Arkivet for september, 2008

“Unrest” har en fed forside, og da jeg mindedes at have læst en okay omtale af den på horrorsiden.dk, snuppede jeg den med hjem fra Stereo Studie for en 50,- Og her er bestemt også tale om en ganske habil gyser.

En gruppe medicinstuderende skal foretage deres første obduktion. Alison kommer i en gruppe med de tre fyre: Carlos, Rick og Brian, som obducerer en kvinde, de hurtigt døber Norma. Men meget hurtigt får Alison en fornemmelse af, at noget er galt omkring kvindens død, og selvom de andre tre slår det hen, begynder der at ske mystiske ting med folk, der har haft forbindelse med liget. Og da Ricks forlovede dør efter at have rørt Norma, beslutter Alison sig for at finde ud af, hvem Norma var, og hvorfor hun er endt i obduktionslokalet.

Der er nogen ting, jeg synes fungerer godt i filmen. Åbningsscenen hvor kameraet helt tæt følger en kvindes øjne, mens hun ser rundt, er helt utrolig ubehagelig. Og hvorfor kan jeg egentlig ikke forklare, men hun ser helt vanvittig ud og rigtig skræmmende. Også underlægningsmusikken er ret uhyggelig. Meget af tiden er det den, som får pulsen op, for generelt underspiller instruktøren de blodige scener, så det i stedet er suspensen, der driver historien af sted. Det er super godt.

Til gengæld var jeg ikke så begejstret for Corri English i rollen som Alison. Hun er næsten for handlekraftig og for helteagtig, selvom jeg ellers generelt synes, at det er herligt med en gyser, hvor kvinderne kan andet end at skrige lungerne ud. Men her synes jeg, at der overspilles en anelse.

Generelt synes jeg dog, at “Unrest” er udmærket underholdning til en stille søndag, og det er jo altid fedt at se en film, hvor en af hovedpersonerne er et lig, som iøvrigt er sminket død-uhyggeligt!

Instruktør: Jason Todd Ipson
Udgivelsesår: 2006

For en gang skyld udkommer der en Stephen King roman med en fed forside! Jeg faldt fuldstændigt for palmerne, som svejer i vinden under en uvejrstung himmel, hvor solen lige kan titte igennem forneden. Smudsbindet har derudover et porcelænsansigt svævende – det var jeg ikke så vild med.

Hvad indholdet angår, så er ”Duma Key” en helt igennem god læseoplevelse. Ja, den er lang, og ja, Mr. King har en tilbøjelighed til at fortælle mange kringelkroge med, men det hele bygger op til slutningen, og når man når dertil, synes jeg ikke, at noget har været overflødigt.

Edgar Freemantle er en succesfuld bygningsentreprenør med eget firma, hustruen Pam og døtrene Melinda og Ilse. Så kommer Edgar voldsomt til skade i en ulykke på en byggeplads, mister højre arm, knuser næsten sit kranie og får talrige andre skader. Nærmest mirakuløst overlever han, men ægteskabet overlever ikke genoptræningsperioden, hvor Edgar lider af voldsomt raseri og manglende hukommelse.

For at komme videre anbefaler Edgars psykolog ham at rejse bort og lave noget som gør ham glad, og det ender med at Edgar tager til Florida og begynder at tegne og male, noget han var glad for som ung.

Det viser sig, at Edgar er en meget talentfuld maler, og han falder godt til på Duma Key, hvor han bliver gode venner med de nærmeste – og eneste – naboer Wireman og Elizabeth Eastlake. Wireman passer Elizabeth, som er på vej ind i demensens tåger, men i sine klare øjeblikke har hun og Edgar gode snakke.

Og det er Elizabeth, som advarer Edgar om, at Duma Key ikke er et sted før døtre, og det viser sig efterhånden, at Duma Key gemmer på nogle uhyggelige hemmeligheder bag den smukke strand.

