Arkivet for marts, 2010

Efter Universals store succes “Dracula” fra 1931 besluttede studiet at brygge videre på historien i efterfølgeren fra 1936 “Dracula’s Daughter”.

Filmen starter, hvor “Dracula” slutter. To betjente kommer ind i Carfax klosteret og finder ligene af Renfield og Dracula sammen med professer Van Helsing. Van Helsing anklages for mordet på Dracula, og i stedet for en advokat tilkalder han sin gode ven, psykologen Garth, der skal overbevise juryen om, at Van Helsing ikke er skør, men at Dracula virkelig var vampyr.

Før Scotland Yard får hentet ligene, dukker en kvinde dog op. Hun hypnotiserer betjenten og tager Draculas lig med sig for at brænde det. Det viser sig, at kvinden kalder sig Marya Zaleska og er Draculas datter.

Zaleska møder Garth, og hun prøver at overtale ham til at hjælpe sig. Hun ønsker nemlig ikke at være vampyr og håber, at han kan befri hende for forbandelsen. Men Garth har svært ved at tro hende, og først da hun kidnapper hans sekretær, Janet, følger han hende til Transylvanien, hvor det endelige opgør finder sted.

Jeg var ikke vildt imponeret over “Dracula’s Daughter”, omend Gloria Holden spiller rollen som Zaleska udmærket. Men historien bliver ikke rigtig overbevisende for mig, og jeg havde enormt svært ved at få doktor Garths og sekretæren Janets flirteri til at blive interessant overhovedet.

Instruktør: Lambert Hillyer
Udgivelsesår: 1936

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs en mere postiv omtale på Classic-Horror.com

Læs også hvad Sleazehound siger om “Dracula’s Daughter”

Første gang Bram Stokers roman “Dracula” blev indspillet som film var i 1923 under titlen “Drakula halála” instrueret af Károly Lajthay. Filmen havde dog ikke meget med romanen at gøre, så Universals udgave fra 1931 står for de fleste som den rigtige første film.

Tod Browning instruerede, og ønsket var at lave en big budget movie, som var tro mod romanen, men pga. den økonomiske krise endte man med i stedet at basere filmen på Broadway stykket med manuskript af Hamilton Deane og John L. Balderston. Bela Lugosi, der med sit portræt af grev Dracula blev et ikon, spillede rollen på Broadway, men alligevel var han ikke Tod Brownings første valg. Heldigvis fik han rollen, og hans præstation har grundlagt synet på den karismatiske vampyrgreven lige siden.

Advokaten Renfield er taget til Transylvanien for at overrække grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. På vejen dertil advares han af de lokale om, at grevens slot er hjemsted for vampyrer, men Renfield lader sig ikke skræmme. Han burde dog nok have hørt på rygterne, for da hans arbejde for Dracula er overstået, bliver han gjort til grevens slave og følger Dracula som en galning på rejsen til England.

I England opsøger Dracula lederen af Whitby Sanatorium, doktor Seward. Her bliver han introduceret for dennes datter Mina og hendes veninde, Lucy, som straks bliver betaget af greven. Hun bliver også husstandens første offer for Dracula, som derefter begynder at hjemsøge Mina.

På Whitby Sanatorium er Renfield indlagt, og selvom han er trofast mod Dracula, så er han også tiltrukket af Mina og forsøger at advare doktor Seward om faren. Men han afskrives som en galning. Dr. Sewards gode ven professor Van Helsing er dog klar over, at en udød er på spil, og han forsøger at redde Mina ved at hænge wolvesbayne op i hendes værelse, en urt som holder vampyrer væk. Men Dracula kan hypnotisere personer i nærheden af ham, og det lykkes ham alligevel at trænge ind til Mina og give hende lidt af sit blod.

Nu er Mina fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå grev Dracula ihjel.

Set med nutidens optik er “Dracula” ikke særlig uhyggelig. Den er meget langsom i sin opbygning, og man ser f.eks. aldrig Dracula bide sine ofre. Han dækker dem i stedet med sin kappe, og så må vi tænke os til resten. Og når vi ser ham som flagermus, er det meget tydeligt en plastik flagermus, der hænger fra en fiskesnøre, og som sådan overhovedet ikke skræmmende.

