Arkivet for september, 2009

Nogen gange er det bare bedst at glemme fortiden. Det finder Marie ud af i denne interessante film af Nacho Cerdà, som udspiller sig i Rusland.

For mere end 40 år siden blev Marie bortadopteret. Hun har aldrig vist noget om sine biologiske forældre, men en dag får hun besked om, at hun har arvet deres gård i Rusland. Marie tager tilbage til Rusland for at gense gården og prøve at finde ud af noget om sin familie.

De lokale forsøger dog at forhindre hende i at tage ud til gården, som de påstår er hjemsøgt. Og da Marie endelig finder vej, går det op for hende, at de måske har ret. For hvem er det, der lusker rundt i skyggerne på gården? Og hvad skete der egentlig den nat, hendes mor døde?

“The Abandoned” er langt hen ad vejen både uhyggelig og velspillet. Mod slutningen kammer historien lidt over, men ikke så meget at filmen ryger helt af sporet. Historien har et interessant twist, og jeg synes, at Anastasia Hille er et godt valg til rollen som Marie. Hun ligner ikke en typisk hovedrolleindehaver i en gyser, og hun spiller rigtig godt.

Billedsiden er også en positiv oplevelse. På et tidspunkt står Marie i sine forældres soveværelse, og der hvor hun lyser med lommelygten, ændrer rummet sig tilbage til den aften, tingene løb af sporet. Det er rigtig godt lavet. Derudover har instruktøren brugt både lys og skygge til virkelig at underbygge historien, og klipningen er med til at skabe spænding (og forvirring) på den helt rigtige måde.

Filmen er indspillet på engelsk og russisk, men instruktøren er spanioler. Det var nærmest grunden til, at jeg snuppede ”The Abandoned” med hjem, for jeg har haft flere gode oplevelser med spansk horror de seneste år. Og for mig var “The Abandoned” en positiv oplevelse. Oveni den grumme stemning, som Nacho Cerdà opbygger undervejs, var der også et par “hop-ud-af-stolen” chok. Så bliver det ikke meget bedre.

Instruktør: Nacho Cerdà
Udgivelsesår: 2006

Nick og hans kæreste Samantha sniger sig ind i det nedlagte Blackwater Mental Institution. De er ude på narrestreger, og da de finder noget der minder om en elektrisk stol, tager Samantha plads i den. Men det skulle hun ikke have gjort. Pludselig er hun spændt fast, og mens hun bliver mishandlet og forsvinder, kan Nick blot se hjælpeløst til.

Da Nick fortæller politiet, hvad der er sket, tror de naturligvis ikke på ham, og han bliver indlagt på en lukket afdeling. Her er han i 4 år, og selvom han når frem til at erkende, at det må have været ham selv, som slog Samantha ihjel, så har han overhovedet ingen minder om det.

Så kommer dr. Willard til. Han får udskrevet Nick, mod at han hjælper ham med at skrive en bog om Nicks tilfælde. For at gøre det tager Willard, Nick og tre hjælpere tilbage til Blackwater. Men nogen gange skal man ikke opsøge fortiden, og nogen gange er virkeligheden ikke, som man tror.

Jeg vakler lidt mht. “The devil’s chair”. På den ene side synes jeg egentlig, at slutningen er meget godt skruet sammen – jeg må i hvert fald indrømme, at jeg ikke havde gennemskuet den. På den anden side synes jeg, at meget af filmen op mod slutningen er ret dårlig. Jeg blev også temmelig irriteret over den måde, man har filmet historien på. Konstant stopper filmen, så man ser et still-billede af situationen, for så at fortsætte scenen efter et par sekunder. Det kan være et fint virkemiddel brugt med måde, men her er instruktøren Adam Mason gået helt amok. Og så synes jeg, at Andrew Howard, som spiller Nick, dels er alt for gammel til rollen, og dels er utrolig irriterende!

