Arkivet for november, 2009

Inspireret af et par gode oplevelser med norske gyserfilm (“Død Snø” og “Vildmark“) hoppede jeg på denne svenske film, om fire unge englændere der tager på ferie på Gotland udenfor sæsonen og falder over en dødbringende hemmelighed. Lad mig sige det med det samme – “Hemligheten” er noget værre bras i forhold til førnævnte titler. Ja, faktisk vil jeg gå så vidt som at kalde den noget bras selv i forhold til moster Yrsas hjemmevideo fra hendes polterabend…

For det første forstår jeg ikke, hvorfor instruktøren Paolo Vacirca lader de fire unge være englændere, når han caster svenskere til rollerne? Hvis det er for at give filmen et mere internationalt snit, falder det i hvert fald fuldstændig til jorden, så snart de åbner munden. Kun Charly Wassberg Borbos som spiller den arkæologistuderende Michelle formår at tale et nogenlunde dialekt løst engelsk.

Dernæst virker det, som om Vacirca har lavet filmen på amatørbasis sammen med nogle kammerater. Historien er mere end tynd og skuespillet ligeså. Klichéerne står til gengæld skulder ved skulder, mens chokscenerne er til at overse. Michelle bliver dog sminket udmærket, da tingene begynder at gå galt.

Det bedste jeg kan sige om “Hemligheten” er, at danske Valdemar Atterdag spiller en rolle heri. Hans mange sejre over svenskerne kan umuligt være vundet på “ærlig vis”, så naturligvis har han været besat af ondskabens dæmon, som vores unge helte er så uheldige at falde over i nutiden.

Jeg tror, at Paolo Vacirca har været inspireret af “Evil Dead“, da han lavede “Hemligheten”, men desværre er det mislykkes fuldstændig for ham at ramme samme humoristiske splatter-humor. I stedet er det blevet en usammenhængende film med irriterende skuespillere, kedelige locations, dårligt manuskript og uden hverken humor eller uhygge. En af de ringeste film, jeg har set længe…

Instruktør: Paolo Vacirca
Udgivelsesår: 2005

Så fik jeg også set den originale “The Hills Have Eyes” fra 1977 og kan konstatere, at Alexandre Ajas remake har været tro mod originalen.

Familien Carter er på vej til Californien. Undervejs beslutter de sig for at besøge en sølvmine, men ender med at køre galt på en grusvej langt væk fra civilisationen. Og det er ikke en gang det værste, for i området bor en ikke helt almindelig familie, og de har tænkt sig at invitere Carterne til middag – som hovedretten!

Sådan kan handlingen i “The Hills Have Eyes” beskrives ganske kort. Undervejs er der en del grumme scener, og familien bliver langsomt slagtet en efter en.

“The Hills Have Eyes” var blot Wes Cravens anden spillefilm. I 1972 slog han sit navn fast med kult-klassikeren “Last house on the left“, og han var lidt betænkelig ved at begive sig ud i endnu en horrorfilm. Temaet i begge film kan beskrives som civilisationens sammenbrud, når den presses. I “Last house on the left” tager forældrene en frygtelig hævn over deres datters voldtægtsmænd, og ender på den måde med at være ligeså rå og voldelige som dem. Og i “The Hills Have Eyes” må også Carter familien bliver ligeså dyriske som kannibal-familien for at overleve.

Wes Craven lod sig overtale af vennen og produceren Peter Locke til at skrive “The Hills Have Eyes” efter at flere ikke-horrorfilm produktioner faldt til jorden for ham. Og hvor “Last house on the left” fik voldsomme hug af kritikerne for at være for voldelig og seksuel, så endte “The Hills Have Eyes” med at få langt bedre anmeldelser. Måske fordi kannibal-familien ikke lignede virkeligheden så meget som voldtægtsmanden Krug fra “Last house on the left” gjorde? Måske fordi Wes Craven ikke lagde ligeså meget vægt på at gøre voldtægtscenen så realistisk som i “Last house on the left”?

