Arkivet for ‘Instruktører’ Kategorien

Alfred Hitchcock blev født 13. august 1899 i England, og døde 29. april 1980. Han betegnes som Englands største filminstruktør, selvom han de sidste år boede og lavede film i Amerika.

Som instruktør stod han bag mere end 60 film og tv-shows over en periode på godt 50 år, og i 1968 modtog han Irving G. Thalberg Memorial Award der uddeles med mellemrum til Oscar-uddelingen i Hollywood for “Creative producers, whose bodies of work reflect a consistently high quality of motion picture production.” Prisen var mere end fortjent, for trods 5 nomineringer som Bedste Instruktør (“Rebecca” – 1940, “Lifeboat” – 1944, “Spellbound” – 1945, “Rear Window – 1954 og ”Psycho” – 1960) vandt han aldrig en Oscar.

Hans film kan stort set alle betegnes som begavet og effektiv underholdning. De fleste befinder sig i thiller-genren, og Hitchcocks greb om suspense i sine film er uovertruffet. Christian Braad Thomsen skriver i sin biografi om Hitchcocks interesse for forbrydelsen: “Inden for den genre, der blev hans, borede han dybt i menneskesindets afkroge. I en vis forstand var forbrydelsen for Hitchcock det samme som neurosen for Freud – ikke en principiet afvigelse fra det normale, men et forstørrelsesglas, der tillod dem at beskrive følelser, tilbøjeligheder og sjælelige konflikter, som også deles af os på den trygge side af loven og normaliteten.”

Hvor Hitchcock som instruktør forsøgte at have kontrol over filmen ned til de mindste detaljer, er det værd at bemærke, at mange af hans film netop portrætterer mennesker, hvis indre liv er så kaotisk, at det truer med at sprænge alle rammer. Han lokker tilskueren til at identificere sig med filmens personer, og derved bliver vi smidt ind i en erkendelse af lyster og tilbøjeligheder, som vi normalt nødigt vil vedkende os.

Denne fascination stammer måske fra det, Hitchcock har fortalt, var hans første erindring. Som ganske lille skulle hans mor have nærmet sig hans vugge, og pludselig skulle hun have sagt et foruroligende “buuhh”. Hitchcock var blevet rædselsslagen over, at dette fortrolige ansigt pludselig gjorde noget så uventet og uhyggeligt, at han var lige ved at græde. Men før tårerne trillede, skulle moren have leet, og Hitchcock konkluderede derfor, at han også burde le, selvom han i virkeligheden var bange. Dette ambivalente forhold til skræk og fryd, har Hitchcock brugt i sine film, for når man ikke kan slippe fri af angsten, gælder det om i stedet for at nyde den, for så har man en mulighed for at blive herre over angsten, fremfor at være dens slave.

En anden barndomserindring, der muligvis har været med til at forme Hitchcocks senere film, var hans skoletid på en katolsk klosterskole. Her blev eleverne afstraffet fysisk, hvis de opførte sig uartigt, og som et ekstra raffinement, skulle de selv bestemme, hvad tid på dagen straffen skulle falde. De fleste udskød straffen så lang tid så muligt, men det betød jo samtidig, at de gik med skrækken så meget desto længere. Denne erfaring kan have været med til at udvikle Hitchcocks geniale suspense-teknik, for på skolen lærte han, at det værste ikke er selve afstraffelsen, det værste er den nervepirrende tid, der går, indtil afstraffelsen falder. I den tid virker fantasien værre end et torturinstrument, og bliver langt værre end selve afstraffelsen.

Som ung mand var Hitchcock en flittig biografgænger, og han begyndte snart at læse branchens filmtidsskrifter, der ikke interesserede sig for skuespillernes liv, men i stedet fokuserede på de tekniske aspekter af filmbranchen. Som 19-årig begyndte han at sende mellemtekster (i stumfilm blev scenerne ofte bundet sammen af sådanne forklarende mellemtekster) til filmstudierne, og som 20-årig blev han ansat ved Famous Players-Laskys London afdeling (senere Paramount). Kun 3 år senere fik Hitchcock chancen for at arbejde som instruktør på sin første spillefilm, “Always tell your wife”. Den oprindelige instruktør blev fyret, så Hitchcock sprang til. Filmen blev dog lagt på hylden pga. økonomiske problemer, og studiet lukkede i London.