I ekstra-materialerne fortæller Mason, at filmen nærmest blev skrevet på et par uger, samtidig med at man var i gang med pre-production. Det kan også mærkes. Manuskriptet er ikke specielt velskrevet, og selvom filmen prøver at tage lidt fis på gysergenren og sig selv, så er det ikke rigtig overbevisende.

Jeg vil ikke anbefale “The devil’s chair”, men skulle den blive sendt i tv en trist tirsdag, så kan man dog godt få en overraskelse, hvis man holder ud til slutningen. Janus på Horrorsiden er nok ikke helt enig med mig i det

Instruktør: Adam Mason
Udgivelsesår: 2006

Da jeg fornyligt så Hostel-filmene, blev jeg inspireret til at se “Cannibal Holocoust”, som var en stor inspirationskilde for Eli Roth, og som jeg husker fra min ungdom, som en af de film kun de sejeste turde se. Jeg turde ikke se den dengang, men nu 27 år efter udgivelsen er det lykkes mig.

“Cannibal Holocaust” blev lavet med formålet at chokere folk – og det må sige lykkedes. Allerede en uge efter filmen havde premiere i Milano i 1980, blev den forbudt og printet konfiskeret. Instruktøren Ruggero Deodato var lige ved at blive anholdt for mordet på skuespillerne i filmen, for man troede vitterlig, at de var blevet slået ihjel under filmen. Filmen indeholder også flere scener med drab på dyr, og også de scener var skyld i mange problemer for både instruktør og producenter. Her forsvarede Deodato sig med, at dyrene bagefter blev spist, og at de iøvrigt var normale byttedyr for stammerne i området.

Historien lyder: Dokumentar-filmmageren Alan Yates tager sammen med sit hold til Amazonas, hvor de vil optage en dokumentarfilm om kannibalstammerne, der lever uberørt af den hvide mand. Men holdet kommer aldrig tilbage. Efter nogle måneder sendes endnu en ekspedition ud, denne gang ledet af antropologen Monroe, som skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket med Yates-gruppen.

Monroe finder frem til Yates-gruppens jordiske rester, og det lykkes ham at få deres filmruller med hjem, men hvorfor de er blevet slået ihjel på grusom vis, ved han ikke, før filmene er set igennem. Det viser sig, at Alan Yates var en fup-dokumentarist, som iscenesatte sin egen virkelighed for at skabe sensationelle billeder, og at det var disse konstante overgreb på stammen, der førte til gruppens død. Så til sidst spørger Monroe filosofisk: “I wonder who the real cannibals are?”

Jeg kan godt se, hvor Eli Roth finder inspirationen til sine Hostelfilm. Ruggero Deodato viser volden udpenslet og nærmest dokumentaristisk. Selv så mange år efter virker nogen af scenerne stadig meget voldsomt. Jeg blev næsten utilpas af scenen, hvor en ung stammepige straffes for utroskab på en meget ubehagelig måde. Filmens mest kontroversielle billede er formentlig det, hvor en anden ung kvinde findes spiddet på en pæl. Det ser utrolig virkeligt ud, og jeg var glad for at læse i ekstramaterialerne, at skuespilleren i virkeligheden sidder på en lille cykelsaddel og holder et spidst pælestykke i munden.

Mest chokerende er dog næsten billederne af dyrene, der bliver slået ihjel. Jeg trøstede mig med, at det måtte være meget virkelighedstro special effects, men det kunne jeg så efterfølgende se, at det ikke var. Og så kan man undre sig over, hvorfor jeg synes, det var værre, at dyrene døde i filmen? Jeg tror, det er fordi, at jeg jo godt ved, at skuespillerne ikke lider skade, så det er bare film. Men at slå dyr ihjel for ren underholdning er ret grænseoverskridende for mig.

Filmens soundtrack, som er komponeret af Riz Ortolani, skal også lige nævnes. Filmen åbner med at kameraet fra luften følger amazonfloden med smuk baggrundsmusik. Dette musikstykke genbruges flere gange i filmen, bl.a. under en dramatisk scene hvor Alan Yates hold brænder en stammelandsby ned. Det modsigende i den smukke musik og de modbydelige billeder virker meget stærkt.

