Arkivet for marts, 2009

Her i 7. og (indtil videre) sidste film om Freddy Krueger (bortset fra spin-off filmen “Freddy vs. Jason“) er Wes Craven tilbage som både manuskript-forfatter og instruktør. Det er blevet til et meta-genre eksperiment, som leger med mediet på en yderst underholdende måde.

Heather Langenkamp spiller Heater Langenkamp, som spillede Nancy i den første film. I anledningen af at det er 10 år siden den første Nightmare-film kom inviteres hun til at deltage i et tv-show, hvor også Robert Englund dukker op som Freddy Krueger. Planen er at få Heather til at sige ja til at spille med i en sidste Nightmare-film, for Wes Craven (spillet af ham selv) er i fuld gang med at skrive manuskriptet.

Men Heather er ikke så tændt på idéen. Hun har været udsat for telefonterror af en, der giver sig ud for at være Freddy Krueger, og da hendes mand dør i en bilulykke, som Heather har set i en drøm, der har tydelige Freddy-præg, ved hun ikke, hvad hun skal stille op. Og så begynder også hendes lille søn at drømme om “den væmmelige mand”.

“Wes Craven’s New Nightmare” adskiller sig fra de andre film ved at have et rent voksent cast af skuespillere, pånær Heathers søn. Derudover har den masser af referencer til den første film og genbruger skuespillerne, hvor det passer ind. Ud over Heather Langenkamp ses fx også John Saxo, som spillede hendes far i første film. Flere af scenerne fra første film går også igen, bl.a. bruger Wes Craven igen et gyro-rum (som det Tina blev myrdet i), og Freddys tunge ud af telefonen er også en elsket klassiker.

Og som en ekstra detalje krydrer Wes historien med Grimms eventyr “Hans og Grete”. Gæt selv hvor Freddys fyr passer ind i den sammenhæng.

Jeg synes, at “Wes Craven’s New Nightmare” er en værdig og seværdig afslutning på en serie, som satte nye standarder for horrorgenren. Den leger med genren og skaber nye muligheder, samtidig med at den også er vellavet “bare” som sig selv.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1994

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

”Myrerne” har stået på min læseliste lige siden den udkom i 1992, men af en eller anden grund blev det bare ikke til noget. Nu har jeg læst den, og den viste sig at være anderledes, end jeg havde regnet med. Jeg havde fået det indtryk, at det var en gyser. Det er det ikke, men den er underholdende alligevel.

Jonathan arver et hus efter sin onkel, og sammen med sin hustru og sønnen Nicolas flytter han ind. Der er dog en betingelse knyttet til arven – de må under ingen omstændigheder gå ned i kælderen!

Før Jonathan får spærret døren til, smutter familiens hund dog derned, og da den ikke kommer tilbage, går Jonathan ned efter den. Men da han kommer op igen, er han forandret. Han sørger for at spærre døren for alle andre, men begynder selv at opholde sig i kælderen i længere og længere tid. Indtil en dag, hvor han ikke kommer op igen.

Sideløbende med historien om Jonathan hører vi en beretning fra et myresamfund: Bel-O-Kan. Myre 327 overlever som den eneste et baghold på en jagtekspedition. Da den kommer tilbage til Byen, forsøger den at rejse de øvrige til kamp, for den er overbevist om, at det er dværgmyrerne, som er gået i krig mod Bel-O-Kan. Men ingen lytter, og måske er der noget helt galt i Byen?

De to historier fortælles sideløbende, men med afsnittene flettet ind mellem hinanden uden overskrifter. Først til allersidst går det op for læseren, hvad der binder de to beretninger sammen. Mellem fortællingerne er indsat små bidder fra ”Leksikon over relativ og absolut viden”, som Jonathans onkel har skrevet. Afsnittene handler om myrernes samfund, og jeg ved ikke, om det er videnskabeligt korrekt, men interessant er det i hvert fald.

Myre-historien fylder mest i romanen, men det passer meget godt, for det var også den jeg blev mest grebet af. Myre 327 får hjælp til at afdække sin konspirationsteori af både en myreprinsesse og en kriger, og trekløveret beskrives, så jeg troede på, at det kunne være sandt.

Min eneste anke er, at jeg blev lidt irriteret over, at afsnittene ofte er meget korte, så det er svært at nå at fordybe sig i historien, før man bliver trukket over i det andet forløb igen.

