Arkivet for februar, 2010

“The Stand” er min absolutte yndlings Stephen King roman, så jeg var helt oppe at ringe, da jeg fandt ud af, at Marvel var i gang med at lave en tegneserie ud af historien.

Men måske fordi jeg er så glad for både bogen og tv-serien, var tegneserien lidt skuffende. Det virker mest, som om man har taget manuskriptet til tv-serien og tegnet ud fra det. Der er ikke mange nyskabelser eller spændende vinkler, og først i bind to “American Nightmares” dukker der noget op, som ellers kun findes i den udvidede bog, der udkom i 1994 (originalen udkom i 1978).

Tegneserien er skrevet af Roberto Aguirre-Sacasa og illustreret af Mike Perkins. Udgaven jeg har læst, er den samlede hardback udgave af 1-5 Captain Trips og 1-5 American Nightmares.

“Fear in the Night” er mere en thriller end en egentlig gyser. Den unge Peggy gifter sig med den attraktive Robert efter en ganske kort forlovelse. Han underviser på en drengeskole, og Peggy flytter med ham dertil. Peggy er netop kommet sig over en nervøst sammenbrud, og de to mødte hinanden, mens hun var indlagt.

Dagen før hun skal rejse, bliver Peggy overfaldet i sit værelse. Det eneste, hun når at opdage, er, at hendes overfaldsmand har en kunstig arm. Overfaldet bliver ikke anmeldt til politiet pga. Peggys “hysteriske” fortid, og det kniber også for Robert at tro på hende. Så da Peggy bliver overfaldet i deres fælles hjem, stiller Robert endnu en gang spørgsmålstegn ved det.

Samtidig møder Peggy både skolens inspektør, Michael Carmichael (Peter Cushing) og hans hustru Molly (Joan Collins), og sidstnævnte bryder sig aldeles ikke om Peggy. Og så er der altså noget mystisk med skolen…

Da Robert sendes på et seminarium, skal Peggy blive alene tilbage. Hun er bange og ikke meget for det, men Robert lader hende få et gevær med i seng som beskyttelse. Og i løbet af natten bryder nogen ind, og Peggy ender i en flugt ind på skolen. Nu tror Robert på hende, men hvad er der i virkeligheden sket?

Jeg synes ikke, at “Fear in the Night” var en voldsomt god film. Instruktør Jimmy Sangster prøver at lave en overraskende finte, men det lykkes ikke helt. Joan Collins spiller heks ganske fortræffelig, og Peter Cushing er jo altid en fornøjelse. Han får dog ikke lov til at udfolde sig særligt her, og historien virker lidt træt.

“Fear in the Night” er anden “halvdel” af “Women in Terror” filmene (første “halvdel” var “Straight on till Morning”), som blev de sidste suspense thrillers produceret af Hammer Film, ligesom det blev Jimmy Sangsters sidste film for Hammer. Filmen blev dog en retningslinje for, hvilken retning Hammer Film ville gå i 80′ernes tv-serier.

Instruktør: Jimmy Sangster
Udgivelsesår: 1972

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

I 1921 finder et hold britiske arkæologer den 3700 år gamle mumie Im-Ho-Tep. En af ekspeditionens deltagere åbner rullen “The Scroll of Thoth”, som bliver fundet sammen med mumien, og han bliver sindssyg, da han læser den, og mumien kommer til live.

10 år senere er endnu et hold arkæloger på stedet. De har intet fundet af værdi, så da ægypteren Ardath Bay tilbyder at vise dem, hvor den ægyptiske prinsesse Anck-es-en-Amon ligger begravet, lader de sig overbevise. De finder også graven, men det viser sig, at Ardath Bay har skumle bagtanker. Han er nemlig den genopstandne mumie og prinsessen var hans elskede. Nu vil han genoplive hende, og da han finder hendes sjæl genfødt i den smukke Helen, har han ingen skrupler.

“The Mummy” er ikke uhyggelig i vore dages standard, men ikke desto mindre gør Boris Karloff endnu en gang et uudsletteligt indtryk. Han har rollen som Im-Ho-Tep/Ardath Bay, og det lykkes ham at skabe både uhygge og medlidenhed omkring hans figur.

Instruktør: Karl Freund
Udgivelsesår: 1932

“Baby Doll” er en lille tæt film om Eva, der netop er blevet mor. Hun beslutter sig for at holde sin barsel på sin afdøde bedstemors gård, hvor hun selv har tilbragt mange ferier.

Men efterhånden som manglen på søvn og følelsen af utilstrækkelighed som mor overmander Eva, får hun følelsen af, at bedstemoren holder øje med hende. Og det kommer frem, at ferierne hos bedste ikke altid var ren idyl.

“Baby Doll” tegner et flot psykologisk portræt af en ung mors sammenbrud, og Jon Bang Carlsen skaber en intens og skræmmende atmosfære med ganske få virkemidler. Mette Munk Plum er i store dele af filmen alene på skærmen sammen med babyen, og hun bærer rollen overbevisende. Også Bodil Udsen som den skarpe bedstemor, der dukker op fra mindernes dyb, spiller skræmmende.

Instruktør: Jon Bang Carlsen
Udgivelsesår: 1988

Første film om Hellboy gjorde ikke noget stort indtryk på mig, selvom det ellers var Guillermo del Toro (Pans Labyrint), som instruerede. Han sidder igen i stolen i anden del af Hellboys saga, og denne gang blev jeg væsentlig bedre underholdt.

For mange mange år siden indgik menneskene en våbenhvile med skovens væsner, efter at alfernes konge, Balor, havde skabt en uovervindelig hær og næsten knust menneskene. Hæren kan kun vækkes til live af den, der bærer den gyldne krone. Balors søn, Nuada mente dog, at menneskene  skulle udryddes og forlod elvernes land i landflygtighed.

I nutiden dukker menneskenes del af den gyldne krone op på en auktion, og pludselig står Nauda der og med vold tager han kronen tilbage. Burea for Paranormal Research and Defense tilkaldes, og Hellboy forsøger sammen med Abe og Liz at finde ud af, hvad der er sket, og efterfølgende at finde frem til Nuada.

Imens lykkes det Nuada at slå sin far, kong Balor, ihjel, og nu mangler han kun søsteren, Nualas, del af kronen, før han kan vække hæren. Men Nuala undslipper, og finder vej til Hellboy og de andre, og nu forsøger de at gemme hende for Nuada. Men de to tvillinger har en indbyrdes forbindelse, og da Nuada dukker op, lykkes det ham at såre Hellboy dødeligt. For at redde Hellboy må Liz og Abe sammen med den nye medspiller Johan Krauss drage til Nuada medbringende den sidste del af kronen.

Jeg så “Hellboy – The Golden Army” på blue-ray, og alt andet lige så gav det lige en ekstra dimension på det visuelle. Man kan virkelig se forskel, i forhold til den billige dvd-afspiller jeg tidligere så film på. Farverne var dybere og billedet langt skarpere, og det gør naturligvis oplevelsen mere intens. Samtidig synes jeg, at historien var underholdende, og selvom jeg ikke er vild med Hellboy-figuren, så gør Ron Perlman det nu ganske godt som den rødhudede djævel.

Visuel effekts var fantastiske, og man ser Guillermos fascinerende univers, som også vises i “Pans Labyrint” udfolde sig, så det nærmest er en historie i sig selv. Og så var der både humor og action, så alt i alt et par timers fin underholdning.

Filmene om Hellboy bygger på Mike Mignolas tegneserie.

Instruktør: Guillermo del Toro
Udgivelsesår: 2008

“And as I slowly descended form sanity into madness the only question remained … Was I ever really sane …” Med disse ord slutter “Craig”, som er en rejse ind i en mand, der langsomt nedbrydes, til det til sidst slår klik.

Craigs forældre dør i en brand, hvor også hans søster kommer voldsomt til skade. Hun ligger nu i dyb coma, og Craig er helt alene. Han har godt nok vennen Cliff, men denne er alt for opslugt af sit eget liv og egne problemer til at se, at Craig langsomt synker dybere og dybere ind i sig selv. Verden omkring ham behandler ham som skidt, hvis den overhovedet ser ham, og da han i desperation ringer efter en luder, gør hun nærmest nar af ham. Til slut springer kæden, og Craig begynder at betale omverdenen tilbage – for “is anyone really innocent?”

Her er mange gode takter i filmen. Selve grundidéen, om hvad der skaber en morder, er rigtig interessant, og Kim Sønderholm er selv god i rollen som Craig. Her er også flere overraskende scener, hvor selvom jeg sad og ventede på, at nu skete der noget, så blev jeg alligevel forskrækket. Sønderholm forsøger at filme med skæve vinkler og anderledes skud, og flere gange lykkes også det rigtig godt. Og så er det en sjov detalje, at Lloyd Kaufman fra Troma dukker op som Craigs indre stemme.

På minussiden er der desværre også flere ting. Scenerne, hvor vi ser hele rum, virker utroligt flade. Det virker som om lyssætningen slet ikke er på plads. Der er flere kiks i kontinuiteten, som fx nu har Johnny ingen solbriller på og i næste klip er de der. Manuskriptet halter også lidt, fx finder politiet allerede efter første mord Craigs fingeraftryk, men de gør intet for at hente ham ind. Og til slut i filmen er den hektiske biljagt og jagten på Angela klippet, så der nærmere er tale om en søndagstur i skoven. Endelig har jeg også et alvorligt problem med film, hvor der tales skole-engelsk. Jeg er klar over, at skuespillerne er castet fra flere lande, og det sikkert er for at give filmen et mere internationalt snit, at man taler engelsk, men det virker så irriterende på mig.

Trods hele den ovenstående svada synes jeg egentlig godt om “Craig”. Sønderholms portræt af Craig bærer i høj grad filmen, og det er lykkes at filme hans mentale sammenbrud rigtig godt. Lydsiden fungerer flere steder fantastisk, som når Craig kvæler … mens baggrundsmusikken nærmest lyder som dæmoner, der skriger. Også de rystet optagede scener, hvor Craig nærmest ryger ud af sig selv, fordi hans medicin ikke virker mere, fungerer super.

Mange af problemerne i filmen hænger formentligt sammen med et lille budget, og kan derfor undskyldes på den konto. Jeg tror, at med et større budget og lidt strammere styring ville “Craig” have været helt i topklasse. Rå som den er nu, er den dog stadig et godt forsøg ud i seriemorder genren, som man sagtens kan bruge et par timer på.

Instruktør: Kim Sønderholm
Udgivelsesår: 2008

Lyt også til sangen “Cruel Is My Love, Sore Is My Heart” af Cyanide Savior, som Manoush synger i filmen. Den er utrolig stemningsfyldt.

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Et gensyn med “Nattevagten” som jeg første gang så, da den gik i biografen i 1994, blev en skræmmende tur ned ad Memory Lane. “Nattevagten” var præcist så god, som jeg huskede den.

Martin og Jens er to unge jurastuderende med kærester, lejlighed osv. I sin fritid arbejder Martin som nattevagt på retsmedicinsk Institut, og mens Martin virker umiddelbart tilfreds med hverdagen, er Jens bange for at falde i småborgerligheden. Han udfordrer derfor Martin til, at ingen af dem må sige nej til et forslag de næste to uger. Det fører Martin i kontakt med den unge prostituerede Joyce, der ender som offer for den seriemorder, der hærger byen, og pludselig er Martin hovedmistænkt i sagen.

Det var “Nattevagten”, som startede den bølge af gysere, der ramte Danmark i 1990′erne. Efter den kom “Sidste time“, “Mørkeleg“, “Besat” m.fl. Nogle af filmene var knap så gode, men flere af dem blev okay publikums-successer. “Nattevagten” står dog i særklasse med over 465.000 solgte billetter.

“Nattevagten” er en effektiv psykologisk gyser med et egentlig simpelt plot. At den lykkes så godt som den gør, skyldes dels rigtig gode skuespils præstationer af bl.a. Ulf Pilgaard, Nikolaj Coster-Waldau og ikke mindst Kim Bodnia som den næsten psykoptatiske Jens og Rikke Louise Andersen i rollen som Joyce. Hun virker så skrøbelig, og scenen hvor Jens og Martin kører psykisk terror mod hende er ualmindelig væmmelig at se.

Dels er filmen i særklasse pga. den spændende brug af kamera og lys, så når Martin går sine runder i de tomme hospitalsgange, sidder tilskueren næsten med hjertet oppe i halsen hele vejen – også selvom der ikke sker det mindste det meste af tiden. Endelig er musikken af Sort Sol bestemt også med til at køre stemningen op.

Filmen blev genindspillet til det amerikanske markede (med Ole Bornedal som instruktør) i 1997. Jeg har ikke fået set denne udgave (som jeg iøvrigt tvivler på kan leve op til originalen), men ifølge UnCut er der sket flere ændringer. Bl.a. blev flere scener fjernet eller skrevet om, som f. eks. Joyces blowjob der blev til et handjob, og så var der ingen sex i lighuset.

Mit forslag vil derfor være – se den danske originaludgave af “Nattevagten”, og lad amerikanerne om at se den tammere version.

Instruktør: Ole Bornedal
Udgivelsesår: 1994

På forsiden står der “Christopher Lee’s fang-tastic, first-ever performence as the Lord of the Undead“, og han er virkelig ikonisk i rollen som grev Dracula.

Jonathan Harker er blevet inviteret til Draculas slot under dække af at være en bibliotekar, som skal indeksere grevens bibliotek. I virkeligheden kommer Harker for at tilintegøre ondskaben, for han ved, hvem og hvad Dracula er. Desværre bliver han bidt af en kvindelig vampyr, og selvom det lykkes ham at dræbe hende, får Dracula fat på ham.

Da Harker ikke vender tilbage, tager Van Helsing til Draculas slot for at finde ud af, hvad der er sket. Netop som han ankommer, ser han en vogn med en kiste i haste ud gennem slottets port. Og da han senere vender tilbage for at fortælle Harkers forlovede, Lucy, at Harker er død, er hun blevet syg. Van Helsing finder ud af, at Dracula er i byen, og at han ønsker Lucy, som sin nye ledsager.

“Horror of Dracula” blev lavet umiddelbart efter Hammer Films store succes “The Curse of Frankenstein”, og udover Christopher Lee er også Peter Cushing med i rollen som Van Helsing. De to herrer skulle senere krydse klinger i endnu en Dracula-film “Dracula A.D.”. ”Horror of Dracula” er inspireret af Bram Stokers roman, men følger ikke oplægget udover genbrug af navnene (som endda bruges forskelligt fra bogen idet Mina var Harkers forlovede i bogen, mens Lucys tilbeder var Arthur), og blev en af mange Dracula film fra Hammer. Oprindeligt kaldte man blot filmen “Dracula”, men for at undgå forveksling med Tod Brownings film “Dracula” fra 1931, omdøbte man den til “Horror of Dracula”.

Filmen indeholder flere vellavede special effects, bl.a. da Harker spidder vampyrkvinden i hendes kiste, og Van Helsing og Draculas endelige opgør i slutningen af filmen.

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1958

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee

Jeg er ikke stor fan af film filmet med subjektivt håndholdt kamera. Ofte synes jeg, det virker mere rodet end uhyggeligt, og hver gang har jeg svært ved at forstå, hvorfor man dog bruger tid på at filme alting, når man kæmper for sit liv. Men jeg er også ved at blive gammel.

“Welcome to the jungle” er netop en sådan film, og jeg var ikke voldsomt imponeret af den. Fire ret forskellige venner beslutter sig for at tage til Ny Guineas jungle for at lede efter Michael Rockefeller, der forsvandt der i 1961. Familien anser ham for død, men en helikopterpilot så fornyligt en 70-årig hvid mand i området, og nu er vennerne sikre på, at det er Rockefeller – og at de kan tjene en formue på ham.

De pakker og tager afsted, men i junglen kommer uenighederne mellem dem for alvor op til overfladen, og efter en uge med skænderier og uenigheder stikker to af dem af med kort, gps og næsten alt maden. De to tiloversblevne forsøger at indhente dem, men nu er de nået til kannibal-territoriet.

Det hele er som sagt filmet med subjektivt kamera, så hver gang der sker noget, siger personerne “Giv mig kameraet”, og så følger vi dennes synsvinkel. Det irriterer mig rigtig meget og er med til at sænke spændingsniveauet. Det trækker også ned, at filmens første halvdel går i tomgang, mens vi følger de fire unge skændes, drikke og lave ingenting, og først i filmens sidste halvdel begynder der at ske noget. Samtidig er personerne generelt så irriterende, at jeg ingen sympati fik for dem, og dermed var ligeglad med om de blev ædt af kannibaler eller ej.

Jeg synes klart bedre om “Zombie Holocaust“, som jeg tror har været inspirationen for Jonathan Hensleigh, så vil man se en kannibalfilm, er den at foretrække. “Welcome to the jungle” har dog en mindeværdig scene på flodbredden da vi ser, hvad der er sket med den ene af kvinderne i gruppen, men bortset fra det minut var det en lidt kedelig affære.

Instruktør: Jonathan Hensleigh
Udgivelsesår: 2007

Martin Schmidt må være den danske instruktør, som har lavet flest gyserfilm. Året efter hans succesdebut med “Sidste time”, udkom han med “Mørkeleg”, som solgte lidt dårligere (96.224) men stadig klarede sig udmærket for en genrefilm. Manuskriptet er igen af Dennis Jürgensen, som siden omskrev det til bogform og udgav det.

Tim har fået fat i spillet Backstabbed, som endnu ikke officielt kan købes i Danmark. Det er en form for rollespil, hvor det gælder om at myrde hinanden. Sammen med vennerne Tine, Alexandra og Jonas mødes de i et dødsbo for at spille.

Men der er en rigtig morder løs. På den lokale bodega bliver Tines veninde Aia myrdet, og politiet frygter, at det er seriemorderen Flænseren, som er taget til provinsen efter sin hærgen i København. I det tomme hus går spillet dog i gang, uden at nogen er klar over begivenhederne ude i virkeligheden. Desværre viser det sig, at morderen befinder sig i huset med dem.

“Mørkeleg” er en dansk slasherfilm, og når man tænker på, hvor lidt handling og sammenhæng der kan være i plottet på amerikanske slasherfilm, så synes jeg egentlig, at “Mørkeleg” er en udmærket film. Det bliver ret hurtigt afsløret, hvem der er morderen, så publikum ved mere end hovedpersonen Tine. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, den vurdering var rigtig taget, for for mit vedkommende ville jeg have synes, det var mere uhyggeligt at blive holdt i uvidenhed.

Generelt er filmen dog underholdende, og Tine, som spilles af Line Kruse, spiller godt som den skræmte, men alligevel handlekraftige heltinde (der desværre ikke kan finde ud af at smadre et vindue for at komme ud). Morderen bliver dog lidt for manisk til min smag, og jeg synes, det er dumt at prøve at lade ham forklare, hvorfor han dræber. I slasherfilm er der ingen logik (og tit heller ikke et plausibelt plot), så der er ingen grund til at prøve at gøre mordene troværdige.

Instruktør: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 1996

Udvalgt filmograf:

Sidste time (1995)
Mørkeleg (1996)
Kat (2001)
Bag det stille ydre (2005)
Monsterjægerne (2009)