I stedet blev Hitchcock ansat hos Michael Balcon, Victor Saville og John Freedman, denne gang som drejebogsforfatter og instruktørassistent på 5 film, heriblandt “The Lodger” (1927) som af både pressen og publikum blev betegnet som “formentlig den bedste engelske film nogen sinde“. Som noget nyt var pressen også for første gang i britisk filmhistorie langt mere interesseret i, hvem der havde instrueret filmen, end hvem der spillede hovedrollerne. Noget som passede godt ind i Hitchcocks filosofi om, at “instruktøren havde det samlede kunstneriske ansvar for det færdige produkt“, og ikke blot var en slags højere studietekniker, som han ellers hovedsageligt blev betragtet dengang.

Efter de fem film var færdige, gik Hitchcock over til British International Pictures, som allerede inden “The Lodger” havde tilbudt ham en kontrakt, han ikke kunne sige nej til, og her blev hans næste 11 film til, bl.a. hans første talefilm “Blackmail” (1929) der dog også findes som stumfilm, idet ikke alle biograferne havde anskaffet udstyret til at afspille talefilm.

I 1939 drog Hitchcock til Amerika med sin familie. Han var blevet tilbudt at instruere filmatiseringen af Daphne du Mauriers “Rebecca”, som blev den første film, han modtog en Oscar-nominering for. Arbejdet med filmen forløb dog ikke helt uproblematisk, idet produceren David O. Selznick i første omgang forkastede Hitchcocks manuskript med ordene: “Vi købte Rebecca, og det er Rebecca, vi har til hensigt at lave, – ikke en forvrænget og vulgariseret version…” – det vulgære var bl.a. at heltinden brækkede sig ud over en skibsræling, og det gjorde Hollywood-skuespillerinder ikke! En anden sten i samarbejdet var, at Selznick ønskede, at Hitchcock skulle filme sine scener i forskellige vinkler, så Selznick havde flere muligheder, når han klippede filmen færdig. Men her gav Hitchcock sig ikke. Han vidste præcist, hvordan filmen skulle ende, så han nærmest klippede sine film i kameraet. Resultatet blev dog trods uenighederne en publikums-succes, og udover Hitchcocks nominering til Bedste Instruktør, modtog filmen 2 Oscars – den ene for Bedste Film, og den anden for Bedste Cinematografi.

Efter “Rebecca” fulgte en lang række film, de fleste succesfulde, men i 1950′erne kastede Hitchcocks sig ud i en ny branche: tv-serierne. Han havde den holdning, at tv var kommet for at blive, og i stedet for at forsøge at slå det af banen kunne man ligeså godt slutte sig til, og Hitchcock blev den første stjerneinstruktør, som gav sig i kast med det nye medie. Han startede sit eget produktionsselskab, Shamley Productions, hvor han ansatte betroede medarbejdere fra årene i England, og i 1955 blev første afsnit i serien “Hitchcock præsenterer…” sendt. I de 7 år serien kørte, blev der produceret 365 episoder af en halv times varighed, og Hitchcock introducerede selv hvert afsnit, men han instruerede “kun” 20 afsnit selv. “Hitchcock præsenterer…” blev en kæmpesucces og gjorde navnet Hitchcock til et varemærke, der også førte bogudgivelser o.lign. med sig.

I slutningen af 1959 beslutter Hitchcock sig for at lave en filmatisering af Robert Blochs roman, og året efter kom “Psycho“. I 1963 udkommer endnu en gyser “The Birds”.

Et halvt år før Hitchcock fyldt 80 år, beordrede han sit kontor på Universal ryddet og afskedigede sit personale. De sidste måneder tilbragte han hjemme med hustruen Alma, der overlevede ham med to år.

Udvalgt filmografi:

Family Plot (1976)
Marnie (1964)
The Birds (1963)
Psycho (1960)
Vertigo (1958)
Rear Window (1954)
Dial M for Murder (1954)
Strangers on a Train (1951)
Rope (1948)
Spellbound (1945)
Mr. & Mrs. Smith (1941)
Rebecca (1940)
Sabotage (1936)
The 39 Steps (1935)
The Man Who Knew Too Much (1934)
Blackmail (1929)
Easy Virtue (1928)
The Lodger: A Story of the London Fog (1927)
Always Tell Your Wife (1923) (uncredited)
Number 13 (1922) (unfinished)

Læs mere:

Hitchcock – hans liv og film af Christian Braad Thomsen
Wikipedia
IMDB

Født oktober 1916 i New Haven, Conneticut. Død 17. marts 1992.

