Arkivet for oktober, 2008

Bind 2 i Robert Kirkmans store zombi-serie hedder “Miles behind us”. Denne gang er tegneren Charlie Adlard, og jeg synes desværre ikke, at hans tegninger er helt så gode som Tony Moores i første bind. De er mere skitseagtige og rå i udtrykket. Historien lever dog helt op til etteren, så jeg er stadig hooked på serien.

Rick og gruppen af overlevende er kørt væk fra Atlanta, hvor de i første bind ventede på, at myndighederne skulle finde dem. Nu leder de efter et godt sted at bosætte sig, så de ikke skal bo i RV’en vinteren over. Det første sted, de falder over, er en lille by “Wishire Estates”. Umiddelbart ser det lovende ud med et hegn, der omringer det hele, men efter en rolig nat bryder helvede løs, og gruppen må kæmpe sig videre.

Herefter begynder det at knibe med maden, så da de når en farm, hvor de får lov at blive i en periode, tegner alt godt. Men der opstår gnidninger mellem gruppen og farmens ejer. Han har et håb om, at zombierne en dag kan blive normale igen, og vil derfor ikke være med til at slå dem ihjel. Også andre ting spiller ind, og til sidst må Rick og gruppen igen forlade farmen i jagten på et sted at overleve i.

Nogen af spørgsmålene denne gang er, hvordan møder vi fremmede i denne nye verden? Vil vi fortsat forelske os, selvom verden er brudt sammen omkring os? Og hvordan forholder man sig til sorgen over de mistede? Allen mister sin kone til zombierne, og i sin sorg kan han ikke tage sig af sine børn. Men som Andrea siger til ham:
“Everyone in this group is dealing with the loss of someone. We’re surrounded by death. It’s taken over our lives, and there isn’t a goddamn thing we can do about it!”

I “Gysets mestre” har Bjarne Nielsen samlet 13 noveller skrevet af mestre indenfor genren. I forordet fortæller han, at novellerne er valgt for at dække forskellige subgenre af gyset:

• Den klassiske spøgelseshistorie – historier om afdøde der ikke kan finde hvile i graven og hjemsøger personer eller steder
• Den psykologiske gyser – historier som udelukkende bygger på hovedpersonens opfattelse af et handlingsforløb
• Den realistiske gyser – uhyggen ligger i selve handlingen, der drejer sig i en uventet retning, så gruen rammer læseren som et chok til sidst
• Den “ægte” gyser – historier om noget overnaturligt, som ikke stammer fra hverken psykologien eller menneskelige gengangere, men fra kræfter helt udenfor vores verden

Sidst i samlingen har Bjarne Nielsen samlet oplysningerne om, hvor novellerne iøvrigt er blevet trykt.

Indhold:

W.W. Jacobs ”Abehånden”
Ray Bradbury ”Legepladsen”
F. Harvey ”Augusthede”
Stanley Ellin ”Husets specialitet”
Saki ”Den åbne dør”
Arthur Machen ”Det hyggelige værelse”
H. P. Lovecraft ”Farven fra verdensrummets dyb”
Evelyn Waugh ”Manden, der elskede Dickens”
Fredric Brown ”Kain”
A.M. Burrage ”Voksfiguren”
Lord Dunsany ”De to flasker numnumo”
Cornell Woolrich ”Drengen og liget”
William Hope Hodgson ”Svinet”

Udgivelsesår: 1997

I introduktionen til denne tegneserie fortæller Robert Kirkman, at det han holder så meget af ved zombie film og bøger er, at de får os til at stille spørgsmål ved vores samfund. At der måske nok er masser af splat og vold, men der er altid (i de gode film og bøger altså) en understrøm af en tankevækkende social bevidsthed. Det tror jeg sådan set, at Kirkman har ret i, og det er også den del af zombie-universet, han prøver at ramme i sin serie om “The walking dead”.

Første bind (der er indtil videre 8 ialt) hedder “Days gone by”, og her introduceres vi for hovedpersonen Rick Grimes, som vågner op på hospitalet og finder ud af, at verden er gået helt amok. Han tager hjem til sit hus, hvor han finder ud af, at hans hustru og søn ikke længere er, og i sin søgen efter dem tager han til Atlanta, hvor han møder en gruppe overlevende.

