Arkivet for februar, 2009

Tag 6 studerende og put dem i en skov, hvor der vokser euforiserende svampe. Tilsæt en vandrerhistorie om en sindssyg munk på en institution for kriminelle drenge, og du har i store træk historien i “Shrooms”.

Efter min mening er det bedste ved “Shrooms” coveret, som er rigtig godt lavet. Handlingen er rimelig forudsigelig, og selvom Paddy Breathnach forsøger at lave en overraskende slutning, så bliver det ikke rigtig overraskende. Derudover synes jeg ikke, at personerne var særligt sympatiske, så det gjorde ikke så meget, at de døde. Og endeligt synes jeg heller ikke at skuespillet var noget at råbe hurra for.

“Shrooms” er ikke den dårligste gyser jeg har set, men jeg ville ønske, at jeg havde set den en søndag med tømmermænd i stedet for en fredag aften, hvor der skulle hygges.

Instruktør: Paddy Breathnach
Udgivelsesår: 2007

Læs hvad Janus synes om “Shroom” på horrorsiden.dk

“The Signal” er, hvad jeg kalder en god, anderledes gyser. Der gives ingen forklaringer – udover en af hovedpersonernes lidt forvirrede teorier, vi introduceres stort set ikke til personerne, og alligevel blev jeg fanget fuldstændigt ind. Dels af den anderledes opbygning af historien, og dels fordi at trods den manglende opbygning af personernes karakter, så griber deres “skæbne” mig alligevel. Eller jeg skulle måske hellere sige fascinerer deres “skæbne” mig.

Filmens hovedpersoner er Mya, Lewis og Ben. Mya er gift med den jaloux Lewis, men har en affære med Ben. Da hun kommer hjem en aften, går hele verden amok. Først ved at Lewis slår en af sine venner ihjel, som er ovre for at se en kamp på tv, men da Mya stikker af, opdager hun, at det er alle i opgangen, som er gået amok. Og, viser det sig senere, også dem udenfor. Så da morgenen kommer drager Mya af sted for at finde Ben. Ben er derimod kommet for at finde Mya, og han slipper ved et uheld Lewis fri.

Så klippes til næste afsnit, hvor vi er i en anden lejlighed, som er pyntet op til fest. Men også her er noget galt. Kvinden sidder og taler med sin døde mand, som har en cykelpumpe stikkende ud af halsen. Viceværten Clark kommer og forsøger at hjælpe kvinden, men så dukker Lewis op. Og så vil jeg ikke afsløre mere af handlingen.

Den spontane sindssyge, som personerne lider af, kommer af at se tv eller høre radio, så Clark har en formodning om, at nogen sender et hemmeligt signal. Det uhyggelige ved det er, at du ved ikke hvem, der er sindssyg – det ene øjeblik er de helt normale, og det næste øjeblik klipper de struben over på dig med en hæksaks. Og personerne, som bliver sindssyge, synes de gør de uhyrlige gerninger ud fra en god og fuldstændig rationel grund! Og det gør virkelighedens mordere måske også.

Under alle omstændigheder er “The Signal” en film, som absolut skal ses!

Instruktør: David Bruckner, Dan Bush og Jacob Gentry
Udgivelsesår: 2007

Hør et interview med instruktørerne:

Se også Janus omtale af “The Signal” på horrorsiden.dk

Da jeg første gang så “Rogue” på hylden hos Stereo Studie, købte jeg den ikke, fordi den blev fremhævet for at være lavet af instruktøren af “Wolf Creek“, Greg Mclean. “Wolf Creek” skræmte livet ud af mig på den ubehagelige måde, så jeg tænkte nixen bixen. Men nu røg ”Rogue” alligevel med hjem – og heldigvis for det.

Kate sejler turister ud for at se saltvandskrokodiller på helt nært hold. På en tur opdager hun et nødblus lidt længere nede ad floden, men da de finder frem til stedet, er der kun en sunken båd og ingen overlevende. Før de kan nå at vende om, bliver deres båd dog vædret af en kæmpekrokodille, og de må søge ly på en lille ø midt i floden. Desværre for dem er de endt i en kæmpekrokodilles revir, og den vil bare have dem væk. Og for at gøre ondt værre falder mørket på, og tidevandet stiger, så snart er hele øen oversvømmet.

