Arkivet for december, 2008

Ligesom en bølge af asiatiske gysere har ramt resten af verden, har jeg opdaget, at Spanien faktisk også kan levere nogle rigtig gode gysere. Derfor lod jeg mig straks friste af “Los sin nombre”, da jeg så den på biblioteket.

En 6-årig pige er forsvundet, og da liget af en pige i den alder findes – fuldstændig uigenkendelig bortset fra et armbånd med hendes navn og det faktum, at hendes højre ben er kortere end det venstre – går politiet og forældrene ud fra, at det er deres datter, Angela. Man finder ikke morderen, og livet går videre.

Historien springer 5 år frem i tiden. Claudia er blevet skilt fra sin mand, og nu lever hun kun for sin karriere. Men en dag ringer telefonen, og en pigestemme siger, at hun er Angela, og at hun lever. Nu begynder Claudia med hjælp fra den tidligere politibetjent Bruno at efterforske sagen igen, og de finder frem til en mystisk sekt “De navnløse”, som søger ren ekstase gennem ren ondskab…

“Los sin nombre” er en trøstesløs og yderst effektiv film. Måske snarere en thriller end en gyser, men det skal ikke holdes imod den. Den er filmet i afdæmpet lys, og stemningen er trist og kold hele vejen igennem. Man sidder ikke og hopper yderst på sædet. Derimod kryber filmen ind i én og efterlader én med en ubehagelig følelse i kroppen bagefter. En absolut seværdig film!

Jaume Balagueró har også instrueret “[Rec]“, som Janus har omtalt på horrorsiden.dk samt ”Fragile“, som godt nok ikke lever op til “Los sin nombre”, men som alligevel er en okay film.

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 1999

Læs også omtalen på Planet Pulp

Også omtalt på horrorsiden.dk

Jeg var så heldig at få “Doomsday” i julegave. Det var en af de film, jeg ikke nåede at se i biffen, så stor var glæden, da jeg så den fine metalæske under juletræet. Efter at have set den er jeg dog en lille smule splittet. Jeg vil rigtig gerne kunne lide den, fordi den er flot lavet, sjov, fuld af splat og historien er slet ikke så tosset. Men der var dog småting, som jeg blev voldsomt irriteret over.

“Doomsday” udspiller sig i 2038 i et næsten udødt Skotland. 30 år tidligere dukkede en virus op, som slog stort set alle ihjel. For at redde resten af Storbritannien byggede man en mur tværs over grænsen og lod Skotland dø inde bag den.

Ved filmens begyndelse er der dog fundet nye udbrud af virussen midt i London, og man er nødt til at forsøge at skaffe en vacine. Det viser sig nemlig, at der trods alt lever mennesker bag muren, og en specialenhed med Kathrine Sinclair i spidsen sendes ind for at finde en kur. Men det går naturligvis ikke så nemt, som håbet.

“Doomsday” er fyldt med flotte futuristiske scener, og der er ingen tvivl om, at instruktøren Neil Marshall har været inspireret af Mad Max filmene. Emma Cleasby, der spiller Sinclair, er slet ikke så dårlig som den barske soldat, der ikke føler, at hun har noget at leve for. Og så er der ca. midtvejs et ret skægt skifte i filmens univers. Fra storbyens vilde horder fyldt med tatoveringer og anderledes tøj, flyttes handlingen pludselig ud på et skotsk slot med riddere og skønjomfruer. Det er helt godt lavet.

På minus-siden tæller at der flere steder er kiks i universet. Hvordan kan det fx lade sig gøre at skyde en armbrøst gennem en pansret vogn? Og hvorfor er fremtidens bybefolkning altid kannibaler?

Jeg tror, at jeg vil se “Doomsday” igen om et stykke tid. Så tror jeg nemlig, at de gode ting vil overskygge de dårlige. For jeg vil altså rigtig gerne lade mig underholde af en apokalyptisk sci-fi thriller.

Neil Marshall har tidligere instrueret bl.a. “The decent” og “Dog soldiers”.

Instruktør: Neil Marshall
Udgivelsesår: 2008

For et par uger siden genså jeg filmen “Constantine”, der bygger på tegneserien om John Constantine. Det gav mig lyst til at genlæse de to hæfter, der er kommet på dansk, og det kan varmt anbefales.