Tony Moore, som har tegnet serien, er virkelig dygtig. Han rammer præcist den rette blanding af splattede zombier og virkelige omgivelser og personer. Historien fremstår nærmest filmisk, og jeg synes, det er brandgodt lavet. Selve historien fungerer også godt, selvom der ikke her i første bind gives en forklaring på, hvorfor zombie-svøben har ramt jorden. Til gengæld er Kirkman i hvert fald ikke bange for at vise, hvad der sker med os, når civilisationen forfalder.

Jeg glæder mig til at læse de næste bind i serien.

En tur i Stereo Studie for nogle dage siden endte med en fyldt bærepose, som det ofte gør, når jeg vover mig derind. De har stort set altid en masse sjove, gamle, gode og dårlige gysere til næsten ingen penge. En af filmene som endte hjemme hos mig, var John Carpenters klassiker “The fog” fra 1980, og da det efterhånden er en del år siden, jeg så den første gang, var jeg spændt på, om den kunne leve op til mine minder. Det kunne den!

I kystbyen Antonio Bay gør man klar til at fejre 100 års fødselsdagen for grundlæggelsen, men natten op til overraskes en fiskekutter pludselig af en tæt tåge ude på havet, og ud af tågen kommer – noget.

Dagen efter går festen i gang, men som aftenen skrider frem, kommer tågen rullende igen, og det viser sig, at de grundlæggere, man fejrer, i virkeligheden var tyve og mordere, og deres ofre kommer nu tilbage for at få hævn.

Jeg blev overrasket over, hvor god filmen stadig er. Som sagt er den fra 1980, og der er jo sket utrolig meget med special effect siden, men ikke desto mindre virker tågen stadig skræmmende, når den ruller gennem byens gader, og de våde spøgelser, som hjemsøger byen, holder stort set også. Måske fordi John Carpenter ikke har ladet sig lokke til at vise dem overdrevet frem.

I modsætning til “The howling” som jeg så forleden og synes virker meget 80′er agtig i sit udtryk, så er “The fog” langt mindre fanget af sin tid. Den står som en solid film med gode effekter og ordentligt skuespil, og det tror jeg har noget at gøre med, at Carpenter meget af tiden underspiller det uhyggelig frem for at forsøge at stoppe det ned i halsen på seeren.

I ekstra materialerne fortæller Carpenter, hvordan de kort før filmen skulle udkomme, var nødt til at tilføje en masse ekstra scener, fordi den simpelthen ikke var uhyggelig nok. Mange af de tilføjede scener var med spøgelserne, men selvom de blev mere eksplicitte i forhold til hans første udkast, så synes jeg stadig, at de langt hen ad vejen mere antydes end udpensles. En anden detalje, som Carpenter afslører, er, at man oprindelig ikke havde regnet med at skulle slå særlig hårdt på, at Jamie Lee Curtis var med i filmen. Men da “Halloween” blev sådan en kæmpesucces, ville filmselskabet have hendes navn i top for at lokke folk ind at se “The fog”.

“The fog” blev ikke umiddelbart så stor en succes som “Halloween”, men tiden har vist, at også “The fog” står som en klassiker – og er efter min mening en bedre film.

Jeg har ikke set genindspilningen af “The fog” fra 2005, men jeg har svært ved at forestille mig, at den kan bidrage med noget, som gør “The fog” bedre eller mere uhyggelig end originalversionen, som iøvrigt også har en af de fedeste themesongs.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1980

Også omtalt på horrorsiden.dk

Nyhedsværten Karen White (Dee Wallace) er blevet kontaktet af en seriemorder, som ønsker at mødes med hende. Karen går med til det, og bliver naturligvis overvåget af både politi og tv-kollegaer. Alligevel er det lige ved at gå galt, da Karen møder den mystiske morder i en pornobiograf. Politiet dukker dog op og skyder morderen, og bagefter husker Karen ingenting. Det kniber hende også at passe sit arbejde, og hun bliver derfor sendt op til Kolonien – et rekreationssted, som den til tv-stationen tilknyttede psykiater dr. Waggner (Patrick Macnee) står for.