Jack Arnolds karriere i showbizz startede som skuespiller på Broadway. Under 2. verdenskrig begyndte han at lave dokumentarfilm under vejledning af den berømte dokumentarist Robert Flaherty. Filmen “With These Hands” blev nomineret til en Oscar for Bedste Dokumentarfilm, men vandt dog ikke.

Sin debut indenfor spillefilmene kom i 1953 med “Girls in the Night”, og samme år kom også “The Glass Web” og “It came from outer space”. Sidstnævnte var en science fiction film om et rumskib, som nødlandede på jorden. Oprindeligt viste filmen slet ikke marsboerne, men producenterne bag ønskede at vise dem for publikum, da de ellers var bange for, at folk blev skuffede, så Jack Arnold måtte efterfølgende filme en række scener. En anden bemærkelsesværdig ting ved “It came from outer space” i forhold til datidens film var, at Jack Arnold lod kameraet vise marsboernes synsvinkel. Det skulle efter sigende være første gang, det trick blev brugt.

Kultklassikeren “Creature from the Black Lagoon“, hvor Arnold introducere “Gilman”, som en værdig efterfølger til Universal Studios andre monstre (Dracula, Mumien og Frankenstein) kom i 1954. Filmen fik to sequels, hvoraf Arnold selv instruerede toeren “Revenge of the Creature” fra 1955. Samme år kom også “Tarantula“, hvor en edderkop injiceret med et vækstfremmende middel undslipper fra et laboratorium og spreder død og ødelæggelse.

To år efter i 1957 kom  “The Incredible Shrinking Man”, der må betragtes som Arnolds bedste film. Her bliver hovedpersonen Scott udsat for radioaktiv stråling, som får ham til at blive mindre og mindre.  Filmen er baseret på Richard Mathesons roman og er et filmisk mesterværk. Scenen hvor Scott må slås mod en edderkop, da han ved et uheld ender i kælderen, er mere skræmmende end mange nutidsfilm kan klare.

Efter “The Incredible Shrinking Man” lavede Arnold endnu to film indenfor scifi-horror genren:  ”Monster on the Campus” og  ”The Space Children” begge fra 1958. Arnold instruerede film og tv helt op til 80′erne indenfor mange forskellige genrer, men han er i dag hovedsageligt kendt for sine scifi-horror film fra 1950′erne.

Jack Arnold indlagde ofte diskrete sociale kommentarer i sine film, og han var med til at indføre begrebet “forskerhelt” i Hollywood (bl.a. “Tarantula” og “Creature from the Black Lagoon”), hvor videnskabsmænd ellers hovedsageligt var enten gale eller gik efter at overtage verdensherredømmet.

Om samarbejdet med Jack Arnold har skuespiller Lori Nelson udtalt, at han var en meget effektiv og organiseret instruktør, som var meget dygtig hvad den tekniske side angik. Men når det gjaldt den kunstneriske del af rollen, så fik skuespilleren blot at vide: “Do your thing…”

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
Jack Arnold
Wikipedia
IMDB
Dokumentarfilmen “Back to the Black Lagoon”

Udvalgt filmografi:

With These Hands (1950)
The Glass Web (1953)
It Came from Outer Space (1953)
Girls in the Night (1953)
Creature from the Black Lagoon (1954)
Tarantula (1955)
The Man from Bitter Ridge (1955)
Revenge of the Creature (1955)
Outside the Law (1956)
Red Sundown (1956)
Man in the Shadow (1957)
The Tattered Dress (1957)
The Incredible Shrinking Man (1957)
Monster on the Campus (1958)
The Space Children (1958)
High School Confidential! (1958)
The Lady Takes a Flyer (1958)
The Mouse That Roared (1959)
No Name on the Bullet (1959)
Bachelor in Paradise (1961)
A Global Affair (1964)
Rowan & Martin at the Movies (1968)
Hello Down There (1969)
Black Eye (1974)
Sex Play (1974)
Boss Nigger (1975)
McNaughton’s Daughter (1976)
The Swiss Conspiracy (1976)
The Wackiest Wagon Train in the West (1976)
Sex and the Married Woman (1977)

Samt tv-serier som f.eks. “Science Fiction Theatre”, “Peter Gunn”, “Rawhide”, “Gilligan’s Island” og “The Brady Bunch”.