“Londons dæmoner” er en samling af forskellige historier fra forskellige forfattere og tegnere. Stilen i fortællingerne er meget forskellige, men en af de mere fascinerende er historien “Hold me”, som er tegnet af Dave McKean. En historie om en bums, som fryser ihjel, og senere hjemsøger bygningen det er sket i, fordi han ønsker at nogen skal holde om ham. Danske Peter Snejbjerg har også illustreret en historie (skrevet af Garth Ennis) “And the growd goes wild”. Her fortæller Chas nogle drikkekammerater en historie om Johns bedrifter, da et spøgelse skal uddrives fra en trappeopgang. Den sidste historie i samlingen er “The first time” fra Johns barndom, tegnet af Dave Taylor og skrevet af Brian Azzarello. Den er i modsætning til de øvrige historier holdt i klare farver og med bløde streger, og fortæller om Johns første cigaret. En rigtig charmerende historie.

“Hans værker og maskiner” er derimod en samlet historie. En række mennesker går pludselig i koma, heriblandt Johns niece Trish. Det viser sig, at dæmonen Beroul samler sjælene ind og planlægger at lave helvede på jorden. Men John har ikke tænkt sig at lade ham gøre det uden kamp, så han opsøger aztekernes dødsgud Mictlantecuhtli i håb om at kunne lave en aftale.

“Hans værker og maskiner” er skrevet af Mike Carey og tegnet af Leonardo Manco, som har lavet nogle virkelig flotte illustrationer. Jeg er især vild med hans fortolkning af den aztekiske dødsgud, ligesom hans brug af billedrammer er rigtig spændende.

Læs mere om John Constantine på Sleazehound

“Ghost game” er en af den slags film, som har et godt oplæg, men  desværre ikke lever op til det.

11 mænd og kvinder har meldt sig til et reality show, der bliver optaget i en nedlagt lejr, der fungerede som fængsel under krigen. Her blev der tortureret og dræbte tusindvis af fanger, og de 11 deltagere skal bo i fangernes celler, gå i deres tøj og udfører nogle opgaver undervejs i showet, hvor de naturligvis bliver filmet overalt, hvor de går. Pointen er, at deltagerne skal møde deres største frygt, og vinderen er den, som holder ud til den bitre ende. Præmiesummen er hele 5 millioner bath.

Men knap er optagelserne begyndt, før der begynder at ske ting, som ikke er planlagte. Nogle af deltagerne ser ting, som ikke er der og flere af dem bryder sammen i rædsel. Tv-produceren er dog ligeglad – det er jo godt tv! Efterhånden går det op for deltagerne, at det ikke kun er et spørgsmål om at vinde, det er snarere et spørgsmål om at overleve…

Jeg synes som sagt, at idéen bag filmen er rigtig god. Det er skræmmende at forestille sig et reality show finde sted, hvor folk har lidt og er døde under tortur, og der kunne komme nogle virkelig uhyggelige scener ud af det. Desværre kommer det aldrig til at virke. Personerne bliver aldrig rigtig vedkommende, og dermed bliver det ikke interessant, hvad der sker med dem, og dermed bliver det ikke uhyggeligt, uanset om de ser spøgelser eller ej.

Historien fortælles også alt for usammenhængende. Fx kommer plottet om de opgaver, deltagerne skal løse undervejs i showet, heller aldrig til at fungere. Hvad der kunne have været uhyggelige scener, bliver i stedet tilfældige klip med skuespillere som slår på en ophængt dukke eller ødelægger et kranie. Man ved ikke hvad eller hvorfor, og så bliver det ligegyldigt.

Så selvom settet var ret uhyggeligt, og idéen med den hjemsøgte lejr med en sindssyg kommandant var fyldt med muligheder, så ender “Ghost game” med at være en kedelig og ligegyldig affære i mine øjne. Og øv over det…

Instruktør: Sarawut Wichiensarn
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Laa-thaa-phii

Også omtalt på horrorsiden.dk

Ji-won har mistet sin hukommelse, og nu forsøger hun at få hverdagen til at hænge sammen. Hun lider af mareridt, og en dag bliver hun opsøgt af en gammel veninde, Yu-jung, som fortæller, at en fælles veninde er død – druknet. Kort efter dør også Yu-jung, og så forsøger Ji-won for alvor at finde ud af, hvad der er sket – og hvorfor alle bebrejder hende…

Jeg havde lidt svært ved at få starten til at passe sammen med resten af filmen, men efter 10 minutter blev jeg alligevel grebet. “The Ghost” har flere scener, hvor jeg næsten hoppede ud af stolen. Den er ikke krybende uhyggelig, men har nogle klart fede chok-effekter, og så kan jeg godt lide, at historien ikke helt er til at regne ud. Selv til allersidst var jeg i tvivl om, om instruktøren alligevel prøvede at snyde mig.

Selvfølgelig har vi efterhånden set “kvindeskikkelsen med det lange sorte hår og uhyggelige øjne” i mange af de asiatiske gysere, men hun fungerer alligevel her – og er måske i virkeligheden bare en pendant til vores lagen-spøgelse?

