Arkivet for august, 2009

Man kan bruge biblioteket til meget. Jeg fandt f.eks. denne indiske gyser på biblioteket, og selvom jeg ikke kan sige, at det var en stor filmisk oplevelse, så er det alligevel interessant at se forskellige landes bud på, hvad en gyser er.

“Fear” er en meget dramatisk film i ren Bollywood stil. Selvom det er en gyser, er der en kærlighedshistorie flettet ind, ligesom vi ikke slipper for et par sange undervejs. Skuespillet er temmeligt karrikeret, f.eks. kan vi altid se, at scenen er uhyggelig, fordi den kvindelige hovedperson spærrer sine i forvejen store øjne helt op og ånder tungt og højlydt, mens brystkassen bevæger sig som en blæsebælg. De usympatiske personer er heller ikke bare almindeligt usympatiske, de er utrolig usympatiske. Men alt det er vist typisk Bollywood.

Selve historien fortælles som et flashback af den kvindelige hovedperson. Det starter en aften, hvor den unge Devs bil går i stå, og han finder en ung, smuk kvinde i en sø. Han tager hende til hospitalet, hvor det viser sig, at hun har mistet hukommelsen og ikke ved, hvem hun er. Hospitalet sætter en annonce i avisen, men ingen reagerer, og da Dev har forelsket sig i kvinden, som han kalder Anamika, tager han hende hjem til sig.

Men Anamika plages af “noget”, som forfølger hende. Devs husbestyrer Shanta tager Anamik med til ms. Kesar, der har forstand på sort magi. Shanta er nemlig sikker på, at Anamika er offer for en forbandelse. Ms. Kesar finder ud af, at en ånd forfølger Anamika, men for at finde ud af hvorfor må Anamik huske sin fortid. I første omgang sendes hun dog til en præst, der hjælper med at fange ånden.

Da ånden er af vejen, går det godt nogen tid, og Dev tager hjem for at fortælle sine forældre, at han ønsker at gifte sig med Anamika. Men mens han er væk dukker Rajat op. Han er Anamikas ægtemand og tager hende med hjem. Her fortæller han hende, hvad der er sket, og hvorfor hun var i et uheld. Men er det nu også sandheden?

Som sagt er det en meget dramatisk historie. Bedst som man tror, at nu er alle dele på plads, så dukker et nyt twist op, og efter min smag var filmen i hvert fald en halv time for lang. På plus-siden er nogle udmærkede special- og visual effects. Bl.a. bliver ms. Kesars datter besat af ånden, der forfølger Anamika, og det er supergodt lavet. Også scenen, hvor præsten hjælper med at fange ånden, er rigtig god, og så har historien en helt okay slutning.

Instruktøren Vikram Bhatt bruger forskellige lyssætninger undervejs, og eksperimenterer også med forvrænget perspektiv og hurtig zoom og panorering af billedet, og det er med til at underbygge uhyggen – når det altså ikke overdrives, for ind i mellem var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det i virkeligheden var min dvd-afspiller som drillede.

Jeg tror ikke, at jeg vil se vildt mange indiske gysere fremover, men “Fear” var en okay og rimelig interessant film, og selvom den både nogen måder var meget anderledes, så er det alligvel en mere vestlig tilgang til historien end f.eks. de japanske gysere. Men Indien er jo også en del af British Commonwealth.

Instruktør: Vikram Bhatt
Udgivelsesår: 2007

For nogen tid siden så jeg krokodille-filmen “Rouge“, som jeg var rigtig begejstret for. Janus fra Horrorsiden var dog ikke ligeså meget oppe at ringe over den, for han kunne nemlig bedre lide “Black Water”. Og nu hvor jeg også har fået set den, må jeg give ham ret. Selvom “Rouge” var en underholdende film, er den ikke ligeså god som “Black Water”.

Grace har været hjemme til jul sammen med kæresten Adam og lillesøsteren Lee. Nu vil de nyde resten af ferien, bl.a. med et besøg på en krokodillefarm og en efterfølgende fisketur på den nærliggende flod. Men fisketuren går helt galt. Midt i en mangrovesump bliver båden tippet omkuld af en kæmpekrokodille, og guiden Jim forsvinder. Nu må de tre selv forsøge at overleve. Men skal de prøve at nå båden og komme væk i den? Eller skal de blive i træerne og håbe på hjælp fra forbipasserende?

