Arkivet for januar, 2010

Clark Stevens ankommer til sindssygehospitalet Cunningham Hall, hvor han skal afslutte sin uddannelse. Stedet er temmelig nedslidt, og Clark er fuld af gode idéer til, hvordan man kan forbedre behandlingen af patienterne. Men overlægen Franks (Lance Henriksen) er ikke interesseret i Clarks forbedringer. I stedet bliver han sat til at tørre tis op og andre lige så fornøjelige beskæftigelser.

Clark bliver hurtigt gode venner med sygeplejersken Sara, der er noget på kant med oversygeplejersken Hendricks. Hendricks kører en stram linje overfor patienterne og er ikke bleg for at bruge en strømpistol på dem, hvis de ikke adlyder hende.

I kælderen findes en række livsfarlige patienter. De er låst inde under skumle forhold, og her møder Clark den mystiske Ben London, som aldrig viser sit ansigt. Alligevel han ved en masse, og Clark vender sig til ham for oplysninger, da Hendricks pludselig findes død.

Men noget er helt galt på Cunningham Hall. Hvem er den dreng, Clark ser løbe rundt på hospitalet om natten? Hvorfor bliver patienterne aldrig udskrevet fra hospitalet? Og hvem er Ben London i virkeligheden?

“Madhouse” er ikke en fantastisk film – det bedste ved den er nok i virkeligheden introen – men jeg fandt den alligevel ganske underholdende, selvom jeg ikke var ret imponeret over, Joshua Leonard, der spiller Clark Stevens. Filmen forsøger dog at fortælle sin historie med et twist, og det lykkes til en vis grad.

Instruktør: William Butler
Udgivelsesår: 2004

I 1958 var det første gang, at Christopher Lee spillede rollen som grev Dracula i Terence Fishers “Dracula”. Der skulle gå 8 år, før han igen iførte sig hugtænderne og den blodrøde kappe i “Dracula – Price of Darkness”, der ligeledes blev instrueret af Terence Fisher.

Fire englændere er på ferie i centraleuropa, hvor de bl.a. besøger byen Kleinberg. Her møder de munken Sandor, der advarer dem mod at besøge den nærliggende by Carlsbad – og i særdeleshed om at nærme sig slottet der. Men de ender naturligvis alligevel i nærheden af slottet, og da deres kusk nægter at køre dem videre og forlader dem med alt deres bagage, tager de op til slottet for at overnatte. Her venter allerede et måltid mad og en varm seng, men selvom de finder det underligt, er det kun Helen, som føler, at det er helt forkert. Hun trygler de andre om at tage af sted igen, men de overhører hende. Hendes mand, Alan, beder hende falde til ro, for i morgen ser alt bedre ud. Til det svarer Helen: “There will be no tomorrow for us”.

I løbet af natten vågner Helen ved en lyd, og hun vækker Alan, som går ud for at undersøge det. Han finder et mystisk rum under slottet, og her venter tjeneren Klove på ham. Alan dør, og hans blod vækker Dracula til live. Næste offer bliver Helen, men det lykkes for Charles og Diana at flygte, og de søger hjælp hos fader Sandor. Men er det lykkes dem at undslippe Dracula?

“Dracula – Prince of Darkness” er en klassisk Dracula-film, hvor Christopher Lee med sine røde øjne, hugtænder og kappen, der er sort som natten udvendig og blodrød indvendig, spiller uden en eneste replik. Der var skrevet replikker ind i hans figur, men han nægtede at sige dem, for det var (ifølge Lee selv) “pure nonsens like – I am the apocalypse!” Trods manglen på replikker fungerer hans figur fint, og selvom vi i dag nok ikke ligefrem gyser over filmen, så er den bestemt ganske underholdende.

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1966

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

“Down” er en fin blanding af gys og grin. Mod slutningen bliver tingene lidt vel overdrevet, men i det store hele er her tale om god underholdning til en aften i sofaen.

Elevator-reperatøren Mark (James Marshall) bliver sammen med kollegaen Jeffrey tilkaldt, da der er problemer med ekspres-elevatorene i Millennium bygningen i New York. En vogn fyldt med gravide kvinder sidder fast. Mark og Jeffrey kan dog ikke finde nogen fejl i elevatoren, som bliver sat i drift igen. Kort efter sker endnu et uheld. En blind mand træder ind i en tom skakt, og kort efter bliver en af opsynsmændene i bygningen også dræbt. Noget er helt galt, men Jeffrey vil ikke høre på Mark. Da Jeffrey også dør i en elevatorulykke, tager Mark sagen i egen hånd. Sammen med journalisten Jennifer (Naomi Watts) forsøger han at finde ud af, hvad der foregår, men virkeligheden overgår fantasien.

