Arkivet for januar, 2009

Jeg købte den fine jubilæumsboks med “Jaws” og så frem til et formidabelt gensyn. Men jeg så den vist den forkerte dag, for det bedste for mig endte faktisk med at være dvd’en med ekstramaterialerne.

Politimanden Brody er flyttet fra New York til øen Amity med sin familie, selvom han er hunderæd for vand. Da øen pludselig hjemsøges af en stor hvid haj, som spiser løs af badegæsterne, vil Brody straks lukke stranden, men overtales af byens borgmester til at lade være, da det vil skade turismen. Men hajen fortsætter sin jagt, og til sidst tager Brody ud sammen med marinebiologen Hooper og fiskeren Quint for at sætte en stopper for den. Det er dog lettere sagt end gjort.

“Jaws” er fra 1975 og er instrueret af Steven Spielberg. Der er ingen tvivl om, at der er både gys og grin i den, og at den på sin tid var forrygende godt lavet. Det var også den første film, der indspillede mere end 100 millioner dollars, og i dag er den en klassiker. Alle kender temaet fra filmen (som i øvrigt indbragte John Williams en Oscar), og der er lavet et hav af hajfilm efter “Jaws”. Allerede i 1977 kom fx “Orca – killer whale” (Orca var navnet på båden som Brody, Hooper og Quint sejlede ud i).

Når jeg ikke helt faldt på halen af begejstring, var det fordi jeg synes, filmen ind i mellem gik i tomgang. I en scene ombord på båden har Quint fx en lang dialog, og i ekstramaterialerne roser Spielberg denne, men jeg kom til at tænke på scenen i “From dusk til dawn”, hvor Frost fortæller en langt ude historie om, hvordan han ene mand dræber en hel afdeling viet conger. Og så var det svært at holde fast i alvoren i Quints dialog.

Når det er sagt, så synes jeg dog alligevel, at “Jaws” er et gensyn værd, og allermest synes jeg, at det var sjovt at høre både Spielberg og skuespillerne fortælle om deres oplevelser med at lave “Jaws”.

Instruktør: Steven Spielberg
Udgivelsesår: 1975

Jaws-serien:
Jaws, 1975 – D: Steven Spielberg
Jaws 2, 1978 – D: Jeannot Szwarc
Jaws 3D, 1983 – D: Joe Alves
Jaws – the revenge, 1987 – D: Joseph Sargent
Cruel Jaws, 1995 – D: Bruno Mattei

Også omtalt på horrorsiden.dk

“Timerne efter midnat” er en samling noveller skrevet af Sheridan Le Fanu i perioden 1838 til 1872. Le Fanu var stærkt inspireret af den gotiske tradition, som Ann Radcliffe og Mary Shelley var repræsentanter for, og var en yderst produktiv forfatter som selv øvede indflydelse på bl.a. Bram Stokers “Dracula”. Le Fanu troede selv på det overnaturlige, og det skinner igennem i flere af hans noveller. Bl.a. ved at der fx ikke gives en forklaring på hændelserne i historien. Det er op til læseren at tro på det eller lade være.

Samlingen her består af 9 noveller, hvor jeg især kan anbefale “Sagnet om Dunblane”. Fortællerens onkel har som ung mand kendt Lord Dunblane. Mange år senere bliver han inviteret til dennes gods, hvor Dunblane bor sammen med sin yngre hustru i et giftigt ægteskab. Sagnet beretter om et hemmeligt rum på godset, som ikke må betrædes af andre end tre udvalgte, men Dunblanes hustru beslutter sig for at forsøge at finde frem til det. Om det lykkes hende ved fortælleren ikke, men historien finder først sin uhyggelige slutning flere år efter i et andet land.

