Arkivet for november, 2008

Jeg har lige genset “Spawn”, som jeg så for over 10 år siden og dengang syntes var helt fantastisk! Og ak ja, man må sige, at der er sket noget med special effects siden, så den del af gensynet var ikke ubetinget lykkelig. Men historien er stadig underholdende, og især figuren Klovn er nærmest hele filmen værd.

Al Simmons er lejemorder for regeringen, men bliver snydt af sin chef Jason Wynn, som selv er ude på at overtage verdensherredømmet. Wynn bliver til gengæld snydt af Helvedes udsending Klovn, som ud ad til er partner med Wynn, men egentlig mest pønser på hans død. Wynn slår Simmons ihjel, og Simmons ryger i Helvede. Her får han lovning på at se sin hustru Wanda igen, hvis han vil stå i spidsen for Helvedes hær i kampen om jorden og menneskenes sjæle. Det siger Simmons ja til, men da han igen står på jorden som Spawn, har han stadig et valg.

“Spawn” bygger på tegneseriefiguren af Todd McFarlane, og selvom årene har været hårde ved filmens special effects, så er “Spawn” stadig ganske underholdende. Især hvis man kan lide den tegneserie-agtige stil, den er filmet i. Og så er det jo stadig lidt usædvanligt at se en sort superhelt.

Instruktør: Mark A. Z. Dippé
Udgivelsesår: 1997

Patrick Leis er en af mine yndlingsforfattere, men af en eller anden grund har jeg først fået læst hans debutroman nu – 13 år efter udgivelsen. “Bag masken” er historien om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

Det er som sagt Patrick Leis debutroman, og det synes jeg, at man mærker. Historien kører nogen gange lidt i tomgang, og Paulo fremstår en smule karikeret, uden jeg tror, det var meningen. Men når det er sagt, så er “Bag masken” ikke nogen dårlig roman. Leis beskriver ganske uhyggeligt, hvordan en personlighed langsomt bliver opløst, og der er en fin twist i plottet mod slutningen.

“Bag masken” er måske nok ikke min yndlings Leis roman, men den kan sagtens bruges til et par timers underholdning i sofaen.

“Last house on the left” af Wes Craven er en af de film, jeg længe har haft liggende, som jeg simpelthen ikke turde se, fordi jeg havde hørt så meget om den. Da den kom ud i 1972, var folk forfærdede over den eksplicitte vold og voldtægtsscenerne, og den blev censureret eller ligefrem forbudt flere steder.

Når man ser den i dag, er volden dog ikke ligeså forfærdende – og det er faktisk på en måde trist, for det siger lidt om, hvad vi efterhånden er blevet vant til. Filmen er dog stadig værd at se, og ikke mindst hvis man hører Wes Cravens og skuespillernes kommentarer til den efterfølgende,

Kort fortalt handler filmen om en veltilpas middelklassefamilie, mor far og teenagedatteren Mari, hvor Mari tager til en koncert med sin lidt “vilde” veninde, Phyllis. På vejen vil de købe lidt hash, men ender med at blive kidnappet af en bande, der netop er sluppet ud fængslet, hvor de sad med domme som mord, voldtægt osv. Banden er tre mænd og en kvinde, Sadie, som er mindst lige så psykopatisk som mændene, og efter et døgns vold og voldtægter slår de pigerne ihjel. Tilfældet vil at banden derefter søger husly i Maris forældres hus, som i første omgang byder dem velkommen. Men så opdager de, hvad banden har gjort og tager en blodig hævn over deres datter.

Wes Craven lavede filmen midt under Vietnamkrigen. Han var overvældet over den vold og barbarisme, som tv viste og synes slet ikke, at volden blev portrætteret lige så råt og modbydeligt i datidens film. Her var det hele mere poleret og slet ikke skræmmende. Med “Last house on the left” ville han vise voldens sande ansigt – og set med datidens øjne lykkedes det til fulde. “Last house on the left” er ikke æstetisk smuk, og især voldtægtsscenen af Mari, lige før hun bliver slået ihjel, er stadig en grum scene at se.

Der blev stort set ikke brugt professionelle skuespillere, og da det også er Wes Cravens første film, er det klart at nogen ting ikke fungerer så godt. Jeg har fx undret mig lidt over, at scenerne, hvor politiet optræder, nærmest er filmet som “falde-på-halen komedie”, noget som soundtracket understøtter. Men det er måske for at vise, hvor uforberedte samfundet er på rå vold og vilkårlig ondskab?