Roger William Corman blev født 5. april 1926 i Detroit. Han har produceret næsten 400 film og har selv instrueret over 50. Cormans kaldes spøgefuldt for “King of the Bs”, fordi han har lavet så mange B-film. Ind i mellem har Corman også stået på den anden side af kameraet, og han har bl.a. haft mindre roller i ”The Silence of the Lambs” og “Apollo 13″.

Mens Corman var mest aktiv, producerede han op til 7 film om året. Den hurtigste film var formentlig “ The Little Shop of Horrors” (1960), hvor bl.a. Jack Nicholson medvirkede, og som efter sigende blev filmet på kun 2 dage og en nat. I dag kendes Corman måske bedst for sine mange Edgar Allan Poe filmatiseringer, bl.a. ”House of Usher” (1960), “The Pit and the Pendulum” (1961) og  ”Tales of Terror” (1962), som alle havde Vincent Price i hovedrollen.

I 1970 grundlagde Corman New World Pictures, som udgav en række kult-film, bl.a. “Death Race 2000″ (1975) og  Joe Dante filmen “Piranha” (1978). Corman solgte siden New World Pictures, og kom i stedet med i først Concorde Pictures og siden New Horizons.

I 2005 blev Corman hædret med ”The Lifetime Achievement Award” ved New York City Horror Film Festival. Corman var den fjerde som modtog denne udmærkelse efter George A. Romero, Tom Savini og Tobe Hooper, og fire år senere i 2009 modtog han den prestigefyldte “Honorary Lifetime Achievement Oscar”.

Udvalgt filmografi:

Frankenstein Unbound (1990)
Deathsport (1978)
Bloody Mama (1970)
The Masque of the Red Death (1964)
Tales of Terror (1962)
Pit and the Pendulum (1961)
The Little Shop of Horrors (1960)
House of Usher (1960) The Wasp Woman (1959)
The Undead (1957)
Attack of the Crab Monsters (1957)
Day the World Ended (1955)
The Beast with a Million Eyes (1955)
Swamp Women (1955)

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
IMDB
Wikipedia

Født 23. februar 1904 i London, død 18. juni 1980.

Terence Fisher var en af de største gyser-instruktører i 1950′erne og 1960′erne, hvor han arbejdede for det britiske filmstudie Hammer Films. Her genoplivede han den gotisk horror i farvefilmen, og selvom blodet, gyset og de seksuelle overtoner i hans film virker uskyldige i dag, var de uden fortilfælde dengang. Hans første film i “new gothic” var “The Curse of Frankenstein” (1957), som også var med til at placere Hammer Film i gyser-genren, og som introducerede Christopher Lee og Peter Cushing som ledende stjerner indenfor genren. Herefter fulgte en række adaptioner af klassiske gys, bl.a. ”Dracula” (1958), “The Hound of the Baskervilles” (1959) og “The Mummy” (1959).

Selvom Terence Fishers film var gode publikums-successer, fik han ingen anerkendelse af samtidens kritikere. I dag anerkender man dog hans film på deres egne vilkår.

Udvalgt filmografi:

Frankenstein and the Monster from Hell (1974)
Frankenstein Must Be Destroyed (1969)
The Devil Rides Out (1968)
Frankenstein Created Woman (1967)
Dracula: Prince of Darkness (1966)
The Phantom of the Opera (1962)
The Curse of the Werewolf (1961)
The Two Faces of Dr. Jekyll (1960)
The Brides of Dracula (1960)
The Mummy (1959)
The Man Who Could Cheat Death (1959)
The Hound of the Baskervilles (1959)
The Revenge of Frankenstein (1958)
Dracula (1958)
The Curse of Frankenstein (1957)
Four Sided Triangle (1953)
A Song for Tomorrow (1948)

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
IMDB
Wikipedia

Født 7. maj 1911 i Japan, død 28. februar 1993.