“Down” (som i USA blev markedsført under titlen “The Shaft”) var en rigtig positiv overraskelse for mig. Jeg havde forventet halvplat elevator-splat, men i stedet fik jeg en ganske morsom og sine steder perfekt ubehagelig historie. Filmen bygger på stereotype figurer - som f.eks. Jennifer, den sexede og irriterende journalist, som ender med at redde dagen sammen med Mark - men de får lov at udfolde sig så det passer til historien. Jeg morede mig i hvert fald gevaldigt over alle Jennifers forslag til, hvad der kunne være galt med elevatoren. Slutningen er ikke specielt realistisk, men hvad gør det. “Down” er underholdende alligevel, og jeg tror lige, det varer et par dage, før jeg kører med elevator igen.

Instruktør: Dick Maas
Udgivelsesår: 2001

Det er ikke så ofte, når jeg ser disse gamle horror-film, at jeg bliver rigtig grebet af historien. Som oftest er det underholdende kuriositeter, men for “Quatermass and the Pit” var det en anden sag. Her blev jeg fuldstændig optaget af historien uden at tænke over hverken tid eller sted.

Quatermass arbejder i British Experimental Rocket Group, da man i en udbygning af undergrundsbanen på Hobb Street finder skeletterne af nogle forhistoriske mennesker. Skeletterne ligger sammen med noget, der da det bliver gravet ud ligner en form for raketskib, hvorfor militæret bliver tilkaldt, og Quatermass får lov at følge med. Under udgravningen oplever Quatermass en meget ubehagelig hændelse sammen med oberst Breen, men hvor Quatermass ønsker at være forsigtig ud fra devisen, at de ikke ved, hvorfra raketten stammer, er oberst Breen overbevist om, at det er resterne af en tysk raket fra 2. verdenskrig. Og selvom de finder astropods inde i raketten med resterne af noget, der ligner insekter på størrelse med en stor hund, så holder Breen fast i sin overbevisning.

Mod Quatermass anbefaling, åbnes udgravningen op for pressen og nysgerrige borgere, men noget går helt galt, og pludselig er tilskuerne forvandlet til en blodtørstig pøbel, der overfalder alt og alle, mens alting kollapser omkring udgravningen.

Her er nogle efter min mening helt fantastiske scener, hvor genstande flyver gennem luften, øjensynligt pga. af fald i luftens atmosfære, og slutningen med pøblen, som går amok, er ligeledes eminent. De insektagtige skabninger er måske ikke så vellykkede, men forklaringen på dem er til gengæld tankevækkende, og jeg kom til at tænke på “2001: A Space Odyssey” af Stanley Kubrick, der kom året efter i 1968.

Quatermass spilles af Andrew Keir, som jeg synes var temmelig anonmy i “Blood from the Mummy’s Tomb“, men jeg må sige, at denne rolle fylder han anderledes godt ud. Han er overbevisende, og især mod slutningen hvor alle mister grebet om dem selv, fungerer han rigtig godt.

“Quatermass and the Pit” var den tredje serie om Quatermass lavet til BBC i 1950′erne. Serien bestod af i 6 afsnit, og den havde et noget større budget end de første to, som iøvrigt var store successer både på seer- og anmeldersiden. Rettighederne til at lave serien om til en biograffilm blev købt af Hammer Film, og manuskriptet blev skrevet af Nigel Kneale, der også stod bag tv-seriens manuskript. Instruktøren var Roy Ward Baker, som også står bag film som “Scars of Dracula” (1970) og “The Vault of Horror” (1973).

I USA udkom filmen iøvrigt med titlen “5 Million Years to Earth”.

Instruktør: Roy Ward Baker
Udgivelsesår: 1967

Læs mere på Wikipedia

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Professor Julian Fuchs har en hemmelighed i sin kælder. For mange år siden ledede han en ekspedition til Egypten på jagt efter en grav, der skulle indeholde mumien af en fordømt egyptisk dronning, hvis sjæl venter på at blive genfødt. Ekspeditionen fandt gravkammeret, og i selvsamme øjeblik som dronningens navn, Tera, blev sagt højt, blev Fuchs datter, Margaret, født hjemme i London.

I de efterfølgende år forsker Fuchs i Teras historie, og imens vokser Margaret op og får en uhyggelig lighed med den egyptiske dronning. Nu nærmer sig tiden, hvor stjernerne igen står i samme position, som da Tera døde, og Corbeck, et andet medlem af ekspeditionen, vil gøre alt for at hjælpe dronningen til genfødsel.