Sammen med manden Bill (Christopher Stone) tager Karen af sted, men de har ikke været længe på stedet, før Karen begynder at føle, at noget er galt. Da Bill også bliver overfaldet af en ulv, og hun bagefter får mistanke til, at han er hende utro med en af koloniens beboere, får hun nok og ringer til sin kollega, Terry (Belinda Balaski). Hun har i mellemtiden efterforsket den mystiske seriemorder – hvis lig nu er forsvundet fra lighuset!

Terry kommer op til kolonien, hvor hun finder ud af, at seriemorderen højest sandsynligt stammer fra. Så bliver hun overfaldet, og selvom hun i første omgang slipper væk og får tilkaldt sin kæreste, er det alt for sent, da han når frem. Nu er der kun ham og Karen tilbage blandt en flok varulve…

“The howling” har nogle forvandlingsscener, som var fantastiske for tiden, men som i dag virker knap så overbevisende. Samtidig er filmen meget 80′er agtig i sin fremtræden, så selvom jeg egentlig gerne vil synes om den, så måtte jeg ind i mellem tage mig i at tænke “kom nu videre!!!” Når det er sagt, så er det alligevel en ganske underholdende film, for tanken om at varulve går i terapi for at få det bedre er vist ikke set før.

Joe Dantes “The Howling” må - trods mine anker – betegnes som en klassiker. Han har også tydeligvis ønsket at hylde genren bl.a. med sine personers navne. Karens veninde, Terry Fisher, er f.eks. opkaldt efter instruktøren Terence Fisher, som lavede “Dracula” i 1958. Figuren dr. Waggner er også opkaldt efter en instruktør, nemlig George Waggner som instruerede “The Wolfman” i 1941, og figuren Erle er opkaldt efter instruktøren Erle Kenton, der bl.a. instruerede ”House of Frankenstein” i 1944 og “House of Dracula” i 1945. Find flere selv …

Instruktør: Joe Dante
Udgivelsesår: 1981
Originaltitel: The Howling

Serien:

The Howling, 1981 – D: Joe Dante
Howling II: Stirba – Werewolf Bitch, 1985 – D: Philippe Mora
Howling III, 1987 – D: Philippe Mora
Howling IV: The Original Nightmare, 1988 – D: John Hough
Howling V: The Rebirth, 1989 – D: Neal Sundstrom
Howling VI: The Freaks, 1991 – D: Hope Perello
Howling: New Moon Rising, 1995 – D: Clive Turner

Hospitalet Mercy Falls på øen Wight Island skal lukkes, og patienterne overføres til øens andet hospital. Men en togulykke fylder det nye hospital op, og en lille gruppe børn må derfor blive lidt længere i Mercy Falls. Sygeplejersken Amy (spillet af Calista Flockhart) bliver ansat som natsygeplejerske for børnene, indtil de kan flyttes.

Allerede den første nat oplever Amy mystiske ting på hospitalet, og jo mere hun lærer pigen Maggie at kende, jo mere går det op for hende, at noget er helt galt på Mercy Falls. Men ingen tager notits af hendes bange anelser, og hendes baggrund taler også imod hende.

Jaume Balagueró har tidligere bl.a. instrueret “[Rec]” som Janus har anmeldt på horrorsiden.dk, samt en film i serien “Películas para no dormir” med titlen ”Para entrar a vivir” som jeg endnu har til gode at se.

“Fragile” starter godt ud. Især åbningsscenen i børnenes sovesal, hvor en lille dreng pludselig skriger hjerteskærende, fordi hans ben er brækket, mens han ligger ganske stille i sin seng og sover, er uhyggelig og godt lavet. Mod slutningen falder Balagueró desværre i fælden med “more is much better” og går helt amok med skrækeffekter, som i stedet for at være uhyggelige bare er trælse.

