Arkivet for august, 2008

Der er – heldigvis – kommet mange nye spændende horrorudgivelser på dansk indenfor de seneste år. En lang række forfattere har kastet sig over genren, og i “Horror.dk” har Mathias Clasen samlet 12 nye horror-noveller fra en række af de bedste. Novellerne har forskellige tilgange til genren, men fælles for dem er, at de kryber ind under huden på læseren. De fleste er overordentlig vellykkede og viser til fulde, hvad det er gysergenren kan, som ingen andre genrer kan.

Blandt mine yndligsnoveller i samlingen er Bjarne Dalsgaard Svendsens “Utopia”, som tager udgangspunkt i krigen i Irak. Hovedpersonen Ulrik har været udstationeret dernede, men da hans deling falder i et baghold, og de mister flere mænd, sendes han hjem med resten af delingen. Ulrik har dog svært ved at glemme, hvad der skete – det hjemsøger ham …

En anden super-perle er Teddy Vorks “Delilas lokker” om rengøringsassistenten Michelle, som gør sommerhuse rene på Fanø. Da hun når til Solhjem, viser det sig dog, at lejerne har forladt det i en rædsom tilstand – og sikke deres hund har fældet …

“Stevie” af Carina Evytt er en god gammeldags spøgelseshistorie; “Cornelia” af Michael Kamp bringer mobiltelefonen ind i gysets verden; “Nattog” af Dennis Jürgensen fører læseren ind i et nærmest lovecraftsk univers; og Hanne Lützens novelle “De små søstre med glasuransigter” har fået mig til at overveje, om jeg nogensinde vil spise figurformede kager igen. Herudover er også Erwin Neutzsky-Wulff, Christian Haun, Kenneth Bøgh Andersen, Peter Mouritzen, Jacob Hedegaard Pedersen og Bernhard Ribbeck repræsenteret i antologien.

Læs meget mere om forfatterne og “Horror.dk” på horrorsiden.dk

Jeg læste Janus anmeldelse af “Vacancy” på horrorsiden.dk for flere måneder siden, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til at se den, fordi Kate Beckinsale har den ene hovedrolle, og hende har jeg det lidt svært med. Heldigvis tog jeg mig dog sammen her i weekenden, for hvilken intens og skræmmende oplevelse.

Amy og David Fox er på vej hjem efter et besøg hos hendes forældre. Mens Amy sover, beslutter David sig for at forlade hovedvejen og tage en genvej, men desværre viser genvejen sig at føre dem langt ud i ingenting. Da bilen oveni bryder sammen, beslutter de sig for at overnatte på det nærliggende Pinewood motel, mens de venter på, at det tilknyttede autoværksted åbner næste morgen. Men der er lang tid til daggry, når man ufrivilligt er blevet deltagere i en snuff-film.

Jeg har ikke set nogen af Nimrod Antals tidligere film, men der er ingen tvivl om, at de står på min liste nu. Han formår at skabe en klaustrofobisk og intens stemning hele filmen igennem, som flere gange var ved at skræmme mig ud af stolen. Hele situationen på motellet er på en gang surrealistisk men samtidig dybt troværdig, og skuespillet er helt i top.

Amy og David har store problemer i deres ægteskab, men da de pludselig står i en situation, hvor deres liv er på spil, opdager de, at de stadig har følelser for hinanden, og det giver dem styrke til at handle. Både Beckinsale og Wilson gør det rigtig godt, og heldigvis har Beckinsale ingen særlige kampsportsevner her i filmen

Nimrod Antal har udtalt, at han var stærkt inspireret af Alfred Hitchcocks “Psycho”, og som hos Hitchcock er vægten da også hovedsageligt på suspense fremfor den udpenslede vold og splatter. Det virker fremragende, og jeg kan kun anbefale at bruge en aften på Pinewood motel.

Instruktør: Nimrod Antal
Udgivelsesår: 2007

Jeg har ellers en svaghed for spanske horrorfilm, efter jeg tilfældigt faldt over serien “Films to keep you awake”, men selvom instruktøren Luis de la Madrid er spansk og har været involveret i film som “The devil’s backbone” og science fiction filmen “Stranded”, så bliver “The Nun” aldrig rigtig uhyggelig.

6 kvinder, som alle gik på den samme katolske kostskole i Spanien for 18 år siden, deler en hemmelighed, som nu hjemsøger dem. En for en dør de under mystiske omstændigheder, men den enes datter beslutter sig for at tage til Spanien og finde ud af hemmeligheden.

