Arkivet for april, 2008
Lucio Fulci
Italiensk instruktør. Født i 1927 og død d. 13. marts 1996. Har bl.a. instrueret: “Non si sevizia un paperino”, “7 note in nero”, “E tu vivrai nel terrore – L’aldilà” (Rædslernes hotel) og “Paura nella città dei morti viventi” (Rædslernes by).
Læs mere på Horrordirectors.com
Brian De Palma
Født i Philadelphia i 1941 og blev først bidt af filmmediet efter college.
Det virker som om, at uanset hvad De Palma har opnået indenfor sin karriere i gyserfilm såvel som andre film, så bliver hans kritikere ved med at ignorere ham, fordi han låner inspiration fra andre instruktører – specielt Alfred Hitchcock. De Palma har altid været meget fascineret af Hitchcock og har aldrig lagt skjul på det, så derfor virker det lidt søgt at kritisere ham for at prøve at slippe væk med at ’stjæle’ fra mesteren. Mange andre instruktører henter jo også inspiration fra andre.
Filmen “Sisters” (1973) satte De Palma’s navn på gyserfilmenes verdenskort. Filmen handler om et par siamesiske tvillinger, som kirurgisk skilles efter fødslen. Den ene vokser op som en normal ung attraktiv kvinde, mens den anden bliver morder. I den sidste ende viser det sig, at kun den ene tvilling overlevede operationen, og temaet i filmen bliver således den splittede personlighed – et tema der går igen i mange af De Palma’s film fremover.
I 1974 fulgte “Phantom of the Paradise”, som var en ny ‘reworked’ udgave af gyserklassikeren “The Phantom of the Opera” (1925). Derefter instruerede De Palma “Obsession” (1976) en nyindspilning af Hitchcock’s “Vertigo” (1958) og samme år filmatiserede han den første Stephen King roman “Carrie”. I “Carrie” begynder man at få sympati for De Palma’s personer (sikkert til dels takket være Stephen Kings gode persontegninger i romanen), og det gør den ulykkelige slutning så meget stærkere.
De Palma’s præg som instruktør er bl.a., at han er tematisk konsistent. Han har også en evne til at skabe spændende billeder, der ligefrem føles som fysiske ‘thrills’. De Palma går meget op i de tekniske færdigheder, og hans film indeholder en energi og visuel fantasi, som er helt forskellig fra de instruktører han beskyldes for at imitere.
Af andre film af De Palma kan nævnes “Dressed to Kill” (1980), “Blow Out” (1981), “Wise Guys” (1986), “The Untouchables” (1987), “Mission Impossible” (1996), “Snake Eyes” (1998) og ”Mission to Mars” (2000).
Læs mere:
The Fearmakers af John McCarty
Wes Craven

Født i 1939 i Ohio, og manden, der opfandt Freddy Krueger i Nightmare on Elmstreet-filmene.
Wes Crawen debuterede med “Last house on the left” i 1972, en ret voldelig film om en bande, som torturerer, voldtager og dræber en ung pige for at blive udsat for endnu værre ting af hendes forældre. Filmen chokerede med de yderst grusomme voldsscener, men samtidig viste den Cravens flair for kvikke dialoger, hans specielle humor og hans brug af det mobile kamera.
Efter debuten gik der nogle år, før Craven igen var på banen. Denne gang med “The hills have eyes” (1977), som siden er blevet hyldet som en genreklassiker af Museum of Modern Art. De næste par film Craven instruerede blev ikke nogen større succeser, før han i 1984 lavede “A nightmare on Elm Street” med hovedpersonen Freddy Krueger. Filmen blev en stor kommerciel succes, og er endt som en serie.
“A nightmare on Elm Street” indeholder masser af blod, men det er mere surrealistisk end realistisk, og derudover har den også masser af spidsfindige gys. Craven giver teenagefigurerne meget mere karakter end normalt i den slags gysere, og så sætter han fokus på forældrenes manglende evne til at gøre noget – det er faktisk dem, der er skyld i teenagernes død!
Senest er Wes Craven vendt stærkt tilbage med “Scream-filmene”, som ironiserer over selve gysergenren.
Craven har generelt været venligere overfor kvinder i sine film (pånær i “Last House on the Left”) end mange andre i genren, og han har skabt flere dynamiske og intelligente heltinder end måske alle andre gyserfilminstruktører til sammen.
Læs mere:
The Fearmakers af John McCarty
John Carpenter
Født i 1948 i New York.
John Carpenter slog igennem i 1978 med “Halloween” med bl.a. Jamie Lee Curtis på rollelisten. Det blev en af de største økonomiske succeser lavet udenfor et Hollywoodstudie nogen sinde, og den satte gang i den stribe af ‘mad-slasher’ film, der er fortsat helt ind i det nye årtusind. “Halloween” indeholder det morderne gys’ blod, indvolde og fysiske chok, men dens kerne og struktur er så gammel som Grimm’s eventyr. Carpenter udtrykker det selv således: “Halloween is an old country fair haunted house movie”.