Også “Maleren Schalken” fandt jeg rigtig interessant. Her fortælles ud fra et maleri, om en ung kvinde hvis onkel bortgifter hende til en rig mand med et afskyeligt ydre. Da onklen ikke hører fra kvinden igen, tager han af sted for at finde hende, men opdager at rigmanden har opgivet falsk adresse. Slutningen er grum og samtidig op til læseren.

De øvrige noveller i samlingen er: “Sir Robert Ardaghs skæbne”, “En spøgelseshistorie”, “Spøgelseshuset”, “Onkel Watson”, “Fru Crowls genfærd”, “Grøn te” og “Djævle-Dickon”

I 1986 lavede David Cronenberg en genindspilning af “The fly” med Jeff Goldblum i hovedrollen som Seth Brundle, videnskabsmanden som opfinder en telepod, der kan flytte entiteter fra et sted til en anden. Som i originalhistorien teleporterer han sig selv, men der har gemt sig en flue i telepoden, og de to gen-masser fusioneres. I starten virker Seth forbedret, men da han fysisk begynder at ændre sig, går det op for hans kæreste, journalisten Veronica (Geena Davis), at noget gik galt i overførslen.

Cronenbergs genindspilning er selv blevet en klassiker og er absolut stadig seværdig, selvom Brundle-fly ikke mere er så skræmmende, som da filmen blev lavet. Jeg kan huske, hvordan anmeldelserne advarede om, at i USA var flere besvimet i biograferne, da de så filmen, og den har da også flere udmærkede splatter-scener (vandt også en Oscar for bedste make-up). Mit største ankepunkt er Cronenbergs besættelse af “kødet”, som skal pensles ud i flere scener, men skuespillet er generelt godt, og selvom slutningen bliver lidt sentimental, fungerer filmen alligevel efter min mening.

Instruktør: David Cronenberg
Udgivelsesår: 1986

Læs omtalen af “The fly” fra 1958

Jeg så første gang “Cube” for en del år siden, og jeg kan huske, at jeg synes, skuespillerne trak lidt ned, men at historien var vildt fascinerende. Et gensyn bekræfter begge minder.

Filmen foregår i et stort bygningskompleks formet som en række kubiske rum, der forbindes med 6 døre i hvert rum. 7 personer vågner op inde i denne bygning uden at vide, hvor de er eller hvorfor. De ved heller ikke, at der er andre mennesker der, men efterhånden som de bevæger sig rundt, støder de ind i hinanden. De opdager også, at nogle af rummene er fælder med det formål at dræbe.

Filmens tagline lyder: Don’t look for a reason – look for a way out! Og den er vigtig at have i baghovedet, når man ser filmen, for der er ikke mange forklaringer. Undervejs kommer personerne med hvert deres bud på, hvad Kuben er, og hvorfor den er blevet lavet, og teorierne rækker lige fra en rigmands excentriske morderlyst over regeringens skjulte dagsorden til en tilfældighed, som har vokset sig stor.

Men uanset grunden til Kuben vil gruppen i hvert fald ud af den, så de må forsøge at finde en udgang, og det er som før nævnt ikke ufarligt. For udover fælderne i rummene skal de 7 også forholde sig til hinanden. Og det står snart klart, at det er 7 meget forskellige mennesker, der er samlet her – og at de har helt forskellige holdninger til, hvordan de skal klarer sig igennem, og om alle skal med hele vejen.

Som jeg skrev indledningsvist, er skuespillet desværre ikke specielt godt. Især politimanden Quentin og lægen Holloway overspilles næsten hysterisk fra første scene. Derimod er både Worth (David Hewlett) og Kazan (Andrew Miller) samt delvist Leaven (Nicole de Boer) ganske overbevisende.

“Cube” er en klaustrofobisk fortælling med kafkaske undertoner. Jeg synes, det er lykkes at lave et meget skræmmende setup med Kuben, hvor alle rum er ens pånær farven. Det virker uendeligt, selvom det bare er små rum ved siden af hinanden. Om man ligefrem finder frem til meningen med livet ved at se filmen, tror jeg ikke. Men det er i hvert fald glimrende underholdning til en vinteraften.