“Rogue” er lavet yderst effektiv. Selvfølgelig er historien set før (faktisk har horrorsiden.dk en omtale af filmen “Black Water“, der lyder stort set ens, bortset fra at der er flere personer i “Rogue”), men alligevel er ”Rogue” velfortalt og til tider ganske skræmmende.

Vi ser ikke kæmpekrokodillen ret meget, og det er en fornuftig disposition, for det usete er som regel langt mere skræmmende, end hvis vi får det hele klasket lige i synet med det samme. Samtidig er der gode skuespilspræsentationer, og Greg Mclean indleder med nogle fantastiske billeder af den australske natur.

Der var desværre ingen ekstra materialer på den dvd, jeg fik med mig, men jeg har en fornemmelse af, at der er brugt en del optagelser med rigtige krokodiller. Det virker i hvert fald ægte på mig meget af tiden.

Der er lavet mange dårlige naturen-går-amok film, men “Rogue” hører absolut til i den bedre ende. Jeg var ikke overrasket over slutningen, men skidt pyt. Når det er underholdende alligevel, så kan jeg godt tilgive en forudsigelig slutning.

Instruktør: Greg Mclean
Udgivelsesår: 2007

Janus og hans venner Max, Richard og Sille er taget i sommerhus ved havet. Her hygger de sig og nyder livet, men om aftenen er der en forfærdelig larm udenfor, og da de står op næste dag, er hoveddøren overridset, og jorden omkring huset er fyldt med fodspor. Først tror Janus og vennerne bare, at nogen har holdt fest på terrassen, men så møder de drengen Chris, som fortæller dem, at noget forfærdeligt kommer op af havet om natten.

“Tidevandet” har grundlæggende en udmærket historie, som godt nok er set før, men som stadig er underholdende og kan udfoldes med held. Jeg synes dog, der mangler lidt substans for, at jeg var blevet rigtig grebet af den, men det er jo også  er en “letlæst billedroman for det lidt yngre publikum” som forlaget beskriver den, og det skal man selvfølgelig huske på. Set i det lys er Nick Clausens debut en ganske underholdende letlæst klassisk gyser.

Illustrationerne er tegnet af Christian Guldager, og han har gjort et godt job. Især de sidste sider hvor “havfolket” kommer frem er ganske fede.

Læs mere om romanen på forlagets hjemmeside

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Normalt forhåndsomtaler jeg ikke bøger her på siden, men for “Poe – 4 makabre hyldelster” gør jeg nu lige en undtagelse. For på min fødselsdag – fredag d. 13. marts – udkommer den nemlig, og lørdag d. 28. marts har jeg den store fornøjelse at skulle tale med de 4 forfattere, som bidrager til antologien under årets krimimesse i Horsens.

“Poe – 4 makabre hyldelster” udgives af Forlaget 2 Feet i samarbejde med Horsens Bibliotek i anledningen af, at Poe ville være fyldt 200 år i år. Anmelder på Berlingske Tidende, Mette Strømfeldt, har skrevet forordet til bogen samt udvalgt de noveller, som forfatterne A. M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup har ladet sig inspirere af til nye gys.

Jeg har fået lov at smugkigge i nogen af novellerne, og glæder mig meget til at se det færdige resultat. De fire noveller tegner nemlig yderst lovende.

Du kan læse mere om antologien her.

Eller besøge Krimimessen i Horsens her.

Så fik jeg også set den (indtil videre) sidste film i Hellraiser-serien “Hellworld”. Instruktøren er igen Rick Bota, som også stod for film 6 og 7.

“Hellworld” starter under en begravelse. Teenageren Adam er død, og hans venner sidder under begravelsen og har dårlig samvittighed. De spiller alle internetspillet Hellworld, og tilsyneladende var det en total opslugthed af spillet, som slog Adam ihjel.