Alt i alt var ”Myrerne” dog en interessant og velskrevet roman, som kan læses af alle – også selvom du ikke er specielt insekt-interesseret.

I 1993 udkom fortsættelsen “Myrernes dag”.

Udgivelsesår: 1992
Originaltitel: Les fourmis

I sjette film om Freddy Krueger finder vi ud af endnu mere om hans baggrund, bl.a. at han har et barn, og at han blev moppet som dreng.

Det er lykkes Freddy at slå alle børnene i Springwood ihjel, og nu er han nødt til at søge nye græsgange for at skaffe sig sjæle. For at gøre det opsøger han sit barn i drømme, og springer ind i dets krop for at kunne materialisere sig i vores verden, for som vi alle ved “Every town has an Elm Street!”

Det har været kendetegnene for alle filmene i serien indtil nu, at de unge hver gang har kæmpet for at få forældrene/autoriteterne til at tro på deres historie om Freddy og få deres hjælp. Og hver gang er de stødt mod en mur af mistro, ligegyldighed og uformåen. De unge har måtte forsvare sig mod anklager om at være på stoffer, om at være dårlige mødre osv., og har hver gang måtte klare ærterne selv.

Denne gang udspringer handlingen sig delvist i Springwood, som er blevet noget af en spøgelsesby, nu hvor alle børnene er væk, og delvist på et herberg for unge. Og på det herberg er der for en gang skyld en voksen, som både kan og vil hjælpe børnene med at tage kampen op mod Freddy.

En af de fedeste drømmescener her i 6′eren handler om at falde, og her er naturligvis ikke tale om et helt almindelig fald

Instruktør: Rachel Talalay
Udgivelsesår: 1991

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Alice, som overvandt Freddy i den fjerde film, er også hovedperson i denne. Hun er gravid, og det viser sig, at Freddy kan kommunikere med hendes foster, og gennem dettes drømme tvinge sig vej ud i vores virkelighed. Alice må kæmpe både mod samfundet, som ikke tror på hendes historie og mod Freddy, som forsøger at “stjæle” hendes barns sjæl, og hun får hjælp i kampen fra Freddys mor.

Der er jo i virkeligheden ikke den store forskel i handlingen i de forskellige film i serien. Det som gør dem interessante er, hvilke nye mareridt Freddy dukker op i, og her i 5′eren får vi bl.a. gentagelsen, tvangsfodring foran et grinende publikum, og ikke mindst den spændende brug af ændrede perspektiver og rumvinkler, der går igen i alle filmene. En af de bedste scener er en forfølgelses-scene på trapper i Freddys univers. De løber op og ned og bryder fuldstændig alle rumperspektiver, og det er rigtig godt lavet.

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 1989

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Den fjerde film i serien “A nightmare on Elm Street” er instrueret af Renny Harlin, som også har instrueret bl.a. “Exorcist – the beginning“.

Kristen er kommet ud fra hospitalet og startet i skolen igen. Alt er godt, for Freddy er død – eller er han? Snart begynder Kristen at drømme, hvordan Freddy en for en slår hendes venner ihjel, og naturligvis dør de også i virkeligheden. Men Kristen kan ikke stoppe Freddy, så hun overgiver sine kræfter til veninden Alice, der gennem filmen langsomt udvikler sig fra en forskræmt mus til “the dream master”.

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

I den tredje film om Freddy Krueger dukker Wes Craven igen op som manuskript-forfatter, selvom instruktionen denne gang er ladt i hænderne på Chuck Russell (som bl.a. også har instrueret genindspilningen af “The Blob” fra 1988). Resultatet er en efter min mening mere helstøbt film end 2′eren.

Nancy fra første film er nu blevet voksen og har specialiseret sig i drømmeterapi. Hun ansættes på et hospital, hvor en gruppe unge mennesker med søvnforstyrrelser er indlagt. Det viser sig (naturligvis), at de drømmer om Freddy, og at en af dem, Kristen, har en særlig evne. Hun kan trække andre ind i sine drømme. Den evne får de brug for, da Freddy begynder at slå dem ihjel – en efter en på sin særlige Freddy manér.

Her i 3′eren får vi en begyndelse på en forklaring af, hvorfor Freddy – måske – er endt som han er. Han er nemlig “the bastard son of a 100 maniacs”, og hvad det betyder, synes jeg, du skal se filmen og finde ud af.