Ha-Neul Kim, der spiller hovedrollen som Ji-won, gør det rigtig godt. Hvor nogen af veninderne overspiller i skrækscenerne, så spiller Ha-Neul meget overbevisende og holder fint balancen mellem angst og overspilning. Dermed bliver “The Ghost” faktisk også en interessant film mht. skuespilspræstationer, og det er ikke så tit, det lykkes i en asiatisk horrorfilm efter min mening.

Instruktør: Tae-kyeong Kim
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Ryeong

Hvor jeg synes, at toeren i Poltergeist-serien stadig er et gensyn værd, må jeg sige, at det er treeren bestemt ikke! Jeg kunne ellers huske en vældig uhyggelig spejlscene, ligesom en scene i en P-kælder stod lyslevende for mig. Desværre var mine minder væsentlig bedre end filmen.

I “Poltergeist III – they’re back … again” bor Carol Anne hos sin moster Patricia og dennes mand Bruce sammen med hans teenagedatter Donna i et stort højhus kompleks fyldt med spejle i gangene, i lejlighederne, i elevatoren – overalt. Carol Anne går på en skole for særligt begavede børn med sociale handicaps, og hendes psykolog dr. Seaton bryder sig ikke meget om hende. Under en hypnose får han gjort Kane opmærksom på Carol Anne. Kane kan komme igennem via spejle, og denne gang vil han altså have sin engel.

For det første er det ikke Julian Beck, der spiller Kane (han døde desværre), og Nathan Davis som spiller rollen her, er ikke tilnærmelsesvis så uhyggelig. Plus at hans replikker stort set alle lyder: “Carol Anne - we would never hurt you – lead us into the light”, og det bliver så gentaget hvert andet minut. KEDELIGT! For det andet er manuskriptet ganske enkelt ringe her i treeren. For det tredje er Heather O’Rourke denne gang ikke særlig interessant i rollen. Hun er simpelthen blevet for stor til at være en tuttenuttet engel, som vi føler med. Og så må man jo også sige, at titlen i sig selv afslører hvilket makværk den er. “They’re back – again” er i hvert fald ikke særligt originalt i min optik.

Instruktøren Gary Sherman har også været med til at skrive manuskriptet. Det kan jeg ikke rose ham for. Til gengæld vil jeg dog gøre lidt reklame for en af hans tidligere film, nemlig “Dead and buried” som jeg husker som en rigtig fin oplevelse.

Instruktør: Gary Sherman
Udgivelsesår: 1988

Så fik jeg endelig set originalen, som John Carpenter lavede sin genindspilning “The thing” af i 1982. Christian Nybys film fra 1951 er en mere humoristisk og knap så uhyggelig film, men jeg tror egentlig, at den var ganske skræmmende i sin tid.

Kaptajn Hendry sendes til en arktisk forskerbase, hvor man har fundet noget stort begravet i isen. Da man forsøger at springe tingen – som man hurtigt finder ud af er en form for rumskib – ud af isen, sprænger man det i stedet i luften. Men det lykkes at redde en indfrossen skikkelse med tilbage til base. Her forlanger kaptajn Hendry ,at den holdes under vagt i frossen tilstand. Men ved et uheld tør isen omkring skikkelsen, og pludselig har man et grønt monster på fri fod, der tilsyneladende er en form for plante med smag for blod.

I “The thing from another world” står hæren og videnskaben stejlt overfor hinanden. Den førende videnskabsmand dr. Carrington er sikker på, at man kan kommunikere med den fremmede, mens kaptajnen ønsker at holde den under lås og slå. Og det viser sig jo også, at den var en grimme karl – morale: Pas på de fremmede. Skyd først og spørg senere! Det er lidt interessant, som filmhistorien veksler imellem at se på aliens som enten farlige eller som menneskets venner. De forskellige synsvinkler kommer i bølger. Men her under kommunistforskrækkelsen er de fremmede i hvert fald tydeligtvis onde.

Jeg kunne genkende mange elementer som Carpenter brugte i sin version, og ikke mindst de afsluttende ord som bringes næsten ordret i en anden Carpenter film “The fog”: Watch the skies, everywhere! Keep looking. Keep watching the skies!