Filmen havde oprindelig fået titlen “Night of Vengeance”, og blev ved nogle pre-releases også kaldt “Krug and company” og “Sex crime of the century”, men endte altså med titlen “Last house on the left”, som jeg personligt også synes er langt mere uhyggelig end de ovenstående.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1972

For nogen tid siden skrev jeg om den ene af de to lydbøger, der netop er udkommet med Steen Langstrup noveller. Nu har jeg også fået lyttet til den anden “Alene og et let offer”, og den holder standarden.

De tre noveller er også hentet fra novellesamlingen “9 før døden“, der kom i 2001, og de er igen læst op af Signe Skov og Ole Boisen.

Den første historie er “Alene og et let offer”, og handler om Sille, som blaffer på en øde landevej. Hun bliver samlet op, men snart går det op for hende, at den venlige bilist har skumle bagtanker. I “Madding til en haj” følger vi de tre kammerater, som har lånt en speedbåd og nu skal ud og fange hajer. I starten er det sjov og ballade, men så dukker der noget op. I den sidste historie “Elizabeth” opsøger hovedpersonen en gammel ven, som viser sig at være helt anderledes, end sidst de sås. Måske nærmest besat?

Det gode ved alle tre noveller er, at selvom historien måske til at begynde med virker som en lige ud af landevejen novelle, så indlægger Langstrup lige et twist til sidst, så historien vendes mere eller mindre på hovedet. Det fungerer både på skrift og som lydbog, så brug en god times tid i selskab med manden, som er blevet kaldt Danmarks gyserkonge nr. 1.

Lyt også til “Huset”

Læs mere på Steen Langstrups hjemmeside

“18 sekunder” er snarere en thriller end en gyser, men jeg omtaler den alligevel, fordi Earl Sykes er en ualmindelig klam seriemorder, som gemmer sine ofre et ualmindeligt klamt sted.

Sherry Moore har en usædvanlig evne. Hun kan se de sidste 18 sekunder af en afdøds minder, hvis hun rører ved dem. Minderne kan ind i mellem bruges til at hjælpe med opklaringen af forbrydelser, og det er netop en forbrydelse, der bringer Sherry til byen Wildwood i New Jersey.

I 70’erne forsvandt en række unge piger. Det blev aldrig opklaret, hvad der skete med dem, men nu er der igen begyndt at forsvinde piger. Samtidig falder en pensioneret politichef ned af trappen på sit plejehjem og dør, og flere hundrede kilometer væk bliver hans voksne datter skudt i sin butik. Det hele falder sammen med, at Earl Sykes, som i sin tid blev dømt for at køre fuld og skæv ind i en skolebus og forårsage 17 menneskers død, bliver prøveløsladt fra fængslet. Og Earl har noget at gøre færdigt.

George D. Shuman har tidligere arbejdet som betjent i 20 år i Washington DC, og det mærkes, at han kender noget til politiets jargon og arbejdsmetoder. Plottet er velfungerende, og især opklaringsarbejdet er godt beskrevet. Min eneste anke til historien er, at han blander en kærlighedshistorie ind, som jeg synes er ret ligegyldig for plottets udvikling. På trods af det er “18 sekunder” en underholdende thriller til et par timers afslapning.

Jeg så for nyligt, at man er ved at lave en genindspilning af den koreanske film “Into the mirror” som kom for nogle år siden. Det fik mig til at gense originalen, og den var egentlig bedre, end jeg huskede den.

Et stormagasin har været lukket i en periode efter en voldsom brand med flere dødsfald. Nu er det blevet sat i stand og skal genåbnes med fuld musik. Men en uge før åbningen sker en række dødsfald, som alle umiddelbart ser ud som selvmord. Kommisær Woo, som arbejder i sikkerhedsafdelingen, synes dog, det virker mistænkeligt og begynder at efterforske sagen, og det viser sig, at de dræbte alle arbejdede på det samme kontor – og har tilknytning til den eneste medarbejder, som døde under branden.