“Black Water” er en tæt lille historie, hvor overlevelse handler om at være smartere end krokodillen, der lurer i det mudrede vand. Der er nogle virkelig flotte krokodille-billeder, og jeg er især glad for, at instruktørerne har valgt at bruge ægte krokodiller i langt de fleste billeder. De begår ikke fejlen, som “Rouge” falder i til sidst, med at vise alt for meget. I stedet sad jeg med hjertet oppe i halsen hele filmen igennem og heppede på hovedpersonerne.

En yderst effektiv krokodille-film som kun kan anbefales…

Instruktør: David Nerlich og Andrew Traucki
Udgivelsesår: 2007

Robert Louis Stevenson er i gyser-sammenhæng nok mest kendt for klassikeren “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som absolut også er værd at stifte bekendtskab med. Denne lille novelle “Olalla” er dog heller ikke helt ueffen.

Fortælleren er en soldat, som skal komme sig efter at være blevet såret. Han får husly hos en familie af fornem byrd, som tidligere var højt på strå både økonomisk og anseelsesmæssigt, men som gennem årtierne er forfaldet mere og mere, og nu lever ydmygt for sig selv langt oppe i bjergene.

Fortællerens første møde med familien er sønnen Felipe, der kører soldaten til huset. Felipe var usædvanlig velskabt, smidig og stærk med nydelige træk. Dog var han også mørk og med kraftig behåring samt gule, ikke særligt udtryksfulde øjne. Af væsen var han pludrende og lettere enfoldig, men fortælleren fandt dog behag i hans samvær.

Efter nogle dage møder han også fruen i huset. Hun slænger sig mageligt i solen, og ligesom Felipe har hun store gule udtryksløse øjne. Hun er ikke særlig snakkesagelig, men venlig nok. Fortælleren er dog nysgerrig efter at møde det sidste familiemedlem, datteren Olalla, og da han en nat hører skrækkelig skrig fra huset, er han sikker på, at Felipe (som han har observeret pine et egern) gør noget grufuldt ved Olalla. Men han er låst inde og kan ikke komme hende til hjælp.

Næste dag gennemsøger han dog huset og finder frem til Olallas værelse, og her finder han beviser på en meget tænksom og ærbar sjæl. Kort efter ser fortælleren Olalla, og hendes ydre er så smukt, som han forestiller sig hendes indre, så han forelsker sig hovedkulds i hende. Der er dog ikke nogen umiddelbart nem måde at forene de to, og hvad er det med moderen og Felipe?

“Olalla” er en blanding af en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling som første gang blev trykt i 1885 i “Court and Society Review”. Som Bo Hakon Jørgensen beskriver i sit efterskrift, så trækker novellen tråde til den gotiske roman med spørgsmålet om, hvem er jeg, og hvad er mit jeg? Olalla står fanget i midten mellem sit jeg og “det andet”. Hun forsøger ved hjælp af religionen at undertrykke slægtens dæmoniske træk, mens moderen tydeligt udlever al sin sensualitet uden hæmninger.

Jeg fik tanker om varulve, da jeg læste novellen. At familien gennem generationer er degenereret ind til det rent dyriske og nærmest er blevet varulve. Jeg ved dog ikke, om det er forfatterens hensigt. Til gengæld passer plottet godt ind i Stevensons tanker om splittelsen af jeg’et i følelser og intellekt, som han også beskriver i “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”.

“Olalla” er ikke en specielt uhyggelig historie i vore dages opfattelse, men den er et godt udtryk for tiden og stadig værd at læse.

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Originaludgave: 1885

Tredje film i J-horror serien er Takashi Shimizus “Reincarnation”. Shimizu står også bag film som “Ju-on“, “Ju-on 2“ og “The grudge“, men “Reincarnation” er en lidt anderledes spøgelseshistorie med en grum slutning.

Instruktøren Matsumura er i gang med at lave en film over en virkelig begivenhed. For mere end 20 år siden slog en professor Omori 11 mennesker ihjel på Hotel Ono Kanko, heriblandt sine to børn. Efter drabene begik han selvmord.

