Arkivet for oktober, 2009

“Dommerens hus” blev oprindeligt udgivet i 1891 i bladet “Holly Leaves”. Siden udkom den også i bogform i samlingen “Dracula’s Guest and Other Weird Stories”, der udkom i 1914 – to år efter Bram Stokers død.

Hovedpersonen er studenten Malcolm Malcolmson. Hans eksamen er nært forestående, og han tager ud på landet for at få ro til at læse. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt, og som de lokale betragtede med stor rædsel. Huset var tidligere ejet af en dommer, som var yderst frygtet pga. sin grusomhed, men Malcolm lader sig ikke ængste og flytter ind, for som hans rengøringshjælp Mrs. Dempster udtrykker det: “Den slags Bøhmænd kan være alle mulige slags ting – lige bortset fra Bøhmænd! Rotter og mus og biller; og knirkende døre og løse tagsten og knuste ruder og stive skuffehåndtag, der bliver ude, når man trækker i dem og så falder ned midt om natten.”

Og det viser sig allerede første nat, at huset virkeligt er fyldt med rotter. Malcolm lader sig dog ikke distrahere, og først da rotternes larm pludselig holder op, ser han op – og ser en kæmpestor rotte, der stirrede vedholdent og ondskabsfuldt på ham, og først lod sig kyse væk da Malcolm ramte den med Biblen, som han brugte som kasteskyts.

Da Malcolm næste dag fortæller kromutter om Den Gamle Djævel, som han i spøg kalder rotten, bliver hun ganske bleg og advarer ham mod at spøge med den slags. Malcolm beslutter sig for at finde ud af, hvor rotten kommer ind og stille en fælde op, så om natten holder han øje med, hvor rotten forsvinder hen. Den kravler om af alarmklokken i stuens ene hjørne, men næste dag glemmer Malcolm at få stillet fælden op. Og da det atter bliver nat, kommer rotten igen – og denne gang ser Malcolm også den gamle dommer, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i “Dommerens hus”.

I dag er der kun 2 måneder til jul, så er det vel meget passende at starte med at se jule-horror? Men undlad at gribe fat i “Silent night, deadly night part 2″ for her er tale om en virkelig dårlig to’er…

Billys lillebror Ricky er blevet voksen, og nu er han spærret inde, og en psykiater kommer for at evaluere ham. Han fortæller sin og sin brors historie, og vi finder ud af, at han selv har fortsat sin brors straffe-togt mod alle de “uartige”. Og til slut vender han naturligvis tilbage til abbedissen fra børnehjemmet, hvor han og Billy voksede op.

Den første halvdel genfortæller Ricky Billys historie, og det er stort set bare klip fra første film blandet med nærbilleder af Ricky (Eric Freeman) som snerrende stirrer på psykiateren. Den sidste halvdel er så Rickys historie, og her viser det sig, at også Ricky husker barndommens traume med julemanden, der dræber deres forældre, og nu slår det klik for ham, når nogen i rødt opfører sig uartigt.

Hvor Robert Brian Wilson gjorde det godt i første film, er Eric Freeman totalt forfejlet som Ricky. Det eneste han tilfører rollen er en svulmende muskelkrop, og skuespilsmæssigt får han Jean Claude van Damme til at ligne en Oscar-modtager for bedste mandlige hovedrolle! Freeman overspiller totalt, og  skifter mellem snerren som ligner en med dårlig mave, og en psykopatlatter der bedst kan sammenlignes med falsk dåselatter under et virkelig dårligt tv-show. Han er muligvis den dårligste skuespiller, jeg har set.

Lilyan Chauvin, der spillede abbedissen i første film, har klogeligt takket nej til at være med i to’eren, og hendes rolle er blevet overtaget af Jean Miller, der sminket med bylder (for hun har haft en række slagtilfælde???) forsøger at løfte rollen. Noget der slet ikke lykkes.