Jeg har hørt meget om de italienske kannibalfilm fra firserne, men har stort set kun set “Zombie Holocaust” (også fra 1980), som er langtfra så vellavet eller skræmmende, og jeg havde forventet mig noget i den retning af “Cannibal Holocaust”. I stedet er det en film, som med sin nærmest dokumentariske rå stil stadig kan chokere og ramme nutidens seer, og jeg må indrømme, at selvom jeg fuldt ud forstår, hvorfor den er blevet en klassiker indenfor genren, så har jeg ikke lyst til at se den igen.

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1980

Se filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

“Efter solnedgang” udkom i USA sidste år med titlen “Just after sunset”. Det er Kings 7. novellesamling, hvis man medregner titler som “Hearts in Atlantis“, “Four past midnight” og “Different seasons“, og indholdet er hovedsageligt nye noveller, men enkelte har tidligere været trykt i blade eller antologier.

I sit forord skriver King hvordan noveller altid har været en glæde for ham. Før han kunne leve fuldtids af at skrive, skaffede de familien de ekstra penge, der var nødvendige, og han tænkte aldrig over, hvordan han skulle skrive dem. Men efterhånden som han blev mere etableret som forfatter, opdagede han en dag, at han ikke længere kunne skrive noveller. Så da han blev bedt om at være gæste-redaktør på serien “Best American Short Stories”, sagde han straks ja i håb om at genfinde evnen til at skrive noveller. Det lykkedes og kort efter skrev han “Willa”, som er første novelle her i samlingen.

“Willa” handler om det unge par, David og Willa, som sammen med en række andre passagerer venter på en togstation på en forbindelse videre frem. Pludselig opdager David, at Willa ikke er der, og han tager ind til byen for at lede efter hende. Men hun beder ham se, hvad der er lige for næsen af ham.

I “En to tre løb” har Emmy og Henry mistet deres lille datter. Sorgen får dem til at glide fra hinanden, og en dag løber Emmy bogstaveligt talt hjemmefra under et skænderi. Hun tager til sin fars hytte på Vermillon Key, og her bruger hun tiden på at løbe og læse billige kriminalromaner, mens hendes hjerte langsomt heler sig selv. En dag opdager hun en anden beboer på øen, og i hans bagagerum ser hun liget af en ung pige. Før hun kan reagere, er hun bundet i hans køkken, parat til at blive hans næste offer. Men Emmy nægter at give op.

“Harveys drøm” er en underspillet uhyggelig fortælling om ægteparret, som har været sammen i mange år. Kvinden føler, at de kender hinanden ud og ind. Men en morgen opdager hun, at der alligevel gemmer sig overraskelser i manden – og det af den slags man helst vil være fri for.

“Rastepladsen” fortæller om en engelsklærer, der skriver krimier under pseudonym. En dag hvor han er på vej hjem efter et forfatterforedrag, holder han ind på en rasteplads for at tisse. Men før han når derind, hører han en mand banke en kvinde. Hvad gør man så, når man i virkeligheden bare er en lærer.

I “Motionscyklen” får Sifkitz at vide af sin læge, at hvis han ikke ændrer livsstil, vil han om få år have alvorlige problemer med helbredet. Sifkitz tager beskeden alvorligt og køber en motionscykel. Men turene på den fører helt andre steder hen.

“De ting de efterlod” er inspireret af terrorangrebet d. 11. september, og handler om en mand, som overlevede, mens alle de andre på hans kontor døde. Nu knap et år efter begynder der at dukke ting op i hans lejlighed. Ting som alle stammer fra hans kollegaer, men som ikke burde eksisterer mere.

Samlingens svageste novelle efter min mening er “Efter translokationen”. Janice er kæreste med rigmandsdrengen Bruce, og efter deres translokation skal de feste. Mens Janice går og tænker over, hvordan fremtiden vil se ud, ændrer himlen sig pludselig. King skriver i noterne, at idéen til novellen kom, da han oplevede nogle bivirkninger efter den smertestillende medicin han fik i forbindelse med sin ulykke i 1999. Men jeg synes nok, at historien er lidt for tynd.

