Slumber Party Massacre

Slumber Party MassacreJeg havde ellers set frem til Slumber Party Massacre efter at have hørt den omtalt i Going to Pieces, men det endte med at blive en af den slags oplevelser, hvor jeg kort inde i filmen tænkte: Godt den kun varer 74 minutter!

Trishs forældre skal på weekendtur, så hun er alene hjemme, men den venlige nabo har lovet forældrene at holde et vågent øje med hende. Om aftenen kommer nogle veninder, som skal overnatte. Et par fyre fra skolen er også opsat på at være med til festen, så de lurer udenfor vinduet og er heldige at se bare bryster i spandevis. Men Russ Thorn, femdobbelt morder, er undsluppet fra sindssygehospitalet, og han vil tilsyneladende også gerne overnatte hos Trish …

Som nævnt i indledningen var jeg ikke voldsomt imponeret over Slumber Party Massacre. Symbolsproget er overtydeligt, som når Trish smider sine dukker ud i starten af filmen (nu er hun voksen og dermed et seksuelt væsen og åben for angreb fra galningen). Eller scenen hvor Russ Thorn står oprejst over Jackie med spredte ben og en kæmpeboremaskine ses imellem hans ben klar til at støde igennem Jackie (kan vi sige penis). Eller da Thorn til sidst får skåret det yderste af sit bor af, da det endelig lykkes en af pigerne at mande sig op til modangreb (kasteration). Dette overdrevne symbolsprog gør ikke noget godt for filmen, men virker bare irriterende.

Personerne bliver aldrig nogen, jeg gider at bekymre mig om, og selvom der sker et mord næsten hvert femte minut, bliver historien alligevel kedelig, for plottet er så usandsynligt, at det ikke engang kan glide ned i en slasherfilm. I hvert fald ikke hos mig denne gang.

Og så lader jeg mig irritere over manglende kontinuitet filmen igennem. Fx står de to fyre udenfor et åbent vindue og kan tydelig høre pigernes snak, mens de glor ind på brysterne og kommenterer dem højlydt – men lyden går åbenbart kun udad! Eller når Thorn falder i swimmingpoolen for minuttet efter at være fuldstændig tør. Eller når der gøres meget ud af at vises, hvordan man kan gå ind i garagen fra huset af, for kort efter at se at pigerne går ud af huset for at skifte en sikring i – garagen. Altså!!!

Jeg har læst, at Slumber Party Massacre oprindeligt var ment som feministisk parodi på slasherfilm, men at man undervejs i processen med at lave den, opgav dette af frygt for at den ikke ville sælge. Desværre lykkedes det efter min mening ikke særligt godt at transformere den til en “rigtig” slasherfilm. Flere af de “morsomme” scener er stadig i filmen, nu virker de blot som tonstunge klichéer og ikke som parodi.  Det betyder, at Slumber Party Massacre bliver en klichéfyldt omgang bare bryster indesmurt i blod.

Trods min dårlige oplevelse af filmen er der alligevel kommet tre efterfølgere: Slumber Party Massacre 2, Slumber Party Massacre 3 og Cheerleader Massacre, så måske er jeg bare en gammel gnavpot, der ikke fatter en meter.

Om Slumber Party Massacre:

Instruktør: Amy Holden Jones
Udgivelsesår: 1982

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.