I 2002 lavede Andzej Sekula en efterfølger “Cube 2: Hypercube”, som jeg ikke har set, og derfor ikke ved om har nogen sammenhæng med første film.

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 1997

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia

I weekenden faldt jeg over denne Tim Burton film fra 1988 “Beetlejuice”. Geena Davis og Alec Baldwin spiller det unge ægtepar Maitland, som dør og er tvunget til at blive i deres hus i 125 år. Det ville ikke være så slemt, hvis det ikke var fordi et rædselsfuldt New Yorker ægtepar køber huset og omdanner det til alt det Maitland-parret ikke kan lide.

Barbara og Adam forsøger i første omgang selv at skræmme de nye ejere væk, men da det ikke lykkes, tilkalder de “bioeksorcisten” Beetlejuice (Michael Keaton). Det viser sig dog snart at være noget af en fejltagelse…

“Beetlejuice” er en sjov gyserkomedie, og selvom visual effectsene ikke lever op til dagens standarder, så synes jeg gennemgående , at den stadig lever op til forventningerne. Især Michael Keaton er rigtig god som det ulækre, sexhungrende spøgelse Beetlejuice, og så er det også dejligt med lidt calypso i en film

Instruktør: Tim Burton
Udgivelsesår: 1988

Udgivet i 1972 er denne samling essay om gyserfilm og gysergenren naturligvis ikke opdateret med de nyeste film. Ikke desto mindre indeholder bogen flere interessante artikler og omtaler af film fra 30′erne, 40′erne og 50′erne som måske ikke omtales så meget i dag, men som stadig er værd at beskæftige sig med.

Indholdet er opdelt i fire hovedgrupper: The Horror Domain, Gothic Horror, Monster Terror og Psychological Thriller. Hvert kapitel indeholder artikler af forskellige skribenter om det overordnede emne.

De to redaktører er henholdsvis Roy Huss og T. J. Ross. Roy Huss er professor i engelsk på Queens College. Medforfatter af “The Film Expericence og redaktør på “Focus on Blow-Up”. Han har skrevet artikler om drama og film til bl.a. “Modern Drama”, “College English” og “The Psychoanalytic Review”. T. J. Ross er professor i engelsk på Fairleigh Dicinson University og redaktør på “Film and the Liberal Arts”. Han har skrevet artikler til bl.a. “December”, “Massachusetts Review” og “Film Quarterly”.

Ikke oversat til dansk.

Udgivelsesår: 1972

Scott Glossermans film fra 2006 er en sjov blanding af dokumentar- og slasherfilm.

Leslie Vernon har besluttet sig for at følge i fodsporene på sine store idoler Freddy Krueger, Michael Myers og Jason Voorhees og blive den næste store mytiske seriemorder, så han inviterer et filmhold til at følge ham under forberedelserne til en slashernat. Filmholdet ledes af pigen Taylor, som både er fascineret og frastødt af Leslie, men trofast filmer alt. Da slashernatten bliver virkelighed, kan hun dog ikke forholde sig passivt og forsøger at redde de unge ofre. Men Leslie har forberedt sig godt og er en dygtig improvisator …

“Behind the mask – the rise of Leslie Vernon” er en vellykket film, selvom det er Scott Glossermans første. Første del er sjov og satirisk, når man følger seriemorderens forberedelser og hører, hvordan han “snyder” ved at lægge falske spor ud til sine ofre, eller hvordan han må træne fysisk for at kunne være alle steder på en gang osv. Anden del er en vellykket slasherfilm, hvor Leslie Vernon fungerer godt som uhyggelig mytisk seriemorder.