Det viser sig, at en nonne forsvandt for ca. 18 år siden – en nonne som havde sat sig for at rense skolens unge piger for synd, og som nu er tilbage for at gøre jobbet færdig.

Som sagt blev det aldrig rigtigt uhyggeligt, og det bedste jeg kan sige om ”The Nun” er, at der er nogle ganske fede visual effects, når nonnen dukker op.

Instruktør: Luis de la Madrid
Udgivelsesår: 2005

“Dr. Jekyll og Mr. Hyde” handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens.

Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han har dog visse laster – hvilke får vi ikke at vide, andet end han synes, de er uværdige. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Dr. Jekyll kan være helt igennem respektabel.

Men Dr. Jekyll kan ikke styre Mr. Hyde, og da denne en dag slår en mand ihjel, er Dr. Jekyll nødt til at lukke døren i for Hyde for evigt. Det viser sig dog at være svært, for når Jekyll sover, dukker Hyde op. Det der før krævede, at han tog sin eliksir, sker nu uden hjælp, og til gengæld bliver det sværere for ham at blive Jekyll igen.

Sagføreren Utterson kommer ind i sagen som en ven af Dr. Jekyll, og det er ham som til sidst sammen med Jekylls trofaste tjener Poole bryder ind i Jekylls arbejdsværelse og finder den fuldstændige redegørelse over forløbet – og Hydes krop liggende død på gulvet.

Historien om “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” er en klassisk fortælling, som siden sin udgivelse er blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Robert Louis Stevenson lod sig inspirere af en virkelig person, da han skrev den, nemlig William Brodie, der blev født i 1741 og udadtil var en fin gentleman, men bag kulisserne var en tyv og bedrager.

Førsteudkastet til romanen blev skrevet på tre dage, men blev omskrevet da Mrs. Stevenson foreslog sin mand at gøre det til en allegorisk fortælling i stedet for. Det endelige manuskript blev derefter ligeledes skrevet på tre dage, og blev allerede i sin samtid en bestseller med et oplag på 40.000 eksemplarer i løbet af det første halve år.

“Dr. Jekyll og Mr. Hyde” er nem at læse trods sin alder, og har flere glimrende eksempler på gotiske virkemidler, f.eks. beskrivelsen af Uttersons tur gennem natten sammen med Poole:
“Det var en barsk og stormfuld martsnat, og den blege måne lå på ryggen, som om vinden havde væltet den, og de forrevne skyer for over himlen i et broget mønster. Stormen gjorde det vanskeligt at tale og gjorde dem hede i kinderne. Det var, som om den havde drevet alle fodgængere bort fra gaderne, for Mr. Utterson syntes aldrig, han havde set London så øde og forladt. Han havde foretrukket det anderledes, for aldrig i sit liv havde han følt så inderlig en længsel efter at se sine medskabninger og røre ved dem, og selvom han kæmpede imod, voksede der i ham en knugende forudanelse af katastrofe.”

”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” blev som sagt en bestseller allerede i samtiden, og udtrykket ”Jekyll & Hyde-personality” opstod, som en forklaring på mennesker der bestod af både ønskelige og ikke-ønskelige personlighedstræk. Historien demonstrerer da også tydeligt et af de ”problemer”, der optog borgerskabet i slutningen af 1800-tallet, nemlig hvordan man passer på, at lysterne (som var ikke-ønskelige personlighedstræk) ikke overmander mennesket. Hvor man mente, at den gemene pøbel ofte lod sig lede af lysterne, var det ikke passende, når pæne mennesker gjorde det.

Samtidig er historien også et eksempel på ”den gale videnskabsmand”, som i sin søgen efter viden, ender med at gøre ulykkelige ting. Helt konkret både myrder og voldtager den pæne doktor jo folk, når han er overtaget af Mr. Hyde. Og selvom Jekyll ikke ønsker at begå alle de slette handlinger, så får han sværere og sværere ved at modstå Mr. Hyde. En advarsel til læseren om at passe på ikke at lade sig overmande af lysterne, da det kan få grufulde konsekvenser.

Originaltitel: The strange case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Udgivelsesår: 1886

Forsiden lover: “It’s not a remake. It’s not a sequel. And it’s not based on a japanese one! Hatchet – old school american horror.”

