Arkivet for juni, 2009

Ind i mellem falder jeg over en bog eller film, som jeg bare må anbefale her på siden, selvom den måske ikke rigtig kan siges at høre til horrorgenren. Et sådan tilfælde er krimien “Natstorm” af Johan Theorin, der er anden selvstændige bog i hans Ølands kvartet (første bog hed “Skumringstimen”).

Øland har fået en ny betjent, Tilda Davidsson gamle Gerlofs niece. Hun er ikke den eneste tilflytter, for i den gamle gård på Åludden er en stockholmsk familie flyttet ind, Joakim og hans hustru Kathrine og deres to børn. Gården har en historie, og mange tror, at den er hjemsøgt af spøgelser. En historie Joakim dog ikke kender til.

Familien har ikke boet der længe, da Joakim en dag ringes op og får beskeden, at hans datter er druknet i en ulykke. Det viser sig dog at være hustruen, og det slår Joakim helt ud. Han forsøger at få en hverdag til at fungere, men kan ikke få sig selv til at fortælle børnene, at moren er død. Og så dukker spørgsmålet op, om hendes død overhovedet var et uheld? Og hvorfor føler både Joakim og børnene stadig Kathrines nærvær så stærkt?

Det fantastiske i “Natstorm” er den stemning, Johan Theorin får lullet læseren ind i. Afslutningen julenat var skrevet så jeg helt fik gåsehud og er grunden til, at jeg omtaler bogen. Her lykkes det for Theorin at få en spøgelseshistorie til at virke lige så troværdig som en tur til købmanden efter mælk. Det er fremragende. Også resten af romanen er god og velfortalt, så uanset om du kan lide krimier eller ej, er “Natstorm” absolut værd at læse.

Serien “Underworld” er et af de sjældne tilfælde, hvor filmene bare bliver bedre og bedre. Jeg kunne absolut ikke lide etteren, mens toeren var underholdende, og nu kan jeg konstatere, at tredie film er endnu bedre. Måske fordi Kate Beckinsale ikke er med …

“Underworld – rise of the lycans” foregår længe før de to første film i serien, nemlig da vampyrenes leder Viktor starter med at holde lycans som slaver og bodyguards. Lucian – den første af lycanerne – har dog en særstatus og får lov til at bevæge sig forholdsvist frit omkring. Han forelsker sig i Viktors datter, Sonja, som gengælder hans følelser. Det forhold kan naturligvis ikke accepteres, og da Viktor opdager det, ryger Lucian i fængsel (hvem sagde Romeo og Julie?). Lucian har dog ikke tænkt sig at give op – hverken når det gælder om at få Sonja tilbage eller befri sine lycan-brødre fra deres slavetilværelse.

“Underworld – rise of the lycans” har en gennemgående grum og mørk stemning, som jeg synes passer rigtig godt til filmen. Vampyren Viktor spilles ondskabsfuldt over-the-top af Bill Nighy (som jeg hovedsageligt husker fra kærlighedskomedien “Love Actually”, hvor han er absolut fantastisk som en fordrukken rockstjerne), og Michael Sheen spiller Lucian, mens Rhona Mitra (“Doomsday“) er Viktors datter, Sonja.

Ikke alle visual effects er lige vellykket. I starten forfølges Sonja af en flok pre-lycanere, og de ser temmelig tegneserie-agtige ud. Til gengæld er forvandlingsscenerne ganske udmærkede, og hele kulisse-setuppet er helt i top. Og så er filmen fyldt med fede kampscener mellem vampyrer og lycanere, så også slagsmåls-entusiaster får dækket deres behov.

Hvis ikke man har set de to første film, kan man sagtens starte her. Så slipper man også for at trækkes med Kate Beckinsale. Instruktør Patrick Tatopoulos har iøvrigt været creatures designer and supervisor på de to første Underworld-film.

Instruktør: Patrick Tatopoulos
Udgivelsesår: 2009

Serien Underworld:

Underworld, 2003. D: Len Wiseman
Underworld – Evolution, 2006. D: Len Wiseman

“Pandemic” er ikke en egentlig horror-film, men jeg omtaler den alligevel kort, fordi den handler om noget af det mest uhyggelige, jeg kan forestille mig i vores moderne verden, nemlig en pandemi.

En ung amerikaner har været på ferie i Australien. Her smittes han af en ondsindet virus og dør ombord på flyet hjem. Dr. Kayla Martin isolerer passagererne på flyet, mens CDC arbejder på at finde frem til, hvilken virus det drejer sig om. Desværre er en af passagererne stukket af, og før han bliver fundet, lykkes det ham at smitte flere, så snart er virusen ude af kontrol – og der er ingen vaccine.

Undervejs i “Pandemic” skifter scenen lidt fra at være en historie om frygten for, hvad en dødelig virus kan gøre ved et samfund, hvor vi konstant rejser over grænser, til at blive en tjubang-historie om en narkobaron, som stikker af fra karantænen og beslutter sig for at tjene penge på pandemien. Det er lidt ærgerligt, for dermed fiser luften ud af filmen efter min mening.

“Pandemic” er lavet direkte til Hallmark Channel, og har derfor en anden censur end biograffilm. Der dvæles ikke ved ofrene for virussen, men til gengæld viser instruktør Armand Mastoianni meget visuelt, hvordan virussen flytter sig fra offer til offer ved hjælp af kameraet. “Pandemic” er ikke den bedste film i genren, f.eks. synes jeg væsentlig bedre om “Fatal contact: Bird flu in America“, men den er dog underholdende og især første halvdel fungerer ret godt.

Instruktør: Armand Mastroianni
Udgivelsesår: 2007

Så har jeg også fået set genindspilningen af “Into the mirror“, som Alexandre Aja lavede en genindspilning af i 2008 under titlen “Mirrors”.

Kiefer Sutherland spiller betjenten Ben, der tager et job som nattevagt i det nedbrændte stormagasin Mayflower, mens han kæmper for at komme på foden igen efter at have skudt en mand i tjenesten. Hans ægteskab er gået fløjten, han bor hos sin søster og drikker for meget. Men med jobbet håber han på en ny start.

Ben har dog ikke været længe i stormagasinet, før det går op for ham, at noget er forkert. Spejlene er skinnende blanke – og de viser ting, som ikke er der, når man vender sig om. Efter en oplevelse hvor Ben tror, han er ved at brænde ihjel, beslutter han sig for at finde ud af, hvad det er, spejlene vil fortælle ham. Det er dog ikke helt ufarligt …

Jeg har været meget begejstret for Alexandre Ajas tidligere film (“Haute tension” og genindspilningen af “The hills have eyes“), så jeg så frem til denne genindspilning af Sung-Ho Kims film fra 2003, som jeg synes var okay med flere gode elementer. Jeg er dog ikke sikker på, at “Mirrors” levede op til mine forventninger.

Aja giver historien sit eget twist, og det synes jeg er positivt. Hemmeligheden er derfor ikke ens i de to film, og det gør det jo altid lidt mere interessant, når man ikke fra starten kender plottet. Han genbruger dog flere ting, bl.a. slutningen som jeg nu forstår, men synes er bedre udført i originalen.

Kiefer Sutherland spiller rollen som Ben godt, og jeg synes, at visual effects er lavet fantastisk. Det nedbrændte Mayflower stormagasinet er en uhyggelig og overbevisende kulisse, så der er mange gode elementer. Men – jeg synes, at Aja smører for tykt på historien, så den mister troværdigheden. “Ånden” i stormagasinets spejle flytter sig fx rask rundt til spejle andre steder, og slutningen trækker lidt langt ud efter min mening.

“Mirrors” er en okay, men ikke specielt overraskende eller uhyggelig film, som kan ses af de fleste uden at provokere. Lidt for meget amerikansk mainstream, når man tænker på, hvor interessant Aja har været i sine tidligere film.

Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2008

Under en dejlig ferie i Thailand fik jeg købt lidt nye film til samlingen, bl.a. “Croc” som jeg mest købte for sjov – og heldigvis for det, for nogen fremragende film er den ikke. Det bedste ved den er, at noget af den er optaget i Phuket Zoo, som vi også besøgte på ferien, og at vi rent faktisk mødte (og blev snydt af) den ene af de to krokodilletrænere.

“Croc” handler om Jack ejeren af Jack’s Crocfarm, der er i problemer. Den lokale rigmand, Kongson, forsøger at presse ham væk fra grunden, så han kan overtage den. Da en kæmpekrokodille dukker op og begynder at dræbe folk, skylder Kongson straks skylden på Jacks krokodiller, men så dukker Croc Hawkins (Michael Madsen) op. Han har været på jagt efter dræberkrokodillen i lang tid, og nu slår han sig sammen med Jack for at fange den.

Hvis du synes, det lyder plat, så er det korrekt. Historien er ret tynd, skuespillet ikke specielt godt, der er masser af  “goofs” i den, som fx når Jacks søster taber sin sko, da hun bliver angrebet af krokodillen, men har begge sko på da de finder hende igen. Det betyder ikke noget for historien, men det er sjusk, og når der er masser af den slags, ødelægger det filmen.

Jeg tror, at Michael Madsen har manglet penge, da han sagde ja til “Croc”, og jeg kan ikke anbefale filmen som god. Men der er dog visse fine billeder af krokodiller, og det er tydeligt, at instruktør Stewart Raffill har fundet inspiration i “Jaws”. Så kan du lide film om dræber-krokodiller, er “Croc” en mulighed – bare du ikke går efter en god film.

Instruktør: Stewart Raffill
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Croc, 2007 – Stewart Raill
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Hive, 2008 – Peter Manus
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe

Besøg Maneater Series hjemmeside

Film 4 fortsætter, hvor 3′eren sluttede. Politi og ambulance kører fra Chris’ forældres hus med den eneste overlevende, og Jasons lig bliver bragt til det nærmeste hospital. Her ender han på en stue, hvor den vagthavende forsøger at forføre sygeplejersken, og det vækker tilsyneladende Jason fra de døde, så han igen kan starte en mord-turné ved Crystal Lake.

For tilfældigvis er en gruppe unge mennesker på weekend her for at hygge sig, og i huset ved siden af bor en enlig mor med en teenagedatter og en nørdet søn. I filmen dukker også en bror til et af Jasons ofre op. Han har besluttet sig for at finde Jason og dræbe ham. Og som i de øvrige film går der ikke længe fra de unge befinder sig ved søen, til Jason dukker op og begynder at myrde dem, en efter en.

Corey Feldman spiller den nørdede lillebror, som er vild med gys og selv laver nogle vældig overbevisende masker (takket være Tom Savini, som står for makeup og special effects igen), og det er da også ham, som sammen med søsteren til sidst slår Jason ihjel for altid – eller i hvert fald indtil film 5.

Jeg er imponeret over, hvor populære “Fredag d. 13″-filmene var. Denne 4′er kostede ca. 1,8 mio. $ at lave og i åbningsweekenden indspillede den lidt over 11 mio. $. Der er ikke noget at sige til, at man fortsatte med at lave film i serien, selvom jeg ærlig talt synes, at de er noget tynde i det.

Instruktør: Joseph Zito
Udgivelsesår: 1984

Fredag d. 13. serien:

Friday the 13th - 1980, D: Sean S. Cunningham
Friday the 13th, part 2 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, part 3 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, the final chapter – 1984, D: Joseph Zito
Friday the 13th, a new beginning – 1985, D: Danny Steinmann
Jason lives, Friday the 13th part VI – 1986, D: Tom McLoughlin
Friday the 13th, part VII: The New Blood – 1988, D: John Carl Buechler
Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan – 1989, D: Rob Hedden
Jason Goes to Hell: The Final Friday – 1993, D: Adam Marcus
Jason X – 2001, D: James Isaac

Spin-off:
Freddy vs. Jason – 2003, D: Ronny Yu

Jeg er blevet fuldstændig grebet af Kenneth Bøgh Andersens serie “Den store djævlekrig”, hvor bind 3 “Den forkerte død” for nylig er udkommet.

Filip er vendt tilbage efter sit sidste ophold i Helvede, hvor han hjalp Døden med at få sin terning tilbage. Nu er hverdagen god, og Filip er nogen gange ved at glemme sin tid i Helvede. Men så en dag bliver hans tidligere plageånd Søren kørt ned, og det går op for Filip, at det er hans skyld, så Filip tager tilbage til Helvede for at rette op på fejlen.

I Helvede er alt dog langt fra rosenrødt. En masse djævle er stukket af for at slutte sig til Filips gamle fjende Aziel, der ønsker at smide Lucifer af tronen i en kæmpe krig. Heldigvis er Satina og andre af Filips venner der stadig, og med lidt hjælp fra dem kommer han denne gang både i Himlen og til Hades.

Ligesom i de foregående bind formår Kenneth Bøgh Andersen at fortælle en god historie i et anderledes univers. Han holder ligevægten mellem humor og lidt uhygge, og personerne udvikler sig hele tiden fremad. Slutningen er en rigtig cliffhanger, så nu håber jeg bare, at bind 4 er lige på trapperne …

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Den store djævlekrig:

Djævelens lærling, 2005
Dødens terning, 2007
Den forkerte død, 2009
Ondskabens engel, 2010