“N” er stærkt inspireret af Arthur Machens “The great god Pan”, men jeg kom nu også til at tænke på H. P. Lovecraft. N er patient hos psykiateren Johnny Bonsaint. Historien fortælles som Bonsaints noter efter konsulationerne, noter der formentlig skulle være endt i bogform. Det er en grum og nådesløs fortælling, hvor virkligheden bliver tynd, og “det” fra en parallelverden kun venter på at bryde igennem.

Da jeg læste “Helvedeskatten”, tænkte jeg: Hov, den har været trykt i en anden samling. Men det viste sig, at det er historien bag en af filmene fra “Tales from the darkside“. Historien handler om den gamle mand Drogan, der hyrer en lejemorder til at slå sin kat ihjel. Det er dog ikke en helt almindelig kat.

“Særtilbud på The New York Times” tager også udgangspunkt i 11. september. Annes mand er blandt de omkomne i flyet, der styrtede ned, og hun er ved at gøre klar til begravelsen, da telefonen ringer, og det bogstaveligt talt er en stemme fra graven.

I “Stum” hører vi Monette fortælle sin historie i skriftestolen. Hans kone har været ham utro – og har bedraget sin arbejdsplads – men Monette har brug for tilgivelse i en helt anden retning.

“Ayana” handler om døden. Fortællerens far er dødssyg af kræft, men mens han ligger på sit yderste, dukker en lille pige op. I novellen arbejder King med tankegangen, at når nogen pludselig bliver helbredt kalder lægerne det for fejldiagnose frem for mirakel. Men hvilket er mest sandt?

“I klemme” handler om Curtis Johnson, som har en alvorlig nabostrid med Grunwald. En dag ringer Grunwald ham op for at afgøre sagen i mindelighed. Men sådan går det ikke.

Jeg læste “Efter solnedgang” hurtigt og med glæde, men det er en anden slags historier, end King tidligere har skrevet. Flere af emnerne kredser om problemer, som dukker op, når man er midaldrende og derover, og så er King også meget tydligt inspireret af d. 11. september terrorhandlingen. Det er der ikke noget at sige til, men som dansker er begivenhed ikke helt så skelsættende som for en amerikaner, og dermed rammer King ikke lige ned i frygtens hule, som han så ofte gør.

Generelt er novellerne måske mere “voksne” og går ikke efter at skræmme på samme måde som tidligere. De er mere lavmælte og underspillede, men stadig velskrevne og stadig fascinerende. Det er dog ikke denne novellesamling, jeg vil anbefale til Kings yngre læsere.

Den første “Hostel“-film kostede ca. 4,5 millioner dollars at lave, men allerede den første weekend indspillede den over 19 millioner alene i USA. Denne kæmpe salgssucces må have givet Eli Roth blod på tanden, for i 2007 kom en efterfølger “Hostel – part II”. Jeg vil ikke sige, at toeren er en særlig nødvendig film, for den bringer ikke noget særligt til historien, men den uddyber nogle personers roller og forklarer med dybdegående om konceptet bag “Elite hunting”. Det er heller ikke fordi “Hostel – part II” er en dårlig film. Den er bare ikke ligeså overraskende, fordi vi kender historien nu.

Filmen starter hos Paxton, der overlevede i etteren. Han er kommet tilbage til USA, hvor han gemmer sig sammen med sin kæreste. Han har mareridt om, at organisationen finder frem til ham, og det er vist ikke at afsløre for meget, at det gør de.

Herefter klipper filmen til den egentlige handling, tre amerikanske piger på backpacker-tur i Europa. I Rom møder de den søde Axelle, der fortæller dem om et vidunderligt spa i Slovakiet. Pigerne lader sig overtale og ender på det samme hostel som i første film. Om aftenen er der høstfest, og her møder den generte Lorna en sød fyr, der inviterer hende ud at sejle, og trods Beths advarsler tager hun af sted. Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Og herfra følger filmen sporet fra sidst med tilfangetagelse, tortur og død bare på nye voldsomme måder.