”Duma Key” indeholder en snigende uhygge, som jeg slet ikke kunne slippe. Man sidder og tænker: Bare han nu når at holde sin udstilling og være glad, før det slemme sker ; Bare der nu ikke sker noget med Wireman ; Bare de nu klarer den. Og det er ikke så tit, at jeg sidder med den følelse, når jeg læser. Men Stephen King får virkeligt sine figurer til at leve, så man bliver grebet af deres skæbner.

Noget af det mest velskrevne i romanen er nok Edgars ulykke og genoptræning. Jeg tænker, at King har brugt sin egen ulykke som inspiration, men det er fantastisk, hvor virkelig han gør smerterne og raseriet. Det står i særklasse.

”Duma Key” minder på nogen måder om Kings roman ”Knogler” fra 1998, som også har denne spøgelsesagtige uheldsvangre stemning. På andre måder tænker jeg lidt på ”Lisey’s story”, fordi der også i ”Duma Key” findes denne parallelverden, hvor stor skønhed og stor ondskab bor.

Jeg tror ikke, at ”Duma Key” vil være den roman, de yngste Stephen King læsere sætter højest, men det er bestemt en af dem, som jeg vil læse igen og igen, og hver gang få mere ud af den.

Hør Stephen King fortælle om “Duma Key”

Også omtalt på horrorsiden.dk

Jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg synes Joanne Harris nye roman hører hjemme her på gyseren, men forlaget kaldte den for en gotisk thriller med intriger, løgne og gys, så lidt ret har den vel.

Henry Chester er kunstmaler. Faren var præst, og moren var stort set altid fraværende. Henry vokser op med et forkvaklet forhold til kvinder, som han alle til hobe anser for syndere og djævelens fristerinder.

En dag opdager han den unge Effie, som sidder model for ham til et maleri. Hun virker uskyldig og har en fuldkommen ren udstråling. Henry beslutter sig for at ”passe på” Effie, og bliver hendes beskytter indtil hun som 17-årig bliver hans hustru.

Men selvom Effie er blevet afskåret fra meget af omverdenens påvirkning, vækkes hendes seksualitet alligevel, da Henry på bryllupsnatten nærmest kaster sig over hende. Og det kan han slet ikke lide!

”Sov mit barn” fortælles skiftevis mellem Henry, Effie og romanens andre personer. Jeg havde mere end svært ved at snuppe den puritanske Henry. På den ene side vil han, at kvinder skal være lydige og uden seksuelle lyster, på den anden side frekventerer han jævnligt prostituerede (jo yngre, jo bedre) og bebrejder bagefter dem, at han ikke kan styre sine drifter. Jeg kom til at tænke på Penelope Evans hovedperson fra “Den nye pige“, Larry Mann. Og det er ingen kompliment til Henry!

Effie kastes ganske uskyldigt ind i hans spil, og selvom hun som barn beundrede Henry, er det som voksen svært for hende at blive ved med at holde af ham. For han tager alt fra hende i sit forsøg på at forme hende efter sine drømme.

Da Effie møder bordelmutter Fanny og den skruppelløse forfører Mose Harper, kompliceres alt yderligere, for Fanny mistænker Henry for en forbrydelse i fortiden, og Effie forelsker sig i Mose.

Det lyder ikke særligt gyseragtigt, men mod slutningen sker der dog lidt. Til gengæld er den gotiske stemning gennemført, og “Sov mit barn” er en okay roman, som dog bliver lidt langtrukken hen ad vejen.

For et par år siden så jeg filmen “Creep“. Det var en okay gyser, der godt kunne give klaustrofobiske fornemmelser (foregik i en undergrundsstation), og hvor monstret sagtens kunne blive til en serie. “Severance” er lavet af samme instruktør, og er en endnu bedre film.

Det multinationale våbenfirma Palisade har sendt de 7 ansatte i salgsafdeling på teambuildings-weekend i Østeuropa, hvor de skal spille paintball og nyde livet i en luksushytte. Men allerede før de når hytten, opstår der problemer. Deres chauffør nægter at køre gennem skoven til hytten, så de må gå – og ender naturligvis det gale sted.

