Arkivet for juli, 2008

Min gode kollega Janus, som står for horrorsiden.dk, omtalte for længe siden denne herlige perle “Fido” – en zombiefilm, som foregår i en idyllisk forstad i hvad der minder om 1950′ernes USA. Den lille kernefamilie bestående af mor, far og lille Timmy mangler kun en ting for at alt er idyl, og det er en zombie!

Efter den alvorlige zombie-krig er der nu skabt sikkerhed inden bag byernes mure, og alle som er noget, har deres egen zombie til at varte op, slå græs og hvad man ellers ikke selv gider. Far Robinson er dog ikke meget for zombien (som Timmy døber Fido), men mor og Timmy falder snart for Fido, som har tid til at lege med Timmy og danse med moren.

Det går dog galt, da Fido under en parktur bider gamle fru Henderson. Før Timmy får hende begravet, har hun bidt en anden, og snart er en miniaturekrig i gang. Desværre opdager den nye nabo, som er sikkerhedschef hos zom.com, at Fido har noget med sagen at gøre, og han bliver fjernet fra hjemmet. Men Timmy har ikke tænkt sig at lade Fido i stikken…

Jeg havde høje forventninger til “Fido”, og de blev heldigvis indfriet fuldstændig. Jeg morede mig vældigt, og glansbillede-idyllen garneret med halvrådne zombier, som travede rundt med paraplyer og serverede driks, er overdådigt lavet. Og så var det jo også ret morsomt at se Carrie-Anne Moss (fra bl.a. “Matrix” og “Red planet”) som hjemmegående husmor med større opmærksomhed på at Timmys bluse var blevet beskidt, end at den var blevet det, fordi han var blevet overfaldet af bøller i skolen.

Læs også omtalen på horrorsiden.dk

Instruktør: Andrew Currie
Udgivelsesår: 2006

Det er ikke hver dag, at der udkommer en dansk vampyr-roman, men Rikke Schubart, som tidligere har skrevet flere fagbøger om gys og actionfilm, har med ”Bid” bevist, at også danske forfattere kan være med, når det gælder action-gys på højt plan.

”Bid” foregår dels i Rom og dels i København. I Rom er kriminalinspektør Croce på en usædvanlig mordsag, hvor ofret nærmest er blevet tømt for blod. Det er ikke første gang, at det er sket i Italien, og da det går op for Croce, bliver snart sagen anset som et seriemord.

Samtidig med den mystiske mordsag undersøges i Rom, vender den smukke Natascha hjem til Danmark efter tre år i Italien. Hun flytter ind hos storesøsteren Helene, som dog ikke er særlig glad for situationen. De to søstre har aldrig haft et nært forhold, da Helene altid har været jaloux på Natascha for hendes skønhed og lethed ved at få venner. Og hjemme igen virker Natascha endda endnu smukkere end før.

Helenes mand Anders bliver voldsomt fascineret af Natascha, og også datteren Rosa er i starten glad for sin moster. Men da der pludselig sker en række mærkelige mord i København, får Rosa en mistanke om, at ikke alt er, som det skal være. Men hvem tror på et barn, som fabler om vampyrer?

Jeg synes, Rikke Schubart har skrevet en rigtig vellykket roman. Sproget flyder, handlingen er overbevisende, og personerne virker troværdige. Historien er spændende, men samtidig skaber Schubart også nogle sympatiske figurer, som bærer handlingen af sted på andet end det rene action. Jeg fik f.eks. stor sympati for Helene, som har problemer med g-strengstrusser og tyngdekraften, og sammenligner sociale sammenkomster med krige, hvor man må kende fjenden for at kunne ruste sig…

Man kunne være bange for, at romanen ville kamme over til en børne/ungdomsroman, eftersom en af hovedpersonerne er den 12-årige Rosa. Men det gør den ikke. “Bid” er en velskrevet voksenroman, og hvis man har set traileren, som forlaget har produceret, er man vist heller ikke i tvivl om, at børn ikke er målgruppen her.

Selvom der ikke er den store overraskelse i, hvem vampyren er, så formår Schubart alligevel at skabe spænding om opklaringen ved at klippe mellem Rom og København. Også slutningen rummer en tvist, som åbner op for en fortsættelse.

På en måde minder “Bid” lidt om Anne Rice’s vampyrserie, for også Schubarts vampyrer er ganske sofistikerede væsner, men jeg kom også til at tænke på Thomas Harris romaner pga. af de gode efterforskningselementer. Sikkert er det i hvert fald, at jeg følte mig utroligt godt underholdt og håber på, at fortsættelsen, som slutningen lover, bliver en realitet inden alt for længe…

Se traileren til “Bid” her.

Man tager en poltergejst, en morderisk bande, en bager, et postbud, og et par byboer der flytter ind, hvor de slet ikke kan bunde. Dertil lægger man en fantastisk titel, og resultatet bliver en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Da jeg så titlen ”Skidt klædte mænd med baseballbat”, måtte jeg bare læse bogen bag. Sådan en titel (som i øvrigt gav mig associationer til Stephen Kings ”Lumpne mænd i gule frakker”) måtte dække over noget godt. Og det gør den også.

Erling og Abelone flytter fra storbyen til den lille by Tolby, som er blevet dem anbefalet af Erlings gamle ven, posten Lauge, fordi husene er så billige. Knap er de dog flyttet ind, før der begynder at ske mystiske ting. Erling ser et mærkeligt lys i stuen. Huset virker altid mørkt. Og hvad er det for en underlig skikkelse, som holder til i kælderen? Og som om de mystiske hændelser i huset ikke er nok, så opdager Erling og Abelone også, hvordan den lokale bande, Tolby-banden, styrer byen med hård hånd. De tager, hvad de vil have, og tæsker hvem de vil. Og ingen tør stoppe dem – mindst af alle den lokale landbetjent. Men Tolby har også en bager, og han kan andet end at bage hindbærsnitter.

Klenø har fundet inspiration til en del af historien i et virkeligt mord begået i Tolne for ca. 20 år siden, men har bygget på og ændret så historien nu er blevet en to-delt beretning med en djævelsk side. Historien er generelt spændende, og i perioder skriver Klenø en vis legemesdel ud af bukserne. Bl.a. dobbeltscenen hvor Erling konfronterer Tolby-banden, og hvor Abelone samtidig står overfor poltergejsten er utrolig godt beskrevet, ligesom beskrivelsen af Tolby-bandens svingture også sidder lige i skabet.

På andre områder synes jeg dog, det kikser lidt sprogligt, og især dialogerne virker ind i mellem kunstige. Trods det synes jeg nu stadigvæk, at ”Skidt klædte mænd med baseballbat” er en herlig læseoplevelse, og er du til dansk provins-gys, skal du helt sikkert tage en tur til Tolby.

”Skidt klædte mænd med baseballbat” er Morten Nis Klenøs første roman. Tidligere har han skrevet novellesamlingen ”Rustvogn”, der blev udgivet som Books on Demand.

Anders Hobergs debutroman “Kødets afveje” er i pressemeddelelsen blevet beskrevet med ordene: “en fortælling om, at seksuel frustration ikke nødvendigvis er det værste, der kan overgå én.” Og den beskrivelse viste sig at være helt korrekt!

Nicolai Svaneborg er en ganske almindelig ung mand med et ganske almindeligt liv og enkelte særheder. Fx kan han ikke lide naturen og flippede som barn helt ud, når han blev tvunget på udflugter i skolen. Som voksen har han drømme om at “gøre noget”, og derfor melder han sig til et billedkunstkursus, hvor han møder Maria. Nu har Nicolais romantiske bedrifter været på standby i lang tid, men det lykkes ham alligevel at score Maria – og så alligevel ikke. For efter tre mislykkede forsøg på samleje giver de begge op.

Det viser sig dog, at Maria har givet Nicolai mere end pinlige minder. Hans penis ligner pludselig et impressionistisk maleri fyldt med prikker. Flov over sin tilstand spørger han sin barndomsven Jonas til råds, og Jonas giver ham adressen på en læge, så Nicolai slipper for at gå til sin egen læge.

Men herfra begynder det først at gå rigtig skidt for Nicolai. Godt nok går lægebesøget – efter omstændighederne godt – men kort efter begynder Nicolais verden at knage, og før han ved af det, vågner han nøgen op i en kælder hos en rig gammel kone, som vil spise ham levende for at få fat i “hemmeligheden”. Og set i det perspektiv er en gang gonoré jo pludselig ikke at foragte.

Anders Hoberg skriver levende og letlæst, og jeg blev hurtigt grebet ind af historien. Nicolai er beskrevet tilpas neurotisk til, at jeg både kunne grine lidt af ham og føle med ham i hans kvaler. Mod slutningen accelerer handlingen, og til sidst befinder vi os næsten i et lovecraftsk univers, hvor en urgammel kosmisk ondskab stikker næsen frem.

Her er spænding og underholdning, og det serveres effektivt og kontant, så jeg kan kun anbefale “Kødets afveje” til alle, som holder af en god historie med et overnaturligt tvist.

Og når jeg nu er i gang med at rakke Edward Furlong film ned, så snupper jeg lige “The Visitation” med.

En mystisk fremmed flytter til en lille amerikansk by, og snart begynder mirakler at ske. Lamme kan gå, døde hunde genopstår, og  hele byen samles i en religiøs vækkelse, som har sit udgangspunkt i Brandon Nichols (Edward Furlong). Eller det vil sige næsten hele byen … For en tidligere præst og byens nye dyrlæge aner uråd og begynder at søge i Brandons fortid, som gemmer på mørke hemmeligheder.

Filmen bygger på Frank Perettis roman af samme navn, og selve historien er ikke helt skæv. Desværre synes jeg heller ikke, at Furlong lever op til sit potentiale i denne film, selvom han dog spiller klasser bedre end i “Brotherhood of evil”, som jeg tidligere har omtalt her på siden.

Instruktør: Robby Henson
Udgivelsesår: 2006

Edward Furlong har haft et par gode roller, bl.a. “American History X” og “Terminator 2″, men desværre vælger han som oftest nogle elendige film. Hvilket også må siges at være tilfældet med “Brotherhood of evil” aka “Canes”.

Reklamemanden David Goodman (E.F.) har satset på at få den næste store kampagne i firmaet, men det glipper lige på falderebet. På vej hjem bliver han ovenikøbet overfaldet og mister synet. På trods af at hans lækre kone (Chandra West) støtter ham og elsker ham, ender han alligevel i en handel med - surprise - Djævelen, som bruger den tidligere nazist Guillermo List (Michael Madsen) som mellemmand. Nu kan David nå alt, hvad han ønsker sig. Han skal bare lige slå et par mennesker ihjel og iøvrigt glemme alt om sin sjæl.

Det meste af tiden ligner Edward Furlong en dreng, som har klædt sig ud i sin fars jakkesæt. Jeg ved ikke, hvorfor man dog ikke har fundet et sæt tøj, som passer til ham! Han spiller heller ikke særligt imponerende, men eftersom historien også er noget hø, passer det hele jo så alligevel sammen.

På coveret står der “Der er en skæbne, der er værre end døden”. Det må være at skulle se denne film to gange …

Instruktør: Michael Bafaro
Udgivelsesår: 2006

Hvis du kan lide klassiske spøgelseshistorier, så er “Verdens bedste spøgelseshistorier” et godt bud på nogle timers underholdning. Antologien er fra 1987 og er redigeret af Ole Carit Andersen. Det kunne have været godt med en kort indledning til forfatterne, som det ofte er brugt i antologier, men historierne står nu også for dem selv.

Indhold:
Rotterne i murene af H. P. Lovecraft
Hånden af William Fryer Harvey
Det våde spøgelse af John Kendricks Bangs
Nummer 13 af Montague R. James
Den forsvundne tragedie af Denis MacKail
En spøgelseshistorie af Mark Twain
Spøgelsessekretæren af Henning Berger
Spøgelsets lærling af Walter R. Brooks
Spøgelsesskibet af Richard Middleton
Abehånden af W. W. Jacobs
De små indiske fødder af Mark Channing
Genfærds-kolonnen af Poul Sørensen

Udgivelsesår: 1987

Giorgio Faletti er et stort hit i hjemlandet Italien. “Jeg dræber” er hans debutroman, og den har solgt flere end 3 millioner eksemplarer, ligesom filmrettighederne allerede er solgt. Også hans anden roman, som indtil videre kun findes på italiensk, har vakt stor opsigt. Personligt synes jeg måske nok, at “Jeg dræber” bliver lidt lang. Men interessant er den.

Jean-Loup er en yderst populær radiovært, som under en udsendelse bliver ringet op af en navnløs person. Manden kalder sig én og ingen, og han identificerer sig tilsyneladende med Jean-Loup som en stemme uden ansigt. Udover musik har Manden endnu en passion – han dræber.
Og allerede samme nat som han ringer op til Jean-Loup, er han i aktion. En kendt formel 1 kører og dennes kæreste, en smuk amerikansk skakspiller bliver fundet døde ombord på deres båd – med ansigtet skrællet af. Senere følger flere mord og hver gang ringer morderen først til Jean-Loup.

Politiet i Monte Carlo er slet ikke vant til den slags forbrydelser, og står nærmest på bar bund, så kriminalinspektør Nicolas Hulot kontakter sin gode ven, FBI agenten Frank Ottobre. Frank har været ude for en personlig tragedie og er i Monte Carlo for at komme væk fra hverdagen. Men Hulot får ham overtalt til at hjælpe, og snart er han dybt involveret i jagten på morderen.

Samtidig kommer en amerikansk general til Monte Carlo. Hans datter var morderens første offer, og han ønsker at få hævn – men måske ligger der også andet under hans ankomst?

Langsomt begynder Frank og Hulot at finde spor, der peger mod en mulig mistænkt, men intet er, som det ser ud til, og morderen er en iskold psykopat med en IQ langt over det almindelige.

Jeg kom til at tænke på Thomas Harris’ romaner om Hannibal Lecter, da jeg læste “Jeg dræber”. Her er den samme næsten overnaturlige morder og en betjent/agent, som kæmper med sine personlige dæmoner, samtidig med at han forsøger at fange virkelighedens djævle.

Men jeg synes dog ikke, at Faletti lever helt op til Harris. Måske har det noget med oversættelsen at gøre, for her halter det i mine øjne. Sætninger som “For fuld udrykning, Lacroix, og spar ikke på gummiet, sagde Hulot til den vakse, unge betjent bag rattet som ikke lod sig den besked sige to gange, men straks ræsede med hvinende dæk ud ad porten” og oversættelser som “skrivebordspaver“, skurrer altså i mine ører.

Plottet er dog gennemtænkt, og slutningen er overraskende, selvom jeg synes, at Faletti forklarer lige rigeligt til sidst. Vi skal have alle detaljer på plads! Når det er sagt, så følte jeg mig nu godt underholdt, og jeg tror bestemt, at Faletti har format til mere.

I 1994 kom denne udmærkede samling med 5 varulvefortællinger skrevet i perioden 1837 til 1893.

Catherine Crowe har skrevet den første novelle “Ulvemanden”, som nærmest dokumentarisk beretter om vampyrer m.m. og slutter af med historien om væsnet som hjemsøgte kirkegårde for at skænde ligene. Nr. to novelle er titelnovellen “Harzens hvide ulv” skrevet af Frederick Marryat. En mand bor alene i skovene med sine tre børn, da en smuk kvinde dukker op. Han gifter sig med hende, men noget er helt galt. “Den anden side” er skrevet af Eric Stenbock, og er historien om den unge Gabriel, som ikke rigtig passer ind i landsbyen. En dag vover han sig over på den anden side af bækken, og her oplever han en helt anden verden. I “Panterens øjne” af Ambrose Bierce frier en ung mand til sin elskede, men hun siger nej. Da han spørger hvorfor, fortæller hun en frygtelig historie. Den sidste novelle er skrevet af Saki (Hector Hugh Munro) og hedder “Gabriel-Ernest”. Fredsdommeren Van Cheele møder under en tur i skoven en smuk ung mand. Van Cheele føler situationen meget ubehagelig, men værre bliver det da den unge mand dukker op hjemme hos Van Cheele, og tanten optager ham i husholdningen.

De fem noveller er alle velskrevne, men skal jeg fremhæve en over de andre, bliver det titelnovellen “Harzens hvide ulv”.

Jeg er helt vild med gamle spøgelseshistorier, og en novelle som W. W. Jacobs “Abehånden” kan jeg læse igen og igen. Derfor elsker jeg at falde over disse gyserantologier, som bibliotekerne heldigvis ligger inde med en del af.

“Blodet er livet” indeholder 6 noveller, som er skrevet mellem 1859 og 1925. Titelnovellen er skrevet af F. Marion Crawford og foregår i Italien, hvor fortælleren beretter om en lille gravhøj, som i måneskin ser ud til at der ligger en person på den. “Baelbrow” er skrevet af E. & H. Heron, og handler om en engelsk herregård som i mange år har været hjemsøgt uden at det dog har generet beboerne. Men pludselig ændre spøgeriet karakter, og en stuepige bliver dræbt. “Den søde lady Ducayne” er skrevet af Mary E. Braddon. Den unge pige Bella ønsker at få et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante. Eric Stenbock har skrevet samlingens svageste novelle “Den sørgeligste historie om en vampyr”. Hovedpersonen ser tilbage på sin barndom, hvor hun boede alene sammen med sin bror og sin far, indtil en dag en fremmed kommer på besøg. Han besnærer fuldstændig broderen, som herefter begynder at blive svagere og svagere. “Hvad var det”" af Fitz-James O’Brien er historien om pensionæren Harry som en nat bliver overfaldet af noget i sin seng. Det lykkes ham at fange væsnet, men da lyset bliver tændt, er der ikke noget at se. Den sidste novelle “Fire træpæle” er samlingens nyeste og er skrevet af Victor Roman. Her tager historiens fortæller på besøg hos en gammel ven, hvis far og tre brødre alle er døde indenfor kort tid, og nu plages vennen af træthed og en enorm appetit.

Som nævnt er ikke alle novellerne lige gode efter min smag, men generelt synes jeg godt om samlingen alligevel. Skal jeg fremhæve et par stykker, bliver det “Baelbrow” og “Blodet er livet”, fordi de på trods af deres alder på ingen måde virker gamle.