Indlæg tagget med ‘1800-1899’

På Mxrket.dk fortalte krimiforfatter Anita Lillevang for nyligt om sit livs bedste gys: “Fløjt og jeg kommer” af Montague. R. James. Jeg kendte godt novellen, men vidste ikke at der var lavet en filmatisering af den. Jeg vidste heller ikke, at der på dansk var udgivet denne lille samling med noveller af M. R. James, så den skulle jeg selvfølgelig straks have fingre i. Det viste sig, at flere af novellerne har været optrykt i forskellige antologier på dansk, men et par stykker var ukendte for mig.

De 8 noveller stammer alle fra samlingen “Ghost Stories of an Antiquary”, der udkom i 1904.

Nummer 13
I Viborg indlogerer Mr. Anderson sig på Den Gyldne Løve. Hans ærinde er at studere dansk kirkehistorie, men på hotellet sker der mærkelige ting, som vedrører det manglende værelse 13. Læs mere om novellen her.

Fløjt og jeg kommer
Professor Parkins er i Burnstow, hvor han besøger tempelriddernes klosterruin, der ikke ligger langt fra den Inn, Parkins skal bo på. Her finder han en gammel fløjte med en latinsk inskription, der er svær at tyde. En del af den er dog ganske klar: “Hvem er det der kommer”. I nysgerrighed tager han fløjten med sig, og da han afprøver den, begynder et voldsomt stormvejr. Om natten har Parkins et forfærdeligt mareridt, og da stuepigen næste morgen kommer ind, ser det ud til, at nogen har sovet i værelsets anden seng. Også næste nat sover Parkins dårligt, og da han i løbet af natten vågner ved larm i værelset, ser han noget i sengen ved siden af sin egen …

Tabte hjerter
Fortælling om drengen Stephen Elliot, som efter at være blevet forældreløs inviteres til at bo hos sin aldrende slægtning, Mr. Abney. Et tilbud, der kom bag på mange, idet Mr. Abney var en enspændernatur, som forskede i forskellige hedenske religioner. Stephen bliver indlogeret og falder godt til i huset, hvor isærhusholdersken Mrs. Bunch tager sig af ham. Det er også hende, som fortæller Stephen om de to andre børn, Mr. Abney har haft boende. Begge forældreløse, og begge forsvandt de pludselig uden spor – utaknemmelige skarn! Men da Mr. Abney en dag beder Stephen om at møde ham i sit studerkammer sent om aftenen, synes Stephen, at han ser to skikkelser i havens tusmørke…

Kannik Alberics manuskriptsamling
I foråret 1883 ankom en englænder til den hensygnende by St. Bertrand de Comminges i Pyrenæernes forbjerge. Dennistoun, som han blev kaldt, kom specielt for at se St. Bertrands katedral, og hele dagen fik han hjælp af en kirkebetjent, som virkede ualmindelig forskræmt og sky, og som hele dagen konstant så sig over skulderen. Da dagen er gået, og Dennistoun skal hen på kroen, fortæller kirketjeneren, at han har en bog derhjemme, som måske kan interessere englænderen. Selvom Dennistoun er sikker på, at bogen ikke er noget særligt, siger han alligevel ja, og det viser sig, at her er tale om et illumineret håndskriftssamling af nærmest uvurderlig værdi. Kirketjeneren tilbyder at sælge Dennistoun bogen for kun 250 franc, og Dennistoun accepeterer. Men knap er han kommet tilbage til kroen, før han begynder at føle sig iagttaget …

Kobberstikket (også på dansk med titlen Raderingen)
Fortælling om et billede, som tilbydes et museum. I starten ligner det et ganske almindeligt og ikke engang særligt godt billede, men pludselig begynder det at ændre sig. Som i “Kannik Alberics manuskriptsamling” er begivenhederne i “Kobberstikket” oplevet af Dennistoun, en person som går igen i flere af M. R. James noveller.