Ishirô Hondas karriere startede som assistent for Japans berømte instruktør, Akira Kurosawa (bl.a. “7 samuraier”). Siden slog han igennem indenfor den genre, japanerne betegnede som “tokusatsu”, dvs. film der ofte indeholdt en superhelt og masser af special effects, og gerne udspillede sig indenfor horror, science fiction og fantasy. Den mest populære type blandt disse film var de såkaldte ”kaiju”-film (kaiju betyder mærkelige bæster), og med sine film om Godzilla ramte Hondas lige i plet. Han skulle under arbejdet med filmen “Rodan” have udtalt: “Monsters are born too tall, too strong, too heavy, that is their tragedy“.

Udvalgt filmografi:

Dreams (1990
Gojira-Minira-Gabara: Oru kaijû daishingeki (1969)
Kingu Kongu no gyakushû (1967)
Furankenshutain tai chitei kaijû Baragon (1965)
Mosura tai Gojira (1964)
Kingu Kongu tai Gojira (1962)
Uchu daisenso (1959)
Tetsuwan toshu inao monogatari (1959)
Sora no daikaijû Radon (1956)
Godzilla, King of the Monsters! (1956)
Gojira (1954)
A Story of a Co-op (1949)

Læs mere:

Wikipedia
IMDB

Opslagsværk med nogen af de mest kendte gyserinstruktører. Giver en oversigt over deres film samt en analyse over deres temaer m.m. Har flotte billeder fra filmene (s/h) og medtager både nyere og ældre instruktører, amerikanske og europæiske (bl.a. danskeren Benjamin Christensen). De enkelte biografier er ca. 10 sider lange inkl. billeder.

Bogen er ikke oversat til dansk, men er en fin måde at få kendskab til nogle af gysergenrens instruktører og dermed til udviklingen af genren.

Indeholder kapitler om: Tod Browning, Benjamin Christensen, Roland West, James Whale, Jacques Tourneur, Henri-Georges Clouzot, Roger Corman, Jack Arnold, William Castle, Terence Fisher, Freddie Francis, Roman Polanski, George A. Romero, Dario Argento, Wes Craven, Brian De Palma, Tobe Hooper, John Carpenter, David Cronenberg, Stuart Gordon

Udgivelsesår: 1994

Italiensk instruktør. Født i 1927 og død d. 13. marts 1996. Har bl.a. instrueret: “Non si sevizia un paperino”, “7 note in nero”, “E tu vivrai nel terrore – L’aldilà” (Rædslernes hotel) og “Paura nella città dei morti viventi” (Rædslernes by).

Læs mere på Horrordirectors.com

Født i Philadelphia i 1941 og blev først bidt af filmmediet efter college.

Det virker som om, at uanset hvad De Palma har opnået indenfor sin karriere i gyserfilm såvel som andre film, så bliver hans kritikere ved med at ignorere ham, fordi han låner inspiration fra andre instruktører – specielt Alfred Hitchcock. De Palma har altid været meget fascineret af Hitchcock og har aldrig lagt skjul på det, så derfor virker det lidt søgt at kritisere ham for at prøve at slippe væk med at ’stjæle’ fra mesteren. Mange andre instruktører henter jo også inspiration fra andre.

Filmen “Sisters” (1973) satte De Palma’s navn på gyserfilmenes verdenskort. Filmen handler om et par siamesiske tvillinger, som kirurgisk skilles efter fødslen. Den ene vokser op som en normal ung attraktiv kvinde, mens den anden bliver morder. I den sidste ende viser det sig, at kun den ene tvilling overlevede operationen, og temaet i filmen bliver således den splittede personlighed – et tema der går igen i mange af De Palma’s film fremover.

I 1974 fulgte “Phantom of the Paradise”, som var en ny ‘reworked’ udgave af gyserklassikeren “The Phantom of the Opera” (1925). Derefter instruerede De Palma  “Obsession” (1976) en nyindspilning af Hitchcock’s “Vertigo” (1958) og samme år filmatiserede han den første Stephen King roman “Carrie”. I “Carrie” begynder man at få sympati for De Palma’s personer (sikkert til dels takket være Stephen Kings gode persontegninger i romanen), og det gør den ulykkelige slutning så meget stærkere.