Matsumura er i gang med at caste skuespillere og bliver straks tiltrukket af den unge Nagisa Sugiura til rollen som Omoris datter, der var den sidste, der blev dræbt dengang. Nagisa er først begejstret for rollen, men snart begynder hun at se underlige syner, og da hele crewet skal besøge hotel Ono Kanko for at fornemme stemningen, befinder hun sig pludselig i fortiden som direkte vidne til mordene.

Samtidig studerer pigen Yayoi Kinoshita reinkarnation, deja vu og andre cryptomnesia fænomener. Hun har siden sin barndom drømt om et hotel med rødt tag, som hun aldrig har været i. Nu fører hendes klassekammerat hende sammen med veninden Yuka, der påstår, at hun har levet tidligere.

De to historier flettes sammen, og slutningen i “Reincarnation” er som sagt temmelig grum. Her er virkelig tale om, at straffen følger en, og at døden ikke nødvendigvis er slutningen.

Shimizu bygger en yderst uhyggelig stemning op gennem filmen. Når synerne tager over, bliver billedet grynet og håndholdt, og det er med til at underbygge gruen. Mod slutningen kammer hans brug af spøgelser lidt over, men stadigvæk er her tale om en vellykket film. Og så bruger han en af de mest uhyggelige dukker, jeg har set længe.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Rinne

Også omtalt på horrorsiden.dk

Donna bor hos sin onkel og tante. For tre år siden så hun sin mor blive stukket ihjel, og sin far og lillebror blev også dræbt. Morderen var hendes lærer Richard Fenton, som var besat af Donna. Men hun undslap, og Fenton blev idømt livstid i en mental institution.

Nu er der så gået tre år, og Donna har fået sit liv tilbage. Det er senior prom night, og sammen med kæresten Bobby og deres venner skal hun til fest på hotel Pacific Grad. Aftenen starter godt, men så indløber en besked til det lokale politi. Fenton er undsluppet, og detective Winn tager af sted for at advare Donnas familie.

På hotellet hygger Donna og vennerne sig – uvidende om at Fenton er sluppet ud, og at han er på vej for at hente Donna!

“Prom Night” er en småkedelig slasherfilm. Der gives ingen forklaring på, hvorfor Fenton er så vild med Donna, og der er ikke den store psykologi gemt i historien. Fenton finder frem til hotellet, dræber alle der kommer i hans vej, indtil han kommer til Donna. Og så kan man vist godt gætte slutningen, uden at jeg siger mere.

I 1980 blev der også indspillet en film med titlen “Prom Night”, men så vidt jeg ved, har de to film ikke noget at gøre med hinanden udover et sammentræf af titel-lighed.

Instruktør: Nelson McCormick
Udgivelsesår: 2008

I Maneater serien har jeg nu fået set 6 film, og heraf er “Maneater” desværre den svageste.

I Taruga County begynder der pludselig at forsvinde mennesker. Den lokale sherif forstår ikke, hvad der sker, indtil han finder resterne af den ene forsvundne – halvt fortæret. Efterhånden går det op for byen, at der er en tiger løs i skoven. Sandsynligvis en fra det sorte marked, som slap ud ved et biluheld.

Sheriffen opfordrer byen til at barrikaderer sig, men inde i skoven bor den dybt religiøse mrs. Satterly med sin søn, Roy. Roy har set tigeren, men mrs. Satterly tror ikke på ham, og har ikke hørt nyhederne, og hun fortsætter derfor dagligdagen som altid.

Heller ikke byens borgmester er særligt tilfreds med sheriffens beslutning om at holde folk indendørs. Den årlige Majs- og Æblefestival er nemlig på trapperne, og byen vil miste mange penge, hvis den ikke løber af stablen som planlagt.

Der er brugt en rigtig tiger i langt de fleste scener, og det er et fantastisk smukt dyr. Så den del er i orden. Men historien er simpelthen ikke overbevisende. Jeg har svært ved at forestille mig, at en tiger kan nå at æde så mange mennesker, så hurtigt og udmanøvrere svært bevæbnede soldater så nemt. Og så minder set-uppet mig utroligt meget om “Jaws” og sherif Brodys kamp for at lukke stranden, og den historie er ligesom hørt før. Samtidig er der også en sidehistorie om Roy og hans forhold til tigeren, som virker sært påklistret på mig.

Så på trods af at der sikkert er større sandsynlighed for at finde en menneskeædende tiger i en lille amerikansk by end at blive overfaldet af hundredevis af giftige edderkopper, så finder jeg “Maneater” mindst troværdig og dermed mindst spændende.