Asketræet
På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ…

Grev Magnus
I Sverige ligger herregården Råbäck. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Abbed Thomas skat
Rygtet går at abbed Thomas fra Steinfeld i Eiffel gemte på en stor skat, så da historikeren, Mr. Somerton, tilfældigt faldt over nogle ledetråde til denne, kunne han ikke lade være med at følge dem. Men da det endelig lykkes ham at finde skatten, har abbed Thomas efterladt en vogter.

Indhold:

Nummer 13 (1904, Number 13) 
Fløjt og jeg kommer (1904, Oh, Whistle and I’ll Come to You, My Lad)
Tabte hjerter (1895, Lost Hearts)
Kannik Alberics manuskriptsamling (1895, Canon Alberic’s Scrap-Book)
Kobberstikket (1904, The Mezzotint)
Asketræet (1904, The Ash-Tree)
Grev Magnus (1904, Count Magnus) 
Abbed Thomas skat (1904, The Treasure of Abbot Thomas)

Udgivelsesår: 1970

“Sælsomme historier” er lige præcist sådan en antologi, som jeg elsker. Dels indeholder den en lang række gode noveller, og dels har Sigurd Hoel ulejliget sig med både at skrive et forord om, hvordan historierne er udvalgt og med at introducere hver enkelt forfatter med en kort tekst inden hver novelle.

Hoel skriver om sin udvælgelse: “Det fremgår af selve titlen, at jeg inden for det skitserede område har stillet mig selv en begrænset opgave. Sælsomme historier – ja, hvad er nu det? Det kan faktisk være så meget. Vi har under ellers lige vilkår foretrukket noveller, som allerede i deres tema ligger lidt uden for det, som hænder os i hverdagen. Derfor behøver de ikke nødvendigvis at være virkelighedsfjerne. De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet ganske underlige ting. Vi har været på jagt efter gode noveller fra livets såkaldte grænseområder, dér hvor virkeligt og uvirkeligt mødes. Lad ingen snæversynet videnskabsmand komme og sige, at det og det er utænkeligt. Vi har adskillige gange i de senere år oplevet, at dét, der var utænkeligt i går, ofte er glædelig – eller måske endnu oftere sørgelig – virkelighed i dag.”

Samlingens første novelle er skrevet af Charles Dickens og hedder “En mordsag for retten“. Novellen har også været udgivet i samlingen “Masser af spøgelser” og handler om en retssag, hvor både en af nævningene og den anklagede har mærkelige syner.

Ambrose Bierce har skrevet “Moxons herre“, som ifølge Hoel er den første fortælling i verdenslitteraturen om en robot. Fortælleren har en filosofisk diskussion med hovedpersonen Moxon, om maskiner kan tænke. Den diskussion får et voldsomt endelig.

“Den brasilianske kat” af Arthur Conan Doyle handler om en ung mand med dyre vaner, som ser frem til at arve en rig onkel. På nuværende tidspunkt er økonomien dog noget trængt, så derfor tager han med kyshånd imod et ophold hos en fætter, som interesserer sig meget for dyr, og bl.a. er den eneste ejer af en brasiliansk kat, som er et sjældent og dødsensfarligt rovdyr. Opholdet hos fætteren forpestes dog af dennes kone, som absolut ikke ønsker overnattende gæster.

“Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … Om Montague R. James skriver Hoel, at novellen er udvalgt, da hans historier får en egen værdi, bl.a. fordi James formår at skabe en atmosfære omkring sine spøgelser. Han lader de levende mennesker skabe spøgelserne af deres eget indre. Sikkert er det i alt fald, at M. R. James har en enestående sans for at fortælle spøgelseshistorier.

W. W. Jacobs klassiske fortælling “Abehånden” er en af mine yndlingshistorier gennem al tid. Det er den dystre fortælling om ægteparret som får en abehånd, der opfylder tre ønsker for sin ejer, men aldrig på den måde som de forestillede sig. Selvom jeg efterhånden har læst novellen masser af gange, sidder jeg stadig med gåsehud i slutningen, når det banker på døren, og manden i vild rædsel leder efter abehånden for at gøre det sidste ønske ugjort.