“Into the mirror” har en fremragende åbningsscene. Det første offer står og ser sig i spejlet, og pludselig gør spejlbilledet ikke, hvad Choi gør. Det giver mig et chok hver gang. Og generelt vil jeg kalde “Into the mirror” en udmærket film. Den er mere vestlig i sin opbygning end fx “Ringu” og “Ju-on”, og alligevel formår den at bevare den særlige asiatiske opbygning af uhyggen. Måske ikke den bedste gyser jeg har set, men i hvert fald både underholdende og med flere fede chok-scener.

Instruktør: Sung-ho Kim
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Geoul sokeuro

I går genså jeg John Carpenters klassiker “Halloween” fra 1978. Den satte nye standarder for gyserfilm, og har da også indspillet en hel del efterfølgere.

Jamie Lee Curtis spiller dydsmønstret Laurie, som skal passe børn til halloween, mens veninderne forlyster sig med deres kærester. Men denne halloween kommer boogey manden til Haddonfield. Morderen Michael Myers har i mange år været indespærret på en psykiatrisk institution, men han stikker af og tager tilbage til hjembyen Haddonfield. Og nu er han opsat på at myrde så mange så muligt.

Michael Myers er den personificerede ondskab, og den hvide maske og hans totale tavshed er med til at opretholde uhyggen. Han dukker pludselig op og forsvinder igen, og selvom han bliver skudt og dolket, så er han ikke at finde, når filmen er slut. På den måde er han et godt monster til en serie.

Selve opbygningen af uhyggen fungerer også godt. Publikum skaber egentlig det meste uhygge, for det er først til allersidst, at vi får alvor ser Michael i aktion. Indtil da kører Carpenter på stemningsopbygning via klipning og sceneskift, og det fungerer super godt. At jeg så blev træt af pigernes fnidder, er en anden sag.

Fordi “Halloween” har været forbillede for så mange andre film, kan det godt føles som om, det hele er set før. Men det var det jo ikke til premieren, og derfor holder “Halloween” stadigvæk.

Læs også Sleazehounds gode analyse af “Halloween”

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1978

Serien:
Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal

Tidligere var det gamle mennesker og blinde, som hørte lydbøger, men sådan er det ikke mere. Indenfor de seneste år er lydbøger blevet allemandseje. Folk hører dem, når de kører på arbejde, når de løber en tur, når de støvsuger eller når de ligger på stranden og slikker sol, og priserne er også kommet ned i et overkommeligt leje. Nu koster en lydbog ikke nødvendigvis mere end en paperback. Jeg var ikke rigtig røget med på bølgen, men så fik jeg fat i to lydbøger med noveller af Steen Langstrup.

Indtil videre har jeg fået hørt “Huset”, som indeholder novellerne “Huset”, “Under byen” og “Indbrud”. De har tidligere været udgivet i novellesamlingen “9 før døden” fra 2001 og er bestemt et genhør værd.

“Huset” er en lille tæt fortælling, om pigen som er på vej ud i verden og tilbringer en uvejrsnat i et forladt hus. Men huset gemmer en hemmelighed. “Under byen” tager udgangspunkt i et bankrøveri, hvor røverne efterfølgende flygter via kloaknettet. Men kloaknettet bliver bare ved og ved, og huser noget stort og sultent. Sidste novelle “Indbrud” er en stemningsmættet fortælling om angst. Om at vågne op midt om natten til en mærkelig lyd. Om angsten for mørket. Om forsøget på at overbevise sig selv om, at der ikke er noget i lejligheden med dig. Men hvad nu hvis der alligevel er!

Jeg syntes, at alle tre noveller var superspændende i bogform, og heldigvis fungerer de også godt på lydbog med Signe Skov og Ole Boisens stemmer. Og hvor de to første noveller er gode, så er “Indbrud” simpelthen suveræn. Historiens allersidste linje står nærmest printet i min hukommelse, og det varer nok lige lidt, før jeg får vejret igen.

Lyt også til “Alene og et let offer”

Læs mere på Steen Langstrups hjemmeside.

Det er mandag d. 27. juni. Dagen hvor det årlige lotteri skal trækkes. I nogen byer er der så mange indbyggere, at lotteriet løber over flere dage, men her kan det klares inden middag. Rundt omkring samler børnene sten sammen, mens de voksne langsomt samles på torvet, hvor udtrækningen foregår.