Instruktør: Gary Yates
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

“Vennernes ven” af Henry James blev første gang udgivet i 1896. Den kom i to udgaver: en amerikansk med titlen “The friends of the friends” og en London-udgave med titlen “The way it came”. Historien er et uddrag fra en dames dagbøger, som vores forfatter overlader til læseren at bedømme. Historien fortælles uden brug af navne, og forfatteren vil derfor meget gerne vide, om læseren ved, hvem personerne i virkeligheden er?

Fortælleren beretter om en kvinde, der som ganske ung var på udenlandsrejse med sin tante, og pludselig befinder sig ansigt til ansigt med sin fars genfærd. Hvor usædvanlig denne hændelse må anses for at være, er der dog også en mandlig bekendt i forfatterens omgangskreds, som i sin ungdom ser sin moders genfærd. Fortælleren beslutter sig derfor for at bringe de to sammen, men skæbnen vil det anderledes.

Gennem flere år sker der forviklinger, når de to skal mødes, så først da fortælleren selv er blevet forlovet med den mandlige bekendte, kan det lykkes at sætte de to sammen. Men kort før selve mødet bliver fortælleren usikker og forpurrer mødet. Men er det nok til at snyde skæbnen?

Ligesom i “Skruen strammes” giver Henry James to muligheder for læseren. Enten tager vi fortællerens ord for gode varer, og tror på at genfærdene har vist sig for de to personer, og dermed skabes mulighed for det møde, som fortælleren er overbevist om sker til sidst. Eller også tror vi på den mandelige bekendtes version: at der ikke var tale om et genfærd. Dermed forankres historien i vores virkelighed, og fortælleren lider blot af jalousi uden en virkelig begrundelse.

“Vennernes ven” fortælles levende og spændende på trods af de mere end 100 år på bagen, og Henry James er stadig et besøg værd.

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Originaludgave: 1896

I “Blood Monkey” følger vi en gruppe studerende, som tager ud midt i en jungle for at studere hos professor Hamilton. Men noget er helt forkert. Der er ikke andre end professoren og hans lokale hjælper, Chenne, og Hamilton glider af på deres spørgsmål.

Gruppen lader sig dog overtale til at gå med professoren ind i en uudforsket dal, hvor han har fundet beviser på en ny race, der har udviklet sig mellem aber og mennesker. De har dog ikke været der længe, før den første forsvinder, Sidney som havde talt om at tage hjem. Hamilton siger godt nok, at Chenne har fulgt hende ud af dalen, men er det nu også sandt? Og hvorfor føler de sig hele tiden overvåget og forfulgt?

I “Blood Monkey” har instruktør Robert Young meget fornuftigt valgt ikke at vise så meget. De mystiske aber, som forfølger gruppen, ses kun i glimt, og det gør, at de bliver mere skræmmende. For da vi ser en af dem i fuld figur til sidst, bevises endnu en gang, at i Maneater serien bruger man ikke pengene på visual effects.

Professor Hamilton spilles af F. Murray Abraham, som jeg også nød i “Thirteen Ghosts“, og selvom han er noget “over-the-top” meget af tiden, synes jeg nu, han gør det udmærket. De øvrige skuespillere fylder også rollerne ok ud, så selvom historien ikke sprudler af nye og spændende idéer, så er “Blood Monkey” dog en udmærket film i serien.

Instruktør: Robert Young
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside

Samlingen “Gys og Genfærd” er fra 1967 og indeholder 12 noveller.

Den første er af William Croft Dickinson og hedder “Hans eget nummer” og er oprindelig skrevet i 1963 under titlen “His own number”. En diskussion om hvorvidt det bedst kan svare sig at sende en mand eller en maskine ud i rummet, ender med fortællingen om teknikeren Finlayson, der kom ud for noget yderst mærkværdigt, da tre forskellige forespørgsler på en datamat giver samme – uforståelige – resultat. Nemlig et 6 cifret nummer uden sammenhæng med opgaven.