Instruktør: Chuck Russell
Udgivelsesår:  1987

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

Allerede året efter den første Nightmare-film kom efterfølgeren. Den blev instrueret af Jack Sholder, og selvom den kostede næsten dobbelt så meget at lave som 1′eren (ca. 3 mio.), så indspillede den stort set også sig selv i åbningsweekenden med en omsætning på 2,8 mio.

Jesse er sammen med sin familie flyttet til Springwood, hvor faren har fået en god pris på et dejligt hus på Elm Street. Huset er naturligvis Nancys gamle hjem, og det varer da heller ikke længe, før Jesse begynder at lide af mareridt med Freddy i hovedrollen.

En nat drømmer Jesse, at Freddy myrder skolens fodbold-træner, mens Jesse ser på, og da det næste dag viser sig, at træneren rent faktisk er blevet myrdet, går det op for Jesse, at Freddy bruger ham som en form for port ind i vores verden. Han overtager Jesses krop og myrder løs. Men heldigvis har Jesses kæreste Lisa ikke tænkt sig at lade Freddy vinde…

2′eren er efter min mening ikke helt så effektfuld som den første film. Muligvis fordi jeg ikke synes, at Jesse (Mark Patton) spillede særligt godt. Det er dog fra 2′eren, at citatet “You are all my children now” stammer, og det trækker alligevel lidt op

Instruktør: Jack Sholder
Udgivelsesår: 1985

A nightmare on Elm Street serien:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

I forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgiver forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholder fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt har stået for udvælgelsen af novellerne, som er blevet gendigtet, og bidrager desuden med et informativt forord. Samlingen hedder ”Poe – 4 makabre hyldester” og udkommer meget passende d. 13. marts.

De fire noveller er skrevet af Anne Marie Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup, og det er blevet til fire meget forskellige, men alle meget skræmmende historier.

Rikke Schubarts debutroman hed ”Bid”, og meget passende har hun fået til opgave at gendigte Poes novelle ”Berenice”, hvor tænder indgår som en vigtig del af historien. Schubarts hovedperson er da også en tandlæge, og da jeg første gang læste ”Ormekur” tænkte jeg ”uha!”

Patrick Leis laver en meget stemningsfyldt gendigtning af ”Ushers fald” med novellen ”Opløsning”, der stilmæssigt nok er den novelle i samlingen, der minder mest om Poe selv. Steen Langstrup undersøger på vanlig effektiv vis dobbeltgænger-temaet i sin gendigtning af ”William Wilson”, der genfortælles i novellen ”Metro”. Endelig har Anne Marie Vedsø Olesen skrevet en musikalsk og grum historie med titlen ”Orkestergraven” ud fra Poes novelle ”Hjertet der sladrede”.

Det vil være synd at fremhæve en enkelt novelle på bekostning af de andre, for alle er som sagt velskrevne på hver deres måde. Leis har f.eks. meget vellykket fanget Poes gotiske atmosfære (men naturligvis med sit eget lille Leis-twist), mens Schubart i stedet går efter en mere nutidig freudiansk fortolkning af sin novelle.

Vi har mange dygtige horror-forfattere i Danmark, og de fire som har medvirket her, hører til i toppen. I forbindelse med krimimessen i Horsens kommer alle fire om lørdagen, hvor de er deltagere i en paneldiskussion om udgivelsen af antologien og fascinationen af Poe helt op i vores tid.

Indtil da kan jeg kun opfordre alle, som holder af lidt uhygge i lænestolen, til at nyde et par timer i selskab med ”Poe – 4 makabre hyldester”. Den er underholdende og velskrevet, og kan sagtens læses, selvom man ikke har læst spor af Edgar Allan Poe før.

Tre år efter den første “Jaws” film udkom “Jaws 2″. Den er produceret af Richard Zanuck og David Brown, som også stod bag den første film, ligesom Carl Gottlieb der var med til at skrive første manuskript også er med her.

