Død for verden af Charlaine Harris

Død for verden af Charlaine HarrisEn tankelæser bliver babysitter for en vampyr, som jages af hekse, men heldigvis er byens varulve villige til at give en hjælpende hånd. Lyder det underligt? Måske – men det er super underholdende, når historien udspiller sig i Charlaine Harris univers, hvor servitricen Sookie Stackhouse fylder glassene.

I bind tre måtte Sookie redde sin vampyrkæreste, Bill. Ovenpå nogle rystende afsløringer beslutter hun sig for at holde en pause fra Bill, som her i bind fire rejser til Peru.

Uden en vampyrkæreste skulle man tro, at Sookies hverdag blev meget nemmere, men desværre. En nat på vej hjem fra arbejde støder hun nemlig på Bills chef, vampyren Eric. Kun iført bukser løber han rundt på vejen en decembernat, og da hun stopper for at hjælpe ham, opdager hun, at han har mistet hukommelsen.

Sookie tager ham med hjem, og næste aften dukker to af Erics nærmeste vampyrer op. De fortæller, at Eric er blevet forhekset af en ondsindet gruppe hekse, der ønsker at overtage hans forretning – og hans blod – og de skyer ingen midler for at nå deres mål. Så endnu en gang bliver Sookie blandet ind i vampyrernes affærer, og denne gang er der en ekstra indsats. Sookies bror, Jason, forsvinder nemlig kort efter, og nu må hun både prøve at finde ham og hjælpe vampyrerne – og deres for en kort stund allierede – varulvene.

Hvis jeg kun måtte bruge et ord til at beskrive Død for verden, så bliver det underholdende, for Charlaine Harris har skabt et virkelig underholdende univers, hvor vampyrer, varulve og hekse går rundt i blandt os. Sookie er en charmerende hovedperson, der med masser af humor og selvironi klarer sig igennem de hårdeste prøvelser, og ind i mellem belønnes hun med fantastisk vampyrsex. Det imponerende er også, at det i hver roman lykkes Harris at fylde lidt flere fabelvæsner ind i historien, uden at det går ud over hverken troværdigheden eller plottet. Og selvom hun igen skærer hjørnerne en lille smule for at få enderne til at mødes, så er historien så fyldt med action og humor, at jeg ikke lader mig irritere.

Jeg er i den grad faldet for den fandenivoldske tankelæser, som denne gang har følgende kommentar til de problemer, hun pludselig står til halsen i: ”De hekse var onde, og onde ting skal bekæmpes, det onde skal overvindes. Sådan gør vi i Amerika. Det var underligt at tænke på, at jeg var på vampyrerne og varulvenes side, og det var den gode side. Det fik mig til at ligge og grine lidt for mig selv. Jo, jo, de gode skulle nok klare ærterne.”

Serien om Sookie Stackhouse danner baggrund for tv-serien “True Blood”.

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Fuldstændig død (Definitely dead, 2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.