfundskritiske journalist, William Godwin. Marys mor døde, da Mary var 11 dage gammel, så hun voksede op sammen med sin far og halvsøsteren Fanny. I 1801 giftede William Godwin sig igen med Mary Jane Clairmont.
Mary modtog som barn undervisning fra sin far, og fik på den vis en usædvanlig god uddannelse for en kvinde i den tid. Faren ansporede hende også til at tilslutte sig hans liberale politiske synspunkter, og i 1812 sendte han hende på et ophold hos William Baxter og hans familie. Muligvis for hendes helbreds skyld, men det kan også have været for at påvirke hendes politiske og filosofiske synspunkter. Uanset faldt Mary godt til i familien med fire piger, og hun vendte tilbage på endnu et besøg sommeren 1813.
I 1814 indledte Mary et forhold til den Percy Bysshe Shelley, som kom i hjemmet og var meget sympatisk overfor William Godwins politiske standpunkter. Percy var allerede gift, og William så ikke med milde øjne på forholdet, noget som forvirrede Mary, da faren netop prædikede, at ægteskabet var et gammeldags monopol. Parret rejste hemmeligt til Europa i 1814 sammen med Marys halvsøster Claire. Percys gravide hustru blev ladt tilbage. På rejsen blev Mary gravid, men pengeproblemer tvang dem tilbage til England. Her opdagede Mary til sin store forbavselse, at faren ikke længere ville have noget med hende at gøre, og hun og Percy flyttede sammen med Claire i en form for kollektiv. Økonomien var dog stadig stram, og i perioder måtte Percy ligefrem gemme sig for sine kreditorer.
Mens Mary var gravid, fødte Percys hustru ham en søn. Samtidig var Mary i tvivl om, hvilket forhold Claire og Percy egentlig havde, og da Marys lille pige døde kort efter fødslen, fik hun en depression. Hun kom dog ovenpå igen, og i 1816 fødte hun en lille dreng, som kom til at hedde William.
Da Percys hustru begik selvmord, giftede parret sig i 1816, og ægteskabet forende Mary med sin far. Samme år begik Marys halvsøster Fanny også selvmord, og det var også året hvor Mary begyndt på sin berømte roman ”Frankenstein“ under en sommerferie ved Genèvesøen i Schweiz sammen med den kendte og berygtede engelske digter lord Byron, Marys stedsøster Claire og Byrons læge John Polidori.
Vejret var umanerligt dårligt, og lord Byron fik den idé, at de hver især skulle skrive en gyserhistorie for at få tiden til at gå. Mary havde høje ambitioner, og “Frankenstein” blev en kæmpe succes. Den gotiske fortælling om videnskabsmanden Victor Frankenstein, som i sin iver for at fravriste Gud hemmeligheden om liv og død, skaber monstret af sammensyede ligdele blev trykt i mange oplag. I første omgang blev bogen udgivet anonymt, men snart gik rygterne om, at det var en ung kvinde som stod bag. Kritikerne var forbløffede, og nogle gik så vidt som at kalde bogen for ukvindelig og afskyelig.
I foråret 1818 udkom “Frankenstein”, og Mary, Percy og Claire rejste til Italien. Med sig havde de også børnene William og Clara, samt Claires datter Allegra som hun havde med lord Byron. Percy havde problemer med helbredet, og rejsen skulle både gavne ham samt befri dem for følelsen af uønskethed, som de oplevede hjemme i England – ikke mindst pga. deres ualmindelige familieforhold. Men rejsen blev ikke fornøjelig, og da sommeren var ovre, var begge Marys børn døde. Tabet af børnene sendte Mary ind i en dyb depression, som satte i kile mellem ægteparret. Først da hun fødte sit fjerde barn, drengen Percy Florence i 1819, fik hun sit livsmod tilbage.
Mary var ofte syg, og skulle oveni kæmpe med Percys forhold til andre kvinder, selvom hun tilsluttede sig et frit ægteskab i teorien. Selv havde hun dog aldrig andre mænd. Hun elskede kun Percy, som døde i 1822 under en sejltur.
Et år efter Percys død tog Mary tilbage til England, hvor Percys far, Timothy Shelley, tilbød at understøtte barnebarnet Percy hvis han fik en acceptabel værge. Det modsatte Mary sig, og det lykkedes hende i stedet at overtale ham til at give en årlig ydelse, som hun dog skulle betale tilbage, når Percy arvede.
Mary Shelley skrev bøger resten af sit liv, ingen af dem opnåede dog samme succes som “Frankenstein”, der stadig læses i dag, og som både har lagt grund for skuespil og filmatiseringer. Mary giftede sig aldrig igen.
Udvalgt bibliografi:
Frankenstein; or, The Modern Prometheus (1818)
Mathilda (1819)
Valperga; or, The Life and Adventures of Castruccio, Prince of Lucca (1823)
Posthumous Poems of Percy Bysshe Shelley (1824)
The Last Man (1826)
The Fortunes of Perkin Warbeck (1830)
Lodore (1835)
Falkner (1837)
The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley (1839)
Udvalgt filmografi:
Frankenstein (1910)
Il mostro di Frankenstein (1921)
Frankenstein (1931)
The Curse of Frankenstein (1957)
Frankenstein (1994)
The Last Man (2008)
Læs mere:
Hun skabte Frankenstein af Anna Larsdotter i Alt om Historie, 5/2008
Wikipedia
Online-Literatur