“Blood from the Mummy’s Tomb” bygger på Bram Stokers roman “The Jewel of Seven Stars” fra 1903. Manskriptforfatteren var Christopher Wicking, og han ville egentlig gerne have beholdt titlen, men en gyserfilm kunne naturligvis ikke hedde noget med Jewel, så i stedet listede man alle de ord op, som kunne forbindes med mumier og med genren i det hele taget, og derfra kom titlen “Blood from the Mummy’s Tomb”.

Det var også Wicking, som foreslog at bruge Seth Holt som instruktør. Han havde tidligere lavet “The Nanny” for Hammer Film i 1965, som dog var mere i retning af en psykologisk thriller. Peter Cushing var tænkt i rollen som Margarets far, professor Julian Fuchs, men efter blot en dag på settet måtte han melde fra, da hans kone var alvorligt syg. I stedet overtog Andrew Keir rollen. I slutningen af filmoptagelserne døde også Seth Holt pludseligt af en hjerteanfald, og instruktørstolen blev overtaget af Michael Carreras, som gjorde sit bedste for at gøre filmen færdig i Seth Holts ånd.

På nogen måder er “Blood from the Mummy’s Tomb” rigtig underholdende. Jeg synes hele den egyptiske forhistorie er godt fortalt, og den kravlende hånd, der søger tilbage til gravkammeret, er efter min mening stadig rigtig uhyggelig. Ligeledes er scenen på sindssygehospitalet, hvor professor Berrigan er blevet indlagt og venter på, at dronning Tera skal komme efter sin slange, utrolig velfortalt. Klipningen, brugen af de skæve vinkler, og den overvældende baggrundsmusik er med til at skabe en skræmmende og forkvaklet stemning, der fungerer fuldt ud også i dag.

Til gengæld kan jeg næsten ikke holde ud at se på Valerie Leon, som spiller Margaret/Tera. Hun har en ualmindelig velformet krop, men hendes evner som skuespiller kan ligge et meget lille sted efter min mening. Uanset om hun skal se skræmmende ud eller være bange eller for den sags skyld glad, så er ansigtet bare glat og intetsigende.

Special effects er især blodet, som pumper ud af de mystiske sår, som slår de folk ihjel, der forsøger at komme i vejen for Tera. Det er generelt godt lavet, ligesom skygge-arbejdet også virker fint.

Som en lille detalje hedder Margarets kæreste Tod Browning. Gad vide om han er opkaldt som en hyldest til filminstruktøren af samme navn?

Instruktør: Seth Holt
Udgivelsesår: 1971

Se filmens trailer på YouTube

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

For mange står James Whales version af “Frankenstein” fra 1931, som den originale film, selvom det ikke var den første filmatisering (den kom i 1910). Denne kult-status skyldes hovedsageligt Boris Karloffs fantastiske portræt af Frankensteins monster. Filmens baggrund er Mary Shelleys udødelige roman fra 1818, men baserede sig på et manuskript af John L. Balderston efter et skuespil af Peggy Webling.

Henry Frankenstein studerer ved universitetet ved Ingolstad, hvor han eksperimenterer med at bringe dødt væv til live. På den bekostning bliver han smidt ud fra studiet, men han fortsætter ufortrødent sit arbejde med hjælp fra den pukkelryggede Fritz. Ligene, som han bruger i sine eksperimenter, stjæler de fra grave, galger og hvor de ellers finder dem.

Henrys forlovede, Elizabeth, er dybt bekymret for ham, og sammen med vennen Victor Moritz tager hun til Ingolstad for at overtale Henry til at stoppe eksperimenterne. De får følgeskab af Henrys lærer, doktor Waldman, og kommer lige i tide til at se Henry vække den døde krop til live, som er samlet af ligdele fra forskellige mænd.

Henry er ekstatisk over, at det er lykkes ham at skabe liv og udbryder: “Now I know what it feels like to be God!” (en replik der iøvrig blev censuret flere steder). Men begejstringen blegner hurtigt, da monstret bliver aggressiv og til sidst slår Fritz ihjel, efter at denne har plaget det med en fakkel. Det lykkes for Henry og doktor Waldman at bedøve monstret, og ophidselsen sender Henry syg hjem til Elizabeth, hvor brylluppet bliver sat på skinner.

I laboratoriet vil Waldman  dissikere monstret, men det vågner op og slår Waldman ihjel. Herefter flygter det, og på vejen møder det en lille pige, som det ved et uheld dræber. Nu er hele byen efter monstret, som herefter bryder ind i Henrys hus og forulemper Elizabeth, der dog overlever.

Med en vred pøbel i hælene flygter monstret, og slutscenen hvor det står i en brændende mølle og forgæves prøver at skræmme landsbyboerne væk, står som en usædvanlig stærk scene for mig. Den er både rørende og skræmmende, og jeg føler stærkt for monstret, hver gang jeg ser den.

Som nævnt er det i høj grad Boris Karloffs fantastiske præstation som Frankensteins monster, der løfter filmen til et mesterværk. Han spiller naivt og rørende, og den umiddelbare uskyld gør det svært at se ham som et ondskabsfuldt væsen. Ikke desto mindre er han skyld i flere dødsfald, fordi han i angst og vrede slår fra sig, når han ikke forstår, hvad der sker.

Karloff havde været med i ca. 80 film, før han blev castet til rollen som monstret. Egentlig ville studiet have haft Bela Lugosi, som netop havde haft en stor succes i “Dracula”, men han sagde nej, da han ikke ville maskeres til ukendelighed. En dag så James Whale så Boris Karloff i studiets cafeterie, og han blev straks fascineret af Karloffs markante ansigts struktur. Whale tilbød Karloff en prøvefilming, og resten er, som man siger, historie.

Det tog ca. 3,5 time at lægge monstrets makeup hver dag og næsten lige så lang tid at fjerne det igen, men Karloff fortrød aldrig, at han sagde ja til rollen, som også endte med at gøre ham til et af de mest elskede monstre i USA. Manden bag makeuppen var Jack Pierce, der stod for alle de klassiske gyserfilm fra Universal i den periode.

Ved siden af Karloffs fantastiske præstation står Colin Clive også stærk i rollen som Henry Frankenstein (der i romanen hedder Victor). Clive døde som kun 37-årig og havde efter sigende store alkohol problemer. Måske er det denne splittelse, som han levendgør så tydelig i rollen som Frankenstein, der på den ene side lever for sine eksperimenter, og på den anden side elsker Elizabeth og ønsker at gøre sit ekspriment ugjort igen. I hvert fald brænder også han igennem skærmen med sine intense øjne og fine skuespil.

I dag er “Frankenstein” stadig en fremragende film, men den er langt fra skræmmende. I 1931 var den dog hård kost for biografgængerne. Producer Carl Laemmle jr. lavede tilmed en kort introduktion før filmen, hvor han advarede publikum om, at de nu skulle se noget meget skræmmende. Og det var da også første gang, at biografgængerne så og hørte, hvordan jorden blev kastet på en kiste efter en begravelse; at en død mand blev skåret ned fra en galge; kadavere der blev brugt til undervisningen på universitetet; og ikke mindst de livagtige nærbilleder af den lille pige som drukner (også denne scener blev visse steder klippet ud, når filmen blev vist).

Der er lavet utrolig mange filmatiseringer med Mary Shelleys monster siden James Whales i 1931. Selv stod han bag efterfølgeren “Bride of Frankenstein” (1935), som også havde Boris Karloff som monstret. Karloff var også med i “Son of Frankenstein” (1939), men i “The Ghost of Frankenstein” (1942) overtog Lon Chaney jr. rollen (året før havde han haft stor succes som “The Wolf Man“). I 1943 over tog Bela Lugosi rollen i “Frankenstein meets the Wolf Man”, og herefter overtog Glenn Strange rollen i flere film.

I 1991 blev ”Frankenstein” udvalgt til The United States National Film Registry for at være: “culturally, historically or aesthetically significant“.

Af nyere filmatiseringer kan nævnes Kenneth Branaghs udgave fra 1994, hvor Robert de Niro spiller monstret og Branagh selv har rollen som Victor Frankenstein.

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1931

Læs mere:

Wikipedia

“Nattens engel” var den første danske vampyrfilm siden Carl Th. Dreyers “Vampyr” fra 1932. Oprindelig havde instruktøren Shaky Gonzáles en idé til en kortfilm, som han begyndte at lave sammen med nogle venner i 1995. Men projektet løb tør for penge og blev lagt i skuffen. Efter et års tid talte Shaky så med Peter Aalbæk om idéen, og enden på det blev en hel spillefilm med en lang række kendte skuespillere. På rollelisten ses bl.a. Tomas Willum Jensen, Lise-Lotte Norup, Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Ulrich Thomsen og Nikolaj Coster-Waldau.

Historien handler om Rebecca, som arver et hus ude på landet efter sin bedstemor. Sammen med veninden Charlotte og kæresten Mads tager hun derud, og her begynder hun at fortælle sin families historie, som hendes bedstemor har samlet i bogen “Nattens engel”. Det viser sig, at Rebeccas tip tip oldefar var en præst, som blev bidt af en vampyr og selv endte som den udøde Rico. I bogen står en række forskellige beretninger om Rico, og nede i kælderen findes også en kiste.

Filmen fortælles gennem rammehistorien om Rebecca, og inde i den vises en masse små fortællinger, som nærmest er enkeltstående historier i historien. De handler om Rico, men han er nærmest den eneste gennemgående figur i dem.

“Nattens engel” har masser af humor, og det er tydeligt, at Shaky er vild med Hongkong actionfilm. Vampyr-historien parres med martial art kamp-scener, og Ulrich Thomsen har en mindeværdig replik, da han skyder en af vampyrerne med ordene: “Nå! Fætter Morgenhår”. Special effects folkene har fået lov at gå amok med blod og Grand Guignol, og som sagt medvirker flere kendte skuespillere – dog langt de fleste blot i ganske små roller.

Jeg synes egentlig, at her er tale om en okay vampyr-film. Shaky gør lidt det samme, som Robert Rodriquez gjorde i “From Dusk til Dawn“, idet han i den første segment-historie spiller en typisk victoriansk vampyrfortælling (med en rigtig kikset vampyr-varulv agtig ting), men så i anden segment-historie rykker handlingen op til næsten nutiden og dermed laver en helt ny slags vampyrer.

“Nattens engel” blev ikke den store biograf-succes med kun godt 20.000 solgte billetter, men den modtog rent faktisk et to Robert-statuetter for Bedste Make-Up og Bedste Special Effects, og derudover var musikken også nomineret.

Selvom “Nattens engel” ikke er verdens mest originale film, så synes jeg dog, at den var ganske underholdende, og så er en dansk vampyrfilm jo altid værd at give en chance.

Instruktør: Shaky Gonzáles
Udgivelsesår: 1998

Alfred Hitchcocks mesterværk fra 1960 bygger på en roman af Robert Bloch. Jeg har efterhånden set “Psycho” flere gange, og hver gang rammer den lige hårdt. Det er en fantastisk film, som stadig holder 50 år efter sin udgivelse.

Marion Crane arbejder på et ejendomskontor. Hun ser i hemmelighed Sam Loomis, men de kan ikke gifte sig pga. økonomiske fortrædeligheder. En fredag skal Marion køre i banken med en stor sum kontanter, men i stedet pakker hun en kuffert og kører mod Californien til Sam. Undervejs stopper hun, plaget af samvittighedskvaler, ved Bates Motel hvor hun møder den venlige unge mand, Norman. De taler, og hun ender med at beslutte sig for at køre tilbage med pengene. Men før hun kommer så langt, møder hun Normans mor…

I ekstra-materialerne på dvd’en er en 90 minutter lang dokumentarfilm, som tager os med bag scenen. Her er bl.a. interviews med manuskriptforfatteren Joseph Stefano, som var manden bag idéen om at myrde Marions rolle en tredjedel inde i filmen. Hitchcock var straks med på det og ønskede en stjerne i den rolle. Det blev Janet Leigh, som siden ofte blev spurgt om, hvordan hun havde det med at blive skåret så brat ud af filmen, men det anså hun overhovedet ikke som et problem. Hun var blot begejstret for at arbejde med Hitchcock, og sagde ja til rollen nærmest uden at have læst bogen, som Hitchcock sendte til hende med sin forespørgsel.

Janet Leigh fortæller videre, at hun under sit første møde med Hitchcock fik forklaret hans arbejdsmetode, som helt grundlæggende handlede om, at kameraet var enevældigt på settet. Når kameraet bevægede sig, skulle skuespilleren bevæge sig, og så var det op til hende at finde bevæggrunde i sin rolle til at underbygge dette. For nogen skuespillere, som havde arbejdet med Hitchcock, var dette en kæmpe begrænsning, men Leigh valgte at tage det som en udfordring, og havde kun positive ord til overs for sit samarbejde med “the master of suspense”.

Norman Bates, den anden hovedfigur, spilles af Anthony Perkins, som gør et fremragende job. I Robert Blochs roman var hans karakter beskrevet som en midaldrende, usympatisk, alkoholisk mand, men Joseph Stefano valgte at gøre rollen mere sårbar og sympatisk, for ikke at tabe publikum når Marions karakter forsvinder. Det  lykkes til fulde for Perkins at gøre Normans karakter så troværdig, at vi føler sympati med ham hele vejen igennem filmen.

I Christian Braad Thomsens biografi “Hitchcock – hans liv og film” fra 1990 skriver han om Normans forhold til sin mor: “Psycho har rødder tilbage til den række af Hitchcock-værker, der beskæftiger sig med det betændte forhold mellem mor og søn … Sønnernes livsmuligheder stækkes af moderskikkelser, hvis ekstreme besiddertrang er kamufleret som kærlighed, og det så raffineret, at sønnerne end ikke drømmer om at frigøre sig fra moderens fangarme, men nyder at lade sig besidde. Hun gør dem til fanger af deres oprindelige infantile kærlighedsbehov, som hun nu vender imod dem.”

Og om grunden til, at vi på trods af Normans grusomme gerninger i filmen, alligevel stadig har sympati for ham i slutningen, skriver han: “Når identificeringen med Norman holder, og vi til det sidste har dyb sympati med ham i stedet for at fordømme ham, skyldes det nok, at Normans grusomme handlinger jo egentlig udføres af hans mor, og at Norman til sidst på forunderligste vis frisættes og så at sige forsvinder ud af filmen, mens den person, der i hans skikkelse sidder tilbage i fængselscellen og skutter sig under uldtæppet, er hans mor. Sikkelsen har ganske vist Normans krop, men den har moderens bevidsthed og taler med hendes stemme. Moderen lægger på det voldsomste afstand til sin søn, sådan som Norman vel netop har oplevet hende gøre det fra det øjeblik, hun fandt sig en elsker.”

En af de ting, Hitchcock var meget optaget af i forbindelse med filmingen af “Psycho”, var at hemmeligholde plottet. Han ønskede ikke, at nogen skulle opdage, at Moder var død før i slutningen af filmen, så derfor satte han rygter i gang om castingen til rollen som Moder, og masser af agenter hoppede på limpinden. En anden detalje i forbindelse med hemmeligholdelsen var, at han ikke ønskede, at publikum skulle kunne gå ind i biografsalen, når filmen først var startet. Så opdagede de måske ikke, at Janet Leigh var blevet dræbt og undrede sig over hendes fravær hele filmen. Det lykkedes at få en aftale med biograferne om at lukke dørene i, når filmen begyndte, og filmselskabet benyttede denne gimmick som en del af markedsføringen af “Psycho” med stor succes.

Musikken til filmen blev lavet af Bernard Herrmann, som for at afspejle filmens sort/hvide skarphed valgte kun at bruge strenge-instrumenter. Ingen kan formentlig tænke på “Psycho” uden at huske brusebads-scenen, hvor Marion står ganske uvidende i brusebadet. Pludselig ser publikum døren ud til badeværelset gå op igennem bruserforhænget, hvorefter det flåes tilside, mens hidsige violiner hysterisk hviner gennem luften. En uforglemmelig scene både mht. lyd og billede. Klipningen er fantastisk, og netop denne scene har der gået rygter om, at Saul Brass skulle have instrueret. Det afvises dog fuldstændig af både Joseph Stefano og Janet Leigh, der fortæller, at Saul Brass kun lavede storyboardet til scenen ud fra Hitchcocks anvisninger.

Selvom “Psycho” blev en stor publikumssucces, fik den ikke overvældende gode anmeldelser, lige da den kom ud. Jospeh Stefano mener, at det måske hang sammen med, at anmelderne ikke fik lov at se den til en særforvisning kun for dem, som det ellers var kutyme. I stedet måtte de se den på åbningsdagen sammen med det almindelige publikum, og det brød de sig tilsyneladende ikke om. Ikke desto mindre blev “Psycho” nomineret til fire Oscars, bl.a. for Bedste Kvindelige Birolle og Bedste Instruktør.

En af de ting, der gør “Psycho” så uforglemmelig, er, at Hitchcock i høj grad lader publikum lave deres egen film. Han stiller præmisserne op, og så fortsætter billederne inde i vores hoveder. I brusebads-scenen vises f.eks. ikke en eneste gang, at kniven rammer Marion. Ikke desto mindre ser vi det ganske bestemt i vores indre biograf. Denne måde at bruge publikums egen forestillingsevne til at vise de mest skræmmende scener er måske Hitchcocks mest fantastiske evne.

I 1998 lavede Gus van Sant en genindspilning af “Psycho”, som på trods af at der var tale om et shot-by-shot remake, langt fra levede op til originalen. Her bliver det især tydeligt, hvor klogt et valg Hitchcock traf, da han besluttede at filme i sort/hvid, for i farver forsvinder meget af uhyggen. I det hele taget mangler genindspilningen den intense følelse, og skuespillerpræsentationerne halter også. Hvor man i originalens brusebads-scene klart fornemmer, at Janet Leigh er glad for at have truffet beslutningen om at aflevere pengene, og badet nærmest er en rituel renselse for skylden, ja så tager Anne Heche i genindspilningen bare et bad. Og hvor Anthony Perkins gav Norman en fantastisk akavet sårbarhed, så virker Vince Vaugh blot underlig. Så har du ikke set “Psycho” endnu, må du endelig ikke lade dig narre til at se 1998-udgaven fremfor Hitchcocks originale film fra 1960.

Instruktør: Alfred Hitchcock
Udgivelsesår: 1960

Udover denne trailer lavede Hitchcock også en mere humoristiske trailer.

Læs mere:

“Hitchcock – hans liv og film” af Christian Braad Thomsen (Gyldendal, 1990)

”Reptilicus” er den eneste film af sin slags i Danmark. Der er ikke, hverken før eller siden, lavet en tilsvarende monsterfilm herhjemme, og nogen vil sikkert sige, at det kun er godt. Det er i hvert fald tydeligt at se, at man i Danmark ikke havde erfaringer med at skabe et kæmpemonster på film.

Den unge ingeniør, Svend Viltoft, støder på nogle mærkelige knoglerester, da han borer efter olie i Lapland. Han sender bud efter videnskaben, som får en dybfrossen halespids af et hidtil ukendt dyr med tilbage til Danmarks Akvarium. Her vil professor Martens og professer Dalby undersøge spidsen nærmere i dybfrossen tilstand. Men ved et uheld tør halespidsen op, og de opdager, at dyret går i gang med at regenerere sig selv.

Som en sikkerhedsforanstaltning sender man bud efter den amerikanske general Mark Grayson, der noget modvillig kommer til København. Han fatter ikke, hvorfor man skal bruge militæret til at bevogte en stump hale. Men efterhånden som Reptilicus vokser sig større, bliver der brug for ham. For en nat under et voldsomt stormvejr bryder kæmpeøglen ud, og snart hærger den København og omegn og spreder død og ødelæggelse.

Militæret sætter al deres militære ildkraft ind på at stoppe monstret, men problemet er, at hvis de skyder Reptilicus i 1000 stykker, kan de risikere at stå med 1000 kæmpeøgler i stedet for et, for hver del kan muligvis regenerere sig selv ligesom halespidsen. Gode råd er dyre, da Reptilicus ender i det indre København, men heldigvis får general Grayson en god idé.

Historien bag filmen er mildest talt tynd, og flere steder krummede jeg halvvejs tæer. Et sted advarer den unge zoolog miss Miller general Grayson om at skyde dyret i stykker, da det evt. kan regenerere sig selv, og han stopper dette angreb. For så kort tid efter i filmen at bruge nøjagtig samme strategi og først stoppe da professor Martens gentager miss Millers advarsel.

Det virker også som om, at filmens bagmænd ikke har kunne bestemme sig for, om filmen skulle være en komedie, en musical eller en monster-film. Dirch Passer var Danmarks populæreste skuespiller i 1960’erne, og tilsyneladende kunne man ikke lave en film uden hans medvirken. I hvert fald dukker han op i en komisk birolle som viceværten Mikkelsen, der skal hente politiet, da Reptilicus bryder fri. Telefonerne virker ikke, så Mikkelsen snupper sin cykel – der taber forhjulet – og i stedet løber han med den over skuldrene ind på politigården. Det kan nok trække tempoet ud af uhyggen!

Det samme kan filmens to sangscener, hvor Mikkelsen i den ene pludselig bliver omringet af børn, mens han sidder på en parkbænk. Han bryder ud i sangen om ”Tilicus, det lille pus”, og børnene synger fornøjede med. Den anden sang er mindst ligeså umotiveret, for her tager general Grayson i Tivoli, hvor Birthe Wilke giver et nummer.

Endelig er der også indlagt hele to kærlighedshistorier i plottet, dels ingeniøren Svend og professor Martens yngste datter, Karen, og dels professorens ældste datter, Lise, og general Grayson (om end jeg det meste af filmen havde lidt vanskeligheder med at finde ud af, om det var Lise eller miss Miller generalen havde øje for).

Sidst men ikke mindst er filmens special effects mildt sagt ikke særligt gode. Kæmpeøglen er tydeligvis en marionetdukke, og det indre København er malede træplader og miniaturebygninger. Det er det selvfølgelig også i f.eks. ”Godzilla”, men her er det lavet langt mere overbevisende end i ”Reptilicus”. Bare det at man ikke har vidst, hvordan dyret skulle gå, så i stedet bliver det trukket af sted på maven, mens hovedet svajer fra side til side – altid med åben mund og altid med højlydt brølen, og altid i samme vinkel med tungen stikkende ud.

Alt dette tæller selvfølgelig ned, når man skal bedømme filmens gyser-kvaliteter, og jeg vil bestemt heller ikke påstå, at ”Reptilicus” er en god film. Men jeg synes alligevel, at den på sin vis er meget charmerende, og trods alt også indeholder enkelte gode scener. For nok er scenerne, hvor vi ser kæmpeøglen hærge København ikke spor godt lavet, men de scener, hvor vi ser folk løbe skrigende bort fra Reptilicus, er faktisk ganske vellykkede. Især scenen hvor bropasseren på Langelinje i panik åbner broen, og de panikslagne københavnere løber direkte ud over kanten, fordi de presses frem af mængden. Også en enkelt scene, hvor Reptilicus’ fod smadrer et hus, mens familien spiser deres aftensmad, er ganske udmærket lavet.

Så selvom ”Reptilicus” bestemt ikke går over i historien som et filmisk mesterværk, så bør den dog anerkendes som et forsøg på en dansk monster-film. Også selvom den ikke selv er helt sikker på, om den er det ene eller det andet.

Med til historien hører også, at filmen samtidig blev lavet i en amerikansk version, som på visse punkter adskiller sig fra den danske, og som jeg desværre ikke selv har set. Bl.a. er sangscenerne klippet ud, og så skulle Reptilicus udspy neongrøn syre i den amerikanske udgave.

Instruktør: Poul Bang
Udgivelsesår: 1961

Læs mere på wikipedia

Også omtalt på Horrorsiden.dk

På forsiden af “Gys i blomsterbutikken” ses Jack Nicholson stå med en fin potteplante, og jeg synes også at kunne huske, at han spillede blomsterhandleren i filmen. Men – min hukommelse har spillet mig et puds – godt hjulpet på vej af filmens markedsføring som en Jack Nicholson film. Det viste sig nemlig ved et gensyn, at han kun spiller en mindre birolle som patient hos en sadistisk tandlæge, omend han gør det ganske udmærket.

I Gravis Mushniks blomsterhandel går det ikke for godt. Butikken ligger midt i slumkvarteret, og omsætningen er støt dalende. En dag ændrer det sig dog, da den altid klodsede Seymour bringer en ny plante til butikken. Han kalder den Audrey junior, opkaldt efter den smukke ekspeditrice som han er forelsket i, og folk kommer fra nær og fjern for at se den mystiske plante.

Men – planten lever ikke af vand og gødning. Da Seymour skærer sin finger ved et uheld, opdager han, at planten lever af blod! Og så må Seymour på den ene eller anden måde skaffe planten mad, hvis han vil beholde sit arbejde og tjene penge nok til at gifte sig med Audrey.

“Gys i blomsterbutikken” er en overraskende vellykket gyserkomedie, som gennem årene har udviklet kultstatus og er blevet genindspillet op til flere gange. Historien bag filmen er ikke helt almindelig, og det kan selvfølgelig have bidraget til filmens voksende succes.

Oprindelig blev filmen nemlig til over et væddemål. Instruktøren Roger Cormans bror, Gene, havde tilfældigt en butiksfacade i overskud under en filmoptagelse. Han væddede med Corman. om, at denne ikke kunne lave en film over kulissen. Det mente Corman nu nok, at han kunne, og over en nat skrev han og Charles B. Griffith manuskriptet til “The Little Shop of Horrors”. Prøverne tog tre dage, og selve filmen blev skudt på blot 2,5 dag plus et par weekender, hvor man filmede de udvendige scener. Hurtigheden beroede bl.a. på, at man kun brugte to kameraer, og at næsten alle scener blev optaget i første skud.

Filmen blev stort set ignoreret, da den udkom, men op gennem 1960′erne blev den vist gentagne gange i tv og opnåede efterhånden en vis kultstatus. I 1973 kom den første genindspilning med titlen “Please don’t eat my mother”, som var fyldt med nærmest hardcore sexscener, og bl.a. havde pornostjernen René Bond på rollelisten som et af plantens ofre. I 1982 købte Alan Menke og Howard Ashman rettighederne til historien og lavede en succesfuld musical ud af den, og i 1991 lavede man en animeret tv-serie på historien, som dog ikke løb længe.

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960
Originaltitel: The Little Shop of Horrors

Læs mere på wikipedia