Instruktør: Christian Nyby, Howard Hawks (uncreditet)
Udgivelsesår: 1951

Også omtalt på horrorsiden.dk

Filmen starter ca. et år efter den første film sluttede. Familien Freeling bor nu hos mormoren, og alt ånder tilsyneladende idyl. Mormoren er dog klar over, at Carol Anne har særlige evner, men når hun forsøger at tale med Diane om det, lukker hun helt i. Diane VIL ikke tænke mere på fortiden. Det bliver hun dog nødt til, da mormoren dør, og indianeren Taylor kort efter dukker op. Han er blevet sendt af Tangina, der har opdaget, at den onde entitet har fundet frem til familien igen. Nu starter endnu en styrkeprøve mellem familiens kærlighed til hinanden, og det ondes forsøg på at få Carol Anne med sig til den anden side.

“Poltergeist II – on the other side” er ikke så god en film som den første, men den er faktisk slet ikke så dårlig. Jeg husker stadig med gru præsten Kane, som vi ser i kød og blod (eller hvad han nu materialiserer sig i) her i toeren. Og han er stadig utrolig uhyggelig og spiller så de små hår rejser sig. I denne film kommer far Steve lidt mere på banen, og også han har en uforglemmelig scene med en flaske tequila. Hvor Heather O’Rourke var uimodståelig som Carol Anne i første film, er hun lidt mindre fængslende i denne, men hendes lyse hår og store blå øjne gør stadig indtryk.

Af en toer at være er “Poltergeist II – on the other side” derfor ikke noget dårligt forsøg. Jeg kan godt lide, at man også har prøvet at putte lidt humor ind i historien (“Car’s still angry?” “Angry! That car’s pissed!!!”), og så synes jeg udviklingen af Kane i menneskeskikkelse er et veltænkt træk. Dele af historien minder meget om første film, men det bliver trods alt ikke for meget.

Instruktør: Brian Gibson
Udgivelsesår: 1986

Her er endnu en film, hvor jeg ikke har set den originale klassiker, men først får set genindspilningen. I dette tilfælde vil jeg dog vove at påstå, at Alexandre Aja har gjort et glimrende job. Det betyder dog ikke, at jeg vil undlade at se Wes Cravens udgave også.

“The hills have eyes” handler om en amerikansk familie, som på en ferietur beslutter sig for at se ørkenen. Desværre for dem ender de på en blind vej, hvor bilen forulykker. Big Bob (spillet af Ted Levine som havde den uforglemmelige rolle som Jame Gumb i “Ondskabens øjne”) beslutter sig for at gå tilbage til gasstationen, som de kom forbi nogle miles siden for at ringe efter hjælp. Men mens han er væk, går det op for de andre, at de ikke er alene. Nogen holder øje med dem fra bjergene …

Der er flere virkelig fede scener i filmen, og alene selve scenariet i ørkenen er både smukt og skræmmende. På ekstra materialerne forstod jeg, at Aja har tilføjet en forladt by midt i ørkenen i forhold til originalen, og jeg synes, idéen er genial. Mutanternes make-up er ganske enkelt fremragende lavet, og hele stemningen i filmen er gysende lige fra filmens intro, som viser dokumentarklip af amerikanske atomprøvesprængninger.

Jeg har tidligere set “Haute tension” af Aja, som jeg også faldt fuldstændig for. Denne genindspilning af Wes Cravens klassiker levede til fulde op til mine forventninger, og jeg glæder mig til at se hans genindspilning af “Into the mirror”, som snart kommer i de danske biografer.

Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2006

Filmen “Constantine” bygger på en tegneserie, og første gang jeg så den, var jeg ikke specielt imponeret. For et par dage siden blev den sendt i tv, og så blev jeg alligevel fanget ind.

Keanu Reeves spiller John Constantine, som har den særlige evne, at han kan se dæmoner, der går blandt os. Han lider af lungekræft, og desværre ved han, at han skal i helvede. For selvom han hele sit voksne liv har kæmpet mod dæmonerne, så forsøgte han som dreng at begå selvmord, og det er en dødssynd i den katolske verden. Men Constantine fortsætter kampen mod dæmonerne i håb om at kunne “købe” sig vej ind i himlen, så da betjenten Angela Dodson (Rachel Weisz) opsøger ham for at få hjælp til at finde ud af, hvad der er sket med hendes søster, siger han ja. Der er dog meget mere på spil, end de umiddelbart tror, og snart går det op for Constantine, at verden står på randen af apokalypsen.

Jeg er som regel ikke så vild med Keanu Reeves, fordi hans mimik altid er den samme. Som John Constantine passer han dog rigtig godt netop af samme årsag. En anden positiv overraskelse er filmens visual effects, som var væsentlig bedre end jeg huskede. På minus-siden kan det dog irritere mig vældigt, at Angela skal være så dum, men bortset fra det synes jeg egentlig, at “Constantine” var et godt gensyn, og kan roligt anbefale den til en mørk og stormfuld aften på sofaen.

Instruktør: Francis Lawrence
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på horrorsiden.dk