Det eneste positive ved “Silent night, deadly night part 2″ – udover at den kun varer 86 minutter – er to ting: At abbedissen bor i nummer 666, og at Ricky bruger en parably på en måde jeg ikke har set den blive brugt før. Men bortset fra det er denne to’er ikke værd at spilde tid på.

Instruktør: Lee Harry
Udgivelsesår: 1987  

Hvor

Jeg blev ret imponeret af Ruggero Deodatos “Cannibal Holocaust“, så da jeg faldt over hans “Last Cannibal World”, der er lavet tre år før, tænkte jeg, at den måtte jeg ikke gå glip af. Det var dog ikke lige så stor en oplevelse.

Robert Harper flyver med vennen Rolf og de to ansatte, Charlie og Swann, ud til en lejr dybt inde i junglen, hvor et hold søger efter olieforekomster. Landingsbanen er blevet misligeholdt, så i landingen taber flyet det ene hjul. Mens Charlie forsøger at reparere dette, går Robert og Rolf ud for at finde lejren – som er forladt.

De finder efterladenskaber, der tyder på, at lejren er blevet overfaldet af lokale kannibaler, og i panik løber Robert ind i junglen, mens han råber på sine folk. Rolf følger efter og indhenter til sidst Robert, men nu er de faret vild. Det lykkes dem dog at komme tilbage til flyet, men først da det er blevet for sent at lette. Så de fire må tilbringe natten i flyet.

I løbet af natten skal Swan tisse, og mens hun er ude, bliver hun bortført. Næste dag tager de tre mænd af sted for at finde hende, men Charlie går i en fælde og bliver dræbt. Nu er der kun Robert og Rolf tilbage, men i forsøget på at krydse floden, forsvinder også Rolf. Kort efter bliver Robert fanget af en lokal stamme, som smider ham i et hul og gemmer ham til senere brug.

Det lykkes til sidst Robert at stikke af, og med sig tager han en indfødt kvinde. Først forsøger hun at slippe væk, men efter en rask lille voldtægt falder hun til og behandler Robert som sin herre. Nu må de forsøge at finde tilbage til flyet og slippe væk fra junglen uden at kvindens stamme eller kannibalerne fanger dem.

Jeg synes, historien er temmelig søgt. De vilde skildres så overdrevent, at det næsten ikke er til at bære. Når de spiser, hugger de maden i sig som dyr. Når de har sex, sker det midt i blandt hinanden med vold og uden kærtegn. Og de viser generelt ingen følelser andet end nysgerrighed. Jeg synes heller ikke, at Roberts karakter har noget særligt formål. Ja, han skal forsøge at overleve i junglen, men jeg fik ingen sympati for ham. Måske skal filmen vise, hvordan junglen reducerer alle mennesker til dyr i kampen for at overleve, men det mener jeg ikke er en gyldig konklusion, og derfor er historien ikke tilfredsstillende for mig. 

Ruggero Deodato hverken chokerer eller overrasker i denne film, men man kan dog ane lidt af konturerne til “Cannibal Holocaust“, i den måde han filmer dyrene, der slås ihjel undervejs. Her er lidt af samme vildskab og ubehagelige billeder, men dog ikke nær så gennemført.

“Last Cannibal World” kommer ikke til at stå i min hukommelse som en mindeværdig film, og hvis man kun skal se en film af Ruggero Deodato, så tag hellere “Cannibal Holocaust“.

Læs også Uncuts langt mere positive anmeldelse

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1977
Originaltitel: Ultimo mondo cannibale

Den unge Sakaya flytter ind i lejlighed 1303 i et stort lejlighedskompleks ned til en strand. Men mens vennerne sidder i stuen og hygger, springer hun pludselig ud fra lejlighedens altan og dør.

Storesøsteren Mariko bor stadig hjemme hos moderen, der lider af en depression efter faderens død. Moderen forstår tilsyneladende ikke, at Sakaya er død og bebrejder Mariko det hele.

Mariko påtager sig at pakke lejligheden ned, og møder naboens lille pige som har en teddybjørn – en teddybjørn hun finder ud af tilhørte Sakaya. Mariko føler, at der er noget mærkeligt ved lejligheden. Det får hun bekræftet, da kriminalassistent Sakurai opsøger hende og fortæller, at Sakaya er den 5 kvinde, som begår selvmord i lejligheden ved at springe ud fra altanen.

Og det hele startede med Sujiko, som boede i lejligheden sammen med sin alkoholiske mor …

“Apartment 1303″ er ikke en af de bedste film, jeg har set. Selve set-uppet er sådan set udmærket, men så føles det, som om historien kører i ring. Der kommer godt nok flere og flere skræk-effekter ind (og naturligvis det sædvanlige langhårede spøgelse), men der er ikke nogen udvikling af betydning. Og slutningen – ja, den er heller ikke overraskende.

Aturu Oikawa har også instrueret “Tomie – Revenge”, som jeg har til at ligge i bunken af film, jeg mangler at se. Jeg håber, den er bedre.

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 2007

“Carmilla” blev første gang publiceret i magasinet “The Dark Blue” i 1872. Senere blev den udgivet i novellesamlingen “In a Glass Darkly” samme år.

I prologen fortæller Le Fanu, at doktor Hesselius har skrevet et essay om emnet, som det vedlagte manuskript beskriver. Manuskriptet er en 16 kapitler lang beretning, som fortælles af den unge pige Laura.

Laura vokser op langt ude på landet på et schloss i Sterimark sammen med sin fader, to guvernanter og tjenestefolkene. En af hendes første erindringer er et skrækkeligt mareridt, hvor en ung dame kommer til Lauras værelse en nat og putter sig ind til hende i sengen. Men drømmen ender med en skarp smerte som af to nåle, der blev jaget i hendes bryst, og Laura glemmer det aldrig.

Som ung dame får hun og faderen en ukendt gæst. De skulle egentlig have haft besøg af General Spielsdorfs niece, men hun dør pludselig, og generalen aflyser sit besøg. I stedet møder de tilfældigt den unge kvinde Carmilla, hvis rejsevogn forulykker netop ved deres schloss. Carmilla bliver boende for at komme til hægter, mens hendes moder haster videre i et uopsætteligt ærinde, og aftalen er at hun vil hente Carmilla efter nogle måneder.

De to unge piger bliver gode veninder. Dog synes Laura, at Carmilla i visse henseender er meget apatisk, og ind i mellem henfalder hun i et mærkeligt humør, hvor hun med sin vanvittige tale og blikke, skræmmer Laura og gør hende forlegen.

Som tiden går, sker der flere pludselige dødsfald blandt de unge piger på egnen, alle startende med nogle få dages afkræftethed og så pludselig død. Men da Laura selv får disse symptomer, bider hun ikke mærke i dem. Først da det går op for hendes fader, at der er noget galt, tilkaldes lægen, og det viser sig, at Laura er i yderste livsfare. Hendes redning hænger sammen med General Spielsdorfs pludselige opdukken, for det viser sig, at han har fundet frem til, hvem der stod bag hans nieces død, og nu ønsker han hævn.

“Carmilla” er blevet fremhævet som inspirationskilde til Bram Stokers mere kendte vampyr-roman “Dracula“. Stoker lod i sin kladde Dracula stamme fra Styria – samme sted som “Carmilla” udspiller sig – men ændrede det senere til Transylvanien. Stokers figur Lucy er meget ens med Le Fanus Carmilla – begge høje, slanke, apatiske og med store øjne, fyldige læber og bløde stemmer. Også inspirationen til vampyrjægeren Van Helsing kan findes i Le Fanus historie, nemlig i generalens ven, Baron Vordenburg, som via sin forskning i vampyrens væsen, hjælper familien med at dræbe vampyren.

Vilkårene for vampyrerne er dog ikke ens i de to historier, idet Carmilla hos Le Fanu godt kan bevæge sig udenfor om dagen, omend hun dog som regel ikke står op før hen på eftermiddagen.

Udover at være en inspirationskilde for Bram Stoker har “Carmilla” også inspireret flere filmskabere, blandt andre Carl Th. Dreyer hvis film “Vampyr” fra 1932 er løseligt baseret på Le Fanus fortælling.

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse af “Carmilla”

Udgivelsesår: 1872

“Dr. Caligaris Kabinet” er en af de film, som jeg har haft på min Skal-Se liste, men som jeg har skubbet lidt foran mig. Jeg vidste, det var en klassiker, men havde lidt svært ved at tage mig sammen til en tysk stumfilm fra 1920. Men jeg må sige, at jeg blev yderst positivt overrasket.

Filmen åbner med to mænd, der sidder i en have og taler sammen, mens en kvinde går forbi. Hovedpersonen Francis fortæller, at det er hans forlovede Jane, og at historien om, hvordan de blev forlovede, er ganske utrolig. Mens han begynder at fortælle den historie, skifter filmens perspektiv til et langt flashback.

I den lille by Holstenwall ankommer et tivoli. Blandt boderne er Dr. Caligari som optræder med søvngængeren Cesare, der har sovet i 25 år. Når Cesare udtaler en profeti, går den i opfyldelse. Francis og vennen Alan overværer showet, og Alan spørger Cesare “Hvornår skal jeg dø?”. Svaret er “Inden morgen”, og ganske rigtig – næste morgen er Alan død.

Francis går til politiet og fortæller, at han mistænker Caligaris søvngænger for mordet. Før de kan reagere, bliver en ældre kvinde forsøgt myrdet og gerningsmanden fanget. Alle tror, at det er den samme, som slog Alan ihjel, men han nægter.

Politiet overvåger Caligaris vogn med kisten, hvor Cesare ligger, men om natten bliver Jane alligevel overfaldet af Cesare, som stikker af og ender med at falde i døden. Det viser sig, at kisten kun indeholder en dukke, og at Dr. Caligari er flygtet.

Francis følger efter Caligari og ender ved et sindssygehospital – hvor Dr. Caligari er direktør! Francis finder nogle optegnelser om en tidligere Caligari, som brugte en søvngænger til at begå mord for sig, og overbeviser personalet om, at nutidens Caligari gør det samme. Så Caligari bliver indlagt.

Så skifter perspektivet igen til nutiden, og Francis sidder atter i haven med den ældre mand (og nu kommer der en SPOILER). Pludselig dukker Dr. Caligari op, og Francis kommer i slagsmål med ham og bliver slæbt væk af personalet. Det viser sig, at hele historien har været Francis vrangforestilling, og at han er den indlagte på sindssygehospitalet.

Historien er ikke særlig uhyggelig i dag, og selve plottet kan heller ikke overraske mange af nutidens seere, men alle klichéer starter med en første gang, og det var “Dr. Caligaris Kabinet” for datidens seere.

Ydermere er historien fortalt med spændende visuelle virkemidler. Når vi er i nutiden, er settet sat i en virkelig have og med almindelige billeder. Men når vi er i flashbacket, er settet en teateragtig todimensionel scene, hvor husene er malet på træplader, og alle vinkler er skæve og forvredne ude af vinkel. Perspektivet forvirres, og når menneskene nærmest må krybe ud af døre eller klatre op på stole, giver det en uhyggelig og uvirkelig fornemmelse, som helt sikkert må have været endnu mere udbredt for datidens seere.

Filmen bruger den tyske ekspressionisme til at skildre forvirring og utryghed hos personerne. De forvredne perspektiver er en subjektiv gengivelse af virkeligheden, som når Cesare flygter ad trapper i skæve vinkler. En advarsel om at betragteren (eller i dette tilfælde fortælleren) ikke er ved sine fulde fem.

“Dr. Caligaris Kabinet” er således en overraskelse på det visuelle plan omend ikke så meget på plottet. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den til alle, som har lyst til at få et indblik i gyserfilmens historie, for som Roger Ebert skriver i sin omtale af “Dr. Caligaris Kabinet”:

“A case can be made that “Caligari” was the first true horror film. There had been earlier ghost stories and the eerie serial “Fantomas” made in 1913-14, but their characters were inhabiting a recognizable world. “Caligari” creates a mindscape, a subjective psychological fantasy. In this world, unspeakable horror becomes possible.”

Læs hele Roger Eberts anmeldelse

Instruktør: Robert Wiene
Udgivelsesår: 1920
Originaltitel: Das Cabinet des Dr. Caligari

Tage la Cour har udvalgt disse fire historier, som er samlet i “Draculas gæst og andre vampyrhistorier”. Den første historie er titelnovellen og er skrevet af Bram Stoker.

“Draculas gæst” blev udgivet i 1914 af Stokers enke, Florence, to år efter hans død i novellesamlingen “Dracula’s guest and other weird stories”. I forordet skriver Florence, at “Draculas gæst” er et hidtil upubliseret afsnit fra “Dracula”, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. Nu vil hun give læserne mulighed for at få dette manglende stykke af Stokers mest berømte værk.

Historien handler om en engelsk gentleman (som må være Harker), der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

“Den smukke vampyr” (“La Morte Amoureuse”) af Théophile Gautier er fra 1836 og blev første gang trykt i “La Chronique de Paris”. Fortælleren er præsten Romuald, som samme dag han skal afgive sit præsteløfte, ser den underskønne Clarimond og forelsker sig øjeblikkeligt. Han gennemfører dog ceremonien, men kan ikke slå Clarimond ud af hovedet, selv da han bliver sendt ud til sit nye sogn. Et år efter bliver han en nat tilkaldt, da en rig frue ligger for døden. Det viser sig at være Clarimonde, og i sin kvide over at være kommet for sent, kysser Romuald hende. I det samme slår hun øjnene op og udbryder: “Åh, er det dig, Romuald. Hvad har du lavet? Jeg har ventet på dig så længe, at jeg er død; men nu da vi er trolovede, vil jeg kunne se dig og komme til dig.” Og så starter et mærkeligt dobbeltliv for Romuald, hvor han om dagen er præst og om natten en ung adelsmand, der lever sammen med Clarimonde. Men Clarimondes skønhed er ikke uden pris, og Romuald opdager, at hun bærer på en hemmelighed.

Sheridan Le Fanu bidrager til antologien med “Carmilla“, som første gang blev publiseret i 1872, og sidste novelle er “Berencie” af Edgar Allan Poe som første gang blev publiceret i Southern Literary Messenger i 1835. Fortælleren Egæus beretter om sin skæbne. Hvordan han som barn voksede op sammen med kusinen Berenice, og hvordan de udviklede sig yderst forskelligt – hun yndefuld og livlig, han svagelig med mørkt sind og med en mærkelig trang til at fordybe sig i de særeste detaljer.  Men så bliver Berenice syg, og i et anfald af medlidenhed beder Egæus hende om at gifte sig med ham. Kort før brylluppet bliver han dog besat af tanken om hendes tænder efter at have set et kort glimt af dem. Det får grusomme konsekvenser.

Da “Berenice” først udkom, modtog udgiveren Thomas W. White flere klager over, hvor voldsom og brutal novellen var. Det medførte, at novellen i 1840 blev publiceret i en redigeret version. En moderne gendigtning af “Berenice” kan læses i novelle-antologien “Poe – 4 makabre hyldelster” fra 2009, hvor Rikke Schubart giver sin udgave af historien. Også denne novelle fik flere anmeldere til at mene, at forfatteren var gået over stregen for, hvad man kan tillade sig at skrive.

Samlingen indeholder kun disse fire historier og har hverken forord eller yderligere oplysninger om de enkelte historier eller forfattere. Det er lidt ærgerligt, for jeg synes altid, det er spændende at få lidt baggrundsstof med for, hvorfor netop disse historier er valgt ud af de mange vampyrfortællinger, der er skrevet. Men bortset fra det er antologien bestemt en læsning værd.

Udgivelsesår: 1974

Jeg ser ikke mange stumfilm, men Carl Th. Dreyers “Vampyr” hører efter min mening til de film, man skal se, hvis man interesserer sig for gysets historie. Jeg havde desværre fået fat i en ret dårlig udgave, hvor både billeder og lyd skrattede, så det ind i mellem var svært at følge med i, hvad der skete. Alligevel kan jeg tydeligt se, hvorfor “Vampyr” betragtes som et mesterværk i dag.

Allan Gray har interesseret sig for tidligere tiders djævletilbedelse og vampyrer. Studierne har gjort ham til lidt af en drømmer, der ikke altid kan skelne virkeligheden fra fantasien. På en af sine planløse rejser tager han ophold i den franske landsby, Courtempierre. Om natten kommer en ældre herre pludselig ind på Allans værelse. Han siger “Hun må ikke dø…” og så efterlader han en lille pakke med påskriften “Må først åbnes efter min død”.

Allan beslutter sig for at forsøge at finde ud af, hvem manden hentyder til og undersøger hotellet, men han finder ikke, hvad han søger. Så søger Allan ud i parken, og her ser han manden som opsøgte hans værelse om natten. Manden bor alene med sine to døtre, Gisèlle og Léone, på et afsidesliggende gods, og Allan følger med dem hjem.

Her opdager han, at Gisèlle er syg. Hun har et bidmærke på halsen som efter en rotte eller en kat. Mens de venter på doktoren, bliver den gamle mand skudt af en skygge. Nu åbner Allan pakken, som indeholder en bog “The History of Vampires” af Paul Bonnard, som bl.a. fortæller om vampyren Marguerite Chopin fra byen Courtempierre, og om vampyrernes hjælpere som er skygger af henrettede mordere.

Så ankommer doktoren, som giver datteren en blodtransfusion fra Allan. Men mens han hviler, har doktoren onde planer. Han giver datteren en flaske gift, for hvis hun begår selvmord, er hendes sjæl fortabt. Det lykkes dog for tjeneren at vække Allan, som forhindrer udåden. Mens doktoren flygter, deles Allan i to. Hans skygge følger doktoren og finder sig selv som lig i doktorens hus. Hans andet jeg ser tjeneren grave Marguerite Chopins kiste op og hjælper ham med at slå en pæl igennem hendes hjerte. I det samme pælen er slået i, sætter Gisèlle sig op og udbryder “Jeg føler mig stærk. Min sjæl er fri”. Allans skygge befrier samtidig Leoné fra doktorens hus, hvor hun sad bundet, og sammen tager de hjem til godset.

Efter hvor tids standard er historien ikke uhyggelig, men det er tydeligt at se, at Carl Th. Dreyer var en dygtig filmmager. Han filmer fra specielle kameravinkler (som nedefra Allans kiste mens den bæres bort), og arbejder meget med brugen af skyggerne. Og hans trick med at lade Allan splittes i to fungerer 100 % også i dag. Samtiden var dog ikke så begejstret for “Vampyr”, der endte med at blive en økonomisk fiasko og kostede Carl Th. Dreyer et nervesammenbrud.

Filmen er frit baseret på Sheridan le Fanus’ novelle “Carmilla” fra novellesamlingen “In a Glass Darkly” (1872) og fortælles nærmest som en labyrintisk drøm. Tempoet er roligt, og kameraet følger Allans vandringer og søgen frem og tilbage på forskellige lokaliteter, som dog alle indeholder enkelte foruroligende elementer. F.eks. det første blik på hotellet er på dets vejrhane, som fik mig til at tænke på den hedenske figur i starten af “Exorcisten” – men det er blot en vejrhane.

“Vampyr” er en anderledes oplevelse, og søger man dramatik, blod og benhård uhygge, så er det ikke “Vampyr”, man skal se. Men filmisk er den en oplevelse værd trods de 77 år på bagen. Selv sad jeg med en mærkelig fornemmelse af at have set hovedpersonen Allan Gray (spillet af Julian West) før – indtil det gik op for mig, at han simpelthen ligner H. P. Lovecraft.

Dreyer kunne ikke beslutte sig for en titel til filmen, og bl.a. var titler som “Destiny” og “Shadows of Hell” i spil. Filmen blev i magasinet “Close Up” kaldt for “The Strange Adventure of David Gray”.

Læs anmeldelsen på Classic-Horror.com

Instruktør: Carl Th. Dreyer
Udgivelsesår: 1932

Dennis Jürgensen er en institution på den danske horror-scene. Hans “Kadavermarch” står for mig som en af de bedste læseoplevelser, og det samme gør “Grønne øjne”. I “Dødens mange facetter” har Jürgensen samlet 19 noveller, han har skrevet gennem årene, og bortset fra “Joggeren der løb baglæns” har de ikke tidligere været offentliggjort.

Jeg vil ikke kalde “Dødens mange facetter” en skuffelse, for jeg læste den hurtigt og følte mig underholdt imens. Men på højde med de to tidligere nævnte titler, er den desværre ikke. Efterfølgende har jeg svært ved at trække enkelte historier ud for at være ekstra-ordinære, for de virker mere som godt håndværk end sprudlende, spændende idéer.

Skal jeg vælge en ud, bliver det “Den nye chauffør”, hvor historien godt nok er set før, men som i Jürgensens hænder alligevel får sit eget fingeraftryk. Her skal en ny buschauffør overtage rute 4, efter at den tidligere chauffør er død af hjertestop. Ruten går ud af byen gennem en mørk skov, og der går rygter om, at spøgelser huserer her.

Også “Det er dét vi er her for” skal fremhæves for sin originale idé om Tor Hollund, som en morgen under barberingen opdager, at hans kind falder af, men det er der en ganske logisk forklaring på.

“Dødens mange facetter” er udmærket underholdning, men det bliver ikke bog, der kommer til at stå i min bevidsthed længe efter læsningen på samme måde som “Grønne øjne”.

Mathias Clasen har lagt en mere positiv anmeldelse på Horrorsiden.dk

Udgivelsesår: 2009

Tit tænker jeg, når jeg ser en film, at slutningen er alt for lykkelig sukkersød. Det gjorde jeg ikke med “The Barber”.

I den lille by Revelstoke, Alaska, er der mørkt en stor del af året. Her bor knap 300 mennesker, og blandt dem er barberen Dexter Miles. Dexter er vellidt blandt byens øvrige beboere, men han er ikke helt som de andre. Dexter er nemlig stærkt optaget af psykopater og seriemorder, som han anser for nutidens helgene, fordi alle følger så interesserede med i deres gerninger. Og Dexter er selv en af dem.

I filmens begyndelse findes liget af en lokal kvinde. Hun er blevet voldtaget og kvalt, og sherif Corgan er overbevist om, at morderen er enten hendes elsker eller hendes mand. Men ingen af delene passer, og så dukker FBI agenten Crawley op og overtager efterforskningen.

Dexter spilles af Malcolm McDowell, og det er hovedsageligt på grund af ham, at jeg fandt filmen vildt fascinerende. Han passer perfekt til rollen som seriemorderen, der udadtil er en tilforladelig ældre herre, men indeni mangler alle hæmninger og sociale normer.

Det vil være en tilsnigelse at kalde “The Barber” for en gyser. Men det er en glimrende thriller, og med en skruppelløs seriemorder i en næsten uendelig nat, så synes jeg godt, at jeg kan forsvare at omtale den her

Instruktør: Michael Bafaro
Udgivelsesår: 2001