Der er dog også et andet spor i filmen, nemlig jægernes historie. Denne gang følger vi også, hvordan pigerne sættes på auktion til potentielle købere, og hvordan to amerikanske forretningsmænd kommer til Bratislava for at dræbe Beth og veninden. Denne del af historien er ret interessant, fordi den fokuserer på trangen til at leve fuldt, om det så betyder at slå andre ihjel.

Ligesom i “Hostel” bruger Eli Roth kameraet til at understøtte historien. Først farvestrålende billeder og masser af lys, siden mørke, dystre billeder og mere abrupt brug af kameraet. Det virker igen, og filmen bliver mere og mere væmmelig, som vi kommer frem.

Flere kendte figurer er med fra første film, bl.a. børnebanden som denne gang er lige ved at forpurre organisationens plan ved et uheld. Børnene er uhyggelig gode, og jeg fik helt ondt i maven ved at tænke på, at deres eksistens sikkert ikke er langt fra virkeligheden.

Eli Roth har også denne gang inviteret forskellige filmkendisser til en cameo-rolle, bl.a. Ruggero Deodato (instruktør af ”Cannibal Holocaust”, 1980) der optræder som en italiensk kannibal.

“Hostel – part II” kostede ca. 10 millioner dollars at lave, og indspillede godt 8 millioner i åbningsweekenden. Der er tilsyneladende en treer på vej i serien, men den bliver uden Eli Roth, der dog har udtalt, at han ikke har noget imod, at andre arbejder videre med hans koncept.

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2007

Jeg har længe gået udenom ”Hostel”-filmene af Eli Roth, da jeg havde hørt, at de var ekstremt voldelige, og jeg har det lidt svært med tortur-horror. Nu har jeg dog fået set første film, og jeg må indrømme, at det var en langt bedre film, end jeg havde forventet.

Vennerne Josh og Paxton er på backpacker-ferie i Europa. Her har de mødt islændingen Oli, og sammen tager de til Amsterdam, hvor den står på stoffer og kvinder. En aften bliver de låst ude af deres hostel, men en ung hollænder giver dem nattely og fortæller dem samtidig om et fantastisk hostel i Slovakiets hovedstad Bratislava, hvor de smukkeste kvinder bare drømmer om at have sex med unge turister.

Så de tre fyre tager til Bratislava, og umiddelbart lever alt op til forventningerne. De kommer til at dele værelse med to smukke piger, der tilsyneladende er klar på lidt af hvert. Men efter en bytur dukker Oli ikke op igen. Portieren påstår, at han har tjekket ud, men Josh og Paxton kan ikke få det til at passe. De tager alligevel i byen med pigerne igen om aftenen, og næste morgen er Josh væk.

Paxton beslutter sig for at finde frem til pigerne og få dem til at hjælpe med at finde kammeraterne igen. Natalya indvilliger og fører ham til en “kunst-udstilling”. Men noget er helt galt, og snart er Paxton fanget i et sandt helvede.

Den første halve time af “Hostel” er en lang fest. Vi ser fyrene drikke, tage stoffer og bolle piger til højre og venstre. Der er ingen tvivl om, at de er ude for at more sig – uanset konsekvenserne. Men så skifter filmen spor, og stemningen bliver ualmindelig ubehagelig. For pludselig befinder Josh sig alene i et rum, lænket til en stol og med alverdens værktøjer og knive omkring sig. Han aner ikke, hvorfor han er der, men han finder snart ud af, hvordan det ender.

Fra at være en film hvor de unge mænd objektificerer kvinderne, bliver de selv objekter. Ikke i forbindelse med sex, men med den sidste grænse – døden. For hvad er der tilbage at prøve, når penge kan købe alt.

Der er nogle virkelig klamme scener i filmen, og jeg måtte kigge væk et par gange. Alligevel synes jeg ikke, at Eli Roth overdriver, for det passer ind i historien.