Carpenter har, modsat f.eks. Coppola og Scorsese som startede med at øve sig i gysergenren og derefter forlod den til fordel for mere mainstream film, forholdt sig trofast overfor genren. Han laver gerne film om de film, han har holdt mest af og som har haft størst indflydelse på ham under hans opvækst, og han gør ingen hemmelighed ud af kilderne til sin inspiration. Før “Halloween” havde han lavet “Assault on Preinct 13″ (1976), som i bund og grund er en nyindspilning af Howard Hawk’s “Rio Bravo” (1959). En anden film er “Someone’s Watching Me” (1978) som låner kraftigt fra Hitchcock’s “Rear Window” (1954).
Carpenter’s næste projekt var “The Fog” (1980). Det blev ikke en øjeblikkelig succes som “Halloween”, men den indeholder flere mindeværdige scener og er med tiden blevet en klassiker.
I 1982 lavede Carpenter endnu en nyindspilning af en gammel klassiker “The Thing”. Den bygger ikke på filmen fra 1957 men på den oprindelige novelle af John W. Campbell Jr. fra 1938 “Who goes there?”. “The Thing” indeholder flotte special effects, og er en effektiv klaustrofobisk fortælling om terror med masser af fysiske gys undervejs.
Af Carpenter’s andre film kan nævnes “Escape from New York” (1981), “Christine” (1983) og “In the Mouth of Madness” (1995).
Læs mere:
The Fearmakers af John McCarty
Clive Barker
Født i England i 1952. Udover at instruere film skriver Clive Barker selv gysere og er af Stephen King blevet kaldt “the future name in horror fiction”. Har bl.a. instrueret ”Hellraiser” og “Candyman”.
Læs mere på Horrordirectors.com
Dario Argento
Italiensk instruktør født i 1940. Argento har både givet sig i kast med arbejdet som instruktør, skuespiller, producuer og manuskriptforfatter. Bag sig har han film som: Suspiria, Inferno, Profondo Rosso, Two evil eyes og The phantom of the opera.
Argento var med til at danne det filmiske grundlag for subgenren Giallo, som var italienske krimier, der ofte indeholdt både erotiske anstrøg samt glimt af horror. Ordet Giallo betyder “gul”, og betegnelsen stammer fra genrens opståen som en serie billige paperbacks med gule omslag.
Læs mere:
The Fearmakers af John McCarty
Horrordirectors.com
David Cronenberg
Cronenberg er en canadisk instruktør. Hans film er meget fikserede på menneskekroppen. Kroppen skæres i stykker, vendes på vrangen og falder i småstykker i hans film, men ikke som et tegn på afsky for det kropslige. Tværtimod.
Hans karriere begyndte med en række kortfilm, hvoraf han videreudforskede nogle af idéerne i hans senere film. Hans debutfilm var “They came from within” (1976) også kaldet “Shivers”. Debuten giver en forsmag på et tema, der går igen i mange af Cronenbergs film: “one conspiracy feeds off another, until they work down to the most personal conspiracy of all – the sabotage of one’s own body” (Ken Hanke).
Cronenberg har lavet mange flotte og nyskabende gyserfilm, og nogle af de vigtigste er “The Fly”, , “The Brood”, “Scanners” og “Videodrome”. Mere ovre i mainstreamgenren har han instrueret Stephen Kings “The Dead Zone“. King og Cronenberg har ikke meget tilfælles, men “The Dead Zone” indeholder bl.a. en politisk sammensværgelse, så Cronenberg er selv i mainstream trofast mod sit grundtema.
Læs mere:
The Fearmakers af John McCarty
horrordirectors.com
Alejandro Amenábar
Chilensk instruktør født i 1972. Skrev manuskriptet til Vanilla Sky som Tom Cruise medvirker i. Som instruktør er han bl.a. kendt for “The Others” 2001 med Nicole Kidman i hovedrollen som Grace Stewart. En meget velspillet film med en overraskende slutning. Amenábar er ikke en typisk gyserinstruktør, men “The others” kan bestemt godt ses af gyserfans.
Læs mere på Horrordirectors.com
Paul Verhoeven
Født 18. juli 1938 i Holland.
Verhoeven har instrueret flere scifi-gysere, som fx “Starship Troopers” som foregår i fremtiden, og dels er en samfundssatire og dels et overdådigt studie i special effects og splat og vold, samt “Total Recall” fra 1990 med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen (måske nok lidt af en tilsnigelse at kalde den horror).
I år 2000 instruerede han “Hollow man” med bl.a. Elisabeth Shue og Kevin Bacon på rollelisten, om et eksperiment om at gøre mennesker usynlige, som ender med at forsøgspersonen bliver en morderisk galning. Endelig har Verhoeven også instrueret “Robocop” fra 1987, som benytter sig af de vildeste splatter-effekter.
David N. Twohy
Født 18. oktober 1955 i USA.
Har bl.a. instrueret: “The arrivel” 1996 og “Pitch black” fra år 2000 samt efterfølgeren “The chronicles of Riddick” fra 2004. Har skrevet manuskript til bl.a.: “Critters 2″ 1988 og “Warlock” 1989.