Ikke desto mindre synes jeg stadig, at “Dracula” holder i dag. Bela Lugosi spiller fantastisk, og hans måde at tale og agere på, er utrolig overbevisende. Man har prøvet at gøre hans øjne endnu mere uhyggelige ved at lade lys skinne i dem, når han stirrer ondt på sine ofre, men det var efter min mening ikke nødvendigt. Hans blik er skræmmende i sig selv.

Også scenerne i Draculas slot er med til at skabe en uhyggelig stemning. Selve slottet er indbegrebet af gotisk uhygge med skumle skygger, spindelvæv og mørke trapper – og naturligvis den distingverede greve  med en grum baggrund. Da Dracula byder Renfield velkommen, og de hører ulvehyl i det fjerne, kommer hans udødelig replik: “Listen to them. Children of the night. What music they make.” Og senere da Renfield kommer op af trappen og møder et kæmpe edderkoppespind, som Dracula tilsyneladende har bevæget sig igennem uden at ødelægge, forklarer Dracula: “The spider spinning his web for the unwary fly. The blood is the life, Mr. Renfield.” En advarsel om hvad der er i vente.

Men selvom Dracula er et sjælløst udødeligt væsen, som må slå ihjel for at overleve, så får man i Lugosis skikkelse alligevel fornemmelse af en tragisk skikkelse, ikke mindst da han møder doktor Seward og Lucy og Mina i operaen og efter lidt konversation udbryder: “To die! To be really dead – that must be glorius” og herefter advarer: “There are far worse thing awaiting man, than death!”

I ekstramaterialerne fortæller filmhistoriker David J. Skal, hvordan publikum blev skræmt af filmen, ikke mindst fordi man for første gang IKKE fik en logisk løsning til sidst. Dracula VAR virkelig ifølge filmen. Også artiklen på wikipedia fortæller om “Dracula”s skræmmende succes. I løbet af de første to døgn, den spillede, solgte man 50.000 billetter!

Samtidig med at Tod Browning indspillede sin version, udnyttede Universal kulisserne til at lave en spansk udgave af filmen (instrueret af George Melford) til det latinamerikanske publikum. Brownings hold filmede i løbet af dagen, og når de holdt fri, overtog det spansktalende hold scenerne og lavede deres udgave, som bygger på samme manuskript, men alligevel er lidt anderledes. Melfords udgave forklarer i hvert fald enkelte detaljer i filmen tydeligere, og så har han lagt større vægt på special effects, f.eks. kommer den spansktalende Dracula anderledes dramatisk ud af sin kiste, og knirkelyde m.m. udnyttes også mere effektivt i Melfords film. Endelig er der også en stor forskel på de erotiske toner – i Brownings udgave er Mina tækkelig, og i scenen hvor hun fristes til at bide Harker, klippes der væk netop som hun læner sig frem. I Melfords udgave ser vi Eva (som Mina kaldes her) i en noget mere dristig rolle, og her bider hun rent faktisk Harker i halsen, før hun afbrydes. Den spanske Dracula blev spillet af Carlos Villarías, som dog overhovedet ikke kunne hamle op med Lugosis Dracula.

Bela Lugosi blev i høj grad synonym med Dracula-figuren, men han spillede kun rollen igen én gang siden – i gyserkomedien “Bud Abbott Lou Costello Meet Frankenstein”. Til gengæld nåede han at spille et andet Universal monster, nemlig Frankensteins monster i “Frankenstein Meets the Wolfman” fra 1943.

Tod Brownings “Dracula” blev i 2000 udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry for at være: “culturally, historically, or aesthetically significant“.

Instruktør: Tod Browning
Udgivelsesår: 1931

Udvalg af Universals Dracula film:

Dracula (1931 – Tod Browning)
Drácula (1931- George Melford)
Dracula’s Daughter (1936 – Lambert Hillyer)
Son of Dracula (1943 – Robert Siodmak)
House of Frankenstein (1944 – Erle C. Kenton)
House of Dracula (1945 – Erle C. Kenton)
Dracula (1979 – John Badham)
Van Helsing (2004 – Stephen Sommers)

Læs mere om Dracula på wikipedia

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Jeg har ikke tidligere set film af Mario Bava, men eftersom han skulle være en af Italiens mest indflydelsesrige instruktører, tog jeg imod tilbuddet om at låne “Black Sabbath” af en ven.

“Black Sabbath – The Three Faces of Fear” består af tre korte film med introduktion og afslutning af Boris Karloff. Den første film hedder ”The Telephone” og handler om kvinden Rosy, som en aften kommer hjem til en lang række mærkelige telefonopringninger, hvor en stemme truer hende med døden. Tilsyneladende ved stemmen alt, hvad Rosy gør, så til sidst ringer hun til veninden Mary, der indvilliger i at komme over, selvom de ikke har talt sammen længe. Men Marys ankomst er ikke aftenens afslutning.

Anden historie hedder “The Wurdulak” og har Boris Karloff i hovedrollen. En tyrkisk bandit har gennem længere tid hjemsøgt egnen, og bedstefar Gorca er taget ud for at fange ham. Desværre får banditten fat i Gorca og forvandler ham til en Wurdulak, før Gorca slår ham ihjel. En Wurdulak drikker blodet af de mennesker, han elsker, så Gorca drager hjem for at føde af sin familie, der i mellemtiden har fået uventet besøg af en fremmed, som forelsker sig uhjælpeligt i Gorcas datter. Men kan han redde hende fra familiens skæbne?

Den sidste historie kaldes “A drop of water”. Sygeplejersken Helen tilkaldes for at gøre liget af en okkult interesseret grevinde i stand, men hun fristes til at stjæle en ring fra ligets finger. Det får – naturligvis – konsekvenser …

Den bedste historie er efter min mening den sidste, selvom historien er set før. Men her lykkes det Mario Bava at skabe et overbevisende setup, og jeg var imponeret over hans brug af kameraet, bl.a. den måde, man har filmet Helens ankomst til grevindens hjem. Fra frøperspektiv ses husholdersken gå gennem flere slidte og støvede værelser mod en stor dør, og mens hun bliver mindre og mindre, føles uhyggen større og større. Interessant filmet. Den svageste film er “The Wurdelak”, hvor ikke engang Boris Karloff kan redde den sløve historie.

Instruktør: Mario Bava
Udgivelsesår: 1963
Originaltitel: I tre volti della paura

Udvalgt filmografi:

Cani arrabbiati (1974 - ”Kidnapped”)
Gli orrori del castello di Norimberga (1972 – “The Torture Chamber of Baron Blood”)
Diabolik (1968 – “Danger: Diabolik”)
Operazione paura (1966 – “Kill, Baby… Kill!”)
I tre volti della paura (1963 – “Black Sabbath”)
La maschera del demonio (1960 – “Black Sunday”)

Se mere om Mario Bava på  Wikipedia

Jeg var spændt på, om bog 2 om Sookie Stackhouse og hendes vampyrkæreste Bill kunne leve op til “Død indtil solnedgang“, men heldigvis var også “Levende død i Dallas” fyldt med humor og en underholdende historie.

Bill er blevet valgt til undersøger af område 5, og i den forbindelse udlånes han (eller rettere sagt Sookie) til område 6 for at hjælpe med at finde en vampyr, der tilsyneladende er blevet kidnappet. Sookie og Bill rejser af sted, og det lykkes også for Sookie at læse en barpiges tanker, så de kan finde frem til, at den forsvundne vampyr formentlig er blevet kidnappet af sekten Solens Broderskab, som ønsker at dræbe alle vampyrer i en kristen ånd.

Sookie bliver selv kidnappet af sekten, og hun må pludselig lede efter forbundsfæller blandt både mennesker og andre overnaturlige væsner end vampyrer. For denne gang møder hun både telepater, mennesker der kan skifte til dyreskikkelse og ikke mindst en mænade – et vildt og rasende væsen der elsker vold, sex og drukkenskab, og tidligere tilbad guden Dionysos.

Humoren holder også her i bind to, og selvom der ikke er helt samme overraskelseselement i Sookies verden, synes jeg, at “Levende død i Dallas” er en udmærket efterfølger. Harris kommer måske lige lovlig let omkring afviklingen af visse elementer i historien, men til gengæld vil billedet af Eric iført pink lycra leggins få mig til at smile lang tid fremover.

Serien om Sookie er uforpligtende underholdning, og som læser får man både sex, romantik, spænding og masser af humor, og så er jeg egentlig fint underholdt i et par timer.

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Definitely dead (2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Hvem fandt på, at det kunne være en god idé at sætte en flok cowboyer til at fange en dinosaurus med lasso?

Syd for Rio Bravo opsøger Tuck Kirby sin tidligere kæreste, T.J., for at overtale hende til at sælge sin berømte hest, som hun bruger i sit Wild West cirkus. Hun afslår, og i stedet møder han professor Horace Bromley, som har opdaget en miniature hest – Eohippus - forfader til nutidens vilde heste. Og der er flere dyr fra fortiden. Tuck opdager en tyrannusaurus-lignende dinosaur, som de lokale kalder Gwangi, og han beslutter sig for at hjælpe T. J. med at fange dyret, så det kan bruges i hendes show. Men naturligvis er det lettere sagt end gjort, og Gwangi slipper fri midt under showet.

Det er i korte træk handlingen i “The Valley of Gwangi”, der desværre ikke helt levede op til mine forventninger. Filmen er fra 1969, og er lavet ved hjælp af stop-motion teknik mixet med real optagelser. Manden bag dinosaurerne er Ray Harryhausen, og han får masser af ros i ekstra materialerne, hvor han nærmest omtales som ophavsmanden til alle gode stop motion film. Selv var han dog godt klar over, at han skyldte en stor del til Willis O’Brian (“Lost World” og “King Kong”).

Jeg synes såmænd, at flere af scenerne med dinosaurer og mennesker sammen var teknisk godt lavet, men jeg var ikke imponeret over historien, som er set før (fx “King Kong”), så alt i alt kommer “The Valley of Gwangi” ikke til at stå højt på min personlige favoritliste.

Instruktør: James O’Connelly
Udgivelsesår: 1969

“While she was out” lanceres som en film af Guillermo Del Toro (“Pans Labyrint” og “Hellboy“), men i virkeligheden er han blot executive producer, og instruktøren er Susan Montford, der debutere her.

Della er hjemmegående husmor med to børn, som hun elsker højt, og en mand med et lidt for voldsomt temperament, der dog sørger for, at familien kan opretholde en høj levestandard. Julen nærmer sig, og efter et skænderi med manden tager hun ud for at købe noget gavepapir. I centret er der nærmest kaos på parkeringspladsen, og Della kommer i skænderi med 5 unge mænd. Det ender rigtig grimt, og Della må flygte for sit liv.

Her skifter filmen så tempo og begynder at blive lidt interessant. For selvom Della meget ulogisk flygter bort fra centret og ud på en mørk byggeplads ved en skov, så er selve jagten mere intens og velopbygget end filmens første halvdel. Der er tilmed et par overraskelser gemt undervejs, og selvom man godt ved, at Della (som i øvrigt spilles af Kim Bassinger) nok skal klare sig hjem til familien, så er måden hun gør det på alligvel anderledes, end jeg troede i filmens start.

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at “While she was out” er en voldsomt god film, men den var ganske underholdende, og så varer den kun godt 80 minutter.

Instruktør: Susan Montford
Udgivelsesår: 2008

Jeg hører til de fordomsfulde, som ikke har set eller læst twilight-serien, og som absolut heller ikke har intentioner om det, uanset hvor mange gange jeg får at vide, at det burde jeg. Jeg er ret overbevist om, at det ikke er noget for mig, eftersom jeg efter tre bind af Anne Rices vampyrkrønike fik nok af den, og i øvrigt er blevet endnu ældre siden dengang.

Så jeg havde faktisk ikke tænkt mig at læse Charlaine Harris bøger, selvom bl.a. Janus fra Horrorsiden har omtalt dem vældigt positivt. Men da Søren fra Skræk og Rædsel fortalte, at man kunne få første bind, “Død indtil solnedgang”, sammen med bladet Sirene, besluttede jeg mig alligevel for at give Harris en chance. Og sikke et held, for hvor har jeg dog moret mig i selskab med Sookie Stackhouse.

Sookie arbejder som servetrice i den lille sydstatsby Bon Temps, hvor hun af de fleste betragtes som lettere enfoldig. Det er hun nu ikke, men pga. sin evne til at høre folks tanker med mindre hun koncentrerer sig stærkt om at undgå det, så kommer hun ofte til at fremstå lidt dum.

En dag dukker en vampyr op i baren, hvor hun arbejder, og selvom vampyrerne er blevet accepteret af samfundet i de seneste år, er Bill (som han viser sig at hedde), den første som slår sig ned i byen. Sookie bliver tiltrukket af Bill. Først af ren og skær nysgerrighed fordi han er vampyr, men det ændrer sig til forelskelse, da det går op for hende, at hun ikke kan læse hans tanker. Denne stilhed er en enorm lise for hende, ovenpå den konstante summen hun ellers er omgivet af.

Mødet med Bill bringer dog uro ind i hendes hverdag. Ikke alle har særlig stor forståelse for vampyrer, og da en række kvinder, som alle har været sammen med vampyrer, findes myrdet, bliver Sookie involveret. Det gør hun også med Bills vampyrsamfund – dog af andre årsager – og den involvering vil hun hellere end gerne undvære. Det er med andre ord ikke så let at være kæreste med en vampyr, når man allerhelst bare vil have et almindeligt forhold. Til gengæld har det fordele i forhold til beskyttelse – men er det nok mod den sindssyge morder, som bare ikke kan udstå kvinder, der elsker vampyrer?

Charlaine Harris skriver humoristisk og veloplagt om en verden, hvor vampyrer er ligeså naturlige som mennesker, omend ikke altid lige så ønskede. Vampyrerne klarer sig med syntetisk blod og blodet fra de mennesker, som selv tilbyder sig. Naturligvis sker der stadig ind i mellem “uheld”, hvor en vampyr kommer til at slå et menneske ihjel, men som hovedregel finder man ud af en hverdag i fredelig sameksistens.

Hovedpersonen Sookie er en herlig uhøjtidelig person med en befriende humor og masser af selvironi. F.eks. fortæller hun om, hvor svært det kan være at koncentrere sig om sex, når ens partner tænker på, at ens røv er lidt for stor, ligesom hun har overvejelser over, om vampyrer går på toilettet som mennesker?

“Død indtil solnedgang” er ikke en uhyggelig fortælling. Selvfølgelig er der krimiplottet om, hvem der står bag mordene på de vampyr-elskende kvinder, og der er også en spændingsopbygning i forholdene mellem Bill og de øvrige vampyrer (en opbygning som får en meget overraskende afslutning, jeg i hvert fald ikke havde forestillet mig). Men rigtig uhyggelig er det ikke. Til gengæld er ”Død indtil solnedgang” fuld af humor, og jeg grinede rigtig mange gange undervejs.

Sookie minder mig en lille smule om Odd Thomas fra Dean Koontz bøger, men hvor Odd Thomas begynder at blive træls allerede i bind 2 og i særdeleshed i bind 3, så bevarer Sookie forhåbentlig sin særprægede og underholdende personlighed uden Odd Thomas irriterende selvmedlidende attitude. Jeg ser i hvert fald frem til at læse mere om Sookie i de efterfølgende bind, og måske hopper jeg ligefrem på tv-serien “True blood”, som bygger på Charlaine Harris serie.

Udgivelsesår: 2010
Originaltitel: Dead until dark (2001)

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Definitely dead (2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside

“The Lost World” er en stumfilm fra 1925 og er baseret på en historie af Arthur Conan Doyle. Doyle er mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men “The Lost World” er mere en adventure-historie.

Professor George Challenger påstår, at han har fundet en “tabt verden”, hvor der stadig lever dinosaurer. Han har ingen fysiske beviser, udover en dagbog skrevet af Mabel White – hans kollega som forsvandt under ekspeditionen. Sammen med bl.a. storvildtsjægeren Sir John Roxton, Whites datter Paula og journalisten Edward Malone drager han ud på en redningsekspedition, som også skal bringe beviser på dinosaurerne med tilbage.

Det lykkes dem at finde plateauet igen, men deres eneste vej ud ødelægges. Nu er også de fanget midt blandt vilde dinosaurer, en abemand som ønsker at ødelægge dem, og en vulkan på vej i udbrud …

Som man kan høre, er det dramatiske løjer, og ind i det smides også en kærlighedshistorie, lidt jalousi, enkelte udbrud af falden på halen komedie og masser af britisk overlegenhed. Men man skal huske på, at filmen er fra 1925, hvor plot og historieafvikling var langt fra så forfinet som nu, så selvom historien roder lidt, og dele af den kører rimelig langsomt, synes jeg, at “The Lost World” er underholdende – ikke mindst pga. de fantastiske dinosaurer-scener.

Jeg blev utrolig positivt overrasket over, hvor godt det er lykkes at lave dinosaurerne. De er lavet ved brug af stop motion teknik af Willis O´Brian (som også stod bag effekten i “King Kong” fra 1933), og når jeg tænker på, hvor sølle den danske film “Reptilicus” fra 1961 var, så synes jeg, de er blevet fantastiske livagtige. Der er også flere scener, hvor man både ser dinosaurer og mennesker sammen for første gang på film, og igen var det O´Brian, som stod bag teknikken kaldet Split Screen. Især synes jeg scenerne, hvor brontosaurussen løber vildt i London, er utrolig godt lavet. Det er lavet i miniture-kulisser, men det virker ret overbevisende for sin tid.

Der bruges en del tid i filmen på scener, som viser dinosaurerne interagerer uden egentlig at bringe historien videre, men eftersom de er lavet fantastisk efter datiden standard – og for så vidt også efter nutidens – så gør det ikke spor. Og skulle man nu ikke være blevet tilpas benovet over dinosaurerne, så har Harry O. Hoyt også smidt flere andre eksotiske dyr ind, som slanger, geparder og aber (hvor imod den eneste sorte karakter blev spillet af en hvid mand sminket med sort maling!).

“The Lost World” har inspireret til film som bl.a. “King Kong” og “Jurassic Park”. Udgaven, der kan ses i dag, er noget kortere end originalen, som var mellem 104 og 108 minutter. Udgaven jeg har set var ca. 68 minutter, men der findes tilsyneladende endnu en udgave på 93 minutter, som også indeholder scener hvor vores helte møder lokale indfødte. Noget der slet ikke sås i min udgave.

Filmen er af The Library of Congress bedømt til at være “culturally significant” og er blevet udvalgt til bevarelse i The United States National Film Registry. Jeg synes bestemt, at man skal unde sig at se denne stumfilmsperle, som måske ikke imponerer så meget for sin historie som for sin tekniske udførelse, men som alene pga. det sidste nærmest må siges at være et mesterværk.

Instruktør: Harry O. Hoyt
Udgivelsesår: 1925

Se uddrag af filmen

Læs også Mark Bournes interessante omtale på The DVD Journal

“The gateway to Hell is in your own backyard” – sådan står der på forsiden af “Cubbyhouse”, en australsk gyser fra 2001, som også beskrives med ordene “Terrifying demonic thriller in the tradition of The Exorcist and Poltergeist“. Bob bob – måske ikke så meget …

Efter en skilsmisse flytter Lynn Graham fra USA til Australien, hvor hun stammer fra. Sammen med sine tre børn flytter hun ind i et hus, der har stået tomt i mange år efter en voldsom tragedie fandt sted der. To børn blev myrdet i baghavens legehus, men det har ingen fortalt Lynn. Ejendomsmægleren vælger også at se stort på den eneste klausul, der var på salget af huset – nemlig, at ingen børnefamilier måtte købe det.

Men Lynn og børnene flytter ind, og alt er tilsyneladende godt. Den ældste søn, Danny, finder sammen med nabodatteren, og det er hende, som gør opmærksom på husets historie. Men noget har allerede haft indvirkning på de to yngste børn, og Lynn nægter at tro på Danny, da han fortæller om legehusets mærkelige indvirkning.

At kalde “Cubbyhouse” for terrifying må siges at være lidt af en overdrivelse. Bevares, der er enkelte gode takter i historien, men i det store hele er den langstrakt og ikke særlig godt skruet sammen. Der er for mange scener, hvor vi skal følge havens vildnis vågne til live og kræve ofre, og hvor ofrene i øvrigt aldrig savnes bagefter! Og så er historien simpelthen ikke særligt sammenhængende. Danny spilles af Joshua Leonard fra bl.a. “Madhouse“, men heller ikke her spiller han rollen specielt overbevisende. Bedst er nok Joshua Tainish-Biagi, der spiller lillebroren Ivan. I flere scener lykkes det ham ganske overbevisende at se dæmonisk ud.

Filmen er som sagt fra 2001, og det betyder naturligvis, at visuel effects langt fra lever op til dagens standard. Jeg blev især skuffet over slutscenen i legehuset, hvor dæmonen forsøger at bryde igennem til vores verden. Til gengæld blev jeg dog positivt overrasket over en scene, hvor Lynn sidder ved sin pc. I forhold til plottet er den latterlig, men selve udførelsen var faktisk ok.

Jeg har set film, som var langt værre end “Cubbyhouse”, men jeg har bestemt også set bedre. Hvis du er til besatte huse film, så er den et bud på et par timers underholdning. Jeg kan dog komme i tanke om en hel del film, der er langt bedre, f.eks. “The Amityville Horror“, “The Abandoned” og ikke mindst “Ju-On“.

“Cubbyhouse” har også været udgivet under titlen “Hellion – The Devil´s Playground”.

Instruktør: Murray Fahey
Udgivelsesår: 2001

Flyder virkeligheden og fiktionen nogen gange sammen i vores verden? Det spørgsmål stiller Peter Straub i sin fremragende roman ”Natteværelset” fra 2007, hvor vi igen møder Tim Underhill, som vi første gang blev præsenteret for i ”Skyggernes hus”.

Tim arbejder på en ny bog men arbejdet flyder ikke rigtig. Han går hele tiden i stå, og oveni er han begyndt at få nogle meget mærkelige mails. Mails som alle er sendt fra ukendte personer uden brug af @ og domænenavn, hvilket jo ikke  burde kunne lade sig gøre. Samtidig opsøges han af en ubehageligt påtrængende fan, der insisterer på at få signeret ikke mindre end tre eksemplarer af Tims bog, mens han vrøvler løs om den rigtige bog, som ind i mellem dukker op blandt de gængse eksemplarer. Tim har en formodning om, at den påtrængende fan er noget andet og mere, men hvad?

Sideløbende med Tims historie hører vi om kvinden Willy, som mistede sin mand og datter ved en voldsom ulykke to år tidligere. Ulykken sendte Willy i et sort hul, men nu er hun ved at finde sig selv og står for at skulle giftes med Mitchell Farber, en tvivlsom forretningsmand med et mørkt sind. Men Mitchell får Willy til at føle sig sikker, så hun lader sig blot flyde med strømmen – indtil den dag sandheden går op for hende.

Fortællingen hopper mellem disse to spor, og man skal et godt stykke ind i romanen, før det går op for en, hvad sammenhængen er mellem dem.

Straub trækker også tråde tilbage til den foregående roman, ”Natteværelset”, som bl.a. handlede om seriemorderen Joseph Kalendar. Tim har skrevet om Kalendar i sine bøger, og nu er han tilsyneladende på vej ind i vores verden for at hævne sig over den måde, Tim har udstillet ham på.

Her er i det hele taget masser af intertekstuelle referencer, både til eksisterende værker som “Troldmanden fra Oz” og “Alice i Eventyrland”, hvis betydning begge er med til at bringe Straubs historie videre. Derudover er mange af hans personer forfattere, så deres tekster blandes også ind i teksten, så man skal holde rede på, om det nu er en ny linje i fortællingen, eller “blot” et dyk ind i litteraturen. Et særligt godt eksempel på sidstnævnte er, da romanfiguren Teddy Barton  en morgen vågner op og opdager, at verden er mere mat og mørk, og han er sikker på, at noget nyt aldrig mere vil ske. Gæt selv hvorfor. 

Peter Straub er en dygtig forfatter, og han formår at skabe et interessant og skræmmende univers i sine bøger. Hans fortællinger er komplekse, og som læser skal man holde tungen lige i munden for ikke at overse spor eller glemme tidligere oplysninger. Det betyder, at ”Natteværelset” ikke er en roman, man læser lige inden sengetid. Den skal have god tid og masser af opmærksomhed. Giver man den det, får man til gengæld en spændende historie med både gys og eftertænksomhed.

Mange danske læsere kender ham måske mest for samarbejdet med Stephen King i de to fantasy/horror romaner “Talismanen” og “Det sorte hus“. Det vil være synd at lade kendskabet blive ved det, for Straub har en helt unik stemme, der er meget anderledes end King, og den står yderst fint alene.

Peter Straub på dansk:

Spøgelseshistorier, 2007 (genudgivelse af Ghost Story fra 1979. På dansk også under titlen Det forfærdeligste)
Natteværelset, 2007 (In the night room fra 2004)
Skyggernes hus, 2007 (Lost boy, lost girl fra 2003)
Det sorte hus, 2002 (skrevet sammen med Stephen King, Black House fra 2001)
Talismanen, 1994 (skrevet sammen med Stephen King, The Talisman fra 1984)
Mysteriet, 1992 (Mystery fra 1990)

Besøg Peter Straubs hjemmeside for en komplet oversigt over hans bøger