Ben er lige blevet forladt af sin kæreste, og sammen med kammeraten Marcus er han taget til Mardi Gras i New Orleans for at komme over hende. Men de mange bare bryster minder ham bare om kæresten, så han får overtalt Marcus til at tage med på en guidet spøgelsestur i sumpene. Men det går naturligvis helt galt. Båden går på grund, og gruppen er nødt til at tage turen over landjorden. Og selvfølgelig er de endt lige foran Victor Crowleys hus …

Traileren lover en uhyggelig spøgelseshistorie, men “Hatchet” er mere grin og splat mikset sammen med bare bryster langt ude i en sump, og selvom det kan være ganske underholdende, så var det noget andet end jeg havde håbet på.

 De første 40 minutter er de bedste, så begynder det at blive lidt for forudsigeligt, og løftet på bagsiden om “den mest ikoniske morder siden Freddy Krueger og Jason” er måske nok en anelse overdrevet. Men jeg har dog set værre, og til en tømmermænds søndag er “Hatchet” såmænd ikke det værste at bruge lidt tid på.

Se traileren

Instruktør: Adam Green
Udgivelsesår: 2006

I Guandong provinsen i Kina opdager myndighederne et udbrud af den frygtede fugleinfluenza H5N1. Over en million fugle destrueres, men for sent. Der er allerede smittet mennesker, og nu muterer H5N1 så den kan overføres mellem mennesker.

Det første offer er en kinesisk arbejder, som smitter en amerikansk forretningsmand. På sin rejse hjem i flyet smitter han en række andre mennesker, og instruktør Richard Peace viser ved at opdele skærmen hver gang smitten overføres, hvor hurtigt det kan gå. Flot lavet – og jeg mistede lynhurtigt overblikket.

For det går stærkt. I løbet af få uger er der over tyve millioner døde på verdensplan, og det værste er, at lederen af Epidemic Intelligence Service, dr. Iris Varnack (Joely Richardson) kun kan love, at det bliver langt langt værre. Smitten er nemlig stærkere end den spanske syge (også en fugleinfluenza overført til mennesker) som i 1918 slog op mod 40 millioner mennesker ihjel …

Det er ikke fordi “Fatal contact: Bird flu in America”, som sådan er en fantastisk film, men jeg synes, den er ret så skræmmende, fordi den er lavet meget realistisk. Der er ikke som i “Outbreak” fra 1995 lagt stor vægt på at vise forfærdelige sygdomstegn med slim og blod osv. I stedet for vises hvor hurtigt vores moderne samfund kan inficeres af en pandemi, og hvor hurtigt vores samfundsstruktur bryder sammen.

For hvad hvis der ikke er lastbilschauffører til at køre mad og medicin ind i storbyerne? Og hvad hvis sundhedspersonalet bliver hjemme af angst for selv at blive smittet? Og er det en fordel at lave karantæneområder eller skaber det bare flere syge?

Richard Pearce har lavet en i mine øjne stærk film, fordi den behandler emnet som den gør. Det er måske ikke en rigtig gyser, men det er i hvert fald uhyggeligt!

Læs mere om den spanske syge

Instruktør: Richard Pearce
Udgivelsesår: 2006

Ernst Theodor Wilhelm Hoffmann blev født i Tyskland d. 24. januar 1776, og døde d. 25. juni 1822. Hoffman var en romantisk forfatter, som især skrev indenfor fantasy og gys, men han var også jurist, komponist og musik-kritiker. Selvom Hoffmann ikke var særlig anerkendt i sin samtid, står han i dag som en nøgleforfatter i perioden, og har haft indflydelse på navne som Edgar Allan Poe og Tchaikovsky (til balletten “Nøddeknækkeren”)

Hoffmann var yngste barn af forældrene Christoph Ludwig Hoffmann (1736–97) og Lovisa Albertina Doerffer (1748–96). Forældrene blev skilt i 1778. Hoffmann blev boende sammen med moderen i Königsberg, mens den ældste bror flyttede med faderen til Insterburg.

I 1796 blev Hoffmann ansat som sekretær hos onklen Johann Ludwig Doerffer, som boede i Glogau med sin datter Minna, og da onklen i 1798 blev forfremmet til en stilling i Berlin, fulgte Hoffmann med. Det var første gang Hoffmann oplevede så stor en by, og det var også her han skrev sin første operetta “Die Maske”.