Også castingen er vellykket. Nathan Baesel er imponerende i rollen som Leslie, hvor han i starten er morsom og ikke spor skræmmende, så bliver han en yderst effektiv dræber, når han tager masken på. Og i en af de lidt mindre roller spiller Robert Englund en psykiater, som prøver at stoppe Leslie – ikke ulig Donald Pleasence som Sam Loomis i “Halloween” (Englund er bare sjov med vilje). Også Zelda Rubenstein fra Poltergeist-filmene er med, og så synes jeg, at Scott Wilson gør det fremragende som den pensionerede seriemorder, der er Leslis mentor.

Det er nok ikke en film, som stadig står printet på min nethinde om et par år, men det er bestemt en film, som er værd at bruge et par timer på.

Instruktør: Scott Glosserman
Udgivelsesår: 2006

Af alle filmene i første sæson af Masters of Horror var Takashi Miikes “Imprint” den eneste, som virkelig nåede ind, hvor det gjorde mig urolig. Derfor kan det godt undre mig lidt, at jeg først har fået set “One missed call” nu.

En gruppe studerende har en hyggeaften i byen, da pigen Yoko modtager en mærkelig besked på sin mobil. Beskeden er sendt to dage fremme i tiden og er sendt fra hendes egen telefon. De unge slår det hen som et tilfælde, men Yoko dør på det nøjagtige tidspunkt beskeden blev sendt. Så modtager Kenji en tilsvarende besked – og dør – og da Yumis veninde Natsumi også får en besked, sætter Yumi sig for at opklare, hvad der sker. Hun får hjælp af Yamashita, hvis søster også er død. Men har det noget med mobilbeskederne at gøre?

“One missed call” er blevet genindspillet i 2008 til det amerikanske marked, og uden at have set den er jeg ret sikker på, at den ikke kan leve op til originalen. Takashi Miike har nemlig lavet en uhyggelig og velkomponeret historie, som måske nok bliver lidt for meget mod slutningen, men alligevel slutter godt, for bedst som man tror, at tingene hænger sådan sammen, laver han et lille twist, og alt er helt anderledes.

Læs også omtalen på Sleazehound.dk

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Chakushin ari

Roman Polanskis klassiker fra 1965 er et foruroligende portræt af en ung kvindes sammenbrud.

Catherine Deneuve spiller Carole, som er genert, indadvendt og lider af tvangstanker. Fx har hun en form for besættelse af revner og kan stirre på dem i timevis. Carole bor sammen med søsteren Hélène, der har en affære med en gift mand. Det går Carole meget på, for Carole er nærmest bange for mænd og har mareridt om, at de kommer ind i lejligheden og voldtager hende. Da Hélène tager på ferie med sin elsker går det helt galt for Carole. Hun synker dybere og dybere ind i sine tvangstanker og kan til sidst ikke forlade lejligheden. Og da hun bliver opsøgt af en mandlig bekendt, som er bekymret for hende, løber tingene ud af kontrol.

Catherine Deneuve giver et fremragende portræt af Carole, hvis skønhed og uskyldige udseende blot gør det endnu sværere for menneskene omkring hende at forstå, at hun er kørt helt af sporet. Alle vil hjælpe hende, men ingen forstår, galt det står til. Hun trækker sig blot længere og længere ind i sig selv, indtil ikke engang søsteren, som har været hendes faste holdepunkt, kan nå hende mere.

Polanski formår i “Repulsion” at gøre en helt almindelig lejlighed til et frygtindgydende sted. En stegt hare på en tallerken som efterhånden ædes op af maddiker, kartofler der spirer, kiksekrummer og et badekar der løber over. Alt sammen ikke særligt uhyggeligt hver for sig, men sammen skaber det et billede af total galskab. Jeg tror, at Tobe Hooper har set lidt på Caroles lejlighed, da han skulle skabe stuen hos familien Leatherface, ligesom jeg er sikker på, at George A. Romero har været inspireret af Caroles entré, da han lavede kalenderscenen i “Day of the dead”.

Instruktør: Roman Polanski
Udgivelsesår: 1965