To år efter begravelsen opstår muligheden for at komme til en gigantisk Hellworld-fest, og det kan de unge ikke modstå. I starten er det da også en fantastisk fest med sprut og kvinder og spændende rum at undersøge. Men så begynder rædslerne. For tilsyneladende er de fantastiske rum IKKE bare rekvisitter, som gruppen troede. Og tilsyneladende er det ikke nødvendigt at åbne for puzzleboxen for at hidkalde Pinhead…

“Hellworld” var en helt okay film, men slet ikke så skræmmende, som den første. Formentlig fordi at vi nu kender præmisserne, og det uhyggelige er jo netop ikke, hvor lemlæstede personerne bliver, men at Pinhead og hans univers dukker op i vores.

Idéen med at man har lavet et computerspil ud af Pinhead, synes jeg er rigtig god. Der findes jo allerede spil om Vietnamkrigen, så mon ikke også de kan finde på at lave et spil om fx Josef Fritz, hvor klamt det end er. Men som sagt er spil-idéen rigtig god, og det er også Lance Henriksens figur (værten for festen). Han har nemlig en bagtanke med at invitere netop hovedpersonerne, og selvom den ikke kommer som en stor overraskelse, så er udførelsen af den rigtig god.

Jeg tror, at “Hellworld” må være den film, som har mindst besøg af Pinhead. Det betyder, at vi ikke høre en masse bibelreferencer, og det var egentlig ganske befriende, for nu skal han bare hente sjæle, og det er det, han gør bedst.

Instruktør: Rick Bota
Udgivelsesår: 2005

Hellraiser-serien:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota

Også omtalt på horrorsiden.dk

Efter film fire i Hellraiser-serien sprang jeg frem til film syv “Hellraiser – Deader”, så måske mangler jeg noget viden i min beskrivelse af den.

I “Deader” er hovedpersonen igen en journalist, den hårdkogte Amy Klein, som ikke går af vejen for at udgive sig for en crackluder, hvis det giver hende en god historie. En dag modtager hendes redaktør et videobånd, hvor en kvinde dræber sig selv – for at blive vækket til live af en mand, kaldet Winter. Båndet er sendt fra Rumænien, så Amy rejser hertil for at finde afsenderen, en kvinde ved navn Marla.

Men da Amy når frem, er Marla død i sin lejlighed. Amy finder dog en mystisk box, som hun tager med sig i sin jagt på at finde frem til mere om den mystiske sekt, som kaldes for Deader. Det lykkedes hende også at finde frem til Winter, men undervejs bliver virkeligheden mere og mere forstyrret, og Amy kommer i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi.

Jeg kunne faktisk godt lide “Deader”, selvom jeg ikke er sikker på, at jeg forstår den. Den verden, som Amy bevæger sig ind i, er så sær og forskruet, at jeg heller ikke kunne finde ud af, hvad der var virkeligt, og hvad der blot skete i Amys hoved. Der er nogle virkelig fede scener undervejs, som da Amy opsøger Winter første gang og væggene lukker sig mere og mere om hende. Eller scenen i badeværelset hvor Marla er død.

Pinhead synes ikke at spille så stor en rolle her i “Deader”. Han dukker op, fordi han er træt af, at Winter stjæler hans sjæle, og dem kan Amy hjælpe ham med at få fat i. Men hvorfor Winter har brug for Amy, kunne jeg ikke helt gennemskue. Som sagt kan jeg godt lide “Deader”, men jeg må dog indrømme, at jeg er ved at blive en lillesmule træt af at høre Pinhead skrige “NOOOO” til sidst i filmen, ligesom bibelreferencerne (I am the way) er ved at være lidt for påklistrede. Men det er nok en konsekvens af have set så mange af dem i træk

Instruktør: Rick Bota
Udgivelsesår: 2005

Hellraiser-serien:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota

Hvor jeg var temmelig skuffet over tre’eren i Hellraiser-serien, var “Bloodline” derimod en positiv – omend lidt anderledes – overraskelse.