I “Branden i Egliswyl” af Frank Wedekind fortæller en straffefange, hvorfor han er blevet idømt fængsel, mens Rudyard Kipling i “Manden, der ville være konge” fortæller historien om to landstrygere, som det lykkes at blive konger i en bjergrig stat i Indien. Desværre lykkes det ikke dem begge at overleve kongedrømmen. 

“De blindes land” af H. G. Wells er fortællingen om en mand, som pga. et jordskælv ender i en dal befolket af blinde. I starten tror han, at han kan blive en stor kanon her, for ordsproget siger jo, at i de blindes land er den enøjede konge. Men virkeligheden viser sig helt anderledes. De blinde klarer sig på alle måder bedre end ham, og her er det ham, der er anderledes og dermed handicappet. Novellen er fremragende fortalt og dens skarpe pointe spidder læseren.

“Det tredje område” af Frank Norris er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk. 

Stephen Crane har i “Et gråt ærme” skrevet en fortælling fra den amerikanske borgerkrig, mens “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, en af mine favoritnoveller i samlingen, mere minder om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden favorit er “Augusthede” af W. F. Harvey. En kunstner sidder en varm august dag og tegner en tegning af en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter, at dommeren har afsagt sin dom. Tilfreds med sit arbejde tager han tegningen med for at gå en tur. Men på vejen kommer han forbi et stenhuggeri, hvor en mand, der ligner tegningen til mindste detalje, er i gang med at udhugge en gravsten til en udstilling – og teksten på stenen er forfatterens navn … Novellen er også udkommet under titlen “Hedebølge” i samlingen “Gotiske gysere“.

Marjorie Bowen fortæller i “Recepten” en underholdende spøgelseshistorie, om en læge som tilkaldes midt om natten til et alvorligt sygdomstilfælde, men næste dag viser det sig, at huset han besøgte ikke har været beboet i mange år.

“Guldmagerne” af J. B. S. Haldane er en actionfyldt historie om en mand, som får fortalt opskriften på at lave guld af havvand, og den viden giver ham store problemer. Ovre i det mere humoristiske hjørne befinder James Thurber sig med novellen “Den største mand i verden“, som forestiller sig en situation, hvor en usympatisk og rædselsfuld person bliver verdensberømt som helt. Men hvordan håndterer man lige pressen i den situation?

Ernest Hemingways novelle “Efter stormen” er en stram fortalt historie om manden, der som den første finder et sunket skib, men ikke kan få fat i vraggodset. Samlingens sidste novelle er skrevet af Evelyn Waugh og hedder “Manden, der elskede Dickens“. Mr. Henty drager på en ekspedition til Amazonas, som ender i en katastrofe. Som eneste overlevende dukker han op på dørtrinnet af Mr. McMasters hus langt væk fra civilisationen. McMaster plejer ham tilbage til livet, og da Henty er kommet til sig selv, er han kun glad for at kunne glæde McMaster ved at læse højt af dennes store Dickens samling. Men hvor højt kan man elske Dickens?

Indhold:

En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Moxons herre af Ambrose Bierce (Moxon’s Master, 1909)
Den brasilianske kat af Arthur Conan Doyle (The Story of the Brazilian Cat, 1898)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Abehånden af W. W. Jacobs (The Monkey’s Paw, 1902)
Branden i Egliswyl af Frank Wedekind (Der Brand von Egliswyl, 1905)
Manden der ville være konge af Rudyard Kipling (The Man Who Would Be King, 1888)
De blindes land af H. G. Wells (The Country of the Blind, 1904)
Det tredje område af Frank Norris (The Third Circle, 1909)
Et gråt ærme af Stephen Crane (A Grey Sleeve)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912)
Augusthede af W. F. Harvey (August Heat, 1910)
Recepten af Marjorie Bowen (The Prescription, 1929)
Guldmagerne af J. B. S. Haldane (The Gold-Makers, 1932)
Den største mand i verden af James Thurber (The Greatest Man in the World, 1931)
Efter stormen af Ernest Hemingway (After the Storm, 1932)
Manden, der elskede Dickens af Evelyn Waugh (The Man Who Liked Dickens, 1933)

Udgivelsesår:

I 1966 udgav Steen Hasselbalchs Forlag to antologier med horror-noveller: “Masser af gys” og “Masser af spøgelser“. Der er desværre intet forord i nogen af udgivelserne, men begge bøger indeholder en række gode noveller. En del har dog også været trykt i andre antologier.