Det mest skræmmende er næsten, at Roth fik idéen fra en hjemmeside på Internettet, der reklamerede med, at man mod betaling kunne skyde et menneske. Halvdelen af betalingen gik herefter til ofrets familie, og bagefter kunne man gøre med liget, hvad man ville. Virkelig en uhyggelig tankegang, men sikkert ikke helt usandsynlig.

Special effects i filmen er meget veludførte og virker totalt troværdige. Samtidig følger kameraet historiens udvikling, så vi i starten har en “glad” film med masser af farver og flotte kameravinkler, men efterhånden som historien bliver mere dyster, bliver farverne tonet ned og kameraet bliver mere og mere primitivt for til sidst at blive håndholdt i jagten gennem “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har overtalt et af sine store forbilleder, den japanske instruktør Takashi Miike (bl.a. “Imprint” og “One missed call“), til at være med i filmen, idet Miike har en lille cameo som rig forretningsmand, der besøger “kunst-udstillingen”.

Eli Roth har tidligere lavet “Cabin Fever“, som også kan anbefales. Han er ikke bange for at lave tingene blodige, men samtidig har han en historie at fortælle, og det lykkes rigtig godt her i “Hostel”.

Instruktør: Eli Roth
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Madeleine er rejst til Haiti for at gifte sig med sin forlovede Neil. Under rejsen møder hun Charles Beaumont, der også bor på øen. Han inviterer parret til at holde brylluppet hjemme hos ham, og det accepterer de gerne. I virkeligheden har Charles dog forelsket sig i Madeleine og håber på at kunne overtale hende til at opgive Neil. Det mislykkes, så i stedet vender Charles sig mod heksedoktoren Legendre (Bela Lugosi), og på selve bryllupsdagen falder Madeleine om – død.

Efter begravelsen drukner Neil sorgen i sprut, men imens henter Charles og Legendre Madeleins kiste. Hun er nemlig kun skindød, og nu vækker Legendre hende som en zombie. Selvom det hele var Charles idé, fortryder han snart. Zombie-Madeleine er kun en tom skal, og han ønsker, at Legendre skal gøre hende til menneske igen. Også selvom det betyder, at hun går tilbage til Neil. Men Legendre har andre planer.

I mellemtiden har Neil opdaget, at Madeleines kiste er væk, og han henvender sig til præsten Bruner, som fortæller om en mærkelig tradition på øen om folk, som hverken er rigtig døde eller levende. Sammen beslutter de sig for at søge efter Madeleine, og det lykkes dem også at finde Legendres hus. Men Madeleine er ikke hans eneste zombie.

“White Zombie” er lavet i 1932, og det kan naturligvis ses. Min udgave af filmen var temmelig grynet i billederne, og i enkelte scener blev lyden klippet over, før scenen var slut. Men i det store hele kan jeg sagtens forstå, hvorfor “White Zombie” kunne betage sit publikum, da den udkom. For her er onde skurke, smukke heltinder, et spændende plot og det hele sat i eksotiske omgivelser.

Det, der kan irritere en nutidig seer, er gennemskueligheden i plottet. Vi kan godt gennemskue, at Legendre er ond, men at det nok skal lykkes at få Madeleine bragt tilbage til de levende. Tempoet er også noget langsommere end i dag, og scenerne, hvor Legendre befaler sine zombier til noget, bliver lidt langtrukne, fordi vi først skal se Legendres stirrende blik og så se hans hænder knuges på en bestemt måde. Alligevel er tempoet også en del af filmens virkemidler, og det er tydeligt at se, at Halperin har arbejdet med at skabe den uhyggelige stemning bl.a. ud af Lugosis uhyggelig blik, som også dukker op som svævende, stirrende, onde øjne i flere af filmens scener. Det er imponerende lavet, når man tænker på, at filmen er fra 1932

Så egentlig følte jeg mig bedre underholdt af denne gamle film end af mange nyere. For i dag har vi teknikken og en nutidig viden, og alligevel laves der film, som hænger væsentlig mindre sammen og er væsentlig mindre interessante end “White Zombie”.