Samtidig er der masser af problemer i gruppen. Chefen Richard (spillet suverænt af Tim McInnerny fra bl.a. Blackadder-serien) er håbløs, og supersælgeren Harris er i konstant opposition til ham. Derudover er Steve høj på svampe, George leger spejder og Billy er håbløst forelsket i den tjekkede Maggie.

Der er dog ikke en gang gået en nat, før gruppen for alvor kommer ud i noget teambuilding. Det viser sig nemlig, at de lokale ikke har varme følelser til overs for Palisade – og snart er salgsafdelingen jaget vildt…

Christopher Smith har lavet en film, som både er morsom, og hvor blodet sprøjter. Allerede starten, hvor to piger styrter gennem en skov og falder i en nedgravet fælde, mens musikken spiller muntert, fik smilet frem hos mig. Og endnu bedre bliver det, når salgsafdelingens medlemmer præsenteres. Jeg har ovenfor fremhævet Tim McInnerny, men også Danny Dyer som Steve er suverænt godt castet, og Laura Harris som Maggie fik mig til at tro på, at kvinder godt kan overleve i en gyser.

Endelig synes jeg også godt, om filmens underliggende tema, for kan man egentlig have ondt af folk, som lever af at sælge våben, når de bliver dræbt af deres egne varer?

Se traileren her

Instruktør: Christopher Smith
Udgivelsesår: 2006

Af en eller anden grund får døde mennesker som genopstår og raver rundt for at æde de levende mig til at smile – i hvert fald når det er Patrick Leis, som fortæller historien, for han skriver så det er en sand fornøjelse.

Det er nu ikke fordi, der er noget at grine af i Leis nye novellesamling. I 7 noveller fortæller han forhistorien til sine to zombie-romaner “Requiem” og “Pax Immortalis“, hvor de døde pludselig vandrer på jorden, og hvor mennesket er en truet art.

Den første novelle “Infektion” er også blevet bragt i science fiction antologien “I overfladen“, og fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO fra  “Psykonatuen” blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfundet kur – men kuren har en uforudset effekt.

De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!

I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest. 

I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i “Pax Immortalis” opstår.

Patrick Leis er i mine øjne en eminent fortæller, hvad enten han bruger ord eller billeder, og novelleformen er velvalgt til at give os forhistorien til zombie-trilogien (for der er – heldigvis -et tredje bind på vej!).

Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrundens rand. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund. Og hvem andre end Patrick Leis kan også lige give den nye rygelov et ord med på vejen i en zombie-roman, uden at det virker mærkeligt?

“Necropolis” er skræmmende på mere end et plan. Men den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

“Necropolis” udkommer d. 22. september på Forlaget Facet, hvor du allerede nu kan læse en smagsprøve.

Besøg Patrick Leis hjemmeside og læs mere om hans forfatterskab og andre talenter.

Det er ikke så længe siden, jeg læste horror-antologien “Horror.dk”, en samling nye horrornoveller skrevet af 12 danske forfattere. En af disse var Teddy Vork, som selv står for novellesamlingen “Hvor skyggen falder” udgivet på forlaget Tellerup. Og her er virkelig tale om en klasse-debut.

De 6 noveller er fyldt med uhygge, de er velskrevne, og de rummer præcis de overraskelser, som en god gyserfortælling skal. Min eneste anke er nærmest, at 6 noveller slet ikke er nok!

I “Skyggespil” er en forfatter kørt fast i den bog, han skriver på, og en nat vågner han ved, at han hører mærkelige lyde i køkkenet. Det viser sig at være hans skygge, som ønsker at slippe fri fra ham, og som truer med de grusomste ting, hvis ikke han lader den gå. Da dagslyset kommer, lader forfatteren sig dog overbevise om, at det bare var hans fantasi og besøger en psykolog for at få hjælp. Men så falder mørket atter på.