Blandt mine favoritter af ikke tidligere omtalte historier her på siden er bl.a. “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, som minder lidt i stil om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden historie, der er værd at fremhæve, er “Grev Magnus” af M. R. James, som finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Endelig vil jeg også fremhæve Thit Jensens historie “Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede“. Her fortæller hun om den enfoldige Øllebrød-Niels, som hver dag kørte rundt i Himmerlands hedehuse og udflyttergårde og forsynede folk med øl og brød. Niels var en fåmælt mand, men han kørte altid til siden, når han så et begravelsesoptog – og dem så Niels flere af end de fleste, for han så dem nogen gange på forhånd. Jeg synes egentlig ikke, at historien er en decideret horror-novelle, men den skal alligevel fremhæves for sine spekulationer over tro og den frie vilje. Novellen blev trykt i samlingen “Spøgelseskareten og andre noveller” fra 1955, som jeg også hellere må prøve at få fat i.

Indhold:

Spøgelsesskuden af Robert Middleton (Ghost Ship, også udgivet i “Den nye spøgelsestime“)
Hånd i handske af Elizabeth Bowen (Hand in Glove, 1952. Også udgivet i “Gys og Genfærd“)
En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Kejser Tiberius’ lille kæledægge af Rose Macaulay (Whitewash, 1952)
Huset i kløften af John Connell (House in the Glen, 1955)
Farven fra verdensrummets dyb af H. P. Lovecraft (The Colour Out of Space, 1927. Også udgivet i “Farven fra rummet“)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912. Også udgivet i “Mine bedste gysere“)
En historie om Don Juan af V. S. Prichett (A story of Don Juan, 1952)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Alle sjæles dag af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1964)
Kong Pest af Edgar Allan Poe (King Pest, 1835. Også udgivet i “Samlede fortællinger“)
Bombeflyenes nat af Evelyn Fabyan (Bomber’s Night, 1952)
Genfærdet af en hånd af J. Sheridan Le Fanu (The Ghost of a Hand, 1863)
Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede af Thit Jensen (1955)

Udgivelsesår: 1966

Jeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen. 

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Udgivelsesår: 2010

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab 
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

Der er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i “Tales of Terror” som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen “Evening Primrose”.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen “Rose for Emily”.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction 
Enotes.com 
Wikipedia

“Carmilla” blev første gang publiceret i magasinet “The Dark Blue” i 1872. Senere blev den udgivet i novellesamlingen “In a Glass Darkly” samme år.

I prologen fortæller Le Fanu, at doktor Hesselius har skrevet et essay om emnet, som det vedlagte manuskript beskriver. Manuskriptet er en 16 kapitler lang beretning, som fortælles af den unge pige Laura.

Laura vokser op langt ude på landet på et schloss i Sterimark sammen med sin fader, to guvernanter og tjenestefolkene. En af hendes første erindringer er et skrækkeligt mareridt, hvor en ung dame kommer til Lauras værelse en nat og putter sig ind til hende i sengen. Men drømmen ender med en skarp smerte som af to nåle, der blev jaget i hendes bryst, og Laura glemmer det aldrig.

Som ung dame får hun og faderen en ukendt gæst. De skulle egentlig have haft besøg af General Spielsdorfs niece, men hun dør pludselig, og generalen aflyser sit besøg. I stedet møder de tilfældigt den unge kvinde Carmilla, hvis rejsevogn forulykker netop ved deres schloss. Carmilla bliver boende for at komme til hægter, mens hendes moder haster videre i et uopsætteligt ærinde, og aftalen er at hun vil hente Carmilla efter nogle måneder.

De to unge piger bliver gode veninder. Dog synes Laura, at Carmilla i visse henseender er meget apatisk, og ind i mellem henfalder hun i et mærkeligt humør, hvor hun med sin vanvittige tale og blikke, skræmmer Laura og gør hende forlegen.