Novelle nummer to er “Gabriel-Ernest” af Saki. Den tredje novelle er skrevet af Elizabeth Bowen og hedder “Hånd i handske” og handler om søstrene Ethel og Elsie, som mister deres forældre og i stedet får tanten mrs. Valey de Grey som chaperone. Men søstrene er ikke særligt glade for tanten – selvom de hellere end gerne plyndrer tantens kufferter for tøj. For penge er der ikke mange af, og det kræver et godt udseende at kapre en mand i selskabslivet. Desværre er tanten ikke særlig villig til at hjælpe søstrene ud, og da Ethel får chancen for at sætte kløerne i Lord Fred, tager hun alle midler i brug. Nu mangler hun bare et par hvide handsker…

“Klokken” af L. M. Boston handler om sommerferierne hos fortællerens onkel og tante. De havde købt en gammel gård, der var blevet udstykket af en nærliggende herregård. Tanten, som havde en sand lidenskab for havedyrkning, gik straks i gang med at rydde den tilgroede have, og under dette arbejde fandt hun en gammel stenkiste med indskriften “Fri os, oh Gud, fra den onde”. Senere fik tanten også opført et klokketårn i gården, men en uhyggelig historie fulgte med klokken, der senere blev fundet i en nærliggende sø.

Ambrose Bierce er også repræsenteret med novellen “Diagnosen: Død”. En ganske kort historie om Hawver som ikke tror på spøgelser, men alligevel oplever noget mystisk, da han i en periode lejer et hus, hvor der tidligere har boet en yderst excentrisk læge.

“Min bedstefar, Hendry Watty” af Sir Arthur Quiller-Couch er en lidt morsom fortælling om, hvorfor fortælleren endte med at få William John Dunn som bedstefar i stedet for Hendry Watty, mens Walter de la Mares historie “I dårligt selskab” er mere dyster. Her bliver forfatteren på en tur med Londons undergrund nedstirret af en ubehagelig og truende mandsperson. Efter rejsen skal de to samme vej, men da manden pludselig drejer fra, følger fortælleren efter. Hvor er manden på vej hen, og hvorfor ønsker han, at fortælleren følger med?

Henry Cecils novelle “Bevis” har været trykt i flere antologier, og handler om en lille gruppe, som en aften sidder på en pub i London og fortæller historier. En nævenyttig advokat blander sig hele tiden, men da to fremmede træder ind på pubben får de al opmærksomheden. Især da den ene begynder at fortælle om jagten på forbryderen William Turner, der endte på toppen af et bjerg.

“Håret” af A. J. Alan er historien om en mand, som en dag finder en gammel pudderdåse hos en marskandiser og køber den med hjem. Dåsen er ikke til at åbne, men da det endelig lykkes, indeholder den kun en fletning af hår. I første omgang sker der ikke mere, men snart går det op for fortælleren, at håret kan gøre skade, hvis det rører et billede af nogen. Og kan man næsten lade sådan en chance gå fra sig?

En meget traditionel spøgelseshistorie findes i “Spøgeriet på Torhallsted” af Allen French, der handler om en gård, der hjemsøges af en tidligere fårehyrde. William Croft Dickenson er repræsenteret med endnu en novelle, nemlig “Heksen”, der handler om amerikaneren John MacDonald,s om tager til Skotland for at se sine forfædres egn. Men knap er han kommet til byen, før han er lige ved at blive slået ihjel af en faldende klippeblok. Kort efter sker endnu en ulykke, som han med nød og næppe undviger, men først da han opsøger byens præst, går sammenhængen mellem uheldene op for ham.

Sidste historie er “Mr Fox” som opføres som et sagn fra svundne tider, og handler om en smuk, ung kvinde, der skal giftes med den mystiske mr. Fox. Men dagen før brylluppet sniger hun sig ind i hans slot og opdager en grufuld hemmelighed.

Antologien er udvalgt af Bo Hakon Jørgensen, som også har skrevet efterskriftet om den fantastiske litteratur.

Indhold:
Sandmanden af E. T. A. Hoffmann (1817)
Venus fra Ille af Prosper Mérimée (1837)
William Wilson af Edgar Allan Poe (1839)
Olalla af Robert Louis Stevenson (1885)
Det djævelske væsen af Ambrose Bierce (1893)
Vennernes venner af Henry James (1896)
Forvandlingen af Franz Kafka (1915)
Aben af Karen Blixen (1934)
De runde ruiner af Jorge Luis Borges (1941)
Kvinden på Madagaskar af Per Højholt (1986)