I 1974 var Tobe Hoopers “The Texas Chain Saw Massacre”, som også har en kannibalistisk familie i hovedrollen, udkommet, og Wes Craven lod sig inspirere af denne idé, som han mixede med historien om Sawney Bean – en skotsk kriminel fra 1700-tallet, der spiste sine ofre, og led en forfærdelig skæbne, da han blev pågrebet. Rent fysisk lånte Wes Craven også fra “The Texas Chain Saw Massacre”, idet art director Robert A. Burns også havde været art director på Tobe Hoopers film, så mange af effekterne i kannibal-familiens hule i bjergene stammer fra kannibal-familiens hus i “The Texas Chain Saw Massacre”.

“The Hills Have Eyes” blev lavet for blot 230.000 $. Det forekom dog Wes Craven at være et kæmpebudget, for “Last house on the left” blev indspillet for blot 90.000 $. På rollelisten ses bl.a. Dee Wallace (“The Howling“) og Michael Berryman, hvis karakteristiske ansigt pryder filmens cover, men også producer Peter Locke har en lille cameo som Mercury, den første af kannibal-familien som dør.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1977

Jeg blev hooked på hule-horror efter at have set “The Cave” og “The Decent“, men er ikke lige faldet over noget siden. Derfor snuppede jeg uden betænkning “The Cavern” med, da jeg så den i min lokale bytte-biks. Men det er nu langt fra så god en film som de to ovenstående.

En gruppe hule-entusiaster skal udforske en ny hule et eller andet sted i Rusland. Allerede før de går ind, er de dog lidt betænkelige, for er den ikke unaturlig mørk? Men ind kommer de, og ikke langt inde i udforskningen forsvinder deres russiske guide. Da de finder ham, er han nærmest skåret midt over, og da de forsøger at få ham ud af hulen, opdager de, at indgangen er blevet lukket. De må forsøge at finde en anden vej, hvis de vil se dagslyset igen. Men hvad der end slog guiden ihjel, er stadig løs, og en efter en bukker gruppen under for det ukendte uhyre, indtil der kun er to tilbage …

Historien er egentlig okay. Selvfølgelig er den set før, men med lidt arbejde kunne der sagtens være blevet en god film ud af den. Desværre løfter filmen sig bare aldrig til noget nær skræmmende. Skuespillerne er ikke særligt overbevisende, og sidehistorien om, at de tidligere har mistet et holdmedlem, som måske kunne have klaret den, bliver bare ikke særlig interessant. Derudover er filmen optaget i et studie i modsætning til f.eks. “The Cave“, hvor man optog i virkelige huler. Det giver en helt anden stemning, og skuespillet bliver simpelthen ikke intenst på samme måde. Endelig er slutningen rigtig rigtig dårlig efter min mening.

Filmen skulle egentlig have heddet “WithIn”, men da flere film kom med samme navn, valgte man i stedet titlen “The Cavern”. Besøg filmens hjemmeside.

Instruktør: Olatunde Osunsanmi
Udgivelsesår: 2005

“Varulven” af John Halkin er en børnebog, der har sneget sig ind i serien Forums Udødelige Gysere. Hvor udødelig den kommer til at stå for mig vil tiden vise, men jeg tror nu, den er hurtig glemt.

14-årige Allison er sammen med sin mor og lillebroren Ben flyttet til en lille walisisk by. Moren arbejder på det lokale hotel, hvor også Allison ind i mellem tjener en skilling. En nat på vej hjem fra hotellet bliver Allison overfaldet af en stor hund. Den gør hende ikke noget, men nøjes med at vælte hende omkuld og slikke hende som en hvalp. Moren overtaler Allison til at fortælle det til politiet, så de kan lede efter hunden. Politiet tager hende rimeligt alvorligt, for samme nat har en gårdejer fået dræbt en del får, og noget tyder på, at det er et dyr. Det viser sig naturligvis, at der er en varulv på spil, og at Allison har en forbindelse til den. Men hvad vil ulven Allison?

Her er tale om en børnebog, og det betyder bl.a. at der ikke er brugt tid på at opbygge karakterer eller suspense. Vi ved med det samme, hvad der skal ske, og eneste overraskelse er, hvem varulven er. Den overraskelse er dog heller ikke stor for en voksen læser.

Jeg synes, det havde været sjovere, hvis forlaget havde fortsat med at finde gamle klassikere frem og genudgive dem, fremfor at tage nogle relativt nye og ikke specielt enestående historier til Forums Udødelige Gysere. Men når det er sagt, tror jeg bestemt, at en 12 årig vil føle sig godt underholdt af “Varulven”. For den voksne læser er historien dog for tynd.

Originaludgave: 1987
Originaltitel: Fangs of the werewolf

Jeg vil starte denne anmeldelse med et citat fra en af mine yndlingsfilm From dusk til dawn: “Do they look like psychos? Is that what they look like? They were vampires! Psychos do not fucking explode when sunlight hits them, I don’t give a fuck how crazy they are!”

Nu handler “Day of the dead” så ikke om vampyrer men om zombier, og Steve Miner har i sin nyfortolkning af George Romeros klassiker ladet dem få en del nye træk. De løber, de springer, de klatrer på lofter med hovedet ned af – og så nærmest eksploderer de i ild. Det er helt vildt, men faktisk ganske underholdende.

Steve Miner skriver i starten af filmen, at den bygger på George A. Romeros film “Day of the dead” fra 1985. Der er dog ikke meget tilfælles i historien, udover at begge film handler om zombier, og at man følger nogle militærpersoner i stedet for kun civile.

I en lille by i Colorado er en ondsindet influenza-epidemi brudt ud. Hæren er blevet indkaldt for at isolere byen og hjælpe de syge, indtil smittefaren er ovre.

En af karantænevagterne er korporal Sarah Bowman, som er født og opvokset i byen, men ikke har været hjemme længe. Det viser sig, at hendes mor er blandt de smittede, og Sarah sørger for at få hende på hospitalet. Men knap er de kommet hertil, før helvede bryder løs. Pludselig bliver alle de syge helt apatiske – for derefter at eksplodere i et frådende raseri, hvor de angriber og æder alle omkring dem.

Det lykkes Sarah at slippe væk sammen med to andre soldater, og de tager af sted for at finde Sarahs lillebror. Undervejs møder de naturligvis masser af problemer, og slutningen kulminerer i et hemmeligt laboratorium, hvor hæren tilsyneladende har lavet eksperimenter, der er løbet helt løbsk og er endt med zombi-svøben.

Der er aldrig nogen særlig troværdig historie i zombi-film. Man er bare nødt til at acceptere præmissen, at mennesker pludselig forvandles til zombier, og at verden, som vi kender den, forandres til et sandt blodbad. Hvis man er villig til det – og kan acceptere at zombierne her i filmen er nærmest flyvende – så får man halvanden times solid underholdning. Jeg morede mig i hvert fald strålende.

Sarah Bowman spilles af den smukke, spinkle Mena Suvari, som jeg hovedsageligt husker fra lolita-rollen i “American Beauty”. Hun klarer jobbet som sej soldat overraskende godt, og fortæller selv i ekstra-materialerne at hun havde en fest med at spille en så anderledes og actionpræget rolle, end hun har været vant til.

“Day of the dead” er fyldt med splat og humor, og jeg tror, det er første gang, at jeg har set en vegetar-zombi i en film.

Steve Miner har også instrueret “Halloween H20″ og “Lake Placid” samt Fredag d. 13. II og III.

Instruktør: Steve Miner
Udgivelsesår: 2008

Jeg fik respekt for norsk horror, da jeg så “Vildmark” for nogen tid siden. Alligevel havde jeg lidt svært ved at forestille mig, at en norsk nazi zombi-film kunne lykkes – men “Død sne” er forrygende underholdning fra start til slut.

En gruppe unge medicinstuderende tager på påskeferie i en hytte langt oppe i fjeldene. Så langt faktisk at de må lade bilerne stå og gå det sidste stykke, og så langt at mobiltelefonerne ingen dækning har.

Den første dag er ren hygge med tumlen i sneen, drikken øl og grinen og fjanten. Men om aftenen dukker en fremmed op. Han advarer dem om, at fjeldene omkring dem gemmer på hemmeligheder og fortæller om nogle tyske SS-soldater, som under 2. verdenskrig terroriserede området.

De unge er dog ikke tilbøjelige til at tro ham, men da Sara, den sidste af gruppen, endnu ikke er kommet næste dag, tager hendes kæreste ud for at lede efter hende, og mens han er væk, sker der ting og sager i hytten.

“Død sne” er en forrygende sjov og vildt blodig zombi-film, hvor vores norske venner må bruge de våben, de har ved hånden. Special effects budgettet var på 3,5 millioner og hele 450 liter falsk blod blev brugt i filmen. En ting er sikkert – Peter Jackson lavede ikke “Braindead” forgæves.

“Død sne” blev vist som midnatsfilm til Sundancefestivalen 2009. Instruktøren Tommy Wirkola har også lavet “Kill Buljo: the movie”, som beskrives som Norges svar på Kill Bill. Jeg kunne godt forestille mig, at den også var ret morsom.

Besøg filmens hjemmeside

Instruktør: Tommy Wirkola
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Død snø

I et ikke nærmere bestemt østeuropæisk land bliver lejesoldaten DC og hans kumpaner hyret til at følge en forretningsmand midt ind i et ingenmandsland, der konstant er skueplads for krigshandlinger. Hunt, som forretningsmanden hedder, siger, at han leder efter mineraler, men det viser sig at være løgn. Gruppen skal nemlig finde en gammel nazibunker, som gemmer på en grufuld hemmelighed.

Film som “Outpost” er som regel ikke særligt overraskende, og jeg sad da heller ikke og blev overvældet af fryd over uforudsete drejninger af historien eller et sindrigt plot. Ikke desto mindre følte jeg mig vældig godt underholdt, for trods et lille budget, er det lykkes instruktør Steve Barker at skrue en effektiv film sammen.

Filmen bæres delvist af okay skuespilspræstationer. Udover Paul Blair kan nævnes Richard Brake og ikke mindst Johnny Meres, der ikke siger et eneste ord under hele filmen, men alligevel er ham jeg husker  allerbedst efterfølgende. Derudover har Barker filmet historien godt. Billederne er farveløse og triste, og det bakker godt om historien. Nazibunkeren er en stor labyrint, og scenerne i skoven om natten, når lejesoldaterne får besøg, er også rigtig overbevisende (måske lige bortset fra bombesprængningerne *S*). Endelig er nazi-skurkene rigtig arketypiske og virker derfor totalt uhyggelige på mig.

Alt i alt synes jeg, at “Outpost” hører til i den bedre ende, og kunne du lide f.eks. “Deathwatch“, så skal du ikke gå glip af “Outpost”. Her er samme isnende stemning (næsten) og frygtelige fjender.

Instruktør: Steve Barker
Udgivelsesår: 2008

Tobe Hoopers film “The Funhouse” er fra 1981. Amy tager med den upolerede Buzz på date. De besøger et omrejsende tivoli, som Amy ellers har fået forbud mod at tage til, for “der var noget med nogen der forsvandt der i en anden by”. Sammen med Amy og Buzz er vennerne Liz og Richi. Og uden at nogen opdager det, følger også Amys lillebror Joey med.

I tivoliet hygger de unge sig, ryger nogle joints og prøver nogle forlystelser, men da det er ved at være tid til at gå hjem, foreslår Richi, at de bliver og overnatter i spøgelseshuset. Som sagt så gjort, og til at begynde med hygger de unge sig vældigt. Men så hører de spetakel og overværer et mord. Desværre opdager morderen, at nogen er i huset med ham, og nu går jagten ind på de unge. En for en bliver de fanget i spøgelseshuset mange mørke kroge …

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om “The Funhouse”. På nogle måder er det en sjov idé, og kulisserne i spøgelseshuset er fin baggrund til forfølgelsen og slasherscenerne. Men på andre måder er filmen bare blevet for 80′er agtig. Jeg bliver så irriteret over piger, der bare står og skriger hysterisk, mens fyrene kæmper for livet. Derudover synes jeg også, at optakten er alt for lang, samtidig med at klimakset til sidst i filmen ikke er særligt godt lavet. Det virker ikke overbevisende og er alt for “dødt”.

Det var ikke spild af tid at se “The Funhouse”, men jeg kommer ikke til at huske den som en af Tobe Hoopers bedste film.

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 1981

Det er efterhånden en del år siden, man sidst hørte noget fra Annika von Holdt, som i starten af 2000 bragede igennem med to super spændende thrillers. Debuten ”Hjemsøgt” handlede om en kvindelig seriemorder, og året efter i 2002 udgav hun ”Nattetimen” om en forfatter, der flyttede ind i et hjemsøgt hus. Hvorfor vi har skulle vente så længe på hendes tredje bog, ved jeg ikke, men heldigvis har ”Sov som de døde” været værd at vente på.

Máire har været alene, siden hendes mand døde af kræft tre år tidligere. I årene der er gået, har hun nærmest bare slæbt sig igennem, men nu har hun besluttet at sige endelig farvel til sin afdøde mand. Derfor tager hun til Bonaventure-kirkegården for at aflevere sin vielsesring på mandens grav.

På vej derfra bryder en storm løs. Pludselig dukker en skikkelse op foran bilen, og det lykkes kun lige akkurat Máire at undvige den. Skikkelsen viser sig at være en ung kvinde, som er blevet frygtelig mishandlet – og dem som har gjort det, er lige i hælene på hende. Máire undslipper, men er nødt til at efterlade kvinden, og drevet af en frygtelig skyldfølelse beslutter hun selv at starte en efterforskning, da hun ikke føler, at politiet tager sagen alvorligt.

Efterforskningen fører Máire på sporet af en forfærdelig seriemorder, der ikke alene nyder at pine og dræbe kvinder, men også transmitterer deres lidelser live på Internettet. Men hvem er det?

Annika von Holdt har skrevet en rigtig pageturner om et virkelig modbydeligt morderpar. Undervejs sad jeg flere gange og tænkte, at nu blev det for væmmeligt, men alligevel læste jeg videre, for jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der nu skete.

Jeg blev ikke komplet overrasket over slutningen, men det er alligevel lykkes von Holdt at putte et fint twist ind, så læseren lige må synke en ekstra gang. Det gjorde hun også fremragende i ”Nattetimen”, og det gør det ekstra underholdende at læse hendes bøger.

Annika von Holdt har skrevet en spændende seriemorder thriller i stil med f.eks. Chelsea Cain ”Ondskabens hjerte”. Det er muligvis ikke fin litteratur, men det er effektivt! Og det er efter min mening også det vigtigste for netop denne genre. Så mere af den slags, Annika von Holdt …

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Udgivelsesår: 2009

Jeg har aldrig fået læst James Herbert, som ellers må betegnes som Englands svar på Stephen King. Overraskende nok er han nemlig ikke oversat til dansk, og pga. dovenskab springer jeg desværre tit engelske titler over. Heldigvis tog jeg mig sammen til at læse “The Rats”, som er James Herberts debutroman fra 1974.

London oversvømmes pludselig af en ny type rotter. De er større og langt mere aggressive end de almindelige brune rotter – og så er de tilsyneladende intelligente med smag for menneskekød. For nyhederne vrimler snart med historier om folk, som er blevet overfaldet og ædt af rotter. I starten er det hjemløse sprittere og babyer uden opsyn, men så dukker horder af rotter op ved skoler og i biografer, og myndighederne er nødt til at tage sagen særdeles alvorligt.

Hovedpersonen Harris er lærer på en skole midt i det inficerede område, og overlever nærmest tilfældigt flere episoder med rotterne. Derfor kommer han til at spille en rolle i aktionsgruppen, som skal forsøge at finde en løsning på problemet. Dels må de finde en måde at dræbe rotterne på, og dels skal de finde ud af, hvor rotterne stammer fra. For det er bestemt ikke almindelige rotter …

“The Rats” er rigtig underholdende og fyldt med væmmelige beskrivelser af rotternes angreb. James Herbert introducerer flere personer, som ædes af rotterne, og dette greb, med først at fortælle personens baggrund for derefter brutalt at skære dem ud af historien i en sand massakre, er rigtig effektivt. Det gør gruen så meget desto større – og ikke kun over rotternes brutalitet, men også over samfundets manglende evne til at sørge for alle sine borgere. For det er naturligvis først og fremmest samfundets bund, rotternes angreb går ud over.

James Herbert har skrevet tre efterfølgere til “The Rats”, som jeg endnu har til gode: “Lair” fra 1979 og “Domain” fra 1984. Endelig er også den grafiske novelle “The City” linket til “The Rats”. Den udkom i 1993.

“The Rats” blev filmatiseret i 1982 under titlen “Deadly Eyes”. Læs mere om James Herbert på wikipedia

Udgivelsesår: 1974