Som tiden går, sker der flere pludselige dødsfald blandt de unge piger på egnen, alle startende med nogle få dages afkræftethed og så pludselig død. Men da Laura selv får disse symptomer, bider hun ikke mærke i dem. Først da det går op for hendes fader, at der er noget galt, tilkaldes lægen, og det viser sig, at Laura er i yderste livsfare. Hendes redning hænger sammen med General Spielsdorfs pludselige opdukken, for det viser sig, at han har fundet frem til, hvem der stod bag hans nieces død, og nu ønsker han hævn.

“Carmilla” er blevet fremhævet som inspirationskilde til Bram Stokers mere kendte vampyr-roman “Dracula“. Stoker lod i sin kladde Dracula stamme fra Styria – samme sted som “Carmilla” udspiller sig – men ændrede det senere til Transylvanien. Stokers figur Lucy er meget ens med Le Fanus Carmilla – begge høje, slanke, apatiske og med store øjne, fyldige læber og bløde stemmer. Også inspirationen til vampyrjægeren Van Helsing kan findes i Le Fanus historie, nemlig i generalens ven, Baron Vordenburg, som via sin forskning i vampyrens væsen, hjælper familien med at dræbe vampyren.

Vilkårene for vampyrerne er dog ikke ens i de to historier, idet Carmilla hos Le Fanu godt kan bevæge sig udenfor om dagen, omend hun dog som regel ikke står op før hen på eftermiddagen.

Udover at være en inspirationskilde for Bram Stoker har “Carmilla” også inspireret flere filmskabere, blandt andre Carl Th. Dreyer hvis film “Vampyr” fra 1932 er løseligt baseret på Le Fanus fortælling.

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse af “Carmilla”

Udgivelsesår: 1872

Tage la Cour har udvalgt disse fire historier, som er samlet i “Draculas gæst og andre vampyrhistorier”. Den første historie er titelnovellen og er skrevet af Bram Stoker.

“Draculas gæst” blev udgivet i 1914 af Stokers enke, Florence, to år efter hans død i novellesamlingen “Dracula’s guest and other weird stories”. I forordet skriver Florence, at “Draculas gæst” er et hidtil upubliseret afsnit fra “Dracula”, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. Nu vil hun give læserne mulighed for at få dette manglende stykke af Stokers mest berømte værk.

Historien handler om en engelsk gentleman (som må være Harker), der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

“Den smukke vampyr” (“La Morte Amoureuse”) af Théophile Gautier er fra 1836 og blev første gang trykt i “La Chronique de Paris”. Fortælleren er præsten Romuald, som samme dag han skal afgive sit præsteløfte, ser den underskønne Clarimond og forelsker sig øjeblikkeligt. Han gennemfører dog ceremonien, men kan ikke slå Clarimond ud af hovedet, selv da han bliver sendt ud til sit nye sogn. Et år efter bliver han en nat tilkaldt, da en rig frue ligger for døden. Det viser sig at være Clarimonde, og i sin kvide over at være kommet for sent, kysser Romuald hende. I det samme slår hun øjnene op og udbryder: “Åh, er det dig, Romuald. Hvad har du lavet? Jeg har ventet på dig så længe, at jeg er død; men nu da vi er trolovede, vil jeg kunne se dig og komme til dig.” Og så starter et mærkeligt dobbeltliv for Romuald, hvor han om dagen er præst og om natten en ung adelsmand, der lever sammen med Clarimonde. Men Clarimondes skønhed er ikke uden pris, og Romuald opdager, at hun bærer på en hemmelighed.