Jeg er ikke ret vild med Calista Flockhart, som i denne film ser konstant trist ud, men hun udfylder sådan set sin figur udmærket, så jeg tror bare, at det er mine personlige fordomme, som spiller ind. Til gengæld så jeg med glæde, at Ivana Baquero (“Pans labyrint” og “X-mas tale” har en lille rolle. Hende ville jeg godt have set i rollen som Maggie i stedet, men måske taler Ivana ikke engelsk.

Selvom “Fragile” ikke er 100% vellykket, så er den dog endnu et eksempel på, at spanske instruktører bestemt har noget at byde på, når det gælder horror.

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Frágiles

“The oily maniac” er den første asiatiske gyser, jeg har set, som indeholder masser af kungfu action og viser bare bryster i massevis. Det er måske ikke så uhyggeligt, men det er ret underholdende

Hovedpersonen er Yue, der som barn led af polio, og derfor bruger krykker. Da hans onkel dør, er står Yang-brødrene klar til at presse Yues kusine ud og overtage onklens oliefabrik. Men Yue har fået overdraget en hemmelighed fra onklen. Nemlig en forbandelse som giver Yue superkræfter, så længe han bruger dem i det godes tjeneste.

“The oily  maniac” er ikke noget mesterværk, men det er en sjov kuriøsitet. Den minder mig på en måde om de danske sengekantsfilm, som også viser bare bryster i mangel af bedre manuskript. Men samtidig virker effekterne i den meget gennemtænkte, selvom de selvfølgelig er håbløst gammeldags set med nutidens øjne. Yues forvandling er dog okay lavet, omend monstret ligner en joke.

Se den, hvis du har lyst til et blik i historien, men ikke hvis du vil se en uhyggelig gyser, der giver dig noget at tænke over.

Instruktør: Meng Hua Ho
Udgivelsesår: 1976
Originaltitel: You gui zi

Efter successen “Ju-on” i 2000 lavede instruktør Takashi Shimizu en efterfølger i 2003. Filmen er bygget op på samme måde, med en række kapitler som følger forskellige personer på forskellige tidspunkter.

Kyoko er den gennemgående figur. Hun er skuespiller med speciale i horrorfilm, og bliver derfor kaldt for rædselsdronningen. Hun bliver inviteret som gæstestjerne i et show, som opsøger hjemsøgte steder, og naturligvis besøger de huset, hvor første film udspillede sig. På vej hjem fra optagelserne kører Kyoko og hendes kæreste en kat over, og da de kører videre derfra, ser Kyoko en lille dreng sidde inde i bilen hos dem. Kort efter kører de galt, og Kyokos kæreste ender i koma. Senere bliver også de øvrige fra filmholdet opsøgt af forbandelsen, og slutningen denne gang er endnu mere grum end i første film.

“Ju-on 2″ er en udmærket film, men den langt fra op på højde med “Ju-on”. Måske fordi vi nu ved, hvad der ligger bag den mystiske kravlende kvinde og hendes lille dreng, måske fordi effekterne ikke bliver ved med at være lige skræmmende, når man har set dem et par gange. Jeg synes dog stadig, at det er en god film, som sagtens kan anbefales.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2003

Det er flere år siden, jeg så “Ju-on” første gang, og jeg kan huske, at jeg blev vildt skræmt af den, men også at det kneb mig at følge med i plottet. Nu har jeg set den igen, og det var et herligt gensyn.

Filmen er opbygget i 6 kapitler, som ikke fortælles kronologisk. Hvert kapitel er opkaldt efter en af de personer, som optræder i det. Første kapitel hedder Rika og handler om den unge frivillige socialhjælper Rika, som tager ud til en ældre dame, der ligger alene i skidt og møg. I huset ser hun også en lille dreng, som er lukket inde i et skab. Hun lukker ham ud og tilkalder assistance, men før den når frem, ser hun en skikkelse ved den gamle kvinde.

Andet kapitel hedder Katsuya og handler om ægteparret, som bor i huset med den gamle kvinde. De er netop flyttet ind, og hustruen Kasumi er godt træt af, at svigermoren roder sådan rundt om natten. Mens manden Katsuya er på arbejde, må hun rydde op, og pludselig opdager hun en lille dreng i huset. Hun følger ham op i soveværelset, og da Katsuya kommer hjem, ligger hun fuldstændig stiv i sengen. Og så dukker drengen frem igen.