“White Zombie” er om ikke den første zombie-film så i hvert fald en af de første, og på den måde har den været absolut trendsættende. Zombierne i Halperins film er ikke menneskeædende som nutidens, men i stedet baserer de sig på Haitis voodo-myter om fangne sjæle, som tvinges til at arbejde for den, der har gjort dem til zombier. Det passer fint til tidsånden, og egentlig synes jeg også, at den tanke er utrolig skræmmende i dag.

Instruktør: Victor Halperin
Udgivelsesår: 1932

Jeg var vildt begejstret for John Ajvide Lindqvists bog “Lad den rette komme ind“, og netop derfor har jeg haft svært ved at tage mig sammen til at se filmatiseringen, som har lagt på mit natbord i over en måned nu. Men i går tog jeg mig sammen – heldigvis – for filmen er en fin gengivelse af historien.

Oskar er 12 år og bor alene med sin mor i et socialt boligbyggeri i Sverige. Han ser sin far ind i mellem, og de har det fint sammen – når faren ikke drikker. I skolen går det ikke så godt. Her bliver Oskar mobbet af klassekammeraten Conny og dennes medløbere.

En dag flytter pigen Eli og hendes bedstefar ind i lejligheden ved siden af Oskar. Han møder Eli en aften i gården, og de to bliver venner. Men den ældre mand, der bor med Eli, er ikke hendes bedstefar, og Eli er ikke en almindelig pige.

Da jeg skrev om bogen her på siden, kaldte jeg den en socialrealistisk vampyr historie. Det kan man også godt kalde filmen. Tomas Alfredson, som har instrueret, har lagt vægten på forholdet mellem Oskar og Eli, og ikke på de mere blodige aspekter der trods alt også er i historien.

“Låt den rätte komma in” er en meget fint fortalt historie om venskab og kærlighed, og om hvor svært det kan være at være barn og ikke passe helt ind. Billederne glider roligt af sted, og der er pauser undervejs, hvor kameraet dvæler ved detaljer i naturen.

Underlægningsmusik bruges kun sparsomt. Det meste af filmen høres kun de faktiske lyde, og det er med til at holde fokus på personerne. Derfor er det ekstra vigtigt, at de to børneskuespillere fungerer, men det gør de heldigvis utrolig godt. Kåre Hedebrant giver et rørende portræt af den forsømte dreng Oskar, og Lina Leandersson er pragtfuldt overbevisende som Eli.

“Låt den rätte komma in” er ikke en gyser fyldt med action, blod og forskrækkelser på stribe. Det er en lavmælt fortalt histoire med fokus på personerne og det at være anderledes. Jeg tror, det er en film, som i ligeså høj grad appellerer til ikke-gyserfans, men synes personligt at ingen bør snydes for at se den.

John Ajvide Lindqvist har i øvrigt selv skrevet manuskriptet til filmen.

Instruktør: Tomas Alfredson
Udgivelsesår: 2008

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Aidan Breslin (Dennis Quaid) arbejder i politiets drabsafdeling. For nogle år siden døde hans kone af kræft, og nu er han alene med sine to sønner. Men han involverer sig mere og mere i sit job, og lader den ældste søn Alex om at klare hjemmet og passe lillebroren Sean.

En dag bliver Breslin sat på en mærkelig drabssag. Man har fundet en masse tænder placeret på et serveringsfad ude på en tilfrossen sø med ordene “Come and see” malet på fire træer rundt om søen. Kort efter finder man liget af en kvinde i hendes hjem – hængt op i kroge og med maven sprættet op.

Det er ikke en almindelig seriemorder, der er på spil, og efterhånden finder Breslin frem til et mønster. Morderen bruger versene om Apokalypsens Ryttere fra Johannes Åbenbaring – og der er mere end en.

“Horsemen” er ikke en gyser, men en thriller der bruger lidt torturhorror for at krydre filmen. Quaid er udmærket som den sørgende betjent, der ikke har overskud til at hjælpe sine egne sønner, men i stedet tilbringer alle sine dage med at hjælpe fremmede. Men efterhånden som gåden begynder at løses, synes jeg, at historien falder lidt fra hinanden. Ziyi Zhang, der spiller pigen Kristin, virker alt for overgearet på mig, og jeg synes heller ikke, at det var svært at gennemskue slutningen.