Hr Summers står for trækningen, og selvom det oprindelige tilbehør til trækningen for længst er gået tabt, holder han stadig fast på enkelte af traditionerne, bl.a. skal listerne over familierne kontrolleres, han skal selv tages i ed. Og så er det også vigtigt, at han taler med hver enkelt, der trækker en seddel.

Første trækning er det hver enkelt families overhoved, der trækker, og herefter er det så hvert enkelt medlem af den udvalgte familie, der skal trække, og “skønt folkene i landsbyen delvist havde glemt ritualet og mistet den originale sorte kasse, kunne de stadig huske at bruge stenene”.

“Lotteriet” indeholder hverken spøgelser eller blodige beskrivelser. Alligevel er det en af de mest grumme historier, jeg længe har læst. Den lidenskabsløse måde det hele fortælles på, for så i slutningen at afsløre den makabre grund til lotteriet, er fremragende lavet. Novellen udstiller nådesløst – og meget sat på spidsen – hvordan mennesket ved blindt at følge ritualer og traditioner uden andre moralske overvejelser end at “sådan plejer vi jo at gøre”, glemmer at tage personligt ansvar for den verden vi lever i.

Novellen blev første gang udgivet i The New Yorker i 1948, og både avisen og Shirley Jackson var overraskede over, hvor voldsom reaktionen var på den. Flere opsagde deres abonnement på avisen, fordi de følte sig stødte over novellen, og i Syd Afrika blev novellen endda forbudt. I et svar til de mange vrede læsere skrev Jackson i San Francisco Chronicle, at hun med novellen ville udstille den meningsløse vold og generelle umenneskelighed i samfundet. Læs mere på wikipedia.

Udgaven jeg har læst er trykt i “Mine bedste gysere” redigeret af Dave Allen.

Udgivelsesår: 1948
Originaltitel: The Lottery

Nat Hocken er blevet tidlig pensioneret pga. en krigsskade, og arbejder derfor kun på halv tid på Triggs gård. En eftermiddag i december lægger han mærke til en usædvanlig stor flok fugle, men ingen andre lægger tilsyneladende noget forkert i det. Om natten nærmest angriber fuglene Hockens hus, og det lykkes dem også at bryde ind i børnenes værelse. Det lykkes dog Hocken at slå angrebet tilbage, selvom værelset er fuldt af døde fugle, prøver han alligevel at slå sagen hen overfor sin hustru.

Men næste dag er fuglene tilbage, og over radioen hører familien, at der over hele England finder fugle-angreb sted. Nat beslutter sig for at barrikadere huset, og da han henter datteren Jill ved skolebussen, undslipper de kun med nød og næppe et angreb fra fuglene. I løbet af aftenen tager fuglenes angreb til, og da Nat næste morgen våger sig ud af huset for at skaffe forsyninger, møder en mennesketom verden ham. Fuglene har fået overtaget …

Historien er både grum og velskrevet. Det lykkes for Daphne Du Maurier at gøre fuglenes tilstedeværelse virkelig og skræmmende, og slutningen lader historien stå åben, hvilket jeg synes gør det hele endnu mere uhyggeligt.

Efter sigende blev Daphne Du Maurier inspireret til historien, da hun iagttog en landmand som pløjede sin mark. Bag ham dykkede skrigende måger ned, og hun forestillede sig, hvad der ville ske, hvis mågerne pludseligt blev aggressive overfor mennesker. Resultatet ville ikke nødvendigvis falde ud til menneskets farvør.

Nogen mener, at novellen også kan læses som en koldkrigs historie, idet østenvinden spiller en rolle for fuglenes pludseligt ændrede adfærd, og man derfor har tolket det som en hentydning til kommunismen fra Sovjetunionen.

Alfred Hitchcock lavede i 1963 sin berømte filmatisering af ”The Birds”, men jeg havde aldrig fået læst Daphne Du Mauriers novelle, der bruges som forlæg. Det har jeg nu, og den kan kun anbefales.

Udgaven jeg har læst er trykt i “Mine bedste gysere” redigeret af Dave Allen. Læs mere på wikipedia eller læs en fyldig introduktion til Daphne Du Maurier og “Fuglene” på Sleazehound.dk.

Udgivelsesår: 1952 i samlingen “The Apple Tree”
Originaltitel: The Birds