I “Bloodline” er handlingen rykket frem i det 22. århundrede. En forsker sidder alene tilbage på en rumstation, hvor det er lykkes ham at hidkalde Pinhead ved at åbne boxen. Forskeren stammer fra den slægt af legetøjsmagere, som oprindelig byggede boxen til en fransk aristokrat med hang til påkaldelse af dæmoner. Handlingen udspiller sig således dels i fremtiden, dels i fortiden og dels omkring år 1996 hvor endnu et medlem af legetøjsmager-slægten bygger en box.

Så vidt jeg kan se, er “Bloodline” også den eneste film i serien, som ikke krediterer Clive Barker som writer. Her står kun Peter Atkins krediteret. Atikins er også tilknyttet manuskripterne på film 2 og 3.

Pinhead spiller ikke så stor en rolle her i “Bloodline”, hvor den ledende dæmon i lang tid er kvindeskikkelsen Angelique. Først hen mod slutningen dukker Pinhead op, næsten som en modstander til Angelique. For hun bruger nydelsen som middel til at forføre sine ofre, mens Pinhead bruger smerten.

Instruktør: Kevin Yagher, Alan Smithee
Udgivelsesår: 1996

Serien Hellraiser:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota

Den tredje film i Hellraiser-serien har undertitlen “Hell on earth”, og bortset fra Pinhead og puzzleboxen har den ikke meget med de første film at gøre.

Journalisten Joanne kommer på sporet af en historie, da en mishandlet mand bringes ind på hospitalet efter et besøg på natklubben The Boiler Room. Han holder en mystisk æske i sin ene hånd, som er faldet ud af en statue på The Boiler Room. Joanne kommer i kontakt med den unge pige Terri, og sammen finder de ud af, at statuen og boxen stammer fra Channards psykiatriske hospital. Og at statuen indeholder Pinhead, som er på vej tilbage til jorden.

“Hell on earth” er nok den svageste film i serien af dem jeg har fået set i hvert fald. Ved siden af historien om statuen og Pinhead skal vi nemlig trækkes med en historie om Joannes far, som tilsyneladende er død under Vietnamkrigen. Desværre havde filmholdet åbenbart ikke råd til at skyde scenerne fra Vietnam andre steder end i en engelsk skov, og det ser ærlig talt dybt tåbeligt ud. Derudover bliver bibelhenvisningerne tydligere og tydligere, men ikke bedre af den grund.

Nu brokkede jeg mig over, at cenobitterne ikke er de samme som i de to første film, men jeg må dog indrømme, at kameramanden Doc som cenobite er rigtig god.

Instruktør: Anthony Hickox
Udgivelsesår: 1992

Hellraiser-serien:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota

“Hellbound” starter, hvor “Hellraiser” sluttede.

Kirsty vågner op og er blevet indlagt på et psykiatrisk hospital efter oplevelserne i faderens hus. Politiet vil høre, hvad der er sket, men tror ikke på Kirstys forklaringer om dæmoner, som kommer ud af en puzzlebox. Det gør overlægen Channard til gengæld. På overfladen er han en respekteret læge, men det viser sig snart, at han er dybt fascineret af menneskesindets afkroge og kødets hemmeligheder. Dr. Channard får fingre i den madras, Julia døde på, og det lykkes ham at bringe hende tilbage, og sammen lokker de en patient til at åbne puzzleboxen endnu en gang.

Kirsty er overbevist om, at hendes far er i Pinheads verden, og hun følger efter dem for at finde ham. Men i helvedets labyrint er mange fælder, og Pinhead og de tre andre cenobites er opsatte på at få fat i Kirsty efter hun slap fra dem første gang.

“Hellbound” er ikke nær så opfindsom og uhyggelig som “Hellraiser”. Her er nogle udmærkede scener, men generelt synes jeg, historien hænger for lidt sammen. Især synes jeg, at Kirstys opgør med Pinhead sidst i filmen er fuldstændig latterlig. De fire cenobites er dog stadig godt lavet, og jeg undrer mig over, hvorfor de bliver skiftet ud i de næste film.

Instruktør: Tony Randel
Udgivelsesår: 1988

Serien Hellraiser:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota