Arkivet for december, 2009

Ind i mellem køber jeg en ordentlig stak billige gysere, som jeg bare vil se engang ved lejlighed. Når jeg så griber fat i dem igen, har jeg ofte glemt, hvad de skulle handle om, og på den måde  får jeg en helt frisk oplevelse. Nogle gange er det godt, andre gange er det rigtig skidt. Men i tilfældet “The Gathering” blev jeg positivt overrasket.

I den lille by Ashby Wake dukker pludselig den unge pige Cassie op og bliver kørt ned af Marion Kirkman, som fyldt med dårlig samvittighed tager Cassie med hjem. Cassie har mistet sin hukommelse, men bliver hurtigt gode venner med de to børn i familien, Emma og Michael, og familien lader hende blive boende i håbet om, at hukommelsen vender tilbage, når hun ser nogen hun kender i byen. Og Cassie ser også nogle bekendte ansigter, men ikke på den gode måde, for pludselig begynder hun at få ubehagelige visioner af folk i byen dækket i blod, og det viser sig, at Michael også kan se noget af det.

Samtidig med Cassies ankomst har man lidt uden for Ashby Wake opdaget en gammel kirke fra det første århundrede. Den har været dækket til, og Simon Kirkman er blevet sat til at restaurere den. I kirken findes et basrelif af en gruppe mennesker, som står og betragter Jesus på korset, og dette er muligvis den første korsfæstelsesscene overhovedet, så Simon er meget ivrig. Men hvorfor er fokus på tilskuererne fremfor på Jesus?

“The Gathering” har Cristina Ricci i hovedrollen som Cassie. På en måde er det et supervalg, da hun med sin lille spinkle krop og de utroligt store øjne virker så uskyldig. Jeg skulle dog lige vænne mig til hende, fordi jeg ikke synes, hun har en særlig god mimik. Men efterhånden som filmen skrider frem, bliver hun dog mere og mere troværdig.

Jeg tror måske, at Dean Koontz har set “The Gathering”, før han skrev “Odd Thomas“, i hvert fald har han lidt den samme idé om, at noget samler sig om et sted, hvor der skal ske en katastrofe, og at kun særligt udvalgte kan se dette. Og det er jo ikke langt fra den virkelige verden, hvor mennesker også stiller sig op og ser på bilulykker, brande osv., og det at se gysere er jo på sin vis også nysgerrighed efter at se katastrofer.

Brian Gilbert har ikke tidligere bevæget sig i gysergenren, men jeg synes absolut, at han har lavet et udmærket stykke arbejde med “The Gathering”.

Instruktør: Brian Gilbert
Udgivelsesår: 2002

Jeg faldt over en boks med gamle scifi-horror film i, bl.a. “Tarantula” som jeg ikke før havde set.

Professor Deemer har et laboratorium udenfor den lille by, Desert Rock. Her forsker han i ernæringsstoffer. Han er bekymret for, hvordan verden skal brødføde befolkningen, som hele tiden vokser sig større, og han arbejder derfor sammen med to kollegaer på at skabe et syntetisk næringskoncentrat, som kan ernære befolkningen i fremtiden.

Som led i forskningen har han injiceret forskellige dyr med stoffet, og enten vokser de hurtigere og bliver stærkere og sundere end dyr, som er fodret normalt. Eller også dør de! Der er nemlig en ustabilitet i stoffet, som han ikke finde grunden til.

Under et uheld i laboratioriet undslipper en tarantel, som er blevet injiceret med næringsstoffet. Ingen opdager det, men kort efter begynder både dyr og mennesker at forsvinde i området omkring Desert Rock, og hvor de var, findes kun en bunke knogler og en mærkelig flydende substans.

“Tarantula” er en rigtig 50′erfilm. Effekterne er naturligvis gamle, og ingen tror vist på, at der er en kæmpeedderkop i ørkenen, når man ser filmen i dag. Men jeg må indrømme, at den første scene i laboratoriet, hvor vi ser tarantellen, den synes jeg stadig fungerer. Og teknikken bruges stadig, f.eks. af Peter Jackson i “Lord of the Rings”.

På et tidspunkt i filmen taler Deemer om frygten for overbefolkning. På daværende tidspunkt var jordens befolkning på ca. 2 milliarder mennesker, og Deemer frygtede, at vi i 2000 ville være på 3.625.000.000 I dag hvor vi er over 6 milliarder mennesker på jorden, virker hans frygt slet ikke så fjollet. For hvor længe kan jorden blive ved med at holde til menneskets udnyttelse af dens ressourcer?

Filmen er i sort/hvid, og skuespillet er naturligvis tidssvarende med stærke mænd og skrøbelige kvinder. Slutningen er også meget tidssvarende – hvis vi ikke kan klare os på anden vis, overhælder vi bare bæstet med napalm. Og helten, som smider napalmen fra sit fly, er ingen ringere end Clint Eastwood …

Instruktør: Jack Arnold
Udgivelsesår: 1955

George A. Romero må kaldes for den moderne zombi films fader. I “Diary of the dead” vender han tilbage til zombiplagens begyndelse og fortæller historien om, hvad der skete en ung gruppe studerende, da zombierne pludselig dukkede op, og verden som vi kender den endte.

En gruppe filmstuderende og deres professor er ved at lave en gyserfilm, da de i nyhederne hører, at de døde pludselig vender tilbage med en umættelig trang til at spise de levende. Gruppen beslutter sig for at forsøge at finde hjem til deres familier, men vejen er fyldt med zombier, og langsomt bliver gruppen mindre og mindre.

Som noget nyt bruger Romero et subjektivt kamera hele filmen igennem. Historien fortælles gennem Jason Creeds kamera, som han filmer alt med undervejs mixet sammen med nogle overvågningsbånd og film fra en kammerats kamera. Jason filmer kammeraterne, zombierne og de andre overlevende, og skaber hermed den første “dokumentarfilm” om begivenhederne. Selvom de andre i starten er trætte af ham, ender de med at følge med i hans film, for “if it’s not on camera, it’s like it never happend” – og det må vel være Romeros politiske kommentar i denne zombi-film: hvordan vi konstant er online og hele tiden søger at være på, måske på bekostning af rent faktisk at være til stede i øjeblikket.

Jeg kan godt lide George A. Romero, og “Diary of the dead” er også en okay film, men jeg synes ikke, den kommer helt på højde med de øvrige i serien, selvom den bestemt har interessante scener undervejs.

Instruktør: George A. Romero
Udgivelsesår: 2007

George A. Romeros zombi-serie:

Night of the living dead – 1968
Dawn of the dead – 1978
Day of the dead – 1985
Land of the dead – 2005
Diary of the dead – 2008

Jeg købte “The dead of Night” i min lokale byttebiks, og heldigvis kostede den ikke alverden, for det er dog noget værre makværk.

På et hospital (formentlig en institution for farlige mentalt syge)  undslipper en indlagt ved at slå de ansatte ihjel. Han flygter og ender på en kirkegård. Samme kirkegård er hjemsted for en gruppe unge, som kommer her for at feste og kæle. De har inviteret et par nørder for at lave en praktical joke med dem, men aftenen ender med, at nørderne og den ene pige fra gruppen bliver overfaldet af noget, uden de andre opdager det.

Næste dag på skolen opfører de overfaldne sig mystisk, og da aftenen falder på, begynder de at rekruttere andre fra skolen. De er nemlig blevet til en slags mumieagtige væsner uden følelser men med ønsket om at rekruttere alle andre. “You have to die to be reborn“, som monstrene konstant udbryder, og som reborn føler man sig supergodt tilpas, er stærk og om natten forvandler man sig til et rigtig tåbeligt udseende monster.

Der er flere grunde til, at “The Dead of Night” er rigtig dårlig. Dels selve historien som virker noget tilfældig og hovsa-agtig uden nogen forklaringer eller afslutninger. Dels måden den er filmet på med meget bratte klipninger, irriterende brug af zoom og slørede billeder, forsøg på at gøre filmen interessant ved at skifte mellem frøperspektiv, zoom og rystende billeder, og brugen af ind i mellem meget grynede billeder og andre gange helt skarpe billeder uden der umiddelbart er nogen grund. Dels den åbenlyse mangel på et budget til lokations, hvor man på skolen aldrig ser andre elever, og til en fodboldkamp tydeligvis bruger billeder fra en anden optagelse, og jeg kunne blive ved.

Manuskriptet har stjålet inspiration fra “Invasion of the Body Snatchers”, men specials effects er rystende ringe. Når menneskene forvandler sig til monstre, bliver de bare pakket ind i bandager og får en gummimaske på med store, skæve tænder. På ingen måde skræmmende, bortset fra at deres savl er ret ulækkert.

Ligeledes falder filmen mellem to stole i forsøget på enten at være uhyggelig eller sjov, og ingen af delene lykkes. Langt det meste af filmen er det (formentlig) meningen, at tilskueren skal blive bange, men pludselig begynder monstrene at diskutere med deres ofre, og nogle ufattelig flade jokes fyres af. Det virker slet ikke.

Der er faktisk ikke rigtig noget godt at sige om “The Dead of Night”, som da også kun har fået en “user rating” på 1,9 på IMDB.

Instruktør: Tom Duncan, Miles Feldman, Serge Rodnunsky
Udgivelsesår: 2004

Danny er sammen med sin far flyttet til den lille by Harvest Cove i den koldeste udørk af Canada. Hans mor er død, og siden dengang er han og faderen flyttet konstant – eller flygtet er måske snarere ordet.

I Harvest Cove forelsker Danny sig i Ash, som er af indiansk afstamning og bor på den lokale militærbase. Her bor også brødrene Pike og Howie, som Danny bliver venner med.

En aften hvor Danny er på vej hjem, bliver han overfaldet af noget. Han prøver at bilde sig selv ind, at det var en hund, men da han efterfølgende ser sporene efter dyret, må han erkende, at det er noget helt andet. Kort efter bliver også Howie overfaldet, og Howie, som er lidt af en nørd, begynder at grave i sagen. Han opdager at der gennem de sidste mange år er forsvundet unge, som aldrig siden bliver set igen, og det sker altid i de koldeste vintre. Nu er det op til de fire unge at stoppe snemonstret, før de selv bliver dets ofre.

”Når knoglerne fryser” er en ungdomsbog, og det kan man selvfølgelig godt mærke, når man læser den. Bl.a. slutningen bliver lidt brat, og der gøres heller ikke så meget ud af at gøre monstret plausibelt.

Når det er sagt, er det dog absolut en underholdende bog, som sagtens kan læses af voksne. Jeg blev f.eks. positivt overrasket over, at Graham McNamee gør så meget ud af at få det psykologiske aspekt omkring Dannys mors død ind i historien, og jeg synes også, at det er lykkes ham at lave nogle meget fine beskrivelser af Dannys forhold til Ash og faren.

Der gemmer sig nok ikke de store gys for den voksne læser, men Canadas kulde fungerer alligevel rigtig fint som baggrund for den isnende historie, der ikke dvæler overdrevent ved det uhyggelige monster, men i stedet bygger en intens og skræmmende atmosfære op gennem historien.

Graham McNamee har tidligere skrevet flere ungdomsbøger. ”Når knoglerne fryser” er dog den første indenfor gysergenren.

Læs også Janus omtale på Horrorsiden.dk

Hvad har det gamle Vesten, jesuitpræster, guld og mumier med hinanden at gøre? En hel del i Nick Questeds film fra 2006.

En fangetransport forulykker midt i en ørken, og det lykkes fangerne at undslippe med den kvindelige vagt som gidsel. På turen gennem ørkenen falder de over en gammel amulet, som de tager med sig. Det viser sig, at den tilhørte en jesuitpræst, som bevogtede en skat for mange år siden. Nu opdager fangerne, at denne skat er gemt i en by ikke langt derfra, og de beslutter sig for at finde skatten. Men byen er ikke helt almindelig – og det er dens indbyggere heller ikke…

Jeg synes, at Nick Quested har blandet frygteligt mange ting sammen her i filmen. Her er gammeldags western stemning, moderne fangeflugt, revolvermænd, vampyragtige skabninger og pludselig har vi også mummier der kan kongfu. Det bliver lidt for meget, og er svært at tage alvorligt. Ekstra svært bliver det for mig, når den kvindelige vagt sørger for at tage sin uniformskjorte af, så hun kan rende rundt i tank-top omgivet af farlige fanger, som ikke har været sammen med en kvinde i flere år. Det er ikke, hvad jeg kalder intelligent, men det giver da bedre udsigt til hendes bryster.

Nogle af idéerne i filmen er sådan set okay. Det er pudsigt, da fangerne kommer til den lille by og opdager, at beboerne ser ud som de gjorde for 100 år siden. Og da natten falder på, viser det sig naturligvis, at der er en grund til at de ikke har ændret sig. Her har Quested lånt lige lovligt meget fra “From dusk til dawn“, men okay – har man ikke set den, får man sig måske alligevel en overraskelse.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde “7 mummies” en god film. Den blander efter min mening for mange genrer sammen uden en egentlig grund, og selvom der er underholdende øjeblikke i den, så var slutresultatet for mit vedkommende alligevel lidt for rodet.

Instruktør: Nick Quested
Udgivelsesår: 2006

Jeg kom til at tænke på Henry James roman “Skruen strammes“, mens jeg så denne franske film. Jeg har en fornemmelse af, at Pascal Laugier har forsøgt at holde samme balance i “House of voices”, hvor ånderne der hjemsøger børnehjemmet måske i virkeligheden blot er et produkt af Annas fantasi, ligesom guvernanten i “Skruen strammes” måske også blot er neurotisk. I hvert fald betød det for mig, at filmen mister pusten en smule, når vi er ca. halvvejs. Dermed ikke sagt at “House of voices” er en dårlig film. Den er blot ikke så god, som den kunne være.

I 1958 ansættes Anna på børnehjemmet Saint Ange, der er ved at blive lukket ned. Børnene rejser samme dag, som Anna ankommer, og hun skal blive der alene sammen med hushjælpen Helenka og pigen Judith, der ikke er “helt rigtig i hovedet”.

Men selvom børnehjemmet skulle være tomt, føler Anna sig overvåget. Hun bliver mere og mere overbevist om, at noget frygteligt er sket med nogen af børnene, og at de stadig befinder sig bag børnehjemmets mure. Anna overtaler Judith til at droppe sin medicin, for hun er sikker på, at Judith ved mere end det umiddelbart virker til. Og en nat løber begivenhederne løbsk.

Virginie Ledoyen (“Backwoods“), som spiller Anna, er utrolig smuk, og hun formår at bringe en dybde og troværdighed til sin figur, som er med til at bære hele filmen. Også Lou Doillon er rigtig godt castet som Judith.

Især filmens første halvdel står stærkt. Det forladte børnehjem er en storslået kulisse, og man aner tidligt, at Anna bærer på en mørk fortid. Sidste halvdel forceres lidt efter min mening, og Annas pludselige sammenbrud understøttes ikke helt af historien. Ikke desto mindre var “House of voices” en okay film, som man sagtens kan se en regnvejrsdag. 

Instruktør: Pascal Laugier
Udgivelsesår: 2004
Også med titlen “Saint Ange”

Jeg har glædet mig til fortsættelsen af Jacob Rask Nielsens herlige zombie-tegneserie, og i dag udkom bind 2 så. Og jeg er glad for at kunne sige, at det levede helt op til forventningerne.

I første bind blev København overrendt af zombier, men det lykkedes vores tre helte: hotelportieren Hassan, kokken Bernt og den højgravide Viola at undslippe første angreb. Afsnittet slutter med, at de flygter op på taget af hotellet for at se, at hele København brænder.

Andet bind starter med samme scene. Zombierne forsøger at få fat i de tre overlevende, men heldigvis bliver de reddet af en militærhelikopter, som ser dem, da de flyver forbi. Det viser sig dog, at heller ikke her er de sikre, for den ene soldat begynder at udvise aggressive tegn, og turen ender med, at helikopteren styrter ned. Vores tre helte slipper dog fra styrtet med livet i behold – blot for at opdage at de ikke kan få lov til at forlade byen.

Jacob Rask Nielsen holder sig til samme tegnestil som i første bind, dvs. lidt naive sort/hvide tegninger, som alligevel formår at give historien masser af liv. Han bruger sine visuelle virkemidler på fornem vis, og siderne er skiftevis bygget op af fortløbende billedrammer for så at eksplodere i et billede, som dækker flere sider. Jeg er imponeret over, at de sort/hvide tegninger virker så levende, og synes at de understøtter historien, samtidig med at de bygger videre på den.

“Exodus 2″ er underholdende, med masser af humor og action, og så koster den kun en halvtredser! Jeg glæder mig til at følge Hassan, Bernt og Viola i bind tre, og håber bare at der ikke går alt for længe, før den er på gaden.

Læs mere på forlaget Tjubangs hjemmeside eller læs et interview med Jacob Rask Nielsen på Serieland.dk

Læs hele serien:

Exodus
Exodus 2
Exodus 3