Hovedpersonen er stadig politimanden Martin Brody. Der er gået 4 år, siden hajen terroriserede vandet omkring Amity, men Brody har ikke glemt den. Da en båd eksploderer, og de to personer ombord ikke findes, er Brody derfor sikker på, at en ny haj truer. Men ingen tror naturligvis på ham. Og da han senere opskræmmer hele stranden unødigt, bliver han fyret. Det stopper ham dog ikke fra at tage ud efter en gruppe unge mennesker, som i kådhed er taget ud til Junction Island for at svømme og hygge sig. For der er naturligvis en haj på færde, og den er sulten efter mennesker…

Hvor der i “Jaws” gik lang tid, før vi så hajen rigtigt, har Jeannot Szwarc valgt at vise hajen fra starten af. Og det er et klogt valg, for vi ved jo, at den er der. Det er derfor vi vil se filmen. I stedet har han fokuseret på at lave nogle flotte action-sekvenser, fx i starten med en vandskiløber, som har hajen i hælene, eller senere da hajen smadrer de unge menneskers både. Det er godt og effektivt lavet.

Der er ikke nogen overraskelser i historien. I ekstra-materialerne fortæller Szwarc, at han forsøgte at udbygge karaktererne, men det lagde jeg nu ikke så meget mærke til. Derimod kunne det irritere mig, at Brody stadig ikke kan finde ud af at sejle, når han er betjent på en ø. Det virker simpelthen for urealistisk på mig. Men det er selvfølgelig i småtingsafdelingen.

Alt i alt er “Jaws 2″ stadig en fin monsterfilm, og jeg er imponeret over, at den teknisk set holder med 30 år på bagen.

Instruktør: Jeannot Szwarc
Udgivelsesår: 1978

Jaws-serien:
Jaws, 1975 – D: Steven Spielberg
Jaws 2, 1978 – D: Jeannot Szwarc
Jaws 3D, 1983 – D: Joe Alves
Jaws – the revenge, 1987 – D: Joseph Sargent
Cruel Jaws, 1995 – D: Bruno Mattei

I rækken af Hellraiser-film har jeg nu også fået set film 5, og det var en overraskende fornøjelse.

Betjenten Jospeh Thorne bliver involveret i en drabssag, hvor ofret er en fyr, Thorne gik i skole med. I lejligheden finder de den efterhånden velkendte puzzle-box, og den snupper Thorne med, da han om aftenen siger farvel til konen og tager ud for at samle en prostitueret op til en lille natlig coke og sex fest for to.

Næste morgen bliver Thorne ringet op på arbejde. Det er den prostituerede fra dagen før, og mens han taler med hende, hører han hende blive dræbt. Thorne overtaler sin partner Tony til at tage med ud til hotellet, og her får han Tony til at hjælpe med at dække sporene fra nattens fest. Men noget forbinder de to mord, nemlig en afskåren finger fra et lille barn, og Thorne bliver nærmest besat af at finde frem til barnet. Det viser sig dog at være sværere end forventet.

“Hellraiser – Inferno” er et langt stykke hen ad vejen en gedigen thriller, men så folder Pinheads univers  sig stille og roligt ud. Denne gang bliver cenobitterne brugt lidt anderledes. De kommer ikke og torturerer/dræber Thorne, som tilkaldte dem, med det samme. I stedet er det som om, de leder ham i en bestemt retning. Det virkede rigtig godt på mig, og gjorde deres tilstedeværelse mere uhyggelig igen.

Jeg ved godt, at det ender lidt amerikansk, hvor moralen skal pensles ud. Men jeg synes faktisk, at slutningen holder og er rigtig ubehagelig!

Pinhead er ikke Kristus-agtig i denne film, og det et plus. Hans rolle er lidt anderledes, men det passer til historien og er ikke alt for urealistisk i forhold til figuren. Craig Sheffer, som spiller Thorne, er måske lidt vel sammenbidt efter min smag, men til gengæld er Nicholas Turturro, som spiller makkeren Tony, virkelig velcastet. Så hvis du kun vil se en Hellraiser film, udover den første, kan du roligt vælge “Hellraiser – Inferno”.

Instruktør: Scott Derrickson
Udgivelsesår: 2000

Hellraiser-serien:

Hellraiser, 1987 – D: Clive Barker
Hellbound – Hellraiser II, 1988 – D: Tony Randel
Hellraiser III – Hell on earth, 1992 – D: Anthony Hickox
Hellraiser IV – Blodline, 1996 – D: Kevin Yagher, Alan Smithee
Hellraiser V – Inferno, 2000 – D: Scott Derrickson
Hellraiser VI – Hellseeker, 2002 – D: Rick Bota
Hellraiser VII – Deader, 2005 – D: Rick Bota
Hellraiser VIII – Hellworld, 2005 – D: Rick Bota