I årene 1800-1803 boede Hoffmann i Preusen, hvor han for alvor begyndte at skrive og komponere. I 1804 fik han en post i Warshawa, hvor han faldt godt til. Pga. krig måtte han dog i 1806 forlade byen og endte i Berlin i 1807. I 1809 kom Hoffmanns gennembrud med publikationen “Ritter Gluck”.

E. T. A. Hoffmann døde i Berlin i 1822.

Udvalgt bibliografi:

 Fantasiestücke in Callots Manier (collection of previously published stories, 1814)
- “Ritter Gluck”, “Kreisleriana”, “Don Juan”, “Nachricht von den neuesten Schicksalen des Hundes Berganza”
- “Der Magnetiseur”, “Der goldne Topf” (revised in 1819), “Die Abenteuer der Silvesternacht”
Die Elixiere des Teufels (1815)
Nachtstücke (1817)
- “Der Sandmann“, “Das Gelübde”, “Ignaz Denner”, “Die Jesuiterkirche in G.”
- “Das Majorat”, “Das öde Haus”, “Das Sanctus”, “Das steinerne Herz”
Seltsame Leiden eines Theater-Direktors (1819)
Klein Zaches, genannt Zinnober (1819)
- Die Serapionsbrüder (1819)
- “Der Einsiedler Serapion”, “Rat Krespel”, “Die Fermate”, “Der Dichter und der Komponist”
- “Ein Fragment aus dem Leben dreier Freunde”, “Der Artushof”, “Die Bergwerke zu Falun”, “Nußknacker und Mausekönig” (1816)
- “Der Kampf der Sänger”, “Eine Spukgeschichte”, “Die Automate”, “Doge und Dogaresse”
- “Alte und neue Kirchenmusik”, “Meister Martin der Küfner und seine Gesellen”, “Das fremde Kind”
- “Nachricht aus dem Leben eines bekannten Mannes”, “Die Brautwahl”, “Der unheimliche Gast”
- “Das Fräulein von Scuderi”, “Spielerglück” (1819), “Der Baron von B.”
- “Signor Formica”, “Zacharias Werner”, “Erscheinungen”
- “Der Zusammenhang der Dinge”, “Vampirismus”, “Die ästhetische Teegesellschaft”, “Die Königsbraut”
Prinzessin Brambilla (1820)
Lebensansichten des Katers Murr (1820)
“Die Irrungen” (1820)
“Die Geheimnisse” (1821)
“Die Doppeltgänger” (1821)
Meister Floh (1822)
“Des Vetters Eckfenster” (1822)
Letzte Erzählungen (1825)

Udvalgt filmografi:

The Nutcracker and the Mouseking (bl.a. 2004, 1994, 1986, 1973, 1957)
Der Sandmann (bl.a. 1993, 1958)
Hoffmanns Erzählungen (1923)
Die Puppe (1919)
Das Abenteuer des Van Dola (1915) 

Læs mere:

Wikipedia
IMDB

Med Books On Demand er der blevet åbnet for en lind strøm af udgivelser, som førhen aldrig var nået forbi en redaktør. Det giver plads til både “lort og lagkage”, men Michael Kamps “Fordærv” hører heldigvis til i den velsmagende ende.

Gregers er skolelærer. En dag opdager han en død elev i klassen, Henriette. Ikke nogen stor overraskelse for som Gregers konstaterer, så var hun tæt på at være død i forvejen. Men Henriette får følgeskab af andre elever, og snart har Gregers et problem i klassen, for de døde forstyrrer undervisningen, når de forsøger at spise de levende elever.

Gregers forsøger sig med lidt af hvert. Han sætter hegn op i klasselokalet, men får besked fra rektor på at pille det ned for: “På vores skole deler vi ikke eleverne i de levende og de døde. Der skal være plads til dem alle sammen i klassen“. Så prøver han med halsbånd og kæder, og til sidst har han altid et boldtræ med sig i skole. Men de døde smitter også udenfor skoletid, og Gregers må sande, at hele årgangen snart er tabt på gulvet.

“Fordærv” er en død-morsom satire over skolevæsnet i Danmark. Jeg kan lige se læreren Annemette for mig, når hun taler om, at man kan nå de døde elever pædagogisk, måske ved at give dem et knus om morgenen! Og de overbeskyttende forældre som er rasende over, at nogen siger noget skidt om deres lille Jimmy og nægter at se i øjnene, at han er død.

Michael Kamp er selv skolelærer, og han rammer lige på kornet med sine betragtninger.  Romanen giver også en fornemmelse af, hvor frustrerende det ind i mellem må være at være lærer i dagens Danmark. Men det hele fortælles med masser af humor og et glimt i øjet, og jeg følte mig godt underholdt hele vejen.

Forsiden har Michael Kamp selv stået for, og på en måde signalerer den næsten for meget uhygge i forhold til historien, men skidt pyt for den er fed!

Læs mere på Michael Kamps hjemmeside eller på horrorsiden.dk eller læs et interview med forfatteren på Fortællingen.dk.

“The Return” er ikke en ret lang film – heldigvis – men desværre føles den ret langtrukken alligevel.

Joanna (Sarah Michelle Gellar) er en omrejsende sælger, som lider af mærkelige syner, under hvilke hun skader sig selv. En dag tager hun til den lille by La Salle i Texas, hvor hun har drømt om en bar. På baren opsøges hun af sin ex-kæreste, som overfalder hende, men hun reddes af den lokale Terry (Peter O’Brian), der ikke er populær i byen. Han har nemlig siddet i fængsel for drabet på sin kone.

Mens Joanna er i La Salle tager synerne til, og det går op for hende, at hun ser et mord, som er blevet begået, og at hun har muligheden for at afsløre morderen – hvis hun da ikke selv bliver hans offer!

Der er flere ting i “The Return”, som irriterer mig. Dels synes jeg, at Sarah Michelle Gellar konstant ser ud, som om hun lige kommer fra en botox operation. Det er muligt, at hun skal se sofistikeret lidende ud, men sådan virker hun ikke på mig. Dels har instruktøren (Asif Kapadia) valgt at lave lange dvælende passager, hvor vi ser fortiden, mens Joanna oplever noget tilsvarende, fx sko der nærmer sig en seng – og så uhyggeligt er det altså ikke. Endelig er jeg også ved at få fnidder af underlægningsmusikken, som er højspændt dramatisk nærmest konstant, og så irriterer det mig, at morderen ser 25 år ældre ud, mens helten ikke ældes.

Men okay, der er en fed scene i filmen, som hiver i den rigtige retning. På et tidspunkt sidder Joanna og ser sig i spejlet (for 138 gang – det billede skal nemlig også vises igen og igen), da hun kigger væk fornemmer seeren et andet ansigt, og da Joanna ser op, får hun også øje på det. Det var ret fedt lavet. Generelt vil jeg dog sige, at har man en anden film, så se den før “The Return”.

Instruktør: Asif Kapadia
Udgivelsesår: 2006

Denne lille Poe perle er fra 1962 og består af 3 korte film baseret på noveller af Edgar Allan Poe. Roger Corman har instrueret, og Richard Matheson står for manuskripterne.

Den første film “Morella” handler om en ung kvinde, som efter mange år tager kontakt til sin far. Hun blev sendt bort som ganske ung, da hendes mor døde. Og faren har altid betragtet hende som skyldig i sin hustrus død. Men da Leonora kommer hjem, indser faren, at hun ikke kan være skyldig – for blot at opdage, at hans hustru ikke vil vedblive at være død …

I “Den sorte kat” opdager Montressor, at hans hustru er ham utro, og han begraver dem begge bag en mur i sin kælder. Noget tid efter dukker politiet op, men Montressor tager det helt roligt – for hvem kan dog finde ligene bag den falske mur? Men snart lyder en frygtelig klagen. Montressor har muret sin hustrus kat inde sammen med ligene, og nu sladrer den med sin mijaven.

I sidste historie “Valdemar” modtager en syg mand sin dødsdom. Han bliver hypnotiseret fri for smerterne og lover at fortælle om, hvordan det er at “gå over på den anden side”. Men hyponotisøren har andre planer og undlader at lade Mr. Valdemar dø som aftalt. I stedet for forsøger han at tvinge Valdemars hustru til at gifte sig med ham, men Mr. Valdemar kan stadig kaldes tilbage fra de døde.

Det er ikke tre uhyggelige historier set i nutidens lys, men de er charmerende fortalt, og det er ganske underholdende at se Vincent Price i de tre roller som Mr. Locke, Mr. Fortunato og Mr. Valdemar.

Vil du læse novellerne, så grib fat i Klims flotte jubilæumssamling “Edgar Allan Poe – Samlede fortællinger“, hvor alle hans noveller og fortællinger er at finde.

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1962