De Palma’s præg som instruktør er bl.a., at han er tematisk konsistent. Han har også en evne til at skabe spændende billeder, der ligefrem føles som fysiske ‘thrills’. De Palma går meget op i de tekniske færdigheder, og hans film indeholder en energi og visuel fantasi, som er helt forskellig fra de instruktører han beskyldes for at imitere.

Af andre film af De Palma kan nævnes “Dressed to Kill” (1980), “Blow Out” (1981), “Wise Guys” (1986), “The Untouchables” (1987), “Mission Impossible” (1996), “Snake Eyes” (1998) og ”Mission to Mars” (2000).

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty

Født i 1939 i Ohio, og manden, der opfandt Freddy Krueger i Nightmare on Elmstreet-filmene. 

Wes Crawen  debuterede med “Last house on the left” i 1972, en ret voldelig film om en bande, som torturerer, voldtager og dræber en ung pige for at blive udsat for endnu værre ting af hendes forældre. Filmen chokerede med de yderst grusomme voldsscener, men samtidig viste den Cravens flair for kvikke dialoger, hans specielle humor og hans brug af det mobile kamera.

Efter debuten gik der nogle år, før Craven igen var på banen. Denne gang med “The hills have eyes” (1977), som siden er blevet hyldet som en genreklassiker af Museum of Modern Art. De næste par film Craven instruerede blev ikke nogen større succeser, før han i 1984 lavede “A nightmare on Elm Street” med hovedpersonen Freddy Krueger. Filmen blev en stor kommerciel succes, og er endt som en serie.

“A nightmare on Elm Street” indeholder masser af blod, men det er mere surrealistisk end realistisk, og derudover har den også masser af spidsfindige gys. Craven giver teenagefigurerne meget mere karakter end normalt i den slags gysere, og så sætter han fokus på forældrenes manglende evne til at gøre noget – det er faktisk dem, der er skyld i teenagernes død!

Senest er Wes Craven vendt stærkt tilbage med “Scream-filmene”, som ironiserer over selve gysergenren.

Craven har generelt været venligere overfor kvinder i sine film (pånær i “Last House on the Left”) end mange andre i genren, og han har skabt flere dynamiske og intelligente heltinder end måske alle andre gyserfilminstruktører til sammen.

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty

Født i 1948 i New York.

John Carpenter slog igennem i 1978 med “Halloween” med bl.a. Jamie Lee Curtis på rollelisten. Det blev en af de største økonomiske succeser lavet udenfor et Hollywoodstudie nogen sinde, og den satte gang i den stribe af ‘mad-slasher’ film, der er fortsat helt ind i det nye årtusind. “Halloween” indeholder det morderne gys’ blod, indvolde og fysiske chok, men dens kerne og struktur er så gammel som Grimm’s eventyr. Carpenter udtrykker det selv således: “Halloween is an old country fair haunted house movie”.

Carpenter har, modsat f.eks. Coppola og Scorsese som startede med at øve sig i gysergenren og derefter forlod den til fordel for mere mainstream film, forholdt sig trofast overfor genren. Han laver gerne film om de film, han har holdt mest af og som har haft størst indflydelse på ham under hans opvækst, og han gør ingen hemmelighed ud af kilderne til sin inspiration. Før “Halloween” havde han lavet “Assault on Preinct 13″ (1976), som i bund og grund er en nyindspilning af Howard Hawk’s “Rio Bravo” (1959). En anden film er “Someone’s Watching Me” (1978) som låner kraftigt fra Hitchcock’s “Rear Window” (1954).

Carpenter’s næste projekt var “The Fog” (1980). Det blev ikke en øjeblikkelig succes som “Halloween”, men den indeholder flere mindeværdige scener og er med tiden blevet en klassiker.

I 1982 lavede Carpenter endnu en nyindspilning af en gammel klassiker “The Thing”. Den bygger ikke på filmen fra 1957 men på den oprindelige novelle af John W. Campbell Jr. fra 1938 “Who goes there?”. “The Thing” indeholder flotte special effects, og er en effektiv klaustrofobisk fortælling om terror med masser af fysiske gys undervejs.

Af Carpenter’s andre film kan nævnes “Escape from New York” (1981), “Christine” (1983) og “In the Mouth of Madness” (1995).

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty