Arkivet for juli, 2009

For en del år siden læste jeg Neil Gaimans børneroman “Coraline”. Jeg husker oplevelsen med skrækblandet fryd og har glædet mig til at få fingre i den nyudgivne tegneserieudgave med illustrationer af P. Craig Russell.

Det er altid farligt at se en ny version af noget, man holder meget af, og “Coraline” som tegneserie er heller ikke 100 % optimal for mig, omend det stadig er en fantastisk historie.

Pigen Coraline flytter med sine forældre ind i et gammelt hus, hvor de bor i den midterste etage. Over dem bor en sær gammel mand, som altid taler om sit musecirkus ingen har set, og nedenunder dem bor frøknerne Spink og Forcible.

En dag hvor Coraline keder sig, opdager hun en  tilmuret dør i den fine stue, som ingen steder fører hen. Det synes hun er mærkeligt, men det bliver mere mærkeligt, da hun næste gang åbner den, og en mørk gang kommer tilsyne.

Coraline går ind og kommer ud i en spejlvendt version af sit eget hjem. Her bor hendes anden mor med hendes anden far, og begge er meget ivrige efter at Coraline skal blive. Hendes anden mor serverer hendes yndlingsretter og lover at lege med hende og aldrig overse hende, hvis bare hun bliver. Og eneste betingelse er, at hun skal udskifte sine øjne med knapper – ligesom hendes anden mor har!

Selvom alt på overfladen virker hyggeligt og rart, vil Coraline alligevel ikke blive. Men da hun kommer tilbage til sin egen verden, er hendes forældre forsvundet. Nu er det op til Coraline at skaffe dem tilbage fra den anden mor, som er mere skræmmende end først antaget.

Som sagt holder historien stadigvæk. Den fortælles i et langsomt tempo, som suger læseren ind i universet, mens uhyggen stille og roligt kryber ind under huden.

P. Craig Russell laver også nogle fine tegninger, som understøtter historien godt og skaber et troværdigt univers for fortællingen. Alligevel er det her, jeg synes, tegneserien mister lidt i forhold til originalen. Her har Dave McKean nemlig illustreret, og hans tegninger af den anden mor og hendes kulsorte knap-øjne er simpelthen så uhyggelige, at Russells billeder slet kan være med.

Når det er sagt, så er tegneserien stadig en læsning værd, og har man ikke læst romanen, kan man med fordel læse tegneserien først og så uddybe universet med den fulde historie.

“Coraline” er også lavet som animationsfilm instrueret af Henry Selick (“The Nightmare before Christmas”), og den er jeg spændt på at se.

Se omtalen af romanen på fortællingen.dk

Besøg Coralines hjemmeside

Film 6 i serien løfter desværre ikke niveauet, men det kan vel heller ikke forventes. Denne gang er instruktøren Tom McLoughlin, som også stod i spidsen for den dårlige Stephen King filmatisering “Sometimes they come back”.

Tommy Jarvis, der også har været med i seriens 4. og 5. afsnit, er stadig levende. Han er kommet ud af den mental institution, han har tilbragt barndommen i, og sammen med en ven tager han en stormfuld nat til Jasons grav. Han vil grave Jasons lig op for en gang for alle at forvisse sig om, at han er død for evigt.

Men sådan går det naturligvis ikke. I ren Frankenstein stil bliver Jasons lig ramt af lynet og genopstår, og selvfølgelig vil han tilbage til Crystal Lake (som nu af turist hensyn er omdøbt til Lake Forest Green), hvor hans første ofre er to lejr-ledere på vej til sommerlejeren ved søens bred.

Tommy følger efter Jason for at stoppe ham, men bliver selv stoppet af den lokale sherif. Dennes teenage-datter bliver dog forelsket i Tommy og hjælper ham. Men før de når frem til lejren, når Jason at myrde en masse mennesker. Akkurat som han plejer.

Jeg synes virkelig, at manuskriptet var ualmindeligt dårligt denne gang. Flere steder modsiger personerne sig selv, som når Tommy råber til Megan, at hun skal skynde sig tilbage til børnene, og når hun så løber af sted, råber han nej, nej kom tilbage, uden at der er sket nogen ændring i scenen i øvrigt.

Megan (sheriffens datter) er også ualmindelig irriterende, og sheriffen er naturligvis en dum bondeknold. Og Jason – ja, han er cirka så uhyggelig som en roe på en pind efter min mening. Godt jeg snart er igennem den serie.

Hvis man er mere hooked på serien end mig, er seriens hjemmeside dog et besøg værd. Her findes et fyldigt resumé af hver film, samt billeder, trailers, bloopers og meget andet guf for fans.

Instruktør: Tom McLoughlin
Udgivelsesår: 1986

Fredag d. 13. serien:

Friday the 13th - 1980, D: Sean S. Cunningham
Friday the 13th, part 2 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, part 3 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, the final chapter – 1984, D: Joseph Zito
Friday the 13th, a new beginning – 1985, D: Danny Steinmann
Jason lives, Friday the 13th part VI – 1986, D: Tom McLoughlin
Friday the 13th, part VII: The New Blood – 1988, D: John Carl Buechler
Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan – 1989, D: Rob Hedden
Jason Goes to Hell: The Final Friday – 1993, D: Adam Marcus
Jason X – 2001, D: James Isaac

Spin-off:
Freddy vs. Jason – 2003, D: Ronny Yu

Jeg faldt tilfældigt over denne japanske gyser, som for mig var ganske effektiv. Det viste sig, at den er med i en serie kaldet J-Horror med film af anerkendte japanske instruktører. Første film hedder “Premonition” (“Yogen”), og den må jeg vist også hellere få set.

“Infection” foregår på et hospital, hvor ledelsen er forsvundet, og det tilbageværende personale er presset både på tid, medicin og ressourcer. En nat dør en brandsårspatient som følge af fejlbehandling. Lægerne og sygeplejerskerne på stuen bliver enige om at fortie sandheden, for “ingen ved alligevel hvem han er”. Samme nat kommer en mystisk patient til hospitalet. Han bliver efterladt af en ambulance, og da lægerne opdager ham, er han ved at opløses i grønt slim. Den ene læge foreslår, at de forsøger at finde frem til, hvad det er for en infektion, før de tilkalder hjælp, for det vil være et kæmpeskridt for deres karrierer at opklare en ny sygdom. Men herefter går alt galt. En efter en bliver de ansatte smittet og møder en grusom død.

Helt fra starten af filmen er der en trøstesløs stemning på hospitalet. Hvor jeg normalt forbinder et hospital med effektivitet, orden og hjælpsomhed, så er alt her nedslidt, og personalet er presset helt i bund. Håbløsheden hersker. Denne følelse bliver blot værre og værre undervejs i filmen, og jeg hvor jeg nogen gange synes, at det kan være svært at aflæse asiatiske skuespillere, så er jeg ikke i tvivl i “Infection”. Her er skuespillet i top, selvom effekterne nogen gange er lidt over the top.

“Infection” var absolut seværdig. Den har den japanske flertydighed, men benytter sig ikke af det langhårede spøgelse, som jeg er ved at være lidt træt af. Undervejs har instruktøren også hygget sig med spændende spejlscener, og så er slutningen ganske grum.

Instruktør: Masayuki Ochiai
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Kansen

Også omtalt på horrorsiden.dk

Efter en lille pause har jeg forsøgt mig med endnu en af de gamle Jason film og er nu nået igennem film 5 “Friday the 13 – A new beginning”. Men jeg fristes snarere til at sige “en ny spand l…”

Filmen åbner med unge Corey Feldman, som overvandt Jason i film 4. Han går igennem en mørk skov og finder Jasons grav, som er ved at blive åbnet af to unge bøller. Naturligvis slår Jason de to ihjel, så snart låget er af kisten, og så kommer han efter Corey – der vågner med et skrig og nu er en sindsforvirret teenager på vej til en mental institution.

Institutionen er fuld af andre teenagere, og da en af dem bliver slået ihjel af en anden indlagt, starter Jason sin mord-turné igen. En efter en ryger de unge på institutionen, knoldsparker-naboerne og byens unge bøller. Der er ingen overraskelser og ingen særligt opfindsomme scener. Mod slutningen af filmen sker det, som altid sker. Et af ofrene gør modstand, og pludselig er Jason ikke spor overmenneskelig mere. Man har dog lavet en lille finte i slutningen for at forklare, hvordan Jason kan komme tilbage, men jeg synes ikke, den var så overbevisende.

Jeg tror, at enten så køber man Jason-filmene, eller også gør man ikke. Jeg kan ikke se det store i dem, så jeg er nok i virkeligheden ikke den rette til at bedømme dem. Efter min mening falder de lagt under den anden store 80′er serie “A Nightmare on Elm Street“, som godt nok også slår en masse teenagere ihjel, men som gør det med meget mere humor og hjerne.

Instruktør: Danny Steinmann
Udgivelsesår: 1985

Fredag d. 13. serien:

Friday the 13th - 1980, D: Sean S. Cunningham
Friday the 13th, part 2 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, part 3 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, the final chapter – 1984, D: Joseph Zito
Friday the 13th, a new beginning – 1985, D: Danny Steinmann
Jason lives, Friday the 13th part VI – 1986, D: Tom McLoughlin
Friday the 13th, part VII: The New Blood – 1988, D: John Carl Buechler 
Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan – 1989, D: Rob Hedden
Jason Goes to Hell: The Final Friday – 1993, D: Adam Marcus
Jason X – 2001, D: James Isaac

Spin-off:
Freddy vs. Jason – 2003, D: Ronny Yu

Det er sidste skoledag før sommerferien, og Miriam glæder sig til ferien, som hun bl.a. skal nyde sammen med veninden Pernille. Da klokken ringer ud, følges de hen på legepladsen, og her bliver de vidne til en mærkelig scene. Klassens moppeoffer bider en af deres klassekammerater for så at løbe væk. Miriam undrer sig, men så går ferien i gang.

Som tiden går, føler Miriam dog, at noget er galt i byen. Flere og flere folk virker sløve og opfører sig anderledes, og da hun selv nærmest bliver angrebet af Pernilles tyske kusine, går det op for hende, at der ikke er sikkert i byen mere. Hun gemmer sig i skoven, hvor hun møder skovfogeden Johan, og sammen forsøger de at holde stand mod virussen, som overføres ved bid og gør folk til levende zombier.

“De levende døde” er en ungdomsbog, men jeg følte mig nu udmærket underholdt alligevel. Scenariet er skræmmende, og som i “Jeg er den sidste” af Richard Matheson, må også Miriam overveje, om det er hende eller de inficerede, som er anderledes, efterhånden som antallet af smittede vokser.

Under læsningen tænkte jeg lidt på filmen “The body snatchers”, som jeg tror har været en inspirationskilde, men synsvinklen fra en ung piges er anderledes, og giver en anden indgangsvinkel til situationen.

Jeg var vildt begejstret for “[REC]“, som er den originale indspilning af “Quarantine”. Jeg ved ikke, hvorfor man besluttede at genindspille den med amerikanske skuespillere (udover at man “over there” åbenbart ikke kan læse undertekster), for handlingen og filmningen følger næsten slavisk originalen. Der er måske arbejdet lidt mere med special effects, men i det store hele synes jeg, at filmene er identiske. Det er dog ikke nødvendigvist negativt, for eftersom jeg holdt meget af “[REC]“, bliver “Quarantine” også god – men måske lidt unødvendig.

Vi følger journalisten Angela, som sammen med sin kameramand skal tilbringen natten på en brandstation og filme, hvad der sker. I starten er alt roligt, men så får stationen et opkald om en ældre kvinde, som tilsyneladende ikke kan komme ud af sin lejlighed. Angela tager med, og det bliver starten på et mareridt. Kvinden virker konfus og bange, men pludselig angriber hun en politimand og bider ham alvorligt. Da de forsøger at få fat i en ambulance til ham, opdager de, at hele huset er blevet sat i karantæne, og ingen får lov at komme ud.