Tredje kapitel hedder Hitomi og følger Katsuyas søster. Hun kommer på besøg om aftenen, men Katsuya sender hende hjem uden forklaringer. På vej hjem oplever hun flere uhyggelige ting, og da hun endelig når hjem i sin lejlighed, gemmer hun sig i sengen. Og så kommer en af de mest uhyggelige scener i hele filmen.

I fjerde kapitel introduceres vi for en tidligere betjent, Toyama, som har trukket sig tilbage efter at have efterforsket en sag, hvor en mand myrdede sin hustru og deres lille dreng forsvandt. Femte kapitel følger Toyamas datter Izumi, som sammen med nogle veninder har været i huset, og i sjette kapitel hører vi historien om Saeki, som slog hustruen Kayako ihjel og startede forbandelsen, der nu hjemsøger alle, der kommer i huset.

Jeg synes stadig, at “Ju-on” er en uhyggelig film, og især scenen i Hitomis soveværelse kan få mig til at putte hovedet under dynen (men det hjælper jo desværre ikke så meget *S*). Selvfølgelig bliver det ikke ved med at være lige skræmmende med de sorthårede kvinder og det sortøjede barn, når man efterhånden har set en del asiatiske gysere. Ikke desto mindre holder “Ju-on” uhyggen pænt, selv ved et gensyn. Stemningen er dyster, og Shimizu bruger lyd og billeder på overraskende måder. Min eneste anke er nok, at personerne i filmen hele tiden vælter om i rædsel og prøver at kravle væk fra faren. Det ser man altså ikke ret tit i vestlige film, og det generede mit øje lidt.

Takashi Shimizu har også instrueret både “Ju-on 2″ og den amerikanske genindspilning “The Grudge”, der har Sarah Michelle Gellar i rollen som Rika. Nogle af genindspilningerne af de asiatiske gysere er ganske udmærkede, nogle endda rigtig gode. Alligevel jeg foretrækker som regel originalerne, fordi de indeholder en knugende uhygge, der er svær at genskabe, når det gode skal triumfere til sidst – for det skal det som hovedregel i amerikanske film.

Læs mere om asiatiske gyserfilm i det danske filmmagasin Mifune, nr. 8 fra 2005.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2002

So-Hee og Jin-Sung er bedste veninder. Der er kun et problem – So-Hee er altid kønnere, dygtigere og mere populær hos lærerne. Da skolen holder en ballet-konkurrence, hvor kun vinderen går videre og får mulighed for at studere på en russisk balletskole, går det galt for Jin-Sung. Hun vil så gerne vinde, at hun bliver uvenner med So-Hee, og hun beslutter sig for at ønske på rævetrappen udenfor studenterkollegiet.

Legenden siger, at hvis man ønsker en ting tilstrækkeligt inderligt, vil et 29. trappetrin vise sig, og man kan bede ræven om et ønske. Jin-Sung ønsker at vinde konkurrencen, men det får uhyggelige konsekvenser. So-Hee dør nemlig, og Jin-Sung bliver herefter mobbet ud af de andre studerende.

En anden af skolens elever, Hae-Ju, bliver ligeledes mobbet. Efter So-Hees død ønsker hun hende tilbage, for So-Hee var den eneste, som var sød ved hende. Og som den kvikke nok kan gætte, kommer So-Hee tilbage – men det er ikke kun for sjov.

“Wishing stairs” er tilsyneladende 3. film i en række, som foregår i pigemiljøer. Jeg har ikke set de to første, og må nok indrømme at jeg sikkert heller ikke kommer til det. “Wishing stairs” var nemlig ikke lige min kop te. Det er først til allersidst i filmen, at den bliver bare en smule uhyggelig, og indtil da kunne heller ikke personerne rigtig fange mig.

Hvis du ikke har prøvet en asiatisk gyser før, synes jeg hellere, du skal starte et andet sted. Og kender du til asiatiske gysere, kan du roligt springe denne her over. Den tilføjer intet nyt.

Instruktør: Jae-yeon Yun
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Yeogo goedam 3: Yeowoo gyedan