I “Gravsten væltet” er landskabsarkitekten Petra på hysteriets rand over en bølge af hærværk på den kombinerede park og kirkegård, hun har stået for. Da politiet tilsyneladende står magtesløse, beslutter hun sig for selv at overvåge parken en nat – men det får konsekvenser, Petra slet ikke havde forestillet sig.

I “Eliksiren” er Balder ulykkelig forelsket. Eks-kæresten vil ikke have mere med ham at gøre, mens han kun drømmer om, at de skal være sammen igen. Da han bliver tilbudt en eliksir i et omrejsende tivoli, slår han til, men nogen gange er opfyldelsen af ens drømme, ikke det man forventede.

I “Den forsvundne risengrød” er Kathrine i fuld gang med at forberede den første jul i det gamle hus, familien er flyttet ind i. Hendes lille dreng Peter foreslår, at de sætter risengrød op til nissen på loftet, og det går hun med til, men da grøden forsvinder næsten hurtigere end hun kan lave den – og da katten samtidig er blevet væk – beslutter hun sig for at gå op på loftet og se, hvad der sker. Det skulle hun ikke have gjort.

I “Mellem tætte tågeslør” er Pia på ferie på Fanø med sin lille datter, Signe. De går tur langs stranden, da Signe pludselig får øje på en sæl ude i vandet. I sjov plasker hun derud, og Pia må følge efter. Men da de vil gå tilbage igen, er en tæt tåge rullet ud, og stranden er ingensteder at se.

Den sidste novelle “Poetisk retfærdighed” handler om taxachaufføren og Poe entusiasten, som opdager, at hans kæreste er ham utro, da han kører hendes elsker hjem til sin egen adresse. Hævnen er Poe-etisk.

Det virker på mig, som om Teddy Vork kender sine klassikere. “Poetisk retfærdighed” har f.eks. klare referencer til Poes novelle “Den sorte kat” (og titlen i sig selv bringer jo også tankerne på Poe), og ”Eliksiren” fik mig til at tænke på en blanding af ”Abehånden” af W. W. Jacobs og “Alle elsker Irving Bommer” af William Tenn. Men alle 6 historier er alligevel skrevet med Vorks egen stemme, og den er ganske imponerende. Teddy Vork er klart en forfatter, jeg vil holde øje med i fremtiden.

Læs også Janus’ omtale på horrorsiden.dk

Besøg Teddy Vorks hjemmeside

“Black Sheep” er et bevis på, at New Zealand rummer nogle skjulte talenter, når det gælder film. Det er en vanvittig, sort og morsom historie om får, som har mere lyst til menneskekød end grønt græs.

Som dreng har Henry pådraget sig et traume, så han nu er dødsensangst for får. Lidt uheldigt da han og broderen Angus har arvet en stor fårefarm efter deres far, men heldigvis har Angus overtaget driften, og Henry kan holde sig langt væk.

I filmens start er Henry dog blevet sendt tilbage til farmen af sin terapeut. Han skal se stedet for sit traume i øjnene for at komme videre. Desværre har Angus ikke haft helt rent mel i posen igennem årene. Han har ansat en videnskabskvinde med gale gener til at modificere farmens får til bedre dyr. Denne proces har medført visse affaldsprodukter, og da dyreaktivisten Grant stikker af med et genmanipuleret foster, som slipper fra ham, bryder et fårehelvede løs. Pludselig er de søde uldtotter forvandlet til frådende dræberdyr, og Henry er fanget i sit værste mareridt. 

“Black sheep” er efter min mening hylende morsom underholdning, og hvis du kunne lide f.eks. “Dead Meat” er jeg ret sikker på, at du også vil kunne grine af “Black sheep”. Specialeffects er i topklasse, og det er en lyst at se, når fårene overfalder og flænser de sagesløse mennesker. Jeg havde svært ved at se, hvornår det var dukker, og hvornår det var ægte får, så vellavet er det. More power to New Zealand!!!

Se traileren her

Instruktør: Jonathan King
Udgivelsesår: 2006