Som “[REC]“ er “Quarantine” en yderst klaustrofobisk og skræmmende oplevelse. Ingen ved, hvad der foregår, og efterhånden som situationen glider ud af kontrol, bliver virkeligheden mere og mere uvirkelig. Hele filmen er optaget med et subjektivt kamera set fra Angelas kameramand. Det giver nogle fantastiske intense billeder, og er med til at gøre handlingen plausibel. For vi ser, hvad personerne ser, og får ingen forklaring ud over hvad de får. Slutningen holder stadig, og jeg kan bestemt anbefale “Quarantine”, hvis du ikke har set originalen.

Instruktør: John Erick Dowdle
Udgivelsesår: 2008

Filmen åbner med en ung kvinde, som er ved at gøre sig klar til en hyggelig middag. Så ringer det på døren, og da hun ser ud, opdager hun sin kæreste – død i sin bil!. Snart efter dukker morderen op inde i huset, og trods god modstand overlever kvinden ikke konfrontationen.

Scenen skifter og nu følger vi en gruppe elever fra den internationale high school i Prag. Skoleåret er forbi, og de vil afslutte året med et brag af en fest. I stedet for at feste med resten af skolen, bryder de ind i byens største swimmingpool, og her starter aftenen med sprut og sprøjt. Der går dog ikke længe, før den maskerede morder også besøger pool-festen, og så sprøjter blodet pludselig i stedet for.

“The pool” er slasherfilm uden de store overraskelser. Man har fra starten en ret klar idé om, hvem der vil overleve, og selvom jeg ikke gættede morderens identitet, var det alligevel ikke nogen stor overraskelse eller forløsning at få den afsløret.

Der er nogle ganske effektive scener undervejs, men dialogen er ikke imponerende. På et tidspunkt udbryder vores heltinde, da hun står overfor morderen: “Har du virkelig slået os alle ihjel, fordi du føler dig dårligt behandlet!”. “Ja” svarer morderen, “men jeg har også haft en elendig barndom”. Så er det ligesom på plads.

“The Pool” er hurtigt set og hurtigt glemt. Den har dog enkelte skuespillere på rollelisten, som siden har fået en karriere, bl.a. James McAvoy (“The last king of Scotland”) og Isla Fischer (“Confessions of a Shopaholic”).

Instruktør: Boris von Sychowski
Udgivelsesår: 2001

Det er efterhånden nogle år siden, jeg så den første “Boogeyman” film. Jeg husker den som en effektiv gyser i B-films genren, så jeg forventede mig lidt i samme stil med toeren.

Som børn ser Laura og Henry deres forældre blive myrdet, og de er overbeviste om, at det var Boogeymanden. Som voksen er Henry så plaget af sin angst, at han lader sig indlægge på en psykiatrisk institution, og efter 3 måneder forlader han stedet – helbredt.

Han opfordrer søsteren til også at lade sig indlægge, og det gør hun. Men hun har knapt været på institutionen et døgn, før den første af hendes medpatienter dør på mystisk vis. Alle andre siger, at han begik selvmord, men Laura er overbevist om, at Boogiemanden har indhentet hende.

Overlægen på hospitalet spilles af Tobin Bell fra “Saw”-filmene. Han gør det såmænd udmærket, men minder meget om sin rolle Jigsaw. Der er også lidt af den samme “lærende” oplevelse i “Boogeyman 2″ som i “Saw”. Her skal ofrene  blot lære at se deres frygt i øjnene i stedet for.

Især i starten havde jeg flere “hop-ud-af-stolen” øjeblikke, så på den måde er “Boogeyman 2″ vellykket. Slutningen er dog ikke voldsomt overraskende, men på trods af det, synes jeg, at det var en okay slasherfilm til en stille aften derhjemme.

Instruktør: Jeff Betancourt
Udgivelsesår: 2007