Som underholdning en mandag aften er “Horsemen” dog udmærket. Bare man ikke forventer noget specielt mindeværdigt. Jonas Åkerlund har instrueret og har tidligere hovedsageligt instrueret musik-videoer for bl.a. Madonna og Metallica.

Instruktør: Jonas Åkerlund
Udgivelsesår: 2009

Dürer: Apokalypsens Fire Ryttere

I den lille by Black Stone findes en vagabond død i et haveskur. Det ser ud til, at han er blevet stukket ihjel af hvepse – men ikke almindelige hvepse, for deres brod er meget større og de er også væsentlig mere aggressive. Før hans lig kan blive ordentlig undersøgt, forsvinder det dog, og i stedet findes byens læge død i lighuset.

Jane Kozik er lige flyttet tilbage til Black Stone sammen med datteren, Kelsey, efter næsten ti år. Hun er den nye betjent i byen, og hun opdager snart at noget er helt galt. Sammen med byens skadedyrsbekæmper begynder hun at undersøge sagen, og sammen finder de frem til Eli Giles, der gemmer et stort laboratorium under sin campingvogn.

Giles forsker i de dødbringende hvepse, og gennem ham finder de ud af, at det er et hemmeligt projekt under hæren, som er løbet løbsk. Samtidig er hæren på sporet af Giles, som de vil stoppe for enhver pris, og ikke mindst er dræberhvepsene på krigsstien.

“Black Swarm” er et stykke hen ad vejen underholdende og lettere skræmmende. Jeg synes vældig godt om de zombie-lignende byboere, som går rundt efter at være blevet stukket af hvepsene, og jeg kan også sagtens sluge forklaringen om, at dræberhvepsene er et genforskningsprojekt fra hæren, som er løbet løbsk.

Men når vi tager enkelthederne i historien – og ikke mindst slutningen – så ærger jeg mig over en masse sjusk og hurtige løsninger. Hvordan kan det f.eks. være, at Eli Giles i mange år har holdt sit laboratorium skjult for omverdenen, men da betjent Kozik leder efter sin datter, står døren til campingvognen piv-åben nærmest med et neonskilt der blinker “HEMMELIGT LABORATORIUM. LØFT LEMMEN!” Og hvorfor er det nødvendigt at gøre Kelsey til hvepsenes nye dronning? Og hvorfor får man aldrig en forklaring på, hvor liget af vagabonden forsvinder hen? Og hvorfor skal der altid – med djævelens vold og magt – presses en kærligheds historie ind i plottet. DET ER DA FULDSTÆNDIGT LIGEGYLDIGT, HVEM KELSEYS FAR ER!!!

Men det er desværre lidt en trend ved Maneater Serien. Historierne starter egentlig okay ud, men så sjuskes der med dem, og de løber enten ud i sandet, eller ender i noget vildt utroværdigt bavl. Det sidste synes jeg er tilfældet med “Black Swarm”.

Instruktør: David Winning
Udgivelsesår: 2007

Andre film i Maneater Serien:

Eye of the beast, 2007 – Gary Yates
Grizzly Rage, 2007 – David DeCoteau
Black Swarm, 2007 – David Winning
Blood Monkey, 2007 – Robert Young
Hive, 2008 – Peter Manus
Hybrid, 2007 – Yelena Lanskaya
In the Spiders Web, 2007 – Terry Winsor
Maneater, 2007 – Gary Yates
Sea Beast, 2008 – Paul Ziller
Shark Swarm, 2008 – James A. Contner
Swamp Devil, 2008 – David Winning
Vipers, 2008 – Bill Corcoran
Wyvern, 2009 – Steven R. Monroe
Yeti, 2008 – Paul Ziller
Croc, 2007 – Stewart Raill

Besøg Maneater Series hjemmeside