Sheridan Le Fanu bidrager til antologien med “Carmilla“, som første gang blev publiseret i 1872, og sidste novelle er “Berencie” af Edgar Allan Poe som første gang blev publiceret i Southern Literary Messenger i 1835. Fortælleren Egæus beretter om sin skæbne. Hvordan han som barn voksede op sammen med kusinen Berenice, og hvordan de udviklede sig yderst forskelligt – hun yndefuld og livlig, han svagelig med mørkt sind og med en mærkelig trang til at fordybe sig i de særeste detaljer.  Men så bliver Berenice syg, og i et anfald af medlidenhed beder Egæus hende om at gifte sig med ham. Kort før brylluppet bliver han dog besat af tanken om hendes tænder efter at have set et kort glimt af dem. Det får grusomme konsekvenser.

Da “Berenice” først udkom, modtog udgiveren Thomas W. White flere klager over, hvor voldsom og brutal novellen var. Det medførte, at novellen i 1840 blev publiceret i en redigeret version. En moderne gendigtning af “Berenice” kan læses i novelle-antologien “Poe – 4 makabre hyldelster” fra 2009, hvor Rikke Schubart giver sin udgave af historien. Også denne novelle fik flere anmeldere til at mene, at forfatteren var gået over stregen for, hvad man kan tillade sig at skrive.

Samlingen indeholder kun disse fire historier og har hverken forord eller yderligere oplysninger om de enkelte historier eller forfattere. Det er lidt ærgerligt, for jeg synes altid, det er spændende at få lidt baggrundsstof med for, hvorfor netop disse historier er valgt ud af de mange vampyrfortællinger, der er skrevet. Men bortset fra det er antologien bestemt en læsning værd.

Udgivelsesår: 1974

Robert Louis Stevenson er i gyser-sammenhæng nok mest kendt for klassikeren “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som absolut også er værd at stifte bekendtskab med. Denne lille novelle “Olalla” er dog heller ikke helt ueffen.

Fortælleren er en soldat, som skal komme sig efter at være blevet såret. Han får husly hos en familie af fornem byrd, som tidligere var højt på strå både økonomisk og anseelsesmæssigt, men som gennem årtierne er forfaldet mere og mere, og nu lever ydmygt for sig selv langt oppe i bjergene.

Fortællerens første møde med familien er sønnen Felipe, der kører soldaten til huset. Felipe var usædvanlig velskabt, smidig og stærk med nydelige træk. Dog var han også mørk og med kraftig behåring samt gule, ikke særligt udtryksfulde øjne. Af væsen var han pludrende og lettere enfoldig, men fortælleren fandt dog behag i hans samvær.

Efter nogle dage møder han også fruen i huset. Hun slænger sig mageligt i solen, og ligesom Felipe har hun store gule udtryksløse øjne. Hun er ikke særlig snakkesagelig, men venlig nok. Fortælleren er dog nysgerrig efter at møde det sidste familiemedlem, datteren Olalla, og da han en nat hører skrækkelig skrig fra huset, er han sikker på, at Felipe (som han har observeret pine et egern) gør noget grufuldt ved Olalla. Men han er låst inde og kan ikke komme hende til hjælp.

Næste dag gennemsøger han dog huset og finder frem til Olallas værelse, og her finder han beviser på en meget tænksom og ærbar sjæl. Kort efter ser fortælleren Olalla, og hendes ydre er så smukt, som han forestiller sig hendes indre, så han forelsker sig hovedkulds i hende. Der er dog ikke nogen umiddelbart nem måde at forene de to, og hvad er det med moderen og Felipe?

“Olalla” er en blanding af en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling som første gang blev trykt i 1885 i “Court and Society Review”. Som Bo Hakon Jørgensen beskriver i sit efterskrift, så trækker novellen tråde til den gotiske roman med spørgsmålet om, hvem er jeg, og hvad er mit jeg? Olalla står fanget i midten mellem sit jeg og “det andet”. Hun forsøger ved hjælp af religionen at undertrykke slægtens dæmoniske træk, mens moderen tydeligt udlever al sin sensualitet uden hæmninger.

Jeg fik tanker om varulve, da jeg læste novellen. At familien gennem generationer er degenereret ind til det rent dyriske og nærmest er blevet varulve. Jeg ved dog ikke, om det er forfatterens hensigt. Til gengæld passer plottet godt ind i Stevensons tanker om splittelsen af jeg’et i følelser og intellekt, som han også beskriver i “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”.

“Olalla” er ikke en specielt uhyggelig historie i vore dages opfattelse, men den er et godt udtryk for tiden og stadig værd at læse.

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Originaludgave: 1885

“Vennernes ven” af Henry James blev første gang udgivet i 1896. Den kom i to udgaver: en amerikansk med titlen “The friends of the friends” og en London-udgave med titlen “The way it came”. Historien er et uddrag fra en dames dagbøger, som vores forfatter overlader til læseren at bedømme. Historien fortælles uden brug af navne, og forfatteren vil derfor meget gerne vide, om læseren ved, hvem personerne i virkeligheden er?

Fortælleren beretter om en kvinde, der som ganske ung var på udenlandsrejse med sin tante, og pludselig befinder sig ansigt til ansigt med sin fars genfærd. Hvor usædvanlig denne hændelse må anses for at være, er der dog også en mandlig bekendt i forfatterens omgangskreds, som i sin ungdom ser sin moders genfærd. Fortælleren beslutter sig derfor for at bringe de to sammen, men skæbnen vil det anderledes.

Gennem flere år sker der forviklinger, når de to skal mødes, så først da fortælleren selv er blevet forlovet med den mandlige bekendte, kan det lykkes at sætte de to sammen. Men kort før selve mødet bliver fortælleren usikker og forpurrer mødet. Men er det nok til at snyde skæbnen?

Ligesom i “Skruen strammes” giver Henry James to muligheder for læseren. Enten tager vi fortællerens ord for gode varer, og tror på at genfærdene har vist sig for de to personer, og dermed skabes mulighed for det møde, som fortælleren er overbevist om sker til sidst. Eller også tror vi på den mandelige bekendtes version: at der ikke var tale om et genfærd. Dermed forankres historien i vores virkelighed, og fortælleren lider blot af jalousi uden en virkelig begrundelse.

“Vennernes ven” fortælles levende og spændende på trods af de mere end 100 år på bagen, og Henry James er stadig et besøg værd.

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Originaludgave: 1896

E. T. A. Hoffmann (1776-1822) skrev sine fortællinger under Sturm und Drang perioden, hvor rationalismen var på vej ud, mens de store romantiske følelser var på vej ind i litteraturen. Hoffmann var ikke så anerkendt af samtiden, men senere forfattere som f.eks. Guy de Maupassant og Edgar Allan Poe har fundet inspiration i hans værker.

“Sandmanden” er fra 1817.

Nathanael bor sammen med sin moder, sin forlovede Clara og hendes broder. I et år skal han dog rejse bort for at studere, og her møder han optikeren Guiseppe Coppola, der bringer uhyggelige minder fra barndommen frem.

Som barn hørte Nathanael nemlig historien om Sandmanden, som kaster sand i øjnene på de børn, der ikke vil sove, så øjnene bløder og springer ud af hovedet. Den historie forbinder han med en af faderens bekendte, Coppelius, som altid kommer på slaget 9, og hvor børnene altid sendes i seng. Bedre bliver det ikke, da faderen dør, en aften hvor Coppelius har været på besøg.

Optikeren Coppola bringer fuldstændig Nathaneal ud af ligevægt, og hverken breve fra Clara eller hendes broder kan bringe klarhed i hans tanker. Endnu værre bliver det, da han en aften ser Coppolas datter gennem vinduet, og pludselig forelsker sig inderligt i hende. Glemt er Clara, og først i sidste øjeblik lykkes det Nathaneal at gennemskue Coppolas bedrag. Men er det nok til at redde ham?

“Sandmanden” er en blanding af breve mellem Nathanael, Clara og Lothar (Claras bror), som blandes med forfatterens indlæg, hvor han henvender sig direkte til læseren “Der kan ikke være noget mere sælsomt eller mærkeligt end det, som hændte min stakkels ven, den unge student Nathanael, og som jeg har sat mig for at fortælle dig, min gunstige læser“. I dag føles stilen lidt opstyltet, men selve essensen af historien er stadig interessant.

Læs mere om E. T. A. Hoffmann

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.